Prædiken 19. søndag efter trinitatis - 27.10.2019 Syndernes forladelse - hvad vil det sige? Er vi syndere, og hvori består det?

Vores gudstjeneste begyndte med en tilsigelse af syndernes forladelse.

Fantastisk!

Vi kan være især være modløse, ensomme, længes efter en fylde af liv.

Og så åbner vor gudstjeneste med ordene:

Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky,

Dine synder som en sky.

Det er ikke smigrende sjælesorg, hvor Gud taler os efter munden.

Nej, han kaster sin tilgivelse efter dig, efter mig! Jeg udsletter det, siger han.

Udsletter. Det er væk. Glem det helt. Se dig ikke tilbage.

Og når vi er tilgivede mennesker, så kan der ske noget helt nyt i vores liv.

En ny begyndelse, spændende nyt.

***

Det begynder Jesus også med.

Tilgivelse!

Ingen forklaring. Bare tilgivelse.

Jamen, har jeg brug for det? Ja, er svaret.

Vi bliver mere klar over det for hver gang, vi bliver tilgivet.

Lad os nu lytte til evangeliet lidt efter lidt.

Jesus var kommet hjem. Han havde rejst rundt. Han var nu hjemme.

Hvor vidunderligt, når der sker noget fantastisk, når vi er hjemme, ikke kun når vi forlader vores hjem.

Kan vi ikke længes efter mennesker, efter at være sammen om at lytte til det, der gør os salige og lykkelige?

***

Vi har det med at sætte bestemte mennesker højt. Det kan være en sanger, en musiker, en fodboldspiller, en politisk helt, eller andre.

Men hvis en eneste af disse vores helte gik og sagde: Dine synder tilgives dig, ja, så ville vi forstå, at populariteten var steget dem til hovedet.

Selvfølgelig er det meningsløst!

Men hvis Jesu ikke blot er et menneske, men samtidig og helt og fuldt er Guds Søn, er Gud, ja, så går det op, så bliver det muligt, at han kan sige: Din synder er dig forladt.

Og så må vi sige: Enten er Jesus nærmest gal, at han siger som han gør, eller også er han virkelig Gud og menneske på én gang og kan med fuldmagt tilsige os syndernes forladelse.

Der er slet ikke nogen tredje mulighed.

Det forstod skarerne dengang. De kunne ikke se, at han var gal eller besat, som nogle af fjenderne ligefrem sagde.

De kunne se en god man, der hjalp mennesker ud af smerter og sygdomme.

De kunne se en mand, som talte fantastiske, velgørende ord, som de aldrig kunne glemme.

Ord, der var så smukke, at de sad fast i skarerne for altid. Så hvem som helst kunne huske dem, nærmest ordret.

Ord som: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.

Eller: Guds rige er om en sædemand, der gik ud og såede korn overalt.

Eller ordene, han sagde, da hans mor, brødre og søstre kom for at hente ham hjem, for de mente, at Jesus var på vildspor og måtte hjem i den almindelige gænge.

Han talte netop da til en masse mennesker.

Da han hørte, at de spurgte efter ham, spurgte han: Hvem er min mor og mine brødre? Og han svarer selv: ”Se, her er min mor og mine brødre. For den, der gør Guds vilje, er min bror og søster og mor.”

Alle, der følger ham, og gør Guds vilje, kommer ind i en ny familie. Sådan siger han.

Som en sagde til mig forleden: Jamen, så bryder Jesus jo det 4. bud om at ære sin far og mor.

Men ens mor har ikke krav på at man adlyder og kommer hjem til mor, når man nu engang er 30 år gammel. Det har jeg i al fald aldrig hørt om!

Så Jesus stiftede en ny familie. Og de fire venner til den lamme mand, som havde tro til at bryde hul i taget og fire ham ned foran Jesus, de viste sig som den lamme mands brødre, men også som Jesu brødre. For de gjorde Guds vilje, de hjalp nemlig den hjælpeløse, og det er Guds vilje, at vi skal det.

***

Med Guds tilgivelse i sind og hjerte kan vi tage Paulus’ ord til os, om at vi skal arbejde på at lade os fornyes i sind og ånd. Vi skal lade gamle fjendskaber ligge og lade vreden svinde ind, i al fald når vi når til aftenen og natten, og så tænke på hinanden, på dem iblandt os, der har behov for det ene eller det andet

Med Guds tilgivelse er vi nye mennesker, når vi bare husker på det! Vi er ikke bundet af fortiden, men kan forandres i sind og tanker. Vi er ikke bundet af bestemte regler, som vores familie har fastsat, eller hvad der er den dominerende mening i vores lokalsamfund eller i samfundet i det hele taget.

I lyset af Jesu gerning for os, dengang og nu i vores liv, kan vi tage profeten Esajas’ ord til os, ordene om, at vore ruiner igen skal bygges op. Det kan være os selv, som til tider har været som en ruin. Men Guds tilgivelse gør os til et slot, en borg, en fæstning, hvor Gud ved sin Ånd virker og forandrer os lidt efter lidt til det bedre.

Hele Jesu gerning dengang og indtil evig tid går ud på at få os genopbygget til et tempel for Ånden. Og Jesus og hans Fader vil bo i os, siger han. Så er vi aldrig overladt til os selv, men han er med os alle dage, indtil hans kommer igen eller indtil vi dør og forenes med ham, for hans tilgivelser er så stærk, at vi skal genopstå med ham.

***

Men nu til spørgsmålet: Hvorfor tilgiver Jesus den lamme mands synd, før han helbreder ham? Hvad er det for en synd eller synder, manden har?

Det meddeler Markus overhovedet ikke. Den bibelske forståelse af synd er, at det ikke bare drejer sig om moralske fejltrin, men at det handler om hjertets vantro over for Gud. At mennesket har problemer med at have tillid til Gud. Til i tro at lyde Gud.

Så det moralske fejltrin er en følge af ulydigheden mod Gud, sådan som vi ser det med fortællingen om Adam, der spiser af frugten, han ikke må spise af i Edens have.

Med mistilliden til Gud forandres vores forhold til alle andre skabninger.

Vi skylder andre mennesker kærlighed, men forsynder os igen og igen. Det ved vi udmærket godt. Der opstår fjendskaber mellem os mennesker, vi leder efter den skyldige, som i al fald ikke er mig. Vi tænker som Adam tænker om Eva: ”Selv havde jeg naturligvis aldrig på at gøre det. Sådan er jeg rigtignok ikke. Men hun!”.

Så forholdet til medmennesket forandres. Og samtidig forandres også forholdet til naturen. Jorden bliver forbandet på grund af mennesket, står der. Mennesket er blevet en ond og tyrannisk herre over sin medskabning. Mens millioner lever på sultens rand, anvender vi de midler, som med lethed kunne bruges til at hjælpe alle nødlidende, til at konstruere atombomber til at spred død og ødelæggelse med.

Om nogen bør vi være dem, der forstår fortællingen om Adam og Eva, om at jorden er blevet forbandet for Adams skyld, at Eva skal føde sine børn med smerte. Det har vi i vort århundrede visse forudsætninger for at forstå.

Altså:

Synden er 1) vantro og ulydighed mod Gud

2) fjendskab og selvretfærdighed mellem mennesker, og 3) ondt tyranni i menneskets forhold til universet.

Hvad synd er kan kort samles i vores selvkærlige trang til at ville have og at være, det som bibelen kalder havesyge og hovmod. På den måde fortrænger vi kærligheden til Gud af fjendskab mod Gud. Og derfor bliver vi onde og uretfærdige over for hinanden. Vi bliver hinandens fjender og vi bliver selvgode. I forhold til naturen, ja, så driver vi rovdrift på Guds rige verden.

***

Og mennesket kan ikke skubbe ansvaret og skylden over på forældre og bedsteforældre eller Adam og Eva. Men samtidig er vi fælles om ansvaret og skylden. Vi kan ikke bare sådan skelne mellem vor private skyld og ansvar og så vores alle skyld og ansvar som menneskeslægt. Det hele er vævet sammen.

Lidt lige som Markus Aurelius siger til sin søn Commodus i filmen Gladiator: Dit svigt som søn er mit svigt som far.

De to er vævet sammen i skyld, som både er deres hver især, men samtidig på en mærkelig måde fælles.

Det er blevet sagt sådan her, hvad vores grundskade som mennesker er:

”Midt i alt det, mennesket er og gør, søger det sit eget. Det befinder sig åndeligt talt i en fosterstilling, det ikke kan komme ud af. Tilværelsen drejer sig om ens eget med de udslag, det giver i form af aggression og depression, når det bliver truet.”

***

Og nu forstår vi måske bedre, at Jesus først rækker tilgivelse til den lamme mand.

Tilgivelsen er den egentlige helbredelse.

Det er en helbredelse i vores sind og hjerte og hjerne, så vi kan rejse os frit op. Så vi er lettet for alt, der er tungt, også af det, vi føler konkret fra vores fortid. Det er væk, jeg er fri af det, fordi Jesus siger det til mig.

Jeg skal og må ikke grave i fortiden, men vandre som et frit menneske fremad. Tilgivelsen gør os hver gang til nye mennesker. Som hvis vi har været i et varmt, varmt styrtebad.

***

Straks melder sig spørgsmålet: Har Jesus sådan en magt til at tilgive synder?

Ja, for han er Menneskesøn, siger han. Han identificerer sig med os, er menneske som os, men uden synd. Som det eneste skyldfrie menneske er han samtidig fuldt ud Gud.

Derfor kan han åbne en ny dør for os, igen og igen. Han er livet, lyset, han åbner døren for en tillid til Gud, som vi kan øve os på. Nu tør vi have tillid til Gud, fordi Jesus har vist os tillid. Ved at komme til os og ved at han altid rækker os syndernes forladelse.

Så kan livet i familien blive dejligt afslappet og nyt. Gammelt nag kan lægges bort. Vi kan over for venner og fjender øve os i ikke at tro det værste om dem. Begynde på ikke at fordømme andre mennesker, men giver dem chancer, også selv om de har gjort noget groft.

Og så er der det med naturen. Ja, det har vores tid mere end nogen anden tid i historien måttet se i øjnene. At vi må gøre noget ved den måde, vi forbruger verden på. Og som kristne hører vi, at vi skal øve os i at vende det misbrug af dyr og natur til noget godt for dyr og naturen. Med hver vore evner må vi arbejde på at være nænsomme over det øvrige skaberværk.

Prædiken om de syv ting, der er vigtigst - 17. søndag efter trinitatis 13. oktober 2019

Læsninger: Salme 19 vers 2-7, Paulus' brev til menigheden i Efesus kapitel 4 vers 1-6, Lukasevangeliet kapitel 14 vers 1-11

Vi kan spørge: hvorfor skal vi lytte til beretninger om, hvordan Jesus helbreder på en sabbat? Det føles, som om evangeliet hører til kun i den tid dengang, hvor spørgsmålet om overholdelse af sabbaten var et brændende spørgsmål blandt jøder.

Jeg er kommet frem til, at vi derigennem bliver fastholdt i, at Jesus var et virkeligt menneske i en ganske bestemt tid med ganske bestemte spørgsmål, man diskuterede.

Jesu menneskelighed er her så menneskelig, som ethvert andet menneske, der lever i sin tid.

Det er vigtigt. Vi hører ikke nogle abstrakte ord om kærlighed, men vi høre om Jesu adfærd i helt konkrete situationer på sin tid.

Dengang var jøderne optaget af at holde hviledagen hellig. Det har vi i stor grad tabt.

Tanken med sabbaten var, at arbejdet skulle høre op. Og derfor kunne jøderne spørge sig selv: Hvad kan blive ved, hvad må gerne fungere også på en sabbat.

Vi kan lade selve spørgsmålet om hviledagen ligge og i stedet spørge, hvad vi i det hele tage skal lade ligge.

Hvad der er vigtigt i vort liv.

Paulus nævner et syvtal af det, vi egentlig er samlet om.

Et syvtal af hvad der skal til for at bevare Helligåndens enhed i fredens bånd.

Vi er ikke samlet en for en, men som en enhed, holdt sammen af Guds egen Ånd.

Guds Ånd kan samle os, ingen anden. Ikke en præst, ikke en særlig friskhed i udtryk, ikke noget som helst andet end Guds Ånd.

Hvad er Åndens enhed? Det er, at vi i grunden er ét legeme. Vi har brug for hinanden. Kære menighed! Ingen, ingen kan undværes! Der er brug for os alle uden undtagelse. Glem det aldrig! Det fællesskab, som Helligånden har dannet os til, er ikke et fællesskab for en bestemt gruppe, men for alle. Ellers ville Paulus ikke tale om, at vi er ét legeme.

Det er det første: Helligånden deler os ikke op væk fra hinanden, men vil med vores tilslutning bygge det ene legeme op.

Det andet: én Ånd. Der kan ikke være flere ånder i Jesu menighed. Der er kun Guds Ånd, som virker alt i alle, gennem alt, hvad Jesus har sagt og gjort.

Guds ene Ånd bygger det ene legeme op.

For det tredje har vi ét eneste håb. Kun ét håb. Ikke mange håb i mange retninger. Kun ét håb. Vi håber, at vi skal møde vores Herre Jesus til sidst, når han kommer igen og gør jord og himmel nye og gør alting godt for evigt.

Vi håber, fordi Han er opstået fra de døde og lever evigt nu, og håber, at vi engang skal opstå for evigt med ham.

Vi håber.

Forleden var Hannah hjemme og jeg holdt, som jeg har fået for skik, en lille konfirmandtime med hende.

Vi havde om gudstjenesten, og så spurgte jeg hende, hvad gudstjenesten betød og var for hende. Hun sagde:

Glad for gudstjenesten.

Synge.

Sige noget. Tilføjelse: Man skal ikke sige noget til de andre.

Lytte til præsten.

Bøn.

At være sammen med andre.

Sprede glæde til andre og er glad.

At man håber.

At man håber. Ét håb. Vi har ét håb, ikke mange. Det samme håb til den samme Herre, dødens, syndens og den Ondes overvinder. Vi har et håb, og virkeligheden vil aldrig gøre os til skamme, men vi skal til sidst få en uudsigelig glæde ved vor Herrens genkomst i herlighed.

For det fjerde: vi har én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser og Forsoner for alt, hvad der er ødelagt verden.

For det femte: fra Ham stammer vor ene tro.

Derfor én Herre med én tro, ikke mange slags tro. Nej, evangeliet om Jesus er ét og ikke mange. De fire såkaldte evangelier er i virkeligheden ét evangelium om den ene Herre og Frelser.

For det sjette er der én dåb. Én dåb til at tilhøre Jesus Kristus, til at følge ham i tykt og tyndt, til at leve som hans efterfølger i bøn, i fællesskab, spise hans legeme og blod sammen, så vi styrkes til den fortsatte vandring.

Og endelig for det syvende har vi kun én Gud, alles fader, han er over alle, han virker gennem alle og i alle.

Så lander vi helt nede på jorden, hvor vi skal være. For så let stiger vi op i skyerne i vore tanker og vil forstå, hvad vi ikke er givet at forstå her.

Den ene himmel og den ene jord lærer os hver dag, at vi har én Gud og Fader over os alle.

Det lærer os ydmyghed, at tjene hinanden, som vor Herre Jesus lærte.

Også i dagens evangelium: Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Lad os sammen knæle i ydmyghed og modtage hans legeme og blod til styrkelse i legeme, sjæl og ånd og i fællesskabet.

... Salmedigteren Ingemann bliver så henført af Paulus' tale i Efeserbrevet kapitel 4 med det syvfoldige én/ét, så han skriver i Salme 381 Igennem nat og trængsel vers 3:

Én røst fra tusind munde,
én ånd i tusinds røst,
én fred, hvortil vi stunde,
én frelsens, nådens kyst,
én sorg, ét savn, én længsel,
én Fader her og hist,
én udgang af al trængsel,
ét liv i Jesus Krist!

 

Behold the lamb of God, sang der blev spillet som afslutning på prædikenen 13. oktober 2019

Og lad os nu høre en salme om netop det, den som I har fået omdelt på et sangblad:

1 Se Lammet, som bærer vore synder bort,
slagtet for os: og vi husker:
Løftet der blevet givet, at alle, som kommer i tro,
finder tilgivelse ved korset.
Det er derfor vi tager del i dette Livets Brød,
og vi drikker af Hans offer,
som et tegn på den fred, der forbinder os,
omkring Kongens bord.
2 Vor Frelser, Jesu Kristi legeme
sønderbrudt for dig: spis og ihukom
de sår, som helbreder, døden, der bringer os liv,
betalte prisen for at gøre os til ét.
Det er derfor vi tager del i dette Livets Brød,
og vi drikker af Hans offer,
som et tegn på den kærlighed, der forbinder os,
omkring Kongens bord.
3 Blodet, som renser for enhver syndens plet,
blev udgydt for dig: drik og ihukom:
Han tømte dødens bæger for at alle kunne komme ind
og modtage Guds liv.
Det er derfor vi tager del i dette Livets Brød,
og vi drikker af Hans offer,
som et tegn på den nåde, der forbinder os,
omkring Kongens bord.
4 Og nu rejser vi os med taknemmelighed
og tro for at give vort svar: og for at huske
på vort kald til at følge i Kristi fodspor
som Hans legeme her på jorden.
Idet vi tager del i Hans lidelse,
proklamerer vi: Kristus kommer igen!
Og vi vil være med i Himlens fest
omkring Kongens bord.
Stuart Towend, Keith & Getty

Prædiken om falske profeter 11. august 2019

Hvem er falske profeter?

Det er dem, der får menigheden til at forlade den trange vej og den snævre port.

Det er nemlig det, Jesus netop har sagt forud for dagens evangelielæsning.

Her siger Jesus: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den

Sådan taler vor Herre Jesus Kristus.

De falske profeter taler uden om. Men Jesu lære har aldrig peget på en let vej, og hans efterfølgere forventes af ham at arbejde hårdt for at efterleve hans lære.

Det handler om, at vores tro smitter af i vore gerninger. Vi kan ikke tillade os at adskille tro og liv.

Vi kan ikke blot tale om at tro, og så er alt godt. Nej tro og liv må høre sammen

Gode gerninger vil vise, at troen er der.

Den brede vej vil sige verdens måde, som accepterer en hvilken som helst levevis.

Men Jesu smalle vej er forbundet med hårdt arbejde, med forfølgelse også. Og uden Helligåndens hjælp og Guds kærlighed er det slet ikke muligt at gå den vej.

***

På baggrund af talen om den brede vej advarer Jesus nu mod falske profeter. Det er alvorlige, ja, skræmmende sager. At nogle vil være ulve i fåreklæder, se venlige ud, men vil snuppe fårene fra hyrden

Hvordan kan vi da genkende falske profeter?

Det svarer Jesus på: på deres frugter.

Frugter vil sige, både det, de gør, men også alt det, de er i deres liv.

Falske profeter optræder mange steder, ikke nødvendigvis på prædikestolen. Det kan være i radioen eller i fjernsyn, det kan være via budkabet i film og bøger.

Det bliver sagt, at man ikke skal se på, hvordan en person har levet, men bare på, hvordan filmen eller bogen er.

Men tingene hænger sammen, forklarer Jesus.

Hvad er det da at gøre Jesu Fars vilje?

Det er at lytte igen og igen til Jesu tale og lade Hans ord forme os, føre os til handling, lede os på vejen.

Og her kommer noget afgørende for os: det er Helligånden, som vil virke i os med Jesu ord, så vor samvittighed, vort hjerte, vor forstand bliver grundfæstet i Jesu ord og vi følger Ham i dagligdagen, i ord og gerning.

Når det er sagt, så er vi syndere, som Gud gerne tilgiver, når vi blot angrer vore fejl og mangler

Det er den snævre port. Altid at lade Guds Ånd indgive anger, når vi er gået ned ad den forkerte vej.

Den brede vej er at høre så overfladisk og letfærdigt, at vi vover at indrette tilværelsen sådan, at vi intet hensyn tager til det, regner det for ingen verdens ting. I stedet kan livet opbygges på selvtilfredshed, både verdslig, men også åndelig selvtilfredshed. Det ender i fortabelsen.

I dag skal vi hverken holde dommedag over andre eller over os selv. Men vi skal høre, at dommen engang vil blive fældet over os af Jesus Kristus og ingen anden.

Og derfor gælder det i dag kun om en eneste ting: at lytte, lytte, som skarerne dengang gjorde, slået af forundring over Jesu ord, fordi han alene taler med myndighed, Guds myndighed. Derfor gælder det om at komme og høre, igen og igen, år ud og år ind, og så lade hans myndige ord beholde ret, lade det udrette med os og i os, hvad det vil til Guds ære, så vi glemmer os selv og det, vi gjorde, over ham, der kender os bedre end vi selv, kender os til frelse.

Hans myndige tale er klippen i vort liv, den klippe vi aldrig vil slippe. Salige er vi, når vi bygger på den klippe. Salig er den, der udholdende, tillidsfuldt, taknemmeligt og lydigt bliver ved at lytte til Jesu myndige ord, så han gør derefter.


Ham kender Jesus!

 

 

At komme op og ned fra et træ - 7. søndag efter trinitatis

Zakæus sidder i træet – Jesus beder ham komme ned, for han vil gerne spise til middag hos ham.

Jesus kalder bogstavelig talt Zakæus ud af busken eller træet.

Det kan være meget bekvemt at sidde og kigge på fra træets grene.
Som Merete Bandak skriver i sin børnesalme:

Her er det meget nemt at sidde næsten gemt
men også nemt at se hvad der vil ske

Dagen i dag handler om at få lejlighed til at springe ned fra træet, ud af busken, træde i nærkontakt med Jesus.

Så vi står ved, hvem vi er, og tager imod ham, som er vores frelser.

At stige ned fra træet er også at stige ned fra selvhøjtidelighed. Det sjove er, at det virker nærmest komisk at sætte sig op i et træ. Men mærkeligt nok føler vi mennesker det ikke sådan. Vi tror virkelig, at vi kan være godt gemt deroppe i træet.

Dagen i dag har som formål, at vi stiger ned fra træet. At vi tillader Jesus at invitere sig ind i vores hjem og være i nærkontakt med ham.

At være i kontakt med Jesus er at se sig selv i øjnene, som jeg er. Jesus ser lige igennem hver eneste af os. Han ved, hvad hver enkelt trænger til.

Han vil virkelig være der for den enkelte. Men det kræver ligesom, at vi hver især stiger ned fra vort træ.

Hvis vi bliver oppe i træet, så har vi den fine udsigt. Men vi forbliver også på afstand. Og vi får i virkeligheden kun et flygtigt kendskab til, hvem Jesus er.

Helt ærligt: det er svært at følge Jesus fra en position oppe i et træ.

At følge Jesus er at være nede på jorden. At være i gang med at handle ud fra det, han lærer og siger, at lade sig påvirke af det, han siger og gør.

Når vi hører, hvad Jesus siger, så er det virkelig det samme, som at Jesus standser og kigger op og beder os stige ned fra træet. Og beder os om at være vores gæst.

***

Grunden til, at det føles rart at sidde oppe i træet er, at så stilles der ikke krav til os, hverken af Gud eller mennesker. Vi behøver ikke tage stilling til noget som helst. Vi kan hygge os deroppe hele livet.

Tilskuere til det hele.

***

Men hvis han nu er Gud, så kan han regne ud
så snart han på mig ser hvordan jeg er!

Det er nemlig rigtigt. Det er fordi han er Gud, at han kender dig og mig, som vi nu engang er.

Og han bliver ikke fornærmet eller kostbar, men ønsker af hele hjertet at være sammen med os.

Jamen, hvordan kan man det, når han nu levede dengang?

Det kan vi, fordi han lever og er opstået fra de døde. Beviset får du kun, når du kaster dig ud i at bede til Gud og kaster dig ud i med al din kraft at prøve at tage det til dig, han lærer os.

Jesus opfordrer os til at prøve bønnen af: Bed, så skal der gives jer.

Ikke bare sådan lidt, men helt vildt meget, så vi bliver helt paf, når han begynder at give os. Ikke som vi tænker, men som han tænker. Meget bedre, end vi tænker.

Bare det at bede gør, at vi får andre tanker, end vi ellers ville have fået. Det er rigtigt.

Vi kan jo dreje rundt og rundt i tankerne, men når vi tager tid til at bede, så sker der altså noget nyt. Måske får vi en brilliant ide, som overrasker os. Måske kommer vi i tanker om nogen, vi egentlig bør tænke på at gøre noget for eller med. En syg, vi måske skulle tage og besøge. En som vi godt ved ikke har det godt, som vi bare kan besøge og sidde og hygge sammen med.

Eller noget helt fjerde.

***

Vi siger tak fordi vor Gud kan li at gi
Nu er Zakæus rig og det er vi!

Zakæus var rig, men blev rigtig rig.

Rig i sit menneskeliv, rig i Gud.

Hans nye rigdom betød, at han var glad igen.

Hans nye rigdom var, at Gud eftergav ham hans gæld.

For sådan lærer Jesus os, at vi alle er skyldnere. Forlad os vor skyld, lærer han os at bede.

Det går igen i hele hans virke, det er en rød tråd gennem det hele frem til korsfæstelsen, at han er nødt til at dø for at frelse os fra vor synd.

At nedgøre et andet menneske er det samme som at slå det ihjel, sådan lærer Jesus.

Det er som om de, der skylder mest, nogle gange kan være mest åbne for at modtage Jesus i deres hjerte, som nu Zakæus.

Derfor, hvis du har forbrudt dig ganske forfærdeligt over for mennesker, så hør historien som talt lige netop til dig i dag. Vær den første til at tage imod Jesus og hans indbydelse.

Du har indset, at penge er gode at have, men penge, vi kommer til på uærlig vis, ødelægger sjælen.

Nå, men hvad hvis du ikke er som Zakæus? Så kan du kigge på billedet. Er du som dem, der skummer af raseri, fordi Jesus bare uden videre lukker Zakæus ind i varmen i sit rige?


Eller er du som dem, der stille glæder sig over det, der sker for en Zakæus. Stille glæder dig over, at Jesus har magt til at forvandle Zakæus’er i verden.

***

Jesus er på vej mod Jerusalem. Jesus er ikke bare standset op i Jeriko på må og få. Nej, han skal op til Jerusalem for at hånes, lide, korsfæstes og siden på den tredje dag opstå fra de døde.

Han er på vej fra Jeriko til Jerusalem for verdens skyld. Hele verdens skyld. Din og min skyld.

Han måtte op og dø på korset der.

Ellers var der ikke frelse fra fortabelse, fra helvede, fra synden og døden.

I det lys skal vi også høre om det, Jesus gør ved at stoppe op i Jeriko.

Han viser, at en røver, en uærlig skatteopkræver, og derfor alle, er velkommen i Guds rige. Og at han leder og leder og søger efter dig og mig, fortabte menneske.

Jeg er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, slutter Jesus.

Og så går vejen direkte mod korset.

Jesus viser med sin handling over for Zakæus, jordisk rigdom kan være lige meget, hvis vi mister vor sjæl og går fortabt. Hvis vi er som fåret, der bliver væk og aldrig fundet, så hjælper vores rigdom jo intet.

Nej, Jesus blev fattig for at gøre os rige.

Rige – som børnesalmen slutter:

Nu er Zakæus rig og det er vi!

***

Vi skal høre salmen In Christ alone (salmen ligger på vores hjemmeside her under 'Engelske lovsange').

Det er det, Zakæus oplever: han håber alene på Kristus. Kun Kristus kan gøre en ændring i hans liv. Og det sker. Og det sker, når vi ligesom Zakæus håber alene på Kristus.

Intet over, intet ved siden af Jesus.

Hvis noget andet er ved siden af Jesus samtidig, ja, så er Jesus der slet ikke.

Følg mig, sagde han. Han sagde ikke: Følg dit hjerte, hvorhen det vil. Nej, følg mig.

Der er ingen anden. Ingen anden kan ændre Zakæus og mit og dit liv. Radikalt. Så hver dag bliver en glædelig dag, hvor han bor i vort hjerte.


For det har han lovet, at han vil, når blot vi lukker døren derind op.

Så er vi lykkelige. Som Martin Luther ville sige: Jesus er min!

Jesus plukker Zakæus ned fra træet. Og vores sang, vi skal høre, siger:

Ingen helvedsmagt, ingen menneskelig plan, kan nogensinde rive mig ud af Hans hånd.

Og den magt har Jesus alene ved din lidelse, død og opstandelse.

Det viste han på forhånd ved at lade det umulige ske i Jeriko: få Zakæus ned fra træet og af alle mennesker gik ind og spiste i hans hus.

For Jesus kom for at frelse det fortabte.

***

Merete Bandaks børnesalme om Zakæus

Zakæus er så smart Han løber i en fart
af sted og kravler op i træets top

Her er det meget nemt at sidde næsten gemt
men også nemt at se hvad der vil ske

Går Jesus denne vej? Han håber ja og nej:
En kæmpesensation! Hold op, kanon!

Men hvis han nu er Gud, så kan han regne ud
så snart han på mig ser hvordan jeg er!

En snydetamp og tyv der bruger fup og lyv
en bunduærlig mand præcis sådan

Nu kommer Jesus hen og standser ved sin ven:
‘Zakæus, kom herned! Jeg ved besked!

Gå hjem og lav en fest jeg kommer som din gæst
og slut med snyderi for du er fri!’

Zakæus blir så glad går hjem og laver mad
til hans og alle men-skers bedste ven

Før gjaldt det om at ha at kræve og at ta
Nu er Zakæus fri og han vil gi

Vi siger tak fordi vor Gud kan li at gi
Nu er Zakæus rig og det er vi!

Merete Bandak

Hjælp til at tegne et får - se prædiken til 3. søndag efter trinitatis nedenfor!

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis - om selvhøjtidelighed og om glæden ved at blive fundetår og have en hyrde

Dagen lægger op til, at vi ikke tager os selv så højtideligt.

Prøv at tegne et får, det får en til at miste noget af selvhøjtideligheden.

Selvom jeg jo ikke ved, om Jesus tænkte på det, når han talte om får.

Men jeg tænker det!

 

De 99 får er sammen. De har et stærkt fællesskab.

Men de kender måske ikke til at være alene på en god måde.

Det ene får, der vandrer rundt væk fra gruppen, er alene. Er det ensomt?

Eller har det ikke opdaget, at det er ensomt?

Måske det sidste.

Karsten Isachsen har sagt:

”Kun den, der kan holde ud at være alene, kan fungere i et fællesskab. Kun den, som kan fungere i et fællesskab, kan holde ud at være alene.”

Jesus var i absolut grad både i fællesskab og alene.

Det mærkelige er, at det er i fællesskabet, at Jesus peger på den enkelte.

Han er med i fællesskabet med dem, der mener, at de er retfærdige over for Gud.

Og han er med i fællesskabet med dem, der uden for, toldere og syndere.

Lige meget hvilken slags ensomhed, så betyder ensomheden, at jeg dømt, jeg er reduceret, jeg er forladt, jeg er nedvurderet.

Til Zakæus, som er uden for, ophæver Jesus hans isolation: Du er også en søn af Abraham.

Til farisæreren Simon, som er inden for, kæmper Jesus for at han skal forstå, at han lukker sig selv ude fra nåden, fra Guds kærlighed.

Det fortabte får er til tider en, der er uden for. Til andre tider er det fortabte får, en, der er inden for.

Hvis Jesus altid talte til en sammentømret gruppe på 100 får, så kunne vi ikke få øje på os selv.

Men nu taler han om de 99 og den ene, der er blevet væk.

Så på den måde peger han både på fællesskabet, men et fællesskab, som er et åbent fællesskab. Og samtidig peger han på den ene.

Og Jesus gør det på den måde, at han tager afsted for at opsøge den enkelte og finde den enkelte.

Midt i alt det, mennesker lever i og er optaget af.

Svend Brinkmann siger, at vi er blevet besat af at leve og opleve så meget som muligt.

Om det så også er oplevelser, der er ringe.

Blot det er oplevelser. Nye oplevelser.

Men det, Brinkmann påpeger, er ikke noget nyt. Jesus ser problemet omkring sig for 2000 år siden. Han siger på en måde. Det kan godt være, at der er bekymringer for dagligdagen, som tager opmærksomheden. Men selvom de bekymringer ikke var der, er der stadig det, at vi mennesker har lyst til alt muligt andet end det ene nødvendige dem.

Vi vil det hele og meget mere. Vi vil ikke gå glip af noget.

Det er det Brinkmann kalder sin nye bog: Gå glip.

Det fortabte får – ved det overhovedet, at det er fortabt? Det hører vi intet om. Men vi hører om en overvældende glæde, da hyrden har fundet fåret.

Det er sagen: Glæden, der overtrumfer alt. Glæden, som kan få fåret til at le af sig selv og bare være glad sammen med sin hyrde og sine medfår.

Fællesskabet som et sted, hvor vi sammen henter næring til livet, til troen, til håbet, til kærligheden.

Fællesskabet.

Det er ikke tilfældigt, at Paulus taler om Helligåndens fællesskab. Et fællesskab, som Helligånden skaber. Ikke noget, vi skaber, men noget der springer ud af evangeliet, af at vi er sammen om at lytte til evangeliet, sammen om at være fortabte, sammen om at være fundet, sammen om at modtage Jesu legeme og blod og syndernes forladelse, sammen om at mærke Guds riges kræfter.

Fællesskab gør glad, men fællesskab om det allervigtigste gør fuldkommen glad.

Og det vækker en fantastisk glæde, at Jesus selv blev som et får, som en af os.

Godt nok kalder han sig selv hyrden og er det. Men han blev et får for at vi skulle blive fundet.

Et lam, der selv prøvede at blive svigtet, forkastet, udleveret til slagtning, til den yderste ensomhed på korset.

Dette lam gennemled ensomheden i mange stunder, hvor han ikke kunne dele det med andre, i Getsemane have, endegyldigt i timerne i største lidelse på korset.

Indtil han råbte: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

***

Han tager ud for at møde netop dem. Gøre sig tilgængelig for dem.

Han bliver ikke inde i synagogen, jo, der kommer han også, men oftest er det på gaden, på besøg, ved en middag, at han møder folk af enhver art, ja, hvor han går omkring og ligesom tilfældigt støder ind i folk. Men nej, han er ude at lede efter fortabte får!

Det ser tilfældigt ud, men er det ikke. Guds timing er perfekt. Jesus rammer Jeriko nøjagtig, da overtolderen Zakæus har fået sig bugseret op i et træ, så han kan se Jesus komme forbi på vejen lige nede under træet.

Zakæus er stadig meget forpustet, da Jesus standser op og beder Zakæus stige ned igen fra sit træ, for Jesus vil gerne være gæst hos ham.

Det fører til en 180 graders drejning i Zakæus’ liv.

***

Essensen af Jesu lignelse er, at Jesus ikke er bange for nærkontakt med os.

For når han ligesom en hyrde har fundet sit får, lægger han det glad på sine skuldre, og derhjemme skal hvem som helst være med i glæden over det genfundne får.

Der er ikke tale om, at fåret løber hyrden i møde. Bare det, at hyrden lægger fåret på sine skuldre og bærer det hjem.

Det er det modsatte af at bære noget, selv at blive båret.

Hvis jeg bliver båret, så er jeg jo ikke centrum i mit eget liv.

Jeg overgiver mig. Jeg vil gerne bæres.

Af hyrden, af Jesus, af den gode hyrde.

Der, på hans skuldre, kan jeg langsomt begynde at lade mig gribe af glæde.

For længe kan jeg nok ikke fatte, at jeg er blevet fundet. Men hvis jeg så kigger rundt fra min position på hyrdens skuldre, så kan jeg se verden sådan lidt på afstand. Jeg mærker hyrdens skridt igennem min krop, men jeg er helt tryg deroppe på skuldrene.

Tryghed – og glæde.

Det er evangeliet til dig og mig.

***

Og når vi så er kommet os og bliver sat forsigtigt ned på jorden, så bliver vi en del af et fællesskab.

Et fællesskab af syndere. Et fællesskab af syndere af så mange slags, om der findes mennesker.

Det er jo derfor, Jesus kalder os får. Fåret kan til enhver tid fare vild, som vi gør.

Men lige meget hvad der hænder, har vi en hyrde.

Og hvor har vi brug for fællesskab med hinanden og varme os ved hinandens selskab: vi er ikke alene, Kristus er i min bror og min søster og vil støtte mig gennem dem.

Og ikke en eneste er overflødigt i hyrdens fåreflok.

DERFOR talte Jesus om det ene vildfarne får. Ingen er overflødig. Tværtimod, Guds riges glæde afhænger af, at hvert får bliver fundet.

 

Pinsedags prædiken 2019

Der er mange ånder. Vinde blæser i samfundet. Men Guds vind blæser også, Helligånden. Guds Ånd er hellig. Guds Ånd skaber hellighed. Gør hellig.

Blæser alt vrøvl bort med sin mægtige styrke.

Blæser fred fra Herren Jesus ind i os.

Freden, som verden ikke kan give.

Helligånden rydder op og renser ud.

Lærer os alt og minder os om Jesus ord og gerning.

Når vinden, Guds Ånd, blæser, så bliver det tilbage, som virkelig betyder noget.

Så ved vi efter stormen, hvad der betyder noget: Jesus, Frelseren, og syndernes forladelse, Helligånden i vore hjerter, så vi ser alt snavs og mudder.

Lad os bede Faderen om Helligånden, som at Ånden vil virke alt godt i vort fællesskab, i vort folk.

***

Gud skabte alle sprog, så mennesker kunne udtrykke sig dybt til Gud, vor Skaber, og kunne få et godt fællesskab med hinanden.

Da alle endnu talte paradissproget, ville de være sammen og gøre sig til Gud og bygge et tårn op i himlen.

Da forvirrede Gud folkenes sprog, så de ike kunne arbejde side om side, og de spredtes ud i hele verden. Det BLEV en velsignelse.

Men pinsedag skete noget nyt: Guds Ånd velsignede alle sprog, så budskabet om Jesus kan nå ud til alle folk og mennesker.

Om det er på tysk, dansk, eller hollandsk, om det er på dialekter som sydsamsk eller nordsamsk, eller på arabisk eller grønlandsk.

***

Pinsedag er det som om, vore tunger løses og vi kan tale mere direkte og uden omsvøb om det hele.

Om kærlighed. At Jesus længes efter vor kærlighed:

”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.”

Det er ligesom mellem mand og kvinde, der gifter sig: Den, der elsker, vil holde fast ved den andens ord, stå last og brast med den anden, lytte til den andens inderste tale.

Sådan også med vores forhold til Gud.

Og Jesus fortsætter: når vi sådan elsker ham og holder fast ved hans ord, så vil Jesu Far elske ham, og nu siger Jesus noget i flertal, om Faderen og ham selv: han siger: Vi vil komme til ham og tage bolig i ham.

Permanent.

Ligesom i et ægteskab. Uadskilleligt.

Jesu ord kommer fra Faderen, de er ét.

Og nu sender Jesus Helligånden, som Faderen sender til os i Jesu navn.

Han skal minde os om alt, hvad Jesus har sagt og gjort, Han skal undervise os i det.

Jesus er nærværende ved at være usynlig, så han kan være overalt. I Helligånden.

Nu giver Jesus os sin fred gennem Helligåndens nærvær. Det er en fred, der ikke kan sammenlignes med noget andet i verden.

I evangeliet mærker vi, at Jesus taler disse ord, mens han er på vej med disciplene til at gå over til Getsemane have, altså på vej mod sin lidelse og død, men også sin opstandelse. Så det er gennem alt det, at Jesus giver sin fred, som overgår alt andet. Freden, der kommer til os gennem at han ofrer sit liv for os.

***

I al sin glans nu stråler solen. Solen – den skinner. Solenes sol, det er Jesus.

Han skinner. Hans legeme er forvandlet til herlighed.

Og vi skal blive som sole.

Som sole vi går op og ned

I din Enbårnes herlighed.

Sådan synger vi.

Som sole. Hvad? Sole, som har deres kraft fra den Enbårnes herlighed, fra Jesus Kristus.

Han er Livslyset. Han giver liv, og han giver lys.

Liv – fordi Han med Faderen og Ånden har skabt os og på ny har givet os liv, da vi var blevet som døde i vores liv.

Lys. Han oplyser os.

Hvordan?

Ved Helligånden.

”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt

Og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.”

Helligånden lærer og minder os om Jesu ord. Helligånden lader ordet lyse til os.

Fylder Jesu ord med liv og lys.

***

Hvad er det, vi elsker så højt ved pinsen+

Det er, at det ånder himmelsk over støvet,

Det vifter hjemligt gennem løvet.

Vi har hjemme her på en ny måde ved Helligånden. For nu har vi fået en ny retning med vores liv. Vi har modtaget dåben af vand og ånd.

Så vi midt i vores dødelige liv har hjemme her. For paradis er også kommet til os her.

Det lufter nemlig lifligt under sky

Fra Paradis, opladt på ny.

Paradis er ved Jesu komme og gerning for os blevet genåbnet!

Og yndig risler ved vor fod

I engen bæk af livets flod.

Vi har livets flod hos os, floden fra paradis selv. Nemlig dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Vi har også livsdrikken ved nadverbordet,

Vinen, der bringer evigt liv og glæde her og ved verdens ende.

Derfor beder vi også Ånden kommer over os og måltidet, vi sammen fejrer om lidt.

Det volder alt den Ånd, som daler,

Det virker alt den Ånd, som taler,

Ej af sig selv, men os til trøst

Af kærlighed med sandheds røst.

I Ordets navn, som her blev kød

Og fór til himmels hvid og rød.

 

Ånden minder os om hele Jesu gerning for os.

Om Kristus, Ordet, som blev menneske

Og som fór til himmels hvid og rød, det vil sige, han var død, men lever nu evigt i sit herliggjorte legeme, som en førstegrøde, og vi skal opstår med ham og møde ham til sidst,

Når han skal sidde til bords og spise med sine disciple.

Og nu beder vi om, at der må blive en dåb i Helligånden for alle folk, så de genfødes, opvækkes, oplives til tro og tillid til Jesus, den korsfæstede og opstandne Frelser og Herre.

Vi beder om, at al vor tale om Jesu gerning, hans bedrift, må blomstre som roserne røde, det vil sige, må oplive os som den dejligste duft af en rose, som duften af det evige liv i modsætning til duften af død.

Mærker vi det ikke, at Jesu kors er som livstræet, der får knopper og blomstrer med liv?

Og så får vi ved nadverbordet endog lov at smage, at Jesus er en god konge.

Endelig vil vi bede om, at Helligånden vil forvandle vor åndelige dorskhed, så vi bliver opvakt og skønner på Guds nåde, så vi tager Guds nåde til hjerte, så hjertet – selvom det måtte være så hårdt som sten, må blive rørt og overgive sig til tillid til Frelseren.

Amen.

Prædiken til 6. søndag efter påske

Lige meget om du og jeg ikke forstår Helligånden. Forstår du, forstår jeg Jesus? Forstår jeg Faderen?

Men jeg forstår, at Faderen elsker verden uendelig højt.

Jeg forstår, at Jesus døde i mit sted, udgød sit blod for at frelse mig, frelse dig, os, verden.

Jeg mærker, at Han virkelig er Frelseren og Dommeren, som jeg vil være venner med. For Han har en myndighed med fuldkommen retfærdighed og fuldkommen kærlighed.

Jeg forstår, at Han har åbnet døren til Paradis, og jeg forstår, at når Han begyndte med at åbne døren for en røver, som var korsfæstet ved siden af Ham, så forstår jeg, at Han også vil sige det samme til mig som til røveren, når jeg beder ham om det: Sandelige, i dag skal du være med mig i Paradis.

Kære menighed!

Jesus er i Himlen, men Han har sagt, at Han ikke er der alene, men denne her røver ved Hans side på korset, også er i Himlen, i Paradis.

Men nu Helligånden, hvordan kan vi forstå Helligånden?

Ja, Jesus siger, at Helligånden er Talsmand, Forsvarer, Hjælper, at Helligånden tager Jesu ord og gør, at de går til hjerte, at vi lidt efter lidt forstår dem og forandres af dem.

Det er Helligånden, der gør, at vi overhovedet får noget ud af Jesu tale. Ellers ville det bare være ord fra fortiden.

Men Helligånden gør ordene nærværende, gør Jesus nærværende.

Og her er en dyb, men vidunderlig hemmelighed.

Jeg siger hemmelighed, for hvis vi insisterer på at forstå alt, så forsvinder det hele for os, så bliver Jesu ord virkningsløse.

Vi er nødt til at tage Jesus på ordet, også når han taler.

Jesus siger nemlig et andet sted, at han nu forlader disciplene, men at netop derved KOMMER han til dem.

Det er den vidunderlige, dejlige hemmelighed.

Han kommer til os ved at han går bort.
For så kommer Han til os ved Helligånden.

Og Jesus sammenligner Helligånden med vinden. Vinden som kan blæse kloden rundt.

Vinden som ikke kender til landegrænser. Som derfor ikke kan holdes borte. Men blæser nøjagtig derhen, hvor den vil.

Endnu har ingen kunnet styre vinden, sådan i bogstavelig forstand.

Helligånden er som vinden. Det betyder Jesus kommer ved Helligånden til os kloden rundt.

Og som vinden kan blæse støv bort, blæser Helligånden også støv bort, så Jesu ord bliver levende og brændende i vore hjerter.

Jesus taler om Helligånden for at vi ikke skal falde fra. Det siger Han rent ud.

”Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra.”

Tidsånden lægger et enormt pres på os til at tilpasse os, slække på, hvad vi tror.

Tidsånden er stærkest ved at få os til at blive lunkne.

Tidsånden vil gerne få os til at falde i søvn. Dyb søvn.

Tiden vil sige, at der ikke er en dom til sidst. At Jesus ikke kommer igen for at dømme levende og døde.

Her er det, Peter siger: Alle tings ende er nær. Men det betyder ikke, at vi skal lade os blive handlingslammede. At vi skal blive uvirksomme i troen, lidt ligeglade.

Tværtimod!

Hvis der kun er denne synlige verden, er alt harmløst, for alt forgår jo til sidst.

Men forventningen om det fremtidige giver nutiden, øjeblikket, en dyb alvor.

Når vi ved, at Herrens genkomst er nær og at altings ende er nær, er kun den kristne her i verden den, der er virkelig ’forstandig’, besindig, årvågen.

For den troende ved om verdens forgængelighed, så derfor er han og hun nøgtern og ikke bundet til verden.

Den kristne ved om den nært forestående dom, så derfor er han og hun også klar over, hvor truet vores situation er.

Det er denne udsatte situation, der gør os til bedere.

Ud af denne truende situation kommer nu nogle formaninger til os.

Over den kommende dom formaner Peter os til over alt andet at have inderlig kærlighed til hinanden.

Den inderlige kærlighed kommer ud af et fokus på, hvad der er det væsentlige.

Det væsentlige er inderlig kærlighed indbyrdes, siger Peter. Med en dejlig tilføjelse: For kærligheden skjuler mange synder.

Sådan taler Jesus også til disciplene:

(Joh. 13,34): ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

Og Jesus siger, at vi er Hans venner, hvis vi handler efter Hans ord.

Og kærligheden viser sig ved, at vi tilgiver hinanden. Som Jesus har sagt:

”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer.”

Og gør vi det ikke, så tilgiver Gud heller ikke os.

Altså kærligheden, der skjuler synder, er det størst og første.

Dernæst er der gæstfriheden. Kærlighed til den fremmede – sådan kan man oversætte det græske ord. Eller gæstfrihed.

Vi er sammen i Guds hus her. Men måske er vi blevet som fremmede for hinanden? Måske skal vort fællesskab udtrykkes ved at vi viser venlighed og kærlighed til hinanden ved at række hånden til en hilsen med et ønske om fred, eller Guds fred.

Et sted bliver der sagt til en af de tidligere kristne menigheder, at ved at vise gæstfrihed har I, uden at I ved det, haft besøg af engle.

For sådan viste Abraham og Sara gæstfrihed, da tre vandringsmænd midt på dagen i den stegende hede med solen brændende på sig kom forbi Abrahams telt. Da bød Abraham dem omgående indenfor til at få vasket støvet af fødderne, til hvile, og til mad.

Abraham løb ligefrem de tre mænd i møde og tiggede dem om at komme med ind i sit telt.

Ja, de tre kom forbi, men Abraham inviterede dem meget aktivt indenfor.

Da to af Jesu disciple efter Jesu begravelse, og inden de vidste om hans opstandelse, vandrede ud til deres hjemby Emmaus, slog Jesus følge med, uden at de genkendt Ham.

Da Jesus ville fortsætte, nødede de Ham til at tage ind og spise sammen med dem.

De fik selveste deres elskede Herre på besøg, ikke bare en engel!

Vi må hver især finde ud af, hvad gæstfrihed i praksis kan være i vores situation og liv.

Det kan være, at det simpelthen er, at vi viser venlighed over for fremmede.

Og vi kan begynde med, at vi viser den venlighed ved at hilse på hinanden.

Det kan godt være, at vi mener at kende hinanden, men der er altid en grænse mellem det ene og det andet menneske.

***

Og så lige en tanke mere: måske hænger den indbyrdes kærlighed, der skjuler mange synder, sammen med gæstfriheden, kærligheden til den fremmede.

Over for Gud er vi alle fremmede, som er kommet hjem gennem Jesu forsonende og stedfortrædende død for os.

Det siger Skriften højt og tydeligt: vi var fremmede, men nu er vi husfolk, en del af Guds familie, Jesu brødre og søstre.

Og så kan det godt være, at vi er mindre søskende, lillebror eller lillesøster, til Jesus. Det kan måske være en aflastning af tænke på.

I det indbyrdes kærlighedens fællesskab gælder det nu om, at vi hver især bidrager med det, som Helligånden har som sin særlige gave til os, det vi kalder nådegaver.

Vi skal ikke bidrage med alt muligt! Men vi skal bidraget med det, der er vores særlige gave – det er der aflastning i at tænke på.

Peter nævner ikke så meget her i dag, men vi har hver især en særlig gave, som vi kan udvikle, lade blomstre, og hjælpe hinanden med at lade blomstre.

Så vi ikke ender som menighed at være som den tjener, der gravede sin talent ned i jorden, så hans herre fik nøjagtig det tilbage, han havde uddelt fra starten.

Men det er jo en vanvittig måde at håndtere nådegaverne på for os som menighed. Vi må virkelig hjælpe hinanden, så de af Gud givne gaver kommer os alle til fælles gavn.

Prædiken Kristi Himmelfartsdag 2019

Prædiken mest ud fra Grundtvigs salme "Kommer, sjæle, dyrekøbte" (Den danske Salmebog nr. 250), især vers 6:

Vælge kan igen og vrage

jordens slægter alle dage,

vælge mellem liv og død,

dagens lys og nattens mørke,

Paradis og vilde ørke,

Helved hedt og Himmel sød.

 

Tænk, vi er døbte til at være mere end engle!

Ikke mindre, men mere!

Nemlig vor Herres søskende.

Denne dag hvor Jesus blev usynlig for apostlene, mindes vi, hvad han virkelig har gjort for os:

Har frelst os, som var fortabte, men er blevet fundet.

Fortabt, men fundet nu.

Sådan talte Jesus om den store glæde, hyrden får, når han finder det får, der ellers var forsvundet og måske taget af ulven.

I salmen taler digteren til englene, at de har at åbne portene til himlen, for verdens frelser, verdens dommer, hvis navn er større end alle andre navne.

Ja, han er både frelser og dommer.

Digteren siger lige ud, at der er både frelse, men der er også dom. Og fortsætter:

Vælge kan igen og vrage

Jordens slægter alle dage,

Vælge mellem liv og død,

Dagens lys og nattens mørke,

Paradis og vilde ørke,

Helved hedt og Himmel sød.

Her er intet stukket under stolen. Det er sagt ærligt og redeligt.

Den polske nobelprisvinder i litteratur Czeslaw Milosz, skrev et essay med titlen: ”Nihilismens diskrete charme”. Nihilisme betyder en tro på, at der ikke er noget at tro på.
Milosz, som jo har levet i et land, hvor tro på Gud officielt ikke var tilladt. Han minder om, at Karl Marx havde kaldte religionen opium for folket, fordi løftet om et liv efter døden fik de fattige til at finde sig uretfærdige sociale forhold.

Milosz fortsætter:

”Og nu er vi vidner til en forvandling. Et virkeligt opium for folket er tro på ingenting efter døden – den enorme trøst ved at tænke, at alt det, vi har forrådt i vores liv, vores grådighed, vor fejhed, og mord, at alt det ikke vil blive dømt… men alle religioner siger, at vore gerninger aldrig forsvinder.”

Mange mennesker hævder, at tro på en dømmende Gud vil føre til et mere brutalt samfund. Milosz har personligt set både i kommunismen og i nazismen at tabet af en tro på en dømmende Gud kan føre til brutalitet. Hvis vi er frie til at forme livet og vores moral nøjagtig som vi har lyst til uden i til allersidst at skulle stå til regnskab for det, kan det føre til vold.

***
Helvede – hvad er det?

Hvis vi ser på den rige mand, som ikke ville hjælpe sin fattige nabo Lazarus og lod ham ligge uden at give ham det mindste uden for sin dør. Så ser vi, at han vågner om i det hede sted med ild, og Lazarus i paradis.

Den rige mand har i helvede ikke forandret sig. Han forventer at en fattig som Lazarus skal være som en tjener for sig. Han skal hente vand, så han ikke er så tørstig. Han beder ikke om at komme ud af helvede, men mener, at Gud ikke har givet ham og hans familie nok oplysning om, hvad der sker efter døden.

Den rige mand mener, det er Guds skyld, at han er endt der, ikke hans egen, han er åndeligt blind. Den rige mand får ikke engang et navn, for han har bygget hele sin identitet op omkring rigdom snarere end Gud, og når han har mistet sin rigdom, har han mistet sig selv.

Helvede er kort sagt at være efter egen vilje uden Gud i evighed…

***

C.S. Lewis siger: ”Helvede begynder med at være i et humør, hvor vi knurrer af alt og altid skyder skylden over på de andre… Men det er ikke helvede endnu. På det her stadie kan man stadig kritisere sig selv og ønske at holde op med at være sådan. Men der kommer en dag, hvor man ikke længere kan stoppe det.  Til sidst vil der kun være fuldkomment knurreri, der bliver ved i det uendelig, ligesom en maskine. Det handler ikke om, at Gud ’sender os’ til helvede. I hver af os er det noget, der vokser, som vil VÆRE helvede, medmindre det bliver revet af, mens det endnu kun er som en knop.”

Det ville være let at sige: alle bliver frelst. Og det er også vort håb.

Men frelse er frelse FRA noget TIL noget. Ellers er det slet ikke frelse.

Jesus taler åbent om, at der er en smal port ind til Guds rige, at vejen også er trang, og at bred er vejen, der fører til fortabelse.

Han taler om, at det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Himmeriget.

Han taler om, at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Men så betyder det også, at det er muligt at takke nej.

Samtidig ved vi, at for Gud er alting muligt. At Gud svarer dem, der ikke kom i tanke om at kalde på Ham.

Sådan er Guds kærlighed til verden.

Han elskede netop verden så højt, at Han sendte sin eneste Søn, for at bringe frelse.

Salmen her siger højt, at det er muligt at vælge, men det er også muligt at vrage.

Den frihed giver Gud os også. Vi bliver ikke automatisk frelst. Vi kan takke nej.

Men hvem ønsker at sige nej til Ham, som er dødens overvinder?

5. søndag efter påske 2019

Jesus lover at ville gøre det, vi beder Ham om i Hans navn (Joh. 14,14)

Det Jesus vil sige, er at der hvor kærligheden til Ham findes i vore hjerter, der er den opfyldelsen af Hans befalinger.

For kærligheden til Ham og bøn er knyttet tæt sammen. Og når vi beder og bliver ved med det, så vil vores kærlighed til Ham også opstå og vokse.

Mens Jesus gik rundt sammen med disciplene, virkede Hans tale ofte som uforståelig, jo, de forstod enkelte ting, men meget gik fuldstændig hen over hovedet på dem. Men de holdt fast, de blev ved med at følge Ham.

Sådan kan det også virke på os. Som om det, Jesus siger, ofte er uforståeligt. Så kan vi være fristet til at give op.

Vi må finde ind til kernen.

Jesus siger selv, at kernen er Hans død og opstandelse til liv og frelse for verden.

Han siger, at ud fra Hans lidelse, død og opstandelse skal vi forstå alt, hvad Han har sagt og gjort.

Det er ligesom hvis vi ser ind i et spejl. Der er ikke lys i værelset, og derfor ser vi egentlig ikke ret meget. Men i det øjeblik, der tændes lys i værelset og især tæt på spejlet, så ser vi vores ansigt med alle detaljer.

Men uden Guds Ånd forbliver Jesu ord bare ord, måske smukke, men uden virkning.

Derfor beder vi om, Helligånden må tage Jesu ord og gøre dem levende for os.

Så Jesu ord lever i os, så vi ikke blot hører ordene, men arbejder på at handle efter dem.

Der er ingen tvivl om, at i det øjeblik Helligånden kom over disciplene, nemlig pinsedag, da blev de udrustet til at forkynde med kraft og visdom og frimodighed for alle.

Indtil da svævede de frem og tilbage og vidste indimellem ikke, om de ville forlade skuden og Jesus i den.

Vi kan ikke selv give os kraft til at leve som Jesu venner og disciple. Kun Helligånden kan give os den kraft, vi så hårdt har brug for.

Så vi må begynde med at sukke efter Helligånden, som blev udgydt over apostlene pinsedag, og som ER blevet skænket os i dåben.

Helligånden vil da være vor talsmand. Dvs. advokat, forsvarer. Vi er under anklage, vel at mærke under en falsk anklage.

Anklagen er, at alt det med troen er ligegyldigt og spild af tid.

Mens Jesus vandrede rundt med disciplene, var det ham, der forsvarede dem.

Men da han forlod dem, gav han dem en anden forsvarer, og det er Helligånden, som forsvarer os med selve sandheden.

Når vi hører ordet, når vi beder og åbner os for Helligånden, vil Helligånden tage af det, Jesus har talt, og minde os om det.

Fra dag til dag.

Helligånden vil forsvare os mod verden, der ikke vil høre Jesus og følge ham. Helligånden vil også forsvare os mod os selv, når vi anklager os selv, og når vi tænker: Jeg duer ikke. Jeg kan ikke følge Jesus ordentligt. Vi har ret, at vi ikke duer til noget, hvis vi vil gøre det i egen kraft.

Men når lytter til ordet, og som Jakob siger i sit brev, bliver ved med at gøre det, dag efter dag, når vi lader bønnen være med i vores liv, ja, som en sindsstemning, som en forbindelse til vor himmelske Fader dagen igennem, ja, så giver Helligånden os det, vi har brug for, så styrker Helligånden os i tro med fred og glæde.

Og her skal vi slutte. For Jesus ønsker virkelig af hele sit hjerte én ting over alle: at vi skal være fuldkommen glade.

Og vi forstår nu, at vejen til den fuldkomne glæde går gennem et liv i bøn.

Så lad os samle det, vi har hørt i Jesu ord i dag: Vi skal bede i Hans navn. Det vil sige vi skal bede på grundlag af alt det, han har sagt og gjort for os og for verden.

Vor bøn er nemlig knyttet til Jesus og hans frelsesgerning for verden. Han har åbnet paradis for enhver, som følger ham.

Og så siger Jesus til os, at når vi beder sådan, ja, så får vi også. Hvad får vi?

Vi får alt, hvad han har til os af fred, glæde, tro, visdom, håb, kærlighed. Helligåndens vejledning dag for dag.

Og af bøn og alt det, Helligånden derigennem lader spire i os, der kommer glæden også frem.

Vi skal ikke stille os tilfreds med lidt glæde. Men holde fast i, at Jesus vil, at vor glæde skal være fuldkommen.

Derfor har vi brug for igen og igen at mødes og høre ordet, modtage Jesus selv i nadveren, lade Helligånden virke i os derhjemme i dagliglivet og her, når vi sammen er samlet.  Amen

***

Et andet udkast

Ord og handlinger. Det skal hænge sammen. Det ved vi godt, og Jesu bror, Jakob, understreger det for os.

Og han forklarer også, hvordan ord og handling kan komme til at hænge sammen.

Vi ser os i spejlet, men kan glemme, hvordan vi ser ud bagefter.

På samme måde når vi ser på frihedens fuldkomne lov.

Hvad vil det sige?

At denne lov gør fri.

Det er Guds ord, Jesu ord, som befrier fra alt muligt, der gør os til slaver og robotter.

Den fuldkomne lov er som et spejl.

Vi ser i det spejl, at vi er skabt i Guds billede.

Det betyder, at vi ikke er som dyrene, men at vi kan svare på Guds lov. Vi har fornuft, vilje, samvittighed, sprog til at forstå Guds plan for vores liv, for hvordan vi bør leve.

Vi forstår, at Guds vilje med os er, at vi faktisk tager ansvar for fællesskab med Ham og med vore medmennesker.

Og ansvaret for andre mennesker ved vi om i buddet: du skal elske din næste som dig selv.

Og når vi bliver ved med at se ind i spejlet, Guds mening med os, Guds Ord, så ser vi, at vi har svigtet vort ansvar.

Men Guds lov giver frihed. Det betyder, at når vi igen og igen forstår i vort hjerte, at vi har svigtet vort ansvar på forskellige måder, ja, så ser vi også i spejlet noget andet: at vor Herre Jesus døde for vor synd, for verdens synd, for at frelse os, og tilgive os.

Derfor kan vi bære at se ind i spejlet.

Og vi har modtaget Helligånden, som vil tale i vor samvittighed, så vi dag for dag vandrer med vor Herre Jesus som vores vejleder.

Men jeg vil gerne sige endnu mere om Guds Ord som et spejl.

Når vi ser i det spejl, kan vi igen og igen få hjælp til at leve som Jesu disciple.

Også når vi er nede og synes, at vi ikke ser nogen udvej, og alt ser håbløst ud.

Jesus opfordrer os ikke bare til at bede.

Han udfordrer os til at blive ved med det. For vi får det, vi beder om. Og formålet med at bede – det er at vi bliver glade!

Bøn fører til bønhørelse, bønhørelse fører til glæde.

Gud er interesseret i vores velbefindende, sådan helt nede på jorden. Og på vor lykke.

Han lægger en glæde i vore hjerter, som aldrig kan fjernes.

Altså: vi skal bede for at vor glæde kan være fuldkommen.

Vor glæde KAN ikke blive fuldkommen på nogen anden måde.

Når vi oplever stunder som sommerdagene nu, med sol, smukt viftende blade og den ro, det giver os, ja, så kan vi for en stund føle, at nu er lykken der. Men vi ved, at der er en kort sommerstund.

Måske har Gud givet os nordboer en særlig anledning til forstå, hvad fuldkommen glæde er. For vi ser jo, hvordan sommeren kommer og bliver borte igen.

En mand her i nærheden sagde engang, at han kunne dårligt klare det, når vi kom forbi Sankt Hans. Hvorfor? Fordi så vendte lyset jo, og det gik mod mindre lys og til sidst mod vinter.

Så det er i grunden meget omsorgsfuldt, at vi netop nu hører ordene: Bed, så får I, og så bliver jeres glæde fuldkommen.

Hvad vil det sige, at vi får, når vi beder? For det første hedder det ikke bare: Bed, men: bed og bed, altså: vær i gang med det, bliv ved. Eller som apostlen Paulus siger det: Bed uophørligt. Lad det være jeres sindstilstand, at sindet ligesom lægger alt i Guds hånd hele tiden.

Det vi beder om, skal vi hele tiden bede om ”i Jesu navn”. Det vil sige:

Det her er jo til at forstå: fra bøn til opfyldelse til en fylde af glæde.

***

Og Jesus fortæller disciplene, at de fremover ikke har brug for at spørge ham om mere. De vil efter hans opstandelse forstå ham, forstå hvem han virkelig er. At han virkelig er Guds Søn.

Jesu forsoningsdød for os revolutionere hele situationen.

Efter Jesu opstandelse sker der det, at disciplene, og vi efter dem, beder til Gud vor himmelske Far, i Jesu navn.

Og det er på grund af det, Jesu Guds Søn er og gør, at vi modtager gaver fra Faderen.

***

Så siger Jesus, at han så længe han har været hos dem på jorden, har han talt i billeder. Han har talt i lignelser, han har sagt tingene i ordsprog, og lidt skjult, men efter hans opstandelse kommer alt, hvad han har sagt og gjort sammen, og nu kan vi forstå hele sammenhængen. Hele ’systemet’. Hvad det hele går ud på samlet.

Og vi ser det straks pinsedag, at apostlen Peter er fyldt af en vished og overbevisning, som han slet ikke kunne have før opstandelsen.

Det er det, der forbavser folk pinsedag, Peters enorme frimodighed og direkte tale uden mellemregninger, uden tvivl og forsagthed.

Det kommer alt sammen fordi Jesus lever.

Fordi han er opstået. Fordi han har forladt graven for altid. Fordi det er som et slør, der har ligget over alt, hvad Jesus var, som nu er taget bort, og vi forstår Jesu herlighed, hans guddommelighed og kraft.

Disciplenes kærlighed kommer af, at de begynder at begribe, at Jesus virkelig er udgået fra Faderen før alle tider og derfra var kommet til verden. Og efter himmelfarten forstår de også, at Jesus er forlader verdne igen og går til Faderen.

For os betyder det, at nu kan Jesus være allestedsnærværende. At han virker ved Helligånden overalt.

Et sted modtager en ISIS-kæmper en drøm, hvoraf han forstå, at Jesu døde på korset for ham og han forlader ISIS og bliver kristen.

Et andet sted oplever et menneske, at Gud i en drøm banker på, så det vækker dette menneske, så det menneske ved, at Gud elsker ham.

Et tredje sted viser Jesus sig direkte for en almindelig dansker, som ellers ikke var troende, så han åbner døren på klem for troen.

Det er Helligåndens gerning.

Og vi skal nu bede for kirken og for verden.

Bede om at vor lunkenhed og tågede forestillinger må vige for Jesu Kristi lys og nåde.

Må vige for et hjerte, fyldt af glæde og også lyst til at give vor tro videre til hinanden.

Og lige meget, hvordan vi har det, så rækker vor Herre Jesus os sin hånd i vanskelige situationer, gør vort liv glad og lyst trods alt, der går den anden vej.

Prædiken 4. søndag efter påske 2019

En hjerteoperation, det er hvad der er på spil i dag.

Vi skal have et nyt hjerte, siger profeten Ezekiel.

Stenhjertet bliver simpelthen taget ud af Gud, og så indsætter han et komplet hjerte af kød og blod.

Han gør os til nye mennesker.

Apostlen Jakob, bror til Jesus, tænker lige så omfattende: ”Gud fødte os på ny ved sandhedens ord”. En helt ny slægt, helt nye mennesker. Jamen, det er jo det, Jesus selv har talt om, at vi skal fødes på ny, ovenfra. Og hvis ikke, så kommer vi ikke ind i Guds rige.

Det er et enten-eller. Enten fortsætter vi med stenhjertet, eller også så overgiver vi os til den store læge og lader stenhjertet tage ud og erstatte med et nyt hjerte med Guds Ånd i sig.

For som profeten Ezekiel siger, så skal vi ikke bare have et nyt hjerte af kød, men Gud vil også lægge sin Ånd i vort indre.

Men det er jo det, der sker, når vi lader os døbe. Da får vi Helligånden som gave.

Og syndernes forladelse.

I dagens evangelium forklarer Jesus sine disciple, hvordan alt dette skal komme til at ske.

Det sker, når Helligånden kommer, siger han.

Helligånden vil forklare det for disciplene, så de kommer til at forstå alt det, Jesus kommer med, forklare de ord, han har talt. Helligånden vil ligesom forklare, hvad hele den kristne tro går ud på.

Sådan som apostlene forkyndte det, da de først havde modtaget Helligånden.

Da fik de det nye hjerte og talte klart og tydeligt uden flagrende begreber og tom luft. De kunne nu skære det ud i pap, hvem Jesus er for os, men uden at det blev banalt. Nej, der er hos apostlene altid en fornemmelse af, at det er sprænglevende. De havde virkelig fået Ånden i deres indre.

Jesus fortæller disciplene på forhånd tre vigtige ting, som Helligånden vil undervise verden om, ja, overbevise verden om.

Så evangeliet angår altså ikke en lille gruppe indspiste i en klikke af superkristne, eller en større gruppe i en større eller mindre menighed. Nej evangeliet angår hele verden.

Jesus taler om, hvad Ånden skal gøre for verden, og for de troende.

For verden skal Helligånden gør tre ting. Han skal overbevise verden om tre ting:

1 at verdens problem er simpelthen at nægte at tro. Det handler ikke om, at verden tvivler eller stiller spørgsmål til troen. Nej, det handler om en aktiv forkastelse af troen. Modsætningen er ikke mellem at tro og at være vantro. Men den gode nyhed, Jesus kommer med, at det vil verden begribe. Det lyder til, at der er håb her for verden. At verden derfor flytter sig fra forkastelse til tro.

2 Så vil Helligånden også overbevise verden om retfærdighed. Hvilken retfærdighed? Jo den retfærdighed, som sker fyldest ved at Jesus dør for verden for at gøre verden retfærdig. Jesus hengiver sig til døden for at verden ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Kort sagt, vil Helligånden gennem apostlenes forkyndelse arbejde med at forstå, at Jesu gerning er til frelse for verden.

3 Endelig vil Helligånden overbevise verden om en tredje ting. At Satan er dømt.

Det er også en god nyhed for verden. Satan blev dømt, da Jesus lod sig dømme til døden i vort sted.

Vi behøver ikke at forstå det i detaljer. Vi kan nøjes med at tage Jesus på ordet, når han siger, at Satan har mistet sin magt.

Alt dette betyder, at adgangen til paradis, til Guds rige, til Faderen, til saligheden, står åben gennem Jesus.

Det er Helligåndens gerning at overbevise hver enkelt om det.

Og for at det mål skal nås, må disciplene ved Helligånden vejledes til at forstå hele sandheden, altså, hele det kristne system, hvis jeg kan sige det lidt firkantet. Altså, forstå, hvorfor Jesus overhovedet kom til verden, at Gud blev kød selv, fik et kødhjerte som os, dog uden sten i hjertet. Og hvordan han helbredte og gjorde godt i alle situationer uafladelig og til sidst bragte al ofring til ophør med det ultimative offer på korset.

***

Vi sang til at begynde med salmen "I al sin glans nu stråler solen".

Her forkyndes det samme som vi hørte i evangeliet, at der nu venter en gylden høst, at det nu lufter lifligt fra Paradis, fordi Paradis er rykket helt tæt på os, og døren dertil er åben igen. Ja, der strømmer levende vand ud til os, livgivende vand.

Og nu gælder det om, at vi holder fast i det, vi har gjort, at vi har givet vort hjerte til Kristus, for at han ved sin og Faderens Ånd vil omdanne hjertet, forny det. Gøre det sandt menneskeligt.

Så er Himmerige lige om hjørnet, nej, vi er i Himmerige!

Reflektioner til bededag om mennesket som skabning mellem Skaberen og alle medskabninger

Hvorfor skulle Johannes Døberen råbe i ørkenen?

Et mærkeligt sted at råbe.

Han skulle råbe ind i din og min ørken.

Der, hvor der er sand på sand.

Lag på lag af sand, som gør, at vi ikke kan se.

Sand og atter sand, som får os til at miste retningen i livet.

Det bliver næsten ligegyldigt.

Vi står i fare for bare at være til, uden noget formål. Uden ord til at sige, hvorfor vi er her.

Men der er fra tid til anden noget i os, som i øjeblikke gør oprør mod, at det skal være sådan. Formålsløst. Sand og atter sand.

Så bliver det svært at se sig selv i spejlet!

 

Første Mosebog fortæller, at Gud skabte mennesket i sit billede, for at det skulle ligne ham.

Det betyder, at vi har selvbevidsthed, ligesom Gud har. Vi er ikke som dyr og planter uden selvbevidsthed.

Nej, mennesket kan reflektere over sit liv og formålet med at leve. Da er det som vi kigger ind i et spejl uden for os selv, vi betragter os selv i et spejl.

Sådan ser apostlene også på det. Herren Jesu bror Jakob skriver i sit brev:

For dersom nogen er ordets hører og ikke dets gører, han ligner en mand, der betragter sit legemlige ansigt i et spejl; for han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvordan han var. Jak. 1,23-24.

Jo, dyrene har bevidsthed, men ikke denne mulighed for selvbevidsthed.

Vi mennesker bliver først til, vi eksisterer først egentlig, når vi reflekterer over os selv, forstår, hvorfor vi er her.

Desværre kan mennesket vælge bare at leve på bedste beskub, som et højtudviklet dyr med en overlegen forstand, men uden ved at tænke efter nogen sinde at blive sig selv, eksisterer vi ikke for alvor som menneske, men sætter vores eksistens som menneske overstyr i uegentlighed, i tankeløs og viljeløs driven med strømmen.

DET er den største fare for vort folk.

Fra Skaberens side har vi et ansvar for, hvad vi er og bliver til som enkeltpersoner, et ansvar som ikke kan tillægges noget dyr.

Vort problem, om jeg så må sige, er, at Gud har skabt os til at leve i et personligt forhold til Ham.

At tro på Ham, adlyde Ham, elske Ham.

Og Jesus Kristus er den, vi er skabt til at efterligne i alt.

Og vi har fået både forstand og samvittighed, så vi kan tro, adlyde og elske.

Alle tre er vigtige, så vi ikke går på egen hånd i vort liv.

Med samvittigheden erkender vi ikke bare Guds vilje, som vi møder den i Hans bud. Men vi erkender også os selv og vort eget ansvar og de muligheder for at handle frit og sætte os mål for vor handlen. Det gør, at vi som mennesker skaber historie og bliver Guds medarbejdere i skaberværket.

De vældige evner, mennesket i kraft af sin udrustning fra Gud har fået til at skabe og herske på jorden, er alle bestemt til at tjene Guds formål. Vi er ikke skabt til at blive Guds modstander, men Hans medarbejder.

Det er netop som Guds skabning og som de andre skabningers medskabning, at vi skal tro, lyde og elske Gud.

Mennesket er ikke sat til privat at tro, lyde og elske Gud – borte fra de andre skabninger.

Nej, vi står mellem Gud og de andre skabninger.

Som skabt i Guds billede er vi skabt til leve underordnet Gud og skabt til at være overordnet det øvrige skabte univers.

Mennesket er så mægtigt, som det er, fordi det er skabt til at leve til ære for sin Skaber.

Men det har også bestemte følger. Der ligger jo heri en uendelig høj vurdering af mennesket, så hvert enkelt menneske må være os ukrænkeligt, fordi det er Guds ejendom, bestemt til det højeste af alle formål, og det uanset om det selv kender eller lever efter dette formål.

Derfor er alle former for menneskemishandling og menneskediskrimination som f.eks. racediskrimination uforenelige med det kristne menneskesyn.

Men i det syn ligger også en advarsel mod en gudløs overvurdering af mennesket, som lader dets enestående udrustning tjene dets eget formål i stedet for Guds, så mennesket søger at træde i Guds sted.

Megen moderne fremskridts- og udvikingstro nærmer sig denne gudløse menneske-forherligelse og overtro på menneskets egne muligheder uahængig af Gud.

Når Johannes Døberen råber: Omvend jer! Så er det omvendelse til vores egentlige bestemmelse, som skabte af Gud i Hans billede til at ligne Ham.

Den omvendelse er ikke en en-gang-for- alle-begivenhed, men må finde sted, hver gang vi slår øjnene op om morgenen.

Vi skal hver morgen blive som børn for at komme ind i Guds rige.

Johannes Døberens prædiken er ikke nedslående, men opmuntrende. For vi har mulighed for at få vort liv forandret:

Omvend jer, Guds rige er kommet nær!

Vi skal altid vende tilbage til vor dåb, hvor vi modtog tilgivelse vore synder. Hvor vi modtog Helligånden og opstandelsens nye liv.

Så det ikke er os, der lever, men Kristus, der lever i os.

For at Han virkelig kan leve i os, må vi træde et skridt tilbage og bekende vor synd og skyld, så vort hjerte ved Guds Ånd kan blive nyt.

Det storslåede ved kong Davids Salme med dens syndsbekendelse, det er, at han taler direkte til Gud om sin synd. Han ser den i øjnene uden at skjule sig.

Og han ved, at hvis Gud skulle tage Helligånden fra ham, ville han være fortabt.

Når vi bliver som børn, igen og igen, så vælder glæden også op i os, så får vi lyst til at gøre Guds vilje.

Så giver det mening, at Gud åbner vores mund med lovsang.

Det er en god bøn at begynde med om morgenen:

Herre, åbn mine læber,

Så skal min mund forkynde din pris.

For Gud er et sønderbrudt, sønderknust hjerte mere værd end alt andet.

Da kommer Han og lader os opstå med Kristus, så vort liv bliver godt og dejligt igen. Amen.

 

Prædiken bededag 2019 - en gennemgang af salme nr. 517: O, hvor er nådestolen?

Det er de færreste, der ville være begejstrede for at være slaver.

Israeliterne i Egypten sukkede under at være det.

Men da de først kom ud af Egypten, sukkede de efter maden i Egypten, ja, de ville egentlig gerne bliver slaver igen, i stedet for at slide i al frihed for dagen og vejen.

Vores situation er, at vi er slaver. Slaver af synden.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at det gode, vi vil, det gør vi ikke (slet ikke altid), men det onde, vi ikke vil, det gør vi. Når vi sådan virkelig ser os om efter os selv i spejlet.

Salmen 'O, hvor er nådestolen' (den danske salmebog nr. 517) begynder derfor sådan:

O, hvor er nådestolen

Og trøstens kildevæld?

Hvor skinner nåde-solen

For syndens usle træl?

Jeg har aldrig før lagt mærke til det, men digteren vil virkelig sætte en tyk streg under det, for det samme vers synger vi både som vers 1 og 5.

Det er fordi først digter han i vers 1-4 en tilstandsrapport, altså hvordan det ser ud uden Gud og Jesus.

Vers 2 I den situation er vi også soldater for døden, og døden giver døden som sold, som løn, for at være i dens tjeneste. Døden hersker altså over os og det ender med død.

Vers Så reflekterer digteren videre over sit liv. Han kan mærke i sig, at der er en afgrund inde i ham, at der ingen udvej fra døden er.

Vers 4 Og i den tilstand, hvor han ikke kender Gud, så ender bønnen med at blive mødt af Guds vrede, og lovens forbandelse. - Det er situationen, digteren ridser op.

Så derfor spørger han én gang til i vers 5 - et vers, som er en gentagelse af vers 1:

Hvor er nådestolen? Altså hvor kan han finde nåde, komme uden om det at være syndens slave.

Og nu kommer svaret, og det er er opmuntrende! Det kommer i vers 6-11:

Vers 6 Der er en dejlig tale om, at Jesus både kan og vil bringe ro i sjælen. Det kan og vil han, fordi han er både Gud og menneske. Han kan trøste enhver, som er i sorgens land.

Vers 7 Den dejlige tale har en himmelsk klang.

Det har den i ordet om Gud Lam, der bar vor synd og skam.

Og derved giver os frelse, fred og forsoning.

Frelse – nb – betyder frihals – altså frisættelse af den, der er slaver.

Frelse er, at vi er sat fri af andres domme, andres meninger, og er frie til at tjene Jesus som vor Herre og tjene andre mennesker.

Guds Lam. Det var det, Johannes Døberen også kaldte Jesus, da Jesus kom ned og ville døbes i Jordanfloden. Johannes Døberen vidste, at her kom den, som profeterne havde talt om, bedst af alle profeten Esajas med ordene om, at der skulle komme en lidende tjener, som skulle bære alles synd som et lam.

Altså det er en dejlig tale med himmelsk klang.

1 Og stedet, hvor vi ved, at vi modtager alt dette helt konkret, det er i dåben.

Her forlader Jesus os al vor synd og skyld.

Han bader os i fred – hvilket udtryk.

Han læger det, han kalder dødens byld.

Det, der sker i dåben er, at Jesus lader mit gamle syndeliv lægge i sin egen grav. Det dør med ham.

Og så genføder han nådens liv, det liv, som vi fra begyndelsen skulle have, men som vi har formøblet, hver og en, i os selv.

Nådens liv. Det er nåden, der skaber det nye opstandelsesliv. Hvorfor? Fordi nåden er, at vi blive som et barn, så kan tage imod Guds kærlighed og gave. Det er nåde.

Men der er endnu to steder, hvor vi modtager Jesus og hans opstandelsesliv.

2 Det gør vi gennem Jesu ord, som Ånden virker gennem i os, når vi hører og læser ordet.

3 Og så er der det sted, hvor vi modtager nåden og livet gang efter gang i fællesskab. Nemlig i nadveren.

I nadveren forener Kristus sig selv med os.

Nadveren kommer fra det digteren kalder hans nådebord.

Vi hørte i læsningen fra Hebræerbrevet, at Gud engang ifølge profeterne ville lægge sine love i vores indre og skrive dem på vore hjerter. Sådan at vi virkelig kender ham.

I nadveren lærer vi Jesus bedre og bedre at kende som den, der giver sin kærlighed og lægger sin kærlighed ind i os ved sin Ånd.

Ja, som vi synger det, forener sig med os.

Tro og tvivl - prædiken til 1. søndag efter påske

Prædiken ud fra Johannesevangeliet 20,19-31 - afslutningen på evangeliet.

(kapitel 21 er formentlig en slags efterskrift hægtet på bagefter).

Nu skal hver af os spidse ører. For hvad vi hørte er skrevet lige netop til enhver af os, som ikke var der, ikke så, ikke hørte Herren Jesus.

Johannes slutter sit evangelium med at lade Jesus give os et kæmpe skulderklap:

"Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Thomas fik lov at se, og hvis han ville, røre den opstandne, men legemlige Jesus.

Jesus, som nu kunne og kan komme til os gennem lukkede døre.

Overalt. Fordi han er Gud, Guds søn.

Men hvad med os? Jo, vi får her opskriften for hver enkelt af os, der ikke så og hørte Jesus med vore egne øjne og ører.

Det alt afgørende er, at vi virkelig lytter til apostlene, hvad de faktisk har hørt og set.

Deres vidnesbyrd er ikke en lille historie, men selve grundlaget.

Jesus havde udvalgt dem til netop at se og høre og vidne om ham, lige fra begyndelsen til Jesus blev taget op til himlen.

Tro bygger ikke på luftkasteller, men på hvad apostlene har overleveret os.

Og alting står og falder med dem.

Tro og viden er uadskillelige.

Dvs. vi tror ikke ud i den blå luft.

Jesus er en person, hvis liv vi kender både tid og sted for, på samme måde som f.eks. Cæsar, Harald Blåtand og Luther. Vi kan forholde os til ham med vor forstand.

Men selv om vi ved meget om Jesus, så er meningen med hans liv og hans ord noget, vi er henvist til at tro på.

Hans betydning kan ikke bevises.

Ingen kan bevise, at Jesus virkelig sagde de ting, Bibelen hævder, han sagde, eller at de overnaturlige mirakler, helbredelser og dæmonuddrivelser og dødeopvækkelser, der beskrives, virkelig fandt sted. Det er noget vi må tro eller forkaste.

Det mest afgørende, der er at sige om Jesus, der det vi har hørt i dagens evangelium: at Jesus er Guds Søn, og at vi kan have liv i hans navn.

Det er ikke godt at vide, hvad Thomas egentlig tænkte om Jesus. På vej ind til Jerusalem, hvor Jesus ville ind til sin syge ven Lazarus, siger Thomas: Lad os bare tage til Jerusalem, så kan vi dø sammen!

Han havde ikke nogen store forhåbninger til Jesus. Og i dagens evangelium vil han røre ved naglemærkerne i Jesu hænder og såret i hans side efter soldatens spyd.

Men uanset hvad Thomas præcis tænkte om Jesus på det tidspunkt, så har vi kun to muligheder.

De fleste synes nok, at Jesus er en god mand.

Nogen siger: ”Jeg accepterer Jesus som en stor morallærer, men jeg accepterer ikke hans påstand om at være Gud.”’

Men lige netop sådan giver det ingen mening at sige.

Et menneske, der blot var en stor mand, men sagde de ting, han sagde, ville ikke være en stor morallærer. Han ville enten være sindsforvirret, sindssyg, på linje med en mand, der påstår, at han er et blødkogt æg – eller også ville han være Djævelen selv.

Enten var, og er, dette menneske Guds Søn, eller også er han en galning eller noget endnu værre.

Man kan spærre ham inde som sindssyg, man kan spytte på ham og slå ham ihjel som en dæmon – eller man med Thomas falde ned for hans fødder og kalde ham ”Herre og Gud.”

Men det med, at han skulle være bare en stor morallærer, er noget nedladende vås.

Den mulighed har Jesus med sin adfærd og sine ord udelukket.

En mand, der siger han er ydmyg og sagtmodig, og som blot er et menneske, er mærkelig, hvis han også siger: Faderen og jeg er eet, eller: jeg er verdens lys, Jeg er opstandelsen, Jeg er livet osv.

Siger han sådan og er han virkelig blot et menneske, så er han skør, en fantast.

Men er han på én gang menneske og Gud fuldt og helt, så giver det hele mening.

Faktisk giver det hele kun mening på den måde. Ellers er evangeliet ligegyldigt.

Derfor er det vigtigt at tage sig tid til at læse evangelierne, bare begynd med Matthæus, så Markus, så Lukas, så Johannes.

Når man læser, så må enhver sige, at Jesus ikke var en skør fantast, men et menneske, som vi i vore bedste øjeblikke gerne ville være.

Han var omsorgsfuld, nærværende og opmærksom. Han havde det rette ord til rette tid til enhver tid.

Han havde nære venner. Han er oprigtig, ærlig, ikke pralende.

Hans kærlighed er dyb, ægte, tiltrækkende. Han er ydmyg og uselvisk.

Hans myndighed var noget helt særligt.

Aldrig havde han selvmedlidenhed.

Aldrig sagde han et ondt ord eller gjorde noget, der var ondt. Aldrig udnyttede han andre mennesker.

Da Thomas ser Jesus levende, genopstået fra de døde, der er kommet til disciplene gennem lukkede døre, da falder det hele på plads for ham.

Han falder ned og udbryder: Min Herre og min Gud.

Det er det samme med os. Vi kan følge i hans spor, for vi kan følge apostlenes evangelier og alt, de siger om Jesu gerninger og ord, kors, død og opstandelse.

Og så kan troen komme som svaret på alt det.

Så har vi efterprøvet, hvad han er.

Så kan vi også sige: min Herre og min Gud.

Det er nemlig ikke godt for os at gå med tvivlen som en sygdom, der langsomt eller hurtigt tager til.

Hvis tvivl er som en sygdom, så er troen som et godt helbred. Her gælder det om at vedligeholde helbredet, nære det, sørge for motion.

Troen vokser kun, hvis vi går til kilderne, nemlig evangelierne. Så kan mange tåger og spøgelser bliver jaget væk uden videre.

Og Thomas bliver et forbillede for os. For han vender helt om fra tågerne, og ved nu, at den Jesus, han troede død og borte, er selveste Gud i egen person. Som da Moses tog sandalerne af ved den brændende tornebusk, da Herren talte til ham.

Den opstandne Jesus stødte til de to, der vandrede ud til Emmaus. De genkendte ham ikke, ikke før han brød brødet i deres hus. Men så var han borte igen. Da siger de: Brændte ikke vore hjerter, da han udlagde Skrifterne for os?

Sådan lad os huske, hvordan hjertet brænder i os, når vi har hørt Guds Ord.

Helligånden er ikke skeptiker, sagde Martin Luther. Nej, Helligånden giver os tillid til Gud og hans ord, så troen næres og vokser.

Prædiken påskedag 2019 - Kolby og Tranebjerg kirker

Luk retfærdighedens porte op, hørte vi i læsningen fra Davids Salme 118.

For Jesus har med sin opstandelse åbnet portene ind til Guds rige på vid gab.

Jesus har overvundet selve døden. Derfor er der virkelig en ny retfærdighed, som kommer med ham. Ikke vores gamle retfærdighed, men en ny, som vil få os til at følge Jesus af hele vort hjerte.

For vi har den glæde, at portene ind til paradis står på vid gab.

På vid gab. I al sin hverdagsagtighed. Men der er også noget hverdagsagtigt over påskemorgen. Også her får vi helt konkrete navne på kvinder, der kom ud til graven for at se til deres afdøde kære Herre.

Det var først Maria Magdalene. Maria Magdalene – hun havde været besat af syv onde ånder, og Jesus drev dem ud af hende. Hun fulgte ham siden uden at vige fra ham. Bemærk at det er fri opfindelse, at Maria Magdalene var prostitueret. Og Dan Browns frie fantasier om et forhold mellem Jesus og hende og at de fik et barn sammen, er ren fiktion. Brown bruger Leonardo da Vincis nadverbillede til at påstå, at Magdalene sidder som Jesu hustru ved hans side på billedet. Men i så fald mangler der en af disciplene. Der var som bekendt tolv disciple, og på billedet er der 13 personer, når Jesus tælles med.

***

Så var der Maria, Jakobs mor. Faktisk ved vi ikke, hvem hun var. Men vær ikke i tvivl om, at det gjorde menighederne, da Markus udgav sit evangelium, hvornår det så var, i al fald mellem år 50 og 75, sandsynligvis nok år 6 8-69, umiddelbart før templet blev ødelagt af romerne.

En tredje kvinde, som nævnes med navns nævnelse, er Salome, måske mor til de såkaldte Zebedæus-sønner Jakob og Johannes, dem, som blev kaldt tordensønnerne.

***

Men, vil nogen måske sige: Er der ikke andre evangelier, som er ældre og har mere styr på, hvad der skete? Holder kirken ikke noget hemmeligt for os?

Den tager vi nu. Først Thomasevangeliet. Det har været vældig populært. I sin nuværende form stammer det fra år 350 e. Kr. Det er sandsynligvis skrevet omkring år 200 e.Kr.

Thomasevangeliet er mærkeligt situationsløst. Det er udsagn af Jesus, men uden sammenhæng med virkeligt levet liv.

Halvdelen af udsagnene har paralleller i de fire evangelier, vi har i bibelen.

Nogle vil mene, at i Thomasevangeliet er vi tættere på, hvem Jesus virkelig var.

Men det er et opgør med netop Jesus, som apostlenes fire evangelier fortæller.

I Thomasevangeliet er Jesus ikke død på korset for vores skyld. Der er slet ingen lidelseshistorie i Thomasevangeliet. Og der er heller ikke nogen beretning om Jesu opstandelse. Og heller ikke noget løfte om legemlig opstandelse for dem, der tror på Jesus.

I Thomasevangeliet åbenbarer Jesus hemmelig viden til dem, der kaldes ’værdige’. Frelse består her i indsigt eller erkendelse af ens egen guddommelige oprindelse.

Men i apostlenes fire evangelier og Ny Testamente i det hele tager er frelse eftergivelse af synd og skyld, som bringes i stand ved Jesu stedfortrædende gerning.

Det er det samme i det såkaldte Mariaevangelium, som slet ikke er et evangelium, vi hører intet om hvad Jesus gjorde.

Så der er en afgrund mellem Thomasevangeliet, Mariaevangeliet og apostlenes evangelier.

***

I dag vender vi os til at høre, hvordan Markus fortæller evangeliet. Markus gengav en grundstemning af det, Peter havde givet videre. I en underspillet form er Markusevangeliet Peters særlige vidnesbyrd.

En mand vi i sandhed kan mærke, er et virkeligt menneske på godt og ondt. Han hed egentlig Simon.

Hvilket menneske! Da Jesus ved Galilæas sø kalder på ham, stiger han omgående ud af båden og efterlader nettene og går på valsen sammen med Jesus.

Da Jesus grundlægger sit rige med valget af de tolv apostle, så kalder han først Simon, og der står, at det var ham, Jesus senere gav navnet Peter, Klippe, Sten.

Pudsigt nok forsvinder navnet Simon derefter ud af evangeliet. Han kaldes fra da af Peter.

Og ingen forklaring, hvorfor Jesus valgte det navn.

Jeg tror, at Peter har været så ydmyg, at han ikke har ønsket, at det skulle frem. Det var for meget en ting mellem Jesus og ham selv. Der var kommet så meget til i mellemtiden.

Peter misforstår, hvad Jesus skal, og vil have Jesus til at sige, at han ikke skal lide og slås ihjel, men at han på den tredje dag skal opstå fra de døde.

Her er det, at Peter trækker Jesus til side og prøver at tale ham fra det!

Da bliver Jesus nødt til at sætte Peter hårdt i rette og sige de forfærdelige ord: Vig bag mig, Satan! For Peter bliver fristeren for Jesus. Jesus siger simpelthen til Peter: ”Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskelig synspunkt.”

Men det betyder ikke, at Peter bliver sat på porten. Tværtimod. Jesus tager ham og de to andre allernærmeste disciple med op på et bjerg, hvor de ser Jesus i forklaret skikkelse for et øjeblik, mans han taler med Elias og Moses.

Peter bliver så begejstret over synet, at han straks vil til at holde fest med hytter, han vil bygge deroppe på bjerget.

Inde fra en sky lyder der en stemme: ”Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”

Da alt er blevet almindeligt igen, siger Jesus til de tre, at de ikke må fortælle, hvad de har oplevet på bjerget, i al fald ikke før han var genopstået fra de døde. De mærkede sig hans ord, og var samtidig utrolig usikre på, hvad han mente med at genopstå fra de døde.

Efter den oplevelse er Peter kommet i balance igen. Så da Jesus siger, at alle vil svigte ham, udbryder Peter: ”Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg de ikke!”

Men så får han at vide, jo jo, inden hanen har galet tre gange, har lige netop du, Peter, fornægtet mig tre gange.

Og det skete.

Derefter hører vi ikke mere til Peter. Det er som om, Peter ønsker, at Markus ikke skal skrive mere om ham. Det er jo det totale svigt.

Jo, vi hører, at englen ved graven siger til kvinderne: ’Gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: Jesus tager til Galilæa for at møder med jer dér, sådan som han har sagt jer’.

Hov, her blev sagt mere end som så. Nemlig at Jesus tidligere havde sagt, at han ville møde dem i Galilæa efter han var genopstået.

Men det står ellers ingen steder i evangeliet.

Jo, der står mange ting mellem linjerne.

Det er også meningen. Markus lader Jesus sige gang på gang, at folk ikke må snakke om de undere, han virker. Ja, der står, at Jesus forbyder dem at sige noget. Ligesom disciplene heller ikke måtte tale til nogen om synet af Jesus i forklaret skikkelse dengang på bjerget.

Folk kunne selvfølgelig ikke holde det for sig selv, når de var blevet helbredt, når de havde fået synet eller hørelsen eller førligheden igen.

Men jeg tror, at Jesus var bange for, at folk bare ville tage det hele på en overfladisk måde.

Det egentlige under skulle være troen på ham, en inderlig forening mellem ham og disciplen, mellem ham og mig, mellem ham og dig.

Johanneevangelisten kendte Peter ind og ud, og han syntes, vi skulle høre, hvordan det faktisk gik mellem Jesus og Peter. Nemlig at Jesus der ved Galilæas Sø mødte disciplene. Så bruger Jesus begge Peters navne og spørger ham tre gange: Simon Peter, elsker du mig? Og Peter svarer: Du ved, jeg har dig kær. Og så genindsætter Jesus Peter som apostel og siger: Vogt mine får.

Sådan er det at være den Opstandnes disciple: at erkende sine svigt, og vide, at der kommer nye svigt, men at Jesus er med os i hverdagen og kommer med sin tilgivelse og genopretter alt. Så vi kommer i balance i vores tro og virkelig ikke ønsker at svigte igen.

Selv om det sker.

Og nu kan vi spekulere over, om en anden grund til, at vi ikke hører om, at Peter møder den opstandne Jesus i Markusevangeliet er, at det ville Peter gerne selv fortælle – mundtligt, hver gang. Det skulle efter hans mening måske ikke stå i en bog! Det skulle høres, men hans fiskerstemme, med hans måde at gestikulere på, føre sin stemme på, bevæge sig, så det blev fuldt troværdigt.

I stedet valgte Peter ydmygt at lade Markus fortælle, at det var nogle af deres kvinder, som kom ud til graven og mødte en engel, der forkyndte:

Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus af Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!

***

Men nu kommer noget meget mærkeligt. Markus slutter sit evangelium lige efter – med ordene: ”Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.”

Virkelig? De sagde ikke noget til nogen? Som englen ellers havde sagt, at de skulle? Og hvad med meddelelsen til Peter og de andre disciple? Nåede den så ikke frem?

Hvis Markus virkelig sluttede sit evangelium sådan her, så er det en ret utrolig slutning:

”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Punktum.

Vi ved ikke, om det var Markus’ mening at slutte så dramatisk. Nogen vil mene, at en side er faldet af ved slid eller lignende. I al fald har man ret snart syntes, at der skulle fortælles om, hvordan den opstandne Jesus mødte disciplene. Men hvis det var meningen at slutte på den der pludselige facon, så må meningen være, at levende vidner om Jesu opstandelse her skulle tage over. Peter skulle selv helt personligt fortælle, og lige sådan de andre, når de kom ud til folk, landsbyer, synagoger og til udlandet. Det skulle jo være det, de virkelig selv havde set og hørt, der skulle formidles.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at Jesus ifølge Markusevangeliet tre gange forudsagde sin lidelse, død og opstandelse.

Så hvis Markus virkelig sluttede så pludselig med at kvinderne ikke sagde noget til nogen, så er det en meget TALENDE slutning, for selve evangeliet forventes at slutte med, at det netop skete, at Jesus opstod, og at han mødte disciplene levende.

Og vi kan endelig gå tilbage til den første linje i Markusevangeliet, hvor det hedder: Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.

Den overraskende slutning med total tavshed er så talende som kun tavshed kan være. I øvrigt har Markus meget med, at tingene skal være så hemmelige som muligt, og så viser det sig hver gang, at det selvfølgelig ikke kan holdes hemmeligt. Nogle gange forbyder Jesus ligefrem folk at sige noget om de undere, han virker. Men så meget mere taler de om dem! Så jeg synes, at Markus’ slutning med tavsheden taler og taler om det, som englen havde fortalt: Han er ikke her, han er opstanden. Se, her er stedet, hvor de lagde ham.

Kvinderne flygtede og løb væk alt, det de kunne. Væk fra stedet, hvor Jesus ikke længere var.

Det løb væk fra det eneste sted, hvor han i al fald ikke længere var: i graven.

De løber ligesom blæst væk af det lys, der vælder ud fra den tomme grav. De flygter med tankerne: graven er tom, englen siger, Jesus er opstået. Tom! Graven tom! Hjælp!

Men der er slet ikke tvivl om, at de faktisk fik afleveret budskabet til Peter, da de havde overkommet det værste af deres frygt.

For mens de løber, kommer det frem i hovedet: Englen sagde: Vær ikke bange!

Så vi har ikke noget at være bange for.

Han er opstået, graven er tom, og ja, kom, vi løber videre hen til Peter.

De har fået en helt konkret opgave, hvormed englen blidt får dem afsted tilbage til Peter. Hvilken kærlighed til de her kvinder, som virkelig elskede Jesus af hele deres hjerte.

Og efterhånden viser Jesus sig for de forskellige, også disse kvinder og det kan sige: Kristus er opstået, ja, han er virkelig opstået fra de døde, og dør aldrig mere, og giver enhver, der følger ham, del i den nye verdens liv allerede nu, og der skal ikke være ende på det rige den kommende verden, han til sidst skaber.

Langfredags prædiken over salmen Hil dig, Frelser og Forsoner

En prædiken over salmen "Hil dig, Frelser og Forsoner"
(Den danske Salmebog nr. 192)
 
Salme 192
 
Vers 1 Jesus, frelser og forsoner
Intet mindre.
 
Ja, han er et eksempel for os.
I at tjene hinanden.
 
Men dette tjenersind har ingen kraft, hvis ikke det kommer fra hans frelse og forsoning.
 
Uden hans tilgivende kraft gennem sin stedfortrædende død er der heller ingen virkelig kraft til at tjene hinanden på en måde, så alt kan forandres, kærligheden kan blomstre, kulden kan svækkes, hjertet kan forvandles, så en kilde springer, hvormed Frelseren renser os for alt ondt.
 
Vers 2
Du ville opgive alt.
Gud, men ville opgive det for os.
For verden.
Ikke kun opgive alt, men give sig selv for os.
Kun sådan kunne du holde os i live.
 
Vers 3
Gud er kærlighed. Det kommer til udtryk på korset.
Mere end det: Guds kærlighed SKER netop på korset mest fuldstændigt. Derfor råbte Jesus til sidst: Det er fuldbragt. Kærlighedens offer.
 
Vers 4
Når vi blot i et glimt fornemmer dette offer for verden, så begynder der at ske noget inde i os.
 
Ak! Nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde.
 
Det er den nødtilstand, hvert menneske er i.
Det er min nødtilstand. Jeg kan ikke selv gøre noget ved det. Hjertets hårdhed, hjertets kulde.
 
Vers 5
Her vælder troen frem sammen med Jesu sår, som han blødte med for min skyld, for din skyld, for jødernes skyld, for danskernes skyld, for amerikanernes skyld, for arabernes skyld, for alle, men altså også for mig, for dig.
 
Fra Kristi sår vælder der noget frem, som virker noget ufattelig vidunderligt.
 
Væld udsprang til stort vidunder.
 
Det er som om der fra Jesu sår flyder en kilde. Og kun den kilde kan gøre det under at forvandle mig og dig.
 
Et væld som er
Mægtigt til hver sten at vælte.
 
Der er ligesom en sten sat over hjertet, som var hjertet en grav, og jeg er allerede nu død.
For Gud og for mennesker.
 
Jesu sår, det tror jeg, kan vælte stenen fra mit hjertes grav.
 
Men hans sår er fyldt af kærlighed, varm kærlighed, som kan smelte mine isbjerge af hjertets kulde.
 
Ja, kan vaske blodskyld af.
 
Blodskyld. Ja, det har Jesus lært fra begyndelsen, at der findes ikke noget der hedder en lille uskyldig synd.
Der findes i virkeligheden kun blodskyld.
 
Jeg har dræbt mit medmenneskes glæde, er det ikke blodskyld!
 
Jeg har tiet i det øjeblik, hvor et medmenneske havde brug for et livgivende ord – er det ikke blodskyld.
 
Men jeg behøver ikke blive ved, men blot tage det til mig: Kristus kan vaske min blodskyld af.
 
Kun ved hans sår for dig og mig bliver vi nye mennesker, der kan vandre i kærlighed. Og så på ny og på ny må vi knæle og erkende, at vi svigter og kun hans tilgivelseskilde kan redde os fra allerede nu at være fortabte.
 
Derfor er vores redning kun i foreningen med Kristus. Han lærte os det på så mange måder. Mest tydeligt, da han kaldte sig selv Det Sande Vintræ og os for grenene.
 
Han er den dybe sammenhæng, som kan bevare mit hjerte og tanker fra at få fra forstanden.
 
Vi skal som Kristus gennem døden.
Han sagde, at den som tror på mig, skal leve, om han end dør, og den, der lever og tror på mig, er gået over fra døden til livet.
 
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage.
 
For han betalte syndens sold, syndens løn.
 
Betalte.
 
Hvis der er noget, vi kan forstå, så er det alt det med betaling.
 
Han betalte vores gæld. På forhånd.
 
Syndens sold. Vi er i syndens sold, dens soldater. Vi gør, hvad synden vil. Det ligger i os, vi kan ikke modstå synden. Synden er som en general, der udbetaler lønnen til sine soldater. Vores løn i syndens tjeneste er døden.
 
Det er døden, Jesus betalte for os. Han dræbte døden med sin død.
 
Derfor sagde han til en af røverne på korset: I dag skal du være med mig i Paradis.
 
Vers 7
Det er alt sammen en gåde. Korsets gåde. Vi begriber det ikke med logik eller forstand, kun med hjertet.
 
Gåde rimer på nåde.
Guds nåde får vi kun som noget, vi ikke begriber. For vi har aldrig fortjent os til Guds nåde. Kun til døden.
 
Sådan ribbet for vores hovmod og selvhøjtidelighed kan vi sige:
 
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis!
 
Amen.

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag - udlægning af salmen "Jeg vil mig Herren love"

 

I dag vil jeg tale ud fra den salme vi synger umiddelbart efter prædikenen, nr. 64: Jeg vil mig Herren love.

https://dendanskesalmebogonline.dk/salme/64/280 kan man høre Barnekows melodi og se teksten.

Jeg har valgt Barnekows melodi, fordi jeg synes den bedre får os til at dvæle ved ordene.

Barnekow har selvfølgelig skrevet melodien med første vers særligt i tankerne.

Derfor er det så stærkt, at han lader os synge:

Jeg vil mig Herren love, som alle mine synder bar

(bemærk hvordan overbevisningen om, at synderne er båret bort, kommer frem i det hurtige løb, når der synges 'alle mine synder bar'!

Maria kom til at bære Jesus i sit moderliv.

Og Jesus kom til at bære alle mine synder.

Det sidste er en sætning fra første vers af den salme, vi synger efter prædikenen.

Maria vovede at sige ja til at føde den Højestes Søn. I salmen synger vi, at vi i troen vil vove at have tillid til netop Ham.

Ja, at vi vil skrive eller tatovere vort hjerte med hans navn og bære det til vor død. Bære det til vor død.  Han bar vore synder, vi vil bære hans navn.

For hans navn kan fordrive sorg og skille os fra al nød, synger vi.  Intet mindre.

Som Maria fik at vide, at for Gud er intet umuligt, sådan tror vi, at Gud ved sin Søn virkelig har magt til at fordrive sorg og nød.

I vers 2 prøver vi at tage til os, at vi virkelig bør give Gud æren. Thi dit er Riget, magten og æren.

Så tit beder vi ordene uden at tænke over betydningen. Vi vælger hver gang vi beder ordene, at give Gud æren, ikke os selv.

Vi minder os selv om, at have Guds pris i hjertet både under arbejde og under hvile.

Og fortsætter: Gud læske mit angerfuld mod. Hvad vil det sige? Min umiddelbare tanke er, at vi har mod, når vi også har anger over vore synder. For så kommer vi også til vor Herre og søger forladelse. Og når vi altid fortryder vore synder over for Gud og næsten, ja, så tilgiver han jo os også for Jesu skyld, og så får vi et vældigt mod til alt, der er gavnligt og godt at virke her i verden.

I de følgende vers priser vi Guds nåde i Jesus Kristus. Vi kender udtrykket fra krig eller dueller, at en får nådestødet.  Det betyder selvfølgelig, at den sårede endelig får  dødsstødet, som det også kaldes. Nådestødet er et stød til død. Men den nåde Jesus har virket, er et stød til liv. Han gav døden dødsstødet og åbnede livets vej for altid for os.

Alt dette begyndte, da Maria sagde ja til at bære Jesus som foster i sit moderliv.

Ved Helligånden, som kom over hende. Også vi har modtaget Helligånden i vor dåb, som altid på ny vil virke mægtigt i os, når vi blot holder os til den nye pagt med Jesus, vor Herre.

Salmen har været skrevet oprindeligt som en vise henvendt til Maria. Efter reformationen blev vi hos os forsigtige med at tildele Maria for megen ære, for ikke at gå Guds og Jesu ære for nær.

Men derfor skal Maria æres højt alligevel for, at hun sagde ja til at undfange og føde Jesus.

Vers 1-3 var vers, der talte om vort forhold til vor Herre Jesus, men i slutningen af vers 3 glider salmen over i en direkte bøn, og den bøn strækker sig over resten af salmen, altså vers 4-7.

Vi mindes om så mange ting i den bøn: At Jesus har fået magten til at styre og råde i verden,

At vi tager vor tilflugt til hans nåde

At vi trøster os ved hans pagt med os

Og vi besinder os på at lade hans ord være i os og søge ham.

Vi takker endelig i vers 6 for al hans tugt og trøst.

Tugt og trøst kan lige så lidt skilles ad, som anger og sandt mod kan.

Tugt – Jesu ord rammer os fra tid til anden som et sværd og gennemtrænger os. For der er det gamle i os, som skal dø, så det nye kan opstå, ikke ved vor kraft, men ved hans kraft.

Da stoler vi ikke på os selv overhovedet, men kun på ham, og så henter vi også trøst hos ham.

For så skal vi bestå for dommen, ja, da skal vi skinne som solen, siger digteren ligefrem, så stor en fortrøstning har han arbejdet sig frem til.

Grunden til en kristens dybeste glæde er, at Jesus Kristus vil være hos os, så bliver mit hjerte glad, siger salmen. Igen og igen. Igen og igen – for sådan er fællesskab – det skal igen og igen blive til, fornyes, styrkes.

Vort fællesskab er med Maria og med apostlene, som fortalte os om, hvordan de både hørte, så og rørte ved Jesus, Livet selv, og at vi senere generationer har fællesskab med dem, og det fællesskab er et fællesskab med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus.

Når det fællesskab er der mellem Maria og apostlene og så os, og vi har det fællesskab med Faderen og Jesus, Guds søn, så bliver glæden fuldkommen. Amen.

Prædiken om at takle modgang og om at være kristen - 17. februar 2019

Vi er på vej mod fastetiden, og fastetiden minder os på en særlig måde om at arbejde med os selv. Én ting er faste fra mad. En anden ting er at faste fra onde og urene tanker, som kommer indefra.

 

Dagen i dag har navnet septuagesima.

Det betyder den 70. dag.

Enten betyder det, at der er rundet op til 70 fra de 63 dage, der er til påske.

Eller også er det dagene helt frem til søndagen efter påske, der tænkes på.

 

Under alle omstændigheder ser vi nu allerede frem til påsketiden, til det store under, at Jesus gik levende ud af graven.

 

Og lignelsen Jesus fortæller i dag, sætter os ind hele verdens historie frem til hans genkomst.

 

Ja, endnu mere, i verdens historie fra Adam og Eva til tidens ende.

 

Som vi sang:

Fra verdens morgenstund udgår Guds nåde kald så vide…

 

Fra verdens morgenstund.

 

Jesus kalder mennesker ind i sit rige hele vejen frem til tidernes ende, til han selv kommer i skyerne.

 

***

 

Hvad er det,

vi bliver kaldet til at være med i?

 

Hos os i folkekirken er kirken gået hen og blevet lig med kirkebygningen oppe på bakken, med præsten, og måske organisten og kirketjeneren. Kirken er noget, man går i, ikke noget, man er.

 

Men kirken er ikke institutionen, apparatet med hele organisationen og love og regler.

 

Kirken er folket, flokken af mennesker, som er kristne ved at være blevet døbt til Jesus Kristus.

 

Lad os standse lidt ved, at alle, der blev kaldet i lignelsen, arbejdede i vingården, lidt eller meget. De arbejdede.

 

Hvad betyder det konkret for os kristne?

Hvordan arbejder vi?

 

Vi lytter til Guds Ord

Vi døber

Vi går til alters

Vi arbejder med at leve, som Jesus har befalet os

Vi har præster, der kan stå for dette sammen med undervisere, musikere og kirketjenere, menighedsråd, provstiudvalg og stift og biskop til at tage sig af det praktiske

Vi samles offentlig for at bede til Gud og takke ham og oplæres i Guds Ord

Og endelig hører det med til dette arbejde som kristen, at vi lever under korset, det vil sige, at vi som Jesus oplever modgang, både indefra og udefra.

 

Der er ingen stolthed hos kristne over egen styrke og kraft.

Heller ingen stolthed af visdom.

Eller stolthed over rigdom.

 

Kun stolthed over at få lov til at være kaldet ind i Guds rige, ind i Herrens vingård.

 

Arbejde i vingården – det er hårdt. Der er solen der svider midt på dagen. Der er beskæring af planterne. Der er koncentration for at skære det rigtige sted.

 

Arbejderne slider i det i vingården. Er pointen den, at det gælder om at slide i det i Guds rige? Ja, det er en selvfølge, at den der følger efter Jesus, må efterlade alt, må være parat til at efterlade alt. Ikke længere betragte sit liv som ens ejendom, men som et stykke jord, vi har til låns.

 

Hvad vil det så sige at arbejde i vingården, altså i efterfølgelse af Jesus? Det vil sige at kæmpe med at sætte sig selv til side for ham og for andre.

 

Paulus taler om, at han er som en bokser, der slider, så han kan sætte de rigtige slag ind på det rigtige tidspunkt. Det handler om det kostbare øjeblik.

 

Det handler om at tage sit kors op og følge ham. Altså tage modgang på os, som noget vi bærer som en del af vores efterfølgelse af ham.

Om det siger den erfarne præst Christian Scriver fra 1600-tallet. Hans sprog er anderledes, men det betaler sig at dvæle ved det, han siger:

Det vil sige at klæde sig dagligt i venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, ligesom en vandringsmand i en velforet kappe, som en kraftig regn kan rinde nedad uden at gennemtrænge den.

Og han fortsætter:

En troende kristens hjerte er ligesom et kar, fyldt med vand og olie, hvor olien altid svømmer ovenpå, og om man end ryster det nok så meget, så kommer den dog bestandig på ny til syne. Venligheden og fredsomme-ligheden har hele tiden overhånden hos ham, og om end næsten giver årsag til trætte og misforståelse, så søger han dog altid med lemfældighed at afværge den og at vedligeholde freden, efter apostlens ord: ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker!” (Kol. 3,15).

Og videre:

En kristens hjerte er ligesom magnetnålen i kompasset, der altid, selv i heftig storm og bølgegang, vender mod nord; således er også en kristens øjemed altid selv midt under anledningen til trætte og uenighed, ja midt under ordstriden henvendt til fred og kærlighed.

Og endelig siger Scriver:

Sandelig, de som er af den mening, at man godt kan have et hårdt og fjendtligt hjertelag mod næsten og dog have nåde og syndernes forladelse hos Gud ved Kristus, de ved ikke, hvad Guds nåde og syndernes forladelse er, og har aldrig fornemmet dens søde kraft, og der er ingen tvivl om, at de ved Satans forblindelse bedrager sig selv med et falskt håb. Når vi vel have nåde hos Gud og dog ikke elsker vor næste, så er dette det samme, som om nogen ville holde godt venskab med en far og dog gøre hans børn alt muligt imod, udskælde og slå dem, hvor som helst han traf dem. Ej heller er der noget, som næst efter Helligåndens indvortes vidnesbyrd mere kan forvisse os om syndernes forladelse, om nåde og barneret hos Gud og om Herren Jesu samfund end netop forligelsen med næsten.”

 

***

 

Vi ser i Jesu lignelse om vingården, at den, der havde arbejdet længst og mest vedholdende i vingården, var ham, der blev hård mod de andre, som havde arbejdet mindre. Det viser sig, at han går mere op i løn end i taknemmelighed over at måtte arbejde med i stedet for at gå ledige.

 

Det viser sig, at han har et hårdt hjerte, både over for de andre, men også over for Herren.

 

Det viser sig nemlig, at meningen med lignelsen er – Guds nåde, som er lige stor for enhver. Uden forskel. Der er ingen forskel. Der kan ikke være en forskel. For sådan er den gode Gud, uden forskelsbehandling.

 

Det viser sig, at arbejdet i vingården naturligvis er afgørende. Men mere afgørende er, at alle behandles ens. Ja, for en sikkerheds skyld siger Jesus, at de sidste skal blive de første. Vingårdsejeren udbetaler simpelthen løn til de sidste, trods deres meget korte arbejdsdag.

 

I Guds rige har vi alle behov for det samme, nemlig Guds nåde over vores ødelagte liv. Guds nåde ved, at Jesus døde for os.

 

Vingårdsejerens Søn, Jesus, sled igennem i sin egen vingård. Sled til blodet randt på korset. Derved frelser han enhver, som lader sig kalde til at følge ham efter i tro og lydighed.

 

***

 

Så står det klart, at vi skal arbejde, men at vi dybeste set ikke fortjener os til noget hos Gud.

 

Det står også klart, at Gud ingen forskel gør på folk. Det forvisser denne historie os om.

Så vi ikke kan modsige det.

 

Og til vandringen giver han os igen og igen af sin vin, nemlig set eget dyrebare blod, som han udgød til syndernes forladelse.

Den kerubiske hymne - citeret som afslutning på prædikenen Helligtrekongers søndag

Den kerubiske hymne - teksten:
Vi, som i et mysterium efterligner keruberne

Og synger hellig, hellig, hellig

til den liv-givende Treenighed,

lad os nu lægge

enhver bekymring for livet bort

så vi kan tage imod alles Konge,

som usynligt ledsages af de englenes hærskarer.

Prædiken til Helligtrekongers søndag: Stjernen, Kongen, Frelseren, bekymringsløshed

Vi synger:

Stjernen ledte vise mænd

til vor Herre Kristus hen;

vi har og en ledestjerne,

og når vi den følger gerne,

kommer vi til Jesus Krist.

 

Denne stjerne lys og mild,

som kan aldrig lede vild,

er hans Guddoms-ord det klare,

som han os lod åbenbare

til at lyse for vor fod.

Med dette lys fra Guds Ord får vi hjælp til at forstå, hvem Jesus er.

Det, der sker, da Guds Søn Jesus fødes, er at et stort lys skinner i mørket.

Sådan som profeten siger, at der er mørke i verden, men Herren selv er lyset, der bryder frem over folket. Og ligeledes strålede Herrens herlighed om hyrderne, sådan som Herrens herlighed skal vise sig for folket – Esajas’ profeti.

Lyset skinner over en vugge, Guds Søns vugge.

En stjerne leder de vise mænd til barnet.

For Jesus er den egentlige stjernen. Det siger Matthæus ikke direkte, men det er meningen. En stjerne træder frem fra Jakob, det vil sige fra Israel siger profeten Bileam i 4. Mosebog 24,17.

Vi taler om fodboldstjerner, barnestjerner og så videre. Jesus er den stjerne, der får dit og mit liv til at lyse med Guds nåde, frelse og tryghed.

For Jesus er også Frelseren. Hans navn betyder, at han skal frelse folket fra dets synder. Han vil frelse os – fra vore synder, fra os selv.

Og han er kongen.

De vise mænd kommer til kongen i Jerusalem, Herodes, som via de skriftkloge må sende de vise mænd videre til Betlehem.

Enhver konge skulle herske fra Jerusalem. Modsat med Jesus: han begynder sit herredømme, sit rige, fra Betlehem, en lille flække dengang. Men dog kong Davids fødeby, og derfor også Jesu fødeby.

Men dog er han blevet den konge, der hersker fra Jerusalem, for her blev han korsfæstet, hængt op på et træ, og som Moses lod en kobberslange opsætte for at helbrede alle, der var bidt af slanger, blot de kiggede på kobberslangen, sådan helbreder Jesus også os, når vi ser hen til den korsfæstede. Vi ser der, at han dør for mine synder, i mit sted.

Og derfor skinner der et lys fra korset stærkere end alt. Et lys af kærlighed, hengivelse for dig og mig og verden.

Da første kristne slægter i Danmark fremstillede Jesus på korset som en sejrende konge. Det er han. Han har sejret over synden, døden og Djævelen.

Han er virkelig Verdens Lys.

***

Og så er Jesus Frelser og Hjælper.

Vi modtager frelsen gennem dåben. Der genføder Gud os og fornyer os dag for dag ved Helligånden, og det gjorde Gud gennem Jesus Kristus, VOR FRELSER, siger Paulus.

Gud skænker genfødelsen ved dåben som en gave, så vi modtager Jesu retfærdighed og Jesus tager vor uretfærdighed og lader den være borte. Vi bytter på en måde identitet. Men fordi Jesus er fuldkommen Gud, tillige med fuldkommen menneske, så bliver Jesus ikke uretfærdig af at tage vor uretfærdighed på sig. Det er det store under.

Frelsen har vi ikke fuldt ud modtaget, nej, vi har modtaget frelsen i håbet. Som Paulus siger: I håbet skulle iv blive arvinger til det evige liv. Det evige liv betyder det liv, var ved altid, hvor døden og synden ikke længere eksisterer og kan gør alting så surt og bittert og fortabt for os.

Så vi kan sige med Paulus, hvad han en anden gang siger: I håbet er vi frelst! Vi har frelsen, men ikke fuldt ud synligt.

Men når vi har frelsen i håbet, så arbejder vi også gerne på, ja, nogle gange ugerne, men dog alligevel, vi arbejder på at lade det nye liv, vi har modtaget ved Helligånden, virke i os, så Han kan tænde lyset i os, dvs. glæden og freden.

*** 

Når han nu er den, der vil frelse os, så betyder det, at vi ikke er hovedpersoner i vores liv, men bipersoner. Jesus er hovedpersonen. Ligesom grenen ikke er hovedsagen, men træet er. Så foreningen med Jesus handler det om.

Og i tilbedelsen af ham kan vi vænne vort hjerte til at tage imod, at lægge bekymringerne for vort liv og fremtid bort.

Og tage imod kongen, Jesus Kristus.

Og i lovsangen være der, hvor himlens hærskarer og vi er forenet også, og når vi har sunget den trefoldige helligsang til Gud, og bragt vort liv frem for ham og takket for det hele, så modtager vi Jesu offer, hans tilgivelse, hans opstandelsesliv, så vort blod kan slå roligt med hans blod.

Når vi fejrer gudstjeneste, så kommer vi for at møde vores konge, som lover at være hos os med al sin kraft og nåde og kærlighed.

De vise mænd kom med gaver til Jesus. Vi kommer med tomme hænder her og lader ham fylde dem med HANS gaver: hans legeme og blod i skikkelse af brød og vin.

Lad os slutte med at høre den kerubiske hymne fra den ortodokse gudstjeneste.

Musik af Tchaikovsky Opus 41: 

Vi, som i et mysterium efterligner keruberne

Og synger hellig, hellig, hellig

til den liv-givende Treenighed,

lad os nu lægge

enhver bekymring for livet bort

så vi kan tage imod alles Konge,

som usynligt ledsages af de englenes hærskarer.

Prædiken til nytårsdag 2019

Det stormer og meget blæses væk.

Tiden blæser også meget væk.

Vores liv er som en blomst, den blomstrer op, så visner den, og bagefter er der ingen, der ved, hvor den stod og blomstrede. 

Måske er det vigtigste, der kan siges om os, når vi dør, om vi blomstrede, om vort liv bar frugt. En varig frugt. Men hvordan skal det blive en varig frugt?

***

Dronningen talte i sin nytårstale om, at vi ikke rigtig ser hinanden. Nej, og måske ser vi heller ikke alle de andre folkeslag, ja, måske ser vi ikke folkeslagene i fortiden. I dag bliver vi mindet om at være solidariske med alle folkeslag.

I dag hører vi, at alle jordens slægter skal velsignes i og gennem Abraham, ham, hvem omskærelsen blev givet af Gud som pagtstegn.

De tidlige kristne glemte aldrig omskærelsen og begyndte for deres vedkommende at holde fast i omskærelsen som en åndelig omskærelse, sådan som en profet siger det. 

Og Jesus taler også om hjertets omskærelse, når han taler om, at den gren, der ikke bliver på ham, skæres af, fordi den ikke bærer frugt.

Til dagenes ende er vi forbundet med Israels folk. Alle de særlige love i Israel gjaldt alene dette folk, og vi har vore egne love som folk.

***

Fra gammel tid har nytårsdag været forbundet med Jesu omskærelse og navngivning af ham.

Omskærelsen sker på den 8. dag, og det er i dag den 8. dag efter vores fejring af Jesu fødsel.

Omskærelsen er en pagt med Gud, hvorved den enkelte blive optaget i pagten.

Det er godt at huske på, at Jesus var jøde og ikke arier eller dansker eller amerikaner. Jo, han var jøde, han var et menneske.

Omskærelsen stiftede Gud med Abraham og lovede, at Abraham ville blive fader til en mængde folkeslag. 

Det ligger i selve det navn han fik, for før den tid hed han Abram. Nu skulle han hedde Abraham, som er Abram i flertal, for alle folkeslag. 

Paulus var også jøde, og havde læst skrifterne ganske grundigt. Han så det sådan, at det hele ikke begyndte med omskærelsen, men med Abrahams tro på Gud. 

Sådan lyder det i 1. Mos. 15,5-6, at Gud lover Abraham afkom som himlens stjerner (tæl dem, hvis du kan, beder Gud ham om).

Så hedder det: ”Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.”

Altså: troen kom forud for pagten med omskærelsen som tegn. 

Det er Paulus’ øjne derfor, at folkene skal søge velsignelsen i Abraham, nemlig i hans tro på Herren.

Derfor siger Paulus: I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.

Betyder det så, at kristne kan slappe af, for vi er frelst ved troen på Jesus og gerningerne er lige meget? Bestemt ikke!

For i næste sætning siger Paulus:

Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

Udtrykket at iklæde sig en person var kendt. For eksempel kunne man tale om at ’iføre sig Tarkvinius. Tarkvinius var en tyran, så det man egentlig sagde var, at man ville spille Tarkvinius.

Vi skal spille Kristus! Hvilket dristigt udtryk.

Det betyder: vi skal få hans sindelag og handlemåde, vi skal blive som ham, som hans brødre og søstre, som Guds børn.

Så vi skal ikke bare spille ham, men være som ham, og vejen til at være som ham går kun gennem at være på ham som grenen på træet. Grenen der modtager saften fra træet, som bærer frugt, fordi den er på træet. 

***

Læg mærke til, at Abraham i det, vi hørte læst før, fra 1. Mos. 12, får besked på at sætte sig i bevægelse. Gå! Siger Herren til ham.

Gud griber ind i Abrahams liv. Sådan griber han også ind i vore liv. Gå! for kristne også at vide: Gå ud til alle folkeslag og gør dem til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Sådan velsignes alle folkeslag ved Abraham og Kristus, de velsigner sig, de kommer til tro på Kristus og følger ham.

Men Gud siger, at han ikke bare vil velsigne dem, der velsigner Abraham, men også forbande dem, der forbander ham.

Skal vi virkelig forbande? Nej, her satte Jesus et andet ord op imod ordene til Abraham, han sagde i stedet: Velsign dem, der forbander jer og bed for dem, der mishandler jer. Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer

Det siger han, hvis navn på denne dag blev Jesus.

Hans navn er virkelig ét med hele hans væsen.

I ham ser vi Guds navn åbenbaret så enkelt, så ethvert barn kan udtale det. 

Så hjemligt. Navnet Jesus. Det betyder, fortæller Matthæusevangeliet, ham, som vil frelse folket fra dets synder.

Sådan er han: han ofrede sit liv på korset for at vi kunne gå fri, han bar vore synder som et lam, der føres til slagtning, han bar dem.

Han tog den straf, der lå på os, og bar den bort. Han fjernede den forbandelse, der ellers hviler over os.

Når han nu er den, der vil frelse os, så betyder det, at vi ikke er hovedpersoner i vores liv, men bipersoner. Jesus er hovedpersonen. Ligesom grenen ikke er hovedsagen, men træet er. Så foreningen med Jesus handler det om.

Og i tilbedelsen af ham kan vi vænne vort hjerte til at tage imod, at lægge bekymringerne for vort liv og fremtid bort.

Og tage imod kongen, Jesus Kristus.

Og i lovsangen være der, hvor himlens hærskarer og vi er forenet også, og når vi har sunget den trefoldige helligsang til Gud, og bragt vort liv frem for ham og takket for det hele, så modtager vi Jesu offer, hans tilgivelse, hans opstandelsesliv, så vort blod kan slå roligt med hans blod.

 

Prædiken juleaften 2018

 

Hvad er det med Midjans dag, som vi hører hvert år juleaften i læsningen fra Esajas?

Gideon i det gamle testamente stod over for midjaniternes stærke hær. Midjanitterne havde hersket over Israel i syv år, og israeliterne overlevede i huler og i bjergene og klippeborge.

Da sagde Gud til Gideon, at han skulle give bar nogle få hundrede af sine soldater lys og krukker, som de skulle skjule flammen med. 

De omringede så midjanitternes lejr. De blæste da på trompeter og smadrede krukkerne, så lyset kom for dagen. De havde lyset i den ene hånd og trompeten i den anden. Midjaniterne blev så oprevet, at de med deres sværd slog hinanden ihjel i forvirringen. Sådan sejrede Gidoen med krukker, lys og trompeter.

Det er det, der ligger bag ordene vi hørte fra Esajas:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner frem for dem, der bor i mørkets land. I huler og bjergene, i vore huse og lejligheder og værelser.

Og: For det tyngende åg og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag.

Den sejr, vi venter, er sejren over alle magter, der vil ødelægge os, indefra og udefra: synden, døden og Satan.

De magter knuses eller neutraliseres af det lys, der er tændt i os i dåben.

Lyset kommer fra ham, der kalder sig selv Verdens Lys, Frelseren, Kongen af Guds rige.

Han tænder altid lys i mørke. Hver gang vi så meget som påkalder hans navn, ja, så tænder han på en eller anden måde et lys.

Og så kan det være, at vi får mod til at knuse lerkrukken, der skjuler lyset, og vi tør lade lyset skinne. For det vil Frelseren, Jesus, også, at vort lys skal skinne for mennesker. Det lys, vi har fået fra ham. Hans ånd virker i os og kan forandre os, så lyset virkelig begynder at skinne for andre.

***

Vi plejer at forstå, at Josef og Maria kun lige akkurat nåede frem til Betlehem, da hun skulle føde.

Men sådan siger Lukas ikke, hvis vi kigger grundigt efter. Nej, han siger: Og mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. Med andre ord: De var fint installeret hos familie, venner eller bekendte – eller fremmede. Og SÅ kom tiden, da Maria skulle føde.

Det kan også være, at de opholdt hos fremmede, som gerne tog imod dem. Der VAR plads til dem.

***

Katalyma – plads i herberget. Ikke et herberg, ikke en kro, men et gæsteværelse.

Selv oplevede jeg kort før jul mellemøstlig gæstfrihed ved et besøg hos en syrisk familie. Vi var i færd med at ville tage hjem, da en datter udbryder: Nej, I skal sove her!

Et smukkere udtryk for gæstfrihed kender jeg næsten ikke. Og så i barnemund.

Så folk havde huse med eet familierum og bagerst et rum til dyrene. Så der var dyre- og menneskevarme. Folk havde jo ikke centralvarme eller andre moderne former for opvarmning af husene. Det var forbeholdt meget datidens milliardærer at have indlagt rør med varmt vand i gulvet.

Nej, dyrene var opvarmningen. En gæst varmede vel også ekstra op.

Så der var ikke plads i --- gæsterummet. Der var fyldt op med andre gæster. Men gæstfriheden kunne ikke sætte grænser, så derfor blev barnet lagt i en af dyrenes krybber. Trods alt æder en ko ikke så meget om natten.

 

Jeg har en anden erindring. En fra Mellemøsten, jeg kender, har et familiemedlem med alvorlig sygdom. Derfor kommer slægtninge, også fjerne, for at hilse og i værste fald sige farvel. Min bekendte kunne berette, at der var fyldt fuldstændig op med gæster på gulvet. Hvor der er hjerterum, er der husrum.

Jesus begyndte i en krybbe. Men vi ved, at han den sidste aften her på jorden opholdt sig i et gæsterum i Jerusalem for at spise det sidste måltid sammen med sine venner.

Sådan er vi også på vandring i vores liv. Måske har vi ikke alle lige frem ligget i en krybbe, men så på en sofa, som nogle venligt har lånt os i nød. En sådan sofa eller seng, som en ven låner os i en svær situation, ja, det er som at være i baronens seng!

Jeg begyndte med at sige, at der VAR plads til Josef og Maria, og også Jesusbarnet. Det var nok rarere at have lidt privat omkring fødslen og de første dage derefter. Det var der nok ikke plads til i gæsteværelset. Men altså: der VAR plads.

Hvor der er hjerterum, er der husrum.

Jesus har hjerterum. Hans krybberum viser, at han gerne vil være i det mindste sted, hvor der gives ham plads.

Derfor beder vi:

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,

Hold selv i os din julefest.

Jul-på-forkant prædiken 23. december i Onsbjerg kirke

1 Vi skal lægge mærke til er, at Jesu fødsel er verdenshistorie, så derfor hører vi, hvem der var kejser i Rom, da han blev født. Kejseren er nemlig selve årsagen til, at Josef og Maria må til Betlehem for at indskrives der.

Jesus blev ikke født i en tåget fortid, han blev født, mens en bestemt kejser var kejser i Rom og herskede over Israel, som han havde besat.

En kejsers befaling kan af Gud bruges til at få hans vigtigere formål til at ske. Hvad skulle Augustus have registreret? Det er der stor uenighed om, og nogen mener, at det ikke kan passe med, hvad man ellers ved. Men nogle mener, at Augustus ikke var helt tilpas med Herodes som han havde været og derfor havde behov for, at folk skulle møde op og afgive et løfte om loyalitet over for kejseren.

Med kejser Augustus’ navn nævnt, har vi en tidsangivelse, men Lukas var ikke interesseret i nøjagtige tidsangivelser. Han var så lidt optaget af tidsangivelser, så da han fortæller om Jesu fremtræden for folket, siger han, at Jesus var ’omkring 30 år gammel’.

Det var formentlig kun få, der skulle til deres hjemby, som nu Josef og Maria der skulle til Betlehem, nok fordi de har noget jord der i familiens eje. Derfor skal de registreres der, og ikke i deres hjemby Nazaret. Fra Galilæa til Betlehem ville tage en tre dage.

En mærkelig ting er, at Maria skulle med overhovedet, for i romerriget var det kun mænd, der skulle betale en personlig skat. Men sådan var det ikke i Syrien, her skulle kvinder ned til 12 års alderen også betale. Så derfor var Maria med, og derfor blev Jesus født i Betlehem.

I Guds store plan for verden var det nødvendigt, at Jesus skulle fødes i Betlehem. For ud fra profetier var forventningen naturligt, at Frelseren, Kongen af Guds rige, skulle fødes i Betlehem. For Betlehem var kong Davids by, og profetierne knytter Fredskongen til Davids by. Derfor understreger juleevangeliet også, at Betlehem var Davids by.

Altså: det er den nye konge, der nu ligger i sin vugge.

2 Og så skal vi lægge mærke til, er at Jesus bliver født i temmelig ydmyge omgivelser. Der bliver nævnt en krybbe, han blev lagt i; og der kom hyrder til stede. Hyrder var dengang det nederste lag i befolkningen. Faktisk blev de foragtet af andre. Gud tager imod almindelig ydmyge mennesker og mennesker i nød, han vælger at åbenbare sin frelse for hvem, han vil. Og sådan bliver det ved i hele evangeliet og til verdens ende.

Hyrderne på Betlehems marker minder os igen om kong David. Han vogtede også får, før han blev konge.

Englenes budskab – ja, hvad gik det ud på?

Det første englen sagde var:

Frygt ikke!

Dernæst: Han forkynder en stor glæde. Det er næsten en underdrivelse. Sådan kan det være, hvis tingen betyder rigtig meget for os, så synker vi lidt ned i os selv og har ikke trang til at slynge om os med store ord.

Det er nok at sige, at det er en stor glæde – hjertet har nok i det.

En glæde for alle. Ikke for nogle særlige mennesker, men for – alle. Alle – som i alle.

Hvad mere siger englen: der er født jer i dag en frelser.

Sådan blev også frelserens navn Jesus, det betyder: Herren frelser, eller Herre! Frels dog!

Og Frelseren skal findes født lige nøjagtig, hvor han bør fødes: I Betlehem, i Davids by – så nu er det sevet ind!

 

Englen fortsætter med at sætte navne på:

Han er Kristus, Herren.

 

Kristus – hvad betyder det? Den salvede, altså: den salvede konge. Sådan blev konger også før i tiden salvet i historiens løb.

Og det fine er, at vi bliver hans brødre og søstre, så vi modtager på en måde en salvelse, når vi blev døbt eller bliver døbt.

Vi bliver også kongelige. Får en kongelig værdighed. Uanset hvordan vores liv i øvrigt ser ud. Hvor andre vil sige: det ser ikke kongeligt ud. Jo, det er kongeligt at være døbt til at tilhøre Jesus Kristus, den salvede Konge.

Som bringer sit rige med sig, åbner sit riges dør for os.

Og så siger englen: Han er også Herren.

Herren – det var navnet på Gud i den gamle pagts tid, lige fra Adam og Eva over Abraham, Isak og Jakob frem forbi Moses og til profeterne.

Det, englen siger, er, at Jesus virkelig er eet med Gud selv, han er Guds Søn, han har altid været.

 

Derfor har en kristen ladet Maria ligesom tale til sit barn Jesus og sige:

Hvor er jeg dog forundret over, at der her foran mig

ligger et ’gammelt’ spædbarn!

Hans øje er er helt rettet mod himlen, samtidig med

at Han konstant pludrer. Hvor Han ligner mig,

selvom det tyste ved Ham minder mig om Gud.

 

Hvem har dog set et spædbarn,

som ser koncentreret på alting? Det ligner blikket

fra Ham, der har styr på alle skabninger oventil

og hernede. Hans blik ser ud som hos Gud,

der har magten over universet.

 

Hvordan kan jeg åbne mælkekilden

for dig, som er Kilden? Hvordan kan jeg give

mad til dig, som opholder alle ting

med mad fra sit bord? Hvordan kan jeg komme

med svøbet til Ham, som er klædt i lysets stråler?

Prædiken til 4. søndag i advent: afslutning på vejarbejdet

De sidste søndage i advent har Johannes Døberen i fokus. 

Det kan synes mærkeligt.

Men jeg tænker det er lidt som med juleaften, da jeg var barn.

Alt lys blev slukket lige før, vi skulle ind og gå om juletræet. Så gik mor og far ind og tændte lysene på juletræet, vi stod pænt i række, den yngste forrest, og så kom vi ind i den dejlige varme stue, som normalt slet ikke var så varm og tiltrækkende. Og hjertet fyldtes med ubeskrivelig glæde.

Så de sidste to adventssøndage – ja, da er det som om lyset slukkes.

Hvorfor? Fordi det sande lys, Jesus, var ved at gøre sig klar til at træde frem for verden.

Han var ligesom skjult i verden indtil han trådte frem som trediveårig.

Det er det, Johannes Døberen siger, når han siger: Midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig. 

*** 

Johannes Døberen er også lidt som en mand, der kommer frem i rampelyset på teaterscenen. Alt lys i salen er slukket. Alle venter spændt. Nu taler han, og når han er færdig, lusker han bort og er glemt, for i samme nu går scenen op, for nu kommer det virkelige. Manden på scenen var blot en forløber.

Sådan var Johannes Døberen også.

Men hvilken forløber, hvilken mand på scenen. 

De lærde fra Jerusalem skal ud og finde ud af, hvem han selv siger han er. De tænker, at der er noget helt specielt ved ham. Han har disciple, han samler dem, han underviser, han døber.

Er du Kristus? Nej. En af profeterne. Næ.

Hvem er du så?

Og svaret fører os tilbage til Esajas bog, som vi fik læst fra i starten af gudstjenesten.

”Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! (Esajas 40,3).

Så Johannes Døberens opgave var meget større end en mand på en scene. Han var vejarbejder. Han skulle komme med en bulldozer med megen larm, så vejen kunne blive banet. Bare se på cykelstien, de er i gang med ved Maarup nu. Man er ikke i tvivl om, at en vej er ved at blive planeret og lavet her. Og det er endda bare en cykelsti.

Det larmer, vejarbejde. Hvad skal det sige? At Johannes Døberen fortalte folk, at de var nødt til at vende 180 grader rundt med deres liv. Omvend jer, Guds rige er nær, sagde han.

Johannes skulle bane vejen for Herren.

Det, som vi hørte om i læsningen fra Esajas.

At Herren kommer, at Herren er konge.

Det vil sige, at den vej, Johannes Døberen skulle bane, var en vej, så Herren kunne komme hver enkelt ganske nær.

Det budskab, som skal lyde, fortæller Esajas, er budskabet om fred, det er et godt budskab, og der skal forkyndes frelse for folket. 

Landet lå dengang i ruiner, høre vi. 

Men sådan er Gud, han kommer, når vi er i ruiner i vores liv. Tænk tilbage på de gange, hvor han har hjulpet os tilbage på sporet, ja, vi taler jo ligefrem om økonomisk ruin, og så de ruiner, som ulykker, tab og alt muligt er for os.

Herren kommer. Som konge.

Han kommer med fred, godt budskab, frelse, trøst.

Da Johannes har banet vejen, træder Jesus også pludselig frem. Han dukker op ude hos Johannes Døberen ved Jordanfloden og bliver døbt og begynder sit virke.

Og som Esajas skrev om folket: De jubler i kor, for med egne øjne ser de Herren vende hjem.

Sådan så folket dengang Jesus ansigt til ansigt, og da han var opstået og viste sig for disciplene, strålede det fra ham, så deres glæde for altid var i deres hjerter, så de gik gennem ild og vand for at fortælle om ham til verden.

Sådan er vor Gud. Han kommer til os. Med stærk nåde, som vi sang i salmen Sions vægter.

Han kommer og gør dag af nat.

Og når vi påkalder vor Herre Jesus, da kommer han og gør dag af nat.

Og vi fornemmer, at en dag skal livets træ blomstre i Guds rige, som vi også sang om i den salme.

Derfor er der grund til glæde. Ja, mere endnu, det er en pligt for os at være glade, uanset hvad der sker i vores liv. Det er let sagt, men det var det ikke for Paulus, for da han skrev de ord til menigheden i Filippi i Makedonien, da sad han i lænker i fængsel.

Og han gentager: Glæd jer!

Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.

 

Ja, og julen er nær. Juleevangeliet er nær:

Som englen sagde til hyrderne på marken:

I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, Herren!

***

Et meget mærkeligt ord er dette hos Esajas: Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene.

Det lyder som en bokser, der viser sine svulmende armmuskler.

Men vi ved jo, at da Jesus kom, så kom han spæd, blev født i en hule eller stald og lagt i dyrenes krybbe, og der ser vi en blottet arm, et spædbarns arm blottet.

Vi ved, at Jesus trådte frem med ordets magt, med en uhørt myndighed, så folk forvandledes til disciple, for en sådan myndighed som han havde, havde de aldrig set hos landets lærde og præster eller konger.

Prædiken til 25. søndag efter trinitatis 18. november 2018

For et træ er der håb. Sådan siger Job. Men for et menneske er er ikke noget håb.

Kan en, der er død, få liv,

Da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom.

Men det er netop af den grund, at vi holder ud i trængsler, fordi Jesus er opstandelsen og livet.

Han kaldes også et træ, livets træ…


Fordi han virkelig er opstanden,

fordi han virkelig forlod graven,

Ikke levende for endnu engang at dø,

For aldrig at dø igen.

Men det med uforgængelighed, som Paulus nævner, hvordan skal vi forestille os det?

Det forgængelige er, at alting her får en ende, de skønneste oplevelser varer jo ikke ved, det dejligste kaffebord dækket til familien ved en fødselsdag finder sted og bliver ikke bare ved og ved.

Og for nogle er det forgængelige også, at der ikke er en familie at holde fødselsdag med, ingen børn og børnebørn at lege med, indtil man skal hen og drikke kaffen ved kaffebordet sammen.

Uforgængelighed skal vi nu have et billede på. Guds synlige rige.

Vi kan bruge C.S. Lewis’ beskrivelse i Narnia-bogen Det sidste slag. Her er børnene i Narnia kommet fra Narnia til et endnu bedre land:

”Arbejdet er forbi; ferien er begyndt. Drømmen er endt; det er morgen nu… hele deres liv i denne verden … havde kun været omslaget og titelbladet; nu var de omsider begyndt på Første Kapitel i Den store Bog, som ingen på jorden har læst, som bliver ved og ved, og i hvilken hvert nyt kapitel er bedre end det foregående.”

Altså: ferien er begyndt! Skuldrene ned! Og sammen med glæden over Jesu opstandelse, og derfor kraften til at overvinde alle genvordigheder i vores daglige liv, så er det et eventyr med et evigt håb at være kristen.

***

Jeg har læst, at myndighederne i Algeriet er bekymret over, at mange bliver kristne. Den kilde, jeg har hørt, siger, at myndighederne siger følgende til forældre: ”Hvis du ser dine børn glade og tilgivende ... så er de nok blevet kristne.”

Det er hvad en statsmagt føler, troen på Jesus gør ved mennesker.

Hvis de er glade og tilgivende… Det er essensen i den forandring, som evangeliet gør på kristne. Og hver gang vi lader surmuleri og andet få overtaget, ved vi, at vi i Jesu opstandelse og i hans kraft ved Helligånden kan vente hjælp, og derfor er vi udholdende trods det, der kan trykke ned.

***

David Suchet, som har spillet Shakespeare, men er mest kendt for sin hovedrolle i Hercule Poirot, fortæller, hvordan han for få år siden lå i sit badekar på et hotel i USA, da han fik en pludselig og impulsiv lyst til at læse i Bibelen. Det lykkedes at få fat på en bibel, udlagt af Gideonitterne, og han begyndte at læse i Det Nye Testamente. Mens han læste, kom han til tro på Jesus Kristus. Han sagde:

”Et eller andet sted fra fik jeg denne lyst til at læse i Bibelen igen. Det er den vigtigste del af min omvendelse. Jeg begyndte med Apostlenes Gerninger og fortsatte med Paulus’ breve – Romerbrevet og Korinterbrevene. Og det var først efter det, jeg kom til evangelierne. I Det Nye Testamente opdagede jeg pludselig den måde, livet burde leves på.

Derfor bringer jeg nu nogle pointer om Jesu opstandelse og dens betyning i vores daglige liv, og pointer om håbet om vor opstandelse med ham.

Jeg har på det seneste læst Apostlenes Gerninger. Paulus er tæt på at blive slået ihjel i Jerusalems gader.

Den romerske kommandant får hentet Paulus, inden mængden har fået ham lynchet. Så følger Paulus’ forsvarstale over for den romerske statholder Felix og den jødiske ypperstepræst med følge.

Hvad er efter Paulus’ mening det afgørende, der har fået hans landsmænd til at ønske at få ham ryddet af vejen?

”Det er på grund af de dødes opstandelse, jeg i dag står og skal dømmer af jer” siger han.

Og senere uddyber han det, da han også får lejlighed til at forsvare sig over for kong Agrippa. Her siger han:

”Jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den første opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne.”

Og i Paulus’ breve kan vi høre, at Jesu død og opstandelse betyder alt:

”For mig er livet Kristus, og døden en vinding.”

Så derfor regner Paulus også alt andet for tab i sammenligning med det at kende sin Herre, Jesus Kristus.

Han siger, at han har tabt alt på grund af sin Herre, al fortjeneste over for Gud, alt, al ære, al anseelse, som han ellers havde haft helt op til det øverste mål før han mødte Jesus.

Paulus lever fuldt ud det, som Jesus siger: Guds rige er midt iblandt jer

Han forklarer, hvad det i praksis betyder.

Paulus siger, at han vil findes i Kristus.

For Kristus ER Guds rige.

Kristus ER hos os, når vi lukker ham ind i vores liv.

Men Paulus uddyber: han vil ikke være i Kristus i sin egen retfærdighed.

Han vil være i Kristus med den retfærdighed, der fås ved troen på Kristus.

Kun sådan kan han, kan vi kende Kristus og hans opstandelseskraft og være i lidelsesfællesskab med ham.

Og når vi er det, så får vi også skikkelse af hans død.

Det er trøsterigt, fordi vi er i Guds rige midt i lidelsen. Vi er med ham i lidelsen, eller han er hos os i lidelsen.

Det lover Jesus at være, når vi fæster vores lid på ham frem for alt andet.

Vi er altså nødt til at regne alt andet for tab i forhold til ham.

Det er omkostningerne. Men det betyder jo intet, i forhold til, at vi vinder fællesskab med Jesus ikke bare i døden, men også i hans opstandelse, og til sidst arver evigt liv fuldt ud, hvor der ikke skal være død mere, heller ikke lidelse og pine og gråd og sorg.

På det grundlag venter vi Jesus som vores frelser, at han skal komme igen med frelse.

Så vort forgængelige legeme skal forvandles til et uforgængelig legeme.

Det Paulus kalder et herliggjort legeme.

Det vil Kristus gøre med den opstandelses kraft, hvormed han til sidst tilintetgør selv døden.

Undervejs i vort liv skal vi ikke være optaget af, hvornår Jesus kommer igen.

For som Jesus selv siger, det skal være tindrende klart for hele jorden som et lyn, der blinker fra øst til vest, så alt bliver oplyst.

Det, vi derimod skal tænke på, er Lots hustru, siger han.

Hun så sig tilbage, og ville ikke helt miste det, hun må miste for at frelses.

Grundtvig har et vers, hvor han sætter ord på det:

 

Har hånd du lagt på Herrens plov,

Da se dig ej tilbage,

Se ej til verdens trylleskov,

Og ej til Sodoms plage.

Men pløj din fure, strø Guds sæd!

Er jorden dig for tør, så græd!

Vil gråden kvæle røsten,

Så tænk på gyldenhøsten!

Gyldenhøsten – det er Herrens komme i herlighed, med en lyksalighed uden ende, det er at døden selv forsvinder.

Så er livet her mer end møjen værd, som Grundtvig synger.

Møjen med at leve med lidelse, trængsel, tab for Jesu skyld, tage livet på os med alt, hvad det indebærer af ansvar i det liv, der er blevet vores, uden at flygte bort fra det.

Så kan vi styrke hinanden med salmedigterens ord:
Og hvilen, vi alt smagte her,

Vi ved, er mer end møjen værd,

Hvad da, når vi skal kvæde:

Nu evig er vor glæde!

Alle Helgen søndag 4. november 2018

Salige er de fattige i ånden, for Guds rige er deres.

Salige, det betyder: virkelig lykkelige.

De virkelig lykkelige er de fattige i ånden.

Fattige i ånden – det er når vi er afmægtige, det er når vi erkender, at vi ikke selv finder vejen til evig lykke.

Erkender, at det var en drøm, at paradis er her for altid. Jo, i momenter var det her, men når døden skiller os fra hinanden, så brister drømmen. Så indser vi, at der er noget, vi ikke får her. En fylde af lykke, som ikke bliver virkelighed her.

Fattige i ånden: det er vi, når vi erkender, at vi trods ydre rigdom er fattige.

Den fattigdom Jesus lovpriser, er den fattigdom i ånden, som vender sig til ham.

Fordi han alene kan fylde med en fylde af fred, som overgår al forstand.

Kan fylde med en glæde midt i sorg og mangel, en glæde, som varer ved – trods alt.

Jesus siger i grunden tillykke til den hjælpeløse, ikke fordi han eller hun er hjælpeløs, men fordi hjælpeløsheden baner vej for hjælpen.

I den første salme sang vi ordene:

Vi står med tomme hænder for din dom.

Det er egentlig barske ord, nemlig, at håbet ene kan komme, når vi har erkendt, at vi kommer til kort.

***

Jeg hjælper dig, hører vi profeten sige, at Gud siger. Og til fangerne: Gå ud! Til dem i mørket: Kom frem!

Det er et godt budskab, at trods sult og tørst, trods et liv i ørkenen, så skal de opleve en fylde i deres liv alligevel, opleve at få tørsten efter liv slukket.

Der er et løfte om et kildevæld for den tørstige, den der tørster efter mening, retfærdighed, fred i hjertet.

Og en kilde forsvinder ikke, men har altid nyt vand til at slukke tørsten.

Det er ud af sådanne ord, at Jesus siger: Den, der tørster, skal komme til mig. Den, der tror på mig, skal det gå som der står i Skriften: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.

Det levende vand er Helligånden.

Og i læsningen fra Johannes Åbenbaring siger Jesus:

”Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet.”

For intet. Gratis.

Det er det glædelige evangelium. At vi trods sorg og lidelse og følelse af meningsløshed, så har vi gennem Jesus livets vand at drikke af.

Så der er håb trods håbløshed.

Så der er hjælp trods hjælpeløshed.

***

Jeg gør alle mine bjerge til vej, siger Herren ifølge profeten Esajas.

Alle bjerge bliver til en vej.

Et bjerg er enormt, jo tættere man komme på det. Det er massivt, en stor samling af klipper, sand og grus.

Alle bjerge skal blive til vej. Det er et løfte om, at der er en vej frem trods de bjerge, der synes at lukke for en fremtid.

Der er en vej.

Der er en vej trods alle tab. En vej med håb.

Jesus siger så: Jeg er vejen.

Vejen er knyttet til hans person.

Det er Gud, der er blevet eet med os i lidelserne og til sidst tog alle lidelser med op på korset og døde for verden.

Vejen går gennem et kors. Hans kors.

Han kors er blevet en himmelstige.

Eller som vi hørte fra Åbenbaringsbogen: ”Frelsen kommer fra vor Gud, og fra Lammet”.

Lammet, dvs. Jesus, som ofrede sit liv, ligesom et lam der bliver slagtet.

Den uskyldige, der ofrer sig for vor skyld.

Gennem ham og ved ham er der håb midt i håbløshed,

En mening midt i meningsløshed,

Og altid hjælp at hente midt i hjælpeløshed.

 

Kirkebønnen:

For enhver hjælpeløs

Enhver der sørger

Enhver der føler livet meningsløst

Enhver der er ulykkelig.

Fyld vor tomhed,

Gør bjergene til farbar vej,

Det beder vi om…

 

Giv os altid det livgivende vand, så vi ikke skal gå omkring og tørste.

Åbn fremtiden for os trods tab.

Kom med din fred.

Det beder vi om…

For syge. Bring lindring for smerter, helbred efter din vilje i Jesu navn. Det beder vi om…

For vort gamle Danmark. Giv visdom til regeringen, folketinget, kommunal-bestyrelsen, politi og domstole, ja alle som har ansvarsfulde poster iblandt os, at de må virke med retfærdighed og barmhjertighed. For alle andre folkeslag, og for fred mellem landene. Velsign alle, er prøver at skaffe fred. Vær med alle, der er udsendt i fredens tjeneste. Det beder vi om.

For dronningen og hendes hus. For vore kære.

For kristne ud over hele jorden, især dem, der forfølges, også mennesker der forfølges for en retfærdig sags skyld.

For os selv, når vi skal dø, at du ikke vil give os løn som forskyldt, men alene af din nåde og barmhjertighed, for Jesu skyld, vil skænke en glædelig opstandelse til sidst.

Amen.

 

Prædiken 14. oktober 2018

Hvorfor fortæller Jesus alt det om vingårde og vingårdsarbejdere?

Jo, præsterne, ypperstepræsterne, de skriftkloge og politikerne i Jerusalem mener ikke, Jesus kan lære som han gør.

Jesus havde svaret dem: Jeg vil stille JER et spørgsmål, og hvis svarer mig, så vil jeg også sige, med hvilken myndighed jeg taler.

Jesu spørgsmål er: Hvor kom Johannes Døberens dåb fra – fra himlen eller fra mennesker? De lærde er forsigtige og svarer ikke, for de vil helst ikke lægge sig ud med folk, der jo holdt meget af Johannes Døberen.

Hvad var det med Johannes Døberens dåb? Er det virkelig så vigtigt for kristne?

Ja, lige så vigtigt som det var dengang.


Den dåb var sendt fra Gud fra evighed til tidens fylde, til det øjeblik, som skulle vække mennesker til at leve efter Guds vilje, så de var parate til også at tage imod Frelseren selv.

Mennesker blev kaldet til at leve efter det dobbelte kærlighedsbud. Ikke som ord, men i praksis. De lovede før dåben: ja, jeg vil ændre min indstilling til alting.

Selv toldere kom til Johannes Døberen, og de lovede kun at tage det i skat, som de skulle, og så blev de døbt.

Vi hører ikke om prostituerede, som kom til Johannes Døberen, men det har de nok hellere ikke vovet.

Men så kom Jesus! Og tolderne og de prostituerede ligefrem flokkedes om ham.

Og det er det, Jesus siger til præsterne: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.

For de lærde og præsterne havde haft muligheden fra starten for at lade sige døbe af Johannes Døberen og omvende sig. Så havde en præst skullet spørge Johannes Døberen: hvad skal vi præster gøre? Johannes ville have svaret: understøt jeres gamle forældre i stedet for at give alle penge til templet. Men det skete jo ikke, de kom kun for at være tilskuere og kritisere.

Til gengæld kom selveste kong Herodes forbi og Johannes inviterede ham til at omvende sig, for han havde taget sin brors kone og havde giftet sig med hende.

Det er klart, at hvis kongen skulle have kommet ned i vandet til dåb, så skulle han have opløst sit ægteskab eller hvad der konkret nu skulle være sket, nu da han havde rodet det hele sådan sammen.

Altså, hos Johannes Døberen var der et krav om et nyt liv med en ny indstilling som forudsætning for dåben. Det var en dåb til omvendelse, en ny indstilling.

Så kom Jesus!

Og Jesus siger, at det er indstillingen, det kommer an på. Det er fint nok at sige ja, men hvis det bare er ord, kan det være lige meget. Noget i retning af: Jeg har hørt evangeliet, så jeg går direkte ind i himlen. Men der er ingen handling bag ordene – ingen gerninger, ingen ny vilje til at elske ærligt og redeligt Gud og næsten i ansvar dag for dag.

Så er der dem, der siger nej, men alligevel ændrer på deres indstilling og endda begynder at leve med den nye indstilling i praksis.

Og nu fortæller Jesus om vingården og hvad vi skal gøre:

Arbejd i min vingård!

Det er Jesu og hans Faders ord til enhver af os.

Arbejd i min vingård!

Arbejd med mine druer, grav, plant, beskyt planterne, hold øje med dem, så de til sidst giver skønne druer.

Men det er et hårdt arbejde. En siger nej, men går i arbejde. En anden siger ja, men gør det ikke.

Vi skifter alle mellem at sige ja og nej.

Men Jesus siger, at det var bedre at sige nej, men så alligevel med sine handlinger sige ja.

Alt det her med vingården handler om at tage imod Jesus som sin Herre og mester.

Simpelthen.

Og toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer, siger Jesus til. Ja, de kan sige med Kim Larsen: Jeg har syndet i stænger.

Der er ikke noget forstillelse, det er sandt, det er sådan det er.

Men de kan med Kim Larsen også sige: Så vis mig nåde og miskundhed!

Hvad? Nåde og miskundhed? Er det ikke noget vi har afskaffet? Vi troede vi var kommet af med de ord. For de ord siger, at vi er syndere, hele bundtet, hov, det ord har vi jo også afskaffet, men Kim Larsen siger frejdigt, at han har syndet i stænger.

Hvad? Ved sådan en sanger om synd og nåde og miskundhed? Ja, det ser sådan ud, og det er vist noget af hans åndeligt testamente til Danmark, som har afskaffet alt det. Intet til at forstyrre vort ego fra morgen til aften.

Hverken andre mennesker eller Gud.

Hvordan kan jeg sige det?

Jo, hvis synd ikke findes, end ikke er et ord, der giver mening, så betyder det, at et skænderi bare er en diskussion, at min vrede bare er berettiget, fordi andre er forfærdelige, så betyder det, at utroskab slet ikke kan være utroskab, men blot det, at vi gled fra hinanden og vi kom til at komme for tæt på en anden.

Det går langt videre.

Det er som med læsningen fra Esajas, hvor Gud udleverer folket til dem selv, at få det, som de vil, og det betyder, at han lader hegnet omkring vingården gå til, så vingården bliver afgnavet, nedtrampet, så der kommer tjørn og tidsel, så regnen holdes tilbage.

Det betyder, at der i stedet for vindruer kommer vilddruer.

Vi står over for et mægtigt fald bort fra en god indhegnet vingård.

I stedet ret kom retsløshed, siger Herren gennem Esajas, i stedet for retfærdighed kom nødskrig.

Hos os har vi arbejdet målrettet på at adskille tro og liv. Du er frelst ved Jesus Kristus, ja, men hvordan du lever, gør ikke fra eller til. Derfor kan vi også lave Guds bud om, fjerne nogle, reducere dem, og til sidst lade nogle flyde ud til det rene ingenting.

Og derfor må vi som mennesker, som folk, sige til vor Herre: Så vis os nåde og miskundhed.

Og så er vi ved Jesus, vor Herre, som virkelig rækker ud til hele verden. Også ud til de kloge, eller selvkloge, som ikke ville vide af ham dengang og i dag.

For ligesom bibelen er et brev fra den elskede (sådan ville Søren Kierkegaard sige), sådan er det med Jesus i forhold til os: det er Guds kærlighed fra evighed af, i Faderens og Sønnens rådslagning. En ubegribelig og ødsel kærlighed, der kæmper for at frelse alt, hvad der kan frelses, så om muligt kun Satan og hans slæng går fortabt, som vi har det i vores pinsesalme: Du, som går ud fra den levende Gud.

Som Gud ifølge profeten Esajas kæmper for at bringe folkets ledere til erkendelse af deres skyld, sådan gør Jesus også.

Og har altså håbet om, at de forhærdede til sidst overgiver sig og tager imod Jesus som deres frelser.

Sådan taler også apostlen Paulus. Han taler om, at hans eget folk for en tid er forhærdet, men at Guds rige aldrig bliver fuldt ud en virkelighed, uden at jøderne til sidst tager imod Jesus som deres Frelser.

Og Paulus lukker munden på al kritik, når han slutter med at sige:

”For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”

Så lad os høre Kim Larsens sang Den lige vej, lad os hver især komme vore synder i hu, små som store, og store, ja, de store er ofte de synder, som vi selv synes er bittesmå.

Lad os med Kim Larsen bede om nåde og miskundhed, for vi har ofte nok villet gå den lige vej, men så var for meste som om det gik den anden vej.

Amen.

Kim Larsen: Den lige vej

Slutter prædikenen ovenfor

Prædiken 9. september 2018 - om at lytte og falde til ro

Martha bekymrer sig om mange ting, hun er uden ro. Hun har i sig en masse stemmer som fra en stor forsamling af mennesker, der råber så det ene så det andet. 

 

Jesus vil gerne støtte Maria, som har valgt at sætte den indre uro på pause. Og så i stedet modtage ord fra Jesus. Lytte. 

 

For Jesus er jo Ordet, som giver alle andre ord den rette mening og orden. Orden. Ja, for det græske ord for Ord hedder logos, som vi kender fra logik. Ordene, han taler, er fyldt af ånd og liv. 

 

Der er plads til meget i os mennesker. Vi kan ikke leve tomme, noget vil fylde os. Om det så er onde ånder. Kun Guds Ånd kan fylde os, så vi får virkelig fred og ro. Kun Jesu ord har kraften til at skabe god orden i os. 

 

Et sted siger Jesus, at han er som vintræet, ja, han er det sande, det virkelige vintræ. Og vi er som vintræets grene. Nu gælder det for grenen om at være på vintræet. For ellers kommer der ingen kraft og næring til grenen, og der kommer heller ingen frugter. 

 

“Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det.”  

Sådan sad Maria og lod Jesu ord slå rod i sig.  

 

Det var helt sikkert ikke sådan, at Maria ikke gad at gøre dagens gode gerning. Men hun valgte det første først. Og det første, som derfor også skal komme først, det er at lytte til Jesu ord. For Jesu ord skaber, hvad de nævner. 

 

Kom til mig, I som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile, sagde Jesus engang.  

 

Det er ord, som får skuldrene til at synke. Hvilen kommer ikke indefra, men fra ham. 

 

Ud fra hvilen fra ham kan handlingerne flyde. Ligesom saften flyver gennem vintræet ud i grenene, så der dannes frugter. Frugter – det er handlinger, det er gerninger, det er kærlighed, glæde, fred, håb, tålmodighed og meget mere, og de frugter er jo ikke til for den enkelte, men for fællesskabet. 

 

Til enhver af os, som bekymrer os og jager rundt i livet, er Maria et eksempel. Hun sad bare. Hun lyttede bare. Hun lyttede med hjertet. Hun tog ordene ind, så hele hendes liv kunne forandres. Så ordene kunne sætte frugt i hendes liv. 

 

Det minder lidt om H.C. Andersens eventyr Sneglen og Rosenhækken. Sneglen, som jo er et ret langsomt dyr, vil gerne virke store ting i verden, men ser ikke sin egen begrænsning. Sneglens hovmod virker så smerteligt, fordi sneglen om nogen er meget langsomtbevægende 

 

Sneglen foragter rosenhækken, for hvad foretager den sig? Intet, synes sneglen.  

Rosenhækken er vist nærmest enig med sneglen, men forklarer, at den modtager kraft fra jorden, regn fra oven, og så kommer der roser på den. Sådan er dens liv. 

 

Sneglen foragter det liv og kryber ind i sig selv og lukker sig om sig selv. 

 

Og Jesus er her på Marias og rosenhækkens side. De to modtager det hele fra oven. 

Og så sætter de frugt. 

 

Men vi er som oftest som Martha. Det er til os, at ordene rettes i dag. Kun to gange i evangeliet gentager Jesus en persons navn, som for virkelig at få vedkommende i tale. Peter, og så Martha. Han prøver at standse uroen, få hende, få os, til at falde til ro og lytte til hans ord. Det er og bliver den gode del. Det siger han. Sådan er det. Så kan det være nødvendigt at skære ned på mange ting, for at der kan være plads til roen ved Jesu fødder, til at bede og læse hans ord. Det er nemlig det, der er nødvendigt.  

 

Selvfølgelig duer helten ikke uden mad og drikke, men mad og drikke og alle vore gøremål får for meget plads, hvis vi ikke har plads til bøn og Jesu ord. 

 

Det er meningen med dagens evangelium. Og salmisten gjorde netop det: At være Gud nær er min lykke. Min lykke. Den gode del. Den gode del er som en arvelod. Hjertets jord modtager kraft fra Jesu ord, så denne hjertets jord bærer god frugt. Som den etiopiske hofmand sad og læste i Skriften. Og da han så mødte Peter, der kunne forklare ordene for ham, så flammede troen op i ham, og han blev omgående døbt. Det var ikke drop-in-dåb, men drop-ud-dåb, ud af kareten og ned i det nærmeste og bedste vand. 

 

Salmisten advarer os om, at er vi fjernt fra Gud, går vi til grunde. Vi kan bare ikke leve i tomhed. Kun Gud kan fylde os, så vi kan slappe af og hvile rigtigt ud.  

 

Hos Jesus er afslapning fra at ville frelse sig selv. I stedet skænker han os alt, når vi blot hengiver os i tro til ham. Så enkelt, så fantastisk. Amen. 

 

Martha sørgede for Jesus, 

men Maria lod sig sørge for af Jesus, 

Martha gav, Maria lod sig fylde. 

 

Men Martha skal have det sidste ord, 

for en anden gang er det hende, 

som Jesus spørger, da hendes bror er død, Lazarus: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.  Tror du det? Og hun svarer triumferende og glad: 

Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds Søn, ham som kommer til verden." 

 

Her lærer Martha os, 

at vi skal hvile på en måde, vi ikke ønsker at hvile os, nemlig i dødens greb. 

Men Herren er opstandelsen og livet, 

og han har overvundet forkrænkelighed og forrådnelse. Lad os tilegne stadig dybere at den, der tror ham, skal aldrig i evighed dø. 

Prædiken 12. august 2018: Kvinden der salvede Jesu fødder med tårer og olie

Lad os se scenen for os og lige lægge mærke til hvad der står ud som mærkeligt:

 

Jesus er inviteret til middag hos farisæeren Simon. Så vidt så godt. Hvad årsagen til invitationen er ved vi ikke.

 

Jesus siger åbenbart ja-tak, han ankommer, går ind og sætter sig.

 

Her var allerede noget mærkeligt. Jesus er en ung lærer i Israel, så det giver ikke normal mening at han straks kaster sig ned på stolen, hvordan sådan en stol end så ud dengang, måske en lav stol, hvor man sad, indtil værten havde vasket ens fødder for støv. For ingen gik med sokker i sandalerne!

 

Altså, Simon hilser ikke Jesus med et kys, han vasker heller ikke hans fødder, som sig hør og bør i den kultur.

 

Han er ualmindelig uhøflig. Man må spørge: hvorfor har han overhovedet inviteret Jesus? Det må jo være for at undersøge, teste ham.

Er han en profet eller er han ikke.

 

Så dukker en kvinde fra byen op. Hun ved, at Jesus kommer på besøg der.

 

Hun er prostitueret, det mener i al fald Simon, at hun er. Og det er hun måske også.

 

Hun gør alt det, Simon skulle have gjort.

 

Men nu er det jo OGSÅ galt. For en kvinder rører bare ikke ved en mands fødder, hun lader bare ikke sit lange hår falde ned synligt for alle mændene.

 

Rabbinerne sagde, at en mand skulle tage og få sig skilt fra en hustru, der gik på gaden med håret hængende løst.

 

Men kvinden vasker ikke bare Jesu fødder, hendes tårer falder på hans fødder, og hun bruger sin kjole som håndklæde.

 

 

Dagens evangelium taler direkte til dig og mig.

 

Det er ikke sådan, at vi sammen kan nøjes med at glæde os over, at en kvinde modtager tilgivelse fra Jesus.

 

 

Nej, det handler om, at vi hver især ser vores enorme gæld over for Gud og næsten.

 

Farisæerne mente, han kun havde lidt, der skulle tilgives. Altså elskede han så lidt, så han ikke engang gad at gøre, hvad enhver vært ellers burde gøre, nemlig sørge for, at gæsten fik vasket støvet af fødderne.

 

Kvinden vidste, at hun var en stor synderinde. Derfor elskede hun Jesus forfærdelig meget, fordi hun vidste, at han rakte ud til alle og enhver, til toldere og syndere og prostituerede som hende selv. Hun vidste bare, at han ville tage imod hende. Derfor strålede hun af mod ved at komme til Jesus midt i det gode selskab. Derfor brød hun fuldstændig sammen i en strøm af tårer, der kom bag på hende selv.

 

Hun havde jo tænkt sig at hælde salven ud over Jesu fødder, men først strømmer hun over at gråd, angers gråd over sit liv, men også en ufattelig jublende glæde over at bliver taget imod, at blive fundet af hyrden, som det bortløbne får, der bliver fundet, så hendes glæde og gråd ikke kan adskilles.

 

Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget, siger Jesus.

 

Betyder det så, at hun tilgives på grund af sin hengivenhed for Jesus? Ja, det betyder, at hun har kastet sin kærlighed på Jesus, sin tro gælder ham alene af alle i verden.

 

Og den tro frelser, den tro bringer tilgivelse med sig.

 

Som Jesus siger til sidst direkte til kvinden: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

 

Gå bort med fred, fred i dit hjerte, en dyb taknemmelighed, en vished om, at jeg er din frelser, og jeg rækker dig også fremover min hånd, når du falder.

 

Kvindens kærlighed til Jesus viser, at hun har modtaget tilgivelsen. Jesus på sin side viser kvinden kærlighed ved at lade hende græde ud hos ham og salve hans fødder. DET er tilgivelsen allerede, og hun VED det, og hendes tårer sprænger derfor endnu mere frem, helt overvældet af hans uforbeholdne kærlighed og tillid til hende.

 

--- Men, kan vi spørge, hvordan i alverden var kvinden kommet til en sådan tillid og tro på Jesus? For vi har jo hørt i læsningen fra Paulus’ brev, at troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.

 

Kvinden har ganske givet hørt om Jesus, måske også hørt ham tale, helbrede, gøre godt, være mennesker god, tale med myndighed og kærlighed og sandhed.

 

Så troen har allerede været født i hende, og den tro har født kærligheden til Jesus, og så har hun overskredet farisæerens grænser og har crashet selskabet.

 

I bagklogskabens lys kan vi godt forestille, hvad der skete. Vi kan nemlig godt forestille os, at kvinden og folk i almindelighed ivrigt i porte og i gader talte om, at Jesus ligefrem havde drevet en dæmon ud af en udenlandsk kvindes datter. Folk lagde mærke til, tænker jeg, at Jesus trods sit tilsyneladende forbehold over for den udenlandske kvinde, det var en libanesisk kvinde, at Jesus hele tiden havde tænkt sig at befri datteren for dæmonen, men at han først ville lade verden se kvindens tro blomstre og blive fantastisk synlig. Han havde jo sagt til kvinden, at han som jøde ikke skulle hjælpe en libaneser, det hørte sig ikke til, ligesom man ikke giver hundene det brød, børnene skal have.

 

Kvinden griber ud og siger de utrolige ord: Jo, Herre, men hundene æder da smulerne fra børnenes bord!

 

Her skinner hendes tro ud i lys lue, og det er det, Jesus glæder sig voldsomt over og vil nå frem til, så han derfor siger, at den kvindes tro skal huskes overalt i hele verden, når evangeliet forkyndes.

 

Lad de to kvinders tro være inspiration for os!

Lad de to kvinders kærlighed til Jesus inspirere os, som i den danske muld ofte nok synes, at lidt kærlighed må være rigeligt, for man skal jo ikke overdrive.

 

Så lad mig slutte med at sige dette: Farisæerens lille kærlighed viste, at han slet ikke forstod hans egen gælds størrelse.

 

Lad os blot ryste af rædsel over, at vi længe nok har levet som farisæeren, lige meget hvor meget vi undsiger ham med munden.

 

Lad os sige med salmedigteren, hvis salme vi synger til slut:

 

Du er vor Far, den, der vogter og værner,

Lys i det mørke, som kommer fra os.

 

Prædiken 5. august 2018: Hvad har vi tillid til?

 

Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde begyndelsen, hedder det i en læsningen fra Hebræerbrevet.

 

Har vi den tillid? Eller er det smuldret for os i tidernes, i slægternes løb?

 

Hvad har vi tillid til? Pensionen? Helbredet? Penge? En super moderne bolig? Arbejde? Fritidsaktiviteten?

 

Men har vi også tillid til Jesus Kristus?

 

Uden tillid til ham har vi ikke del i ham.

 

Jesus lægger ikke fingrene imellem.

 

Hvis Sodoma havde oplevet det, Jesus havde gjort i Galilæa og omegn, ville den have omvendt sig og fulgt Jesus.

 

Hvad med os danskere? Hvad har vi oplevet?

Jeg ved ikke, hvor mange mægtige gerninger, den enkelte har oplevet.

 

***

 

Hvad er et ondt, vantro hjerte? Det er, når vi kaster tilliden til Jesus bort.

 

Jamen, er vi så onde i hjertet?

Ja, uden Gud og Jesus er vi alene om det, der gror i hjertets jord.

 

Og uden Guds bistand ved sin Ånd kan der ikke kommer gode frugter.

 

Jesus siger det sådan: Jeg er det sande vintræ, I er grenene, uden mig kan I slet intet gøre.

 

En almindelig mening i dag er, at kristendommen handler om næstekærlighed.

 

Det gør kristendom også, Jesus siger rent ud, at uden livsnerven til ham og dermed Helligånden kan vi slet intet gøre.

 

Er det derfor, troen er så usynlig iblandt os?

 

***

 

Guds rige er tiltrådt af Jesus.

 

Alligevel har hele byer ikke villet anerkende det, men de har også nægtet at omvende sig og tage imod den frelse, Jesus har bragt til dem og har givet dem beviser på gennem sine undere og prædikener.


Derfor er Guds dom over dem.

 

I hans egen hjemby ville de gerne høre søde ord fra ham, men de ville ikke bruge de ord til handling. Det var bare underholdning, når de kedede sig.

 

I hans hjemby syntes de godt om ham, men så var han jo ekstrem. Han sagde, da han første gang prædikede hjemme, at en profet aldrig er anerkendt i sin egen by.

 

Har vi danskere i stor stil nægtet at anderkende Jesus som vores frelser og Herre?

Har vi nægtet at omvende os og tage imod frelsen fra ham?

 

Godt spørgsmål.

 

Jesus siger, at hvis de mægtige gerninger, som var sket i Kapernaum, hans egen by, var sket i Tyrus og Zidon, eller ligefrem i Sodoma, så havde byen bestået.

 

Jesus siger, at en bys overlevelse som by afhænger af troen i den by, af at menneskene i den by omvender sig og tror evangeliet.

 

Jesu dom over disse byer gør moderne kristne meget utilpas. Vi ønsker et kærlighedens evangelium, som forsikrer om, at når alt er sagt og gjort, så vil alt og alle klare det fint til sidst.

 

Men evangeliet indebærer dom over vores hidtidige liv, for ellers ville det ikke være gode nyheder.

 

….

 

Sodoma vil få en mildere dom på dommens dag, siger Jesus, end hans egen hjemby, de byer, han har virket mest i.

 

Og har evangeliet ikke virket i mindst 1000 år hos os? Og dog, så vil mennesker ikke omvende sig til tro på Guds rige, på Jesus Kristus.

 

Hvad mon der kommer til at ske med vores land, hvis det fortsætter sådan?

 

Lige nu sker der store undere iblandt os, blandt asylsøgere, som tager imod den fred, Jesus giver, i deres hjerte.

 

Men vi har ladet mission blandt vore egne ligge. Vi har ikke gået til den, gået til hinanden med evangeliet, indbudt til tro.

 

Men tiden er kommet, kan ikke vente meget længere, hvor vi må gå ud på gader og stræder, eller måske hus for hus og indbyde til at lytte til evangeliet og tage imod Jesus i hjertet, så han kommer til at herske der, i stedet for alt muligt andet.

 

***

 

Så længe de er noget der hedder ’i dag’, hedder det i Hebræerbrevet.

Prædiken 8. juli 2018

Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Spørger en Jesus

Det gode, siger Jesus, kun en er god. Selvfølgelig forstået som absolut og uden ophør: god.

God på denne måde kan et menneske aldrig nogensinde være.

Så Jesus siger, at spørgsmålet er forkert.

Ifølge den officielle danske oversættelse siger Jesus så: Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene!

Bibelen på Hverdagsdansk går en anden vej og oversætter den græske sætning sådan her: Hvis du ønsker et godt liv, så hold Guds bud.

Hvis du ønsker et godt liv.

Ja, budene er gode til at have en ramme om livet, som også gør livet et godt sted at være.

Ikke et øjeblik mener Jesus, at manden her eller nogen af os, stor eller lille, kan holde budene til det yderste eller til det halve.

Manden mener, at han er et ordentligt menneske, for han har ikke slået nogen ihjel, han har ikke brudt et ægteskab (ellers noget disciplene synes må være noget af det sværeste, altså at holde sit ægteskab livet igennem), og manden her har heller ikke løjet, han har ikke vidnet falsk, han har æret sin far og mor, og han mener også at han elsker næsten.

Men han fornemmer, at der er noget galt her. Han er jo ikke salig. Så han spørger, om der ikke er mere, der skal til. Han spørger lige ud: hvad mangler jeg?

Jo, han kan jo sælge al sin ejendom.

Jesus havde undladt at nævne budene om ikke at begære næstens hustru og ting og sager.

Det kommer nu frem, at han hænger voldsomt ved sine ting og sager og rigdom.

Og hvad er der så galt med det?

Blot dette, at han har gjort sin ejendom og rigdom til sin Gud.

Og nu nærmer Jesus sig sagen – sagen for os alle.

Nemlig det første bud, som indbefatter dem alle: Du må ikke have andre guder end mig.

Og så siger Jesus. Kom så og følg mig!

Jesus er Gud! Følg mig! Kære menighed. Det er det, han selv fortæller til den, der ønsker at høre.

Lad os tage fat i vores eget forhold til alle vore ting og sager. Vor rigdom. Vi i vesten er ufattelig priviligerede.

Skulle vi ikke begynde at se at give mere, end vi hidtil har gjort? For det ER jo ikke lige meget for Jesus, hvordan vi omgås vor rigdom.

Bindingen til rigdommen er problemet. For som Jesus siger, ifølge Bibelen på Hverdagsdansk, at det ikke er let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.

Det er jo umuligt. For det er lettere for en kamel at gå ind gennem et nåleøje, end for en rig at gå ind i Guds rige.

Og billedet skal ikke afsvækkes. Nej, Jesus mener det.

For det er kun muligt med Gud som den, der kan frelse, den, der kan åbne vore hjerter, så vi netop af hjertet omvender os og følger Jesus fra dag til dag.

Kun når vi bliver som det lille barn, der helt har sin fortrøstning til faderen og moderen, kommer vi ind i Guds rige, er vi der, hvor vi skal være her og i Guds synlige rige.

Ægteskab – nær umuligt

Rigdom – helt umulig

Voksen – umuligt

Var det muligt for Maria at blive mor til Jesus? For Gud var det muligt.

Helbredelser var og er kun mulig for Gud ved Jesus Kristus.

Frelsen, den evige helbredelse, er kun mulig for Gud.

Hvordan? Når Gud virker hjertets omvendelse til binding til Jesus Kristus som vor Herre og Frelser.

Romerbrevet: Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.

Den unge mand spurgte til, hvad han manglede. Han manglede alt, han manglede herligheden fra Gud, som ethvert menneske mangler den.

Fordi vi har syndet, vi har vendt os bort fra Gud og har noget i os, der ikke vil Gud.

Men Gud kan vende hjertet indtil vor sidste stund.

Et eksempel på det er Ribbentrop, som var udenrigsminister i Hitlers regering og var med til planlægningen af udryddelsen af jøderne.

Han og en række andre top-nazister blev stillet for retten i Nüremberg ved krigens afslutning.

Henry Gerecke, en amerikansk luthersk præst med tyske rødder og som talte tysk såvel som engelsk, blev sat til at være præst for de nazister, som erklærede at de var protestanter, det gjaldt 15 stykker. En katolsk præst blev tilforordnet andre 5-6 stykker, som erklærede, at de var katolikker.

Gerecke besluttede, at han ville tage en runde til dem i cellerne og at have ville give dem hånd. Han inviterede dem til gudstjenesten, og 13 af dem kom.

Flere af dem angrede deres ugerninger. Blandt dem Ribbentrop – alt sammen ifølge Henry Gereckes vidnesbyrd.

 

Ribbentrop bad fra fængslet sin hustru sørge for, at deres børn blev døbt og da det stod klart, at han skulle hænges for sine ugerninger, lod han hende vide, at børnene skulle opdrages kristeligt.

Ribbentrop var den første der blev hentet til hænging. På vej til galgen sagde han til Gerecke: Jeg stoler på Kristus. rtraue auf Christus. Han sagde derpå: ”Jeg har min tillid til Lammet, som forsonede mine synde. Må Gud se i nåde til min sjæl”, og så vendte han sig om mod Gerecke og sagde: ”Vi ses igen”. Så blev han hængt.

For Ribbentrop såvel som for røveren på korset ved siden af Jesus er der håb til det sidste, når blot vi angrer vore synder.

Om forudbestemmelse og udvælgelse - tænk alligevel, at være udvalgt uden at jeg skal spekulere på andet end, at alle er kaldet og udvælgelsen i princippet omfatter alle! Prædiken til trinitatis søndag 27. maj 2018 - den der blev holdt! Prædiken ud fra læsningen fra Efeserbrevet

Vi kan lige så godt tage fat på det svære med det samme.

Paulus siger, at Gud før verden blev skabt, har udvalgt os til i Kristus at står hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.

Hvad betyder det? Det siges på en ny måde i næste sætning:

Gud har i sin gode vilje forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus. Og det skal føre til, at vi priser Gud for hans strålende nåde, som Han har skænket os i sin Søn.

Så nu har vi to gange hørt om nåden, som skulle blive en virkelighed ved Jesu gerning midt i historien, noget som Gud har planlagt før alt blev skabt.

Det kan lyde meget forvirrende med udvælgelse og forudbestemmelse.

Men netop denne tale om forudbestemmelse gør, at vi kan afvise enhver tanke om, at vi frelses på grund af noget som helst i os selv. Dommen til sidst til ske på grundlag af Kristus, ikke af noget i os.

Det Paulus siger er, at troen ikke kan opfattes som vor indsats, vor beslutning.

For hvis troen er vores beslutning, så er troen gjort til en gerning, og en gerning er ikke mere tro på Kristus.

Nej, troen er ikke en gerning, men det at vi ubetinget, radikalt, vender os bort fra os selv, fra alt vort eget og ubetinget søger tilflugt hos Kristus.

Sagt med et billede: Kun dækket af Jesu blod består jeg dommen til sidst.

Kun hans frelsesgerning redder mig, frelser mig til sidst.

Paulus vil lære os for enhver pris at droppe tro som tillid til os selv, tillid til, at vi er afgjort og har besluttet os til at tro på Kristus.

Tro er ikke en beslutning om at tro.

Det er i virkeligheden tro forklædt som vantro.

Heroverfor sættes Paulus den hemmelighed om forudbestemmelsen.

Det er en overbevisning om, at troen ikke kommer ved vor beslutning, men sker ved Helligånden, der får magt over vore hjerter ved, at vi hører evangeliets ord.

Luther: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet…” Og Helligånden ”kalder, samler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den sande, ene tro. I denne kristenhed tilgive han hver dag i rigt mål mig og alle troende al synd og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og give mig og alle troende i Kristus et evigt liv. Det er vist og sandt.”

***

Det handler ikke om, at VI får indsigt i Guds skjulte planer.

For Gud har hemmeligheder, fordi Han er Gud, som intet mennesker får indblik i, lige meget hvor meget vi måtte spekulere over tingene.

Derfor må vi ikke nysgerrigt udforske Guds væsen. Den vej fører ind i åndelig blindhed og hovmod.

Nej, i stedet er der kun tilbedelsens vej.

Og den dybe taknemmelighed over frelsen ved Jesu frelsesgerning gennem sit liv og ord, sin død og opstandelse.

Vi kan ikke forklare det skel, som evangeliets forkyndelse her i tiden altid sætter mellem troende og vantro, ved at vi mener, at vi selv har besluttet os til at tro og at andre har besluttet sig for ikke at tro.

Det gør ondt på os, at alle ikke uden videre tror på Kristus, men denne gåde, at det er sådan, at ikke alle uden videre tror, gør, at vi ikke selv kan komme ind i en ubodfærdig sikkerhed. Nej, vi holdes fast i boden, i at angeren hører med til at være kristen.

Når Gud beholder denne hemmelighed om udvælgelsen, så holdes vi fast på at blive hængende ved ordet alene, ved Kristus alene og søge vor frimodighed ene og alene i evangeliets ord om Kristus og Hans gerning.

Dermed holdes vi også fast på troen på Kristus alene, og det fører til den rette tone, altså at vi alene søger tilflugt til orden om Jesus Kristus.

Trinitatis søndags prædiken 27. maj 2018 - første forsøg

Første forsøg - ud fra Efeserbrevet 1:

Alle Guds velsignelser samler sig i dette:

Guds frelsesplan og hele hans frelsesgerning sker I KRISTUS.

Der skal eftertryk på de ord.

Det er overskriften.

 

v. 4-6:

1 vi er blevet udvalgt.

 

v. 7-10

2 Vi har fået syndernes forladelse for alt

Og vi har fået indsigt i Guds mening med alting,

Nemlig at Gud ville sammenfatte alt i Kristus. DVS. at Kristus holder alting sammen, råder over det hele, bliver det endegyldige svar på alting, den yderste forklaring.

Mig er givet AL MAGT i himlen og på jorden…

Vi kan undre os over, at Gud valgte at sætte hele verden i gang og hvorfor han skabte selvstændige mennesker med egen vilje, når han vidste, at det gav mennesker muligheden for at blive onde.

Svaret ligger i Kristus.

Han skulle forsone alt og åbne en mulighed for tilgivelse og redning for alle.

Han skulle genoprette det, som var ødelagt.

Det var det, Paulus kalder den frelsesplan, der skulle opfyldes i tidernes fylde.

Denne plan kaldes på græst oikonomia, altså en slags husholdningsplan.

Gud havde ligesom gjort sit budget op og beregnet risici’ene og beholdningen, inden han skabte verden.

Det hele ender med et plus – takket være Kristus.

 

v. 11-12

3 I Kristus har vi vort håb, inden vi vidste om det. I Kristus har vi fået vores arv, ikke ved egne fortjenstfulde handlinger. Her beror alt på, hvad Gud har besluttet og gennemført.

Alle kristne får her den trøst og opmuntring, at de er kristne, fordi Gud har villet det.

De har nærmest i forvejen et håb, ikke bare en følelse, men en realitet de tager med sig i alle ting, noget der virkelig eksisterer.

Og så stærkt et håb holder os oppe, uanset hvad verden så finder på at sige.

v. 13-14

4 I Ham er vi kommet til tro.

Vi får allerede nu et pant på arven, nemlig Helligånden i vore hjerter.

Helligånden gør, at vi ved, at vi røres af kræfter, som ikke er af denne verden. Og Helligånden besegler os, dvs. Guds løfte har vi vished for gennem det, Helligånden virker i os.

Men hvad så med alle dem, som ikke kommer til tro?

”Gud vil, at alle mennesker skal blive frelst” (1. Tim. 2,4).

Der findes mennesker, om hvem Jesus siger: I ville ikke, som foragter det, Gud ønsker for enhver.

Hvad vi ved er, at Gud ikke har udvalgt nogen til ikke at frelses.

Jesus gav disciplene befaling om at gå ud til alle folkeslag, og gøre alle disse folkeslag til hans disciple ved dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Pinsedags prædiken 2018

I sommernattens korte svale, i dens velsignede kølighed, slår højt fredskovens nattergale, sang vi.

Den korte sommernat er nok et billede på tiden fra pinse til Guds riges komme i kraft og herlighed.

Det er kirkens korte tid, indtil nu de 2000 år.

Vores tid er som en sommernat.

Vi har mulighed for at høre nattergalenes helt unikke sang netop i denne tid frem til Skt. Hans:

Ikke mange vil kunne udpege nattergalen, fordi den er så diskret en fugl og er uanselig med ikke særlig markante farver.

Men dens sang er markant, og den er alene om at synge om natten.

Dens flotte sang består af serier af klaprende, smækkende, skurrende og klukkende toner der tit indledes med nogle eftertænksomme, skarpe toner.

Sådan er kirkens nattergale, der slår højt, med Grundtvigs ord, det er salmedigterne, det er apostlene og deres efterfølgere.

Det kan lyde klaprende og derfor ikke som det allerskønneste at lytte til, men det er til at forstå, det når ind til hjertet og smelter til tro og trøst, til glæde og fred.

Som nattergalen har tre fire motiver har nogle af kirkens talere også kun tre fire motiver, men lyder de i kraft, må vi glæde os over deres trofasthed.

De få tilbagevendende 3 motiver i apostlenes forkyndelse er:

Jesus døde for at bære vore synder bort

Han opstod påskemorgen for at vi skal leve

Omvend jer og tro på Ham!

Og som nattergales toner og mortiver ikke kan laves om, men godt optræde med mange  variationer knyttet til de faste elementer, ja sådan kan kirkens forkyndelse, kirkens nattergalesang ikke laves om, men nok forkyndes med individuelle variationer.

Derfor siger Jesus til os: ”Elsker I mig, så hold mine bud”.

Det begynder for disciplene med en vandring med Jesus. De er ved at lære hinanden at kende.

Men der kommer et punkt, hvor Jesus vil have disciplene til at beslutte, hvad de vil.

Elsker I mig, så hold mine bud.

Jesus vil ikke anses for en visdomslærer blandt mange, mange andre. Det er en falsk lære, som der igen og igen er nogen, som vil bilde folk ind. For så kan vi hver især jo også overtage folk med den smule visdom vi mener at have opnået

Nej, og atter nej, Jesus er ikke en visdomslærer. Han gør krav på disciplenes kærlighed. Og det er noget andet.

Sådan et krav kan kun Gud selv stille.

Og det gør Han og Jesus bekræfter det:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”

Og nu pinsedag hører vi, at Jesus som Gud selv fordrer af os at elske Ham. Han siger dermed rent ud, at Han er Gud, Guds Søn.

Og kære menighed, at vi holder Hans bud og dermed viser, at vi elsker Ham, er forudsætningen for noget andet.

Nemlig at Han vil bede for os.

Ja, det siger Han faktisk.

Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid; sandhedens Ånd.

Jesus nøder dig og mig til at gå skridtet fuldt ud, og om man vil, så er guleroden, at Han så vil bede for os. Ja, hvorfor ikke sige det, som Han lige ud siger det?

Guleroden, eller lad os bare også kalde det et løfte. Og han holder hvad han lover.

Måske sidder der nogen, som tænker: jeg synes det er noget mærkeligt noget at skulle elske Jesus. Jeg kan godt lide Ham, men elske, det er lidt voldsomt.

Godt, så vil jeg tage dig på ordet og vi oversætter Jesu ord:

”Hvis I kan lide mig, så hold mine bud. Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd.”

Men efter lidt tid ved vi godt, at det duer ikke bare at sige: jeg kan lide dig. Vi ved det godt. Men hvis du kan bruge det til at komme over noget og tage en beslutning om at følge Jesus, så er det fint.

Næste trin er at Jesus beder for os.

Lyder det ikke utrolig menneskeligt? Som om Jesus alligevel ikke er Gud eller Guds Søn? Sådan kan vi godt umiddelbart tænke.

Men lad os så tænke efter en gang. Kun et barn kan bede sin far eller mor om noget på en fortrolig måde.

Derfor kan kun Jesus som Guds Søn bede sin Fader om noget, som vi derefter faktisk får.

Hvad? Helligånden, Sandhedens Ånd.

Talsmanden, en anden talsmand end Jesus, nu hvor vi i det daglige ikke ser Ham med vore øjne.

Jesu bøn udvirker, at disciplene får Helligånden i deres hjerter, som lader kærlighedens og sandheden brænde i dem, så alt andet fordamper som dug for solen.

Derfor synger vi til pinse: I al sin glans nu stråler solen! Kristus er solen, hvis lys kommer med sandhed men også med nåde til os, så vi kan tåle at høre sandheden om os selv, for i samme sekund som vi dybt føler vor synd og skam, tilgiver Han os, når vi blot bliver hos Ham.

Og hans lys er så stærkt, så det skinner til verdens end og sådan, at vi aldrig kan begribe hvordan. For Han er overalt hos sine disciple i hele verden og hos enhver, som lytter til sandhed. Og før mennesker ser sig om, har Han fanget dem som levende fisk og gjort dem levende som aldrig før.

Jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig, står der hos en af profeterne.

Faktisk har vi pinsens budskab hver eneste søndag i den hilsen, vi siger efter prædikenen: Vor Herres Jesu Kristi nåde – altså han er død for vore synder, og er opstået, så vi skal leve altid med ham

Guds kærlighed – kærlighedens fællesskab, hvor Jesus er i Faderen, Han er i og vi er i Ham – og det sker ved

Helligåndens fællesskab. For det er Guds Ånd som skaber liv og glæde og fred i os og omkring os og i fælleskabet.

Helligånden skaber kirken, skaber efterfølgere af Jesus Kristus, og det fejrer vi som kirkens fødselsdag, nemlig pinsedag, da Helligånden kom over disciplene.

Derfor vil vi på den dag, da Helligånd udrustede disciplene med kraft og styrke til at forkynde og hvor Helligånden gennem disciplenes forkyndelse fødte ny tro hos mennesker, på denne dag, da lad os hver især bede Helligånden komme i vores midte, røre ved os, styrke og trøste os, lede os og være vor Herre, sandhedens og kærlighedens Ånd.

Bøn ved konfirmationen i Nordby kirke bededag 2018

Kære himmelske Far! Tak for denne festdag, tak for solens lys og varme, for det hus, vi kan samles i her, tak for alle gode gaver, du overøser os med. Tak for hele dit skaberværk fra den mindste orm til den største stjerne!

 

Herre Jesus Kristus, tak fordi du rækker os din hånd og hjælper os i al nød, og at selvom du fortæller os hårde ting om det mørke, der også er i os, så gør du det kun for at bringe os fred ved det, du har gjort for os. Vi takker dig for, at du bar vore byrder op på korset i vort sted, og glæder os over, at du er opstået og aldrig dør mere og derfor altid kan hjælpe os!

 

Gode Helligånd, rør ved vort hjerte, rør ved vore tanker, vort sind, rør ved hele vort væsen! Udrust os med dine gaver hver især og sammen. Velsign i dag konfirmanderne og deres familier og vær hos os med din glæde og fred, du som med Faderen og Sønnen lever og regerer, én sand Gud, fra evighed til evighed.

Animerede små film over Pilgrims Vandrer, som konfirmationsprædikenen henviser til!

Konfirmationsprædiken i Nordby kirke bededag 2018

Kære konfirmander!

Jeg er glad for at have lært jer at kende og at møde jer! Det gemmer jeg som en glæde!

Kære forældre, søskende, familie, venner og bekendte! Kære menighed!

Det er en stor festdag i vores menighed denne dag. En stor glæde er det, at vi nu er samlet sådan på konfirmandernes store dag.

Vi har i timerne arbejdet med at lære tre ting udenad: de ti bud, trosbekendelsen, og så fadervor.

De ti bud viser os, hvor Gud vil, vi skal leve, men som vi ikke kan leve.

***

De ti bud viser os rammerne for et godt liv i verden. Egentlig kan det med Jesu ord siges helt kort: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke og AF HELE DIT SIND, og din næste som dig selv.

Jesus lærer os, at selv den mindste uretfærdighed, det kan være vrede, misundelse, pral, hovmod over for en anden er nok til at vi skulle i fængsel, ja, i helvede.

Det vi tager let på, tager Jesus ikke let på. Jesus viser, at vi er syndere, og at vi gennem livet har tunge byrder at bære på.

De byrder er det, han kom for at hjælpe os af med.

I de små animerede film over bogen Pilgrims Vandrer (se linket nederst!) ser vi, hvordan Kristen, det hedder hovedpersonen, gennem læsning af bibelen bliver klar over, at han faktisk er en synder og bærer på en tung byrde. Det er fremstillet helt bogstaveligt sådan, at han har en enormt tung rygsæk, han hele tiden slæber rundt på. Hans naboer og familie er jo også syndere, men de fornemmer det ikke. For først når vi hører Guds ord, Jesu ord, bliver vi klar over, hvilken byrde vi bærer på.

Kristen går rundt med sin byrde og læser i bibelen. Vi har jo også næsten hver gang læst sammen i bibelen. Og da Kristen er mest fortvivlet, så dukker der en hjælper op, det er Evangelist.

Evangelist viser Kristen, at han skal gå frem mod et stort skinnende lys, hvor han vil finde en lille dør. Den dør skal han bank på, og så får han at vide, hvordan han kan komme af med sin byrde.

Der er flere naboer, som prøver at stoppe Kristen, men han lader sig ikke stoppe af noget, heller ikke af en forfærdelig sump, han falder ned i, og fordi han modigt fortsætter sin færd, sker miraklet, en person, der hedder Hjælp, trækker ham op af sumpen.

Undervejs standses Kristen af en mand, der hedder Verdslig-Vis eller Verdens-Klog. Verdslig-Vis fortæller, at der findes en meget lettere måde at komme af med byrden, og det Evangelist har fortalt skal han overhovedet ikke høre efter. Kristen skal bare gå op til en by, der hedder Moral. Der kan han lære at blive et godt menneske, for så kommer han i himlen, og så finder han også ud af, at han i virkeligheden ikke har en byrde.

Kristen bøjer af fra sin vej og drager mod byen Moral. Det viser sig, at byen ligger på et højt bjerg, der tilmed hælder ind over ham og truer med falde ned over ham.

Det er ligesom det bjerg, Sinaj, hvor Moses modtog de ti bud. Og tanken er, at den der mener at bliver god ved at opfylde de ti bud, bliver knust, for intet menneske kan blive godt og retfærdigt ved hjælp af en lov som de ti bud.

Intet menneske bliver retfærdigt ved sine gerninger, men Gud kan gøre et menneske retfærdigt ved at vi modtager Jesu retfærdighed, for Den fuldkommen Retfærdige døde for os uretfærdige, og når vi følger efter ham, så GØR han os uretfærdige retfærdige, og tager selv al vor uretfærdighed op på sig på korset og tager straffen for vores uretfærdighed.

Heldigvis dukker Evangelist op igen og får Kristen tilbage på vejen hen mod den lille dør.

Da Kristen kommer frem, står der hen over den lille dør: Bank på, så skal der lukkes op. Vores evangelium i dag!

Det gør Kristen, og da dukker er person ved navn Velvilje op, og nærmest hiver Kristen inden for gærdet. Det gør han, for Beelzebub, altså Satan, skyder fra sit bjerg pile efter dem, der forsøger at kommer frem til døren og banke på. Som vi så i filmen, så er der et beskyttende lag ved gærdet, som gør, at pilene preller af, og Kristen er fuldstændig i sikkerhed inden for gærdet.

Sådan er bøn. Vi kommer inden, hvor der er trygt. Personen ved navn Velvilje, er jo Jesus selv, som ikke bare passivt afventer, hvad der sker, men når vi banker på og beder, så kommer der øjeblikke, hvor han virkelig hører og derfor trækker os inden for i sikkerhed. Og sikkerhed, kære menighed, det betyder fred, det betyder glæde, lige meget hvordan man ellers har det.

Nu kommer Kristen frem til en, der hedder Fortolker, som forklarer ham forskellige ting om det, som evangeliet lærer. Vi har jo også prøvet at lære noget sammen om den kristne tro

Sådan har vi lært Trosbekendelsen at kende, hvordan Gud er: Skaberen af alt af ingenting, at han ud af ren og skær velvilje og kærlighed sendte sin Enbårne Søn Jesus for at hjælpe os, at han har siden har sendt os Helligånden til at vejlede, trøste og forvare os, ja, skabe fællesskabet i troen, række os syndernes forladelse, dåb og nadver, ja, det evige liv nu og til sidst også efter døden.

Og som Kristen bliver sendt videre alene efter at have besøgt Fortolkeren, sådan bliver vi også sendt videre i livet hver for sig. Men med fællesskabet her som et sted, vi kan blive opmuntret sammen.

Kristen får besked på at gå op ad en bakke, hvor han endelig kan komme af med sin byrde. På toppen af bakken står et kors, og da han ser op på korset, falder hans byrde af ham og triller væk ned på den anden side af bakken.

Nu har Kristen fået en frihed og dermed også en frimodighed til at gå videre frem i troen, ja, gennem hele sit liv.

For han får noget nyt tøj: Jesu retfærdighed i stedet for sin egen uretfærdighed.

***

Sådan var den historie, vi så i filmen, og meget mere.

Vi så, at ingen fortvivlelse er så stor, at vi ikke har hjælpen i vort eget hjerte, i det løfte, Jesus har givet: at han vil være der for enhver, der tror på ham.

Så kan intet gøre det helt af med os.

Så kan han gøre noget dejligt og skønt for os i vores liv.

***

Nu har vi talt noget om de ti bud og om trosbekendelsen.

Så nu skal vi runde af med, hvad Jesus lærer os om bøn.

Vi har jo så godt som hver gang bedt Fadervor. I Fadervor lærer Jesus os at bede en fællesbøn.

Men derudover er der noget, vi kan kalde personlig bøn. Især den bøn, hvor vi beder Gud om noget. - Det er et mægtigt løfte knyttet til bøn.

Bank på, så skal der lukkes op.

Bed, så skal der gives jer.

Og ikke bare sådan lidt, nej, overvældende meget.

Det gælder for os om at tage det løfte til os og stole på det, dag for dag, livet igennem, i alle situationer, svære som lette. Det løfte er som en nøgle, som åbner døre, der var som låste, situationer, der er som forheksede eller fastlåste. Gud elsker at give, han vil hellere give end tage.

Når vi råber til Gud i vores nød og beder om noget, så bliver hjertet opflammet til at bede endnu stærkere og bede om endnu større ting. Vi skal ligesom tænke os, at når vi beder, udbreder vi en kappe, så vi kan modtage meget.

Således må vi bede til Gud, trygt, med fuld tillid, som kære børn beder deres far og mor om noget.

Og husk: Gud giver kun gode gaver til sine børn. Derfor opfylder han ikke bønner om noget, der kan skade os.

Derfor: lad os bede både når vi står op og når vi går i seng, og ellers sukke til Gud eller takke ham, i løbet af dagen, som dagen nu udvikler sig.

***

Kære konfirmander: Gud velsigne jeres liv rigt! Og når I synes Gud er borte, eller livet bare er svært, så bed og stol på Jesus, stol på hans løfter!

https://www.youtube.com/watch?v=Jwlf8g0ofFo&list=PLNUq3RKxstWeJ7sI_RU5_CJtamdwPX3-C

Den kerubiske hymne - se slutningen af prædikenen til 2. søndag efter påske!

Den kerubiske hymne
Lad os som hemmelighedsfuldt, hemmelighedsfuldt
repræsenterer keruberne, keruberne
og som synger den trefoldige helligsang
og som synger den trefoldige helligsang
til den livskabende, livsskabende Treenighed
(lad os) nu lægge alle bekymringer bort
nu lægge alle bekymringer bort
lægge alle jordiske bekymringer bort,
alle jordiske bekymringer,

for (i stedet) at tage imod alle verdeners Konge
som kommer usynligt,
usynligt båret af englehære,
af englehære!
Halleluja! Halleluja! Halleluja!

Prædiken til 2. søndag efter påske 2018

Jeg vil ærligt indrømme, at jeg helst være med på vinderholdet.

Men i fodbold f.eks. holder folk ikke bare med et hold, der vinder. Nej, alle mulige hold har tilhængere, som hepper på dem uge efter uge. Hvordan kan det være? For alle hold kan jo ikke vinde. Nogle ender med at tabe alt, nogle bliver kedelige midterhold, og nogle bliver godt nok top-hold, men uden chance for at vinde mesterskabet.

Jo, folk holder med det hold, de nu engang er glade for. Det kan være, at de kommer fra en bestemt by, er flyttet derhen, eller har familie der.

Det kan undre, at folk bliver ved med at støtte deres hold, når det nu ikke kan præstere og nærmest aldrig kommer i nærheden af en topplacering. Men det gør folk. I al fald de mest trofaste. En del falder fra i løbet af året og kommer så med igen, hvis det går godt eller der begynder en ny sæson.

***

Åndelig talt vil jeg ikke holde med et hold, hvor det er tvivlsomt om det vinder, om et altså har noget der holder her i tiden og i evighed.

De fleste disciple troede hen omkring Jesu død, at de havde holdt på den forkerte. Og de fleste flygtede eller fornægtede eller forrådte endda Jesus. Selv blandt dem, som havde sagt, at de ville stå på Jesu side, om det så kom til døden.

Og så opstår Jesus, og han møder dem.

Det er som at have vundet en kamp, som først vindes i de døende sekunder af tillægstiden. Og de kan faktisk ikke tro det til at begynde med. De tror og er vantro, men efterhånden siver resultatet ind. At Jesus virkelig har besejret døden.

Her er cifrene ligegyldige, her er sejren det afgørende. Den er nemlig sådan, at den knuser syndens, dødens og Djævelens magt.

 

Så vi kan godt sige, at Jesus vinder 3-0.

Luther sagde, at med os står den rette mand, omgjordet med Guds vælde. Det er den Herre Krist, og sejer får han vist…

Hør nu også, hvad apostlen Peter mener pinsedag, da Helligånden er kommet over ham og de andre disciple:

 

”Den Jesus, I har korsfæstet, har Gud gjort til Herre og Kristus. 

Hvad er det Peter siger her?

At ja, Jesus blev korsfæstet og døde, men han opstod og lever og dør ikke længere overhovedet. Det går op for Peter, at Jesus ikke bare har vundet, men den sejr Jesus vandt over døden, viser, at han er Herre, det vil sige, lige med Gud, er selveste Gud. Ingen andre end Skaberen kan vende døden til livet.

Altså er Jesus Gud, Guds Søn, sådan som Jesus også kaldte sig selv Faderens Søn.

Jøderne der var samlet omkring Peter pinsedag, anerkender, hvad Peter siger om Jesus.

Men nu kommer vi til sagen, for det at Jesus virkelig har al magt i himlen og på jorden og også over selveste døden, det betyder, at så må vi også omvende os og følge ham.

For Jesu død og opstandelse er ingen spøg, men alvor.

Mens han gik omkring, sagde han igen og igen: Omvend jer. For Guds rige er kommet nær – nemlig gennem ham selv.

Omvend jer, andre gange sagde han: Følg mig. Tro på mig.

Det handler om en afgørelse, en beslutning. Finder jeg nogen, der så venlig, barmhjertig, og samtidig taler sådan uden omsvøb om mine synder, så jeg føler anger langt ind i hjertet og forstår, at jeg kun vinder, hvis han vinder for mig i kampen mod synden, døden og Djævelen?

 

Og i hans efterfølgelse er jeg under beskyttelse. For han er min gode hyrde. Han er sin floks gode hyrde. Han beskytter, han sørger for sine, ja, som vi hørte i teksten til Bachs kantate til Davids Salme 23, så giver han også hele tiden velsmagende græs, nemlig hans frelsende ord.

Han kvikker os op med sin Helligånd, så vi kommer til at føle os godt til mode.

Og så leder han os med sine gode bud, så vi ikke driver hid og did, men går på en sti, der er sikker at gå på.

Og så siger teksten noget dejligt, at med ham som hyrde følger godhed og barmhjertighed efter mig i mit liv. Altså vi følger Jesus som vores Herre, og så følger godhed og barmhjertighed efter os.

 

Det er lidt igen som i fodbold, at når et hold virkelig er kommet markant foran, så følger der masser af flot spil, i al fald for en periode. De sprudler pludselig.

 

Men vi, der følger Jesus, vi oplever, at godhed og barmhjertighed omgiver os og skubber os frem i den gode retning. 

***

Om et øjeblik skal vi høre et stykke musik, som kaldes den kerubisk hymne. Det er en hymne, som synges i de østlige kirker, som f.eks. de russiske og græske kirke.

 

Samtidig med at vi er her i al ydmyghed for Guds ansigt, så er vi også hemmelighedsfuldt i kerubernes sted. Vi synger som dem hellig, hellig, hellig er Herren, himlen og jorden er fuld af hans herlighed.

I hymnen opfordres vi til at falde til ro, hvile os, lægge alle bekymringer bort, lægge alle bekymringer bort, alle jordiske bekymringer.

Og når vi har taget de ord til os, så vender vi os i stedet mod Jesus, for at tage imod ham som vor konge, som har al magt, som er omgivet af englehære.

Med Jesus ved vor side så har vi noget at stå imod med, når der er forfølgelse, lidelse, trængsel, og verdens falskhed.

Verdens falskhed – som også findes inde i os selv. Og Peter taler om at lade sig frelse fra denne forkvaklede slægt. Sådan siger han!

Prædiken påskedag 2018: Var Jesus virkelig død, og er han virkelig opstået fra de døde?

Lige meget hvad folk måtte mene om, hvad der skete eller ikke skete,

Så handler den kristne tro om Jesu opstandelse. Hans opstandelse er simpelthen omdrejningspunktet.

Men vi skal lige baglæns og have et par ord med om, hvad folk forstod ved opstandelse dengang.

Grækerne mente, at når man var død, var man død. Det var man, og er man, sådan set enige om, dengang og i dag.

Men hvad så med liv efter døden? Mange grækere ville sige: døden er døden, der er ikke mere, de døde er højest at regne for i et skyggeliv, aldrig et ægte liv.

Andre grækere tænkte, at efter den legemlige død lever sjælen videre.

Men ingen græker troede nogensinde på en legemlig opstandelse.

Hvad så med jøderne? Nogle af dem tænkte som grækerne. Men andre troede, at Gud ville tage sig af sjælen efter døden, indtil legemet til sidst skulle opstå. Det gjorde de ikke mindst, fordi de troede, at Gud var en god Skaber, som derfor til sidst ville gøre alting godt, og derfor også genskabe legemet.

Det vil sige, når vi hører ordet: Jesus er opstået fra de døde, så kan det kun betyde én ting: at disciplene mente, at Jesus var opstået legemligt – her og nu – fra de døde.

***

Lad os nu se på fem grunde til, at vi kan tro på Jesu opstandelse.

1 Jesus døde virkelig. Ja, det er vigtigt! Nogle har sagt: han var vel bare skindød. Det var jo det, H.C. Andersen frygtede så meget, at han skulle blive begravet uden at være rigtigt død, så han havde en seddel på sengebordet, hvorpå der stod, at han ikke var død, bare skindød.

Nej, det er ikke en mulighed. Romerne havde god forstand på at korsfæste folk og sørge for, at de var helt døde. Oven i købet stak de for en sikkerheds skyld et spyd i Jesu side for at sørge for, at han var stendød, og der kom vand og blod ud, fortæller evangeliet, dvs. døden var indtrådt.

2 De kvindelige disciples vidnesbyrd. Kvinder var at regne på lige fod med slaver, og de var så ringe agtet, at de ikke kunne vidne i en retssag. Alligevel fortæller evangelierne, at det var kvinder der fandt graven tom og så Jesus først, heriblandt som den fremmeste Maria Magdalene. Det var ikke Peter, som præsenteres som den første, der så Jesus, tværtimod er han stærkt tvivlende til at begynde med.

3 Øjenvidnernes vidnesbyrd. En masse havde set ham levende igen, fortæller Paulus 1. Kor. 15,3-8, og man kunne jo bare snakke med nogen af dem, de levede jo stadig, mange af dem, tyve år efter opstandelsen, da Paulus skrev det brev.

4 Disciplene forandrede sig fra fejhed til mod. Peter nægtede, at han kendte Jesus, men kort efter vidner han med et sådant mod for store skarer, som også indeholdt præsterne, at folk undrede sig over, hvor sådan en ulærd mand havde alt det mod fra. Nu var disciplene pludselig parat til at dø for deres tro. Og hvem ville gøre det for noget, som man vidste var en stor løgn, og evt. noget, man selv havde fundet på? Som f.eks. at de stjal Jesu legeme og derefter skulle være begyndt at sige, at han var opstået.

Og så ændrede manden Saulus sig. Fra en, som fængslede kristne og havde siddet ved den første kristne martyrs tøj, mens han blev stenet for sin tro. Til en, som Jesus selv viste sig for, så han fra da af var Paulus, som var parat til selv at dø for sin nye Herre.

5 Den tomme grav. Hvor er Jesus?

Det var foregået i Jerusalem. Det var ikke svært at få det her opklaret. Nogle har forsøgt at sige: De gik til den forkerte grav. Men kan nogen virkelig forestille sig, at et menneskes nærmeste venner ikke kan finde den rigtige grav på en kirkegård? Og fjenderne ville have fremvist liget af Jesus. Men bagefter, altså da Jesus har vist sig for dem, er disciplene egentlig ligeglade med stedet, hvor Jesus var blevet begravet. Så meget, at man i dag fremviser to forskellige mulige steder!

Prøv selv at forestille det: den, som er din Herre, som du nu regner for Gud selv i kød og blod, som du har set opstået efter den grusomme korsfæstelsesdød, ham tilbeder du nu som Frelser og Herre, ham får du tilgivelse fra, du tror, at han lever evigt og giver dig evigt liv, som er begyndt nu og til sidst var ved for altid --- tror du så, at du overhovedet i årenes løb interesserer dig for den grav, han havde ligget i? Vel lige så lidt, som du ville blive ved med at interessere dig for det sted på kirkegården, hvor I i jeres familie har haft en grav, men den er for længe siden sløjfet.

***

Men vi kan også lade de fem punkter ligge og nævne tre andre.

A De kristne begyndte at samles på den første dag i ugen, fordi Jesus netop på den dag var opstået fra de døde.

B De begyndte at fejre nadveren, som er en forkyndelse af Jesu død og opstandelse indtil han kommer igen.

C Dåben udtrykkes som en begravelse med Jesus, en død i lighed med hans død, og også en opstandelse som hans opstandelse.

***

Vi kan også sige det helt kort: hvis Jesus ikke er opstået, er kristendommen en skør tro, og så er min synder ikke tilgivet, og jeg har spildt mit liv på det, hvor jeg kunne have brugt mit liv på mange andre måder. Men hvis han virkelig er opstået, så har den, der tror på ham, virkelig håb om evigt liv.

 

John Bunyan, Pilgrims Vandring - afsnittet om fortvivlelse og håbløshed - se også prædikenen nedenfor

Prædikenen skærtorsdag handler om det, der sker i denne animerede video fra Bunyans bog.

Skærtorsdag 2018: Nøglen til at komme ud af fortvivlelse - se også videoen ovenfor

”Jeg elsker Herren for han har hørt min tryglen.”

Sådan begyndte Davids Salme.

Med kærligheden. Intet mere, intet mindre.

Salmen begyndte ikke med intellektuelle overvejelser over livets forgængelighed, men med en klyngen sig til Herren i kærlighed.

At Herren er nær – i kærligheden.

DET overkommer al angst for døden, alle trængsler, al fortvivlelse.

Jeg elsker Herren, synger salmisten, fordi han har lyttet til mit råb om hjælp.

Her er en dyb hemmelighed.

Når vi sidder i elendighed og fortvivlelse, hvad skulle så ændre vores tilstand?

John Bunyan har i bogen Pilgrims Vandring et sted, hvor hovedpersonen, han hedder Kristen, sammen med en anden, der hedder Håbefuld, desværre kommer væk fra den lige vej frem i troen på, at det er lettere at gå på en anden sti, som ledte til noget, der kaldes Afvej-Marken.

Ad den vej kommer de frem til Tvivl-borg.

Her kommer en kæmpe ved navn Fortvivlelse dem i møde og lod dem kaste i fængsel i borgen.

Her tilbringer de al tiden uden så meget som brødsmuler eller en dråbe vand, uden lys, eller nogen, der spørger venligt til dem. Her var de nemlig fjernt fra venner og bekendte.

Kæmpens hustru hed Mistrøstig, og da han i seng om aftenen fortalte det skete, bad hustruen ham om at råde Kristen og Håbefuld til at tage deres liv, når nu deres liv var så forbundet med elendighed.

Men først slår Kæmpen dem, så de slet ikke kan rejse sig op, men ligger hen.

På vej ud råder Kæmpen de to vandrere til at tage deres liv, men de betænker sig dog ved dette råd, for det hedder: Du må ikke slå ihjel. Hvilken beskyttelse mod mennesket i dets elendighed!

Da kæmpen og hans hustru næste nat ligger i sengen, spørger hun til de to vandrere. Da hun forstår, at de standhaftigt holder fast ved livet, beder hun sin mand om næste dag at tage dem op i slotsgården, så de kan se, hvordan det er gået andre, der har været i fængsel hos dem.  Da vil de få ben og kranier og hjerneskaller at se, og da skal de to vandrere forstå, at de inden en uge vil blive sønderrevet af ham, hendes mand.

Vandrerne ser slotsgården og benene, og kommer for tredje nat i slottets fangehule.

Fra midnatstid til daggry forblev de i bøn. Hen imod dagens begyndelse siger han under bønnen til sig selv: Hvor er jeg tåbelig, at jeg ligger her i fangehullet, når jeg lige så godt kan vandre ud, når jeg vil?  Jeg har jo nøglen til at låse os ud af fængslet og borgen – i mit bryst

Nøglen hedder løfte. Og med løftets nøgle åbnedes alle døre og porte ud af fængslet og Tvivl-Borg.

Sådan en virkning har Davids Salmes bøn i Esther Muis udgave:

Jeg elsker Herren,

For han har hørt min stemme og mine bønner.

For han har vendt sit øre mod mig,

Derfor vil jeg kalde på Ham, så længe jeg lever.

Dødens smerter omgav mig,

Og dødsrigets veer greb fat om mig;

Jeg fandt kun nød og sorg:

”Herre, jeg trygler dig, befri mig!”

---

Og så kommer vi i tanker om, at disse ord var på vor Herres Jesu læber på vej til sin lidelse og død.

Han havde – som vi – brug for at synge og anråbe og trygle om Faderens hjælp sammen med sine venner, men i Getsemane magtede de det ikke.

Mon vi hver for sig ligger lange tider i Getsemane i dyb søvn og derfor ikke står vore brødre og søstre bi i deres elendighed? Som Herren Jesus bad os: besøge de syge, dem i fængsel, lægge hænderne på syge, hjælpe dem i mange slags nød.

Kristus løftede frelsens bæger. Frelsens bæger. Frelsens bæger er ikke bare en nøgle ud af elendighed, som i Tvivls-Borg, men er en dråbe af Kristi eget blod, udgydt for dig og mig og for verden, for mine venner og mine fjender, og for dem, som lige nu er lige glade, dem som er glade nu, dem som intet håb ser, ja, først og fremmest for dem.

En dråbe er nok. Han lader sit eget blod flyde i vore årer, så nu slår vort hjerte roligt midt i alt, vi kommer ud for.

Gør dette til ihukommelse af mig! Siger Herren Jesus til os, ja, befaler han os.

Når vi drikker dette bæger, er det noget, vi gør til ihukommelse af ham. Jesu mening er vel, at vi skal forstå nadveren sådan, at han er som levende iblandt os, er nærværende.

Han er nærværende og minder os om sit løfte, at hans korsdød virkelig har virkning for vort liv i tid og evighed.

Denne virkning handler om al elendighed, vi oplever, men løftet gælder adgangen til syndernes forladelse gennem Jesu person. Syndernes forladelse betyder fornyelse af vort indre, opbrydningen af isdannelserne i vort indre, begyndelsen på bortrydning af stenblokke som den, der lå over Jesu grav, så vi er som Kristen og Håbefuld uden håb i Kæmpens Tvivl-borg.

 

Animerede videoer ud fra John Bunyans Pilgrimsvandringen (på engelsk)

John Bunyan skrev den allegoriske roman Pilgrims Vandring. Her er den første af en række små animerede videoer over romanen - meget smukt lavet!

Palmesøndag 2018 - om at komme af med byrderne (med John Bunyans Pilgrimsvandringen)

Rundhåndethed møder rundhåndethed.

 

Jesus er en rundhåndet konge.

 

Han giver heller end tager.

 

Han giver sig selv helt for os i sin død i vores sted. Kun sådan har vi fået fred med Gud.

 

Kun sådan gør kong Jesus som en sand konge op med alt det gamle.

 

Det gamle er forbi, noget er blevet til, da Jesus kom.

 

Fra nu af er der hjælp til vores helt almindelige liv, der begynder kl. 5, 6, 7 eller 8 eller 9 eller 10, afhængigt af vores rytme.

 

Der er hjælp at hente hver dag.

 

Som vi sang før:

 

Led os alle på Herrens bane

Fra verdens kløgt og vor gamle vane!

 

Verdens kløgt kan ikke kende korset – det er dårskab, vanvid. Men sådan er Guds visdom, sådan er Jesu visdom, at frit rider ind til sin visse død, den død, han måtte dø, ville dø, som den eneste vej frem til frelse for verden.


For som hans navn er Jesus, det betyder: frelse, sådan hyldede folk ham ved indtoget i Jerusalem også med råbet: Hosianna, det betyder: Herre, frels dog!

 

Folkets kloge hoveder forstod udmærket, at det handlede om frelse. Det vil sige, det handlede om, at jeg bærer på en byrde, jeg ikke kan lægge fra mig af mig selv, men kun Jesus kan hjælpe mig af med den byrde.

 

Folkets kloge vidste det, så nogle af dem ved korset sagde: Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.

 

Den frelse, Jesus bringer, er både til sjæl, til sind, til krop, ja, ind i det dybeste lag af hjerte og ånd.

 

Og til sidst er det frelsen til opstandelse med ham for enhver, tror og følger ham.

 

 

Men måske vil nogen sige: hvad er det for byrder, jeg menneske bærer på?

 

En mand ved navn John Bunyan levede for tre hundrede år siden. Han prædikede frit rundt om, men blev sat i fængsel, for der var ikke frihed til at forkynde uden for kirkens tykke mure.

 

Han fik god tid i fængslet, vil jeg tro, han var der i hele 12 år og også andre kortere ophold. I fængslet skrev han bogen Pilgrims Vandring.

 

Hovedpersonen Kristen bor i Ødelæggelsens By og vil gerne til Himlens By. Han er tynget ned af en uendelig tung byrde, som skyldes hans viden om sin synd, og den viden har han fra en bog, nemlig bibelen.

 

Hans kone og børn gør skiftes nar af ham og skælder ham ud for hans griller.

 

Han går rundt ude i det fri og læser i sin bibel, og da kommer en person hen til ham. Hans navn er Evangelist. Kristen fortæller om sin tunge byrde, som han føler vil trykke ham længere ned end jorden, helt ned til helvede. Evangelist fortæller ham, hvordan han kan komme af med byrden. Han skal gå hen mod noget lys han kan se i det fjerne, og der vil han opdage, at der er en lille dør.

 

Evangelist siger til ham, at han skal løbe af sted mod lyset, han kan se.

 

Det gør han, hans familie vil ikke med, men et par naboer opdager, at han løber bort fra hjemmet.

 

De løber efter ham, det er to naboer ved navn Stædig og Bøjelig. Stædig kan ikke få overtalt Kristen til at komme hjem igen.

 

Bøjelig derimod vil gerne prøve at komme med.

 

Men ret hurtigt kommer de på deres vej til en sump og synker ned i mudderet. Sumpen kaldes Modløshedens Sump, eller Fortvivlelsens Sump.

 

Det hedder den, fordi der hele tiden afsættes skarn, når mennesker overbevises om synd, og det skarn strømmer hele tiden ned i sumpen.

 

For hver gang en synder har fået øjnene åbnet for sin elendige tilstand, opstår der i hans eller hendes sjæl al slags frygt, tvivl og ængstelige bekymringer – og alle disse ligger netop i denne sump. Derfor er det også så umuligt at gå der.

 

Da vender Bøjelig om, det er bare for meget, hvis vejen allerede så hurtigt er så frygtelig at være på.

 

Da Kristen nærmest har opgivet, men jo prøver at komme igennem Modløshedens Sump, kommer der ud af ingenting en person ved navn Hjælp og rækker ham sin hånd, så han kommer ud af sumpen.

 

Kristen vil vide, hvorfor landets konge ikke har sat den sump i stand, så man kan gå sikkert igennem den.

 

Hjælp svarer: Det har kongen så sandelig også forsøgt, og hans arbejdere har arbejdet i mange hundrede år der for at gøre jordbunden bedre. De har kørt millioner af vognlæs derhen, det er millioner af gavnlige lærdomme gennem tider, men stedet vil blive ved med at være Modløshedens Sump, lige meget hvad der gøres ved den. Ganske vist har Kongen sørget for en del gode og faste trin, endda midt igennem sumpen, men ofte kan man ikke se de trædesten. Og selv hvis man ser dem, bliver folk som regel svimle i sumpen og træder uden for og falder derfor i dyndet. Men kommer man igennem sumpen, er jordbunden god frem mod den lille port.

 

På vejen er der en person, som stopper Kristen og vil have ham til at tage en anden vej, nemlig hen til byen Moral eller God Opførsel.

 

Kristen lader sig overbevise, men da han kommer hen i nærheden af byen, er det et forfærdelig højt bjerg, og det så ud som om bjerget ville falde ned over ham.

 

Evangelist møder ham nu igen og får ham væk fra dette forfærdelige bjerg, og til sidst ankommer Kristen til den lille port. Da han først er der inden for, kan Djævlenes glødende pile ikke for alvor ramme ham længere.

 

Kristen får nu vejledningen til at gå til et helt andet bjerg, og der vil han virkelig komme af med sin byrde.

 

De han ankommer, står der et kors på toppen og da han kommer helt op, triller hele byrden af hans skuldre og falder ned i et dyb, og han er fri af sin byrde.

 

Kære menighed!

 

Sådan er Kristus, han vil tage vore byrder og kun give os en let byrde i stedet, nemlig bare at følge ham i liv og død, prøve af al magt at gøre det, han har befalet.

 

I de ti bud lærer vi, hvor tung en byrde vi bærer på, og at vi umuligt kan gøre os selv fri af den byrde ved at prøve at leve ordentligt.

 

Men i evangeliet lærer vi, at Jesus tager vore byrder på sig på korset, han bærer verdens synder der, og derfra har han banet en vej videre frem mod sit synlige rige, en vej, hvor vi igen og igen kan kaste vore byrder på ham.

 

For han er Frelseren og Befrieren, ingen anden. Han er den gode Konge, som med rundhåndethed øser ud af sit forråd.

 

Som vi sang:

 

Her er han, som vil løse

Hver syndebunden træl,

Her er han, som vil øse

Trøst i hver bange sjæl.

 

Her er han, som vil bære

En tornekrans for dig,

Her er han som vil være

Din drot (konge) evindelig.

3. søndag i fasten 2018 om sandhed: "Mig tror I ikke, FORDI jeg siger jer sandheden"

Det er noget særligt ved den kristne åbenbaring.

Det hører med til den, at den forkastes af mennesker. 

Den forkastes af dem, der skal tro på den.

Som Jesus siger: Bygmestrene forkaster hovedhjørnestenen, som er grundsten og anstødssten i ét.

Når sandheden åbenbares, så viser det sig, at mennesker ikke vil vide af sandheden.

Kristendommen er ikke sandhed, fordi nogen tror på den.

Det passer bedre at sige, at når nogen ikke tror på den, er det, fordi den ER sandheden.

”Mig tror I ikke, fordi jeg er sandheden”, siger Jesus i dagens evangelium.

Når selv jøderne forkastede Jesus, hvor meget mere ikke andre mennesker.

Jesus siger ikke: Mig tror I ikke, selvom jeg siger sandheden.

Men han siger: Mig tror I ikke, FORDI jeg siger sandheden.

Sandheden er til stede overalt, men fortrænges af os.

Evangeliet taler om sammenstødet mellem sandheden og så mennesker, der udmærket ved, at det er sandheden.

Paulus taler om, at menneskene holder sandheden ned ved uretfærdighed. Rom. 1,18.

”Var Gud jeres fader, ville I elske mig”, siger Jesus. Gud er kun Fader for os, når vi elsker Jesus.

Hvis vi skal kalde Gud fader, så det er sandhed, beror det ikke på os selv, men på ham, som kalder sig selv Sønnen.

En kristen er en, der ikke kan kalde Gud fader undtagen ved Jesus og i Jesu navn.

***

Jesus siger ikke alene sandheden, han ER sandheden.

Det er Gud, der er det selvfølgelige, ikke mennesket, ikke samfundet, ikke verden.

Vi har en gammel Adam i os, som ikke vil Gud. For den gamle Adam er det nyt, at Jesus er sandheden, at Gud er det selvfølgelige, ikke mennesket, ikke verden.

Den gamle Adam har vendt spørgsmålene om. Han spørger ikke: Hvorfor er jeg til, hvorfor er noget overhovedet til?

Men: Hvorfor skulle Gud være til? Er Gud overhovedet til?

Sådan spørger den gamle Adam, for mennesket har gjort sig selv til udgangspunktet, det er grundsynden.

Det er grundløgnen, at mennesket er udgangspunktet.

Hvis vi skal ind i sandheden, må vi ophøre med at være udgangspunktet.

Og det sker i troen. I troen ophører vi med at være udgangspunktet.

Vantro er at ville være udgangspunktet og derfor aldrig rigtig lade sig sige.

Når vi selv er udgangspunktet, ja, så har vi Djævelen til fader, og sandheden er ikke i os.

Så kan vi ikke høre Jesu ord.

Jesus understreger, at han ingen synd har. At han altså taler sandheden fuldt ud, altså ER sandheden.

Der er dybest set kun to syn på menneskets forhold til sandheden.

Det ene siger, at vi er søgende, at alle er på vej mod sandheden. Ikke ad samme vej, men ad forskellige veje. Ligesom hvis alle bevægede sig opad på et bjerg og trods forskellige veje ender på toppen.

Mennesker er efter dette syn forskellige steder på vejen op, men det er bare forskellige grader af sandheden, ikke sandhed mod usandhed.

Ud fra dette syn er Jesus en vejviser, en af de mange, må ske den bedste, men en iblandt flere. Derimod må det afvises, at han er vejen, som han selv siger.

Det var det ene syn.

Det andet syn på mennesket er, at menesket ikke er søgende. Nej, det er en bortløben, en vildfaren.

Det søger nok sandheder, men ikke Sandheden. Det er tværtimod på flugt, på vej bort fra sandheden.

Sådan taler Bibelen: ”Der er ingen, som søger Gud, de er alle kommet på afveje.” (Rom. 3,11 med et citat fra GT).

”Vi fór alle vild som får, vi vendte os hver sin vej” (Es. 53,6).

Hver sin vej – ikke mod sandheden, men bort fra sandheden.

Bibelen kender ikke noget til mange forskellige veje til sandheden. Det er en helt fremmed tanke i Bibelen.

Men Bibelen kender til mange veje bort fra sandheden. Ligesom Jesus taler om det tabte får, der ikke søger hyrden, men må opsøges af hyrden.

Jesus viser derfor ikke mennesket vejen, men ER vejen, standsningen af mennesket på dets vej, og i det øjeblik mennesket er blevet standset, er det ankommet i Guds rige, i sandheden.

Og ligesom vi enten er i sandheden eller i løgnen, er vi enten i kærligheden, eller også er vi ikke i kærligheden.

Sådan tales der i Johannes’ Åbenbaring til en menighed: Du har svigtet din første kærlighed.

Der hører et helt liv til at leve som kristen, i sandheden, i kamp for at blive i sandheden om sig selv, at leve af Guds nåde ved Jesus, at leve ud fra, at Gud og hans Søn Jesus er udgangspunktet.

Men Gud har hjulpet os i vores liv. Jesus siger, at han udsender Helligånden til dem, fra Faderen, og han kalder Helligånden for Sandhedens Ånd.

Uden Helligåndens hjælp, uden at vi påkalder Gud og Jesus i vores dagligdag, står vi ustandselig i fare for at vende alting på hovedet igen og igen: nemlig at gøre os selv til udgangspunktet, og gøre Gud og Jesus til noget, vi kan overveje eller skippe, som vi lige føler for.

Og vi kan også så bare skippe den kristne tro, fordi hvorfor skulle der være en tro, der er mere rigtig end de andre.

Men det er jo en måde at gemme sig for Gud, ligesom Adam og Eva gemte sig for Gud i Edens have. De vidste godt, at de havde forladt sandheden, og så gemte de sig.

Sådan er det med at hvorfor skulle der kun være én vej til Gud en måde at gemme sig for Gud på. Det må vi forsage. Det er Djævelen, der frister os. Derfor forsager vi også Djævelen og alle hans måder at lokke os til at være til for os selv og kun for os selv.

Djævelen har det godt, når vi kun lever for os selv. Men for en kristen gælder det om at leve for Jesus, som døde og opstod for os. Det gælder om at lade Helligånden få råderum i hjertet, så sandheden kan få lys og plads. Og når sandheden gør det, så dømmer den os også. Så må vi indrømme hvad ondt vi gør, angre og bede om tilgivelse for det. Det er Helligåndens fantastiske gerning. Men endnu mere: Helligånden læger også de sår, vi får i livet, hele os, når vi ikke lyver om os selv.

Og Helligånden styrker os og trøster os, så vi kommer på fode gang efter gang. Også når vi er kommet på afveje. For der er kun én god vej, Jesus vor Herre. At vandre med ham og i fællesskab med ham. Lytte til ham. Følge ham.

2. søndag i fasten - om at komme ned fra bjerget, prædiken holdt for den farsitalende menighed ved Christianskirken i Aarhus

Markus 9,14-29

Jesus har været sammen med tre af sine disciple oppe på et bjerg.

Der var Jesus for deres øjne blevet forvandlet, så hans tøj så blændende hvidt ud, og Moses og Elias havde talt med ham.

Peter var helt salig ved at opleve dette.

Han foreslår, at de skal bygge hytter, ligesom til en stor jødisk fest løvhyttefesten.

Fordi den fest er gennemsyret af stor glæde.

Og midt i alt det hører de en stemme fra skyen: Det er min elskede Søn! Lyt til ham!

Så forsvinder synet af Moses og Elias, og det hele bliver almindeligt igen, og de går ned fra bjerget.

Er der ikke nogen her, som har oplevet ubeskriveligt vidunderlige ting fra Gud – i et syn, i en drøm? Noget som har ændret dit liv for altid?

Sådan var det også for de tre disciple.

De fik lov til at smage saligheden af Jesu guddommelige liv, som aldrig dør.

Og Jesus forklarer synet: Elias kom på en måde i skikkelse af Johannes Døberen som en forberedelse til Messias’ komme, og han blev slået ihjel.

Men Jesus skulle også blive slået ihjel.

Det hele skulle ske helt anderledes end Peter og hans venner kunne forestille sig.

Enhver af os ville ønske, at vi altid kunne være fyldt af Helligånden, så vi altid var helt på toppen og glade, ligesom de tre disciple må have følt det oppe på bjerget.

Men der kommer dage, hvor det føles, som om alt det, vi oplevede af stort med Gud, tages fra os.

Det er det, Jesus forbereder os alle på gennem det her.

Forbereder os på, at vores liv foregår her på jorden, for vi har en opgave her.

Forbereder os, så vi ikke giver op, men forstår, at det er meningen, og at vi nu oplever, at troen prøves, at vor troskab prøves.

***

Godt, nu kommer Jesus og de tre ned på jorden så at sige, ned fra bjerget.

Straks dernede er der stor forvirring og diskussion. De 9 andre disciple har ikke kunnet uddrive en dæmon fra en dreng.

Der er kaos. Der er skriftlærde, som i Jesu fravær er ved at gøre disciplene forvirret.

Nu er det folkeskarens tur til at blive glade. De skynder sig hen til Jesus.

Jesus er som en magnet for fortabte mennesker, for fattige, for fortvivlede, for ensomme, for syge af enhver art.

Disciplene kunne ikke drive dæmonen ud.

Og nu er det Jesu tur til at opleve nedtur for alvor. Han ville ønske, at han snart ikke skulle være blandt dem længere. Det siger han jo.

Han kan næsten ikke klare al den vantro, han oplever. Fra skaren, men så sandelig også fra hans allernærmeste, disciplene.

Men vi må aldrig tage fejl af Jesus. Ja, han spørger, hvor længe, han skal være blandt denne vantro slægt. Men nej, han bliver ved, han rører ved mennesker, han helbreder, han prædiker til ny tro, til trøst, til glæde, han tager al slags medicin frem fra sit forråd for at hjælpe mennesker, uanset hvilket situation de er i.

Faderen til den dæmonbesatte er i tvivl, om Jesus KAN hjælpe, for det kunne disciplene jo ikke.

Jesus svarer: ”Hvis jeg kan? For den, som tror, er alt muligt”.

Da råber faderen et råb, som giver genlyd til i dag: Jeg tror, hjælp min vantro!

Det ord har jeg selv levet på i en lang periode, hvor jeg var formørket i sindet.

Enhver af os kan bruge de ord selv. Vi siger, at vi er på vej til at tro, at vi gerne vil tro, men at vi også har vantro i os. Og vi erkender det, så vi beder: Hjælp vores vantro!

Hjælp os tættere til dig, Jesus, skab ro i vores sind og tanker og krop, kom med din fred, din glæde, din stabilitet, din guddommelige kraft til mit svage sind. Du er stærkere end alle andre, kom! Kom, Gud Helligånd, som Jesus sendte til os! Vær hos os i al fortvivlelse, i alt mørke, i al ensomhed, i al følelse af meningsløshed!

Da virker Jesus med sin mægtige kraft og befaler den onde ånd at fare ud af drengen og aldrig mere vende tilbage til ham!

Og det sker!

Når Jesus befaler, sker det, han befaler skal ske. Han er 100 procent Gud og 100 procent menneske og hvad han vil, det sker.

Ingen har hans myndighed, og derfor må Satan forsvinde, når Jesus kommer til.

Det gælder dig og mig i vores hverdag derhjemme og altid.

Lad os altid overgive os til Jesus i hverdagen, så beskytter han os mod Satans forsøg på at gøre noget ondt ved os.

Og drengen virker til at være død, men sover af udmattelse, fordi dæmonen har hærget så længe og raset, da Jesus kastede dæmonen ud.

Men Jesus tager drengen ved hånden og rejser ham op, og nu kan han gå helt almindeligt rundt.

Sådan rejser han også dig op, når du blot beder ham om det, eller en ven beder om, at Jesus må rejse dig op.

Og derfor har Jesus sat os ind i et fællesskab, hvor vi er som et legeme. Han er hovedet, vi er kroppen.

Vi kan ikke undvære hinanden. Hver eneste en er nødvendig.

For kan den ene fod undværes? Eller det ene øje? Eller værst: begge øjne? Eller hvad med begge arme?

Nej, i Jesu kirke er der brug for alle.

Derfor har Jesus udsendt os for at hjælpe hinanden i fællesskabet, og række ud til alle mennesker.

Det Peter gerne ville oppe på bjerget var at bygge hytter, så de kunne sidde sammen og have det saligt sammen og spise og være glade.

Løvhytternes mening hos jøderne var, at de skulle være bygget af meget tyndt materiale, så at man kunne høre naboens glæde, men også hans sorg. Der måtte ikke være lukket af for regnen fra taget, for man skulle mærke Guds regn og om natten kunne se stjernerne.

Sådan skal vi også se og mærke hinandens glæde, men også sorg.

Og i dag vil vi med sorg beder for Iran og Irans kirke, som vi også har sunget om.

For bønnen er det, der driver vantroen ud, bønnen skal til, for at vi i Jesu navn kan drive den onde bort.

Som Jesus sagde: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn”.

Nogle håndskrifter har: ”ved bøn og faste.” Men de fleste håndskrifter har det enkle: ”ved bøn”.

Bøn – det er at vi modtager fra Gud, ligesom vi modtager regnen fra himlen til jorden.

Vi kan ikke af os selv. Efter store oplevelser af syn og drømme kommer vi alle ned på jorden, og der har vi brug for bønnen, holde fast ved bønnen.

Så Jesus lærer os i dag, at bøn er godt for alting, men ikke mindst for Djævelens angreb på os.

Og dernæst er det noget, han lærer os alle i fællesskabet. Og i fællesskabet styrker han os, gennem bønnen.

Bøn er jo ord, vi beder til Gud, til Jesus.

Vi begyndte med lovsange.

Vi må endda bede om, at Gud vil åbne vores mund, så vi kan lovsynge ham.

Vi er skabt for at beundre hans skaberværk, beundre Skaberen, beundre Jesus.

Derfor lovsang.

Men også som tak for alle de gode gaver, han overøser os med hver dag – ting, vi tager for givet.

Vi vil i dag også takke for det smukke Iran og bede Herren røre ved folkets ledere, så livet i Iran bliver helt nyt og frit for alle mennesker.

Samtidig lever vi her i Danmark. I et kristent land, men med mange problemer.

Vi har virkelig brug for ordet og bønnen og fællesskabet og brødet og vinen, Jesu legeme og blod.

I nadveren styrker Jesus os med sig selv, så vi forenes med ham. Hans blod kommer ind i vores årer. Hans guddommelige kraft kommer til os i vores skrøbelighed. Og altid sådan, at vi ikke EJER kraft selv, men altid igen og igen modtager den. Amen.

Prædiken om at tjene, om fristelse, og om begær der kan vokse sig stor og ende med død

Jesus kom for at tjene mennesker, ikke for at betjenes. Sådan skal vi også være. Privat, men også i fællesskabets sammenhæng.

 

I Guds Rige byttes der om på værdierne. Den ældste skal være som den yngste. Ja, det står der!

Og lederen om den, der tjener.

 

Og i selve Guds synlige Rige vil alle sidde sammen til bords med Jesus.

 

Alt det der med at lade folk føle ens magt, det er bandlyst fra Guds Rige.

 

I dagens evangelium er der ikke stukket noget under gulvtæppet. Apostlene diskuterer, hvem de er størst. De er uenige om det. Meget menneskeligt, men meget forkert i Guds øjne.

 

Jesu bøn for Peter, om at hans tro ikke må glippe, er en bøn, Han også beder for os, at vi ikke gør os selv store, men røre ved vore hjerter, så vi indser, at vi er små, at vi er tjenere.

 

”Og når du engang omvender dig, så styrk dine brødre.”, sagde Jesus til Peter.

 

Noget skal ske med vores hjerte. Omvendelse. Omvendelse er omdrejningspunktet i at være Jesu discipel.

Hele tiden er der noget i os, der skal forandres. Vi skal træffe en beslutning om at omvende os. Det er jo det, Jesus siger til Peter: Og når du engang omvender dig…

 

Peter skal gøre noget, vi skal gøre noget.

Det er så sandelig ikke kun en passiv modtagelse. Nej, det er liv og død. At være Jesu discipel kræver os med hud og hår, hjerte, sjæl, sind og alt, hvad vi er.

 

At være Jesu efterfølger har ikke noget med religion at gøre. Det handler ikke om en masse regler, men om hjertet. Om at lukke Guds Ånd ind, lukke Jesus Kristus ind i vort hjertet, lukke Gud vor Fader ind i vort hjertes tempel.

 

Det handler om at lade vort hjerte omskære. Ja, sådan taler apostlene om omvendelse.

Omskærelsen af drengebørn var og er en fysisk ting. Men den egentlig omskærelse og renselse har med hjertet at gøre.

 

Profeten Ezekiel taler om, at Gud vil give os et nyt hjerte i stedet for kødhjertet.

 

Jesus taler igen og igen om renselse, med Helligåndens ild, med sit ord.

 

Hvad har dette så med Kain og Abel at gøre? Jo, Kain var den ældste og ville være den ældste også åndeligt talt i Guds øjne. Han kunne ikke tåle, at hans lillebror bare gjorde det, Gud gerne ville have.

 

Jakobsbrevet forklarer nu, hvad det var der skete i Kains hjerte og i et hvert hjerte. Det begynder med et begær. Begæret kan være af en hvilken som helst art. I tilfældet Kain er begæret at undertrykke sin bror. Han går ind i misundelsens og jalousiens tilstand. Og som Jakob siger i sit brev, først underfanger begæret, så sætter det synd i verden. Det sker, når Kain og vi lader begæret fylde os op, for så undfanger det synden.

 

Og når først synden er blevet til et foster, så ender det med fødsel. Synden vokser nøjagtig som et foster, et barn, og føder ved terminen. Men hvad føder synden? Forfærdeligt, den føder død.

 

Vi har i medierne i vinterens løb kunnet følge et forfærdende eksempel på et begær, der har fået lov helt uhindret at blive til synd og til føde død, bogstavelig talt, i den såkaldte ubådssag. Der leges med begæret på mange måder, og begæret undfanger synd, og synden fører uden undtagelse til døden, på den ene eller anden måde.

 

Og ve vor tid, når mennesker med høj cigarføring pådutter os, at fristelser er til for at gå ind i! At fristelser skal dyrkes, for sådan modnes vi som mennesker.

 

Ingen af os kan være tilskuere til livet!

 

Enten lader vi begæret undfange, eller også ikke. Det kommer fra os selv. Vi har, siger Jakob, magten til at forhindre undfangelsen. Det er ikke en naturlov at undfangelsen sker.

 

Nu er det vigtigt for Jakob at sige, at det ikke er Gud der frister os ind i begæret. Det klarer vi udmærket selv.

 

Så når vi beder: Led os ikke i fristelse, så betyder det, at vi beder Gud om at være os nær, når fristelsen kommer, bevare os fra at gå med fristelsen. Ja, vi beder om at blive ledt uden om fristelsen. Det er en betryggende og alvorlig bøn, som altid minder os om fristelsens frygtelige virkelighed. Vi er en kampplads mellem godt og ondt og har brug for al guddommelig hjælp, så vi lader fristelserne fare.

 

Nej, Gud leder os ikke ind i fristelsen, men Han prøver os. Det er noget andet. Det er den måde, vi her på jorden vokser i troen frem til mere rolig åndelig sejlads.

 

Der kan være mange prøvelser, men prøvelser er ikke det samme som fristelser.

 

Gud frister ikke, men står ved vor side, når vi beder om hjælp, så selv om vi står helt ved indgangen til en fristelse, ja, er kommet ind i fristelsens entre, så hører Gud gerne vor bøn, så vi når at finde døren og komme væk.

 

---

 

Nu er det fastetid, tid til at lade Jesu ord om omvendelse gå til marv og ben.

 

Omvend jer, Guds rige er kommet nær! Sagde Han og siger han.

 

Vend jer mod Guds rige, følg mig, er det han siger her.

 

Når I vender jer om, vender jeg mod Guds Rige, vil dets skønne luft strømme jer i møde med duft af livet, evigt liv uden ende, kærlighed, barmhjertighed, sandhed, godhed.

 

Så lad os vende os mod Guds rige.

 

Gå i os selv, blive tjenere for hinanden, ikke undertrykke andre, hjælpe hjælpeløse, hindre undertrykkelse aktivt, redde mennesker fra undergang.

 For hvad er det inderste i det at faste? Esajas 58:


       v6  Den faste, jeg ønsker,
      er at løse ondskabens lænker
      og sprænge ågets bånd,
      at sætte de undertrykte i frihed,
      og bryde hvert åg;
       v7  ja, at du deler dit brød med den sultne,
      giver husly til hjemløse stakler,
      at du har klæder til den nøgne
      og ikke vender ryggen til dine egne.
       v8  Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden,
      og dit sår skal hurtigt læges;
      din retfærdighed går i spidsen for dig,
      og Herrens herlighed er bag dig.
       v9  Da kalder du, og Herren vil svare,
      da råber du om hjælp, og han siger: Her er jeg!

Prædiken om Guds rige til Septuagesima søndag 4. februar 2018

Guds rige er et sennepsfrø,

Trodser vinter, kan ikke dø,

Det bliver til et verdenstræ,

Der giver jordens fugle læ,

De bygger rede i rigets skygge.

 

Sennepsfrøet, der kom i jorden, det var Jesu ord sået ud i folket, i menneske efter menneske, enkeltvis, i grupper, i folkemængder.

 

Det er vigtigt at huske, at godt nok var der ofte mennesker i stor mængde til stede, når Jesus talte, men det var i en længere periode.

 

På et tidspunkt tyndede det godt ud i tilslutningen, og folk blev skuffede. For de ville have haft Jesus til at gøre efter deres hoved, nemlig blive en politisk frelserskikkelse, som skulle befri folket fra romernes overherredømme.

 

Til sidst spørger Jesus direkte de sørgelige rester af disciple: Vil I også gå fra mig? Tænk, det kom dertil. Tænk, det spurgte han faktisk om.

 

Men det kan de trods alt ikke. Jesus, du har det evige livs ord, siger Peter, vi kan ikke gå bort fra dig.

 

Men ud over, at der var den lange periode med stor tilslutning til Jesus og så en periode hen mod korsfæstelsen hvor tilslutningen svandt ind til meget lidt, ja mellem de to yderpunkter var der først og fremmest det enkelte menneske, Jesus mødte.

 

Den samaritanske kvinde ved brønden, en kanaanæisk kvinde og hendes dæmonbesatte datter, en blindfødt mand, en døvstum, en lam mand, en død ven og hans søstre, en kvinde med blødninger, der ikke vil holde op, dæmonbesatte enkeltpersoner.

 

Ofte hører vi om andre i selskab med denne enkelte person, men fokus er i første omgang på den enkelte.

 

F.eks. den samaritanske kvinde: efter en lang samtale med hende ender det med at hele landsbyen kommer ud og hilser på og møder Jesus.

 

Jesus beder hende egentlig bare hente én anden person, nemlig hendes mand, men det kan hun ikke, for hun er ikke gift med den mand, hun er sammen med. Men det bliver altså hele byen hun tager med sig ud til Jesus ved brønden.

 

Eller den lamme mand – fire kammerater slæber ham op på taget af det hus, hvor Jesus taler, bryder hul og sænker den lamme mand ned lige hvor Jesus står, så en stor gruppe mennesker pludselig bliver vidne til det, der sker.

 

Sådan kunne vi blive ved.

 

Men vi kan også lige tænke på, hvem Jesus overhovedet talte til, da han snakkede om Guds rige som landbrug med kornets vækst og et sennepsfrø, der bliver til et træ med store grene.

 

Her taler Jesus ikke til den lille gruppe af kernedisciple, men til folkeskaren, som er samlet ved Galilæas sø.

 

Vi ved, at han talte til hele folkeskaren og ikke kun disciplene, fordi Markusevangeliet understreger, at Jesus talte kun i lignelser til den brede skare af folk.

 

Til dem, som skulle blive Guds rige folk.

 

Vi vil nu samle os om, hvad salmedigteren har at sige om Guds rige.

 

Det er vidunderligst af alt på jord.

Vidunderligst.

 

Oh, vi er vant til at bruge små ord.

 

Men lad os hjælpe hinanden til at bruge de største ord om det største – Guds rige.

 

Dets herlighed er uden sammenligning.

Det begyndte med Guds herlighed, der skinnede fra Moses’ ansigt, da han kom ned fra bjerget med tavlerne med de ti bud

 

Kong David sang om templet som stedet, hvor Herrens herlighed bor, som gør, at han elsker det hus.

 

Han siger: Min mund er fuld af lovsang til dig, jeg priser din herlighed dagen lang.

Og: Herrens herlighed skal vare evigt.

 

Profeten Esajas så i et syn Herren på sin trone i templet og seraferne omkring ham, der sang:

 

”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,

Hele jorden er fuld af hans herlighed!”

 

Og her på vej ind i fastetiden kan vi mindes, at Esajas får ord fra Herren om, hvad sand faste er, nemlig at løse ondskabens længer, sprænge ågets bånd, sætte undertrykte i frihed, og bryde hvert et åg, ja, give sultne brød, og ikke vende ryggen til ens egne.

 

For da skal et lys bryde frem og Herrens herlighed følger i ryggen på dig, bagefter dig på din vandring.

 

Det skinnede i profeten Ezekiels syn, en herlighed fra en, der lignede en menneskesøn, en profeti om den salvede konge, Jesus.

 

Og da Guds Søn blev født til verden, så hyrderne herligheden stråle om englene, der forkyndte Jesu fødsel.

 

Og disciplene Hans herlighed, de erkendte, at den herlighed kom fra Faderen, en herlighed fuld af nåde og sandhed.

 

Og Guds herlighed lyser ud fra de undere, Jesus gjorde.

 

Til sidst blev Jesus med sine egne ord herliggjort på korset, så korset står som et banner, der skinner for altid ud i verden med frelse, glæde, fred, tilgivelse for enhver, der vender sig til Jesus.

 

Hans ord skabte, hvad de nævnte: syn til blinde, hørelse til døve, tale til stumme, at kunne gå igen for lamme, ro og samlethed til dem, der var besat onde ånder, liv til døde.

Sådan er hans guddommelige ord, de er Guds riges hemmelighed.

 

Med Jesu ord døbes og gives hans legeme og blod. De skaber håb, gode kår, ro i sindet, latter over vore hjertesår, for i troen på Jesus Kristus kan vi springe over grave, nu og altid.

 

Jesu rige skaber ved hans ord lys i mørke, paradis i ørkenen, i din personlige ørken.

 

Lad hvisle kun i ormegård,

At riget er lagt øde,

Gud kroner ligeguldt dets år

Med frugtbarhed og grøde.

 

Ja, lad blot nogen hvisle således.

Vi ved, at Jesus skaber sit rige fra det mindste og mest usandsynligt lille frø.

 

Sådan er det altid. Det bliver ikke anderledes. Fra ydmyghed til herlighed.

 

Med tålmodighed som landmanden til den ubegribelige høst, den uforudsete høst,

Ja, høst, hvor der ikke engang var sået.

 

Guds riges herlighed og glans er som kornet på marken godt på vej i maj måned,

Som solen over havet

Som fuglenes fulde kor til langt ud på skærsommerens aften.

 

Guds rige herlighed er, at vi skal møde vor konge Jesus Kristus, eller rettere, Han skal møde os på opstandelsens morgen.

 

Da skal vi erkende fuldt ud, da skal vi se ham, som han var og er, ansigt til ansigt.

 

Da riget er med solekår

Til syne og til sted

I evighedens gyldenår

Med ret og fred og glæde.

Prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger 2018

Levende vand.

Ikke i morgen, men lige nu.

”Jeg var så tæt på at sende dig bort”, synges der. Sådan som den samaritanske kvinde var lige ved at gøre.

Sådan som vi danskere har for vane at gøre. Sende Jesus bort.

For livet er endt med at handle om det fysiske, det materielle, det psykologiske.

Levende vand, du kommer ikke til at tørste igen, siger Jesus.

Han vil slukke din tørst. Ikke sådan at du ikke mærker tørst, for sådan er vi. Men så husker vi på, at han virkelig er livets vand.

Vi er nødt til at høre det, minde hinanden om det. I vores materialistiske tid. Vi er holdt op med at mærke vores tørst. Fordi vi har så mange erstatninger. Vi mætter vore sanser ustandselig. Og på den måde kan vi ikke mærke vores tørst efter Gud.

Det glæder Djævelen, som ikke ønsker os held og lykke.

Og han har en villig samarbejdspartner i os. Han hvisker til os: Gud findes ikke.

Han er fristeren.

Men når vi er lige ved at sende Jesus bort, som vi hørte i sangen, ja, så kommer han bare til os, uanmeldt, ukaldet, alt hvad vi skal er blot at bede.

Når vi beder, flygter Djævelen. Når vi beder: Vor Far i himlen! Så flygter Djævelen. Vi mærker det ikke, men det sker.

Jesus skruede fadervor sammen, så alt, hvad vi har brug for er samlet der.

Han lader sit levende vand strømme i mængde mod os gennem bønnen.

***

Det levende vand findes kun hos Jesus. Det er forargeligt for verden, for hvad bilder Jesus sig ind.

Nej, han bilder sig ikke noget ind. Han er Guds Søn og tilbyder det levende vand til enhver, der blot vil bede om det.

Hans levende vand er som en flod af godhed. Vi kan ikke forstå hans mægtige godhed, men det skal vi heller ikke. Vi skal blot tage imod den.

***

Jamen, var det ikke bare en begivenhed dengang i Samaria, en tilfældig dag, da Jesus sagde de her ting?

Hvordan har det for alvor noget med mig og dig at gøre?

Så må jeg først spørge: hvad gør du med dine bekymringer? Hvad gør du med dig selv, når du føler, at andre ikke anerkender dig? At andre ikke ser dig? Hvad gør du, når du føler, at du ikke er noget? At alle andre er noget ved, men ikke dig?

Det er her, evangeliet rører dig og mig.

Det handler lige præcis om en ’tilfældig’ kvinde engang. Nej, det handler gennem hende om enhver, der vil stille sig ved siden af Jesus som hans discipel.

Jesus går lige til sagen: kvinden har en tørst, hun slet slet ikke vidste hun havde.

Vi opdager først den dybe tørst, når vi møder ham. Så opdager vi, hvad skønhed, godhed, kærlighed virkelig er.

Når døren lukker sig for os, ja, så hører vi, at Han er døren og samtidig den gode hyrde, og at der er vej ind og ud til føde for os, hans får.

Altid føde, altid levende vand.

Så lærer vi, at uden Gud bliver vi aldrig hele.

Og når vi føler, at vi ikke er noget værd, at de andre ikke bryder sig om os, ja, så lyt til sangens ord om Jesus, der kæmper for at minde dig og mig om, at han døde for vore tårer, for det liv, vi synes ikke var noget.

Er du fortvivlet? Så er han det gode håb, der aldrig svigter i evighed.

Er du tørstig? Så giver han dig af sit levende vand. Det levende vand har også et konkret navn: Helligånden, som Jesus sender til os.

 

Prædiken juledag 2017 i Langør og Tranebjerg kirker

En herlighed strålede om hyrderne, en herlighed, som kommer fra Gud selv gennem Jesus.

Den herlighed, siger Johannes, er fuld af nåde og sandhed.

Nåde – han vil rejse os op, hver gang vi falder og kvajer os og misbruger livet, det vil han, når bare vi rækker ud efter hans hjælp.

Sandhed – han har givet os Sandhedens Ånd, han talte sandhed og kun sandhed, det er også derfor lyset skinner fra ham. Men det skinner med en kraft, som gør at det, der er mørkt i os, bliver oplyst, og det er ikke rart. Så kan det føles lettere bare at gå sin vej og ikke blive generet af så kraftigt et sandhedslys.

Men kære menighed, vi kan tåle dette lys, fordi der er også kærlighedens glød i det lys, for så højt elskede Gud verden, at han sendte sin Enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Vi kan tåle dette lys, fordi Gud, Jesus, er kærlighed, ja, selve kærlighedens kilde.

Så lad os med opladte sind grunde over det, Johannes fortæller os i det, der er blevet kaldt hans juleevangelium!

Lad os sætte os i disciplenes sted. De vandrede med Jesus rundt i landet, og til sidst var de vidne til hans død. Tre dage efter fandt de graven tom, da de ville se til graven, og Jesus viste sig for dem.

Deres liv var blev tændt af et lys, som aldrig slukkes: Jesus er Herre selv over døden, han er opstået og lever.

Efter at Jesus var gået bort fra dem, ventede de 10 dage i Jerusalem, sådan som Jesus havde sagt, de skulle gøre. Og da tændtes lyset på en overvældende måde i dem, for Helligånden kom over dem ligesom ildtunger og satte sig på hver af dem. Og de blev fyldt af Helligånden, og nu begyndte de at prædike for alle mennesker rundt i verden, i første lange omgang rundt i Asien og Middelhavsområdet – det var nok for koldt at komme op til Danmark, og måske kunne de heller ikke have fået lov til at være gæsteprædikanter i landet med den nye tro de kom med. Måske var der nogen, der kom herop, men bare blev slået ihjel, sådan som vi ved det skete meget senere.

Hvor kom det lys fra, som disciplene modtog? Det kom fra Jesus ved Helligånden. Jesus havde forudsagt, at Helligånden skulle være der for dem i hans sted og vejlede dem, opmuntre dem.

Han kalder Ånden for Sandhedens Ånd.

Og Ånden tænder dem i brand. De er uimodståelige. De oplever samme mirakler, som Jesus udvirkede, helbredelser og undere. Paulus blev forsøgt slået ihjel mindst lige så mange gange som Jesus, han blev pisket, mishandlet, sad i fængsel gang på gang. Men lyset han havde modtaget var så varmt og godt, at trods alle trængsler og lidelser skriver han engang fra et fængsel: Glæd jer i Herren! Jeg gentager: Glæd jer!

Johannes var en discipel, som forstod Jesus på en helt særlig måde. Enhver der læser evangeliet mærker det. Og Jesus havde jo sagt, at den, der følger ham, skal have livets lys. Og det lys, Johannes havde modtaget, det lader han nu skinne igennem sit evangelium.

Og han begynder sit evangelium helt tilbage før alle tider.

Han siger, at Jesus var hos Gud før alting blev til, at alting er blevet til ved ham, at han var Gud.

Han kalder Jesus for Ordet. Jo, Jesus talte de dejligste ord, der kan tænkes, til afgørelse, til trøst, til håb, til overvindelse af al modstand mod ham, ord af sandhed, og kun sandhed.

Han er livet selv, hører vi, og gennem evangeliet hører vi ord af Jesus,

At han er sandheden, vejen og livet,

At han er verdens lys,

At han er det levende vand, som gør at man aldrig igen skal tørste og løbe efter noget andet,

At han er livets brød, som gør at man aldrig mere skal sulte, men er mættet,

At han er opstandelsen og livet.

Men – mørket greb det ikke, hører vi.

Mørket fik ikke fat i lyset, i Jesus, mørket fik ikke bugt med ham, overvandt ikke Jesus.

Mørket overvandt ikke Jesus. Gang på gang forsøgte Jesu fjender at sætte ham til vægs, men det lykkedes dem aldrig. For visdommens lys skinnede med en uimodståelig kraft fra Jesus.

Mørket fik ikke bugt med ham, da mørket fik ham korsfæstet. For Jesu herlighed stråler for altid ud fra korset, og Johannes siger, at der på korset blev Jesus ophøjet, så hele verden kan se, hvad han har gjort for verden, og kan tage imod hans tilgivelse og hans evige liv – bare ved at tage imod Jesus i ens hjerte og følge efter ham.

Og mørket begreb ikke Jesus, verdens lys. Desværre har mørket en allieret i os selv. Vi må blive ved med at vælge side til fordel for lyset.

Og noget i vores tilstand gør, at vi heller ikke begriber ham uden vi bliver oplyst af Helligånden og grebet af Jesus.

I går fortalte jeg historien om en lille pose, som ikke kan rumme en meget, meget stor ting. Og det er så vore hjerner, som er en lille bitte pose, som ikke kan rumme den meget meget store ting, som er Gud. Men det betydre jo ikke, at Gud ikke er til, men bare, at vi har en stærkt begrænset fatteevne.

Her må vi træffe et valg, ja, det er en viljesbeslutning, vil jeg tage imod Jesus eller ej?

For evangeliet er ikke en bog om Jesus, men selve evangeliet er en person, er Jesus selv.

Så vi skal ikke fokusere på ting og hændelser og ord, men på den, der gjorde de ting og talte de ord, nemlig Jesus.

Hvis lyset kommer fra en bestemt kilde, så ville det være dumt at prøve at finde lyset alle mulige andre steder, er der ikke noget om det?

Det er sådan vi gør, når vi lægger det med Jesus på hylden.

Men det er jo det med kampen mellem lyset og mørket, der er problemet. Mørket er i verden, så derfor er mørket også på spil i os selv.

Når alt kommer til alt, handler det om at tage imod eller afvise.

”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham.” Det står der. Og der står også: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.”

Så vi er ikke i os selv Guds børn, men tager vi imod Jesus, som vores lys, vores liv, ja, så bliver vi også hans brødre og søstre, Guds børn.

Det valg står altid åbent, så længe vi lever, at tage imod ham.

***

Julenat strålede en herlighed fra englene med budskabet om Frelseren, den Salvede konge, Herren, der var født i Betlehem.

Det lys så hyrderne som de første og kom derfor ind til Betlehem. De tog budskabet til hjerte, og det glemte Maria dem aldrig for.

Og Johannes fortæller, at den herlighed, som skinnede på marken til hyrderne dengang, den kom fra Jesus, som igen havde den fra Faderen.

På den ene side var Jesus til fra evighed af, på den anden side blev han et menneske på et bestemt tidspunkt midt i vores verdens historie. Det er for stort til at vi kan gribe om det og fatte det.

Så lad os i stedet følge den vej, Johannes viser os: bare tage imod Jesus, verdens lys, i vores hjerte, i vores liv.

Prædiken juleaften 2017 holdt i Onsbjerg og Nordby kirker

Juleaften 2017

Først et forsøg på at forklare, hvad vi sang i salmen ’Det kimer nu til julefest’. Undervejs sang vi:

Ja, sjunge hver, som sjunge kan:

Nu tændtes lys i skyggers land

Og ret som midnatshanen gol,

blev Jakobsstjernen til en sol.

Jakobs-stjernen er en profeti om, at der engang skulle komme en stjerne, der skulle stige op over Jakob, det betyder: Israel.

Og så er der midnatshanen, der gol, dvs. galede. Hvad er det for noget?

Måske handler det om Stefan, den første martyr, som vi mindes 2. juledag. En legende fortæller, at den helt unge Stefan havde set stjernen over Betlehem og forstod, at en ny konge var født til verden. Han gik derfor op til kong Herodes, som sad ved sin aftensmad. Kongen var vantro over for det, Stefan fortalte, og ikke mindre Stefans tro på en nyfødt konge. Da sagde kongen, at medmindre den stegte hane, som lå på bordet, fløj op og galede, troede han ikke på det. Da skete underet: hanen fløj op og galede.

En anden historie siger, at hanen galede med ordene: Christus natus est! Det betyder: Kristus er født.

***

Efter denne indledning går vi til prædikenen!

***

Det skete.

Det skete på et bestemt tidspunkt i verdenshistorien.

Det skete i et fjernt hjørne af verden.

Det skete i en bestemt by. Betlehem.

Det skete.

Skete det om dagen eller natten?

Skete det om vinteren, i foråret, om sommeren eller i efteråret?

Det ved vi ikke, men det skete.

Lige så sikkert som at en ganske bestemt lam mand engang blev helbredt af Jesus, så han straks kunne gå og stå. DET skete i Jerusalem tæt på templet.

Lige så sikkert, som at Jesus helbredte en lam mand båret på sin båre af fire venner, op på taget, og firet ned gennem taget mellem strå og ler.

Lige så sikkert som lamme rejser sig fra kørestolen, når Jesus helbreder i dag,

Lige så sikkert som Jesus helbreder når og hvor han vil, og vi har set det.

Vi har mærket det. Vi har erfaret det.

Når vi derfor tænker på Jesu fødsel og alt det underfulde, der fortælles der, så lad os huske på det underfulde, vi selv har oplevet og erfaret.

<span style="font

Lucia blev født ind i en adelig familie på Sicilien ved slutningen af det tredje århundrede.

Hendes far var romer, men døde, da Lucia var fem år gammel. Lucias navn betyder ’lys’, lux.

Hun led døden i Syracus på Sicilien omkring år 310.

Lucia søgte at hente helbredelse for sin mors sygdom i Sankt Agathes helligsted. Moderen blev faktisk helbredt, og Lucia fik da sin mor til at give meget af sin rigdom til de fattige.

Lucia ville vedblive at være jomfru og ville derfor ikke giftes. Manden, som ville have giftet sig med hende, truede med at lade Lucia blive bragt til et bordel, med mindre hun afsvor sin kristne tro. Men han kunne ikke bevæge hende til det, selv da 1000 mænd og 50 okser forsøgte at trække hende derhen.

I stedet gjorde de brænde klar rundt om hende og antændte træet, men hun blev ved med at tale og insisterede på, at hendes død ville få kristne til at frygte døden mindre og at hendes død ville blive til skuffelse for de ikke-troende.

En soldat stak et spyd gennem hendes hals uden virkning.

Først kunne først dø, da hun havde modtaget sakramentet, altså Jesu Kristi legeme i skikkelse af det indviede brød.

I en fortælling om Lucia hedder det, at hun hjalp kristne med at skjule sig i katakomberne under kejser Diocletians forfølgelse af de kristne.

Hun bragte forsyninger ned til dem i katakomberne, og for at have begge frie til at bære mad og fornødenhederne ned til de kristne i skjul, satte hun en krans med lys i på sit hoved. 

Dyr ser ofte mod jorden for at finde mad, og deres udsyn er ikke særlig langt. Anderledes med mennesket: det kan se meget langt med det indre øje.

Og mennesket er placeret med benene på jorden og med hovedet i luften, ikke bøjet mod jorden, med forbindelse både til jorden og til himlen og med udsyn til verdens ende og mennesker omkring en, der har brug for hjælp - med begge hænder.

Lysene, som pigerne bærer, symboliserer ilden, som ikke ville brænde Lucia op, da hun var placeret med brænde omkring sig.

Den 13. december var indtil omkring 1700 i Danmark årets længste nat, altså vintersolhverv. Det er forvirrende, men i virkeligheden var den 13. december dengang det, der nu svarer til vintersolhverv. For omkring 300 år siden indførte vi i Danmark den gregorianske kalender. Det kom til at betyde, at den 13. december ikke længere er vintersolhverv!

Der blev ved med at være, måske, en bevidsthed hos folk om, at den 13. december var vintersolhverv – og stor forskel er der jo ikke at mærke for os, en uge fra eller til.

Men den 13. december som Lucias dag kendes allerede i en klosterkalender før fejlen med de 8 dages forskydning. Og sådan er det i hele Europa.

Så trods ændringen af kalender, fastholdtes den 13. december som Lucias dag.

I Romer-riget fejredes den 25. december som den dag, hvor solen blev født, Sol Invictus, den sejrige Sol, i det fjerde århundrede var det den dato, der svarer til vintersolhverv.

De tidlige kristne forestillede sig, at det også måtte være Frelserens fødselsdag, fordi man dengang tænkte, at verden var blevet skabt på forårs jævndøgn, på det tidspunkt 25. marts. Det var den dag, Jesus blev undfanget, og så blev han selvfølgelig født ni måneder senere, 25. december.

Da nu Luciadagen 13. december i virkeligheden var det, vi kender som 21. december, så blev Lucia-dagen også kaldt ’lille jul’ i Sverige.

Meget tidligt tillagde kristne Jesus titlen ’solopgangen fra det høje’, som svarer godt til tanken om Jesu fødsel tæt på vintersolhverv. Man ville formidle, at Gud tændte lys i mørket, det største lys, nemlig den som selv kalder sig Verdens Lys og lover enhver, som følger ham, at man ikke skal vandre i mørke, men have livets lys. Samtidig ønsker han, at hans efterfølgere som Lucia bruger det lys, de har fået, så det skinner for andre.

I adventssalmen Vær velkommen, Herrens år hedder det i det første vers: Julenat, da vor Herre blev født, da tændte sig lyset i mørkets skød.” Lyset tændtes ikke, men tændte sig – selv, Guds Søn, Frelseren.

I mange julesalmer er der fokus på lyset og mørket.

”Nu tændtes lys i skyggers land” – som en opfyldelse af profetierne i Det gamle Testamente om Jesus.

Og ret som midnatshanen gol

Blev Jakobs stjerne til en sol.

En profeti fra Mosebøgerne, som også er blevet forstået som en profeti om Messias, Gudsrigets konge.

Selvfølgelig er der fokus på mørket, for vi hører om, at hyrderne kom ind til Betlehem til barnet i krybben om natten, i mørket.

I julesalme En rose så jeg skyde, hvor Jesus sammenlignes med en rose, der spreder en dejligt duft af en overflod af dejligt liv, der hedder det:

Den rose fin og lille

Har dejligt duft og skær;

Den lyse for os ville

Og sprede mørket her…

Og endelig fortælle Johannesevangeliet juleevangeliet på sin særlige måde og kalder Jesus Ordet og siger:

I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.

Her er der en kamp mellem lys og mørke, mellem Jesus og Djævelen.

Profeten Esajas har en sådan profeti:

”Det folk, der vandrer i mørke, skal se et stort lys,

lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.”. 

Lucia har modtaget det lys, og hun forstår hele sit liv ud fra sin tro på Kristus. Det lys, hun havde, skinner stadig i herlighed gennem hendes klippefaste tro og medlidenhed med fattige, hendes hjælp til sin mor, så hun helbredes, og hendes trofasthed mod sin Herre indtil døden.

Vi vil gerne finde Jesus, sådan sang vi i den første salme:

Oh Jesus, dig at finde

er nu vor fulde agt…

Men det er ikke altid ligetil.

Der er forhindringer.

Jævnligt var folk indædt rasende over, at Jesus helbredte syge under gudstjenesten i selve synagogen. Prøv at forestille jer noget lignende i dag.

Så var der dengang, hvor disciplene ikke ville have, at børnene må komme i nærheden af Jesus.

En anden gang skældte en folkemængde ud og prøvede at hindre et par blinde i at komme i kontakt med Jesus.

Det er godt, de råbte højt, så Jesus alligevel hørte dem og kunne helbrede dem.

Men værre end alt dette er det, hvis nogen kommer og ødelægger troen for nogen.

Jesus siger ligeud, at det var bedre, at det menneske at blive kastet i havet med en møllesten om halsen, for så ville det menneske ikke kunne skade en andens tro, taget troen fra et andet menneske.

Så vi ser jo tydeligt, at der står en kamp mellem troen på Jesus og så dem, der vil tage troen fra de troende, og endda forhindre folk i at komme i nærheden af Jesus.

Vi kan jo godt tænke, at det er ikke så farligt, det her. Men sådan tænker Jesus ikke.

De troende har olie til deres lamper.

Det betyder, at de har taget imod Jesus og åbnet hjertet for ham.

Sådan som vi har sunget om at tage imod ham.

Ja, det er i grunden det hele adventstiden er til for. Advent betyder komme, altså Jesus, der kommer til verden, kommer til den enkelte. Og så handler det om, at den enkelte åbner sig for Guds rige og for Jesus.

Tager imod ham som frelser og Herre og konge i sit liv.

I den første salme sang vi om at løbe ham i favn og siger, at vi gerne vil finde ham.

Det betyder, at han jo kan blive væk i løbet af livet.

I Gør døren høj sang vi om, at Jesus er kongen, som kommer til vores verden, kommer hid – dvs. til vores verden, kommer her.

Men vi sang også om, at vi gerne vil åbne hjertets dør for ham, så han kan bo derinde og være vores konge:

Jeg hjertets dør vil åbne dig,

oh, Jesus, drag dog ind til mig!

Ja, ved din nåde lad det ske

at jeg din kærlighed må se!

I lignelsen, vi har hørt, handler det om at være klar, når brudgommen kommer, når Jesus kommer.

Alle ti brudepiger falder i søvn i ventetiden. Der er her ingen forskel på de tåbelige og de kloge brudepiger.

Det er ligesom med døden – vi skal alle dø.

Der står også jævnligt i dødsannonce: Er stille sovet ind.

De ti brudepiger sov, for vi skal alle dø. Men er vi så også parate til det?

De fem af dem var ikke parate. De ville gerne have noget af de andre fem.

Hvad ville de have af dem?

De havde måske ikke haft hjertet med, de havde ikke taget imod Jesus. Måske havde de også set ned på de andre fem, som forberedte sig ordentligt, vi ved det ikke.

Vi kan spørge: Hvordan kunne de fem være så skødesløse ikke at have forberedt sig til at møde Brudgommen på hans vej til bryllupsfesten?

I den her historie er det helt vanvittigt.

Sådan er Jesus. Han prøver på alle mulige måder at advare os, ikke advare os om at være parate.

Døren var simpelthen lukket, da de fem tåbelige brudepiger endelig nåede frem. 

Med vor dødstime er vort liv her til ende. Det er helt sikkert. Derfor skal vi HER være vågne nu og her, for der kommer en dag, hvor vi ikke kan gøre noget.

Sådan taler Jesus også gentagne gange: Vær vågne, våg og bed!

Der er mange stemmer, der vil gøre det hele til noget, der ikke betyder noget, når evigheden er afskaffet.

Men Jesus tager det helt anderledes: enten er vi allerede nu døde, eller også er vi nu levende. Levende det er vi, når vi tror på ham, så er vi allerede nu gået over fra døden til livet. Så er vi parate til den fysiske død, men så er den fysiske død en lykkelig død, for vi lever og har levet og skal leve med ham og se ham, som han er.

Ih, hvor det perspektiv bliver undertrykt – lige så meget af os selv!

Og hvis vi ikke har taget imod Jesus og det evige liv, han har, så er vi allerede døde her.

***

I lignelsen, vi har hørt, om de ti brudepiger, der sammenligner Jesus sig selv med en brudgom. 

Vi kan spørge: hvorfor sammenligner Jesus sig med en brudgom?

Det viser, at han virkelig ønsker det mest utrolige forhold til verden, til mennesker. Nej, vejen er ikke at vi skal være alene, men at han vil være vor ven. Ja, hans trøst til disciplene hvor de er sørgmodige er, at han og Faderen vil komme og bo hos dem i deres hjerter.

For ganske vist er hjertet et lille kar, men Gud Fader og Jesus Frelseren vil bo dig med Helligåndens kraft.

Helligånden er olien. Derfor beder vi også ved nadveren om lidt i en af bønnerne om, at Helligånden vil komme over os og over måltidet.

Den gode konge kommer!

Jesus har i 18 år været hjemme i Nazareth, arbejdet sammen med Josef som tømrer. Og mange aftener har han mødtes andre unge mænd i byen for sammen at læse de hellige skrifter, forstå dem, tale om dem. Det har været en lang oplæring. Jesus som er Gud, kom til som menneske at kende skrifterne ud og ind, til at hente skatte frem lige, hvor der er brug for dem.

Han blev døbt og Helligånden kom over ham. Han gik derefter ud i ørkenen og lod sig friste af Satan. Han bøjede sig dybt under sin Faders vilje og ville intet gøre, som ikke var hans Faders vilje.

I Helligåndens kraft kom han nu til sit hjemland og sin hjemby. Han var i ørkenen blevet styrket ud over alle grænser ved sin hengivelse til Faderen.

Rygtet spredtes med lynets fart, og han talte i synagoge efter synagoge.

Nu kom han også til sin hjemby Nazaret til synagogen på sabbaten, efter sin sædvane.

Og man gjorde ham ære ved at lade ham læse op af et stykke fra en af profeterne og tale ud fra det.

Han, der er Kristus, læste op om, at Kristus engang skulle komme!

Han stod med skriftrullen til Esajas’ bog, han som selv er hemmeligheden i Esajas’ profetier!

Bogen blev den dag for første gang fuldstændig levende med glæde og godt budskab til hele verden!

”Herrens Ånd er over mig,

For han har salvet mig.”

Ja, Jesu Far havde salvet Jesus ved hans dåb med Helligånden, salvet ham til at være konge i Guds rige, til at være Messias, Kristus.

Kristus er det græske ord for mesih, og betyder: salvet.

Jesus lod sig døbe ind under vore vilkår for at frelse os, og skønt han aldrig har syndet nogensinde, lod han sig døbe som om han var synder som os. For han ville være eet med dig og mig, når vi føler, at der ingen frelse er for os, ingen frihed, ingen glæde, ingen fred, ingen fremtid.

Fra det øjeblik Jesus steg ud af vandet og Ånden kom over ham i skikkelse af en due, fra det øjeblik var himlen åben for enhver, som tager imod Kristus.

Dette er det lette og det svære på én gang. For der er ingen anden Frelser givet os under himlen end Jesus, Kristus.

”Han har sendt mig”. Faderen sender nu Kristus ud i verden. Og fra det øjeblik sender Faderen altid Jesus, og Helligånden.

”Han har sendt mig” – med hvad?

”for at bringe godt budskab til fattige”

SKAL man være fattig for at modtage evangeliet, modtage Jesus?

Ja, sådan er det, det er meget svært, hvis vi prøver at modtage ham som noget ekstra ved siden af vor rigdom.

Skal vi så være rigtigt fattige? Måske. Den, der er berøvet alt, åbner sig måske for Jesus med hele sit væsen i glæde.

Men hvis vi indser vor åndelige fattigdom, så kan vi tage imod Jesus i vort hjerte.

Sig til Jesus: Jeg er fattig. Jeg er en synder. Jeg ejer ikke evigt liv i mig selv. Jeg har sådan brug for dig. Jeg har gjort livet svært for mig selv og andre. Tilgiv mig! Jeg vil følge dig!

”for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde”.

Den, der tager imod Jesus og bliver hos ham og lader ham altid være ens Herre, Mester og Hyrde, han og hun får friheden i Kristus og et nyt syn på alting.

Verden begynder forfra – trods al ulykke og smerte og afsavn.

Vi får frihed til at tale om Guds rige, om Jesus Kristus. Frihed fra andre magters herredømme, frihed fra den onde Satans mørke. I friheden hos Jesus er der lys, der spreder alt mørke.

Vi skal ikke adlyde alle mulige, der gerne vil være herrer over os. DET er frihed.

Og når vi siger ja til Jesus, så åbner han også vore øjne så vi ser verden med nye øjne, på os selv med nye øjne. Vi ser, at vi er syndere, men syndere, som tilgives; vi er svage, med Gud lader sin kraft fylde i os svage og små.

”for at udråbe et nådeår fra Herren”.

Så samles alle tråde i dette ord: nåde.

Det betyder at komme nær

Være forsonlig

Være nådig

Være lille

Guds nåde eller beskyttelse

Mildhed

Menneskelighed

Venlighed

Generøsitet

Velvilje

Så lukkede Jesus bogen, rullede skriftrullen sammen.

Nu var det ikke det skriftlige ord, men Ordet selv, Jesus, der med al gudommelig myndighed talte til sine bysbørn.

”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.”

Se også Markus 6

Hvis de VAR glade til at begynde med, så blev straks efter vrede på ham, for han var jo bare Josefs søn fra byen.

Den gamle oversættelse forstår det sådan, at folk blev vrede. For de forstod, at de måtte tage imod Jesus som Kristus nu. Og det ville de ikke.

De var måske også misundelige – han er jo bare Josefs søn, hvad bilder han sig ind.

Så forstår vi, hvorfor Jesus reagerer skarpt. Jesus havde håbet, at de ville tage imod ham. Men det vil de ikke. De ville jo gerne have, at Jesus også havde gjort undere hjemme i Nazaret. Måske er de også misundelige på Kapernaum, fordi Jesus begyndte at gøre undere der.

Jesus må nu vise dem, at Gud sender profeter ud til dem i nød, uanset hvilket land eller hvilken by de kommer fra.

Elias blev sendt til Zidon, altså dagens Libanon.

Elisja modtog besøg af Naaman fra Syrien.

Jesus viser, at virkelig tro er, at adlyde, når Gud sender hjælp.

Og Jesus viser, at han vil have fællesskab både med mænd som Naaman fra Syrien, og enken fra Libanon. Ja, med iranere og selv danskere!

Så generøs er han, sådan vil have skabe et fællesskab på tværs af kulturer – af mennesker, disciple, som følger ham.

Og husk, hver gang du er faldet, ja, har forladt Jesus, så lader han døren stå på klem. Alt hvad du og jeg skal gøre er at åbne døren helt.

Bede: Jesus, kom ind i mit hjerte, vær min konge, sæt dig på tronen i mit hjerte og reger mig. Amen.

I det mindste stillede Jesu modstandere spørgsmål til Jesus.

Dvs. der var i det mindste mulighed for bevægelse, for at nogen kunne flytte sig.

Uden spørgsmål ingen svar.

Hvad er spørgsmålet, hvad er spørgsmålene?

Måske er Jesus blevet så velkendt og dog så fremmed og ligegyldig, at der ingen spørgsmål er. Det er fortabelse for os.

I det mindste spurgte Jesu modstandere Jesus om noget.

Og dog. De lod som om, de spurgte om noget. I virkeligheden ville de bare have Jesus på glatis.

Nej, de stillede ikke spørgsmål, de ville få Jesus på glatis, fange ham i hans egne ord.

Her er spørgsmålet: Må man give kejseren skat eller ej?

Den kejser, det drejede sig om, var på den tid TIBERIUS. Han var kejser fra år 14 til år 37, altså fra Jesus var teenager til nogle år efter, at Jesus var korsfæstet, død, begravet, og opstået igen.

Jesus beder om at se den mønt, man skulle give til kejseren. Han kalder det skattemønten. Den har hans modstandere i lommen.

Det er en sølvmønt, en denar. En denar er lige så meget som en dagsløn, så i dag ville det svare til en eller to1000 kroners sedler.

Utroligt, at Jesu modstandere lige har SÅ mange penge på lommen. Men måske var de vej for at betale.

Så spørger Jesus om, hvis billede der er på den her mønt? Jo, svarer de: Kejserens. Men Jesus spørger også, hvis indskrift der er på mønten. Kejserens.

Han foreholder dem ikke, hvad der faktisk står som indskrift, men vi har jo eksemplarer af den mønt den dag i dag, og der står:

"Tiberius, den guddommelige kejser Augustus' søn”

Kejseren kalder sig selv guddommelig, Gud.

Men Jesu svar er klart:

Giv kejseren hvad kejserens er. Det er jo hans mønt, han har slået mønten, han er indsat af Gud til at tage sig af lov og orden og skatteinddrivelse. Måske er han hård, men han har sin myndighed fra Gud til at stå for statens beståen.

Men giv Gud, hvad Guds er. Hvad er Guds?

Vi er som en mønt, trykt i Guds billede. Så vi tilhører Gud helt og holdent, med hjerte, sjæl og sind.

Men vi står i et pres mellem Gud og dem, der vil have magten over os.

Vi ser det i grunden sjældent. Det sker bare stille og roligt.

Tag søndagen tilbage – stille og roligt har magter i tidens løb gjort meget for i praksis at kvæle søndagen som gudstjenestedag, som hviledag.

Søndagen er beregnet på at komme frem for Gud som folk og bede, lovsynge, bekende vore synder, modtage syndernes forladelse, når vi modtager Jesu Kristi legeme og blod.

Søndagen er samtidig beregnet på at være en hviledag. Men hvordan er det en hviledag, hvis kommunalpolitikere, foreninger, institutioner, strandrensning og meget mere uden blusel indkalder folk til i gudstjenestetiden at lytte til politik, rydde op på institutioner, holde møder om alt muligt, ja, rense stranden?

Der er her meget stille og rolige magter, der som det naturligste i verden stjæler søndagen fra folk. Der er en opfattelse af, at de her ting er så vigtige, så de skal foregå i gudstjenestetiden.

Og vi taler jo for en meget stor del om folk, som er medlemmer af en kirke og kalder sig kristne.

Her kunne et oprør mod disse magter være på sin plads. Den enkelte, og grupper, må gøre oprør.

Ja, jeg ved, det er svært, men en begyndelse er at gøre opmærksom på det.

Der ER mange kejsere rundt om, som bevidst eller uden at tænke over det (det er sådan set det værste) tager søndagen som gidsel.

Giv kejseren, hvad kejserens er, men giv Gud, hvad Guds er.

Lad os tage søndagen tilbage! Dette blot som et eksempel, som må være nok for nu.

Men hvad er så med det, Paulus taler om: at vi skal underordne os under myndighederne.

Jo, nu taler Paulus ind i den samme situation som Jesus, nemlig et samfund med en topstyring med en kejser i spidsen med total kontrol over magten.

Paulus siger ikke, at kejseren altid gør det gode. Paulus siger, at hvis vi gør det gode, hvis vi altså adlyder evangeliet, så vil regeringen også ære os. For evangeliet er jo ikke imod en ordning for samfundet som en regering eller kejser.

Den underordnelse, Paulus taler om, handler om at anerkende det, som en kristen skylder den civile myndighed som sådan. Det betyder, at jeg er under Guds myndighed, og at jeg som Guds tjener og redskab til Kristi kongedømme har fået en befaling om at gøre godt mod næsten. Sådan er mit liv i samfundet en tjeneste for at gøre næsten godt, den kærlighed, jeg skylder næsten, for på en hemmelighedsfuld måde er Kristus nærværende i min næste, ja, næsten har større krav på mig end jeg har på mig selv.

Det betyder ikke, som jeg for længst har sagt, at en kristen blindt skal adlyde i en autoritær stat, eller foreninger eller mennesker, der på autoritær måde vil få os til at overskride det, som vores kristne tro indebærer.

Det kunne være meget så anderledes ud, hvis mænd og kvinder i filmindustrien levede op til deres kristne tro, for så vidt de har eller har haft den.

Til slut: Hvad Paulus siger i et diktatur skal oversættes til et demokrati.

En kristen må her, og kan her, gør meget mere i demokratiet end det er muligt i diktaturet, for at opretholde staten som en retfærdig stat.

En kristens underordnelse under den statslige myndighed vil i demokratiet indebære, at han og hun faktisk stemmer ved folketings-, regions- og kommunalvalg og øvrige afstemninger, i ærefrygt for Kristus og i kærlighed til næsten.

Og da en ansvarlig måde at sætte sit kryds på indebærer, at man har sat sig ind i tingene, gælder det om, så godt en kristen kan, at sætte sig ind i og opnå hel og pålidelig information om politiske emner, og utrætteligt at stræbe efter at understøtte retfærdig politik og at modvirke og står uretfærdig politik.

 

Det hele begynder med det, Jesus siger: Salige er de øjne, som ser det, I ser.

 

Hvad så de? De så lamme gå, blinde få synet igen, døve høre, ja, døde få livet tilbage, besatte blive sat fri, og så så de som vi hørte om sidste søndag: Jesus helbrede en stum, som heller ikke kunne tale rigtigt.

 

Alt det så de. Ikke én gang, men dag ud og dag ind.

 

Men Jesus føjer til: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.

 

For Jesus virkede alle de undere, men han gjorde det med sit ord, og han talte med sit guddommelige ord i hvert øjeblik, så ordene har prentet sig helt ind i bladene på Ny Testamente og helt ind i os.

 

--- Jamen, var det ikke den barmhjertige samaritaner, vi skulle høre om i dag?

 

Jo, men evangeliet begynder altså med disse ord, denne saligprisning.

 

Hvad gør Jesus her? Han fokuserer på sit eget værk, sine gerninger / undere og sin tale. DET er det, der gør salig.

 

Som han siger et andet sted: Salige er de, som hører Guds ord, og bevarer det.

 

Et andet sted siger han: Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

 

… Men der er noget, som endnu ikke var klart for disciplene, nemlig Jesu vej mod korset som frelsesvejen. Og opstandelsen.

 

Det var de overhovedet ikke klar over.

 

I kapitlet før siger Jesus: Lad det synke ned: Menneskesønnen skal overgives i menneskers hænder.

 

Men de forstod ikke, hvad han sagde, det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord.

 

Senere taler Jesus klarere og tydeligere om sin lidelse, korsfæstelse, død og opstandelse.

 

… Vi skal minde os selv om, at Jesus naturligvis havde sin vej til frelse med i sine tanker i alt, hvad han sagde og gjorde.

 

Når han helbredte, sagde han ofte, at det var tegn til tro. Underne i sig selv var vel ikke noget, hvis mennesker blot så det som sensationer. Da undveg Jesus mennesker, hvis de åbenlyst blot var ude på sensation.

 

Og al Jesu tale er ikke filosofi, livsvisdom, men er båret af, at han kom for at give sin liv for verden, fordi verden ligger forslået af røvere.

 

Hele verden er forslået af Djævelen, der aldrig vil lade os være, men kun higer efter at ødelægger mennesker.

 

Hele verden er forslået af synden, af det i os, som slet ikke vil Gud, men kun hvad vi selv vil.

 

Og døden kommer efter enhver af os, somme tider en barmhjertighed, når vi ikke kan mere, men alligevel Guds fjende, som Jesus har overvundet med sin død og til sidst skal lade dø helt.

 

---

 

Den skriftkloge vil vide, hvad han skal gøre for at få evigt liv. Han skal elske Herren sin Gud af alt, hvad han er, og sin næste som sig selv.

 

Den måde vi elsker Gud på, er at vi holder os til ham, råber og skriger til ham i vor nød.

 

Martin Luther siger: det er en pligt at bede, og at bønnen ikke kommer fra hjertet, hvis ikke vi råber og skriger.

 

Vi foretrækker måske egentlig at ligge halvdøde, fordi vi har vænnet os til at være døde eller halvdøde – i levende live.

 

Måske er det forklaringen på, at vi ikke råber og skriger i vores bøn.

 

Jesus er den sande barmhjertige samaritaner, som gang på gang standsede ud for dem, der var forslået, sønderknust, syge, besatte, ulykkelige.

 

En gang bød han sig selv på middag hos Zakæus, som var helt udstødt af folket.

 

En anden gang uddrev han syv onde ånder fra en kvinde, så denne kvinde fulgte Jesus med en ubeskrivelig stor kærlighed.

 

Ja, da folk kom med en stum til ham, tog han den stumme væk fra skaren for at være alene med ham og helbrede ham kun i nærværelse af hans allernærmeste.

 

Jesus SÅ den enkelte, der var ødelagt, knust, forslået af livet.

 En del af denne tekst blev den mundtlige prædiken, men der skete mange forandringer og noget blev udeladt, blandt noget af min egen historie

 

Vi får i dag indblik i, hvor meget Jesus rejste rundt. Først Tyrus, så nordpå til Sidon, så syd-østpå og derpå gennem området der kaldtes Dekapolis, og endelig tilbage til Galilæas Sø.

Måske bad Jesus intenst til sin Far, som vejledt ham i, hvor han skulle tage hen. Og derfor var det frem og tilbage og nordpå, så sydpå og så østpå og tilbage igen.

Og helbredelsen, vi hører om, sker i Dekapolis. Jesus er på græsksproget territorium. Han opholder sig længe på rejse rundt i nabolandenes grænseland.

Folk vil gerne have Jesus til at lægge hånden på den døve, som også havde svært ved at tale.

Hvad gjorde Jesus?

Han tog først manden væk fra mængden. Jesus vil undgå sensation. Han vil undgå at folk bare interesserer sig for miraklet.

For hver gang Jesus helbreder, vil han åbne menneskers sind og hjerte for tillid til ham.

Så stak Jesus sine fingre i mandens ører.

Ja, det står der, fingre, på én gang i begge ører.

Manden kan jo ikke høre, så Jesus lader ham mærke, hvad det nu gælder.

Så spytter Jesus og rører hans tunge også

Men der er endnu ikke sket noget, han har blot gjort manden helt klart, hvad det nu gælder.

Først nu ser Jesus op mod himlen, sukker og siger:

Effatha! Det betyder: Luk dig op!

Effatha, det er Jesu modersmål aramæisk.

Apostlen Peter står bag evangeliet, og her kommer det frem.

Straks lukkede mandens ører sig op, og hans tunge kunne frit tale og talte helt rigtigt.

---

Nu vil jeg bede jer tænke på engang, hvor I har mærket, at Jesus, måske vil I sige: Gud, hjalp jer, gjorde noget meget underfuldt for jer, noget stort eller noget småt, men noget, der var helt afgørende for jer.

Tænk på, hvordan I blev overvældet af glæde. Måske var det en lille ting, men det kom til at stå i et særligt lys, fordi du var ret ked af det. Måske var det noget, du ikke kunne finde. Du var ude af den, ulykkelig.

Måske har du bedt en bøn og ikke tænkt mere over det. Og så sker det pludselig: du finder det, du troede var borte, og du gribes af en stor stor glæde.

Sådan er Jesus: han kommer med en overraskende kærlighed og glæde. Han kommer uden forbehold. Han kom til den døve mand og da de beder ham hjælpe ham, venter han ikke et sekund, men går straks i gang. For det har hast for Jesus at hjælpe dig og mig. Det kan ikke vente. Det er vigtigt. Du har brug for at han rører dig nu. Bed til ham. Du kan godt bede nu, mens vi er sammen her i kirken, og mens jeg taler videre.

Husk: intet er for småt for Jesus, intet for stort.

Og når Han hører din bøn og du virkelig ved, at han har hørt din bøn, at du har fået svaret, så husk for altid den - nærmest jubel, og overrasket glæde, du fornemmede.

Du kunne ikke tro det, du kan ikke tro det, men Gud vil gerne træne os i at bede, for Gud elsker at give gode gaver! Gud elsker verden, elsker dig grænseløst, elsker mig grænseløst.

Åh, vi glemmer det hele tiden, eller det kommer af en eller anden grund til at blive bare ord for os, men det er det ikke.

Gud ER kærlighed, uden forbehold.

Husk hvad han sammenlignede Guds glæde over at finde et af sine mennesker.

Han sammenlignede det med en kvinde, som har mistet noget, en mønt. Jamen, en mønt, det er vel ikke noget særligt.

Det tror jeg vi skal overlade til kvinden i historien at have en mening om. For nej, hun er SÅ ked af, at hun ikke kan finde den mønt. Hun er helt ude af den, ulykkelig.

Hun leder og leder. Til sidst finder hun den. Hvor hun er lykkelig! Alle naboerne skal på kaffe og glæde sig med hende.

Det skulle vi måske også gøre – invitere hinanden ind, når vi har oplevet det her.

En mønt, tænker vi.

Ja, men du og jeg er sådan en mønt.

Et enkelt menneske blandt millioner.

Men du er uendelig vigtig for Gud.

Du er uendelig højt elsket af ham.

Det er mærkeligt, for Jesus vil forfærdelig gerne, at alle skal vide, at de er højt elsket af Gud, men lige da han har helbredt den døve mand, forbyder han folk at tale om det!

Men det kan jo ikke lade sig gøre. Der står: Jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det.

Jesus vil have, at de af hjertet glæder sig over helbredelsen, og gør de det, er det i virkeligheden skønt, at de fortæller om helbredelsen.

Skal vi så fortie, at vi har oplevet helbredelser? Nej, det tror jeg ikke.

Da jeg selv for et par måneder siden pludselig blev svimmel, som jeg før har oplevet det for år tilbage, en virkelig slem svimmelhed på vej op i fart, blev jeg meget bange, for jeg vidste, hvor voldsomt det havde været, da jeg havde de to tidligere tilfælde. Det første tilfælde havde gjort, at jeg måtte sygemelde mig i nogle uger.

Jeg satte mig ned, da anfaldet var på vej, og spurgte Elisabeth, om hun ville lægge hånden på mig og bede for mig.

Det gjorde hun, og svimmelhedsanfaldet standsede i samme øjeblik. Det er ikke noget jeg digter. Det skete.

Kære menighed! Det er godt at fortælle det under, for jeg er bange for, at jeg ellers bare inkasserer det. Det var jo et under. Det skal jeg huske, og huske at være taknemmelig over.

Det er jo for galt, hvis jeg er mere glad fordi jeg finde de papirer, jeg var blevet væk for mig og som en anden havde efterspurgt.

Jeg må sætte tempoet ned, så jeg får plads til takken, til at sige tak, og forundres over Guds godhed, at han faktisk lod min svimmelhed blive bort som et pust.

Jesus udsendte disciplene med befaling om at lægge hænderne på syge og helbrede dem.

Og som Hans Berntsen sagde, enhver kan bede i Jesu navn. Vi kan bede for hinanden. Sådan kan vi vise hinanden omsorg. Sådan kan menighedens fællesskab vokse.

Prædikenen er en opsummering af Martin Luthers prædiken

til evangeliet - med få tilføjelser af mig i begyndelsen.

Tekst: Matthæusevangeliet 7,15-21

Jesus har tidligere i bjergprædikenen sagt, at han ikke er kommet for at nedbryde loven eller profeterne, men for at opfylde dem.

 

Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Men den, der holder det og lærer andre at gøre det, skal kaldes stor i Himmerige.

 

”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.” Matth. 6,33.

 

Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Matth. 7,12.

 

***

 

De falske profeter, Jesus advarer mod, er profeter, som forfører de kristne.

 

Vi skal holde os til ordet. Resten, det som er imod ordet, skal vi hade som Djævelen selv.

 

Overalt hvor Guds rene ord forkyndes, vil også de falske profeter dukke op.

 

 De har et blændende skin, så man synes, deres prædiken er utrolig smuk.

 

Men konsekvensen er dårlige frugter.

 

Fordi vi så ugerne hører Guds ord, og har tomme hjerter, som ikke holder sig til ordet, fører Djævelen os ind i grove vildfarelser.

 

Altså: uden Guds ord er vore hjerter tomme.

En sådan tilstand uden Guds ord og med tomme hjerter kan der skrives mange salmer om (Luther). Ja, nogle moderne digtere, der skriver, hvad de kalder salmer, tror ikke på Guds ord, så der er kun deres egne tomme hjerters tanker at digte ud fra.

 

Men Herren vil give os lyst til at forstå Guds ord ret.

 

Og vi er nødt til at passe på på grund af ulvene.

 

Kristi ord er det rette lys, det er også en rustning, vi kan forsvare os med mod Djævelen og dermed undgår ham.

 

”Vi bør derfor med flid følge vor Herres Jesu advarsel, og ikke være sådanne dårer, som holder munden åben og altid gaber efter noget nyt.”

 

Vi skal dømme al lære ud fra Guds ord. Så kan Djævelen ikke så let gøre os skade.

 

Det gælder også i det verdslige liv i samfundet.

 

”Mens man tror en for godt, rider han bort med hesten”. Det betyder ikke, at man verdsligt skal være mistroisk, det sømmer sig ikke for en kristen, men man skal have et øje med overalt.

 

Ulven indfinder sig og vil rive hjerterne fra ordet. Han undergraver alt fra Gud, i kirken, i hjemmet og i det verdslige styre.

 

Ordet skal være i kirken,

God orden og nyttige love i landet,

Og lydighed i hjemmet, siger Luther. Vi kan sige trofasthed mellem mand og hustru, og respekt mellem børn og forældre.

 

Vi må passe på ikke at være for trygge.

 

Vi lever ikke bland fromme kristne, siger Luther. Størstedelen er falsk og ond, men den kan pynte sig med fåreklæder, så man ikke kan kende ulven.

 

Den som er opmærksom og ikke bare tror, men også hele tiden ser på, hvad ordet lærer, kan ikke blive bedraget.

 

Men når troen ikke gør det, da kan et menneske umuligt undgå at blive forført.

 

***

 

Således var det med Djævelen i Paradis: Han talte til Eva med dejlige, glatte, søde ord, og lod Eva forstå, at Herren var sådan, at han aldrig kunne blive vred.

 

Så glemte Eva Guds bud eller også tvivlede hun på dem. ”Måske har jeg ikke hørt rigtigt”, kan hun havde tænkt.

 

Falske profeter taler som Djævelen til Eva: herlige, glatte og søde ord, der alene har den fejl, a de er imod Guds ord.

 

Hører vi, at nogen taler noget, som ikke stemmer med det, så sig:

 

”Jeg vil ikke høre på den prædiken. Her er mit lys, og det viser mig en anden vej.”

 

På den måde sørger Gud for vor sikkerhed.

 

Djævelen vil forføre og dræbe. Han styrtede Adam og Eva i synd, død og Guds vrede.

 

Men den barmhjertige Gud og himmelske Fader har hjulpet os af denne jammer ved din Søn, som er blevet vor Frelser fra synd og død.

 

Nu vil Djævelen gerne rive os ud af nåden og bringe os tilbage til den gamle elendighed.

 

Vi skal flygte fra alt, som er imod ordet, som Djævelen selv.

 

Kristus giver os nu to regler, som kristne skal rette sig efter.

 

1 Ikke at bedrages af fåreklæder, eller dømme efter ydre anseelse. Ulvene vil ikke erkende, at de forfører folk og prædiker falsk lære. De kommer i stedet med søde og glatte ord.

 

Fåreklæderne er det lovlige embede, og store og herlige titler. Ligesom Kristus taler om farisæerne, at de ’sidder på Moses’ stol’, dvs. det offentlige læreembede i folket.

 

Ordet der tales skal en kristen se på, om der er en ulv i fåreklæder. Ordene kan være gode, embedet ret, det ydre liv uden forargelse og gaverne store, men alligevel kan man blive bedraget; en skadelig gift kan være skjult - under det rette embede kan der være et farligt misbrug.

 

2 Hvordan ser vi under fåreklæderne?

Vi skal se efter frugterne. Hvilke frugter? Ikke det ydre liv, titel, embede, særegne gaver og nåde afgør sagen.

Den rette frugt er at gøre Faderens vilje, ikke blot at holde de ti bud, men som Joh. 6,40 siger: ”Den, som ser Sønnen og tror på Ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.” Det er den eneste vej at gå for at blive salig.

 

Den rette frugt hos prædikanter og profeter er intet andet end at forkynde vor himmelske Faders vilje ofte og med flid.

 

At Gud er nådig og barmhjertig, ikke har lyst til en synders død, men at han skal leve.

Og at Gud har vist sin barmhjertighed derved, at han lod sin enbårne Søn blive menneske.

 

Alle som nu modtager og tror på Ham, dvs. trøster sig ved at Gud for Søns skyld vil være os nådig, tilgive synden og gøre os evigt salige, de GØR Guds vilje.

 

Dette skal prædikes klart og rent og vise mennesker hen til Kristus, som den eneste mægler mellem Gud og os.

 

Så bliver ingen bedraget. Sådan kan Djævelen nemlig ikke prædike.

 

På denne fornemste frugt som er sikker og ubedragelig, følger den anden frugt: at deres liv og vandel stemmer overens med læren.

 

Men den frugt skal man kun regne for gyldig, når den første frugt – læren om Kristus – er til stede.

Herren har gjort store ting mod os,

og vi blev glade. Ps. 126.

 

Det begynder der. Der begynder med Guds overstrømmende godhed mod os. Det begynder med, at Han gør noget for os, at Han vender vores skæbne.

 

At få vendt sin skæbne er aldeles fantastisk. Alt er af nåde, alt det sker helt uden, at vi kan gøre noget som helst fra eller til.

 

Sådan var det for Zakæus den dag, Jesus standsede ved det træ, Zakæus sad i.

 

--- Nogle har hævndet, at de NGO’er som redder nødstedte i Middelhavet skulle være en såkaldt ’pull factor’ for flygtninge og migranter, der vil til Europa.

 

Det lader vi ligge, men det er ikke forkert at sige, at Jesus var e pull factor.

 

Zakæus satte sig jo simpelthen op i et træ for at kunne få øje på Jesus, når han kom forbi stedet der.

 

Men omvendt havde Zakæus også pull factor, for Jesus standsede helt målbevidst op netop under det træ, hvor Zakæus sad.

 

For de to passede så godt sammen.


Jesus med retfærdighed og kærlighed til mennesker.

Zakæus med uretfærdighed og kærlighed ti mammon.

 

Sådan passer Jesus og hver af os nøjagtig til hinanden.

 

Han skænker os uretfærdige fuldkommen retfærdighed.

Vi giver ham vores uretfærdighed, som han bærer for os op på korset.

 

På korset tilintetgøres vor synd.

Som Jesu efterfølgere, som døbte til ham, er vi døde med ham bort fra synden, så synden ikke længere skal beherske os.

 

Men i dag fornemmer, hvordan Zakæus døde bort fra synden. Det gjorde han ved at Jesus gerne ville være sammen med og spise middag hjemme hos ham.

 

Jesus ville have fællesskab med ham, i alles påsyn.

 

På en måde sidder måske mange af os som Zakæus oppe i træet, skjult til dels af løvet, så vi både er lidt skjult, men også har udsigten, så vi kan se, hvad der foregår nede på jorden, hvor Jesus kommer forbi.

 

For det, Jesus vil med dit og mit liv foregår ikke i de højere luftlag, men nede ved jorden.

Det er ikke noget, der foregår i hovedet, men i hjertet.

 

Og for at have hjertet med, må vi ned på jorden.

 

Det kan sagtens være at vi er jordnære ellers. Blot ikke nødvendigvis når det kommer til det med Jesus. Så viger vi let op i et træ, lidt på afstand.

 

For her på jorden tæller det for alvor.

 

Derfor standser Jesus op ved Zakæus’ træ og inviterer sig selv på besøg hos ham.

 

Og det haster, kære menighed! Brug øjeblikket, når du hører det, og handl på det!

 

Det haster, derfor sagde Jesus til Zakæus: Skynd dig at komme ned!

 

Hvis vi sidder i træet og overvejer for meget, bliver det ikke til noget. Nogle gange skal vi skynde os.

 

Og Zakæus havde på en mærkelig måde skyndt sig at komme hen til og op i træet.

 

Både Zakæus og Jesus skyndte sig – hen mod hinanden.

 

Sådan er vores længsel efter Gud, efter et nyt liv, en ny vandring gennem livet med Jesus som vores ledsager.

 

Sådan er Guds længsel efter os, efter at finde os, der hvor vi gemmer os, uden at være lykkelige.

 

Masser af mennesker lokker og lover lykke og ro og tilfredsstillelse af alt muligt.

 

Men mange derude vil gøre sig selv til vore herrer. De udnytter vores følelse af utilfredsstillelse, til at tage vores sjæl. Med de fagreste ord i munden.

 

Her nede på jorden er kampen klar. Vi kan falde hen til at stille os selv med vore lemmer til rådighed for urenhed og lovløshed, siger Paulus, men meget bedre er det, at vi lever som dem, der døbt til at tilhøre Jesus Kristus, så vi stiller os til tjeneste for Ham.

 

Han har jo lykken til os, han arbejder på at give os en salig fred, som verden aldrig kan give, han vil gøre vores glæde fuldkommen, altså en glæde, der aldrig hører op og som i længden mætter vores hjerte, sjæl, ånd og legeme mere og mere.

 

… Zakæus blev så salig, da Jesus kom hjem til middag hos ham, at han holdt en improviseret tale: han ville give en masse tilbage til dem, han havde svindlet fra, og til de fattige.

 

Han blev frelst den dag. Det evige liv kom til ham den dag, altså ham, der har det og vil give det væk til enhver, der tror ham.

 

For som Jesus sagde:

”For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”.

 

Og så er vi fremme ved dagen i dag. For stadig – til tidernes ende – kommer han for at opsøge og frelse os, som i os selv er fortabte.

 

Han har været så god at skænke os nadveren, hvori han skænker os sig selv i brød og vin, sit legeme og blod, så vi forenes med ham.

 

Der er jo så meget i dagligdagen, som kan tage frimodigheden fra os, og troen kan blive sløv og kold, alt for ofte. Eller det kan være ting, vi gør, som tager frimodigheden fra os.

 

Derfor er der al mulig grund til at få troen på syndernes forladelse styrket og fornyet. Og det er det, altergangen handler om.

 

Og fokus er på ham, der gennem nadveren knytter os til sig selv og sin død og minder os om den kærlighed, som er det bærende i det hele. Det vil vi sige tak for. Amen.

 

En af gæsterne ved en bestemt middag, Jesus var med ved, udbryder, at den, som kan se frem til Guds himmelske festmåltid er i sandhed lykkelig.

 

Jesus svarer med de ord, vi lige har hørt.

 

Da en mand engang indbød til et festmåltid, afslog alle hans gæster. De sagde, at de havde andre vigtige aftaler.

 

Manden blev vred over, at de nægtede at komme til hans fest. Og han besluttede, at ingen af de oprindeligt inviterede gæster skulle få del i hans festmiddag og sendte derefter gentagne indbydelser ud og inviterede fattige og folk i virkelig nød, både i byen og uden for byen, indtil hans bord var fyldt op.

 

 

Der var på Jesu tid fromme jøder, som hverken selv ville følge Jesus eller tillod andre at gøre det. De advares om, at de vil blive udelukket fra Guds rige, og at vejen vil blive banet for de nødlidende og outsiderne.

 

Hovedsagen er, at deltagelse i det fremtidige synlige Guds rige afhænger af, at vi tager imod indbydelsen nu.

 

Lad os nu gå ind i lignelsen og uddybe det, Jesus siger, lidt efter lidt.

 

Det store festmåltid er et stående billede på frelsen til sidst i Guds synlige rige. Jesus taler også om et andet sted, at han glæder sig til at spise dette måltid i Guds rige,  når al tid har ende.

 

Indbydelsen til måltidet kan forstås som Guds kald til Israel gennem tiderne. Profeterne klagede en for en over, at folket og ikke mindst dets præster og ledere, forkastede indbydelsen, forkastede Gud og hellere ville tilbede andre guder.

 

Der er to faser i indbydelsen. Først en formel indbydelse, og så, da alt er klar, bud om at indfinde sig ved selve måltidet.

 

Anden gang handler det om dette budskab: Så er det nu, vi spiser!

 

At udeblive er uhørt groft og uhøfligt.

 

Det handler ikke om noget fremtidigt først og fremmest, men om noget her og nu, i dette øjeblik.

 

Måltidet står for frelsen og alt, hvad frelse indebærer, også den nuværende erfaring, som de har, som tager imod evangeliet og dermed også den fremtidige fest i Guds rige.

 

Men som sagt: de gæster, der er inviteret, forkastede indbydelsen ”alle som én”, det vil sige: de var enige om én ting, og det var at forkaste indbydelsen.

 

En tilsvarende situation er der skildret i Mosebøgerne, hvor der i tilfælde af hellig krig var forskellige acceptable grunde til afbud, blandt andet:

 

husbyggeri hvor huset  endnu ikke er indviet,

 

et nyligt indgået ægteskab (der skulle gerne hurtigst muligt sikres en arving!)

 

Men de undskyldninger, der engang i tidernes morgen ifølge mosebøgerne var i orden, når der skulle være en krig, er uacceptable undskyldninger for ikke at modtage indbydelsen i evangeliet.

 

Den første, der undskylder sig, har lige skrevet under på købet af en mark, men han mangler at syne den senere for endeligt at godkende købet.

 

Så er der manden, der har købt fem par okser. Det må være en ret velhavende landmand, for normen var to par okser til et lille landbrug dengang.

 

Den tredje undskyldning er mærkelig. Det virker som om kun mænd er indbudt til det her måltid, så den nygifte mand undskylder sig, han bør komme hjem og sove med sin hustru. Han skulle gerne bidrage til nu hurtigst muligt at skaffe en arving.

 

Men måske var det ikke det, der var i vejen. Måske var han bare under tøflen derhjemme. Læg mærke til, at man den blot siger, at han ikke kan komme uden at undskylde noget. Han vidste vel, at sådan en undskyldning ville ikke være i orden.

 

 

Nu kommer værtens reaktion med vrede.

Og han sender straks sin tjener ud med nye indbydelser. Og de arbejdsløse og løse arbejdere ved gærderne ude på landet skal nødes til at komme ind og spise med.

Det betyder, at de først høfligt har sagt nej, som man skal i den del af verden, for straks at tage imod indbydelsen, når de nødes.

 

 

Det korte af det lange er, at der ikke er nogen vej til Jesu måltid i Guds synlige rige uden gennem modtagelse og positiv besvarelse af indbydelsen, som allerede er givet.

 

***

 

Mange har forestillet sig , at lignelsen handler om de mange blandt jøderne, som forkastede Jesus, og de mange nye disciple, som kom fra andre folkeslag. Det kan godt være en del af lignelsen, for Jesus taler tit om det her.

 

Men skal vi overføre det på vor tid, så har vi fået kaldet til at følge Jesus gennem århundreder, mindst 1000 år, og nu ser vi, hvordan alle mulige folkeslag i verden tager imod Jesus og bliver hans disciple, det gælder Kina, Iran, også mere og mere den arabisk-talende del af verden, og Afrika og Sydamerika.

 

Der er en sætning, der hedder: Grib dagen!

 

Det gælder især evangeliet og Jesu indbydelse: Grib indbydelsen, tag imod den, bliv en hans disciple!

 

Så kan man spørge: hvordan bliver jeg hans discipel, helt konkret?

 

Ved at begynde at bede i Jesu navn til Gud, vor himmelske Far, bede Helligånden om at komme ind i vort hjerte, bede til Jesus.

 

Læse hvad Jesus siger og gjorde. Begynd med evangelierne, f.eks. begynd med Johannesevangeliet, læs også gerne hurtigt Apostlenes Gerninger, og senere også Paulus’ breve.

 

Altså: bede i dagligdagen, og læse, tage Ny Testamente ned fra hylden derhjemme.

 

Og for det tredje: begynde at mødes med andre kristne og tale om troen sammen. Det er svært at pege præcist på, hvordan man kan det, men det kan være der, hvor der inviteres til gudstjeneste eller samvær om den kristne tro.

 

Men det begynder med at tage imod indbydelsen, og den modtagelse skal vi igen og igen gøre. Det nytter ikke noget at vide noget om den kristne tro, hvis vi ikke får hjertet med.

 

Det er egentlig det at finde ind til at leve i forening med Jesus KRistus.

 

Det er i grunden det, vi er samlet om ved gudstjenesten.

 

Først i dåben, hvor vi forenes inderligt med ham ved ligesom at drukne med ham, så det gamle menneske i os skal dødes, og så det nye menneske, vi er genfødt til at være, kan opstå, ligesom Jesus opstod fra de døde.

 

Og dette nye opstandelsesliv, som fuldendes til sidst i Guds synlige rige, styrker Jesus med sit lille, men mægtige måltid her og nu.

 

Hvor kærligt af ham, at han gav brødet og vinen, sit legeme og blod, så forenes med ham og modtager hans tilgivelse, Helligåndens kraft på ny, hver gang vi spiser og drikker, og samtidig opøves vi i at være et fællesskab af os så forskellige mennesker, fælles om at vi ønsker at være Jesu disciple.

 

I dag begynder vi med at høre om Judas, ikke den kendte, men en anden, som kun nævnes her. Men hvilken gang, han nævnes. Vi mærker, at denne Judas var tæt på Jesus og spurgte ham lige ud af landevejen om det, der lå ham på hjerte.

 

Hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden? Spørger han.

 

Det svar, Judas får, er kærlighed. Jesus insisterer på, at kærlighed til Ham må udtrykke sig i handlinger. Hvis nogen virkelig elsker Ham, vil Han holde Jesu ord, og Faderen vil elske dette menneske, og både Faderen og Sønnen vil komme og tage bolig i ham/hende.

 

Ikke en midlertidig bolig, men en permanent bolig.

 

Omvendt, den, der ikke elsker Jesus, holder sig heller ikke Hans lære.

Kærlighed er ikke en abstrakt følelse. Kærlighed involverer lydighed.

Alvoren i dette kommer frem i, at det, Jesus prædiker, ikke er Hans eget, men Faderens ord.

 

Dernæst understreges det, at Jesus er på vej bort fra disciplene, og hvad følgerne er for dem.

 

Det Jesus fokuserer på her, er ikke deres sorg, men velsignelse.

 

Helligånden vil være aktiv i de troende. Kristi fred vil forblive hos dem. De burde glædes over at Kristus kommer til at være hos Faderen.

 

 

Så hedder det, at Helligånden skal lære disciplene alt og minde dem om alt det, Jesus har sagt til dem. (v. 25).

 

Det handler ikke om noget nyt, Helligånden vil lære, men at de fuldt ud forstår det, Jesus har lært og sagt.

 

Som i Joh. 16,13: ”Han vil ikke fremføre sine egne meninger, men det, han hører mig sige, vil han give videre til jer, og han vil åbenbare for jer, hvad fremtiden bringer.”  - nemlig åbenbare det i forhold til hver generation…

 

Ingen ny lære – 1. Joh. 2,27.

 

***

 

Hvad lærer vi så om Helligånden?

 

Ja, netop at Ånden er hellig. Det er den egenskab, der er vigtigst ved Ånden.

 

Ånden helliggør disciplene.

 

Og her ser vi også, hvordan Ånden er tæt knyttet til Faderen og Sønnen:

 

”Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn…”

 

Helligånden sendes fra Faderen, men også fra Sønnen.

 

Helligånden vil komme og være i Jesu sted og fortsætte Hans gerning, men uden en ny lære, alt er indeholdt i Jesu ord og gerning, som beskrevet i evangelierne og apostlenes ord.

 

Helligånden er hellig, men dernæst lærer.

 

Han skal lære disciplene alt – hvad? Alt? Alt som er nødvendigt for dem at vide. Hverken mere eller mindre.

 

Det er der en stor aflastning i at forstå.

 

Og så vil Helligånden hele tiden minde, bringe op i bevidstheden, hvad Jesus havde sagt. For at Helligånden kan gøre det, må disciplene lytte til Jesu ord igen og igen.

 

Først og fremmest altså læse i evangelierne, men også i apostlenes gerninger.

 

Og på vej bort til korset understreger Jesus, hvad det er han giver, som verden ikke kan give: sin fred, som overgår al verdens og vores forstand.

 

Når verden ønsker fred, så er det et håb, og det er næsten som bare at sige: goddag og farvel.

 

Men Kristus GIVER faktisk fred. Uafhængig af vore ydre omstændigheder.

 

Af den grund skal disciple ikke være bekymret eller feje.

 

For grækerne dengang betød fred det samme som fravær af krig.

 

Men israeliterne brugte ordet fred i positiv betydning, særlig om det rette forhold til Gud.

 

***

v.28 Når nu Jesus går til Faderen, så skal disciplene ikke blive kede af det, men være glade.

 

At Faderen er større end Jesus, betyder blot at Jesus blev menneske, men ellers siger Jesus jo klart, at han og Faderen er ét.

 

Og når disciplene i fremtiden forstår Jesus mere, så vil hans ord have større virkning.

 

---

 

Jesus er på vej til anholdelsen, han er formentlig i Getsemane eller med Getsemane i tanke, da han taler alt dette til disciplene.

 

Han ved, at verdens fyrste, Satan, er på færde. Og derfor hører Hans egen tale op nu.

 

Det er en kamp mellem Gud og Satan.

 

Også disciplene og vi kommer ud for Satans angreb.

 

 

 

***

 

 

Når vi fejrer vore højtider, er det ikke bare mindehøjtideligheder.

 

For selv om vi hører et budskab, som er sket, er vi med til noget, der sker på ny.

 

Det, der skete dengang, har betydning for alle folk og til alle tider.

 

Det er noget, der finder sted igen og igen i vore hjerter og griber ind i vore liv.

 

Sådan er det også med pinsen, Åndens højtid, Åndens fest.

 

Vi mindes ikke bare dengang, hvor Ånden blev udgydt over apostlene første pinsedag.

 

Nej, pinsen er stadigvæk en åndsudgydelsens højtid, hvor vi alle i fuldt alvor beder om Helligånden og i tro venter på, at Gud på ny skal udgyde sin Ånd over sin kirke.

 

Hertil kan nogen sige: Jamen, vi har modtaget Helligånden i dåben og ved troen på Kristus, og Han bor nu hos os, så det skulle vel ikke være nødvendigt at bede om en åndsudgydelse over os.

 

Men nu er det sådan, at Ånden blæser, hvorhen Han vil. Vi kan ikke bestemme over Helligånden.

 

Vi kommer aldrig til at eje Helligånden som en sum penge på en bankbog.

 

Ånden er alene hos os som en livgivende Herre, som en strøm af liv fra Gud selv, der hele tiden flyder ned til os for at fylde os på ny.

 

Derfor trænger vi hele tiden til at bede om Åndens fornyelse, om at Ånden vil besøge os, om at Ånden vil komme til os som vor Hjælper, Husvaler, Trøster, Vejleder og Fornyer.

 

Det skal vi nu høre om gennem en iransk salme, som synger og bede om netop dette.

 

Ganske vist er det en bøn til Jesus, men Helligånden er jo Jesu andet jeg, som Grundtvig har kaldt Helligånden.

 

Den iranske salme er helt igennem en tilbedelse af Jesus.

 

Hvorfor er det så vigtigt med tilbedelse?

 

Fordi tilbedelsen, lovsangen er at række hænderne ud for at Gud må fylde os med sin Ånd, må forbarme sig over os,

Først ved at Han bringer lerstykkerne sammen, heler noget i os, så vi bliver lerkar.

 

Det begynder med Jesu råb: Omvend jer og tro på evangeliet!

 

Det begynder med at vi går i os selv.

Det begynder ikke med at vi ser ind i os selv som en ressource.

Gud må nedbryde den fordom, at vi har kraften i os selv.

 

Og når vi lukker af over for Gud, så kan vi ikke blive de lerkar, Han vil fylde med sin Ånd og kærlighed.

 

 

Hvordan skal vi være?

Besindige – hold hovedet koldt!

 

Årvågne – sobre –dvs. ædru i opførsel, tale og dømmekraft

 

Hvorfor? Så I kan bede!

 

Vi skal holde hovedet koldt og være sobre, så vi kan bede.

 

Modsat er der måske nogen der tænker, at folk har mistet hovedet, hvis de beder, at de har mistet dømmekraften.

 

Og den god dømmekraft er også, at vi erkender vore egne synder, så Gud i fællesskabet giver os forståelse og kærlighed til hinanden i alle vore skrøbeligheder, brister og mærkværdige fejl og synder.

 

Så sker der et under, at Gud skaber menigheden af intet som et fællesskab, hvor kærligheden skjuler mange synder, ’en mangfoldighed af synder’, stod der vist førhen.

 

En kristen skal holde hovedet koldt og være sober i opførsel, tale og dømmekraft, så han og hun kan bede.

 

Det er som om, apostlen Peter siger, at ellers er vi slet ikke i stand til at bede.

 

I bøn vender vi os til selve Skaberen, og så vil jeg mene, at det er vigtigt at holde hovedet koldt, for det er voldsomt – at vi kan bede til Skaberen som vores himmelske Fader, der vil os alt godt.

Og vi er jo ikke langt fra dagens evangelium, hvor Jesus (igen og igen i Johannesevangeliet) vil skabe kontakten mellem hans Fader og os gennem sig selv.

 

(Jeg fik en sjov gave til min fødselsdag – en ørn, hvis næb går ned i et hul i pyramidens spids. Og trods det store vingefang holder den balancen og kan svæve rundt lige så elegant.

 

Jeg kom i tanker om figuren grund af det med kontakten mellem vores Skaber og os gennem Jesus.

 

Det er den ligning, der holder vort liv i balance og bringer os til livets fylde, til kontakten med Gud og Jesus.)

 

 

Men det falder fra hinanden uden Helligånden. Derfor taler Jesus meget om, at Helligånden vil komme og hjælpe os.

 

Hjælpe os med hvad?

 

Hjælpe os med at være vidner om ham.

 

Helligånden vidner om Jesus, men vi, Jesu disciple, skal også være vidner.

 

Jesus kalder Helligånden for Sandhedens Ånd. Og kalder Helligånden for Talsmanden, altså den, der taler for os i svære situationer.

 

Svære situationer som dem, for vi i perioder falder væk fra troen, så bliver Helligånden ved med at arbejde i os, vidne om Jesus.

 

Især virker Helligånden hos kristne, der lider under forfølgelse, velsigner disse kristne, så evangeliet lyser og skinner i al sin glas om Jesus, solenes sol, Frelseren fra synden, fra døden og Djævelen.

 

Jesus forudsiger, at der vil komme forfølgelse, men ikke bare forfølgelse i almindelighed, men også en art forfølgelse, hvor folk mener, at de tjener Gud ved at forfølge og slå Jesu disciple ihjel.

 

Vi ser det desværre rundt om i verden, ikke mindst det gamle kristne land Egypten, hvor nogle ikke tåler de kristne, og nu for et par dage siden dræbte en bus fuld af glade kristne på pilgrimstur til et af deres hellige steder i Egypten.

 

Og så sker der det, at evangeliet skinner mere og mere fra disse kristne, for vi hører, hvordan den egyptiske kirke tilgiver og tilgiver deres fjender.

 

Hadet steg frem til korsfæstelse af Jesus, fordi han gjorde godt, fordi folkets ledere blev misundelige på Jesus, som helbredte og helbredte mennesker for alle slags sygdomme og lidelser. Han kom for at gøre godt.

 

Vi i folkekirken har svært ved at acceptere, at denne gave til at helbrede er givet i rigt mål til folk, der hører til andre kirker.

 

Og vi kan blive misundelige og nedgøre de kirker, for det går vist også for voldsomt for sig. Og det er sikkert nogle gange sandt.

 

På en eller anden måde har Jesus udsendt folk fra andre kirker med helbredelsens gave, så menneskers liv forandres, så de kommer til tro på Jesus, sådan for alvor.

 

Det ender med, at folk holder hovedet koldt og er sobre og troende.

 

I sin time kan det være, at Gud også udgyder helbredelsens gave og mange andre gaver over os.

 

Men forinden har vi et problem. Hvis vi ikke forsamles i kirken, hvordan skal alt dette komme i gang?

 

Luther

Nogle gange kan det være lettere at forholde til troen, når som nu er sammen til gudstjeneste. Luther siger om det at bede derhjemme, og det må være selvoplevet: ”Hjemme i mit hus er jeg ikke så tapper og dristig, for jeg må hele tiden først ind i striden, men i kirken, midt i forsamlingen, der sker alt af hjerte og trænger også igennem.”

 

Hvis vi derfor er ganske få, så ved vi, at Jesus er iblandt os, men vi må leve med menighedens fællesskab på et vågeblus.

 

Så er det alligevel forunderligt, synes jeg, at se en for Samsø større forsamling komme til mødet med Hans Berntsen, hvor han talte stille og roligt om, hvad forskel Jesus gør, og at det ikke kun handlede om helbredelse, men også om at troen skulle blive levende eller vakt til live.

 

Han spurgte helt jævnt på et tidspunkt, om folk ville sige ja til Jesus. Jeg så det ikke der på forreste række, men åbenbart løftede mange almindelige samsinger hånden. Ja, det ville de gerne. 

Her Store Bededag træder vi et skridt tilbage og ser på vores liv lidt udefra. Det hjælper altid på overblikket.

 

Noget kommer til at se småt og ubetydeligt ud, noget kommer til at se pænt ud, men andet kommer til at se forfærdeligt ud.

 

Især hvis vi forestiller os, at vi for Guds ansigt ved tidernes ende skulle se en film af hele vort liv rullet op, med hvad vi har tænkt og gjort – uden noget filter.

 

Nu hører vi Johannes Døberen formane folket til opbrud fra deres vante liv, til et opgør med sig selv, til en konfrontation for Guds ansigt allerede nu og i dag med de synder, vi slæber på, og han siger: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!”

 

Han siger ikke: Omvend jer, for dommen er nær, men det er næsten det, han mener.

 

Da Jesus trådte frem begyndte han egentlig på samme måde.

Omvend jer, for Guds rige er nær!

 

Jesus tænkte som Johannes Døberen også på den forestående dom over hvert menneske, men han tænkte samtidig på sit og Faderens rige, som er til stede, hvor Jesus er og går og høres.

 

Og det gør en stor forskel i forhold til Johannes Døberen. For når vi hører formaningen til at omvende os, så gør det en kæmpe forskel, om vi ser et håb nu og her. Og håbet er Guds rige, som kommer, hvor Jesus taler, hvor vi beder i hans navn, hvor vi samles i hans navn, ja, der er han midt iblandt os, som han var midt blandt disciplene, trods låste døre.

 

Da Johannes Døberen prædikede omvendelse, var det en udjævning af vejen hen mod Jesu fremtræden, frem mod, at mennesker skulle tage imod Jesus selv og hans rige.

 

Mennesker ville dengang meget gerne døbes af Johannes Døberen, fordi det var vejen til et liv i opgør med synder til et andet form for liv.

 

Men blandt dem, der dukkede op ved Jordanfloden var også de kloge hoveder, som mere var optaget af at holde dom over Johannes Døberen end over sig selv.

 

De får en kraftig advarsel: med mindre de bærer god frugt, skal hele det træ, de er en del af, falde for øksen.

 

Disse folkets politikere, præster, ledere, og meningsdannere og spindoktorer så kun på Israels folk, alt andet havde ikke deres interesse. De mente, at deres frelse lå i, at de havde det rette blod, der rullede i deres årer, ja, at de havde Abrahams blod i deres årer.

 

Sådan kan nogle i vort folk også sige, at vi har det gamle danske blod i vore årer, så vi er gode og har Guds velsignelse med os, - det sidste bliver måske ikke sagt, men tænkt.

 

Men Johannes Døberen gør op med den blod-tænkning og siger, at Gud kan opvække børn til Abraham af stenene.

 

Stenene er altså mindre hårde end disse mennesker.

 

Her må hver især prøve sig selv: er jeg så hård, ja, hårdere end de sten, Gud kan opvække sig børn af?

 

Nu siger jeg: prøve sig selv. Johannes Døberen bruger et andet udtryk: Omvend jer.

 

På græsk: få et nyt sindelag!

 

Det er ligesom, hvis vi lægger den samme plade på dag efter dag, en plade, som er fyldt med sange, der beklager sig, fordømmer andre mennesker, sange, der holder os fast i fristelser til alle mulige synder.

 

Få et nyt sindelag! Sæt en helt frisk og ny plade på!

 

Problemet er: hvordan skal vi få fat i denne nye plade?

 

Det fortæller profeten Jeremias, som er citeret vidt og bredt hos Hebræerbrevet.

 

Gud vil selv lægge sine love i vores indre og skrive dem på vore hjerter. Og på den måde lærer vi hver især Gud at kende i sandhed, uden at det er vore egne tilfældige tanker, men tanker, Gud har tænkt fra evighed, som bliver virkelighed i vores indre lige nu.

 

Og det, Gud gør på den måde, kalder han en NY pagt. Det betyder, at den gamle er forældet. Og den NYE pagt, ja, det ved vi, at den kom med Jesus.

 

Som siger om vinen, han sender rundt: Dette er en den NYE pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.

 

Gennem Jesu ord knyttet til vinen har vi nu en forsikring om, at syndernes forladelse bliver udøst over os netop der i nadveren.

 

Vi angrer og fortryder vore synder, vore hårde hjerter, råddenskaben, det onde, vi lukker ind og ud, selvindbildskheden, hovmodet, de høje tanker om os selv, og rækker det til Jesus ved hans kors, og så rækker han os til gengæld sit blod, som renser os for al synd og uretfærdighed, ja, så drikker vi det, så hans blod flyder i vore årer.

 

Og når hans blod flyder i os, så betyder det, at han daglig vil rense os, dag for dag.

 

Men for at det kan ske, må vi bede.

 

Det er der ikke plads til at tale meget om i dag.

 

Blot skal jeg kort sige noget om bøn til sidst.

 

For det første: bøn er noget vi må lære os livet igennem. Vi må blive ved med at prøve at lære det, ligesom hvis vi prøver at lære et nyt sprog at kende.

 

Vi må gerne bede gennem andres ord, som Jesu bøn fadervor. Vi kan også bruge egne ord, gerne enkle og hverdagsagtige.

 

Og så skal vi blive ved og ikke give op. Nogle gange holder Gud os ud i strakt arm, fordi det, vi beder om, ikke er godt for os, fordi han vil give os noget meget, meget bedre.

 

Vi kan trænge til at komme på det rene med, om vi virkelig også af hjertet ønsker at få det, vi beder om. Da har vi Guds løfter om, at han åbner for os, og hører os.

 

Vi får måske ikke lige det, vi bad om, men vi får altid en god gave, og netop det, vi trænger mest til.

 

For Gud giver os ikke, hvad vi selv har tænkt os, men at han vil give Helligånden til dem, som beder til ham.

 

Netop når vi beder udholdende og trofast og kommer frem for Gud med alt, skænker han os Helligånden.

 

Måske der er noget, vi holder op med at bede om, fordi vi forstår, at det ikke er Guds vilje.

 

Måske opdager vi, at vi allerede har fået det, der var bedre.

 

Måske lærer vi gennem bønnen at se på det, der bekymrer os, på en helt ny måde.

 

Måske hjælper Gud os på en anden måde – men altid hjælper han os.

 

Anden søndag efte

 

Jesus er døren.

Han er vejen til frelse.

Vejen til frelse går gennem ham.

Det er allerede forudsagt i Davids-salmen 118,20:

”Her er Herrens port; her går de retfærdige ind.”

Og i vers 22 taler salmen om Stenen, som bygmestrene vragede, men som er blevet hovedhjørnestenen. Jesus nævner selv dette sted i Matthæusevangeliet 21,42: ”Har I aldrig læst, hvad der står skrevet:

’Den sten, bygmestrene kasserede, blev selve hjørnestenen.

Den kom fra Herren,

og den er forunderlig at se på.’”

Der er kun én indgang til Guds rige, den går gennem Jesus.

Der er kun én indgang til folden, én kilde til erkendelse og liv og til at opnå åndelig næring: Jesus Kristus selv.

Jesus bringer frelse og sikkerhed, så de er frihed og det nye liv under ansvar.

Jesus er også vores hyrde.

Det har profeterne også forudsagt, som i Ezekiels bog 34:

”Herren vil selv være hyrde og holde øje med fårene og søge efter dem.” Og videre: Han vil samle fårene fra alle lande. Herren siger: ”Jeg overtager ansvaret for mine får og sikrer mig, at de hviler trygt…Jeg opsøger de fortabte og forkomne får og sørger for, at de kommer sikkert hjem igen. Jeg forbinder de sårede og helbrede de syge…”

Jesus vil dø for fårene.

Det har man aldrig før hørt om, at en hyrde bevidst ville dø for fårene.

Tyven tager fårets liv, hyrden Jeuss givet sit eget liv for fårene.

Hvert får har et navn, som Hyrden bruger. Sådan hedder det i en profeti: ”Jeg kalder dig ved navn, du er min”.

Hyrden kender sine får og de kender ham, ligesom Faderen og Sønnen indbyrdes kender hinanden.

Det vil sige: Kendskab og kærlighed hænger nøje sammen.

For os som disciple er der derfor en samhørighed, et fællesskab, en taknemmelighed i tro og lydighed.

Mission ud til folkene

Jesus vil en enhed af jøder og andre folkeslag i kirken.

En enhed, han skaber, ikke en naturlig enhed.

Kun gennem Jesu død og opstandelse kommer de andre får ind.

 

Får ser dårligt, men hører godt!

 

 

NB. Her er manuskriptet, men det yder ikke ret over for det, der faktisk blev sagt, men det der er her nedenfor, var en væsentlig del af prædikenen.

De to vandrere forstår ikke, at Jesus ikke har vist sig for de tolv apostle. Nogle af kvinderne fandt graven tom, og det havde hensat dem i forfærdelse. Nogle af kvinderne havde også set engle, som sagde, at Jesus er opstået.

De to vandrere kan ikke forstå, at det er kvinder, som har oplevet dette. Det kan ikke forstå, at Jesus, hvis han virkelig var opstanden, så ikke straks havde mødt apostlene igen.

Det er det, der forvirrer dem.

Tingene er ikke, som de mener de skulle være, selv i en situation, som de ingen mening kunne have om.

***

De to disciple forstår ikke, hvorfor Jesus skulle lide og dø. De er i uforstandens vold.

De har ikke indprentet sig det uhørte, Jesus har sagt til dem, at Kristus skulle lide og dø for verdens synder.

Nu peger Jesus på Skriften, og dermed er Jesu lidelse, korsfæstelse og død ikke længere meningsløs.

De har dannet sig et billede af Kristus mere ud fra deres egne forestillinger end fra Skriften, som de burde have gjort, i stedet for at lade deres egne ønsker præge deres billede af, hvordan Kristus skulle være.

Men Skriftens vidnesbyrd er samlet om det samme og entydigt: at Kristus skal nå til herligheden gennem lidelse og død.

Således mister Jesu lidelse og død ethvert skin af meningsløshed i mødet med Skriftens vidnesbyrd, ja, Jesu lidelse og død bliver opfyldt med den dybeste og endegyldige betydning og mening:

For netop således, i denne ubegribelige og tilsyneladende helt meningsløse begivenhed, kommer Guds frelsesvilje med sit folk til sit mål.

Hele Skriften er nøglen til en sådan erkendelse, altså loven og profeterne (16,16; 26,22). Skriften giver fast grund under Jesu lidelsesvej som det, Gud måtte lade ske.

Jesus nævner ikke bestemte steder. Men vi ved, at Jesus sidst i sit liv beskæftigede sig meget med Salme 22 (Markus 15,34; Matth. 27,46); Salme 110 (Luk. 20,41ff par.); Esajas 53 (Luk. 22,37); Zakarias 13 (Matth. 26,31); Zakarias 9 og Jer. 31 (Matth. 26,28 par.). Disse steder havde ledsaget og styrket ham på vejen. Og nu sætter Jesus disciplene under disse ords vejledning.

***

De føres i stedet ind i fællesskab med Skriftens Kristus, og ikke mere

deres egne ønskers Kristus eller en Kristus svarende til deres egne håb og forestillinger.

Under måltidet overtager Jesus rollen som vært og række disciplene det, de har brug for, som gæster i deres eget hjem.

I denne handling genkender de Jesus, at han den korsfæstede, som også er opstået fra de døde. Nu tror de, at han lever. Og da har Jesus opnået sit mål.

Hvad er overskriften over evangeliet i dag?

Den tomme grav.

Men inden vi når så vidt, vil jeg sige, at jeg netop har diskuteret en video, som DR3 lagde ud, som bruger korsfæstelsen til at more sig over et forhold mellem en far og hans skoledrengssøn. Undervejs skriver en, at korsfæstelsen er en fiktiv begivenhed.

Se, hvis korsfæstelsen er fiktion, er noget, nogen har fundet på, så kan vi ikke tro på noget her i verden. Måske lige slaget ved Dybbøl, men alt der går forud har vi alt for få kilder til.

Hvorfor vælger en mand i 2017 at kalde korsfæstelsen en fiktiv begivenhed? Jeg ved det ikke. Måske for at holde det hele fra livet. Måske har han haft en dårlig oplevelse med kristne? Eller han er blot formørket i egne tanker.

Jeg var nødt til at sige til ham, at Gud netop valgte det foragtede, det der ikke var noget i verden, for at gøre det, der var noget her i verden, til skamme.

Denne lille samtale viser, at forstanden kan være oplyst eller formørket. Vi taler ikke engang om tro, men blot om almindelig sund fornuft. En kendt minister sagde også engang, at juleevangeliet var på niveau med at tro på nisser. Sådan er det, når mennesker stoler på sig selv og praler af det.

Men Gud gjorde noget, ingen kunne have regnet ud. Han gjorde noget, som aldrig var sket. Noget ingen jøde kunne forestille sig, at et menneske forlod graven levende og forklaret.

Men først var der det med graven. Kvinderne havde holdt øje med, hvor Jesus blev lagt.

Og påskemorgen var graven tom.

Hvem fandt graven tom?

Der er forskelle på, hvor mange kvinder det var, og hvad de hed og også på, hvordan de reagerer på englens budskab.

Vi kan ikke få det hele til at gå op, men der er ingen grund til at være høflig og gå over forskellene, eller at være pedantisk og prøve ude af proportioner at finde uoverensstemmelser.

Man kan ikke udjævne alle uoverensstemmelser tilfredsstillende.

Men det ville heller ikke være et mål.

Man skal huske, at det er normalt med uoverensstemmelser mellem øjenvidner til de samme begivenheder.

I evangelierne er der i forvejen tit uoverensstemmelser andre steder.

Faktisk ville det være mistænkeligt, hvis evangelierne lige netop her stemte fuldstændig overens.

Uoverensstemmelserne viser, at vi ikke har at gøre med noget, der var en historie, man havde lavet og genfortalt helt ens i alle evangelierne.

Og så skal man tænke på, at begivenheden var fuldstændig uden for det normale.

Det er ikke mærkeligt, hvis vidnesbyrdene om begivenheden viser tegn på sjælsrystelse.

---

Så lad os gå til det, der er fælles for de fire evangelier, som bekræfter begivenheden:

Det er kvinder, der er i front ved begivenheden.

I parentes: kvindernes tavshed er i sig selv meget talende og peger på, at det var lige netop det, der skete: at de tav over for det usandsynlige, de oplevede.

Deres tavshed er ikke en dramatisering af beretningen.

Det var heller ikke sådan, at de simpelthen tav for altid. Nej, de tav for en stund – det skulle, som vi siger, bundfælde sig.

For naturligvis løb de efter at have sundet sig ind i byen til disciplene.

Det er helt klart i alle fire evangelier, at kvinder var de første, der modtog nyheden om opstandelsen.

Det er meget betydningsfuldt, at ingen af de tolv disciple er først.

Også fordi jødedommens holdning til kvinder slet ikke stemmer overens med dette.

Det heder: ”Hellere lade loven blive brændt end overgivet til kvinder” (j Sot. 19a), og: Lykkelige er de, som får drengebørn, og ak og ve for ham, som får pigebørn(b Kidd.82b).

Berømt er også morgenbønnen i den gamle synagoge: ”Velsignet være du, Herre vor Konge, universets Konge, som ikke skabte mig som kvinde.” (A.D.P.B. p. 6).

Så ud fra jødedommens holdning til kvinder, er det højest bemærkelsesværdigt, at de, som i Guds forsyn blev givet forrang for apostlene ved denne skelsættende begivenhed var kvinder.

Her er der grund til at citere 1. Kor. 1,26-29:

26Tænk bare på, venner, hvor få af jer, der var vise i verdens øjne, dengang I kom til tro, hvor få af jer, der havde indflydelse i samfundet, og hvor få af jer, der kom fra fornemme familier. 27Nej, Gud valgte at gøre noget, som i verdens øjne ser tåbeligt ud, for at lukke munden på de kloge. Han udvalgte de magtesløse for at gøre magthaverne til skamme. 28Gud valgte det, som var ubetydeligt og ringeagtet i verden, det som intet var, for at gøre det, som var noget, til intet. 29Altså har mennesker ikke noget at prale af over for Gud.

Vor forstand bliver oplyst, når vi bøjer os i tilbedelse for den opstandne Frelser Jesus Kristus, Herren. 

 

 

 

 

1 Nadverens grundlag

Hvad kommer nadveren an på?

Det kommer an på Guds ord og befaling. Det er det vigtigste. Dette at nadveren med ord er indstiftet af Jesus, ord vi skal bruge.

Det skal understreges helt fra start, for nogen opfatter nadveren som noget, vi gør, og betragter sakramentet uden Guds ord 

Kristus er overalt, fordi Han er Herre over alle ting. Men kun i nadveren knytter han sit ord til brødet og vinen, så vor samvittighed kan føle sig vis: her, her, er Han til stede i nadveren, og Han har befalet os gøre dette gang efter gang; så alle ved, at her, her, rækker han sig selv med syndernes forladelse.

 

2 Hvad er nadveren?

Det er Herren Kristus’ sande legeme og blod – i og under brødet og vinen,

På samme måde som dåben ikke er almindeligt vand, men Guds ord kommer til,

Sådan er nadveren heller ikke almindeligt brød og vin, men Guds ord kommer til og er bundet til brødet og vinen.

Derfor, siger Luther, skal man modtage det med ærbødighed, frygt og ydmyghed fra den guddommelige majestæt.

Hvorfor ærbødighed og frygt og ydmyghed?

Fordi Han er vor Konge, der rækker sig selv til os, forener os med Ham.

Er Kristus virkelig den guddommelige majestæt, så vil vi også have frygt for at gøre Ham imod.

Har du en god ven, som du respekterer højt, så ønsker du ikke for alt i verden at volde ham eller hende ondt. Du vil ønske, at du kan være venlig og hengiven. Men hengivenhed og venlighed nærmer sig jo frygt. Frygt for at ødelægge venskabet. 

Og når vi også siger, at vi skal modtage nadveren i ydmyghed, så er det, fordi vor Herre selv lærte os ydmyghed. For han er ydmyg, han vaskede disciplenes fødder som et eksempel for os, så vi også vasker hinandens fødder, det vil sige, lade tilgivelsens og kærlighedens og hengivelsens ånd råd i vore hjerter over for alle mennesker.

 

3 Hvad gavner nadveren?

A Hvad er nadverens kraft og nytte? Det er syndernes forladelse.

 

3B Værn

Nadveren er et sikkert pant og tegn, et værn mod synd og død og al ulykke, siger Luther. Det er et skønt ord af Luther: et værn mod synd og død og al ulykke.

 

3C Styrkelse

Nadveren er sjæleføde, der nærer og styrker det nye menneske.

Vi er ganske vist et nyt menneske genfødt ved dåben, men vi forbliver i vort gamle skind. Derfor har vi brug for både værn og styrkelse.

Djævelen og verden vil ofte nok igen og igen hindre os og anfægte og udmatte os, så vi ligefrem snubler.

Netop derfor, siger Luther siger, har vi brug for nadveren som daglig næring og føde ”for at troen må komme sig, blive styrket, så vi ikke går baglæns i kampen, men bliver stærkere og stærkere.”

Det nye liv, vi har fået i dåben, skal stadig tage til og gå fremad, og ikke baglæns.

Dertil har vi brug for al styrke fra nadveren, for vi må tåle meget fra Djævelen, som helst bliver ved med at angribe os, til vi lader hænderne synke i lede og utålmodighed.

I lede og utålmodighed.

Altså: nadveren er til trøst til ny kraft og vederkvægelse, ligesom dejlig mad eller et godt bad.

--- Selve gerningen, hvorved syndernes forladelse er vundet, er sket på korset, men kan kun komme til os gennem ordet.

Evangeliet i sin helhed og troens ord: at jeg tror på en hellig almindelig kirke, syndernes forladelse – det er lagt ind i sakramentet og forkyndes der for os.

 

4 Hvem modtager nadveren?

Nadveren kan kun modtages ved troen, det er ikke noget, der sker af sig selv.

Det hedder jo: givet for jer, udgydt for jer.

Så der er indeholdt i nadveren en befaling til at tilegne os den og bruge den.

Det er som hvis der ligger en skat ved døren eller på bordet: du må selv tage den til dig.

Gaven skænkes i ordene, men man kan kun fatte den og tage den til hjerte i hjertet. Troen i hjertet erkender denne skat og begærer at eje den.

 

Palmesøndag 9. april 2017 kl. 11 i Tranebjerg kirke

kl. 14 i Nordby kirke 

 

1 Profetien - opfyldelsen

Hvornår er en profet nogensinde kommet som svar på profetier?

Hvornår? Er det sket? Hvor?

Palmesøndag!

Profetien om at kongen skulle ride ind på et æsel, sagtmodig og ydmyg, det skete, hosianna!

2 Han er Kongen

Og her var ingen tvivl om, hvad Jesus var og hvad folket forstod, han var: Kongen.

Kongen på æslet, sagtmodig og ydmyg. En vidunderlig konge, en konge, du ønsker at tjene som en tro tjener til døden.

Det skete.

3 Tiden var kommet.

Han havde vandret rundt i landet og ellers undgået Jerusalem, udskudt Jerusalem til finalen.

Kære venner!

Jerusalem var stedet for finalen.

Ja, undskyld mig, at jeg for et øjeblik tænker på en helt fantastisk fodboldkamp, der var som en finale. Og jeg gør det ikke for at skabe et billigt grin. Jeg gør det, fordi den kamp er gået over i fodboldhistorien som en kamp, de store fodboldspillere i hele verden vil kalde den mest fantastiske kamp på planeten nogensinde.

Kampen var tabt: Barcelona havde tabt første kamp 0-4 i Paris, de kom på 3-0 i returkampen i Barcelona, før Paris fik scoret til 3-1 og dermed skulle Barcelona score yderligere 3 mål i de sidste minutter og tillægstiden. Og det skete. Og to af de tre sidste mål vil gå over i historien som enestående. Især det første af de tre, som var et frisparksmål på lang afstand sat ind med millimeter præcision i venstre hjørne uden mulighed for målmanden.

Da Barcelona helt usandsynligt endte med samlet at vinde 6-5 i de døende sekunder af overtiden, var de alle vantro, både de selv og deres modstandere…

… Sådan var det, der skulle ske fra palmesøndag hele vejen frem til påskemorgen.

Fuldstændig usandsynligt.

Især efter at Jesus var blevet hængt op på træet og døde.

Det var kampen mellem alt, hvad der er død i verden, og så Livet selv, Jesus, som siger: Jeg er vejen, sandheden og livet, Jeg er opstandelsen og livet.

Kampen mellem døden og Livet,

Kampen på død og liv.

I årene forud havde Jesus holdt folk hen, især på grund af modstanderne, som flere gange prøvede at få ham stenet. Han talte derfor i tredje person om sig selv, kaldte sig Menneskesønnen.

Han befalede folk at lade være med at fortælle om de undere, han udvirkede. Han befalede de onde ånder at tie om hans identitet.

***

Og nu var han i Jerusalem.  Det var hans indtog. Hans sejrrige indtog.

(I det følgende citerer jeg stort set Martin Luthers prædiken til palmesøndag).

Han ville være i Jerusalem til påskefesten og tage imod sit kongerige, ligesom konger og fyrster plejer at holde deres indtog, når hele landet skal hylde dem og aflægge troskabsed.

Men da Kristi rige er et åndeligt og fattigt rige, måtte profetien først komme. Profeten Zakarias profeterede, at kongen ville holde indtog, ikke prægtigt og herligt, men sagtmodigt og ringe.

Enhver kan slå efter og se, at indtoget af kongen skete, som profeten havde forudsagt.

Han havde hele tiden talt om sin og Faderens rige som et kongerige.

Så folket vifter med palmegrene og kaster tøj ud på vejen, han rider ad.

(Min egen note: på arabisk hedder det, at folk ’spredte’ tøj ud på vejen; ordet ’sprede’ er det samme, som bruges som navneord i betydningen: ’tæppe’, ’møbel’. Den arabiske bibeloversættelse forstår (tror jeg!) det sådan, at folk ligesom gjorde vejen til et sted for en fest, som hvis de skulle sætte sig og spise der. Det er jo stadig sådan, at mange i mellemøsten spiser på gulvet på en dug spredt ud oven på et tæppe, eller blot på et tæppe.)

Mest æres Jesus dog, da folket fik ham i møde og sang om ham:

Hosianna! Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn, Israels konge!

Sådan rider Jesus ind på et æsel, fattig, men samtidig den, der vil æres som konge.

Han vil ride ind i byen, han vil græde over byen Jerusalem, fordi den ikke vil tage imod ham, fordi den foragter sin konge og ikke vil kende sin besøgelsestid.

Men for os er det skrevet for at vi, år for år, skal lære at gøre forskel på Kristi rige og verdens rige.

På kongen Kristus og andre verdslige konger.

Kongen Kristus kommer fattig ridende på et æsel, for han regerer ikke sådan i sit rige, at man kan samle penge og gods, føre krig, blive rig og mægtig på jorden, som verdslige konger og regenter lærer og gør. De må prøve at holde fred i landene, så borgerne kan leve i ro og enighed og passe hver deres arbejde og håndværk.

Hvordan alt arbejde på jorden skal gøres, overlader han til staterne, derimod lærer Kristus i sit rige ved sit ord, at vi er fortabte syndere, fordømt til døden og under Djævelens magt. Men han har ved sit blod og sin død forløst os fra alle synder og Djævelens magt, for at vi ved troen på ham skal blive retfærdige og salige.

Dette er en anden visdom end den, jurister og lærde lærer i denne verden.

De kan lære, hvordan man driver en gård, holder hus, samler penge, forsvarer sit land og folk, men mere kan de heller ikke.

Her ved sit indtog viser Jesus, at han ikke blot vil opfylde profeternes skrifter, men også vise sit riges natur og egenskab.

Derved viser han, at han ikke kom for at vi skulle være rige, samle penge, osv., men for at vi skal tro, at han er kommet for forløse os fra synd, død og djævel og gøre os rige gennem det evige liv.

Det er ham om at gøre.

Derfor kom han til jorden.

Og det er hans riges natur, kraft og frugt, at vi skulle komme fra dette elendige, dødelige og syndige liv til det salige, klare og evige liv.

Hvis han skulle have været en verdslig konge, havde der ikke været behov for profetier, men hans rige er profeteret, hvor han skal regere ved sit ord og ved sin hellige Ånd.

Verden foragter denne konge og hans rige med de evige, gode ting og stræber blot efter timeligt gods, magt, ære og rigdom.

Vi kristne derimod skal arbejde her på jorden og bruge denne verdens gods til det, som er nødvendigt, men vore tanker skal være vendt mod det evige liv. For vi skal engang før eller siden forlade denne verden, og derfor er det så sørgmodigt, når mennesker lever, som om døden enten ikke fandtes eller som om de ikke selv skal dø og ingen tanker gør sig om det hinsides.

Modtager vi derimod Kristus her, tror vi på ham og adlyder hans evangelium, så vil han hinsides modtage os og sige: Kom hid, I min Faders velsignede! Arv det rige, som er beredt for jer fra verdens grundlæggelse! (Matth. 25,34).

Alt dette har vor kære Herre Jesus Kristus villet vise os med sit indtog i Jerusalem, så vi skal lære ham ret at kende, og blot være her på jorden med venstre hånd, men med den højre hånd være hisset i det liv, da vi jo er døbt til det kommende liv.

Gud give os nåde til at modtage og antage denne konge og blive hos ham evigt! Amen.

Seksagesima søndag 2017

søndag den 19. februar

 

Es. 55,6-11 - 1 Kor.18-21 - Mark. 4,1-20

 

Salmer

875 Tak, Gud, for denne lyse morgen (100 salmer)

557 Her vil ties, her vil bies. K. 214 (Berggreen)

686 Min sjæl, om du vil nogen tid.

K. 275  (Jeg ved et evigt Himmerig)

Prædiken med musik, der afspilles

394 Ak Gud, fra Himlen se herned.

K. 1 (Af dybsens nød, o Gud, til dig).

Nadver med 192 vers 7 

864 Må din vej gå dig i møde (100 salmer)

 

I dag vil jeg egentlig lade Kingo prædike for os.

Lad os slå op på hans salme 686.

Hos ham begynder alt med lydighed.

Hvad er lydighed. Det er at noget med at høre og lytte til noget vigtigt og så handle derefter.

Lydighed betød oprindeligt på det gamle nordiske sprog: at lytte.

Det er det at lytte og så gøre det.

Kingo nævner, at man kan høre og så glemme det hele bagefter.

… Nu er vi ikke glade for ordet lydighed. Det lyder som kæft, trit og retning.

Men virkeligheden er, at mennesker kan høre uden at lytte, uden at ordene synker ned og bliver til ny flid i det at leve livet ud som kristen.

Lad os tage nogle eksempler.

Man kan tage til en generalforsamling og høre alt, hvad der bliver sagt, uden at skulle forholde sig dybt til indholdet.

Man kan deltage i et politisk møde, og alt, hvad der bliver sagt, er glemt dagen efter.

Eller man kan være optaget af en sag så meget, at ved det politiske møde kommer man endnu mere i stødet og vil arbejde endnu mere for den sag, man brænder for.

--- Der kan altså lyttes på forskellig måde.

Også til Jesu tale.

Jesus gør det klart, at der i grunden er to måder at lytte på:

Dem ’udenfor’ lytter, men forhærdes undervejs. De vælger ikke at tage imod ordet, de vælger ikke at omvende sig.

Det bliver derfor forhærdet.

Profeten Esajas fik besked fra Herren på at forkynde dom over folket og dække folkets ”hjerte med fedt”, gøre deres ører tunge, som det hedder.

Sådan er Jesus også: Han forkynder dom over folket. Der hvor folket ikke vil tage imod ordet, hvor folket forkaster ordet.

Men der er et løfte om, at Guds ord aldrig vender tomt tilbage, det er som regnen, der uundgåeligt sætter gang i nyt korn, som bliver til brød at spise.

Så gennem forhærdelsen og dommen er der ny nåde og et fornyet gudsforhold.

Hos Gud er der altid en ny mulighed:

Også for de forhærdede, som Gud alligevel viser ny nåde, når og hvor han vil.

Men alligevel: vi kan ikke få Guds handlinger med mennesker til at gå op som en kabale.

Der er altså en reaktion hos dem ’udenfor’, som Jesus taler om, og så dem ’indenfor’, altså dem, som er åbne over for Jesu tale.

Vi må erkende, at der er mennesker, som hader Gud og Jesus og kirken.

Der kan være mange grunde til at hade kirken, men i grunden er der ingen af os, som ønsker at følge Jesus som hans disciple. Vi har det dybt i os, at vi foretrækker at adlyde ikke ham.

Og når vi ikke adlyder ham, så adlyder vi os selv eller andre.

Det at adlyde sig selv er dybt ensomt, og det at adlyde andre er at være slave.

Men at adlyde Jesus er ikke at være slave. Nej, for at adlyde ham kan kun ske i frihed, i fri tilegnelse, hvor glæde og fred vokser i os, hvor Helligånden virker alle gode ting i mennesker, der følger Jesus.

Derfor siger Jesus, at den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, om det så er meget eller lidt.

Vi lytter altså for at omsætte denne lytten til handling.

Vi tager imod ordet. Hvad vil det sige? At lade ordet slå rod i os, ikke jage det bort, men lade ordet bo centralt i os, som det, vi ønsker skal præge os, ja, netop præge os.

Det er klart, at hvis noget godt skal præge os, så er der noget andet, som skal forsages og jages ud.

 

Kingo siger:

Bort, vrede, skændsord, dårlig harm!

I bør ej huses i denne barm,

Hvor Gud til fred og salig ro

Vil, hans velsignelse skal bo.

Bort derfor alt, hvad skade kan

Og hindre enigheds forstand!

Kingo kender sig selv alt for godt, så han grunder igen over det, han lige har sagt, for han mærker, at der er en hård kamp i ham,

Derfor siger han videre:

Gid tunge, læber, sind og mund

De kunne ret af hjertens grund

Forsage træskhed, list og svig

Og gøre sig et Himmerig

Ud af den søde venskabs fred

Med hver mand, i Guds kærlighed!

 

Det er blot at komme i gang, for Gud ser rigtignok det hele:

”vor tanke, påfund, hjerters råd,

de onde går ham ej forbi,

på deres ondskabs skjulte sti”,

og samtidig er det sådan ,siger Kingo,

 at Gud ”også på de fromme ser,

Al hjælp og nåde dem betér.”

Altså de fromme får nåde og hjælp. 

Gud hjælper virkelig de troende. Det står fast. Det kan gøre troende til hyklere, men tag det som en trøst i onde tider: Gud hjælper virkelig de troende.

Det er hans løfte til os.

 

Kingo kendte til både trusler, had og vrede fra verdens børn mod sig.

Men han minder om, at det snart kan få en vending,

Så ”gå du kun frem på fredens vej,

Og agt al verdens tummel ej!”

Så slutter Kingo med en bøn.

Nu skal ringen sluttes, nu skal ordet for alvor synke ned i hjertets jord som korn, der sås.

Han er fuldt ud klar over, at det ikke er en smal sag, det her. Det er livsland læring, nu i fald og nu i sæde, som han kan sige det i en anden berømt salme.

”O søde Gud, o, gid jeg må

 Mit hjerte ved dig dannet få,

At du kan helliges i mig,

Til jeg dig ser i Himmerig,

Hvor Hellig, Hellig, Hellig da

Jeg sjunger med halleluja!”

Han beder om, at Gud må sætte en helliggørelses-proces i gang.

En sådan proces har vi længe ikke hørt om, fordi selv inden for kirkens mure har der været foragt over det ord: helligelse, eller helliggørelse.

Det er til at forstå, for det er nu, det skal afgøres, om ordet blot skal prelle af på en skal omkring hjertet, måske det fedtlag, som Esajas fik besked på at lægge omkring folkets hjerter.

Folket var selvfede, derfor skulle Esajas forkynde, så et lag fedt virkelig skulle dække hjertet.

Hjertet skulle sådan indesluttes i forhærdelsens fedt, at det sidst ved Guds mirakel måske bliver for meget for denne og hin. Det ved kun Gud.

--- Hvor gerne den enkelte præst end vil erklære alle for værende salige og frelste, så forkynder Paulus med Jesus i dag, at ordet om korset byder verden i den grad i mod.

Det var netop ved korset, at Jesus har bragt frelsen i stand, muliggjort frelsen for den enkelte.

Men der findes ikke en så bred vej til salighed, at alle på én gang kan vandre side om side. Den brede vej fører frem mod fortabelse. 

Derfor er det en forsømmelse ikke at advare mod den vej.

Den enkelte må ydmyge sig for at komme i gennem på den smalle og farlige sti til Himlen.  

 

Sidste søndag efter helligtrekonger 2017

Søndag den 5. februar
kl. 11.00 i Nordby kirke
kl. 14.00 i Onsbjerg kirke

2. Mos. 34,27-35 – 2. Pet. 1,16-18
Evangeliet: Matt. 17,1-9

422 Hellig, hellig, hellig! Herre Gud almægtig! K. 192.

400 Så vældigt det mødte. K. 494.

421 Gud er her til stede! K. 159.

Prædiken

161 Med strålekrans om tinde.
K. 357 (Min død er mig til gode).

Nadver

384 Til klart Guds ansigt vi skal se. 
K. 220 (Hvad kan os komme til for nød).

Vi lukker helligtrekongertiden med udblik til evigheden, til Jesu genkomst, når alle tider i verden standses.

De tre disciple så Jesu herlighed, så de faldt til jorden rystet over hans hellige herlighed.

De måtte ikke sige noget om det, før Han var opstået fra de døde.

Og Peter fortæller os om denne oplevelse.

Det var ikke en opfundet historie, der skulle gøre Jesus større.

Det SKETE! De OPLEVEDE det!

Mange opfinder deres egne opfattelser af evangeliet helt uafhængig af, hvad evangelierne og apostlene fortæller os.
Og ophøjer så egne indfald og gennemtænkte ideer til evangeliet.

De er bedragere, og derfor må apostelen Peter vende tilbage til det, de oplevede, at Jesus forvandledes i et øjeblik, som svandt, men i et øjeblik, så de for altid havde fast grund under fødderne, når de ikke bare forkyndte Jesu opstandelse, men også forkyndte, at Jesus skal komme igen i herlighed som frelser og dommer.

Og DET er perspektivet i dag, kære menighed!

At vi forbereder os på evigheden, på at møde Jesus i hans herlighed, når han kommer igen for at dømme levende og døde.

Og hvordan gør vi så det?

To ting: for det første vi lytter til hans tale, hans ord, ikke bare lidt af det, men det hele, ja, vi arbejder på at sluge hans ord, som en profet engang fik besked på at gøre med en bog med Guds ord. For ordene vil smage bedre og bedre jo dybere de kommer ind i vort hjerte, vor sjæl og vort sind, og præger os dag for dag, så vi med flid vil leve så godt vi kan, som Jesus levede og er.

Det er jo det, apostlen Peter vil med at fortælle om oplevelsen af Jesu forvandling på bjerget. Han vil ikke blot pege på Jesu herlighed, men på det, der fører os frem til at se ham til sidst i al hans herlighed: nemlig Guds ord. Han taler om den røst, de hørte på bjerget, og han fortæller, at Gud Fader gav Jesus ære og herlighed igennem disse ord:

”Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag.”

Gud vor Fader har fundet VELBEHAG i Jesus Kristus.

Nu ved vi, at kun i følgeskab med Jesus har vi Guds velbehag.

Velbehag – smag på dette vidunderlige ord.
Det er en stærk følelse af tilfredshed, velvilje, glæde.

Og det er denne RØST, som apostlen holder fast ved – imod alt muligt indbildt, som andre kommer og forkynder.

Der er uendeligt meget, der vil kildre os i ørerne og i alle sanser, og som lokker os bort fra sandheden, bort fra Guds enkle og vidunderlige ord.

Så i dag skal vi med kraft lovprise Jesu Fader, som talte til sin Søn, så de tre udvalgte apostle hørte det.

…Det var det første, Guds Ord, som vi skal holde fast ved, for Guds herlighed, Jesu herlighed, stråler fra dette ord til evigt liv, til vi skal se Jesus Kristus ansigt til ansigt i en uudsigelig herlighed og altid være i hans nærhed, med et opstandelseslegeme, som svarer til det, han allerede nu har, og i hvilket han også kommer til os, når vi synger, bekender, og beder i Hans velsignede navn.

***

Altså, vi forbereder os på evigheden ved at lytte til Guds ord.

Det andet vi skal gøre, så vi forbereder os på evigheden, er at leve, som Jesus Kristus har lært os.

Herligheden kommer ikke uden sved og flid.

Moses fik en strålende herlighed, da han kom til folket med de ti bud, så strålende, at de bad ham tage et slør over sit ansigt, for det var for stærkt at se på hans ansigt.

Det, der var stærkt, var at se ind i den herlighed, som der er i Guds fuldendte vilje.

De ti bud indeholder en stor herlighed til dagen og vejen, at vi spejler os i buddene dag for dag.

Det var noget af det første, Martin Luther satsede på, da han underviste menigheden.

Han skrev den lille og den store katekismus.

Og apostlen Peter skriver som optakt til sin oplevelse og Guds ords enestående betydning, da skriver han om, hvordan vi skal leve og om gudsfrygt.

Han siger: Hvor har vi det, der behøves der til liv og gudsfrygt?

Det har vi i Guds ord, i erkendelsen af dette ord, af Guds og Jesu tale. Gud har skænket os sin guddommelige kraft gennem erkendelsen af ham, og derigennem har han kaldet os med sin herlighed og styrke.

Han har skænket os dyrebare løfter, og lad os tage disse dyrebare løfter frem. Det, Gud vil give os med disse løfter er at vi kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær og få del i guddommelig natur.

Derfor opfordrer Peter os til at være ivrige efter, at vores tro på Jesus må sætte sig spor dag for dag.

Det begynder med det, vi har forstået af Jesu ord og vilje, og fortsætter med selvbeherskelse, så vi koncentrerer vor energi på hans vilje, ikke vores, og bliver ved i udholdenhed, gudsfrygt, brodersind, kærlighed.

Nogen forarges over, at vejen går gennem gudsfrygt. Peter oplevede, hvor forfærdede de blev, da de så Jesu herlighed for et øjeblik.

Martin Luther understreger også gudsfrygt koblet med kærlighed, når han udlægger de ti bud:

Vi skal frygte og elske Gud, så vi … (så følger de enkelte bud).

Vores erkendelse og forståelse vokser ved at vi lever i troen i praksis, i det, vi gør hver dag. Så det er en cirkel, hvor erkendelse, tro og liv uløseligt hører sammen. Vi kan ikke sige: Jeg tror på Jesus, og mit liv er lige meget. Nej. Så er vi uden frugt, uden flid, så ser vi ingenting andet end os selv, så har vi glemt, at vi blev renset for vore tidligere synder.

Nej, meningen er, at vi med endnu større iver skal arbejde i vores liv som efterfølgere, så vi ikke snubler. Og hvis vi snubler, så ved vi, hvordan vi kan bede ham bringe os på fode igen. Og døren står på vid gab til Jesu Kristi evige rige, det gør døren åbner sig, når vi modtager hans legeme og blod og blander blod med ham og bliver eet med ham og bliver det, han er, og han tager det onde, vi også har i os, og nagler det på korset og giver os sin renhed og retfærdighed.

Så kan vi med frimodighed gå ud i en ny uge, en ny dag, et nyt forår frem mod en ny påske.

Dåbsgudstjeneste

Lørdag den 14. januar 2017 kl. 11

i Onsbjerg kirke

Hvis man som jeg genser på nogle minutter de utrolige driblinger, Lionel Messi lavede i 2016, og ikke mindst de mål og assists, han lavede, ja , så kan man godt tænke: hvordan kan det lade sig gøre den ene gang efter den anden.

Det kunne også være en, der kan sit arbejde, så andre må undres: hvordan er det muligt?

(Se evt. linket "Messi 2016" nedenfor!)

Og så er der Jesus.

Han spillede nok ikke fodbold, men da der ikke var mere vin ved brylluppet i Kana, bad han tjenerne om at fylde seks kar med plads til 2-3 'metretes' (=39,39 liter pr. 'metretes') med vand - det vil sige minimum ca. 480 liter og maksimum ca. 720 liter. Så bad han tjeneren om at øse vandet op i kander, og da skafferen smagte på det, var det vin. Bedre end den, bryllupsgæsterne havde fået indtil da. Skafferen vidste ikke, hvor denne vin kom fra og siger overrasket til brudgommen: Du har gemt den gode vin til nu!

Det gjorde Jesus som det første tegn, og åbenbarede dermed sin herlighed, og hans disciple kom til tro på Ham!

Vand til vin. Hvad var meningen? Det var et tegn, hørte vi. Et tegn, som enhver dengang og i dag kan afvise.

Et tegn, som viser de kraft, Jesus har fået fra sin Fader.

Tegnet med vand og vin peger hele vejen frem på den anden side af Jesu død til Jesu opstandelse fra de døde. Ja, peger helt til verdens ende, hvor Jesus ser frem til at spise og drikke med sine disciple, hvor vi skal se Ham ansigt til ansigt.

Vand til vin – det er fra sorg til glæde.

Og Jesus siger direkte til sine disciple, at Hans mål er, at deres glæde skal være intet mindre end fuldkommen.

Hvordan kan vores glæde vare ved?

Jo, vi skal blot være som en gren på træet Kristus. Han kalder sig selv vintræet, og disciplene for grene.

Og understreger, at grenen kan kun bære frugt, når den er på stammen.

Så det er det, vi må holde os for øje, ikke at skære os selv fra stammen Jesus Kristus.

Jesus siger, at en gren, der ikke bærer frugt, den skæres bort og kastes i ilden.

Det bliver dommen over os, når vi ikke bærer frugt og vælger at leve uden Ham.

Hvordan kan vi så leve i Ham og med Ham?

Ved at holde os for øje, at Han skal være vores Frelser og Herre, ingen anden.

Og så leve som kristne. Hvordan?

Det hørte vi: Vi skal arbejde på, at vores kærlighed er oprigtig. Oprigtig - det vil sige ægte, uden svig, en virkelighed, som viser sig i troskab, i handling for de mennesker, vi er sat iblandt.

Kærlighed er ikke kærlighed, men blot grådighed, hvis vi ikke vil lade os nøje med det, vi har fået, den vi har fået. Kærligheden bliver smuk, der hvor vi er tro over den, vi har fået.

Der er altid en, to, mange, man kunne begære, men kærlighed, nej, det er det ikke at følge lysterne, men blot selviskhed. Livet bliver tomt, jo længere, jo mere. Men der er altid mulighed for at omvende sig fra det tomme liv, bekende det for Gud og bede om tilgivelse i Jesu navn. Og når vi beder sådan, så hører Gud vores bøn, og det, der var vand i vores liv, tomhed, kan blive til vin, til glæde, til taknemmelighed.

Altså, ægte kærlighed viser sig ved troskab.

I dag er der en del foragt for ægteskabet, som viser sig ved skamløs lovprisning af troløshed. Men sådan har Gud ikke skabt os, han har ment det alvorligt med ægteskabet mellem mand og kvinde.

Som Martin Luther siger i sin store katekismus til det sjette bud:

Gud har ”rigt velsignet ægteskabet frem for alle andre stænder og forsynet det med alt, hvad der findes i verden.”

Ja, Gud vil give sin velsignelse og nåde netop i ægteskabet, så det fører til lyst og glæde. (Luther).

Men kærligheden skal også være oprigtig over for mennesker i almindelighed, så vi så vidt muligt finder godt at sige om mennesker frem for negativt, at vi gerne bygger dem op, i stedet for at ødelægge deres liv ved dårlig snak.

Et sted hedder det, at kærligheden er barmhjertig og venlig. Ikke misundelig, pralende eller indbildsk. Lader sig ikke hidse op, bærer ikke nag. Sørger, hvis nogen kommer ud for uret, men glæder sig, når sandheden sejrer. Kærligheden holder altid fast. Den er fuld af tillid, forventning og udholdenhed. Og den varer evigt.

Hvorfor? Fordi kærligheden med stort K er Jesus Kristus, Guds eneste Søn, som er fuldkommen kærlighed.

***

OM dåben:

Hvad gavner dåben?

Dåbens kraft, gerning, nytte, frugt og formål er, at den frelser.

Hvad betyder det at frelses?

Intet andet end at blive befriet fra synd, død og Djævelen, at komme ind i Kristi rige og leve evigt sammen med ham.

Så dåben er ikke bare slet og ret vand. Almindeligt vand kan ikke udrette dette, men ordet og Guds navn, som er i dåben, gør det.

Men hvor Guds navn er, der må der også være liv og salighed, så dåben må kaldes et guddommeligt, saligt, frugtbart og nåderigt vand. Vand til genfødelse.

Men det er ikke handlingen i sig selv helt uden dig og mig, der virker alt dette.

Dåben bevirker alt dette, hvis du i henhold til Guds befaling og ordning og i Guds navn lader dig døbe i den hensigt, at du i vandet skal modtage den lovede salighed. Det må altså tros med hjertet.

Dåben er overvindelse af Djævelen og døden, syndernes forladelse, Guds nåde, Kristus selv, og Helligånden med Hans gaver.

Dåben er en skat og et lægemiddel, siger Luther.

Et lægemiddel bragt lige til døren af den store læge Jesus Kristus.

Så gælder det, at vi bruger dette lægemiddel i vores liv: holder os dåben for øje og lade den gavne os, idet vi styrker og trøster os ved den, når vor synd eller samvittigheden tynger os, og sige: Jeg er dog døbt, så det er tilsagt mg, at jeg skal være salig og have evigt liv både til sjæl og legeme.

Hvad betyder dåben?

Man sænker os ned i vandet, eller i alt fald tæt på vandet, og trækker os derpå op igen.

Det at vi dykkes så at sige ned under vandet og atter kommer op, betegner dåbens kraft og virkning, nemlig at den gamle Adam dræbes, og at et nye menneske opstår.

Begge dele foregår, så længe vi lever.

Derfor er et kristent liv intet andet end en daglig dåb, der, når den én gang er begyndt, altid må fortsætte. For at den gamle Adam må blive udrenset, og så det kan komme frem, som tilhører det nye menneske.

Hvad er det gamle menneske? Det er mennesket med alt, hvad det har i arv fra Adam: at det er vredagtigt, hadefuldt, misundeligt, ukysk, grisk, dovent, hovmodigt, ja, vantro, fyldt af alle laster og af naturen uden noget godt ved sig.

Når vi nu kommer ind i Kristi rige, skal dette dagligt mindskes, så at vi efterhånden bliver mildere, tålmodigere og blidere, jo mere griskheden, hadet, misundelsen og hovmodet nedbrydes.

Men synden klæber til os indtil vor dødsdag. At vi måske bliver mindre vredagtige gennem livet, er ikke det samme som vi er blevet syndfrie, så langt fra.

Nej, i Jesu øjne er en lille bitte synd det samme som at stifte en enorm gæld over for Gud og mennesker.

Måske siger du: Jeg ved da egentlig ikke af nogen særlig stor synd, jeg har begået, jeg er da f.eks. ikke ægteskabsbryder eller lignende.

Men når det skal være virkelighed med syndernes forladelse, så må det også dreje sig om virkelig synd.

Vi er døbt, derved har vi fået syndernes forladelse og er rene.

Men vi synder jo fortsat livet igennem.

Hvis vi så siger, at det ikke er noget at snakke om, for vi er døbte, så må vi tænke om.

Desværre misbruger mennesker syndernes forladelse, så de mener, evangeliet giver dem frihed til at gøre, hvad de har lyst til. Men evangeliet er en forkyndelse for ængstede samvittigheder. Derfor gælder det for os alle, at være meget lydhøre over for evangeliet, når vi fortvivler over egne fejl og synder, når vi er ængstelige, i stedet for at overhøre vores egen forfærdelse, fordi verden gerne vil lempe vores samvittighed og tilgive os. I så fald kaster mennesker sig gladelig ud i laster, som den gamle Adam ikke engang kunne tænke sig til. For Gud tilgiver jo alt, tænker man, og forkyndes der måske desværre også…

Lægemidlet, syndernes forladelse må være et virkeligt lægemiddel.

Det kan være, at jeg ikke synes mine synder er noget at snakke om, men lad os nu sige, at vi skal frem for Gud og hele vores synderegister bliver foreholdt os, så forsvinder det glatte smil. Da ser du og jeg et hav af synder og bliver så bange, at vi ikke ser andet end fortvivlelse. Da siger du: Jeg er den allerelendigste på jorden, der er ingen mere ulykkelig end jeg.

Så bliver du fornedret.

Og DET skaber plads, så du kan få virkelig tilgivelse. Hvor en sådan fornedrelse ikke først sker, dér finder ingen syndsforladelse sted. En kristen er en, som er blevet knust; han glæder sig over tilgivelsen, han glemmer at snakke om, at det skulle stå ret til med ham, og han skulle være noget værd, men stoler alene på ordet og sakramenterne dåb og nadver, ja, han tror virkelig med hjerte og ord.

Og sådan virker Gud Helligånd den samme proces mellem to ægtefæller, når de sammen virkelig tror på Gud og tilgivelsen ved dåben. Så paradis i ægteskabet kan genoprettes, i stedet for – uden tro og håb – at søge grønnere græs i krisetider.

Sådan virker Gud også gennem troen på dåbens nåde, at børn og forældre trods svigt fra både den ene og den anden, alligevel er under Guds tilgivelse, som de så rækker til hinanden.

Tilgivelsen er uden grænse. Den når højere end alle Himle, og dybere end Helvedes afgrund, for han, som tilsiger mig syndernes forladelse, er stor og uendelig!

Jesus var lydig mod sine forældre. Han var lydig over sin himmelske Fader.

Sådan var hans liv.

Sådan er vi indlemmet i Kristus til lydighed i det små og lydighed i det store, over for den samme Fader, Jesu og vores Fader.

Men lad os aldrig nogensinde prædike uden at vi gør det, fordi Kristus lever og er i blandt os.

Han er her i sit Ord, livets ord.

Og udgangspunktet for, at vi kaldes til lydighed over for Kristus, er Guds barmhjertighed i Jesus.

Hans barmhjertighed, det er hans frelsesgerning for os ved Jesu død og opstandelse til frelse for os.

Vi formanes til at leve ud af lydhørhed over for frelsen ved Jesus Kristus.

Det er også derfor, Paulus formaner os til ikke at gøre os for ophøjede tanker om os selv. Vi er bundet som Jesu disciple til lydighed mod vores Herre og mester, og til at følge i hans fodspor. Og de fodspor gik forbi mennesker i stor nød, de førte til, at han vaskede disciplenes fødder og dermed lærte enhver discipel at handle således.

Og den måde, Paulus taler om det samme, et, at vi skal bringe vore legemer som et levende og helligt offer til Guds behag.

Hvad betyder det?

Det betyder at vor tro ikke er noget abstrakt, der foregår i vore hjerner eller hjerter alene, men er knyttet til vore legemer.

Paulus taler om et helligt offer.

Det har noget at gøre med, at vi tager Jesu befaling alvorligt dag for dag:

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, sjæl og sind, og din næste som dig selv.

Vor åndelige gudstjeneste, som Paulus siger, er ikke noget uden legemet. Uden at det betyder noget i vores daglige liv med hinanden.

Det handler om, at vi lever i overensstemmelse med evangeliet.

Paulus ikke bare appellerer, men beder indtrængende kristne til lydighed over for Kristus.

Der er to områder, hvor denne lydighed sættes på prøve.

Udadtil. En kristen er altid under et stærkt pres til ikke at stikke ud i forhold til andre. Til at gøre, som andre gør, til at bifalde alt, hvad der bifaldes i verden. For nogle år siden var der godt nok også inden for kirken en del, der ville give to af samme køn mulighed for at blive velsignet eller viet.

Men i sidste ende lod kirken en tilfældig kirkeminister trække en lod ned over hovedet. 

Sådan er verden. Og presset mod opløsning af familien fortsætter. Kun psykologer har turdet sige, med tredive års forsinkelse, at børnene lider under skilsmisser. Det var forbudt at sige det, stort set. Det hele var normalt, og at verden brød sammen med forældrenes utroskab over for hinanden, måtte ikke siges. Og børn er jo samarbejdsvillige for livets skyld.

Nu tales der om jeg ved ikke hvor mange familieformer.

Vor tid minder på mange måder om den opløsning, som fandt sted syd for grænsen op til og under anden verdenskrig. En fremtrædende teolog sagde dengang, at alt blev prisgivet: egen dømmekraft, menneskelighed, næsten.

Lidelsen anses ikke for at have nogen betydning eller værdi til at forme os som mennesker, men bliver forkastet, så en kendt dansker (nu igen) er den, der under indtryk af sin sygdom sige, at han vil have mulighed for at tage sit liv frem for en lidelse, som han anser for uværdig.

Men vores værdighed ligger ikke i sundhed, men i at være menneske under dødens og lidelsens vilkår.

I vor tid går det, som i vores naboland dengang i krigen: livet, historien, familien, folket, sproget, troen, og meget andet, blev tilintetgjort.

Vi ser, hvordan forråelsen af sproget i medierne finder sted og forherligelsen af utroskab mod den, man har erklæret sin troskab, og gentagne forsøg på at bryde troskabens dæmning, så utroskab og egoisme fuldstændig oversvømmer alt.

Denne opløsning har sin grund i fornægtelsen af Gud og af ansvaret over for Gud, for så bliver der ikke længere noget ansvar over for medmennesket, helt tæt på.

Vi kristne må tilbage til begyndelsen, Jesus Kristus, ved hvem vi kan modtage syndernes forladelse, det nye liv under ansvar over for Gud og mennesker midt i alt det svære i livet, som kristne lever lige så meget med som alle andre.

Vi må se i øjnene, at verden ikke vil Gud, men vil tilintetgørelse af livet selv, fordi verden vil af med Gud, livets ophav.

---

Der er altså to fronter. Udadtil i forhold til verden: at vi ikke konformerer os med verden, men at vi lader os forvandle ved Helligåndens kraft til at gøre Guds vilje, som vi kender den i evangeliet, i den hellige Skrift: det gode, det velbehagelige, det fuldkomne.

Som kristne, der ønsker at være Guds børn og Jesu disciple og efterfølge ham, vil vi leve, som han har lært os, så vidt vi kan og med Åndens bistand, uanset hvor dybt vi godt ved, vi er præget af verden.

Den anden front er indadtil, i det kristne fællesskab, i kirken.

Paulus ser os kristne som en enhed, et legeme med lemmer.

Vi hænger altså nøje sammen. Derfor lider vi, når kirken er splittet. Men i splittelsen, hvor vor tro nedskæres til at være én historie blandt andre historier, der kan vi ikke blot lade stå til og være venlige og se bort fra den fornægtelse af Kristus. Kristus er ikke en historie, men da Han blev menneske, men han er virkelig Guds Søn, der blev menneske, han opstod virkelig fra de døde påskemorgen.

Verden angriber også inde i kirken ved at lade kristne angribe apostlenes vidnesbyrd gennem evangelierne, så der tegnes et billede af, at vi egentlig ikke rigtig ved noget om Jesus.

Kære menighed! Vi tror på apostlenes vidnesbyrd, og uden det vidnesbyrd er der ingen kirke. Vi tror, fordi de troede og fortalte, hvad de havde hørt og set.

Og vi bekræfter, at Jesus er Herre. Det viser han i vores liv, når vi gang på gang oplever, at han rejser os, når vi er nedbøjede, når han kalder smilet frem, fordi han har dog overvundet døden, også for vore kære.

Den enhed, vi som kirke og også som samfund fik gennem Jesus Kristus, bliver angrebet næsten dag for dag, indefra og udefra.

Vi må se til, at vi selv ikke har for høje tanker om os selv, men altid vide, at det fuldkomne, som vi skal efterstræbe, kun er fuldført af Jesus selv, og gennem troen på ham og ved dåben til at tilhøre ham får vi, hvad han har gjort og er.

Det samme i nadveren: Han bytter med os: han tager vor skyld og skam og giver os i stedet sin retfærdighed, som om vi er så retfærdige som han er. DET modtager vi, når vi spiser og drikker ved nadveren.

Men vi bekræfter også samtidig, at vi er eet legeme, når vi knæler sammen. Det kan verden ikke tage bort.

For Guds rige består midt i en skrøbelig verden, hvor vi også er såre skrøbelige.

Nytårsdag 1. januar 2017

Kolby kirke kl. 14.00

 

114 Hjerte, løft din glædes vinger!

118 Julen har englelyd.

110 Nu vil vi sjunge og være glad.

prædiken

125 Mit hjerte altid vanker.

nadver 192 v. 7

712 Vær velkommen, Herrens år.

En kristen er delt mellem to tider. Det er det, vi hører i dag. Som kød er han under loven. Som ånd er han under evangeliet.

I hvert øjeblik er disse to tider til stede i en kristens liv.

Efter sin kødelige natur lever enhver kristen altid i en kamp. Vi gør ofte utålmodigt modstand mod Gud. Guds vrede og dom over vore synder byder os imod. Og vor utålmodighed og knurren byder Gud imod.

Det kan være, at et kristent menneske ikke kaster sig ud i grove synder som mord, hor og tyveri, men er derfor ikke fri for utålmodighed, knurren og had til og ligefrem bespottelse af Gud.

Men den menneskelige fornuft er helt uvidende om de synder. Hans synder tvinger ham derfor mod hans vilje til at hade Gud, tvinger ham til at flygte for Guds åsyn, tvinger ham til at hade og bespotte ham.

Så utålmodighed, misfornøjelse og had og bespottelse af Gud er stærk hos de hellige, siger Martin Luther.

Derfor er der en kamp, vi aldrig bliver fri for her i livet, den sidste kamp udkæmpes, når vi skal dø.

Der er altså to tider, lovens tid og evangeliets tid.

Hvornår er lovens tid? Den er når den plager, mishandler og bedrøver os og fører os til syndserkendelse, ja, øger vores synd, fordi vi kæmper imod loven og sætter os ud over den, også selvom vi ved, hvad der er ret.

Paulus ville for eksempel meget gerne have følt glæde i samvittigheden, smil i hjertet og en forsmag på det evige liv, og derfor bad han Gud tage en ’torn i kødet’ fra ham. Det føltes som en Satans engel, der slog ham i ansigtet.

Paulus havde gerne været fri for al uro i sindet. Derfor ønskede han, at denne anfægtelse skulle tages fra ham. Det skete ikke. Derimod fik han at høre af Herren: ”Min nåde er dig nok, Paulus; thi min kraft fuldkommes i din magtesløshed.” (2. Kor. 12,9).

Det er lovens tid, men troens tid er der siden Jesus blev menneske, så er denne troens tid der altid og i evighed.

Det, loven viser os om os selv, er at vi er syndere og at vi kan være vrede, fordi Gud modarbejder vore egne planer og foretagender og ikke straks straffer dem, vi mener er ugudelige og gudsforagtere, siger Luther.

Men der er en grænse sat for loven, den grænse er Kristus. Nådens tid er evig. Siden Kristus én gang for alle er død for vore synder, dør han ikke mere. Han er evig. Derfor er nådens tid også evig. Og vi kan altid, hvert øjeblik, så længe der er noget, der for os hedder dag, tage imod nåden.

For den, der ikke er kristen eller ikke kender sin kristne tro godt nok, sker der dette: at et menneske kun ser loven og synden og ser bort fra troen. Og så kan han eller hun ikke ryste frygten af sig, men ender med at fortvivle.

Er der ikke mange, som ender der i dag – trods alle vore friheder? Fordi loven er en virkelighed, også når vi lever, som om den ikke findes.

Så er der mennesker, som mener, at de bliver retfærdiggjort gennem loven. Men på den måde skabes mætte, selvsikre og hovmodige hyklere, som er opblæste og fulde af falske forestillinger om lovens retfærdighed og gaver. Så forsøget på at blive retfærdig gennem loven ender med at stå i vejen for troens retfærdighed, den retfærdighed, vi får ved tro på Jesus Kristus.

Nogle mener derpå, at den kristne frihed fra loven betyder, at vi kan gøre, hvad der passer os. Så bruges friheden til et gemmested for ondskab, som apostlen Peter siger (1. Pet. 2,16).

Men lovens rette tid og brug er, at når samvittigheden taler i os, så fortvivler vi ikke, men vi ved, at Helligånden er hos os og kan hjælpe os midt i vores skræk for det, vi har gjort forkert, og Helligånden lærer os at gøre vor stilling op sådan her: ”Jo, jeg er indesluttet under loven, men ikke til evig tid. Tværtimod skal denne indespærring blive mig til gode. Hvordan? Ved at jeg i dette fængsel sukker og søger efter hjælperens hånd.”

På den måde driver loven os hungrige til Kristus, så han kan mætte os med sine gode gaver.

Lovens opgave er altså at gøre os skyldige, at ydmyge, dræbe, føre til Helvede og tage alt fra os, - dog i den hensigt, at vi skal retfærdiggøres, ophøjes, levendegøres, komme i Himlen og få alle ting. Den slår ikke bare ihjel, men døder for at skænke os livet.

Derfor er det, at vi modtager Livets Brød i nadveren, Jesu legeme og blod, hans opstandelseslegeme med udødelighed mit i det liv vi har som kristne, som vil være kamp med det gamle i os. Så vil Han også langsomt forvandle os ved sin Ånd. Lad os blive fast ved den tro, og lad os prøve i år at holde en stund med andagt derhjemme, så vi lader Gud virke dagligt i os og hjælpe os til at gribe med dyb trøst om evangeliet om Jesus Kristus.

Vi kunne ikke have tænkt, at dagens korte evangelietekst skulle være relevante for vort samfund i dag.

Ikke desto mindre er det højaktuelt.

Vi havde ikke troet, at jøder og muslimers omskærelse af drenge skulle antastes. Efter det nazistiske herredømme.

Konklusionen, teologen og modstandskæmperen Dietrich Bonhoeffer, kom til i sin Ethik var (s. 95):

Den historiske Jesus Kristus er vor histories kontinuitet. Men fordi Jesus Kristus var det israelitisk-jødiske folks forjættede Messias, går vore fædres kæde bag om Jesu Kristi tilsynekomst, tilbage til Israels folk.

Vestens historie er efter Guds vilje uløseligt forbundet med Israels folk, ikke kun genetisk, men i ægte uophørlig forbindelse.

Jøder holder spørgsmålet om Kristus åbent.

Jøderne er tegnet på Guds frie nådevalg og hans forkastende vrede: ”Så se Guds godhed og strenghed” (Rom. 11,22).

Og endelig konklusionen, som vi har hårdt brug for i dag:

”En forstødelse af jøderne fra fædrelandet (det var Tyskland) må trække forstødelsen af Kristus med sig; for Jesus Kristus var jøde.”

Når nu mange så småt i kor taler i fuld offentlighed om, at omskærelse skal forbydes, så er det en forstødelse af alle jøder i Danmark.

Konklusionen bliver da den samme som i det tredje rige: ”En forstødelse af jøderne fra fædrelandet (nu Danmark) må trække forstødelsen af Kristus med sig; for Jesus Kristus var jøde.”

Lige meget hvor klinisk det forsøges formuleret, så er det en udstødelse af alle jøder og muslimer.

I lægeløftet hedder det, at lægen først og fremmest ikke skal forvolde smerte/skade.

En læge har ved en høring i folketinget sagt: ”Det er et rigtig godt princip, som burde gælde for alle. Ikke mindst i omgangen med vore svageste medmennesker, børnene.

Han nævner, at det er et rettighedsproblem, et ligestillingsproblem og et juridisk problem.

Det rystende er, at den franske revolution med menneskerettighederne skulle føre til udstødelse hvert eneste år af mange, mange små børn i moders liv og til et forsøg på en  udstødelse af jøder og muslimer.

Og nu kan vi bevæge os baglæns til situationen før Jesus Kristus, før Israels Gud.

Vi har en historisk arv, men om en sådan kan der kun tales i det kristne vesterlandske område. Ganske vist har det asiatiske område meget gamle, og endda meget ældre overleveringer. Men disse overleveringer er en del af eksistensens tidløshed. Historien forbliver mytologisk. Bevidstheden om tidslighed og den historiske arv, der modsætter sig enhver mytologisering, er kun mulig der, hvor Guds indgang i historien på et bestemt sted og tidspunkt, nemlig i Guds menneskevordelse i Jesus Kristus, bestemmer tænkningen, bevidst eller ubevidst.

Nu bringer Guds ja og Guds nej til historien, som den fornemmes i Jesu Kristi menneskevordelse og korsfæstelse, bringer i hvert historisk øjeblik en spænding ind, som ikke kan ophæves.

Historien bliver ikke til evig bærer af evige værdier, sådan som landet for tiden er optaget af værdier, men historien bliver først rigtigt tidslig gennem Jesu Kristi liv og død.

Denne den vestlige historie forsøger mange at sætte sig ud over ved fremhævelse af værdier.

Bonhoeffer bemærker, at den franske revolution frembragte nationalismen, som det hedder i den franske menneskeretserklæring artikel 3: ”Suverænitetens oprindelse ligger hos nationen.” Det vil sige, at nationen er et revolutionært begreb, som tager parti med folket mod øvrigheden.

Samme franske revolution var også årsag til teknikkens utrolige udvikling, den teknik, som i virkeligheden mere end nogensinde giver læger mulighed for en nænsom omskærelse af drenge.

Revolutionen skabte en ny åndelig enhed, som består i befrielsen af mennesket, som fornuft, som masse, som folk.

Og længslen efter menneskers absolutte frihed fører til den dybeste underkastelse.

Og denne nye form for åndelig enhed er den vesterlandske gudløshed. Denne gudløshed er ikke det enkelte menneskes gudløshed, men en ny religion ud af fjendskab mod Gud. Gudløsheden forløber fra bolsjevismen til midten af de kristne kirker, der en kristelig gudløshed. Denne gudløshed vender sig i skikkelse af alle mulige kristendomme, om de så er nationalistiske, socialistiske, rationalistiske eller mystiske, mod Bibelens levende Gud, mod Kristus.

Dens gud er det nye menneske, eller som en russisk forfatter har sagt: ”det nye menneskes fabrik”.

Der er noget revolutionært i gære langt ind i vores regering, når regeringen ikke længere vil hjælpe konventions-flygtninge. For nu vil vort folks regering ikke overholde en konvention, som vi ellers naturligt har støttet.

Men for det revolutionære menneske, også som regerings-menneske, er der ingen grænser, eller de kan brydes.

Det er netop et år siden, at aviser kunne berette, at det var ophøret af vestens støtte til flygtningelejre i Mellemøsten, der udløste den store strøm af flygtninge mod Europa.

Uanset hvad en nationalistisk politik vil sige, at gælder den bibelske lov, at man skal tage sig af enker, faderløse og fremmede.

Billeder af den bombede syriske storby Aleppo bekræfter ifølge Angela Merkel, at det var rigtigt at tilbyde beskyttelse til mk,ennesker på flugt fra krigens rædsler.

- Vi må endnu en gang sige, hvor vigtigt og rigtigt det var af os at hjælpe dem, der havde brug for vores beskyttelse, til at komme hertil og til at integrere sig, siger hun.

 

I dag hører vi, at alle jordens slægter skal velsignes i og gennem Abraham, ham, hvem omskærelsen blev givet af Gud som pagtstegn.

De tidlige kristne glemte aldrig omskærelsen og begyndte for deres vedkommende at holde fast i omskærelsen som en åndelig omskærelse, sådan som en profet siger det.

Og Jesus taler også om hjertets omskærelse, når han taler om, at den gren, der ikke bliver på ham, skæres af, fordi den ikke bærer frugt.

Til dagenes ende er vi forbundet med Israels folk. Alle de særlige love i Israel gjaldt alene dette folk, og vi har vore egne love som folk. Men den lov, Gud gav Israel, er en opdragelse hen i mod Jesus Kristus.

 

 

Juledag 25. december 2016 kl. 11 i Langør kirke

99 Velkommen igen, Guds engle små.

K. 526 (Berggreens melodi).

117 En rose så jeg skyde. K. 115.

114 Hjerte, løft din glædes vinger! K. 219.

prædiken

125 Mit hjerte altid vanker.

nadver afsluttet med 192 vers 7 (”Hil dig, Frelser og Forsoner”)

129 Julebudet til dem, der bygge. K. 296 (Hartmann).

Alle de smukke ord, som vi kan sige om, hvad julen betyder, er båret af, at det virkelig skete: at Gud blev menneske.

I dag, juledag hører vi Hebræerbrevet sætte julen i perspektiv:

Med sin Søn Jesu komme har Gud endegyldigt talt til os mennesker.

Det barn, der julenat fødtes og lå i krybben i Betlehem, er arving til alle ting, kongernes Konge.

Alt er skabt ved ham, siger Hebræerbrevet.

Alt. Også det hø, han ligger på.

Det er i sandhed forunderligt at sige og tale om.

Når vi ser julekrybber, ser vi altid lyset skinne på barnet i krybben.

Men det er fordi lyset i virkeligheden kommer fra barnet. Lyset kommer indefra ham.

Derfor siger Hebræerbrevet, at Guds Søn er ”Guds herligheds afglans”. Der stråler lys ud fra Gud i Jesus. Solenes sol, som Ingemann siger i salmen ”I østen stiger solen op”.

Lyset kommer indefra barnet, og det kommer som lys af lys, lyset fra Gud, som lyser i hans Søn.

DET gør, at julen er så vidunderlig.

At Guds Søn virkelig landede på jorden den julenat.

Jesus kaldes også Guds væsens udtrykte billede.

Udtrykte billede – det er en perfekt kopi, afstøbning, som en nøjagtig mønt.

Det græske ord er ’karakter’, som vi kender fra vores eget sprog. Det betyder: Jesus er en fuldkommen karakter, fordi han er nøjagtig som Gud, ligesom en mønt.

Vi kan sige, at at vi kan have mere eller mindre karakter, alt efter hvordan vi lader Jesu karakter præge os.

Vi ser på barnet i krybben, vi på manden på korset, vi ser den opstandne tale med sine disciple og spise med dem: Vi ser Guds Søn.

Sådan er vor Gud. Han er Jesus. Gud kom, Gud blev menneske, virkeligt, i denne verden.

På denne tro er talløse kristne gået i døden.

De tolv apostle blev de første, der døde for denne tro.

Når der nu er teologer, som siger, at den kristne tro er den bedste historie, den vigtigste, den mest betydningsfulde, historie, så sløres det, hvem Jesus er. Gode historier findes hos H.C. Andersen, C.S. Lewis og Tolkien (Ringens Herre). Vidunderlige historier, underholdende, spændingsfyldte, ophøjede.

Men juleevangeliet er kun betydningsfuld, fordi det er noget, der SKETE i virkeligheden, ikke blot en historie.

Juleevangeliet er muligvis meget smukt, men kun for alvor smukt, hvis det er sandt, hvis det er sket.

Hvis det blot er det, som nogle vil kalde en god, måske den bedste historie, så har vi opgivet vor Herre Jesus, selvom vi nok siger de rigtige ord.

Men ord som, at Jesus er Guds Søn har ingen værdi, hvis ikke Guds Søn virkelig i kød og blod blev menneske, som Skriften siger.

Og der ville ikke være nogen trøst at hente.

Men fordi det virkelig skete, at det Gud havde lovet ved profeterne; det han havde åbenbaret på mange måder i profeternes tale, i Davids Salmer, det blev opfyldt i Jesus Kristus.

Nu er der derfor trøst at hente. Trøst mit folk, siger profeten Esajas, de berømte ord, som er de første ord, der lyder i Händels Messias.

For Frelseren er virkelig kommet.

Frelseren fra synden, for ødelægger os, den der renser os fra vore synder ved at ofre sig selv for os på korset med sit eget dyrebare blod.

Frelseren fra Satans magt, som så længe binder os mennesker, så vor mund lukkes, og vi ikke kan bede eller prise Gud.

Frelseren fra døden, den sidste fjende, som skal overvindes, og som Herren Jesus med majestætisk kraft bød over med opvækkelsen af den lille pige, en enkes eneste søn og sin ven Lazarus, der stank på fjerdedagen, men som Herren kaldt ud af graven til bestyrtelse for mange og til tro og tilbedelse for mange andre.

Frygt altså ikke! Lød englens ord til hyrderne på marken. Se, jeg forkynder jer en stor glæde. En stor glæde – ja, men der er mange glæder i livet, er det blot en af de store glæde, som vi oplever gennem vort liv?

Kære venner, nej, aldeles ikke, nej, en stor glæde, sagde englen, som skal være for hele folket.

En stor glæde som vælder op i hjerterne, når budskabet lyder: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.

I dag – det er sket, alt hvad der var blevet lovet folket.

I dag, ikke i en fabel, ikke i en historie eller eventyr, men nej, i dag. I DAG er der født jer en frelser i Davids by.

Født der hvor det var profeteret, at en frelser skulle fødes. I Davids by. Fordi barnet var af Davids slægt. Fordi han som David var salvet (Kristus) . Salvet til hvad? Til kongernes Konge, den mægtige ypperpræst, som ofrede sit eget blod én gang for alle til syndernes forladelse, for at åbne en indgang til Gud, til paradis.

OG så forkyndes det, at denne Kristus, denne Salvede, er Herren. Herren?

Ja, Herren. DET blev det navn, apostlene gav Jesus efter Jesus var opstået fra de døde. Da blev Jesu hemmelighed fuldt afsløret for dem, at Gud opvakte sin Søn fra de døde, så den, der tror på ham, ikke kan tvivle på, at han er ét med Gud.

Nu, altså efter opstandelsen, forstod apostlene fuldt ud, at Jesus fra evighed var hos Gud og alt er skabt ved ham og at han er Guds Søn, og VAR, ER, og KOMMER.

HAM var det, der blev født julenat.

Ham tilbeder vi derfor med hyrderne.

Og hos ham henter vi trøst, når livet bryder sammen for os, når vi ingen fremtid ser, når det, vi drømte om, for længst er bristet.

Men kære menighed! Netop da, når vi græder af sorg og også af sorg over vore egne synder, som har gjort andre og os selv ubodelig skade, da åbnes vore hjerter, så til anger, og da lægger Frelseren sine forbindinger på alle sår, lindrer al nød.

Juleaften 2016 

Han gav afkald.

Gud blev menneske.

Gud fra evighed til evighed. Blev menneske.

Ubegribeligt, men vi skal heller ikke begribe det.

Det sker jævnligt både i kirken og uden for kirken, at det bliver sagt, at dette med Jesu fødsel og englene, der viste sig for hyrderne, at det er kun et eventyr de gamle kristne fortalte om Jesu Kristi fødsel, de tilbad som den enbårne Guds Søn, kun et eventyr ligesom så mange andre eventyr, som skete ved deres heltes og halvguders fødsel, men hvad ingen har kunnet forklare, er VARIGHEDEN og VIRKNINGEN af vore jule-evangelium, som ingen kan nægte, og som svæver højt over alle fabler og myter, som himlen over jorden.

Nej, det er en unægtelig kendsgerning, at juleevangeliet om englen blandt hyrderne og om Guds Søn i krybben går fra mund til mund på jorden og skaber juleglæde, og det blandt alle mulige andre folkeslag.

Ja, folkene har for længst glemt deres eventyr om deres egne helte og halvguder.

Vi skal grave grundigt for at finde de eventyr frem igen. Disse eventyr er for altid lukket inde i gamle skrifter med halvkvædede viser.

Nej, evangeliet om Jesus Kristus er ikke et eventyr, ikke en betydningsfuld historie, men en sand historie, fordi det hele virkelig skete på vores jord. Derfor har juleevangeliet noget udødeligt i sig.

Det udødelige ligger i, at Jesus virkelig er Guds Søn fra evighed til evighed, født i stalden i Betlehem. Virkelig kommet for at være vor frelser og Herre.

Tværtimod: lad os tilbede denne hemmelighed, som vi først ved tidernes ende vil forstå, når Jesus kommer igen.

Jesus var barn, men ikke et almindeligt barn, heller ikke et ualmindeligt barn, men Guds og menneskers søn.

Og spørgsmålet er ikke længere, om der var plads til Jesus i Betlehem, men om du og jeg har plads i os til ham.

Er der plads i dit og mit hjerte? Eller er der fyldt op af alt muligt skrammel?

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst, sang vi. Kom, sang vi. Kom! Vi inviterer ham inden for i vores liv.

Det KOMMER ikke af sig selv.

Julefest kan vi sagtens have uden Jesus – ja, men vi sang: Hold selv i os din julefest.

Hvad er det for en julefest? Ja, en fest, særlig om vinteren, er kendetegnet af en masse lys.

Jesus er verdens lys. Han tænder lys, hvor der er mørke.

Ikke umiddelbart en fest, men det er en begyndelse.

Lyset er ikke kun til at skabe fest, men til at sørge for, at vi kan vandre nogenlunde sikkert gennem livet. Han oplyser vejen.

Men altså: med sit lys skaber han også fest, eller som vi sang, han kommer med fryd og fred.

Fryd? Glæde! Glæde opstår, når vi opgiver at skabe meningen med vores liv,

Når vi hengiver os i tillid til Herren Jesus,

Når vi beder hans Ånd om at være hos os.

Når vi beder Gud om tilgivelse for Jesu Kristi skyld,

Når vi beder Jesus tage vor skyld bort, fordi han allerede har båret vor skyld på korset for os.

For grunden til fryd og glæde er miskundhed og nådebud.

Miskundhed betyder ikke at kunne give skylden, eller tilregne en noget.

Og nådebud, altså budskabet om nåde.

Nåde er oversat til moderne dansk:

En særlig velvilje, venlighed, kærlighed og omsorg, som Gud giver os syndige mennesker.

Han blev født i Betlehem, Han døde for os, Han købte os med sit blot et himmelske liv, Og det begyndte med en krybbe.

Han er opfyldelsen af alle de gamles håb og forventninger.

Han kom med flammeord, som stadig flammer op, når vi hører dem, og han kom med himmel-dåb.

Ilden er hans og Faderens Ånd, som renser os for skyld og synd, som fornyer og forvandler os.

Vi kan ikke forvandle os selv, men Helligånden kan, dag for dag, når vi beder Helligånden komme til os.

Han, som var i Guds skikkelse, han gav afkald og tog en tjeners skikkelse, fornedrede sig selv og blev et menneske som os, for at vi kunne ophøjes, fødes af Faderen til hans brødre og søstre og blive ham lige i guddoms-herlighed.

Til den gudoms-herlighed hører ikke blot juleglæden, men den fuldkomne glæde, som Jesus Kristus netop ville give sine disciple.

Men vi ved udmærket, at vi hver især har mangler, også i vore juleglæde, så vi kan ikke andet end bede juleglæden ind i hjerte og sind, så denne glæde ikke blot bliver en aftenglæde, men også en morgenglæde, dagens glæde.

Så lad os ydmygt bede Jesus vor Herre ind i vort hjertes krybbe med al hans trøst og omsorg for enhver, som sørger over tab, sørger over egne gruelige fejl, er nedbøjet, har opgivet håbet, og ikke tror, Gud kan hjælpe. Så lad os alligevel, på trods, bede ham hjælpe, komme til os, for når vi banker på, lukker han op.

3. søndag i advent

Salmer:

84 Gør døren høj. K. 186.

78 Blomstre som en rosengård. K. 29.

83 Glæde dig, Zion, glæd dig, jord K.153.

prædiken

86 Hvorledes skal jeg møde. K. 228.

nadver afsluttet med 192 ver 7

74 Vær velkommen, Herrens år. K. 561.

Er Johannes Døberen en fuldstændig ligegyldig person?

Hvorfor skal vi høre om ham her lidt før jul?

Det er der tre grunde til:

1 Han havde prædiket om Jesus, peget væk fra sig selv.

Vi har også prædiket om Jesus, peget væk fra os selv og hen på Jesus. Det er det, vi gerne vil.

2 Han sad i fængsel. Sidder du og jeg i fængsel, vort sinds fængsel? Føler vi, at vi er ladt alene tilbage i et mørkt fangehul, uden fremtid? Sig ikke, at Johannes Døberen ikke er det, der med et fint plus-ord  bliver kaldt ’relevant’.

3 Er du den, som kommer, eller skal vi vente på en anden? spørger Johannes, og mange spørger med ham om det. Nogle venter på en guru fra Indien, nogle gør sig selv til guru, og andre opgiver og sidder i tvivl, som Johannes i fængslet.

Tiden går, og ser vi noget, der er tegn på, at Jesus virkelig er den, vi har ventet på, den som hele verden venter på?

Derfor er det godt, at vi prædiker om Jesus som verdens Frelser. Vi prøver at pege væk fra os selv og hen på Ham.

Men vi sidder måske i fængsel, føler os fanget i et mørke, vi ikke ser udvej fra.

Du føler måske, at ingen hjælper eller kan hjælpe dig, så du igen kan blive glad.

Vi har set mange mennesker komme til Danmark, som har måttet flygte fra deres familie, deres hjem, fra alt, de ejede.

De kan spørge: Hvordan kan jeg holde dette ud? I mellemøsten er de vant til at fremhæve Guds tjener Job, som kom ud for utallige og umenneskelige lidelser, tab af familien, tab af alt, han ejede. Han sad bare og forstod ingenting. I mellemøsten taler de om Jobs udholdenhed. Det er et begreb – en måde at sige, at han må have haft det værre end os selv og alligevel forbandede han ikke Gud, og så endte det hele med, at Gud velsignede ham igen.

Men hvor er det svært at være så udholdende, når alt er mistet.

Hvad kan vi sige til andre og os selv i sådan en fastlåst situation? Vi kan nævne en begivenhed, hvor Jesus møder en mand, der har været lam i 38 år, og han har ingen, der kan hjælpe ham, siger han. Men så er det, at han pludselig alligevel har en, der kan hjælpe: Jesus.

Han har ingen. Som dig og mig, kan vi føle. Og her er budskabet: Kun Jesus kan hjælpe.

 

Som det hedder i en salme:

Vor egen magt ej hjælpe kan,

Let kan os fjenden fælde;

Men med os står den rette mand,

Omgjordet med Guds vælde.

Det er den Herre Krist,

Og sejer får han vist,

Hærskarers Herre prud,

Der er ej anden Gud,

Han marken skal beholde.

Når mennesker står i nød, kan vi ikke henvise til andre end ham, som er den stærkeste, Guds Søn Jesus Kristus.

Da Johannes Døberen følte, at Jesus måske alligevel ikke kunne hjælpe, henviste Jesus ham til, hvad der faktisk var sket: Blinde, der var kommet til at se, lamme, der gik, som ham, der havde ligget i 38 år, døve, der kunne høre, døde, der var stået op, og midt i det: evangeliet blev forkyndt for fattige, for enhver, der er fattig, det vil sige: enhver, der har opgivet håbet om, at lykken ligger i rigdom, mærke-tøj og store biler og stor magt, og har indset, at den lykke er såre kort, men den varige lykke findes hos Frelseren.

Så Jesus forkynder for Johannes Døberen, at nu skal han igen høre evangeliet for fattige, for ham selv. Han, som havde haft høj status som super-prædikant, anerkendt af en bred kreds af mennesker i folket, men som nu bare sad og rådnede op i et fængsel.

Så hør igen evangeliet, hvis du er kommet dertil, at du ved, at du er fattig på frelse, fattig i ånden! Tag imod det, for det er ment netop til dig, når du erkender din fattigdom.

Den, som betragter sig som lykkelig i sin jordiske rigdom og ikke trænger til frelse, gælder evangeliet også, men det kan ikke nå frem til hjertet.

Kast al din lid på Jesus midt i din åndelige fattigdom, der, hvor du er ved at give op, og når du gør det, vil du opleve, at Han tænder lys i dit mørke, Han styrker dine synkende hænder, han gør dit urolige hjerte glad og stærkt igen.

Ikke så du er stærk i dig selv, nej, slet ikke, men du modtager, du FÅR kraft fra Herren Jesus selv.

Han kan jo vende vind og vove med et vink, også storm og bølge i dit liv.

***

Vores liv er som de er. Johannes Døberen blev i fængsel, ja, han blev også slået ihjel.

Men han fik en skat med sig i sit fængsel.

Mange kan sidde med rigdom i fine huse, men der er tomhed.

Johannes Døberen sad i stor fattigdom i fængselet, men modtog den største rigdom der findes: evangeliet, det glædelige budskab for enhver, som er træt og tynget af byrder og som begynder på at tvivle på Gud og Jesus.

Blot du og jeg beder om hjælp, så kommer hjælpen, hvor og på hvad måde ved ikke, men den kommer, og før hjælpen virker til at være kommet, så dæmper Jesus vore sukke og den trængsel, der føles som sne, der dækker vores liv.

Så skal de øde vange, det vil sige, dit og mit liv, vores folks liv, de andre folkeslags liv, dog blomstre som en rosengård, i Herrens time, når vi igen i vores åndelige fattigdom byder Jesus velkommen i vort hjerte.

For så er vi eet med Ham, og hans kraft, hans Helligånd, rinder i os som blodet i vore årer, og om lidt modtager vi Jesu eget blod og blander blod med ham, en hemmelighed vi ikke kan og heller ikke skal forstå, men som virker.

Så udfolder Han selv sin fulde kraft midt i vores skrøbelighed. Amen.

"Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig."

Penge, omsættelige midler – det er det, han vil have fingre i.

Han kan ikke vente på, at Faderen dør.
Noget der jo ikke er smukt.

Netop det, at døden må til, før børnene får pengene og midlerne og huset og tingene, peger på, hvor døde penge er, hvor død al ejendom er.

I kan ikke både tjene Gud og mammon, siger Jesus.

Men brug de døde og uretfærdige penge til at skaffe jer venner i lyset, siger Jesus.

Brug jeres midler til at gøre godt, så længe I kan, inden dommen over jeres liv pludselig sætter ind.

Pengene betyder så lidt for faderen, at han uden nogen som helst vaklen foretager bo-delingen på forhånd, mens han er fuldt ud levende.

Vigtigere end alt andet er sønnen,
og hans kærlighed til sønnen.

Hvad skal vi med penge, hvis vi ikke har kærlighed?

Hvad skal vi med livet i det hele taget, hvis vi ikke vil arbejde på, at kærligheden lever mellem os?

Hvis vore penge, vore lyster, er blevet vigtigere end arbejdet med at lade kærligheden leve mellem os, så er døden indtrådt før tiden.

Og kun Én kan vække os af den død, syndens død, selvoptagethedens død.

Han, hvis navn er Frelse, det betyder: Redning.

Kun én kan redde os fra os selv, fra helvede, fra dommen, fra døden, og fra den levende død i vores egen mammon og vores hengivelse til syndens lyster.

Vi ser sønnen i Jesu lignelse for os: Han samler alt sit sammen. Hvad var det? Penge? Breve på jord, han arvede fra faderen?
Ting af guld og sølv?
Sjældne, dyre krydderier? 
Ja, for selve jorden kunne han ikke tage med sig. Dog, han kunne vel godt sende et tog af kameler afsted for nogle af pengene og derfor medbringe dyre tæpper, kostbare klæder, sjældne krydderier.
Mere sandsynligt er det, at han omsatte alt til penge.

Sønnen i Jesu lignelse hengav sig til et udsvævende liv, hører vi. Det er ikke så god en oversættelse.

Vi begynder at fantasere om, hvad det udsvævende liv var, som han hengav sig til.

Nen, det græske ord, der bruges, a-såtås, betyder: ikke at have noget håb om sikkerhed, altså uden sikkerhedsnet, eller: at være i en desperat situation, eller: uden for mulighed for at klare sig. Det kan bruges i betydningen at være en ødeland.

Bag ordet er ordet såzå, som betyder at frelse.

Men sønnen var uden for frelsens mulighed.
Han var virkelig ufrelst, uden redning.

Dér er vi alle. Dér kan Gud finde os.
Der kan han løbe dig i møde, der kan han løbe mig i møde, tage dig og mig i favn, lægge os som fåret på skuldrene, ja, favne os, kysse os, bringe os i sikkerhed.

I sikkerhed for os selv.
Give os sikkerhed.

Dette er det vidunderlige i evangeliet:
Vi, som har vandret langt væk fra Gud på så mange forskellige måder, og der er ikke forskel på os, ja, vi hører om Guds ødselhed, ødsle kærlighed.

Jeg har i ugens løb hørt om, hvor tæt man i en storby i Syrien, som i hvert mindre kvarter på måske fem hundrede mennesker, lever med hinanden, man omfavner hinanden, man inviterer konstant hinanden på kaffe. Der er en hjertelighed, som vi danske skulle tro var vores ejendom, men som vi på mange måder har mistet i vores forjagede og selviske liv.

Faderen i Jesu historie kom fra Homs - i overført betydning:
han løb ud til sin søn i svimlende lykke over, at han var ved at komme til sig selv, og til HAM!

Sønnen fik slet ikke lov til at sige, at han ville gå som en af faderens daglejere, men han FIK lov til at sige de forløsende ord, de ord, som der var frelse i: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.

Nej, han var ikke værdig. Han havde ikke længere sin værdighed at skjule sig i. Han bekendte sin synd over for den himmelske og den jordiske Fader.

SÅ kom frelsen til ham. FADEREN kom!

Jesus Kristus viser sig i drømme for mennesker, som slet ikke vidste om ham, som ikke søgte ham, men som har følt stor tomhed i livet, følt, at den Gud, de havde hørt om, slet ikke rummede kærlighed. Nok barmhjertighed, men ikke kærlighed.

Mon ikke også Gud viser sig for mennesker, som har mistet alt, ligesom den fortabte søn?

Jo, for eksempel Charles "Chuck" Colson, her kommer hans historie:

I sommeren 1973 var Charles ”Chuck” Colson på sammenbruddets rand.

Colson var en af præsident Richard Nixons nærmeste medarbejdere, og han var dybt involveret i Watergate-skandalen, der netop var ved at blive optrevlet.

I sin nød henvendte Colson sig til en kristen ven, der anbefalede ham at læse den engelske forfatter C.S. Lewis’ ”Det er kristendom”. Colson læste straks kapitlet ”Den store synd”, hvori Lewis om hovmodet bemærker: ”Den opæder selve evnen til at elske, til at være tilfreds, ja selv den sunde fornuft”.

Colson indrømmer i sin selvbiografi, at først i det øjeblik forstod han, hvad han havde gjort galt. Og Colson afsonede syv måneder for sin andel i Watergate-skandalen, men læsningen af ”Det er kristendom” fremkaldte også den religiøse omvendelse, der skulle gøre Colson til en navnkundig prædikant i USA.

Men sådan er Gud: Gud er kærlighed. Og er der, når nøden er størst.

Og så ufattelig højt elske Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Gud GAV sin Søn.
Jesus Kristus er en gave til dig og mig, til hele verden.

Vi ejer intet, men får alt med Jesus Kristus.
Og hengiver vi os først med et fast forsæt til ham i tro, så kan intet dybest set såre os, så er vi reddet, så ved vi hvad synd er og så bekender vi også dag for dag det, vi gør af ondt mod Gud og andre, og så favner Jesus vores hyrde os, tager sit får op på skuldrene, især når det er hårdt kvæstet af ulvebid, hvad de ulve så er.

For der er ulve derude, falske profeter, der uden at blues prædiker, at ægteskabet bør være som et lysthus, ikke som et arbejde.
Skønt arbejde er det, der skaber og vedligeholder kærligheden mellem en mand og en kvinde.

Dette fundament for samfundet, denne vidunderlige lille kirke, som en familie er, har så mange ulve i fåreklæder derude for øje at ødelægge, på så én måde, så en anden, men frem for alt ødelægge.

Sønnen i lignelsen går i sig selv, og sådan må vi som enkeltpersoner og som folk gå i os selv og bekende vore mange svigt, lade tårerne rinde i vores fortabthed og erkendelse af, hvad vi selv har forødt.

Men da møder Gud os i et favntag, som vi mærker dybt i hjertet, og han fylder os med en hidtil ukendt og evig lykkefølelse og glæde, for vi følger fremover den korsfæstede Herre, som sletter vore synder ud med sit blod for evigt. Han vasker os rene med sit blod. Og han opstod og kommer os i møde i bøn, i Helligånden, i fællesskabet, og fremfor alt gennem sit evangelium, ordet, Guds ord.

Lad os bede Herren om, at vi som folk må vende om fra vore vildveje, gå i os selv, tage imod troen, tage imod Kristus Jesus i vores hjerte, så han er på tronen fremover i alle dage, der er tilbage af vores liv her, inden vi skal møde ham, og da kan møde ham med frimodighed, vished om, at Han, som har begyndt sin gode gerning i os, også vil fuldføre den frem til Kristi dag. Amen.

Langør søndag den 28. maj 2016 kl. 11.00 med dåb

At være rig i Gud.

I modsætning til at være rig på alt jordisk.

Rig i Gud.

Væk er al diskussion, om der er brug for kirken, om jeg har brug for kirken, om jeg har brug for Gud, om jeg har brug for Jesus.

Gennem Jesu tale blæser en rensende, helende blæst, der blæser alt overflødigt bort, som blæser overfladen bort, så tilbage står spørgsmålet, når jeg skal dø: Er jeg rig i Gud, eller har mit hele liv været mit hus, min have, maden, vinen.

Er jeg rig i Gud? Hvordan lige få det spørgsmål til at forsvinde? Overdøve det med et godt måltid mad, en magisk fodboldkamp, et museumsbesøg, en koncert, det kan nok gøres.

Hvad er det for noget, at være rig i Gud?

Ja, nu må vi vove at begive os ind på, hvad evangeliet fortæller, hvad apostlene har videregivet os om, hvad Jesus talte.

Men vi kan godt lægge teflon på sindet, når vi læser ordene og læse dem som beskrivelser af noget, apostlene fandt på, noget Jesus ikke selv havde sagt. Måske trøster vi os med, at vi egentlig ikke ved, hvem Jesus var og hvad han sagde, for hvem kan stole på evangelierne?

Uden at ville holde en forelæsning her vil jeg fortælle, at den netop afdøde historieforsker Kenneth Bailey engang mødte en historiker, som sammenlignede studiet af George Washington og Jesus. Han sagde: Der er mere historisk pålideligt information om Jesus, end der er om George Washington.

Hvorfor sagde han det? Han skrev om Washington ud fra uudgivne og udgivne optegnelser. Han sagde: Jeg har ingen anelse om, hvorfor folk skrev det, de skrev om George Washington, om de gerne selv ville vælges til præsident, om de ville gøre sig til af deres kendskab til Washington over for deres børnebørn, eller om de talte sandt i deres optegnelser.

Når vi læser evangelierne, har vi umiddelbart fornemmelsen af, at vi hører en stemme, som vi umuligt kan blande sammen med tusinde andre, ja, millioner af andre stemmer.

Som hyrden, hvis stemme fårene kender, så de kan genkende den. De tager aldrig fejl.

Det gør vi heller ikke. Heller ikke, når Jesus sætter hovedet på sømmet og fokuserer på at være rig i Gud.

At satse på at blive rig i Gud.

I stedet for at satse på griskhed, eller det, som den gamle bibeloversættelse kaldte: havesyge.

Dvs. det er en sygdom at ville have mere og mere.

Vi har blot tingene her til låns.

Hvis vi så vil HAVE tingene så at sige for os selv, uden Gud, så vil det senest ved vores død vise sig, at vi levede på en løgn. Vi har kun tingene for en tid.

Men at være rig i Guder  at frygte og elske Gud, så vi ikke frygter og elsker vore ting og sager over ham. Så der bliver plads til vores næste omkring os.

Apostlen taler om at være nøjsom, det skaber en indre ro.

Kærlighed til penge er roden til alt ondt, siger apostlen.

Kærlighed til penge i stedet for kærlighed til Gud og næsten.

Kærlighed til penge fører også bort fra troen. Her er vi inde ved noget, hvor måske vi i vores materielt afsindig rige tid mister troen uden så meget som at bemærke det. Måske tænker mennesker: vi har nok i vores hus, bil, familie, venner, vores hobby. Vi mangler ikke noget.

***

Gud gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige. Det er en grundsætning i evangeliet.

Gud gjorde sig fattig, for at vi kunne blive rige.

***

Lad os fremhæve lidt af, hvad der siges om sand rigdom i Gud!

Først og fremest er rigdom Kristi uransagelige rigdom (Ef. 3,8) – arven.

I Kristus er alle visdommens og kundskabens skatte skjult, siger Paulus i Kol. 2,3.

ALLE visdommens og kundskabens skatte.

Vel at mærke en visdom, der er fuldstændig modsat denne verdens visdom, som tænker på magt, på penge, på fremgang og succes.

Kristi visdom, som altså er en uudtømmelig rigdom, er sådan:

”Det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. ” (1. Kor. 1,30). Og så hedder det: I er i Kristus Jesu, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at ”den, der er stolt, skal være stolt af Herren”.

Rigdommen i Gud er Jesus Kristus, alt, hvad han gjorde og sagde, hans samlede frelsesgerning for os. Denne gerning indbefatter en dyrebar rigdom. Den indbefatter retfærdighed, det at Jesus som menneske var fuldkommen retfærdig, og derfor ved sin død på korset for os kunne give os del i sin retfærdighed blot ved at vi vender os til ham og tror på ham og bliver hans disciple.

Denne rigdom i Kristus indbefatter også helligelse, dvs. at vi ved at være i Kristus som grenen er på vintræet Kristus, og sådan bliver vi helliget, bliver vi renset af ham for synd. Han renser os ved Helligånden, som han har sendt til os ved dåben, således at vi får et stik i hjertet, når vi gør noget ondt og uretfærdigt og noget, som ikke er godt efter hans vilje.

Og når vi går i os selv og er kede af det, vi har gjort, så leder Helligånden ny saft, nyt liv, ny glæde, ny tilgivelse til os, så der bliver ligesom et forår i vores hjerte, hvor Kristus bor og kan komme rigtigt til, når vi først har accepteret vore overtrædelser.

Problemet er, at vores tid, og formentlig store dele af kirken, har talt uden om synd. Så mennesker er blevet ladt i stikken med synden, som er en forfærdelig virkelighed, hvad enten vi prædiker om det eller lader være. Forskellen er blot, at når vi prædiker om synden og sætter navn på den, så giver vi os også mulighed for at omvende os, som Jesus siger er forudsætningen for at se Guds rige. Synden spærrer bogstavelig talt udsynet, så vi hverken kan se eller komme ind i Guds rige. Der er i al fald en forfærdelig kold skygge over vores liv, indtil vi overgiver os til Jesus som vores konge og Herre.

Så lad os, som en arabisk kristen sang siger det: træde på din honning, verden,

lyt til sangen sammen med den danske oversættelse nedenfor:

https://www.youtube.com/watch?v=ZtZG6meZjrE&list=RDZtZG6meZjrE

jeg har nok i min Gud,

bittert er det vand, du giver,

og det kan aldrig slukke tørsten.

Lige meget hvor meget du prøver at friste mig, eller give mig del i din ære,

Jesus er nok for mig.

og mit hjerte er fuldt af hans kærlighed.

 

Ps. 63,5

 

Min sjæl er stolt og lykkelig

af Menneskesønnen

af Hans blod, Han købte mig

og gjorde mig til konge og sultan.

Jeg tager hverken imod

dine penge eller dit guld

selv ikke verdens skatte,

om det så var at sidde på din trone, og blive gjort til konge

 

Ps. 90,14

 

Om du så forskønner dig for mine øjne,

er du stadig nøgen,

og hvis du tror, jeg vil bøje mig ned for dig,

tager du fejl.

Til din oplysning

vil jeg ikke tilbede,

mine knæ vil aldrig bøje sig for dig.

Mit hjerte blev beriget

fra den dag, jeg bøjede mig ned

foran Ham, som beriger universet,

 

 

 

Gud har skabt alting. Nej, tilfældigheder. Virkelig?

Hvor tilfældigt er det, at markerne bliver tilsået med alle mulige slags frø? Selvfølgelig står der en landmand bag en mark.

Ja, men se hvor rodet naturen er – står der virkelig en Skaber bag det? Ja, for han ville gerne, at vi skulle samarbejde med naturen og være medskabere. Men jordklumpen, vi arbejder med, har vi ikke selv skabt, den har vi fået som en gave og et lån.

Jo flere mærkelige stjerner og planeter, der blive opdaget, jo mere fantastisk en Skaber kan vi forstå, vi har! Star wars lærer os at værdsætte endnu mere den fantastiske blå klode, vi er født indi.

Og Gud selv blev menneske og fødtes her,

Jesus er 100 procent Gud OG menneske.

Han gjorde helt usigeligt godt, helbredte sygdomme, drev dæmoner ud, så mennesker blev fredelige, tilgav folk deres synder, så de blev frie og uendeligt glade og kunne begynde livet igen.

Han led og døde for vore synder på korset, så når vi ligesom står ved hans kors, så modtager vi der syndernes forladelse og kan begynde helt forfra igen. En ny begyndelse, hver eneste dag. Vi stoler ganske enkelt på Guds nåde, som Gud har givet os i Jesus.

Det er derfor vi har i alle vore konfirmandtimer har sunget (syng): Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde…

Jesus opstod også, og han lever og er iblandt os, når vi samles i hans navn, det har han lovet. Det er derfor det her er mere, end det øjnene ser. En glæde, der kommer af hans nærvær, hans kærlighed til alle mennesker uanset hvad vi har gjort i vores liv.

Og så lovede Jesus, at Helligånden skulle komme med kraft over disciplene pinsedag. Vi er ti dage fra pinse, på Kristi Himmelfarts dag, og Jesus forlod dem på denne dag og lod dem vente stille og roligt i ti dage.

I konfirmander har også, som alle døbte, modtaget Helligånden i dåben, sammen med adgangen til kilden til syndernes forladelse.

Helligånden udruster os med kraft til at være kristne, være disciple af Jesus Kristus.

Vi kæmper ikke mod mennesker, men er i en kamp på liv og død. Paulus forestiller sig os i en romersk soldats fulde udrustning med hjelm, skjold og sværd.

Så man kan holde stand på den onde dag, når det virkelig gælder evigt liv eller evig død.

Bæltet skal sikre, at den lange klædning sidder godt fast og at man let kan få fat sværdet – det er sandheden, den store sandhed, at Gud er til, og har grebet ind i vores verden i Jesus Kristus på den måde, som bestemmer hele min tilværelse.

Brynjen er retfærdigheden, ikke min egen, for der er meget uretfærdighed hos mig, nej, det er Kristi retfærdighed, som er fuldkommen og skjuler alt det , som er mangler hos mig.

Sandhed og retfærdighed er det, vi har lært om igennem de ti bud. Du må ikke have andre guder end mig. Der er kun den ene sande Gud. Og han lærer os om retfærdighed: ikke at stjæle, være utro, slå ihjel, begære andre og deres sager. Retfærdighed er at være tilfreds med det, vi har fået betroet. Jesus skærper de ti bud, så det at slå ihjel også er at se ned på andre mennesker. Vi kan være vrede på mennesker, ligesom de kan være vrede på os, og vi kan se ned på det, andre gør, men vi må ikke se ned på andre. Og så om vreden: vi må ikke lade solen gå ned over vores vrede, siger en af apostlene.

Skoene gør det muligt at gå uhindret hen over skarpe sten og torne, så man kan få budskabet ud. Skoene er beredevilligheden til at være en der bringer glæden til andre, til at være en, der formidler den store nyhed om Jesus.

Prøv at forestille jer et liv uden sko, arbejdssko på en fabrik eller i en lade, gummistøvler i regnvejr og en pløjemark, fodboldsstøvler eller ridestøvler eller sandaler en dejlig sommerdag. Nej, det går ikke. Sådan heller ikke med det at være kristen: vi bør have særlige sko klar som kristne: villighed til at gå med fredens evangelium. Dvs. at leve, som evangeliet lærer os, i fred med andre mennesker, og også være klar til at stå ved vores tro overfor hinanden, ikke kun ved en særlig højtidelig anledning som i dag. Hvis du bliver spurgt, om du er Jesu discipel (kristen), så betyder det alt, om du står ved det eller du ikke gør det.

Skjoldet, som beskytter mig, er troen på Kristus. Den beskytter mod brændende pile, et af datidens mest frygtede våben. Den beskytter mod fristelserne og mod samvittighedens anklager, som siger, at jeg bliver aldrig sådan som en kristen bør være.

Kristus har slukket den ild med sit blod, da han døde for mig.

***

Hjelmen er frelsen, redningen. Det handler igen om det, Kristus har gjort for mig. Hans forsoning er min beskyttelse også mod Satan, som forsøger sig med dræbende hug.

***

Og sværdet – det giver den, der angribes, mulighed for at slå tilbage – det er Guds ord.

Sådan brugte Frelseren også Guds ord i ørkenen til at slå tilbage mod den Ondes klogt udtænkte forsøg på at friste Jesus.

Det bedste våben i kampen er en fast forankring i Guds ord.

Derfor har vi søgt at skaffe os kristen kundskab i Guds ord, i Bibelen, og det skal vi gøre livet igennem, og leve os ind i Skriften, tage imod Ordet med både forstand og hjerte.

Og – tilføjer Paulus – vi kan bede, hele tiden, ligesom en baggrundstone i alt, vi foretager os, eller som et program, som ligger parat bag andre programmer på pc’en, og som vi kan få frem med et enkelt klik med musen.

Sådan skal vi bede: med udholdenhed, fortløbende, så vi beder midt i alt andet, beder for andre også, noget vi aldrig må overse kraften i.

En kristen skal kæmpe med Åndens sværd. Hvad er det? Det er at lade Gud kæmpe for sig, lade Guds visdom forme os, så vi ikke kaster os dømmende over andre mennesker, men hellere dømmer os selv. Åndens sværd er naturligvis skarpt som et sværd skal være, så vi også af Ånden bliver såret fra tid til anden. Sådan at vi kan gå i os selv, når vi har været rasende på andre, være kede af, hvordan vi har været, og så bede om tilgivelse.

Men for at vi skal kunne stå ved det, må vi vide noget om vores tro. I konfirmander er blot så småt gået i gang med at lære noget. Det har sikkert været kedeligt indimellem, for dels var det om eftermiddagen efter gymnastik, dels har det meste være helt nyt for jer. Hvis vi skal i gang med at lære noget helt nyt, så er det hårdt. F.eks. en mekaniker eller en lærer, eller en smed eller en præst eller en sosuassisten. Der er hårdt arbejde i det hele. Så kan det ikke undre nogen, at det også kan være hårdt med konfirmationsforberedelse. Men for at det efterhånden skal blive mindre hårdt, så bliv ved med at leve i troen, ved at bede en bøn hver dag, bede fadervor, lægge bekymringer frem for Gud som den naturligste ting i verden, sige tak for en skøn dag som i dag. For det, Jesus lover os, fred og glæde, kommer ikke bare flyvende til os, der er også arbejde med at vedligeholde tingene, så fred og glæde kan slå rod i os.

 

 

 

Jeres hjerte må ikke forfærdes!

Jesus taler ikke bare til en følelse, men det er en del af hans kamp mellem Jesus selv og denne verdens fyrste. I den sammenhæng kræver Jesus, at de tror på ham. Han beder dem ikke bare om at bevare tilliden til ham.

Men at de tror på ham, ligesom på Faderen.

Intet andet, kære menighed, holder, når verdens fyrste kæmper mod Jesus og hans menighed.

For, dette er uforståeligt stort: disciplenes tro overvinder verden!

I verden oplever I trængsel, men fat mod, siger Jesus, I har overvundet verden!

I har overvundet verden – det siger han til nogle få disciple, og det siger han igen til jer, lille menighed!

Fat mod, uanset hvad I har måttet lide, I har overvundet verden! Nemlig ved at holde stædigt fast ved Jesus Kristus.

For det er gennem ham, I har overvundet verden, aldrig i egen kraft. I egen kraft sejrer verden og denne verdens fyrste over os. Men i kraft af Herren sejrer vi. Lad os sådan styrke hinandens mod med disse ord.

Og lad os høre, hvornår verdens fyrste er overvundet. Det er han ved Jesu død på korset, da blev han fordrevet.

Og hvordan bliver Jesu sejr over verdens fyrste åbenbar?

Det gør den kun ved Helligånden over for dem, der har tro. Det er hårdt og kan få os til at fortvivle, for er det kun os, der mærker og ved, verdens fyrste er faldet ved Jesu død? Ja, siger Jesus, sådan er det. Vi må bære den lidelse, det er, at være alene med den tro.

Så – over for den lurende frygt for verden og dens vrede, frygten over for døden i alle dens former, så, kære menighed, forkynder evangelierne samstemmende, at medicinen er troen, intet andet.

Hold derfor fast, menighed, lad dig ikke true eller kyse til at glide bort fra troen.

Og hvilken tro er det?

Troen på Jesus og Gud, som en uadskillelig tro på både Jesus og Faderen. Ikke enten eller.”Den, som tror på mig, tror i virkeligheden ikke på mig, men på ham, som sendte mig.” (John. 12,44).

Det kunne lyde, som om vi slet ikke skal tro på Jesus, men det skal vi selvfølgelig. Den anden side af mønten har vi i 1. Joh. 2,23: Den, som fornægter Sønnen, har ikke Faderen.

Kort sagt: Sønnen og Faderen kan ikke adskilles, men heller ikke blandes sammen. For Jesus er Sønnen, der levede her, udsendt af Faderen, og Faderen er fra evighed med Sønnen, og udsendte Sønnen til at være menneske.

Med den klippegrund kan vi ikke vakle!

For klippen er Kristus selv, han er den klippe, som ikke kan brækkes, sønderbrydes, men består til evig til sammen med Faderen. Det er vores tro, en uovervindelige tro.

Og I er troens helte, det er vi, når vi lader os holde fast i denne tro ufortrødent.

Og tænk for et håb vi har, en fremtid, som vi må tale om sammen og ikke forsømme at tale om. Vi kan lade os gribe af mismod, fordi Kristus ikke er her synlig, og der er gået så lang tid siden dengang.

 

Jesus siger dertil: I min Fars hus er der mange boliger. Ordet på græsk betyder: lejlighed. Eller som gamle Grundtvig oversatte: værelser. Der er mange værelser i Faderens hus. Men vigtigst er, at ordet betyder et sted, som varer ved i evighed. Faderens hus er et dejligt sted, som har plads til alle.

 

Det er sandt nok, men Jesus taler om, at han vil komme og tage disciplene til sig, og hvis det skal være en trøst, kan det ikke kun være en henvisning til den dag, Jesus kommer igen.

 

Nej, han kommer og skaber sig en bolig, et værelse hos den enkelte, Han og Faderen kommer og tager bolig hos den enkelte, siger Jesus et andet sted.

 

Trøsten er, at Jesus kommer ved sin Ånd og er og bor i os. Altid. Derfor skal vi altid og hver dag på kalde Jesus, så vi inviterer Ånden til at virke i os. Jesus ønsker sig ikke passive tilhængere, men vil, at Han kan virke mægtigt i os, hans disciple.

 

Så vandrer vi afsted med Jesus, som vejen. Som sandheden mellem alle andre sandheder, som selve vores liv, uden Ham er vi nemlig døde i vore synder.

 

Men vi lever, fordi Han lever. Vi lever ikke længere det gamle synderliv, men i opgør med synden, med Helligåndens kraft i os til at hjælpe til at modstå syndens forfærdelige magt. Og til at tilgive os i Jesu navn.

 

I denne tro kan vi gå friske ud til verden i Guds kærlighed og forkynde frimodigt om Jesus som verdens Frelser og hjælpe mennesker til at tage imod ham som deres Frelser og forlade dem, der vil tage menneskeres tid og sjæl.

Dog først og fremmest skal verden få trang til at følge Jesus, hvis vi elsker hinanden, hvis kærligheden ser ud til at være der, hvis vi lever i trofasthed i vore familier og venskaber, lader mildheden får overtaget over bitterhed og vrede, lader, bekæmper misundelse med imødekommenhed.

Så er der dybest set ingen grund til at forfærdes, tværtimod forsvinder forfærdelsen kun ved, at vi kaster os uforbeholdent ind i troen på Jesus og Faderen, og derigennem lader Helligånden fuldt ud virke i os.

Til at holde fast på denne tro give os hver især og os som menighed nåde og lykke og gode råd gennem hinanden og i hjertet. Amen.

Denne prædiken er et detaljeret udtog fra professor Peter Legarths artikel om opstandelsen i en netop udkomet bog med titlen: Opstand om opstandelsen - med mine egne tilføjelser, hvor jeg syntes det var passende.

 

Kristendommen står og falder med, at Jesus virkelig opstod fra de døde.

Skepsis, tvivl over for budskabet om opstandelse fra de døde var der helt fra starten.

Og svaret fra Paulus var, at evangeliet står og falder med, om det er troværdigt, at Jesus legemligt opstod fra de døde.

Hvis Jesu blev liggende i en grav i Jerusalem, ville ingen i discipelkredsen have troet på Jesu opstandelse fra de døde.

Så ville vi ikke have haft nogen kristendom, og der ville ikke have været noget kristent evangelium.

Det var ikke Jesu ånd, der opstod, men ham selv med alt, hvad han var, legeme, sjæl og ånd.

Han var forandret, men det VAR ham.

Men lad os svare på den skepsis, der kan være om Jesu opstandelse fra de døde.

1 Graven var tom. Ingen betvivler, at den var tom, heller ikke Jesu modstandere. Det begynder med den tomme grav.

Aldrig hørt om før, kære menighed! Den tomme grav var årsag til forvirring og frygt. Kvinderne kan ikke forstå det. Hvad er der sket, har nogen flyttet Jesu lig, tænker nogle af dem.

De havde jo grundigt set og været vidner til, at Jesu lig blev lagt i den bestemte grav. Og nu var hans lig der ikke længere.

2 Så er der de mange gange, hvor Jesus viser sig for disciplene. Den sidste gang, vi hører om, er faktisk flere år efter Jesu opstandelse, da Jesus viser sig for Paulus, så der af en kristen-dræber bliver et vidne for Kristus, der selv ender med at blive slået ihjel for den nye tro.

3 Det er ubetvivleligt, at disciplene troede på Jesu opstandelse fra de døde. De var gået under jorden efter hans henrettelse. De lukkede sig inde, de var bange for deres modstandere, om de ville arrestere dem selv også.

Men tre dage efter var alt forandret med dem De var nu overbevist om, at Jesus var opstået fra de døde.

De bevidnede, at Jesus var opstået.

De forstod ikke selv hvordan, men at det var sket, var de urokkeligt overbevist om.

De var nu fyldt af et uovervindeligt mod, så deres angst for at dø for Jesus var forsvundet som dug for solen. Ingen går i døden for et budskab, som man bare har fantaseret sig til.

***

Og lad os nu se dybere på, hvad der kan tale for Jesu opstandelse.

1 Kvinderne var de første øjenvidner. De kunne for jøderne dengang ikke regnes for troværdige vidner. Sådan står der i et skrift fra Jesu tid: ”Snak ikke for meget med kvinder…Den, som snakker med kvinder, han drager ulykken over sig, forsømmer lovens ord, og til sidst bliver Helvede hans lod.”

2 Paulus nævner den gamle overlevering, at Jesus opstod fra de døde. Der ER slet ingen ’opstandelse-fri’ periode! Enhver kunne spørge vidnerne og disciplene ud om det, de havde set.

Tænk på, at Paulus skrev sine breve og fortalte om vidnerne om opstandelsen i 50’erne. Lidt over 20 år efter Jesu opstandelsen.

Prøv at tænke på dig selv og dit liv.

Kan du huske tyve eller tredive år tilbage i dit liv? Hvis ja, hvad kan du så huske? Husker du kun ligegyldige ting? Eller husker du øjeblikke, der ændrede alt i dit liv, mødet med din hustru, dit barns fødsel, tabet af din ægtefælle?

Og så er der jer, der kan huske, anden verdenskrig bryde ud.

Jamen, kære venner, det er jo 70-80 år siden.

Og så er der jer, der husker, at krigen sluttede. Det er stadigvæk over 70 år siden.

Den 5. maj kan I huske som det var i går.

Er det sandt, hvad jeg siger? Så overfør bare lidt den følelse til disciplene.

Matthæusevangeliet er senest skrevet i 80-90, altså op til 50-60 år efter Jesu opstandelse.

Du kunne have været tyve år, da disciplene så den tomme grav og derefter den opstandne Jesus. I dag er du 70-80 år. Mon ikke vi kan stole på dig, på jer?

Og så kan vi endda huske glimt ganske tydeligt fra vi var 3-6 år gammel. Og det er sandt.

Ja, tænk nu godt efter, og bliv ved, og glem ikke igen, at det er derfor, vi kan stole på evangelierne. De fortæller, hvad vidner har fortalt. Heriblandt og først og fremmest kvindernes vidnesbyrd.

3 Troen på Jesu opstandelse er ikke kommet fra jødernes tro på en frelsers opstandelse fra de døde. Ingen dengang forventede, at den slags skulle ske, for de forventede slet ikke, at frelseren skulle dø!

4 Jesu opstandelse var altså uventet. Disciplene holdt sig bag lukkede døre. De var handlingslammede. De havde håbet på Jesus, men nu var de kede af det, som vi er ved et dødsfald og en begravelse. Mange tvivlede på det, kvinderne fortalte.

Men de forkyndte kort tid efter, at Jesus lever, noget de på ingen måde havde kunnet sige sig selv.

5 Der kom ingen ny leder af bevægelsen efter Jesus. Andre Messias-skikkelser blev til nye bevægelser med nye Messiaser dengang, men Jesus-bevægelsen levede videre uden en ny leder? Forklaringen er Jesu opstandelse: Han var og er stadig bevægelsens leder!

6 Ingen opsøgte Jesu grav som et helligsted. De første kristne holdt ikke Jesu grav hellig. De var ligeglade med stedet! De var ikke ligeglade med, at den begravede var opstået, men derefter var stedet, graven, totalt ligegyldig. Der var ingen grav, som man omgærdede med stor interesse. Man skulle have knogler fra den hellige person for at have en kult på stedet, men der var ingen knogler. En tidlig biskop skriver, at han håber, at løverne vil fortære ham fuldstændig, når romerne kaster ham for løverne. Hvorfor? Fordi så kunne man ikke begynde at gøre noget ud af hans knogler, og begynde en relikvie-kult ud fra dem.

7 De kristne begyndte meget tidligt at fejre gudstjeneste, ikke om lørdagen, jødernes helligdag, men om søndagen. Det gjorde de, fordi de var overbevist om, at Jesus var opstået fra de døde på den dag, søndagen. Hvordan skulle man ellers forklare søndagens gudstjeneste?

8 Der er ingen beretning om, at Jesus senere blev genbegravet. Det gjorde man altid efter ½ til 1 år, hvor man samlede knoglerne sammen og lage dem i en benkiste.

Hvis nogen skulle tro, at det var sket, så var det sket samtidig med, at menigheden forkynder, at Jesus var opstået fra de døde, og at hans legeme ikke havde set forrådnelse, sådan som Peter siger det i sin prædiken, vi skal mindes pinsedag. Hvordan skulle det kunne give mening?

 

Hvad taler så imod Jesu opstandelse fra de døde?

a) Disciplene kunne jo have stjålet Jesu lig og gemt det væk. Men hvordan skulle de så kunne forkynde Jesu opstandelse med stærk overbevisningskraft.

b) Jesus var blevet lagt i en forkert grav. Men Jesus blev jo lagt i en kendt grav. Josef af Arimatæas grav, egentlig til ham selv. Denne Josef kunne jo have rettet misforståelsen.

c) Disciplene hallucinerede. Måske havde de drukket sig fra sans og samling. Problemet er, at alle opstandelsesvidnerne så skulle have hallucineret samtidig og med det samme indhold. De første kristne afviste også helt klart den tanke.

d) Jesus var bare skindød på korset. Han blev lagt i en grav, men vågnede senere op og gik ud af graven. Det skulle være grunden til, at man mente, han var opstået fra de døde. Men det er jo meget usandsynligt. Så ville Jesus være en bedrager, når han selv havde talt om, at han skulle opstå fra de døde. Romerne ville også have sørget for, at de korsfæstede virkelig døde på korset. Og Jesus skulle så have levet videre som et almindeligt menneske et eller andet sted, ligesom nogle elsker teorier som den, at Hitler levede videre i Sydamerika eller sådan noget. Og hvordan skulle disciplene forkynde Jesu opstandelse fra de døde, når de havde ham hos sig i levende live – det giver slet ikke mening.

De forkyndte, at Jesus døde for vore synder. Men hvis han stadigvæk levede, så giver den forkyndelse ingen mening.

Deres stærke og entydige forkyndelse af Jesu opstandelse fra de døde er en gåde, hvis de udmærket vidste, at han hverken var død eller opstået fra de døde.

Så siger nogen, at man konstruerede beretningerne om Jesu opstandelse ud fra det gamle testamente. En teolog har sagt: ”Bibelske genskrivninger betjener sig … af historiefortællingen på en måde, som vi i dag må kalde fiktion.” Det betyder, at evangelierne efter den opfattelse slet ikke fortæller noget, der er sket i historien. De svarer på problemer, de havde i menighederne. Fortællingerne ligner historie, men er ren fiktion, siges det.

Kan det virkelig være? Men hvis menighederne var styret af problemer i menigheder, så er det f.eks. mærkeligt, at omskærelsen ikke så meget som nævnes i evangelierne som et problem, og vi ser jo hos Paulus, at det var et kæmpe spørgsmål: skal vi kristne omskæres, eller er vi sat fri af den tradition?

Evangelierne mangler omtale af omskærelsen simpelthen fordi Jesus ikke havde udtalt sig om omskærelsen.

En ting mere: i evangelierne spiller Menneskesønnen som titel en vigtig rolle, men i de første kristnes breve i resten af Ny Testamente hører vi ikke noget til denne titel. Jesus havde ellers talt om sig selv på den måde, som vi hører igen og igen i evanglierne. Evangelisterne var altså optaget af, hvad Jesus faktisk sagde og gjorde. De tænkte ikke kun på, hvad der optog deres samtid, og som de fik Jesus til fiktivt at svare på.

I denne verden betragtes mere altid som bedre.

Mere rigdom, større huse og lejligheder, flere rejser, flere venner, mere succes, måske ligefrem serier af ægtefæller og børn, så familien bliver rigtig stor.

Jesus går ind for, at de blot skal være nok.

Altså: giv os i dag vort daglige brød. Det, som er nok, og ikke mere.

Ser vi tilbage til israeliterne, der vandrede bort fra Egypten, så gnavede folket af Moses, fordi de syntes, det var dårlig mad de fik. Der var nok, men den smagte dem ikke.

Så svarede Herren med at sende så mange vagtler over deres lejr, og et sted fortælles det, at der var så meget kød, at de ikke kunne spise sig igennem det.

De fik også brød, nemlig det såkaldte manna. Men kun nok for en dag ad gangen – forsøgte de at gemme til næste dag, rådnede det.

Alt dette skal minde os om, at denne verden består til en tid, men vi skal arbejde på at modtage den uforkrænkelige guddommelige mad.

Det brød, som bliver ved med at nære, og som aldrig går til, er Jesus Kristus selv.

Uden ham er vi fortabte nu og i evighed.

Jesus lærer os at arbejde for ham og for at modtage det, han giver, som nærer os frem mod evigheden. Som mætter på en måde, som intet jordisk brød eller mad mætter.

Det brød, som Jesus er, er det sande, det virkelige brød.

Vi lytter til ham, og mættes af hans ord. Vi spiser hans legeme, og mættes af ham selv, vi bliver delagtige i hans legeme. Vi bliver ét med ham.

Alle fællesskaber er foreløbige, men fællesskabet med ham bliver til evighed til, hører aldrig op. Kristus indgyder os sin og Faderens Ånd, ånder på os til trøst, til glæde, til opmuntring, til udholdenhed, til håb, til ny tro, til kærlighed.

Troen er altså et arbejde. Hvordan?

Du viser trofasthed mod din Herre, det er tro. Om du også tvivler indimellem, så tror du, når du trofast holder dig til Ham.

Det er, hvad vi skal gøre. Trofast hænge fast ved ham.

For hvad er tro, hvis den opløses som dug for solen, blot der kommer en enkelt indvending? Blot vi lader os kyse af dem, der håner troen på Jesus som Livets Brød?

Her kunne vi godt bruge udtrykket: Lad dig ikke spise af med den slags, så du dropper din tro! Lad dig ikke nøjes med vantroens brød, der aldrig, aldrig mætter, men gør fortvivlet.

Det er godt at kæde tro og trofasthed sammen. Så kommer vi ikke så let til at mene, at tro er noget der foregår i hjernen alene. Så er hjertet altid tænkt med. Så er arbejdsomheden i troen altid tænkt med.

Som vi hører Peter sige det:

Når vi kobler troen sammen med gode gerninger, erkendelse af Gud, selvbeherskelse, udholdenhed, gudsfrygt og broderkærlighed, og når alt dette vokser hos os, så tillader det os ikke at være uden flid og uden frugt i det, vi forstår fra vores Herre.

Troen giver os således et skarpt blik og syn på hele livet og evigheden med.

Men uden troen og alt det, som følger af arbejdsomhed som Kristi efterfølgere, bliver vi fuldstændig kortsynet, siger Peter. Så ser vi nærmest intet,

og så glemmer vi den vidunderlige bund i troen, nemlig at vi er blevet renset for vore tidligere synder.

Vi kan nok så meget prædike, at døren altid står på vid gab ind til Guds rige, men hvis vi nægter at arbejde som disciple og efterfølgere af Jesus Kristus, så kan vi ikke forvente, at døren står på vid gab.

Han skaber troen i os, vi slutter os derfor til ham og arbejder på at gøre alt det, han har befalet os at gøre.

Derfor skal vi heller ikke tage os af angreb, der kommer fra ikke-troende, som kalder al tro for overtro og ufornuft.

Det ufornuftige er netop at satse alt på det, der ødelægges med tiden, og det gør alt på jorden. Det fornuftige er i virkeligheden at leve af Livets Brød, som gør os delagtige i guddommelig natur, siger Peter.

Så er vores liv på jorden ikke en robot-agtig vandring for at få mere, være mere, blive mere, en vandring som med vished slutter ved graven. Så er vort liv skjult med Kristus, en vandring der slutter der, hvor vi mættes på en vidunderlige måde i Guds synlige rige, som Jesus lover enhver, som følger ham til enden. Amen.

Hvis I ikke bliver som dette lille barn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.

Det minder om kirkeåret. Det begynder med adventstiden, tiden til at komme til besindelse, omvende sig fra eget hovmod.

Og når først den forberedelse er gjort, så modtager vi barnet, Jesus.

Dèr begynder alt, det vi kan leve og dø på. 

Gud holdt sig ikke for sig selv, men formindskede sin majestæt, og lod sig føde som en af os. ”Kristus lod sig føde” er en proklamation i en af vore julesalmer.

Han, hvis væren er uforgængelig, viste sig for mennesker i kød og blod, hjalp dem, helbredte dem, uddrev dæmoner, underviste dem på alle mulige og umulige måder.

For den, der i sin opblæsthed tilskriver sig selv sin eksistens, er der ikke meget andet at håbe på end en regulær omvendelse. 

Men heller ikke for alle andre er der meget andet at håbe på.

Omvendelse det er at blive som barn over for Gud. At erkende og bekende sin dybe, dybe afhængighed af Herren.

At modtage nåde gratis fra ham ved hele Jesu gerning for os i liv, i død, ved sin opstandelse.

Ja, ikke bare erkende, men også bekende.

For vor tro er ikke en ordløs tro, nej, Herren gav munde til skabningerne for at de skulle åbne dem og med stemmen prise Gud.

Jeg kommer Gud nær, når jeg lovpriser ham, har en tidlig kristen sagt. Vi kommer Gud nær, når vi beder og takker ham, priser hans navn. Så omgiver hans navn os som en beskyttelse. Og det navn, som beskytter os og hjælper os, er Jesus.

Det er ikke Jesus, mennesket, alene, der beskytter os. Det er ham, der var hos Faderen før alle tider og som er til evig tid.

Det er ham, der alene med sin Fader ved sin Ånd kan give den ro, som overgår alt, den ro, som paradis skulle være. Derfor, han støtter dig med sin ro, ja, med ham bliver du rolig. Og den ro er, som sagt, ro af paradisets hvile og ro.

En hvile som det sovende barn er et godt billede på, men også den voksne, der endelig, endelig, kan falde i en dejlig dyb søvn, som forfrisker, om så også der er uro alligevel ved siden af.

Paulus kan ikke sige store nok ting om Jesus. Ved ham og til ham er alting skabt, siger Paulus. Han er forud for alt, og alt består ved ham.

Han er hoved for legemet, kirken. Begyndelsen, og hele Guds fylde bor i ham.

Og det siger Paulus om ham, som blot 30 år tidligere var blevet korsfæstet i Jerusalem.

Jesu opstandelse, og apostlenes møde med ham, forvandlede alt.

Den, der tror på Jesus, er i forbindelse med hele universets mening og oprindelse og mål.

Og vejen frem mod målet også. Den vej er Jesus. Den vej går vi ad.

På hans vej er der ikke noget hårdt. Der findes hårde ting, men hans vej er ikke hård, men planeret.

Vejen indebærer at adlyde Gud. Vejen er ikke en frit svævende vej, hvor vi kan leve efter vores tilfældige luner. Nej, Guds befalinger og bud står fast, og Jesus har opfyldt loven til punkt og prikke i dens inderste mening og intention.

Det kaldes vi også ind til på hans vej.

Hans vej er Guds nåde, og med Guds nåde i Jesus adlyder vi, hvad Gud vil med os.

Vi henfalder ikke til at lovprise barnet som sådan, fordi barnet velsignes af Jesus.

Hvis barnet skal fremhæves, er det for dets afhængighed af forældrene, som vi er helt afhængige af Guds nåde ved at Jesus døde for os uretfærdige og skænker os del i hele den arv, som er hans: nåde, glæde, fred, og ro.

Hans nåde er som en kilde, der hele tiden rinder stille og roligt, og derfor også giver ro til den, der henter vand derfra.

Guds nåde kan vi sammenligne med mælk til det nyfødte barn. Det er det, der er den næring, vi livet igennem lever på. Hvorfor hele livet med mælk? Nådens mælk? Fordi vi altid er børn i forhold til Gud.

For kraftmennesker er det ikke rart at høre på.

For den, der tror på Herren Jesus, er det en fantastisk skøn ro. Jeg skal ikke søge at frelse mig selv, men blot modtage nåden som et barn suger mælk til sig.

Det giver sådan en ro, at jeg ikke skal frelse mig selv, retfærdiggøre mig selv. Alle mine synder har Jesus taget på sig på korset. 

I stedet for syndens åg, lægger han et let åg på dine og mine skuldre. 

Det åg er kærlighedens åg, det er som en brudgom, der lægger sin arm om sin brud, et kærlighedens fællesskab. Nu er mit liv bundet til Jesus. Jeg tilhører ikke længere mig selv, men jeg tilhører ham, som døde og opstod for mig.

Vi kan føle os som ubetydelige fnug i universet, men vi er skabt kun lidt ringere end Gud, hører vi David synge i sin salme.

Og i fællesskabet med Jesus, på vandring med ham på den vej, han anviser og selv har gået, der er vi ét med ham.

Så er vi kongebørn, som vi skal synge om lidt, skønt fattige og ringe.

Så vokser vi skridt for skridt på denne vej op i erkendelsen af Herrens mildhed og nåde i Jesus Kristus.

Så vandrer vi afsted i fodsporene efter ham.

Det kan være der er kors på den vej, men korset er så selve tegnet, der viser, at vi er på rette vej. På den vej må de, der foragter sandheden og nåden, vige bort og blive til intet.

Nu ved dagenes ende har Gud talt til os gennem sin Søn, hedder det i Hebræerbrevet.

Dagenes ende. Hvad er dagenes ende? Det er tiden fra Jesu første komme til hans andet komme. Det er den tid, vi lever i nu.

Som hyrderne og Elisabeth og Zakarias og alle på Jesu tid havde en tusindårig historie at se tilbage på, har vi det også efter Jesu første komme.

Julen var altså vendepunktet for jorden.

Barnet i krybben er Guds Søn, Frelseren, han som kaldes

Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Freds Fyrste.

Men dermed ender hans titler ikke.

Hebræerbrevet fortsætter: Han er den, ved hvem Gud nu endegyldigt har talt til os, den, som Gud har gjort til arving til alle ting, den, ved hvem alt er skabt, den, der bærer alt med sit mægtige ord.

Hebræerbrevet har flere titler: Han er Guds herligheds glans. Det er den, hyrderne så på marken.

Det er den, Peter, Jakob og Johannes så på bjerget, da Jesus pludselig forvandledes for et øjeblik til den herlighed, han fik ved sin opstandelse.

Den herligheds glans mærkede mennesker i alle Jesu undergerninger.

I alle de liflige ord, han talte.

De befriende ord han talte, hvorved mennesker blev sat fri af alle andre magter.

Og så endelig kalder Hebræerbrevet Jesus for Guds udtrykte billede.

Det betyder, at Jesus er helt Gud og som Gud, som hvis han havde ligget i en Guds-støbeform.

I den arabiske oversættelse af dette sted hedder det, at Jesus er Guds lydelige billede, altså det billede, som der også er knyttet lyd til. Han taler nemlig.

Det er en fantastisk måde at få sagt på, at Jesus er menneske og Gud.

Nu taler han som Gud, og er dog at finde i menneskeskikkelse.

Og at det er Guds billede, der taler, gør, at vi tør lytte.

Vi frygter ikke tilintetgørelsen i mødet med Guds hellighed.

Altså: det der over alle ting udtrykker det skønne ved Guds menneskevordelse er, at han talte.

At han, som Johannesevangelisten siger, er Ordet. Simpelthen. Han talte.

Ud af alle ord i evangelierne hører vi hans stemme, hører vi Gud tale, mærker vi en myndighed, som rører ethvert menneskehjerte.

Ja, selv Koranen vidner om Jesus, at han er Ordet, og fører med den bemærkning mennesker fra den del af verden til tro på Kristus.

For dybest set peger Koranen, ligesom Johannes Døberen, på Jesus.

Johannes Døberen peger på Guds Lam, som bærer verdens synd, sådan som herredømmet også er lagt på hans skuldre, Esajas’ profeti.

Koranen peger på Ordet.

Og det var det, Johannes skrev om i sit juleevangelium:

I begyndelsen var Ordet.

I begyndelsen – hvor tidligt er det? Er det samtidig med alt andet, der blev til, det vil sige: betyder, at Jesus er skabt som os, men dog blot fra første øjeblik?

Vi læser videre for at finde svaret:

Og Ordet var hos Gud. Altså FØR verden blev skabt.

Men var nogen i  tvivl tilføjer Johannes: Ved det, Ordet, blev alt skabt.

Kan Johannes overhovedet nu sige noget større? Ja: Og Ordet var Gud!

Og så bryder triumfen og jubelen ud: I det, Ordet, Jesus, var liv, og livet var menneskers lys.

Altså fra tidernes morgen, det var blot skjult i det dunkle, men nu ringes det ind med juleklokken, at født er i dag Guds Søn, som aldrig blev skabt, men er født fra evighed fra Gud.

Og lyset skinner i mørket, og mørket kunne ikke få bugt med lyset, eller tage magten over det.

Så vidunderlig er Jesus, verdens lys, at intet, intet mørke, uden for i verden, inden for i dit hjerte, kan slukke det lys.

Og skinner lyset i dig kun som en lille flamme af et håb, så vid, at det lys skinner fra evigheden af og til evighed

gennem hvert ord, der er udgået af Guds, af Jesu mund. For verden skal gå til, men Jesu ord skal aldrig forgå.

Det er det, vi fejrer, Frelsen fra alt mørke, synden, døden og Satans rige, så vi er sat over i Guds elskede Søns rige, og invasionen fandt sted julenat, da Jesus blev født. Amen.

Juleaften 2015

 

Dig, der i aften er bedrøvet,

dig der er sønderknust i hjertet,

dig, som er forskrækket,

dig, som føler dig elendig,

Dig kommer Guds rige i møde.

 

Alene for alle forskrækkede, elendige, sønderknuste og bedrøvede, er Kristus kommet i verden, født i stalden.

Hans rige er netop for dig, der har det sådan.

 

Hans rige er derimod ikke for dem som kun tragter efter verdslig magt og højhed i verden.

 

Nej, det er alene for arme, trængte mennesker, at denne konge er kommet til verden.

 

Derfor blæser salme ”Det kimer nu” også på al verdens ære, magt og guld.

 

Dog kan det bruges godt, som da de tre vise mænd kom med guld, røgelse og myrra fra østen til Betlehem, men det kunne være, de ikke var kommet over grænsen, hvis det var vores land, med de anseelige gaver.

 

Det er blevet sagt, og jeg kan ikke sige det mere præcist: Et elendigt, bedrøvet hjerte begærer ikke andet end fred og trøst, at det kan vide, om det har en nådig Gud. Denne glæde, hvorved et bedrøvet hjerte har fred og rolighed, er så stor, at al verdens glæde stinker i sammenligning.

 

Til jer, der i aften er bedrøvede, lyder det:

I skal ikke tro, at Kristus er vred på jer. Nej! Han er ikke blevet mennesker og kommet til verden for at fordømme jer, men for at I kan have glæde i ham, ja, der er ikke engang en vred mine hos ham.

Han er og kaldes glæde.

Alle, der ikke er bedrøvede og elendige i hjertet, og som bare søger fred i det udvendige, rolighed, vellyst, o.s.v., er dog ikke et øjeblik sikre.

Men den, der hører det her, men ikke finder nogen glæde af det hos sig, han eller hun har grund til at regne sig for et elendigt menneske.

For hvis ikke denne ild antænder ham eller hende, dersom denne søde glædesdrik ikke gør ham eller hende drukken, nemlig at Kristus er vor broder, er vort kød og blod, da er det et vist tegn på, at han er usalig.

Lær derfor at holdet det for et ondt tegn for os, dersom vi er kolde og følelsesløse, og bed af hjertet Gud om sin nåde, at han ved sin Helligånd vil forandre dit og mit hjerte og hjælpe os alle.

Indimellem er der nogen, der siger: Jeg tror på Gud som en kraft. Det er en tro på Gud som noget upersonligt.

Eller som en livskraft, som bare er i alting,

og som enhver kan træne sig op i.

Og det er ikke noget nyt, det har menneskene jo gjort i hele historien, forsøgt at træne sig op i livskraften. 

Gud Herren har hele tiden sat en kæp i hjulet på den der tro på egen kraft, eller iboende kraft, som når det hedder:

Desværre er der ikke plads til julen i den tankegang. Eller også er der. Tænk hvis der kom en Star Wars film, hvor Kraften fra det Høje blev født i en stald i en lille planet langt ude ad en sidegren i en galakse, som poetisk kaldes Mælkevejen.

Og tænk, om denne Kraft fra det Høje i stalden, et virkeligt menneske nu også, voksede op og begyndte at hjælpe mennesker på enhver måde, hjælpe på en selvopofrende, tjenende kærlighed ind i denne verden og mistede livet i denne tjeneste på et kors, og som kort efter opstod til udødelighed igen. 

Det kunne jeg jo bare sige ja til, men det går ikke. For Jesus er yderst personlig.

Så skulle vi afvise, at Jesus er både menneske og Gud.

Men det er jo det, vi fejrer i julen, at han ER både Gud og menneske, at Gud blev menneske.

Så kan man drille og sige: Jo, Jesus er som menneske personlig, men ikke som Gud.

Det lyder meget mærkeligt.

Især når vi tænker på, hvordan Jesus taler om Gud som sin Far, altså et helt personligt navn.

Hvis nogen vil fastholde, at Gud er en kraft og ikke personlig, så følger, at Jesus ikke er Gud, men en person, et menneske, som Abraham, som David, men dog et ekstraordinært menneske, som Guds kraft tager bolig i.

Men Jesus taler om sig selv som Sønnen og Gud som sin Far. I datidens tankegang er en far og en søn ét, de kan slet ikke adskilles. Spørge bare mange flygtninge fra mellemøsten, hvor det på mange måder stadig er sådan.

Dette fattige barn, der dengang lå i et dyretrug, han er også, som vi hørte profeten udbasunere, han er også

underfuld

rådgiver

vældig Gud

Freds Fyrsten

Underfuld. Han bytter så underligt med os: han tager min skam og skyld og bærer det op på korset, han tager min synd på sig, og giver mig i stedet sin retfærdighed og alt, hvad han er. Det er et underfuldt bytte. Han er underfuld, ja, han gør undere, dengang, og nu.

Tag den iranske kvinde og hendes mor, som i fortabthed i livet kæmper med tanker om at tage deres liv sammen i håbløshed. Moderen ligger altid i sengen på grund af sygdom. Så ser de en kristen forkynder på skærmen sige: du, som vil tage dit liv, bed til Jesus! De kan ringe ind til programmet, og det gør de. De er rettroende muslimer, og det er en overvindelse at gøre det her, for det er jo det skammeligste og i sig selv årsagen til død og til at komme i helvede, sådan at være i kontakt med kristne.

I en lang samtale over en time er den unge kvinde yderst negativ, og til sidst siger prædikanten til hende: Giv Jesus en chance, bed til ham. Du kan altid tage dit liv i næste uge.

Hun lægger på, og hun beder til Jesus.

Næste dag ser datteren moderen gå rundt helt normalt. Hun har fået sin førlighed igen. De tager ind på hospitalet. Lægen siger, det er et mirakel, og spørger: hvilken imam har du bedt til? Hun vil ikke ud med det, men til sidst siger hun: Ikke en imam, men Jesus.

I dag er de med i en hemmelig undergrundskirke i deres hjemland.

--- Nu vil jeg gerne tale til dig, der er lige så opgivende over for dit liv som de to kvinder. Giv Jesus en chance. Bed til ham! Du kan altid i næste uge glemme alt om ham.

Der er nemlig en uovertruffen magt i Jesus, han er underfuld og han er en vældig Gud, Gud og menneske i et.

Det er enkelt. Du kan sige en bøn med mig nu, det er op til dig. Blot sid og bed med mig, hvis du vil, giv Jesus en chance. Lad stemmerne om, at det er vulgært, at det er latterligt, at det er for lavt, lad de hånlige stemmer være, og bed med mig – det er din beslutning.

Jesus, jeg giver dig en chance. Jesus, kom til mig, frels mig! Hjælp mig! Kom ind i mit hjerte! Jeg tror, hjælp min vantro.

Herre Jesus, forbarm dig over mig! Amen.

Ved Jesu indtog i Jerusalem vil nogle af de skriftkloge få folk til at holde med at synge sange til Jesus. De synger: Velsignet være den Konge, som kommer i Herrens navn! Fred fra Himlen, og herlighed fra det Højeste!” De vil have Jesus til at stoppe disciplene fra at synge sådan.

”Hvis de tier, skal stenene råbe!” udbryder Jesus da.

Kan vi oversætte det i dag? Hvis den danske menighed vil tie og ikke synge lovsang for Gud og hans Søn, så må udlændinge komme og gøre det! Immigranter og flygtninge. Det er ikke helt ved siden af at sige sådan, for Jesus siger selv i sin markante første prædiken, at fremmede folkeslag skal få nyt håb gennem Herrens lidende tjener, - ham, som profeten Esajas spåede om skulle komme, lide i folkets sted for folkets synder, men siden skal han få ære og magt, altså på den anden side af døden, dvs. han skal opstå og bringe opstandelsens nye liv til dem, der følger ham.

Danske myndigheder vil gerne have stenene til at tie. En afghansk flygtning, som i Danmark er kommet til tro på Kristus og er blevet oplært i seks måneder i den kristne tro og til sidst blevet døbt, ham udviser myndighederne i dette land til Afghanistan, for de anerkender ikke, at han er blevet rigtig kristen.

Hvis vi ikke er et kristent land, som jeg selv hælder til at mene, så kan danske myndigheder være ligeglade med kristne, der sendes til stor risiko for forfølgelse eller ligefrem død i deres hjemland.

Hvis vi derimod er et kristent land, og det siger den nuværende regering, så vil jeg spørge, om det ikke skal bevises ved, at vi så også beskytter nye kristne fra andre dele af verden ved at give dem ophold her, i stedet for at sende dem hjem?

Til stor risiko for døden? Hvad er det for kristne, der opfører sig sådan over for deres brødre og søstre?

Straks vil nogle lighedstænkere sige: Hvordan kan du gøre noget særligt for kristne? Det kan jeg som del af Jesu menighed, selvfølgelig! Hvis ikke jeg elsker min næste, som oven i købet er min bror eller søster i troen, hvem elsker jeg i grunden så?

***

Det er vist blevet meget almindeligt ved gudstjenester i den danske folkekirke at undgå at lade menigheden vide, at Jesus Kristus er både Frelser og Dommer. Måske er begge titler forsvundet fra store dele af folkekirken. Det er efterhånden et rygte, men kun et rygte, at Jesus også er Dommer. Det er endnu ikke lykkedes præster eller andre skriftkloge at få ændret trosbekendelsen, så ordene, at ”han skal komme at dømme levende og døde” stadig er med.

Men der er ingen frelse uden dom over vort liv. Sådan talte profeterne, sådan taler Jesus.

Som i dag: dommen over Jerusalem, som ikke ville lytte til Jesus, ikke gribe chancen og tage imod Frelseren – der fælder Jesus dom og siger, at byen vil blive til en bunke murbrokker, alt vil blive ødelagt, også templet og alt, hvad der blev betragtet som den sande gudstjeneste.

Sådan talte profeten Jeremias også om dom over Jerusalem, hvis de ikke ville lytte til profetens budskab og vende om fra deres ondskab.

Mener vi, at dommen ikke kan rettes mod vores gamle folkekirke? Hvor troen på Jesu virkelige opstandelse hånes af skriftkloge som noget, ’faktafolket’ tror på. ’Faktafolket’ – det tager jeg til mig som en hædersbetegnelse! Jeg har lige læst, at en lærd skriftklog mener Jesu opstandelse skal opfattes som myte – når virkeligheden er, at det vi hører om i alle myter, nemlig gudens opstandelse af de døde, er det der SKER i Jesu opstandelse, så vi kan sige, at myten blev til fakta, kendsgerning.

Vi tror på den hellige, almindelige kirke – ikke på teologers konstruerede tro.

Har menigheden for længe fundet sig i, at der er blevet forkyndt en kristen tro tømt for rædslen fortabelse og glæden over frelsen? Tømt for dommen over vore synder, som kræver bøn om forladelse? Har menigheden for længe fundet sig i, at der blev talt pænt om Jesu opstandelse, at det er ligegyldigt, om Jesu knogler ligger i en grav i Jerusalem den dag i dag, sammen med murbrokker fra byens ødelæggelse?

Er det til at undre sig over, hvis troen siver bort fra folk, at folk siver bort, når også de skriftkloge næsten opfordrer folk til at holde sig borte? For som en skriftklog for nylig ytrede, at det handler om, hvornår og hvor meget Gud er relevant for mennesker. Ikke om de tror. ”Man skal være meget troende, for at tro på Gud hele tiden,” fortæller han. Jeg ryster på hovedet, når jeg tænker på den eritreanske kvinde, som fornylig udvistes til Italien (hun tog ikke derned). Hun fortalte, hvordan forældregenerationen i Eritrea fortæller alle unge, der tager til Europa: Vær stærke i troen! Og troen – er ikke spørgsmål, om jeg finder Gud relevant, men om jeg hører kaldet til at følge Jesus som min Herre og mester.

Den skriftkloge kalder kulturkristendommen ”ganske enkelt kristendom”. Den kulturkristendom, som lever godt uden kirken søndag og søndag, men som alligevel forventer, den er der ved de særlige lejligheder. Den inderlige tro er en afart, en sekterisk forekomst, fremgår det. ”Omvend jer og tro på evangeliet!” lød Jesu enkle overskrift over enhver prædiken. Han spurgte ikke, om folk syntes det var relevant, det han sagde. Nogle syntes det var så lidt relevant, at de gjorde deres hjerter hårde. Er det det, vi som folk gør i dag? Og dog skal kirkerne stå kalket og prydet, samtidig med at der holdes færre og færre gudstjenester i de gamle huse med det ene formål.

Mon ikke der ligger noget dom i, at menigheder skyder op rundt om i landet helt uden om det officielle folkekirkelige system?

Vi må alle besinde os på, hvad Jesus kom og gjorde: forkyndte frelse for enhver, der går ind gennem den snævre port, hvor hjertet må lade sig omsmelte ved Guds Ånd, og gøre os hver især til levende lemmer på Jesu menighed.

Hvor hver enkelt må bede om klarhed for, hvad han eller hun har fået som en gave fra Helligånden.

I dag mindes vi vore døde, takker for deres liv, er taknemmelige over, at vi har fået noget af dem, deres smil, kærlighed, kamp for retfærdighed, deres glæde, for sorger, vi har delt med dem.

Når vi tænker over deres liv, så tænker vi også på os selv.

Vi mærker, at vi har mistet dem,

vi mærker, at tiden er gået,

vi mærker, at vores liv er anderledes uden dem.

Og så mærker vi måske også en tristhed, en tomhed, måske mærker vi, at vi er det, Jesus kalder ’fattige i ånden’, eller bare ’fattige’, som han siger et andet sted.

Og så er vi et godt sted. Det sted er velsignet. For i afmagten, i følelsen af, at vi er blevet uretfærdigt behandlet og ikke kan stille noget op, for andre er os for stærke, - der åbner Himlens Riges dør sig let for dig og mig. Sådan er det. Siger Jesus. Siger han, der har myndighed i himlen og på jorden og under jorden, og som til sidst skal dømme levende og døde.

Tænk på en dør, du har prøvet at banke på, som ikke blev åbnet, for ingen var hjemme.

Tænk på de gange, du føler du har løbet panden imod en mur.

Og så læg mærke til, hvordan Jesus med al sin kærlige og sande myndighed siger, at Himmeriget er der for de fattige i ånden.

Ikke andre. Himmeriget lukker sig for hovmodige, for os, når vi er sådan.

Da må Jesus taler dunder til os i stedet og tale ord, der får hjertet til at skælve, så vi igen ydmyger os over for Gud.

Når vi er fattige i ånden eller rigtig fattige eller fattige på evner eller muligheder, så er vi i en situation, hvor Himmeriget åbner sig.

Selvfølgelig kan vi i vores fattigdom forhærde os, men Jesus ikke her på den mulighed.

De fattige er dem, der kommer til Gud som tiggere, og de får at vide: Himmeriget tilhører jer her og nu!

Den fattige ved, at han eller hun har brug hjælp. Det er mennesker, der i forhold til Gud mangler noget og handler derefter.

Det kan være, at nogle fattige ikke har fornemmet fattigdommen af en eller anden grund. Vi kan alle være blinde og se på de andres tilstand. Til alle fattige, uanset om man endnu har indset fattigdommen, tilsiger Jesus lod og del i Guds rige.

Men når man bliver erklæret for salig eller lykkelig, betyder det ikke, at man så bliver befriet fra ydre vanskeligheder. Tværtimod kaldes de salige, som forfølges og hånes for Jesu skyld.

***

Så velsigner Jesus dem, der sørger. I dag tænker vi på vores sorg over tabet af dem, vi har holdt af. Den sorg er blandet med alle mulige andre sorger. Sorgen og smerten over ondskaben i verden, den ondskab, som stammer fra synden, også sorgen over ens egen synd. Om dem, der i deres lidelse og nød nu kommer til Gud og udøser deres hjerte for ham, lyder løftet: I det fuldendte Gudsrige skal de engang få trøst, dvs. få del i opstandelse og den endelige frelse.

***

Salige er de sagtmodige – gælder ikke milde og ydmyge mennesker generelt, men dem, de er ydmyge over for Gud. Ellers kan det være lige meget med den ydmyghed. Det er dem, der ikke spiller Gud, ikke har høje tanker om sig selv i forhold til Gud og andre mennesker, men forlader sig på Gud og ikke tager retten i egne hænder. Til dem lyder løftet: Når Himmeriget oprettes på den nye jord, skal de arve det nye forjættede land, sådan som Israel i sin tid ’arvede’ det forjættede land Kana’an.

***

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Det er dem, der længes efter selv at blive retfærdige eller efter, at retfærdigheden må sejre og Gud må vise, hvem han er, når han endegyldigt opretter Riget. Retfærdighed og Guds Rige er to uadskillelige størrelser. Til sidst skal de mættes, dvs. få del i frelsen.

***

Salige er de barmhjertige. Hvem er det? Det er dem, der allerede har mødt Guds barmhjertighed og ikke ved af, at de har gjort noget særligt. Guds barmhjertighed mod mennesker har som en naturlig konsekvens, at mennesker viser barmhjertighed mod hinanden, tilgiver, som man selv er tilgivet, øver velgerninger, som man selv er blevet genstand for Guds velgerninger. Til sådanne lyder løftet: De barmhjertige, som allerede har mødt Guds barmhjertighed på jorden, skal også møde Guds barmhjertighed på den yderste dag.

***

Salige er de rene af hjertet. Ikke dem, som måtte mene, at de selv er uden fejl i tanke og handling, men dem, der er oprigtige over for Gud, er helhjertede, hvilket sætter sit præg på deres omgang med andre mennesker. Da menneskets indre er ondt, er den renhjertethed, der er tale om, Guds gave.

Modsætningen til renhjertethed er hykleriet. Til de, der har taget imod renhjertethed som en gave, lyder: De skal engang se Gud ansigt til ansigt, ham som de nu ser med troens øje.

***

Salige er de, som stifter fred. Ikke fredsommelige mennesker generelt, men dem, der aktivt stifter fred, hvor ufreden og hadet og uforsonligheden råder mellem mennesker. Forudsætningen er, at Gud er fredens Gud. De mennesker skal kaldes Guds børn.

***

Salige er de, der på grund af Jesus hånes og forfølges. De er i sandhed fattige, når verden håner dem. De har intet at forsvare sig med, de accepterer forfølgelsen, fordi deres herre selv blev forfulgt til døden. Fordi de ved, at han er den Opstandne, og at i fællesskab med ham har de del i opstandelsens kræfter her og nu allerede. I den tro bærer de forfølgelsen nærmest med glæde. For i forfølgelsens fattigdom skabes et særligt rum for glæde, ja, fryd, for alt er tabt, men alt er i virkeligheden vundet ved at være i fællesskab med den korsfæstede og opstandne Herre.

19. søndag efter trinitatis 2015

Det gamle menneske ødelægges af sine forføreriske lyster, hører vi i Efeserbrevet 4,22.

Det gamle menneske ødelægger sig selv.

Dvs. livet der går sin gang, i sig selv, har ødelæggelse i sig, med mindre vi lever i Kristus, som er det nye menneske og Den, der skaber det nye menneske i os.

Livet er en kamp – dag efter dag.

Ting sker ikke bare. Overladt til at leve alene som det gamle menneske går det galt den ene gang efter den anden.

Vi er forsvarsløse. Vi har intet at stå imod med.

Så kan det føles som om ting bare sker.

Nej, vi er som det gamle menneske i vore egne luners vold, dets ”forføreriske lyster”.

Det er en lammelses-tilstand. Hvordan er det at være lammet? Det er ikke at kunne bevæge sig. Men så har vi sloganet: evig stilstand er død.

Det kommer an på. På hvilken stilstand mener vi.

At stå stille i troen på Gud og Hans Søn Jesus og Gud Helligånds livgivende kræfter, det er ikke stilstand, men tværtimod vejen til at leve fuldt ud som den, Gud har skabt os til at være.

Vi skal lægge mærke til, at der er to ting,

Jesus gør for den lamme mand. Han tilgiver og Han helbreder.

Den allervigtigste er, at Han tilgiver ham hans synder. Ikke for denne mand var mere synder end andre, men fordi ethvert menneske er en synder siden Adam og Evas fald.

Syndens lammende virkning er altid på færde. Jesus siger ikke, at nu er du ikke en synder længere.

Men: du er en tilgivet synder.

Og du får brug for tilgivelsen igen og igen, livet ud.

Så sender Jesus ham hjem med det sammenrullede liggeunderlag under armen.

”Rejs dig, tag din båre og gå hjem!” siger Jesus.

Hjem til de sædvanlige opgaver og pligter og problemer.

Men nu med tilgivelsen som fortegn.

---Hvis vi ikke vil erkende os selv som syndere, så kan tilgivelsen fra Gud ikke komme i gang. Og det er en af syndens forfærdelige konsekvenser, at vi bliver sure og vrede, hvis nogen påpeger at vi er arrogante, selviske, vredagtige, misundelige eller begærer det eller den, der ikke er og derfor ikke skal være vores.

Derfor råber Herren til sit folk, som Esajas skriver: ”Vend om!” Og det er hvad det hebraiske ord bogstaveligt betyder.

Nu er der skriftkloge lutheranere, som er imod enhver form for bogstavelighed, og derfor også vender sig (undskyld ordspillet!) imod den tanke, at vi skal vende om!

En kendt teolog har villet afskaffe omvendelsen og erstatte den med ordet møde. Fint nok med ordet møde, dejligt, godt ord, men omvendelsens nødvendighed kan ingen afskaffes, uanset kors og bånd og stjerner. Uden omvendelse er der slet ingen kristendom.

Hvordan kan jeg sige det så stålsat?

Jamen, sådan åbner Jesus sin prædiken-virksomhed. Det var opsummeringen af Hans prædiken: ”Vend om! Guds rige er nær!” (Matthæus 4,17).

Apostlene sendte Jesus ud med følgende besked: De skulle – i Hans navn – forkynde omvendelse til syndernes forladelse til alle folkeslag (Lukas 24,47).

Virker så omvendelsen syndernes forladelse?

Her er en hemmelighed og den er det ikke klogt at forsøge at gøre sig til herre over.

Omvendelse betyder også at få et nyt sindelag. Peter spurte, om han skulle tilgive sin bror syv gange, og så var det nok.

Det var det ikke. 7 gange 77 gange, Peter, sagde Jesus. Altså af hele hjertet og sindet.

Sådan er omvendelsen til tro på Jesus Kristus og dermed indgangen i Hans og Faderens rige også noget, der involverer alt, hvad vi er. Som i sidste søndags evangelium: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind, og du skal elske din næste som dig selv.

Denne handling: at vende sig om, at vende blikket ind til Guds rige og det i form af at følge Jesus ind i Guds rige, denne handling koster. Selvhøjtidelighedens højtsvævende ballon punkteres, så vi kommer ned at gå på jorden, hvor blikket til næsten er frit.

Men, jeg har ikke talt om helbredelser.

Sker der ikke længere undere, som da Jesus helbredte den lamme mand?

Jo, sandelig. Hvor mange gange har Gud ikke grebet ind i menneskers liv til helbredelse ved dygtige lægers og sygeplejerskers og plejeres hjælp?

Men den, der ikke beder, får heller ikke. Det mindste, vi kan lade vores tro prøve med, er det at bede. For Jesus har lært os, at Gud er som en far, der ikke giver sten, hvis barnet beder om et brød.

Så lad os altid sætte vor lid til vor Herre Jesus, så vi gerne tror, at Han kan bringe helbredelse, men lad os bede om, at Guds vilje må ske, ikke vores.