Prædiken Kristi Himmelfartsdag - med konfirmation

I eventyret Sølvstolen af C.S. Lewis hører vi om to børn, Jill (Pole) og Eustace (Scrubb). Jill bliver forfulgt i skolen og står og græder ved et buskads tæt på en mur uden om skolen.

Scrubb ser det og kommer hen til hende for at opmuntre hende. Men han har selv været slem året før, så Jill synes, han bare kan gå. Men så spørger hun, hvorfor han egentlig er blevet forandret siden sidste skoleår.

Scrubb har været i Narnia. Der begyndte en forandring i ham fra at være ufølsom til at være en god dreng.

Nu står de så der ved skolemuren. Scrubb foreslår, at de siger Aslans navn sammen nogle gange med hænderne løftet med håndfladen nedad. Jill ved ingenting om Aslan, men hun stoler på, at Scrubb ved noget.

I det samme kommer nogle børn for at hive Jill med. Efter hende, siger de. Da prøver de to børn, om døren i skolemuren måske skulle være åben for en gangs skyld, den åbner sig, og de ser ind i et helt andet landskab. Narnia.

De befinder sig meget højt oppe og står lige ved en dyb, dyb kløft. Man skal forestille sig, at man ser dybt ned og dernede får man øje på SKYER. Og dybt dybt nede under igen kan man se noget, om det er vand eller land er svært at se.

Jill er ikke højdeskræk, så hun går helt hen til kanten. Scrubb kan ikke lide det og prøver at få hende til at gå lidt tilbage, og da de kommer i uligevægt, falder Scrubb lige pludselig ned i kløften. Hun ser, at han ligesom bliver pustet afsted.

Da Jill vender sig om, står løven Aslan ved et vandløb. Hun er med ét frygtelig tørstig. Til sidst kommer hun hen for at drikke, og løven siger også: Kom hen og drik! Straks hun drikker er hun ikke længere tørstig.

Nu kalder løven Jill hen til sig. Han spørger. Hvorfor stod du så tæt på kløften? For at vise mig, siger hun. Det var et godt svar, siger Aslan. Og så forklarer Aslan, at han har pustet Scrubb afsted.


Nu har han en opgave til Jill. Instrukserne vil lede hende på rette vej og er følgende:

Nede i Narnia møder Scrubb en god gammel ven. Han må straks få hilst på ham. Det vil være en stor hjælp. 2) De skal drage fra Narnia mod nord, til de kommer til de gamle kæmpers ruinby. 3) Der vil de finde en indskrift, og så skal de gøre, hvad denne indskrift befaler dem at gøre. 4) De vil kunne kende den forsvundne prinse på, at han er den første person, de møder på deres rejse, som vil bede jer gøre noget i hans, i Aslans navn.

Hun får en opgave og får at vide, at hun skal lære instruksen udenad. Hun skal gentage instrukserne for sig selv, når hun vågner om morgenen, og når hun lægger sig til at sove om aftenen, og når hun vågner midt om natten. Og uanset hvad hun kommer ud for af sære ting, må hun ikke lade noget som helst få hende til at glemme at følge instrukserne.

Og Aslan giver en advarsel: På bjerget hvor de er, har han talt ganske tydeligt til Jill. Men det vil han ikke gøre ret tit nede i Narnia. Lige der er hendes tanker klare, men nede i Narnia er luften tættere. Det kan forvirre tankerne. Og det, hun skal holde øje med, vil slet ikke se ud, som hun regner med, når hun møder dem. Derfor er det vigtigt, at hun lærer hans instrukser udenad og ikke lader sig forvirre af tingenes ydre skin. Husk instrukserne, og tro på dem. Det er det eneste, der betyder noget.

Jill bliver derpå pustet afsted på samme måde, og så begynder eventyret for alvor.

***

I dag er det Kristi Himmelfartsdag. Jesus har nogle instrukser til sine apostle, inden han bliver usynlig for dem. Men før han giver instrukserne, må der noget andet til. Jesus åbner disciplenes sind. Han åbner sindet hos dem.

Men han åbner sindet med et ganske bestemt formål. Så at de kunne forstå Skrifterne. Står der.

Vi kan læse i Bibelen uden at få det mindste ud af det. Uden at vi finder ud af, hvad der er det vigtigste. Uden at forstå.

Så derfor må Gud ved sin Ånd puste på vores sind, så det brænder i os og vi fornemmer, hvad Skrifterne dybest set handler om.

Det er ligesom Jill, Scrubb og så deres ven. De går hen over kæmpernes ruinby uden at opdage, at det er der de er. De tror, det blot er det bjerg eller måske ruinen af enorme fabrikker eller sådan noget. Sådan kan Bibelen også tage sig ud. Som store områder, hvor der fortælles alt muligt i øst og vest.

Jesus forbereder sine disciple – og dermed alle slægter siden – på, at han ikke fysisk vil være til stede længere. Han vil være der med sin Ånd. Jesus sagde til disciplene, at Helligånden ville komme over dem og give dem kraft, så de – vi – kan leve efter Jesu befalinger og følge dem.

Og nu, da han har åbnet deres sind, så de kan forstå Skrifterne, forklarer han endnu engang, hvad Skrifterne siger om ham selv:

”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

I en konfirmandtime så vi på et billede af nogle streger, der så meget forvirret ud. Indtil vi så på striberne på en bestemt måde. Så pludselig kunne vi ligefrem læse en besked. Det kunne være svært at få øje på beskeden, men til sidst fik de fleste læst beskeden. Der stod: Gud elsker dig meget højt!

Altså: Jesu lidelse og opstandelse på den tredje dag er ligesom det hemmelige budskab i Bibelen, når alt skal samles i én eneste sætning. Og så en ting mere: Der skal prædikes i hans navn. Ikke i alle mulige navne, men i hans navn, i Jesu Kristi navn. Intet andet navn kan nemlig frelse. Alle andre navne leder væk fra livet. Så prædikenen skal ske i Jesu navn og så skal det føre til omvendelse.

Omvendelse: At vi drejer rundt 180 grader og ser vore synder. Ser, hvordan vi ofte har været arrogante, egoistiske, overlegne. Og måske mange andre ting. Og når vi bliver hjulpet til at gå øje på det, så begræder vi også vore synder. Så går vi i os selv. Så angrer og fortryder vi. Og da sker miraklet, og det sker igen og igen, når vi fortryder noget, at så modtager vi en befriende gave: Guds tilgivelse. Gud lader os mærke sin kærlighed. Når vi angrer, så kan Han komme til med sin tilgivelse. Og tilgivelsen den udspringer lige præcis af, at Jesus led og døde for os syndere, og opstod, så han lever evigt og giver enhver, der følger ham i anger over ens synder, sit nye fantastiske liv med Guds kærlighed.

Det er simpelthen det, kristendom handler om. Det er Jesu instruks til disciplene dengang og i dag.

Vi har i konfirmandtimerne samlet det i at lære en særlig instruks om bøn. Nemlig bønnen fadervor.

Jesus vil hjælpe os til at blive salige og lykkelige. På den måde, som han ved er bedst. Helliget vorde dit navn! Beder vi. Det handler om, at vi følger Guds instrukser og handler efter dem. Vi har også udtrykket: at hellige sig en eller anden ting.

Komme dit rige! Så sker der noget, det er et løfte. Vi ser tingene klarere, hver gang vi beder den bøn. Vi styrkes i, at Jesu Kristi og hans Faders rige er virkeligt. Ikke en drøm, ikke en illusion. Heksen i eventyret har forhekset prins Rilian, så han 23 timer i døgnet tror, at solen, græsset og vores verden ikke er til. At Aslan heller ikke er til. Men i én time i døgnet bliver han sig selv, og derfor bliver han bundet til en sølvstol. For så kan han ikke løbe bort og forblive sig selv. Så sidder han som en fange og råber sin fortvivlelse ud, for han ved, at han er blevet forhekset. Efter en time går anfaldet af virkelighed over, og så kan han gå frit om.

Sådan kan vi også blive forhekset, gå Gud og Jesus og Guds rige bliver uvirkelige for os.

Og i dag har Jesus en særlig instruks til disciplene her og nu, hvor de er. De får besked på, at de skal begynde med prædikenen i Jerusalem og være vidner om Jesu befalinger. Og de skal vente på, at Faderen sender det, han har lovet: nemlig Helligånden. Guds kraft fra det høje. Så de skal vente. Indtil de modtager Helligåndens kraft. Det skete pinsedag.

Så nu har de ti dage at vente i. Vi har også en ventetid. Ti dage til pinse. Og mange andre ventetider på, at Gud lader sin Ånd strømme ind i os.

Kære konfirmand (navnet her udeladt)! Du har valgt dit konfirmationsord. Det er en af de vigtigste instrukser. Ord af Jesus: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Det er noget af det sværeste, men også det mest befriende. Det er hårdt arbejde. Det letteste er at give efter for had og lade hadet fylde os. Men sådan bliver vi bundet til hadet. Nej, i stedet bliver vi os selv, når vi slipper hadet. Når vi beslutter os for at elske. Det betyder ikke, at vi skal være tætte med vore fjender, men det betyder, at vi bliver frie. For så er vi ikke bundet af had. Det kommer til at ændre på mange ting i en god retning.

Og fjender kan nogle gange sige noget sandt om os, som vi helst vil være fri for at høre. Vennerne – de vil som regel være søde ved os og ikke sige sandheder om os. Så måske skal vi sige tak for fjenderne. Og så også huske, at de har mere brug for vores forbøn end vennerne. 

 

Pinsedag i Onsbjerg kirke med læsning af evangeliet på tigrinya, spansk, portugisisk, grønlandsk, polsk og dansk

Vi har hørt evangeliet på polsk, tigrinya, portugisisk, grønlandsk, spansk og dansk.

Blot seks ud af tusinder af sprog.

Pinsedag var jøder fra alle folkeslag samlet i Jerusalem. Pludselig indgav Helligånden disciplene at tale alle mulige forskellige sprog, så folk kunne høre om Jesus. Og de kom til tro, Helligånden virkede med stor kraft, så 3.000 mennesker blev døbt pinsedag. Derfor er pinsedag kirkens fødselsdag.

Og trods vore sprogs store forskellighed, så smelter de alligevel sammen gennem Jesus Kristus.

Der er sket noget med alle vore sprog. Jesu navn har skabt en forandring af vore sprog. Gud vor Fader har ved Ånden smeltet vore hjerter, så vi er kommet til samme tro på Jesus Kristus. Derfor er vi ét, selvom vi er forskellige. Det er et under, som vi takker for i dag.

Lad os bede om, at evangeliet når ud til stadig nye folkeslag, så der ikke skal findes den plet, hvor man ikke har hørt det.

Nu har vi hørt Jesu ord på pinsedag.

Elsker I mig, så hold mine bud. Sådan taler Jesus til disciplene og til os. Vores kærlighed til ham er ikke noget rent følelsesmæssigt, men kærligheden viser sig i vores liv og gerninger.

Og når vi elsker vores Herre og lever efter hans befalinger i dagligdagen, så beder han gerne om, at vi får Helligånden.

Helligånden kalder Jesus for Talsmanden. En talsmand er en person, som tager os i forsvar. En forsvarer. Hvad skal Helligånden forsvare os imod? To ting: Han skal forsvare os mod ydre farer og fristelser og angreb og forfølgelser. Man Han vil også forsvare os mod indre farer. Farer og fristelser, som Djævelen hvisker til os, når vi mindst venter det. For vi står i en kamp mellem Gud og hans modstander Djævelen. Men Gud ske lov er Djævelen i grunden nedkæmpet af Jesus. Alligevel kommer der angreb derfra.

Det er en stor trøst, at når Jesus beder om og giver os Helligånden, så er det ikke for et øjeblik, men for altid, til evig tid. Det er en trøst, når vi måske bliver kede af det og mismodige. Så kan vi løfte hovedet, rette os op og som Jesu disciple holde fast på hans befalinger. For Helligånden er sandhedens Ånd, der lærer os, hvad der er det rigtige og sande. Så vi aldrig dybt i hjertet er i tvivl om, hvad der er det rette at gøre. Fordi Helligånden arbejder i vort hjerte og samvittighed.

Uden efterfølgelse af Jesus er det umuligt at kende Helligånden. Men vi kender Helligånden, som er i os. Vi er ikke alene. Vi er ikke faderløse. Jesus kommer til os sammen med Helligånden. Vi er som grene på vintræet Jesus. Vi hænger sammen. Vi får kraften, Helligånden fra Jesus, altid. Der er altid ny kraft at modtage fra Jesus.

Og Gud har udrustet sine disciple over hele kloden til på hver deres sprog at forkynde, at Jesus er Guds Søn, er Herren, som død for vore synder og opstået, så vi får hans retfærdighed og han tager vore synder bort. Amen.

Meningernes tid er forbi - om det, Jesus beder om

Prædikenen kommer ind på, hvad der skete, da general Maximus kæmpede direkte med kejser Commodus og sejrede - og døde. Og hvad det har med Jesus at gøre - måske kan de fleste godt se nogle paralleller.

Det handler om ære og den glans, hans død kaster over hele samfundet. Jesus vil dele sin ære og herlighed med enhver, der tror på ham. Og målet er, at de troende faktisk har et dybt fællesskab om Jesus, så 'verden' (Jesus bruger det udtryk) må tro på ham. Der er brug for en meget stor portion ydmyghed for kirken og kristne!

***

Grundvolden er, at Jesus Kristus og hans Fader er ét. Det er det, Jesus lærer os.

Det er det, der skaber troen, skaber kirken, skaber enheden mellem kristne, og det er det, der vil gøre, at verden vil komme til tro på Jesus Kristus.

Alt står og falder med, at vi tror, Jesus er sendt til verden af Faderen.

Hvis ikke, så er der ingen kristendom.

Så er der bare meninger tilbage. Så falder kirken fra hinanden i ruiner. Ligesom sproget også falder fra hinanden som en ruin af ord, hvor alle dyrebare ord er omfortolkes, alt efter de meninger, hver gruppe har.

Så har vi meningskirker, ikke menighedskirker.

Det er meget mærkeligt, hvordan ord kan forandre mening hen over tid. Fra en kultur og religion til en anden. Det ser vi i dag i Johannesevangeliet. Her har vi et ord, der er stærkt ladet. Ordet herlighed. På græsk er det ordet doxa.

Doxa – blandt førkristne grækere betød ordet først og fremmest: mening. At have en mening.

Men blandt jøder var ordet forbundet med selve den dybeste glædeligste mening, nemlig Guds åbenbaring af sin herlighed, af hans væsen.

Som da Herren åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk.

Herrens herlighed strålede ud der fra den ydmyge dagligdags busk langt ude i ingenmandsland. Strålede med Herrens ord: Jeg er den, jeg er. Gud sagde til Moses: Sig til folket: ”Jeg er” har sendt mig. Ud af Guds nærvær sendes han.

For Guds herlighed er Hans underfulde nærvær, så vi mærker det ind i hjertet. Vi mærker handlingslammelse blive afløst af sendelse til verden med evangeliet.

 

Jøderne udskiftede meninger med Herrens herlighed, hans dybe mening gennem sig selv.

Sådan er det fra begyndelsen i den nye kristne tro. Man finder man ikke et eneste eksempel på, at det græske ord doxa betyder ’mening’.

Meningerne om de tusinder af guder, som romere og grækere og andre tilbad i alle mulige forskellige situationer.

Da det katastrofale vulkanudbrud i Vesuv, måtte folk flygte, men det regnede selv ud i havet med ild. Plinius den Yngre oplevede udbruddet fra havsiden og skrev i et brev: ”Mange bad til guderne om hjælp, men mange flere tænkte, at guderne var forsvundet og at universet var kastet ud i evigt mørke for altid.”

I nødens stund var guderne for mange ingenting.

Hos Jesus er det klart: meningernes tid er forbi!

I Jesu og Faderens ord er sandhed og dernæst kærlighed. Kærlighed som rimer på herlighed.

Om man vil findes, den dybe sammenhæng og mening i Guds herlighed. Vi kan også oversætte ordet: ære. Thi dit er riget og magten og æren, herligheden.

I fadervor afskriver vi æren fuldstændig og giver Gud alene æren. Sådan som Johann Sebastian Bach gjorde, når han skrev musik. Han skrev øverst på nodebladet: JJ – Jesu juve, eller JH: Jesus, hilfe, altså Jesus, hjælp mig. Og nederst på nodebladet. SDG Soli Deo Gloria, Æren er Guds alene!

For den musik, Bach komponerede, anså han for inspireret og indgivet af Gud selv.

Det er en enorm befrielse af fralægge sig al ære. Fordi den ære, vi selv vil tiltage os, er og bliver tom.

Men til gengæld siger Jesus, at den herlighed, Faderen har givet ham, at den herlighed har han givet os. Vi får del i hans herlighed.

Men hvad er det for en herlighed? Det er en herlighed, hvor kors og lidelse hører med. Før opstandelse, eller med opstandelsen. For Den, der tror på Jesus, er overgået fra døden til livet.

Det er som i filmen Gladiator. Generalen Maximus bliver gjort til slave og gladiator. Til sidst skal han kæmpe alene mod kejser Commodus i Colosseum i Rom.

Han er på forhånd blevet såret af kejseren med en kniv, så hans kampdygtighed er stærkt nedsat. Da han mod al forventning alligevel dræber Commodus, synker han selv død sammen.

I det øjeblik træder æren og herligheden ind i fuldstyrke: Commodus’ søster, som holder af Maximus, taler til folket: Han var Roms soldat. Ær ham! Og så bæres hans lig ud, mens folket er blændet af den ære, der tilkommer Maximus, ved at han gennem sin død befrier Rom fra tyanniet.

Som Jesus lod sig såre af vore synder, og gik mod Satan og døden ind i sin død på korset.

Der, fra korset skinner hans herligheds glans ud til jordens ender for altid.

Han var i går, i dag og til evig tid den samme. Hans herlighed strålede skjult ud fra den brændende tornebusk. Men i tidernes fylde, på det ganske bestemte tidspunkt i verden, brød hans herlighed frem for alle at se til tidernes ende.

Men Jesu herlighed hænger sammen med den magt og myndighed, Faderen har givet ham. Myndighed og magt til at give evigt liv til alle, der tror på ham og på, at Faderen har sendt Jesus til verden.

Og hvordan er det nu med troen? Den kommer af at holde Jesu ord. Den vokser ud af livet med hans ord. Jesu ord er nemlig, om man vil, den brændende tornebusk, som altid står i glans for øret, når vi hører det, og for øjet, når vi ser det hele for os.

Og Jesu herlighed flammer op gennem hans ord. Vi er kommet til tro gennem apostlenes ord om Jesus Kristus. Og Jesus beder, at verden må tro på ham. Det er målet. Det er ikke ligegyldigt. Det kan der ikke være to meninger om. Det er målet. For så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Dette er at have den rette mening, den rette troens lære. Ikke meninger, men den rette lære og mening. Som kirken ikke kan afvige så meget som et hårsbred fra.

Guds herlighed er for altid knyttet til Jesu ord. Det understreger Jesus selv gentagne gange. Han taler om at holde eller bevare hans ord.

Ikke blot Jesu ord, men de ord, han har fået af Faderen. Han siger: Dit ord er sandhed. Dette ord er et bestemt ord, bestemte ord.

Vi må tilføje, hvad apostlen Johannes siger et andet sted: Enhver, som går ud over og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud. Men den, der gør det, har både Faderen og Sønnen.

Den enhed, som ligger Jesus på sinde at bede om hos os kristne, er forbundet med at holde hans ord.

Og hvordan skal vi så forstå, at Faderen er i Jesus og Jesus er i ham, og at vi skal være i Jesus?

Et godt ord for det er nærvær, hans nærvær blandt og i os. Som når han kalder sig selv hyrden, der passer på fårene. Det foregår igen via ordet. Fårene hører den gode hyrdes røst og følger ham og får evigt liv. Og livet for stråleglans fra ham.

Det sammenfatter Jesus selv i billedet af vintræet og grenene. Jeg er det sande vintræ, I er grenene.

Vi bærer kun frugt, så længe vi er grene på ham, vintræet. Og Jesus foretrækker at bruge billedet af det ædle vintræ med dens frugt og vin.

Der er noget stærkt beroligende ved blot at være en gren på vintræet. Det er det mest fuldkomne billede på fuldkomment nærvær.

Når vi bliver på vintræet, bliver i Jesus, så bærer vi frugt, siger han. Men skilt fra ham, falder alt fra hinanden, herligheden er borte, det bliver til meninger i den ene og den anden retning.

Og den herlighed, han har fra Faderen, har han givet til sine apostle, siger han. De skinner for evigt for verden med evangelierne, med deres breve, med deres vidnesbyrd og med deres død som vidner om Jesus Kristus.

Det var alene Jesus Kristus, som kunne holde sammen på apostlene i al deres forskellighed.

Og holde sammen på os. Det under skete dengang, og det skinner ud i verden med de fire dejlige evangeliebøger, som vidner om det ene evangelium om Jesus verdens Frelser.

Så slutter Jesus med at tale om kærlighed. Først nu kommer kærligheden på tale. Først sandhed, så kærlighed.

For kærlighed er ikke kærlighed hen i vejret, men er den kærlighed, der holder sig til Jesus som sandheden, vejen og livet.

Som ikke digter egne meninger til, men ydmygt bliver ved Jesu ord, som er den rette mening, den sande mening. Sådan som Jesus er Ordet, logos, dvs. den dybe sammenhæng, den dybe guddommelige logik, der overgår enhver forstand. Amen.

Nærvær. Omsorg. Gud ER! Prædiken til 3. søndag efter påske 2022

Omsorg. Vejledning. Sandhed. Det er Jesus Kristus.

Først omsorgen. Det er som en moders trøst til sine børn, der er i vildrede, bange eller ikke ved ud eller ind.

For sådan er Herren, han vil samle os som hønen samler kyllingerne.

Den moderlige omsorg viste Moses’ mor, da hun mod alle odds gjorde det eneste, der stod i hendes magt, nemlig at sætte den helt lille Moses ud i en sivkur. Resten er historie frem til Moses som voksen mand møder Gud selv i den brændende tornebusk.

Der skulle han også langt ud for at møde Gud. Langt ude i ørkenen. Men så mødte han ham også.

Og hvad med apostlenes mødre? Peters mor hører vi ikke om, men derimod om hans svigermor. Hun ligger syg, da Jesus og Peter med flere ankommer til huset. Det er en katastrofe, for hvad med maden? Jesus helbreder hende. Han viser moderlig omsorg for moderen, for svigermoderen.

Og så er der Johannes’ mor. Ja, hende kender vi. Hun gik ikke af vejen for at have store ambitioner på sine to sønners vegne, Jakob og Johannes. Hun ville bare gerne bede om, at de to skulle sidde på hver sin side af Jesus i Guds synlige rige, når al tid har ende og vi skal spise og drikke med vor Herre og Frelser.

Selv en moders bøn kan Jesus ikke sådan opfylde, det er op til Faderen.

Og så er der frem for alt Jesu egen mor. Hun gemte de ord, hun hørte af hyrderne julenat, gemte dem dybt i sit hjerte. Hun vidste, at han skulle gå gennem sværd mod døden. Hun vidste, at hendes søn skulle lide for at føre os til herlighed. Hun ved det, og synger sin glæde over at skulle være mor til selve Guds søn: Herefter skal alle slægter prise mig salig. For han har gjort store ting imod mig.

Gid alle mødre måtte kunne spejle sig blot lidt i Marias lovsang. Den mægtige har gjort store ting imod dig, kvinde.

---

Jesu nærvær, hans Faders nærvær, over for os. Gennem Helligånden, der virker konstant for at hjælpe os. Det er temaet i dag. Guds nærvær.

Et blik fra ægtefællen, når mobilen eller tv’et eller noget andet tager opmærksomheden. Så den anden ikke kan mærke et nærvær.

At mærke Guds nærvær. Det handler denne søndag om. Og vil styrke os i at tro.

Længsel efter mening, længsel efter fyld af liv, af lykke, af salighed. De længsler har vi, eller også har vi dem nogle gange ikke, fordi vi opgiver at tro på, at der kan være lykke og salighed.

Det første vi lærer i dag, er at Gud ER der for sit folk. ”Jeg er” kalder Gud sig selv. Han er simpelthen nærværende, fuldt nærvær.

Det kan vi godt prøve at tage ind stille og roligt. Han er helt og fuldt nærvær. Ikke halvt, men helt. Lige nu.

Sådan er det også, vi er kommet til kirke. For at styrkes i troen på, at han virkelig er nærværende.

Jeg ved ikke, om nogen af jer synes, I har oplevet noget, der svarer til, at Gud viste sig for Moses i den brændende tornebusk.

Men Moses bliver jo overhovedet ikke ved sin oplevelse. For han bliver direkte sendt af sted til sin opgave, sin mission.

Moses får at vide, at han skal sige til folket, at det er Gud, det er ”Jeg er”, der har sendt ham. En underlig besked. Men en besked om, at Gud vil have sine øjne rettet mod sit lidende folk og vil frelse folket gennem nød, elendighed og ulykker.

Det er derfor, vi skulle synge salmen: Gud er her til stede. Det har vi brug for at blive mindet om. For det siver ofte ikke rigtig ind. Derfor har vi brug for at komme igen og igen og høre ordet.

Det kan godt være, at du og jeg ikke sådan får store oplevelser af Guds nærvær. Men hvem har sagt, at vi skulle have det? Ordet er Guds nærvær – altid. Ingen må tænke lidt om Guds nærvær gennem ordet. Tværtimod. Det ER Guds nærvær, når vi hører ordet – og tager det til os. Ord skaber, hvad de nævner. Så meget mere skaber Guds og Jesu ord, hvad de nævner. Vi må vente med at se Gud ansigt til ansigt. Nu i tiden ser vi ham i hans Søn Jesus Kristus, i hans liv, lære, gerninger, død og opstandelse og alt, hvad han er, har, gør og formår.

Vi ser ham også i apostlene Peter og Johannes, der frimodigt træder frem i templet og taler om Jesus, om hans død og opstandelse. Og hvordan de helbredte en lam mand. Folk vil vide, hvad det var for en magt de havde til det, og i hvilket navn det var sket.

Deres svar er værd at gentage: ”I skal alle vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens navn, han som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står raske foran jer.”

Vejen til helbredelsen går gennem Jesu død og opstandelse. Det kommer vi tilbage til.

Guds nærvær viser sig i, at denne mand blev helbredt. Jeg kender også til at opleve Guds nærvær gennem helbredelse af en lidelse, jeg havde. Gennem forbøn, som blev bønhørt øjeblikkeligt. Sådan er det jo ikke altid, men Gud viser virkelig sit nærvær til os fra tid til anden gennem helbredelser, små og store.

Derfor vil der også være mulighed for at komme op til alteret efter gudstjenesten og modtage forbøn.

Og nu til Jesu tale til sine disciple den sidste aften, han var sammen med dem.

Hvad taler han om: Sit nærvær. At hans bortgang vil føre til, at de mærker hans nærvær endnu stærkere. Hvordan? Gennem Helligånden, som kommer til dem og vejleder, lærer og minder dem om alt det, Jesus har sagt og gjort. På den måde er Jesu ord virkelig langtidsholdbare.

Jeg begyndte med at tale om vores længsel efter mening. I Jesu tale hører vi, at meningen med hans liv og gerning var at være til gavn for os. Det hele samvirker til, at disciplene og vi med dem mærker det guddommelige nærvær, men på en anden måde end ved fysisk at være sammen.

Disciplene oplevede, at Jesus virkelig kom igen efter sin død, kom som den opstandne og spiste og drak med dem. Deres frygt for, at han skulle dø, skulle føre til, at deres tro blev fordybet. Som vi også oplever det. Når vi har noget, vi er bange for eller frygter, så oplever vi, at Jesus kommer til os gennem Helligåndens nærvær i os og mellem os.

Jesu kærlighed til disciplene, til os, er så stor, at han vil lade os vide, at der er mange boliger i hans Faders hus. Boliger. Ikke opholdssteder. Nej, permanente boliger. Væresteder. Evige væresteder i en tilstand af fylde af liv og glæde og lykke.

Og vejen dertil, det er Jesus selv: Jeg er vejen, siger han. Filip forstår ikke det her. Han fatter ikke, at Jesus er nøglen til at opnå lykken, saligheden, Guds nærvær. Og den vej, Jesus selv er på vej til at tage, er også den vej, hans efterfølgere må tage. Han selv går til Faderen gennem korsfæstelsen og opstandelsen. I fremtiden skal hans disciple dø og opstå gennem ham. Derfor siger Paulus, at i dåben er vi korsfæstet og begravet med Kristus for at opstå og leve med ham i et helt nyt liv.

Jesus Kristus er den altid nærværende vej til Gud, til at være Gud nær. Og derfor er han også sandheden og livet. Sandheden og livet udspringer af, at han er vejen. Kun på den vej, som er ham, er sandheden og livet.

Martin Luther siger: Kristus er din egen med liv, lære, gerning, død og opstandelse og alt, hvad han er, gør og formår. – Det er det, der er evangeliet. Ikke blot at høre ordet, men at tager til os, at vi er ét med Jesus Kristus. Vi er vokset sammen med ham i dåben og ved troen.

Er det hård tale? Nej, det er en varm tale til trøst for alle bedrøvede: Lige her er Gud nær, i Jesus Kristus har vi et virkeligt fællesskab med Gud, selvom det er usynligt. Men han er til stede, som han var til stede i den brændende tornebusk. Den brændende tornebusk er overalt, hvor Jesu navn påkaldes i tro og med håb.

Når Jesu ord lyder, når Guds ord lyder, ja, så ER det den brændende tornebusk lige her hos os.

"Den anden Maria" - påskeprædiken 2022

Den anden Maria - noget smukkere og mere dagligdags kan jeg ikke forestille mig: den anden Maria.

Vi kender ikke hende. Det lyder lidt kryptisk: den anden Maria. Men selvfølgelig var der den første Maria, hende der kom fra byen Magdala, Maria Magdalene.

Den anden Maria - Matthæus kendte hende. Og nu kender vi hende næsten også. Den anden Maria.

Faktisk fremgår det, at hun var tilstede hele vejen fra korsfæstelsen og til gravlæggelsen og holdt øje med det hele. Sådan dukker 'den anden Maria' op og forsvinder.

Men det er så jordnært, som hvis vi selv lige nu er i Jerusalem i den store kreds af Jesu venner. Alle kendte hende, generationer efter, hendes navn som 'den anden Maria'.

Det lyder, som om det var her til morgen, vi hørte om hende. De to Maria’er løber afsted, det gør de med stor frygt og glæde, står der.

De er ved at sprænges af det, de prøver at fatte, mens de løber. Ja, når man løber, kan man ikke tænke alt for mange tanker, men må bare spæne afsted.

Englen siger ikke: Gå ind til disciplene. Nej, løb! Og i deres løb bliver de standset af Jesus. Han møder dem. Og han gentager det, englen allerede har sagt: Sig det til disciplene, at jeg går i forvejen for dem til Galilæa.

De løbende Maria’er har lige brug for intet mindre end at møde Jesus, den Opstandne, OG blive mindet om, hvorfor de løber og hvad for et budskab de skal aflevere.

Hvor er det hjemligt: Jeg går i forvejen for dem til Galilæa. Jamen, lige der på vejen er han måske også gået i forvejen for dem. Det er forvirrende, for den Opstandne har egenskaber, som hører Guds virkelige virkelighed til. Han kan nu være her og der og alle vegne.

Derfor elsker vi ham, derfor tror vi på ham. Han er hos os med hele sin vælde af Helligåndens kraft, glæde, fred, tålmodighed, udholdenhed, venlighed, kærlighed.

Ham elsker I uden at have set ham,

Ham tror I på nu uden at se ham,

Men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde,

Når I kommer frem til troens mål,

Jeres sjæles frelse.

 

Peter er meget nøgtern.

Det har han også grund til at være.

For han fandt ud af, at han ikke var så stærk i troen, som han havde bildt sig selv ind.

Han sov, da Jesus blev prøvet til det yderste i Getsemane have.

Han var blevet klar over, at troen på den opstandne Jesus ikke lige kom til ham.

Han tvivler, da han hører om, at nogle af kvinderne har set Jesus opstået. Han ved ikke, hvad han skal tro, da han kommer ud og finder graven tom, bortset fra det sirligt sammenfoldede ligklæde og det stofstykke, som havde været over Jesu lig

Han tvivlede, da han ellers var kommet ud på vandet til Jesus, og sank omgående. Og måtte reddes op af Jesus.

Han mente efter år med Jesus, at Jesus ikke skulle gennem lidelse og død. Det var en forkert vej. Han hørte overhovedet ikke efter, alle de gange Jesus på så én måde, så en anden måde, sagde, at han skulle opstå på den tredje dag. For en af gangene, hvor Jesus nævner den kommende lidelse, død og opstandelse, siger Peter: Sådan skal det ikke gå dig.

For det med opstandelsen kan han ikke forholde sig til.

For enhver jøde var opstandelsen nemlig noget, der hørte endetiden til.

Og så en ting til: Uden Helligånden kan vore øjne ikke åbnes for, at Jesus virkelig er opstået fra de døde og lever udødeligt og tilgængelig for os alle jorden over.

Det var vel også derfor, Jesus befalede disciplene at vente med at fortælle noget til andre end deres egen kreds, indtil Helligånden kom over dem. Så deres tro blev fast, deres mod blev helt uigennemtrængeligt for modstandere, så de var klar til at tale til ypperstepræster, konger og hvem som helst. Uden frygt.

Men før Helligånden kom over dem, havde Jesus altså vist sig for disciplene, både i Jerusalem og i Galilæa. Det er ingen anden end den Opstandne, der får samlet disciplene til at være en menighed. De var jo blevet spredt for alle vinde ved Jesu henrettelse. Frygten havde helt bemægtiget dem.

Kun Jesus selv kunne samle dem alle sammen op ved at vise sig for dem. Der er ingen anden forklaring på, at menigheden pinsedag blev en overmægtig realitet, den dag, da de endegyldigt blev udrustet med Helligåndens kraft.

Og så smelter alt det, Jesus har lært disciplene gennem sin vandring med dem i tre år, sammen med det, han siger til dem efter opstandelsen. Og centrum er det, som Jesus på så mange måder havde sagt til dem: hans korsfæstelse og opstandelse.

Og troen på Jesu opstandelse kommer, som disciplene selv siger, af, at de selv har set ham med egne øjne. Før hans døde og efter hans død. Mens de vandrede med ham og spise og drak sammen med ham, og efter hans opstandelse, hvor de også spiste med ham.

Deres overbevisning var af en overmægtig karakter. Peter havde påstået, at han ville dø sammen med Jesus, men da det kom til stykket var en kryster og oven i købet fornægtede Jesus tre gange helt vildt. Men da Jesus viste sig for ham og tilgav ham alle hans synder og forseelser, så skete der en forvandling med ham. Peters frygt blev afløst af en uimodståelig kraft. Han gik pinsedag direkte ind på tempelpladsen og forkyndte, at Jesus, som var blevet korsfæstet kort forinden, var opstået fra de døde, og han var ikke længere i graven, sådan som kong Davids stadig lå i sin grav, og gør det til den dag i dag i Jerusalem.

Ret mange detaljer fortæller evangelierne ikke om Jesu opstandelse. Selvom der er nok af afgørende beretninger.

Vender vi os dermod til Jesu lidelseshistorie – den fortælles meget detaljeret, meget sammenhængende og meget konsekvent om Kristus. Der er ingen vilde ting at berette. Nøgternt berettes om piskning, forhånelse, korsfæstelse. Ingen udpenslinger overhovedet. Kun af og til nogle navne, der dukker op, som ingen anden funktion har, end at det var nogen, der var vidner til disse begivenheder, og som derfor kunne fortælle det til de fraværende disciple og til os.

Men Jesu opstandelse – her er det noget helt andet. Nu er det nemlig disciplene selv, som er vidner til opstandelsen, som møder den Opstandne. I tiden frem til pinse styrkes de sammen af, at Jesus viser sig for dem, og de styrkes til deres ufattelige missionsvirksomhed, som begynder med dag 1. pinsedag. Derfra er der ingen af disciplene, der ser sig tilbage.

***

Og nu er det os. Og apostlen Peter opmuntrer os, for han ved godt, at vi ikke har oplevet at spise og drikke sammen med Jesus. De fleste af os har heller ikke set Jesus efter hans opstandelse.

Derfor siger Peter.

Ham elsker I uden at have set ham,

Ham tror I på nu uden at se ham,

Men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde,

Når I kommer frem til troens mål,

Jeres sjæles frelse.

Det er den opstandne Jesus selv, som virker i os, så vi uden at have set ham allivel tror på ham.

Vi tror, fordi apostlene så ham efter opstandelsen. Vi tror, som de tror, fordi Jesus med sin opstandelse bekræftede alt, hvad han havde sagt.

Ved at leve i troen på Jesus, ved at være med i det fællesskab, han har stiftet, nemlig hans kirke, ved at høre hans ord oplæst og prædiket over, ved at modtage hans legeme og blod i nadveren, da styrkes vi, så vi holder ud igennem vores liv, under trængsler, lidelser, nedtrykthed, tab af enhver art, sorg.

For da er Jesus den Opstandne fortegnet for hver ny morgen, for dag efter dag, hvor almindeligt det ellers kan tage sig ud.

Og nu kan vi på en særlig måde bruge dagene frem til pinse, de 50 dage, til at bede om, at Helligånden må virke i os dag efter dag, så vi ikke taber modet, selvom alt måske kan se sort ud, som i disse tider med krig.

For som Peter siger: vi har fået del i et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Peter havde om nogen været ramt af håbløs sorg. Skam over at have fornægtet sin herre.

Og nu siger Peter til os midt i krig, midt i sorger, midt i fristelsen til at give op, at vi har en fremtid, en utrolig fremtid at se frem til:

Men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde,

Når I kommer frem til troens mål,

Jeres sjæles frelse. Amen.

Prædiken på Mariæ bebudelsesdag 2022

Maria Hodogetria,'Vejlederen Maria'. Ikonen er malet/skrevet af Jette Holm, tidligere præst i Løkken. Man ser Maria pege hen på Jesus, og Jesus for sin del har med den venstre hånd godt fat i Marias tøj. Med den højre peger han også, men mon ikke denne pegende hånd skal vise, at han har al magt i himlen og på jorden.

Det er Mariæ bebudelsesdag i dag, så der er omtrent ni måneder til jul

Jomfrufødslen er ikke særlig stærkt bevidnet i Ny Testamente. Til gengæld har vi netop beretningen om jomfrufødslen (ud over hos Matthæus) hos Lukas. Og det er af alle evangelisterne Lukas, der fra starten af sit evangelium lægger stor vægt på, at tingene skal være sikre og bevidnede.

Der er en del, der tyder på, at Marias lovsang stammer fra en lille kreds omkring hende og også ting i lovsangen, som kun kan tilskrive Maria selv. Hun har fortalt om underet til denne inderkreds.

Det ville ikke være mærkeligt, at dette ikke var det første, der kom ud om Jesus. Det var jo Jesu opstandelse fra de døde, der skrives om på næsten hvert blad i apostlenes breve, og det er også det, alle fire evangelier ender med at fortælle om, hver på deres måde med de kilder de har haft adgang til.

Når vi hører Marias lovsang, så skal vi tænke over, at da hun hørte hyrderne fortælle om englenes lovsang og budskab på marken julenat, da ”gemte” hun ”disse ord i sit hjerte og grundede over dem.” Vi fornemmer tydeligt, at Maria har tænk og tænkt. Hun har tænkt langt og stort.

Og Marias lovsang er som kvintessensen af alle profeterne og Davids Salmer, ja, af hele Gammel Testamente.

Jødiske drenge skulle på den tid kunne læse den hellige skrift og læse op derfra på sabbaten, når de var blevet konfirmeret – det hedder at være bar mitzvah, ’buddets søn’. Om piger som Maria også kunne læse, kan vi ikke vide noget om, men hun har hver sabbat lyttet til oplæsningerne fra Mosebøgerne, fra profeterne og fra Davids Salmer. Hun har kunnet meget af dette udenad.

Hendes lovsang er virkelig fantastisk!

Maria var efter al sandsynlighed en ubetydelig tjenestepige i Nazaret fra trange kår.

Der var ikke noget særligt ved hende, som hvis hun havde været en af præsternes rige og smukke døtre i Jerusalem.

Og netop denne fattige, uanselige, ubetydelige pige viser Gud al sin kærlighed imod.

I sin lovsang taler Maria lige ud af sit hjerte, ud af sin egen erfaring, og det er gennem denne erfaring, at Helligånden har oplyst og undervist hende.

For ingen kan forstå Gud og Guds ord ret, uden at få det umiddelbart fra Helligånden.

Men ingen kan få det fra Helligånden, uden ved at han eller hun erfarer det, prøver det og fornemmer det.

Maria erfarer, at Gud ikke gør andet end at ophøje det dybe, det fornedrede, og at fornedre det der ophøjer sig.

I almindelighed er der i vores tid en stræben efter komme højere, komme så at sige over sig selv, op til ære, magt, rigdom, lærdom, gode dage og alt, hvad der er stor og højt.

Og når folk så er kommet derop, så hænger mennesker efter, strømmer til og vil gerne være i nærheden af dem i håb om selv at blive lige så store og mægtige.

Ingen har lyst til at se ned i dybet, derned hvor der er fattigdom, uanselighed, nød, jammer, angst. Det vender øjnene sig helst fra.

Derfor ses det, at mennesker ser væk, når der er uanselige mennesker i nærheden, tænker ikke på at hjælpe dem.

Men apostlen formaner os til ikke at se til de høje ting, men at holde os til de ringe. Som Maria.

Der er der godt at være. Og apostlen Peter siger det også: Gud står de store imod, men de ringe skænker han nåde.

Derfor lægger Gud på sine børn mange lidelser og trængsler, for da åbner vi os for Ham og modtager Hans kærlighed, priser Ham for Hans gode gerninger mod os.

Det må vi sige er sket for kristen fra hele Mellemøsten, så mange af dem ikke kan bo i deres hjemstavn igen.

Kristus selv led meget ondt og til sidst korsdøden, han erfarede da midt i rædslen kærlighed til sin Fader.

Maria har haft fattige og ringeagtede forældre, og nu synger hun glad og nærmest dansende i ånden og priser sig lykkelig og lovsynger Gud, fordi han har set til hende, så ringe som hun var, ja, skønt hun slet ingenting var.

Derfor bryder hun ud i en sang med stor glød og overvældende glæde med hele sit væsen: 

Min sjæl ophøjer Herren. Min sjæl – mit hele liv, alt hvad jeg er. Som vil hun sige:

Mit liv og al min tanker er båret oppe af Guds kærlighed, af lovprisning og af stor glæde. Jeg bliver ligesom løftet op til at lovprise Gud. Jeg opløfter ikke mig selv, jeg bliver løftet af Gud.

Dette sker for alle, der bliver gennemstrømmet af guddommelig sødme og ånd: de føler mere end de kan udtrykke. For det er ikke menneskeværk at prise Gud. Det lader sig ikke lære ud fra en forklaring, det kendes kun ved erfaring. Som David siger:

Smag og se, at Herren er god. Først smage, så se.

Sådan smager vi Herren, når vi tager imod brødet som Jesu Kristi legeme, og når vi gør det, så begynder vi lidt efter lidt at se Ham, at leve i Ham og med Ham.

Men fremholder vi på nogen måde gode gerninger og fokuserer på dem i stedet for på Gud, så forsvinder troen som sand mellem hænderne på os, og så bliver vi som døde i forhold til Gud.

Min sjæl ophøjer Herren, synger Maria.

Det betyder: gør stor og nærer stor tiltro til en person, nemlig Gud, som formår, som har vilje til at gøre store og mange og gode ting.

Hvad synger Maria videre om? Hun synger om Guds gerninger. Seks gerninger nævner hun:

Guds første gerning er barmhjertigheden.

Guds anden gerning: at tilintetgøre åndeligt hovmod

Guds tredje gerning: at fornedre de stærke

Guds fjerde gerning: at ophøje de ringe

Guds femte og sjette gerning: at mætte de sultne og lade de rige være tomhændede

 

Til slut. Hvad lærer vi af Marias lovsang?

Marias lovsang handler om tre formål: 

1 Den skal styrke vor tro

2 Den skal trøste alle svage

3 Den skal forfærde alle stærke mennesker

Maria har sikkert haft Jobs bog i tankerne. Et sted taler Job til sine venner og siger om Gud:

 

”Han kan sætte samfundets ledere fra magten og fratage dommere deres ret til at dømme, han kan fjerne konger fra troner og gøre dem til slaver i stedet. Han kan fratage præster deres tjeneste og sætte mægtige mænd fra magten. Han kan gøre de bedste rådgivere målløse og fratage de kloge deres tænkeevne. Han kan bringe lys ind i de mørkeste afkroge. Han kan gøre nationer stærke, men også opløse dem igen. Han kan udvide et lands grænser, men også sprede befolkningen for alle vinde. Han kan berøve regenter deres sunde fornuft.”

Denne tro på Guds ledelse af verden gør fri og glad, for han har styr på det hele.

Ukraine - lidelsens problem og det onde - prædiken til 2. søndag i fasten

Den russiske forfatter Dostojevski har i sin roman Brdr. Karamasov ladet en person sige:

Det er sagt om menneskene: ”Aldrig, aldrig sålænge jorden står, vil de forstå at dele imellem sig!”

”Dersom man for evig fik udryddet troen på udødeligheden af menneskets sjæl, ville i samme øjeblik ikke blot kærligheden, men overhovedet al levende kraft til at fortsætte livet her på jorden visne bort. Ikke nok dermed: i så fald ville begreberne moral og umoral øjeblikkelig forsvinde – alt ville da være tilladt, endog menneskeæderiet.” (side 97 bd. I).

En sådan prisgivelse til egoisme og bestialitet truer os alle midt i vores enorme rigdom og muligheder.

Men Dostovjevski siger også noget andet, der er vigtigt her. En russisk præst siger til hovedpersonen i romanen.

”Lyv fremfor alt ikke for Dem selv. Den, der lyver for sig selv og lytter til sin egen løgn, kommer til sidst så vidt, at han intetsteds får øje på nogen sandhed, hverken i sig selv eller omkring sig, og uden tro på nogen sandhed vil han ende med at foragte både sig selv og andre.

Og tilføjer: ”Den, som lyver for sig selv, krænkes og forbitres også lettere end andre, fordi han i sin forløjethed netop søger krænkelsen; for krænkelsen kan jo undertiden berede et menneske velbehag, ikke sandt.”

Og hvad skal vi gøre? Når vi lyver groft for os selv? Når noget uforklarligt ondt ligesom overvælder os og gør os bange?

Så hører vi, hvad vi skal gøre:

Den slags kan kun drives ud ved bøn.

Vi kan nemlig ikke selv kæmpe mod det onde, der kommer ind over os og så at sige ’rette på os selv’. Ikke uden bøn og Helligåndens bistand gennem råb om hjælp.

Vi har kun bøn til Gud som skjold.

Vi har Jesu navn som det navn, som alle onde ånder må vige bort for.

Vi er så velsignet, at vi indleder fremsigelsen af trosbekendelsen med at forsage Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Den, der har prøvet at mærke noget gådefuldt, men ondt, stige op i sindet, ved af erfaring, at Djævelens kraft er en virkelighed, som vi må bede om beskyttelse mod, ved at tegne os med korsets tegn i fristelser og nød, ved at sige klart nej til ham og ja til Gud, om det så også er midt i spørgsmål og tvivl.

Hele Jesu vej på jorden var en lang kamp mod Djævelens magt og forsøg på at gøre ham til redskab for ondt. Han blev jo fristet af Satan til at gøre et skørt under: forvandle en sten til brød; at tilbede Satan for til gengæld at få al magt i verden; at styrte sig ned fra en høj tinde, så Guds engle kunne komme og tjene ham.

Efter de fristelser forlod Djævelen ham for en tid, står der. Så det var en vedvarende kamp. I vores del af verden har mange vænnet sig til at tænke, at når noget går i stykker mellem mennesker, så er det bare noget, der sker.

Men vi må som kristne være klar over, at der er en kamp, vi står i. En kamp i os og omkring os, og den indvendigt er den hårdeste.

Sådan siger Paulus:

Hent styrke fra Herren og hans vældige kraft. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan forsvare jer mod Satans lumske angreb. Den kamp, vi står i, er jo ikke mod mennesker, men imod åndelige magter, mod en hær af onde ånder.

Derfor skal I tage Guds rustning på, så I kan forsvare jer imod den Ondes angreb og stå fast, indtil alle angrebene er overstået…

Vær altid i bøn til Gud under Åndens inspiration, hvad enten det er forbøn eller bøn om hjælp. Ef. 6,10ff.

---

Måske sker direkte dæmonbesættelser ikke så tit hos os, men afhængighed af ting og sager, der helt tager vores liv og energi – det kender vi til. Det bliver en forbandelse.

Og nu er der en besættelse i gang af et land af et andet land ikke langt fra os.

Så mange flygter, så vi ikke kan fatte det, time for time.

De flygter fra død, ødelæggelse.

Djævelen har taget fat på sit gamle håndværk også tæt på os, det gamle håndværk: at dræbe mennesker.

Og så spørger vi igen: Hvorfor? Hvorfor al den lidelse i verden?

I disse dage, hvor et helt land midt i Europa bliver sønderbombet, kan mennesker spørge: Hvis der er en skaber, der både er almægtig og kærlig, hvorledes kan han så tillade, at hans skabning både lider ondt og gør ondt?

Man har forsøgt med forskellige svar.

Men den kristne forsynstro kommer ikke med et forsvar for Gud.

For den kristne tro er lidelsens problem uløst og uløseligt i denne verden. Hvorfor? Fordi den kristne tro går ud fra, at lidelsen kommer fra det onde. Og det onde er på en ubegribelig måde i verden har sat sig op mod Guds gode skabervilje. Vi hørte det: at Gud har skabt mand og kvinde i sit billede. Dvs. til at have fællesskab med Ham. Til at have et varmt fællesskab med hinanden. Til at skabe harmoni mellem mennesker verden rundt. Men det onde kom i verden på en gådefuld måde.

Det er dette onde, der er på spil i den krig nu, der er dette onde, der er på spil, når hadet stiger op i os, så vi ødelægger livet for hinanden. Det er uforståeligt, men vi gør det, igen og igen.

Lidelsens gåde kan først løses, når de sidste rester af det onde i vores verden endeligt er tilintetgjort, det vil sige når Jesus kommer igen.

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord; for den forrige himmel og den forrige jord var veget bort, og havet var ikke mere… Og jeg hørte en høj røst fra himmelen, som sagde: ”Se, Guds bolig er hos menneskene… Og han skal aftørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.” (Johannes’ Åbenbaring 21).

Den kristne forsynstro løser ikke lidelsens problem, men rækker en hjælp til at bære lidelsen.

Jesus, hører vi i dag, er vores ypperpræst på Melkisedeks vis, dvs. til alle tider. Det betyder, at han går i forbøn for hele verden hos Faderen. Det betyder, at Han lider med os her og nu, selvom vi ikke kan se det med vore øjne. Han går i forbøn for verden.

Og så er Han ypperstepræst ved, at han bar vor skyld op på korset, lod al vor skyld, al verdens skyld, én gang for alle, nagle til korset. Så vejen til paradis er åben igen. Så det mindste suk, den mindste længsel, den mindste bøn åbner for paradis. Også nu, så vi midt i lidelser kan være trygge hos Ham og i fællesskab med Ham.

Den kristne tro holder fast ved, at netop i lidelsen er Gud at finde som den eneste virkelige hjælp til at bære det, som skal bæres.

Sådan som Jesus bar sin lidelse og død.

Sejren over lidelsen bliver i troen på ham vor, også når vor egen tros udholdenhed bryder sammen under lidelsens tryk.

Derfor siger Paulus i et brev til menigheden i Rom: ”Men vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud… Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Hvem skal kunne skille os fra Guds kærlighed?”

Når kampen med lidelsens problem føres i troen på den lidende Jesus Kristus, da kan lidelsen selv blive et bånd, der binder den lidende til ham og dermed til Gud. Som Paulus skriver: ”…for at jeg må kende ham og hans opstandelses kraft og fællesskabet med ham i lidelserne, idet jeg bliver ligedannet med hans død, om jeg dog kan nå frem til opstandelsen fra de døde” (brev til menigheden i Filippi 3,10-11).

Den kristne forsynstro fastholder Guds skaberværks godhed og skønhed på trods af al ondskab og lidelse. Så guddommelig ubetvingelig er den kærlighed, hvori Gud skaber og opholder sin skabning, at han også skaber og fører sin skabning mod sin kærligheds mål, hvor vore øjne ikke kan se andet end lidelse og død.

Og alt sammen bæres af bøn. Vi gør vel i at blive en bedende menighed. Det vil ikke sige blot udvendigt at fremsige bønner, men at hjertet sukker og beder til Gud. At vi erkender, at vi ikke kan uddrive det onde af os selv.

I Ukraine berettes der i øjeblikket om undere af mange slags midt i krigens gru.

Midt i det er der også fortællinger fra for få dage siden -  om overnaturlig vejledning og beskyttelse. Der er fortællingen om en præst i Volnovakha. Han havde egentlig bestemt, at han ikke ville flygte. Men så hørte han en stemme, der sagde, at de skulle flygte straks. Medlemmerne skyndte sig væk i to busser,

Et par timer senere kom fjenden og ødelagde byen fuldstændigt.

Mange, mange mennesker er blevet traumatiseret, især fra Kharkiv. En kirke, jeg har læst om, har – uden at ane om kommende krig – valgt at oplære medlemmer i, hvordan man behandler traumer og chock. Forbøn betyder meget og kan lette meget.

Det  ukrainerne nu oplever, oplevdede vore syriske naboer for år tilbage. De ved om nogen på egen krop om traumer og chock. Som når de hørte et missil på vej ned, mens de kørte rundt i deres byer i Syrien og ikke anede, hvor det ville ramme. Om de 2-3 sekunder, når det slog ned, hvor hjertet ikke slog og øjnene stod helt åbne i rædsel.

Om at se biler flyve gennem luften ved bombenedslag.

Om udbombede huse, byer.

Lad os nu være stille i nogle minutter i bøn for verden i krig, især for dem, som ikke kan komme ud af kældrene efter bombardementerne, og dem, som er traumatiserede og i chock.

Om at ville udgrunde Gud i stedet for at hengive sig til Gud, der er kærlighed

Biskop i Lyon i 2. århundrede, Irenæus, skrev om det at ville gruble sig frem til at forstå Gud og Guds væsen. Om dette at gøre sig til af ens forstand og gå glip ad kærlighedsforståelsen med Gud. Og derved tiltro sig selv fuldkommenhed og samtidig bringe en ufuldkommen Gud på bane.

Han citerer fra 1. Korintherbrev 8,1: Kundskaben opblæder, men kærligheden opbygger!

"Bedre intet at ville vide af andet end Jesus Kristus, Guds Søn, korsfæstet for os, end ved spidsfindigheder og smålige grublerier at henfalde til ugudelighed."

Han gør nu grin med folk, der vil være spidsfindige i forhold til Gud.

Han nævner Jesu ord: "Også alle hovedhår på jeres hoved er talte." (Matthæusevangeliet 10,30).

Så siger han: Hvad nu om en er nysgerrig efter at ville undresøge, hvor mange hår hver menneske har på sit hoved, samt af hvad årsag een har så mange, en anden så mange hår - for her er ingen ligelig fordeling, her er forskel i det uendelige, hos nogle strøes det tæt, hos andre falder det tyndt - hvad om en sådan hårkløver ...nu skulle til at berige sin skole af sine undersøgelser? Eller om nogen fordi det hedder i evangeliet: "Sælges et par spurve ikke for et par mønter? Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden jeres Fader er med den?" (Matthæusevangeliet 10,29) - om nogen så ville føre  bog over alle spurve, der fanges daglig og allevegne og efterspore årsagen til, at der igår fangedes så mange, i forgårs så mange, samt at torveprisen på dem er i dag den og den; og nu deraf ville gå fra forstanden og gøre sine tilhængere galne? 

 

 

Om at ville forstå Gud. Retfærdighed og frelse. Skrifternes inspiration. Landmanden og kornet. Prædiken til Seksagesima søndag 2022

Hvad er det, vi håber at høre i dag?

Vi håber at høre, at Gud er som en klippe, at hvad han vil, det gør Han også.

Sådan at vi finder hvile i hans klippefaste vilje og væsen.

Hvis Gud ikke er til, står intet fast.

Men er Gud ikke bare til, men virker alt, så kan vi finde hvile.

Hvile i, at Gud er som landmanden, der lægger sæden i jorden. Et dejligt billede på Guds kraft, virksom i os, dag ud og dag ind.

---

Men nu kommer vi jo ikke kun ud for glæder, men også sorger. At livet ikke bare er en dans på roser, som vi siger.

Nej, for der findes torne, der stikker, samtidig med at roserne er velduftende og skønne at se på.

Vi nærmer os det gådefulde ved Guds virke og handlen med verden.

Som profeten forkynder med ord fra Herren:

”Jeg danner lys og skaber mørke,

Jeg frembringer fred og skaber ulykke,

Jeg, Herren, frembringer alt dette.”

Når vi ser på hele budskabet, kan vi se, at Gud ønsker at nå sit mål: nemlig at frelse os, at lade retfærdighed ske fyldest.

For således siger Han, netop som han har talt om, at han både virker fred og ulykke, da siger han straks og i næsten samme åndedrag:

”Lad det dryppe fra oven, himmel,

Lad retfærd strømme ned fra skyerne!

Jorden skal åbne sig,

Frelsen gro frem,

Og retfærd skal spire.

Jeg, Herren, skaber dette.

Guds vilje kan vi ikke se ind i,

Men vi kan høre, hvad han taler.

Og vi hører, at hans mål er, at retfærdighed skal være over os som strømme fra skyerne, og at frelsen skal gro frem. Gro frem, retfærd spire.

Vi kommer ikke til at forstå Guds handlen med os i vores liv.

Vi gør da rettere i at tilbede Guddommens mysterier end at udforske dem.

Når vi tilbeder Guddommen, så placerer vi os lidt ligesom et barn, der ønsker at modtage alt fra sine forældres hånd.

Og målet er der ikke tvivl om, at tjene barnets sande vel, som det hedder i en salme.

Ulykke, det kan være, når livet går i stykker for os. Da kan vi bringes fra hovmod til ydmyghed. Til det sted, hvor vi er som tørstig jord, der suger vand til sig. Så tager vi imod Guds nåde i Jesus Kristus som aldrig før. Da ved vi, at kun Guds nåde kan bringe os på fode igen, kan bringe os frelsen.

Selve det, at Gud har iført sin Søn vort kød og vort legeme, er med til at skulle drage os bort fra beskæftige os med Guds majestæt og hen til at betragte vor egen skrøbelige menneskelige natur og at vente saligheden af Kristi forklarede og opstande legeme. 

Gud vil kendes på en helt anden måde, end vi måske kan tro: nemlig ved prædikenens dårskab, fordi Gud ikke kendes gennem menneskelig visdom. Guds visdom er som dårskab for verden.

Gennem Skriften og Kristi egne ord i evangeliet lærer Kristus os, at ulykken kommer over os, så længe vi er grebet af misundelse, hovmod, vrede, had, og al anden ondskab. Dette gælder hver enkelt, og det gælder for hele vort folk. 

Kristus viser os dette, så vi ydmyger os og søger det, Brorson kalder ”de ydmyge steder,” for det er der Kristus selv er. Han gik korsets vej for at gøre op med al ondskab, bringe tilgivelse i stand.

At kende Kristus er at kende hans velgerninger, intet andet. Og hans velgerninger er at give trætte hvile, et let ansvar som hans discipel, give tilgivelse gennem sin død på korset for verden, give os del i opstandelsens kræfter, fordi vi gennem dåben både dør, men også skal opstå til et helt nyt liv.

Vi erkender vores ulykkelige situation gennem at høre, hvad Guds lov kræver. Derved indser vi vor synd, vores bortvendthed fra Gud. Vi erkender endda, at vi ikke kan gøre noget ved det selv 

Og når vi erkender det, da kommer vi med hjertets tillid til Kristus. Da opgår der et lys i os, for vi får styrket samvittigheden, vi tager til os, at vi er tilgivet for Jesu skyld og kan begynde på en frisk igen og igen. Oprejst af støvet i nåde.

Og Kristus fortæller os lignelsen om landmanden, et billede på den måde, Gud virker i os mennesker.

For at vi skulle slappe af fra at jage efter at forstå alt, være alt, kunne alt.

Der er fuldkommen hvile i, at landmanden, Gud, har styr på arbejdet med jorden. Det hele tager sin tid. Der kan komme frostperioder, men kornet derned i jorden overstår vel ”vinterkulden”, ja, det bliver endog mere parat til vækst.

 

Den vækst er det, Paulus taler om i sit brev til sin trofaste medarbejder Timotheus. ”Du har fulgt mig i lære, i livsførelse, i beslutsomhed, i troskab, i langmodighed, i kærlighed, i udholdenhed, i forfølgelser, i lidelser.”

 

Sådan har kirken været fra begyndelsen: som en overlevering af læren fra Kristus til apostlene, fra apostlene til andre, fra dem igen til de næste, helt frem til os.

 

Og læren – den er bundet til Skriften. Skriften holder os fast på det ægte, på det, der gør os vise til salighed, siger Paulus.

 

Mange vil dreje os væk fra Skriftens ord og trosbekendelsens klarhed. Føre andre vil og selv fare vild.

 

Trosbekendelsen er den sandheds regel, vi har at holde os til, lige meget hvor meget verden vil drive os bort derfra.

 

Trosbekendelsen er det vilkår, Herren selv og hans apostle fastsatte  for optagelse i menigheden ved dåben og er samtidig regel for al skriftfortolkning. Sådan lærer den gamle kirkefader, biskop i Lyon, Irenæus.

 

På det grundlag er ethvert af skrifterne i Skriften ”indblæst af Gud” med Helligånden, det er nyttigt til undervisning som nu her i prædikenen, nyttigt til bevis, når andre vil rive trosordets klarhed i stykker med spidsfindigheder, nyttigt til vejledning i vores personlige liv og i menighedens fælles liv, nyttigt til at opdrage os i retfærdighed.

 

Alt dette sigter på, at vi derved kan blive fuldvoksne og udrustet til al god gerning.

 

For kornet skal ikke blive liggende i jorden, det skal op af jorden og det skal til sidst blive til høst.

 

Sådan virker Gud gennem at føre os ned i dødsriget og føre os op igen. Og således bliver vi ligedannet med Kristus i lidelsen, så vi også skal være eet med ham i herligheden. Sådan takker vi Ham af hjertens grund, når Han har ført os fra det dybe til ny ro og fred. Amen.

Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger 2022

3. søndag efter Helligtrekonger

Søndag den 23. januar 2022

Kolby kirke kl. 9.00 og Besser kirke kl. 11.00

406 Søndag morgen fra de døde. Melodi: Bøj, o Helligånd, os alle (Jeppesens melodi).

0 ”Min sjæl, pris Herren” – 147 i Tillæg til Den danske Salmebog.

299 Ånd over ånder, kom ned fra det høje. Melodi: Jesus, din søde forening at smage.

prædiken

577 Vor tro er den forvisning på. Thomas Laubs melodi.

Nadver med med 438 og 439

192 vers 7: Du, som har dig selv mig givet.

373 Herre, jeg vil gerne tjene. Melodi: Du, som vejen er og livet, Berggreens melodi).

Det er blevet sagt om Bibelen, at den er som et stort kort, der består af mange dele. Der er landeområder, som er ret uafhængig af det øvrige kort, som forener sig til større enheder. Og selvom der er bøger med ordsprog og salmer, så er Bibelen, både GT og NT, i hovedsagen historiske bøger. Det er én stor historie fra skabelsen til frelsen, fra Adam og Eva over Abraham og Moses og David til midtpunktet, Jesus, Guds Søn, der fødes ind i vores verdenshistorie, til apostlene, der begynder færden ud til at alle folkeslag med evangeliet.

Det er kun gennem denne historie, at vi kan læse skrifterne og bøgerne og de to dele af Bibelen i dens sande sammenhæng.

Når vi bliver ved bibelhistorien, så bliver vi på det sted, hvor evangeliet kommer til at lyse og skinne for os i vore hjerter.

Og nu mere præcist: Hvorfor hører vi læsninger fra Gammel Testamente som om Abraham i dag? Fordi Jesus åbenbarer sig i verden som søn af israeliterne og deres historie. Det er HANS historie, og derfor også VORES historie. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi nærmere skal forstå og læse disse læsninger.

Vi læser dem af to grunde.

For det første siger Jesus selv, at vi skal undersøge Skrifterne, GT, for hans hele gerning og person er forudsagt der i rigt mål. For det første hører vi om loven som i de ti bud. I Mosebøgerne indkredses folket så nøje, at der ikke levnes menneskers fornuft det mindste område til selv at vælge sig gerninger, der skulle være gode. I stedet undervises vi i, hvad vi skal gøre og at vi skal handle efter Guds lov. For hvis vi begynder at gøre noget, der ikke i forvejen er givet et Guds Ord for, så gælder det intet for Gud, det er fuldstændig spildt ulejlighed.

Det, det kommer an på er lydighed mod Guds Ord. Det er det, der gøre alle gerninger ædle og gode.

Den vigtige lære med Guds lov i Gammel Testamente er, at loven viser os, hvad synd er. Guds lov viser, at al menneskelig fornuft er blind og kan ikke kende synden. For fornuften aner ikke, at vantro og fortvivlelse og det at miste håbet til Gud, er synd. Guds lov lærer os, at vi skal frygte Gud, stole på ham, tro og elske ham, og at vi ikke skal nære had eller ond vilje mod noget menneske. Gammet Testamentes første hovedsag er at lære lov, vise hvad synd er og kræve hvad godt er. Det var det første – det Guds lov lærer os.

For det andet lærer Gammel Testamente os om Guds Ord og løfter. At længes efter Kristus, at sukke efter ham, at håbe på, at han skal komme. Og at vi ved tro bliver til behag for Gud.

***

Dette med troen er det vi hører så meget om i dag. Først om Abraham. Så om Abel og Enok. Til sidst om troen hos Jesu disciple og hos enhver fremtidig discipel.

Vi må ikke sådan sætte os selv på en piedestal i verdens historie. Som om vi er os danskere, helt uden sammenhæng med den øvrige verden. Eller med Jesu slægts historie. Den går ikke.

Så bliver vi historieløse, så bliver vi individualister uden kontakt til Guds vej gennem hele historien med mennesker.

Så vi begynder med Abraham. Han troede på Herren, at han ville give ham en arving, og Gud regnede ham det til retfærdighed.

Her peger Abraham frem mod troen på Kristus som vores retfærdighed. Abraham forsøgte ganske vist i første omgang at skaffe sig afkom på anden måde. Men han er blevet et forbillede for alle tider gennem sin tro på Gud. Sin tillid til Gud. Det er Gud til behag. Det er læren fra Abrahams liv.

Så fortæller Hebræerbrevet om, hvad tro er.

Vores danske bibel oversætter: Tro er fast tillid til det, der håbes på.

Det skal forstås sådan: Tro er at leve, så det svarer til den virkelighed, der er og vil blive i de ting, vi håber på.Tro er at leve efter den egentlige virkelighed. Den, der først bliver synlig ved verdens ende.

For Guds virkelighed er den egentlige virkelighed, som det gør godt at holde sig tæt til.

Håbet svarer til Guds virkelighed, så glædeligt, nemlig hvordan det skal blive til sidst for den, der tror.

Guds eksistens, hans forsyn, hans trofasthed og magt er den usynlige virkelighed, som troen holder sig til.

Gennem tro og tillid til Gud erfarer vi Guds kraft og magt i vore liv og er Gud til velbehag, sådan som Jesus er Gud til fuldstændigt velbehag.

Abel og Enok er et par eksempler på det. De lever i tro på Gud og handler ud fra det. Abel tænker meget over, hvad han skal ofre til Gud, det bedste han overhovedet har. Det behagede Gud. Han accepterede det offer, ikke for det, det var i sig selv, men på grund af hjertets sindelag hos Abel. At Abel havde tro og tillid til Gud.

***

I sidste konfirmandtime talte vi om, hvad det vil sige at tro. Vi spurgte hinanden: Hvordan kan vi være sikre på, at vi tror? Jeg foreslog, at konfirmanderne (og jeg selv med) i den næste uge hver dag beder en lille bøn: Jesus, giv mig tro som et sennepsfrø!

Den, der længes efter Gud og Jesus, har jo denne lille tro, Jesus taler om. Men vi kan godt bede om at blive styrket i denne lillebitte tro.

Men Jesus holder ikke tro adskilt fra vores dagligdags virkelighed. Han sætter det hele sammen: Troen skal vise sig i tjeneste. Vi er sat til at være tjenere for Jesus og hans evangelium. Sat til at leve det ud i kærlighed, tålmodighed, tilgivelse, mildhed, sandfærdighed og meget, meget mere. 

Og for at troen og livet ud fra troen kan hænge sammen, kommer bønnen ind. Tro uden bøn bliver teori. Tro og bøn er som et sæt vinger – vi kommer ikke ud af stedet, hvis ikke begge er i brug. Og i bønnen sker der det, at Guds Ånd arbejder i os, blødgør vores hjertes jord, overbeviser os stadig dybere om, at vi skal være som unyttige tjenere, der bare gør det, der er det rette uden at skulle kigges på med beundring og uden at forvente, at vi frelses ved vore gerninger.

Jesus, giv os tro som et sennepsfrø. Amen.

 

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger 2022

Adgang til Guds rige går gennem Jesus Kristus selv, personligt. Det er det, vi lærer i dag.

Ingen anden magt i universet fører os til Guds rige, hverken engle eller kræfter.

For Jesus er forud for al skabningen, han alene, han er begyndelsen, han er enden, han er forsoner for alt, der vil lade sig forsone.

Men hvad vil det sige at modtage Guds rige ligesom et lille barn?

Lad os se på, hvad Paulus siger om det i praksis i sit brev til menigheden i Kolossæ.

Hvor er vi i praksis kristne? Sådan kan vi nemlig godt oversætte Jesu ord. Og vi har ledetanken: det handler om at modtage Guds rige, det handler om at blive som et barn.

At blive som et barn. Det har med kærlighedens væsen at gøre. Et barn modtager forældrene ubetingede kærlighed fra første øjeblik, og barnet higer og skriger også efter deres kærlighed og moderens mælk og efter trøst.

Barnet vil trøstes, vil styrkes. Det beder om det.

Så kan vi deraf forstå, at en kristen er en der beder. Nogle gange skriger den kristne også efter Guds hjælp, nogle gange sukker det kristne Gudsbarn efter styrke og trøst fra sin himmelske Fader. Og bliver ved med at sukke, til hjælpen er kommet.

Det kristne Gudsbarn stole på, at Gud vil komme til hjælp. Det er troens natur at blive ved med at længes efter hjælp, sukke og bede om hjælp.

Så lad os se på, hvordan Paulus siger alt dette:

Han siger: ”Vi (ham selv og hans medarbejdere) har hørt om jeres tro på Jesus som Messias og om jeres kærlighed til alle, der tror på ham. Vi ved også, at I lever i forventning om den herlighed, der venter jer i Himlen, sådan som I har hørt gennem det sande budskab om evigt liv ved tro på Kristus.”

De kristne er kendetegnet, siger Paulus, af 2 ting: af kærlighed indbyrdes og af forventning til herligheden i himlen.

Det første kendetegn er indbyrdes kærlighed. Nogen vil straks indvende: hvad? Det er en egoistisk gruppekærlighed. Nej, det er ikke. For kærligheden til alle vokser ud fra den kærlighed, kristne har indbyrdes. De styrker hinanden, vi styrker hinanden i fællesskabet, så vi kan have kærlighed til enhver, vi møder.

Men vi kan spørge: hvordan opstår den kærlighed hos os? Vi har den desværre i os selv. Det forklarer Paulus også. Han nævner en medarbejder, Epafras, som har besøgt menigheden i Kolossæ, og han har ved selvsyn set, at menigheden har kærlighed til hinanden. Og den kærlighed er en frugt af Guds Ånd, siger Paulus.

En frugt af Guds Ånd.

Her kan vi tænke på, at Jesus lægger hænderne på børnene og velsigner dem. De modtager af Hans Ånd, ligesom når børn og også unge eller voksen døbes, så modtager den enkelte der i dåben Guds Ånd. Så kærligheden ved Ånden kan forblive i os og styrkes, når kærligheden bliver kold.

Det andet kendetegn, Paulus nævner, er: Forventning til herligheden, der venter i Himlen.

Enhver, som har mistet den eller dem, de holder af, forstår, hvorfor dette er så vigtigt. Vore kære, som nu er hos Gud, skal vi engang gense i Guds rige. Det er det, Paulus kalder den herlighed, der venter. Jeg har set gamle og yngre være glade hen mod deres død uden at deres tro forsvandt. Fordi de var fyldt af længsel og forventning om, at Jesus virkelig står og venter i sit Rige på dem.

***

Jesus selv blev barn som vi. Det barn lovpriser Paulus i sit brev til menigheden i Kolossæ. Vi har hørt et stykke fra dette brev. Her bringer Paulus en hymne, en salme, som menighederne har sunget fra næsten den første begyndelse, da Jesus var opstået fra de døde.

Jeg tænker, at denne salme er svaret på Jesu opstandelse.

Menigheden jubler i ekstase: Jesus Guds Søn.

Han er Herre over alt det skabte, for Han har magten også over døden. Den, der skaber liv af døde, den der selv går ud af graven efter at være død, den, der derefter er udødelig og altså ikke døre mere, han er Herre over alting. Det kan ikke være anderledes.

Så alt i himlen og på jorden eksisterer ved hans medvirken og for hans skyld.

Han var til før alt, han var hos Gud.

Han er kirkens hoved.

Nå ja, så bliver der i salmen sagt, hvad jeg allerede har sagt:

Jesus var den første til at opstå fra de døde, og han har derfor førstepladsen på alle områder.

Og så ser menighederne i de allerførste og verdensomvæltende år tilbage til Jesu fødsel, til barnet Jesus:

Gud åbenbarede hele sit guddommelige væsen og sin fylde gennem sin Søn Jesus. Guds Søn blev menneske.

Og Gud skabte gennem hans død på korset mulighed for fred og forsoning mellem sig selv og alt på jorden og i Himlen.

Mulighed. Og derfor siger Jesus: Hvis I ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer I slet ikke ind i det.

Vi må modtage Guds rige, vi kan ikke fortjene os til det.

***

Guds Søn blev født ind i verden, som alle andre børn bliver det. Så har vi forbindelsen til julen.

Jesus værdsætter de små ud over alle grænser. Det er det, vi lærer i dag. Han tager dem i favn, han velsigner dem, han velsigner med ved at lægger hænderne på dem.

Sådan velsigner Jesus alle børn til at komme til sig, han som blev et menneskebarn som os.

Så kunne det ikke være anderledes.

Men det var nyt. Disciplene forstod ikke det mindste. Børnene? Komme til Jesus? Nej, det var for galt, at forældre kom og forstyrrede mesteren.

Det, der bevæger dybt, er, at denne episode finder sted på vejen til Jerusalem. Kort efter er Jesus inde i Jerusalem og nedtællingen til hans død er i gang. Nej, den er i gang hele tiden, for han ved, det er det, der skal ske og må ske. For vor frelse, og også for børnenes frelse.

Lige før mødet med børnene er Jesus blevet spurgt til familielivet og siger jævnt, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Han siger, at skilsmisser sker, fordi vi mennesker har hårde hjerter og derfor er det bedre at blive skilt, hvis det kommer for vidt med fjendskab mellem de to ægtefæller. Gennem sin holdning ville Jesus også beskytte kvinder, som så let som ingenting kunne få et skilsmissebrev. Sådan var det ikke for mændene. Så Jesus har – efter min mening – kvinderne – i sigte. Kvinderne bliver givet en så høj status som muligt. Mændene bliver sat på plads.

Og nu børnene! De bliver givet en status, de aldrig havde haft i verdens historie.

Så det er de dengang svageste Jesus har i tanker på vej til sin lidelse og død. Men også de stærke mænd, hvis synd også skulle sones gennem hans korsdød.

Tænk engang, det er familien, Jesus er optaget af på vej til sin død. Det må vi ikke glemme.

Mændene, Jesu disciple, de tænker på de store ting, de er i gang med at udrette. De tænker på, hvad de skal have for det. Det er også noget, Jesus må forholde sig til på vej til sin død. De har forladt alt, også børn – men hustruer nævnes ikke – i al fald for en tid – for at være sammen med Jesus og virke med evangeliet i verden.

De skal blive hundreddobbelt velsignet for det, får de at vide, sammen med forfølgelser, både nu og i den kommende verden, siger Jesus.

Men – mange af de første skal blive de sidste, og de sidste de første. Siger Jesus. Så er munden lukket på hver og en af os.

Og så er vi tilbage ved børnene. Mon ikke de for disciplene var de sidste? Nu sættes de op som forbilleder ved deres afhængighed, lave status, hjælpeløshed. Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Vi kender Jesu kærlige stemme, som taler med uendelig medynk om og til alle hjælpeløse, alle undertrykte, alle modløse.

Og selv gjorde Jesus sig hjælpeløs, som et barn. Og han forblev sådan. Og han forbliver sådan. Han er og forbliver Gud, men også menneske. Derfor kan han hjælpe enhver af os, i hvad situation vi så er i. Hvilke fristelser der kommer imod os, hvilket mørke, der vil dække os.

Himlens lys kom i dig til jord

Skinner til ny oplysning stor,

Hedder det i en julesalme. Sådan er det. Han er Lyset, der oplyser os i vort mørke, og da vandrer vi glade videre med hans lys omkring os og i os. Det er et varmt lys, der opvarmer os. Ved hans Ånd.

De hjælpeløse er det, Gud bruger til at bringe sit rige ud i verden.

Som i læsningen fra Davids Salme:

”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender.” 

Så når salmen siger sådan, kunne Jesus umuligt andet end velsigne børnene, og børnene vil derfor også prise Jesus.

Som det skete kort tid efter, da Jesus red ind i Jerusalem. Da Jesus ankom til tempelpladsen, råbte børnene: Hosianna, Davids Søn! Det gjaldede af børneglæde der. Som det gør juleaften hos os, når vi synger: ”Et barn er født i Betlehem, thi glæder sig Jerusalem, halleluja, halleluja!”

De skriftkloge udfordrer Jesus til at stoppe børnesangen der: Hører du ikke, hvad de siger? Men Jesus svarer: »Jo, har I aldrig læst: ›Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang‹?«

Der har vi vores Davids Salme! Deres lovsang til Jesus er en lovsang til vor Herre, til Gud selv. Jesus er Gud, Guds Søn.

Og sådan forstod kristne fra begyndelsen tingene. For Hebræerbrevet citerer også denne salme for at vise, at det menneske, der kun var lidt ringere end engle, er ingen anden end Jesus selv. Som blev menneske, derfor altså lidt ringere end englene. Men kronet med herlighed og ære. Ja, det skete, tænkte de første kristne, da Jesus døde på korset. Det var hans kroning til konge for alle at se.

Og alt skulle også lægges under hans fødder, som det til sidst skal ske.

Så Jesus underviser selv i hvad denne Davids-salme betyder: Børnene der i templet opfylder salmens ord med deres lovprisning, og han selv, Jesus, er den, der er menneske, der krones gennem sin korsdød, og som forbliver menneske, også som opstanden og himmelfaren, men samtidig Gud.

Hosianna, råbte børnene. Det betyder: Frels dog! Det er netop, hvad Jesu navn betyder.

Og hvis vi ikke bliver som de små børn, kommer vi slet ikke ind i Himmeriget.

Hvis vi ikke erkender, at vi er hjælpeløse, så kan Jesus ikke give os sit Rige. Det er samtidig alvoren i dagens evangelium.

Så det er alvor med børnene, med at Jesus blev et barn, at vi skal blive som Ham, og det gør vi ved at tage imod ham som vores Frelser og Herre i vort hjerte. Overgiver os helt og fuldt til Ham. Følger ham i tykt og tyndt.

I den ånd kan vi vende os til den salme, Paulus citerer i sit brev til menigheden i Kolossæ.

En kristen salme, der kan være blevet til få år efter Jesu opstandelse.

”Han er forud for alt, og alt består ved ham. Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig.”

Vi finder ikke dele af Guds fylde her og der, i naturen for eksempel. Nej, HELE Guddomsfylden tog bolig i Jesus, i hans person, hans legeme og sjæl og ånd.

Det er Jesu opstandelse, der gør hele forskellen for os og for disciplene. Da graven var tom og Jesus var opstået og havde vist sig for dem i glimt, så brød jubelen løs, glæden ville ikke tage en ende.

Så var der ingen tvivl længere: den sidste skulle vise sig at være den første. Når Jesus er opstået, så er han også eet med Gud Fader, andet giver bare ikke mening. Det er helt fysisk for disciplene, at sådan er det. Og derfor var Jesus ikke blot den første, nemlig eet med Gud fra begyndelsen, forud for alt, men han er også den, der skal være den første, den første der gik ud af graven. Og her ved julens udgang forstår vi, at alt dette tog sin begyndelse, da Maria bar Jesus under sit hjerte og hele guddomsfylden lå i hendes skød. Sand Gud og sandt menneske. For det siger vi: Lov, tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kort prædiken ved Helligtrekonger andagt 2022

 

Evangeliet:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.  Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.  De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,

du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker,

som skal vogte mit folk, Israel. 

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.  Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Evangeliet når ud til verdens fire hjørner. Nogle gange kommer folk til evangeliet, andre gange kommer evangeliet til folk. De vise mænd kom langvejsfra og hørte evangeliet og drog hjem. Så blev en menighed plantet i Persien og omegn. Hans Egede tog til Grønland og forkyndte evangeliet. Og der opstod en menighed. Ja, dér opstod en menighed, som også har beholdt sit eget sprog og som udtrykker sig i salmer på deres eget sprog. Et sprog, som de fleste af os er ude af stand til at tale eller forstå. Og bibelen er oversat til grønlandsk, jeg har den med her, og salmebogen på grønlandsk. Og grønlændere har deres meditative og rolige måde at synge salmerne på. Hvorfor er det, vi andre nogle gange nærmest jager afsted? Nå, men vi har ikke levet med den store natur, de store vidder, det store have fyldt af isbjerge og hvaler. Derfor lærer Grønlands kirke os noget vigtigt: At vi ikke sådan skal have travlt med at komme ud af kirken, at vi har brug for at trække vejret helt roligt og tilbede Jesus og hans Fader og Helligånden uden at jappe igennem det. Sådan sang vi også engang i vore egne. Langsomt. Meget langsomt. Fordi sangen var en måde at få ordene ind i hjertet på og styrke os i fællesskabet i sangen. Der er også en tradition for grønlændere at klæde sig utrolig smukt på til gudstjeneste. Ligesom især sorte baptister i Amerika gør. De ærer Gud med deres smukke tøj. For vi træder frem for Skaberen og glæder os sammen over skønhed.

De vise mænd komme med skønne gaver til Jesus i krybben. Guld som til en konge, røgelse, fordi han er Guds søn, myrra som en profeti om, at Jesus en dag skulle salves af kvinder til at begraves. Han skulle nemlig dø for verden for at frelse os.

De vise mænd havde nemlig set en stjerne i opgang, som måske var Jupiter og Saturn, der fra jorden så ud som et stort lyslegeme på himlen tre gange i løbet af det år. Og de to planeter stod for en hersker i Romerriget og en jødisk konge ifølge de vise mænd. De sagde jo: Hvor er jøderne nyfødte konge?

De kommer derfor til Jerusalem. Men bliver dirigeret videre til Betlehem af de skriftkloge. For de finder stedet hos profeten Mika, hvor det hedder: ”Du Betlehem … . Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.”

De bliver altså dirigeret videre af et Guds ord. Det er ordet, der fører dem til Betlehem.

Og Guds ord er den stjerne, vi skal følge. Som vi sang om stjernen der ledte vise mænd til vor Herre Kristus hen, så har vi også en ledestjerne, og når vi gerne følger den, kommer vi til Jesus Kristus.

 

Så kommer det i sidste vers:

Denne stjerne lys og mild,

Som kan aldrig lede vild,

Er hans Guddoms-ord det klare,

Som han også lod åbenbare

Til at lyse for vor fod.

Og som Martin Luther siger: Den højeste og største kuns er at holde sig fast til ordet, og ikke tænke anderledes om guddommelige sager end ordet siger os. Det er den rette stjerne, som viser os Kristus.

Det nytter derfor ikke, at vi følger vor egen fornuft, siger Luther, men bare holde os til ordet og ikke vende os fra det. For følger vi vore egne tanker i stedet, så mister vi Kristus helt til sidst.

Ordet er jo skrevet til trøst for os, for at styrke os. Lad os derfor tilbede vor Herre som vor vores konge, og tage mod hans trøst og styrke. Amen.

Nytårsdags prædiken 2022

Vi siger godt nytår til hinanden, men ved ikke, om vi får hele året. Som om vi kan planlægge langt frem i tiden. Men det kan vi jo ikke.

Måske ville Jesu bror Jakob have været forarget. Han skrev det brev, vi hørte et stykke fra. Han siger: ”I aner ikke, hvordan jeres liv er i morgen.” Og vi må give Jakob ret. For har vi ikke set så mærkelige forandringer i alting de sidste par år med corona? Og har vi ikke oplevet pludselige dødsfald, som vi må sukke over. Og sygdom, der er uafvendelig. Jo, vi gør klogt i at lytte til Jakob, når han siger: I bruger store ord, ja, han siger, at mennesker praler om det, de skal gøre i det kommende år.

Vi kan godt planlægge, men hvis vi tager tiden for givet som VORES tid, så praler vi. I stedet, siger Jakob, så skal vi sige: ”Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det og det.”

Der er ikke noget galt med at planlægge året, der kommer, men der er noget galt med at lade Gud ude af billedet.

Hvis Herren vil.

Det er jo det, mennesker fra Mellemøsten, kristne som muslimer, lærer os. In sha allah, om Gud vil.

De har måske ad omveje taget Jakobs ord til sig. Ja, jeg tror ligefrem, at ordene kommer fra ham og er havnet som noget, der i Mellemøsten siges i dagligdagen.

Måske også fordi mennesker i Mellemøsten har oplevet og bliver ved med at opleve så mange omskiftelser, at de virkelig ikke stoler på sig selv.

Ja, vi bør sige: Om Gud vil, vil vi prøve at gennemføre det og det i år.

***

Vi må sige: Om Gud vil. For vi er, som vi hørte i Davids Salme: støv. Vi er skrøbelige, vi er forgængelige. Vi hænger ved livet, men kan på et øjeblik være borte. Vi ved det, men Gud ske lov kan vi også glemme det, så vi kan tage imod den glæde, hver dag giver.

Davids Salme peger på det, der er stabilt, når alt omskiftes. Gud er uomskiftelig, han er fra evighed, hørte vi.

Og der er en stemme af fortrøstning i ordene: Du har været vor bolig i slægt efter slægt, fra evighed til evighed er du Gud.

Det er jo den vending vi holder fast i, når vi beder i kirken.

Alle tider og evigheden er i Guds hånd.

Det er der hvile i. Gud er vor bolig. Vi har ham som vor bolig. Store, dejlige ord, som vi ikke rigtig kan fatte. Men de skønne ord peger frem mod det Jesus, Guds Søn, lærer os, nemlig at Gud er vor Far. Så trygge kan vi være, at Han har omsorg for os.

Det kan godt være, at jordiske fædre ikke altid har været, som de burde, men de vidste og vi ved, hvordan det burde være, og derfor kan vi tage til os, at Gud er vor perfekte og kærlige Far. Konfirmander forstår godt forskellen på deres egen far og Gud, så derfor ville de helst, at vi holdt fast i at sige Fader vor, i stedet for vor Far.

I Davids Salme er der dernæst en dyb afmagt over folkets fald, en historisk katastrofe, det har oplevet. Denne katastrofe er forbundet med folkets synder.

Og her kommer vi til noget, vi har svært ved at tale om. Vi taler gerne og længe om andres forsyndelser, også med harme. For det ligger i os, at tingene skal gå retfærdigt til, og at vi skal gøre op med mobning og undertrykkkelse. Vi taler om en retfærdig harme.

Og så hører vi fra Bibelen i dag: ”Vi går til i din vrede, vi forfærdes ved din harme.”

Vi forstår dybest set ikke Gud i det hele taget, heller ikke dette med vreden.

Gud er vred over, at livet går i stykker for dig og mig. Han vil, at vores liv skal lykkes. Han vil vores evige frelse.

Men Gud er også vred, når vi synder mod ham og mod vore medmennesker. Det er godt, at vi da i os mærker Guds vrede som modstand mod det forkerte, ødelæggende, vi gør, så skal vi mærke ekstra efter. For da drives vi hen til Jesus Kristus, vor gudommelige Frelser og Forløser fra synd og død og Satans rige. Da bliver alt godt.

Det var jo derfor Jesus påtog sig et menneskeliv som vores, dog uden synd, for at dø én gang for alle i vort sted, så når vi er forenet ved tro og dåb med Jesus, da er Gud ikke vred, men nådig. Han er vor fred. Han skaber glæden i os.

Og derfor beder salmisten frimodigt om, at Gud vil vise medlidenhed med os. Vil mætte os med sin godhed, når vi skal ud af vore senge om morgenen.

Og derfor kan vi også som folket i Davids Salme have den tiltro til Gud, at vi kan få så meget glæde, at vi kommer i ekstase. For folket håber på at komme til at juble og glæde sig resten af livet. Jubel – er det ikke tæt på ekstase? Som da det danske herrelandshold gjorde så mange lykkelige i sommer, så der blev fest og farver i gaderne?

Ja, måske endnu mere, da en upåagtet ung cykelrytter fra Midtjylland stille og rolig landedede på en andenplads i verdens hårdeste cykelløb i Frankrig?

***

På årets første dag er der døre, der synes at åbne sig, men der er også døre, der kan synes tillukkede.

For nogle er ørerne tillukkede, så hørelsen er forsvundet.

For nogle er synes forsvundet, så de ikke kan se.

For nogle er kroppens bevægelser lukket ned, så man må holde sig til en kørestol eller sengen.

Der er meget der kan lukke sig.

Sindet kan også lukkes ned i mørke tanker og tristhed. Hvad er der for mig i det kommende år, når jeg i dette øjeblik er i et uigennemtrængeligt mørke?

Vi hører i evangelierne, at Jesus er den, der åbnede blindes øjne, døves ører og meget mere.

Ved Ham åbnedes så mange døre, der før var lukket.

Han åbnede døren til Paradis, har vi sunget i julen, for hans kors er som en stige eller trappe tilbage til Paradis.

Han er Nøglen til at åbne døre for os, dag ud og dag ind. Alt, vi skal gøre, er at holde os nær til ham. Bede Ham komme ind i vort hjerte. Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig! Ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se! Sådan begyndte vi adventstiden med at bede. Men egentlig kan vi ikke åbne hjertets dør selv. Alt vi kan gøre er at bede om hjælp til, at hjertets dør kan åbne sig for ham.

Derfor er det, at Nøglen, Jesus Kristus, lærer os at bede. Hans bøn og han selv er nøglen.

Hvor vidunderligt, at Han efterlod os sin egen bøn som mønster for al bøn. Så vi ikke er i tvivl om, hvad der er godt at bede om.

Hans bøn er godt for al sygdom, al lidelse, al glæde, al fred, al tryghed og hvile i troen på ham.

Han begynder med at give os Guds navn: Far. Vi må kalde Gud vor Far

Og Jesus er døren til den sande glæde og trøst ved Hans fred.

Juledags prædiken

Der har været vist en julekalender med titlen Tidsrejsen. Her indgår en såkaldt gyro, som kan bringe en frem eller tilbage i tiden. Pigen Sofie vil gerne styre sine forældre tilbage til forelskelse i hinanden. Med denne gyro prøver hun at påvirke forældrene. Der ligger noget næsten almægtigt i det.

Noget med at har vi blot videnskab nok kan vi beherske verden. Problemet er, at i julekalenderen er det ét menneske, som vil beherske andre i familien. Flytte rundt på deres virkelighed. Hvis Gud ikke findes og hvor der ikke er tro på Ham, der gør mennesket sig et stykke af vejen til gud selv, og videnskaben bliver sammen med materialismen til et par af de store afguder. For hvis troen på Gud går ud, så kommer andre guder automatisk til, det sker, fordi vi er skabt til at tilbede Gud Skaberen, fordi vi er Hans, skabt i Hans billede.

Men i denne julekalender er der intet om Gud. Julekalenderen er blevet kritiseret for at forkynde ateisme – sammen med tro på videnskaben, at være en hyldest til videnskab – og ateisme.

Ateisten mener, at der ikke findes nogen Gud. Ingen som helst. Alle religioner er falske.

Sammen med meget forkert. Kristne behøver ikke at mene, at alle andre religioner er falske fra ende til anden.

Den kristne tror, at Gud har skabt alt. Og fordi kristne tror på Gud, kan de også se anelser om noget sandt i alle religioner, hvor mennesker søger Gud.

Men det må man mene som ateist.

Ateisten kæmper lige så meget som andre for retfærdighed. Han eller hun har tanken om, at noget er retfærdigt, noget andet uretfærdigt.

Men spørgsmålet er, hvor den tanke komme fra? For hvis Gud ikke eksisterer, så er der ingen rettesnor for livet, og så kan der i grunden ikke være noget, der er retfærdigt, noget andet der er uretfærdigt.

Anderledes for kristne, jøder og muslimer. Her er en tro på, at der er noget, der er retfærdigt.

Og noget er retfærdigt, fordi syndefaldet kom til, da Adam og Eva tog det, de ikke måtte tage. Vi er alle vævet ind i uretfærdighed.

Hele bibelhistorien er én lang kamp for at nå frem til ægte retfærdighed. Om hvordan det kan opnås. Gennem enkelte personer, der lever retfærdigt. Gennem konger, der er retfærdige over for folket.

Og efterhånden spidser det til: en konge, der har herlige navne: Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Han skal komme og skabe fuldkommen retfærdighed. Det hørte vi om i læsningen fra Esajas: at han skal herske uden ophør, evigt, og grundfæste og understøtte sit rige med ret og retfærdighed.

Det, som ateisten alligevel tror på, at der er noget der er retfærdigt og noget der er uretfærdigt, det er det, Bibelen handler om.

Men i alle slægtled, som Bibelen beretter om fra folket Israels historie, er der stor uretfærdighed. Den største uretfærdighed er ikke enkelte synder som vi kunne opregne som at stjæle, være utro, slå ihjel. Nej, den største uretfærdighed er at folket gang på gang og så igen, sammen med deres præster, vender sig væk fra den ene sande Gud til alle mulige andre guder og tilbeder dem.

Løsningen, Guds løsning, var at sende sin Søn til verden. Lægge herredømmet på hans skuldre. Lade ham bære verdens synder som et lam, der stedfortrædende ofres, så tilgivelsen kan træde i kraft. Det var det, der skete med, at Jesus blev menneske og med hele hans gerning fra fødsel til død til opstandelse.

Og her er der gang i den store tidsmaskine. Vi hørte, at ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos ’Gud, og Ordet var Gud.” At alt er blevet til ved Ham.

For Ordet er ingen anden end Ham, som fik navnet Jesus. Et ord eksisterer ikke alene. Nogen taler det ord. Sådan er det også med Jesus, han er Ordet og taler det. Enhver der taler, er blevet til ved at blive født af sine forældre. Sådan er Jesus den, der taler, og er født af Gud Fader før alle tider.

Det er det store mysterium vi fejrer: at Guds Søn er til fra evighed, har virket hemmelighedsfuldt gennem alle slægter til alle tider, og er ved dagenes ende blevet menneske, kød og blod som os, og har på jorden talt til sit slægtled og til alle kommende slægter til verdens ende, til Han kommer igen for at dømme levende og døde.

Han er i sandhed, hvad profeten anede: Underfuld, for alt hvad han gjorde var underfuldt og han helbrede som tegn syge af enhver slags som tegn på, at Guds rige er kommet i verden, han tilgav forud for alt menneskers skyld og synd.

Der klinger en tone af sejr og ekstase igennem evangelierne og apostlenes breve, at Jesus er den fuldkomne retfærdige, som bytter med os, for han tager al vores uretfærdighed og lader den blive naglet til korset sammen med sit legeme. Og så giver han enhver, som tror på ham, sin fuldkomne retfærdighed. Ikke at vi kan se det, men sådan er det på en hemmelighedsfuld måde, sådan at på dommens dag kan vi stå retfærdige for ham og møde ham med frimodighed og glæde.

Men alt dette betyder ikke, at kærlighed intet betyder, at vi kan være ligeglade med, hvordan vi lever. Tværtimod, vi har nu fået del i kilden til kærlighed. Det er det, apostlen Johannes lærer os at forstå og følge.

Sådan som apostlen Johannes siger: at vi elsker, fordi Gud først har elsket.

I gode tider mærker vi det ikke. Men i onde tider opdager vi det smerteligt: at kærligheden kan svinde ind, at vi kan blive så kolde. Og når vi bliver kolde, og frosten når ind i os, så sidder vi fast og kan ikke rokke os.

Sådan er Guds kærlighed: Gud har elsket verden sådan, at han tøede os op ved at sende sin Søn til verden for at bringe ham som sonoffer for vor skyld.

Vor skyld er netop det der bringer frost og kulde ind i os.

Guds kærlighed er ikke noget teoretisk. Guds kærlighed er handling: helt grundlæggende, at han én gang for alle sendte Jesus ind i vores verden. Derigennem erfarer vi, hvordan Gud altid har været og er. Vi bliver klar over Guds skjulte kærlighed gennem historien.

Gud er kærlighed. Det betyder, at alt, hvad Gud gør, er gjort i kærlighed. Han handler personligt i kærlighed. Det er Guds væsen.

Det kan vi ikke sige om os selv. Der er et svælg mellem Gud og os her. Vi kan altid varme os ved, at Guds væsen er at elske os.

Gud er både helt igennem kærlig og helt igennem lys, altså hellig. Det er derfor skabelsen begynder med lyset. Der er et vink om, at Gud selv er verdens lys, at Jesus er det. Som han selv siger. Guds lys og kærlighed kan ikke adskilles.

Gennem sit lys forstår vi, hvordan vi skal leve. Når vi forstår, at Gud er kærlighed, så fører det til, at vi elsker hinanden.

Vi kan ikke komme ind i nært forhold til den kærlige Gud uden selv at blive forvandlet til en kærlig person. Hvordan det? Ja, ved at Guds kærlighed forvandler os, tager kontrol over vores natur og ændrer på os. 

Det er en proces, som aldrig hører op i vores liv. Vi er altid på vej. Vi falder, vi bliver hjulpet på benene, af Gud, af et medmenneske. Sådan er livet.

Og derfor er det vidunderligt opmuntrende på en særlig måde, at Johannesevangeliets juleevangelium lyder således: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Ja, det er godt nok, men egentlig står der bogstaveligt: slog sit telt op iblandt os.

Et telt. Et telt kan flyttes. Fra sted til sted. Som livet er, en vandring. Javel, nogle gange en vandring på stedet, men en vandring.

Jeg foreslår ikke, at vi skal til at bo i telte. Men det godt at minde om, at Gud vandrede med sit folk efter udgangen fra Egypten, var med dem i ørkenen i de fyrre år. Og hans bolig? Det var et telt. Som alle boede i telte, sådan også Gud.

David syntes mange århundreder senere, at det egentlig var for dårligt, men Gud havde været tilfreds. Det blev dog til et tempel i Jerusalem, som efter flere genopbygninger bestod på Jesu tid.

Men Jesus lod forstå, at templernes tid var ved at være omme. Nej, det handler om at tilbede Gud i ånd og sandhed, om at elske Gud af hjerte, sjæl og sind, og næsten som os selv. At Gud bor i os, usynligt, men dog virkeligt, og til tider til at tage og føle på. Nemlig når Gud bringer freden ind i os igen og lader tilgivelsens ånd fylde alt.

Når alt det er sagt, så er det smerteligt, at evangeliet her juledag fortæller os, at Kristus, Jesus, Verdens Lys, kom ind i verden, men den verden, Han selv havde skabt, ville ikke vide af Ham.

Vi vil helst – og ikke mindst ved juletid – have tingene malet i varme gode farver. Men altså: Verden tog i stort omfang ikke imod Jesus. Det er et drama, vi oftest ikke tænker over eller lægger mærke til:

At Gud selv blev et menneske, bogstaveligt svandt ind fra hele universet til Marias skød og lå og svømmede i hende. Og kom ud ved fødslen og blev voksen en dag. Og verden tog ikke imod ham. Gud ske lov var det også sådan, at mørket ikke kunne få bugt med ham. Det greb og begreb ikke Jesus.

Sådan kan vi også have det. Vi begriber ham ikke. Det virker så utroligt og næsten som et eventyr uden virkelighed. Men kære menighed, huske nu, at eventyrene er skabt af det stof, som vi nu er samlet om. Eventyret skete jo, da Gud blev et menneskebarn, led og døde i verden.

Når vi tænker lidt efter og gennemgår trosbekendelsen i tankerne, så ser vi, at vi ikke siger noget som helst om hele Jesus liv, kun om hans undfangelse og fødsel og så det omkring hans død.

Alligevel er der et ord, der udtrykker hele hans liv fra fødsel til død, og som er det, der gør, at der blev opstandelse: det er ordet: pint. Han blev pint, ikke bare med pisk, som nærmest ødelagde huden på ryggen, så det var et stort sår, ikke bare med den forfærdelige korsfæstelse. Nej, han blev pint, han led, livet igennem. Det gjorde han i solidaritet med os. Det gjorde han for os, for vor skyld. For at åbne døren til paradis igen. For at frelse os fra os selv, fra mørket, fra fortabelsen. Alt det kostede ham lidelsen og pinslen.

Og sådan forstår vi lidt efter lidt bedre, at han virkelig blev et menneske. Ikke en figur i en bog, men et menneske, der bad i angstens sved i Getsemane, et menneske, der sukkede over vantro, der var træt af, at hans disciple ikke forstod ham og havde så lille en tro. Et menneske, som blev prøvet i alle ting og aldrig syndede, som levede alt, alt, hvad han sagde.

Det store under, mysteriet, som vi aldrig bliver færdige med, er, at Han, der bærer alle ting, lod sig bære af Maria. Glædelig jul!

Juleaftens prædiken

Enten er det hele bare glasur på julen, eller også er det det vigtigste i verden, som alt afhænger af.

Enten er Jesus Frelser for alt, hvad der frelses kan, eller også er Han ingenting.

Og hvis frelse ikke betyder andet end et ord fra gamle dage, som vi ikke kan bruge til noget, så er der intet at fejre i julen.

Der er stemmer, der vil få os lokket i en dyb søvn, så Frelseren bliver en fjern eventyrfigur.

Og sandt at sige: Hvis Jesus blot er en person, der var lidt humanistisk indstillet, så betyder han intet. Så har vi intet at betyde, kære menighed.

Det er som med Tornerose, der sover og sover. Vi er døset i søvn af vores magelige liv. Der er problemer, men vi er aldrig selv problemet. Der er politikere, som vi kan kaste mudder på i månedsvis, der er TV-kendisser, som vi ligeledes kan beskæftige os med. Og alt afhængig af vore personlige holdninger, kan vi deltage i mudderkastningen.

Men pilen peger aldrig på os selv.

Det gør den i Bibelen. Det gør den, når Jesus taler. Ingen er retfærdig, ikke én, hedder det i Bibelen. Eller Jesus: den, der er syndfri, kan jo kaste den første sten.

Hvad skal vi bruge det til? Til at sørge over os selv. For kun sådan kan vi modtage Frelseren i vort hjerte.

Ja, i vort hjerte.

Vi kan lyserødt tale om den mørke og kolde stald, som for resten og sikkert ikke var kold, men dejlig at være i, fordi stalden blot var den ene del af huset, hvor der lige var plads til at lægge barnet i fodertruget.

Som voksen talte Jesus:  Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 

Det er Jesu eget julebudskab: Lad ikke angst og forfærdelse fylde jer! Vejen ude af angst og forfærdelse er så enkel: Tro på Gud og tro på mig!

Kære menighed! Det er sandt. Det er så enkelt. Det er ikke indviklet.

Men det er et skridt, vi hver især må tage. Helt individuelt. Det ser vi i evangelierne. Hver enkelt discipel måtte tage stilling, om han eller hun ville blive hos Jesus, eller gå sin vej og leve livet som sædvanligt.

Ved hver begravelse håber vi på det evige liv. Og her får vi Jesu ord: Tror vi på Gud og ham, så er der mange boliger i Guds rige, en til hver af os.

Og nu går han fra det med at tro til det med at elske.

Siger vi ikke, at kristendom er næstekærlighed? Det er sandt, men der er mere: det er kærlighed til Gud og Jesus, og derigennem også kærlighed til næsten, helt uanset hvem han eller hun er.

Hvad siger Jesus: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Og nu kommer indvendingen: Hvad? Er det kun dem på det der hold, som følger Jesus, som frelses?

Kære menighed! Det er en forkert måde at tale om det på. Der er nogen hold. Men jo, der er en fåreflok, og det kan ikke laves om Men enhver, kan øjeblik for øjeblik afgøre sig for at være med. Og der er i evangeliet ikke noget, der hedder teoretisk at tale om frelse, og hvem der bliver det. Der gælder kun én ting.

At vi hver især, helt individuelt, sørger over vore synder og indser, at vi har brug for Frelseren. Nu og i evighed. Så realistisk og så simpelt er det.

Andet kan vi som kristne ikke sige. For vi er ikke Gud selv. Vi kan kun holde os til Jesu ord, til det, han har åbenbaret og sagt og henvist os til.

 

Hvis vi vil være klogere end ham, så er vejen også åben, men vi kommer ind i en blindgyde.

 

Nej, vejen til Gud er knyttet til Jesus.

 

 

En anden indvending: Nogle vil adskille tingene og sige, at det ikke betyder noget, hvordan vi lever, for Gud er kærlig og god og vil os det bedste. Han tilgiver nok i sidste ende alt.

 

Sådan taler Jesus ikke: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.

 

Hold fast ved hans ord. Det er den måde, vi elsker ham. For ellers elsker vi ham ikke. Og på den måde holder Jesus vores liv sammen med et mål: at leve, som han har lært os.

 

Og vores kærlighed til Jesus gennem at holde hans ord, gør, at Faderen også elsker os, siger Jesus selv.

 

Når vi sådan overgiver os til Jesus og dedikerer vores liv til at holde hans ord, så kommer der et dejligt, det stærkt, virkeligt løfte: Og vi (altså Faderen og Jesus) vil komme til ham og tage bolig hos ham.

 

Det er julen i og hos os. Det er det, han lover. Det er vidunderligt! Ikke noget fjernt, men helt nært i os.

 

Tanken kan ikke nå Gud, men tro og bøn kan. Og da kommer Faderen og Jesus til os med Helligånden. Og Helligånden er i vort hjerte og sind og formaner os, trøster os, opmuntrer os, indgiver os sorg over det forkerte, vi gør, så vi altid, igen og igen, kan bede om tilgivelse og få fred med Gud dag for dag.

 

Om du er alene eller sammen med andre i julen, betyder intet, for som Jesu discipel har du Faderen og Jesus hos dig. Det lover Jesus. Det er sandt. Det er stort. Det er urokkelig sandt.

 

Og når vi dedikerer os til ham, så kommer han også til os, når vi er nede og tager os op på sine skuldre, når vi er fortvivlede, tænder han et lille bitte lys i vort mørke, så vi kan være i det, når du føler, at alt er meningsløst, så husk altid de enkle ord: Tro på Gud og tro på mig! Så er alt vel, nu og i al evighed. Glædelig jul i sorg og glæde! Glædelig jul til dig, der sørger, glædelig jul til dig, som er glad, glædelig jul til dig, som ikke ved, hvad du er. Amen.

Godt budskab til fattige og sultne - med Bruce Springsteens Hungry hearts - prædiken til første søndag i advent 2021

Jesus kom til sin hjemby Nazareth. Til synagogen. Det er den tidligste gang, vi hører om en synagoge-gudstjeneste.

 

Jesus læser selv fra Bibelen, Gammel Testamente. Fra profeten Esajas’ bog. Det er et stykke, han selv vælger.

 

Herren ånd er over mig,

For han har salvet mig, begynder stykket.

 

Som Jesus lod sig døbe, og da kom Helligånden over ham.

 

Han blev salvet. Kristus betyder netop: den Salvede Konge.

 

Alt det, Israels folk længtes efter, en konge, der opfyldte de skønne profetier, det er Jesus Kristus.

 

Jesus samler sin mission i Esajas’ ord: forkyndelse af et godt budskab til fattige, frigivelse af fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte, kort sagt: et nådeår fra Herren.

 

En tid, hvor Guds tilgivelse uddeles gennem Jesus Kristus. En ny tid i verdenshistorien.

 

  

Bruce Springsteen har en sang med omkvædet: Hungry Hearts.

En sang om, hvordan sulten kan stilles.

 

Han fortæller, han har kone og barn og hjem.

Men så rejser han.

Hvorfor? Hvorfor ikke blot derhjemme? For han har et hjem.

 

Men der kan være noget i os, der længes efter mere.

 

For vi skal ikke fyldes af familien og hjemmet alene.

 

Der er en sult som først stilles i Guds synlige rige. Det sukker vi efter. Uden vi ved det. Det kan også være, Springstten ikke ved det.

 

Og nogle kan opleve som apostlene at blive fyldt i overvældende grad af glæde, fred og lykke, mens de vandrede rundt og prædikede og led langt hjemmefra. Men for evangeliets skyld. For Kristi skyld. Så kunne de bære hvad som helst. De havde en mission.

 

Det har vi også.

 

Det skal ud til hele vort folk og blive ved med at gøre det.

 

***

 

Jesus forkynder godt budskab til fattige. Og har det 'brød', der virkelig mætter.

Springsteen synger: Everybody's got a hungry heart.

Hungeren stilles dybeste set ikke ved noget i dette liv. Jo, vi kan nyde ro og fred med Guds velsignelse af alle hans gode gaver, der kommer ovenned.

Men dybest set har vores hunger med evigheden at gøre. Et hjem kan gøre en lykkelig, hvis alt er godt i det hjem. Men ikke fuldstændig lykkelig.

For vi er skabt for evigheden. Skabt til at mættes af Gud selv. Ja, til at mættes af Jesus Kristus, som siger om brødet: Dette er mit legeme, som giver for jer til syndernes forladelse. Om vinen. Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Han giver sig selv. Ja, vi spiser ham selv. På en måde vi ikke begriber. Men på en måde, der giver os styrke til at stå livet igennem frem mod evigheden. Så kan vi godt holde hungeren efter alt godt i vores almindelige liv ud. Den sult og hunger, som ikke er blevet stillet.

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.

Tag imod det brød og den vin, der mætter med guddommelig kraft!

Og nu vender jeg kort tilbage til Springsteens sang Everybody’s got a hungry heart, alle har et hjerte, der er sultent.

For selve musikken til den sang har sit eget liv af begejstring. Ligesom uafhængig af ordene. Når man ser, hvordan folk kommer i ekstase over denne musik og sang, så peger det på noget, som vi i kirken har pakket væk.

Nemlig begejstringen. Er vi sådan begejstrede i kirken? Smittende begejstring?

Måske er kun tilladt at være middelmådigt glad i kirken? Altså ved vore fælles uskrevne regler.

Vi kender alle nogen, der kan fortælle med en undertrykt begejstring eller glad forundring om den eksplosion af glæde, der findes i afroamerikanske kirker i USA.

Og som præst føler jeg et stik i hjertet, når jeg hører det. For sådan er det jo ikke her hos os. Og samtidig ved jeg, at det er Guds Ånd, som skaber tro, håb, kærlighed, trofasthed, udholdenhed, afsky for onde gerninger, fred og glæde og meget mere.

Her kommer Paulus’ ord ind: Det er på tide at stå op af søvne, siger apostlen Paulus.

 

Timen er der. Det er nu. Der er nu hver dag, vi står op. Det nu også når vi går i seng.

 

Det er en stærk opmuntring til os at leve som kristne, som Jesu disciple, i nuet.

 

Der bliver tit talt om at leve i nuet. Det er også sandt, men hvad vil det egentlig sige? For os kristne betyder det et opgør med al selvbehagelighed hele tiden uden ophør. Det vil sige, at vi skal iklæde os Herren Jesus Kristus. Vi skal altså identificere os med ham så meget, at hans vilje og tanker lever i os dag for dag.

 

Vi kan tage Springsteens sang videre fra det ligefremme plan. Han taler i sangen om at have et hjem og alligevel forlade kone og børn til fordel for en anden kvinde, som han ved, ikke bliver til noget, og så alligevel ikke kunne modstå fristelsen, men igen og igen tage tilbage til denne anden kvinde.

 

I bibelen er forholdet mellem Gud og folket lige netop skildret i stil med en Springsteen-sang. Folket har egentlig Gud som deres Gud, men de vender sig igen og igen fuldstændig væk til andre guder.

 

En vaklen mellem Gud og alt muligt andet, som fylder det hele ud.

 

Og her er det ikke nok med begejstring, der må ordet, det klare ord fra Jesus Kristus, det ord, der aldrig forgår. Det ord skaber, når vi lytter og mediterer over det, det ord skaber ved Helligånden alt det, der skaber salighed, ikke blot lykke, men salighed 

Helligåndens gaver og frugter er så store og så mange, at det ikke bare kan handle om begejstring i udvendig form. Men ikke desto mindre så er der noget ved begejstringen ved Springsteen koncerterne, som ’klikker’ med det, jeg læste til morgen.

Kirkefaderen Augustin skriver om, hvordan vores liv går ud på at forberede os på lovsang i himlen. At prise Gud. Han siger, at vi er nødt til at forberede os på at synge.

Derfor: Lovsang vil vi synge og forberede os på at synge til Guds pris i evigheden.

Som folk begejstret råbte eller måske sang: Hosianna Davids Søn! da Jesus red ind i Jerusalem.

Men lovsangen kan blive kvalt - af os selv. Vi kan vælge lovsangen fra. 

Jesus stiller enhver, dengang og i dag, over for et valg: at tage imod ham sådan, at vi beslutter at leve som hans disciple i dag endnu mere end nogensinde.

For kun når vi gør det, kan glæden over Ham og freden fra ham for taget i os.

Vi ved det alt for godt, at når vi holder os lidt på afstand af Ham, så bliver der også afstand.

Så kan vi høre ordene: I dag er det, I har hørt gået i opfyldelse. Godt budskab til jer, der er fattige og forkomne i jeres ånd og sjæl og krop.

Jer, der er syge og mangler al næring fra mig, mangler at tilbydes og tage imod tilgivelsen.

Tilgivelsen, som kun Jesus Kristus har magt til at give os, når vi vender os til ham.

---

Da Jesus udåndede på korset, flængedes samtidig i templet det enorme forhæng, der adskilte det hellige fra det allerhelligste rum i templet. Et tegn på, at indgang til Gud er gennem Jesus nu, ikke gennem en bygning.

 

Som Jesus siger: Jeg er døren! Og som hans får og disciple kan vi nu gå ind og ud og finde åndelig næring i hans evangelium. Dag for dag. Sådan at i dag virkelig hver dag er – i dag. En nådens dag, med dugfrisk glæde, fred, håb, tilgivelse på vej til os. Amen.

Jesus kom til sin hjemby Nazareth. Til synagogen. Det er den tidligste gang, vi hører om en synagoge-gudstjeneste.

 

Jesus læser selv fra Bibelen, Gammel Testamente. Fra profeten Esajas’ bog. Det er et stykke, han selv vælger.

 

Herren ånd er over mig,

For han har salvet mig, begynder stykket.

 

Som Jesus lod sig døbe, og da kom Helligånden over ham.

 

Han blev salvet. Kristus betyder netop: den Salvede Konge.

 

Alt det, Israels folk længtes efter, en konge, der opfyldte de skønne profetier, det er Jesus Kristus.

 

Jesus samler sin mission i Esajas’ ord: forkyndelse af et godt budskab til fattige, frigivelse af fanger, syn til blinde, frihed til undertrykte, kort sagt: et nådeår fra Herren.

 

En tid, hvor Guds tilgivelse uddeles gennem Jesus Kristus. En ny tid i verdenshistorien.

 

 

 

Stille sulten (Springsteen)

Men hvorfor ikke blot derhjemme? For han har et hjem.

 

Men der kan være noget i os, der længes efter mere.

 

For vi skal ikke fyldes af familien og hjemmet alene.

 

Der er en sult som først stilles i Guds synlige rige. Det sukker vi efter. Uden vi ved det.

 

Og nogle kan opleve som apostlene at blive fyldt i overvældende grad af glæde, fred og lykke, mens de vandrede rundt og prædikede og led langt hjemmefra. Men for evangeliets skyld. For Kristi skyld. Så kunne de bære hvad som helst. De havde en mission.

 

Det har vi også.

 

Det skal ud til hele vort folk og blive ved med at gøre det.

 

***

 

Jesus forkynder godt budskab til fattige. Og har det 'brød', der virkelig mætter.

 

Springsteen synger: Everybody's got a hungry heart.

Hungeren stilles dybeste set ikke ved noget i dette liv. Jo, vi kan nyde ro og fred med Guds velsignelse af alle hans gode gaver, der kommer ovenned.

 

Men dybest set har vores hunger med evigheden at gøre. Et hjem kan gøre en lykkelig, hvis alt er godt i det hjem. Men ikke fuldstændig lykkelig.

 

For vi er skabt for evigheden. Skabt til at mættes af Gud selv. Ja, til at mættes af Jesus Kristus, som siger om brødet: Dette er mit legeme, som giver for jer til syndernes forladelse. Om vinen. Dette er mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Han giver sig selv. Ja, vi spiser ham selv. På en måde vi ikke begriber. Men på en måde, der giver os styrke til at stå livet igennem frem mod evigheden. Så kan vi godt holde hungeren efter alt godt i vores almindelige liv ud. Den sult og hunger, som ikke er blevet stillet.

 

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed, for de skal mættes.

Tag imod det brød og den vin, der mætter med guddommelig kraft!

 

Og nu vender jeg kort tilbage til Springsteens sang Everybody’s got a hungry heart, alle har et hjerte, der er sultent.

 

For selve musikken til den sang har sit eget liv af begejstring. Ligesom uafhængig af ordene. Når man ser, hvordan folk kommer i ekstase over denne musik og sang, så peger det på noget, som vi i kirken har pakket væk.

 

Nemlig begejstringen. Er vi sådan begejstrede i kirken? Smittende begejstring?

 

Måske er kun tilladt at være middelmådigt glad i kirken? Altså ved vore fælles uskrevne regler.

 

Vi kender alle nogen, der kan fortælle med en undertrykt begejstring eller glad forundring om den eksplosion af glæde, der findes i afroamerikanske kirker i USA.

 

Og som præst føler jeg et stik i hjertet, når jeg hører det. For sådan er det jo ikke her hos os. Og samtidig ved jeg, at det er Guds Ånd, som skaber tro, håb, kærlighed, trofasthed, udholdenhed, afsky for onde gerninger, fred og glæde og meget mere.

 

Her kommer Paulus’ ord ind.

 

Det er på tide at stå op af søvne, siger apostlen Paulus.

 

Timen er der. Det er nu. Der er nu hver dag, vi står op. Det nu også når vi går i seng.

 

Det er en stærk opmuntring til os at leve som kristne, som Jesu disciple, i nuet.

 

Der bliver tit talt om at leve i nuet. Det er også sandt, men hvad vil det egentlig sige? For os kristne betyder det et opgør med al selvbehagelighed hele tiden uden ophør. Det vil sige, at vi skal iklæde os Herren Jesus Kristus. Vi skal altså identificere os med ham så meget, at hans vilje og tanker lever i os dag for dag.

 

Vi kan tage Springsteens sang videre fra det ligefremme plan. Han taler i sangen om at have et hjem og alligevel forlade kone og børn til fordel for en anden kvinde, som han ved, ikke bliver til noget, og så alligevel ikke kunne modstå fristelsen, men igen og igen tage tilbage til denne anden kvinde.

 

I bibelen er forholdet mellem Gud og folket lige netop skildret i stil med en Springsteen-sang. Folket har egentlig Gud som deres Gud, men de vender sig igen og igen fuldstændig væk til andre guder.

 

En vaklen mellem Gud og alt muligt andet, som fylder det hele ud.

 

Og her er det ikke nok med begejstring, der må ordet, det klare ord fra Jesus Kristus, det ord, der aldrig forgår. Det ord skaber, når vi lytter og mediterer over det, det ord skaber ved Helligånden alt det, der skaber salighed, ikke blot lykke, men salighed.

 

Helligåndens gaver og frugter er så store og så mange, at det ikke bare kan handle om begejstring i udvendig form. Men ikke desto mindre så er der noget ved begejstringen ved Springsteen koncerterne, som ’klikker’ med det, jeg læste til morgen.

 

Kirkefaderen Augustin skriver om, hvordan vores liv går ud på at forberede os på lovsang i himlen. At prise Gud. Han siger, at vi er nødt til at forberede os på at synge.

 

Derfor: Lovsang vil vi synge og forberede os på at synge til Guds pris i evigheden.

 

Som folk begejstret råbt eller måske sang: Hosianna Davids Søn! da Jesus red ind i Jerusalem.

 

Men lovsangen kan blive kvalt - af os selv. Vi kan vælge lovsangen fra.

 

Jesus stiller enhver, dengang og i dag, over for et valg: at tage imod ham sådan, at vi beslutter at leve som hans disciple i dag endnu mere end nogensinde.

 

For kun når vi gør det, kan glæden over Ham og freden fra ham for taget i os.

 

Vi ved det alt for godt, at når vi holder os lidt på afstand af Ham, så bliver der også afstand.

 

Så kan vi høre ordene: I dag er det, I har hørt gået i opfyldelse. Godt budskab til jer, der er fattige og forkomne i jeres ånd og sjæl og krop.

 

Jer, der er syge og mangler al næring fra mig, mangler at tilbydes og tage imod tilgivelsen.

 

Tilgivelsen, som kun Jesus Kristus har magt til at give os, når vi vender os til ham.

 

---

 

Da Jesus udåndede på korset, flængedes samtidig i templet det enorme forhæng, der adskilte det hellige fra det allerhelligste rum i templet. Et tegn på, at indgang til Gud er gennem Jesus nu, ikke gennem en bygning.

 

Som Jesus siger: Jeg er døren! Og som hans får og disciple kan vi nu gå ind og ud og finde åndelig næring i hans evangelium. Dag for dag. Sådan at i dag virkelig hver dag er – i dag. En nådens dag, med dugfrisk glæde, fred, håb, tilgivelse på vej til os. Amen.

 

Prædiken til Alle Helgen

I dag samles vi for sammen at mindes vore døde. Især dem, der er døde i det sidste års tid. Men også dem, vi ellers har mistet.

Så det er en tid til at græde over tabet af dem, vi har været forbundet med, både på godt og på ondt:

En ægtefælle

En bror eller søster

Et barn

Et handicappet barn

En far eller mor

En bedstefar eller bedstemor

Ja, og en oldemor eller oldefar

Eller en ven

Eller en bekendt, som dog har betydet meget for os.

Vi mindes deres hele væsen. Deres vanskeligheder, deres glæder, deres styrke og deres svaghed, deres temperament. Deres humor. Og deres tro og tillid til Gud og til, at han vil skænke det evige liv, sådan som han i dåben har lovet at give det.

Vi kan ikke altid glemme, hvad der var mellem os, som aldrig helt blev rettet ud.

Alt dette er også med i sorgen i dag. Når vi sørger over vore døde, sørger nogle af os i al fald også, fordi tingene kunne have været bedre mellem os. Vi sørger over, at de var syndere, men når vi tænker efter, kan vi også sørge, fordi vi selv er det.

Og så er vi kommet et sted hen, hvor Jesu evangelium kan tale til os, tale vores hjerte, så der sker noget derinde i os til forandring.

Salige er de, der sørger, for de skal trøstes. Altså, når vi kommer med vor sorg til Gud, og søger hans trøst, som den er i sandhed, så trøstes vi også. For vi trøstes, samtidig med at vi ser sandheden om vore kære og os selv i øjnene.

Salige er de fattige i ånden, siger han. Er du og jeg fattige i ånden? Det er vi, når vi erkender ikke kun de andres forsyndelser, men dybt erkender vore egne brist og synder.

Fattige i ånden er vi, når vi har lært at vente alt af Gud. Da er vi salige, siger vor Herre Jesus.

For så kan saligheden komme ind i hjertet og fylde det. Kun hvis vi erkender vor tomhed, kan den fyldes.

Det er derfor, Jesus aldrig nogensinde kunne komme til at sige: Salige er de rige i ånden. For de er allerede fyldt, så der er ikke plads til saligheden, frelsen.

Enten er vi farisæeren, der livet igennem står og takker for, at han ikke er som de andre og ser ned på de andre. Eller også vælger vi at se tolderen som eksempel til efterfølgelse: Han slog sig for brystet og bad blot denne bøn: Vær mig synder nådig. Han gik retfærdiggjort hjem, siger Jesus.

Salig den, der hungrer og tørster efter retfærdighed. Netop ikke vore egen retfærdighed, men Guds retfærdighed. Sørger over al uret, som sker og som også findes i vort eget hjerte. Kun ved Jesu død i vort sted, kun ved at han tager vores uretfærdighed og lader den korsfæste sammen med sit legeme, kan vi ved at klynge os til ham blive retfærdiggjorte. Vi iføres hans personlige retfærdighed. Men vi vedbliver i os selv at være uretfærdige. Det sker jo hele tiden for os. Og hvis vi siger, det ikke er sådan, så lyver vi og sandheden er ikke i os.

Jesus har sikret sig, at vi aldrig glemmer dette, når han lærte os bønnen: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere.

Den anden side af den mønt er, at hvis vi ikke forlader andre deres skyld over for os, så tilgiver Gud heller ikke os, så kommer vi ikke ind i Guds rige, så ender vi uden for.

Sådan lærer Jesus Kristus os det, der gør os salige, så vi får evigt liv med ham. Han lærer os i virkeligheden også, hvad der gør os lykkelige her og nu. For når vi dybt indser vores åndelige fattigdom og tyr til vor Herre Jesus som vores eneste redning, så tændes der lys, håb, lykke i os. Det kan ikke være anderledes.

De fattige i ånden tager Guds krav på fuldt alvor og vil virkelig leve som kristne, men derved bliver det endnu mere klart for dem, hvor meget de mangler.

Da bliver vi også mættede. For hungrer og tørster vi efter retfærdigheden, retfærdighed i alle ting i os og de andre og i hele verden, retfærdigheden, som skete fyldest, da Jesus døde på grund af verdens, altså vores, uretfærdighed, hungrer og tørster vi sådan, da skal vi mættes, lover Jesus.

Når vi først vænner os til at modtage Guds frelse og tilgivelse, så kan vi også give og øse deraf til andre. Derfor opmuntrer Jesus os til at give.

Salige er de, der er sagtmodige, dvs. milde, venlige over for dem, de bliver forurettet af. De, som ikke hævner sig eller betaler ondt med ondt, men overgiver deres sag i Guds hånd. De skal arve jorden, siger Jesus.

Arve jorden. Så dejligt konkret, selvom vi ikke ved, hvad det betyder helt kontant. Men Jesus giver os et tydeligt billede af det, han lover os.

Så får vi også lyst til at leve, som han anviser os. Og lykken følger med.

Martin Luther siger i en prædiken til dagen i dag:

”For den, som hjertelig erkender sin synd, begærer nåde, og den, som alvorlig frygter død og helvede, vil også alvorlig glæde sig ved livet og himlen.”

Glæde sig ved livet og himlen. Livet nu og livet i evigheden.

Salige er de, som stifter fred. De hævder ikke sig selv, strides ikke om penge prestige og ære, lider hellere uret. De udjævner gerne modsætninger. De kommer ud for chikane og forfølgelse og bliver set ned på, præcis fordi de søger Gud og hans retfærdighed. Men når de gør vi det, så skal de kaldes Guds børn. Jamen, er vi ikke det allerede ved dåben? Jo, men hvis vi jager freden bort, så løber vi jo også væk fra Gud vor himmelske Fader.

***

Vi mindes også særlige troshelte, altså mennesker, der med deres tro er som et lys i mørket for os, et pejlemærke, et fyrtårn.

Vi skal også mindes dem, der har givet deres liv for troen på Jesus Kristus, ja, dem, der er blevet martyrer.

Her på Samsø har vi haft iranere boende, som har prøvet tortur i fængsler, fordi de troede på Jesus. Hængt op med fødderne lige over gulvet for eksempel. Den iranske kirke er vokset kolossalt ikke mindst på grund af det mod nogle kristne der udviste, som også har ført til døden.

Men jeg vil gerne gå tilbage i historien til de tidlige tider, hvor kristne også døde for deres tro.

Kristne der blev martyrer fra Kasserine i det vestlige Tunesien. 17. juli 180. Det var syv mænd: Speratus, Nartzalus, Cittinus, Veturius, Felix, Aquilinus, Laetantius og fem kvinder: Januaria, Generosa, Vestia, Donata, Secunda.

De ville bare ikke ofre så meget som lidt røgelse til kejseren som til en Gud. En af dem sagde: ”Vi ærer kejseren som kejser, men frygter kun Gud.” De havde intet ondt bedrevet. De blev halshugget.

Og så har vi historien om Perpetua. Hun blev bare 22 år gammel. Hun blev martyr år 203 e.Kr. Hun levede et perfekt og behageligt overklasseliv i Karthago i Nordafrika. Men så blev hun indfanget af den kristne tro. Hun gik til dåbsundervisning. Så blev hun arresteret. Hun svarede klart, at hun var kristen, og så ventede fængsel og død. Fængslerne dengang var fyldt af stank, det var varmt, og hun fik frataget sit spædbarn. Hun får dog en tid barnet tilbage igen ved venners hjælp.

Hun får flere syner i drømme, som styrker hende til at bære det, der skal komme, uden at blinke. De kristne i fængslet styrker hinanden sammen, og præsten, som har undervist dem, melder sig for at være hos dem i fængslet og dø sammen med dem. Et stærkt fællesskab, som påvirker en af fangevogterne, så han bliver kristen.

Da Perpetua ikke ville frasige sig sin tro, skulle hun og andre kristne smides for vilde dyr i arenaen. Normalt var den straf forbeholdt mænd, men når de gjaldt kristne, var der ingen fine fornemmelser, så blev kvinder også smidt for de vilde dyr.

Perpetua og de andre kristne bliver lemlæstes af dyrene og til sidst skal de endelig død for gladiatorens sværd. Gladiatoren rammer forkert i første omgang og rammer hendes skulder, så hun styrer selv hans sværd mod sin strube og dør ved næste slag. Så stærk en tro havde hun.

Vi beder nu Gud: Giv os at kæmpe med det samme mod som fordum her din helgenskare god.

Om vores vej videre i verden kan vi sige ligesom hvis vi taler til helgenerne:

O høje helgensamfund af vor æt!

Vor vej er dunkel, eders lys og let;

os alle dog bærer Guds åndedræt.

 

Prædiken om tro, tvivl, og kamp - 21. søndag efter trinitatis

Hvad skal der til for at tage 30-40 km. afsted fra Kapernaum til Kana for at bede Jesus om at helbrede ens søn?

Der skal vel et håb om, at Jesus har kraft til at helbrede. Også her på Samsø har jeg set mennesker komme rejsende i håb om, at de blev helbredt ved Guds kraft gennem Hans Berntsen, som vi flere gange har haft på besøg.

Hele denne rejse på op mod 40 km har givet anledning til at tænke dybt over livet. Og den kongelige embedsmand kom altså til Kana med den viden, at Jesus der havde forvandlet vand til vin.

Kære menighed! Det er altid det, Han vil: forvandle vort vand til vin. Gøre glæden stor. Gøre troen fast.

Hvad siger Jesus til det, da manden kommer frem?

Han giver manden en spand kold vand. Han siger: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.”

Jesus vil ikke tros for underne i sig selv. Der må noget andet til. Der må dyb tillid til, at Jesus har magten over selve livet. At han er dødens overvinder.

Men trods disse fine ord, hvad nu, hvis du eller jeg kommer i tvivl eller tvivler? Vi har hørt og hører evangeliet, at enhver, som tror Jesus Kristus, skal leve, om han eller hun end dør. Men hvad hvis vi nu alligevel har en nagende tvivl i os?

Til svar vil jeg nævne disciplene selv, Jesu nærmeste disciple. Da Jesus står og siger de sidste ord, inden han bliver usynlig for dem, står der, at nogle tvivlede.

Læg mærke til det. De tvivlede, selvom de havde vandret med ham i tre år, de tvivlede, selvom de havde set ham død og siden set ham opstanden. De tvivlede, mens de stod og hørte ham, den opstandne tale til dem.

Det er selvfølgelig ikke en trøst, når det handler om, at vi gerne ville være troende, der aldrig kommer i tvivl eller tvivler.

Men vi skal se på os selv som elever. Det er jo også det, discipel betyder, elev.

Og det betyder, at troen ikke bare er en død mening om Gud. Nej, troen skal vokse, den er ikke stille som en ting, der ligger død hen.

Troen er en levende ting, som lever og rører sig. Derfor må disciplene også hele tiden spørge Jesus, forstå lidt, misforstå noget andet, men frem for alt blive ved med at prøve at følge ham.

Vi kan også sige, at troen er en gnist. En længsel efter Gud og hans hjælp og efter fylde af liv og mening. En gnist. Gud arbejder gennem livet på os på sælsomme måder, så vi til sidst virkelig stoler på ham fuldt og helt og ikke på os selv. Da råber til Gud om hjælp.

Det er sådan, vi skal forstå vore salmer. Og sådan ligger der en fortrøstning til Gud, at han ved at sende sin Søn Jesus Kristus til verden og ved at Han døde i vores sted på Golgatha, så har Han åbnet vejen for at vores liv kan være nyt og dejligt med tilgivelse, håb for fremtiden, for hver dag. Gennem Hans død på korset åbnede Han en kilde, som kan rinde i os til at vort hjerte smeltes til ny nænsomhed og forståelse og kærlighed.

Men Jesus ikke bare døde, men overvandt døden og opstod af graven på den tredje dag, som vi har bekendt i trosbekendelsen. Der har vi det vidunderlige faste håb om opstandelse til sidst, sådan som Han allerede er opstået og lever, usynligt, men virkeligt, indtil vi skal se Ham, som Han er ved dagenes ende.

---

Én ting er at blive helbredt, som den kongelige embedsmands søn gjorde. En anden ting er at komme til tro på Jesus som følge af helbredelsen.

Det gjorde hele denne familie. De blev kristne. De blev efterfølgere af Jesus.

Jesus fangede faderen gennem sin kontante måde. Ved at udfordre manden til at tro uden at have beviser. Ud i det blå med Jesus, kan vi sige.

Så er vandringen begyndt med Herren Jesus.

Paulus underviser os i dag i, at denne vandring er så vanskelig og så farlig, at vi har brug for al Guds styrke for at klare os helskindet og frelst igennem.

Ifør jeg Guds fulde rustning, siger Paulus.

Kristenlivet som Kristi soldat. Ja, det er jo det, Paulus siger.

I krig er det mest afgørende, at soldaten står fast og ikke begynder at trække sig tilbage. Så Paulus lærer os, hvad der er afgørende: nemlig at vi står fast, når det virkelig gælder. Når den Onde angriber os på tusinde måder.

Står vi fast, lader vi Herren kæmpe i os, så må den Onde vige. For en tid, ligesom det skete for Herren selv. Så længe vi lever, er vi syndere og står i en kamp mellem Gud og Satan.

Det er ikke bare noget, Paulus lærer, det lærer Jesus selv. Han driver dæmoner ud af mennesker. Dæmoner, der har besat mennesker, så de er blevet slaver.

Den eneste udvej er at blive Guds slave. Men at være Guds slave eller Jesus slave, er at være fri fra den Onde. Bundet til Kristus kan den Onde ikke egentlig ødelægge os. Og som livet går, lærer vi, hvordan den Onde vil ødelægge.

Og det våben, der står os bi overalt, er Guds ord, Åndens sværd. Jesu ord gør os ædruelige og giver os dømmekraft.

Så selv om vi falder, så rejser Kristus os op igen og lader sin uendelige tilgivelse komme til os.

Jeg sagde før, at troen er son en gnist. Vi har modtaget en gnist af tro. Men det er Gud, der ligesom driver os til at tro mere og holde os fastere til ham. På den måde er troen dybest set en gave.

Vi kan slappe af midt i det, der kan være svært. For det er Kristus som kæmper for os.

Guds arbejde på os kan sammenlignes med den store kunstners undervisning af eleven. Kun den elev, der over for mesteren erkender sin udygtighed og har fuld tillid til mesterens kunst, kan selv føres ind i kunstens verden. (Lerfeldt, s. 142).

Fornuften kan måske godt frembringe en tro, men så ligner den et stearinlys, der slukkes af et vindpust, medens den sande tro lige så lidt som solen og dens stråler kan slukkes af noget vindstød.

Som himlen åbner sine porte for regn, således gives troen til mennesket ovenfra.

Vores vanskelighed med at tro ligger i vores forstokkelse, siger Luther. Forstokkelsen sidder i øret som en voksprop. Den må først smeltes. Det var et billede, man brugte i middelalderen, hvor man åbenbart brugte vokspropper.

Og øret er troens organ, men øret må først åbnes ved, at Kristus siger sit ”Luk dig op” / Effata. Altså: troen kommer dybest set udefra, den frembringes ikke af mennesket selv. Troen er på den måde en gave.

Også selv om tvivlen ofte følger med, så forbliver troen en gave. Den skænkes af Helligånden. Det er Ånden, der optænder troen i os. Hvordan? Ja, ikke blot omformer Ånden os, men tager også Djævelen og alle slags anfægtelser i sin tjeneste for at nå sit mål.

Og til anfægtelser hører tvivlen.

Luther bruger et kraftigt billede. Han siger: Som man gnider en svineblære med salt for at gøre den smidig og anvendelig, således salter Helligånden den gamle Adams hud, så han må lære at råbe til Gud om hjælp.

Og Helligånden er ikke som en bygmester, der opfører et hus og siden overlader huset til dets skæbne. Nej, Gud Helligånd er altid hos os for at støtte og bevare os fra at jage Ham bort.

Altså: Livet i troen er en kamp. Ustandselig anfægtes hjertets tillid til Gud, fordi vor tro svag. Men troen MÅ være svag, så længe vi er på jorden og ikke i himlen.

Tro og håb hører nøje sammen.

Så når Satan angriber håbet i os, kommer hjertet i den største anfægtelse, bliver desperat. Gud ske lov har Gud indbygget håbet i os som en form for optimisme, at alt nok skal blive godt igen. På den måde er håbet en gave, som Gud har skænket os, hans skabninger. Denne naturlige tilbøjelighed til at håbe skal lære os, hvilken kraft er ligger i at bygge på den levende Gud som et uovervindeligt håb.

Hvorfor er troen svag? Fordi dens fjender er målbevidste. Det er Satan, fornuften og sanseligheden der er dem, der mere end andet angriber vores tro.

Ikke mindst kan Djævelen pine os med vore synder. Derfor skal vi heller ikke stirre på vore synder, men se på Kristus, som vil rive os ud af den Ondes angreb.

Vores kamp minder alligevel en hel del om Jesu Kristi egen kamp mod Djævelen. Også Kristus råbte på korset uden at blive hørt.

Men det vigtige er alligevel at håbe mod håb, så vinder håbet også.

Troen er ikke udleveret til undergang, den får hjælp. Gud giver afspænding og hvilepauser. Vi får hvile mellem anfægtelserne.

Hos enhver kristen veksler troen i styrke. I dag er den stærk, i morgen svag. Når evangeliet fortæller os om disciplenes vantro og skrøbelighed er det for at trøste os, så vi kan indse, at Djævelen trods alt ikke vinder overhånd over den svage tro.

Hvad skal vi nu gøre, når vi overfaldes af tvivl?

1 Vi skal ikke gå efter vore følelser, men holde os til ordet, til Jesu ord.

2 Vi må ikke tro, at det kun er os selv, der anfægtes, nej, det gør alle, det er den samme kamp for alle.

3 Vi skal nok lære at acceptere anfægtelsen og holde ud i den og prøve at se Guds vilje i situationen.

4 Et godt våben i kampen er kernefulde bibelord. For fjenden besejres ikke med klage og jamren, men ved at prise Gud.

5 Man skal takke Gud som agter os værdige til en sådan prøvelse og bede Davids Salme 142 

6 og havde en fast tro og vide, at vore synder er kastet på Kristus.

 

20. søndag efter trinitatis 2021

17. oktober kl.10 i Tranebjerg kirke

De siger ikke nej. De går bare. Til deres sædvanlige ting. Til det, de i forvejen bruger altid på. De bruger tiden på sig selv.

De er helt tavse, svarer ikke engang på indbydelsen.

Manden, der alligevel kommer ind uden bryllupsklæder, er også tavs. Det står der ligefrem. Han er til stede uden at ville være en del af bryllupsfesten.

Han vil være der på egne præmisser, ikke på værtens præmisser. Værten, Kongens præmisser er, at ingen kommer ind i egenskaber hos dem selv.

Enhver må iklædes noget tøj, der passer til brylluppet. Må iklædes Jesu Kristi retfærdighed, som Han giver enhver, der tror på Ham.

Den fest, Jesus taler om, er som så ofte selve brylluppet mellem Gud og mennesker, som skal nå sit mål, når denne verden forgår.

Men vi er ikke glade for, at Jesus kæder brylluppet sammen med dommen. Og det ville være det letteste at sige: der er ingen dom. Men det ville også være usandt og føre mennesker vild. Tværtimod er vi dybest set lykkelige for, at vi med trosbekendelsen bekender, at Jesus skal komme at dømme levende og døde. Ingen anden. Den, der døde for verden for at gør os uretfærdige retfærdige ved tro på ham, han skal dømme verden. Det er der hvile i.

De, der tager imod indbydelsen, er både onde og gode. Uden forskel. Forskellen i forhold til dem, der bliver væk, er, at de her tager imod indbydelsen. Det er den eneste forskel. De indser deres åndelige fallit og fattigdom, deres afgrundsdybe behov for Guds hjælp, for frelse fra den korsfæstede og opstandne Frelser Jesus Kristus.

De har ikke noget imod at være sammen med alle mulige andre typer til brylluppet. De er bare ovenud lykkelige over, at de blev indbudt. De varmer sig ved brylluppet.

Da jeg var længst nede, lukkede jeg mig inde i min skal. Lykkelig, det var jeg ikke. Nej, fortabt. Uden fremtid. Hvorfor fortsætte med at leve?

Så kom Gud til mig i nogle drømme og ligesom standsede mig én gang for alle og spærrede vejen for mig. Jeg ved, at uden disse drømme var jeg stået i stampe.

Disse drømme tænkte jeg over et stykke tid.

Til sidst blev jeg et ydmyget menneske, der traskede hen i den lokale kirke. For jeg savnede kærlighed og fællesskab med andre i den samme tro. Det var det, jeg savnede.

Jeg længtes efter at føle mig elsket af Gud, så jeg vovede at tro, at Gud elskede mig, og jeg mærkede, at jeg havde brug for at møde menneskers kærlighed i menighedens fællesskab. Jeg gav egentlig afkald på min egen retfærdighed, for alt var kaos og meningsløshed. Jeg var også rent menneskeligt fortabt.

Jeg kom hen i kirken og var meget forbavset. I de år, jeg ikke havde været med der, tænkte jeg, at kirken nok var uddød, men nej, der var til min glæde en del mennesker der. Min sidemand på stolen ved siden af og jeg hilste på hinanden. Jeg blev glad, for han tog imod mig der på bænken. Det føltes SÅ godt.

Jeg kom altså og følte mig lille. Jeg kendte jo salmerne, så jeg sang også med. Tak, sagde en ældre dame på rækken bag mig efter gudstjenesten. Jeg var åbenbart ventet og savnet.

Det vil jeg sige til alle: Mærk efter, og giv din længsel efter Gud plads. Lad ikke noget eller nogen slukke din længsel.

Du skal vide, at du er ventet og savnet. Netop din sang, din stemme, dit ansigt, dit hele væsen.

Så mødes vi i sang. Der sker noget under sangen, som er uforudsigeligt. Vi bliver lidt efter lidt fyldt af Helligånden. Sammen.

Paulus siger, at vi skal ligesom tale til hinanden i salmer, det er ikke mindst Davids Salmer, som var Jesu salmebog. Men også skal vi tale til hinanden i hymner og åndelige sange, som vi jo gør ved gudstjenesten. Og Gud Helligånd gør Jesus levende for os og rører vore hjerter med varme, så vi får håb, styrkes og opløftes gennem sangen.

Gennem salmerne siger vi tak, dybest set, for at Jesus Kristus døde for os og er opstået og lever for og med og i os og er iblandt os. Sådan styrkes vores længsel efter Jesus Kristus, vi får kraft til at følge Ham, arbejde på at gøre, som han har lært os.

Historien i dag leder os hen til en klar konklusion, at vi må kapitulere betingelsesløst og tage vor tilflugt til ham selv som den, der alene har vundet sejren for os og stadig kæmper for os og vinder sejren i vort sted. Når vi først har givet fuldt og helt afkald på al selvgjort retfærdighed, er vi frie til at tjene andre, som Han tjente os. Som han ligefrem var lydig over Gud Fader helt til døden, sådan lærer vi at være lydige – ja, siger Paulus, lydige over for hinanden.

Virkelig? Ja, Vi kaldes til at underkaste os hinanden, på en måde kaste håndklædet i ringen og ikke være herre i eget liv. Kristus er vores Herre. Ingen af os kan være Kristi discipel solo, men altid kun i fællesskab med de andre. Og i fællesskabet er der brug for gensidig ydmyghed, imødekommenhed.

Sådan er der i menighedens fællesskab et opgør med vores selvtilstrækkelighed.

Her fyldes vi netop i vores utilstrækkelighed af Ånden. Og Ånden lærer os, siger Paulus, at sige tak for ALT, både i medgang og i modgang.

Gudstjenesten er som en foregribelse af festen i Guds synlige rige, den fest, Jesus selv glæder sig til.

Lovsangen når sit højdepunkt i nadveren, som netop på græsk kaldes eukaristi, taksigelse. Vi siger tak for brødet, for udfrielsen fra mørkets magt, at Gud har ført os over i sin elskede Søns rige. Vi bliver de små, der tager imod alt. Vi beder om, at Helligånden vil komme over os, når vi spiser og drikker, og så tager vi imod Herren Jesus Kristus selv i brød og vin. Vi modtager med vinen syndernes forladelse og opstandelsens liv og går glade derfra. Amen.

 

Udtog fra N.F.S. Grundtvigs prædiken i 1845 til denne søndag. 

Mange er kaldede, men få er udvalgte! Siger Herren i dagens evangelium. Førhen blev man forfærdede over ordene, nu kun forarget. Grundtvig siger, at den tid er kommet, som apostlen Paulus spåede om i brevet til Timotheus, den tid, da folk ikke vil tåle den sunde lærdom, men tager sig selv lærere i hobetal, som man nu lyster, og den del af den sunde lærdom, som folk nuomstunder, siger Grundtvig, mindst vil høre og vært kan døje, er ordet om saliggørelsens vanskelighed, om sjælenes fare og dommedagen ved Herrens genkomst. Altså netop hvad dagens evangelium stille os for øje, ikke kun med ordsproget: mange er kaldede, men få er udvalgte, men med hele lignelsen om det kongelige gæstebud, både de, der vragede det, og han, der gik ind uden bryllupsklædning, måtte miste.

Og med det samme kan vi med Grundtvig trøste os med, at de få udvalgte er alle dem, der af hjertet tror på Ham og er Ham bekendt som deres lys, deres liv og deres salighed. Vanskeligere er det heller ikke.

Hvad er det, Herren kræver af os?

Han kræver hverken selvgjort retfærdighed eller at vi randsager alle Skriftens dybder, men det er en hjertelig tro på ham og voksende hengivenhed til ham, så at den, der har det, kan og skal være rolig i hans fællesskab, som aldrig viser den bort, der kommer til ham, og som heller ikke vil eller kan miste nogen af alle dem Faderen har givet ham.

Evangeliet i dag svarer til det, vor Herre Jesus siger andetsteds: Stræb alvorligt efter at gå ind gennem den snævre port, og denne formaning forfærder os ikke, men indprenter os kun dybere, hvad vi har følt fra begyndelsen, at salighedens sag ikke er at spøge med, men må ligge os mere på hjerte end noget af alt, hvad vi ellers stræber efter i denne verden, fordi det nytte ikke et menneske, om han vandt hele verden, når han mistede og tabte sig selv.

Dagens evangelium slår fast, at det ikke er Herren Jesu skyld, at kun få kommer til lyset eller skønne på Guds godhed, som vil, at alle mennesker skal blive salige, men kan umulig gøre nogen salige imod deres vilje, eller i sandhed salige uden sandheds-kærlighed.

Ulykken hos den, der vil komme i eget tøj og ikke i det tøj, kongen stiller til rådighed, er ikke at ville have syndsforladelse og salighed på den eneste måde, den retfærdige, vise og nådige Gud kan skænke os dem. Og vi må også ønske i alle måder og af hjertet at  bliver som Guds enbårne Søn, Jesus, og vi kan kun dele Hans glæde og herlighed, når vi også deler Hans retfærdighed, ydmyghed og sagtmodighed, eller med eet ord: Hans renhed og kærlighed, som er bryllupsklædningen, Han vil skænke enhver, der tror på Ham. For den klædning skænkes med Ham og i Ham. For Han er vor visdom, retfærdighed, hellighed og forløsning.

Pladser ved bordet. Om fællesskab. 17. søndag efter trinitatis

Himlene, Herre, fortælle din ære.

Har vi set himlen smukkere end netop nu her sent i september?

Vi er alle sat her på jorden med den samme udsigt mod himlen, uanset hvor vi bor.

Det hele skaberværk er skabt af Gud til glæde for os. Vi skal sammen bruge det godt og til fælles gavn.

Men bedst glædes i al fald jeg over det hele, når jeg nyder det sammen med andre.

Det viser, at fællesskabet er så vigtigt.

Jesus skabet et nyt fællesskab. Ligesom forfra.

Han gik rundt under himlens bue sammen med disciplene. De gik på besøg og spiste sammen og talte sammen om dette nye fællesskab, Guds rige.

Endnu var der ingen af Jesu venner, der anede, at fællesskabet først for alvor skulle træde i kraft gennem Jesu død på korset.

For sådan har vi alle jorden rundt gennem Jesus adgang til at blive tilgivet, at få slettet det, vi ikke selv kan slette.

Og adgang til ved Jesu kraft at styrkes på alle mulige måder, også ved at Han fra tid til anden helbreder en af os for en sygdom.

Det var det, han havde gjort den helligdag, vi har hørt om i dag.

Han havde helbredt en syg, en der havde vand i kroppen.

Derfor er det også vores pligt hver søndag at bede for de syge. For de andre kommer os ved. Vi er et fællesskab. Vi er, som Paulus kalder det, ét legeme.

Ét legeme. Og når vi er det, så er der ikke nogen, der er mere værd end andre.

I samfundet kan det være, at nogen føler sig mindre værd end andre. Jeg hørte en tale nedsættende om sig selv, om det arbejde vedkommende havde, som om det ikke rigtig var noget. Er noget? Alle er nødvendige i samfundet, vi hjælper hinanden med det arbejde vi hver især har. I samfundet taler vi om hjulene i samfundet.

Men i menighedens fællesskab taler vi om, at vi er som ét legeme. Forskellige funktioner har vi, men vi er ét.

Ligesom vi ser ud på én og samme himmel. Vi har altså én Herre og Skaber. Vores alles himmelske Fader, som er over alle, gennem alle og i alle. Vi kan være lidt væk fra Ham, men så sker der noget og vi åbner os for Ham.

Og hvad er det så ellers for et fællesskab, Jesus har dannet? Det fortæller han gerne en historie om. En historie om et bryllup. For hans fællesskab giver glæde og fred og forventning om mere glæde. Den største glæde, vi kan forestille os, er når to finder hinanden og bliver gift i kirken og med en dejlig fest bagefter. Jesus kalder sig åndeligt for brudgom, og vi er som bruden. Ja, det giver jo ikke mening, men det siger, at han giver sig virkelig hen til os, hver enkelt og som fællesskab.

Så lad os fortsætte med at spise ved borde, som han gjorde dengang. Og lad os modtage hans brød og vin, altså hans legeme og blod, som han forener med vores legeme og vores blod.

Når vi ser ud på himlen, eller går rundt i naturen, ser det dejligt ud, og vi kan måske fornemme Gud derude. Men når Jesus rækker sig selv i nadveren, i brødet og vinen, så kan vi være visse på, at her er han.

Det er et løfte. Sådan vil han trøste og styrke os til dagen og vejen. Til den uge der kommer. Til at leve med al ydmyghed over for hinanden, for vi er alle lige betydningsfulde. Leve med mildhed, så vi ikke slår kærligheden i stykker. Leve med tålmodighed, det betyder, at give hinanden elastik, som vi siger. Bære over med hinanden, for vi begår alle fejl og synder.

Hvad Jesus har lært os i dag om pladser, er at i Guds rige er der vendt op og ned på alting.

Så længe vi mener, at vi bør kunne have en vis placering – i det mindste blandt dem, der søger ærligt, eller blandt dem, som trods alt gjorde, hvad de kunne, eller i hvert ikke er hyklere – så må vi stå med skammen. Når vi indser, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige, når vi indser, at vi ikke har noget at komme med, da får vi lov til at gå frem til hæderspladserne. Og hæderspladserne – det er de mest beskedne opgaver, som vi endelig er blevet frie til at gøre, frie for al prestige. Og de pladser – de er netop de fornemste.

For Jesus kom for at tjene, ikke for at blive betjent, og det er til tjeneste vi sendes ud fra – gudstjenesten. Med et ønske om at holde sammen på fællesskabet med fredens bånd. Amen.

Taknemmelighedens søndag - prædiken til 14. søndag efter trinitatis

Denne søndag kan vi godt give navnet taknemmeligheds-søndag.

Eller takke-søndag.

En søndag til at mærke efter og tænke efter: Hvad har jeg at takke for?

Er jeg som de ni spedalske? De blev helbredt, men takkede ikke for helbredelsen, det ligesom bare skete og det var det 

Mange vil sikkert kunne nikke genkendende til det, jeg nu siger: at der har været situationer, hvor vi meget let kunne været komme slemt til skade eller det, der var værre.

Jeg må bekende: Jeg har ikke selv takket rigtig for det. Godt med denne søndag til at minde os om taknemmelighed.

Men nogen vil måske sige: Hvorfor sige tak? Det er vel blot tilfældighedernes spil, om det er gået godt i farlige situationer eller at jeg er blevet helbredt for en sygdom?

Eller er fotosyntese blot en tilfældighed. En fantastisk proces, hvor energi fra lyset optages ved hjælp af visse farvepigmenter (grønkorn) og omdannes til kemisk energi. Omdanner CO2 fra luft og vand fra jorden til sukker og ilt. Sukker og ilt. Fabelagtigt! Det bedste svar er tak!

Det kan være, at de ni spedalske, som blev helbredt, men ikke følte trang til at sige tak, at de mente, at Jesus var en magiker, bare kunne det der med helbredelse, og det var så det. Det var næsten en ekstra naturlig ting, der kunne ske. Dejligt, men grund til at sige tak? Nej.

Måske tænker vi, at vi kun skal sige tak, når der er sket ’noget særligt’. Måske er vores problem, at vi i det hele taget ikke takker for alt det, vi fik og får fra Gud.

Men måske glemte de bare at sige tak? Måske glemmer vi bare at sige tak? Og så går årene. Jeg husker en kollega, der engang sagde: Det er et meget lille ord at få sagt. Tak.

En anden har sagt: Taknemmelighed er verdens bedste øjendråber. Taknemmelighed får os til at se meget bedre og skarpere.

Vi får øje på mere og mere, vi har at være taknemmelige over.

Martin Lönnebo, en svensk biskop, som har sagt dette med taknemmelighed som verdens bedste øjendråber – han tilføjer: Prøv at tænke hver dag over noget, du har at være taknemmelig over. Bliv ved i et år, så har du 365 grunde til at være taknemmelig.

Vi danskere er ikke så glade for overdrivelser, men det viser sig, at vi ikke engang skal overdrive alt det, vi har at være taknemmelig over.

Salmedigterne skriver ud af erfaringen, som nu Brorson, der synger (Den Danske Salmebog nr. 5):

O, hvad jeg dog tusind tunger og alle toners bedste klang, hvor skulle sjælens lyst og hunger til Gud at prise denne gang oprette sig et paradis og mætte sig i Herrens pris!

Vores sjæl mættes ved at vi priser Gud for alt muligt! Tænk blot på en solopgang – eller en solnedgang!

Brorson vil gerne have hele naturen til at tage del i hans lovsang og tak: alle grønne skove, hvert et blad, siger han.

Han mener nok også, at Gud har skabt alle de her uendelig mange blade, så vi kan komme i tanker om at prise Gud.

Hans tak gælder først og sidst Guds nåde, altså Guds kærlighed, Guds uendelige overbærenhed og tilgivelse. Som han siger: nådens værk, som har omringet mig så stærk!

Nådens værk. Altså at Gud sendte sin Søn Jesus, som blev menneske og boede blandt os, led, blev pint, døde og blev begravet, men opstod på den tredje dag, ja er nu usynlig nærværende hos sine efterfølgere kloden rundt. Nådens værk. At Jesus døde i vort sted, i stedet for os. Så vi kunne gå fri.

Vore overtrædelser er nemlig i Guds øjne så forfærdelige, at det kostede hans Søns lidelse og død for at borttage vores skyld

Vi har langt fra så skarpt et syn, der kan se, hvor forfærdeligt det er, når vi foragter et andet menneske. Ja, vi ser let gennem fingre med os selv og vore overtrædelser. Men de andres! Dem ser vi skarpt.

Digteren fortæller nu, hvordan han helt personligt har fået mange prøver på, hvordan Gud har ført ham og altid fik fat i hans hånd, når vandene gik til sjælen.

Det vil jeg også gerne bekende og sige, at jeg har mange prøver selv på Guds hjælp og redning, når det så helt mørkt og sort ud.

Og digteren siger videre, at det er hans opgave ligefrem at kundgøre, altså gøre Guds godhed mod ham kendt for mennesker.

Det må ikke skjules. Det skal frem. Vi skal sætte ord på.

Og så ved vi godt, som digteren, at vores tak er ringe. Men vi prøver alligevel på at takke.

Og ikke glemme Guds velgerninger mod os.

De sygdomme, han rent faktisk har helbredt os for.

De gange, han faktisk udfriede os fra graven.

At han har mættet vort liv med gode gaver,

At han gang på gang har givet os ny energi, selv med grånende hår, så vi er blevet unge igen som ørne.

At han har vist os kærlighed og barmhjertighed, han er sen til vrede og er rig på troskab.

Hvor fantastisk er frem for alt Guds nåde og kærlighed, at han har tilgivet vor skyld?

Det er så fantastisk som afstanden mellem himlen og jorden. Han har ved Jesus Kristus bare fjernet vore synder fra os. Udraderet dem.

Ligesom den bedste far ville gøre.

Vi bliver mere og mere dem, Gud har skabt os til at være, når vi takker og priser Ham og Hans Søn Jesus, og Helligånden.

For Gud skabte os i sit billede, så vi skal ligne Ham. Vort svar på, at Gud har skabt os, er vor tak og lovprisning.

Den kristne menighed har vidst det fra begyndelsen. De kaldte simpelthen højdepunktet i hver gudstjeneste for ”Takken”, på græsk: Eukaristien.

Nadverbønnen er en tak for alt mellem himmel og jord, og så takken for at Gud tager det almindelige brød og det så gives til os som Jesu legeme og vinen som Jesu blod.

Jesus giver os sig selv, igen og igen. Lad os give os selv til ham, igen og igen, og til hinanden. Amen.

Prædiken om døre og duelighed! 12. søndag efter trinitatis

Duelighed. Duer vi til noget? Duer vort fællesskab til noget? Duer jeg som præst til noget?

Svaret er ja!

Vi duer til noget, men dueligheden kommer fra Gud. Vi duer ikke til noget i os selv, men vi har vores duelighed fra Gud.

Det er egentlig det samme budskab sidste søndag: Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er. Og: Guds nåde har ikke været forgæves.

Heller ikke hos os.

Vi har ikke vores duelighed fra os selv, men dueligheden skyldes Gud. Vi er kun det, vi er, af Guds nåde.

Alle anstrengelser for at bygge noget op, også i vores fællesskab og kirke, er udmærket. Men dueligheden selv modtager vi. At det bliver til noget, der duer, skyldes Gud.

Vi kan også sige, at Gud udruster os ved sin Ånd. Puster liv i de ting, vi går og sysler med.

Gud Helligånd skaber liv af døde. Lukker døre op.

I dåben lukker Gud vor Fader døren op til paradis, til opstandelseslivet med Kristus.

En dør, der står åben, og som vi altid kan komme hen til og gå ind ad.

I den gamle kirke havde de Jesu ord med ved dåb. Ordet: Effatha! Luk dig op! Mennesket åbnes ved Jesu ord.

Springer døren op fra Gud til os, så kan mange andre døre springe op. Men det begynder altså med den dør, kun Gud kan lukke op.

Jeg kommer til at tænke på en scene fra Ringenes Herre. Det er måske lidt specielt, for selskabet skal gerne ind i et bjerg, for vejen fremad går gennem dværgenes miner under bjerget.

De kan ikke finde ud af, hvordan bjergets dør kan lukkes op. De skal sige et bestemt ord, en kort sætning. Længe kan de ikke finde ud af det, men til sidst får de indgivet den rette sætning og bjergdøren åbner sig for dem.

Den dør åbner sig ind til mange farefulde situationer og rædsler, men der er kun den vej frem for dem. For uden for blæser snestormen forfærdeligt.

Sådan kan døre lukke sig for os, og vi opdager senere, at kun på den måde åbnede andre døre sig.

Paulus oplever på et tidspunkt, at der er åbne døre og, tilføjer han, rige muligheder for ham, og – der er mange modstandere.

Åbne døre – og mange modstandere.

Det ser Paulus som åbne døre – netop det, at der er mange modstandere. Hvad mener han? Jo, at så er der mange og rige muligheder for at møde mennesker, tale sammen om troen.

Og i det møde med mennesker vide, at dueligheden kommer ikke fra os selv. Vi skal sådan set bare stille os til rådighed. Faste i troen med mildhed over for alle.

Vi skal selv være som åbne døre!

Som menighed bør vi også åbne den dør, at helbredelse er mulig for Gud.

Kristus har sagt til sine apostle, at du skulle lægge hænderne på syge og uddrive dæmoner. Så må vi også holde den dør åben. Derfor vil jeg invitere til med frimodighed at komme til forbøn efter gudstjenesten oppe ved alteret.

Vi skal om lidt synge salmen ”Op til Guds hus vi gå.” Salmen siger:

1 Op til Guds hus vi gå
og banke dristig på:
»Luk op«, det er vor bøn,
vi leder om Guds Søn.

Vi beder ikke om, at en hvilken som helst dør skal åbne sig. Vi beder om, at den dør skal åbne sig, hvor vi samles om Guds Søn.

Alle andre åbne døre kan virke attraktive, men de lukker sig om sig selv, for kun Jesus Kristus befrier os til at leve som fuldkomment frie mennesker.

2 Som lynild farer brat,
os døren er opladt
i dåb med Ånd og vand,
her står vor frelsermand.

Ja, døren er åbnet i dåben. Det er indgangen til livet døbt med Gud Helligånd.

Helligånden holder os altid åbne for Jesu tale og for alt sandt og ret.

3 Vor sjæl er døv og stum
for evangelium,
men høres vil Guds ord
og føres trindt på jord.

Det kan være vi skal leve med døvhed og stumhed, men døvhed for evangeliet, Guds Ord, det er det, der truer os dag efter dag.

Derfor må vi komme sammen og høre det igen og igen.

4 Guds ord til sjæl og krop
det siger selv: »Luk op!
Afsiger løgnen du
og tror Guds sandhed nu?«

Den dør, Gud åbner for os, kræver, forlanger, at vi samtidig lukker en anden dør. Nemlig løgnens dør, eller løgnerens dør. Og åbner os for Guds sandhed.

5 Det er hans Effatha,1
og tungen svarer ja!
Guds røst, som almagts hånd,
os skar for tungebånd.

Det ja, vi siger, viser, at vi er blevet åbne for evangeliet. Det er den første begyndelse, og vi har brug for at gentage det ja, så sjælen ikke ender i stumhed igen.

Det er det, der truer os som folk og menighed, at det ja bliver til et tja eller måske. Men da kan døren ikke åbne sig så let. Dog, er vi blot rådvilde, så står Gud os bi også med vores tvivl.

6 Så lærer os Guds Søn
sin egen barnebøn,
indånder i vort bryst
sin egen barnerøst.

Med det ja, vi siger, får vi Guds Søns barnebøn, fadervor.

Komme dit rige! Blot denne ene bøn er en bøn om, at selv gennem lukkede døre vil Gud lade sit riges kræfter komme til os og virke gennem os.

Apostlen Peter siger, at vi er både præster og konger i Guds rige. Så lad os hver især hjælpe hinanden med at være og virke som Kristi disciple til Hans ære og os til gavn.

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis - om vores besøgelsestid

Hele folket hang ved ham, fortæller Lukas.

De hang ved ham. De så at sige hang ved hans læber: hvad han mon nu ville sige?

Verden længes efter sand myndighed, og den var det, Jesus havde. En myndighed, som folk aldrig før havde oplevet. En ufordærvet, en djærv myndighed, som kom indefra og ikke fra noget ydre.

Jesus stod over for folkets præster og ledere med ordet alene. Men det var også det, han stod med. Det sande ord. Hver gang.

Og hvilken sandhed taler han i dagens evangelium? At Jerusalem ikke anede, hvad der skulle tjene til byens fred.

Det var skjult. Det eneste, der kunne tjene byen til fred, var at tage imod Jesus Kristus selv som deres Frelser.

Det nægtede byen.

Ligesom folket havde nægtet at lytte til profeter som Jeremias, der prøvede at tale folket til rette, prøvede at få folket til at søge freden hos Gud i stedet for i ydre ting.

Folket nægtede dengang at lytte, og på Jesu tid lytter folkets ledere heller ikke, men nægter at følge Jesus.

Men hvis Jesus nu er sandheden selv, så får vi fred, hvis vi følger Ham. Så er Han vor fred.

Den fred kostede Jesus Kristus angstens sved i Getsemane have og blodet og døden.

Men så har Han med egne ord efterladt os fredens ord. Ordet der skaber den fred, verden ikke har og ikke kan give.

Den fred, der gør den, der er bange, barneglad,

Og som gør rolig over for fjenden og midt i våbenbrag.

Jesus lod Jerusalem vide, at krigen ville komme, der ville komme våbenbrag. Jerusalem ville faktisk falde som by. Og det skete kun nogle årtier efter Jesu opstandelse.

Verdens fred er ikke noget at bygge på.

Vi lever sådan set ret fredeligt. Men vi kan ikke bygge det evige liv på det. Det er at leve på en løgn.

Jesus forudsiger katastrofen. Den katastrofe, som så mange film er optaget af.

Hvorfor kommer katastrofen? Fordi ”du kendte ikke din besøgelsestid”, siger Jesus.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at Jesus var kommet og overvågede og besøgte folket og pegede på alt, hvad der skulle føre folket til Guds fred.

Folket opfattede ikke Jesu komme som deres besøgelsestid. Men det var det, det var.

Folket havde fået besøg af Guds Søn. Men selv det førte ikke til omvendelse og erkendelse.

Havde folket kendt dets besøgelsestid, da havde de omvendt sig og havde modtaget Guds tilgivelse.

Hvad med os i Danmark, i Vesten, os på Samsø? Er der noget for os danskere, som hedder vores besøgelsestid? Ja, vi har jo Jesu ord i rigeligt mål at høre og lytte til. For hver enkelt af os og for os som folk er der altid et spørgsmål: Vil jeg, vil vi følge Jesus Kristus? Af hele vort hjerte? Eller af et halvt hjerte? Eller slet ikke? Vi ved, at Jesus foretrækker, at vi enten er helt kolde eller helt varme, men lunkenhed kan han ikke holde ud.

Et ja der bliver til et tja.

En troens rygrad: Ja, vi følger Ham, og vi mener det. Vi tager det på os.

Da Guds Søn kom med freden, var det egentlig blot tro, han spurgte om. For kun troen alene opnår Guds nåde og fred.

Vi lytter til Hans undervisning. Vi vil lære af Ham og blive ved med det.

Vi vil som folket dengang hænge ved Hans ord, fordi det er ord, der befrier os fra at frygte noget som helst andet end Ham.

Ord, som sætter os fri til være glade som Guds børn. Ord, som får os til at blive aktive i troen.

Det er det, Paulus taler om: Vi har hver især fået nogle evner og gaver, som vi bør bruge til fælles gavn. Vi har ikke fået vore evner for at grave dem ned. Det går bare ikke. Det er livsfarligt. Tænk, at lade evnerne dø, som hvis vi gravede en skat ned i jorden.

Kære Kristi venner! Der er brug for alles evner i menigheden. Til at bygge os op sammen. Ingen kan undværes.

Det er som med et legeme. Hvem kan særlig godt undvære et ben eller en hånd? Nej, vi har  brug for alle lemmer.

En er god til at få os i godt humør og smile, en anden kan undervise, en tredje kan trøste, en fjerde igen kan hjælpe og se, hvor der er brug for hjælp. En femte har forstand på økonomi og kan holde styr på menighedens penge. En sjette kan synge for, en syvende kan spille, så menigheden kan synge godt med, en ottende lytter så godt, at vedkommende kan minde os andre om det, vi har lært, en niende har fået givet gaven at helbrede, en tiende får gode ideer til gavn for os alle, men Gud virker det altsammen i alle.

 

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis - om klogt at bruge det, vi har fået givet

En af de unge spillere i lørdags fik bolden ud over mållinjen, og jeg råbte det. Men spilleren påberåbte sig Gud og sagde: Gud ser det!

Det blev til en del udvekslinger om, det Gud ser af uretfærdige afgørelser i en fodboldkamp, endda uden en dommer til stede. Også da vores hold gav modstanderne bolden, fordi VI havde fået bolden ud over linjen. Gud ser det, råbte jeg tilbage! Der blev en skøn fornemmelse af, at vi alle er under den fælles bedømmelse af vore handlinger. Og alle sammen er uretfærdige her og der.

Vi har hørt i læsningerne, at vi ikke skal være nærige med at give til den, der beder om hjælp.

Og vi hørte, at vi er i mørke, hvis vi siger, at vi ikke er syndere.

Men erkender og bekender vi det, da vandrer vi i lyset.

Og det er sådan, at fællesskabet overhovedet bliver til på. For vi lever sammen af, at Jesus, Guds Søns blod renser os fra al synd. Og han døde for hele verden.

Det er den dybe retfærdighed, at den Retfærdige dør for os uretfærdige.

Vi er alle som den utro godsforvalter. Vi har ifølge evangeliet svindlet alle sammen for enorme summer, og vi kan ikke tale os ud af det, kun dulme den dårlige samvittighed med alskens ting.

For eneste udvej for os er, at gælden eftergives.

Men det er nu ikke helt det, der fortælles af Jesus i den lignelse, vi har lyttet til.

Eneste udvej er her, at vi smide om os med det, vi har fået, penge, ejendom, evner, selve livet. Og smider om os også med Guds forkyndelse af nåde til enhver, der vil tage til takke med den, nåden.

Verdsligt kan vi bruge meget energi og tankekraft på at sørge for, at det går os godt økonomisk. Åbner man radioen på P1 i al fald om dagen, så dukker ordet økonomi næsten uafladelig op. Og det er også i sin orden, for økonomi betyder husholdning, og det er netop det, det i dag drejer sig om: hvordan vi har udført vores husholdning, holdt hus med det, vi har fået.

Men – mener Jesus virkelig, at vi skal skaffe os venner i lyset med hjælp af vore penge og ejendom?

Ja, det er svært at tale sig uden om!

En, der for alvor brugte mammon på en meget speciel måde, var Oskar Schindler. Han var kendt for at være grådig, ludoman og dranker og glad for kvinder. Men han var samtidig livet igennem troende katolik.

Han blev nazist og i kraft af det reddede han 1200 jøder, som var ansat på hans fabrik, der lavede pander og potter til den tyske hær. Oprindelig ville Schindler simpelthen tjene penge ved hjælp af billig jødisk arbejdskraft, men senere begyndte han at beskytte sine arbejdere uden hensyn til omkostningerne.

Han bestak med mægtige summer en kommandant og var alligevel et par gange ved at blive fængslet, for der måtte være fiflet med noget.

Ved krigens slutning var han tæt på at have brugt hele sin formue på bestikkelse.

Schindler blev begravet i Jerusalem. For et par år siden, da der kun var en af de 1200 jøder i live, var der en markering i Jerusalem. Den overlevende kvinde på 93 sagde: ”Hele min familie, mine forældre og min bror – de døde alle under Holocaust.”

Hun var blandt flere hundrede jødiske kvinder, der var blevet deporteret til Auschwitz. Hun sagde, at da de kom dertil, troede de ikke, at de ville komme derfra igen. Mod alt håb lykkedes det Schindler at betale dem ud efter et par uger ved bestikkelse.

Ved Schindlers grav fortalte en anden kvinde, hvis forældre han havde reddet:

”Jeg fødte fem børn, vi har 36 børnebørn og over 120 eller 150 oldebørn – efter 120 stoppede vi med at tælle.” Hun tilføjede: ”De er alle dine…det er alt sammen din fortjeneste.”

Nu er det op til os at bruge det lys, vi har modtaget i dåben, dele ud af det lys, der gør det af med mørket.

Vi kan lade os inspirere af det jødiske udsagn: Den, som redder ét liv, har reddet hele verden.

Og vi hører, at vi ikke kan adskille tingene i noget åndeligt og noget verdsligt. Vi har fået alt for intet og skal give det for intet.

Den frihed, vi har fået ved Jesus Kristus, så vi ikke skal trælle under alt muligt, den frihed skal netop sætte os fri til alt det, der gør gavn.

Gå da frit enhver til sit

og stole på Guds nåde,

da får vi lyst og lykke til

at gøre gavn som Gud det vil

på allerbedste måde.

Og lad os ikke se os tilbage, men fremad!

Guds nåde åbner os, så vi får lyst og lykke til at gøre gavn efter Guds vilje, og det er den allerbedste måde.

Hvad stiller vi op med vores vrede? Prædiken til 6. søndag efter trinitatis

Det er dejligt at følge med i en krimi. Tag en Poirot af Agathe Christie.

Alle er under mistanke. Alle. Vi følger med i, at alle kan have grund til at ville rydde et menneske af vejen.

Men det forfærdelige er, at det krimien kredser om, er den virkelighed, Jesus kaster lys over.

At vrede mod ens medmenneske er mord.

Det handler om foragt for det andet menneske, det handler om at regne den anden for et ikke-menneske, en man hellere så død. I tanker og måske også ord kaldes den anden for

Paulus citerer et sted fra Salmernes Bog i Gammel Testamente, hvor det rent ud hedder: Der er ingen retfærdig, ikke en eneste. De er alle kommet på afveje, alle er fordærvede; ingen gør godt, ikke en eneste.  Rom. 3,10-12.

Krimien belyser, hvordan vi alle kunne have begået de forbrydelser, der begås. Vi gør det bare ikke alle sammen, fordi noget i os holder os tilbage. Det kan være de ti bud, lovens bud, der standser vanviddet i os.

Men hvor krimien hører op, begynder evangeliet. Her får vi nemlig en retfærdighed fra Gud uden lov, helt uretfærdigt, alene ved tro på Jesus Kristus som den fuldkomne retfærdighed, som han gennemførte ved at dø for os alle sammen på korset, men vel at mærke dø som fuldkommen Gud og fuldkommen mennesket på én gang.

Kun i kraft af Kristi retfærdighed kan vi stå retfærdige for Gud til sidst.

Den gode nyhed: Gud kommer os nær i sit ord. Sådan ejer vi allerede her himlen! Vi har ikke bruge for at lede på fjerne steder. Det er slet ikke så svært.

Således opmuntret kan vi kaste os ud i at arbejde med os selv.

Jesus stiller skarpt på vrede. Hvad stille vi op med vores vrede? Er det bare en følelse, som er normal og helt i orden? Skal vi gøre noget ved vores vrede? Og hvad skal det være?

Jesus fordrer, at vi seriøst arbejder med vores vrede. Han siger, det er det samme som mord! Vrede er mord.

Det er at frakende den anden værdi i Guds øjne.

Jesus trækker de store advarsler frem: den der bruget et groft skældsord om sin broder, skal dømmes ved en højesteret, og hvis man bruger et mindre groft skældsord, skal man dømmes til Helvede.

Selv den mindste overtrædelse kan føre dom og ødelæggelse med sig.

Når vi sådan er blevet sat skakmat og må se os selv i spejlet med det, vi har kaldt andre, giver Jesus os en opgave.

Nemlig at forlige os med hinanden, mens der er tid til det.

Men hvordan tilgive den, der har behandlet mig så groft? egnet mig for ingenting

Ja, hvis vi igen ser på, at vor egen vrede har været som mord, så kan vi nok overveje, om vi ikke kan tilgive den anden, når det er mig, der rammes af en andens vredesstråler.

Jeg hørte forleden nogle unge mennesker fortælle om uforsonlighed og vrede opgør i familierne. Så blev jeg spurgt om et råd. Elsk din fjende, var det der kom ud af min mund. Om den fjende er din far eller mor eller søskende eller hvem det er. Vend den anden kind til, tilføjede en fra gruppen.

Ja, det er det krav Jesus stiller til os. Der er ikke angivet andre veje.

Men hvordan skal vi dog kunne efterleve det?

Ja, nu kommer vi til den proces, der er at være en discipel af Jesus.

Processen for den, der er døbt, er følgende:

At hver dag lade vreden begraves i dåbsvandet og så stå op hver dag forenet med Kristus i opstandelsens kraft til at lade vreden fare! En daglig proces.

Grundlæggende, siger Paulus i den læsning fra hans brev vi hørte før, grundlæggende er vi i dåben døbt til et helt personligt forhold mellem os selv og Kristus.

Og der er en bevægelse i dåben.

For det første bliver vi dåben forbundet med Kristi død, siger Paulus.

Det er helt reelt i forhold den historiske begivenhed: Guds frelse gennem Kristi død på korset.

Paulus bruger udtrykket, at vi er begravet med Kristus ved dåben.

Begravelsen er beseglingen af døden, der er indtrådt.

Venner og familie forlader den dødes legeme i graven og tager hjem uden ham eller hende. Livet deles ikke længere.

Så den død, vi døde i dåben, var en død, der er forseglet med begravelsen.

Der er ikke længere nogen vej TILBAGE for os, kun FREMAD.

For nu, siger Paulus, skal vi leve et nyt liv. Vi skal begynde en ny livsstil, som har konsekvenser ned i detaljerne i vores hverdag og den måde, vi lever sammen på.

Vi regner Jesu død for vore synder som vores død og Hans opstandelse som vores liv.

Kristi død gælder som vores død bort fra synden, fra vreden.

Så sendes vi hver dag ud til at leve et nyt liv i opstandelsens kraft. Ud til forligelse, tilgivelse.

Og med Jesu støtte og ord kan vi godt tage fat på det.

Vi tager fat på at lade mund og hjerte følges ad. At de ord, vi fører i munden, også svarer til hjertet.

At lade vreden fare, at søge forligelse, at elske fjenden, det er muligt for os, når nu Jesus er død for vore helt personlige synder, som med i den gæld, han betalte med sin død.

Så er jeg jo fri til at handle. Jeg er selv tilgivet, jeg er ikke længere Guds fjende, men ven, jeg er blevet forligt med Gud. Så er jeg fri til at række alt dette videre til andre.

Og når vi sådan arbejder på det, så er det en bedre retfærdighed, vi arbejder på. Fordi den er grundlagt på Jesu retfærdighed ved hans stedfortrædende lidelse og død for os og hele verden.

Hele Gammel Testamente peger samlet set på, at der måtte et offer til for at vor skyld kunne udraderes. Det skete med Kristus.

Og når vi synes, vi er tvære og ikke vil i gang med at standse vreden og uforsonligheden, så har vi ved dåben modtaget Helligånden i vore hjerter. Så beder vi om Gud Helligånds bistand til at holde processen i gang i vore hjerter. Amen.

Læg ud på dybet! Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2021

Femte søndag efter trinitatis 2021
 
Ved vi, hvorfor Jesus valgte Peter til apostlen over de andre apostle?
 
Var det fordi han var god til at sejle en fiskerbåd rundt i Galilæas sø? Nej.
 
Var det fordi han var dygtig til at tale? Nej.
 
Var det fordi han var fisker og ikke tømrer? Nej.
 
Hvad var så grunden til at Jesus valgte Peter?
 
Det var fordi han gjorde, hvad Jesus sagde.
Han adlød.
 
Han havde det ikke bare i munden. Han gjorde det, Jesus bad ham om at gøre.
 
Og kære menighed! Der sker store ting, når vi er parat til at gøre det, Jesus vil, vi skal gøre.
 
Når vi hører godt efter hans tale og lukker ned for vore egne ord.
 
For ellers kan vi jo ikke høre, hvad han siger.
 
Altså, Peter adlød Jesus. Og for os, der er døbt til at tilhøre Jesus Kristus, følger, at vi også følger efter ham.
 
***
 
Og hvad var det så, Jesus bad Peter om at gøre? Var det noget svært? Egentlig ikke.
 
Var det noget let? Ja, på en måde.
 
Jesus sagde: Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!
 
Så det var det, han skulle – ud på dybet, ud på det dybe vand.
 
Sådan skal vi også adlyde – og lægge ud på dybet.
 
Dybet – det er at møde Guds vælde. Vi oplever et mirakel. Det gør os små – og lykkelige. Jeg gennemlever en krise i mit liv, hvor jeg opdager min egen uværdighed. Eller jeg laver fejl, som jeg føler mig fordømt for af andre mennesker.
 
Så må jeg sige til Gud: Jeg er hverken mennesker eller dig værd, men jeg kan ikke undvære dig, Gud!
 
Det kan være øjeblikke, hvor vi føler os reddet, da der ingen redning kunne være. Hvor tingene i vores liv vendte, og vi blev glade igen.
 
Men vi skal som menighed ud på dybet sammen også! Vi skal også ud på dybet og fange mennesker. Fange mennesker, så de bliver mere levende end nogensinde. I det specielle græske ord for at fange indgår ordet liv eller levende. Vi skal være med til at bringe mennesker ud af fangenskab i livet, som får dem til langsomt at dø i opgivelse og uden håb.
 
Vi skal hjælpe med til, at de og vi bliver levende fisk i vandet, i dåbsvandet. Det vand, som der siges over: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
 
Vi har modtaget Gud Helligånd i dåben til at vejlede os, hjælpe os i al nød, styrke os med kraft og trøste os, når sorg og bekymringer overvælder os. Gud Helligånd er som solens varme, der giver os nyt liv og gør os glade.
 
Sådan som vi sang i dåbssalmen, de Freya blev døbt:
 
Fyldt af glæde, men også fyldt af bæven. Peter og de andre var rædselsslagne over den mærkelige fiskefangst, vi kan bæve for, hvad fremtiden skal bringe. Til os lyder Jesu ord, et ord, der genlyder gennem hele evangeliet: Frygt ikke! Vær ikke bange! Læg jeres liv i Gud Faders hånd, hvad der end kommer til at hænde.
 
Vi er også fyldt af undren over det mægtige univers, hvor vi er som et fnug, og hvor de små og mindste er størst.
 
Blot ved at tage imod Guds kærlighed.
Og blive ved med at leve af Guds nåde som dagligt brød.
 
Ved dåben er vi som åndelige fisk født på ny til et liv i Kristus, til et åbent liv i tro og tillid.
 
Vi er nemlig, som Paulus siger i Romerbrevet kapitel 6, begravet og døde med Kristus, da vi blev døbt og steg ned i dåbsvandet, i dybet. Men så skal vi også hver dag stå op af det dyb med Helligåndens kraft, med Jesu opstandelses kraft, og leve som Paulus siger: et helt nyt liv.
 
Vi har op- og nedture, og til stadighed må vi bede Gud skænke os troen, for gennem troen har vi del i en fuldkommen glæde, som intet kan ødelægge.
 
Lad os tage ud på dybet, ud i folkedybet, kaste al angst og uro væk og lad os kaste os ud i at leve som kristne, i enighed om at gå vejen sammen med vor Herre Jesus, og gå vejen i hans fodspor.
 
For det er den indbyrdes kærlighed, der for alvor vil få mennesker til at lade sig fange ind af Jesus Kristus.
 
Det ved apostlen Peter om nogen. Derfor siger han: Lev i enighed, vis medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse, for I er kaldet til at arve velsignelse. Med andre ord: vi skal dele ud af vores arv af velsignelse!
 
Tag gerne jeres sætning med, som ligger på salmehylden. I kan evt. udveksle dem med hinanden.

Prædiken 13. juni 2021 - 2. søndag efter trinitatis

På grund af det, der skete i Parken under Danmarks første fodboldkamp i går aftes (12. juni), var der en indledning, der satte ord på de følelser, man har her dagen efter, at Christian Eriksen faldt om og senere kom til Rigshospitalet. Han fik hjertemassage og er nu stabil og kan tale. Den tysthed, der faldt på tilskuerne på grund af Eriksens situation liggende på grønsværen, indtil han blev båret ud, den tysthed var et udtryk for respekt og angst for, hvad der mon var sket. Samtidig så vi kærligheden, som medspillerne viste Eriksens, da de stod vagt rundt om ham og skærmede ham på grønsværen i forhold til kameraer og publikum. Og den bevægelse med tårer, som mange, også kommentatorerne havde, virkede stærkt på os, der så kampen på skærmen. Den kærlighed, som er et godt billede på det, der blev læst under denne gudstjeneste om kærligheden i 1. Johannesbrev.

Skal vi ikke bare dø og så er det alt sammen forbi?

Betyder det noget, hvordan vi lever og har levet?

Betyder kærlighed noget?

Måske skal vi begynde helt forfra.

Med at undres over, at tingene er som de er.

TV2 har ladet sig undre over duehøgens vanvittige egenskaber. (Se linket: https://livsstil.tv2.dk/2021-05-27-oejnene-stiller-skarpt-paa-den-lille-roedhals-faa-sekunder-senere-bliver-den-flaaet)

Duehøgen ser med en opløsning, som er 1000 gange kraftigere end et kamera.

1000 gange.

Og hvad skal duehøgen bruge denne utrolige synskraft til? Den kan ovenikøbet til sidst zoome ind. Ja, på byttet.

Al denne synskraft, denne evne til at zoome, skal til for at duehøgen kan nedlægge sit bytte, en lille eller lidt større fugl.

Med den måde, dens vinger er konstrueret på, kan duehøgen flyve under radaren og mellem tætte grene uden en lyd.

Vi har også fået vinger. Bønnens og troens to vinger. Med de to vinger kan vi komme igennem alt buskads i vores liv og leve.

Vi kan få den åndelige mad, som gør, at vi aldrig skal sulte.

Og det er Helligånden, der giver os øjne at se med, så vi ser, hvad det menneskelige øje ikke kan se. Men ikke Helligånden alene virker en stor åndelig synskraft hos os. Nej, for uden kærlighed bliver den åndelige synsevne til kold iagttagelse.

Kun Kærligheden og Sandhedens Ånd, Guds Ånd, kan åbne troens øjne. Da kan vi fokusere, zoome ind på det væsentlige.

Lad os bede Gud Helligånd i kærlighed åbne vore åndelige øjne for, hvad vi har hørt i dag.

Vi zoomer ind på profeten Esajas. Først på festmåltidet, han taler om.

Et festmåltid. Hvor trænger vi til en kæmpe fest. En fest med fantastisk mad, hvor alle sorger glemmes for altid. Det er Guds rige, det vi kun i ånden kan se nu. Hvor sløret skal tages af vore øjne, ja, af alle folkeslags øjne. Døden skal opsluges for evigt.

Og Herren tørrer tårerne af hvert ansigt, og han fjerne spotten mod sit folk fra hele jorden.

I Guds synlige rige, når Jesus kommer igen, skal vi sige: Han var vort håb, mens vi gik der i verden, vi oplevede, at Gud gang på gang frelste os. Vi satte vores håb til ham, og han har ikke gjort os til skamme. Nej, nu kan jublen og glæden fylde os uindskrænket.

Men når vi hører Jesus fortælle om det store festmåltid, så bliver vi kede af det. For der er ikke uindskrænket glæde.

Mennesker undskylder sig og vil ikke med til festen, de har vigtigere ting for, ting, de ikke kan slippe, selvom det er komplet uforskammet at takke nej til denne mand, som jo er Gud selv.

Der er en, der er blevet gift for nylig, han siger bare, at han ikke kan komme. Han undskylder sig ikke engang. Nogen mener, det skyldes, at han er under tøflen.

Lad os lige blive ved det.

Jesus vil gøre op med alt, hvad der forhindrer os i af hjertet at følge ham. Ikke at være under nogen som helst tøffel.

At have modet til at sige fra over for alt, der er tøffelagtigt.

At følge Jesus, vor Herre og Frelser, vor gode Hyrde, Opstandelsen og Livet, verdens Lys, Livets brød, Vejen, Sandheden og Livet.

Skulle vi ikke følge ham, som er Livet selv, fra hvem vores liv stammer, og som overvandt døden og har knust dødens magt, Satans magt, syndens magt?

Så vi i følgeskab med Ham kan leve, nu og i al evighed.

Vores forhold til Jesus er udfordret hele tiden. Hjertet er dybt. Der kan komme åndelige kriser. Mennesker mister troen på grund af håbløs sygdom. Andre får troen netop da. Vi forstår ikke alt dette.

Vigtigere er, at vi tager imod indbydelsen.

Til Guds rige, det store festmåltid, hvor Jesus selv sidder for bordenden.

Her er Abraham, her er kong David, her er profeten Esajas, hvem Gud gav syner som ingen anden før eller siden, så han så ud i fremtiden, ja, til evigheden. Talte, så vi må gå i os selv i gråd over vor usselhed. For han lader os se vore synder og overtrædelser med al dens forfærdende dødbringende kraft, som kun kan overvindes af Gud selv.

De, som var langt fra festmåltidet, som ikke gjorde sig håb om at komme med, fattige, vanføre, blinde og lamme, dem hentede manden ind til den fest, Jesus fortæller om.

Der var ikke én af dem, der takkede nej. De kom alle.

Lad os erkende vores åndelige fattigdom uden Gud og Jesus sige ja til invitationen.

Så lad os følge dem og lade os kalde ind i fællesskab med Jesus i vores hele liv. Vi kan ikke kalde os selv. Vi må lade os kalde af Ham. Komme så meget ned i gear, at Helligåndens tyste hvisken i os kan høres. For vi, der er døbt til at tilhøre Jesus Kristus, har modtaget Helligånden fra Faderen, som Jesus har sendt ind i vore hjerter.

Vi kan så ofte og længe ligesom leve med et slør over vore hjerter, så vi ikke mærker Helligånden, der kalder på os.

Men hvis vi føler os handlingslammet, triste, bange og uden håb, så kalder Gud os netop til glæde og fred nu og i evighed, for Han længes efter os.

Kalder os til at elske Gud af alt, hvad vi er, kalder os til at blive i kærligheden til Ham og til hinanden.

Johannes siger så vidunderligt i sit brev til os:

Vi er gået over fra døden til livet. Hvordan ved vi det? Fordi vi elsker brødrene og søstrene, svarer Johannes.

Det er så smertefuldt, at den, der ikke elsker, bliver i døden. Hader vi vor bror, er vi mordere.

Vejen til livet går gennem døden. At vi gør op med det, der er død i os, med had.

For kærligheden er sådan: At Jesus, vor Herre, satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte vort liv til for hinanden. Og det at sætte livet til for hinanden betyder at sætte vor selvbehagelighed til side og støtte hinanden.

Så er vi altid i en kamp for at forblive i kærligheden, forblive efterfølgere af Jesus.

Og ad os som kirke tage fat. Skulle vi ikke også gå ud på gader og stræder, når vor Herre anbefaler dette på det kraftigste?

Så vi kan møde hinanden derude, ikke kun herinde. Men også herinde. Hvor skønt, at vi stadig kan det. At det er muligt for os.

Lad os hver for sig tænke over, hvordan vi kan støtte fællesskabet og hinanden. Og én ting er sikkert: der er brug for os alle, hver enkelt, med ideer, med indsigt, med tjeneste. Amen.

Byggegrunden, revner og tætning af revnerne. Kærlighedens treklang

1. søndag efter trinitatis 6. juni 2021. 

Nordby kl. 9.00, Onsbjerg kl. 11.00

 

Byggegrunden

Vi har hørt om det helt afgørende: at tætne revner. Uden behandling ender et hus med at falde sammen, hvis der ikke gøres noget ved revnerne. Det gælder også vore kirker. 

Men før vi ser på revnerne, må vi se på grunden, vi bygger på. Bygger vi på sand eller klippe? Klippen er Jesus Kristus, det er den grundvold, som holder uanset hvor meget huset ellers kan se ud som en ruin.

Uden Ham som grundstenen flyder vi frit omkring og vores hus er åbent for sammenfald. Det kan ende med at falde ned om os.

Grundlaget er, at vi bekender os til Jesus Kristus som verdens Frelser, som Guds Søn, der kom og blev et menneske, levede blandt os, døde på korset for vore synder og opstod med kraft påskemorgen.

Så ved vi, hvad der er op og ned. Så er Kristus mellem os og døden. Da er vort håb urokkeligt som Han, at døden ikke får det sidste ord, men vi skal opstå, som han er opstået og mødes med ham i hans rige til sidst på den fantastiske dage, vi venter på med længsel, hvor synd og død er overvundet.

 

Men nu til revnerne

Først skal skaden kortlægges. Hvorfor er der kommet revner? Og hvordan har man tidligere behandlet revnerne?

Skaden er stor. Det fortæller profeten Esajas med ord fra Herren. Skaden sker dag ud og dag ind, når vi lader ondskaben tage til uden at standse den, når vi lader folk gå undertrykte rundt, mobbede, sårede; når vi vender ryggen til vore egne.

At tætne revner på denne måde fører meget godt med sig, siger Esajas. Da bryder dit lys frem som morgenrøden. Morgenrøden – til en dejlig nyfødt dag, hvor undertrykkelse er i gang med at blive bekæmpet, ondskaben ligeså.

Da omgives vi af Guds retfærdighed foran os og af hans herlige morgenrødes lys bag os.

Den rige mand var ligeglad med andre mennesker og Gud med.

Vi mennesker er ellers gode til at orientere os om alt muligt vigtigt for os. Det har den rige mand også gjort, helt sikkert. Det var jo faktisk derfor, han var så rig og kunne nyde et liv uden bekymringer. Men også uden at orientere sig om situationen lige ved hans indgangsdør.

Der lå ellers Lazarus. Han var sikkert handicappet, krøbling, for han var blevet lagt der, står der. Han var så hjælpeløs, at han ikke kunne værge for sig, når de vilde hunde kom. De tog det, der faldt fra den riges bord, så Lazarus fik intet. Hundene slikkede hans sår, og det blev så den eneste kontakt han havde med andre levende væsener, for den rige mand gik hver dag ind og ud uden at ænse Lazarus.

Som sagt havde den rige mand ikke orienteret sig om Lazarus, men heller ikke om, at der er en dom for hvert menneske, når vi dør. Hvor regnskabet skal gøres op.

Han var så rig, at han mente, at han kunne undvære at vide besked om det.

Han tænkte, at når han nu hørte til Guds eget folk, så var forsikret mod straf efter døden. Den straf der er tale om, er bittert at fortryde, hvordan vi har levet.

Derfor er det nu tid til at høre, hvad vi skal gøre. Hvordan vi kan leve i kærligheden.

Alt dette er godt, men størst af alt er kærligheden.

Derfor kommer vi nu til

Tætningsmidlet, som er kærlighed.

Det er Johannes, der hjælper os med at forstå, hvordan vi skal leve i kærlighed.

Johannes siger: 

1 Bliv ved med i dagliglivet at modtage Guds kærlighed og at lade Guds kærlighed virke ind på jeres hjerter!

2 Bliv ved med dag for dag at elske Gud

3 Bliv ved med i praksis og i det daglige at elske brødrene, søstrene.

Her har vi kærlighedens trehed:

1 Gud er kærlighedens kilde. 

2 Jeg skal modtage Guds kærlighed, og lade den præge mig.

Og så skal jeg vise de andre kærlighed.

Og hvad vil det så sige at vise de andre kærlighed?

Johannes svarer: det er kun, når vi hver især, den enkelte, elsker sine medkristne helt lavpraktisk, at han og hun erfarer Guds kærlighed og kærligheden til Gud i sit eget hjerte og ved, at Gud er nærværende i ham og hende.

Hvis derfor mine kristne brødre eller søstre lider i samfundet, bliver mobbet, lider nød, undertrykkes, da angår det mig og dig helt personligt.

Og uden den lavpraktiske indbyrdes kærlighed på kryds og tværs dør kirken som fællesskab.

Altså, når fundamentet, grunden er, at Jesus er kommet som vor Frelser, og når vi har modtaget Guds Ånd i vore hjerter, så kan kærligheden begynde at virke i os.

Og sådan styrkes vi i vor indre overbevisning om, at vi er Guds børn, styrkes, og vi mærker Guds kærlighed på en ny og frisk måde, der inspirerer os dag for dag.

Det er det, Johannes siger, nemlig at Gud har givet os sin Ånd i vore hjerter. Når kærligheden lever i os, så støtter Helligånden kærligheden i os.

 

 

*** 

 

 

 

 

Et spørgsmål: Hvordan kan en kærlig Gud sende mennesker i helvede?

 

 

 

Vores kultur har intet problem med en kærlig Gud, som støtter os, uanset hvordan vi lever.

 

 

 

Men vor kultur gør stærke indvendinger over for tanken om en Gud, som straffer mennesker for deres stærke overbevisninger, også selvom de er vildfarne.

 

 

 

Vi kan vende tingene på to måder:

 

 

 

Enten vil vi med vor sjæl indrette os efter virkeligheden, og så er erkendelse, selvdisciplin og dyd løsningen.

 

 

 

Eller vi har vænnet os til, at videnskab kan klare alting, så det føjer sig efter vore ønsker.

 

 

 

Hvis vi forbryder os mod den guddommelige orden i verden, er der konsekvenser der er lige så hårde, som hvis vi forbryder os mod den fysiske virkelighed ved at stikke en hånd ind i et bål eller lægge den på en varm kogeplade.

 

 

 

Alle kærlige mennesker fyldes nogle gange af vrede, ikke bare på trods af, men på grund af deres kærlighed.

 

 

 

Sådan med Gud: Hvis han ser et menneske der ødelægger sig selv, bliver han vred.

 

 

 

Guds vrede er som en eksplosion, der vender sig mod kræft. En kræft, der æder mennesker indefra, mennesker, Gud elsker.

 

 

 

Gud er vred på ondskab og uretfærdighed, fordi det ødelægger skabningens fred.

 

 

 

Spørgsmålet er: Hvis jeg ikke tror, at der er en Gud, som til sidst bringer alt på rette fod, om ikke jeg så selv nu og her vil tage sværdet i hånden og vil komme ind i en endeløs kæde af hævn.

 

 

 

Det er menneskers manglende tro på hævnens Gud, som hemmeligt nærer volden, brutaliteten mellem os mennesker.

 

 

 

Det sande opium for folket er troen på, at der intet er efter døden – den dejlige trøst, at vort forrædderi, grådighed, fejhed, mord, passerer uden dom til sidst … men vore gerninger dør jo ikke.

 

 

 

Allerede i dette liv kan vi se, hvordan selvcentrerethed ødelægger sjælen.

 

 

 

Vi ved, hvordan selviskhed og selvoptagethed fører til frygtelig bitterhed, kvalmende misundelse, lammende bekymring, paranoide tanker og fornægtelser og forvrængninger.

 

 

 

Helvede er simpelthen ens fri valg af identitet væk fra Gud på vej til evigheden.

 

 

 

Men ingen, som alvorligt og konstant længes efter glæde, vil nogensinde savne det i evigheden.

 

 

 

Det utrolige er ikke helvede, men Guds kærlighed. For en kærlig Gud er aldeles ikke en selvfølge i religionernes verden.

 

 

 

Prædiken til 6. søndag efter påske 2021

Emner i prædiken:

1 Ikke at spilde tiden

2 Hvem er Helligånden / Talsmanden?

3 Hvordan er vi vidner?

4 Besindighed og årvågenhed, så vi kan bede

5 Indbyrdes kærlighed

6 Tjenester og opgaver i menigheden – ingen opgaver er mere vigtig end andre.

Lavpraktisk: Lad os gå i gang!

***

Vi skal ikke spilde tiden. Det taler vi så meget om. Vi må ikke spilde tiden, nej, det må og skal vi ikke. Men hvilken form for tid?

Jo, al tid. Arbejdstid og fritid. Det hele. Vi ved det, at vi skal elske Gud med hele vort hjerte, hele vort sind og sjæl. Så hverken arbejdstiden eller fritiden kan være undtaget derfra.


Og tilmed så ER tiden knap.

Det sagde Gud gennem profeten Haggaj: Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få folkene til at skælve.

Tiden har været endnu mere knap, siden Jesus kom. Det siger han. Ja, hvad skal det sige – der er gået 2000 år. Jo, tiden er knap siden Jesus er kommet. Vi har travlt. Peter siger det i den sætning, som jeg tog med i læsningen fra hans brev: Alle tings ende er nær, siger han, og så er det, han formaner os til, hvordan vi skal leve.

Men nu vender vi os først til det, Jesus siger om Helligånden.

***

Talsmanden.

En talsmand er fantastisk. Det er en, der taler min sag over for myndigheder. En, der hjælper mig, når jeg er i klemme og bliver undertrykt.

Det er en, der går i brechen for mig. En, der hjælper mig, så jeg reddes i en farlig situation.

Sådan er Helligånden, Guds Ånd. Sandhedens Ånd.

Men hvordan vidner Helligånden om Jesus? Det gør Helligånden ved at puste liv i Jesu ord, lade Jesu kærlighedsild brænde i lys lue i apostlene og os. Sådan vidner Helligånden. Gennem hvert et ord, Herren Jesus har talt. Som Jesus siger: Mine ord er ånd og liv.

Sandhedens Ånd lærer mig at tale sandhed. Guds Ånd hjælper mig til at tale sandhed, også når sandheden er upopulær eller kan koste. Koste folks agtelse. Og i sidste ende kan koste livet.

Det er egentlig lige meget, om det at tale sandheden koster agtelse eller livet.

For hvis mennesker ikke agter dig, fordi du taler som Jesus taler, så er du så godt som død i deres øjne. Udstødt.

Helligånden vidner om Jesus. Det er det, Helligånden gør. Og dernæst vidnede apostlene også. Er det vigtigt? Ja, for de var øjenvidner til alt, hvad Jesus gjorde og sagde ”fra begyndelsen” og hele vejen igennem. De er i sandhed vidner.

Derfor ærer vi – i sær i de gamle kirker – apostlene som vidner. For de vidner gennem de fire evangelier, som har apostlene som deres kilder: Matthæus, Markus, Lukas, og Johannes.

Og nu er det os, der skal vidne. Eller bringe apostlenes og Helligåndens vidnesbyrd videre ud.

Hvordan vidner vi om Jesus Det fortæller apostlen Peter i sit brev. Vi vidner om Jesus, når vi holder Jesu bud.

Et vigtigt og bærende bud, Jesus giver os, er dette at være vågne, være parate til, han kommer igen.

Det holder Peter fast i: Vær besindige og årvågne, så I kan bede.

Der er meget på spil her. Hvis jeg mister besindigheden og årvågenheden, kan jeg slet ikke rigtig bede. Besindighed handler om at være ædru, åndelig talt, så vi er i stand til tage imod beskyttelsen mod dæmonerne. Peter siger senere: Vær årvågne og på vagt! Jeres modstander, Djævelen, går omkring som en brølende løve og søger efter nogen at sluge; stå ham imod, faste i troen. (1. Pet. 5,8-9).

Med besindighed kan vi se, hvad der frem for alt er væsentligt for os som Jesu disciple. Nemlig at holde fast på den indbyrdes kærlighed. Den indbyrdes kærlighed. I nadverbønnen beder vi om, at netop den indbyrdes kærlighed må blive levende, ja, brændende i os. Peter bruger et ord for denne indbyrdes kærlighed. Den strækker sig ud. Det betyder, at den er udholdende, holder ud i alle situationer, trængsler, prøvelser, hvor vi fristes til indbyrdes at såre hinanden og volde hinanden besvær, krænke hinanden, fornærme hinanden, skælde ud, fordømme, blive vrede på hinanden, ja, hæve os op over de andre.

Da såres kærligheden. Den indbyrdes kærlighed skal være vedvarende, ligesom vores åndelige kamp er i gang hver dag og time.

For at bevare den indbyrdes kærlighed må der kæmpes. Hvordan? Ved at skjule hinandens synder – det går jo alle mulige veje mellem os, så det er en fælles opgave, vi har.

Et par eksempler på at skjule andres synder:

En munk i Egypten i de første kristne århundreder fik besøg af to tyve i sin lille celle: ”Vi komme for at rippe din celle for alt!” ”Velkommen indenfor!” sagde munken. Da de have rippet cellen og var gået, opdagede munken, at de havde glemt en taske, der hang på en knag. Han løb efter dem med tasken. Da de så det, gik de helt i sig selv og gave han alting tilbage.

Et andet eksempel: En gammel munk fik jævnligt besøg af en yngre munk. Den yngre munk kunne ikke lade være med at stjæle noget fra den gamles celle, når han kom på besøg. Den gamle munk lod sig aldrig mærke med noget. Så lå den gamle munk på sit dødsleje, og også den yngre munk kom til ham. Da den gamle så ham, udbrød han: ”Gud ske tak, for du har hjulpet mig til at komme i Paradis!” – naturligvis fordi den gamle blev øvet i at skjule den andens synder. Den yngre munk gik da i sig selv.

Vi kan også sige, at kærligheden binder os sammen ligesom et bånd og hindrer synderne og svaghederne i at bryde ud.

Når vi sådan er årvågne, så bøn og kærligheden er levende i os, så bliver der også plads til gæstfrihed og til, at tjene med de nådegaver, vi hver især har fået. Vægten ligge på, at enhver skal tjene med sin gave.

Enhver. Der er ikke nogen, der skal vigte sig med deres nådegave. Selvforherligelse er udelukket. Der er tale om en indbyrdes tjeneste, der bygger os sammen op. Der er ikke forskel. Enhver har en gave, som bygger os op sammen.

Peter er meget nede på jorden. Han taler om, at nogen har nådegaven til at tale som Guds ord, andre har forskellige nådegaver til at forvalte eller tjene med. Helt praktisk. Det er blandt menighedsrådet, der kommer ind her. Og tjenesterne i kirken. Og menighedens tjeneste med at bakke op om gudstjenesten, deltage med sang og bøn. Og enhver skal tjene med det, vi har fået givet, ”med den kraft, Gud har giver.

Sådan, siger Peter, bliver Gud herliggjort. Sådan mærker vi Guds kærlighed gennem alt.

 

Det begynder med, at Helligånden gør Jesu ord og gerninger levende for os, vidner sådan om Jesus, at vi mærker Guds kærlighed og føler og forstår, hvordan vi skal leve, så vi bevares i denne kærlighed.

Det fortsætter med, at vi tjener hver især som vi er udrustet til det og ser os selv hver i sær som nødvendige for fællesskabet. Uden forskel, om tjenesten er meget usynligt eller meget synlig, det er for Gud fuldstændig lige meget. Og hvis kærligheden ikke er der, er det alt sammen fuldstændig lige meget, både det, der ikke ses, men så sandelig også alt det, der kan ses.

Så lad os nu overgive os med alt, hvad vi er, til Gud. Lad ham råde over alt, vi ejer og er. For hans er sølvet og guldet, hørte vi Haggaj sige.

Lad os gå i gang med at bygge fællesskabet op i kærlighed. Gå i gang, for jeg er med jer, hørte vi Gud sige. Gå i gang! Amen.

Kristi Himmelfartsdag - prædiken 13. maj 2021

Sæt dig.

Det er dejligt at blive bedt om at sætte sig.

Det er det, det handler om i dag.

Jesus sætter sig ved Gud Faders højre hånd.

Men hvad betyder det?

Det betyder, at han hersker over himmel og jord. Nu med hele sin menneskelighed sammen med hans guddommelighed.

Sæt dig, siger Gud i Davids Salme.

Jesus tager selv netop disse ord frem i sin kamp med sine modstandere. Hvis søn er Kristus? Spørger Jesus dem. Det er det, man kalder et ledende spørgsmål. De siger, at Kristus er Davids søn. Men det stemmer jo ikke, viser Jesus dem. For hvordan kan David så i Ånden kalde Kristus for sin herre, for han siger:

”Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder?"

Jesus siger: Når David altså kalder Kristus for herre, hvordan kan han så være hans søn? De kunne modstanderne ikke svare på, og det kan ingen modstander af Kristus svare på.

Lige her, lige præcis med disse ord siger Jesus klart, at han selv er Herren, at han er eet med Gud selv og derfor Davids herre.

Siden har kristne kaldt Jesus Herre.

Det betyder, at vi, der har modtaget del i hans guddommelighed ved dåb og tro, også skal være sammen med ham, hvor han er.

Vi bliver ham lige.

Vi er konger med ham. Vi er kongebørn.

Jesus hersker nu over hele verden som konge. Og hvilken konge? En konge, som har magten til at sætte os fri af djævelens falske list. Magten til at jage de onde ånder på flugt.

Det er opgaven, som Jesus udfører sammen med os, i os, og for os. Det er en kamp. Kampen er i fuld gang. Den bliver ved til vi ser ham.

Det hedder i Davids Salme vi hørte først: ”Dit folk møder villigt frem på din kampdag.”

Kristi Himmelfart er Jesu tronbestigelse.

Han har lært os at bede: Komme dit rige!

Guds rige, men også hans rige.

Han har lært os at bede: Fri os fra det onde! Det indbefatter også udfrielse af den ondes anslag på os.

Og har lært os at bede: Thi dit er riget og magten og æren.

Nu er riget også hans, og magten og æren.

Kampen for at være med i riget og give ham æren og tilhøre ham varer ved.

Disciplene var til det sidste hårdhjertede. Det var ikke bare sådan nogen fjender som farisærerne, der fik at vide at de var hårdhjertede. Det gør apostlene også.

Apostlene havde nemlig ikke troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

Og alligevel sender han dem ud med evangeliet om frelsen ved Jesus Kristus.

For netop apostlene ved nu rigtig godt, med deres hårdhjertethed, hvor svært det kan være at overgive sig i tillid til Jesus fuldt og helt.

Netop derfor er de velegnede til at bringe evangeliet ud. Når de sådan selv til det sidste, ja, vel også derefter, havde hårde hjerter, så kunne de også med hjertet, med kærlighed, med sandhed, tale evangeliet sådan, at mennesker følte sig hjertelig tiltalt.

For det var ikke et let budskab de skulle komme med:

”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses;

Men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Tro og dåb knyttes her sammen.

Vi kan ikke sige: Den, der er døbt, skal frelses. Nej, vi må sige: Den, der tror og bliver døbt, skal frelses.

Tro er tillid, hengivelse, efterfølgelse af Jesus Kristus. Tro er at vælge ham og vrage fanden, Djævelen, den onde. Det er den tro vi indøver hver gang vi mødes og fremsiger troens ord. Vi bekender, at vi ikke vil have noget med den onde at gøre og at vi i stedet vil tilhøre Frelseren.

Men den, der ikke tror, skal dømmes.

Ja, dommen hører med på Kristi Himmelfartsdag. Afgørelsens dag.

Vi kan ikke både tjene Gud og Jesus, og samtidig vælge andre guder i praksis.

Troen er en praksis. Troen er at ville lade Gud virke i Jesu navn og Helligåndens kraft på os.

Den, der ikke tror, vælger dette fra. Vælger Gud, vælger Jesus fra.

Vores tid har gjort mennesket til dommer over alle ting, også Gud.

Men i dag på Kristi Himmelfartsdag hører vi, at den, der ikke tror, skal dømmes.

Det gælder ikke de andre, det gælder mig, når jeg i virkeligheden dyrker andre guder end Gud Herren og hans Søn Jesus Kristus.

For Jesus har jo sagt, at hvis en ond ånd drives ud og ikke fyldes med noget, så kommer syv værre ånder og fylder pladsen helt ud.

Det er et værn mod vort hovmod, at vi hører, at troen må leve i sind og hjerte, så kærligheden lever i os.

En munk fra Athosbjerget i Grækenland, en munkerepublik, Silouan, siger i kapitlet ”Åndelig kamp”:

”Vor kamp er i gang hver dag og hver time.

Hvis du skælder din bror ud og dømmer ham og er irriteret på ham, er din fred tabt. Hvis du har pralende og har hævet dig selv op over dine medmennesker, har du tabt nåden. Hvis du ikke straks jager den lystne tanke, som kommer til dig, bort, mister du kærligheden til Gud og tillid i bøn. Hvis du er glad for magt eller penge, vil du aldrig komme til at kende Guds kærlighed. Hvis du har fulgt din egen vilje, vil du besejres af fjenden, og fortvivlelse vil kommer over din sjæl. Hvis du hader dit medmenneske, betyder det, at du er faldet bort fra Gud og en ånd har taget dig i besiddelse.”

”Men hvis du gør noget godt for din broder, får du ro i din samvittighed. Hvis du undertrykker din egen vilje, drives dine fjender bort og du får sjælefred. Hvis du tilgiver din broder det, han har fornærmet dig med, og hvis du elsker dine fjender, da vil du modtage tilgivelse for dine synder, og Herren vil lade dig komme til at kende Helligåndens kærlighed. Og når du har ydmyget dig selv fuldstændig, vil du finde fuldkommen hvile i Gud.”

Derfor er der også bestemte tegn, som følger dem, der tror, siger Jesus.

I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på de syge, så de bliver raske.

Jesus siger ikke, at alle gør disse ting, men at disse tegn følger med og sker, her og der, i en afkrog, nogle åbenlyst for alle.

Fordi det er sådan en kamp at være i som kristen, gælder det at vi hver dag overgiver os til Gud af hele vort hjerte og med hele vor sjæl og med hele vor styrke og med hele vort sind, og vor næste som os selv.

Det er en rød tråd gennem hele Bibelen fra Mosebøgerne over profeterne, kampen for at blive i hjertets forbundethed med Gud. Og her forkynder vi Jesus Kristus, Guds Søn, som den eneste, der kan frelse os fra vor egen fortabelse, som giver os fast grund under fødderne, ja, giver os til tider at hvile som fåret på hans skuldre og netop i denne tætte kontakt med ham at bevares mod den onde, enhver ulv, der går på rov for at opsluge os, om det var muligt.

En enkel bøn bliver af mange kristne brugt til at holde fast i at overgive sig til Herren, til Kristus. ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig!” og sige bønnen så ofte, som man er i fare for at få hjertet delt, så Kristi opstandelseskraft viger fra os. I denne bøn og enhver anden bøn til Kristus lader han ved sin Ånd sin opstandelseskraft rense os, forny os, så vort sprog bliver nyt, så vi taler med nye tunger.

Prædiken første søndag i fasten: Djævelens fristelser

Mon Gud har sagt? Spørger slangen i paradis Eva.

Kan det passe?

Det er en enorm fristelse at svare: det kan ikke passe. Gud kan da ikke have forholdt os noget og vil ikke forholde os noget. Jo, vi ved godt, at vi må spise af de tusinder og atter tusinder af forskellige sorter af æble, appelsiner, figner, abrikos, pærer, kirsebær, blommer og og og. Det ved vi godt. Og vi burde være tilfredse med det. For vi har simpelthen Guds ord for, at vi må spise af alt det. Af 99,9999999 procent af alle træer. Der er kun et eneste træ, vi ikke må spise af.

Er det meget? Nej, det er astronomisk lidt.

Men noget i os vækkes, vi vil have det der er forbudt. Lige meget hvad det er.

Det vi skal lægge mærke til, er, at fokus skal være på Guds ord. Hvad siger Gud, hvad har han sagt?

Der skal skabes klarhed, så vores samvittighed kan vide helt sikkert, om vi er på rette vej.

Adam og Eva, og vi, alle mennesker, er faldet for fristelsen til at lade hånt om Guds ord og bare gøre, som vi vil.

Hvad er det, der er så djævelsk ved Djævelens fristelser? Det er, at han er en dygtig kender af Skriften og kan lige bruge et citat til at gøre os bløde. Han citerer gerne fra Bibelen og fromme talemåder. Det lyder jo rigtig, rigtig fromt. Men Djævelen er en mester i at blande løgnen ind i det frommeste.

Som da han siger til Eva: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?

Der er jo løgn på løgn i de ord. For det første: Er det nu rigtigt, at Gud har sagt det her? Men Djævelen forvrænger og taler faktisk ironisk i sin fristelse. Han siger ikke: Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træet midt haven? Uha nej, for så vil Djævelen afsløre sig. Så skulle Eva nok vogte sig for ham. Nej Djævelen spørger, om Gud virkelig har sagt, at I ikke må spise af havens træer? Som om Gud har forbudt alting, når sandheden er modsat, at Han har givet os lov til stort set alt. Det er så groft, som det kan være. Nej, kan Eva sige, vi må spise løs. Men Djævelen har allerede plantet hos Eva, at Gud nok ikke under mennesker det alt for godt.

Jo, Djævelen stiller sig frommere an end den frommeste mand elle kvinde og mere bibelstærk end en professor i Gammel Testamente eller ét af Jehovas Vidner.

Og han arbejder med camouflage udelukkende. Han dækker sig bag en maske af harmløs, ja, from imødekommenhed. Djævelen er ligefrem religiøst aktiv. Men der er intet at lade sig dupere af.

Djævelen begynder ikke med at stille sig an som en, der ikke tror på Gud. Nej, Djævelen tror sandelig på Gud. Men blander sig selv og sin løgn ind i alt for at få magten over et menneske. Også Jesus.

I moderne Danmark har det ofte lydt, at Gud var vist blevet fremstillet lige lovlig snæversynet. Det var noget med Gud Faders øje i det høje, der holder øje med os. Der var en tid, der ligefrem dyrkede fristelsen. En Gud, der hænger Adgang Forbudt skilte op, som nu ved et træ midt i haven, det er vist ikke den kærlige Gud.

Jesus brugte Skriftens egne ord til at stå Djævelen imod i fristelserne.

Jesus begyndte ikke en diskussion eller samtale med Djævelen, nej, han citerede bare Skriften og så måtte Djævelen vige.

Og hver gang er det Skriften, der er Jesu våben til at modstå Djævelen.

Med Djævelen kan der ikke diskuteres. Det er derfor vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi diskuterer ikke med ham, vi forsager ham blot. Som vi har lært af vor Herre selv.

Djævelen vil gerne have os til at nærme os fristelsen, gå lidt tættere på, og lidt tættere, og så diskutere med os. Kan det passe, at Gud ikke under mig det og det? Er Gud så snæversynet? Nej, han er jo god og kærlig.

Sådan vil en stemme hviske til os.

Når vi først er kommet helt ind i højspændingen så hjælper bønnen ikke. Så er det for sent for denne gang.

Bønnen: Led os ikke i fristelse, vil sige, at vi beder om kraft og styrke til ikke at bevæge os helt tæt på fristelsen, som vi godt ved er en fristelsen. For er vi først kommet helt tæt på, så kan vi ikke modstå.

Derfor er det vigtigt, at Skriftens ord lever i os, først og fremmest i den fortolkning, Jesus selv giver Skriftens ord.

Ved at fordybe os i Jesu tale og i Skriftens tale, får vi et værn mod diskussion med Djævelen.

Hvis ikke vi havde Skriftens ord, som Jesus bekræfter, så kunne vi ikke med styrke og mod sige nej til aktiv dødshjælp ved at give folk sprøjter til at dø.

Vi kunne ikke få styrke til at skelne mellem mennesker og dyr og grøntsager, så vi aldrig overgiver os til at kalde nogle mennesker på sygehuset for grøntsager, men altid mennesker, der er permanent syge og derfor døende.

Vi kunne ikke få styrke til at holde fast ved, at kærligheden håber alt, tror alt, udholder alt, men ville være parat til at svigte som en selvfølge.

Vi kunne ikke få styrke til at arbejde på at tilgive et medmenneske, som vi har det svært med, hvis ikke vi havde Jesu ord for, at vi skal elske vores fjende.

Så læren i dag er, at uden Skriften, Bibelen, og dens ord, og Jesu ord, og især Bibelen, som Jesus har udlagt den, da ville vi være værgeløse.

Derfor må vi slutte, hvor vi begyndte. Med at forsage Djævelen, den Onde. Uden diskussion. Blot det. Sige nej.

Være klare. Vælge Gud og hans Søn af hjertet og afvise al løgn, som udgør fra Djævelen, og løgnen er ofte meget smukt pyntet med ord.

Der blæser en stærk forårsvind efter vinter i Jesu svar til Djævelen:

Der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.

Og her slutter vi med en udfordring: mennesket lever ikke af brød af leve. Det er ikke meningen, at mennesket blot skal leve for at spise, men han og hun skal spise for at leve. Nej, mennesket skal leve også af ethvert at Guds ord.

Så er der en udfordring til os, ikke mindst serveret for os så at sige, her ved fastens begyndelse, at faste på en eller anden måde. Jesus fastede, han regnede med, at hans disciple efter hans død også ville have tider til at faste.

Faste – fra hvad? Fra at give alting til os selv. Give noget til andre i nød. I øjeblikket samler vi ind til KFUKS sociale arbejde. Til kvinder, der er hårdt trængt. Som må leve fra dag til dag. Men der er så meget andet at give væk til. Flygtninge, sultende i verden.

Det er uendeligt, men hvis vi bruger det som undskyldning til intet at give, så har vi overgivet os til os selv uden tanke på næsten.

 

Fristelser i livet, åndelige og helt almindelige i dagliglivet.

Paulus viser os i 2. Korintherbrev 6,3-10, hvad vi i Djævelens fristelser skal holde øje med i vores eget liv.

Han bemærker, at folk uden for de kristnes forsamling er superopmærksomme på, hvordan de kristne egentlig og opfører sig. Derfor begynder at med at formane os til at passe på, at vi ikke kommer i vanry ved at volde anstød.

Den første måde vi kan volde anstød på er ved at være utålmodige. Derfor er udholdenhed det første Paulus fokuserer på. Mon ikke det betyder, at det var et kæmpe problem for ham selv? Han var ikke en super kristen, for de findes ikke. Der er kun kristne, som er syndere som alle andre, men som ved, at det, de tror også skal efterleves.

Så nævner Paulus trængsler. Det kan være alt muligt, som stresser os i det daglige liv. Noget der ikke fungerer i vores liv, som derfor gnaver i vores sjæl. Det er netop i trængsler, at udholdenhed skal bruges.

Jamen, så fortsætter Paulus med nød og angst. Og de pinsler og fængsel, han selv oplevede. Det oplever vi ikke.

Men vi oplever de næste prøver: uro, skriver han. Ja, uro. Den uro kommer udefra, men når vi tænker efter, viser det sig, at uroen lige så meget kommer indefra.

Jeg holder meget af et par linjer i en Davidssalme: Jeg har lullet og tysset min sjæl. Som afvant barn hos sin moder har min sjæl det hos Herren.

Dernæst følger andre prøvelser: møje og besvær. Det er jo det med at Adam skulle arbejde i sit ansigts sved og Eva skulle føde børnene under smerte, en smerte der følger med gennem hele livet, for hvordan skal det gå vore børn? Og kunne vi have gjort noget anderledes, forsømte vi noget?

Så følger søvnløse nætter. Det er en hård plage ikke at kunne sove. Vi må bede om tilgivelse for alt ondt, vi har tænkt, sagt og gjort, og så må vi øve os i at lægge alt i Guds faderhånd, så vi kan få sovet med en god samvittighed. Og uden at tage alt muligt på os, som vi ikke kan gøre noget ved, kun Gud. Jeg kender en person, der var blev at blive sindssyg, for han kunne vitterlig ikke sove. Så bad vi en bøn, og ja, i hans tilfælde, kom han til at sove normalt. Hvis du har det sådan, så lad os bagefter bede sammen

For Paulus var der altid fronter, hvor han som kristen måtte være vågen. Som at være retsindig, ikke forfalde til at beskylde folk for alt muligt. Kundskab, altså søge at fordybe sig i Guds Ord, så der er noget at stå imod med, når fristelser kommer.

Og så mildhed og oprigtig kærlighed. Altså det at have hjertet med. Det kan mennesker klare i perioder. Gud har også givet os en startkapital eller startgave af mildhed og kærlighed, som vi jo også ser i forelskelsen, men derefter bliver det hverdag og da må vi sande, at uden Guds Ånd blæser mildhed og kærlighed ind i os, går det ikke. Dertil hjælpe os derfor Gud i Jesu navn. Amen.

Fastelavns søndags prædiken

Først en opsummering - prædikenen med intro kommer nedenfor!

Jesus KOMMER til Johannes ved Jordanfloden. Hele vejen fra Galilæa.

Han vil noget, han vil døbes af Johannes.

Så er der krise. For Johannes vil IKKE DØBE Jesus. Han mener, det burde være ham selv, der skulle døbes.

Jesus: Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Læg mærke til det ”vi” Jesus taler om. Han inddrager Johannes som den, der medvirker til det her skifte fra Johannes til Jesus. VI GØR DET SAMMEN.

Det er ligesom med to rumkapsler, som nærmer sig hinanden og bliver koblet sammen. Indtil Johannes Døberen blive halshugget, er Jesus og Johannes ligesom koblet sammen og prædiker det samme: Omvend jer og tro på evangeliet! Guds rige er nær!

Og så kobles Johannes fra som en rumkapsel og Jesus er alene på vej til at døbe endnu engang, nemlig bloddåben, korsdøden.

Således bør vi opfylde al retfærdighed, siger Jesus. Al retfærdighed. Det er uretfærdigt, at Jesus som er uskyldig og ren, helt uden synd, at han skal døbes. Men det er den retfærdighed, der overgår al almindelig retfærdighed. Det er guddommelig kærlighed blandet med den højeste retfærdighed. En retfærdig er på vej til at dø for verden, så han kan åbne paradisdøren og hæve den forbandelse, der hviler over os uden frelsen. Kun hans frelse kan rokke os ud af stedet, når vi er indkrogede i os selv.

Efter dåben steg Jesus straks op af vandet. Ingen tid at spilde. Det kan vi lære af.

Tiden er kostbar.

Og da åbnede himlene sig over Jesus. Døren til Paradis står åben over dåben.

Og Guds Ånd dalede ned over Jesus. Guds Ånd daler også ned over os i vor dåb, og Guds Ånd virker i os, når vi holder os nær til Gud og Jesus.

Og hvad giver Guds Ånd os i dåben? Barnekår. For der lød dengang ved Jesu dåb en røst fra himlene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg velbehag!”. Vi bliver Jesus brødre og søstre i dåben. Vi bliver adopteret. Vi kommer ud af slaveri under synden. Vi er frie børn. Men slaveriet kan sagtens overvælde os igen. Vi er i en kamp mellem slaveri under alt muligt og så det at leve som Guds børn.

Jesus var også efter dåben på vej til kamp, kamp med Djævelen. En kamp, hvor Djævelen fristede Jesus til at være hovmodig. Jo, Jesus er Gud, men som menneske her på jorden var det ikke meningen, at han skulle demonstrere sin guddommelighed på mærkværdige måder som at gøre sten til brød eller ved at springe ud fra templets tinde og lade engle bære sig ned til jorden i sikkerhed. Djævelen fristede Jesus til at blive sin personlige slave. Jesus kan få alt, bare han vil tilbede Djævelen. Den kamp skal vi høre om og tænke over på næste søndag.


INTRO OG PRÆDIKEN

Intro

Fastelavns søndag fejrer vi i dag. Fastelavns søndag har Jesu dåb som tema. Det utrolige skete, at Jesus lod sig føde og nu døbe.

Vi kan forstå, at vi bør døbes, for vi kan ikke rense os selv for synd, vi har ikke kraften i vor natur til at leve, som Gud vil. Men Jesus? Det er det fuldstændig overraskende, at han kommer for at blive døbt.

Sådan er det med Jesus. Han overrasker nærmest hele tiden, hver gang. Han vil ikke bare døbes, nej, det skal ske for at opfylde al retfærdighed, siger han. Der sker noget med Jesu dåb, som er skelsættende.

Hvad vil det sige, at Jesus lod sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døber? Det vil sige, at han stiger ned i vandet som os. Ligesom han steg ned og var i Marias skød i ni måneder. Og han identificerer sig med os syndere, udholder lidelser og korsfæstelsen. Han borttager verdens synd, siger Johannes Døberen.

Og fasten begynder om nogle få dage, askeonsdag. Men fasten forberedes med dåben. Vi udrustes i dåben til livet, især der hvor vi ikke slår til, og det sker temmelig ofte. Nogle mennesker føler, at de slet ikke slår til i nogen som helst situation.

Derfor er det godt at den tid, der nu kommer, som vi kalder fastetiden, at den tid indledes med temaet dåb.

Men vel at mærke ikke vores dåb. Nej, Jesu dåb.

Det ufattelige sker, at han, hvis lys er stærkere end solens, åndelig talt, at han, som er mere end Mælkevejen med dens stjerner, altså mere end vores galakse med dens 100.000 mia. stjerner, han bøjede sig ned og blev døbt den dag.

Hans dåb gør, at vi i vor dåb ser Himlen lukke sig op for os, mens Satan må forføje sig, for over Jesus har han ingen magt.

Nu skal vi høre kirkesangeren synge nr. 141 i DDS, Mig lyster nu at træde, salmen netop om hvordan Johannes døber Jesus i Jordanfloden.

 

Prædiken

Hvorfor kom folk til Johannes ved Jordanfloden for at blive døbt? De kom for at vende deres liv på hovedet. De kom for at blive renset for deres synder. De bekendte deres synder for Johannes, og når de gjorde det, var de klar til at blive døbt.

Den eneste forudsætning for dåb er, at vi vedkender os vore fejl og synder, at vi angrer dem.

Det gjorde folk dengang, og så døbt Johannes dem.

Det var en forberedelse til dåben til at tilhøre Jesus Kristus.

Det var derfor Jesus selv kom og lod sig døbe af Johannes.

Johannes siger selv tydeligt fra i første omgang. Han er på det rene med, at det er ham selv, måtte trænge til at blive døbt af Jesus. Faktisk er Johannes meget voldsom. Han ”ville hindre” Jesus i at blive døbt, står der.

Og hvad er Jesu svar:

Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.”

Al retfærdighed.

Pludselig dukker det ord op. Johannes syntes, det var forkert, at Jesus skulle døbes af ham selv. Han vil faktisk forhindre Jesus i at blive døbt.

Hvad tænker vi på, når vi hører ordet: retfærdighed?

Måske på næstekærlighed og godhed. Og det er rigtigt af os at gøre det. Men når vi uden forbehold gør godheden og kærligheden til lov for vort liv, begynder vi at forstå, hvorfor vor godhed og kærlighed ikke er nogen vej til Gud. Vi opdager med smerte en afgrund, vi ikke kommer over. Nemlig når vi svigter godhed og kærlighed.

Når Jesus siger: al retfærdighed mener han, at der skal noget større til for at bygge bro over til Gud og til at helbrede os i alle vore svigt.

Derfor vender Gud tingene på hovedet til gavn for os. Det er virkelig retfærdigt, at Jesus lader sig døbe med synderes dåb. Han går ind under vore vilkår for derfra at befri os, frelse os, for at helbrede os.

Han begynder at tage vore synder på sig, sådan som han gør det fuldt og helt på korsets træ.

Han bærer verdens synd, sådan siger Johannes Døberen et andet sted.

Nogle vil mene, at kristendommen er en religion for ynkelige tabere, fordi Jesus prædiker ydmyghed og selv var ydmyg lige til døden på et kors.

Men hvis den, der ydmygede sig på den måde, nu har opstandelsens kræfter at give til enhver, der søger ham, så er han jo ikke svag, så er kristendommen ikke svag, men stærk. Blot er ydmyghed den nødvendige forudsætning. For ingen kærlighed er noget uden ydmyghed.

Efter sin dåb stiger Jesus STRAKS op fra vandet, står der. Straks. Der var ikke et minut at spilde. Efter dåben er der fuldt op at gøre.

Oppe af vandet ser Jesus Helligånden i skikkelse af en due dale ned over sig. Han så det. Der står ikke, at disciplene eller at Johannes så det. Nej, Jesus selv så det.

Det må han havde fortalt om. Det står her som Jesu egen oplevelse. Helligånden kom altså over Jesus. Som en forsmag for os på, hvad dåben betyder for os: at vi modtager Helligånden, at Helligånden kommer over os.

Alle har dernæst hørt røsten, der lød fra den åbne himmel:

”Det er min elskede Søn, i ham har jeg fundet velbehag!”.

Jesus ER Guds søn, og vi bliver ved dåben Jesu brødre og søstre, Guds sønner og døtre. Intet mindre.

Og Jesus bærer dåbens kilder i sig med Helligåndens kraft og gerninger. Så når vi holder os til ham, beder i hans navn og til ham, da overøser han os med Helligåndens hjælp, beskyttelse, tålmodighed, glæde og fred og visdom, alt hvad vi har brug for netop i dette øjeblik, i den aktuelle situation.

Sådan kan vi gå videre til fastetiden med opgør med gamle dumme vaner, opgør med egoisme og total selvcentrerethed. Overveje, hvad vi kan give væk af vores enorme ressourcer.

Der er to formål i grunden at give til. Der er mennesker i nød på alle mulige måder. Det kan være økonomisk hjælp, men det kan også være nærvær ved besøg hos syge og sørgende og svage, også dem, der måske ikke virker sådan, men er svage.

Det er den ene måde.

Den anden måde er at give til mission. Til udbredelse af evangeliet.

Prædiken til sidste søndag efter Helligtrekonger 2021

Alene. Ja, det er vi mere end nogensinde nu. Ikke se for mange, ikke mere end 5 må mødes. Børn kommer ikke i skole og kan kun have en enkelt aftale med et andet barn måske.

Alene. Få sammen.

Jesus skulle lære de nærmeste disciple noget, de aldrig ville kunne glemme.

Derfor tog han dem væk fra de andre disciple. Det var kun de tre, der oplevede Jesus blive forvandlet. Og så så de også Moses og Elias tale med Jesus i et kort syn.

De var sådan set 6 personer deroppe. Og så Gud Faderens stemme, der lød: Det er min elskede Søn, som jeg glæder mig over med en evig glæde. Hør ham!

Vi behøver ikke at være mange for at blive mødt af Gud med hans kærlighed. Mærke Hans nærhed. Blive gennemlyst med et varmt lys fra Ham, så vi vandrer glade videre på trods af al nød og lidelser og sygdom og skrøbeligheder.

Sådan ville Jesus også trøste sine nærmeste og styrke dem til at klare det, som måtte ske: at Jesus måtte dø for verden. For at åbne kærlighedens og tilgivelsens sluser.

Jesus blev forvandlet for deres øjne. Men kun for deres øjne. Jesus er den, han er, og det var han også dengang. Men vore øjne kan ikke magte at se det hele tiden. Derfor gav Jesus dette syn. Så de forstod, at han virkelig er det, Røsten sagde: Guds Søn, som Gud har sendt til verden.

At det betaler sig at lytte til Jesus og Ham alene.

For de blev alene igen. Moses og Elias blev usynlige for dem. Så var der kun de 4 tilbage: Jesus, Johannes, Jakob og Peter.

De så kun Jesus af de tre fra bjerget.

For nu skulle Peter ikke bygge løvhytter på et bjerg, men være klippen, der var vidne til alle Jesus gerninger og ord, så de står til troende på Peters ord.

Og Johannes skulle forklare Jesu ord på en dybsindig måde, som bliver ved med at gemme på dybder. For han ser det hele fra et ørneperspektiv.

Måske mener Matthæusevangelisten, at vi skal forstå, at Peter og Johannes nu er i Moses og Elias.

Sådan mødtes den gamle pagts helte Moses og Elias med Jesus og med Peter og Johannes og Jakob som vidner. Det var, om han vil, en pædagogisk måde at forklare sammenhængen mellem den gamle pagt og den nye pagt.

Vi skal gerne læse og høre den gamle pagts ord, ingen tvivl om det. Men vi skal koncentrere os om, hvad Jesus har talt og gjort. Derfor lyder der en røst fra himlen der på bjerget: Hør ham! Hør Jesus!

Indøv jer i at leve, som han lærer jer det. Lær af ham på alle planer.

For hos ham er fuldkommen menneskelighed, som vi skulle være mennesker. Og samtidig er han - og det er han på én gang – Guds Søn. Som Jesus aldrig bare var menneske, eller bare Gud, sådan skal vi heller aldrig prøve bare at være mennesker, men også lade os føre af Guds Ånd til noget, vi ikke ejer i os selv, til guddommelighed. Til et liv som en vandring med den Opstandne Jesus.

Disciplene måtte først afsløre, hvad de havde oplevet på bjerget efter Jesu opstandelse.

Hvorfor? Fordi vi først med Jesu opstandelse kan begribe, at Jesus virkelig er Guds Søn, er Gud. For kun Gud kan oprejse Jesus fra de døde, så han aldrig dør mere. Så han virkelig er forklaret, viser sig på hvad måde, Han vil, for mennesker.

Gud ske lov behøver ingen af os at sukke: Hvorfor har jeg ikke oplevet at se Jesus? For de ord, der står og blinker som et fyrtårn fra bjerget, det er ordene: Hør ham! Når vi hører Jesu ord og alt, hvad han gør og tager der til os, dag for dag, så vil vi også mærke hans kærlighed, hans lys i vores indre. Så jager han virkelig mørket i os bort, tænder sit lys inde i os ved sin Helligånd. Amen.

Forklaring til nadversalmen O du Guds Lam!

1 O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
derfra al trøst begynder;
miskundelig
forbarm du dig!

2 O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
dermed al fred begynder;
af kærlighed
giv os din fred!

3 O du Guds Lam!
med korsets skam,
du bar al verdens synder,
derfra vort liv begynder;
vor død til trods
opliv du os!

Agnus Dei. Oldkirkelig latin.
Tysk omkr. 1500. N.F.S. Grundtvig 1837.

Hvad siger vi i denne salme og bøn?

1 Jesus er Guds Lam. Han bar vore synder på sig op på korset og med hans død gik vore synder til grunde. Når vi ser på Jesus på korset i tro og med anger, så mister synden i vores liv magten og er tilgivet.

Korsets skam. Vi kan skamme os over mange ting. At dø som en forbryder, uskyldig, er den dybeste skam. Og skammen er dyb, for Jesus tog på korset vores skam på sig. Det var vores skam, han borttog. Vi skal ikke bære skammen længere. Der er anger som fører til tilgivelse. Så aktiverer vi Jesu døds betydning. Det er ligesom at åbne et testamente. Når det åbnes, læses, hvad der skal ske med afdødes værdier. Jesu værdier er tilgivelsen til os, når vi angrer.

Miskundelig. Det betyder nådigt, kærligt, venligt, imødekommende. Det er godt at være de små, der intet kan gøre fra eller til over for Gud, men kan modtage Guds kærlighed. Forbarm du dig! Sådan sagde folk, når de kom i nærheden af Jesus. De håbede på at blive raske, men de håbede også på, at de fik deres værdighed og glæde tilbage. Sådan siger vi også her. Vi har ikke vor værdighed og glæde af os selv, men ved Ham. Han giver os FRED ud af sin kærlighed. Vort liv begynder der, hvor Jesus bar vore synder. Trods den død, vi alle skal lide til sidst.

 

Kort prædiken til Hellig Tre Kongers søndag: at søge og at finde

De vise mænd søgte, og de fandt. Sådan har Jesus Kristus lovet, at den, der søger, skal finde.

Det er opløftende ud over alle grænser. Det skal der ikke stilles spørgsmål ved. Den, der søger, skal finde.

Det handler ikke om at søge uden at ØNSKE at finde. Nej, det handler om den, der virkelig af hjertet længes efter svar og derfor søger med længsel og ønsker et svar, ønsker at finde. Og være parat til at finde.

Og så er der dem, der slet ikke søger, men alligevel finder. Sådan at vor Gud. De, der ikke søgte, fandt mig, hedder det hos profeten Esajas.

Det sket i det gamle Sovjetunionen. Forfatteren Philip Yancey var med en delegation af kristne på besøg der i 1991. De havde besøgt Gorbatjov, som havde modtaget dem varmt.  Gorbatjov havde talt om perestrojka. Det betyder ’omstrukturering’, altså en helt ny begyndelse. Men spørgsmålet var jo, hvilke omstrukturering der skulle til.

Derefter skulle de besøg KGB hovedkvarteret. Det grusomme hemmelige politi, som dræbte uden rettergang, sendte folk til Sibirien til en langsom død. KGBs general sagde til dem: ”Det møde, der finder sted i aften, kunne ikke være udtænkt af nogen der skriver den meste vilde roman. Vi i Sovjetunionen indser, at vi alt for ofte har forsømt at acceptere dem, der har en kristen tro. Men politiske spørgsmål kan ikke afgøres, før der er en alvorlig ment anger, en venden tilbage til tro hos folket. Det er det kors, jeg må bære. I studiet af videnskabelig ateisme var der den ide, at religion deler folk. Nu ser vi det modsatte: kærlighed til Gud er det eneste, der kan forene.” (side 127).

En af deltagerne i mødet, en kristen spørger nu, hvordan generalen vil svare alle dem, der har mistet familiemedlemmer i fangelejrene. Han svarer: ”Jeg har talt om anger. Det er det afgørende skridt… Der kan ikke blive perestrojka uden anger. Tiden er kommet til at angre fortiden. Vi har overtrådt de ti bud, og det betaler vi for nu.”

Det gamle Sovjetunionen havde kostet 42.000 præster livet, og præsterne forsvandt ud af billedet fra 380.000 til 172.

Tusind klostre, 60 præsteskoler, 98 ud af hver 100 kirker var blevet lukket.

Vi står i en situation, hvor vore kirker i Danmark også er mere eller mindre lukkede ud over store dele af landet.

En ny begyndelse for Danmark kan heller ikke begynde uden anger. Det må vi lære af KGB-generalen, ingen anden. Han ledte ikke efter noget, men fandt, hvad han ikke søgte. Han fandt angeren over fortiden. Over overtrædelsen af de ti bud.

Midt i den store angst for en sygdom må vort folk komme til angeren, som den eneste vej til fornyelse af vort folk. Anger over de bud, vi har overtrådt. Der findes ingen anden vej.

Som de vise mænd blev ledt af en stjerne, sådan har vi også en stjern, der leder os. Den eneste stjerne, der fører os til sandheden. Den stjerne fører til Jesus Kristus.

Og ham skal vi ofre et angerfuldt hjerte og mod, dvs. et hjerte og sind, der angrer vore synder. DET er vores gave til ham, alt andet er hø og strå i forhold til det.

Og stjernen, der lyser og aldrig leder vild er Guds ord til os, ord der er klare nok, og de ord lyser på vor færd gennem 2021 og ethvert år. Som Ann Nørgaard sagde i et lille rap, vi skulle sige sammen ved børnejulegudstjenesten før jul: Kig op – ikke ned – tag imod – få besked.

Kommer Jesus og hans ord ikke ind i vort hjerte med anger over vore synder, så forbliver vor tro en udvendig tro, som vi kan krænge af os ved bedst givne lejlighed. Til at søge og gøre det med hjertet, kræver et mod. Det mod må vi bede om at have.

Prædiken nytårsaftensdag 2020

Læsning fra Jakobsbrevet kapitel 4, som der citeres fra i første del af prædikenen.

Hvis nogen tid har været omgærdet af usikkerhed, er det det år, vi nu forlader. 

”I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge”. Sådan kunne folk dengang sige. Trods den usikkerhed der sandelig også var dengang, hvor skibe kunne gå ned i en forfærdelig storm med mand og mus, hvor pest og alskens sygdomme kunne ramme uden varsel. 

”I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen”, siger Jakob. Nej, det gør vi ikke. Nye restriktioner der rulles ud med dages varsel som lillejuleaften. Næsten i en parentes i et pressemøde: for resten, gudstjenesterne bør forkortes til 30 minutter og der bør ikke synges. Et varsel, som udmærket kunne være givet midt i december. Hvis ikke det er praleri at kunne benytte sin magt til at skabe et vildt kaos timer før juleaften, så ved jeg ikke, hvad der er praleri. Ordet, der anvendes på græsk, betyder egentlig: svindel, bedrag. Ja, for det var at bedrage et helt folk. Det var svindel, fordi magten blev misbrugt til uden varsel at herske over en masse mennesker. 

At biskopperne til at foreslå aflysning af det, som de i virkeligheden ikke havde beføjelser til at aflyse, var en følgevirkning, som de også nu er på vej til at give til kende. 

Pral og en forelsket tro på egen magt er altså af det onde. 

Vi er jo som en tåge, der dukker op og snart er væk igen, som vejret nu skifter. Siger Jakob. Vi aner ikke, om vi lever i morgen. Kære venner, det gør vi virkelig ikke! Ak, hvor jeg har set raske mennesker miste deres førlighed på et split sekund, og det har I også. Vi ved det godt.  

Og når vi godt ved det, så bør vi også handle efter det, siger Jakob. Han siger: ”Den, der altså ved, hvad der er det rette, men ikke gør det, er en synder.” Hvad er det vi ved er det rette? Det er, at vi før alt, vi foretager os, beder til Gud: Din vilje ske, ikke min. Hvis du vil, Herre, så skal jeg leve og gøre det eller det. 

Sådan lærte Jesus, vor Frelser, os at bede, og sådan bad han også i sin sidste prøvelse før korsfæstelsen, da han sådan ønskede, at han ikke skulle gå lidelsens vej, men også vidste, at han ville give sig hen i Faderens vilje. Og Faderens vilje var korset, lidelsen. For vor skyld. Sådan ved vi ikke, hvad Gud Faders vilje er for os hver især i det år, der kommer. Vi manes til nøgternhed.  

Og alt det, vi hver især på vore områder har oplevet af restriktioner med coronaen, bør særlig mane os til at være ydmyge: Vi kender ikke fremtiden. Men vi ved, at vi skal kendes af Gud på vort liv, hvordan vi virker i det små, ja, i det små, blandt mennesker, de nære mennesker. Der prøves vor kærlighed til Gud og til mennesker. Så lad os våge og bede, at vi ikke selv må fristes til at slippe alt godt og kærligheden i det år der kommer. Det beder vi i Jesu, vor Herre og Frelsers navn. 

***

Anden del af prædikenen er evangeliets trøst!

I kirken mødes vi med evangeliet, som englen gav hyrderne: Jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket! Det gælder også nu, hvor nervøsitet, usikkerhed og forskrækkelse breder sig over for sygdommen. For Jesus siger, at når vi ser uro brede sig, skal vi løfte vore hoveder, for vor frelse er nær. 

Der har været mange opfordringer og anbefalinger på det seneste i forhold til sygdommen. Her skal vi opfordre og anbefale hinanden at løfte vore hoveder, at lade glæden fylde os. 

Hjerte, løft din glædes vinger! 

Budskabet er, at Gud med sin kærlighed har elsket os højt, at hans egen søn døde for os. Og den kærlighed er stærkere end døden. 

Stærkere end døden. 

Jesus selv er døren til glæde. Han kalder sig selv: Jeg er døren. 

Og den dør leder ind til sand glæde. 

Og derinde, i fællesskab med Herren Jesus og hinanden trøstes vi ved den fred, han giver, en fred, som ingen sorg, ingen bekymring, ingenting tør røre. 

Sådan er vor tro i liv og død! 

Er vi bekymret for udkommet, for vort folks fremtid? Så hør digteren, der siger: Gud er rig og har hjertevarme, og bringer fra sit forråd medicin ud, der gør hjerter glade. 

Han er rig og har hjertevarme. Hjertevarmen bevarer os mod meget ondt.  

Vi giver os Gud i vold i Jesu navn, uanset hvad der må komme. Kristus lod sig føde ind i vor verden med synd, død og Satan, der vil ødelægge os. Han kom for at bringe helbredelse af syge, trøste sørgende, give enhver, der tror på ham, et håb, der aldrig fejler. 

Derfor skal der også være mulighed for forbøn, og enhver er velkommen til at tage kontakt bagefter og ønske en forbøn (29651151). Vi må ikke lade bekymringerne gribe os sådan, at vi går til. 

Nej, Jesu løfte er, at når krig og uro og ødelæggelse breder sig, da skal vi faktisk løfte vore hoveder, og det viser, at Gud har fat i den lange ende. 

Derfor skal vi også altid give os ind under Guds vilje med os. Din vilje ske, til liv eller til død. 

 

Juleprædiken fra kontoret

Især tanker omkring profetierne om Jesu komme.

Prædiken 4. søndag i advent

"Budbringerens fodtrin” høres ”hen over bjergene. siger profeten Esajas.

Jamen, evangelierne er fulde af fodtrin. Jesus kørte ikke, men gik og gik. Sådan bogstaveligt. Fra by til by, landsby til landsby.

Og er det ikke det, vi selv skal gøre – gå?

Gå ud i alverden og gør alle folkeslagene til mine disciple…!

Vi skal gå. Der må meget gerne være en lyd af fodtrin.

Og hvad er det, der siges og forkyndes: Der forkyndes fred og frelse og godt budskab og siger: "Din Gud er konge" - fra læsningen fra profeten Esajas 52.

"Godt budskab". Godt budskab - det er jo ordet 'evangelium'.

Vi kunne sige: Dette hellige evangelium skriver Esajas! Nemlig ordene: "Din Gud er konge

Jesus taler igen og igen om Faderens rige som et kongerige. Guds rige er som et korn, der lægges i jorden og mange andre billeder bruger han om dette rige. Og han selv er kongesønnen i denne konges rige, Faderens og Sønnens rige.

***

Men hvem lyder ordene til, så det bringer glæde med sig helt ind i det inderste hjerte?

Det gør det for den, der lever i ruiner, i et liv, som virker, som om det er en ruin.

Der er håb for din og min ruin.

Er det sandt? At der er håb for dig, for mig?

Ja der er håb til hele den vide jord, som skal se vor Guds frelse, forkynder Esajas.

Sådan som julens budskab er i englens ord:

Frygt ikke! Thi se, jeg forkynder jer en stor GLÆDE, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en FRELSER i Davids by; han er Kristus, Herren.

Men hvordan ved vi, at Jesus virkelig er den Frelser, som Israel have længes efter? Det ved vi, for han gjorde alting vel, aldrig ondt. Han tog imod høj og lav, uden at gøre mindste forskel. Tværtimod lukkede han af alle en kriminel ind i Paradis som den første. Han VENTEDE til sit sidste suk på jorden, før han sagde disse salige ord til røveren på korset ved hans side, mens de sammen led døden: I dag skal du være med mig i Paradis!

Det er et virkelig godt budskab, der giver fred og frelse og Guds rige, ja, da må glæden være fortegnet for ALT. Det hører vi om i læsningen fra Paulus' brev til menigheden i Filippi (Grækenland).

Og så er der Johannes Døberen, som ved, hvem han selv IKKE er, og at der kommer en, som han er totalt uværdig i forhold til. Han finder lidt ud af, hvem Jesus er, for at sige det mildt, for senere siger han om ham, at han er GUDS LAM - en betegnelse han selv flikker sammen ud fra Bibelen!

Johannes Døberen er en, siger han, som råber i ørkenen: "Jævn Herrens vej!" Det er ikke alle, der kan lide lange, lange stræk med jævn og lige vej uden så meget som en kurve.

Men i Guds rige er vejen jævn og lige som sådan. Hvis det med Jesus skulle være sandt, så må det også være enkelt at fatte for de mindste som for de største, har en sagt.

I praksis føles det ikke altid sådan, at vejen er lige, for der sker så meget i hver persons liv, som får vejen til at virke nogle gange ufremkommelig.

Men den ER jævn og lige. Som Jesus er jævn og lige ud ad landevejen i al sin tale og alt, hvad han gør. For han er Frelseren, Kongesønnen, der gør alting godt i sit rige.

***

Det er glædens søndag i dag! Glæden midt i trængsler, prøvelser og lidelser.

Det er nærmest en ordre, at vi skal være glade.

Glæde er ikke en lille sideting, men er den stemning, der skal arbejdes på for kristne.

Vi har alt at være glade over. For vi har et håb, som springer over grave og ser frem til Kristi genkomst og himlen.

Glæden over Jesu opstandelse fra de døde, over hans overvindelse af dødens ødelæggelse, den glæde er det dybest set, som jævner vejen. Herrens vej er Jesus selv, han som kalder sig selv Vejen.

Vi vandrer med ham gennem livet. Vi vandrer glade, for vi skal ikke opfinde nogen dyb tallerken, vi skal ikke opdage en ny religion, men modtage kraften fra Jesus Kristus ved Helligånden, med trøst og opmuntring.

På den vej lærer vi med Kristus, at vejen er mildhed.

Som Paulus siger: Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker.

Og fordi vi hører Kristus til, kan vi være generøse og storsindede mod andre.

Ikke bare skal vi være milde over for de nærmeste i familie og blandt venner. Nej, vores mildhed skal blive kendt af alle mennesker. Intet mindre. Et sindelag, der er fair over for alle mennesker, har forståelse for alles fejlbarlighed, og er tilbageholdende med at dømme andre for deres fejl. Er ordentlig over for alle, kan vi også sige. Hjælpsom, rar, ville til at gå andre i møde. Det er alt sammen en del af at være glad, faktisk.

Selvfølgelig har vi bekymringer. Men dem skal vi komme med til Gud. Og det gælder alle bekymringer. Det er lige præcis hverdagens besværlige situationer og ting, vi skal tale med Gud om. Da kommer alt dette i det rette lys, og vi opdager, at vi altid også har noget at sige tak for. Det er vejen til fred. Freden er ikke en ømtålelig sindsstemning, som vi skal forsøge at bevare. Tværtimod: Det er Guds fred, som bevarer vore hjerter og tanker, fordi hjerter og tanker er i det rette forhold til Gud, som Guds lykkelige børn.

Prædiken 1. søndag i advent 2020

Vær velkommen, du nye kirkeår. Vær velkommen, Herrens år, fuldt af nåde og sandhed. Fuldt af trøst til trætte hjerter og sorgfulde sjæle, syge og døende, til dig, som nu venter, at Gud kan sige dig et ord, som du kan leve af og på. Ja, det får du, for sådan er vor Gud, sådan er Jesus, Hans Søn, han udtrykte billede.

Sådan, at han altid vil give frelsen og redningskransen til enhver af os, som beder og længes efter redning.

Hele verdens historie fra det øjeblik, hvor mennesket faldt bort fra fællesskab med Gud og blev sit eget formål og sin egen herre fra yderst til inderst, hele denne historie frem til i dag og til tidens ende er én lang redningshistorie. Til tider er folket blevet frelst i sidste øjeblik, som det går. Som også du og jeg har oplevet, og derfor priser og lover vi vores mægtigt Herre for kraften i hans opstandelse, som ved Helligånden virker med en styrke, som kommer direkte fra vor himmelske Fader og formår at rive Satans bånd i stykker, han som vil fængsle os i mørke og tavshed og trøstesløshed.

Gud ske lov ved Jesus Kristus, at Han har vundet sejren over synden, døden og Helvede.

Dette skal forkyndes på første søndag i advent: at Kristus er den ærens konge, som var lovet for længe siden, som kom i tidernes midte og fylde.

Løft jer, I porte, løft jer, I ældgamle døre, sang kong David.

Ja, for den ærens konge som skal komme ind i vore hjerter og herske der som konge, han kan ikke komme ind, hvis vi indsnævrer vort hjerte og lukker hjertets døre.

Vi er tempel for Helligånden, forkynder apostlen Paulus, altså er det hjertets porte, som vi skal løfte op. Det kan vi ikke selv, men Helligånden, som vi har fået ved vor dåb som en evig gave, kan bevirke dette under, når blot vi selv bliver små som børn og blot tager imod Kristus. Det var som om portene inde i os: når vi hæver dem op, så bliver vi selv mere rummelige.

Mere skal der ikke til. Men det skal også til.

Det nytter ikke at lyve. Hvis vi farer med løgn og sværger falsk, som kong David siger, da er sandheden ikke i os, og da kan Kristus heller ikke være i os.

Men holder vi blot vort hjerte åbent for sandheden, da henter vi også velsignelse hos Herren, for da er der noget i os, der søger Gud midt i alt mørke. Da hører Gud vores mindste suk og åbner døren, løfter sine døre til hans salighed og frelse.

Og da nu tiden skrider, kommer vi også nærmere den dag, da Kristus kommer igen. Vi tror og bekender, at Han skal være alverdens frelser og dommer og konge.

Når vi i dette år føler verden forandre sig med sygdom, vi ikke kan kontrollere, så lad os vågne af søvne, som Paulus siger.

Sover vi? Ja, åndelig søvn er den dybeste søvn, vi kan sove. Den farligste søvn også.

Det er på tide, at vi bliver helte i Guds rige, at vi vågner af dvale og mørkets gerninger og tager lysets rustning på, som Paulus kalder det.

Lysets rustning. I lyset er der intet mørke, Helligånden er vores lysrustning. Kun Helligånden kan beskytte os fra at gå til i det, Paulus nævner: svir og druk, løsagtighed, udsvævelser, kiv og misundelse.

Men lysets rustning er også Kristi klædning, for det er Kristus som med Faderen sendte Helligånden til verden og til os. Vi er efterfølgere af Kristus, som vi er iklædt.

Hans person, hans gerninger, hans liv, nedstigning fra himlen til jorden i hans fødsel, hans død, hans opstandelse, ja, hans himmelfart omslutter os som en kappe, der aldrig, aldrig kan gå i stykker, når blot vi påkalder hans navn, eller sukker hans navn, i forventning om frelse fra ham.

Så lad os åbne hjertets døre for Frelseren, Kongen, som kommer til os, som han kom til Jerusalem dengang, sagtmodigt og ydmygt på et æsel, ikke med våbenmagt, men med ønsket om at blive modtaget som et menneske modtager et andet menneske, samtidig med at han, som også fuldt ud er Gud, skænker det, vi knap kan forstå, så store gaver: Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv.

Og lad os med alle kristne til alle tider, bede og synge: Hosianna, Davids Søn, opfyldelsen af alle håb og løfter i den gamle pagt.

Hver gang vi fejrer nadver, gør vi os til eet med den skare af mennesker, som dengang hyldede Jesus, og de, som gennem tiderne har hyldet ham, med råbet: Hosianna, Davids søn, velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosianna: Frels dog! Og samtidig en slags hyldestråb, for der ER en sand konge, som er helt igennem retfærdig og samtidig tager imod enhver, som kommer til ham. For enhver, der gør det, modtager jo HANS retfærdighed som en kappe, der kan dække, i stedte for vores egen kappe med huller af uretfærdighed.

Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn, kom i julen ved sin fødsel, kom med sin selvhengivelse på korset, og kommer ved sin genkomst ved verdens afslutning. Dette store håb må hans menighed aldrig lade gå af minde og forsvinde i dagligdagens gøremål og problemer.

Vi er med i det store drama fra skabelsen, Adam og Evas fald, der drev dem og os ud af paradis, og frem til det synlige Guds rige i herlighed, og derfor er der intet bedre navn på Frelseren, Guds og menneskers Søn, end Ærens Konge, Herlighedens Konge.

Amen.

Prædiken 22. søndag efter trinitatis - om kristnes indbyrdes omgang med hinanden

Vi kan give denne søndag overskriften: Kristnes indbyrdes omgang med hinanden. Det belyses i dag, hvordan kristne skal være over for hinanden. Også i kirken.

Udgangspunktet er at blive som et barn. Hvad menes der med at blive som et barn? Det lille barn har ingen rettigheder. Forældre kunne dengang sælge deres barn som slave, hvis de ville. Barnet kan heller ikke stille nogen krav. Og det lille barn kan heller ikke noget og forstår ikke noget.

Og nu siger Jesus, at sådan skal man være for overhovedet at komme ind i Guds rige. Det hører med til omvendelsen at blive som et barn, som ingen rettigheder i grunden har, som ikke formår noget, og som slet ikke forstår noget. Kun den, der på den måde er færdig med sig selv, kan komme ind i Riget. Og der er han den største! Netop den, som er holdt op med at tro noget om sig selv og begære noget for sig selv.

Men det her betyder ikke, at Jesus accepterer sin samtids opfattelse af barnet som retsløst og værdiløst. Tværtimod: netop den, som tager imod sådan et barn i Jesu navn, han tager imod Jesus selv. Altså i tro på Jesus eller for Jesu skyld, eller: fordi Jesus ville det.

 

Modsætningen til at tage imod er at forføre. At bringe andre til fald. At bringe nogen til det punkt, hvor de mister troen. Altså lede andre bort fra troen på Jesus. Disse små, som Jesus nu taler om, er ikke børnene, men de små i Guds rige. Så forsynder man sig mod Jesus selv og ødelægger dem, han elsker. Dommen bliver derefter. At blive kastet i havet med en møllesten om halsen ville være en mild dom.

Nu følger et veråb over den verden, som er så fuld af forførelse af mennesker. Det er verdens ulykke, at der findes så meget som arbejder aktivt og målrettet på at drage mennesker bort fra Gud. Så længe verden står, er det sådan. Det bliver ikke anderledes. Men det mindsker ikke menneskers skyld, om bliver redskab for forførelsen bort fra troen.

Derfor er det vigtigt uden kompromisser at vise alt bort fra sig, som vil føre til forførelse. Det kan betyde, at vi må sige nej til noget hos os selv, noget som hører til vor egen natur og udrustning, ligesom hånden eller foden. At gå fortabt er den største ulykke, som kan hænde et menneske. Jesus siger det med billeder, som ikke kan misforstås.

Det er tænkeligt, at Matthæus, som fortæller Jesu ord om dette, at han i Jesu ord hører en formaning også til den kristne kirke. Også den kan have lemmer, som er til forførelse. Og da er det bedre at hugge hånden af eller rive øjet ud. De må ikke bliver årsag til at hele legemet ødelægges.

Og nu taler Jesus om dem, som er i fare for at gå fortabt. Han siger, at man ikke må tage sig det let med noget lille menneske, et barn eller en af de mindste på jorden. Hvor dyrebare de er i Guds øjne, viser Jesus ved at sige, at deres engle altid ser Guds ansigt. Det er engle, som er sat til at vogte den enkelte og samtidig ser Gud hele tiden. De små er lige så dyrebare som englene, der ser Guds ansigt hele tiden.

Og sluttelig fortæller Jesus lignelsen om det fortabte får. Pointen er Guds glæde ved at finde den enkelte. Sådan er Gud. Han vil ikke, at en eneste af disse små, som Jesus siger, skal gå fortabt. (fra Bo Giertz)

Prædiken 19. søndag efter trinitatis 2020

 

”Hvad vil I?” spørger Jesus de to, der fulgte efter Jesus. Jesus vender sig om og ser dem følge efter sig og spørger dem så: ”Hvad vil I?”

Vi kunne tænke os, at Jesus ville sige: Følg mig! Men ikke her. Nej, i stedet et spørgsmål: ”Hvad vil I?”

Et spørgsmål kræver et svar. Og de to mænd svarer med et spørgsmål: ”Mester, hvor bor du?” Det er et typisk spørgsmål, vi stiller til dem, vi ikke kender så godt: Hvor bor du?

Men her stiller de spørgsmålet til ham, som de følger efter, går sammen med. De har allerede slået følge med ham. Det er helt mærkeligt. Hvordan i al verden fandt de to på bare sådan at slå følge med Jesus?

Det er ligesom der er en underhåndsaftale mellem Johannes Døberen og Jesus. Johannes Døberen har forstået, hvem Jesus er, og sender sådan set sine to disciple over til Jesus.

For Johannes siger noget helt bestemt, som uimodståeligt får de to mænd til at følge efter Jesus. Hvad siger han?

”Se, dér er Guds lam.” Det er en mærkelig sætning. Guds lam. Der står ikke noget i Gammel Testamente om en person, som har titlen ”Guds lam”. Men Johannes Døberen bruger det udtryk. Hvad betyder det? At Jesus er Guds lam betyder, at han er det offer, som måtte til for at forsone os med Gud, at stille Guds vrede over vore ugerninger. Han erstatter alle dyreofre én gang for alle, som måtte til i den gamle pagts tid for at bringe synd ud af verden. Både daglige ofre i templet, men også offeret én gang om året på Forsoningsdagen. Som profeten Esajas siger om Herrens lidende tjener, der er som et lam, dør skal slagtes:

”Men han tog vore sygdomme på sig, han bar vores smerte, så vi selv slap fri. Han blev gennemboret på grund af vore overtrædelser og knust for vores svigt. Han blev straffet, så vi kunne få fred. På grund af hans sår blev vi helbredt.

Når nu Johannes siger: ”Se, Guds lam, som BÆRER verdens synd”, så siger han mange ting på én gang. Han siger, at Jesus er eet med Gud selv, Guds Søn. At Jesus er Guds søn, som er blevet menneske i kød og blod, fuldstændig som os, blot uden synd. Derfor BÆRER han verdens synd. Han bærer den. Ikke blot bar han vor synd ved at dø for vor skyld, men han BÆRER vor synd, ja, verdens synd. Det betyder, at frelsen ikke bare er for et bestemt folk, Israel, men for alle folkeslag, hele verden rundt. Altså også for os danskere.

Men jo ikke bare for os danskere. Vi må ikke gøre kristendommen til en speciel dansk religion. Det går simpelthen ikke. Så er vi faldet fra Jesus. For han bærer verdens synd, han døde for os alle i hele verden, og han går i forbøn hos sin Fader for os alle, iranere, danskere, israelere, kinesere og indere, I kan selv blive ved. Så hvis vi begynder at påstå, at kristendom er en særlig dansk opfindelse, så er vi frafaldne.

Det siger Paulus også umisforståeligt: Vi er som et legeme med alle de lemmer, som hører til legemet. Og det ene lem kan ikke sige til det andet: Dig har jeg ikke brug for.

Det betyder to ting. For det første: Når vi går i kirke, må vi finde os i, at der måske er nogen, som vi ikke bryder os om. Men vi hører alle til legemet, så vi kan ikke begynde at se en anden som uvedkommende.

For det andet: Når vi bekender os som Jesu disciple, så kan vi ikke være ligeglade med kristne i andre lande og sige, at de kommer os ikke ved. Når kristne i andre lande lider forfølgelse, så kommer det også ved. Ellers er vi frafaldne, og dårlige kristne.

Derfor er det nødvendigt for enhver af os at tage stilling ligesom de første disciple, til Jesu spørgsmål: Hvad vil I? Hvad vil vi? En ting er at lytte til Jesus og hvad han har gjort og sagt, en anden ting er, hvad vi gør med det.

Vi kan godt starte med som de to første disciple at stille dette modspørgsmål: ”Hvor bor du?” Kom og se, svarer Jesus. Sådan indbyder Jesus også os: Kom og se. Han bor nu ved sin Ånd i os. Dengang opholdt han sig i eet bestemt hus. Men nu opholder han sig, ja, slår sig ned hos hver enkelt af os. Sådan siger han senere til disciplene: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.”

Faderens hus – det er et hus, som kan være overalt i hele verden, hvor mennesker følger efter Jesus. Og hver af os har en rolle at spille. Tro ikke, at du og jeg er ligegyldige i den store sammenhæng. Tænk på, hvordan først to fulgte efter Jesus, så inviterede de andre til også at være med, med de samme ord, som Jesus brugte: Kom og se! Og evangeliet har bredt sig ud i syd og nord, i øst og vest. Og hvert slægtled må gøre det samme: invitere hinanden med.

Og den, som vi følger, er intet mindre end vores konge. Ja, konge. Hvor godt det er at have en konge. Tænk på alle eventyr, hvor slemt det er med en ond konge og hvor godt det er med en god konge, som nedlægger sig liv for vores skyld. Som gør mere end nogen konge kan gøre: får livet igen og aldrig dør mere. En udødelig konge.

Jakob drømte i sin tid, at Guds hus var lige foran ham, der hvor han havde sovet. Jesus inviterede bogstaveligt de to første disciple med indenfor i det hus, han opholdt sig. Og hvor Jesus er, der er himlen åben fra jorden og til Gud, og englene stiger op og ned som i Jakobs drøm og hjælper os. Både i søvne og om dagen.

Og her skænker vores konge, Jesus, os sig selv i brød og vin: Dette er mit legeme, dette er mit blod. Han fylder os med sin guddommelige kraft, så vi kan holde ud i hverdagen. Så han sletter vor skyld ud. Så han renser os dag for dag til at bære mere frugt. For vi er grene på ham, som er vintræet. Og vi hører sammen med ham fra hver vores gren. Fra ham modtager vi alt, vi har brug for til frelsen. Amen.

Prædiken 18. søndag efter trinitatis 2020

Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, siger apostlen Johannes.

Forleden mødte jeg en på gaden. Vi faldt i snak, og lidt senere stødte en anden til. Under snakken viste det sig, at jeg havde lovet den anden noget for mange år siden. Og den første havde et stærkt ønske om noget, som burde gøres, blandt ved hjælp af en præst.

Den lille episode har meget med dagen i dag at gøre. Vi er et fællesskab. Vi hænger sammen, som grene på det samme træ.

Vi er ikke bare uafhængige af hinanden uden at vedkomme hinanden.

Men oftest glemmer vi det. På godt og ondt hører vi sammen.

Jeg mærkede ved den snak på gaden forleden, at jeg også hørte sammen med en anden med noget, jeg havde undladt at gøre.

Bedre havde det selvfølgelig været, at jeg bare havde gjort det, jeg havde lovet.

Men ved at den anden mindede mig om mit løfte, så har jeg fået mulighed for, trods mit glemsel, at gøre noget ved det løfte. Så er vi styrket i fællesskabet.

 

Dagen i dag handler om fællesskab. Fællesskab mellem Jesus og os, og fællesskab mellem os indbyrdes.

Uden kærlighed til hinanden ophæver vi også Guds kærlighed.

Så fjerner vi os selv fra vintræet. Vi bliver som en vissen gren. For meningen med en gren har aldrig været at være der som en uafhængig gren.

Vi kan ligefrem mærke, at det er galt tænkt, at være en uafhængig gren.

Sådan lærer vor Herre Jesus os at være afhængige af Ham og Ham alene. Og når vi er afhængige af Ham, så er vi også afhængige af hinanden i kærlighed. Så vedkommer de andre grene også os selv.

Vi kan jo ikke sige til en anden gren: Dig har jeg ikke brug for. Vi er sammen afhængige af stammen. Vi har alle modtaget af den samme Ånd i dåben, ved troen.

Vi vokser vores vækst sammen på Vintræet Kristus.

Men der er en forfærdelig alvor i det, Jesus fortæller. For hvis ikke grenen bærer frugt, så fjerner vingårdsmanden, altså Jesu og vor Fader, grenen.

Men bærer grenen så meget som den mindst smule frugt, så renser han grenen, for at den kan bære mere frugt. Jeg ved ikke, hvordan en gren kan renses, så den bærer mere frugt. Men vi hører, at sådan gør Gud vor himmelske Fader.

 

Så kan vi lade os opmuntre. Måske bærer vi blot meget lidt frugt i verden som en discipel af Jesus. Jamen, så tager Gud fat på os for at det skal blive til mere.

Det kan være, at det gør ondt, men hvad gør det, hvis vi bliver mere ydmyge og lader kærligheden får mere plads i os.

Intet gartnerarbejde uden beskæring. Blade og smågrene må væk for at give plads til mere frugt. Så bliver drueklaserne store og tunge.

Det er godt, at der bliver beskåret noget i os, som blot er blade uden funktion. For alt kommer an på frugten, lærer vi.

Og hvis vi bliver bange for, om vi mon er en gren, der bliver fjernet, så skal vi blot holde os til det, apostlen Johannes siger:

”Den, der bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han bliver i Gud.”

Og drivkraften er den kærlighed, som vi ved, at Gud har til os, til hver eneste af os.

Prædiken ved høstgudstjenesten søndag den 20. september 2020 i Tranebjerg kirke

Kornet er høstet, og kartofler tages op og op, og rødkål må vel snart skulle afsted til butikker og syltefabrikken. For ikke at nævne løg og alle mulige andre gode grøntsager. Eller græskar, som står og lyser på marker. Det bugner derude. 

 

I evangelierne hører vi ikke Jesus gå meget op i høsten, sådan bogstaveligt. Nej, høst handler typisk om, at vi høstes ind i Guds rige, at vi kommer med, at vi er modne til den sidste høst, hvor verden får ende og den sidste høst skal i Guds lade. Mennesker. 

 

Kristne havde fra begyndelsen af to fester: påske og pinse, men ikke høstfest. Alt var ligesom anlagt på den åndelige høst. For uden den høst kan det være lige meget med høsten.  

 

Men vi kan sige, at Jesus lærer os ikke at bruge vort krudt på at bekymre os om mad og drikke og tøj og den slags. Men derimod bekymre os om vor sjæls frelse. Om, hvor hjertet egentlig er henne. 

 

Den anden læsning vi hørte, handler om, at mennesker skal høstes ind i Guds rige ved tro på Jesus Kristus og dåb. Et sted siger Jesus, at kun hvis kornet lægges i jorden og dør, bringer det megen frugt. Det var et billede på ham selv, at han skulle, måtte, dø for at høste os, indfange os, frelse os, gøre os til nye mennesker ved hans opstandelses nye uhørte uvirkelige kræfter. 

 

Evangeliet vi hørte, handlede om en anden, der er ved at modnes som en frugt, ved at hun lytter til Jesu tale. Ironisk nok tænker søsteren Martha på maden, der skal på bordet. Undskyld, men det er altid det vigtigste, ikke? Eller er det? Jesus siger nej. 

 

Det fornødne er at lytte til hans ord og modnes i tro og kærlighed. Maria, som er den, som bare sidder og labber Jesu ord i sig, hun fyldes mere og mere med kærlighed, med fred og glæde, med visdommen fra Frelseren. Jesus lader hende blive siddende. Den plads skal ingen tage fra hende.  

 

Det er fristelsen. At vi trækker os selv væk fra Marias plads ved Jesu fødder. At noget andet altid er vigtigere. Mad, hobbies, fritidsinteresser, som fylder hele tiden ud, så Jesu ord bliver mast helt bort. 

 

En mand sagde forleden: Jeg ville gerne tro, men jeg kan ikke. Det var gode ord at sige, ærlige ord. 

 

Men sagen er, at ingen tror eller beholder troen eller næres i troen uden at høre Guds Ord igen og igen. Troen siver lige så stille væk, når den ikke modtager næring. Sådan som en gammel landmand lærte mig, at grøntsager ikke bliver til noget, hvis ikke de får mad. Ja, grøntsager skal have mad. Derfor fik jeg ingen høst på mit lille stykke jord. 

 

Sådan også med troen på Guds Søn, Frelseren fra synd og død og Satans rige, ja, fra helvede, den tro næres ikke af sig selv uden at næres. For troen kommer af det, der høres. Så er det som planter, der vokser og bærer frugt, lidt efter lidt. Ikke øjeblikkeligt, men med en stille vækst. 

 

Derfor er det også en god ide at have et sted derhjemme, hvor du kan sidde i ro og bede og læse et bibelord eller to, fra en god opbyggelig kristen bog fra en erfaren kristen. Læse en salme. Lytte til morgenandagten fra domkirken i København måske. Jeg er ikke så god til det, men mærker, når jeg gør det, at det giver en egen ro. Jeg ved, at nogen her gør det.  

 

Som jeg sagde, taler Jesus ikke ret meget om høst i bogstavelig betydning. Men om åndelig høst. Og om den mad, der nærer os, så vi til sidst kan høstes ind i Guds rige. 

 

Hvad er den næring: Det er Hans ord, evangeliet, hans undere dengang og i dag. Og så er det den næring, Han giver os ved Helligånden, som sætter væksten i vejret i os og bringer alskens frugt: Tro, håb, kærlighed, fred, glæde, tålmodighed, venlighed, ydmyghed, mildhed. De frugter kan revolutionere livet mellem mennesker. Stille og roligt.  

 

Og så giver Han os sig selv i brødet og vinen, hans legeme og blod, så hans blod slår med vort blod og derfor kan give os en glad ro i hjertet. 

 

Hver søndag og ved andre lejligheder giver Han os næring gennem og under brødet og vinen. Han beskytter os også mod det, der kan kvæle troen og ødelægge troen. Nadveren er som medicin, der sørger for, at vi vokser i tro og i fællesskabet med vor Herre Jesus. Amen.

Stor gæld eftergivet: stor taknemmelighed! Prædiken til 11. søndag efter trinitatis 2020

Hver søndag morgen stiger stor glæde mod himlen. Hvorfor? I taknemmelighed. Fordi Jesus stod bogstaveligt op af graven. Der findes ikke nogen glæde, der kan sammenlignes med glæden over det. Og så er glæden endnu større, fordi Jesus løfter os op med ham til livet, der aldrig forsvinder.

Med Jesus kommer vi i nærheden af noget, der er større og mere vildt, end noget som helst andet.

Vi lærer hos ham, at tro ikke er at veje og måle, men at tro på, at Jesus er Frelseren, at lære af ham, at lade sig sige af det, han siger, at blive trøstet af den trøst, han kommer med.

Livet eller døden. Ulykken eller lykken. Det er det, Gud stiller folket over for. De må vælge, vælge mellem helved hedt og himmel sød:

Vælge kan igen og vrage
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lys og nattens mørke,
Paradis og vilde ørke,
Helved hedt og Himmel sød.

Manden Jesus besøger og så den prostituerede kvinde – de må også vælge. Værten, der hvor Jesus er til middag, bliver udfordret til at følge sit hjerte og ikke sin kolde hjerne. Hjertet siger, at den, der elsker meget, gør det, fordi hun har fået tilgivelse. Men den, der ikke elsker meget, elsket kun lidt, fordi han selv ikke mener, der er noget særligt at tilgive.

Så valget mellem helvede og himlen ligger lige her.

Hjertets hårdhed er den brede vej mod helvede, anger over det onde, den enkelte selv har gjort, det er den brede og lette vej mod himlen.

 

Men sådan så det slet ikke ud for farisæeren og den prostituerede til at begynde med.

Kvinden dukker pludselig op i huset uden indbydelse. Hun vil bare gerne møde Jesus. Hun har hørt fantastisk godt om ham. At han ikke støder nogen bort. At han tilgiver. At han ikke gør nogen som helst forskel på høj og lav, mand eller kvinde, barn eller voksen.

 

Så hun kommer ind i huset. Hvad sker der så? Hun har noget parfume med, som hun har tænkte sig at salve Jesu hoved med. Jeg har selv oplevet mine søstre få parfume i håret, når vi i min barndom besøgte de to tyrkiske familier i landsbyen og sang en julesalme for dem. Så kvinden havde en plan.

Det gik bare ikke efter planen. Hun blev grebet af Jesu myndighed og sandhed og kærlighed. I stedet begyndte hun at græde i stride strømme og begynder at væde Jesu fødder med sine tårer og tørre fødderne med sit hår. Hun har ingen skam i livet, og det er noget, der kan gøre en noget så oprørt.

Og oprørt – det er lige, hvad farisæeren bliver. Det er jo helt vanvittigt, det der sker, tænker han. Jesus er en stymper, en nar, når han lader det her ske. Han er i al fald ikke en profet. Så skulle han ikke lade denne kvinde opføre sig sådan. Hun skulle blive i skammekrogen.

Så er det Jesus fortæller en lille historie.

En mand har lånt penge til to, den ene har en stor gæld, den anden en lille gæld. Nu eftergiver manden de to deres gæld. Selvfølgelig naturstridigt. Men sådan er Gud!

Han tilgiver min gæld! Jeg kan ikke slette min skyld over for ham og mine medmennesker. Det kan jeg ikke. Det hele er der, både det jeg husker, og det, jeg gerne vil glemme og det, jeg har glemt, som om det så ikke er det.

Nu stiller Jesus et spørgsmål til farisæren: Hvem af de to mænd vil nu elske pengeudlåneren mest, det vil sige, være mest taknemmelig? Farisæeren må nødtvungent erkende, at det er nok den, der har fået den største gæld eftergivet.

Og Jesus siger til farisæeren: Det har du ret i.

Og Jesus viser farisæeren, hvordan kvinden netop elsker ham mest, er mest taknemmelig, for det udtrykker hun ved sine handlinger, ved at væde Jesu fødder med sine tårer, ved at salve Jesu fødder med de dyre parfumedråber.

Farisæerne har været en korrekt vært, men kvinden overskrider al korrekthed og viser en blanding af anger over sit hidtidige liv og taknemmelighed, fordi Jesus ikke skubber hende væk.

For Gud og Jesus skubber aldrig et menneske bort, der kommer i anger over sit hidtidige livs skyld og tigger om tilgivelse. Tværtimod. Nøjagtig sådan springer en kilde af taknemmelighed, af kærlighed.

Undskyld, men når det kommer til det vigtigste i livet, så knæler vi ned. Mange mænd knæler ned for deres udkårne og erklærer deres kærlighed og anmoder om hendes hånd. Ved alteret knæler brudeparrene og knæler for Gud i taknemmelighed over, at de hver især har fået denne dyre gave, nemlig den anden.

Og samme sted knæler konfirmander, når de lader Gud velsigne den pagt, Gud har sat i værk i dåben. Viola er blevet båret til dåben, for knæle kan hun dog ikke endnu, eller måske snart. I al fald kravle. Der i dåben modtager vi tilgivelse for vore synder ligesom den prostituerede dengang gjorde. Og hver gang vi på ny beder om forladelse, så sker underet, at vi får tilgivelse, og da blusser taknemmeligheden til Gud og mennesker op i os. Så heles vores liv.

Og endelig knæler vi, når vi modtager vor Herres Jesu Kristi legeme og blod i nadveren. Vi bliver som den prostituerede, der kommer Jesus nær for at søge hans velsignelse, og sandelig, kære menighed, velsigner han enhver, der kommer ham nær med håb om frelse og tilgivelse. På en måde kan vi gå længere. Vi kan sige, at det ikke kun er os, der knæler ved nadverbordet. Det er også ham, der knæler og rækker os sig selv. Ja, endnu mere: Han lod sig lægge helt fladt ned på korset og sømme fast til det og derpå blive løftet op hængende der mellem jord og himmel som planken til Gud, som redningsplanken for dig og mig. Priset og æret være han i evighed. Og tak. Amen.

Salmen Lyksaligt det folk, som har øre for klang herovenfra - prædikenen bygger på denne salme

376
Lyksaligt det folk, som har øre for klang
© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Thomas Laub 1917

1
Lyksaligt det folk, som har øre for klang
herovenfra!
Det nynner alt her på den evige sang:
Halleluja!
så alle Guds engle forundres på,
hvor himmelsk de jordiske klokker slå,
når Ånden med støvhjertets tunger
dets dybeste længsel udsjunger.

2
Lyksaligt det støv, som i Skaberens hånd
kom Gud så nær,
oplivet af ham med en kongelig ånd
til heltefærd,
begavet i nåde med hånd og mund
til gavn og til glæde i allen stund,
at ligne sin Gud på det bedste
og tale med ham som sin næste!

3
Lyksaligt det hjerte i menneskebryst
med frygt og håb,
som lifligt bevæges ved Himmelens røst
og Åndens råb!
Det værelse har i sin hytte lav
til længselen dyb som det store hav,
til håb, der sig højere svinger
end ørne og engle på vinger.

4
Lyksalig den tunge i menneskemund
med liv og røst,
som slår sine rødder i hjertelig grund
til evig trøst,
som skinner af lyset i livets ord,
som gløder af ilden på nådens bord
og skænker de hjerter, som græde,
Guds fred og den himmelske glæde!

5
Lyksaligt det folk, som har Jesus til drot,
Marias søn,
som søskende hans har de alle det godt
i lys og løn:
Guds-freden i hjerte, Guds ord i mund,
med herlighedshåbet i allen stund,
thi de, som Gud Faders udkårne,
har børnekår med hans Enbårne.

6
Lyksalig hver sjæl, som i Frelserens navn
af nådens hånd
fik bod for sin vånde og for alt savn
med liv og Ånd:
med Faderens Ånd og med Sønnens liv,
med palmernes dyd1 i et skud af siv,
med kraften som klarheds-beviset,
med nøglerne til Paradiset!

N.F.S. Grundtvig 1852-53.

Prædiken 2. august 2020 til 8. søndag efter trinitatis: Hjertet

Hvor jeg længes efter mirakler, helbredelse af syge, jeg kender. Mennesker, som jeg har kær og nu er i nærheden af døden.

Jo, jeg ved, vi skal dø, men derfor har vi længslen efter, at Gud i Jesu navn helbreder, som han gjorde dengang og gør den dag i dag.

Med det, vi hører i dag, siger Jesus ikke lige pludselig, at disciple ikke skal lægge hænderne på syge og drive dæmoner ud. Han siger: Den, der lytter til mine ord, ligner… Det vil sige: At vi i al ydmyghed aldrig nogensinde skal tage æren for helbredelser ved vor mellemkomst, men tilskrive dem vor Herre Jesus selv alene. For det at have fået helbredelsens gave er fantastisk, men også utroligt farligt, hvis vi deltager i æren for det.

I dag lærer Jesus os, at det vigtigste er hjertet, ikke mirakler. Der er altid nogle, der ser de kraftige gerninger som bevis på, at de er på den høje gren, at de må være Guds darlings. Nej, siger Jesus. Jeg har aldrig kendt jer.

Åh, det skærer i hjertet. Sendte Jesus dem da ikke ud for at helbrede og drive dæmoner ud? Jo, det gjorde han.

Men nu kommer disse mennesker og pukker på gerningerne som bevismateriale. Vi er eliten.

Men Jesus svarer: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud.

 

Lovbrud, ja, for hvor hjertet er hårdt og selvoptaget, er der stort lovbrud. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og din næste som dig selv. Ja, du skal elske din fjende og bede for ham og hende.

De gamle profeter i Israel fik budskabet fra Gud, at det, Gud ville, var, at hjertet var omskåret, at pagten med Gud er en pagt i hjertets inderste gemmer: Ja, jeg elsker dig, min Herre og Gud, min Jesus! Kun da har vi fast grund under fødderne. Alt andet er at bygge på sand, det skrider før eller senere fra hinanden.

Jesus så med smerte, at hen mod verdens ende ville menneskers hjerter blive kolde. Ja, han kunne være ræd for, om troen overhovedet ville findes til sidst? Det, som vi også kan frygte. Men VI skal kun frygte for, om VI bliver i kærligheden i hjertet, om vi falder fra vor Herre Jesus.

Vi må hver især besinde os på, at Guds fred må være i vort hjerte og Guds ord i vor mund. Sådan udtrykker Grundtvig det i salmen Lyksaligt det folk, som har øre for klang herovenfra. Så lad os læse salmen sammen, det er nr. 376.

Hvordan er vi virkelig et lyksaligt folk?

Det har sit centrum i, at vi synger lovsang til Gud: Halleluja! Det betyder: Pris Herren!

Og så skal vi udtrykke over for Gud vor dybeste længsel ud af vort hjerte. Mon ikke Gud hører hjertets bøn?

Om Gud vil gøre mægtige gerninger med os som redskaber, ved vi ikke. Hvad vi ved, er han vil oplive os med en kongelig ånd til heltefærd. Lad os løfte hovederne, vi har i dåben modtaget Guds Ånd, en kongelig ånd. Til hvad? Til heltefærd. Heltefærd? Ja, til at vandre ud i verden med en mægtig frimodighed. Lad os bare le ad os selv og se, at vi er benådede syndere for Jesu skyld, så derfor kan vi med alle vore fejl og mærkværdigheder bruges i hans riges tjeneste. Ikke noget med fejheds ånd, men en kongelig ånd til heltefærd i verden.

Vi er givet i dåben et levende håb, som jeg prøvede at indprente konfirmander i går ved deres konfirmation. Et levende håb, der er sådan, at det svinger sig højere end ørne og engle på vinger.

Da er vi lyksalige, når den tro, vi bekender med munden, slår sine rødder i hertets dybeste lag. Da mærker vi en evig trøst. Da kommer Gud os nær, så vi både kan græde og glæde os i ham. Og den evige trøst skinner af lyset i livets ord. Skinner. Ja, skinner af gløder af ilden på nådens bord.

For i nadveren skænker Herren os et brød, der er som et brændende kul, der renser os for synd og bringer tilgivelse. Er som det kul, serafen nærmede til Esajas’ tunge og rørte den med det gloende kulstykke. Da sagde serafen til Esajas: ”Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet, og din synd er sonet.”

For som Helligåndens ild er i dåben, er Helligåndens ild også i brødet og vinen og renser os for al synd. Da skænker Herren med de ord, der ledsager brødet og vinen, da skænker han de hjerter, der græder, Guds fred og den himmelske glæde!

Når vi har opgivet at frelse os selv og alene stole på Herren, som kan berolige ethvert hav, da kan hans hånd nå os og bringe vor fod op på klippen. Den klippe, som er ham selv. Amen.

Er Gud kærlig og aldrig vred? Aldrig vred over uretfærdighed? Og: hvad gør det ved os, hvis vi egentlig ikke mener, at Gud går op i retfærdighed? Nogle tanker, jeg ikke fandt, jeg skulle tale om ved konfirmationen i dag, men som jeg havde brug for at skrive ned!

Hvilken Gud tror vi på?

Mange vil sige: Vi kan kun tro på en kærlig Gud. Ikke en Gud, der kan blive vred og som dømmer.

I den kristne tro er Gud både kærligheden og retfærdighedens Gud. Han er vred på det onde og uretfærdighed, fordi det ødelægger fred og integritet.

Hvis Gud ikke var vred over uretfærdighed og bedrag og ikke til sidst gjorde op med vold, så ville det være en Gud, som det ikke er værd at tilbede.

I virkeligheden er det måske sådan, at manglende tro på Gud som hævnens Gud hemmeligt fodrer vold. For så tager vi mennesker sagerne i egen hånd. Jeg spørger: har der i lang tid været så mange, som er vrede? Er vores tid ikke på en måde vredens tid? For hvis Gud ikke er den sidste dommer, men i gåseøjne en sød kærlig harmløs Gud, så må vi hver især få klaret dommen. Lige meget hvad omkostningerne er. For hvis jeg ikke tror, at der er en Gud, som til sidst vil bringe alting i orden, så vil jeg tage sværdet og vil gå ind i en endeløs række af gengældelse mod andre. Kun hvis jeg er sikker på, at der er en Gud, som vil tage sig af al ondskab til sidst og dømme os alle, kun da har jeg styrke til at afstå fra selv at tage hævn.

Det blev engang sagt, at religion var opium for folket. Nej, det virkelige opium for folket er en tro på, at der intet er efter døden….den kæmpe trøst det er at tænke, at alt det, vi har forrådt, vor grådighed, vor fejhed, vore virkelige mord og mord på andres sjæle, at alt det ikke skal komme for dommen til sidst…men religionerne ved, at vore gerninger ikke forsvinder.

Gud har så valgt at dømme på en særlig måde. Han sendte sin Søn Jesus Kristus til jorden. Det fejrer vi hver jul. Han kom for at skabe fred. Han døde for os, for at der skal være en udvej af alle vore synder, tilgivelse.

 

På en måde er det at være kristen at tage dommen på forskud hver dag. At gå i sig selv: undskyld, jeg forløb mig, det jeg sagde til dig, var ondt, jeg ved det. Jeg forstår det ikke engang helt. Jeg kan næsten ikke gøre for det. Kun Jesus Kristus kan få os ud af en evig cirkel af stikkende bitterhed, kvalmende misundelse, lammende frygt, paranoide tanker og alt det, der følger med. Når vi bekender vore synder og beder Gud om tilgivelse, så begynder han ved sin Helligånd at gøre noget ved vores hjerte. Han begynder at rydde op, lue. Der bliver lidt mere plads til glæde, til fred, til at være venlig.

Hvis en mark er fyldt med græs, så kommer der ikke hvede op.

Der må pløjes dybt i marken, og så må hveden sås. Så kan der en dag høstes hvede. Sådan er det med vore hjerter. Gud må pløje dybt i os, så hans ord kan blive sået i os. Så kan fred vokse sig dejligt til på hjertets jord i stedet for ufred, glæde i stedet for vrede, mod i stedet for modløshed, tryghed i stedet for angst, kærlighed i stedet for had.

Og derfor sendte Gud sin enbårne Søn …

There is a hope / Der er et håb med Stuart Townend - spillet ved konfirmationen 1. august 2020 i Tranebjerg kirke

Oversættelse af "There is a hope"

Der er et håb, som brænder I mit hjerte,
Det giver mig styrke hver dag, der går,
Et glimt af herlighed her åbenbaret stykkevis,
Der dog driver al tvivl bort;
Jeg har mit ståsted i Kristus, med mine synder tilgivet,
Og Kristus er i mig, Himlens håb!
Mit højeste kald og min dybeste glæde,
Er at gøre Hans vilje til mit hjemsted.

Der er et håb, som løfter mit trætte hoved,
En trøst så stærk over for håbløshed,
Så når verden har styrtet mig ned i den dybeste grav,
Finder jeg Frelseren der!
Gennem lidelserne lige nu, frygten for fremtiden,
Hvisker Han ’mod’ i mit øre.
For jeg er tryg i evige arme,
Og de vil bringe mig hjem.

Der er et håb som består tidens prøve,
Som løfter mine øjne ud over den grav, som venter,
Til at se den enestående skønhed i en guddommelig dag,
Når jeg skuer Hans ansigt!
Når lidelser hører op og sorger dør,
Og enhver længsel er tilfredsstillet,
Da skal uudsigelig glæde oversvømme min sjæl,
For jeg er virkelig kommet hjem.

Prædiken ved konfirmationen 1. august 2020 i Tranebjerg kirke

Kære konfirmander!

Så mødes vi endelig her i kirken til jeres konfirmation!

Det hele er blevet så anderledes. På mange måder. Corona lukkede for skole og kirke. Måske fik vi alle et tiltrængt pusterum. I al fald blev det sådan.

Og i har holdt ud med konfirmationsforberedelse ind i juni, helt uhørt! Jeg forstår godt, hvis det kunne knibe med begejstringen hen mod slutningen.

Men ellers synes jeg alligevel, at vi har haft (efter min mening) stjernestunder, selvom vi også har haft stunder, som bare skulle overstås, og hvor vi skulle prøve at komme videre sammen. Ja, hvor både jeg og I har måttet være på skolebænken med at tilgive hinanden. For vi er alle bare mennesker, hvad enten man er skoleelev eller præst eller hvad man er.

Jeg vil gerne tale til jer om håb i dag.

Der er et håb. Den kristne tro handler om håb. Håbet om opstandelse på den anden side af graven. Håbet om en ny dag, efter det mørke, vi kan være i. Det levende håb, kære menighed.

Det blev sagt, da mange af jer blev døbt som små og til jer, som er blevet døbt senere, men altid sagt ved dåben: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et LEVENDE HÅB ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Et levende håb. Tillykke med dette levende håb!

Men dette levende håb lever af, at vi også slutter op om vor Herre, om Jesus Kristus. Det nytter ikke at skjule det, at vi er kaldet til at følge efter ham. At have vort ståsted i Ham, som vi hørte i sangen før.

Vort håb er et håb om Himlen, om Paradis. Ja, det.

Virkelig. Omvend jer, Guds rige er nær, sagde Jesus hele tiden. Begynd forfra med jeres liv, igen og igen, med anger over det onde, vi har gjort, hvor vi går i os selv og af hjertet beder om tilgivelse hos Gud for det.

Da åbner Himlens port og Paradis sig for os, allerede nu med en ny glæde, en ny fred, ja, glimt af Paradis, også når vi tilgiver hinanden, så vi igen kan tale sammen. For venskab er velsignet.

Jo, der er et håb, også for jeres fremtid, kære konfirmander. I skal løfte hovederne, for I er Jesu brødre og søstre gennem dåb og efterfølgelsen af ham.

Så skal vi ikke hænge med hovedet, men vi skal heller ikke stole på os selv og kun os selv og hvad vi kan forstå. Nej, vi skal stole på, at vores Herre forstår alt og vil lede os ud af al depression, alle tunge tider.

Og her kommer noget virkelig vidunderligt, underfuldt:

When the world has plunged med in its deepest pit, I find the Saviour there!

Når verden har styrtet mig ned i det dybest hul, finder jeg Frelseren der!

Hvorfor? Fordi han gik i døden for dig og mig ulykkelige, også for de stolte og overlegne, om de dog vil omvende sig også.

Jesus, Guds enbårne Søn, døde i vores verden for vores skyld og i stedet for os. Derfor, for denne gerning, lod Gud ham opstå, så han nu lever evigt, usynligt, men virkeligt.

Han gik i vores sted for at vi netop ikke skal fortabes, men have evigt liv. Det var og er hele formålet.

Og han hvisker ’mod’ i dit øre. Lige meget hvad lidelserne er nu og hvad vi frygter for i fremtiden, så siger han ’mod’.

Opstandelsens mod. Jeg har overvundet verden, siger Jesus. Jeg har overvundet dødens magt, syndens magt, mobning sker, ja, men hos mig har du et skjulested altid for alt, hvad mennesker måtte gøre dig af ondt. Desværre kommer der også synd indefra os alle, ikke kun ’de andre’. Jeg vil gerne arbejde på, at du aldrig regner kun de andre for syndere, men at du forstår, at du også forvolder andre smerte. Ja, forvolder dig selv smerte.

Til vores hjælp sendte Jesus sin Ånd. For at guide os igennem livet. Vi fik Helligånden i dåbsgave. Når vi påkalder Jesu navn, så aktiverer vi Helligånden i os til at lede og føre os, give os gode tanker og ideer, til at trøste os og styrke os, når vi er ved at gå ned.

Og vi har et løfte om, at til sidst skal vi se Ham ansigt til ansigt, når al synd, død og ondskab og enhver pine er borte for altid.

I har fået bedekransen, som kaldes Kristuskransen.

Tag den frem engang imellem eller hver dag, eller bær den på håndleddet eller på et søm i jeres værelse, som I nu synes.

En bedekrans er en redningskrans, som skal hjælpe jer til at bede til Gud om hjælp og få hjælpen og håbet tilbage. Hvis I vil, kan I bede fadervor med Kristuskransen, når vi skal bede bønnen ved alteret.

Jeg siger jer af hjertet tak for kampen og for tiden sammen. Gud velsigne jeres liv og jeres familiers liv fremover. Amen.

 

Reinkarnation, lidelse, kors og opstandelse, selvfornægtelse

Videoprædiken om at være levende sten

Tale ved morgensang 30. juni i Nordby kirke om morgenrøden!

Kornet priser sin Skaber

Indledende læsning fra profeten Esajas 8,20 og 9,1:

”Den, der ingen morgenrøde ser, skal svare: ’Til belæringen og budskabet’” Kommentar: Trøsten og håbet om en fremtid kommer med belæringen og budskabet. Og budskabet, det kommer i Esajas 9,1, som læses ganske ofte juleaften i landets kirker: ”Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.” (i 9,5-6 læser vi, at dette store lys er det barn, som er født os, som bl.a. får navnet: Vældig Gud!).

Thomas Kingo skrev salmen i den danske salmebog nr. 739: ”Rind nu op i Jesu navn”, og salmens budskab bliver endnu stærkere for den, der ingen morgenrøde ser. Sådan var det på profeten Esajas’ tid, hvor alt var kaos og krig og borgerkrig, som i Syrien eller Yemen eller andre steder. Vi har ikke krig, men corona og usikkerhed om fremtiden.

Rørsangeren, det bølgende korn, himmel og hav synger morgensang til Skaberens pris - se optagelsen nedenfor - og nu er det vores tur!

Nu vender vi os til salmen:

Rind nu op i Jesu navn, du livsalig morgenrøde! Det er en opfordring til dagen, om hvordan den skal begynde. I Jesu navn. Morgenrøden er fantastisk. Den er endnu mere fantastisk, fordi den er der, fordi Skaberen har skabt den. Og fordi Jesus Kristus har været med til at skabe den. Og alting. For sådan er vor kristne tro: Den, der gik levende ud af graven, efter at være stendød af pisk og korsfæstelse, Han er simpelthen Guds Søn. Og har altid været. Som Jesus selv siger: Jeg og Faderen, vi er ét. Nærlæser vi evangelierne, opdager vi overraskende mange gange, at Jesus indirekte eller direkte siger, at han er Gud, Guds Søn.

Når vi ser morgenrøden, så er det som dagen, der opstår igen fra døde, fra nattens mørke. Sådan ser Kingo på det: Dagen er som Jesus, der opstod fra de døde. Dagen er symbol på Hans opstandelse. DERFOR er der et dybt håb i hver morgenrøde. Derfor opfordringen til dagen: Gå i gang i Jesu navn. For uden det navn er morgenrøden, ja, kun morgenrøde. Kun hvis der er forbindelse til Skaberen i morgenrøden, bliver der en dybde, som viser frem til Guds rige til sidst.

De store profetier i Gammel Testamente handler netop om, at et stort lys skal oprinde med Guds riges Konge, den salvede. Det har netop være Sankt Hans dag, altså Johannes Døberens dag. Da han endelig har fået talens brug igen ved Johannes’ fødsel, bryder han ud i en lovsang. Heri tager han en anden stor profeti frem og siger: ”Solopgangen fra det høje vil besøge os” – altså den salvede, Kristus.

”Alt i mit indre skal sig røre Med al tak for nattely

Og min frelsers lov op føre Til den høje himmelsky!”

Hvad synger vi her? Vi synger, at morgenrøden kalder på vores lovsang. For nattely. Og med tak for ’min frelser’. Ikke bare vores, men min. Som frelser mig, når jeg er ved at fortvivle, ved at falde fra, ved at være ligeglad, ved at opgive livet, ved at ønske ikke at være her. Alt sammen noget, der kommer af min viden om, at jeg skal dø, og fordi Djævelen eksisterer og prikker til mig i alle mine deprimerede øjeblikke og vil have mig til at gå i stykker. Så er et fantastisk, at Jesus er ikke bare de andres,  men min frelser!

Så er dagen på vej til at være godt i gang. En dag, hvor jeg må bede om, at Jesus selv må ligesom oprinde over mig som min sol og mit skjold, så jeg kan overvinde kød og blod og Satans vold. Sådan plejer vi ikke så meget at tale. Men midler til livsmod uden alt dette kender jeg ikke.

Så kan jeg se i øjnene, at jeg overhovedet ikke har styr på mine dage. Blot bede om, at jeg må blive i det spor, som Kristi ord viser mig. Og i øvrigt, hvordan skulle jeg ønske andet end netop det, som Guds vilje er i. Hvordan skulle jeg ønske, at min vilje sker?

Og for enden af livet har jeg kun bønnen om Guds hjælp, at jeg efter døden må se Guds ansigt klare skin, mens synd og sorg, ve og klage må smuldre bort med det tøj, jeg bliver lagt i i graven.

Således er hver dag en indøvelse i at lade syndens gerninger dø og opstå med Kristus.

Rørsangeren synger i sit skjul sin morgensang

Dybt inde i rørskoven synger rørsangeren sin morgensang til Skaberens pris! Lokation: Præstemarksvej lige før stranden.

Skam - tale ved hverdagsaltergang 17. juni 2020 i Tranebjerg kirke

Før altergangen synger vi salmen ”O du Guds Lam!” - nr. 439 i Den danske Salmebog.

For det første er Jesus Guds Lam. Det er ikke noget med at lammet er yndigt, lille og skrøbelig. Det handler om, at Jesus er den, som profeterne talte om. Esajas talte om, at han er som et lam, der føres til slagtning, som ikke mæler et ord, og at al vor skyld ramte ham.

Han bar vore lidelser og vore sygdomme, hedder det.

Han bar også vor skam.

O du Guds Lam! med korsets skam,

Du bar alverdens synder.

Korsets skam. Al skam, vi kan tænke, bar han. Vi har ikke rigtig ord for skammen, som kan tage så mange former.

Skam hænger sammen med ydmygelse, med krænkelse, med vanære, med tab af selvfølelse.

Og nu hører vi, at Jesus har udholdt den værste tænkelige skam for os.

Korsets skam – at han blev hængt op helt nøgen. Uden værdighed, helt frataget den sidste rest af værdighed. Blev ydmyget.

Her er håbet og glæden for os. For han lod sig ydmyge helt ned til døden, ja, døden på et kors, udstillet, latterliggjort, krænket.

Men hans selvfølelse led ikke af den grund. Han påtog sig denne skam for at skabe en udvej af al skam, vi bærer på.

Vi har de to ord skyld og skam. De er ikke det samme. Vi kan sige: Det er synd og skam. Den skam, som vi føler, fordi vi har syndet, har handlet forkert, forbrudt os, den skam er fortjent. Den skam bar Jesus, bar sådan, at den er væk. Alt, hvad vi skal gøre er at komme med vores rygsæk af skam, af synd, og tage rygsækken af ved korset, så vil den sæk af skyld og skam trille bort for altid.

Men der er også den skam, som kommer af den måde, vi er blevet opdraget på, i familien, i skolen, af hinanden. Det, som opfattes som tabu, skammeligt.

Det er selve den, vi er, der bliver gal. Ikke hvem vi er, men at vi er.

Også her er der håb i, at Jesus bar al vor skam, også den skam, som er uberettiget påduttet os, har fået os til at føle os mindre værd.

I nadveren rækker Jesus ikke mindre end sig selv, han udholdt skammen på korset for os, og i brødet og vinen giver han sig selv til os. Sammen med ham kan vi også udholde al skam. Han har jo båret den for os. Vi kan tage til os, at vi har uendelig betydning, ja, evighedsbetydning for ham. Så meget, at han døde for at vi skal få et godt liv, nu og også til evig tid.

Og en dag skal vi se ham, som han er, og han skal se på os med glæde og fred og nåde og kærlighed, med et kærligt blik af anerkendelse. Men det blik har han allerede nu på os.

Rig her på jorden, men ikke rig hos Gud

Indgangsbillede: Tidsler

Tidsler er svære at have med at gøre. Deres netværk under jorden er imponerende. Man kan grave tidsler op, og alligevel kommer de op i gen.

En bekendt har fortalt, at hvis man kapper planten af ved jordhøjde gang efter gang, så kommer tidslen til sidst ikke mere. Det har de erfaret.

Ja, det handler om, hvad vi lader vokse på vore marker, altså vore hjerters marker.

Paulus siger: Kærlighed til penge er roden til atl det onde; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.

Kærlighed til penge er roden til at alt ondt, siger han.

Tænk igen på tidslerne, de er ikke rare at have med at gøre. De stikker, og de er ufrugtbare. Jo, de kan få fine blomster kortvarigt, men så følger en masse frø, der flyver videre ud over markerne, over hjerternes jord.

Og det er vort store problem: tidslernes rødder er til at grave op. De begyndte at gro i Paradis, da Adam og Eva spiste af det træ, de ikke måtte spise af. De havde ellers alle andre træer til rådighed. Alle slags vidunderlige frugter. Men nej, det var ikke nok. De ville have mere.

Sådan også med denne ukendte mand, som Jesus taler med. Grådigheden, griskeden, er problemet, siger Jesus. Pas på, for du tragter efter mere, end der tilkommer dig. Du accepterer ingen grænse.

 

Fortælling

Det hele begynder i dagens evangelium med, at en mand vil have sin arv. Og Jesus gennemskuer ham: den mand kan ikke få nok. For Jesus siger jo: Vogt jer for al slags griskhed. Al slags lyst til hele tiden at se efter få fat i mere, end der tilkommer en.

Og så illustrerer Jesus det med en historie om en anden mand.

Det går som smurt for ham, han får så meget, så det sprænger alle grænser. Han bliver helt euforisk og går omgående på pension. Nu skal have nyde livet, tænker han.

Og så går det, som det ofte gør, han dør lige netop da han skal til at nyde det.

Han har pisket rundt hele livet, nu skal gevinsten nydes.

Der bliver ingen nydelse, for han dør.

Og hvad er det Jesus siger? Gud sagde til manden: Din tåbe! Vi må ikke kalde et menneske for en tåbe, men Gud må godt.

Han er virkelig en tåbe. Han er sikkert et meget fornuftigt menneske, der overvejer alt i handel og vandel ganske nøje og præcist. Han er kendt som en meget dygtig person.

Men han er alligevel i Guds øjne en tåbe.

Hvorfor? Fordi han udelukkende har samlet alt sammen til SIG SELV!

Han har ikke tænkt på Gud eller andre mennesker.

Her er virkelig noget til dyb alvorlig overvejelse for os hver især: Bruger jeg det, jeg ejer, bare sådan til mig selv? For jeg skal stå til regnskab for mit liv til sidst.

For Gud er både kærlighedens og retfærdighedens Gud, der ikke vil, at mennesker skal undertrykke hinanden.

Kommer Gud ind i billedet? Altså, tænker jeg på at give noget til at udbrede evangeliet? Til at hjælpe mine medmennesker?  Bliver det ikke bare et stort egotrip?

Hvor bliver rigdommen hos Gud af? For vort liv er kun noget, vi har til låns, og en dag kræves det af os, hver især.

Det er fint at nyde Guds gode gaver!

Der er intet i vejen med rigdom, kun at det er vanskeligt for os rige at komme ind i Guds rige. Vi bliver let afledt og glemmer Gud ganske. Og andre mennesker.

Men til os, som forbryder os mod dette igen og igen og kæmper for at forbedre os, skal det siges: Kun Guds Ånd kan for alvor ændre noget i vort hjerte. Vi kan ikke fjerne tidslerne fra vort hjerte af os selv. Jo, vi skal arbejde med på det, men Guds Ånd må virke, at vi får et nyt hjerte.

Og at blive rige hos Gud. Rige hos Gud. Det er ord, der dømmer os alle hver især. For er vi rige hos Gud? Og hvordan bliver vi rige hos Gud?

Det giver salmen, vi skal høre om lidt, et fingerpeg om. Det er salmebogen nr. 562 Som markens blomst henviser fage (hurtigt).

Den taler om, at alt der kommer om af jorden her, også i overført betydning, det visner til sidst. Og støvets dage, vort liv, er snart talte, også selvom vi har Guds Ånd som ledsager os.

Nej, siger salmen: Kun hvad der kom fra oven ned kan blomstre i al evighed.

Og hvad kommer fra oven ned? Det gjorde Ordet, siger salmen, altså Guds Søn, da han fødtes ind i vor verden. Var som Adam i Paradis, helt uden skyld. Og han lod sig falde i jorden som et hvedekorn for at der måtte komme en evig frugt.

Med sin død for verden, sin opstandelse for os, forbinder han sig med os ved Helligånden. Ja, han siger, at vi er som grene på Ham, det sande vintræ. Og Helligånden er som saften, der kommer ud til grenene, så de bærer frugt.

Og salmen kan derfor slutte med de trøsterige, opmuntrende og glædelige ord:

Hos ham, som kom fra oven ned,

Har også støvet evighed.

Da er vi rige i Gud. Rigdommen er, at vi kaster al vor tillid på Ham og følger ham, da skal vi, siger vor Herre Jesus, leve, selv om vi dør. Da er vi rige os Gud.

Og da får vi også lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, dag efter dag, på aller bedste måde.

 

Som det naturligste fortæller Jesus, at manden ender med at skulle stå til regnskab for sit liv og levned.

Hans liv kræves af ham – for han har fået det til låns, ikke i eje.

Nogen vil sige: Hvis Gud er en kærlig Gud, så kan han ikke også dømme os til helvede, til at være borte fra ham for altid.

Nu vil jeg gerne sige et par ord om Gud som en kærlig Gud.

Det kan synes indlysende i vores del af verden. For i de fleste religioner verden over skabtes verden i en kamp mellem forskellige guder og magter. Og i buddhismen, som mange synes godt om, er der ingen tro på en personlig Gud og kærlighed som en personlig handling.

I Islam er Gud barmhjertig og venlig mod os, og elsker mennesker, hvis de adlyder ham. I den kristne tro elsker Gud verden. Og kærligheden er gensidig: Vi elsker Gud, fordi han elskede os først. Mens Islam siger: Gud elsker dem, der adlyder ham. Men kærlighed til Gud hører ikke hjemme i Islam, for et menneske er ikke på lige fod med Gud, vil Islam sige. Skabningen kan ikke have et personligt forhold til Gud. Det er i Islam forkert at sige, at Gud er kærlighed. At kalde Gud for Fader, Frelser og Hyrde.

Nogle vil sige, at de ikke kan tror på Bibelens Gud, der straffer og dømmer mennesker, for de tror på en kærlighedens Gud. Men hvorfor skulle Gud være kærlighed? Er der noget i verden, man kan pege på og sige: Det her beviser, at Gud er kærlighed? Man kan ikke vende sig til andre religioner og finde, at Gud er kærlighed. Men vi har nu set, at det kun er i den kristne tro, at der kan tales helt uforbeholdent om Gud som kærlighed. Personlig kærlighed. At det er det vigtigste der er at sige om Gud.

Derfor er der kun Bibelen til kilde til ideen om, at Gud er kærlighed.

Og Bibelen fortæller, at kærlighedens Gud også er dommens gud, som vil skabe retfærdighed til sidst.

Ja, vil nogen måske sige: Jeg kan følge dette. Men hvordan kan kærlighedens Gud dømme for evigt? Det hænger ikke sammen.

Det hænger sammen med at Gud både er kærlighed og retfærdighed. På samme måde som alle mennesker, som elsker, nogle gange fyldes af vrede. Ikke på trods af deres kærlighed, men på grund af deres kærlighed.

Tænk hvis Gud var ligeglad med vore handlinger, så ville han ikke også være kærlighed. Så ville han være en kold og hadefuld Gud, der bare lod stå til til evig tid.

Gud er vred på det onde og uretfærdighed, fordi det ødelægger fred og harmoni.

Lad os tænke over det: Hvis Gud ikke blev vred over uretfærdighed og til sidst gjorde op med al vold, så ville den Gud ikke være værd at tilbede.

Vore samfund kan hurtigt udvikle sig, så vi selv skaffer os retfærdighed ved hjælp af vold. Har vi ike i stigende grad gadekampe f.eks.?

Nej, den eneste måde at forhindrer os selv i al brug af vold, er at insistere på, at vold kun er legitim, når det kommer fra Gud.

For når vi fraskriver Gud magten til at dømme og straffe, så er der kun os selv til at gøre det.

Hvis man har oplevet, at ens huse er blevet brændt ned og ens pårørende dræbt og voldtaget, så er retfærdighed et helt personligt brændende problem.  Uden Gud til at dømme og straffe må vi henfalde i så voldsomme situationer til øje for øje, tand for tand. En endeløs række af hævnhandlinger. Det får aldrig ende.

Kroaten Miroslav Volf har om dette sagt:

”Hvis jeg ikke tror, at der er en Gud, som engang vil genoprette alt, så VIL jeg gribe til sværdet og vil blive suget ind i en endeløs malstrøm af gengældelse.”

Altså, tabes troen på Gud som dommeren, så kan det føre til brutalitet.

Og det kan føre til, at der kun er mig og mig og mine behov.

I den illustration Jesus kommer med, har manden alene stræbt efter at opfylde sine egne behov. Når vi sådan mister al ydmyghed, er vi ude af kontakt med virkeligheden.

C.S. Lewis har sagt: I enhver af os vokser der noget, som vil VÆRE helvede, hvis ikke det brækkes af som en knop. For rejsen hen mod helvede er en proces, som begynder med noget så tilsyneladende uskyldigt som et surmulende humør.

Han sagde også: Der er kun to slags mennesker. Der er dem, som siger til Gud: Din vilje ske, og så dem, som Gud til sidst siger til: Din vilje ske. Alle i helvede har valgt det til. Uden det valg ville der ikke være et helvede. Ingen sjæl som alvorligt og hele tiden ønsker glæde, vil nogensinde gå glip af glæden.

Tale ved hverdagsaltergang 4. juni 2020 i Tranebjerg kirke

Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske. Han er kun én person. Så Hans kongegerning som Gud i menneskeligt kød og blod på jorden og hans præstegerning som sandt menneske i guddommelig herlighed i himmelen er kun én gerning.

Jesu kongegerning dengang på jorden betyder, at vi kan leve vort jordiske menneskeliv under Guds velbehag. Hans præstegerning er at gå i forbøn for os i himmelen, så vi efter døden kan gå ind til evigt liv med ham hos Gud i himmelen.

På jorden bragte Jesus os forsoning med sin korsdød og opstandelsen, i himmelen bringer han os forløsning, befrielsen fra syndens straf, døden.

Jesus er vores konge og vores præst.

Hele tiden vender han sig mod mennesker for at tage dem ind i Guds rige. Men han går også i forbøn for os og bereder os plads, der hvor han går hen.

I dåben rives mennesker ud af mørkets magt og sættes ind i Guds elskede Søns rige her på jorden.

I nadveren modtager de døbte livets brød til styrkelse i kampen mod dødens kræfter her og til næring for det liv, der efter døden skal oprejses til evighed: ”Den, som spise mit kød og drikker mit blod, har et evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. For mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik. Den, som spiser mit kød og drikke mit blod, han bliver i mig, og jeg i ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, ligeså skal også den, som spiser mig, leve i kraft af mig.” (joh. 6,54ff).

Vi styrkes altså i nadveren til at kæmpe mod mørkets og dødens kræfter og indgå til et evigt liv i himmelen.

Luther siger om nadveren: ”Det er vor Herres Jesu Kristi sande legeme og blod under brødet og vinen, og det er indstiftet af Kristus selv for os kristne til at spise og drikke.”

Usynligt er Han tilstede, men også virkeligt. Og når vi spiser og drikker får vi virkelig del i Jesu fuldbragte offer og forsoning. Vi har fred og enhed med Gud. For vi modtager ved hans bord virkelig livets brød, det hellige og fuldkomne menneskeliv, som Jesus Kristus på korset hengav i døden for vore synder.

”Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle vore synder, han styrke og opholde os derved i en sand tro til det evige liv” – bortsendelsesordene.

 

 

Illustration brugt i prædikenen pinsedag: Solen, strålen og varmen ved jorden er alle tre én ting, men alligevel tre. Således er det med Gud Fader, Guds Søn, og Helligånden. De er tre, men også eet. Husk Jesu ord f.eks.: Jeg og Faderen, vi er eet. Og: Jeg sender Talsmanden, Helligånden, til jer.

Prædiken på Samsø til pinsedag 31. maj 2020

Hvad er nådestolen? Og: et billede på Gud Fader, Søn og Helligånd: Solen, strålen og varmen

Prædiken Kristi Himmelfartsdag

En smuk fugl kvidrer og kvidrer i én uendelighed særlig om morgenen. Har man først fået øre for dens sang, er fuglen let at finde i træernes kroner og studere dens farvepragt. Det er rødstjerten. Om issen og panden er den snehvid, derefter er en sort-sort i en linje lige langs den øje og op over øjet og ned langs halsen. Dens bryst er rustrødt, bugen hvid. Og ryggen vingerne går changerer fra en blanding af sort og hvidt til næsten sort.

Rødstjertens hvide pande virker meget kraftfuldt.

Den strålekrans af hvidhed er jeg kommet til at forbinde med det, vi har hørt Jesus sige til sine disciple. Nemlig at de skulle får kraft fra Helligånden til at være vidner om Ham overalt. Vi har også fået Helligånden som gave i vor dåb, så vi er udrustet til at være vidner med vore ord og vort liv om vor Herre og Frelser Jesus Kristus.

Rødstjertens sang er skærer igennem og trænger igennem. Og fuglen har, som de fleste fugle, kun én sang. Sådan har kristne i grunden også kun én sang. At vidne og fortælle og minde hinanden om Jesus Kristus, om hvad han har lært og hvad han har gjort, om hans lidelse, død og opstandelse på den tredje dag. Det, vi alt sammen siger i trosbekendelsen.

Men Jesus er kort før, han bliver usynlig, meget præcis med, hvad der prædikenen skal føre til. Prædikenen har ét bestemt mål. Ikke flere, kun ét.

Der skulle, siger Jesus ”i Hans navn prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

Omvendelse. Et ændret sindelag, en ny måde at bruge hjernen, hjertet og alt på.

Her ved den gradvise åbning af samfundet kan man tænke, at kan tingene bare vende tilbage til det gamle.

Men det var netop hvad tingene ikke skulle åndelig talt. Det vigtigste Jesus havde til disciplene var, at der skulle prædikes omvendelse, et forandret sindelag, en anden retning.

Den første martyr, Stefanus, vidnede netop om folkets hårde hjerter, og at det hårde hjerte kun kan blive forandret ved tro på Jesus Kristus, Guds søn, og det var derfor, han blev stenet.

For kun sådan kunne og kan det komme til syndernes forladelse.

Det er jo ikke sådan, vi har begået nogle småfejl, som vi så kommer i kirke for at få tilgivelse for.

Nej, i virkeligheden er alt galt. Og alt skal rettes. Netop rettes.

Den gamle plade skal af pladespilleren og en ny plade skal på. Og den nye plade er ikke noget vi kan gøre af os selv. Det er Helligånden, som skal ændre os. Få os til dybt at gå i os selv, og så ændre retningen.

Sådan at alt blive gjort i Guds Ånd. Sådan at det ikke handler om småfejl, jeg kom til at begå, men om, at hvis du og jeg vedbliver at være den gamle gnavpotte, så er vi ikke omvendt. Så har vi stadig brug for omvendelse.

Det er altså Helligånden, som udvirker det, vi ikke kan gøre noget ved. Derfor siger Jesus, at disciplene skal få kraft fra Helligånden.


De kan ikke prædike uden at Helligånden giver dem kraft. Vi kan ikke omvende os, med mindre vi lader Helligånden komme til og ændre os. Med sin kraft. Ja, sin kraft.

Vi kalder el for kraft. Sådan er Helligånden.

Disciplene skulle vente på, at Helligånden skulle komme over dem.

Det er det vi skal fejre om 10 dage på pinsedag. Da kom kraften over dem, det var som et kraftigt vindstød og som tunger af ild, og de blev fyldt af Helligånden.

Og da de blev fyldt af Helligåndens kraft, så talte de omgående på en ny måde, med nye tanker og ny kærlighed. Dengang på mange sprog, så de fik kraft til at forkynde omvendelse til tro på Jesus Kristus som verdens Herre og Frelser.

På os kan Helligånden gøre en måske ikke så synlig forandring, men lige så dybtgående forandring.

Vi får en ny retning. At Guds vilje må ske i alt, hvad der har med os at gøre. At Gud må få æren, ikke os. For når vi selv vil have æren, så kvæler vi livet, og vi umuliggør fællesskab.

Det er en bevægelse fra selvophøjelse til ydmyghed, til at give Gud æren og fraskrive sig selv æren.

Selv-æren skaber splid mellem mennesker, men når vi giver Gud æren, så skabes fællesskab, så kan vi tilgive hinanden. Så smelter sindet hen i lyst til at tilgive.

Og så blive i den retning. Men retningen er at være en discipel. Ikke at leve for sig selv, men for ham som døde og opstod for dig og mig og alle.

Og den kraft, Helligånden giver, og som vi har fået adgang til i vor dåb, er samme kraft, som Gud virkede Jesu opstandelse fra de døde med.

Disciplene tager Jesu bortgang fra dem med sindsro og ja, glæde. For de ved, at han kommer, når de kalder, han kommer og virker i mig og dig, når vi kalder på ham i tro. Som Grundtvig har sagt i en prædiken til dagen i dag: ”Når Jesus er Guds Søn, så er Han hos os alle, der påkalder Hans navn, da er Hans rige iblandt os.”

Nogle gange har vi brug for en særlig kraft for at klare modstand eller fjendskab.

Så er det godt at høre i dag, at vi ved Helligånden bliver iført kraft, ligesom hvis vi bliver givet en tyk kappe på. En kappe af fred og glæde, en kappe af Guds kraft, som gør os ligevægtige.

Tag altid på ny den kappe på, når noget går dig på og vil tage, ja, kraften fra dig. Så har du brug for netop ikke din egen kraft, men Helligåndens kraft.

Hvad gjorde disciplene så, da de var alene tilbage? De var fyldt af glæde og de mødtes hver dag for at bede sammen.

Og så fik de en fantastisk besked fra englene. De sagde, at Jesus ville komme igen, på samme måde som han var faret bort.

Lige pludselig. Da gælder det, at vi er forberedte. At vi lader Jesu ord gå ind og slå rod i os. Handler på Jesu ord. For ethvert ord, Jesus har sagt, har Helligåndens kraft i sig til at forvandle os. Og det er aldrig for sent at lade Gud Helligånd forandre vort sind. Lad os hjælpe hinanden med at huske det og tilskynde hinanden til tro, fællesskab, til bøn, til at stole på vor Herre Jesus Kristus, at han er opstået og lever og er hos os, som han lovede, er her, hvor selv blot to eller tre er forsamlet, er hos os i hele sin kraft og vælde. Amen.

 

https://www.fuglestemmer.dk/roedstjert/

Gudstjeneste bededag 2020

Alle tekster kan ses under videoen ved at scrolle ned

Gudstjeneste 3. maj 2020 - 3. søndag efter påske

Børnegudstjeneste. Præsten har Snapper på besøg

Anden påskedag - kort gudstjeneste

Kort gudstjeneste påskemorgen 12. april 2020

Glædelig påske! Kristus er opstået fra de døde! Selv Peter, som fornægtede Jesus tre gange, har set og mødt ham igen!

Englens budskab til Maria Magdalene og den anden Maria, da de kommer til Jesu grav tidligt om morgenen:

"Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."

Kort påskegudstjeneste ved Johannes Glenthøj.

Læser: Elisabeth Albinus Glenthøj.

Påskelørdags andagt fra Nordby kirke 11. april 2020

Salmen, der synges af Elisabeth og Johannes Glenthøj, er nr. 214 i Den danske Salmebog: "Hør vor helligaftens bøn".

1 Hør vor helligaftens bøn!
Hør os, Guds enbårne Søn!
Hør du os i påskekvæld!
Eftergiv os al vor gæld,
så, opstandne fra de døde,
glad vor mester vi kan møde!

2 Kristenhed, stat op, vær glad,
gak nu rundt i Zions stad,
lovsyng Herren, from og god,
for han døde og opstod,
døde for, hvad vi bedreve,
og opstod, for vi skal leve!

3 Kom da, lad os ret engang
prøve på en takkesang,
knæle dybt i Jesu navn,
som os rev af dødens favn,
som forsoned al vor brøde,
stod med nåden op af døde!

4 Hellighold, Guds vennelag,
Herrens store hviledag,
hvilen efter storm og strid,
efter fuldendt frelser-id!
Med udødelighed kroner
sejerrig os vor forsoner.

5 Kristus, ære være dig!
Takkesang evindelig!
Ved korsfæstelsen i går
lægte du vort banesår.
Ved opstandelsen i morgen
slukker du al dødning-sorgen.

Skærtorsdags prædiken - forkortet udgave, hele prædikenen kan ses nedenunder!

Prædiken skærtorsdag 9. april 2020

Skærtorsdag.

 

Skær i skærtorsdag betyder noget med at rense. Jesus renser os for synd ved at bløde for os på korset. Som et offer, der en gang for alle åbner for tilgivelse og renselse.

 

Renselse.

 

Skærtorsdag er også afslutningen på de fyrre dages faste.

 

Jesus havde efter sin dåb været fyrre dage i ørkenen i en slags selvvalgt karantæne. En karantæne betyder en periode på fyrre dage.

 

Vi er også i en slags karantæne, mere eller mindre. En tid til at tænke efter. Hvad betyder overhovedet noget? Hvad er virkelig meningen med mit liv? Er der et mål? Hvad er det?

 

Det finder vi ud af i ro og stilhed i bøn.

Men i den stilhed kommer vi også mere i kontakt med det, nogen vil kalde de indre dæmoner. Vi kommer i kontakt med vores irritabilitet måske. Vi får brug for endda mindre zoner omkring os, så vi alle kommer helskindet gennem denne tid med meget indetid.

 

Men det er godt for os at komme i kontakt med os selv. I det normale liv er det som om, vi kan glide ind i en slags maskin-tilværelse. Hvor vi ikke selv har noget mål, men vi er en del af et stort maskineri. Det er godt for os at komme lidt på afstand af den måde at leve på.

 

Skærtorsdag handler det om, at Jesus giver sig selv i brød og vin, giver sit legeme og sit blod til syndernes forladelse og evigt liv. Og igen og igen at leve os ind i det, han der har gjort for os.

 

Men hvert andet år læser vi ikke om nadveren. Der læser vi om fodvask. Og det er måske meget godt, at evangeliets fortælling om, at Jesus vasker disciplenes fødder på skærtorsdag, netop falder her midt i corona-tiden. Det handler om at blive vasket.

 

Det handler om vand. Det handler om at tage bad. Det handler om at få fødderne vasket.

 

Det handler om vand og om fødder. Gæt på, hvor mange gange ordet fødder nævnes i evangeliet i dag? 8 gange.

 

Jesus tager en balje frem. Det er sidste aften inden han skal dø på korsfæstet.

 

Midt i maden tager Jesus fat på fodvask. Helt klart en handling, der har overtoner af det, der skal komme. Hans død for verden. Frelsen ved hans offerdød.

 

Jesus vaskede disciplenes fødder, kort før han skulle lide og dø på korset. Han vidste, at Gud Fader havde lagt alt i hans hænder. Frelsen for verden. Og han vidste, at han var udgået fra Faderen og nu gik tilbage til Gud.

 

Nu tager han en balje frem, tager sit almindelige tøj (det yderste lag) af og tager et klæde om sig. Som en tjener. Som en slave.

 

Så giver han sig til at vaske disciplenes fødder, en for en.

 

Ved korsfæstelsen bliver Jesus bogstaveligt lagt ned og sømmet fast til korset. Soldaterne nagler ham med nagler, en til hver af hænderne, og en til at gå igennem begge fødder.

 

Jesus kaldte selv sin korsfæstelse for sin ophøjelse, men en ophøjelse som var den dybeste ydmygelse. Og på en eller anden måde mærkes det i vore fødder, når vi tænker på naglen, der går gennem Jesu fødder.

 

Mærkeligt som Jesus sætter tingene sammen: Han vasker vore fødder ved selv at lade sig nagle til korset på hænder og fødder.

 

 

Peter synes, det er meget forkert. Men Jesus forklarer ham, at det er helt nødvendigt. Ellers kan Jesus ikke have med Peter at gøre.

 

Helt præcist siger Jesus: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Alt er på spil her.

 

Det handler om at tro, at Jesus virkelig er Guds Søn og kom til verden for at frelse syndere, bringe forsoning med Gud, udgyde sit blod, for at skaffe os syndernes tilgivelse.

 

Alt det udtrykker Jesus ved at vaske Peters fødder.

 

Peter forstår, at det er afgørende med fodvasken, men forstår ikke rigtig.

For nu mener Peter, at Jesus skal tage og vaske både hoved og hænder også. Det er rørende af Peter at tænke sådan. Også hovedet og hænderne.

 

At få vasket hovedet og hænderne af sin mester – det er meget stærkt også. Men nej. Det er nok med fødderne, siger Jesus.

 

Her kommer Jesus med noget nyt. For den, der har været i bad, behøver kun at få vasket fødderne for at være helt ren, siger han.

 

I bad. Hvordan har disciplene allerede været i bad? Hvordan har vi været i bad? Jo, vi blev badet i dåben. Det kalder vi også genfødelsens bad.

 

Det er intet mindre end et bad, der føder os på ny. Så vi gamle bliver som børn. For vi kan kun fødes i en ny fødsel ved at blive som et barn i moders liv. Sådan er vi kommet væk fra mørkets rige og sat over i Guds Søns rige. Vi er rene som sådan. Vi har modtaget tilgivelse som sådan.

 

Men så er det vi med fødderne vandrer rundt her i livet. Det er jo ikke til at undgå, at fødderne følger med, når vi bevæger os rundt.

 

Og så kommer vi til at gøre andre mennesker ondt, så er vi egoistiske, ja, alt muligt, som er imod Guds vilje.

 

Derfor er det, vi har brug for at få vasket fødderne. Det er den daglige vandring med hinanden, der gør, at vi bliver urene.

 

Og hvordan er det så, at fødderne skal blive vasket? Jesus siger selv, at han giver et eksempel ved at vaske disciplenes fødder.

 

Men hvad så nu? Jesus siger: ”Når nu jeg, jeres herre og mester, har vasket jeres fødder, så skal I også vaske hinandens fødder.”

 

VI skal vaske hinandens fødder. Altså se igennem fingrene med hinandens synder og fejl. Lade nåde komme før ret.

 

For retfærdigvis kunne vi dømme hinanden noget så grusomt. Men vi har modtaget tilgivelse fra vores herre Jesus, så skal vi også i praksis tilgive andre. Netop i praksis. Det får vi med, når billedet er fodvask.

 

Paulus har et sted sammenfattet, hvad der overhovedet betyder noget her i livet: ”Det eneste, der betyder noget, er den tro, der får os til at hjælpe hinanden.” Altså den tro, der leves ud i kærlighed. Det er at vaske hinandens fødder.

 

Og Paulus taler om, at vi har fået en kæmpe frihed som Jesu efterfølgere, fordi vi ikke behøver at følge alle mulige love i dagligdagen. Men, siger han, ”I må ikke bruge friheden som påskud for at leve, som det passer jer. I stedet skal I være som slaver og hjælpe hinanden.”

 

Det var det, Jesus viste os ved at vaske disciplenes fødder. Amen.

 

 

En bøn

 

Kære himmelske, almægtige Fader! Tak fordi du sendte sin Søn til verden for gennem hans lidelse, død og opstandelse at frelse os.

 

Vi beder for verden i denne coronatid, for alle, der uset og ukendt lider af mange sygdomme, bærer på sygdomme gennem mange år, og de mange mange, som dør før tiden. Især beder vi for dem, der næsten ikke kan trække vejret selv på grund af corona. Vi beder for alle medarbejdere på sygehuse, for alle der passer de ældre og handicappede. Vi beder for den enkelte og familierne i isolation i denne tid. Lad noget nyt spire frem, så vi tro åbner os for dig. Vi beder for regeringen, folketinget og alle, der har stor magt og myndighed betroet, at de alle må virke med visdom, retfærdighed og barmhjertighed.

 

Herre Jesus Kristus, vi takker dig fordi du ydmygede dig til korsdøden for at bringe frelse til enhver, som tror på dig. Hjælp os til aldrig at ophøje os over andre, men leve befriede fra skyld gennem din gerning, og så vi efter dit eksempel tjener andre mennesker og gerne tilgiver dem.


Herre Helligånd, kom til os og lad os forme af Jesu ydmyghed til at leve i din kraft i glæde, fred, håb, forsonlighed, Du som lever og regerer med Faderen og Sønnen, én sand Gud fra evighed til evighed.

 

 

Kort gudstjeneste fra Nordby præstegård søndag den 22. marts 2020

Gudstjeneste søndag den 22. marts 2020 fra Nordby præstegård

Jesus siger: Jeg er livets brød.

Man kan se hele videoen med gudstjenesten ovenfor. Her i skriftlig form.

Her kommer intro, prædiken og bøn fra gudstjenesten:

Intro

Det er midfaste søndag. Altså vi er midt i fasten. Midt i de 40 dage frem til påske.

Faste – fra hvad? Fra det, der ikke holder på det helt lange sigt. Faste handler om at lukke døren og derinde åbne sig for Gud, for hans Søn, vor Herre og Frelser, Jesus.

Jesus opfordrer os til at lukke døren i, når vi vil bede. Nu har regeringen også bedt os om at lukke døren, så vidt muligt. Mærkeligt sammentræf. Fastetiden er virkelig blevet fastetid for os alle, uanset tro. Den underholdning, som ellers er til rådighed dag for dag, ugedag for ugedag, er nærmest borte.

Så lad os hver for sig bag vore lukkede døre lytte til en beretning fra engang, Jesus var taget ud til et bjerg. Han var kommet derud, og folk var fulgt med ham derud. Og da de til sidst led sult, lod han fem brød og to fiskeanretninger dele rundt, og der blev nok til alle 5.000. Så forlod Jesus dem, og fra det sted, han var, kunne han se, at disciplene var sejlet afsted hjem til Kapernaum. Det blev storm, og så kom Jesus gående på vandet og steg ombord. Nu er vi kommet til det sted, hvor denne søndags evangelium begynder.

Prædiken

De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!«

Jesus sagde til dem:

»Jeg er livets brød.

Den, der kommer til mig, skal ikke sulte,

og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.«

Dengang var der mange syge mennesker. De havde overhovedet ikke hospitaler. De måtte dø i ensomhed. Jesus helbredte mange. Men han var ikke kommet for at være en mirakelmager. Han var kommet for at give evigt liv.

 

I sin tid gav Moses folket noget underligt brød, manna, som faldt ned fra himlen, mens folket vandrede i ørkenen. Manna – det var en slags brød, som de kunne leve af, fra dag til dag.

Vi er også i en slags ørken i dag. Mange af os er mest hjemme, som vi også får besked på af myndighederne. Vi lever også af mad, fra dag til dag. På en måde ligesom i en ørken. For vi kan ikke feste sammen, spise sammen, men må spise med de få der, hvor vi bor.

Gennem brødunderet vil Jesus løfte folks blik til noget, der er fantastisk: Livets brød. Hvad er det? Det er Jesus selv. Ja, det siger han. Han siger: ”Jeg er livets brød.” Hvad går det ud på – livets brød? At vi aldrig skal sulte eller tørste. Når vi har spist, fra dag til dag, så opdager vi måske i denne tid med ensomhed, at vi er sulten på mere. Ikke engang en ægte topfodboldkamp vil kunne slukke den tørst vi har.

Den længsel, den sult, den tørst efter mening, efter at det bedste blive ved og ved, at døden selv ikke er der, at sygdom ikke mere er der, det er det Jesus er: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Måske tænker du nu: Jeg tror ikke. Nej, men hvis du rent faktisk vælger at komme til Jesus, så tror du. Det at komme til Ham er begyndelsen på at tro. Det er begyndelsen på at have tillid til Ham.

Og gennem Ham mister al sygdom sin rædsel, for bag døden venter livet i Guds synlige rige. Hans rige er på vej, også lige nu. Måske tager Hans rige nogle kæmpeskridt fremad. Måske sker det, at mange kommer til Ham og lægger frygten bag sig. For det er det, Han gør. Han siger igen og igen: Frygt ikke! Hos Ham er der ro midt i coronatiden. Midt i de kriser, der følger med coronakristen. Fordi mennesker prøves til det yderste. Evangeliet siger Frygt ikke fra først til sidst. Guds rige er på vej. Slå følge med Mester, Jesus Kristus. Gå vejen gennem livet med Ham. Luk dig op for Ham, for at bede, endnu mere nu, hvor vore døre lukker sig bag os.

Så kan vi i denne tid gå på opdagelse i at fornemme, hvad livets brød er for noget. Noget, der mætter os, så glæde og fred bliver stærke i os. Så vores svage tro kan begynde at bevirke noget, der er ægte liv i: hensynsfuldhed, venlighed, tålmodighed, empati med vore kristne brødre og søstre, og til kærlighed til alle mennesker.

Bøn

Almægtige himmelske Far! Tak for alle dine velsignelser gennem vores liv indtil nu, og også i dag: Mad, sko og tøj, en seng at sove i, venner og familie, solen, månen og stjernerne, jorden! Vi beder for alle, der er ramt af corona og andre sygdomme. For dem, der nu ligger i respirator og for alle deres pårørende. For alle, som er ved at bryde sammen, fordi de yder så meget på sygehusene og andre steder.  Vi beder for alle børn og voksne, som hvert år dør af sult. For alle vore døde. Lad dit evige lys lyse for dem! Vi beder for alle, der får sygdommen. Vi beder om, at du vil bevare os i ro og uden ængstelse, for du er vor Skaber og vor Frelser! Så beder vi for Danmark, for regeringen og folketinget og al lovlig øvrighed, alle i sundhedsvæsenet, politi og domstole, at alle må bruge magten med retfærdighed og barmhjertighed.

Herre Jesus, du siger, du er livets brød. Giv os det brød! Tak fordi du er opstået og aldrig dør mere. Tak fordi du med dit liv tilgiver det onde, vi siger, tænker og gør af forkert. Tak fordi du har besejret synden, døden og mørkets rige med din egen død. Mæt vores længsel efter et godt liv, mening med vores liv. Styrk vor tro, og giv os sammen med tro: godhed, forståelse, selvkontrol, tålmodighed, hengivenhed over for dig og din Far, venlighed og empati over for kristne brødre og søstre i hele verden, og kærlighed til alle mennesker.

Gud Helligånd, kom til os, kom til vort hjerte, kom til vor forstand, kom til hele vort væsen og fyld os med din kraft og visdom,

Du, som lever og råder i enhed med Faderen og Sønnen, én sand Gud, fra evighed til evighed.

Fadervor, du som er i himlene!

Helliget vorde dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke i fristelse,

men fri os fra det onde.

Thi dit er riget, magten og æren i evighed! Amen.

Guds rige vokser af sig selv, derfor også noget om at hvile sig

Der er en sorgløshed over Guds rige.

Det vokser efter sit indre væsen, og det vokser ud i hele verden, overalt.

Det sker. Det sker af sig selv, faktisk bruges ordet automatisk.

Automatisk?

En græsk matematiker, der levede i Egypten på Jesu tid, fandt på et system til automatisk døråbning. Han levede fra 10 til 70 e. Kr.

Grækerne havde opfundet automatisk døråbning på det olympiske bjerg. Når folk kom med et offer og offeret blev lagt på offerstedet og der blev tændt for ild. Alterilden varmede luften op i en beholder under alteret, og vandet i beholderen blev derpå presset over i nogle hævertlignende rør. Det førte vandet over i beholder på et pendul. Det satte derpå gang i at to aksler på portene roterede. Sådan åbnedes portene. Automatisk.

Bagefter, når luften under alteret kølede af, gik den modsatte bevægelse i gang, så portene lukkedes igen.

I det hele taget var denne Heron optaget af at opfinde mekaniske ting. Han opfandt en automat. Smed man en mønt ind, kom der en smule helligt vand ud. Han opfandt et mekanisk teaterstykke, som varede i 10 minutter med automatisk torden og så videre.

Så det med det automatiske var oppe i tiden. Mon ikke folk har snakket om den slags opfindelser?

Og så kommer Jesus og bruger billedet af kornet i jorden: jorden frembringer afgrøden. Automatisk.

Landmanden sover og står op, dag efter dag, uden at ane, hvordan kornet egentlig vokser. Grokraften i korn og alt levende er jo fortsat en gåde for os.

Det vil sige, at landmanden hverken kan gøre fra eller til. Denne her landmand sover tilsyneladende godt om natten. For han kan ikke gøre fra eller til.

Han hviler i, at der kommer den høst, der kommer.

Der er hvile i, at Guds rige ’automatisk’ bringer høst med sig.

Jeg skal ikke gøre noget. Du skal ikke gøre noget. Vi skal ikke gøre noget.

Det er godt at tænke på, for vi lever i en meget rastløs tid. Jesus ville gerne give sine disciple lejlighed til at hvile sig. Det skulle ikke være stress og jag. For Guds rige har sin egen tid. Når ordet først er sået, så bestemmer Gud væksten. Væksten er simpelthen nedlagt i ordet, ligesom væksten er nedlagt i kornet, der lægges i jorden.

Der er noget hvileløst over vor tid. Der er mulighed for at skifte kanaler, og få indtryk hele tiden fra de sociale medier, radio og tv.

De gamle kristne sagde, at den indre stabilitet har at gøre med en øvelse og træning på tre områder: Stilhed, hvile og ensomhed.

Et vigtigt bibelord er dette: ”Gennem stilhed og fortrøstning bliver I stærke.”

Kristne har altid vidst, at de aktivt skulle skabe sig rum for hvile. De gamle kristne gav følgende råd: Søg stilheden! Det første, der sker, er at tankerne flyver omkring i alle retninger. Sådan skal det være. Men så gælder det om at ignorere forvirringen. Blive siddende ved tændt lys, en stor udsigt, under et stort træ. Efterhånden mærkes en tiltale. Und dig selv at hvile! Katten hviler i solstriben på køkkengulvet, hestene står stille på engen i timer og ser indad. Den hektiske aktivitet skal regelmæssigt afløses af det bare at være til.

Og så begynde at lytte til eller læse en salme roligt igennem, et stykke fra bibelen, et stykke fra en god kristen, der siger noget opbyggeligt.

Og som i dag: lytte og tænke over Jesu ord:

At Guds rige vokser automatisk, at Guds rige kan se meget småt ud, men vokser ud over al fatteevne. Vokser som en sennepsplante, så det bliver muligt for fugle at slå sig ned i træet. Ligesom Guds riges fællesskaber bliver steder, hvor vi kan hvile ud oven på alt jag.

For det kræver hvileperioder at lade troen vokse. Så der er altså et form for krav til væksten. Under hvilen lærte Paulus’ trofaste ven og hjælper, hvordan en kristen skal leve, være beslutsom i troen, være tro, være langmodig med andre, og også vente på Gud med udholdenhed, at lade kærligheden slå rod i hjertet. Og på den måde være klar til at tage forfølgelse eller blot chikane og mobning for at være en kristen.

I hvilen kan Jesu ord, Bibelens ord i det hele taget trænge dybt ned i vores hjertes jord. Og ordet har i sig Gud Helligånd, så ordene virker, hvad de siger, hvad vi tror.

Denne hvile er nødvendig, så vi får visdom til frelse ved troen på Jesus Kristus, så vi kan vokse i tro og et godt liv og være udrustet til al god gerning.

I denne hvile i stilhed og bøn og lytten til Guds ord tager vi imod alt, vi har brug for til vor egen ro, til gavn for vores fælles kirke, til gavn videre ud. Ja, vi får hjælp og opmuntring og forståelse nok til at begynde at lytte bedre til hinanden.

Undervejs kan vi anfægtes af, at Gud sådan har herredømmet over alle ting, så at han både skaber lys og mørke, fred og ulykke, som profeten Esajas siger.

Men vi kan sige det sådan, at når vi lader os være overladt til os selv uden Gud, så BLIVER det til ulykke for os. Det er bare sådan, det er. Og samtidig vil profeten lære os, at Gud ALTID, som i altid, skaber en udgang af ulykken til hvile, til ro, til fred. Nej, ulykkerne kan ikke gøres uskete. Men Gud gik ind i al ulykke ved sin død med naglemærker i hænder og fødder, som han også bærer nu som den Opstandne. Vore ulykker har også kostet ham sår.

Men – det er lægte sår. Sådan også med dine og min sår. Gud læger vore sår, forbinder stederne, der gør ondt, lægger dejlig svalende salve på de steder, der er meget ramt.

Han viser sin omsorg der.

Så lærer vi selv at vise den omsorg for hinanden. Som Paulus og Timotheus hjalp hinanden gennem alle strabadser, forfølgelser og ulykker.

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2. februar 2020 i Tranebjerg kirke

Der var to dåb ved gudstjenesten, og børnene placerede fårene og lammene, som de fandt bedst på dette billede. I dåben blev vi får og lam, tilhørende Jesus, den gode hyrde!

Hvis man har en hemmelighed, så er det svært at holde på den.

Kender I det?

I modstandskampen kunne man ikke have de åbenmundede, for de kunne ikke tie stille, de kom til at tale over sig, som vi siger. De kom pludselig af vanvare til at afsløre noget, som skulle forblive dybt hemmeligt.

Nu taler Paulus om en hemmelighed, som har været skjult igennem lange, lange tider. Faktisk altid. Men da Jesus kom ind i verden, så er hemmeligheden i gang med at blive afsløret. Det varer hele verdens levetid med at afsløre den hemmelighed.

Hvad er den hemmelighed? At Jesus er os helt nær, så nær, så Paulus siger: Kristus er ’i os’. Hvad vil det dog sige?

Ja, nu skal vi huske, at vi er skabt i Guds billede. Så vi skal tænke meget store tanker om, hvad det er at være menneske.

Vi er et helt univers, en hel verden, hver eneste af os.

Og inde i os er der plads til alt i verden.

Der er desværre plads til både godt og ondt. Til himmel og helvede. Til farlige slugter og vilde dyr. Til både lykke og ulykke.

DERFOR er det en fantastisk nyhed, fantastisk befriende at få afsløret denne her hemmelighed: Kristus, Guds rige konge, vil bo i os. Intet mindre.

Prøv lige at tænke over det.

Paulus kalder det er fantastisk håb. Et håb om en herlighed, som vi ikke kan forestille os.

***

Jesus afslører hemmeligheden om sig selv allerede, da han bliver født, hvor hyrderne ser Guds herlighed om sig og hører engle prise den nyfødte konge Jesus.

Men afsløringen af hemmeligheden kulminerer, da Jesus bliver korsfæstet. Der viser han sin herlighed. At han blev Gud med os helt ind i kors, død, lidelse, sygdom og alskens plager. Han viser, at han vil være med os også i vores mørke. Alle dage, til verdens ende.

I dåben bliver vi et med Jesus.  Vi får i vandet et godt rodnet, vi bliver rodfæstet i Kristus, vores Herre. Vi bliver ligesom begravet i dåben, synker ned i vandet, åndelig talt, og så kommer vi ude af vandet igen, ligesom Jesus opstod. Og derfor skal med dåben som vores nye fødsel nu leve et helt nyt liv. Et liv i kærlighed, et liv i nærvær over for hinanden. Et liv i nænsomhed over for hinanden, hvor vi skal kæmpe for at lade Helligånden virke godt i os: fred, glæde, tålmodighed, og meget andet.

Vi henter kraften til vores liv ved at være eet med Jesus Kristus.

Vi er ikke alene, men er ligesom et legeme, vi forsamlingen af kristne, hver med forskellige gaver og evner, som skal i spil til fælles gavn.

En anden måde at tale om, at vi er ’i Kristus’, er billedet med et træ. Jesus kalder sig selv for det sande, det virkelige vintræ og os for grene.

Grene sidder godt fast på træet, og sådan er vi ved dåben blevet sat ind som grene på ham, som træet.

Det er et godt billede, for så kan vi forstå, at kraften får vi fra træet, fra Jesus, og Helligånden, saften, som stiger op gennem træet, ud til grenene og får grenene til at bære frugt: glæde, fred, kærlighed, udholdenhed, nænsomhed, mildhed, et tilgivende sindelag.

Jesus kalder sig selv vintræet. Altså den ædleste plante, man kan tænke sig. Et træ, som frembringer den ædleste drik på jorden, nemlig vin. Vin som Jesus tog i et bæger og delte rundt med ordene: Drik denne vin, det er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.

Vinen er blodet, som randt på korset til syndernes forladelse. Der er altså Guds og Jesu liv i den vin, som vi drikker.

Han lader virkelig drikke denne vin, så hans blod ruller i vore årer. Så ja, vi bliver eet med ham.

Faktisk findes der et træ, som via et enormt rodnet forbinder sig med masser af andre træer i en koloni. Det gælder bævreasp. Så en hele koloni af bævreasp, en hel lille skov, er i virkeligheden én organisme, nogen siger superorganisme.

Hos os betragtes bævreaspen næsten som ukrudt, fordi den sår sig selv overalt, uanset hvordan jordbunden er. Fordi den har så mange frø, 8-10 millioner frø i et kilo aspefrø. Det gør ikke mig noget, hvis vi kristne betragtes som ukrudt, fordi grokraften er helt fantastisk, og vi kan vokse hvor som helst, lige meget hvad livet bringer.

Sådan en grokraft er der i det, Jesus siger, ja, hver gang Jesus siger noget, så er det som et lille bitte frø, der kan blive til et kæmpe træ, altså blive til et fællesskab mellem mange mennesker, blive til liv for os sammen.

***

Kristus og vi er også eet på den måde, at vi er hans tjenere. Og hans tjenere er der, hvor han selv er, siger Jesus. Det er et løfte. Et godt løfte. Et opmuntrende og trøstende løfte.

Men er det ikke nedværdigende at blive omtalt som tjener?

Nej, for husk på, at lige meget hvad vi fylder vores liv med, så er vi tjenere for det ene eller det andet. Er vi ludomaner, så tjener vi en trang, som binder os, ja, vi er slaver af vores trang.

Det kan gælde alle mulige slags trang. Det kan gælde trangen til at have mere og mere uden nogensinde at blive tilfreds.

At være en tjener for Jesus er en meget rolig tilstand. Vi kan bare slå op i evangelierne, så ved vi godt, hvad vi bør gøre som hans tjenere, og der er altid noget at gøre. Vi bliver ikke færdige.

Det giver en vished om frelsen ved Jesus, at vi er hans tjenere. Vi har altid noget meningsfuldt og nærende at gøre. Tænk, vi har altid adgang til en kraft, der kan fjerne fjendskab i vores hjerte, få os til at række hånden ud til tilgivelse, give os fred i hjertet, og glæde, ja, og tålmodighed til os utålmodige.

 

Om den lille tro med den enorme virkning - prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger 2020

Morbærtræets frugter er fattige på kalorier  (100 gram = 43 kalorier) og rigte på C og E vitaminer, calcium, kobber, jern, magnesium, og antioxidanter, også nogle der beskytter mod risiko for slagtilfælde.

Om Jesus vidste noget om det, får vi ikke at vide, men han vælger netop dette træ for at forklare noget om tro.

Om han vidste, hvor nyttigt morbærtræet var på anden vis, ved vi selvfølgelig heller ikke. Silkeormene udnytter morbærtræets blade som føde, og sådan blev silkeormene holdt ved morbærtræer i Romerriget, da de først fandt ud af den hemmelighed. Faktisk mente man på Jesu tid blandt romerne, at silkeormene var et produkt af morbærtræet, hvilket på en måde ikke er så forkert endda.

En græsk forfatter fra oldtiden siger, at morbærtræet er det sidste, der grønnes. Det begynder ikke på at grønnes, før det kolde vejr er forbi, og derfor kaldes det det klogeste træ. Men når det tager fat, sender det bladene ud på bare én nat, og det med en sådan kraft, at man åbenbart kan høre det.

Så noget tyder på, at Jesus lægger noget i at nævne netop dette træ for at forklare troens kraft.

Der kan komme silke ud af morbærtræets blade!

Der kan findes beskyttelse mod alskens sygdomme!

Der findes den dag i dag ældgamle morbærtræer i Mellemøsten.

***

Og nu blander Jesus morbærtræet sammen med et sennepskorn.

Sennepsfrøet er bare 1-2 mm, men er nok til at blive til et træ på 3-5 meter med masser af plads til fugle, og kan vi sige, sennep til krydderi for mange retter.

Den mindste bitte lille tro, tillid til Gud, til Jesus, til Gud Helligånd, og der kommer en enorm vækst og frugt ud af det.

Så det med at få en større tro behøver vi ikke at bekymre os om.

I stedet kan vi lytte til de forjættende ord om, at tro som en sennepsfrø er nok til at bevirke store vidundere og mirakler.

---

Og sådan en stor ting er det, at vi kan sige til et morbærtræ: Plant dig i havet, og det vil ske.

Når vi tænker over det, så lyder det som en rigtig dårlig ide at plante et morbærtræ i havet. Hvad med saltvandet, vil det ikke ødelægge træet. Jo, det vil det vel.

Men måske er pointen noget andet. Måske er pointen, at selv den mindste tro har kraft til at ændre på vore forhold, på vort liv. Når du og jeg begynder at tilgive et menneske, som vi finder det umuligt at tilgive, så er det som at plante et morbærtræ i havet. Træet opsuger det bitre. Og så må det betyder, at vi skal blive ved og ved med at arbejde med at tilgive. Ligesom vi skulle trække alt salt ud af havet ved hjælp af et enkelt morbærtræ.

Vi skal møde surhed og bitterhed og had med Jesu sindelag, ikke gengælde ondt med ondt, men med godt, tilgive i stedet for at gemme på nag år ud og år ind, livet igennem.

Før dagens evangelium har det lige præcis været emnet i samtalen mellem disciplene og Jesus: tilgivelse. Selvom et medmenneske igen og igen forsynder sig, skal vi tilgive, hver gang det menneske angrer og fortryder, om det så syv gange vender tilbage til os og angrer.

Det forandrer jo ikke ved, at noget er ændret, brudt, men det ændrer på vort sind og det ændrer også på den andens sind.

---

Alligevel forstår vi stadig ikke, hvordan det er vi kan få mere tro. Det er selvfølgelig opmuntrende, at en tro på størrelse med det mindste frø har en stor kraft i sig. Jesus vil tage bekymringen fra bekymrede, der til enhver tid spørger: Har jeg nok tro? Nok? Lidt er allerede rigeligt.

Det læsningen fra Hebræerbrevet siger om tro er på en måde dette: Tro er at leve i overensstemmelse med den virkelighed, der er i de ting, man håber på.

Eller sagt på en anden måder: Tro er at leve, som om de ting, man håber på, er virkelige.

Sådan er det også Abram må leve, i tro på, at det, Gud har lovet, vil ske, at hans afkom vil blive så mange som stjernerne på himlen.

Men nu kommer vi til det Jesus siger om troen i praksis. Ikke tro teoretisk set, men i praksis som trofasthed og lydighed.

For tro er jo ikke noget, hvis det er adskilt fra vores liv.

Jesu svar for alvor på, hvordan troen overhovedet lever og vokser. Det er ikke noget rent indre, i sindet, men det har med den mest almindelige lille detalje i vores dagligliv at gøre.

Indre Missions stifter Vilhelm Beck og hans kone havde en pige i huset. Der var vækkelse på egent, og en dag kom hun hjem og sagde: Nu er jeg også blevet omvendt! Hvad svarede Vilhelm Beck? Han sagde til hende: Lad det kendes under måtten! Altså, pigens tro skulle komme til syne ved den detalje, at hun var tro og trofast i sit arbejde, også ned i den detalje at feje under måtten.

Jeg fornemmer noget at samme tankegang hos Jesus: at vi virker trofast i vores arbejde og kald, hvad det enten er. Om vi er sygeplejerske, lærer, lagerarbejder, landmand, præst, skomager, og om vi er barn, ung, uden arbejde, efterlønner eller pensionist.

I alle forhold kan vi være tro over for det, som er blevet vores liv.

Udholdenheden og trofastheden i vort virke skal være sådan, at vi ikke kigger efter løn, men kun, at vi har gjort, hvad vi skulle gøre.

Om vi forkynder evangeliet, om det gælder besøg hos syge og ensomme, om det gælder det venlig ord til en anden, et smil i forbifarten på gaden, at vi hilser også på den, der ikke regnes for noget.

Så siger Jesus: ”Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre.”

Unyttige tjenere. Jamen, er det ikke bare for meget, at Jesus stiller det sådan op? Jo, men som sædvanlig, så er der ingen af os, der hører efter, hvis ikke der er bid i ordene. Og når vi er kommet os lidt, så kan vi måske se ind i, hvad Jesus OGSÅ siger med de ord. Nemlig at vi fortjener os ikke til Guds velbehag, til en plads i Guds rige, ved gode gerninger, nej, vi modtager Guds nåde ved at stole på, at Jesus har besejret verden, Satan og synden, og også døden.

Prædiken nytårsdag 2020 i Nordby kirke

Hvilken retning skal vi lade os drive i det nye år? Har vi overhovedet indflydelse på retningen?

I fodbold taler om at have en attitude. Som kommer til at bestemme, hvordan man spiller.

Dagens læsninger ved nytårstide lægger også op til, at vi skal have en bestemt attitude. En bestemt måde at takle vor dagligdag, vore vanskeligheder, fristelser, kaos i vores liv.

Og for at takle vor hverdag så godt som muligt, giver Skriften os det store og det lille perspektiv.

Først det store perspektiv: Tusind år er for Gud som dagen, der lige er gået til ende.

Det betyder, at Gud har styr på tingene, at han er i kontrol, som det hedder på nudansk.

Tusind år er for Ham som dagen, der er svundet.

Bogstaveligt talt betyder det, at det er to dage siden, at Jesus blev født, døde og opstod.

At vi nu er i gang med dag 3, her i det 3. årtusind efter Kristus.

Det perspektiv må man tro, at evolutionsvidenskaben kan være tilfreds med.

Hvis mennesket blev til for 5 til 7 mio år siden, ja så skabte Gud mennesket for ca. 20 år siden i Hans perspektiv.

For hvis 1000 år er 1 dag for Gud, så er 1 år for Ham 365.000 dage. Ganget med 20 når vi til menneskets skabelse for, lidt over 7 mio år siden i vores perspektiv.

Intet er længe siden for Gud. Og det vil Han lære os også at tænke.

Det lærer det os ydmyghed, for så haster vi afsted og er som en tåge, der er væk på et øjeblik.

Det er det korte perspektiv. Dagen i dag.

Jakob lærer os i sit brev, at vi ikke har styr på tiden og tiderne, og vi desuden flyver afsted. (Jakob var jo bror til Jesus, men var længe fjendtlig over for Jesus. Efter Jesu død og opstandelse endte han med at blive leder af menigheden i Jerusalem)

Dagen i dag er nok at forholde sig til.

Det lærer os ydmyghed, og ydmygheden hjælper os også til at udnytte øjeblikket. At se på hvert øjeblik som værdifuldt, som afgørende, og huske, at vi skal stå til regnskab for hvert unyttigt ord, vi har sagt, som Jesus lærer os.

Jakob lærer os virkelig at bremse op og se på dagen i dag som helt unik.

Han lærer os, at vi skal passe på med at lægge planer for lang tiden ud i fremtiden, uden at have tanker for, at vi er dødelige, og måske er borte i morgen.

Vi skal heller sige om alle planer for den kommende tid: ”Hvis Gud vil, så vil vi gøre sådan og sådan.” Sådan siger arabere gerne på arabisk: In Sha Allah. Både kristne og muslimske arabere. Jeg tror, at både de kristne OG de muslimske arabere har lært det udtryk af – Jesu bror Jakob fra hans brev, som vi har læst fra i dag!

Så på nytårsdag bliver vi advaret mod at være hovmodige. Som om vi er herre over liv og død.

 

Det lærer fadervor os også. Og nu er vi kommet til evangeliet til i dag, nemlig Jesu lære om bøn, om fadervor som vor grundbøn.

Vi taler til Gud med ordene: ”Vor Far, du som er i himlene”.

Alle siger far til Gud, den rige, den fattige, dronningen, forretningsmanden og kvinden, manden og kvinden, børn og gamle.

Alle siger ’vor Far’, og dermed siger vi også, at vi er brødre og søstre.

Når vi tænker over det, så er der ikke plads til hovmod, ligesom det ikke duer med hovmod i en familie. Vi er søskende, og Gud er vor Far. Her har hovmod og pral intet at gøre.

Tværtimod. Vi beder fordi vi ved, at vi trænger til hjælp. Søren Kierkegaard skal have sagt: ”At trænge til Gud er menneskets højeste fuldkommenhed.”

”Helliget blive dit navn.” Guds navn er helligt, men vi beder om, at vi modtager Guds hellighed fra ham.

”Komme dit rige.” Vi beder om, at Guds rige må komme til os. For Guds rige kommer, men tænk, hvis det ikke kom til os. Vi beder om, at Guds rige må komme til os personligt.

”Ske din vilje som i himlen således også på jorden.” Bønnen minder os om at være ydmyge over for vort liv. Vi kan ikke planlægge langt ud i fremtiden. Det hører med til vor del af verden at planlægge rigtig langt, og dog kommer vi til kort. Vi planlægger reduktion af CO2, men så brænder millioner af hektar skov i Australien eller en gasledning er eksploderet og sender i lange tider, skjult for verden, skyer op mod himlen. Vi vil have styr med tekniske midler med fremtiden, men må erkende, at vi ikke kan styre det. Vi kan ikke engang styre vort eget personlige liv. Ting sker, som vælter alle planer: sygdom sætter ind, der kommer en arbejdsulykke, depression kommer, indbyrdes strid og kævl tapper kræfterne og meget andet.

Så er det godt at bede om, at Gud må være midt i det hele med sin gode vilje, selvom vi ikke kan se det lige nu.

I bønnen om Guds vilje på jorden beder vi ikke snævert om, at Guds vilje må ske med os selv og vore nærmeste, men om, at Guds vilje må ske med hele jorden, vort land, vort folk, vor ø, vor by.

Jesus vil, at vi skal bede således for hele verden. Det er en bøn om, at Guds vilje må ske i os, men også i alle andre, især måske i dem, som er evangeliets modstander og vore fjender.

”Giv os i dag vort daglige brød.” I dag, ikke i morgen. Så denne bøn ligger helt i tråd med Jakob, der siger: I ved ingenting om i morgen eller om, hvad der sker om et år.

I dag. Med brødet beder vi om alt muligt andet, vi har brug for i vores liv. Også nadverbrødet, selvfølgelig.

Jesus tænker ikke kun på legemet, men også på sjælen, som skal næres med hans eget blod til syndernes forladelse og til ny kraft til at vandre i vores liv.

Guds vilje sker i vore liv, når vi midt i vore svagheder søger Hans hjælp. For vi kommer til at såre andre mennesker, vi kommer til at såre vor egen sjæl, og vi kommer til at lade os friste til det, der nedbryder os og som skader både legeme og sjæl.

Derfor er de sidste bønner i fadervor egentlig andre sider af bønnen om, at Guds vilje må ske.

Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere – når vi beder sådan, så velsigner Gud den bøn og arbejder med at mildne og blødgøre vore sind.

Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde, eller den onde, ja, da giver vi os direkte ind under Gud og afsiger Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Men fadervor slutter ikke der. Fadervor slutter med en højtidelig erklæring fra os, at Gud vor Far har herredømmet over alt, over verden, Han har magten til at virkeliggøre, hvad Han vil, så han har ikke trukket sig tilbage langt fra verden, og endelig erklærer vi, at vor himmelske Far skal have æren for alt.

Æren fralægger vi os. Men det er jo vor Far i Himlen, som har æren, og det gør os utrolig lykkelige og glade.

I den stemning kan vi trygge og glade gå ind i det nye år. Amen.

 

Esther Mui synger Davids Salme 27,1-4, som er første læsning julesøndag 2019. Nedenfor er prædikenen til julesøndag

Esther Mui synger Davids Salme 27,1-4

The LORD is my light and my salvation; whom shall I fear?
The LORD is the strength of my life; of whom shall I be afraid?
When the wicked came against me to eat up my flesh,
my enemies and foes, they stumbled and fell.
Though an army may encamp against me, my heart shall not fear;
though war may rise against me, in this I will be confident.
One thing I have desired of the LORD, that will I seek:
that I may dwell in the house of the LORD
all the days of my life to behold the beauty of the LORD
and to inquire in His temple.

HERREN er mit lys og min frelse, hvem skal jeg da frygte?
HERREN er mit livs styrke, hvem skal jeg da være bange for?
Når de onde kommer efter mig for at fortære mit kød,
de, som er mine fjender og modstandere, snublede de og faldt.
Selv om en hær belejrer mig, er mit hjerte uden frygt;
selv om der føres krig imod mig, er jeg dog tryg.
Én ting har jeg ønsket fra HERREN, det vil jeg søge:
at jeg kan bo i HERRENS hus
alle mit livs dage og se HERRENS skønhed
og søge svar i HANS tempel.

Prædiken julesøndag 2019 om forfølgelse og modgang, og om hjælp og velsignelse midt i det hele!

G. D. James, evangelist fra Indien/Malaysia. Jeg omtaler James' livshistorie midtvejs i prædikenen til julesøndag.

Jesus bliver forfulgt fra starten. Det bliver ved, det tager til, og til sidst bliver han slået ihjel.

Og forfølgelse og chikanerier vil også følge jer, mine disciple, sagde Jesus.

Og Jesus siger også, at der på grund ham vil komme stridigheder i familierne. Nogle vil være for, andre imod. Til den dag i dag.

Nogle gange må man ligefrem gemme sig. Familien med Jesus gemte sig i Egypten.

Andre gange kommer tiden, hvor man må stå åbent på mål for sin tro uanset omkostningerne.

Så forfølgelse og chikane og had følger med Jesus og hans efterfølgere.

***

Til den hårde forfølgelse svarer også den fantastiske hjælp i form af drømme, Josef får.

Sammen med forfølgelsen følger også Guds hjælp. Josef får drømme, som advarer ham og leder ham til Egypten.

Og sammen med flugten til Egypten bliver Egypten pludselig det første land uden for Israel, som har besøg af Jesus. Det sidder dybt, dybt, i egyptiske kristne den dag i dag. Og styrker deres tro.

Egyptiske kristne oplever jævnligt forfølgelse og drab på brødre og søstre, blot fordi de er kristne. Deres tro bliver prøvet, så de bliver helt klar over, hvad vi lære af Jesus: at tilgive uanset hvad. Det gør de.

Altså: forfølgelse fører til en helt særlig hjælp fra Guds side i drømme, og forfølgelsen breder evangeliet ud som ringe i vandet.

Og mødrene i Betlehem, de lod sig ikke trøste, men profeten siger også, at de en dag skal trøstes, for der er håb for deres børn. Det hedder: ”Dine børn skal vende tilbage til deres land.” Et håb til mødrene om et gensyn hos Gud engang.

***

Evangeliet fører ikke altid til forfølgelse, men som sagt kan det blive modstand i familien.

Og evangeliet fører altid noget nyt med sig!

Fordi Jesus kommer med det nyeste, det der altid er nyere end nyt.

Nemlig en ny retfærdighed, at vi frelses ved tro på Jesus Kristus, ikke ved vore gerninger.

Ikke ved at opføre os ordentligt. Det skal vi selvfølgelig også, men vi bliver ikke frelst af den grund.

Hele bibelen taler om, hvordan vi skal være retfærdige, men pointen er, at det kan vi ikke være. Vi falder langt fra fuld retfærdighed. Det er jo derfor Jesus kom. For at bytte med os. Sådan at vi får HANS retfærdighed og han tager vores synd på sine skuldre. Det er troen på denne byttehandel, der frelser os! Intet andet.

***

G. D. James var en inder fra Tamil Nadu i Indien.

Jeg har netop fået en hilsen fra ham. Altså, fordi jeg fandt en bog, han har skrevet, som min far havde fået af ham i 1986. Han har skrevet, at bogen er til min far og ’familie’. Så jeg har altså fået denne bog fra ham. James døde i 2003.

Som en god hindu besøgte James regelmæssigt templet. Han læste og lærte vigtige stykker af de hinduistiske skrifter: Vedaerne udenad.

Familien flyttede til Malaysia. Og derfra sendte faderen James til en kristen skole for at modtage god uddannelse. Der lærte han naturligvis også om kristendom, og faderen advarede ham på forhånd om ikke at lytte til det, men blive ved din hinduistiske tradition.

Det forsøgte James også at gøre, men en nat kunne han ikke sove. Han kiggede på et par af sine bøger, fik han fat i bibelen and slog tilfældigvis op på Esajas 53 og læste om Jesus: Han blev såret for vore synder. Ved hans sår blev vi helbredt. Vi for alle vild som får. Vi forlod Guds veje for at følge vor egen vej. Men Gud lade alles skyld og synder på ham.

Da skete der noget vidunderligt, nærmest dramatisk, for James. For første gang i sit liv erkendte han nogle dybe sandheder. Han indså, at han var fordømt, en stakkels synder, og at han var på vej til en fortabt evighed.

Man måtte ikke tænde lys i sovesalen efter kl. 10 om aftenen, så han læste i bibelen med lyset fra en olielampe. Pludselig var rummet fyldt af et blændende lys og midt i det lys så han Jesus Kristus, som om han skulle dø hvert øjeblik.

For første gang i sit liv forstod han, at Jesus Kristus elskede ham, at Han havde ofret sit liv for ham. Hans mor var død, da han var meget ung, og hans far var sjældent ædru. Derfor var Jesu Kristi kærlighed helt utrolig og ufattelig for ham, hans kærlighed og offer. James knælede ned og tog imod Herren Jesus som sin personlige Frelser.

Nu blev James evangelist og drog rundt og prædikede i Syd-Indien.

Da faderen hørte om det, blev han meget såret og oprørt. Han smigrer sønnen til at komme hjem og få et job, og præsenterer ham også for en smuk og rig hindu pige. Men James takker nej.

Nu samlede James sin familie hver aften og prædikede evangeliet for dem. Og mange af dem kom til tro, også hans egen far.

***

Hvad var det så, der virkelig hjalp James til et nyt liv, da han blev kristen?

Det nye var bønnen. For ham blev bøn et stort privilegium, dette at tale til Gud, som ven med ven. Han oplevede flere gange, mens han var på den anden side af kloden langt fra sin kone og børn, at Gud tale lige så højt og klart, som når han hørte familien tale i telefon med ham.

Han siger om bøn:

”Bøn er ikke at chante uforståelige mantraer eller en tom gentagelse af gudens navn eller gudernes navne.

Det er en forståelig, kærlig og meningsfuld tale med en Gud, som har omsorg. Det er heller ikke ensidig ting. Gud taler til mig også. Dette fællesskab er utrolig afgørende og dyrebart, når man står over for udfordringer, synder og livets bølgegange. Og de mange, mange dejlige bønnesvar er endnu en bekræftelse på, at Gud lytter, forstår og svarer på sine børns skrig.

Gud hører nemlig bøn, hører sine børns skrig.

Mon ikke Josef og Maria har opsendt høje råb og bedt med tårer om hjælp? Og Gud svarede ved at tale direkte til Josef i den drøm: ”Stå op, tag barnet og dets mor, og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til.”

Josefs bøn blev bønhørt med et konkret svar, lige så konkret som evangelisten Jamen, som jeg fortalte om.

Mon ikke Josef og Maria har bedt intenst, mens de var i Egypten og spurgt Gud: hvornår kan vi drage hjem igen?

Da viser en engel sig igen i en drøm for Josef og befaler dem at drage tilbage, for nu er de, der stræbte barnet efter livet, døde.

Barnet stræbes stadig efter livet.

Den lille barnetro stræbes efter livet. For at slukke troen i mennesker.

Hvad skal vi gøre, når vores tro sådan bliver stræbt efter livet, latterliggjort, ringeagtet?

Vi kan bede Davids Salme 27:

Om så en hær belejrer mig, er jeg tryg.

For Herren er mit lys og min frelse, for hvem skal jeg da frygte?

Og så være tilfreds med én ting fra Herren: nemlig at bo i hans nærhed.

***

Juledag hørte vi Johannesevangeliet fortælle, at Ordet, Jesus, tog bolig iblandt os. Han slog sit telt op iblandt os, står der på græsk.

Og i dag skulle den lille Jesus med sin far og mor afsted til Egypten på flugt fra kong Herodes. Teltet skulle flyttes mange gange undervejs derned. Og tilbage igen til Nazareth.

Åndeligt talt lever vi også på rejse, på vandring.

Vi bliver forfulgt af onde tanker, af alt muligt, som vil forstyrre freden.

Vi bliver forfulgt af det, der kan komme op i vore sind og jage det gode, kærligheden, bort.

Fjenderne taler kong David om i sin salme, som vi læste først.

 

”Selv om en hær belejrer mig,

Er mit hjerte uden frygt,

Selv om der føres krig imod mig,

Er jeg dog tryg.”

Sådan har Josef og Maria også bedt på deres vandring til Egypten.

De har kendt denne salmes ord udenad.

Selv om en hær belejrer mig, er jeg tryg.

Det kan opmuntre os til at sige det samme:

Jeg er tryg trods al uro, der kommer mod mig og også inde fra mig.

Jeg vil sige det til mig selv, til mig hjerte:

Vær tryg. Du har intet at frygte.

For Herren er dit lys og din frelse.

Han vil redde dig, som han reddede den hellige familie, som han har reddet menigheden fra at gå under i frygt.

Når det står allerværst til skjuler Gud os i sit telt og løfter os op på klippen.

Det er godt, at Gud også har et telt, for så kan han opstille det, netop der hvor du og jeg er.

Og skjule os mod det, vi må skjule os for.

***

Der er fra tid til anden, mere markant end andre gange, nogen, der stræber barnet efter livet. Stræber de troende efter livet.

Prøver at slukke troen i mennesker.

Der vil altid være forfølgelse, chikane, ja, fra tid til anden direkte had mod kristne.

For der er jo en styrke i Jesus Kristus, som mennesker enten søger eller afskyer.

Så der er forfølgelse.

Men sammen med forfølgelsen hjælper Gud sine børn på alle mulige måder. Gennem drømme. Gennem ord om ikke at frygte noget som helst. Gennem nye udveje i deres liv. Gennem bønnen. Altid. Lige meget hvor sort det ser ud.

Apollo 8 - læsningen fra skabelsesberetningen, mens jorden 'går op' over månen!

Prædiken juledag 2019: Jesus som nomade

Apollo 8 fløj rundt om månen 10 gange på 20 timer 24/12-1968. Undervejs sendte de direkte fra deres flyvning og læste op fra 1. Mos. 1. Mens jorden stod op over månen, som de fløj rundt om under selve udsendelsen på ikke mange minutter:

”I begyndelsen skabet Gud himlen og jorden…Og Gud sagde: Der blive lys…”

Fra da af har vi haft et andet perspektiv på julen! At se kloden i solens lys fra den golde måne.

I Johannes’ udgave af juleevangeliet kaldes Jesus for Ordet, som var hos Gud før alt blev til, og var Gud.

Det er for højt til, at vi kan begribe det. Vi når til en grænse og må ligesom bøje af og prøve at fatte på andre måder.

Hvad siger Johannesevangeliet dermed? At det, som er uden for verden og tiden kan vi kun kende gennem Jesus Kristus.

Johannesevangelisten siger så: Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Der står på græsk egentlig: Han slog sit telt op iblandt os.

Jesus var jo tømrersøn fra Nazareth. Han levede ikke i telte. Men alligevel vælger Johannes at sige: Han slog sit telt op iblandt os.

Ordene udtrykker, universets herre, Jesus, ikke er hørt op med at være Gud. Han slår blot sit telt op på jorden. Han er Gud. Og nu også menneske. På én gang.

I den gamle pagt skulle Israel lave en helligdom i form af et telt, så Gud kunne bo blandt sit folk. Hvorfra Gud åbenbarede sig for Moses.

Men Jesus stillede selv sit telt op!

Og som Guds herlighed strålede fra det telt, hvor Gud boede, mens israeliterne vandrede i ørkenen, sådan stråler Guds herlighed altid, hvor Jesus er:

”Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”, siger Johannes.

Som julenat, hvor Guds herlighed strålede om hyrderne, netop da englene forkyndte, at Jesus, Frelseren, Kristus, Herren. Lukas i sit juleevangelium kan ikke få nok navne på.

Jesus slog altså sit telt op. Så egentlig er han nomade - beduin!

I sin rejsebeskrivelse ”Rejsen til Betlehem” fra 1963 fortæller forfatteren Arne Falk-Rønne om de beduiner, han møder.

Nomaderne er jo mere eller mindre altid på vandring. Falk-Rønne mødte en beduinstamme, som havde foretaget en vandring på 400 km. i fugleflugtslinje fra Jordan til Sinajbjerget på den arabiske halvø for at besøge det sted, hvor de havde begravet familiens overhoved. Vandringen var nok dobbelt så lang, fordi de måtte gennem snirklede slugter og over bjerge.

Engang havde de rejst fra Yemen i syd til et bjerg nordøst for Damaskus. Da de nåede frem, var der en anden beduin-klan, som var deres fjender. Derfor måtte de drage videre og endte på Iraks territorium. Det havde taget dem 8 måneder og de havde tilbagelag 2000 km i fugleflugtslinje. Næsten som de rejser, Abraham i sin tid foretog sig.

Nu kan vi forstå, at der ligger rigtig meget i, a Johannesevangeliet siger, at Jesus slog sit telt op iblandt os.

Han er på vandring, på rejse. En mægtig vandring. Han er ikke bundet af landegrænser. Han er global. Gå ud i hele verden, siger han til sine disciple.

Englene kender ikke til Guds hemmeligheder, så de sagde julenat, at evangeliet var en glæde for ”hele folket”. Men Jesus siger: for hele verden!

Han er hos os, hvor vi bor. Han rejser med.

Han siger om vores vandring gennem livet:

”Jeg er verdens lys. Den, som tror på mig, skal ikke vandre i mørke, men have livets lys.”

Vandre.

Vi er på vandring også.

Vi skal sidde, men vi skal også vandre.

Sidde: Sådan taler profeten: Det folk, som sidder i mørke, skal se et stort lys.

Når vi ser et stort lys, så får vi også lyst til at vandre. Så går det fra forsagthed og ubeslutsomhed til beslutsom tillid til Gud og Hans Søn.

Og lyset, det er ikke et koldt lys, ikke forstandens saglige lys alene, men også kærlighedens lys, Guds kærlighed, som skinner og strømmer til os gennem Jesus.

Det kan være, at vi føler os i mørke igen og igen, men det lys er altid at finde i bøn, i tillid til vor Herre Jesus, i hans og apostlenes ord.

Han kan altid igen skabe paradis af ørken, som vi har sunget gennem adventstiden.

Jesus er nemlig, som Johannes siger, lyset, det sande lys.

Det sande lys, det er det virkelige lys bag alle andre lyskilder.

Vi taler om, vi kan se et stort lys i et andet menneske.

Jesus er det store, virkelige lys for alle tider.

Det lys har nogle særlige egenskaber: lyset oplyser, nemlig det mørke, som er i os, så det bliver opslugt af lyset.

Men der er en kamp mellem lys og mørke. Mørket vil gerne opsluge lyset, men lyset er Gud ske lov stærkere.

På grund af den kamp mellem lys og mørke er det, at vi må beslutte os for Jesus, eller som vi siger: komme ind i kampen.

Apostlene Johannes skriver meget om lyset i sit første brev, som vi har i Ny Testamente.

Han siger:

”Det budskab, som Jesus kom med, og som vi giver videre til jer, er, at Gud er lys.

Der findes slet intet mørke i ham.

Hvis vi siger, at vi har fællesskab med ham, men samtidig lever i åndeligt mørke, så lyver vi og følger ikke sandheden.

Men hvis vi lever i Guds lys, ligesom Jesus altid levede i lyset, så har vi fællesskab med hinanden, og Jesu Kristi, Guds Søns, blod renser os fra al synd.”

”Hvis nogen siger, at de lever i Guds lys, men samtidig hader en anden kristen, så lever de stadig i mørket. De, der elsker andre kristne, lever i lyset og bliver ikke årsag til, at nogen falder fra troen. Men de, der hader andre kristne, lever i åndeligt mørke. De famler rundt i mørke, for de er åndeligt blinde.!

Vi ser altså, at når vi har modtager lyset ved Jesus, så har det og skal have følger for vort hele liv, nemlig at had afløses af kærlighed, ikke mindre der, hvor det er svært for os at vise kærlighed, mod dem, vi ikke kan lide, og dem, som er vore fjender.

Det gælder nu om at tage imod Jesus Kristus.

Det er ikke nok forstandsmæssigt at tilslutte sig, at bekende, at Jesus er Frelser.

Det gælder om at tage imod ham.

Johannesevangeliet fortæller, at hans egne ikke tog imod ham.

Men andre gjorde, nemlig disciplene,

Og, siger Johannes, alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn.

De der tog imod ham er dem, der tror på ham, altså har deres hjertelige tillid til ham som verdens lys og Frelser.

Altså gælder det også os hver især, at vi må tage imod ham i vort hjerte. Sådan om vi har sunget i adventstiden: Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig, ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se.

Sådan har vi sunget. Vi har gennem sang åbnet hjertet for ham. Taget imod ham.

Og så sker der med os noget helt utroligt. Det siger Johannesevangeliet nu, nemlig:

De (altså de, der tager imod ham, og tror på ham) er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud.

Der sker noget i vores modtagelse, som næsten er ubegribeligt stort: vi er dermed født af Gud.

Lad os beslutsomt blive ved den tro i vores livs fortsatte vandring.

Forfatteren Edith Rode fortæller en historie, som hedder ’En ønskeseddel’.

Hun kommer fra et velhavende hjem, og hendes far presser på for at hun skal skrive en ønskeseddel som sædvanlig.

Hun kan ikke komme i gang med at skrive noget, så hendes far siger:

Her ligger vi alle sammen på maven og tigger og beder dig hver jul og fødselsdag om at skrive en ønskeseddel, og så sidder du med en mine, som om vi ville føre dig til offerbålet! Det er unaturligt ikke at ønske sig noget! Selvom du selvfølgelig er forkælet og får, hvad du peger på…det er unaturligt alligevel!”

Han spørger sin datter, hvad hendes kammerater ønsker sig? Ja, en ønsker sig en ring, en anden tøj, handsker og sko.

Faderen foreslår forskellige ønsker, men datteren tier i trods.

”Men se nu at få den ønskeseddel skrevet! Jeg kan ikke gøre for, at du er så forvænt” – den salut får pigen så.

Så sætter datteren sig med papiret. Hun prøvede at huske sin mor, men det var en pine, at hun ikke kunne. Hun kunne huske et billede. At hun engang havde siddet ved fodenden af hendes seng.

De sagde, at hun altid græd. Morfar sagde, at det var rimeligt, og at det var savnet af en mor.

Ønskeseddelen var nummeret fra 1 til 20. Tyve ønsker! Det var mange. Tyve ønsker om ting.

Hun kunne jo skrive 1. en porcelænshund. 2. En anden porcelænshund. Hun kunne fortsætte: 3. En kat. 4. En fugl.

Pludselig lagde hun hovedet ned på sine arme og græd og græd.

Hun hulkede og skrev:

1 At mor var inden i sine egne klæder og havde sine egne ting på

2 at de ville lade være med at gå rundt med hinanden i hånden omkring juletræet, når de ikke kunne fordrage hinanden.

3 at de ville lade være med at kysse mig, fordi det er juleaften (morfar må gerne)

4 at far aldrig mere vil tale forbitret om morfars penge

5 at faster Anna vil lade være med at synes, at alt, hvad moster Sofie og Marie giver mig, er rædsomt.

6 at de vil være enige om alt muligt

7 og at de, hvis de ikke er det, vil lade være med at betro sig til mig

8 at far vil gifte sig igen

9 eller i al fald lade være med at sige, at han vil ofre mig sit liv og påtage sig alle savn for min skyld

10 at de vil lade være med at betragte mig som en stakkel, og lade være med at give mig alt muligt, og lade være med at synes, det er underligt, at jeg ikke er forfærdelig taknemmelig.

Hun synes, det er barnligt og river sedlen i stykker og begynder på et nyt papir:

1 at jeg selv må være helt anderledes

Så river hun også det papir itu.

Og nu græder hun ikke længere.

I stor ro tænker hun: Hvor er det underligt. Det er ligesom jeg er blevet en helt anden.

Hun ser sig selv som en del af alt, hvad der sker, og ikke kun som et offer. Hun synes, det er synd at gøre de andre kede af det. Hun forstår, at hun er en del af det hele og påvirker det hele.

Og synes nu, at hendes ønsker var barnlige.

Og så beder hun sin far om et nyt stykke papir til juleønsker.

Hun fortæller sin far, at hun syntes, hendes ønsker var alt for barnagtige ting.

Og faderen spørger hende: Du sad måske og blev voksen, mens du skrev den.

Måske, siger hun.

Men var de ting, hun ønskede sig, virkelig barnlige, barnagtige? Det vil vi lade juleevangeliet svare på.

Ligesom alle andre ting, der skrives, er også juleevangeliet svar på et spørgsmål.

Hvad var spørgsmålet? Det var: Hvordan får vi fred i vores liv? Hvordan får vi glæde? Og ikke mindst: Hvordan får vi kærlighed ind i vores liv med hinanden?

Det var menneskers juleønsker, før Guds Søn blev født. Profeterne havde fortalt om disse ønsker, disse håb, til fremtiden, og først og fremmest fortalte de om den Frelser, der skulle komme med fred til verden.

Englene skærer igennem alt vrøvl og erklærer for hyrderne, at de ikke skal frygte, men tage imod en stor glæde sammen med Guds fred. For Frelseren er kommet i verden. Der er håb i alle situationer.

Vi har det bare med at såre kærligheden, glæden og freden.

Derfor skriver Johannes i sit brev, som læstes op tidligere, at så snart vi ikke elsker, ja, så kender vi ikke Gud, for Gud er kærlighed.

Johannes’ ord minder meget om pigen fra før, og hendes barnlige ønskeseddel.

Når hun opremser sine juleønsker på det første stykke papir, ja, så siger hun egentlig, at kærligheden er gledet i baggrunden.

Men det vidunderlige julebudskab er, at Gud hele tiden kommer os i møde, ja, i forkøbet med sin kærlighed.

Johannes skriver nemlig: ”Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham.”

Leve ved ham. Leve i det barnlige ønske om forsonlighed, leve med hinanden trods bævl og strid, da alligevel at give kærligheden plads.

Men, spørger du, hvordan skal kærligheden komme tilbage i vores liv? For det er jo det, der er mit problem, det er det, der er alle menneskers problem.

Johannes svarer: ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder.”

Det hele begynder med Guds kærlighed til os. Derfor siger jeg til dig og dig og mig selv: Gud elsker dig uendelig højt. Tro det, tag det til dig. Lad intet i verden få dig ned med nakken. Tro det, at Gud virkelig sætter uendelig pris på netop dig og har en mening med netop dig, som HAN ønsker skal blive til virkelighed. For det er det, der står højest på hans ønskeseddel.

Vi kan sænke skuldrene, for Gud har elsket os sådan, at han lod sin Søn føde og blive mennesker og blive et sonoffer for vore synder. For vores grådighed, gerrighed, magtbrynde, selvretfærdighed, ukærlighed.

Sonoffer for os, der går om juletræet uden at kunne fordrage hinanden, sonoffer for os, som bliver forbitret over pengespørgsmål, sonoffer for faster Anna, der synes, at moster Sofie og Maries gaver er rædsomme, sonoffer for os, som kommer op at skændes over ingen verdens ting, så vi ikke kan enes,

sonoffer for alle vore synder, for at nævne nogle få: vor misundelse og vort hovmod.

Noget i os synker på knæ i taknemmelighed over Guds gave, da han sendte sin søn til verden, og vores liv fornyes helt uventet og bliver lyst og venligt at have med at gøre.

Gud blev menneske i Jesus, for at vi skulle blive lykkelige mennesker i fællesskabet med ham.

Og hver dag kan vi opstille en ønskeliste på op til tyve ting, for nu at blive ved historien, vi begyndte med. Det kan nu også række at bede om én ting.

Lige meget hvad: Gud ønsker at høre vore bønner.

Også de mest barnelige og naive. Det kan ligefrem være, som med et kloster i Tyskland, jeg besøgte som ung. De bad engang Gud om at få en bil til klosteret til at køre børn frem og tilbage fra deres familier. Børnene ønskede, at den bil skulle være blå. Og de fik en blå bil forærende!

Eller vi kan som voksne Guds børn bede om visdom, som skuespilleren og tv-værten  Dina Al-Erhayem. Hun siger i et interview her op til jul: ”I dag mærker jeg min tro i bønnen og i lovsangen i kirken, hvor Guds ånd kommer os i møde. Jeg mærker den, når jeg står i et valg. Jeg beder om Guds vejledning og visdom, og jeg oplever, at jeg får den. Det står også som et tydeligt løfte i Bibelen, at vi kan bede om visdom, og så vil Gud svare os.”

Hun siger: ”tro handler om relationer og beror på barnlig tillid”. Barnlig tillid.

Men samtidig nævner hun også det at vokse som menneske, netop ved at have barnlig tillid til Gud.

Hun bliver spurgt, hvad det bedste råd, hun har fået, er. Det er, siger hun, er at spise maden frem for kun at studere opskriften. I praksis betyder det at turde at være frimodig og bede for mennesker. Altså frem for kun at læse og tale om bøn, så også praktisere et kristent fællesskab med bøn, lovsang og ærlighed om, hvor skoen trykker, og hvor man har brug for at blive sat fri og vokse som menneske. Der er så mange konkrete løfter i Bibelen til, hvordan man inviterer Jesus dybere ind i sit liv. Hun tilføjer: ”På den vis har min tro medført et fokusskifte til at stole på Guds plan. Når Gud siger nogle ord til mig om morgenen, forstår jeg ikke altid dybden af, hvad det betyder. Jeg har flere gange oplevet, at jeg senere på dagen står i en situation, hvor Guds ord giver mening. Det har styrket min tiltro til, at Gud har en plan for mit liv, og hvor jeg skal hen, og at han i små glimt delagtiggør mig i det.”

Og Jesus siger jo: Bed, så skal der gives jer, søg, skal I finde, bank på, så skal der lukkes op for jer.

Vi skal om et øjeblik bede kirkebønnen. Der vil blive plads til stilhed til selv at bede en bøn, her hvor vi sidder sammen.

Juleaftens prædiken 2019

Vi har hørt den indledende musik til komponisten Händels Messias. (kan høres nedenfor i et selvstændigt link - Ouverturen). Som giver en stærk forventning om trøst, om håb, om store ting, Gud har for med sine mennesker, forud fortalt af Israels profeter, opfyldt i Jesus da han trådte frem med ord og kraftige gerninger. Og vi vil øve os i dag i at have en stærk forventning til, at Jesus virkelig kommer en dag, pludselig, og så skal al sygdom og død og nød, skrig og klage, være omme for evigt.

Og efter Händels indledende musik trøstes vi med profeten Esajas’ ord. Vi har også i dag hørt ord fra Esajas’ bog. At Herren ikke dømmer efter, hvad hans øjne ser, eller hans ører hører, men dømmer de svage i retfærdighed. Og så følger ordene om fuldstændig fred i verden, og det må der være den dag, hvor dyrene er venner.

Og Esajas ser helt frem til den dag, hvor Guds bolig skal være blandt mennesker, og hans bolig skal være herlighed. Altså en glans, der overstråler i evighed med glæde og alt det bedste, som vi nu knap kan tænke, fordi vi endnu ikke kender en sådan salighed.

Så følger resten af Händels Messias. Først med profeternes forudsigelse af Jesu fødsel, og siden hans lidelse og død, som skal åbne døren til syndernes forladelse til enhver, som åbner sig for den.

Den dør blev åbnet så småt, da Jesus gik ned og lod sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døber. For da Johannes fik øje på Jesus på vej hen mod floden, sagde han: ”Se, Guds Lam, som tager verdens synd bort”.

Sådan havde Esajas nemlig talt om Messias, om Guds Søn, at han gennem at lade sit eget blod for verden, skulle bære verdens synd på sine skuldre.

Men der er en dør, som nu er åben, som lukker sig til sidst. Og vi har et ord at skulle have sagt, om vi er med.

Det er ikke let at sige disse frygtindgydende ord, og det er også kun muligt at sige dem, fordi Guds Søn, Marias søn, udtalte dem.

Han som gjorde alt for at frelse os med sit blod på korset og fjerne vor skyld for altid.

Hele hans vandring havde det som sagen selv. Intet andet.

Vi må igen og igen besinde os på, at tage stilling, og bekende vor tilslutning til denne Herre.

Uden tvivl talte Jesus først og fremmest til advarsel for sin menigheds ledere, som bærer et stort ansvar.

Vi kan ikke sige, at vi er robotter, hvor alt hvad vi gør, er lige gyldigt. Det mener vi under ingen omstændigheder, når vi sådan tænker på hinanden og den fortræd, vi gør hinanden. Da tage vi det ikke let på andres brøde.

Mange ledes vild af alt muligt i verden, og vi ved, at Gud ikke dømmer efter det ydre, at han tager sig af enhver, der er svag.

Men der er stærke, som vælger at forkaste hvad Gud i al lidelse har gjort for at frelse hver enkelt af os.

Derfor advarer Jesus alvorligt de stærke til at omvende sig, ja, os alle til at tage imod ham som vores Herre og Frelser og Konge.

Derfor taler Jesus så mildt og trøstende til de svage. Kom til mig, I som er tyngede af tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag de vidunderlige ord til dig, du som tvivler på dig selv, tvivler på, om Gud elsker dig. Hør ordene, og tvivl slet ikke.

***

Når vi hører et stykke fra Bibelen må vi spørge: Hvad var spørgsmålet?

Hvad svarer dette stykke på? Spørgsmålet er nok ret tydeligt i dagens evangelium:

Hvordan skal vi leve, hvis det nu trækker ud med, at vor Herre Jesus kommer tilbage, sådan som han jo har lovet, at han gør?

Så fortæller apostlene menighederne svaret. De fortæller om brylluppet, hvor det trækker ud med brudgommens komme.

Hvordan lever brudepigerne i denne fase -  det hører vi så om.

De vil alle gerne være parate til, at brudgommen, så de kan følge med og være med til den store bryllupsfest.

Men hvordan være parat?

I historien handler det om at have nok olie. Ikke i en fælles pulje, men hver enkelt må have nok olie.

Det er kun de kloge, som er forberedt på, at det kan trække ud med brudgommens komme.

De fem tåbelige har ikke taget ekstra olie med til deres fakler. Det har de fem kloge gjort, hvilket viser, at de er forberedt på, at brudgommen – eller bruden - kan lade vente på sig.

Så da brudgommen endelig kommer, er det kun de fem kloge, der er klar til at gå ham i møde med brændende fakler.

Og kun de fem, der var klar, kommer med til bryllupsfesten, de andre fem får ikke adgang til festen.

Lige pludselig, da brudgommen kommer, adskilles de ti, fem må blive tilbage, fem er kloge og kan tænde faklen og på den måde ledsage brudgommen til brylluppet.

Lignelsen er talt til Jesu disciple. Den advarer mod at tro, at en god begyndelse under alle omstændigheder fører til en god afslutning. Den kalder til åndeligt beredskab forud for Jesu genkomst. Når han kommer, er det for sent at berede sig.

Og hvad siger lignelsen så om, hvordan vi skal leve vores tid ud eller til Herren kommer igen, hvis det skulle ske i vores tid?

Ja, vi bliver grundigt mindet om, at vi ikke ved, hvornår vi skal møde vores Skaber og hans Søn. Det ved vi ikke. Vi ved heller ikke, om Sønnen, Jesus Kristus, kommer igen i vores tid.

Vi ved heller ikke, hvornår vi selv skal herfra.

Så vi må leve som om dagen i dag er den sidste, men alligevel klar til at leve tålmodigt i efterfølgelse af Jesus gennem dagene.

Der er blevet gjort nar af spejderløftet: Vær beredt! Men det er jo lige præcis det, Jesus lærer os i dag. At være forberedt, at være klar til afskeden fra livet. Fra det hele her.

Helt fra begyndelsen af råbte Jesus til folk: Omvend jer, Guds rige er nær!

Så det handler om, at vi tager det alvorligt med vort liv som kristne.

Omvendelsen indebærer, at vi som døbte lever i og med vores dåb, lever som Jesu disciple.

Der tænkes på et liv i retfærdighed, det vil sige et liv, som vi lever efter Jesu ord og vilje. Og der tænkes på et liv i og med syndernes forladelse. Det gælder om både at høre og gøre efter Jesu ord.

Hvis vi læser rundt i Matthæusevangeliet, så kan vi godt få nogen hjælp til at forstå nærmere, hvordan vi kan være parat.

Jesus har før fortalt lignelsen om en vingård, hvor ejeren udbetaler nøjagtig det samme til alle, både dem, der har arbejdet fra morgenstunden og dem, der kun har arbejdet 1 time.

Vi kan forstå heraf, at vi så længe vi drager ånde, har tid til at berede os. Om vi så beder om tilgivelse i vor dødstime.

Vi har også Jesu lignelse om de betroede talenter. Her sker der det forfærdelige, at en graver det hele ned, så der ikke kommer mere ud af det. Altså ingen frugter i form af gerninger og retfærdighed.

Det er virkelig en advarsel til os alle om ikke at hvile og dovne, men tage vort kald som kristne på os i det daglige liv i omgang med hinanden. Så vi lever efter Jesu ord i hjerte og i handling.

Gør jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær. Jakob 5,8. Hvad betyder det?

Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.

Fører sig selv bag lyset: Vildleder sit hjerte. Jakob 1,26. (Bedrager sig selv.

I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! Altså til dødsdagen. Denne her opfedning fører til undertrykkelse, ja, mord, siger Jakob.

Men hvis jeres hjerter rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på. For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt. Jakob 3,14-15.

Derfor skal hjertet renses for tvesindethed.

Hjertets renhed er at ville et, siger Kierkegaard.

Det er at styrke hjertet, gøre hjertet stærkt, som Jakob siger. For Herren kommer snart, som han siger.

Det er altså at have olie nok til Herrens komme.

At hjerteligt følge vor Herre Jesus, ikke at være tvesindet, ikke at have nok i sig selv,

Eller som Jakob også siger: Ikke bare være ordets hører, men dets gører.

Når alt det er sagt, spørger vi: Hvordan gøre hjertet stærkt? Jeg vil gerne, men jeg kan ofte ikke. Hvad skal jeg så gøre?

Med det spørgsmål, med den nød, er vi kommet derhen, hvor vi er åbne for Herren. Da vil han også efter alle sine dyre løfter komme med sin Helligånd som olien der med kærlighed og sandhed og retfærdighed og fred og glæde ifølge vil gøre det muligt, som ikke ellers er muligt for os.

Og kilden til alt dette er Jesu dyrebare blod, som han udgød for os på korset. For alt, hvad vi hører i evangelierne er sagt på vejen til korset.

Derfor skal vi fra Messias høre om ham, som tager vor synd bort ved sin død for os. Der åbner han en dør, som vi kan gå ind ad.

Lad os aldrig vælge et andet evangelium!

Prædiken om at være forberedt holdt i Onsbjerg kirke 2. søndag i advent 8. december 2019

Vi har hørt den indledende musik til komponisten Händels Messias. (kan høres nedenfor i et selvstændigt link - Ouverturen). Som giver en stærk forventning om trøst, om håb, om store ting, Gud har for med sine mennesker, forud fortalt af Israels profeter, opfyldt i Jesus da han trådte frem med ord og kraftige gerninger. Og vi vil øve os i dag i at have en stærk forventning til, at Jesus virkelig kommer en dag, pludselig, og så skal al sygdom og død og nød, skrig og klage, være omme for evigt.

Og efter Händels indledende musik trøstes vi med profeten Esajas’ ord. Vi har også i dag hørt ord fra Esajas’ bog. At Herren ikke dømmer efter, hvad hans øjne ser, eller hans ører hører, men dømmer de svage i retfærdighed. Og så følger ordene om fuldstændig fred i verden, og det må der være den dag, hvor dyrene er venner.

Og Esajas ser helt frem til den dag, hvor Guds bolig skal være blandt mennesker, og hans bolig skal være herlighed. Altså en glans, der overstråler i evighed med glæde og alt det bedste, som vi nu knap kan tænke, fordi vi endnu ikke kender en sådan salighed.

Så følger resten af Händels Messias. Først med profeternes forudsigelse af Jesu fødsel, og siden hans lidelse og død, som skal åbne døren til syndernes forladelse til enhver, som åbner sig for den.

Den dør blev åbnet så småt, da Jesus gik ned og lod sig døbe i Jordanfloden af Johannes Døber. For da Johannes fik øje på Jesus på vej hen mod floden, sagde han: ”Se, Guds Lam, som tager verdens synd bort”.

Sådan havde Esajas nemlig talt om Messias, om Guds Søn, at han gennem at lade sit eget blod for verden, skulle bære verdens synd på sine skuldre.

Men der er en dør, som nu er åben, som lukker sig til sidst. Og vi har et ord at skulle have sagt, om vi er med.

Det er ikke let at sige disse frygtindgydende ord, og det er også kun muligt at sige dem, fordi Guds Søn, Marias søn, udtalte dem.

Han som gjorde alt for at frelse os med sit blod på korset og fjerne vor skyld for altid.

Hele hans vandring havde det som sagen selv. Intet andet.

Vi må igen og igen besinde os på, at tage stilling, og bekende vor tilslutning til denne Herre.

Uden tvivl talte Jesus først og fremmest til advarsel for sin menigheds ledere, som bærer et stort ansvar.

Vi kan ikke sige, at vi er robotter, hvor alt hvad vi gør, er lige gyldigt. Det mener vi under ingen omstændigheder, når vi sådan tænker på hinanden og den fortræd, vi gør hinanden. Da tage vi det ikke let på andres brøde.

Mange ledes vild af alt muligt i verden, og vi ved, at Gud ikke dømmer efter det ydre, at han tager sig af enhver, der er svag.

Men der er stærke, som vælger at forkaste hvad Gud i al lidelse har gjort for at frelse hver enkelt af os.

Derfor advarer Jesus alvorligt de stærke til at omvende sig, ja, os alle til at tage imod ham som vores Herre og Frelser og Konge.

Derfor taler Jesus så mildt og trøstende til de svage. Kom til mig, I som er tyngede af tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag de vidunderlige ord til dig, du som tvivler på dig selv, tvivler på, om Gud elsker dig. Hør ordene, og tvivl slet ikke.

***

Når vi hører et stykke fra Bibelen må vi spørge: Hvad var spørgsmålet?

Hvad svarer dette stykke på? Spørgsmålet er nok ret tydeligt i dagens evangelium:

Hvordan skal vi leve, hvis det nu trækker ud med, at vor Herre Jesus kommer tilbage, sådan som han jo har lovet, at han gør?

Så fortæller apostlene menighederne svaret. De fortæller om brylluppet, hvor det trækker ud med brudgommens komme.

Hvordan lever brudepigerne i denne fase -  det hører vi så om.

De vil alle gerne være parate til, at brudgommen, så de kan følge med og være med til den store bryllupsfest.

Men hvordan være parat?

I historien handler det om at have nok olie. Ikke i en fælles pulje, men hver enkelt må have nok olie.

Det er kun de kloge, som er forberedt på, at det kan trække ud med brudgommens komme.

De fem tåbelige har ikke taget ekstra olie med til deres fakler. Det har de fem kloge gjort, hvilket viser, at de er forberedt på, at brudgommen – eller bruden - kan lade vente på sig.

Så da brudgommen endelig kommer, er det kun de fem kloge, der er klar til at gå ham i møde med brændende fakler.

Og kun de fem, der var klar, kommer med til bryllupsfesten, de andre fem får ikke adgang til festen.

Lige pludselig, da brudgommen kommer, adskilles de ti, fem må blive tilbage, fem er kloge og kan tænde faklen og på den måde ledsage brudgommen til brylluppet.

Lignelsen er talt til Jesu disciple. Den advarer mod at tro, at en god begyndelse under alle omstændigheder fører til en god afslutning. Den kalder til åndeligt beredskab forud for Jesu genkomst. Når han kommer, er det for sent at berede sig.

Og hvad siger lignelsen så om, hvordan vi skal leve vores tid ud eller til Herren kommer igen, hvis det skulle ske i vores tid?

Ja, vi bliver grundigt mindet om, at vi ikke ved, hvornår vi skal møde vores Skaber og hans Søn. Det ved vi ikke. Vi ved heller ikke, om Sønnen, Jesus Kristus, kommer igen i vores tid.

Vi ved heller ikke, hvornår vi selv skal herfra.

Så vi må leve som om dagen i dag er den sidste, men alligevel klar til at leve tålmodigt i efterfølgelse af Jesus gennem dagene.

Der er blevet gjort nar af spejderløftet: Vær beredt! Men det er jo lige præcis det, Jesus lærer os i dag. At være forberedt, at være klar til afskeden fra livet. Fra det hele her.

Helt fra begyndelsen af råbte Jesus til folk: Omvend jer, Guds rige er nær!

Så det handler om, at vi tager det alvorligt med vort liv som kristne.

Omvendelsen indebærer, at vi som døbte lever i og med vores dåb, lever som Jesu disciple.

Der tænkes på et liv i retfærdighed, det vil sige et liv, som vi lever efter Jesu ord og vilje. Og der tænkes på et liv i og med syndernes forladelse. Det gælder om både at høre og gøre efter Jesu ord.

Hvis vi læser rundt i Matthæusevangeliet, så kan vi godt få nogen hjælp til at forstå nærmere, hvordan vi kan være parat.

Jesus har før fortalt lignelsen om en vingård, hvor ejeren udbetaler nøjagtig det samme til alle, både dem, der har arbejdet fra morgenstunden og dem, der kun har arbejdet 1 time.

Vi kan forstå heraf, at vi så længe vi drager ånde, har tid til at berede os. Om vi så beder om tilgivelse i vor dødstime.

Vi har også Jesu lignelse om de betroede talenter. Her sker der det forfærdelige, at en graver det hele ned, så der ikke kommer mere ud af det. Altså ingen frugter i form af gerninger og retfærdighed.

Det er virkelig en advarsel til os alle om ikke at hvile og dovne, men tage vort kald som kristne på os i det daglige liv i omgang med hinanden. Så vi lever efter Jesu ord i hjerte og i handling.

Gør jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær. Jakob 5,8. Hvad betyder det?

Den, der mener at dyrke Gud, men ikke tøjler sin tunge, fører sig selv bag lyset; hans gudsdyrkelse er intet værd.

Fører sig selv bag lyset: Vildleder sit hjerte. Jakob 1,26. (Bedrager sig selv.

I har levet mageligt og overdådigt her på jorden, I har fedet jer selv op til slagtedagen! Altså til dødsdagen. Denne her opfedning fører til undertrykkelse, ja, mord, siger Jakob.

Men hvis jeres hjerter rummer bitter misundelse og selvhævdelse, så lad være med at prale og lyve sandheden noget på. For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt. Jakob 3,14-15.

Derfor skal hjertet renses for tvesindethed.

Hjertets renhed er at ville et, siger Kierkegaard.

Det er at styrke hjertet, gøre hjertet stærkt, som Jakob siger. For Herren kommer snart, som han siger.

Det er altså at have olie nok til Herrens komme.

At hjerteligt følge vor Herre Jesus, ikke at være tvesindet, ikke at have nok i sig selv,

Eller som Jakob også siger: Ikke bare være ordets hører, men dets gører.

Når alt det er sagt, spørger vi: Hvordan gøre hjertet stærkt? Jeg vil gerne, men jeg kan ofte ikke. Hvad skal jeg så gøre?

Med det spørgsmål, med den nød, er vi kommet derhen, hvor vi er åbne for Herren. Da vil han også efter alle sine dyre løfter komme med sin Helligånd som olien der med kærlighed og sandhed og retfærdighed og fred og glæde ifølge vil gøre det muligt, som ikke ellers er muligt for os.

Og kilden til alt dette er Jesu dyrebare blod, som han udgød for os på korset. For alt, hvad vi hører i evangelierne er sagt på vejen til korset.

Derfor skal vi fra Messias høre om ham, som tager vor synd bort ved sin død for os. Der åbner han en dør, som vi kan gå ind ad.

Lad os aldrig vælge et andet evangelium!

Fra Händels Messias: Se, Guds Lam, som borttager verdens synd / Behold, the Lamb of God who taketh away the sin of the world

Ouverture til Händels Messias

Prædiken til første søndag i advent 1. december 2019 - med adventsang af Signe Walsøe

Mine konfirmander fortalte mig forleden, at de havde sunget en sang, der hedder God will make a way, den havde de sunget i skolen for kammeraterne. De sagde, at de godt kan lide den.

Og det kan jeg også. Den indeholder en sætning, der hedder:

Heaven and earth will fade,
But His word will still remain.

Altså: Himmel og jord vil forgå,
Men Hans ord vil blive ved med at bestå.

Det er jo ord, Jesus selv har formuleret.

Jeg må sige, at det giver ro på.

I en tid, hvor der er trusler om, at vi ødelægger mange dyr, fugle og insekter, så har Jesus for 2000 år siden sagt, at Guds ord vil bestå, ja, det vil aldrig forgå.

Det er en enorm trøst!

Og det giver egentlig også en god indgangsvinkel nu. Til at tænke efter de ord, vi har læst op for hinanden.

At det er uforgængelige ord, som vi aldrig bliver færdige med, og som vil stå tilbage i en fantastisk glans, når Gud lader sit rige dukke op fuldt og synligt til sidst, sådan som Jesus har lovet det vil ske.

Det er også godt for os at høre, os, som er vokset op med alt muligt teknisk omkring os, så vi har fået naturen mere på afstand, Guds skaberværk.

Os, som igen og igen får at vide, at det hele, vi se for vore øjne, bare er atomer og neuroner og jeg ved ikke hvad.

Altså, at det ikke er noget.

Men det er noget. Det er Guds gode vilje, at han skabte alt dette: fugle, dyr, korn, kartofler, mærkelige biller, fisk og skildpadder, hunde og katte. Og mennesker.

Os som kan se på det hele, og som også kan blive fristet til at se det hele som ingenting. Som værdiløst.

Så er det godt at komme herop på kirkebakken sammen og blive mindet om det store perspektiv.

At Gud skabte det hele, himmel og jord, og deriblandt også dig og mig, som ofte kan føle os som et knækket rør.

Ja, så hjertenærende taler Gud til os gennem sin profet Esajas.

Gud taler personligt til os og siger til dig:
Det knækkede rør sønderbryder han ikke,
Den osende væge slukker han ikke.

Ja, jeg og du kan fra tid til anden føle os som intet andet end en væge, der oser.

Men Gud kommer med sin Ånd til os og redder os fra vores fortvivlelse og håbløshed.

Han fortalte gennem sin profet Esajas, at Messias skulle komme som et menneske, et menneske, som aldrig ville knækkes, men ville give lys til vore øjne, så vi kan se.
Som vil føre fanger ud af fangehullerne.
Ud af de steder, hvor vi holdes fangne, eller tror os holdt fangne.

Når han giver os lys, så kan vi se, hvad der er noget værd, og hvad der er værdiløst.

Vi kan se til, at vandre væk fra alt, der undertrykker os og holder os fangne.

Sådan som Jesus vil det. Han vil, at vi i hver generation tager ordene til os, de evige ord:

Herren har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed.

Sådan taler også apostlen Paulus om lysets vigtighed i vores liv, at vi nu på mange måder lever som i natten, men skal se frem mod dagen, Guds riges dag og lys.

Og så tilføjer Paulus: lad os da aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

Lysets rustning. Dåben har givet os lysets rustning. Men hvad er det? Det er i grunde Jesus Kristus selv, som bliver vores nærmeste ven og broder i dåben. Han virker nu i os med sin Ånd med sit lys. Tænder SIT lys i vore øjne, så vi bliver seende.

Men i verden trues vi ofte af at lade os slå af ny blindhed, så vi kun ser verden med formørkede øjne.

Jeg er verdens lys! Siger Jesus. I er verdens lys, siger han til os. Så skal vi også være det, vi er, altså mennesker, der lever i hans lys.

Det lys kan igen og igen, hver gang vi er faldet, sprede mørkets gerninger i og omkring os. Mørkets gerninger, som er svir og druk, løsagtighed, udsvævelser, kiv og misundelse, som Paulus nævner.

Paulus gør det klart, at vi står i den kampsituation: at lade stå til over for mørket i os, eller til at lade Kristus være et lys, der spreder alt det mørke.

Folkene i Nazaret valgte mørket i dem selv, til trods for, at de stod direkte over for den levende Guds Søn. Det viser om noget, hvor hård en kamp vi selv står i.

Vi må vælge side igen og igen. Vi må gøre det for vor egen del. For Satan prøver igen og igen at få os til at tabe alt håb, overgive os til mørket.

Derfor er det godt, at vi er her og sammen har styrket os ved at bekende troen, fået sagt ordene: at Gud er vor Far, at Jesus er virkelig Guds Søn, der lever evigt, og at vi har modtaget Helligånden og ønsker, at Helligånden, som vi modtog i dåben, må virke alt godt i os dag for dag.

Corrie Ten Boom om at tilgive

Corrie Ten Booms far var guldsmed og urmager. Hendes far var så fascineret af sit arbejde, at han ofte glemte at bede om betaling for udført arbejde. Corrie blev selv urmager i 1922, den første kvinde overhovedet i Holland.

I fritiden stiftede hun en ungdomsklub for teenage piger, hvor der var undervisning i den kristne tro og undervisning i drama, syning og kunsthåndværk. Hun og familien tilhørte den reformerte kirke, og deres tro inspirerede dem til at engagere sig i samfundet, ved at give ly, mad og penge til dem, der havde behov.

I maj 1942 begyndte familien at hjælpe jøder, for som de sagde: ”Jøderne er ”det udvalgte folk”, og ”i dette hjem er Guds folk altid velkommen”. De skjulte nu jøder på flugt og begyndte at holde den jødiske hviledag sabbaten hellig. I deres hjælpearbejde prøvede de aldrig at omvende jøderne til den kristne tro.

De fik brug for mange rationeringsmærker til de mange på flugt, og ved et tilfælde fik Corrie forbindelse med en, der stod for rationeringen. Hun tog hen til ham. Da han spurgte hende, hvor mange mærker hun havde brug for ”åbnede jeg min mund for at sige ’fem’, men uventet og til min forbløffelse kom der i stedet for tallet ’ et hundrede’.” Dem fik hun! Familien fik bygget et lille hemmeligt rum med plads til seks personer, hvor de kunne skjule jøder. I 1944 blev familien stukket. Ved hendes retssag fortalte Corrie om sit hjælpearbejde for udviklingshæmmede. Nazi-officeren hånede hende for det, for nazisterne havde jo længe slået udviklingshæmmede ihjel. Ten Book forsvarede sit arbejde ved at sige, at i Guds øjne var en udviklingshæmmet person måske mere værdiful ”end en urmager. Eller en officer.”

I kz-lejren Ravensbrück omkom Corries søster Betsie. Hun sagde til Corrie kort før sin død: ”Der er intet hul så dybt, at Gud ikke er dybere.” To uger senere blev Corrie selv løsladt ved en administrativ fejl, og en uge senere blev alle kvinder på hendes alder sendt i gaskamrene. Hjemme i Holland igen stiftede Corrie et center, hvor hun tog sig af kz-overlevere og hvor hun udelukkende gav plads til arbejdsløse hollændere, som havde samarbejdet med tyskerne. Hjemme åbnede hun fortsat sit hjem for udviklingshæmmede, som måtte skjule sig af frygt for at blive slået ihjel.

I 1946 kom Corrie Ten Book til Tyskland. Der findes mange andre klip med hende, og der er også flere film om hele hendes liv. Gennem 1960erne og 1970erne rejste hun verden rundt med budskabet om tilgivelse, håb, kærlighed og frelse ved Jesu Kristi frelsende nåde.

I en prædiken siger Corrie Ten Boom sådan:

Kilden til vor styrke er Jesus Kristus selv. Og hans kors viser os, at vi kan acceptere lidelse som en del af Guds plan for verden.

Da jeg var i koncentrationslejr, var noget af det mest forfærdelige, at de tog alt tøjet af os og at vi skulle stå sådan (nøgne). Første gang var den værste. Og jeg sagde: Betsie (hendes søster), jeg kan ikke holde det ud.” men pludselig var det, som om jeg så Jesus på korset. Og Bibelen fortæller: ”De tog hans tøj”. Han hang der nøgen.

Og jeg vidste: hang der for mig, for mine synder!

Og i min lidelse forstod jeg en brøkdel af Jesu Kristi lidelse, og det gjorde mig så taknemmelig, så jeg kunne udholde mine lidelser.

Kærlighed, så fantastisk, så guddommelig, kræver mit liv, min sjæl, alt hvad jeg er…

Nogle er bange for at se på korset. Er du? Vær ikke bange!

Korset er forfærdeligt! Det er forfærdeligt, som Jesus led! Man kan ikke beskrive det…men du må ikke være bange for at se på det.

For hvis du havde været den eneste menneske i verden, skulle Jesus have lidt for dine synder. Ved korset, ved korset, hvor jeg først så lyset og mine tunge synder rullet bort. Det var da, at jeg ved troen modtog mit syn. Og nu bliver jeg ledt hver dag.

For nogen tid siden var jeg i Berlin. En mand kom til mig og sagde: Åh, frk. Ten Boom, jeg er glad for at møde dig. Ved du ikke, hvem jeg er?” Pludselig så jeg, at ’den mand’ var en af de mest grusomme opsynsmænd i koncentrationslejren. Og manden sagde: ”Jeg er nu kristen og jeg har fundet Herren Jesus. Jeg læser i min bibel, og jeg ved, at der er tilgivelse for alle synder i hele verden, også for mine synder. Jeg har fået tilgivelse for de grusomheder, jeg har gjort, men så har jeg bedt Gud om nåde til at få en mulighed for at kunne bede en af mine ofre om tilgivelse. Og frk. Ten Boom, vil du tilgive mig?” Men jeg kunne ikke. Jeg huskede de lidelser, min døende søster (Betsie) fik ved hans hånd. Men da jeg så, at jeg ikke kunne tilgive, så vidste jeg pludselig, at jeg ikke selv var tilgivet. Ved I, at Jesus har sagt sådan? ”Hvis I ikke tilgiver dem, som har syndet mod jer, så vil jeres himmelske Fader heller ikke tilgive jeres synder.” (Matthæusevangeliet 6,15). Og jeg vidste… åh, jeg er ikke parat, hvis Jesus kommer meget snart, for jeg har ikke tilgivelse for mine synder! Men jeg magtede det ikke, jeg kunne ikke, jeg kunne kun hade ham. Men så tog jeg en af disse smukke tekster, en af de der kilder uden bund, Romerbrevet 5,5: ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter gennem Helligånden.” Og tak, Fader, fordi din kærlighed er stærkere end mit had og utilgivende sind. I samme øjeblik var jeg fri…Og jeg kunne sige: ”Broder, ræk mig din hånd”, og jeg gav ham hånd, og det var, som følte jeg Guds kærlighed strømme gennem mine arme! Du har aldrig sådan rørt Guds kærligheds ocean, som når du tilgiver dine fjender! Kan du tilgive? Nej. Det kan jeg heller ikke. Men Han kan.

De, som ikke har brug for Kristi og kirkens helbredende tjeneste…som hverken kan eller ikke vil erkende, at de er sønderbrudt…de har ikke brug for Kristi og kirkens helende tjeneste…de som ikke kan og ikke vil sige ja til, at Jesus har noget uhørt effektivt at tilbyde. De vil ikke blive fuldt ud helbredt i Kristus, de som ikke kan og ikke vil tilgive--- dem selv…og andre.

”Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.” Lukasevangeliet 18,27.

Prædiken 19. søndag efter trinitatis - 27.10.2019 Syndernes forladelse - hvad vil det sige? Er vi syndere, og hvori består det?

Læsninger: Salme 19 vers 2-7, Paulus' brev til menigheden i Efesus kapitel 4 vers 1-6, Lukasevangeliet kapitel 14 vers 1-11

Vi kan spørge: hvorfor skal vi lytte til beretninger om, hvordan Jesus helbreder på en sabbat? Det føles, som om evangeliet hører til kun i den tid dengang, hvor spørgsmålet om overholdelse af sabbaten var et brændende spørgsmål blandt jøder.

Jeg er kommet frem til, at vi derigennem bliver fastholdt i, at Jesus var et virkeligt menneske i en ganske bestemt tid med ganske bestemte spørgsmål, man diskuterede.

Jesu menneskelighed er her så menneskelig, som ethvert andet menneske, der lever i sin tid.

Det er vigtigt. Vi hører ikke nogle abstrakte ord om kærlighed, men vi høre om Jesu adfærd i helt konkrete situationer på sin tid.

Dengang var jøderne optaget af at holde hviledagen hellig. Det har vi i stor grad tabt.

Tanken med sabbaten var, at arbejdet skulle høre op. Og derfor kunne jøderne spørge sig selv: Hvad kan blive ved, hvad må gerne fungere også på en sabbat.

Vi kan lade selve spørgsmålet om hviledagen ligge og i stedet spørge, hvad vi i det hele tage skal lade ligge.

Hvad der er vigtigt i vort liv.

Paulus nævner et syvtal af det, vi egentlig er samlet om.

Et syvtal af hvad der skal til for at bevare Helligåndens enhed i fredens bånd.

Vi er ikke samlet en for en, men som en enhed, holdt sammen af Guds egen Ånd.

Guds Ånd kan samle os, ingen anden. Ikke en præst, ikke en særlig friskhed i udtryk, ikke noget som helst andet end Guds Ånd.

Hvad er Åndens enhed? Det er, at vi i grunden er ét legeme. Vi har brug for hinanden. Kære menighed! Ingen, ingen kan undværes! Der er brug for os alle uden undtagelse. Glem det aldrig! Det fællesskab, som Helligånden har dannet os til, er ikke et fællesskab for en bestemt gruppe, men for alle. Ellers ville Paulus ikke tale om, at vi er ét legeme.

Det er det første: Helligånden deler os ikke op væk fra hinanden, men vil med vores tilslutning bygge det ene legeme op.

Det andet: én Ånd. Der kan ikke være flere ånder i Jesu menighed. Der er kun Guds Ånd, som virker alt i alle, gennem alt, hvad Jesus har sagt og gjort.

Guds ene Ånd bygger det ene legeme op.

For det tredje har vi ét eneste håb. Kun ét håb. Ikke mange håb i mange retninger. Kun ét håb. Vi håber, at vi skal møde vores Herre Jesus til sidst, når han kommer igen og gør jord og himmel nye og gør alting godt for evigt.

Vi håber, fordi Han er opstået fra de døde og lever evigt nu, og håber, at vi engang skal opstå for evigt med ham.

Vi håber.

Forleden var Hannah hjemme og jeg holdt, som jeg har fået for skik, en lille konfirmandtime med hende.

Vi havde om gudstjenesten, og så spurgte jeg hende, hvad gudstjenesten betød og var for hende. Hun sagde:

Glad for gudstjenesten.

Synge.

Sige noget. Tilføjelse: Man skal ikke sige noget til de andre.

Lytte til præsten.

Bøn.

At være sammen med andre.

Sprede glæde til andre og er glad.

At man håber.

At man håber. Ét håb. Vi har ét håb, ikke mange. Det samme håb til den samme Herre, dødens, syndens og den Ondes overvinder. Vi har et håb, og virkeligheden vil aldrig gøre os til skamme, men vi skal til sidst få en uudsigelig glæde ved vor Herrens genkomst i herlighed.

For det fjerde: vi har én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser og Forsoner for alt, hvad der er ødelagt verden.

For det femte: fra Ham stammer vor ene tro.

Derfor én Herre med én tro, ikke mange slags tro. Nej, evangeliet om Jesus er ét og ikke mange. De fire såkaldte evangelier er i virkeligheden ét evangelium om den ene Herre og Frelser.

For det sjette er der én dåb. Én dåb til at tilhøre Jesus Kristus, til at følge ham i tykt og tyndt, til at leve som hans efterfølger i bøn, i fællesskab, spise hans legeme og blod sammen, så vi styrkes til den fortsatte vandring.

Og endelig for det syvende har vi kun én Gud, alles fader, han er over alle, han virker gennem alle og i alle.

Så lander vi helt nede på jorden, hvor vi skal være. For så let stiger vi op i skyerne i vore tanker og vil forstå, hvad vi ikke er givet at forstå her.

Den ene himmel og den ene jord lærer os hver dag, at vi har én Gud og Fader over os alle.

Det lærer os ydmyghed, at tjene hinanden, som vor Herre Jesus lærte.

Også i dagens evangelium: Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Lad os sammen knæle i ydmyghed og modtage hans legeme og blod til styrkelse i legeme, sjæl og ånd og i fællesskabet.

... Salmedigteren Ingemann bliver så henført af Paulus' tale i Efeserbrevet kapitel 4 med det syvfoldige én/ét, så han skriver i Salme 381 Igennem nat og trængsel vers 3:

Én røst fra tusind munde,
én ånd i tusinds røst,
én fred, hvortil vi stunde,
én frelsens, nådens kyst,
én sorg, ét savn, én længsel,
én Fader her og hist,
én udgang af al trængsel,
ét liv i Jesus Krist!

 

Prædiken om de syv ting, der er vigtigst - 17. søndag efter trinitatis 13. oktober 2019

Læsninger: Salme 19 vers 2-7, Paulus' brev til menigheden i Efesus kapitel 4 vers 1-6, Lukasevangeliet kapitel 14 vers 1-11

Vi kan spørge: hvorfor skal vi lytte til beretninger om, hvordan Jesus helbreder på en sabbat? Det føles, som om evangeliet hører til kun i den tid dengang, hvor spørgsmålet om overholdelse af sabbaten var et brændende spørgsmål blandt jøder.

Jeg er kommet frem til, at vi derigennem bliver fastholdt i, at Jesus var et virkeligt menneske i en ganske bestemt tid med ganske bestemte spørgsmål, man diskuterede.

Jesu menneskelighed er her så menneskelig, som ethvert andet menneske, der lever i sin tid.

Det er vigtigt. Vi hører ikke nogle abstrakte ord om kærlighed, men vi høre om Jesu adfærd i helt konkrete situationer på sin tid.

Dengang var jøderne optaget af at holde hviledagen hellig. Det har vi i stor grad tabt.

Tanken med sabbaten var, at arbejdet skulle høre op. Og derfor kunne jøderne spørge sig selv: Hvad kan blive ved, hvad må gerne fungere også på en sabbat.

Vi kan lade selve spørgsmålet om hviledagen ligge og i stedet spørge, hvad vi i det hele tage skal lade ligge.

Hvad der er vigtigt i vort liv.

Paulus nævner et syvtal af det, vi egentlig er samlet om.

Et syvtal af hvad der skal til for at bevare Helligåndens enhed i fredens bånd.

Vi er ikke samlet en for en, men som en enhed, holdt sammen af Guds egen Ånd.

Guds Ånd kan samle os, ingen anden. Ikke en præst, ikke en særlig friskhed i udtryk, ikke noget som helst andet end Guds Ånd.

Hvad er Åndens enhed? Det er, at vi i grunden er ét legeme. Vi har brug for hinanden. Kære menighed! Ingen, ingen kan undværes! Der er brug for os alle uden undtagelse. Glem det aldrig! Det fællesskab, som Helligånden har dannet os til, er ikke et fællesskab for en bestemt gruppe, men for alle. Ellers ville Paulus ikke tale om, at vi er ét legeme.

Det er det første: Helligånden deler os ikke op væk fra hinanden, men vil med vores tilslutning bygge det ene legeme op.

Det andet: én Ånd. Der kan ikke være flere ånder i Jesu menighed. Der er kun Guds Ånd, som virker alt i alle, gennem alt, hvad Jesus har sagt og gjort.

Guds ene Ånd bygger det ene legeme op.

For det tredje har vi ét eneste håb. Kun ét håb. Ikke mange håb i mange retninger. Kun ét håb. Vi håber, at vi skal møde vores Herre Jesus til sidst, når han kommer igen og gør jord og himmel nye og gør alting godt for evigt.

Vi håber, fordi Han er opstået fra de døde og lever evigt nu, og håber, at vi engang skal opstå for evigt med ham.

Vi håber.

Forleden var Hannah hjemme og jeg holdt, som jeg har fået for skik, en lille konfirmandtime med hende.

Vi havde om gudstjenesten, og så spurgte jeg hende, hvad gudstjenesten betød og var for hende. Hun sagde:

Glad for gudstjenesten.

Synge.

Sige noget. Tilføjelse: Man skal ikke sige noget til de andre.

Lytte til præsten.

Bøn.

At være sammen med andre.

Sprede glæde til andre og er glad.

At man håber.

At man håber. Ét håb. Vi har ét håb, ikke mange. Det samme håb til den samme Herre, dødens, syndens og den Ondes overvinder. Vi har et håb, og virkeligheden vil aldrig gøre os til skamme, men vi skal til sidst få en uudsigelig glæde ved vor Herrens genkomst i herlighed.

For det fjerde: vi har én Herre, Jesus Kristus, Guds Søn, Frelser og Forsoner for alt, hvad der er ødelagt verden.

For det femte: fra Ham stammer vor ene tro.

Derfor én Herre med én tro, ikke mange slags tro. Nej, evangeliet om Jesus er ét og ikke mange. De fire såkaldte evangelier er i virkeligheden ét evangelium om den ene Herre og Frelser.

For det sjette er der én dåb. Én dåb til at tilhøre Jesus Kristus, til at følge ham i tykt og tyndt, til at leve som hans efterfølger i bøn, i fællesskab, spise hans legeme og blod sammen, så vi styrkes til den fortsatte vandring.

Og endelig for det syvende har vi kun én Gud, alles fader, han er over alle, han virker gennem alle og i alle.

Så lander vi helt nede på jorden, hvor vi skal være. For så let stiger vi op i skyerne i vore tanker og vil forstå, hvad vi ikke er givet at forstå her.

Den ene himmel og den ene jord lærer os hver dag, at vi har én Gud og Fader over os alle.

Det lærer os ydmyghed, at tjene hinanden, som vor Herre Jesus lærte.

Også i dagens evangelium: Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Lad os sammen knæle i ydmyghed og modtage hans legeme og blod til styrkelse i legeme, sjæl og ånd og i fællesskabet.

... Salmedigteren Ingemann bliver så henført af Paulus' tale i Efeserbrevet kapitel 4 med det syvfoldige én/ét, så han skriver i Salme 381 Igennem nat og trængsel vers 3:

Én røst fra tusind munde,
én ånd i tusinds røst,
én fred, hvortil vi stunde,
én frelsens, nådens kyst,
én sorg, ét savn, én længsel,
én Fader her og hist,
én udgang af al trængsel,
ét liv i Jesus Krist!

 

Behold the lamb of God, sang der blev spillet som afslutning på prædikenen 13. oktober 2019

Og lad os nu høre en salme om netop det, den som I har fået omdelt på et sangblad:

1 Se Lammet, som bærer vore synder bort,
slagtet for os: og vi husker:
Løftet der blevet givet, at alle, som kommer i tro,
finder tilgivelse ved korset.
Det er derfor vi tager del i dette Livets Brød,
og vi drikker af Hans offer,
som et tegn på den fred, der forbinder os,
omkring Kongens bord.
2 Vor Frelser, Jesu Kristi legeme
sønderbrudt for dig: spis og ihukom
de sår, som helbreder, døden, der bringer os liv,
betalte prisen for at gøre os til ét.
Det er derfor vi tager del i dette Livets Brød,
og vi drikker af Hans offer,
som et tegn på den kærlighed, der forbinder os,
omkring Kongens bord.
3 Blodet, som renser for enhver syndens plet,
blev udgydt for dig: drik og ihukom:
Han tømte dødens bæger for at alle kunne komme ind
og modtage Guds liv.
Det er derfor vi tager del i dette Livets Brød,
og vi drikker af Hans offer,
som et tegn på den nåde, der forbinder os,
omkring Kongens bord.
4 Og nu rejser vi os med taknemmelighed
og tro for at give vort svar: og for at huske
på vort kald til at følge i Kristi fodspor
som Hans legeme her på jorden.
Idet vi tager del i Hans lidelse,
proklamerer vi: Kristus kommer igen!
Og vi vil være med i Himlens fest
omkring Kongens bord.
Stuart Towend, Keith & Getty

Prædiken om falske profeter 11. august 2019

Hvem er falske profeter?

Det er dem, der får menigheden til at forlade den trange vej og den snævre port.

Det er nemlig det, Jesus netop har sagt forud for dagens evangelielæsning.

Her siger Jesus: Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den

Sådan taler vor Herre Jesus Kristus.

De falske profeter taler uden om. Men Jesu lære har aldrig peget på en let vej, og hans efterfølgere forventes af ham at arbejde hårdt for at efterleve hans lære.

Det handler om, at vores tro smitter af i vore gerninger. Vi kan ikke tillade os at adskille tro og liv.

Vi kan ikke blot tale om at tro, og så er alt godt. Nej tro og liv må høre sammen

Gode gerninger vil vise, at troen er der.

Den brede vej vil sige verdens måde, som accepterer en hvilken som helst levevis.

Men Jesu smalle vej er forbundet med hårdt arbejde, med forfølgelse også. Og uden Helligåndens hjælp og Guds kærlighed er det slet ikke muligt at gå den vej.

***

På baggrund af talen om den brede vej advarer Jesus nu mod falske profeter. Det er alvorlige, ja, skræmmende sager. At nogle vil være ulve i fåreklæder, se venlige ud, men vil snuppe fårene fra hyrden

Hvordan kan vi da genkende falske profeter?

Det svarer Jesus på: på deres frugter.

Frugter vil sige, både det, de gør, men også alt det, de er i deres liv.

Falske profeter optræder mange steder, ikke nødvendigvis på prædikestolen. Det kan være i radioen eller i fjernsyn, det kan være via budkabet i film og bøger.

Det bliver sagt, at man ikke skal se på, hvordan en person har levet, men bare på, hvordan filmen eller bogen er.

Men tingene hænger sammen, forklarer Jesus.

Hvad er det da at gøre Jesu Fars vilje?

Det er at lytte igen og igen til Jesu tale og lade Hans ord forme os, føre os til handling, lede os på vejen.

Og her kommer noget afgørende for os: det er Helligånden, som vil virke i os med Jesu ord, så vor samvittighed, vort hjerte, vor forstand bliver grundfæstet i Jesu ord og vi følger Ham i dagligdagen, i ord og gerning.

Når det er sagt, så er vi syndere, som Gud gerne tilgiver, når vi blot angrer vore fejl og mangler

Det er den snævre port. Altid at lade Guds Ånd indgive anger, når vi er gået ned ad den forkerte vej.

Den brede vej er at høre så overfladisk og letfærdigt, at vi vover at indrette tilværelsen sådan, at vi intet hensyn tager til det, regner det for ingen verdens ting. I stedet kan livet opbygges på selvtilfredshed, både verdslig, men også åndelig selvtilfredshed. Det ender i fortabelsen.

I dag skal vi hverken holde dommedag over andre eller over os selv. Men vi skal høre, at dommen engang vil blive fældet over os af Jesus Kristus og ingen anden.

Og derfor gælder det i dag kun om en eneste ting: at lytte, lytte, som skarerne dengang gjorde, slået af forundring over Jesu ord, fordi han alene taler med myndighed, Guds myndighed. Derfor gælder det om at komme og høre, igen og igen, år ud og år ind, og så lade hans myndige ord beholde ret, lade det udrette med os og i os, hvad det vil til Guds ære, så vi glemmer os selv og det, vi gjorde, over ham, der kender os bedre end vi selv, kender os til frelse.

Hans myndige tale er klippen i vort liv, den klippe vi aldrig vil slippe. Salige er vi, når vi bygger på den klippe. Salig er den, der udholdende, tillidsfuldt, taknemmeligt og lydigt bliver ved at lytte til Jesu myndige ord, så han gør derefter.


Ham kender Jesus!

 

 

At komme op og ned fra et træ - 7. søndag efter trinitatis

Zakæus sidder i træet – Jesus beder ham komme ned, for han vil gerne spise til middag hos ham.

Jesus kalder bogstavelig talt Zakæus ud af busken eller træet.

Det kan være meget bekvemt at sidde og kigge på fra træets grene.
Som Merete Bandak skriver i sin børnesalme:

Her er det meget nemt at sidde næsten gemt
men også nemt at se hvad der vil ske

Dagen i dag handler om at få lejlighed til at springe ned fra træet, ud af busken, træde i nærkontakt med Jesus.

Så vi står ved, hvem vi er, og tager imod ham, som er vores frelser.

At stige ned fra træet er også at stige ned fra selvhøjtidelighed. Det sjove er, at det virker nærmest komisk at sætte sig op i et træ. Men mærkeligt nok føler vi mennesker det ikke sådan. Vi tror virkelig, at vi kan være godt gemt deroppe i træet.

Dagen i dag har som formål, at vi stiger ned fra træet. At vi tillader Jesus at invitere sig ind i vores hjem og være i nærkontakt med ham.

At være i kontakt med Jesus er at se sig selv i øjnene, som jeg er. Jesus ser lige igennem hver eneste af os. Han ved, hvad hver enkelt trænger til.

Han vil virkelig være der for den enkelte. Men det kræver ligesom, at vi hver især stiger ned fra vort træ.

Hvis vi bliver oppe i træet, så har vi den fine udsigt. Men vi forbliver også på afstand. Og vi får i virkeligheden kun et flygtigt kendskab til, hvem Jesus er.

Helt ærligt: det er svært at følge Jesus fra en position oppe i et træ.

At følge Jesus er at være nede på jorden. At være i gang med at handle ud fra det, han lærer og siger, at lade sig påvirke af det, han siger og gør.

Når vi hører, hvad Jesus siger, så er det virkelig det samme, som at Jesus standser og kigger op og beder os stige ned fra træet. Og beder os om at være vores gæst.

***

Grunden til, at det føles rart at sidde oppe i træet er, at så stilles der ikke krav til os, hverken af Gud eller mennesker. Vi behøver ikke tage stilling til noget som helst. Vi kan hygge os deroppe hele livet.

Tilskuere til det hele.

***

Men hvis han nu er Gud, så kan han regne ud
så snart han på mig ser hvordan jeg er!

Det er nemlig rigtigt. Det er fordi han er Gud, at han kender dig og mig, som vi nu engang er.

Og han bliver ikke fornærmet eller kostbar, men ønsker af hele hjertet at være sammen med os.

Jamen, hvordan kan man det, når han nu levede dengang?

Det kan vi, fordi han lever og er opstået fra de døde. Beviset får du kun, når du kaster dig ud i at bede til Gud og kaster dig ud i med al din kraft at prøve at tage det til dig, han lærer os.

Jesus opfordrer os til at prøve bønnen af: Bed, så skal der gives jer.

Ikke bare sådan lidt, men helt vildt meget, så vi bliver helt paf, når han begynder at give os. Ikke som vi tænker, men som han tænker. Meget bedre, end vi tænker.

Bare det at bede gør, at vi får andre tanker, end vi ellers ville have fået. Det er rigtigt.

Vi kan jo dreje rundt og rundt i tankerne, men når vi tager tid til at bede, så sker der altså noget nyt. Måske får vi en brilliant ide, som overrasker os. Måske kommer vi i tanker om nogen, vi egentlig bør tænke på at gøre noget for eller med. En syg, vi måske skulle tage og besøge. En som vi godt ved ikke har det godt, som vi bare kan besøge og sidde og hygge sammen med.

Eller noget helt fjerde.

***

Vi siger tak fordi vor Gud kan li at gi
Nu er Zakæus rig og det er vi!

Zakæus var rig, men blev rigtig rig.

Rig i sit menneskeliv, rig i Gud.

Hans nye rigdom betød, at han var glad igen.

Hans nye rigdom var, at Gud eftergav ham hans gæld.

For sådan lærer Jesus os, at vi alle er skyldnere. Forlad os vor skyld, lærer han os at bede.

Det går igen i hele hans virke, det er en rød tråd gennem det hele frem til korsfæstelsen, at han er nødt til at dø for at frelse os fra vor synd.

At nedgøre et andet menneske er det samme som at slå det ihjel, sådan lærer Jesus.

Det er som om de, der skylder mest, nogle gange kan være mest åbne for at modtage Jesus i deres hjerte, som nu Zakæus.

Derfor, hvis du har forbrudt dig ganske forfærdeligt over for mennesker, så hør historien som talt lige netop til dig i dag. Vær den første til at tage imod Jesus og hans indbydelse.

Du har indset, at penge er gode at have, men penge, vi kommer til på uærlig vis, ødelægger sjælen.

Nå, men hvad hvis du ikke er som Zakæus? Så kan du kigge på billedet. Er du som dem, der skummer af raseri, fordi Jesus bare uden videre lukker Zakæus ind i varmen i sit rige?


Eller er du som dem, der stille glæder sig over det, der sker for en Zakæus. Stille glæder dig over, at Jesus har magt til at forvandle Zakæus’er i verden.

***

Jesus er på vej mod Jerusalem. Jesus er ikke bare standset op i Jeriko på må og få. Nej, han skal op til Jerusalem for at hånes, lide, korsfæstes og siden på den tredje dag opstå fra de døde.

Han er på vej fra Jeriko til Jerusalem for verdens skyld. Hele verdens skyld. Din og min skyld.

Han måtte op og dø på korset der.

Ellers var der ikke frelse fra fortabelse, fra helvede, fra synden og døden.

I det lys skal vi også høre om det, Jesus gør ved at stoppe op i Jeriko.

Han viser, at en røver, en uærlig skatteopkræver, og derfor alle, er velkommen i Guds rige. Og at han leder og leder og søger efter dig og mig, fortabte menneske.

Jeg er kommet for at opsøge og frelse det fortabte, slutter Jesus.

Og så går vejen direkte mod korset.

Jesus viser med sin handling over for Zakæus, jordisk rigdom kan være lige meget, hvis vi mister vor sjæl og går fortabt. Hvis vi er som fåret, der bliver væk og aldrig fundet, så hjælper vores rigdom jo intet.

Nej, Jesus blev fattig for at gøre os rige.

Rige – som børnesalmen slutter:

Nu er Zakæus rig og det er vi!

***

Vi skal høre salmen In Christ alone (salmen ligger på vores hjemmeside her under 'Engelske lovsange').

Det er det, Zakæus oplever: han håber alene på Kristus. Kun Kristus kan gøre en ændring i hans liv. Og det sker. Og det sker, når vi ligesom Zakæus håber alene på Kristus.

Intet over, intet ved siden af Jesus.

Hvis noget andet er ved siden af Jesus samtidig, ja, så er Jesus der slet ikke.

Følg mig, sagde han. Han sagde ikke: Følg dit hjerte, hvorhen det vil. Nej, følg mig.

Der er ingen anden. Ingen anden kan ændre Zakæus og mit og dit liv. Radikalt. Så hver dag bliver en glædelig dag, hvor han bor i vort hjerte.


For det har han lovet, at han vil, når blot vi lukker døren derind op.

Så er vi lykkelige. Som Martin Luther ville sige: Jesus er min!

Jesus plukker Zakæus ned fra træet. Og vores sang, vi skal høre, siger:

Ingen helvedsmagt, ingen menneskelig plan, kan nogensinde rive mig ud af Hans hånd.

Og den magt har Jesus alene ved din lidelse, død og opstandelse.

Det viste han på forhånd ved at lade det umulige ske i Jeriko: få Zakæus ned fra træet og af alle mennesker gik ind og spiste i hans hus.

For Jesus kom for at frelse det fortabte.

***

Merete Bandaks børnesalme om Zakæus

Zakæus er så smart Han løber i en fart
af sted og kravler op i træets top

Her er det meget nemt at sidde næsten gemt
men også nemt at se hvad der vil ske

Går Jesus denne vej? Han håber ja og nej:
En kæmpesensation! Hold op, kanon!

Men hvis han nu er Gud, så kan han regne ud
så snart han på mig ser hvordan jeg er!

En snydetamp og tyv der bruger fup og lyv
en bunduærlig mand præcis sådan

Nu kommer Jesus hen og standser ved sin ven:
‘Zakæus, kom herned! Jeg ved besked!

Gå hjem og lav en fest jeg kommer som din gæst
og slut med snyderi for du er fri!’

Zakæus blir så glad går hjem og laver mad
til hans og alle men-skers bedste ven

Før gjaldt det om at ha at kræve og at ta
Nu er Zakæus fri og han vil gi

Vi siger tak fordi vor Gud kan li at gi
Nu er Zakæus rig og det er vi!

Merete Bandak

Hjælp til at tegne et får - se prædiken til 3. søndag efter trinitatis nedenfor!

Prædiken til 3. søndag efter trinitatis - om selvhøjtidelighed og om glæden ved at blive fundetår og have en hyrde

Der er mange ånder. Vinde blæser i samfundet. Men Guds vind blæser også, Helligånden. Guds Ånd er hellig. Guds Ånd skaber hellighed. Gør hellig.

Blæser alt vrøvl bort med sin mægtige styrke.

Blæser fred fra Herren Jesus ind i os.

Freden, som verden ikke kan give.

Helligånden rydder op og renser ud.

Lærer os alt og minder os om Jesus ord og gerning.

Når vinden, Guds Ånd, blæser, så bliver det tilbage, som virkelig betyder noget.

Så ved vi efter stormen, hvad der betyder noget: Jesus, Frelseren, og syndernes forladelse, Helligånden i vore hjerter, så vi ser alt snavs og mudder.

Lad os bede Faderen om Helligånden, som at Ånden vil virke alt godt i vort fællesskab, i vort folk.

***

Gud skabte alle sprog, så mennesker kunne udtrykke sig dybt til Gud, vor Skaber, og kunne få et godt fællesskab med hinanden.

Da alle endnu talte paradissproget, ville de være sammen og gøre sig til Gud og bygge et tårn op i himlen.

Da forvirrede Gud folkenes sprog, så de ike kunne arbejde side om side, og de spredtes ud i hele verden. Det BLEV en velsignelse.

Men pinsedag skete noget nyt: Guds Ånd velsignede alle sprog, så budskabet om Jesus kan nå ud til alle folk og mennesker.

Om det er på tysk, dansk, eller hollandsk, om det er på dialekter som sydsamsk eller nordsamsk, eller på arabisk eller grønlandsk.

***

Pinsedag er det som om, vore tunger løses og vi kan tale mere direkte og uden omsvøb om det hele.

Om kærlighed. At Jesus længes efter vor kærlighed:

”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.”

Det er ligesom mellem mand og kvinde, der gifter sig: Den, der elsker, vil holde fast ved den andens ord, stå last og brast med den anden, lytte til den andens inderste tale.

Sådan også med vores forhold til Gud.

Og Jesus fortsætter: når vi sådan elsker ham og holder fast ved hans ord, så vil Jesu Far elske ham, og nu siger Jesus noget i flertal, om Faderen og ham selv: han siger: Vi vil komme til ham og tage bolig i ham.

Permanent.

Ligesom i et ægteskab. Uadskilleligt.

Jesu ord kommer fra Faderen, de er ét.

Og nu sender Jesus Helligånden, som Faderen sender til os i Jesu navn.

Han skal minde os om alt, hvad Jesus har sagt og gjort, Han skal undervise os i det.

Jesus er nærværende ved at være usynlig, så han kan være overalt. I Helligånden.

Nu giver Jesus os sin fred gennem Helligåndens nærvær. Det er en fred, der ikke kan sammenlignes med noget andet i verden.

I evangeliet mærker vi, at Jesus taler disse ord, mens han er på vej med disciplene til at gå over til Getsemane have, altså på vej mod sin lidelse og død, men også sin opstandelse. Så det er gennem alt det, at Jesus giver sin fred, som overgår alt andet. Freden, der kommer til os gennem at han ofrer sit liv for os.

***

I al sin glans nu stråler solen. Solen – den skinner. Solenes sol, det er Jesus.

Han skinner. Hans legeme er forvandlet til herlighed.

Og vi skal blive som sole.

Som sole vi går op og ned

I din Enbårnes herlighed.

Sådan synger vi.

Som sole. Hvad? Sole, som har deres kraft fra den Enbårnes herlighed, fra Jesus Kristus.

Han er Livslyset. Han giver liv, og han giver lys.

Liv – fordi Han med Faderen og Ånden har skabt os og på ny har givet os liv, da vi var blevet som døde i vores liv.

Lys. Han oplyser os.

Hvordan?

Ved Helligånden.

”Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt

Og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer.”

Helligånden lærer og minder os om Jesu ord. Helligånden lader ordet lyse til os.

Fylder Jesu ord med liv og lys.

***

Hvad er det, vi elsker så højt ved pinsen+

Det er, at det ånder himmelsk over støvet,

Det vifter hjemligt gennem løvet.

Vi har hjemme her på en ny måde ved Helligånden. For nu har vi fået en ny retning med vores liv. Vi har modtaget dåben af vand og ånd.

Så vi midt i vores dødelige liv har hjemme her. For paradis er også kommet til os her.

Det lufter nemlig lifligt under sky

Fra Paradis, opladt på ny.

Paradis er ved Jesu komme og gerning for os blevet genåbnet!

Og yndig risler ved vor fod

I engen bæk af livets flod.

Vi har livets flod hos os, floden fra paradis selv. Nemlig dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Vi har også livsdrikken ved nadverbordet,

Vinen, der bringer evigt liv og glæde her og ved verdens ende.

Derfor beder vi også Ånden kommer over os og måltidet, vi sammen fejrer om lidt.

Det volder alt den Ånd, som daler,

Det virker alt den Ånd, som taler,

Ej af sig selv, men os til trøst

Af kærlighed med sandheds røst.

I Ordets navn, som her blev kød

Og fór til himmels hvid og rød.

 

Ånden minder os om hele Jesu gerning for os.

Om Kristus, Ordet, som blev menneske

Og som fór til himmels hvid og rød, det vil sige, han var død, men lever nu evigt i sit herliggjorte legeme, som en førstegrøde, og vi skal opstår med ham og møde ham til sidst,

Når han skal sidde til bords og spise med sine disciple.

Og nu beder vi om, at der må blive en dåb i Helligånden for alle folk, så de genfødes, opvækkes, oplives til tro og tillid til Jesus, den korsfæstede og opstandne Frelser og Herre.

Vi beder om, at al vor tale om Jesu gerning, hans bedrift, må blomstre som roserne røde, det vil sige, må oplive os som den dejligste duft af en rose, som duften af det evige liv i modsætning til duften af død.

Mærker vi det ikke, at Jesu kors er som livstræet, der får knopper og blomstrer med liv?

Og så får vi ved nadverbordet endog lov at smage, at Jesus er en god konge.

Endelig vil vi bede om, at Helligånden vil forvandle vor åndelige dorskhed, så vi bliver opvakt og skønner på Guds nåde, så vi tager Guds nåde til hjerte, så hjertet – selvom det måtte være så hårdt som sten, må blive rørt og overgive sig til tillid til Frelseren.

Amen.

Pinsedags prædiken 2019

Lige meget om du og jeg ikke forstår Helligånden. Forstår du, forstår jeg Jesus? Forstår jeg Faderen?

Men jeg forstår, at Faderen elsker verden uendelig højt.

Jeg forstår, at Jesus døde i mit sted, udgød sit blod for at frelse mig, frelse dig, os, verden.

Jeg mærker, at Han virkelig er Frelseren og Dommeren, som jeg vil være venner med. For Han har en myndighed med fuldkommen retfærdighed og fuldkommen kærlighed.

Jeg forstår, at Han har åbnet døren til Paradis, og jeg forstår, at når Han begyndte med at åbne døren for en røver, som var korsfæstet ved siden af Ham, så forstår jeg, at Han også vil sige det samme til mig som til røveren, når jeg beder ham om det: Sandelige, i dag skal du være med mig i Paradis.

Kære menighed!

Jesus er i Himlen, men Han har sagt, at Han ikke er der alene, men denne her røver ved Hans side på korset, også er i Himlen, i Paradis.

Men nu Helligånden, hvordan kan vi forstå Helligånden?

Ja, Jesus siger, at Helligånden er Talsmand, Forsvarer, Hjælper, at Helligånden tager Jesu ord og gør, at de går til hjerte, at vi lidt efter lidt forstår dem og forandres af dem.

Det er Helligånden, der gør, at vi overhovedet får noget ud af Jesu tale. Ellers ville det bare være ord fra fortiden.

Men Helligånden gør ordene nærværende, gør Jesus nærværende.

Og her er en dyb, men vidunderlig hemmelighed.

Jeg siger hemmelighed, for hvis vi insisterer på at forstå alt, så forsvinder det hele for os, så bliver Jesu ord virkningsløse.

Vi er nødt til at tage Jesus på ordet, også når han taler.

Jesus siger nemlig et andet sted, at han nu forlader disciplene, men at netop derved KOMMER han til dem.

Det er den vidunderlige, dejlige hemmelighed.

Han kommer til os ved at han går bort.
For så kommer Han til os ved Helligånden.

Og Jesus sammenligner Helligånden med vinden. Vinden som kan blæse kloden rundt.

Vinden som ikke kender til landegrænser. Som derfor ikke kan holdes borte. Men blæser nøjagtig derhen, hvor den vil.

Endnu har ingen kunnet styre vinden, sådan i bogstavelig forstand.

Helligånden er som vinden. Det betyder Jesus kommer ved Helligånden til os kloden rundt.

Og som vinden kan blæse støv bort, blæser Helligånden også støv bort, så Jesu ord bliver levende og brændende i vore hjerter.

Jesus taler om Helligånden for at vi ikke skal falde fra. Det siger Han rent ud.

”Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra.”

Tidsånden lægger et enormt pres på os til at tilpasse os, slække på, hvad vi tror.

Tidsånden er stærkest ved at få os til at blive lunkne.

Tidsånden vil gerne få os til at falde i søvn. Dyb søvn.

Tiden vil sige, at der ikke er en dom til sidst. At Jesus ikke kommer igen for at dømme levende og døde.

Her er det, Peter siger: Alle tings ende er nær. Men det betyder ikke, at vi skal lade os blive handlingslammede. At vi skal blive uvirksomme i troen, lidt ligeglade.

Tværtimod!

Hvis der kun er denne synlige verden, er alt harmløst, for alt forgår jo til sidst.

Men forventningen om det fremtidige giver nutiden, øjeblikket, en dyb alvor.

Når vi ved, at Herrens genkomst er nær og at altings ende er nær, er kun den kristne her i verden den, der er virkelig ’forstandig’, besindig, årvågen.

For den troende ved om verdens forgængelighed, så derfor er han og hun nøgtern og ikke bundet til verden.

Den kristne ved om den nært forestående dom, så derfor er han og hun også klar over, hvor truet vores situation er.

Det er denne udsatte situation, der gør os til bedere.

Ud af denne truende situation kommer nu nogle formaninger til os.

Over den kommende dom formaner Peter os til over alt andet at have inderlig kærlighed til hinanden.

Den inderlige kærlighed kommer ud af et fokus på, hvad der er det væsentlige.

Det væsentlige er inderlig kærlighed indbyrdes, siger Peter. Med en dejlig tilføjelse: For kærligheden skjuler mange synder.

Sådan taler Jesus også til disciplene:

(Joh. 13,34): ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

Og Jesus siger, at vi er Hans venner, hvis vi handler efter Hans ord.

Og kærligheden viser sig ved, at vi tilgiver hinanden. Som Jesus har sagt:

”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer.”

Og gør vi det ikke, så tilgiver Gud heller ikke os.

Altså kærligheden, der skjuler synder, er det størst og første.

Dernæst er der gæstfriheden. Kærlighed til den fremmede – sådan kan man oversætte det græske ord. Eller gæstfrihed.

Vi er sammen i Guds hus her. Men måske er vi blevet som fremmede for hinanden? Måske skal vort fællesskab udtrykkes ved at vi viser venlighed og kærlighed til hinanden ved at række hånden til en hilsen med et ønske om fred, eller Guds fred.

Et sted bliver der sagt til en af de tidligere kristne menigheder, at ved at vise gæstfrihed har I, uden at I ved det, haft besøg af engle.

For sådan viste Abraham og Sara gæstfrihed, da tre vandringsmænd midt på dagen i den stegende hede med solen brændende på sig kom forbi Abrahams telt. Da bød Abraham dem omgående indenfor til at få vasket støvet af fødderne, til hvile, og til mad.

Abraham løb ligefrem de tre mænd i møde og tiggede dem om at komme med ind i sit telt.

Ja, de tre kom forbi, men Abraham inviterede dem meget aktivt indenfor.

Da to af Jesu disciple efter Jesu begravelse, og inden de vidste om hans opstandelse, vandrede ud til deres hjemby Emmaus, slog Jesus følge med, uden at de genkendt Ham.

Da Jesus ville fortsætte, nødede de Ham til at tage ind og spise sammen med dem.

De fik selveste deres elskede Herre på besøg, ikke bare en engel!

Vi må hver især finde ud af, hvad gæstfrihed i praksis kan være i vores situation og liv.

Det kan være, at det simpelthen er, at vi viser venlighed over for fremmede.

Og vi kan begynde med, at vi viser den venlighed ved at hilse på hinanden.

Det kan godt være, at vi mener at kende hinanden, men der er altid en grænse mellem det ene og det andet menneske.

***

Og så lige en tanke mere: måske hænger den indbyrdes kærlighed, der skjuler mange synder, sammen med gæstfriheden, kærligheden til den fremmede.

Over for Gud er vi alle fremmede, som er kommet hjem gennem Jesu forsonende og stedfortrædende død for os.

Det siger Skriften højt og tydeligt: vi var fremmede, men nu er vi husfolk, en del af Guds familie, Jesu brødre og søstre.

Og så kan det godt være, at vi er mindre søskende, lillebror eller lillesøster, til Jesus. Det kan måske være en aflastning af tænke på.

I det indbyrdes kærlighedens fællesskab gælder det nu om, at vi hver især bidrager med det, som Helligånden har som sin særlige gave til os, det vi kalder nådegaver.

Vi skal ikke bidrage med alt muligt! Men vi skal bidraget med det, der er vores særlige gave – det er der aflastning i at tænke på.

Peter nævner ikke så meget her i dag, men vi har hver især en særlig gave, som vi kan udvikle, lade blomstre, og hjælpe hinanden med at lade blomstre.

Så vi ikke ender som menighed at være som den tjener, der gravede sin talent ned i jorden, så hans herre fik nøjagtig det tilbage, han havde uddelt fra starten.

Men det er jo en vanvittig måde at håndtere nådegaverne på for os som menighed. Vi må virkelig hjælpe hinanden, så de af Gud givne gaver kommer os alle til fælles gavn.

Prædiken til 6. søndag efter påske

Prædiken mest ud fra Grundtvigs salme "Kommer, sjæle, dyrekøbte" (Den danske Salmebog nr. 250), især vers 6:

Vælge kan igen og vrage

jordens slægter alle dage,

vælge mellem liv og død,

dagens lys og nattens mørke,

Paradis og vilde ørke,

Helved hedt og Himmel sød.

 

Tænk, vi er døbte til at være mere end engle!

Ikke mindre, men mere!

Nemlig vor Herres søskende.

Denne dag hvor Jesus blev usynlig for apostlene, mindes vi, hvad han virkelig har gjort for os:

Har frelst os, som var fortabte, men er blevet fundet.

Fortabt, men fundet nu.

Sådan talte Jesus om den store glæde, hyrden får, når han finder det får, der ellers var forsvundet og måske taget af ulven.

I salmen taler digteren til englene, at de har at åbne portene til himlen, for verdens frelser, verdens dommer, hvis navn er større end alle andre navne.

Ja, han er både frelser og dommer.

Digteren siger lige ud, at der er både frelse, men der er også dom. Og fortsætter:

Vælge kan igen og vrage

Jordens slægter alle dage,

Vælge mellem liv og død,

Dagens lys og nattens mørke,

Paradis og vilde ørke,

Helved hedt og Himmel sød.

Her er intet stukket under stolen. Det er sagt ærligt og redeligt.

Den polske nobelprisvinder i litteratur Czeslaw Milosz, skrev et essay med titlen: ”Nihilismens diskrete charme”. Nihilisme betyder en tro på, at der ikke er noget at tro på.
Milosz, som jo har levet i et land, hvor tro på Gud officielt ikke var tilladt. Han minder om, at Karl Marx havde kaldte religionen opium for folket, fordi løftet om et liv efter døden fik de fattige til at finde sig uretfærdige sociale forhold.

Milosz fortsætter:

”Og nu er vi vidner til en forvandling. Et virkeligt opium for folket er tro på ingenting efter døden – den enorme trøst ved at tænke, at alt det, vi har forrådt i vores liv, vores grådighed, vor fejhed, og mord, at alt det ikke vil blive dømt… men alle religioner siger, at vore gerninger aldrig forsvinder.”

Mange mennesker hævder, at tro på en dømmende Gud vil føre til et mere brutalt samfund. Milosz har personligt set både i kommunismen og i nazismen at tabet af en tro på en dømmende Gud kan føre til brutalitet. Hvis vi er frie til at forme livet og vores moral nøjagtig som vi har lyst til uden i til allersidst at skulle stå til regnskab for det, kan det føre til vold.

***
Helvede – hvad er det?

Hvis vi ser på den rige mand, som ikke ville hjælpe sin fattige nabo Lazarus og lod ham ligge uden at give ham det mindste uden for sin dør. Så ser vi, at han vågner om i det hede sted med ild, og Lazarus i paradis.

Den rige mand har i helvede ikke forandret sig. Han forventer at en fattig som Lazarus skal være som en tjener for sig. Han skal hente vand, så han ikke er så tørstig. Han beder ikke om at komme ud af helvede, men mener, at Gud ikke har givet ham og hans familie nok oplysning om, hvad der sker efter døden.

Den rige mand mener, det er Guds skyld, at han er endt der, ikke hans egen, han er åndeligt blind. Den rige mand får ikke engang et navn, for han har bygget hele sin identitet op omkring rigdom snarere end Gud, og når han har mistet sin rigdom, har han mistet sig selv.

Helvede er kort sagt at være efter egen vilje uden Gud i evighed…

***

C.S. Lewis siger: ”Helvede begynder med at være i et humør, hvor vi knurrer af alt og altid skyder skylden over på de andre… Men det er ikke helvede endnu. På det her stadie kan man stadig kritisere sig selv og ønske at holde op med at være sådan. Men der kommer en dag, hvor man ikke længere kan stoppe det.  Til sidst vil der kun være fuldkomment knurreri, der bliver ved i det uendelig, ligesom en maskine. Det handler ikke om, at Gud ’sender os’ til helvede. I hver af os er det noget, der vokser, som vil VÆRE helvede, medmindre det bliver revet af, mens det endnu kun er som en knop.”

Det ville være let at sige: alle bliver frelst. Og det er også vort håb.

Men frelse er frelse FRA noget TIL noget. Ellers er det slet ikke frelse.

Jesus taler åbent om, at der er en smal port ind til Guds rige, at vejen også er trang, og at bred er vejen, der fører til fortabelse.

Han taler om, at det er lettere for en kamel at gå gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Himmeriget.

Han taler om, at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Men så betyder det også, at det er muligt at takke nej.

Samtidig ved vi, at for Gud er alting muligt. At Gud svarer dem, der ikke kom i tanke om at kalde på Ham.

Sådan er Guds kærlighed til verden.

Han elskede netop verden så højt, at Han sendte sin eneste Søn, for at bringe frelse.

Salmen her siger højt, at det er muligt at vælge, men det er også muligt at vrage.

Den frihed giver Gud os også. Vi bliver ikke automatisk frelst. Vi kan takke nej.

Men hvem ønsker at sige nej til Ham, som er dødens overvinder?

Prædiken Kristi Himmelfartsdag 2019

Jesus lover at ville gøre det, vi beder Ham om i Hans navn (Joh. 14,14)

Det Jesus vil sige, er at der hvor kærligheden til Ham findes i vore hjerter, der er den opfyldelsen af Hans befalinger.

For kærligheden til Ham og bøn er knyttet tæt sammen. Og når vi beder og bliver ved med det, så vil vores kærlighed til Ham også opstå og vokse.

Mens Jesus gik rundt sammen med disciplene, virkede Hans tale ofte som uforståelig, jo, de forstod enkelte ting, men meget gik fuldstændig hen over hovedet på dem. Men de holdt fast, de blev ved med at følge Ham.

Sådan kan det også virke på os. Som om det, Jesus siger, ofte er uforståeligt. Så kan vi være fristet til at give op.

Vi må finde ind til kernen.

Jesus siger selv, at kernen er Hans død og opstandelse til liv og frelse for verden.

Han siger, at ud fra Hans lidelse, død og opstandelse skal vi forstå alt, hvad Han har sagt og gjort.

Det er ligesom hvis vi ser ind i et spejl. Der er ikke lys i værelset, og derfor ser vi egentlig ikke ret meget. Men i det øjeblik, der tændes lys i værelset og især tæt på spejlet, så ser vi vores ansigt med alle detaljer.

Men uden Guds Ånd forbliver Jesu ord bare ord, måske smukke, men uden virkning.

Derfor beder vi om, Helligånden må tage Jesu ord og gøre dem levende for os.

Så Jesu ord lever i os, så vi ikke blot hører ordene, men arbejder på at handle efter dem.

Der er ingen tvivl om, at i det øjeblik Helligånden kom over disciplene, nemlig pinsedag, da blev de udrustet til at forkynde med kraft og visdom og frimodighed for alle.

Indtil da svævede de frem og tilbage og vidste indimellem ikke, om de ville forlade skuden og Jesus i den.

Vi kan ikke selv give os kraft til at leve som Jesu venner og disciple. Kun Helligånden kan give os den kraft, vi så hårdt har brug for.

Så vi må begynde med at sukke efter Helligånden, som blev udgydt over apostlene pinsedag, og som ER blevet skænket os i dåben.

Helligånden vil da være vor talsmand. Dvs. advokat, forsvarer. Vi er under anklage, vel at mærke under en falsk anklage.

Anklagen er, at alt det med troen er ligegyldigt og spild af tid.

Mens Jesus vandrede rundt med disciplene, var det ham, der forsvarede dem.

Men da han forlod dem, gav han dem en anden forsvarer, og det er Helligånden, som forsvarer os med selve sandheden.

Når vi hører ordet, når vi beder og åbner os for Helligånden, vil Helligånden tage af det, Jesus har talt, og minde os om det.

Fra dag til dag.

Helligånden vil forsvare os mod verden, der ikke vil høre Jesus og følge ham. Helligånden vil også forsvare os mod os selv, når vi anklager os selv, og når vi tænker: Jeg duer ikke. Jeg kan ikke følge Jesus ordentligt. Vi har ret, at vi ikke duer til noget, hvis vi vil gøre det i egen kraft.

Men når lytter til ordet, og som Jakob siger i sit brev, bliver ved med at gøre det, dag efter dag, når vi lader bønnen være med i vores liv, ja, som en sindsstemning, som en forbindelse til vor himmelske Fader dagen igennem, ja, så giver Helligånden os det, vi har brug for, så styrker Helligånden os i tro med fred og glæde.

Og her skal vi slutte. For Jesus ønsker virkelig af hele sit hjerte én ting over alle: at vi skal være fuldkommen glade.

Og vi forstår nu, at vejen til den fuldkomne glæde går gennem et liv i bøn.

Så lad os samle det, vi har hørt i Jesu ord i dag: Vi skal bede i Hans navn. Det vil sige vi skal bede på grundlag af alt det, han har sagt og gjort for os og for verden.

Vor bøn er nemlig knyttet til Jesus og hans frelsesgerning for verden. Han har åbnet paradis for enhver, som følger ham.

Og så siger Jesus til os, at når vi beder sådan, ja, så får vi også. Hvad får vi?

Vi får alt, hvad han har til os af fred, glæde, tro, visdom, håb, kærlighed. Helligåndens vejledning dag for dag.

Og af bøn og alt det, Helligånden derigennem lader spire i os, der kommer glæden også frem.

Vi skal ikke stille os tilfreds med lidt glæde. Men holde fast i, at Jesus vil, at vor glæde skal være fuldkommen.

Derfor har vi brug for igen og igen at mødes og høre ordet, modtage Jesus selv i nadveren, lade Helligånden virke i os derhjemme i dagliglivet og her, når vi sammen er samlet.  Amen

***

Et andet udkast

Ord og handlinger. Det skal hænge sammen. Det ved vi godt, og Jesu bror, Jakob, understreger det for os.

Og han forklarer også, hvordan ord og handling kan komme til at hænge sammen.

Vi ser os i spejlet, men kan glemme, hvordan vi ser ud bagefter.

På samme måde når vi ser på frihedens fuldkomne lov.

Hvad vil det sige?

At denne lov gør fri.

Det er Guds ord, Jesu ord, som befrier fra alt muligt, der gør os til slaver og robotter.

Den fuldkomne lov er som et spejl.

Vi ser i det spejl, at vi er skabt i Guds billede.

Det betyder, at vi ikke er som dyrene, men at vi kan svare på Guds lov. Vi har fornuft, vilje, samvittighed, sprog til at forstå Guds plan for vores liv, for hvordan vi bør leve.

Vi forstår, at Guds vilje med os er, at vi faktisk tager ansvar for fællesskab med Ham og med vore medmennesker.

Og ansvaret for andre mennesker ved vi om i buddet: du skal elske din næste som dig selv.

Og når vi bliver ved med at se ind i spejlet, Guds mening med os, Guds Ord, så ser vi, at vi har svigtet vort ansvar.

Men Guds lov giver frihed. Det betyder, at når vi igen og igen forstår i vort hjerte, at vi har svigtet vort ansvar på forskellige måder, ja, så ser vi også i spejlet noget andet: at vor Herre Jesus døde for vor synd, for verdens synd, for at frelse os, og tilgive os.

Derfor kan vi bære at se ind i spejlet.

Og vi har modtaget Helligånden, som vil tale i vor samvittighed, så vi dag for dag vandrer med vor Herre Jesus som vores vejleder.

Men jeg vil gerne sige endnu mere om Guds Ord som et spejl.

Når vi ser i det spejl, kan vi igen og igen få hjælp til at leve som Jesu disciple.

Også når vi er nede og synes, at vi ikke ser nogen udvej, og alt ser håbløst ud.

Jesus opfordrer os ikke bare til at bede.

Han udfordrer os til at blive ved med det. For vi får det, vi beder om. Og formålet med at bede – det er at vi bliver glade!

Bøn fører til bønhørelse, bønhørelse fører til glæde.

Gud er interesseret i vores velbefindende, sådan helt nede på jorden. Og på vor lykke.

Han lægger en glæde i vore hjerter, som aldrig kan fjernes.

Altså: vi skal bede for at vor glæde kan være fuldkommen.

Vor glæde KAN ikke blive fuldkommen på nogen anden måde.

Når vi oplever stunder som sommerdagene nu, med sol, smukt viftende blade og den ro, det giver os, ja, så kan vi for en stund føle, at nu er lykken der. Men vi ved, at der er en kort sommerstund.

Måske har Gud givet os nordboer en særlig anledning til forstå, hvad fuldkommen glæde er. For vi ser jo, hvordan sommeren kommer og bliver borte igen.

En mand her i nærheden sagde engang, at han kunne dårligt klare det, når vi kom forbi Sankt Hans. Hvorfor? Fordi så vendte lyset jo, og det gik mod mindre lys og til sidst mod vinter.

Så det er i grunden meget omsorgsfuldt, at vi netop nu hører ordene: Bed, så får I, og så bliver jeres glæde fuldkommen.

Hvad vil det sige, at vi får, når vi beder? For det første hedder det ikke bare: Bed, men: bed og bed, altså: vær i gang med det, bliv ved. Eller som apostlen Paulus siger det: Bed uophørligt. Lad det være jeres sindstilstand, at sindet ligesom lægger alt i Guds hånd hele tiden.

Det vi beder om, skal vi hele tiden bede om ”i Jesu navn”. Det vil sige:

Det her er jo til at forstå: fra bøn til opfyldelse til en fylde af glæde.

***

Og Jesus fortæller disciplene, at de fremover ikke har brug for at spørge ham om mere. De vil efter hans opstandelse forstå ham, forstå hvem han virkelig er. At han virkelig er Guds Søn.

Jesu forsoningsdød for os revolutionere hele situationen.

Efter Jesu opstandelse sker der det, at disciplene, og vi efter dem, beder til Gud vor himmelske Far, i Jesu navn.

Og det er på grund af det, Jesu Guds Søn er og gør, at vi modtager gaver fra Faderen.

***

Så siger Jesus, at han så længe han har været hos dem på jorden, har han talt i billeder. Han har talt i lignelser, han har sagt tingene i ordsprog, og lidt skjult, men efter hans opstandelse kommer alt, hvad han har sagt og gjort sammen, og nu kan vi forstå hele sammenhængen. Hele ’systemet’. Hvad det hele går ud på samlet.

Og vi ser det straks pinsedag, at apostlen Peter er fyldt af en vished og overbevisning, som han slet ikke kunne have før opstandelsen.

Det er det, der forbavser folk pinsedag, Peters enorme frimodighed og direkte tale uden mellemregninger, uden tvivl og forsagthed.

Det kommer alt sammen fordi Jesus lever.

Fordi han er opstået. Fordi han har forladt graven for altid. Fordi det er som et slør, der har ligget over alt, hvad Jesus var, som nu er taget bort, og vi forstår Jesu herlighed, hans guddommelighed og kraft.

Disciplenes kærlighed kommer af, at de begynder at begribe, at Jesus virkelig er udgået fra Faderen før alle tider og derfra var kommet til verden. Og efter himmelfarten forstår de også, at Jesus er forlader verdne igen og går til Faderen.

For os betyder det, at nu kan Jesus være allestedsnærværende. At han virker ved Helligånden overalt.

Et sted modtager en ISIS-kæmper en drøm, hvoraf han forstå, at Jesu døde på korset for ham og han forlader ISIS og bliver kristen.

Et andet sted oplever et menneske, at Gud i en drøm banker på, så det vækker dette menneske, så det menneske ved, at Gud elsker ham.

Et tredje sted viser Jesus sig direkte for en almindelig dansker, som ellers ikke var troende, så han åbner døren på klem for troen.

Det er Helligåndens gerning.

Og vi skal nu bede for kirken og for verden.

Bede om at vor lunkenhed og tågede forestillinger må vige for Jesu Kristi lys og nåde.

Må vige for et hjerte, fyldt af glæde og også lyst til at give vor tro videre til hinanden.

Og lige meget, hvordan vi har det, så rækker vor Herre Jesus os sin hånd i vanskelige situationer, gør vort liv glad og lyst trods alt, der går den anden vej.

5. søndag efter påske 2019

En hjerteoperation, det er hvad der er på spil i dag.

Vi skal have et nyt hjerte, siger profeten Ezekiel.

Stenhjertet bliver simpelthen taget ud af Gud, og så indsætter han et komplet hjerte af kød og blod.

Han gør os til nye mennesker.

Apostlen Jakob, bror til Jesus, tænker lige så omfattende: ”Gud fødte os på ny ved sandhedens ord”. En helt ny slægt, helt nye mennesker. Jamen, det er jo det, Jesus selv har talt om, at vi skal fødes på ny, ovenfra. Og hvis ikke, så kommer vi ikke ind i Guds rige.

Det er et enten-eller. Enten fortsætter vi med stenhjertet, eller også så overgiver vi os til den store læge og lader stenhjertet tage ud og erstatte med et nyt hjerte med Guds Ånd i sig.

For som profeten Ezekiel siger, så skal vi ikke bare have et nyt hjerte af kød, men Gud vil også lægge sin Ånd i vort indre.

Men det er jo det, der sker, når vi lader os døbe. Da får vi Helligånden som gave.

Og syndernes forladelse.

I dagens evangelium forklarer Jesus sine disciple, hvordan alt dette skal komme til at ske.

Det sker, når Helligånden kommer, siger han.

Helligånden vil forklare det for disciplene, så de kommer til at forstå alt det, Jesus kommer med, forklare de ord, han har talt. Helligånden vil ligesom forklare, hvad hele den kristne tro går ud på.

Sådan som apostlene forkyndte det, da de først havde modtaget Helligånden.

Da fik de det nye hjerte og talte klart og tydeligt uden flagrende begreber og tom luft. De kunne nu skære det ud i pap, hvem Jesus er for os, men uden at det blev banalt. Nej, der er hos apostlene altid en fornemmelse af, at det er sprænglevende. De havde virkelig fået Ånden i deres indre.

Jesus fortæller disciplene på forhånd tre vigtige ting, som Helligånden vil undervise verden om, ja, overbevise verden om.

Så evangeliet angår altså ikke en lille gruppe indspiste i en klikke af superkristne, eller en større gruppe i en større eller mindre menighed. Nej evangeliet angår hele verden.

Jesus taler om, hvad Ånden skal gøre for verden, og for de troende.

For verden skal Helligånden gør tre ting. Han skal overbevise verden om tre ting:

1 at verdens problem er simpelthen at nægte at tro. Det handler ikke om, at verden tvivler eller stiller spørgsmål til troen. Nej, det handler om en aktiv forkastelse af troen. Modsætningen er ikke mellem at tro og at være vantro. Men den gode nyhed, Jesus kommer med, at det vil verden begribe. Det lyder til, at der er håb her for verden. At verden derfor flytter sig fra forkastelse til tro.

2 Så vil Helligånden også overbevise verden om retfærdighed. Hvilken retfærdighed? Jo den retfærdighed, som sker fyldest ved at Jesus dør for verden for at gøre verden retfærdig. Jesus hengiver sig til døden for at verden ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Kort sagt, vil Helligånden gennem apostlenes forkyndelse arbejde med at forstå, at Jesu gerning er til frelse for verden.

3 Endelig vil Helligånden overbevise verden om en tredje ting. At Satan er dømt.

Det er også en god nyhed for verden. Satan blev dømt, da Jesus lod sig dømme til døden i vort sted.

Vi behøver ikke at forstå det i detaljer. Vi kan nøjes med at tage Jesus på ordet, når han siger, at Satan har mistet sin magt.

Alt dette betyder, at adgangen til paradis, til Guds rige, til Faderen, til saligheden, står åben gennem Jesus.

Det er Helligåndens gerning at overbevise hver enkelt om det.

Og for at det mål skal nås, må disciplene ved Helligånden vejledes til at forstå hele sandheden, altså, hele det kristne system, hvis jeg kan sige det lidt firkantet. Altså, forstå, hvorfor Jesus overhovedet kom til verden, at Gud blev kød selv, fik et kødhjerte som os, dog uden sten i hjertet. Og hvordan han helbredte og gjorde godt i alle situationer uafladelig og til sidst bragte al ofring til ophør med det ultimative offer på korset.

***

Vi sang til at begynde med salmen "I al sin glans nu stråler solen".

Her forkyndes det samme som vi hørte i evangeliet, at der nu venter en gylden høst, at det nu lufter lifligt fra Paradis, fordi Paradis er rykket helt tæt på os, og døren dertil er åben igen. Ja, der strømmer levende vand ud til os, livgivende vand.

Og nu gælder det om, at vi holder fast i det, vi har gjort, at vi har givet vort hjerte til Kristus, for at han ved sin og Faderens Ånd vil omdanne hjertet, forny det. Gøre det sandt menneskeligt.

Så er Himmerige lige om hjørnet, nej, vi er i Himmerige!

Prædiken 4. søndag efter påske 2019

Hvorfor skulle Johannes Døberen råbe i ørkenen?

Et mærkeligt sted at råbe.

Han skulle råbe ind i din og min ørken.

Der, hvor der er sand på sand.

Lag på lag af sand, som gør, at vi ikke kan se.

Sand og atter sand, som får os til at miste retningen i livet.

Det bliver næsten ligegyldigt.

Vi står i fare for bare at være til, uden noget formål. Uden ord til at sige, hvorfor vi er her.

Men der er fra tid til anden noget i os, som i øjeblikke gør oprør mod, at det skal være sådan. Formålsløst. Sand og atter sand.

Så bliver det svært at se sig selv i spejlet!

 

Første Mosebog fortæller, at Gud skabte mennesket i sit billede, for at det skulle ligne ham.

Det betyder, at vi har selvbevidsthed, ligesom Gud har. Vi er ikke som dyr og planter uden selvbevidsthed.

Nej, mennesket kan reflektere over sit liv og formålet med at leve. Da er det som vi kigger ind i et spejl uden for os selv, vi betragter os selv i et spejl.

Sådan ser apostlene også på det. Herren Jesu bror Jakob skriver i sit brev:

For dersom nogen er ordets hører og ikke dets gører, han ligner en mand, der betragter sit legemlige ansigt i et spejl; for han betragter sig selv og går bort og glemmer straks, hvordan han var. Jak. 1,23-24.

Jo, dyrene har bevidsthed, men ikke denne mulighed for selvbevidsthed.

Vi mennesker bliver først til, vi eksisterer først egentlig, når vi reflekterer over os selv, forstår, hvorfor vi er her.

Desværre kan mennesket vælge bare at leve på bedste beskub, som et højtudviklet dyr med en overlegen forstand, men uden ved at tænke efter nogen sinde at blive sig selv, eksisterer vi ikke for alvor som menneske, men sætter vores eksistens som menneske overstyr i uegentlighed, i tankeløs og viljeløs driven med strømmen.

DET er den største fare for vort folk.

Fra Skaberens side har vi et ansvar for, hvad vi er og bliver til som enkeltpersoner, et ansvar som ikke kan tillægges noget dyr.

Vort problem, om jeg så må sige, er, at Gud har skabt os til at leve i et personligt forhold til Ham.

At tro på Ham, adlyde Ham, elske Ham.

Og Jesus Kristus er den, vi er skabt til at efterligne i alt.

Og vi har fået både forstand og samvittighed, så vi kan tro, adlyde og elske.

Alle tre er vigtige, så vi ikke går på egen hånd i vort liv.

Med samvittigheden erkender vi ikke bare Guds vilje, som vi møder den i Hans bud. Men vi erkender også os selv og vort eget ansvar og de muligheder for at handle frit og sætte os mål for vor handlen. Det gør, at vi som mennesker skaber historie og bliver Guds medarbejdere i skaberværket.

De vældige evner, mennesket i kraft af sin udrustning fra Gud har fået til at skabe og herske på jorden, er alle bestemt til at tjene Guds formål. Vi er ikke skabt til at blive Guds modstander, men Hans medarbejder.

Det er netop som Guds skabning og som de andre skabningers medskabning, at vi skal tro, lyde og elske Gud.

Mennesket er ikke sat til privat at tro, lyde og elske Gud – borte fra de andre skabninger.

Nej, vi står mellem Gud og de andre skabninger.

Som skabt i Guds billede er vi skabt til leve underordnet Gud og skabt til at være overordnet det øvrige skabte univers.

Mennesket er så mægtigt, som det er, fordi det er skabt til at leve til ære for sin Skaber.

Men det har også bestemte følger. Der ligger jo heri en uendelig høj vurdering af mennesket, så hvert enkelt menneske må være os ukrænkeligt, fordi det er Guds ejendom, bestemt til det højeste af alle formål, og det uanset om det selv kender eller lever efter dette formål.

Derfor er alle former for menneskemishandling og menneskediskrimination som f.eks. racediskrimination uforenelige med det kristne menneskesyn.

Men i det syn ligger også en advarsel mod en gudløs overvurdering af mennesket, som lader dets enestående udrustning tjene dets eget formål i stedet for Guds, så mennesket søger at træde i Guds sted.

Megen moderne fremskridts- og udvikingstro nærmer sig denne gudløse menneske-forherligelse og overtro på menneskets egne muligheder uahængig af Gud.

Når Johannes Døberen råber: Omvend jer! Så er det omvendelse til vores egentlige bestemmelse, som skabte af Gud i Hans billede til at ligne Ham.

Den omvendelse er ikke en en-gang-for- alle-begivenhed, men må finde sted, hver gang vi slår øjnene op om morgenen.

Vi skal hver morgen blive som børn for at komme ind i Guds rige.

Johannes Døberens prædiken er ikke nedslående, men opmuntrende. For vi har mulighed for at få vort liv forandret:

Omvend jer, Guds rige er kommet nær!

Vi skal altid vende tilbage til vor dåb, hvor vi modtog tilgivelse vore synder. Hvor vi modtog Helligånden og opstandelsens nye liv.

Så det ikke er os, der lever, men Kristus, der lever i os.

For at Han virkelig kan leve i os, må vi træde et skridt tilbage og bekende vor synd og skyld, så vort hjerte ved Guds Ånd kan blive nyt.

Det storslåede ved kong Davids Salme med dens syndsbekendelse, det er, at han taler direkte til Gud om sin synd. Han ser den i øjnene uden at skjule sig.

Og han ved, at hvis Gud skulle tage Helligånden fra ham, ville han være fortabt.

Når vi bliver som børn, igen og igen, så vælder glæden også op i os, så får vi lyst til at gøre Guds vilje.

Så giver det mening, at Gud åbner vores mund med lovsang.

Det er en god bøn at begynde med om morgenen:

Herre, åbn mine læber,

Så skal min mund forkynde din pris.

For Gud er et sønderbrudt, sønderknust hjerte mere værd end alt andet.

Da kommer Han og lader os opstå med Kristus, så vort liv bliver godt og dejligt igen. Amen.

 

Reflektioner til bededag om mennesket som skabning mellem Skaberen og alle medskabninger

Det er de færreste, der ville være begejstrede for at være slaver.

Israeliterne i Egypten sukkede under at være det.

Men da de først kom ud af Egypten, sukkede de efter maden i Egypten, ja, de ville egentlig gerne bliver slaver igen, i stedet for at slide i al frihed for dagen og vejen.

Vores situation er, at vi er slaver. Slaver af synden.

Hvad vil det sige? Det vil sige, at det gode, vi vil, det gør vi ikke (slet ikke altid), men det onde, vi ikke vil, det gør vi. Når vi sådan virkelig ser os om efter os selv i spejlet.

Salmen 'O, hvor er nådestolen' (den danske salmebog nr. 517) begynder derfor sådan:

O, hvor er nådestolen

Og trøstens kildevæld?

Hvor skinner nåde-solen

For syndens usle træl?

Jeg har aldrig før lagt mærke til det, men digteren vil virkelig sætte en tyk streg under det, for det samme vers synger vi både som vers 1 og 5.

Det er fordi først digter han i vers 1-4 en tilstandsrapport, altså hvordan det ser ud uden Gud og Jesus.

Vers 2 I den situation er vi også soldater for døden, og døden giver døden som sold, som løn, for at være i dens tjeneste. Døden hersker altså over os og det ender med død.

Vers Så reflekterer digteren videre over sit liv. Han kan mærke i sig, at der er en afgrund inde i ham, at der ingen udvej fra døden er.

Vers 4 Og i den tilstand, hvor han ikke kender Gud, så ender bønnen med at blive mødt af Guds vrede, og lovens forbandelse. - Det er situationen, digteren ridser op.

Så derfor spørger han én gang til i vers 5 - et vers, som er en gentagelse af vers 1:

Hvor er nådestolen? Altså hvor kan han finde nåde, komme uden om det at være syndens slave.

Og nu kommer svaret, og det er er opmuntrende! Det kommer i vers 6-11:

Vers 6 Der er en dejlig tale om, at Jesus både kan og vil bringe ro i sjælen. Det kan og vil han, fordi han er både Gud og menneske. Han kan trøste enhver, som er i sorgens land.

Vers 7 Den dejlige tale har en himmelsk klang.

Det har den i ordet om Gud Lam, der bar vor synd og skam.

Og derved giver os frelse, fred og forsoning.

Frelse – nb – betyder frihals – altså frisættelse af den, der er slaver.

Frelse er, at vi er sat fri af andres domme, andres meninger, og er frie til at tjene Jesus som vor Herre og tjene andre mennesker.

Guds Lam. Det var det, Johannes Døberen også kaldte Jesus, da Jesus kom ned og ville døbes i Jordanfloden. Johannes Døberen vidste, at her kom den, som profeterne havde talt om, bedst af alle profeten Esajas med ordene om, at der skulle komme en lidende tjener, som skulle bære alles synd som et lam.

Altså det er en dejlig tale med himmelsk klang.

1 Og stedet, hvor vi ved, at vi modtager alt dette helt konkret, det er i dåben.

Her forlader Jesus os al vor synd og skyld.

Han bader os i fred – hvilket udtryk.

Han læger det, han kalder dødens byld.

Det, der sker i dåben er, at Jesus lader mit gamle syndeliv lægge i sin egen grav. Det dør med ham.

Og så genføder han nådens liv, det liv, som vi fra begyndelsen skulle have, men som vi har formøblet, hver og en, i os selv.

Nådens liv. Det er nåden, der skaber det nye opstandelsesliv. Hvorfor? Fordi nåden er, at vi blive som et barn, så kan tage imod Guds kærlighed og gave. Det er nåde.

Men der er endnu to steder, hvor vi modtager Jesus og hans opstandelsesliv.

2 Det gør vi gennem Jesu ord, som Ånden virker gennem i os, når vi hører og læser ordet.

3 Og så er der det sted, hvor vi modtager nåden og livet gang efter gang i fællesskab. Nemlig i nadveren.

I nadveren forener Kristus sig selv med os.

Nadveren kommer fra det digteren kalder hans nådebord.

Vi hørte i læsningen fra Hebræerbrevet, at Gud engang ifølge profeterne ville lægge sine love i vores indre og skrive dem på vore hjerter. Sådan at vi virkelig kender ham.

I nadveren lærer vi Jesus bedre og bedre at kende som den, der giver sin kærlighed og lægger sin kærlighed ind i os ved sin Ånd.

Ja, som vi synger det, forener sig med os.

Prædiken bededag 2019 - en gennemgang af salme nr. 517: O, hvor er nådestolen?

Prædiken ud fra Johannesevangeliet 20,19-31 - afslutningen på evangeliet.

(kapitel 21 er formentlig en slags efterskrift hægtet på bagefter).

Nu skal hver af os spidse ører. For hvad vi hørte er skrevet lige netop til enhver af os, som ikke var der, ikke så, ikke hørte Herren Jesus.

Johannes slutter sit evangelium med at lade Jesus give os et kæmpe skulderklap:

"Salige er de, som ikke har set og dog tror."

Thomas fik lov at se, og hvis han ville, røre den opstandne, men legemlige Jesus.

Jesus, som nu kunne og kan komme til os gennem lukkede døre.

Overalt. Fordi han er Gud, Guds søn.

Men hvad med os? Jo, vi får her opskriften for hver enkelt af os, der ikke så og hørte Jesus med vore egne øjne og ører.

Det alt afgørende er, at vi virkelig lytter til apostlene, hvad de faktisk har hørt og set.

Deres vidnesbyrd er ikke en lille historie, men selve grundlaget.

Jesus havde udvalgt dem til netop at se og høre og vidne om ham, lige fra begyndelsen til Jesus blev taget op til himlen.

Tro bygger ikke på luftkasteller, men på hvad apostlene har overleveret os.

Og alting står og falder med dem.

Tro og viden er uadskillelige.

Dvs. vi tror ikke ud i den blå luft.

Jesus er en person, hvis liv vi kender både tid og sted for, på samme måde som f.eks. Cæsar, Harald Blåtand og Luther. Vi kan forholde os til ham med vor forstand.

Men selv om vi ved meget om Jesus, så er meningen med hans liv og hans ord noget, vi er henvist til at tro på.

Hans betydning kan ikke bevises.

Ingen kan bevise, at Jesus virkelig sagde de ting, Bibelen hævder, han sagde, eller at de overnaturlige mirakler, helbredelser og dæmonuddrivelser og dødeopvækkelser, der beskrives, virkelig fandt sted. Det er noget vi må tro eller forkaste.

Det mest afgørende, der er at sige om Jesus, der det vi har hørt i dagens evangelium: at Jesus er Guds Søn, og at vi kan have liv i hans navn.

Det er ikke godt at vide, hvad Thomas egentlig tænkte om Jesus. På vej ind til Jerusalem, hvor Jesus ville ind til sin syge ven Lazarus, siger Thomas: Lad os bare tage til Jerusalem, så kan vi dø sammen!

Han havde ikke nogen store forhåbninger til Jesus. Og i dagens evangelium vil han røre ved naglemærkerne i Jesu hænder og såret i hans side efter soldatens spyd.

Men uanset hvad Thomas præcis tænkte om Jesus på det tidspunkt, så har vi kun to muligheder.

De fleste synes nok, at Jesus er en god mand.

Nogen siger: ”Jeg accepterer Jesus som en stor morallærer, men jeg accepterer ikke hans påstand om at være Gud.”’

Men lige netop sådan giver det ingen mening at sige.

Et menneske, der blot var en stor mand, men sagde de ting, han sagde, ville ikke være en stor morallærer. Han ville enten være sindsforvirret, sindssyg, på linje med en mand, der påstår, at han er et blødkogt æg – eller også ville han være Djævelen selv.

Enten var, og er, dette menneske Guds Søn, eller også er han en galning eller noget endnu værre.

Man kan spærre ham inde som sindssyg, man kan spytte på ham og slå ham ihjel som en dæmon – eller man med Thomas falde ned for hans fødder og kalde ham ”Herre og Gud.”

Men det med, at han skulle være bare en stor morallærer, er noget nedladende vås.

Den mulighed har Jesus med sin adfærd og sine ord udelukket.

En mand, der siger han er ydmyg og sagtmodig, og som blot er et menneske, er mærkelig, hvis han også siger: Faderen og jeg er eet, eller: jeg er verdens lys, Jeg er opstandelsen, Jeg er livet osv.

Siger han sådan og er han virkelig blot et menneske, så er han skør, en fantast.

Men er han på én gang menneske og Gud fuldt og helt, så giver det hele mening.

Faktisk giver det hele kun mening på den måde. Ellers er evangeliet ligegyldigt.

Derfor er det vigtigt at tage sig tid til at læse evangelierne, bare begynd med Matthæus, så Markus, så Lukas, så Johannes.

Når man læser, så må enhver sige, at Jesus ikke var en skør fantast, men et menneske, som vi i vore bedste øjeblikke gerne ville være.

Han var omsorgsfuld, nærværende og opmærksom. Han havde det rette ord til rette tid til enhver tid.

Han havde nære venner. Han er oprigtig, ærlig, ikke pralende.

Hans kærlighed er dyb, ægte, tiltrækkende. Han er ydmyg og uselvisk.

Hans myndighed var noget helt særligt.

Aldrig havde han selvmedlidenhed.

Aldrig sagde han et ondt ord eller gjorde noget, der var ondt. Aldrig udnyttede han andre mennesker.

Da Thomas ser Jesus levende, genopstået fra de døde, der er kommet til disciplene gennem lukkede døre, da falder det hele på plads for ham.

Han falder ned og udbryder: Min Herre og min Gud.

Det er det samme med os. Vi kan følge i hans spor, for vi kan følge apostlenes evangelier og alt, de siger om Jesu gerninger og ord, kors, død og opstandelse.

Og så kan troen komme som svaret på alt det.

Så har vi efterprøvet, hvad han er.

Så kan vi også sige: min Herre og min Gud.

Det er nemlig ikke godt for os at gå med tvivlen som en sygdom, der langsomt eller hurtigt tager til.

Hvis tvivl er som en sygdom, så er troen som et godt helbred. Her gælder det om at vedligeholde helbredet, nære det, sørge for motion.

Troen vokser kun, hvis vi går til kilderne, nemlig evangelierne. Så kan mange tåger og spøgelser bliver jaget væk uden videre.

Og Thomas bliver et forbillede for os. For han vender helt om fra tågerne, og ved nu, at den Jesus, han troede død og borte, er selveste Gud i egen person. Som da Moses tog sandalerne af ved den brændende tornebusk, da Herren talte til ham.

Den opstandne Jesus stødte til de to, der vandrede ud til Emmaus. De genkendte ham ikke, ikke før han brød brødet i deres hus. Men så var han borte igen. Da siger de: Brændte ikke vore hjerter, da han udlagde Skrifterne for os?

Sådan lad os huske, hvordan hjertet brænder i os, når vi har hørt Guds Ord.

Helligånden er ikke skeptiker, sagde Martin Luther. Nej, Helligånden giver os tillid til Gud og hans ord, så troen næres og vokser.

Tro og tvivl - prædiken til 1. søndag efter påske

Luk retfærdighedens porte op, hørte vi i læsningen fra Davids Salme 118.

For Jesus har med sin opstandelse åbnet portene ind til Guds rige på vid gab.

Jesus har overvundet selve døden. Derfor er der virkelig en ny retfærdighed, som kommer med ham. Ikke vores gamle retfærdighed, men en ny, som vil få os til at følge Jesus af hele vort hjerte.

For vi har den glæde, at portene ind til paradis står på vid gab.

På vid gab. I al sin hverdagsagtighed. Men der er også noget hverdagsagtigt over påskemorgen. Også her får vi helt konkrete navne på kvinder, der kom ud til graven for at se til deres afdøde kære Herre.

Det var først Maria Magdalene. Maria Magdalene – hun havde været besat af syv onde ånder, og Jesus drev dem ud af hende. Hun fulgte ham siden uden at vige fra ham. Bemærk at det er fri opfindelse, at Maria Magdalene var prostitueret. Og Dan Browns frie fantasier om et forhold mellem Jesus og hende og at de fik et barn sammen, er ren fiktion. Brown bruger Leonardo da Vincis nadverbillede til at påstå, at Magdalene sidder som Jesu hustru ved hans side på billedet. Men i så fald mangler der en af disciplene. Der var som bekendt tolv disciple, og på billedet er der 13 personer, når Jesus tælles med.

***

Så var der Maria, Jakobs mor. Faktisk ved vi ikke, hvem hun var. Men vær ikke i tvivl om, at det gjorde menighederne, da Markus udgav sit evangelium, hvornår det så var, i al fald mellem år 50 og 75, sandsynligvis nok år 6 8-69, umiddelbart før templet blev ødelagt af romerne.

En tredje kvinde, som nævnes med navns nævnelse, er Salome, måske mor til de såkaldte Zebedæus-sønner Jakob og Johannes, dem, som blev kaldt tordensønnerne.

***

Men, vil nogen måske sige: Er der ikke andre evangelier, som er ældre og har mere styr på, hvad der skete? Holder kirken ikke noget hemmeligt for os?

Den tager vi nu. Først Thomasevangeliet. Det har været vældig populært. I sin nuværende form stammer det fra år 350 e. Kr. Det er sandsynligvis skrevet omkring år 200 e.Kr.

Thomasevangeliet er mærkeligt situationsløst. Det er udsagn af Jesus, men uden sammenhæng med virkeligt levet liv.

Halvdelen af udsagnene har paralleller i de fire evangelier, vi har i bibelen.

Nogle vil mene, at i Thomasevangeliet er vi tættere på, hvem Jesus virkelig var.

Men det er et opgør med netop Jesus, som apostlenes fire evangelier fortæller.

I Thomasevangeliet er Jesus ikke død på korset for vores skyld. Der er slet ingen lidelseshistorie i Thomasevangeliet. Og der er heller ikke nogen beretning om Jesu opstandelse. Og heller ikke noget løfte om legemlig opstandelse for dem, der tror på Jesus.

I Thomasevangeliet åbenbarer Jesus hemmelig viden til dem, der kaldes ’værdige’. Frelse består her i indsigt eller erkendelse af ens egen guddommelige oprindelse.

Men i apostlenes fire evangelier og Ny Testamente i det hele tager er frelse eftergivelse af synd og skyld, som bringes i stand ved Jesu stedfortrædende gerning.

Det er det samme i det såkaldte Mariaevangelium, som slet ikke er et evangelium, vi hører intet om hvad Jesus gjorde.

Så der er en afgrund mellem Thomasevangeliet, Mariaevangeliet og apostlenes evangelier.

***

I dag vender vi os til at høre, hvordan Markus fortæller evangeliet. Markus gengav en grundstemning af det, Peter havde givet videre. I en underspillet form er Markusevangeliet Peters særlige vidnesbyrd.

En mand vi i sandhed kan mærke, er et virkeligt menneske på godt og ondt. Han hed egentlig Simon.

Hvilket menneske! Da Jesus ved Galilæas sø kalder på ham, stiger han omgående ud af båden og efterlader nettene og går på valsen sammen med Jesus.

Da Jesus grundlægger sit rige med valget af de tolv apostle, så kalder han først Simon, og der står, at det var ham, Jesus senere gav navnet Peter, Klippe, Sten.

Pudsigt nok forsvinder navnet Simon derefter ud af evangeliet. Han kaldes fra da af Peter.

Og ingen forklaring, hvorfor Jesus valgte det navn.

Jeg tror, at Peter har været så ydmyg, at han ikke har ønsket, at det skulle frem. Det var for meget en ting mellem Jesus og ham selv. Der var kommet så meget til i mellemtiden.

Peter misforstår, hvad Jesus skal, og vil have Jesus til at sige, at han ikke skal lide og slås ihjel, men at han på den tredje dag skal opstå fra de døde.

Her er det, at Peter trækker Jesus til side og prøver at tale ham fra det!

Da bliver Jesus nødt til at sætte Peter hårdt i rette og sige de forfærdelige ord: Vig bag mig, Satan! For Peter bliver fristeren for Jesus. Jesus siger simpelthen til Peter: ”Du forstår jo ikke, hvad der er Guds vilje, men ser det kun fra et menneskelig synspunkt.”

Men det betyder ikke, at Peter bliver sat på porten. Tværtimod. Jesus tager ham og de to andre allernærmeste disciple med op på et bjerg, hvor de ser Jesus i forklaret skikkelse for et øjeblik, mans han taler med Elias og Moses.

Peter bliver så begejstret over synet, at han straks vil til at holde fest med hytter, han vil bygge deroppe på bjerget.

Inde fra en sky lyder der en stemme: ”Det er min elskede Søn! Lyt til ham!”

Da alt er blevet almindeligt igen, siger Jesus til de tre, at de ikke må fortælle, hvad de har oplevet på bjerget, i al fald ikke før han var genopstået fra de døde. De mærkede sig hans ord, og var samtidig utrolig usikre på, hvad han mente med at genopstå fra de døde.

Efter den oplevelse er Peter kommet i balance igen. Så da Jesus siger, at alle vil svigte ham, udbryder Peter: ”Selv om alle de andre tager afstand fra dig, så gør jeg de ikke!”

Men så får han at vide, jo jo, inden hanen har galet tre gange, har lige netop du, Peter, fornægtet mig tre gange.

Og det skete.

Derefter hører vi ikke mere til Peter. Det er som om, Peter ønsker, at Markus ikke skal skrive mere om ham. Det er jo det totale svigt.

Jo, vi hører, at englen ved graven siger til kvinderne: ’Gå nu hen og sig til Peter og de andre disciple: Jesus tager til Galilæa for at møder med jer dér, sådan som han har sagt jer’.

Hov, her blev sagt mere end som så. Nemlig at Jesus tidligere havde sagt, at han ville møde dem i Galilæa efter han var genopstået.

Men det står ellers ingen steder i evangeliet.

Jo, der står mange ting mellem linjerne.

Det er også meningen. Markus lader Jesus sige gang på gang, at folk ikke må snakke om de undere, han virker. Ja, der står, at Jesus forbyder dem at sige noget. Ligesom disciplene heller ikke måtte tale til nogen om synet af Jesus i forklaret skikkelse dengang på bjerget.

Folk kunne selvfølgelig ikke holde det for sig selv, når de var blevet helbredt, når de havde fået synet eller hørelsen eller førligheden igen.

Men jeg tror, at Jesus var bange for, at folk bare ville tage det hele på en overfladisk måde.

Det egentlige under skulle være troen på ham, en inderlig forening mellem ham og disciplen, mellem ham og mig, mellem ham og dig.

Johanneevangelisten kendte Peter ind og ud, og han syntes, vi skulle høre, hvordan det faktisk gik mellem Jesus og Peter. Nemlig at Jesus der ved Galilæas Sø mødte disciplene. Så bruger Jesus begge Peters navne og spørger ham tre gange: Simon Peter, elsker du mig? Og Peter svarer: Du ved, jeg har dig kær. Og så genindsætter Jesus Peter som apostel og siger: Vogt mine får.

Sådan er det at være den Opstandnes disciple: at erkende sine svigt, og vide, at der kommer nye svigt, men at Jesus er med os i hverdagen og kommer med sin tilgivelse og genopretter alt. Så vi kommer i balance i vores tro og virkelig ikke ønsker at svigte igen.

Selv om det sker.

Og nu kan vi spekulere over, om en anden grund til, at vi ikke hører om, at Peter møder den opstandne Jesus i Markusevangeliet er, at det ville Peter gerne selv fortælle – mundtligt, hver gang. Det skulle efter hans mening måske ikke stå i en bog! Det skulle høres, men hans fiskerstemme, med hans måde at gestikulere på, føre sin stemme på, bevæge sig, så det blev fuldt troværdigt.

I stedet valgte Peter ydmygt at lade Markus fortælle, at det var nogle af deres kvinder, som kom ud til graven og mødte en engel, der forkyndte:

Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus af Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!

***

Men nu kommer noget meget mærkeligt. Markus slutter sit evangelium lige efter – med ordene: ”Så snart kvinderne var kommet ud fra gravhulen, gav de sig til at løbe alt, hvad de kunne. De var ude af sig selv og rystede af sindsbevægelse. De turde ikke fortælle nogen, hvad de havde oplevet.”

Virkelig? De sagde ikke noget til nogen? Som englen ellers havde sagt, at de skulle? Og hvad med meddelelsen til Peter og de andre disciple? Nåede den så ikke frem?

Hvis Markus virkelig sluttede sit evangelium sådan her, så er det en ret utrolig slutning:

”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Punktum.

Vi ved ikke, om det var Markus’ mening at slutte så dramatisk. Nogen vil mene, at en side er faldet af ved slid eller lignende. I al fald har man ret snart syntes, at der skulle fortælles om, hvordan den opstandne Jesus mødte disciplene. Men hvis det var meningen at slutte på den der pludselige facon, så må meningen være, at levende vidner om Jesu opstandelse her skulle tage over. Peter skulle selv helt personligt fortælle, og lige sådan de andre, når de kom ud til folk, landsbyer, synagoger og til udlandet. Det skulle jo være det, de virkelig selv havde set og hørt, der skulle formidles.

Vi ved det ikke. Men vi ved, at Jesus ifølge Markusevangeliet tre gange forudsagde sin lidelse, død og opstandelse.

Så hvis Markus virkelig sluttede så pludselig med at kvinderne ikke sagde noget til nogen, så er det en meget TALENDE slutning, for selve evangeliet forventes at slutte med, at det netop skete, at Jesus opstod, og at han mødte disciplene levende.

Og vi kan endelig gå tilbage til den første linje i Markusevangeliet, hvor det hedder: Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds Søn.

Den overraskende slutning med total tavshed er så talende som kun tavshed kan være. I øvrigt har Markus meget med, at tingene skal være så hemmelige som muligt, og så viser det sig hver gang, at det selvfølgelig ikke kan holdes hemmeligt. Nogle gange forbyder Jesus ligefrem folk at sige noget om de undere, han virker. Men så meget mere taler de om dem! Så jeg synes, at Markus’ slutning med tavsheden taler og taler om det, som englen havde fortalt: Han er ikke her, han er opstanden. Se, her er stedet, hvor de lagde ham.

Kvinderne flygtede og løb væk alt, det de kunne. Væk fra stedet, hvor Jesus ikke længere var.

Det løb væk fra det eneste sted, hvor han i al fald ikke længere var: i graven.

De løber ligesom blæst væk af det lys, der vælder ud fra den tomme grav. De flygter med tankerne: graven er tom, englen siger, Jesus er opstået. Tom! Graven tom! Hjælp!

Men der er slet ikke tvivl om, at de faktisk fik afleveret budskabet til Peter, da de havde overkommet det værste af deres frygt.

For mens de løber, kommer det frem i hovedet: Englen sagde: Vær ikke bange!

Så vi har ikke noget at være bange for.

Han er opstået, graven er tom, og ja, kom, vi løber videre hen til Peter.

De har fået en helt konkret opgave, hvormed englen blidt får dem afsted tilbage til Peter. Hvilken kærlighed til de her kvinder, som virkelig elskede Jesus af hele deres hjerte.

Og efterhånden viser Jesus sig for de forskellige, også disse kvinder og det kan sige: Kristus er opstået, ja, han er virkelig opstået fra de døde, og dør aldrig mere, og giver enhver, der følger ham, del i den nye verdens liv allerede nu, og der skal ikke være ende på det rige den kommende verden, han til sidst skaber.

Prædiken påskedag 2019 - Kolby og Tranebjerg kirker

En prædiken over salmen "Hil dig, Frelser og Forsoner"
(Den danske Salmebog nr. 192)
 
Salme 192
 
Vers 1 Jesus, frelser og forsoner
Intet mindre.
 
Ja, han er et eksempel for os.
I at tjene hinanden.
 
Men dette tjenersind har ingen kraft, hvis ikke det kommer fra hans frelse og forsoning.
 
Uden hans tilgivende kraft gennem sin stedfortrædende død er der heller ingen virkelig kraft til at tjene hinanden på en måde, så alt kan forandres, kærligheden kan blomstre, kulden kan svækkes, hjertet kan forvandles, så en kilde springer, hvormed Frelseren renser os for alt ondt.
 
Vers 2
Du ville opgive alt.
Gud, men ville opgive det for os.
For verden.
Ikke kun opgive alt, men give sig selv for os.
Kun sådan kunne du holde os i live.
 
Vers 3
Gud er kærlighed. Det kommer til udtryk på korset.
Mere end det: Guds kærlighed SKER netop på korset mest fuldstændigt. Derfor råbte Jesus til sidst: Det er fuldbragt. Kærlighedens offer.
 
Vers 4
Når vi blot i et glimt fornemmer dette offer for verden, så begynder der at ske noget inde i os.
 
Ak! Nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde.
 
Det er den nødtilstand, hvert menneske er i.
Det er min nødtilstand. Jeg kan ikke selv gøre noget ved det. Hjertets hårdhed, hjertets kulde.
 
Vers 5
Her vælder troen frem sammen med Jesu sår, som han blødte med for min skyld, for din skyld, for jødernes skyld, for danskernes skyld, for amerikanernes skyld, for arabernes skyld, for alle, men altså også for mig, for dig.
 
Fra Kristi sår vælder der noget frem, som virker noget ufattelig vidunderligt.
 
Væld udsprang til stort vidunder.
 
Det er som om der fra Jesu sår flyder en kilde. Og kun den kilde kan gøre det under at forvandle mig og dig.
 
Et væld som er
Mægtigt til hver sten at vælte.
 
Der er ligesom en sten sat over hjertet, som var hjertet en grav, og jeg er allerede nu død.
For Gud og for mennesker.
 
Jesu sår, det tror jeg, kan vælte stenen fra mit hjertes grav.
 
Men hans sår er fyldt af kærlighed, varm kærlighed, som kan smelte mine isbjerge af hjertets kulde.
 
Ja, kan vaske blodskyld af.
 
Blodskyld. Ja, det har Jesus lært fra begyndelsen, at der findes ikke noget der hedder en lille uskyldig synd.
Der findes i virkeligheden kun blodskyld.
 
Jeg har dræbt mit medmenneskes glæde, er det ikke blodskyld!
 
Jeg har tiet i det øjeblik, hvor et medmenneske havde brug for et livgivende ord – er det ikke blodskyld.
 
Men jeg behøver ikke blive ved, men blot tage det til mig: Kristus kan vaske min blodskyld af.
 
Kun ved hans sår for dig og mig bliver vi nye mennesker, der kan vandre i kærlighed. Og så på ny og på ny må vi knæle og erkende, at vi svigter og kun hans tilgivelseskilde kan redde os fra allerede nu at være fortabte.
 
Derfor er vores redning kun i foreningen med Kristus. Han lærte os det på så mange måder. Mest tydeligt, da han kaldte sig selv Det Sande Vintræ og os for grenene.
 
Han er den dybe sammenhæng, som kan bevare mit hjerte og tanker fra at få fra forstanden.
 
Vi skal som Kristus gennem døden.
Han sagde, at den som tror på mig, skal leve, om han end dør, og den, der lever og tror på mig, er gået over fra døden til livet.
 
Du, jeg tror, kan det så mage,
At jeg døden ej skal smage.
 
For han betalte syndens sold, syndens løn.
 
Betalte.
 
Hvis der er noget, vi kan forstå, så er det alt det med betaling.
 
Han betalte vores gæld. På forhånd.
 
Syndens sold. Vi er i syndens sold, dens soldater. Vi gør, hvad synden vil. Det ligger i os, vi kan ikke modstå synden. Synden er som en general, der udbetaler lønnen til sine soldater. Vores løn i syndens tjeneste er døden.
 
Det er døden, Jesus betalte for os. Han dræbte døden med sin død.
 
Derfor sagde han til en af røverne på korset: I dag skal du være med mig i Paradis.
 
Vers 7
Det er alt sammen en gåde. Korsets gåde. Vi begriber det ikke med logik eller forstand, kun med hjertet.
 
Gåde rimer på nåde.
Guds nåde får vi kun som noget, vi ikke begriber. For vi har aldrig fortjent os til Guds nåde. Kun til døden.
 
Sådan ribbet for vores hovmod og selvhøjtidelighed kan vi sige:
 
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: Vi går til Paradis!
 
Amen.

Langfredags prædiken over salmen Hil dig, Frelser og Forsoner

 

I dag vil jeg tale ud fra den salme vi synger umiddelbart efter prædikenen, nr. 64: Jeg vil mig Herren love.

https://dendanskesalmebogonline.dk/salme/64/280 kan man høre Barnekows melodi og se teksten.

Jeg har valgt Barnekows melodi, fordi jeg synes den bedre får os til at dvæle ved ordene.

Barnekow har selvfølgelig skrevet melodien med første vers særligt i tankerne.

Derfor er det så stærkt, at han lader os synge:

Jeg vil mig Herren love, som alle mine synder bar

(bemærk hvordan overbevisningen om, at synderne er båret bort, kommer frem i det hurtige løb, når der synges 'alle mine synder bar'!

Maria kom til at bære Jesus i sit moderliv.

Og Jesus kom til at bære alle mine synder.

Det sidste er en sætning fra første vers af den salme, vi synger efter prædikenen.

Maria vovede at sige ja til at føde den Højestes Søn. I salmen synger vi, at vi i troen vil vove at have tillid til netop Ham.

Ja, at vi vil skrive eller tatovere vort hjerte med hans navn og bære det til vor død. Bære det til vor død.  Han bar vore synder, vi vil bære hans navn.

For hans navn kan fordrive sorg og skille os fra al nød, synger vi.  Intet mindre.

Som Maria fik at vide, at for Gud er intet umuligt, sådan tror vi, at Gud ved sin Søn virkelig har magt til at fordrive sorg og nød.

I vers 2 prøver vi at tage til os, at vi virkelig bør give Gud æren. Thi dit er Riget, magten og æren.

Så tit beder vi ordene uden at tænke over betydningen. Vi vælger hver gang vi beder ordene, at give Gud æren, ikke os selv.

Vi minder os selv om, at have Guds pris i hjertet både under arbejde og under hvile.

Og fortsætter: Gud læske mit angerfuld mod. Hvad vil det sige? Min umiddelbare tanke er, at vi har mod, når vi også har anger over vore synder. For så kommer vi også til vor Herre og søger forladelse. Og når vi altid fortryder vore synder over for Gud og næsten, ja, så tilgiver han jo os også for Jesu skyld, og så får vi et vældigt mod til alt, der er gavnligt og godt at virke her i verden.

I de følgende vers priser vi Guds nåde i Jesus Kristus. Vi kender udtrykket fra krig eller dueller, at en får nådestødet.  Det betyder selvfølgelig, at den sårede endelig får  dødsstødet, som det også kaldes. Nådestødet er et stød til død. Men den nåde Jesus har virket, er et stød til liv. Han gav døden dødsstødet og åbnede livets vej for altid for os.

Alt dette begyndte, da Maria sagde ja til at bære Jesus som foster i sit moderliv.

Ved Helligånden, som kom over hende. Også vi har modtaget Helligånden i vor dåb, som altid på ny vil virke mægtigt i os, når vi blot holder os til den nye pagt med Jesus, vor Herre.

Salmen har været skrevet oprindeligt som en vise henvendt til Maria. Efter reformationen blev vi hos os forsigtige med at tildele Maria for megen ære, for ikke at gå Guds og Jesu ære for nær.

Men derfor skal Maria æres højt alligevel for, at hun sagde ja til at undfange og føde Jesus.

Vers 1-3 var vers, der talte om vort forhold til vor Herre Jesus, men i slutningen af vers 3 glider salmen over i en direkte bøn, og den bøn strækker sig over resten af salmen, altså vers 4-7.

Vi mindes om så mange ting i den bøn: At Jesus har fået magten til at styre og råde i verden,

At vi tager vor tilflugt til hans nåde

At vi trøster os ved hans pagt med os

Og vi besinder os på at lade hans ord være i os og søge ham.

Vi takker endelig i vers 6 for al hans tugt og trøst.

Tugt og trøst kan lige så lidt skilles ad, som anger og sandt mod kan.

Tugt – Jesu ord rammer os fra tid til anden som et sværd og gennemtrænger os. For der er det gamle i os, som skal dø, så det nye kan opstå, ikke ved vor kraft, men ved hans kraft.

Da stoler vi ikke på os selv overhovedet, men kun på ham, og så henter vi også trøst hos ham.

For så skal vi bestå for dommen, ja, da skal vi skinne som solen, siger digteren ligefrem, så stor en fortrøstning har han arbejdet sig frem til.

Grunden til en kristens dybeste glæde er, at Jesus Kristus vil være hos os, så bliver mit hjerte glad, siger salmen. Igen og igen. Igen og igen – for sådan er fællesskab – det skal igen og igen blive til, fornyes, styrkes.

Vort fællesskab er med Maria og med apostlene, som fortalte os om, hvordan de både hørte, så og rørte ved Jesus, Livet selv, og at vi senere generationer har fællesskab med dem, og det fællesskab er et fællesskab med Faderen og hans Søn, Jesus Kristus.

Når det fællesskab er der mellem Maria og apostlene og så os, og vi har det fællesskab med Faderen og Jesus, Guds søn, så bliver glæden fuldkommen. Amen.

Prædiken til Mariæ Bebudelsesdag - udlægning af salmen "Jeg vil mig Herren love"

Vi er på vej mod fastetiden, og fastetiden minder os på en særlig måde om at arbejde med os selv. Én ting er faste fra mad. En anden ting er at faste fra onde og urene tanker, som kommer indefra.

 

Dagen i dag har navnet septuagesima.

Det betyder den 70. dag.

Enten betyder det, at der er rundet op til 70 fra de 63 dage, der er til påske.

Eller også er det dagene helt frem til søndagen efter påske, der tænkes på.

 

Under alle omstændigheder ser vi nu allerede frem til påsketiden, til det store under, at Jesus gik levende ud af graven.

 

Og lignelsen Jesus fortæller i dag, sætter os ind hele verdens historie frem til hans genkomst.

 

Ja, endnu mere, i verdens historie fra Adam og Eva til tidens ende.

 

Som vi sang:

Fra verdens morgenstund udgår Guds nåde kald så vide…

 

Fra verdens morgenstund.

 

Jesus kalder mennesker ind i sit rige hele vejen frem til tidernes ende, til han selv kommer i skyerne.

 

***

 

Hvad er det,

vi bliver kaldet til at være med i?

 

Hos os i folkekirken er kirken gået hen og blevet lig med kirkebygningen oppe på bakken, med præsten, og måske organisten og kirketjeneren. Kirken er noget, man går i, ikke noget, man er.

 

Men kirken er ikke institutionen, apparatet med hele organisationen og love og regler.

 

Kirken er folket, flokken af mennesker, som er kristne ved at være blevet døbt til Jesus Kristus.

 

Lad os standse lidt ved, at alle, der blev kaldet i lignelsen, arbejdede i vingården, lidt eller meget. De arbejdede.

 

Hvad betyder det konkret for os kristne?

Hvordan arbejder vi?

 

Vi lytter til Guds Ord

Vi døber

Vi går til alters

Vi arbejder med at leve, som Jesus har befalet os

Vi har præster, der kan stå for dette sammen med undervisere, musikere og kirketjenere, menighedsråd, provstiudvalg og stift og biskop til at tage sig af det praktiske

Vi samles offentlig for at bede til Gud og takke ham og oplæres i Guds Ord

Og endelig hører det med til dette arbejde som kristen, at vi lever under korset, det vil sige, at vi som Jesus oplever modgang, både indefra og udefra.

 

Der er ingen stolthed hos kristne over egen styrke og kraft.

Heller ingen stolthed af visdom.

Eller stolthed over rigdom.

 

Kun stolthed over at få lov til at være kaldet ind i Guds rige, ind i Herrens vingård.

 

Arbejde i vingården – det er hårdt. Der er solen der svider midt på dagen. Der er beskæring af planterne. Der er koncentration for at skære det rigtige sted.

 

Arbejderne slider i det i vingården. Er pointen den, at det gælder om at slide i det i Guds rige? Ja, det er en selvfølge, at den der følger efter Jesus, må efterlade alt, må være parat til at efterlade alt. Ikke længere betragte sit liv som ens ejendom, men som et stykke jord, vi har til låns.

 

Hvad vil det så sige at arbejde i vingården, altså i efterfølgelse af Jesus? Det vil sige at kæmpe med at sætte sig selv til side for ham og for andre.

 

Paulus taler om, at han er som en bokser, der slider, så han kan sætte de rigtige slag ind på det rigtige tidspunkt. Det handler om det kostbare øjeblik.

 

Det handler om at tage sit kors op og følge ham. Altså tage modgang på os, som noget vi bærer som en del af vores efterfølgelse af ham.

Om det siger den erfarne præst Christian Scriver fra 1600-tallet. Hans sprog er anderledes, men det betaler sig at dvæle ved det, han siger:

Det vil sige at klæde sig dagligt i venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, ligesom en vandringsmand i en velforet kappe, som en kraftig regn kan rinde nedad uden at gennemtrænge den.

Og han fortsætter:

En troende kristens hjerte er ligesom et kar, fyldt med vand og olie, hvor olien altid svømmer ovenpå, og om man end ryster det nok så meget, så kommer den dog bestandig på ny til syne. Venligheden og fredsomme-ligheden har hele tiden overhånden hos ham, og om end næsten giver årsag til trætte og misforståelse, så søger han dog altid med lemfældighed at afværge den og at vedligeholde freden, efter apostlens ord: ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker!” (Kol. 3,15).

Og videre:

En kristens hjerte er ligesom magnetnålen i kompasset, der altid, selv i heftig storm og bølgegang, vender mod nord; således er også en kristens øjemed altid selv midt under anledningen til trætte og uenighed, ja midt under ordstriden henvendt til fred og kærlighed.

Og endelig siger Scriver:

Sandelig, de som er af den mening, at man godt kan have et hårdt og fjendtligt hjertelag mod næsten og dog have nåde og syndernes forladelse hos Gud ved Kristus, de ved ikke, hvad Guds nåde og syndernes forladelse er, og har aldrig fornemmet dens søde kraft, og der er ingen tvivl om, at de ved Satans forblindelse bedrager sig selv med et falskt håb. Når vi vel have nåde hos Gud og dog ikke elsker vor næste, så er dette det samme, som om nogen ville holde godt venskab med en far og dog gøre hans børn alt muligt imod, udskælde og slå dem, hvor som helst han traf dem. Ej heller er der noget, som næst efter Helligåndens indvortes vidnesbyrd mere kan forvisse os om syndernes forladelse, om nåde og barneret hos Gud og om Herren Jesu samfund end netop forligelsen med næsten.”

 

***

 

Vi ser i Jesu lignelse om vingården, at den, der havde arbejdet længst og mest vedholdende i vingården, var ham, der blev hård mod de andre, som havde arbejdet mindre. Det viser sig, at han går mere op i løn end i taknemmelighed over at måtte arbejde med i stedet for at gå ledige.

 

Det viser sig, at han har et hårdt hjerte, både over for de andre, men også over for Herren.

 

Det viser sig nemlig, at meningen med lignelsen er – Guds nåde, som er lige stor for enhver. Uden forskel. Der er ingen forskel. Der kan ikke være en forskel. For sådan er den gode Gud, uden forskelsbehandling.

 

Det viser sig, at arbejdet i vingården naturligvis er afgørende. Men mere afgørende er, at alle behandles ens. Ja, for en sikkerheds skyld siger Jesus, at de sidste skal blive de første. Vingårdsejeren udbetaler simpelthen løn til de sidste, trods deres meget korte arbejdsdag.

 

I Guds rige har vi alle behov for det samme, nemlig Guds nåde over vores ødelagte liv. Guds nåde ved, at Jesus døde for os.

 

Vingårdsejerens Søn, Jesus, sled igennem i sin egen vingård. Sled til blodet randt på korset. Derved frelser han enhver, som lader sig kalde til at følge ham efter i tro og lydighed.

 

***

 

Så står det klart, at vi skal arbejde, men at vi dybeste set ikke fortjener os til noget hos Gud.

 

Det står også klart, at Gud ingen forskel gør på folk. Det forvisser denne historie os om.

Så vi ikke kan modsige det.

 

Og til vandringen giver han os igen og igen af sin vin, nemlig set eget dyrebare blod, som han udgød til syndernes forladelse.

Prædiken om at takle modgang og om at være kristen - 17. februar 2019

Vi er på vej mod fastetiden, og fastetiden minder os på en særlig måde om at arbejde med os selv. Én ting er faste fra mad. En anden ting er at faste fra onde og urene tanker, som kommer indefra.

 

Dagen i dag har navnet septuagesima.

Det betyder den 70. dag.

Enten betyder det, at der er rundet op til 70 fra de 63 dage, der er til påske.

Eller også er det dagene helt frem til søndagen efter påske, der tænkes på.

 

Under alle omstændigheder ser vi nu allerede frem til påsketiden, til det store under, at Jesus gik levende ud af graven.

 

Og lignelsen Jesus fortæller i dag, sætter os ind hele verdens historie frem til hans genkomst.

 

Ja, endnu mere, i verdens historie fra Adam og Eva til tidens ende.

 

Som vi sang:

Fra verdens morgenstund udgår Guds nåde kald så vide…

 

Fra verdens morgenstund.

 

Jesus kalder mennesker ind i sit rige hele vejen frem til tidernes ende, til han selv kommer i skyerne.

 

***

 

Hvad er det,

vi bliver kaldet til at være med i?

 

Hos os i folkekirken er kirken gået hen og blevet lig med kirkebygningen oppe på bakken, med præsten, og måske organisten og kirketjeneren. Kirken er noget, man går i, ikke noget, man er.

 

Men kirken er ikke institutionen, apparatet med hele organisationen og love og regler.

 

Kirken er folket, flokken af mennesker, som er kristne ved at være blevet døbt til Jesus Kristus.

 

Lad os standse lidt ved, at alle, der blev kaldet i lignelsen, arbejdede i vingården, lidt eller meget. De arbejdede.

 

Hvad betyder det konkret for os kristne?

Hvordan arbejder vi?

 

Vi lytter til Guds Ord

Vi døber

Vi går til alters

Vi arbejder med at leve, som Jesus har befalet os

Vi har præster, der kan stå for dette sammen med undervisere, musikere og kirketjenere, menighedsråd, provstiudvalg og stift og biskop til at tage sig af det praktiske

Vi samles offentlig for at bede til Gud og takke ham og oplæres i Guds Ord

Og endelig hører det med til dette arbejde som kristen, at vi lever under korset, det vil sige, at vi som Jesus oplever modgang, både indefra og udefra.

 

Der er ingen stolthed hos kristne over egen styrke og kraft.

Heller ingen stolthed af visdom.

Eller stolthed over rigdom.

 

Kun stolthed over at få lov til at være kaldet ind i Guds rige, ind i Herrens vingård.

 

Arbejde i vingården – det er hårdt. Der er solen der svider midt på dagen. Der er beskæring af planterne. Der er koncentration for at skære det rigtige sted.

 

Arbejderne slider i det i vingården. Er pointen den, at det gælder om at slide i det i Guds rige? Ja, det er en selvfølge, at den der følger efter Jesus, må efterlade alt, må være parat til at efterlade alt. Ikke længere betragte sit liv som ens ejendom, men som et stykke jord, vi har til låns.

 

Hvad vil det så sige at arbejde i vingården, altså i efterfølgelse af Jesus? Det vil sige at kæmpe med at sætte sig selv til side for ham og for andre.

 

Paulus taler om, at han er som en bokser, der slider, så han kan sætte de rigtige slag ind på det rigtige tidspunkt. Det handler om det kostbare øjeblik.

 

Det handler om at tage sit kors op og følge ham. Altså tage modgang på os, som noget vi bærer som en del af vores efterfølgelse af ham.

Om det siger den erfarne præst Christian Scriver fra 1600-tallet. Hans sprog er anderledes, men det betaler sig at dvæle ved det, han siger:

Det vil sige at klæde sig dagligt i venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, ligesom en vandringsmand i en velforet kappe, som en kraftig regn kan rinde nedad uden at gennemtrænge den.

Og han fortsætter:

En troende kristens hjerte er ligesom et kar, fyldt med vand og olie, hvor olien altid svømmer ovenpå, og om man end ryster det nok så meget, så kommer den dog bestandig på ny til syne. Venligheden og fredsomme-ligheden har hele tiden overhånden hos ham, og om end næsten giver årsag til trætte og misforståelse, så søger han dog altid med lemfældighed at afværge den og at vedligeholde freden, efter apostlens ord: ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker!” (Kol. 3,15).

Og videre:

En kristens hjerte er ligesom magnetnålen i kompasset, der altid, selv i heftig storm og bølgegang, vender mod nord; således er også en kristens øjemed altid selv midt under anledningen til trætte og uenighed, ja midt under ordstriden henvendt til fred og kærlighed.

Og endelig siger Scriver:

Sandelig, de som er af den mening, at man godt kan have et hårdt og fjendtligt hjertelag mod næsten og dog have nåde og syndernes forladelse hos Gud ved Kristus, de ved ikke, hvad Guds nåde og syndernes forladelse er, og har aldrig fornemmet dens søde kraft, og der er ingen tvivl om, at de ved Satans forblindelse bedrager sig selv med et falskt håb. Når vi vel have nåde hos Gud og dog ikke elsker vor næste, så er dette det samme, som om nogen ville holde godt venskab med en far og dog gøre hans børn alt muligt imod, udskælde og slå dem, hvor som helst han traf dem. Ej heller er der noget, som næst efter Helligåndens indvortes vidnesbyrd mere kan forvisse os om syndernes forladelse, om nåde og barneret hos Gud og om Herren Jesu samfund end netop forligelsen med næsten.”

 

***

 

Vi ser i Jesu lignelse om vingården, at den, der havde arbejdet længst og mest vedholdende i vingården, var ham, der blev hård mod de andre, som havde arbejdet mindre. Det viser sig, at han går mere op i løn end i taknemmelighed over at måtte arbejde med i stedet for at gå ledige.

 

Det viser sig, at han har et hårdt hjerte, både over for de andre, men også over for Herren.

 

Det viser sig nemlig, at meningen med lignelsen er – Guds nåde, som er lige stor for enhver. Uden forskel. Der er ingen forskel. Der kan ikke være en forskel. For sådan er den gode Gud, uden forskelsbehandling.

 

Det viser sig, at arbejdet i vingården naturligvis er afgørende. Men mere afgørende er, at alle behandles ens. Ja, for en sikkerheds skyld siger Jesus, at de sidste skal blive de første. Vingårdsejeren udbetaler simpelthen løn til de sidste, trods deres meget korte arbejdsdag.

 

I Guds rige har vi alle behov for det samme, nemlig Guds nåde over vores ødelagte liv. Guds nåde ved, at Jesus døde for os.

 

Vingårdsejerens Søn, Jesus, sled igennem i sin egen vingård. Sled til blodet randt på korset. Derved frelser han enhver, som lader sig kalde til at følge ham efter i tro og lydighed.

 

***

 

Så står det klart, at vi skal arbejde, men at vi dybeste set ikke fortjener os til noget hos Gud.

 

Det står også klart, at Gud ingen forskel gør på folk. Det forvisser denne historie os om.

Så vi ikke kan modsige det.

 

Og til vandringen giver han os igen og igen af sin vin, nemlig set eget dyrebare blod, som han udgød til syndernes forladelse.

Den kerubiske hymne - citeret som afslutning på prædikenen Helligtrekongers søndag

Den kerubiske hymne - teksten:
Vi, som i et mysterium efterligner keruberne

Og synger hellig, hellig, hellig

til den liv-givende Treenighed,

lad os nu lægge

enhver bekymring for livet bort

så vi kan tage imod alles Konge,

som usynligt ledsages af de englenes hærskarer.

Prædiken til Helligtrekongers søndag: Stjernen, Kongen, Frelseren, bekymringsløshed

Det stormer og meget blæses væk.

Tiden blæser også meget væk.

Vores liv er som en blomst, den blomstrer op, så visner den, og bagefter er der ingen, der ved, hvor den stod og blomstrede. 

Måske er det vigtigste, der kan siges om os, når vi dør, om vi blomstrede, om vort liv bar frugt. En varig frugt. Men hvordan skal det blive en varig frugt?

***

Dronningen talte i sin nytårstale om, at vi ikke rigtig ser hinanden. Nej, og måske ser vi heller ikke alle de andre folkeslag, ja, måske ser vi ikke folkeslagene i fortiden. I dag bliver vi mindet om at være solidariske med alle folkeslag.

I dag hører vi, at alle jordens slægter skal velsignes i og gennem Abraham, ham, hvem omskærelsen blev givet af Gud som pagtstegn.

De tidlige kristne glemte aldrig omskærelsen og begyndte for deres vedkommende at holde fast i omskærelsen som en åndelig omskærelse, sådan som en profet siger det. 

Og Jesus taler også om hjertets omskærelse, når han taler om, at den gren, der ikke bliver på ham, skæres af, fordi den ikke bærer frugt.

Til dagenes ende er vi forbundet med Israels folk. Alle de særlige love i Israel gjaldt alene dette folk, og vi har vore egne love som folk.

***

Fra gammel tid har nytårsdag været forbundet med Jesu omskærelse og navngivning af ham.

Omskærelsen sker på den 8. dag, og det er i dag den 8. dag efter vores fejring af Jesu fødsel.

Omskærelsen er en pagt med Gud, hvorved den enkelte blive optaget i pagten.

Det er godt at huske på, at Jesus var jøde og ikke arier eller dansker eller amerikaner. Jo, han var jøde, han var et menneske.

Omskærelsen stiftede Gud med Abraham og lovede, at Abraham ville blive fader til en mængde folkeslag. 

Det ligger i selve det navn han fik, for før den tid hed han Abram. Nu skulle han hedde Abraham, som er Abram i flertal, for alle folkeslag. 

Paulus var også jøde, og havde læst skrifterne ganske grundigt. Han så det sådan, at det hele ikke begyndte med omskærelsen, men med Abrahams tro på Gud. 

Sådan lyder det i 1. Mos. 15,5-6, at Gud lover Abraham afkom som himlens stjerner (tæl dem, hvis du kan, beder Gud ham om).

Så hedder det: ”Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.”

Altså: troen kom forud for pagten med omskærelsen som tegn. 

Det er Paulus’ øjne derfor, at folkene skal søge velsignelsen i Abraham, nemlig i hans tro på Herren.

Derfor siger Paulus: I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus.

Betyder det så, at kristne kan slappe af, for vi er frelst ved troen på Jesus og gerningerne er lige meget? Bestemt ikke!

For i næste sætning siger Paulus:

Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus.

Udtrykket at iklæde sig en person var kendt. For eksempel kunne man tale om at ’iføre sig Tarkvinius. Tarkvinius var en tyran, så det man egentlig sagde var, at man ville spille Tarkvinius.

Vi skal spille Kristus! Hvilket dristigt udtryk.

Det betyder: vi skal få hans sindelag og handlemåde, vi skal blive som ham, som hans brødre og søstre, som Guds børn.

Så vi skal ikke bare spille ham, men være som ham, og vejen til at være som ham går kun gennem at være på ham som grenen på træet. Grenen der modtager saften fra træet, som bærer frugt, fordi den er på træet. 

***

Læg mærke til, at Abraham i det, vi hørte læst før, fra 1. Mos. 12, får besked på at sætte sig i bevægelse. Gå! Siger Herren til ham.

Gud griber ind i Abrahams liv. Sådan griber han også ind i vore liv. Gå! for kristne også at vide: Gå ud til alle folkeslag og gør dem til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Sådan velsignes alle folkeslag ved Abraham og Kristus, de velsigner sig, de kommer til tro på Kristus og følger ham.

Men Gud siger, at han ikke bare vil velsigne dem, der velsigner Abraham, men også forbande dem, der forbander ham.

Skal vi virkelig forbande? Nej, her satte Jesus et andet ord op imod ordene til Abraham, han sagde i stedet: Velsign dem, der forbander jer og bed for dem, der mishandler jer. Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer

Det siger han, hvis navn på denne dag blev Jesus.

Hans navn er virkelig ét med hele hans væsen.

I ham ser vi Guds navn åbenbaret så enkelt, så ethvert barn kan udtale det. 

Så hjemligt. Navnet Jesus. Det betyder, fortæller Matthæusevangeliet, ham, som vil frelse folket fra dets synder.

Sådan er han: han ofrede sit liv på korset for at vi kunne gå fri, han bar vore synder som et lam, der føres til slagtning, han bar dem.

Han tog den straf, der lå på os, og bar den bort. Han fjernede den forbandelse, der ellers hviler over os.

Når han nu er den, der vil frelse os, så betyder det, at vi ikke er hovedpersoner i vores liv, men bipersoner. Jesus er hovedpersonen. Ligesom grenen ikke er hovedsagen, men træet er. Så foreningen med Jesus handler det om.

Og i tilbedelsen af ham kan vi vænne vort hjerte til at tage imod, at lægge bekymringerne for vort liv og fremtid bort.

Og tage imod kongen, Jesus Kristus.

Og i lovsangen være der, hvor himlens hærskarer og vi er forenet også, og når vi har sunget den trefoldige helligsang til Gud, og bragt vort liv frem for ham og takket for det hele, så modtager vi Jesu offer, hans tilgivelse, hans opstandelsesliv, så vort blod kan slå roligt med hans blod.

 

Prædiken til nytårsdag 2019

 

Hvad er det med Midjans dag, som vi hører hvert år juleaften i læsningen fra Esajas?

Gideon i det gamle testamente stod over for midjaniternes stærke hær. Midjanitterne havde hersket over Israel i syv år, og israeliterne overlevede i huler og i bjergene og klippeborge.

Da sagde Gud til Gideon, at han skulle give bar nogle få hundrede af sine soldater lys og krukker, som de skulle skjule flammen med. 

De omringede så midjanitternes lejr. De blæste da på trompeter og smadrede krukkerne, så lyset kom for dagen. De havde lyset i den ene hånd og trompeten i den anden. Midjaniterne blev så oprevet, at de med deres sværd slog hinanden ihjel i forvirringen. Sådan sejrede Gidoen med krukker, lys og trompeter.

Det er det, der ligger bag ordene vi hørte fra Esajas:

Det folk, der vandrer i mørket, skal se et stort lys, lyset skinner frem for dem, der bor i mørkets land. I huler og bjergene, i vore huse og lejligheder og værelser.

Og: For det tyngende åg og slavefogedens kæp brækker du som på Midjans dag.

Den sejr, vi venter, er sejren over alle magter, der vil ødelægge os, indefra og udefra: synden, døden og Satan.

De magter knuses eller neutraliseres af det lys, der er tændt i os i dåben.

Lyset kommer fra ham, der kalder sig selv Verdens Lys, Frelseren, Kongen af Guds rige.

Han tænder altid lys i mørke. Hver gang vi så meget som påkalder hans navn, ja, så tænder han på en eller anden måde et lys.

Og så kan det være, at vi får mod til at knuse lerkrukken, der skjuler lyset, og vi tør lade lyset skinne. For det vil Frelseren, Jesus, også, at vort lys skal skinne for mennesker. Det lys, vi har fået fra ham. Hans ånd virker i os og kan forandre os, så lyset virkelig begynder at skinne for andre.

***

Vi plejer at forstå, at Josef og Maria kun lige akkurat nåede frem til Betlehem, da hun skulle føde.

Men sådan siger Lukas ikke, hvis vi kigger grundigt efter. Nej, han siger: Og mens de var der, kom tiden, da hun skulle føde. Med andre ord: De var fint installeret hos familie, venner eller bekendte – eller fremmede. Og SÅ kom tiden, da Maria skulle føde.

Det kan også være, at de opholdt hos fremmede, som gerne tog imod dem. Der VAR plads til dem.

***

Katalyma – plads i herberget. Ikke et herberg, ikke en kro, men et gæsteværelse.

Selv oplevede jeg kort før jul mellemøstlig gæstfrihed ved et besøg hos en syrisk familie. Vi var i færd med at ville tage hjem, da en datter udbryder: Nej, I skal sove her!

Et smukkere udtryk for gæstfrihed kender jeg næsten ikke. Og så i barnemund.

Så folk havde huse med eet familierum og bagerst et rum til dyrene. Så der var dyre- og menneskevarme. Folk havde jo ikke centralvarme eller andre moderne former for opvarmning af husene. Det var forbeholdt meget datidens milliardærer at have indlagt rør med varmt vand i gulvet.

Nej, dyrene var opvarmningen. En gæst varmede vel også ekstra op.

Så der var ikke plads i --- gæsterummet. Der var fyldt op med andre gæster. Men gæstfriheden kunne ikke sætte grænser, så derfor blev barnet lagt i en af dyrenes krybber. Trods alt æder en ko ikke så meget om natten.

 

Jeg har en anden erindring. En fra Mellemøsten, jeg kender, har et familiemedlem med alvorlig sygdom. Derfor kommer slægtninge, også fjerne, for at hilse og i værste fald sige farvel. Min bekendte kunne berette, at der var fyldt fuldstændig op med gæster på gulvet. Hvor der er hjerterum, er der husrum.

Jesus begyndte i en krybbe. Men vi ved, at han den sidste aften her på jorden opholdt sig i et gæsterum i Jerusalem for at spise det sidste måltid sammen med sine venner.

Sådan er vi også på vandring i vores liv. Måske har vi ikke alle lige frem ligget i en krybbe, men så på en sofa, som nogle venligt har lånt os i nød. En sådan sofa eller seng, som en ven låner os i en svær situation, ja, det er som at være i baronens seng!

Jeg begyndte med at sige, at der VAR plads til Josef og Maria, og også Jesusbarnet. Det var nok rarere at have lidt privat omkring fødslen og de første dage derefter. Det var der nok ikke plads til i gæsteværelset. Men altså: der VAR plads.

Hvor der er hjerterum, er der husrum.

Jesus har hjerterum. Hans krybberum viser, at han gerne vil være i det mindste sted, hvor der gives ham plads.

Derfor beder vi:

Kom, Jesus, vær vor hyttegæst,

Hold selv i os din julefest.

Prædiken juleaften 2018

1 Vi skal lægge mærke til er, at Jesu fødsel er verdenshistorie, så derfor hører vi, hvem der var kejser i Rom, da han blev født. Kejseren er nemlig selve årsagen til, at Josef og Maria må til Betlehem for at indskrives der.

Jesus blev ikke født i en tåget fortid, han blev født, mens en bestemt kejser var kejser i Rom og herskede over Israel, som han havde besat.

En kejsers befaling kan af Gud bruges til at få hans vigtigere formål til at ske. Hvad skulle Augustus have registreret? Det er der stor uenighed om, og nogen mener, at det ikke kan passe med, hvad man ellers ved. Men nogle mener, at Augustus ikke var helt tilpas med Herodes som han havde været og derfor havde behov for, at folk skulle møde op og afgive et løfte om loyalitet over for kejseren.

Med kejser Augustus’ navn nævnt, har vi en tidsangivelse, men Lukas var ikke interesseret i nøjagtige tidsangivelser. Han var så lidt optaget af tidsangivelser, så da han fortæller om Jesu fremtræden for folket, siger han, at Jesus var ’omkring 30 år gammel’.

Det var formentlig kun få, der skulle til deres hjemby, som nu Josef og Maria der skulle til Betlehem, nok fordi de har noget jord der i familiens eje. Derfor skal de registreres der, og ikke i deres hjemby Nazaret. Fra Galilæa til Betlehem ville tage en tre dage.

En mærkelig ting er, at Maria skulle med overhovedet, for i romerriget var det kun mænd, der skulle betale en personlig skat. Men sådan var det ikke i Syrien, her skulle kvinder ned til 12 års alderen også betale. Så derfor var Maria med, og derfor blev Jesus født i Betlehem.

I Guds store plan for verden var det nødvendigt, at Jesus skulle fødes i Betlehem. For ud fra profetier var forventningen naturligt, at Frelseren, Kongen af Guds rige, skulle fødes i Betlehem. For Betlehem var kong Davids by, og profetierne knytter Fredskongen til Davids by. Derfor understreger juleevangeliet også, at Betlehem var Davids by.

Altså: det er den nye konge, der nu ligger i sin vugge.

2 Og så skal vi lægge mærke til, er at Jesus bliver født i temmelig ydmyge omgivelser. Der bliver nævnt en krybbe, han blev lagt i; og der kom hyrder til stede. Hyrder var dengang det nederste lag i befolkningen. Faktisk blev de foragtet af andre. Gud tager imod almindelig ydmyge mennesker og mennesker i nød, han vælger at åbenbare sin frelse for hvem, han vil. Og sådan bliver det ved i hele evangeliet og til verdens ende.

Hyrderne på Betlehems marker minder os igen om kong David. Han vogtede også får, før han blev konge.

Englenes budskab – ja, hvad gik det ud på?

Det første englen sagde var:

Frygt ikke!

Dernæst: Han forkynder en stor glæde. Det er næsten en underdrivelse. Sådan kan det være, hvis tingen betyder rigtig meget for os, så synker vi lidt ned i os selv og har ikke trang til at slynge om os med store ord.

Det er nok at sige, at det er en stor glæde – hjertet har nok i det.

En glæde for alle. Ikke for nogle særlige mennesker, men for – alle. Alle – som i alle.

Hvad mere siger englen: der er født jer i dag en frelser.

Sådan blev også frelserens navn Jesus, det betyder: Herren frelser, eller Herre! Frels dog!

Og Frelseren skal findes født lige nøjagtig, hvor han bør fødes: I Betlehem, i Davids by – så nu er det sevet ind!

 

Englen fortsætter med at sætte navne på:

Han er Kristus, Herren.

 

Kristus – hvad betyder det? Den salvede, altså: den salvede konge. Sådan blev konger også før i tiden salvet i historiens løb.

Og det fine er, at vi bliver hans brødre og søstre, så vi modtager på en måde en salvelse, når vi blev døbt eller bliver døbt.

Vi bliver også kongelige. Får en kongelig værdighed. Uanset hvordan vores liv i øvrigt ser ud. Hvor andre vil sige: det ser ikke kongeligt ud. Jo, det er kongeligt at være døbt til at tilhøre Jesus Kristus, den salvede Konge.

Som bringer sit rige med sig, åbner sit riges dør for os.

Og så siger englen: Han er også Herren.

Herren – det var navnet på Gud i den gamle pagts tid, lige fra Adam og Eva over Abraham, Isak og Jakob frem forbi Moses og til profeterne.

Det, englen siger, er, at Jesus virkelig er eet med Gud selv, han er Guds Søn, han har altid været.

 

Derfor har en kristen ladet Maria ligesom tale til sit barn Jesus og sige:

Hvor er jeg dog forundret over, at der her foran mig

ligger et ’gammelt’ spædbarn!

Hans øje er er helt rettet mod himlen, samtidig med

at Han konstant pludrer. Hvor Han ligner mig,

selvom det tyste ved Ham minder mig om Gud.

 

Hvem har dog set et spædbarn,

som ser koncentreret på alting? Det ligner blikket

fra Ham, der har styr på alle skabninger oventil

og hernede. Hans blik ser ud som hos Gud,

der har magten over universet.

 

Hvordan kan jeg åbne mælkekilden

for dig, som er Kilden? Hvordan kan jeg give

mad til dig, som opholder alle ting

med mad fra sit bord? Hvordan kan jeg komme

med svøbet til Ham, som er klædt i lysets stråler?

Jul-på-forkant prædiken 23. december i Onsbjerg kirke

De sidste søndage i advent har Johannes Døberen i fokus. 

Det kan synes mærkeligt.

Men jeg tænker det er lidt som med juleaften, da jeg var barn.

Alt lys blev slukket lige før, vi skulle ind og gå om juletræet. Så gik mor og far ind og tændte lysene på juletræet, vi stod pænt i række, den yngste forrest, og så kom vi ind i den dejlige varme stue, som normalt slet ikke var så varm og tiltrækkende. Og hjertet fyldtes med ubeskrivelig glæde.

Så de sidste to adventssøndage – ja, da er det som om lyset slukkes.

Hvorfor? Fordi det sande lys, Jesus, var ved at gøre sig klar til at træde frem for verden.

Han var ligesom skjult i verden indtil han trådte frem som trediveårig.

Det er det, Johannes Døberen siger, når han siger: Midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig. 

*** 

Johannes Døberen er også lidt som en mand, der kommer frem i rampelyset på teaterscenen. Alt lys i salen er slukket. Alle venter spændt. Nu taler han, og når han er færdig, lusker han bort og er glemt, for i samme nu går scenen op, for nu kommer det virkelige. Manden på scenen var blot en forløber.

Sådan var Johannes Døberen også.

Men hvilken forløber, hvilken mand på scenen. 

De lærde fra Jerusalem skal ud og finde ud af, hvem han selv siger han er. De tænker, at der er noget helt specielt ved ham. Han har disciple, han samler dem, han underviser, han døber.

Er du Kristus? Nej. En af profeterne. Næ.

Hvem er du så?

Og svaret fører os tilbage til Esajas bog, som vi fik læst fra i starten af gudstjenesten.

”Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! (Esajas 40,3).

Så Johannes Døberens opgave var meget større end en mand på en scene. Han var vejarbejder. Han skulle komme med en bulldozer med megen larm, så vejen kunne blive banet. Bare se på cykelstien, de er i gang med ved Maarup nu. Man er ikke i tvivl om, at en vej er ved at blive planeret og lavet her. Og det er endda bare en cykelsti.

Det larmer, vejarbejde. Hvad skal det sige? At Johannes Døberen fortalte folk, at de var nødt til at vende 180 grader rundt med deres liv. Omvend jer, Guds rige er nær, sagde han.

Johannes skulle bane vejen for Herren.

Det, som vi hørte om i læsningen fra Esajas.

At Herren kommer, at Herren er konge.

Det vil sige, at den vej, Johannes Døberen skulle bane, var en vej, så Herren kunne komme hver enkelt ganske nær.

Det budskab, som skal lyde, fortæller Esajas, er budskabet om fred, det er et godt budskab, og der skal forkyndes frelse for folket. 

Landet lå dengang i ruiner, høre vi. 

Men sådan er Gud, han kommer, når vi er i ruiner i vores liv. Tænk tilbage på de gange, hvor han har hjulpet os tilbage på sporet, ja, vi taler jo ligefrem om økonomisk ruin, og så de ruiner, som ulykker, tab og alt muligt er for os.

Herren kommer. Som konge.

Han kommer med fred, godt budskab, frelse, trøst.

Da Johannes har banet vejen, træder Jesus også pludselig frem. Han dukker op ude hos Johannes Døberen ved Jordanfloden og bliver døbt og begynder sit virke.

Og som Esajas skrev om folket: De jubler i kor, for med egne øjne ser de Herren vende hjem.

Sådan så folket dengang Jesus ansigt til ansigt, og da han var opstået og viste sig for disciplene, strålede det fra ham, så deres glæde for altid var i deres hjerter, så de gik gennem ild og vand for at fortælle om ham til verden.

Sådan er vor Gud. Han kommer til os. Med stærk nåde, som vi sang i salmen Sions vægter.

Han kommer og gør dag af nat.

Og når vi påkalder vor Herre Jesus, da kommer han og gør dag af nat.

Og vi fornemmer, at en dag skal livets træ blomstre i Guds rige, som vi også sang om i den salme.

Derfor er der grund til glæde. Ja, mere endnu, det er en pligt for os at være glade, uanset hvad der sker i vores liv. Det er let sagt, men det var det ikke for Paulus, for da han skrev de ord til menigheden i Filippi i Makedonien, da sad han i lænker i fængsel.

Og han gentager: Glæd jer!

Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær.

 

Ja, og julen er nær. Juleevangeliet er nær:

Som englen sagde til hyrderne på marken:

I dag er der født jer en frelser, han er Kristus, Herren!

***

Et meget mærkeligt ord er dette hos Esajas: Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene.

Det lyder som en bokser, der viser sine svulmende armmuskler.

Men vi ved jo, at da Jesus kom, så kom han spæd, blev født i en hule eller stald og lagt i dyrenes krybbe, og der ser vi en blottet arm, et spædbarns arm blottet.

Vi ved, at Jesus trådte frem med ordets magt, med en uhørt myndighed, så folk forvandledes til disciple, for en sådan myndighed som han havde, havde de aldrig set hos landets lærde og præster eller konger.

Prædiken til 4. søndag i advent: afslutning på vejarbejdet

For et træ er der håb. Sådan siger Job. Men for et menneske er er ikke noget håb.

Kan en, der er død, få liv,

Da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom.

Men det er netop af den grund, at vi holder ud i trængsler, fordi Jesus er opstandelsen og livet.

Han kaldes også et træ, livets træ…


Fordi han virkelig er opstanden,

fordi han virkelig forlod graven,

Ikke levende for endnu engang at dø,

For aldrig at dø igen.

Men det med uforgængelighed, som Paulus nævner, hvordan skal vi forestille os det?

Det forgængelige er, at alting her får en ende, de skønneste oplevelser varer jo ikke ved, det dejligste kaffebord dækket til familien ved en fødselsdag finder sted og bliver ikke bare ved og ved.

Og for nogle er det forgængelige også, at der ikke er en familie at holde fødselsdag med, ingen børn og børnebørn at lege med, indtil man skal hen og drikke kaffen ved kaffebordet sammen.

Uforgængelighed skal vi nu have et billede på. Guds synlige rige.

Vi kan bruge C.S. Lewis’ beskrivelse i Narnia-bogen Det sidste slag. Her er børnene i Narnia kommet fra Narnia til et endnu bedre land:

”Arbejdet er forbi; ferien er begyndt. Drømmen er endt; det er morgen nu… hele deres liv i denne verden … havde kun været omslaget og titelbladet; nu var de omsider begyndt på Første Kapitel i Den store Bog, som ingen på jorden har læst, som bliver ved og ved, og i hvilken hvert nyt kapitel er bedre end det foregående.”

Altså: ferien er begyndt! Skuldrene ned! Og sammen med glæden over Jesu opstandelse, og derfor kraften til at overvinde alle genvordigheder i vores daglige liv, så er det et eventyr med et evigt håb at være kristen.

***

Jeg har læst, at myndighederne i Algeriet er bekymret over, at mange bliver kristne. Den kilde, jeg har hørt, siger, at myndighederne siger følgende til forældre: ”Hvis du ser dine børn glade og tilgivende ... så er de nok blevet kristne.”

Det er hvad en statsmagt føler, troen på Jesus gør ved mennesker.

Hvis de er glade og tilgivende… Det er essensen i den forandring, som evangeliet gør på kristne. Og hver gang vi lader surmuleri og andet få overtaget, ved vi, at vi i Jesu opstandelse og i hans kraft ved Helligånden kan vente hjælp, og derfor er vi udholdende trods det, der kan trykke ned.

***

David Suchet, som har spillet Shakespeare, men er mest kendt for sin hovedrolle i Hercule Poirot, fortæller, hvordan han for få år siden lå i sit badekar på et hotel i USA, da han fik en pludselig og impulsiv lyst til at læse i Bibelen. Det lykkedes at få fat på en bibel, udlagt af Gideonitterne, og han begyndte at læse i Det Nye Testamente. Mens han læste, kom han til tro på Jesus Kristus. Han sagde:

”Et eller andet sted fra fik jeg denne lyst til at læse i Bibelen igen. Det er den vigtigste del af min omvendelse. Jeg begyndte med Apostlenes Gerninger og fortsatte med Paulus’ breve – Romerbrevet og Korinterbrevene. Og det var først efter det, jeg kom til evangelierne. I Det Nye Testamente opdagede jeg pludselig den måde, livet burde leves på.

Derfor bringer jeg nu nogle pointer om Jesu opstandelse og dens betyning i vores daglige liv, og pointer om håbet om vor opstandelse med ham.

Jeg har på det seneste læst Apostlenes Gerninger. Paulus er tæt på at blive slået ihjel i Jerusalems gader.

Den romerske kommandant får hentet Paulus, inden mængden har fået ham lynchet. Så følger Paulus’ forsvarstale over for den romerske statholder Felix og den jødiske ypperstepræst med følge.

Hvad er efter Paulus’ mening det afgørende, der har fået hans landsmænd til at ønske at få ham ryddet af vejen?

”Det er på grund af de dødes opstandelse, jeg i dag står og skal dømmer af jer” siger han.

Og senere uddyber han det, da han også får lejlighed til at forsvare sig over for kong Agrippa. Her siger han:

”Jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den første opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne.”

Og i Paulus’ breve kan vi høre, at Jesu død og opstandelse betyder alt:

”For mig er livet Kristus, og døden en vinding.”

Så derfor regner Paulus også alt andet for tab i sammenligning med det at kende sin Herre, Jesus Kristus.

Han siger, at han har tabt alt på grund af sin Herre, al fortjeneste over for Gud, alt, al ære, al anseelse, som han ellers havde haft helt op til det øverste mål før han mødte Jesus.

Paulus lever fuldt ud det, som Jesus siger: Guds rige er midt iblandt jer

Han forklarer, hvad det i praksis betyder.

Paulus siger, at han vil findes i Kristus.

For Kristus ER Guds rige.

Kristus ER hos os, når vi lukker ham ind i vores liv.

Men Paulus uddyber: han vil ikke være i Kristus i sin egen retfærdighed.

Han vil være i Kristus med den retfærdighed, der fås ved troen på Kristus.

Kun sådan kan han, kan vi kende Kristus og hans opstandelseskraft og være i lidelsesfællesskab med ham.

Og når vi er det, så får vi også skikkelse af hans død.

Det er trøsterigt, fordi vi er i Guds rige midt i lidelsen. Vi er med ham i lidelsen, eller han er hos os i lidelsen.

Det lover Jesus at være, når vi fæster vores lid på ham frem for alt andet.

Vi er altså nødt til at regne alt andet for tab i forhold til ham.

Det er omkostningerne. Men det betyder jo intet, i forhold til, at vi vinder fællesskab med Jesus ikke bare i døden, men også i hans opstandelse, og til sidst arver evigt liv fuldt ud, hvor der ikke skal være død mere, heller ikke lidelse og pine og gråd og sorg.

På det grundlag venter vi Jesus som vores frelser, at han skal komme igen med frelse.

Så vort forgængelige legeme skal forvandles til et uforgængelig legeme.

Det Paulus kalder et herliggjort legeme.

Det vil Kristus gøre med den opstandelses kraft, hvormed han til sidst tilintetgør selv døden.

Undervejs i vort liv skal vi ikke være optaget af, hvornår Jesus kommer igen.

For som Jesus selv siger, det skal være tindrende klart for hele jorden som et lyn, der blinker fra øst til vest, så alt bliver oplyst.

Det, vi derimod skal tænke på, er Lots hustru, siger han.

Hun så sig tilbage, og ville ikke helt miste det, hun må miste for at frelses.

Grundtvig har et vers, hvor han sætter ord på det:

 

Har hånd du lagt på Herrens plov,

Da se dig ej tilbage,

Se ej til verdens trylleskov,

Og ej til Sodoms plage.

Men pløj din fure, strø Guds sæd!

Er jorden dig for tør, så græd!

Vil gråden kvæle røsten,

Så tænk på gyldenhøsten!

Gyldenhøsten – det er Herrens komme i herlighed, med en lyksalighed uden ende, det er at døden selv forsvinder.

Så er livet her mer end møjen værd, som Grundtvig synger.

Møjen med at leve med lidelse, trængsel, tab for Jesu skyld, tage livet på os med alt, hvad det indebærer af ansvar i det liv, der er blevet vores, uden at flygte bort fra det.

Så kan vi styrke hinanden med salmedigterens ord:
Og hvilen, vi alt smagte her,

Vi ved, er mer end møjen værd,

Hvad da, når vi skal kvæde:

Nu evig er vor glæde!

Prædiken til 25. søndag efter trinitatis 18. november 2018

Salige er de fattige i ånden, for Guds rige er deres.

Salige, det betyder: virkelig lykkelige.

De virkelig lykkelige er de fattige i ånden.

Fattige i ånden – det er når vi er afmægtige, det er når vi erkender, at vi ikke selv finder vejen til evig lykke.

Erkender, at det var en drøm, at paradis er her for altid. Jo, i momenter var det her, men når døden skiller os fra hinanden, så brister drømmen. Så indser vi, at der er noget, vi ikke får her. En fylde af lykke, som ikke bliver virkelighed her.

Fattige i ånden: det er vi, når vi erkender, at vi trods ydre rigdom er fattige.

Den fattigdom Jesus lovpriser, er den fattigdom i ånden, som vender sig til ham.

Fordi han alene kan fylde med en fylde af fred, som overgår al forstand.

Kan fylde med en glæde midt i sorg og mangel, en glæde, som varer ved – trods alt.

Jesus siger i grunden tillykke til den hjælpeløse, ikke fordi han eller hun er hjælpeløs, men fordi hjælpeløsheden baner vej for hjælpen.

I den første salme sang vi ordene:

Vi står med tomme hænder for din dom.

Det er egentlig barske ord, nemlig, at håbet ene kan komme, når vi har erkendt, at vi kommer til kort.

***

Jeg hjælper dig, hører vi profeten sige, at Gud siger. Og til fangerne: Gå ud! Til dem i mørket: Kom frem!

Det er et godt budskab, at trods sult og tørst, trods et liv i ørkenen, så skal de opleve en fylde i deres liv alligevel, opleve at få tørsten efter liv slukket.

Der er et løfte om et kildevæld for den tørstige, den der tørster efter mening, retfærdighed, fred i hjertet.

Og en kilde forsvinder ikke, men har altid nyt vand til at slukke tørsten.

Det er ud af sådanne ord, at Jesus siger: Den, der tørster, skal komme til mig. Den, der tror på mig, skal det gå som der står i Skriften: Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.

Det levende vand er Helligånden.

Og i læsningen fra Johannes Åbenbaring siger Jesus:

”Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet.”

For intet. Gratis.

Det er det glædelige evangelium. At vi trods sorg og lidelse og følelse af meningsløshed, så har vi gennem Jesus livets vand at drikke af.

Så der er håb trods håbløshed.

Så der er hjælp trods hjælpeløshed.

***

Jeg gør alle mine bjerge til vej, siger Herren ifølge profeten Esajas.

Alle bjerge bliver til en vej.

Et bjerg er enormt, jo tættere man komme på det. Det er massivt, en stor samling af klipper, sand og grus.

Alle bjerge skal blive til vej. Det er et løfte om, at der er en vej frem trods de bjerge, der synes at lukke for en fremtid.

Der er en vej.

Der er en vej trods alle tab. En vej med håb.

Jesus siger så: Jeg er vejen.

Vejen er knyttet til hans person.

Det er Gud, der er blevet eet med os i lidelserne og til sidst tog alle lidelser med op på korset og døde for verden.

Vejen går gennem et kors. Hans kors.

Han kors er blevet en himmelstige.

Eller som vi hørte fra Åbenbaringsbogen: ”Frelsen kommer fra vor Gud, og fra Lammet”.

Lammet, dvs. Jesus, som ofrede sit liv, ligesom et lam der bliver slagtet.

Den uskyldige, der ofrer sig for vor skyld.

Gennem ham og ved ham er der håb midt i håbløshed,

En mening midt i meningsløshed,

Og altid hjælp at hente midt i hjælpeløshed.

 

Kirkebønnen:

For enhver hjælpeløs

Enhver der sørger

Enhver der føler livet meningsløst

Enhver der er ulykkelig.

Fyld vor tomhed,

Gør bjergene til farbar vej,

Det beder vi om…

 

Giv os altid det livgivende vand, så vi ikke skal gå omkring og tørste.

Åbn fremtiden for os trods tab.

Kom med din fred.

Det beder vi om…

For syge. Bring lindring for smerter, helbred efter din vilje i Jesu navn. Det beder vi om…

For vort gamle Danmark. Giv visdom til regeringen, folketinget, kommunal-bestyrelsen, politi og domstole, ja alle som har ansvarsfulde poster iblandt os, at de må virke med retfærdighed og barmhjertighed. For alle andre folkeslag, og for fred mellem landene. Velsign alle, er prøver at skaffe fred. Vær med alle, der er udsendt i fredens tjeneste. Det beder vi om.

For dronningen og hendes hus. For vore kære.

For kristne ud over hele jorden, især dem, der forfølges, også mennesker der forfølges for en retfærdig sags skyld.

For os selv, når vi skal dø, at du ikke vil give os løn som forskyldt, men alene af din nåde og barmhjertighed, for Jesu skyld, vil skænke en glædelig opstandelse til sidst.

Amen.

 

Alle Helgen søndag 4. november 2018

Hvorfor fortæller Jesus alt det om vingårde og vingårdsarbejdere?

Jo, præsterne, ypperstepræsterne, de skriftkloge og politikerne i Jerusalem mener ikke, Jesus kan lære som han gør.

Jesus havde svaret dem: Jeg vil stille JER et spørgsmål, og hvis svarer mig, så vil jeg også sige, med hvilken myndighed jeg taler.

Jesu spørgsmål er: Hvor kom Johannes Døberens dåb fra – fra himlen eller fra mennesker? De lærde er forsigtige og svarer ikke, for de vil helst ikke lægge sig ud med folk, der jo holdt meget af Johannes Døberen.

Hvad var det med Johannes Døberens dåb? Er det virkelig så vigtigt for kristne?

Ja, lige så vigtigt som det var dengang.


Den dåb var sendt fra Gud fra evighed til tidens fylde, til det øjeblik, som skulle vække mennesker til at leve efter Guds vilje, så de var parate til også at tage imod Frelseren selv.

Mennesker blev kaldet til at leve efter det dobbelte kærlighedsbud. Ikke som ord, men i praksis. De lovede før dåben: ja, jeg vil ændre min indstilling til alting.

Selv toldere kom til Johannes Døberen, og de lovede kun at tage det i skat, som de skulle, og så blev de døbt.

Vi hører ikke om prostituerede, som kom til Johannes Døberen, men det har de nok hellere ikke vovet.

Men så kom Jesus! Og tolderne og de prostituerede ligefrem flokkedes om ham.

Og det er det, Jesus siger til præsterne: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.

For de lærde og præsterne havde haft muligheden fra starten for at lade sige døbe af Johannes Døberen og omvende sig. Så havde en præst skullet spørge Johannes Døberen: hvad skal vi præster gøre? Johannes ville have svaret: understøt jeres gamle forældre i stedet for at give alle penge til templet. Men det skete jo ikke, de kom kun for at være tilskuere og kritisere.

Til gengæld kom selveste kong Herodes forbi og Johannes inviterede ham til at omvende sig, for han havde taget sin brors kone og havde giftet sig med hende.

Det er klart, at hvis kongen skulle have kommet ned i vandet til dåb, så skulle han have opløst sit ægteskab eller hvad der konkret nu skulle være sket, nu da han havde rodet det hele sådan sammen.

Altså, hos Johannes Døberen var der et krav om et nyt liv med en ny indstilling som forudsætning for dåben. Det var en dåb til omvendelse, en ny indstilling.

Så kom Jesus!

Og Jesus siger, at det er indstillingen, det kommer an på. Det er fint nok at sige ja, men hvis det bare er ord, kan det være lige meget. Noget i retning af: Jeg har hørt evangeliet, så jeg går direkte ind i himlen. Men der er ingen handling bag ordene – ingen gerninger, ingen ny vilje til at elske ærligt og redeligt Gud og næsten i ansvar dag for dag.

Så er der dem, der siger nej, men alligevel ændrer på deres indstilling og endda begynder at leve med den nye indstilling i praksis.

Og nu fortæller Jesus om vingården og hvad vi skal gøre:

Arbejd i min vingård!

Det er Jesu og hans Faders ord til enhver af os.

Arbejd i min vingård!

Arbejd med mine druer, grav, plant, beskyt planterne, hold øje med dem, så de til sidst giver skønne druer.

Men det er et hårdt arbejde. En siger nej, men går i arbejde. En anden siger ja, men gør det ikke.

Vi skifter alle mellem at sige ja og nej.

Men Jesus siger, at det var bedre at sige nej, men så alligevel med sine handlinger sige ja.

Alt det her med vingården handler om at tage imod Jesus som sin Herre og mester.

Simpelthen.

Og toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer, siger Jesus til. Ja, de kan sige med Kim Larsen: Jeg har syndet i stænger.

Der er ikke noget forstillelse, det er sandt, det er sådan det er.

Men de kan med Kim Larsen også sige: Så vis mig nåde og miskundhed!

Hvad? Nåde og miskundhed? Er det ikke noget vi har afskaffet? Vi troede vi var kommet af med de ord. For de ord siger, at vi er syndere, hele bundtet, hov, det ord har vi jo også afskaffet, men Kim Larsen siger frejdigt, at han har syndet i stænger.

Hvad? Ved sådan en sanger om synd og nåde og miskundhed? Ja, det ser sådan ud, og det er vist noget af hans åndeligt testamente til Danmark, som har afskaffet alt det. Intet til at forstyrre vort ego fra morgen til aften.

Hverken andre mennesker eller Gud.

Hvordan kan jeg sige det?

Jo, hvis synd ikke findes, end ikke er et ord, der giver mening, så betyder det, at et skænderi bare er en diskussion, at min vrede bare er berettiget, fordi andre er forfærdelige, så betyder det, at utroskab slet ikke kan være utroskab, men blot det, at vi gled fra hinanden og vi kom til at komme for tæt på en anden.

Det går langt videre.

Det er som med læsningen fra Esajas, hvor Gud udleverer folket til dem selv, at få det, som de vil, og det betyder, at han lader hegnet omkring vingården gå til, så vingården bliver afgnavet, nedtrampet, så der kommer tjørn og tidsel, så regnen holdes tilbage.

Det betyder, at der i stedet for vindruer kommer vilddruer.

Vi står over for et mægtigt fald bort fra en god indhegnet vingård.

I stedet ret kom retsløshed, siger Herren gennem Esajas, i stedet for retfærdighed kom nødskrig.

Hos os har vi arbejdet målrettet på at adskille tro og liv. Du er frelst ved Jesus Kristus, ja, men hvordan du lever, gør ikke fra eller til. Derfor kan vi også lave Guds bud om, fjerne nogle, reducere dem, og til sidst lade nogle flyde ud til det rene ingenting.

Og derfor må vi som mennesker, som folk, sige til vor Herre: Så vis os nåde og miskundhed.

Og så er vi ved Jesus, vor Herre, som virkelig rækker ud til hele verden. Også ud til de kloge, eller selvkloge, som ikke ville vide af ham dengang og i dag.

For ligesom bibelen er et brev fra den elskede (sådan ville Søren Kierkegaard sige), sådan er det med Jesus i forhold til os: det er Guds kærlighed fra evighed af, i Faderens og Sønnens rådslagning. En ubegribelig og ødsel kærlighed, der kæmper for at frelse alt, hvad der kan frelses, så om muligt kun Satan og hans slæng går fortabt, som vi har det i vores pinsesalme: Du, som går ud fra den levende Gud.

Som Gud ifølge profeten Esajas kæmper for at bringe folkets ledere til erkendelse af deres skyld, sådan gør Jesus også.

Og har altså håbet om, at de forhærdede til sidst overgiver sig og tager imod Jesus som deres frelser.

Sådan taler også apostlen Paulus. Han taler om, at hans eget folk for en tid er forhærdet, men at Guds rige aldrig bliver fuldt ud en virkelighed, uden at jøderne til sidst tager imod Jesus som deres Frelser.

Og Paulus lukker munden på al kritik, når han slutter med at sige:

”For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”

Så lad os høre Kim Larsens sang Den lige vej, lad os hver især komme vore synder i hu, små som store, og store, ja, de store er ofte de synder, som vi selv synes er bittesmå.

Lad os med Kim Larsen bede om nåde og miskundhed, for vi har ofte nok villet gå den lige vej, men så var for meste som om det gik den anden vej.

Amen.

Prædiken 14. oktober 2018

Hvorfor fortæller Jesus alt det om vingårde og vingårdsarbejdere?

Jo, præsterne, ypperstepræsterne, de skriftkloge og politikerne i Jerusalem mener ikke, Jesus kan lære som han gør.

Jesus havde svaret dem: Jeg vil stille JER et spørgsmål, og hvis svarer mig, så vil jeg også sige, med hvilken myndighed jeg taler.

Jesu spørgsmål er: Hvor kom Johannes Døberens dåb fra – fra himlen eller fra mennesker? De lærde er forsigtige og svarer ikke, for de vil helst ikke lægge sig ud med folk, der jo holdt meget af Johannes Døberen.

Hvad var det med Johannes Døberens dåb? Er det virkelig så vigtigt for kristne?

Ja, lige så vigtigt som det var dengang.


Den dåb var sendt fra Gud fra evighed til tidens fylde, til det øjeblik, som skulle vække mennesker til at leve efter Guds vilje, så de var parate til også at tage imod Frelseren selv.

Mennesker blev kaldet til at leve efter det dobbelte kærlighedsbud. Ikke som ord, men i praksis. De lovede før dåben: ja, jeg vil ændre min indstilling til alting.

Selv toldere kom til Johannes Døberen, og de lovede kun at tage det i skat, som de skulle, og så blev de døbt.

Vi hører ikke om prostituerede, som kom til Johannes Døberen, men det har de nok hellere ikke vovet.

Men så kom Jesus! Og tolderne og de prostituerede ligefrem flokkedes om ham.

Og det er det, Jesus siger til præsterne: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.

For de lærde og præsterne havde haft muligheden fra starten for at lade sige døbe af Johannes Døberen og omvende sig. Så havde en præst skullet spørge Johannes Døberen: hvad skal vi præster gøre? Johannes ville have svaret: understøt jeres gamle forældre i stedet for at give alle penge til templet. Men det skete jo ikke, de kom kun for at være tilskuere og kritisere.

Til gengæld kom selveste kong Herodes forbi og Johannes inviterede ham til at omvende sig, for han havde taget sin brors kone og havde giftet sig med hende.

Det er klart, at hvis kongen skulle have kommet ned i vandet til dåb, så skulle han have opløst sit ægteskab eller hvad der konkret nu skulle være sket, nu da han havde rodet det hele sådan sammen.

Altså, hos Johannes Døberen var der et krav om et nyt liv med en ny indstilling som forudsætning for dåben. Det var en dåb til omvendelse, en ny indstilling.

Så kom Jesus!

Og Jesus siger, at det er indstillingen, det kommer an på. Det er fint nok at sige ja, men hvis det bare er ord, kan det være lige meget. Noget i retning af: Jeg har hørt evangeliet, så jeg går direkte ind i himlen. Men der er ingen handling bag ordene – ingen gerninger, ingen ny vilje til at elske ærligt og redeligt Gud og næsten i ansvar dag for dag.

Så er der dem, der siger nej, men alligevel ændrer på deres indstilling og endda begynder at leve med den nye indstilling i praksis.

Og nu fortæller Jesus om vingården og hvad vi skal gøre:

Arbejd i min vingård!

Det er Jesu og hans Faders ord til enhver af os.

Arbejd i min vingård!

Arbejd med mine druer, grav, plant, beskyt planterne, hold øje med dem, så de til sidst giver skønne druer.

Men det er et hårdt arbejde. En siger nej, men går i arbejde. En anden siger ja, men gør det ikke.

Vi skifter alle mellem at sige ja og nej.

Men Jesus siger, at det var bedre at sige nej, men så alligevel med sine handlinger sige ja.

Alt det her med vingården handler om at tage imod Jesus som sin Herre og mester.

Simpelthen.

Og toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer, siger Jesus til. Ja, de kan sige med Kim Larsen: Jeg har syndet i stænger.

Der er ikke noget forstillelse, det er sandt, det er sådan det er.

Men de kan med Kim Larsen også sige: Så vis mig nåde og miskundhed!

Hvad? Nåde og miskundhed? Er det ikke noget vi har afskaffet? Vi troede vi var kommet af med de ord. For de ord siger, at vi er syndere, hele bundtet, hov, det ord har vi jo også afskaffet, men Kim Larsen siger frejdigt, at han har syndet i stænger.

Hvad? Ved sådan en sanger om synd og nåde og miskundhed? Ja, det ser sådan ud, og det er vist noget af hans åndeligt testamente til Danmark, som har afskaffet alt det. Intet til at forstyrre vort ego fra morgen til aften.

Hverken andre mennesker eller Gud.

Hvordan kan jeg sige det?

Jo, hvis synd ikke findes, end ikke er et ord, der giver mening, så betyder det, at et skænderi bare er en diskussion, at min vrede bare er berettiget, fordi andre er forfærdelige, så betyder det, at utroskab slet ikke kan være utroskab, men blot det, at vi gled fra hinanden og vi kom til at komme for tæt på en anden.

Det går langt videre.

Det er som med læsningen fra Esajas, hvor Gud udleverer folket til dem selv, at få det, som de vil, og det betyder, at han lader hegnet omkring vingården gå til, så vingården bliver afgnavet, nedtrampet, så der kommer tjørn og tidsel, så regnen holdes tilbage.

Det betyder, at der i stedet for vindruer kommer vilddruer.

Vi står over for et mægtigt fald bort fra en god indhegnet vingård.

I stedet ret kom retsløshed, siger Herren gennem Esajas, i stedet for retfærdighed kom nødskrig.

Hos os har vi arbejdet målrettet på at adskille tro og liv. Du er frelst ved Jesus Kristus, ja, men hvordan du lever, gør ikke fra eller til. Derfor kan vi også lave Guds bud om, fjerne nogle, reducere dem, og til sidst lade nogle flyde ud til det rene ingenting.

Og derfor må vi som mennesker, som folk, sige til vor Herre: Så vis os nåde og miskundhed.

Og så er vi ved Jesus, vor Herre, som virkelig rækker ud til hele verden. Også ud til de kloge, eller selvkloge, som ikke ville vide af ham dengang og i dag.

For ligesom bibelen er et brev fra den elskede (sådan ville Søren Kierkegaard sige), sådan er det med Jesus i forhold til os: det er Guds kærlighed fra evighed af, i Faderens og Sønnens rådslagning. En ubegribelig og ødsel kærlighed, der kæmper for at frelse alt, hvad der kan frelses, så om muligt kun Satan og hans slæng går fortabt, som vi har det i vores pinsesalme: Du, som går ud fra den levende Gud.

Som Gud ifølge profeten Esajas kæmper for at bringe folkets ledere til erkendelse af deres skyld, sådan gør Jesus også.

Og har altså håbet om, at de forhærdede til sidst overgiver sig og tager imod Jesus som deres frelser.

Sådan taler også apostlen Paulus. Han taler om, at hans eget folk for en tid er forhærdet, men at Guds rige aldrig bliver fuldt ud en virkelighed, uden at jøderne til sidst tager imod Jesus som deres Frelser.

Og Paulus lukker munden på al kritik, når han slutter med at sige:

”For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”

Så lad os høre Kim Larsens sang Den lige vej, lad os hver især komme vore synder i hu, små som store, og store, ja, de store er ofte de synder, som vi selv synes er bittesmå.

Lad os med Kim Larsen bede om nåde og miskundhed, for vi har ofte nok villet gå den lige vej, men så var for meste som om det gik den anden vej.

Amen.

Kim Larsen: Den lige vej

Slutter prædikenen ovenfor

Prædiken 9. september 2018 - om at lytte og falde til ro

Lad os se scenen for os og lige lægge mærke til hvad der står ud som mærkeligt:

 

Jesus er inviteret til middag hos farisæeren Simon. Så vidt så godt. Hvad årsagen til invitationen er ved vi ikke.

 

Jesus siger åbenbart ja-tak, han ankommer, går ind og sætter sig.

 

Her var allerede noget mærkeligt. Jesus er en ung lærer i Israel, så det giver ikke normal mening at han straks kaster sig ned på stolen, hvordan sådan en stol end så ud dengang, måske en lav stol, hvor man sad, indtil værten havde vasket ens fødder for støv. For ingen gik med sokker i sandalerne!

 

Altså, Simon hilser ikke Jesus med et kys, han vasker heller ikke hans fødder, som sig hør og bør i den kultur.

 

Han er ualmindelig uhøflig. Man må spørge: hvorfor har han overhovedet inviteret Jesus? Det må jo være for at undersøge, teste ham.

Er han en profet eller er han ikke.

 

Så dukker en kvinde fra byen op. Hun ved, at Jesus kommer på besøg der.

 

Hun er prostitueret, det mener i al fald Simon, at hun er. Og det er hun måske også.

 

Hun gør alt det, Simon skulle have gjort.

 

Men nu er det jo OGSÅ galt. For en kvinder rører bare ikke ved en mands fødder, hun lader bare ikke sit lange hår falde ned synligt for alle mændene.

 

Rabbinerne sagde, at en mand skulle tage og få sig skilt fra en hustru, der gik på gaden med håret hængende løst.

 

Men kvinden vasker ikke bare Jesu fødder, hendes tårer falder på hans fødder, og hun bruger sin kjole som håndklæde.

 

 

Dagens evangelium taler direkte til dig og mig.

 

Det er ikke sådan, at vi sammen kan nøjes med at glæde os over, at en kvinde modtager tilgivelse fra Jesus.

 

 

Nej, det handler om, at vi hver især ser vores enorme gæld over for Gud og næsten.

 

Farisæerne mente, han kun havde lidt, der skulle tilgives. Altså elskede han så lidt, så han ikke engang gad at gøre, hvad enhver vært ellers burde gøre, nemlig sørge for, at gæsten fik vasket støvet af fødderne.

 

Kvinden vidste, at hun var en stor synderinde. Derfor elskede hun Jesus forfærdelig meget, fordi hun vidste, at han rakte ud til alle og enhver, til toldere og syndere og prostituerede som hende selv. Hun vidste bare, at han ville tage imod hende. Derfor strålede hun af mod ved at komme til Jesus midt i det gode selskab. Derfor brød hun fuldstændig sammen i en strøm af tårer, der kom bag på hende selv.

 

Hun havde jo tænkt sig at hælde salven ud over Jesu fødder, men først strømmer hun over at gråd, angers gråd over sit liv, men også en ufattelig jublende glæde over at bliver taget imod, at blive fundet af hyrden, som det bortløbne får, der bliver fundet, så hendes glæde og gråd ikke kan adskilles.

 

Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget, siger Jesus.

 

Betyder det så, at hun tilgives på grund af sin hengivenhed for Jesus? Ja, det betyder, at hun har kastet sin kærlighed på Jesus, sin tro gælder ham alene af alle i verden.

 

Og den tro frelser, den tro bringer tilgivelse med sig.

 

Som Jesus siger til sidst direkte til kvinden: Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!”

 

Gå bort med fred, fred i dit hjerte, en dyb taknemmelighed, en vished om, at jeg er din frelser, og jeg rækker dig også fremover min hånd, når du falder.

 

Kvindens kærlighed til Jesus viser, at hun har modtaget tilgivelsen. Jesus på sin side viser kvinden kærlighed ved at lade hende græde ud hos ham og salve hans fødder. DET er tilgivelsen allerede, og hun VED det, og hendes tårer sprænger derfor endnu mere frem, helt overvældet af hans uforbeholdne kærlighed og tillid til hende.

 

--- Men, kan vi spørge, hvordan i alverden var kvinden kommet til en sådan tillid og tro på Jesus? For vi har jo hørt i læsningen fra Paulus’ brev, at troen kommer af det, som høres, og det, som høres, kommer i kraft af Kristi ord.

 

Kvinden har ganske givet hørt om Jesus, måske også hørt ham tale, helbrede, gøre godt, være mennesker god, tale med myndighed og kærlighed og sandhed.

 

Så troen har allerede været født i hende, og den tro har født kærligheden til Jesus, og så har hun overskredet farisæerens grænser og har crashet selskabet.

 

I bagklogskabens lys kan vi godt forestille, hvad der skete. Vi kan nemlig godt forestille os, at kvinden og folk i almindelighed ivrigt i porte og i gader talte om, at Jesus ligefrem havde drevet en dæmon ud af en udenlandsk kvindes datter. Folk lagde mærke til, tænker jeg, at Jesus trods sit tilsyneladende forbehold over for den udenlandske kvinde, det var en libanesisk kvinde, at Jesus hele tiden havde tænkt sig at befri datteren for dæmonen, men at han først ville lade verden se kvindens tro blomstre og blive fantastisk synlig. Han havde jo sagt til kvinden, at han som jøde ikke skulle hjælpe en libaneser, det hørte sig ikke til, ligesom man ikke giver hundene det brød, børnene skal have.

 

Kvinden griber ud og siger de utrolige ord: Jo, Herre, men hundene æder da smulerne fra børnenes bord!

 

Her skinner hendes tro ud i lys lue, og det er det, Jesus glæder sig voldsomt over og vil nå frem til, så han derfor siger, at den kvindes tro skal huskes overalt i hele verden, når evangeliet forkyndes.

 

Lad de to kvinders tro være inspiration for os!

Lad de to kvinders kærlighed til Jesus inspirere os, som i den danske muld ofte nok synes, at lidt kærlighed må være rigeligt, for man skal jo ikke overdrive.

 

Så lad mig slutte med at sige dette: Farisæerens lille kærlighed viste, at han slet ikke forstod hans egen gælds størrelse.

 

Lad os blot ryste af rædsel over, at vi længe nok har levet som farisæeren, lige meget hvor meget vi undsiger ham med munden.

 

Lad os sige med salmedigteren, hvis salme vi synger til slut:

 

Du er vor Far, den, der vogter og værner,

Lys i det mørke, som kommer fra os.

 

Prædiken 12. august 2018: Kvinden der salvede Jesu fødder med tårer og olie

 

Vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde begyndelsen, hedder det i en læsningen fra Hebræerbrevet.

 

Har vi den tillid? Eller er det smuldret for os i tidernes, i slægternes løb?

 

Hvad har vi tillid til? Pensionen? Helbredet? Penge? En super moderne bolig? Arbejde? Fritidsaktiviteten?

 

Men har vi også tillid til Jesus Kristus?

 

Uden tillid til ham har vi ikke del i ham.

 

Jesus lægger ikke fingrene imellem.

 

Hvis Sodoma havde oplevet det, Jesus havde gjort i Galilæa og omegn, ville den have omvendt sig og fulgt Jesus.

 

Hvad med os danskere? Hvad har vi oplevet?

Jeg ved ikke, hvor mange mægtige gerninger, den enkelte har oplevet.

 

***

 

Hvad er et ondt, vantro hjerte? Det er, når vi kaster tilliden til Jesus bort.

 

Jamen, er vi så onde i hjertet?

Ja, uden Gud og Jesus er vi alene om det, der gror i hjertets jord.

 

Og uden Guds bistand ved sin Ånd kan der ikke kommer gode frugter.

 

Jesus siger det sådan: Jeg er det sande vintræ, I er grenene, uden mig kan I slet intet gøre.

 

En almindelig mening i dag er, at kristendommen handler om næstekærlighed.

 

Det gør kristendom også, Jesus siger rent ud, at uden livsnerven til ham og dermed Helligånden kan vi slet intet gøre.

 

Er det derfor, troen er så usynlig iblandt os?

 

***

 

Guds rige er tiltrådt af Jesus.

 

Alligevel har hele byer ikke villet anerkende det, men de har også nægtet at omvende sig og tage imod den frelse, Jesus har bragt til dem og har givet dem beviser på gennem sine undere og prædikener.


Derfor er Guds dom over dem.

 

I hans egen hjemby ville de gerne høre søde ord fra ham, men de ville ikke bruge de ord til handling. Det var bare underholdning, når de kedede sig.

 

I hans hjemby syntes de godt om ham, men så var han jo ekstrem. Han sagde, da han første gang prædikede hjemme, at en profet aldrig er anerkendt i sin egen by.

 

Har vi danskere i stor stil nægtet at anderkende Jesus som vores frelser og Herre?

Har vi nægtet at omvende os og tage imod frelsen fra ham?

 

Godt spørgsmål.

 

Jesus siger, at hvis de mægtige gerninger, som var sket i Kapernaum, hans egen by, var sket i Tyrus og Zidon, eller ligefrem i Sodoma, så havde byen bestået.

 

Jesus siger, at en bys overlevelse som by afhænger af troen i den by, af at menneskene i den by omvender sig og tror evangeliet.

 

Jesu dom over disse byer gør moderne kristne meget utilpas. Vi ønsker et kærlighedens evangelium, som forsikrer om, at når alt er sagt og gjort, så vil alt og alle klare det fint til sidst.

 

Men evangeliet indebærer dom over vores hidtidige liv, for ellers ville det ikke være gode nyheder.

 

….

 

Sodoma vil få en mildere dom på dommens dag, siger Jesus, end hans egen hjemby, de byer, han har virket mest i.

 

Og har evangeliet ikke virket i mindst 1000 år hos os? Og dog, så vil mennesker ikke omvende sig til tro på Guds rige, på Jesus Kristus.

 

Hvad mon der kommer til at ske med vores land, hvis det fortsætter sådan?

 

Lige nu sker der store undere iblandt os, blandt asylsøgere, som tager imod den fred, Jesus giver, i deres hjerte.

 

Men vi har ladet mission blandt vore egne ligge. Vi har ikke gået til den, gået til hinanden med evangeliet, indbudt til tro.

 

Men tiden er kommet, kan ikke vente meget længere, hvor vi må gå ud på gader og stræder, eller måske hus for hus og indbyde til at lytte til evangeliet og tage imod Jesus i hjertet, så han kommer til at herske der, i stedet for alt muligt andet.

 

***

 

Så længe de er noget der hedder ’i dag’, hedder det i Hebræerbrevet.

Prædiken 5. august 2018: Hvad har vi tillid til?

Hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Spørger en Jesus

Det gode, siger Jesus, kun en er god. Selvfølgelig forstået som absolut og uden ophør: god.

God på denne måde kan et menneske aldrig nogensinde være.

Så Jesus siger, at spørgsmålet er forkert.

Ifølge den officielle danske oversættelse siger Jesus så: Hvis du vil gå ind til livet, så hold budene!

Bibelen på Hverdagsdansk går en anden vej og oversætter den græske sætning sådan her: Hvis du ønsker et godt liv, så hold Guds bud.

Hvis du ønsker et godt liv.

Ja, budene er gode til at have en ramme om livet, som også gør livet et godt sted at være.

Ikke et øjeblik mener Jesus, at manden her eller nogen af os, stor eller lille, kan holde budene til det yderste eller til det halve.

Manden mener, at han er et ordentligt menneske, for han har ikke slået nogen ihjel, han har ikke brudt et ægteskab (ellers noget disciplene synes må være noget af det sværeste, altså at holde sit ægteskab livet igennem), og manden her har heller ikke løjet, han har ikke vidnet falsk, han har æret sin far og mor, og han mener også at han elsker næsten.

Men han fornemmer, at der er noget galt her. Han er jo ikke salig. Så han spørger, om der ikke er mere, der skal til. Han spørger lige ud: hvad mangler jeg?

Jo, han kan jo sælge al sin ejendom.

Jesus havde undladt at nævne budene om ikke at begære næstens hustru og ting og sager.

Det kommer nu frem, at han hænger voldsomt ved sine ting og sager og rigdom.

Og hvad er der så galt med det?

Blot dette, at han har gjort sin ejendom og rigdom til sin Gud.

Og nu nærmer Jesus sig sagen – sagen for os alle.

Nemlig det første bud, som indbefatter dem alle: Du må ikke have andre guder end mig.

Og så siger Jesus. Kom så og følg mig!

Jesus er Gud! Følg mig! Kære menighed. Det er det, han selv fortæller til den, der ønsker at høre.

Lad os tage fat i vores eget forhold til alle vore ting og sager. Vor rigdom. Vi i vesten er ufattelig priviligerede.

Skulle vi ikke begynde at se at give mere, end vi hidtil har gjort? For det ER jo ikke lige meget for Jesus, hvordan vi omgås vor rigdom.

Bindingen til rigdommen er problemet. For som Jesus siger, ifølge Bibelen på Hverdagsdansk, at det ikke er let at komme ind i Guds rige, når man er bundet af sin rigdom.

Det er jo umuligt. For det er lettere for en kamel at gå ind gennem et nåleøje, end for en rig at gå ind i Guds rige.

Og billedet skal ikke afsvækkes. Nej, Jesus mener det.

For det er kun muligt med Gud som den, der kan frelse, den, der kan åbne vore hjerter, så vi netop af hjertet omvender os og følger Jesus fra dag til dag.

Kun når vi bliver som det lille barn, der helt har sin fortrøstning til faderen og moderen, kommer vi ind i Guds rige, er vi der, hvor vi skal være her og i Guds synlige rige.

Ægteskab – nær umuligt

Rigdom – helt umulig

Voksen – umuligt

Var det muligt for Maria at blive mor til Jesus? For Gud var det muligt.

Helbredelser var og er kun mulig for Gud ved Jesus Kristus.

Frelsen, den evige helbredelse, er kun mulig for Gud.

Hvordan? Når Gud virker hjertets omvendelse til binding til Jesus Kristus som vor Herre og Frelser.

Romerbrevet: Alle har syndet og mangler herligheden fra Gud.

Den unge mand spurgte til, hvad han manglede. Han manglede alt, han manglede herligheden fra Gud, som ethvert menneske mangler den.

Fordi vi har syndet, vi har vendt os bort fra Gud og har noget i os, der ikke vil Gud.

Men Gud kan vende hjertet indtil vor sidste stund.

Et eksempel på det er Ribbentrop, som var udenrigsminister i Hitlers regering og var med til planlægningen af udryddelsen af jøderne.

Han og en række andre top-nazister blev stillet for retten i Nüremberg ved krigens afslutning.

Henry Gerecke, en amerikansk luthersk præst med tyske rødder og som talte tysk såvel som engelsk, blev sat til at være præst for de nazister, som erklærede at de var protestanter, det gjaldt 15 stykker. En katolsk præst blev tilforordnet andre 5-6 stykker, som erklærede, at de var katolikker.

Gerecke besluttede, at han ville tage en runde til dem i cellerne og at have ville give dem hånd. Han inviterede dem til gudstjenesten, og 13 af dem kom.

Flere af dem angrede deres ugerninger. Blandt dem Ribbentrop – alt sammen ifølge Henry Gereckes vidnesbyrd.

 

Ribbentrop bad fra fængslet sin hustru sørge for, at deres børn blev døbt og da det stod klart, at han skulle hænges for sine ugerninger, lod han hende vide, at børnene skulle opdrages kristeligt.

Ribbentrop var den første der blev hentet til hænging. På vej til galgen sagde han til Gerecke: Jeg stoler på Kristus. rtraue auf Christus. Han sagde derpå: ”Jeg har min tillid til Lammet, som forsonede mine synde. Må Gud se i nåde til min sjæl”, og så vendte han sig om mod Gerecke og sagde: ”Vi ses igen”. Så blev han hængt.

For Ribbentrop såvel som for røveren på korset ved siden af Jesus er der håb til det sidste, når blot vi angrer vore synder.

Prædiken 8. juli 2018

Vi kan lige så godt tage fat på det svære med det samme.

Paulus siger, at Gud før verden blev skabt, har udvalgt os til i Kristus at står hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed.

Hvad betyder det? Det siges på en ny måde i næste sætning:

Gud har i sin gode vilje forudbestemt os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus. Og det skal føre til, at vi priser Gud for hans strålende nåde, som Han har skænket os i sin Søn.

Så nu har vi to gange hørt om nåden, som skulle blive en virkelighed ved Jesu gerning midt i historien, noget som Gud har planlagt før alt blev skabt.

Det kan lyde meget forvirrende med udvælgelse og forudbestemmelse.

Men netop denne tale om forudbestemmelse gør, at vi kan afvise enhver tanke om, at vi frelses på grund af noget som helst i os selv. Dommen til sidst til ske på grundlag af Kristus, ikke af noget i os.

Det Paulus siger er, at troen ikke kan opfattes som vor indsats, vor beslutning.

For hvis troen er vores beslutning, så er troen gjort til en gerning, og en gerning er ikke mere tro på Kristus.

Nej, troen er ikke en gerning, men det at vi ubetinget, radikalt, vender os bort fra os selv, fra alt vort eget og ubetinget søger tilflugt hos Kristus.

Sagt med et billede: Kun dækket af Jesu blod består jeg dommen til sidst.

Kun hans frelsesgerning redder mig, frelser mig til sidst.

Paulus vil lære os for enhver pris at droppe tro som tillid til os selv, tillid til, at vi er afgjort og har besluttet os til at tro på Kristus.

Tro er ikke en beslutning om at tro.

Det er i virkeligheden tro forklædt som vantro.

Heroverfor sættes Paulus den hemmelighed om forudbestemmelsen.

Det er en overbevisning om, at troen ikke kommer ved vor beslutning, men sker ved Helligånden, der får magt over vore hjerter ved, at vi hører evangeliets ord.

Luther: ”Jeg tror, at jeg ikke ved egen fornuft eller kraft kan tro på Jesus Kristus, min Herre, eller komme til ham, men Helligånden har kaldet mig til det ved evangeliet…” Og Helligånden ”kalder, samler, oplyser og helliger hele kristenheden på jorden og bevarer den hos Jesus Kristus i den sande, ene tro. I denne kristenhed tilgive han hver dag i rigt mål mig og alle troende al synd og vil på den yderste dag opvække mig og alle døde og give mig og alle troende i Kristus et evigt liv. Det er vist og sandt.”

***

Det handler ikke om, at VI får indsigt i Guds skjulte planer.

For Gud har hemmeligheder, fordi Han er Gud, som intet mennesker får indblik i, lige meget hvor meget vi måtte spekulere over tingene.

Derfor må vi ikke nysgerrigt udforske Guds væsen. Den vej fører ind i åndelig blindhed og hovmod.

Nej, i stedet er der kun tilbedelsens vej.

Og den dybe taknemmelighed over frelsen ved Jesu frelsesgerning gennem sit liv og ord, sin død og opstandelse.

Vi kan ikke forklare det skel, som evangeliets forkyndelse her i tiden altid sætter mellem troende og vantro, ved at vi mener, at vi selv har besluttet os til at tro og at andre har besluttet sig for ikke at tro.

Det gør ondt på os, at alle ikke uden videre tror på Kristus, men denne gåde, at det er sådan, at ikke alle uden videre tror, gør, at vi ikke selv kan komme ind i en ubodfærdig sikkerhed. Nej, vi holdes fast i boden, i at angeren hører med til at være kristen.

Når Gud beholder denne hemmelighed om udvælgelsen, så holdes vi fast på at blive hængende ved ordet alene, ved Kristus alene og søge vor frimodighed ene og alene i evangeliets ord om Kristus og Hans gerning.

Dermed holdes vi også fast på troen på Kristus alene, og det fører til den rette tone, altså at vi alene søger tilflugt til orden om Jesus Kristus.

Om forudbestemmelse og udvælgelse - tænk alligevel, at være udvalgt uden at jeg skal spekulere på andet end, at alle er kaldet og udvælgelsen i princippet omfatter alle! Prædiken til trinitatis søndag 27. maj 2018 - den der blev holdt! Prædiken ud fra læsningen fra Efeserbrevet

Første forsøg - ud fra Efeserbrevet 1:

Alle Guds velsignelser samler sig i dette:

Guds frelsesplan og hele hans frelsesgerning sker I KRISTUS.

Der skal eftertryk på de ord.

Det er overskriften.

 

v. 4-6:

1 vi er blevet udvalgt.

 

v. 7-10

2 Vi har fået syndernes forladelse for alt

Og vi har fået indsigt i Guds mening med alting,

Nemlig at Gud ville sammenfatte alt i Kristus. DVS. at Kristus holder alting sammen, råder over det hele, bliver det endegyldige svar på alting, den yderste forklaring.

Mig er givet AL MAGT i himlen og på jorden…

Vi kan undre os over, at Gud valgte at sætte hele verden i gang og hvorfor han skabte selvstændige mennesker med egen vilje, når han vidste, at det gav mennesker muligheden for at blive onde.

Svaret ligger i Kristus.

Han skulle forsone alt og åbne en mulighed for tilgivelse og redning for alle.

Han skulle genoprette det, som var ødelagt.

Det var det, Paulus kalder den frelsesplan, der skulle opfyldes i tidernes fylde.

Denne plan kaldes på græst oikonomia, altså en slags husholdningsplan.

Gud havde ligesom gjort sit budget op og beregnet risici’ene og beholdningen, inden han skabte verden.

Det hele ender med et plus – takket være Kristus.

 

v. 11-12

3 I Kristus har vi vort håb, inden vi vidste om det. I Kristus har vi fået vores arv, ikke ved egne fortjenstfulde handlinger. Her beror alt på, hvad Gud har besluttet og gennemført.

Alle kristne får her den trøst og opmuntring, at de er kristne, fordi Gud har villet det.

De har nærmest i forvejen et håb, ikke bare en følelse, men en realitet de tager med sig i alle ting, noget der virkelig eksisterer.

Og så stærkt et håb holder os oppe, uanset hvad verden så finder på at sige.

v. 13-14

4 I Ham er vi kommet til tro.

Vi får allerede nu et pant på arven, nemlig Helligånden i vore hjerter.

Helligånden gør, at vi ved, at vi røres af kræfter, som ikke er af denne verden. Og Helligånden besegler os, dvs. Guds løfte har vi vished for gennem det, Helligånden virker i os.

Men hvad så med alle dem, som ikke kommer til tro?

”Gud vil, at alle mennesker skal blive frelst” (1. Tim. 2,4).

Der findes mennesker, om hvem Jesus siger: I ville ikke, som foragter det, Gud ønsker for enhver.

Hvad vi ved er, at Gud ikke har udvalgt nogen til ikke at frelses.

Jesus gav disciplene befaling om at gå ud til alle folkeslag, og gøre alle disse folkeslag til hans disciple ved dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Trinitatis søndags prædiken 27. maj 2018 - første forsøg

I sommernattens korte svale, i dens velsignede kølighed, slår højt fredskovens nattergale, sang vi.

Den korte sommernat er nok et billede på tiden fra pinse til Guds riges komme i kraft og herlighed.

Det er kirkens korte tid, indtil nu de 2000 år.

Vores tid er som en sommernat.

Vi har mulighed for at høre nattergalenes helt unikke sang netop i denne tid frem til Skt. Hans:

Ikke mange vil kunne udpege nattergalen, fordi den er så diskret en fugl og er uanselig med ikke særlig markante farver.

Men dens sang er markant, og den er alene om at synge om natten.

Dens flotte sang består af serier af klaprende, smækkende, skurrende og klukkende toner der tit indledes med nogle eftertænksomme, skarpe toner.

Sådan er kirkens nattergale, der slår højt, med Grundtvigs ord, det er salmedigterne, det er apostlene og deres efterfølgere.

Det kan lyde klaprende og derfor ikke som det allerskønneste at lytte til, men det er til at forstå, det når ind til hjertet og smelter til tro og trøst, til glæde og fred.

Som nattergalen har tre fire motiver har nogle af kirkens talere også kun tre fire motiver, men lyder de i kraft, må vi glæde os over deres trofasthed.

De få tilbagevendende 3 motiver i apostlenes forkyndelse er:

Jesus døde for at bære vore synder bort

Han opstod påskemorgen for at vi skal leve

Omvend jer og tro på Ham!

Og som nattergales toner og mortiver ikke kan laves om, men godt optræde med mange  variationer knyttet til de faste elementer, ja sådan kan kirkens forkyndelse, kirkens nattergalesang ikke laves om, men nok forkyndes med individuelle variationer.

Derfor siger Jesus til os: ”Elsker I mig, så hold mine bud”.

Det begynder for disciplene med en vandring med Jesus. De er ved at lære hinanden at kende.

Men der kommer et punkt, hvor Jesus vil have disciplene til at beslutte, hvad de vil.

Elsker I mig, så hold mine bud.

Jesus vil ikke anses for en visdomslærer blandt mange, mange andre. Det er en falsk lære, som der igen og igen er nogen, som vil bilde folk ind. For så kan vi hver især jo også overtage folk med den smule visdom vi mener at have opnået

Nej, og atter nej, Jesus er ikke en visdomslærer. Han gør krav på disciplenes kærlighed. Og det er noget andet.

Sådan et krav kan kun Gud selv stille.

Og det gør Han og Jesus bekræfter det:

”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”

Og nu pinsedag hører vi, at Jesus som Gud selv fordrer af os at elske Ham. Han siger dermed rent ud, at Han er Gud, Guds Søn.

Og kære menighed, at vi holder Hans bud og dermed viser, at vi elsker Ham, er forudsætningen for noget andet.

Nemlig at Han vil bede for os.

Ja, det siger Han faktisk.

Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid; sandhedens Ånd.

Jesus nøder dig og mig til at gå skridtet fuldt ud, og om man vil, så er guleroden, at Han så vil bede for os. Ja, hvorfor ikke sige det, som Han lige ud siger det?

Guleroden, eller lad os bare også kalde det et løfte. Og han holder hvad han lover.

Måske sidder der nogen, som tænker: jeg synes det er noget mærkeligt noget at skulle elske Jesus. Jeg kan godt lide Ham, men elske, det er lidt voldsomt.

Godt, så vil jeg tage dig på ordet og vi oversætter Jesu ord:

”Hvis I kan lide mig, så hold mine bud. Og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid, sandhedens Ånd.”

Men efter lidt tid ved vi godt, at det duer ikke bare at sige: jeg kan lide dig. Vi ved det godt. Men hvis du kan bruge det til at komme over noget og tage en beslutning om at følge Jesus, så er det fint.

Næste trin er at Jesus beder for os.

Lyder det ikke utrolig menneskeligt? Som om Jesus alligevel ikke er Gud eller Guds Søn? Sådan kan vi godt umiddelbart tænke.

Men lad os så tænke efter en gang. Kun et barn kan bede sin far eller mor om noget på en fortrolig måde.

Derfor kan kun Jesus som Guds Søn bede sin Fader om noget, som vi derefter faktisk får.

Hvad? Helligånden, Sandhedens Ånd.

Talsmanden, en anden talsmand end Jesus, nu hvor vi i det daglige ikke ser Ham med vore øjne.

Jesu bøn udvirker, at disciplene får Helligånden i deres hjerter, som lader kærlighedens og sandheden brænde i dem, så alt andet fordamper som dug for solen.

Derfor synger vi til pinse: I al sin glans nu stråler solen! Kristus er solen, hvis lys kommer med sandhed men også med nåde til os, så vi kan tåle at høre sandheden om os selv, for i samme sekund som vi dybt føler vor synd og skam, tilgiver Han os, når vi blot bliver hos Ham.

Og hans lys er så stærkt, så det skinner til verdens end og sådan, at vi aldrig kan begribe hvordan. For Han er overalt hos sine disciple i hele verden og hos enhver, som lytter til sandhed. Og før mennesker ser sig om, har Han fanget dem som levende fisk og gjort dem levende som aldrig før.

Jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig, står der hos en af profeterne.

Faktisk har vi pinsens budskab hver eneste søndag i den hilsen, vi siger efter prædikenen: Vor Herres Jesu Kristi nåde – altså han er død for vore synder, og er opstået, så vi skal leve altid med ham

Guds kærlighed – kærlighedens fællesskab, hvor Jesus er i Faderen, Han er i og vi er i Ham – og det sker ved

Helligåndens fællesskab. For det er Guds Ånd som skaber liv og glæde og fred i os og omkring os og i fælleskabet.

Helligånden skaber kirken, skaber efterfølgere af Jesus Kristus, og det fejrer vi som kirkens fødselsdag, nemlig pinsedag, da Helligånden kom over disciplene.

Derfor vil vi på den dag, da Helligånd udrustede disciplene med kraft og styrke til at forkynde og hvor Helligånden gennem disciplenes forkyndelse fødte ny tro hos mennesker, på denne dag, da lad os hver især bede Helligånden komme i vores midte, røre ved os, styrke og trøste os, lede os og være vor Herre, sandhedens og kærlighedens Ånd.

Pinsedags prædiken 2018

Kære himmelske Far! Tak for denne festdag, tak for solens lys og varme, for det hus, vi kan samles i her, tak for alle gode gaver, du overøser os med. Tak for hele dit skaberværk fra den mindste orm til den største stjerne!

 

Herre Jesus Kristus, tak fordi du rækker os din hånd og hjælper os i al nød, og at selvom du fortæller os hårde ting om det mørke, der også er i os, så gør du det kun for at bringe os fred ved det, du har gjort for os. Vi takker dig for, at du bar vore byrder op på korset i vort sted, og glæder os over, at du er opstået og aldrig dør mere og derfor altid kan hjælpe os!

 

Gode Helligånd, rør ved vort hjerte, rør ved vore tanker, vort sind, rør ved hele vort væsen! Udrust os med dine gaver hver især og sammen. Velsign i dag konfirmanderne og deres familier og vær hos os med din glæde og fred, du som med Faderen og Sønnen lever og regerer, én sand Gud, fra evighed til evighed.

Bøn ved konfirmationen i Nordby kirke bededag 2018

Kære himmelske Far! Tak for denne festdag, tak for solens lys og varme, for det hus, vi kan samles i her, tak for alle gode gaver, du overøser os med. Tak for hele dit skaberværk fra den mindste orm til den største stjerne!

 

Herre Jesus Kristus, tak fordi du rækker os din hånd og hjælper os i al nød, og at selvom du fortæller os hårde ting om det mørke, der også er i os, så gør du det kun for at bringe os fred ved det, du har gjort for os. Vi takker dig for, at du bar vore byrder op på korset i vort sted, og glæder os over, at du er opstået og aldrig dør mere og derfor altid kan hjælpe os!

 

Gode Helligånd, rør ved vort hjerte, rør ved vore tanker, vort sind, rør ved hele vort væsen! Udrust os med dine gaver hver især og sammen. Velsign i dag konfirmanderne og deres familier og vær hos os med din glæde og fred, du som med Faderen og Sønnen lever og regerer, én sand Gud, fra evighed til evighed.

Animerede små film over Pilgrims Vandrer, som konfirmationsprædikenen henviser til!