Efraims Hymner: Livets vej. Hymner mod Hæretikerne nr. 25-26

 Livets Vej - et billede på den kristne eksistens 

1 Vi vil irettesætte dem, der farer vild

Og rejser ud på falske veje,

Skønt Livets Vej vidner for os,

At fredens udsendinge har tiltrampet den.

Åndens vismænd har udpeget den.

De ryddede og anlagde den på et farbart terræn.

Profeterne og apostlene har overleveret den.

Derpå er der milesten, som sandheden har opstillet,

Og herberger, som kærligheden har bygget op.

Brødre, lad os fuldføre vejen,

For Faderen har sendt sin Søn ud på den.

Lad os alle rejse på Kongens vej

For at alle må nå frem til Kongesønnen.

 

2 Det er en vej for Kongens hær,

Som er draget ud for at bane vej for Kongesønnen,

Så den kan ledsage Rigets Søn på den

Og komme helt frem til Kongens By.

For der er Davids troen bygget

Og gjort klar til Davids søn.

Det var sådan, Han var klædt, da Han blev hånet: som konge.

Han vævede kronen gennem den spot, der overgik Ham.

Han steg op og herskede på Golgata.

Han fuldendte sine profeters veje

Og fortsatte og tiltrampede den til sine apostle.

Lad os alle gennemløbe Sønnens vej

For at komme til at se Faderens herlighed!

 

3 Med torahen har Moses tiltrampet

Vejen med symboler for folket;

Dem har han spredt ud på hele vejen.

Men vor Herre har i sine testamenter

Fuldendt og anlagt sandhedens sti

For folkene, som går mod livets vej.

Alle symbolerne rejser på den vej, Moses banede

Og de når fuldendelsen på Sønnens vej.

Må vort sind være

Et banet terræn for den vej.

Mine brødre, lad os bane

Livets Vej i stedet for alle mulige terræner for vore sjæle!

 

4 Fornægternes munde

Fordømmer dem selv uden at de opfatter det.

De bekender med Johannes, at Han er kommet.

Men lad os se, om det ikke er i sin orden,

At udsendingene forud for Kongen

Kommer til enden og hører op.

For det var Johannes, som var

Den sidste og enden på profeterne.

Han så Simon, disciplenes overhoved,

Og vor Herre stod mellem

De første og de sidste.

Profetismens trompeter holdt inde,

Apostolatets horn gjaldede.

 

5. Forud for Kristus var han kommet,

Johannes var kommet til jøderne

For at bane en vej svarende til deres ord.

Mine kære, idet han banede

Kongerigets mægtige vej,

Fornemmede enhver, at Kongen er ved at være her.

Se, i tre hundrede år har Johannes

Banet vej for kongeriget

I fornægtere, hvor er Kongen?

Det er åbenlyst uden al tvivl,

At den forberedelse, Johannes gjorde

Forud for Kongen, som skulle følge i hans spor:

Fordi Han er ankommet, bringes forkynderne til tavshed.

 

6 Det er den vej, Abel rejste på,

Og Enok, Noa og også Abraham,

Moses og Josva og også Samuel,

Davids hus og Josefs Søn,

Sammen med de mange derimellem.

Se kæden af lysets børn!

Se, fornægterne bekender virkelig,

At vor Herre er kommet til Sion

Som en herre kommer efter sine tjenere.

Vejen overbeviser om, at Kongen

Sætter sig i bevægelse og drager ud efter sin hær,

Da de lagde råd op for at fjerne Ham,

Færdiggjorde de vejen ved hjælp af vejens Herre.

 

7 Alle, der kalder sig selv udsendinge,

Flygter væk fra Kongens vej

Og er derfor tyve i vejkanten.

Der er også røvere,

Som kommer til et mødested på vejen

For der at overfalde de handelsrejsende.

Den, der kan finde vejen,

Skal drage ud i hælene på dem

Og tilfangetage dem ved overfald.

Vi skal også drage ud efter dem

På vejen, der er forurenet af fornægterne.

Undersøg deres milesten og skjulesteder.

Få fat på fårene, som de har sønderhugget og skjult!

 

8 Vildfarelsen er faktisk en møgbunke,

Som tiltramper stier, hvor man bliver kidnappet

På venstre side af livets vej.

De er den oprindelige / første slanges slægtninge,

Den perverterede lærer, som førte de ortodokse på afveje.

For i hans spor vandrer og rejser de ud,

De lærere, som gør vejen ’dyb’

Og foreslår enhver enfoldigt troende

Deres ’mysteriers’ hæslige hemmelighed

Og underviser enhver ortodoks i deres perverterede mening,

For at de skal komme til at vænne sig til deres veje.

 

9 De banede veje er kommet i uorden,

For de falske veje er blevet knyttet til dem.

Synden har på Livets Vej

Sået et spor af død

For at forvirre lysets børn.

Bedraget får det til at se ud, som om det ligner sandheden,

For så mistanke om sandheden

Eller få bedraget til at vinde tiltro.

Gå opmærksomt ud på den vej.

Registrer dens tiltrækning i dit sind

For at den forbandede slange ikke skal møde dig,

Og få dig til at glide og sætte dig af på den hæslige vej.

 

10 Den Førstefødte, som har vandret på vandet

og tiltrampet vejen for sin discipel,

har formet og vist symboler med bølgerne,

Der var omrids af billeder i storme.

På vandstrømme har Han anlagt en sti

Og markeret punkter, der peger mod land på havet.

Således banede Han for sine apostle

Veje for forkyndelsen

I verden, symbolsk i havet.

Stemmen, som irettesatte bølgerne

Og jævnede stien på vandene,

Dannede en rolig sti på vandet.

Han irettesatte anstødssten i form af bølger

Og jævnede sandhedens vej for din tjener!

 

XXVI

1 Der er et stort spørgsmål at undersøge

Om alle fornægternes veje,

Nemlig om de har været der fra begyndelsen.

Den sti, Mani har fulgt,

Har han betrådt for kort tid siden, det var i går,

At ukrudts-læren blomstrede og visnede.

De røvere, hvis stier

Drejer væk til det sted, de ligger i baghold,

De fjerner sig fra Testamentet,

Som er blevet til ved Sønnens tjener.

Lad os se på profeternes vej, 

Om den fuldendes på apostlenes vej

 

Melodi: De sandt troende give dig ære!

 

2 Det er en mægtig kilde med livsmedicin,

En kilde af profetiske stemmer,

Et væld af Åndens ord.

Slanger har stjålet nogle dråber deraf.

De har suget lidt til sig og kastet meget op.

De er blevet opsamlet vand af dødsgalde.

Selvom drikken som sådan var livsmedicin,

Kom der dragesmag i den.

Den er blevet til død for dem, der drikker deraf.

Og den, som er uden forstand, mener,

At den flyder med noget velsmagende og fremmed –

En vildfarelse, som har stjålet et dryp

Fra den klare sandhedens kilde 

 

3 Lær vejen at kende og drag så afsted,

For at en anden vej ikke skal føre dig bort som fange.

For bedraget efterligner virkelig sandheden!

Der hvor Kongerigets milesten

Og herberger og handelsrejsende er,

Der er Kongens og udsendingenes vej.

Men der hvor der er varsler og stjernetegn, 

Blasfemi og ond besværgelse,

Er stien et sporløst øde for røvere.

og opdager du noget, der er en skændsel der,

Så flygt straks væk derfra.

Men der, hvor du har fundet en jævn vej,

Udjævn der din sjæl og rejs på den vej!

 

4 På grund af frugten anlagde Han vejen

Fra træ til kors:

Vejen strækker sig fra træ til træ,

Fra Eden og frem til Sion,

Og fra kirken helt til Kongeriget.

Lad os tage lidt ud på den vej,

Og læg mærke til, at den irettesætter fornægterne,

Hvorledes og hvor de har forladt vejen.

Ved Satans indgreb afveg de fra vejen og forlod den,

De har virkelig iklædt sig hans navn.

Vor Herre sammenligner sig selv med en vej:

Kom, lad os tage af sted på den frem til Hans Fader!

 

5 Den lange vej er buddenes vej,

Som skønt den er bred, dog er meget smal,

Både gammel og samtidig ny.

I dens første stykke gik de omskårne på den,

Idet de var bærere af vor Herres symboler.

For ingen kan leve uden symboler.

På vejens midterste stykker vandrede de omskårne,

Klædt i billeder på Sønnen.

Og Han, som gav liv til de første og de midterste,

Giver liv til de sidste med brød.

Han har opdelt vejen i tre dele:

Begyndelsen og slutningen er én og den samme,

Og alt når sin fuldendelse hos alles Herre.

 

6 Det, der fremkaldte vejen var Adam.

Hans Herres tjenere drog ud bag efter ham,

De blev udkørte af at lede efter det vildfarne får,

Så hyrderne kunne ikke

Finde det vildfarne (får)

Og bringe det tilbage til Hans fold.

Hans Herres Søn drog ud for at eftersøge Adam.

Han rejste ud på den vej, som hyrderne

Havde tiltrampet til flokkens Herre.

Han iklædte sig Adam og åbnede derved

Døren til Paradis ved sin indgang.

Tag rejsekost med og lad os tage af sted,

For vejen til Eden er banet!

 

7 Da Adam havde syndet, smed Han ham

Ud på tornenes og forbandelsernes land

For at han ved at revse sig selv kunne vende hjem til Eden.

Eva født os i et fængsel,

Og vi det indelukkede liv behagede os mere

End vores gang mod Paradis.

Kærlighed til det vante er stor,

Og fordi vi var vænnet til dunkelhed,

Opfattede vi lyset som noget modbydeligt.

Den bundne beder om at blive løst af lænkerne;

Fangen bønfalder om at få sin frihed.

Men hvis vor bøn skulle blive hørt,

Er den: at forblive i tornenes land!

 

8 Vi er lukket inde som på et skib

Og sørger over den, der går bort

Fra storm til fredens havn.

Sjælens lænke, det er bekymring,

Så derfor blotter alle nakken

For fuldstændig uden forbehold at tage imod lænken!

Alle er tilfredse, når de ser

Deres kære sammen med dem selv være henlagt

I skjulte lænker og kæder.

Ved børnenes fødsel er vi glade,

Men græder, når de dør.

Vi er glade, når de går bort til lidelsernes land,

Men græder, når de er på vej til lysets land.

 

9 Vi klager til vor Herre over to ting:

Vi græder, når Han kalder os til sig,

Og for det andet handler vi slet, når Han lader os være her.

Den Gode vidste, at om det var muligt,

Ville vi bestikke så meget som muligt for ikke at skulle gå bort

Fra fængslet til Kongehuset.

Han sørger for, at døden ikke tager imod

Bestikkelse eller bønfaldelser,

Så vi ikke kan overtale dem til at lade os forblive her.

Og skulle den Barmhjertige løse

Et menneske før den i forvejen korte tid,

Er der ligklage, for døden kom for at løse

Titusinder af led i legemets lemmer!

 

10 To ting kommer fra vor Herre:

 Det tidspunkt, da jeg kom ind i skaberværket 

Og det tidspunkt, der passer til, at jeg skal gå bort herfra.

Jeg blev født på sandhedens vej,

Selvom jeg i min spæde barndom ikke fornemmede det;

Da jeg begyndte at fornemme vejen, erhvervede jeg den i smelteovnen.

De forvirrede stier, der mødte mig undervejs,

Foragtede min tro,

For de ender på venstre side.

Eftersom jeg vedkender mig dig, Herre, så vedkend dig mig!

Vis mig synder, som tror på dig,

At selvom jeg har syndet, banker jeg dog på din dør,

Og selvom jeg tager min tid, vandrer jeg dog på din vej!

 

Efraims Hymner om Troen nr. 31.

Efraim Syrerens Hymne om Troen nr. 31

 

1 Lad os prise Ham, som iklædte sig navne på lemmerne.

Ører benævnte Han sig for at lære, at han lytter til os.

Øjne kaldte Han sig for at vise, at Han ser os.

Det er kun tingenes navne, Han har iklædt sig,

Og selvom Han ikke sin Væren har vrede og anger,

Iklædte Han sig deres navne for vor svagheds skyld.

 

Melodi: Velsignet være Han, som kom til syne for os mennesker i alle slags billeder.

 

2 Lad os forstå: Hvis Han ikke havde iklædt sig navne

På en ting, havde Han ikke kunnet tale

Med os mennesker. Med det, der kommer fra os,

Kom Han os nær.

Han iklædte sig vore navne for at klæde os

I Hans livsførelse. Han lånte vor skikkelse og iklædte sig den.

Som en far i forhold til sit barn talte Han med os i vor barnlighed.

 

3 Ja, Han iklædte sig vort billede og gjorde det dog ikke.

Han tog det af og tog det ikke af,

Mens han var iklædt det, tog Han det af igen.

Han tog det på som en hjælp og tog det af og skiftede,

Og sådan tog han alle slags billeder af og på.

Derved lærte Han at de hver for sig ikke var billeder på Hans Væren,

Fordi Hans Væren er skjult, formede Han åbenlyse billeder.

 

4 Engang var Han optrådte Hans som en gammel mand, ’den gamle af dage’,

Dernæst var Han som en helt, en tungt bevæbnet soldat.

Som dommer var Han en gammel mand,

I strid var Han den tungt bevæbnede.

Engang løb Han som en, der langsom,

En anden gang var Han træt, engang søvnig.

Engang trængte Han til hjælp; med alle midler udmattede Han sig for at vinde os.

 

5 Ja, Han er den Gode, som skønt Han kunne virke med tvang

Og uden besvære kunne gøre os smukke, dog arbejdede med alle midler

På at forskønne os med vor vilje, så vi kunne forme vor skønhed

Med farver, som vor vilje samler.

For hvis Han smykkede os, ville vi ligne et billede,

Som en anden havde formet og smykket med sine farver.

 

6 Tænk også på den, som lærer en fugl at tale.

Gemt i skjul bag et spejl underviser han den.

Og hver gang den vender sig mod den talende,

Finde den sit eget billede for sine øjne.

Så tror den, det er dens kammerat, der taler med den.

Han formede sit billede for dine øjne

For at du derved skal lære at tale som Ham.

 

7 Fuglen slægter her mennesket på,

For skønt der er ligheder, lokker han

og lærer den gennem den selv. Ved den selv taler den med ham.

Den Væren, som er i alt, ophøjet over alle ting,

Bøjede sig i sin kærlighed fra det høje og tog vor levevis på sig,

Arbejdede på alle måder for at vende alle til sig.

 

8 For billedet af en gammel mand eller helt,

Af en, der lagde sig, som der står skrevet, eller en, som ikke sov,

Af en, som blev træt, som der står skrevet, eller en, som ikke blev træt –

Ved at Han forbandt det og så opløste det, hjalp Han os til forståelse.

Han trak sig ligesom sammen og stod på en ’plate’ af safir.

Han strakte sig ud og fyldte himlen, som er i Hans hule hånd.

 

9 Han viste sig selv engang, Hans viste sig en anden gang.

Vi tænker – se! Han er på dette sted, men Han fylder jo alt!

Han blev det lille for at passe til os,

Han blev stor for at berige os.

Han blev lille, så stor, for at gøre os store.

Hvis Han var lille og aldrig stor, så ville Han i vore øjne være lille og ringeagtet.

Fordi Han kunne opfattes som svag, blev Han lille og stor.

 

10 Lad os undres over, at da Han blev lille, gjorde Han vor ringhed stor.

Og hvis Han omvendt ikke havde vist sig som stor,

Ville han have gjort vor tankegang ringe.

For så ville vi have ment, at Han er svag, og vi ville blive ringe ved det, vi tænker.

Han er den Værende og vi passer ikke sammen med Hans storhed.

Vi passer heller ikke sammen med hans ringhed. Han er stor, og vi farer vild;

Han blev lille, og vi krymper os; i alle forhold gjorde Han sig møje med os.

 

11 Han ville lære os to ting: hvad Han er og hvad Han ikke er.

I sin kærlighed skabte Han ansigterne, for at Hans tjenere skulle kunne se Ham.

Men for at vi ikke skulle komme til slå os på Ham og mene: ”Han er sådan”,

Forandrede Han sig fra skikkelse til skikkelse for at lære os,

At Han ikke har noget skikkelse (som os). Og skønt Han ikke forlod

Den menneskelige skikkelse, forlod Han den dog gennem at forandre sig.

Artikel om vejen i Efraims Syrerens hymner og prædikener

https://journals.lub.lu.se/pna/article/view/18872/17080

Hymner skrevet i Nisibis nr. 35,1-21

Nisibenske Hymner nr. 35: Om vor Herre, om døden og Satan.

 

På melodien: ”Hornet og trompeten”.

1 Stemmen udbrød: Den Ondes kræfter og hans tjenere stimlede sammen,

hele rajgræs-hæren samledes,

for de indså, at Jesus havde sejret (var gået af med sejren).

Det smertede hele den venstre side,

de martredes alle som en.

De gav sig en efter en til at berette alt,

hvad de havde udholdt. Synden og Sjeol var rædselsslagne;

døden sitrede, fordi de døde havde gjort oprør,

og Satan havde det på samme måde, for synderne gjorde oprør mod ham.

 

Omkvæd: Ære være dig - den onde så dig og blev forstyrret!

 

2 Synden råbte op med råd til sine børn:

dæmonerne og djævlene, og sagde til dem:

”Legion, jeres slagrækkers fyrste er ikke mere;

for havet har opslugt ham og hans venner, og også jer, mine børn,

hvis I viser foragt.

Denne Jesus vil ødelægge jer: I fik Salomon på krogen,

så det er skammeligt, at I bliver besejret af Jesu disciple,

fiskere og ulærde,

for de fik en fangst af mennesker, som vi tidligere havde fanget!

 

3 ”Det her er værre end alle onder”,

sagde den onde om vor Frelser,

”for han er ikke tilfreds med blot at udplyndre os,

men han er også begyndt at tage hævn over os for Jonas, Amittajs søn.

Han gjorde jo gengæld, da han tog og kastede Legion i havet.

Jonas kom op og landede efter tre dage,

mens selv efter så lang tid skjuler

havdybet Legion på hans bud.”

 

4 Jeg lokkede ham med dejligt brød efter hans faste,

men han lod sig ikke lokke.

Til min sorg måtte jeg arbejde for at lære en salme,

for at jeg med hans egen salme kunne fange ham;

jeg holdt op og øvede for anden gang på den,

men han gjorde min repetition overflødig.

Jeg førte ham op på bjerget og viste ham

alle besiddelser; jeg gav dem til ham, men han lod sig ikke forlede.

Salig var jeg i Adams dage,

for han gjorde mig ikke alt for udmattet af at undervise ham.”

 

5 Den onde holdt op med at gøre sig umage og sagde:

”Denne Jesus betyder, at jeg går ledig.

For toldere og skøger søger tilflugt hos ham.

Hvilket arbejde skal jeg søge? Jeg, som var alles læremester,

hvem skal jeg være discipel hos?” Synden sagde:

”Herefter må jeg holde inde og lade mig forandre fra det, jeg var,

for denne Marias søn, som kom,

har skabt menneskeheden som en ny skabning.

 

6 Grådig var døden, og den hylede op og sagde:

”Jeg lærte at faste, noget jeg før ikke kendte til.

Se, Jesus har skabt en forsamling, mens han forkyndte

faste for mig ved hjælp af sin medicin. Ét menneske lukkede munden på mig,

som havde lukket munden på mange.” Sjeol sagde:

”Jeg vil byde over min grådighed.

Derfor er jeg sulten. Se, han sejrede ved bryllupsfesten,

hvor han forandrede vand til vin,

forandrede dødt til noget levende.

 

7 Gud bragte også en vandflod,

vaskede jorden og skyllede dens gældsbeviser bort.

Ild og svovl anvendte han på den

for at gøre dens pletter hvide. Med ild gav han mig sodomitterne,

og med en vandflod kæmperne.

Han lukkede munden på Sankeribs folk

og åbnede Sjeol. Disse ting og lignende elskede jeg.

I stedet for retfærdige plager har han i sin godhed

bevirket liv for de døde ved sin søn.”

 

8 ”Jeg har set profeter og retfærdige,” sagde den Onde til sine slagrækker,

”og skønt de var utroligt stærke,

var der i dem ånde, som ikke var min, for menneskeklumpen

er forenet med vor surdej. Denne søn iklædte sig Adams legeme,

forstyrrede os, for vor surdej havde ikke herredømmet over ham.

Han var menneske og i sandhed Gud,

for hans menneskelighed var blandet med hans guddommelighed.

 

9 Den kilde, hvorfra alle slægter kommer,

nemlig Adam, ham så jeg,

hans børn undersøgte jeg og granskede en efter en,

men aldrig så jeg et menneske, som var både Gud og menneske.

Moses kom til at skinne med Hans stråleglans,

også ham undersøgte jeg, og jeg forstyrrede hans tale,

men end ikke denne her mands sind forstyrrede jeg,

for hans tankers kilde var helt igennem ren.

 

10 Det legemlige begær findes i alle legemer,

så selv når de sover, er lysten i dem vågen.

Den, som i vågen tilstand holder sig ren,

forstyrrer jeg i drømme. Legemets smuds rystes i ham

ved en rystelse skjult i hans indre.

både de vågne og de sovende bringer jeg kaos over.

Denne mand alene prøvede jeg at forstyrre,

men kan ikke forstyrre i drømme,

og selv i søvne er han lysende klar og hellig.

 

11 Allerede hans barndom var anderledes end andre børns, som vi så,

for jeg erkendte, at jeg ingen lod havde i ham.

Jeg var bange for ham i hans barndom, derfor hidsede jeg Herodes op

for at han skulle dræbes sammen med de andre børn.

Da han undslap også ham, blev jeg meget bange,

for hvordan fandt han ud af vor sammensværgelse mod ham.

Han tog imod de persiske præsters gaver,

hånede os, drog afsted og undslap vort sværd.

 

12 Jeg så de retfærdiges små børn,

og også de fromme mødres mindste;

dem undersøgte jeg fra moders liv en for en,

og jeg så i hver af dem vor surdej, for de var vrede og forbandede,

de var også opfarende og misundelige[1].

De blev ved hjælp af min lære til mine søde frugter;

men denne mand fra Faderens plante var en god frugt,

som besad sødhed, hvorved syndere er blevet forsødet.

 

13 Selv da han var barn, var han lærer

for mennesker ved den stråleglans, der lå over ham.

Og også præsten, som bar ham, var forundret over ham,

Han var klædt i den visdom, gamle har. Josef viste ham ærbødighed,

og hans mor fik stråleglans i hans nærhed.

Han var i sin barndom en hjælp for alle, der så ham,

han var til gavn for dem, der kendte ham;

fra den dag, da han kom til skaberværket,

var han en hjælp for menneskeheden ved sine sejre.

 

14 Hvorfra stammer Marias frugt, som kom til syne,

den unaturlige vinklase?

Nu er jeg hårdt presset af tvivl;

Jeg er bange, for hvis jeg ikke holder øje med ham, men lader ham være,

så vil de, som ellers besad min bitterhed, blive forsødet af hans lære;

på den anden side, hvis jeg presser og tramper ham ned,

er det min skræk, at han vil blive

til ny vin for syndere.

 

15 Jeg frygter for begge dele,

hvad enten han er død eller levende.”

Da svarede hans tjenere den Onde og rådgav ham:

”Selvom begge dele er hårde, er det dog lidt mere udholdeligt

at vælge hans død frem for hans liv. Lad Døden fortælle os,

om der før har været en blandt de retfærdige, som er blevet opvækket.

For der er ingen kæmper eller martyrer,

som sprang op fra Sjeol, som opsluger dem.

 

16 Man kan mærke vinden blæse,

men hvem kan udgranske Marias søn?

For da han græd, stjal han fra mig med sine tårer,

og da jeg sagde til ham: ’Kast dig ud fra det hellige tempel’,

troede jeg, at det var af frygt, han ikke kastede sig ud.

Da de kastede ham ud fra bjerget, fløj han i luften.

Ved brønden var han træt og satte sig.

Jeg forstår ikke hans forandringer -

fra at gå over det tørre land til at gøre det over vand.

 

17 Jeg så, at han sultede som menneske,

men det fik en ende, da han gjorde ét brød til mange.

Fra begyndelsen undersøgte jeg ham, så jeg kom hen til ham.

Han stillede spørgsmål, som om han ikke kendte mig,

men også dette fik en ende, for han viste,

at han kendte vore hemmeligheder. Ligesom han valgte Iskariot,

som om han ikke kendte ham; straks efter viste han, at han kendte ham,

idet han bandt ham og også lod ham gå.

Det forvirrede mig, at han blev døbt, kom op af vandet og overvældede mig.

 

18 Men ét tegn så jeg hos ham, som styrkede mig mere end alt andet.

For da han bad, så jeg ham og blev glad,

for hans ansigtsfarve skiftede og han blev bange,

hans sved var sivende blod, for han mærkede, at hans dag var kommet.

Dette tegn behagede mig mere end alt andet,

hvis ikke det var for, at han i sandhed narrede mig.

Men hvis han virkelig har narret mig,

ak, så gælder det i samme grad mig og jer, mine tjenere!”

 

19 Nu kom dæmonernes hær i oprør og sagde:

”Det tegn, vi ser i dig, er afskyeligt.

For aldrig før er sådan noget hændt dig.

Til mindre anvisninger var du strålende,

Marias søn indtog vore befæstede byer,

mens du holder lange prædikener. Stå op og drag ud,

lad os kæmpe mod ham.

Det ville virkelig være forsmædeligt, at vi mange skulle besejres af én,

og hvis det er en lidelse for dig, eller du er bange,

så giv os lov til at gå i krig, og bliv du hjemme!”

 

20 (Satan svarer) ”Denne Jesus kan jeg undervise

ud fra hans egne ord, og jeg vil kæmpe mod ham.

For han sagde: ’Satan er i splid med sig selv,’

og han kan ikke stå fast. Skønt han vil kæmpe mod os,

giver han os våben, som er rettet mod ham selv.

Afsted! Adsplit hans disciple,

for hvis I splitter dem fra hinanden, sejrer I derved over dem;

ved hjælp af Eva og slangen som fristere

sejrede jeg over den første Adam.”

 

21 Døden gav den Onde svar og sagde til ham:

”Hvorfor rører du ikke på dig? Det ligner dig ikke!

For du har ellers energisk fanget foragtede og små,

men hvorfor vil du ikke fange Jesus, som er større end dem alle?

Frygter du at smage de pile, Han kastede efter dig,

da Han blev fristet af dig?

Du og jeg og dine medarbejdere -

vor forsamling er for lille til at føre krig mod Marias søn.



[1] Eller ’lystne’.

Jul i følge Efraim Syreren - artikel i Præsteforeningens Blad 51-52 (2018), s. 1040-1044

https://praesteforening.dk/wp-content/uploads/2018_Nr_51-52_side_1233-1260.pdf?fbclid=IwAR2j6fs3KTCOVJVYOnVgwzHSnSqoBKMUep040W15bjua8Lno3Qhw7SByZPI

 

Artiklen bringes her i min tekstudgave

 

Jul i følge Efraim Syreren

Af Johannes Glenthøj, Samsø

 

Efraim (306-373 e.Kr.) virkede som diakon og rådgiver for biskopperne i Nisibis i Romerrigets udkant indtil 363.[i] De sidste ti år af sit liv virkede han ved den teologiske skole i Edessa (i dag Sanliurfa i det sydøstlige Tyrkiet ikke langt fra grænsen til Syrien). Som diakon digtede han mere end 400 salmer. Efraim skrev sine digte til fremførelse af kvinder i menigheden. Han talte og skrev syrisk, en aramæisk dialekt, som udfoldede sig bredt i Mellemøsten. Det Gamle Testamente blev hovedsagelig oversat til syrisk af jødiske lærde. Siden blev Det Nye Testamente oversat fra græsk til syrisk. Det syriske sprog var de kristnes modersmål i store dele af Mellemøsten, og moderne syriske dialekter bruges af kristne den dag i dag, mens det klassiske syriske sprog fortsat anvendes liturgisk i nogle kirker.

                      Julefesten fejredes i østkirkerne på Efraims tid 6. januar, mens man i vestkirken fejrede festen 25. december. Mit udgangspunkt i denne artikel er Efraims Fødselshymne nr. 5. Hvor citaterne stammer fra Fødselshymnerne, citeres blot hymnens nummer og vers.[ii]

                      Det er overraskende, at en afgørende grund til juleglæde var den årlige frigivelse af slaver. Kirken har med selve julen som prisme givet tidligere slaver en ligeværdighed. Johannes Krysostomos, som lever en generation efter Efraim, anbefaler frigivelse af langt de fleste slaver. For ethvert menneske bør klare sig selv og endda have overskud til naboen.

 

Tæpper

Efraim glæder sig over, at slaverne kan sidde og slappe af i julen. De frie borgere og de kongelige sidder på fine tæpper, mens slaverne må nøjes med måtter. Efraim tænker på julebordet efter julegudstjenesten! Nogle af de syriske og iranske flygtninge foretrækker også i Danmark at sidde og spise på tæpper. Tæppet har været spisebord i Mellemøsten, og interessant nok hedder ’møbel’ på arabisk mafrusj og har sin baggrund i ’tæppe’ eller ’måtte’, på arabisk farsj. Verbet farasja betyder blot: at sprede (noget ud) eller tildække et gulv.

 

Julens farve

Farven, der ifølge Efraim markerer julen, er purpur, som ikke er helt identisk med violet, men er en blanding af blåt og rødt. Julemåneden ”iklæder” sig i kærlighed purpur-klæder som en konge til ære for den nyfødte kongesøn.

 

Dørkranse

Årstiden har åbenbart til forskellige tider indgivet mennesker trangen til at hænge kranse på dørene, både i vores tid og i det fjerde århundrede. Efraim bevæger sig fra dørkransen til kransen for hjertets dør. Hjertets dør udtrykker, at den enkelte byder Helligånden velkommen:

 

Lad enhver ved denne fest

bekranse sit hjertes dør, så Helligånden

begærer at komme ind og bo

og helliggøre hjertet. For Ånden drager omkring

til alle døre for at se, hvor der er plads.

 

Naturligvis falder tanken let på blodet på dørstolperne, som beskyttede israeliterne fra dødsenglen i Egypten. Hos Efraim er kransen vel et tegn på den nye Konge. Efraim siger: Kejseren (på syrisk: kongen) udskrev en folketælling med henblik på at beskatte mennesker, så de kom i gæld til ham. Anderledes med Jesus: Han kom som en konge, ”der slettede gældsbeviser og skrev et nyt gældsbevis for at komme i gæld til os.” Her hentydes til alt det, der deles ud af skatkammeret. Disse skatte er noget, Kongen ’skylder’ mennesker!

 

Klædt i herlighed

’Herlighed’ er forbundet med julen i Joh. 1,14: ’Og Ordet blev kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen’ (på syrisk: sjubha). Denne herlighed havde han hos Faderen, før verden blev til (Joh. 17,5). Uundgåeligt klinger ordet med i julebudskabet (5,4-5):

 

Du Betlehem! Kong David

klædte sig i fint hvidt linned, mens Davids Herre

og Davids Søn skjulte sin herlighed

i svøb. Hans svøb

blev en herlighedsklædning for mennesker!

 

På denne dag har vor Herre

i ydmyghed udskiftet skam med herlighed.

 

Mennesker skal klædes i hans – guddommelige - svøb. Luther ville sige: vi får Kristi retfærdighed, Efraim: vi får Kristi herlighed. Kristus er på den ene side klædt i barnets svøb som menneske og samtidig klædt i lys som Gud, som Maria siger (5, 24): Hvordan kan jeg komme med svøbet til Ham, som er klædt i lysets stråler?

 

Kedsomhed

Er gudstjenesten kedelig? Det spørgsmål er åbenbart blevet diskuteret også i den tidlige kirke. Her ved julefesten, kan Efraim sætte trumf på:

 

Lad alle jage kedsomhed væk,

for Kongen kedede sig ikke

ved at være i skødet i ni måneder

for vor skyld, og ved at være tredive

år i Sodoma blandt vilde.

 

Så er det sagt, at alle folkeslag uden Kristus er vilde! Men altså: Kongen af Guds rige kedede sig ikke i ni måneder indespærret i moderskødet!

 

Men Gud gav også et middel til at muntre mennesker op, for han valgte at skabe fester

 

som skatkamre, og Han åbnede dem

for de dovne for at festen skulle overtale

dem til at rejse sig op og berige sig.

 

Se, Hans fest er som et skatkammer,

som den Førstefødte har åbnet for os.

Kun én hel dag om året åbner Han.

Se skatkammeret! Kom, lad os med udbytte

berige os dermed, indtil man lukker det!

 

Velsignet er de årvågne, som plyndrer

livets bytte derfra. Det er en stor skam,

når nogen ser sin nabo bære skatte med ud,

mens han selv siddet i skatkammeret

og sover, så han kommer tomhændet ud derfra.

 

Et skatkammer, kun åbent ’en hel dag’ – på vore breddegrader og i protestantismen højest ’en hel time’, men meget kan også ’plyndres’ på en time!

 

Julen, børnenes fest

Man fornemmer, at julefesten har en særlig klang af børnenes glæde:

 

Ved denne fest glædes alle døre

og forhæng; alteret glæder sig også

i det hellige tempel, og det gjalder

af glæde fra børnenes munde, så Kristus glæder sig

over sin fest, som hærskarers Herre.

 

Det ligefrem tordner eller gjalder af glædesråb fra børnene i kirken. Det er en opfordring til virkelig også at gøre noget særligt for børnene juleaften!

 

Lyset vender tilbage

Lyset begynder så småt at vende hos os til vores julefest 24. december. Efraim skriver (Fødselshymne 5,13):

 

Sollyset sejrede og formede et symbol

ved de grader, lyset steg. Det er tolv dage siden,

lyset er begyndt at stige, og det er i dag

den trettende, et fuldkomment tegn

på Sønnen og de tolv.”

 

De tretten dage er tiden fra den 25. december frem til 6. januar, da fødselsfesten, julen, blev fejret 6. januar i østkirken på den tid. Det er en pudsighed, at den korteste dag dengang tilsyneladende faldt på vores juledag. I al fald fik Efraim forbundet de to julefejringer i henholdsvis øst og vest. Om han gerne vil hilse den vestlige kirke, som fejrede julen 25. december, kan kun være et gæt. Efraim fortsætter (5,14):

 

Moses lukkede et får inde på den tiende dag

i Nisan måned, et tegn på Sønnen,

som kom ind i skødet og lukkede sig selv ind

på den tiende dag. Han kom ud af skødet

i denne måned, hvor lyset får overmagten.

 

Lam og barn

Der er ni måneder fra Nisan (marts/april) til december. Fåret, Moses skulle slagte ved påskefesten, lukkede han inde få dage før festen (14. Nisan). Jesus sammenlignes her med dette får, men Jesus, Sønnen, lukker sig selv inde i Marias skød. Mens Moses’ får blev slagtet, kom Jesus ud af sin ’indhegning’ i julemåneden. Han, der er ’alles Hyrde’ ”blev et lam inde i hende; da han kom ud, brægede han!” (11,7). Det samme syriske ord for ’bræge’ (paʿa) kan også anvendes om barnets pludren. Ordet med den dobbelte betydning angiver den nye Adams uskyld, for om den første Adam hedder det, at han var ”et uskyldigt lam, som græssede og brægede i paradis” (7,8). Inkarnationen handler om, at ungdommeligheden bibringes Adam og Eva igen, den de havde i paradis (7,11):

 

De gamle råbte: ’Velsignet være det spædbarn,

som gjorde Adam ung igen; for han var sørgmodig, da han så,

at han blev gammel og affældig, mens slangen, som havde dræbt ham,

skiftede sin ham og blev ung igen. Velsignet være det spædbarn,

som gjorde Eva og Adam unge igen!’

 

Dermed er det sagt, at påske udsprang af jul, og julen stilles lige med påsken som kosmiske vendepunkter, eller rettere, de er tilsammen et hele, der ikke kan adskilles. I julen kom et lam det sande Lam i møde, ’Påskelammet’ – Efraim tænker sig, at hyrderne kommer med et lam som julegave til barnet (7,3-4):

 

Hyrderne kom hen til Påskelammet med et diende lam,

en førstefødt til den Førstefødte,

et offer til Offeret, et lam i tiden

til det Sande Lam. Det var et dejligt syn,

at et lam blev ofret til Lammet.

 

Lammet brægede, da det blev ofret

til den Førstefødte. Det takkede Lammet,

som kom for at befri fårene og okserne

fra at blive ofret, og (befri) det påskelam,

som kom år for år gennem tiderne

som et symbol på Sønnen.

 

Tavshed og pludren – og tale

Maria siger til sit barn (5,22):

 

Hans øje er helt rettet mod himlen, samtidig med

at Han ustandselig pludrer. Hvor Han ligner mig,

selvom det tyste ved Ham minder mig om Gud.

 

Barnets underfulde pludren ’taler’ uendelig højt gennem paradokset: at Sønnen er Gud og menneske på én gang.

 

Maria og barnet

Mor-barn-scenen er før citeret, men sidst i Fødselshymnen 5 (vers 22-23) ser vi for os en ikon af Maria og barnet i Marias forundrede tale til sin søn:

 

Hvor er jeg dog forundret over, at der her foran mig

ligger et ’gammelt’ spædbarn!

Hans øje er er helt rettet mod himlen, samtidig med

at Han konstant pludrer. Hvor Han ligner mig,

selvom det tyste ved Ham minder mig om Gud.

 

Hvem har dog set et spædbarn,

som ser koncentreret på alting? Det ligner blikket

fra Ham, der har styr på alle skabninger oventil

og hernede. Hans blik ser ud som hos Gud,

der har magten over universet.

 

Her har vi vel også en forklaring på, hvorfor barnet ser så gammelt ud på ikonerne: det skal se gammelt ud, fordi det er fra evighed. Det er derfor, barnet ikke er malet realistisk eller naturalistisk som et ’almindeligt’ spædbarn, for så ville det ikke længere være Sønnen, der er Gud og menneske på én gang.

 

Paradokset fastholder Efraim igen og igen, og Fødselshymne 5 slutter med Marias særlige vuggesang (vers 24):

 

Hvordan kan jeg åbne mælkekilden

for dig, som er Kilden? Hvordan kan jeg give

mad til dig, som opholder alle ting

med mad fra sit bord? Hvordan kan jeg komme

med svøbet til Ham, som er klædt i lysets stråler?

 



[i] Se min oversættelse af Sebastian Brocks introduktion til Efraim: Det lysfyldte øje. (Boedal, 2010).

[ii] Fødselshymnerne er udgivet af E. Beck, Des heiligen Ephraem des Syrers Hymnen de Nativitate (Epiphania), Corpus Scriptorum Christianorum Orientalium 186-87, Scriptores Syri 82-83 (Louvain, 1959) med syrisk tekst og tysk oversættelse. Der findes en engelsk oversættelse ved Kathleen E. McVey, Ephrem the Syrian. Hymns (New York/Mahwah, 1989).

Hymner om Troen 1-3

Den første Hymne om Troen

På melodien: Herre, alt, hvad du har udholdt, vækker undren.

 

1 I stedet for det tegn, som giver alt liv og som alles Lærer har opstillet for os,

opstiller vor stolte slægt en ny tro.

Men Han, som kender alt, ved, hvad årsagen er til deres oprørske bevægelse.

 

Omkvæd: Dig være pris fra alle munde!

 

2 Hvis lyst til egen ære er deres bevæggrund, irettesætter vor Herre dette hovmod.

Hvis stridslyst er deres bevæggrund, vil vor Herre give stor enighed.

Men hvis kærlighed er deres bevæggrund, måtte Han da åbenbare sine det, der tilhører Ham.

 

3 Tro ikke, at dine pile når frem, når du sender dem mod det store bjerg:

de kommer et lille stykke væk fra dig, men når ikke målet.

For Sønnens fødsel er højt hævet over menneskelige spørgsmål.

 

4 Et mål, som svarer til dit væsen, er opstillet for dig: Undersøg det nære!

For ved det næres vidnesbyrd kommer man til tro på det fjerne!

Sjælen skal for dig være målet, det som forskerne gled væk fra.

 

5 For en mener, at sjælen er til; mens en anden mener, at den ikke er til.

En anser sjælen for dødelig, en anden betragter den som udødelig.

En lader sjælen være opstået af noget, en anden mener, den er opstået af intet.

 

6 Nogle bemærker sjælens storhed og gør den til en del af den Mægtige.

Andre lægger mærke til, at den forsvinder og gør den til et åndedrag af luften.

Andre gør den til ånde, og andre igen kalder blodet sjæl.

 

7 En fornemmede sjælens varme og sagde, at det skyldtes ilden,

en anden fornemmede dens åndelighed og lod den stamme fra Ånden.

En antager den for en del af Gud, en anden: et åndepust.

 

8 Nogle mener, sjælen stammer fra den Værende, andre: fra flere væsener.

Nogle gør den til en enhed, andre mener, den består af syv blandede elementer.

Nogle lader dens natur være rig og mangfoldig, andre anser dens væsen for fattigt og ringe.

 

9 Når selv drømme forvirrer den forvildede sjæl,

når forskere farer vild i undersøgelsen af den og går fejl af den,

hvem kan da udgrunde Sønnens uransagelige fødsel?

 

10 Kom, lad os undres over, at nogen siger sjælen ikke er til.

For skønt der bor en sjæl også i ham, har den forsøgt at argumentere mod sig selv.

Sjælen øver vold på sig selv, fordi den tror, at den ikke engang er til.

 

11 Sjælen, som ikke mærker sig selv, om den er til eller ej,

som ikke er i stand til at fornemme sig selv og som forhåner sig selv med egen mund,

hvorledes skulle den kunne udgrunde Ham, ved hvem den er skabt?

 

12 Sjælen kommer til syne i ordet, som er dens spejl.[1]

Netop i ordet kan sjælen se sit eget væsen,

at dens værdi i kraft af ordet er meget større end de umælende dyr.

 

13 Skønt sjælen altså er til, er den ikke til i kraft af sin forstand.

For hvordan skulle den ikke være til, når den opfattes gennem gerningen?

Og skønt den har sin eksistens fra sin Skaber, kan den gå fortabt på grund af sin frihed.

 

14 Hvis sjælen nu helt igennem undertrykker sin egen virkelighed

og ikke fornemmer sin egen storhed, men fornægter sin egen eksistens,

hvorledes kan den da udtale sig om, hvordan den virkelig er?

 

15 Og når sjælen fejler på grund af undersøgelsen af sig selv,

hvad kan den da udforske og gruble over, hvad kan den opnå ved undersøgelser?

Hvis sjælen er fjern for sig selv, hvordan skal den da kunne nå den Skjulte?

 

16 Hvis altså vor viden ikke har viden om den sjæl, som skulle eje viden,

hvordan skal den da vove at berøre den Alvidendes fødsel?

Hvordan skal den skabning, som ikke kender sig selv, kunne kende sin Skaber?

 

17 Store Natur, som overhovedet ingen mund kan tale om!

Den mund, som vil tale om den Uudsigelige,

gør Ham lille, skønt den ikke kan hamle op med Hans storhed.

 

18 Men enhver, som ønsker at gøre Gud stor og ophøje Ham,

ophøjer sig selv, når han ophøjer Gud, fordi Han af natur er stor.

Hold op med forskningen, som ikke er i stand til at fatte Gud,

og grib til stilhed, som passer i forhold til Ham!

 

19 Herre, giv mig at bruge begge dele med indsigt,

så jeg hverken overmodigt vil strides med ord eller skynder mig at tie stille!

Lad min tale være til gavn og lad mig tilegne mig viis tavshed!

 

Den anden hymne om Troen.

1 Lykkelig den, der stiller sandhedens lysfyldte spejl op foran sig

og deri ser din fødsel, som ord ikke kan rumme.

Omkvæd: Ære være dig, Faderens stemme!

 

2 Lykkelig den, der nærmer sig den kundskab, der udspringer af sandhed

og derved lærer, at Gud ikke kan undersøges af et menneske.

 

3 Lykkelig den, der er sandhedens salt i denne slægt, Herre,

og hvis tro ikke er blevet smagløs blandt smagløse, som vil udgrunde dig.

 

4 Lykkelig er du, der også lægger en mur af tavshed omkring din hørelse

så de kloges spørgsmål, som bekriger dig, ikke kan bryde igennem.

 

5 Lykkelig den, der i det skjulte lader Åndens vinger vokse frem,

så når der opstår strid på jorden, kan han tage afsked og fare op til himlen.

 

6 Lykkelig den, der er styrmand for sin tro,

så han kan styre uden om stridens oprørte bølger ind i tavshedens havn.

 

7 Lykkelig den, som også gør sig klart, hvad han ikke har kraft til at tale om,

og at han i sit indre ikke kan fatte den fødsel, som der ikke kan sættes ord på.

 

8 Lykkelig den, der ser bort fra at tale om det, som ikke er den tilladt;

lykkelig den, der gør sig umage med det, som er befalet.

 

9 Lykkelig den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang:

om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages.

 

10 Lykkelig den, der daglig holder sandhedens vægt ved lige,

så han afvejer alle sine spørgsmål for ikke at stille overflødige spørgsmål.

 

11 Lykkelig den, for hvem det rette mål er godt nok,

vægtet ud fra profeterne og apostlene, det mål som Retfærdigheden har skabt.

 

12 Lykkelig den, der afvejer sin granskning, så den er til hjælp for hans tilhørere:

ikke for lidt, så der ikke er nok, men heller ikke for meget, så granskningen får overvægten.

 

13 Lykkelig den, der ikke i hastværk overskrider grænsen;

lykkelig er den, der gør sig møje med langsomhed og når frem til et herberg.

 

14 Lykkelig den, der gør sig møje for at søge efter det, han kan finde;

lykkelig er den, der ikke lader sig forvirre af uforståelig granskning.

 

15 Lykkelig er den, Herre, hvis tunge er som en harpe,

der spiller melodier, som virker helbredende på tilhørerne.

 

16 Lykkelig er den, der erhverver den sandhed, der kan støtte de svage, Herre,

og hvis troskab mod sandheden er som en støttestav for den, hvis forstand er blevet syg.

 

17 Lykkelig er den, hvis lære er en god surdej

og som fremkalder den rette smag hos den ’usyrede’ dåre.

 

18 Lykkelig er den, der polerer sin granskning som et spejl

til fordel for dem, som har en mangelfuld tro, så de kan vaske deres pletter af deri.

 

19 Lykkelig er den, hvis ord er som livets medicin;

det giver liv til de i forstanden døde, som har ophøjet sig over Ham, der giver alle liv.

 

20 Lykkelig er den, der spiller døv, når man udforsker din fødsel;

lykkelig den, der spiller på trompet, når man taler om din fødsel.

 

21 Lykkelig er den, der ved, at granskningen af dig, Herre, er voldsomt overmodig;

lykkelig er den, der er fortrolig med den søde smag, der er i at prise dig med ord.

 

22 Lykkelig er den, der ikke lader sin mund være en gennemgang

for tåbelige spørgsmål, der vælder frem fra vægtløse ordkløvere, Herre.

 

23 Lykkelig er den, hvis tunge er et lysfyldt redskab, Herre,

og som bruger den til at udtrykke den sandhed, der strømmer ud fra profeterne og apostlene.

 

24 Lykkelig er den, der ikke har fået smag på det bitre i grækernes visdom;

lykkelig er den, der ikke er gledet bort fra apostlenes enkle visdom.

 

Den tredje hymne om Troen.

1 Lykkelig den, Herre, der er værdig til i stor kærlighed at kalde dig

’den elskede Søn’, sådan som Gud, din Fader, kaldte dig.

Omkvæd: Dig være ære, Guds Søn!

 

2 Lykkelig den, der har vænnet sin mund til at være tilbageholdende med alle mulige spørgsmål

og nøjes med at kalde dig Guds Søn, som Ånden kaldte dig.

 

3 Lykkelig den, Herre, der er værdig til at tro fuldkomment

og kalde dig Søn, som alle apostle og profeter kaldte dig.

 

4 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at din majestæt ikke kan undersøges

og omgående går i rette med munden, så den ærer din fødsel med tavshed.

 

5 Herre, lykkelig er den, der har erhvervet sig et lysfyldt øje, hvormed han kan se

englene, som står for dig i dyb ærefrygt, og se, hvor anmassende mennesket er.

 

6 Lykkelig den, Herre, der bruger forstandens kraft til at iagttage,

hvordan skabninger ikke mægter dig og takker, fordi han er værdig til at du tager bolig i ham.

 

7 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at du er Gud, Guds Søn,

og er sig bevidst, hvis søn han selv er, for en dødelig er søn af en dødelig.

 

8 Lykkelig den, der forstår, at din Fader er Adonaj,

og samtidig kommer sin egen fødsel i hu, at han er søn af den jordiske Adam.

 

9 Lykkelig den, der forstår, at englene priser dig i tavshed,

og som i al hast kæmper med sig selv, fordi han har det med at tale alt for overilet.

 

10 Lykkelig den, der erkender, at Himlen oventil er i ro,

mens jorden hernede er i oprør, så han bringer sig selv til ro, når bølgerne går højt.

 

11 Lykkelig den, Herre, der lærer, at serafen råber ”hellig” og derpå tier,

mens de skriftkloge uden ophør forsker. Forlad de skriftkloges vej og vælg serafernes!

 

12 Ja, hvem undrer sig ikke over, at du sidder ved Faderens højre hånd,

mens støvet, som sidder i støvet, udforsker dig fra toppen at støvbunken.

 

13 Lykkelig den, Herre, der erkender, at du er i Guddommens skød,

og kommer i hu, at han skal falde tilbage i jordens skød, som fødte ham.

 

14 Herre, hvem forbavses ikke over, at du er alle skabningers Skaber,

Mennesket søger at granske dig og forstår ikke engang, hvad sjælen er.

 

15 Herre, det er forunderligt, at du alene kender din Fader,

mens støvet er så tarveligt at ophøje sig for også at granske din Fader.

 

16 Lykkelig den, der er blevet guddommelig i sin livførelse,

så når han har helliget sig selv, råber til dig: Gud, Guds Søn!



[1] Spejlet viser synligt det, der ellers ikke kan ses. Jeg kan ikke se min sjæl, men ser den derved, at jeg kan tale!

 

 

Hymner om Troen 10 - om nadveren

 

1. Herre, du skrev: 'Åbn din mund, så vil jeg fylde den!'[1]

Se, din tjeners mund, såvel som hans sind, står åben for dig!

Fyld den med din gave, Herre,

så jeg efter din vilje kan synge lovsang til dig.

Omkvæd: Gør mig værdig til at nærme mig din gave med ærefrygt!

 

2. Enhver kan på sit trin stige ind i din fortælling;

jeg vil stille mig på det nederste trin – hvis jeg er modig!

Men hvem vover at grunde over din fødsel,

når den er forseglet med tavshed?

 

3. Den ene natur, du har, kommer til udtryk på mange måder

og på tre planer: det høje, det midt imellem og det hernede.

Gør mig værdig til her på jorden

at samle smuler af din visdom ligesom brødkrummer!

 

4. Din ophøjede tilblivelse er skjult hos din Far,

så vægterne forundres over din rigdom, som de nu kan fatte den.

Herre, blot én lille forklarings-bæk

er for os på jorden en flod af fortolkninger om dig.

 

5. Selvom den store[2] Johannes råbte:

'Herre, jeg er ikke værdig til at løse dine sandalremme'[3],

vil jeg som synderinden søge ind i skyggen fra dine klæder[4],

og så begynde derfra!

 

6. Som hun ængstedes, men fattede mod, fordi hun blev helbredt,

helbred da mig for min ængstelse og frygt, så jeg fatter mod på grund af dig![5]

Bring mig fra dine klæder til dit legeme,

så jeg så godt som muligt kan tale om dig.

 

7. Dine klæder, Herre, er en helbredende kilde.

I din synlige klædning boede din skjulte kraft.

Lidt spyt fra din mund var også et stort under,

for der blev lys i det dynd, spyttet lavede.[6]

 

8. I dit brød er skjult den Ånd, som ikke kan fortæres,

i din vin bor den ild, som ikke kan drikkes.

Ånd i dit brød, ild i din vin:

et under uden mage, vi modtager med vore læber!

 

9. Da Herren steg ned til de dødelige på jorden,

omskabte Han dem til en ny skabning, så de blev vægtere lig.

Ild og Ånd blandede Han med dem,

for at de i hemmelighed skulle være af ild og Ånd.

 

10. Serafen bragte ikke kulstykket til Esajas med fingrene[7];

kun munden berørte det egentlig.

Han holdt det ikke i hånden og spiste det,

men os har vor Herre netop givet at gøre begge dele.

 

11. Til de åndelige vægtere bragte Abraham

legemliges mad, og de spiste deraf[8]. Det er et uhørt under,

at vor store Herre giver os legemlige

ild og Ånd at spise og drikke.

 

12. Ild steg i vrede ned over syndere og fortærede dem[9];

Barmhjertigheds ild er kommet ned over brødet og har taget bolig deri.

I modsætning til den ild, som fortærede mennesker,

har I fortæret ild i brødet og får derved livet!

 

13. Ild steg ned over Elias' ofre og fortærede dem[10],

men Mildheds ild er blevet et levende offer for os.

Ild fortærede dengang offergaven,

mens din ild, vor Herre, fortærer vi i din offergave.

 

14. 'Hvem har fanget vinden i sine hænder?'[11], hedder det.

Salomo, kom og se, hvad din fars Herre har gjort![12]

Imod naturen blandede Han ild og Ånd

og lod dem strømme ned i sine disciples håndflader.

 

15. 'Hvem har nogensinde fastholdt vand i et klæde?' spurgte han.

Se, der er en kilde i ’klædet’, i Marias skød!

Sådan modtager dine tjenerinder i et klæde

en dråbe af liv fra livets kalk[13].

 

16. Se den kraft der er skjult i helligdommens klæde,

en kraft som forstanden på intet tidspunkt har fået greb om![14]

Hans kærlighed bøjede sig, steg ned

og svævede[15] over klædet på forligelsens alter.

 

17. Se ild og Ånd i din mors skød!

Se ild og Ånd i den flod, hvori du blev døbt!

Ild og Ånd i vor dåb -

i brød og kalk: ild og Helligånd.

 

18. Dit brød tager livet af den umættelige, som havde gjort os til sit brød;

din kalk tilintetgør døden, som nærmest havde slugt os.

Herre, vi har spist og drukket dig -

ikke for at gøre det af med dig, men for at leve ved dig.

 

19. Blot remmen på din sandal forskrækkede dem, der forstod, hvem du er;

de, der havde indsigt, var bange for en flig af din kappe.

Se, vor uforstandige slægt har ved at forske i, hvem du er,

mistet forstanden, fået for meget af din most!

 

20. Underfulde er fodsporene efter din gang på vandet[16]!

Du lagde det store hav under dine fødder,

og dog gjorde du dit hoved til en lille flods slave:

du bøjede dig ned og lod dig døbe deri.

 

21. Floden lignede Johannes, som døbte deri;

de to afbilder hinanden, små som de er.

Begges Herre underkastede sig dem:

den lille flod og den svage tjener.

 

22. Se Herre, favnen fyldes af blot en smule af dine gaver[17],

og eftersom jeg ikke kan have mere i armene,

så hold din gave tilbage, medens jeg falder på knæ,

og gem den i dit skatkammer som pant,

                                    for at du atter kan give os den!

 



[1]. Sal. 81,11 i den syriske bibeloversættelse.

[2]. Se Matt. 11,11.

[3]. Luk. 3,16.

[4]. Luk. 7,36-50.

[5]. Mark. 5,25-34.

[6]. Johs. 9,5-6.

[7]. Se Es. 6,6-7.

[8]. Se 1. Mos. 18.

[9]. Se f.eks. 2. Kong. 1.

[10]. Se 1. Kong. 18,38.

[11]. Ord fra Ordspr. 30,4 her og i vers 15. På syrisk (som på hebraisk) kan ordet for 'vind' også oversættes 'ånd'.

14. Se Luk. 20,41-44.

 

[13]. Kvinderne på Afrems tid modtog nadveren (vel brød dyppet i vinen) sådan.

16. Henviser til mørket, der ikke begreb lyset, Joh.Ev. 1,5.

 

[15]. Ligesom Ånden, der svævede over vandene i 1. Mos. 1.

[16]. Måske en hentydning til Sal. 77,20.

[17]. Hentydning til bl.a. Mark. 7,28 og Luk. 16,21.

Hymner om Troen 18

Verset i Hymner om Troen 10-25 består i følge Beck af fire linjer: 11 – 11 – 8 – 9. For det meste kan de to første linjer deles op i 5+6 stavelser, tredje linje i 4+4 og den sidste i 4+5, hvoraf det sidste femstavelsesled ofte fungerer isoleret og responsorieagtigt.

 

1 Hvis en fugleunge ikke er udviklet helt færdig,

kan den ikke bryde sin skal itu, den mangler stadig noget.

Når troen er tavs, mangler den også noget.

Du, som fuldender alt, fuldend troen!

 

Kommentar: Fugleungen kan ikke komme ud af sin skal, hvis ikke den udruges færdig. Der mangler noget. På samme måde er det med troen: Er den i hjertet, men ikke i munden, så mangler der noget, så er troen ikke ’udruget’ eller bedre: ’bragt til fødsel’. Bønnen til Kristus er afgørende: ”Du, som fuldender alt, fuldend troen!” Der er ingen tvivl om, at Efraim her knytter an til Hebr. 12,2, hvor Kristus kaldes ”den, der sætter vor tro i gang og fuldender den”, eller ”troens kilde og fuldender”, risja wa-gamura l-hajmanutha. Uden Kristus forbliver den kristne i sin egen skal. Troen fødes i bekendelse til Kristus.

 

 

Omkvæd: Gør mig værdig til at ære din fødsel med tavshed!

 

Kommentar: Her kommer paradokset ind. Kristi fødsel fra Faderen må æres i tavshed! Her er ingen plads til tale, men kun lovprisning. Lovprisning er tavshed! Lovprisning uden diskussion eller rationel undersøgelse.

 

 

2 Fuglens art bliver til på tredelt måde:

fra skødet til æg og derfra til reden, hvor den pipper,

og når den er færdigudviklet, flyver den i luften

med udbredte vinger ud i korsets tegn.

 

Kommentar: ”Skødet” kan oversættes: livmoderen. Mellem 2. og 4. årh. ’udkom’ skriftet Physiologus, som indeholder kristologiske tolkninger mest af forskellige dyr og fugle. Skriftet findes i syrisk oversættelse. Men Efraims tolkning i dette digt er formentlig hans egen, både fuglen, der flyver i korsets tegn og symbol på Treenigheden. Når det hedder, at den færdigudviklede fugl flyver med udbredte vinger i korsets tegn, så betyder, at uden Kristus kan den troende ikke komme i bevægelse, men er – ubevægelig. Korset er bevægelsens tegn, som gør at fuglen flyver ud i verden i sin individualitet. Korsets ”tegn” er raza på syrisk. Dette ord er utrolig ladet og spiller en afgørende rolle i Efraims digtning. Det betyder grundlæggende ’hemmelighed’, dernæst hemmelig betydning, type, tegn, symbol, lighed, og endelig: mysterium, sakramente, om nadveren. Når vi taler om en symbolsk betydning, taber betydningen allerede meget af sin kraft. For Efraim er verden ladet med ’hemmelige tegn’, og det er ikke uden grund, at det samme ord får en fast betydning knyttet til nadverens brød og vin. Et symbol (på græsk) er to ting, der hører sammen og som ikke kan opløses, uden at begge dele taber deres kraft og betydning. For Efraim er de udbredte fuglevinger virkelig en hemmelighed, som har sammenhæng med Skaberens Søn, Kristus, der døde på et kors med udbredte arme.

 

 

 

3 Også troen når sin fuldendelse på trefoldig vis:

for da apostlene troede på Faderen, og Sønnen og Ånden;

fløj forkyndelsen ud til de fire dele (af jorden)

i kraft af korset.

 

Kommentar: Ordet nævnes ikke direkte, men troen fuldendes som tro på Treenigheden. Med den tro fløj budskabet ud i hele verden som en fugl, der ikke blot er udruget, men kan flyve fra reden. For Jakob af Sarug er netop Kristi Himmelfart den dag, der ’apostelægget’ blev udruget, så apostlene som ørneunger var flyvende, samtidig med at Kristus fór til himmels.[i] Dette eksempel på, hvoran Jakob af Sarug inspireres af et billede eller en tankekæde hos Efraim, er typisk.

 

’Ud til de fire dele (af jorden)’. Nord, syd, øst og vest tegner korsets tegn. Det hedder sig, at jorden indtil opdagelsen af Amerika opfattedes som bestående af tre ’hjørner’. Men allerede Ez. 7,2 taler om ’jordens fire dele/ender’. Det syriske ord: kenfe, betyder også ’arme’ eller ’vinger’ samt ’grænser’ og bruges i syrisk tradition om korsets ’arme’. I Åb. 7,2 bruges udtrykket ’jordens fire hjørner.’ For kristne stod der derfor klart, at budskabet om Kristus sendtes ud til alle folkeslag, altså til alle dele af jorden.. De fire levende væsener i Ez. 1 var profetiske typer for de fire evangelister. Ydermere, med fire evangelister måtte der – alen af den grund! – være fire verdenshjørner eller ’dele’, penjan.

 

’I kraft af korset’- inspireret af 1. Kor. 1,18: ”Ordet om korset er… for dem, der får livet, er det Guds kraft. Eller med 1. Kor. 1,24: Kristus er Guds kraft. Samtidig kan vi lægge mærke til, at ordet haila, også anvendes i Fadervor på syrisk: ”For dit er riget og kraften og æren…” Derfor kan vi forstå, at for Efraim beder vi naturligvis i Fadervor til Gud Fader, men kraften kommer fra Kristi kors.

 

 

4 De tre navne er sået trefoldigt

i ånd, sjæl og legeme, som i en hemmelighed.

Vor ’trehed’ hersker over sværdet,

når den er blevet fuldendt ved de tre (navne).

 

Kommentar: Det er interessant, at Efraim bruger ordet ’treenighed’ eller ’trehed’ om menneskets sammensætning, ikke om Treenigheden. Her bruger han de ’tre navne’. Han lader mysteriet stå. Nu siger han, at når ånd, sjæl og legeme er fuldendt, har vundet herredømme over jordens grænse. Det betyder naturligvis, at dette herredømme er kommet i kraft af, at ånd, sjæl og legeme er blevet ført til fuldendelse i forkyndelse, men vel også, at uden den organiske vækst gennem legeme, sjæl og ånd, kan forkyndelsen ikke slå igennem.

 

Med ’sværdet’ tænkes der på forfølgelser; det følgende vers har martyriet med.

 

5 Når ånden lider, indtegnet som Faderens;

når sjælen lider, er den helt blandet helt med Sønnen,

og når legemet bekender og brændes,

har det helt og fuldt fællesskab med Helligånden.

 

Kommentar: Åndens, sjælens og endelig legemets lidelse fører til fuldt fællesskab med Helligånden. Indblandingen er især forbundet med blanding af vand og vin. En sådan blanding var vel almindelig i antikken; man drak ikke ublandet vin. At sjælen bliver helt ’blandet’ med Sønnen, vil sige, at sjælen får del i Sønnens guddommelighed. Sjælen er vand, Sønnen vin i denne blanding.[ii] Af HFid 28,2 fremgår det, at ublandet vin er en uting. Vinen i sig selv er for stærk. Tankegangen i vers 5 her må være, at i sjælens blanding med Kristus, er vi vand, der gør, at vi kan tåle Hans vin/guddommelighed.

 

’Fællesskab med Helligånden’. Der henvises naturligvis til den apostolske velsignelse i 2. Kor. 13,14. Men der er måske også en allusion til Rom. 8,23, hvor Helligånden sukker i håbet om legemets forløsning.

 

 

6 Og hvis fuglen trækker sine vinger ind og fornægter

korsets udstrakte symbol, fornægter

også luften den og holder den ikke oppe,

med mindre dens vinger ’bekender’ korset.

 

7 Når skibet spreder årerne i korsets tegn,

og de to planker skaber en luftlomme,

når det har spredt dem ud til et kors,

er vejen spredt ud til dens sejllads.

 

8 Og hvis skibet tilhører en jøde,

Anklager han sig uden sin vilje selv ved sin handling,

for på sit skib udstrækker med sine hænder

og spreder korsets symbol ud.

 

9 Havet bøjer sig for fornægterne på grund af korset,

for hvis korsfæsteren ikke sætter en oprejst træplanke op,

og hænger et klæde over det, ligesom et legeme,

lammes hans sejlads.

 

Kommentar: I mange år har jeg været krænket på jødernes vegne over vers 8-9. Men nu kan jeg ikke se, hvad der er at være krænket over. På Efraims tid var de kristne ikke alene, men der var en kamp om sjælene uden lige. HFid prøver kræfter med nyarianere, som hylder intellektets kraft til at udgrunde Guds væsen, mens forholdet til jøder i denne hymnesamling ellers er af underordnet betydning. Men anden halvdel af hymnen vil overbevise menigheden, og jøder, om, at korset er allestedsnærværende. I vers 9 bruges på syrisk den samme verbalrod tre gange. Verbet zeqaf betyder ’løfte op’, ’rejse’, ’hænge’ (på et træ), og afledt heraf: ’korsfæste’. Det er disse betydningsnuancer, Efraim udnytter til fulde.

 

Når klædet bliver et billede på legemet, tangerer Efraim et grundtema i sin digtning: Iklædning. I sammenhængen her hentyder Efraim til Joh. 1,14, som han alluderer til i sin Diatessaronkommentar I.8, om Ordet, som ”blev legeme”. I Peshitta (fra 4.-5. årh.) hedder det: ”Ordet blev kød”, rettet ind efter den græske tekst. Samtidig lyder Hebr. 10,5 på syrisk i Peshitta: ”Du iklædte mig et legeme”, hvor den græske tekst har: ”Et legeme har du beredt mig”.[iii]

 

10 O rene skød - vor Frelsers legemes symbol,

Han som var fyldt af Ånden uden at Han var begrænset og spærret inde.

Ved den Ånd, som bor i et ’klæde’,

lever de legemer, hvori sjælen bor.

 

Kommentar: Den rene skød er jomfru Marias skød. Men på det bogstavelige plan er ’skødet’ den ’lomme’ af luft, der kommer i skibets sejl. Ånden bor i et ’klæde’ (bogstaveligt: sejl), hvilket hentyder til nadveren, hvor Ånden er nærværende.[iv]

 

11 Ligedes er det med jorden: den overgiver sig ikke til ’korsfæsteren’ (manden med ploven!)

uden det dejlige symbol: Lysets kors.

Ploven danner korsets tegn,

blødgør jorden og strør sin såsæd i jorden.

 

12 Skjorten ville ikke have passet ham uden symbolet:

han spreder sine arme for at tage den på ligesom et kors:

hans tøj er et spejl for ham,

for det tegn, som han fornægter, er formet om ham.

 

13 Når korsfæsteren køber et lam, slagter det

og hænger det på noget træ, så former det et billede af slagtningen af dig, Herre;

og når han begraver hvedekerner i jorden,

forkynder han det korn, der kommer til live, din opvækkelse.

 

14 Se dit billede er i hans får: med din stav vogter han det,

i hans vingård er den klase, som er fuld af dit blods hemmelighed,

og på træet hænger frugten,

symbol på dit træ og på frugten: dit legeme.

 

15 I fornægterens hus råber din forkynder (hanen),

for med et åbenlyst symbol basker den sine vinger der.

Sådan forkynder den de dødes opstandelse

for den levende, der er begravet, for hans død er kun en søvn.

 

16 Ja, i sin rede under sin vinge

undfanger hønens skød med varmen under hendes rugende vinger

og hun føder en kylling uden mage.

Se, i hans hus er der et spejlbillede af Maria.

 



[i] Se min artikel ’Oldkirkens syriske prædiken. Om himmel og himmelfart, og prædiken i dag’ i Kritisk forum for praktisk teologi 88 (2002), side 46-58, samt oversættelsen af Jakob af Sarugs prædiken til Kristi Himmelfartsdag: ’Jakob af Sarugs prædiken: Om vor Herres opstigning til himlen’ sammesteds, side 59-72. Artiklen kan hentes her: https://www.eksistensen.dk/tidsskrifter/kritisk-forum/2001-2002-nr-85-88-gratis.html.

[ii] Jeg har ikke udforsket blandingen af vand og vin i syriske nadverritualer, men forestiller mig, at der som i katolsk eukaristi er en formulering om denne blanding som forudsætning for, at vi bliver delagtige i Kristi guddommelighed gennem nadverens blanding af vin og vand.

[iii] Se en nærmere fremstilling iklædnings-motivet hos Efraim i Sebastian Brock: Det lysfyldte øje. En indføring i Efraim Syrerens åndelige univers (2010), kapitel 5, side 85-97.

[iv] Helligånden i nadveren, se min kronik: ’Ånd i dit brød – ild i din vin’ i IMT Indre Missions Tidende 17 (2003), side 12-15, med en oversættelse af HFid 10.

Hymner om Troen 19

 

1 Pris være Sønnen, som underviste i sandheden.

Lovet være Herren, som blev sine tjeneres broder.

Ære være den, der er ældre end alt,

Som både blev et barn og tjener for gæster.

 

Melodi: Dig være ære og ved dig Ham, som sendte dig!

 

2 Hvem er værdig til din dragt, din menneskeligheds klædning?

Hvem er værdig til dit legeme, din guddommeligheds klædning?

Du har begge klædninger, vor Herre,

Klædning og legeme, og brød, livets brød.

 

3 Hvem forundres ikke over din forandrings klædning?

Legemet skjulte din stråleglans, din frygtindgydende natur.

Dragterne skjulte den svage natur,

Brødet skjulte den ild, som bor deri.

 

4 For aldrig har dødeliges forstand rørt Ham.

Hvem har en ildhånd og en åndsfinger

Til at røre Ham, for også vort sind er som et legeme

For Hans skjulte øje.

 

5 Og den åbenbare viden slår ikke til,

Den lysklare, som er inderst og yderste i forhold ti lalt,

Han er vor videns viden

Han er livet for sjælen, som bor i os.

 

6 Hvem forundres ikke over, at skønt alle er i Ham,

Har ingen rørt Ham, skønt de er i Ham,

I lighed med legemet, som aldrig har rørt ved sjælen

Med dets hånd, den sjæl, som er i det?

 

7 Hvem vil ikke sige tak til den Skjulte, som er skjult for alle,

Som kom ud i en åbenlys åbenbaring?

For Han iklædte sig den, der er mere åbenbar end alle,

Skønt sindene aldrig rørte Ham.

 

8 Det er stort, at de små har indesluttet den Almægtige,

Så det bliver lille i deres skikkelse, for at ligne dem.

For det er svært for dem at komme til at ligne Ham,

Men let for Ham at komme til at ligne dem!

 

9 Fuglefængeren lægger et net ud for at fange fugle,

Da han jo ikke kan flyve op til dem, kalder han på dem.

Du er Fuglefængeren, du steg ned til os,

Som var for svage til at stige op og leve sammen med dig.

 

10 For i parentes: Den svage udstyrer sit bløde legeme med klæder, det er en stærk rustning.

Du, Herre, iklædte dig din natur, et svagt legeme, for at kunne lide i det.

 

11 Forskellige slags medicin kom fra dig til de, der havde brug for det,

Skønt de alle har den samme udelte kraft.

Han blev mere af hensyn til de syge og spredte sig ud til dem, der har brug for det.

Han trak sig sammen og blev Sandhed for de sandfærdige.

 

12 Din kærlighed samlede ting til deres behov

For at give enhver et middel fra din skatte.

Herre, med let tilgængelige midler lokkede du os

Til med vore behov at komme til dit skatkammer.

Julesalmer

Julesalme nr. 1

 


1 Herre, denne dag så konger, præster og profeter frem til med glæde,
for på den opfyldtes deres ord og blev alle til virkelighed.

Omkvæd : Priset være du, vor Skabers Søn!

 

2 For i dag fødte Jomfruen Immanuel i Betlehem;
det ord, Esajas talte, skete i dag.

 

3 Der fødtes Han, som har tal på folkene i bogen:
den salme, som David sang, fik sin opfyldelse i dag!

 

4 Det ord, Mika talte, er blevet virkelighed i dag,
for en hyrde er udgået fra Efrata, og hans stav vogter sjæle.

 

5 ”Se, Jakobs ene stjerne går op og en fyrste står frem i Israel”.
Den profeti, Bileam udtalte, fandt sin udlægning i dag.

 

6 Det skjulte Lys steg ned og dets skønhed strålede i dag ud fra et legeme;
den solopgang, som Zakarias talte om, lyser op i Betlehem i dag.

 

7 Kongerigets Lys brød frem i Efrata, kongernes by;
den velsignelse, Jakob gav, har i dag fundet sin opfyldelse.

 

8 ”Livets Træ bringer håb” til dødelige;
Salomons skjulte gåde har i dag fundet sin forklaring.

 

9 I dag er der født et barn, og det er blevet kaldt ”Under”,
for det er et under, at Gud viste sig som et spædbarn.

 

10 Ånden gav en lignelse gennem ormen, fordi Hans fødsel skete uden ægteskab;
det forbillede, som Hellighedens Ånd formede, fandt sin betydning i dag.

 

11 ”Han skød op som et rodskud foran Ham”, et rodskud ”af den tørre jord”;
det, som blev sagt i det skjulte, fandt i dag åbenlyst sted.

 

12 Kongen var skjult i Juda, så derfor stjal Tamar Ham fra hans lænder.
I dag skinnede i al sin glans skønheden ud fra Ham, som hun elskede i det skjulte.

 

13 Ruth lagde sig hos Boaz, fordi hun så, livets medicin var skjult i ham.
I dag opfyldtes fuldt ud hendes løfte, for fra hendes sæd fremgik Han, der giver alle liv.

 

14 Adam lagde skylden på kvinden, som udgik fra ham;
i dag har hun til gengæld født ham en Frelser.

 

15 Manden, som aldrig selv blev født, fødte Eva, moderen.
Hvor troværdig er ikke Evas datter, som fødte et barn uden en mand!

 

16 Den jomfruelige jord fødte jordens hoved, Adam;
i dag fødte en jomfru Himlens hoved, den (anden) Adam.

 

17 Arons stav blomstrede og det tørre træ blomstrede;
hvad det betyder, er i dag blevet forklaret: det er jomfruskødet, som fødte et barn.

 

18 Det folk, som regner profeterne for sande, er blevet til skamme,
for hvis vor Frelser ikke var kommet, ville profeternes ord være usande.

 

19 Velsignet være den Sande, som kom fra Sandheds Fader;
Han opfyldte de sande profeters ord, så de er fuldendte i deres sandhed.

 

20 Herre, lad os fra dine skrifters rige skatkammer fremdrage
navnene på de retfærdige, som længtes efter at se dit komme!

 

21 Set, som erstattede Abel, så frem til dig, den dræbte Søn,
at du ved at blive slået ihjel skulle sløve det sværd, Kain havde bragt ind i skaberværket.

 

22 Noa så de hellige Guds-sønner pludselig blive lystne,
og han ventede på den hellige Søn, som kan gøre de utro hellige.

 

23 De to brødre, som dækkede Noa til, så frem til at Guds Enbårne
skulle komme og dække den nøgne Adam, som var beruset af hovmod.

 

24 Sem og Jafet ventede som barmhjertige på, at den barmhjertige Søn
skulle komme og befri Kana’an fra syndens slaveri.

 

25 Melkisedek så hen til Ham; som stedfortræder så han frem til
at se præsteskabets Herre, som skulle rense skabningerne med isop.

 

26 Lot så beboerne i Sodoma forvende den gode natur;
han så naturernes Herre, som gav overnaturlig hellighed.

 

27 Aron ventede på Ham - han som så, at hvis hans stav slugte drager,
ville Hans kors opsluge den drage, som havde slugt Adam og Eva.

 

28 Moses så den opsatte slange, som helbredte basiliskernes bid,
og han så frem til at se Ham, som har helbredt det sår, den gamle slange forvoldte.

 

29 Moses så, at han alene modtog Guds herlighed,
og ventede på, at Han som med sin lære gjorde mange guddommelige, skulle komme.

 

30 Spejderen Kaleb bar en klase på en stang;
han ventede at se Druen, som ville trøste skabningerne med sin vin.

 

31 Josva, [1] Nuns søn var i forventning til Ham, for han skulle repræsentere styrken i Hans navn;
hvis han er så ophøjet ved Hans navn, hvor meget mere blev han ikke ophøjet ved Hans fødsel!

 

32 Denne ’Jesus’, som også plukkede og tog nogle af frugterne med sig,
ventede på Livets Træ for at smage den frugt, som giver liv til alle.

 

33 Rahab så hen til Ham, for hvis den skarlagensrøde snor
symbolsk frelste hende fra vreden, så smagte hun symbolsk den virkelighed, snoren henviste til.

 

34 Elias længtes inderligt efter Ham, og uden at se Sønnen på jorden
troede han og han blev end mere renset, så han kunne stige op og se Ham i himlen.

 

35 Ham så Moses og Elias; den sagtmodige Moses steg op fra det dybe,
og den nidkære Elias kom ned fra det høje, og de så Sønnen midt imellem.

 

36 De formede et symbol på Hans komme: Moses blev et billede på de døde,
og Elias på de levende, som flyver Ham i møde, når Han kommer.

 

 

37 På grund af døden, som de døde havde smagt, gjorde Han dem til de første,
og de sidste, som endnu ikke ligger i gravene, skal rykkes op for at møde Ham ved enden.

 

38 Vil nogen få mig til at høre op at opregne retfærdige, som har ventet på Sønnen?
For jeg er for svag til at optælle dem alle.

 

Efraim opregner helt forfra de gamle fædre og mødres længsel efter Sønnen
39 Mine elskede, bed for mig, så jeg styrkes endnu engang

til igen i endnu en opregning at fremhæve deres indsigt, som jeg bedst kan.

 

40 Hvem kan prise den Sande Søn, som går op over os som solen,
han, som de retfærdige længtes inderligt efter at se i deres slægter?

 

41 Adam ventede på Ham, som er kerubernes Herre
og som kunne føre ham ind i paradis og lade ham slå sig ned ved Livstræets grene.

 

42 Abel længtes efter, at Han skulle komme i hans dage,
så at han i stedet for det lam, han havde ofret, kunne se Guds Lam.

 

43 Eva så frem til Hans komme, fordi kvinders skam var stor,
og Han ville være i stand til i stedet for blade at iklæde dem den herlighed, de havde mistet.

 

44 Det tårn, mange byggede på, peger som symbol frem på den Ene,
som steg ned og byggede et tårn, som rager op i himlen.

 

45 Også arken med dyrene er et forbillede, der peger frem mod vor Herre,
som byggede den hellige kirke, hvori sjæle tager tilflugt.

 

46 I Pelegs dage blev jorden delt op i halvfjerds tungemål;
han så frem til Ham, som ville dele jorden mellem sine apostle efter tungemål.

 

47 Den jord som vandfloden druknede kaldte i stilhed på sin Herre;
Han kom ned og åbnede for dåben, hvorved man løftes op til himlen.

 

48 Set og Enosh og Kenan blev kaldt Guds sønner;
de så hen til Guds Søn, for at de skulle blive Hans brødre af barmhjertighed.

 

49 Kun lidt under tusind år levede Metusalem;
han pegede frem mod Sønnen, som giver liv i arv, der aldrig hører op.

 

50 For deres skyld bad Nåden i skjult form deres Herre
om at komme i deres slægtled og opfylde deres behov.

 

51 For det er Helligånden, som for deres skyld ved stille meditation i dem
bevæger dem til ved Hendes hjælp at se Frelseren, som de længtes efter.

 

52 De retfærdiges sjæl fornemmede Sønnen, som er Livets Medicin,
og sjælen længtes brændende efter, at Han skulle komme i dens dage og lade den smage Hans sødme.

 

53 Enok længtes efter Ham, og uden at have set Sønnen på jorden,
øgedes hans tro og han blev regnet for retfærdig, så han steg op og så Ham i himlen.

 

54 Hvem vil forkaste Nåden? For den gave, som de første
ikke fik på trods af stor anstrengelse, kom frit og kvit til de sidste.

 

55 Også Lemek ventede på, at den Barmhjertige skulle komme og trøste ham
efter hans møje og hans hænders arbejde og over den jord, som den Retfærdige havde forbandet.  

56 Men Lemek så sin søn Noa, hvori Sønnen på mange måder fornemmedes til stede;
i den fjerne Herres sted trøstede Hans nære, men skjulte tilstedeværelse[2] ham.

 

57 Også Noa længtes inderligt efter at se Ham, for han smagte en af Hans håndsrækninger:
hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse passede på dyrene, hvor meget mere frelser Han ikke sjælene?

 

58 Noa ventede på Ham, for han skønnede, at arken stod stille på grund af Ham;
for hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse reddede på denne måde, hvor meget mere frelser Han ikke i egen person?

 

59 I Ånden fornemmede Abraham, at Sønnens fødsel var langt borte;
for sin egen del tragtede han efter at se Hans dag.

 

60 Isak længtes inderligt efter at se Ham, for han havde fået smag for frelsen;
f or hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse frelste således, hvor meget mere frelste Han ikke, da Han virkelig kom til verden?

 

Om at våge julenat
61 Vægterne frydede sig i dag, da Han, der våger, kom for at vække os: Hvem vil sove i denne nat, hvor hele skaberværket er vågent?

 

62 Fordi Adam med sine synder bragte døds-søvnen ind i skaberværket, steg Han, der våger, ned for at vække os af syndens slummer.

 

63 Lad os ikke våge natten ud som pengegriske, der spekulerer over deres udlån og renterne deraf;

de våger længe om natten for at tælle formuen og renten.  

64 Årvågen og klog er tyven, som graver et skjulested i jorden for sin søvn;
hans årvågenhed handler alene om at forvolde de sovende megen bitter sorg.

 

65 Også grovæderen våger udelukkende for at kunne spise mere, og så får han ondt i maven.
Hans nattesæde er ham en pine, fordi han ikke holder måde med sin spisen.

 

66 Også købmanden våger om natten, mens han anstrenger sine fingre for at tælle og regne ud,
hvor meget rente hans mina har givet, om hans obol har givet dobbelt eller tredobbelt igen.

 

67 Også den rige våger, for mammon jager søvnen bort;
h ans hunde sover, mens han vogter sine skatte mod tyve.

 

68 Også den travle mand er vågen, hans søvn opsluges af bekymringer; døden står ved hans pude og dyne, og han våger med iver år ud og år ind.  

69 Mine brødre, det er Satan, der lærer os en måde at våge på i stedet for en anden,
for at vi skal sove i forhold til det gode, men være vågne og årvågne i forhold til det onde.

 

70 Også jøden Iskariot vågede hele natten
o g solgte blodet af den Retfærdige, som havde opkøbt hele skaberværket.

 

71 Mørkets søn, som havde aflagt og kastet Lyset fra sig, iklædte sig mørke,  og tyven solgte sølvets Skaber for sølvpenge.

 

72 Også farisæerne, mørkets sønner, var oppe hele natten; de formørkede vågede for at tilsløre det lys, som ikke kan lukkes inde.

 

73 Våg som lys i denne lyse nat, for selv om natten er sort, stråler den dog ved Hans skjulte kraft.

 

74 For den, som stråler ved at våge og bede i mørket, er klædt i skjult lys i det synlige mørke.

 

75 Den, der udøver noget slet om dagen, har en opførsel som mørkets søn, så selvom han er iklædt lys udvendig, er han dog iført mørke indvendig.

 

76 Mine venner, lad os når vi våger ikke glemme, at den, som ikke våger på rette måde, våger ikke, som han bør.

 

77 Den, som ikke våger værdigt, hans årvågenhed er søvn, og den, som ikke våger i renhed, gør vigilien til dens modsætning.

 

78 Også den misundeliges vigilie er fuldstændig fyldt af ødelæggelse; og den form for årvågenhed er en beskæftigelse, som er fyldt af hån og latterliggørelse.

 

79 Hvis en vrissen person våger, forstyrres hans vigilie af raseri, og hans årvågenhed er fyldt af vrede og forbandelser.

 

80 Hvis den snakkesalige våger, er hans mund en genvej, nyttig for ødelæggende ånder, men svært fremkommelig for bønner.

 

81 Hvis den, der har dømmekraft, våger, vælger han ét af to: enten sover han sødt eller også våger han på ret måde.

 

82 Lysklar er den nat, da den Lysklare, som kom for at give os lysklarhed, strålede frem; lad ikke noget, som kan forstyrre vor årvågenhed, komme til.

 

83 Lad ørets vej være klar, øjets syn kysk, hjertets tanke helligt, mundens tale ren.

 

84 Maria gemte i dag i menneskeheden Surdejen af Abrahams slægt; lad os altså vise de fattige kærlighed, som Abraham gjorde over for dem, der var i nød.

 

85 I dag flød osteløbe [3] ned til os fra den barmhjertige Davids hus; lad enhver vise sin forfølger kærlighed, som Isajs søn gjorde over for Saul. [4]

 

86 Profeternes friske salt er i dag spredt blandt folkene; lad os tage den nye smag til os fra det salt, hvormed det første folk har mistet sin smag.

 

87 Lad os på denne frelsens dag holde en tale med dømmekraft; lad os ikke tale om noget overflødigt, for at vi ikke skal være overflødige.

 

88 Dette er forsoningens nat; lad der ikke blandt os være nogen, som er vred og formørket!

Dette er natten, som stifter frem mellem alle; lad der ikke blandt os være nogen, der truer eller forstyrrer freden!

89 Dette er den Mildes nat; lad ingen blandt os være bitter og hård! Dette er den Ydmyges nat; lad ingen blandt os være hoven eller opblæst!

 

90 Lad på denne tilgivelsens dag ingen blandt os gengælde fornærmelser; lad på denne glædesdag ingen blandt os uddele sorger!

 

91 Lad os på denne dejlige dag ikke være hidsige, lad os på denne rolige dag ikke være i ondt lune.

 

92 Lad ikke den retfærdige i sit stille sind ophøje sig selv på denne dag, hvor Gud netop kom til syndere.

93 På denne dag, hvor alles Herre kom til sine tjenere, lad også herrerne bøje sig i kærlighed til deres tjenere.

94 På denne dag, hvor den Rige blev fattig for vor skyld, lad også den rige have bordfællesskab med den fattige.

95 På denne dag kom der til os en gave, skønt vi ikke havde bedt om den, så lad os give almisse til dem, der råber og beder os om hjælp.

96 Denne er dagen, hvor døren i det høje åbnede sig for vore bønner, lad os derfor også åbne dørene for søgende, som var faret vild, men nu igen er søgende.

97 Denne naturernes Herre blev i dag forandret til det, som ikke var Hans natur; så er det heller ikke svært for os at forandre vor onde vilje.

98 Legemet er bundet i sin natur, for det kan ikke blive større eller mindre; viljen har magt til at vokse til alle størrelser.

 

99 I dag sænkede Guddommen sig selv ned i menneskeligheden, så også menneskeligheden kan smykkes med et aftryk af Guddommen.



[1] Josva hedder på syrisk det samme som Jesus.

[2] Det syriske ord er raza, som har mange betydninger, f.eks. mysterium, hemmelighed, symbol.

[3] I betydningen: bindemiddel, eller: sammenhængskraft.

[4] I en anden hymne er troen den ’osteløbe’, der samler sindet.

 

 

Efraims Julesalme nr. 5

På melodien: ”Hvem kan sige?”

 

1 Dette er måneden, som bringer alt,

alle glæder: frigivelse af slaver,

ære til de frie, kranse på dørene,

fornøjelse for legemer; og purpur klæder

ifører den sig som en konge i sin kærlighed.

Omkvæd:

Dig være pris, du jomfruens skønne søn!

 

2 Dette er måneden, som bringer alt:

Alle sejre: den sætter ånden i frihed,

gør legemerne til slaver, føder liv

blandt de dødelige, guddommelighed

iklæder den i sin kærlighed menneskeheden.

 

3 I denne måned hviler slaver sig

på måtter, og de frie hviler sig

på tæpper, og konger hviler sig

på persiske tæpper; i krybben lå

universets Herre – for universets skyld.

 

4. Du Betlehem! Kong David

klædte sig i fint hvidt linned; Davids Herre

og Davids søn skjulte sin herlighed

i svøb. Hans svøb

blev en herlighedsklædning for mennesker!

 

5. På denne dag har vor Herre

i ydmyghed udskiftet skam med herlighed,

fordi Adam udskiftede sandheden med uret

i perversion. Den Gode havde medlidenhed med ham.

Hans strålende ord og gerninger sejrede over de perverterede gerninger.

 

6. Lad alle jage kedsomhed væk,

for Majestæten kedede sig ikke

ved at være i skødet i ni måneder

for vor skyld og være tredive

år i Sodoma blandt sindssyge.

 

7. Fordi den Gode så, at menneskeslægten

var fattig og svag, skabte Han fester

som skatkamre, og Han åbnede dem

for de dovne for at festen skulle overtale

de dovne til at rejse sig op for at berige sig.

 

8. Se, Hans fest er som et skatkammer,

som den Førstefødte har åbnet for os.

Kun én hel dag om året åbner Han.

Se skatkammeret! Kom, lad os med udbytte

berige os dermed, indtil man lukker det!

 

 

9. Velsignet er de årvågne, som plyndrer

livets bytte derfra. Det er en stor skam,

når nogen ser sin nabo bære skatte med ud

mens han selv sidder i skatkammeret

og sover, så han kommer tomhændet ud derfra.

 

10. Lad enhver ved denne fest

bekranse sit hjertes dør, så Helligånden

begærer at komme ind og bo

og helliggøre hjertet For Ånden drager omkring

til alle døre for at se, hvor der er plads.

 

11. Ved denne fest glædes alle døre

og forhæng; alteret glæder sig også

i det hellige tempel, og det gjalder

af glæde fra børnenes munde, så Kristus glæder sig

over sin fest, som hærskarers Herre.

 

12. På Herrens fødselsdag befalede kongen

at holde en folketælling over menneskene,

så de kom i gæld til ham. Der udgik en konge,

som slettede gældsbeviser og underskrev med sit navn

et andet gældsbevis, for at blive vor skyldner.

 

13. Sollyset sejrede og tegnede et hemmeligt tegn

ved de grader, lyset steg. Det er tolv dage siden,

lyset er begyndt at stige, og det er i dag

den trettende, et fuldkomment tegn

på Sønnen og de tolv.

 

14. Moses lukkede et får inde i Nisan

på den tiende dag, et tegn på Sønnen,

som kom ind i skødet og lukkede sig selv inde

på den tiende dag. Han kom ud af skødet

i denne måned, hvor lyset får overmagten.

 

15. Mørket var magtesløst, for at vise,

at Satan er magtesløs. Og sollyset sejrede

for at udråbe, at den Førstefødte havde sejret.

Den mørke og mørket var magtesløse,

og vort Lys sejrede sammen med sollyset.

 

16. Josef elskede Sønnen

som et spædbarn. Han stod til tjeneste for det

som for Gud. Han glædede sig over Ham

som over den Gode. Han drog omsorg for Ham,

som for den Retfærdige. Det er ubegribeligt!

 

17. ”Hvem lod den Højestes Søn

være som min søn? Jeg var jaloux på din mor

og ville sende hende bort. Jeg vidste ikke,

at den store skat var i hendes skød,

som pludselig har beriget mig fattige.

 

18. Kong David var af min slægt

og fik kronen. Stor fornedrelse

opnåede jeg, for i stedet for konge

blev jeg tømrer. Men jeg fik kronen,

for i min favn har jeg kronernes Herre!”

 

19. Med sine toner på glødende tunge

sang Maria en vuggevise for Ham: ”Hvem har givet

mig enlige at undfange og føde

den Ene, som er mange, den lille - og også store,

ganske her hos mig og ganske overalt.

 

20. Den dag, da Gabriel kom ind til mig fattige,

gjorde mig med ét til en fri kvinde og tjenerinde.

Jeg er slave af Hans guddommelighed,

og så er jeg mor til Ham

i Hans menneskelighed, Herre og søn! 

 

21. Med ét er tjenerinden blevet kongedatter

på grund af dig, Kongesøn. Se, den fornedrede kvinde

af Davids hus har på grund af dig,

du Davids søn - se, jordens datter

har nået himlen ved den Himmelske!

 

22. Hvor er jeg dog forundret over, at der ligger

her foran mig et ’gammelt’ spædbarn,

hvis øje er helt rettet mod himlen, samtidig med

at hans pludren fortsætter. Hvor han ligner mig…

skønt det tyste minder om Gud.

 

23. Hvem har dog set et spædbarn, som

har blikket aldeles på alting? Det ligner blikket

fra den, der bevirker alle skabninger oventil

og hernede. Hans blik ser ud som hos Ham,

der har magten over universet.

 

24. Hvordan kan jeg åbne mælkekilden

for dig, som er Kilden? Hvordan kan amme dig,

som opholder alle ting med mad fra sit bord?

Hvordan kan jeg svøbe Ham,

som er klædt i lysets stråler?