Melodi: Underlige aftenlufte.

1. Kære store runde måne,

både fjern og også nær,

lys fra solen må du låne,

så vi ser dit fulde skær.

Med min kikkert ser jeg på

lyse bjerge, ”have” grå.

Meteorers nedslag lyser,

så en jordbo derved gyser.

2. Ingen myre haster rundt på

måneoverfladens lag,

ikke kan den mindste fugl slå

triller, kvidre ved hustag.

Hør en sang på jordens bold,

både den i dur og mol!

Sådan vender du, vor Skaber,

os til lovsang, når vi gaber.

3. (Til månen) Venligt skinner aldrig solen,

men kun nådeløst på dig.

(Til Gud) Tak, fordi på skaberstolen

du ser venligt hen til mig!

Tak for livslys i mit land;

tak for månens døde sand,

så jeg fatter kærligheden

som du giver os herneden.

4. Kast dit gode lys på landet,

gerne hårdt, men også blødt.

Vi har tit og ofte sandet:

sådan gør du livet sødt.

Kom med kærligheden rød,

som ved Kristus du udgød

i dit blod med død og smerte

os at give et nyt hjerte.

5. Stæreflokke hamstrer pærer,

skratter, æder hjertensglad.

Varme sommerdage nærer

os, opbrænder gammelt had.

Mennesket gir du et sted,

favner med din kærlighed,

fylder os med gode gaver,

så vi falder helt i staver.

6. Uden lys fra sol må gråne

alting hen i dødens skær.

Hvis du, Gud, vil ikke låne

noget livslys, blev jeg sær.

Giv mig varme til alt godt,

overmal det grå med blåt,

giv, du Helligånd, mig kræfter,

farv mig med din fred herefter.

Melodi: Drømte mig en drøm i nat.
1 . Altings ende er nu nær, er Herrens og Peters ord.
L ad os leve troen ud - det lærer os Fadervor.
2. Fader, giv besindighed om natten og d agen lang,
l ad årvågenhed få plads, da lever vor bøn med sang.
3. Kærlighed bør gemme væk den megen fortræd, der er.
G æstfrihed er godt og smukt, men ikke, når man er tvær.
4. Nådegaver er til gavn og tjener til andres vel.
T aler nogen, lad det ske med Ordet fra Skriftens væld.
5 . Tjener nogen, lad det ske i Faderens kraft og Ånd.
S å blir Herren herliggjort, alt sker da ved Sønnens hånd. 
6. Jesus Kristus virker det, hans ære skal vare ved
m orgen, middag, aften, nat, og altid, i evighed!

Johannes Glenthøj, juni 2011.
skrevet ud fra epistlen til 6. søndag efter påske,
1. Peters brev kapitel 4,1-7.