Salme/digt til Kristi Himmelfartsdag

Melodi: I al sin glans nu stråler solen.

1. Nu farer Herren op til himlen,

mens der på bjerg er sammenstimlen.

Som kongeørnen stiger Han

op over by, op over land,

mens ørneungerne på bjerg

gør klar til flugt mod deres hverv.

 

2. Du er i himlens hovedlænge,

på jorden ligger du i senge,

Marias skød blev fyldt med dig,

og Josef gav dig levevej,

skønt havet er for dig kun vand,

som havde du det i en spand. [1]

 

3. Kong Salomo fremsatte gåder:

om hvem, der for vor skæbne råder,

og Salomo var Davids søn,

kong David, som til Gud i bøn

omtalte sig som tjener for

sin Herres (= Jesu) Herre stor. [2]

 

4. Hvem er til himlens sted opsteget,

har bøjet sig til jord som neget?

Hvem samlede i næver ind

en mægtig storm, en hvirvelvind?

Hvem bandt i klæde vandene,

med hånd greb alle landene?

 

5. Hvem er der, som kan nøje følge

den vej, som skibet ta’r på bølge?

Hvem har en lomme, som formår

at lukke solskin indenfor?

Hvem kan udmåle ørnens færd

i luften, både fjern og nær?

 

6. Hvad hedder Han, som virker dette?

Og hvad er sønnens navn med rette?

Mon denne gåde har et svar,

som man for gode varer ta’r?

Se dig blandt mennesker omkring:

kan jordiske formå de ting?

 

7. Ja, selvom videnskaben magter

så mange ting, vi eftertragter,

som mellemting af ånd og støv

er hver af os dog blind og døv

for kraften i Guds skaberværk,

den er en dødelig for stærk.

 

8. Vor Herre taler om sin Fader,

så vi derved i lys os bader:

”Min Far og jeg er eet i alt,

nøjagtigt har jeg det fortalt.

Ved vores kraft blev alting til,

vi gør med verden, hvad vi vil.” [3]

 

9. Så stor er Faderen og Sønnen,

og dog er hjertet gennem bønnen

et lille rum, hvor alt kan ske:

du skal opfyldte bønner se!

I Jesu navn helbredes nag,

så hjertet har Guds velbehag.

 

10. Det Gamle Testamente taler

om Kristus, gådefuldt udmaler

Hans heltegerning i vort sted

på grund af os og til vor fred.

Lad os lovprise Gud, som gør,

at vi kan se Ham uden slør.

 

11. Den gåde løses ved Guds under,

forklares for Guds ven, som blunder.

Når Ånden tager sløret bort,

som ligger over Skriften sort,

da ser vi, hvad vi ikke så,

mens ordene var skyer grå. [4]

 

12. Hvor menneskene leder efter
Guds Søn af alle deres kræfter,

er de som brud, der dag og nat,

går ud og søger hjertets skat.

Om natten vandrer hun afsted

at finde ham, hun bliver ved. [5]

 

13. Til sidst får du dit hjertes længsel,

så hører op din værste trængsel.

Søg efter Gud i Jesus Krist,

at Han må være først og sidst

din tro, dit håb, din kærlighed,

så skænker Han dig altid fred!

 

14. Bruds kærlighed til brudgom ligner

den, hvormed Gud vor jord velsigner,

Hans omsorg for den faldne jord

er meget større end du tror;

når hjertet banker kun for Ham,

så mærkes nær Han som et kram.

 

15. Nu spørger hver en tænksom hjerne:

Er der i Skriftens ord en stjerne,

som kan os lede gennem nat

med guddomslys for øjet mat?

Er der en Ånd, som kan formå,

at vi kan gennem alt bestå?

 

16. Er Han hos os i vore sange?

Er Hans og vore ord blot klange?

Er Han hos os, som Han har sagt,

og har Han endnu magt som agt?

Er ordene om himmelfart

blot trøst for den, som er lidt sart?

 

 

17. Vor Herres nærvær her på jorden,

i øst og vest og syd og norden,

gør, at vi føler, at Han er

langt borte fra os hver især;

men kun således det jo sker,

at Han os alle kommer nær.

 

18. Så er Gud ikke rigtig borte,

selv ikke midt i dage sorte.

Hans fravær er et skin, fordi

kun sådan er Han energi

for os, som endnu ikke kan

se Ham i øjne, mand til mand!

 

19. Tak, at dit nærvær slår som lyn ned,

tak for naturens lære, nær ved.

Så slår vi da os helt til ro

med Herrens nærvær i vor tro.

Du, varme Helligånd, kom nær

som Kristus til os hver især!

 

20. Brudgommen fjerner sig fra bruden,

og ikke mere gennem ruden

kan hun ham se, men han er væk,

kun ser hun nu et ansigtstræk.

Og dog er Han ved Ånden nær

som bedste ven og brudgom kær.

 

21. Den Salvede var død, men lever,

kun sådan er det, Han bortsvæver;

Han fór til himmels hvid og rød,

den Levende tværs gennem død.

Fra nu af vajer korsets flag

som tegn på Herrens sejrsdag. [6]

 

22. Selvom vor Herre er deroppe,

vi mærker Ham i vore kroppe,

Han siger selv: ”Jeg er med jer,

forlader ikke mine her.

Uimodståelig er jeg,

så altid er der for jer vej!”

 

23. Nu Han ledsager sine venner

og midt i alle sorger sender

sin hjælp til rette tid og sted,

så god, så stærk, som kun den ved,

der giver sig i tillid hen

til Ham, som kommer snart igen.

 

24. For at befri vor slægt fra døden,

blev Jesus Kristus førstegrøden

af de hensovede, som lå

i dødens land i skygger grå.

Han kom fra himlens sted til jord

og under jord, hvor Døden bor.

 

25. Dernede fandt Han Guds ikoner,

det første par og millioner,

der stammer ned fra disse to,

som hovmods ånd fik til at bo

i helvede, tilintetgjort,

i Dødens skyggers dal kulsort.

 

26. Da kæmped Mørket stærkt mod Lyset,

men Nattemørket fik dødsgyset;

et kæmpe lys blev tændt den nat,

hvor Dødens rige blev besat

af den nedfarne Herre Krist,

besejres helt af Ham til sidst.

 

27. Da åbnedes der dør til Haven

for dem, som lå som støv i graven.

Ved spyddets stik flød vand og blod

fra Herren i en time god,

et land til verden kom da snart,

i Skriften spået ganske klart.

 

28. Nu himmel er med jord forenet,

hvor deres forhold før forstenet

forhindrede en fredskontrakt;

mens Herren var på korset strakt,

gik dør til Edens have op

til himlens fred i sjæl og krop.

 

29. Som sol står lavt på vinterhimlen

Han fødtes midt i folkevrimlen.

December var det, da herned

Han kom, den Retfærds Sol, med fred,

Guds Søn og menneske er Han,

blev kød og blod i vores land.

 

30. Og som ved skønnest sommertide

sollyset bryder skyer hvide,

fra zenith skinner ned i brønd,

sådan med Guds og kvindes søn:

Som himmelfaren sender Han

sit lys præcis i mørkest land.

 

31. Ved forårstid rørhøgen ruger

på sine æg ved mosetuer,

lidt under fyrre dage går,

før ungerne udklækning når.

Og længe venter de i fred

i reden, før de flytter sted.

 

32. En rørhøg sørger for sin mage,

som næsten aldrig bort kan drage,

men holder trofast reden varm

for æg og unger uden larm.

Således Ånden ruger på

disciplene, før de kan gå.

 

 

33. Rørhøgehunnen griber bytte

i luften fra sin ægte støtte.

Således Herren og Hans Ånd

med kærligheds og troskabs bånd

er med Gud Fader tre i eet,

et fællesskab, som når os let.

 

34. Måske er det lidt underlødigt

og kan forstås som uærbødigt,

men netop nu slår vipstjert ned

på vipstjert fyldt af kærlighed.

For vore øjne underfuld

er Han, som skaber nye kuld.

 

35. Apostelfosteret blev lemmer

på fyrre dage (Gud bestemmer),

som ørneægget ruges ud

på fyrre dage (det vil Gud),

som barnefosteret blir til

på færre dage, som Gud vil.

 

36. Som ørnen langt fra sine unger

har blik for deres tørst og hunger,

med ét den stiger ned fra sky

at se til små og gi’ dem ly,

er straks derefter væk igen -

usynlig er Han, selv for ven.

 

37. Om dagligdagen i Guds rige

har Herren spået uden lige:

”Hvor ørnene de samles tæt,

der findes ’ådslet’ (= legemet).

I nadveren jeg gi’r mit blod

og legeme som næring god.”

 

38. Det brød til dagens slid og møje

gør, at vi ikke bliver sløje

i vores legeme og ånd,

men næres af Hans egen hånd.

Vi mindes altid Herrens blod,

som Han for os udgyde lod.

 

39. Hav tak for dine stærke vinger,

som os omkring i verden bringer.

Vi takker dig, vor Kongeørn,

som værner dine små som børn,

opdrager os til det, vi skal,

ved Helligåndens vink og kald.

 

40. Krist strækker hænder ud som vinger –

velsignelse dermed Han bringer.

Som ørnen dækker med sin krop

sin rede, varmer Han os op

og alle folk på jorden rund,

men særlig dem på dybest bund.

 

41. Når vi indser, at vi er skabte,

men uden Kristus helt fortabte,

da bøjer vi os gerne ned

og beder Ham om nådens fred,

da fyldes vi med ild og glød,

hvor før var håbløshed og død.

 

42. Ledsaget af en sky af hære

af engle, tæt som dem med stære,

usynlig blev for os Han selv,

men Ånden skaber i os elv

med evighedens vand til liv,

der renser os for selvisk kiv.

 

43. Fra Herren opstod påskemorgen

til Han opfór til himmelborgen

gik fyrre dages vækst i tro,

mens Herren kom og gik med ro.

Så vented de i byen, hvor

den Salvede fik sine sår.

 

44. Vi venter nu på Helligånden,

som kommer til os efterhånden.

Ti dage mere ventede

apostlene, forventede,

at Ånden skulle falde ned

som ørnen brat med salig fred.

 

45. Vi venter gerne mange dage,

på Helligånden uden mage,

så vi blir født af Ånd igen:

Din nådegave til os send!

Luk op vor mund til bøn og sang,

så hjertet beder dagen lang.

 

46. Det er så vanskeligt at tie,

det er så svært på Gud at bie,

men gennem bøns og stilheds tid

omsmeltes vi fra nid og strid:

i livet vinger bærer dig

på kærligheds og sandheds vej.

 

47. Hvor er det skønt at vente stille,

tillade sig at være lille,

så ta’r vi ydmygt nåden ind

i hjerte, sjæl, forstand og sind,

i Jesu navn udbryder da

med tak et stort halleluja!

 

48. Kort efter himmelfarten sender

du os som flyveklare venner.

På pinsedag du sendte ned

en stærk og modig frygtløshed

til alle jordens folkeslag

som lynild, uden tordenbrag.

 

 

49. Læg, Herre, i os nye sange,

om de er korte eller lange,

Pris være dig, som skabte alt,

har alle hovedhår optalt.

Du havde os fra starten kær,

så elsker vi dig hver især.

 

50. Fordel, vor Herre, nådegaver

til os, så ikke vi i staver

skal falde, glemme næstens nød

i ligegyldighedens grød.

Opvæk dit folk med råd til dåd

for fulde sejl i Åndens båd!

                                 Johannes Glenthøj. 17. maj 2004.  



[1]   Flere af emnerne i digtet er inspireret af den syriske biskop Jakob af Sarugs prædiken på vers til Kristi  Himmelfarts Dag.

[2]   Se Ordsprogenes Bog 30,4.19 om gåderne og Lukasevangeliet 20,41-44.

[3]   Johannesevangeliet, f.eks. 17,22 og 1,1-5.

[4]   2. Kor. 3,12-18.

[5]   Højsangen kapitel 3-5.

[6]   Højsangen 4,10.

Påskesalme. Tanker i troens båd (eller arken i kaotiske farvande)

Melodi: Herrens røst, som aldrig brister.
Eller: Herrens venner ingensinde.

 

1. Hvem mon kender Herrens tanker?

Er der no’n, der gir ham råd?

Glem de tanker, kast dit anker

(håbet) ud fra troens båd.

 

2. Når dit hjerte for mig banker,

kan jeg ta’ imod din dåd,

deri er der nok af planker,

til dit riges store båd.

 

3. Plankerne i stalden strækker

sig til stedet for din død,

tømmeret nu tanker vækker:

Hvad var det dit liv betød?

 

4. Det var ikke mindre, ikke mere

end vort liv som løv,

sådan vil jeg reagere,

hvis du nu blot var lidt støv.

 

 

5. Men du er opstanden, Herre,

du er ikke i din grav!

Du bli’r flere, ikke færre,

gi’r os liv fra hav til hav!

 

6. Nu er paradisets have

åben for enhver, som tror,

og dér er slet ingen grave,

hvor Gud selv iblandt os bor.

 

7. På den første dag i ugen

blev din grav fuldstændig tom!

Derfor ser jeg ud af lugen,

be’r dig: Kom, Opstandne, kom!

 

8. Kom og ånd på os med freden,

så hver time bliver ny!

Væk os op med kærligheden

hver gang, det bli’r morgengry.

 

9. Væk os op af søvn til døden,

så vi giver dig vort liv!

Vend os om og giv os gløden

så du bli’r vort tidsfordriv.

 

10. Jernspurvs energi om dagen

til at finde maden gemt -

giv at jeg må lære smagen:

tro på dig, som gør opstemt!

 

Påskesalme ud fra Tolkiens Ringenes Herre

Melodi: Hil dig, frelser og forsoner.

1. Hvorfor gik du ind i døden,

du, hvis navn er Morgenrøden?

Hvorfor blev du ikke gammel,

når vor jord for dig er skammel,

du vor Herre og vor Gud!

2. Herskerringen har bedraget,

magtbegær har sjælen taget,

gråden fylder hele hjertet:

hvorfor har jeg ofte smertet

mennesker, jeg holder af?

3. Hvorfor har jeg smadret andre?

Mig, kun mig er der at klandre.

Magtbegær og kulde fylder

hele hjertet, og jeg skylder

tårnhøjt meget her og der.

4. Hvorfor vil jeg i det høje,

fængslet af det Onde Øje,

i mit tårn forblive ene,

når min magt er bare stene,

kold og rå og ånds-forladt?

5. Saruman holdt stand i tårnet,

tit jeg ligner ham på kornet,

jeg mig over andre hæver

tror, jeg over alle svæver,

tror mig ren og uden skyld.

6. Altid hadfyldt, ubesluttet,

også selvisk indesluttet.

Ak, mig selv jeg også hader

derfor beder jeg dig, Fader,

få mig ned med kærlighed!

7. Théoden var ganske skindød,

der var intet liv i hans kød,

dyr på alle fire blev han

ganske snart, hvis ikke tre mand

kom og løste trolddoms magt.

8. Slangetunge langsomt ledte

kongen bort fra det, som skete,

så det endte med, han tænkte,

bedst det var, han landet skænkte

til en ond og fremmed magt.

9. Sønnen lå i sin dødshvile,

såret af en orkmands pile,

trofast tjener blev fordrevet,

skønt han altid havde levet

for sin konges ve og vel.

10. Sådan fristelserne stjæler

hjerter, derfor mismod dvæler,

hvad skal der da til at hindre

inderst i en skabnings indre

sammenbrud og dødsstivhed?

11. Ih, hvor har vi brug for modet,

fjern det onde, som i blodet,

har forgiftet hele sindet,

gjort, at liv kun er i skindet,

alting ses med fejgheds ånd.

12. Hæv som Gandalf tryllestaven,

kæmp med mig, som er så gnaven,

for alt sandt og skønt og kærligt

af mig regnes for uværdigt,

bryd den Ondes hærværks-værk.

13. Gondors marsk var helt forskruet,

af en rædsel underkuet,

ingen kunne ham helbrede,

han til døden kun var rede,

døden uden håb og tro.

14. Uden kald han vil nu brændes,

vil, at ilden skal antændes,

så hans søn og han omkommer,

bringer håbløshedens sommer

til et folk i krigens greb.

15. Gondor, menneskenes rige,

blev først frit, da elvers lige,

Aragorn, den gamle-unge,

kom tilbage som en konge,

som med hænder læged’ sår.

16. Sådan kom du og helbredte

sårene på os nødstedte,

Søn af Gud og af en kvinde,

bare det lå dig på sinde:

læge legem, sjæl og ånd.

17. Giv mig menneske din styrke,

bring mig ud af gravens mørke,

hen til hulen, hvor du døde

lå til det blev morgenrøde,

væk mig dér til liv igen.

18. Husene, hvor du helbreder,

duft af englefred udspreder,

læg mig dér med ro og hvile,

så du får mig til at smile,

drømme sødt om fremtidshåb.

19. Jesus Kristus, du er manden,

som, da du stod helt på randen,

gerne kasted’ dig og ringen,

ned i ild for at utingen

kunne blive gjort ugjort.

20. Mester, salvet til at være

den, som alting skulle bære,

du har gjort, hvad ingen anden

kunne: gjort det af med Fanden,

al hans magt tilintetgjort.

21. Stærkere er du end Stærke,

men dog kan jeg ofte mærke,

mig som bytte Fjenden jager,

derfor ham jeg kort forsager:
   Jeg er Jesu Kristi får.

22. Tak fordi du tegner mærket

på min pande, så forstærket

jeg kan mærke, at jeg hører

til hos dig, som venligt rører

mig med hænders lægedom.

23. Tak, at du har slukket vreden,

soned det, som gav ufreden,

vores skyld mod Gud og verden,

som os præger i al færden,

du betalte al vor gæld.

24. Tak, vor broder, at du lukker

op vort hjerte, så det sukker,

giv os altid sindets anger,

så vi ikke ALT forlanger,

men bli’r født ved dig på ny!

                      Johannes Glenthøj, 2 004.