Nyeste prædikener - se siden 'Nyeste prædikener'!

En prædiken om at vente!

Fra Kristi Himmelfart til pinse er en ventetid på 10 dage.

 

10 er det fuldendte tal. Der er brug for en fuldendt ventetid for os indimellem.

 

Når tiden er inde, så sker der en vending.

 

I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage, sagde Jesus. Og på den måde skal I få kraft. Til alt det I skal gøre og virke.

 

Ja, for opgaven der ventede, var enorm: at være vidner om Jesus hele jorden rundt, intet mindre!

 

Det var nok en ventetid værd!

 

Det var en ventetid fuld af for-ventning. De var, hører vi i Lukasevangeliet, fulde af glæde, da de vendte tilbage til Jerusalem efter at Jesus var faret til himmels.

 

Jesus havde også forberedt dem godt på det. Og fortalt nøjagtig hvad der skulle ske. At Helligånden ville udruste dem, være hos dem, hjælpe dem, forsvare dem, trøste dem, formane dem. Giv dem visdom og dømmekraft.

 

Og den kraft, de skulle blive udrustet med, skulle gøre, at de kunne tage på slanger uden at blive skadet, uddrive dæmoner og lægge hænderne på de syge, så de bliver raske.

 

Det med at uddrive dæmoner: Vi har en Herre Jesus, som er alle djævles skræk og gru (salmebogen nr. 250 v. 2). En hovedsag for Jesus var at befri mennesker fra Djævelens tyranni.

 

Til den befrielse hører det, at vi hver især bliver helt klar over, at vi står i et valg, endda hver dag.

 

Vælge kan igen og vrage
jordens slægter alle dage,
vælge mellem liv og død,
dagens lysog nattens mørke,
Paradis og vilde ørke,
Helved hedt og Himmel sød.
(Salmebogen nr. 250 v. 6).

 

Måske er befrielsen fra mørkets kræfter den største bedrift, som Jesus virker i sine disciple. Kun i Jesu navn er der en løsgørelse fra disse kræfter.

 

Men fordi vi har en tendens, en tilbøjelighed til at vende os mod mørket i stedet for lyset, så har vi brug for igen og igen at blive mindet om, hvad kampen handler om. For når vi mindes om det, når der sættes ord på den kamp, så mister mørket også noget af sin magt. Og vi kan gøre noget ved det!

 

Lad mig give et eksempel. De gamle talte om de syv særlige synder (hovedgrupper af synd).

 

Vi kan tage en af dem for os om lidt.

 

Hvad hjælper tro på Kristi opstandelse, himmelfart og genkomst, hvis vi er optændt af vrede? Eller misundelse eller hovmod eller æresyge eller en af de andre grupper af synder, alt efter, hvor vi fristes mest med den personlighedstype, vi hver især er.

 

Når Jesus taler om, at kraften fra det høje skulle udruste disciplene dengang, så var det Helligånden, som hjælper os i vores almindelige hverdag til at træffe valg, så lyset skinner i vore dage.

 

Nu tager vi en af grund-synderne for os, en som virker som den dødbringende gift i sjælen. Det gælder om grundigt at fjerne denne synd. Det handler om kampen mod vrede.

 

Hvis vreden får sit tilholdssted i hjertet, ligger hjertet hen i mørke. Så kan vi ikke bedømme og handle klogt og mådeholdent, og vi mister evnen til at tænke over Skriften og tage dens ord til os i vores liv. Og vi kan ikke selv give kloge råd. Vi handler uretfærdigt og er uimodtagelige for Åndens lys. Som der står i en Davids-Salme 6,8: Mine øjne skummede af vrede. Selv om alle andre mener, at vi er vise, er vi fjernt fra visdommen. I Prædikerens Bog hedder det: ”...vreden bor i dårers bryst.” (7,10).

 

Stræber vi efter kærlighed, må vi holde vrede og bitterhed på afstand. Som Paulus siger: ”Afhold jer fra enhver form for bitterhed, hidsighed, vredesudbrud, skænderier og hånlige ord, ja, alt hvad der er ondt.” (Ef. 4,31). Han tænker ikke på nogle typer vrede, men på al slags vrede, også den som ser ud til at være nyttig og nødvendig. Som hvis vi er vrede og mener, at vi skal fortælle andre sandheden. Hvordan kan et menneske med en hel bjælke af indignation og vrede i øjet kunne fjerne splinten i sin brors øje?

 

Al oprørthed og vrede, uanset hvad der er årsag til det, forblinder hjertets øje, for vreden skyder en bjælke in i et ellers klartseende øje, så det ikke længere ser med retfærdighed på mennesker.

 

Nej, der findes kun en legitim vrede og det er vreden over ens egne synder. Så er vreden til nytte for os.

 

Det er den vrede, som Johannes Døber prædikede, og som Jesus prædikede, når de sagde: I skal ændre jeres indstilling, for nu er Guds rige nær!

 

Vi skal ændre vores indstilling.

Apostlene ville gerne vide, om Jesus ville oprette Guds rige helt og fuldt nu, da han var opstået fra de døde og havde sejret over synden, døden og Djævelens magt.

 

Det får det absolut ikke adgang til at vide noget som helst om, men får i stedet den vidunderlige melding: I skal modtage en ny kraft, når Helligånden kommer over jer.

 

Denne kraft skal gøre, at de kan gå ud med budskabet om Jesus til hele verden.

 

Den samme kraft, Helligånden virker også hos os, der er døbt til at tilhøre den korsfæstede og opstandne Jesus Kristus.

 

Så vi hver dag på ny indøver os i at ændre indstilling, når vi ellers var ved at hengive os endnu en gang til vreden eller hovmod eller lyst til tom ære eller en af de andre grund-synder, hengivelse til kødeligt begær eller begær efter materielle ting og penge.

 

Hele tiden skal omkvædet for os kristne være: I skal ændre jeres indstilling. Det er ikke noget, der er sket een gang for alle, men vi skal arbejde på med bæven resten af vores liv.

 

Hver dag kan vi igen vælge og vrage

mellem Paradis og Helvede, siger Grundtvig i salmen.

 

Eller som Brorson siger i salmebogen nr. 256:

At følge efter Jesus går ikke i spænd med den holdning ikke at mene noget med troen.

For enhver, der tror på Jesus, følger ham i korset. I dette kors gælder det om ikke at skælde ud og beklage sig. Som pave Frans har sagt: Good Christian don’t complain. Gode kristne beklager sig ikke.

 

Vi kan analysere på, hvad der foregår. Så vi erkender, at her er der noget, som vi lider uskyldigt, et kors. Det tager vi på os, som Kristus gjorde, for kun det er der velsignelse ved. Nogen har magt til at bringe os kors og lidelse, sådan er det. Vi skal gerne sige det imod, men kan vi ikke gøre noget ved det, må vi tage det som et kors.

 

Og så er vi tilbage ved emnet vreden. Vi må spørge, om vreden har bidt sig fast i os, så vi er så uforsonlige, så end ikke dagens slutning sætter en grænse for vores vrede? Måske siger vi, at vi ikke er oprørte over bestemte personer, men i virkeligheden bærer vi stadig på den allerdybeste vrede – under en venlig og smilende overflade.

 

Men huserer bitterheden i hjertet, kan vi ikke virkelig bede. Jo, vi kan bede: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og så besinde os.

 

En ting er sikker: Lad os aldrig mene, at vores indre fred kun opretholdes ved hjælp af andres velvilje mod os.

 

Det er nok en ventetid værd, at vente stille og roligt på, at Gud udruster os til sådanne ting. Ting, som vi ikke kan i os selv, men som vi kun kan blive udrustet til.

 

Og mens vi venter, så kan vi tænke over, at der ikke er det sted i verden, hvor vi kristne ikke kan mødes og bede og lovsynge og glædes sammen over Guds ord, opbygges ved det og opbygges som fællesskab.

 

En inder sagde engang ved et møde med kristne: ”Kun, når kirken udstråler Guds kærlighed, kan den blive det sidste sted her i verden, hvor fællesskab imellem mennesker realiseres.”

 

Længselen efter ægte fællesskab er til stede hos mange. Hele tiden med et ønske om finde former for fælles liv, bundet til og præget af bøn og samling om Guds ord. Hvor Kristi opstandelse opleves som virkekraften, der gør levende!

Filmen: Korset og springkniven

Filmen om David Wilkerson. Prædikanten, som fulgte et kald til at komme ind i det kriminelle ungdomsmiljø i New York. På dansk: Korset og springkniven:
http://www.youtube.com/watch?v=qJpYE8nVLHQ

Forårssalme - trods sne og kulde!

Melodi: Det er i dag et vejr, et solskinsvejr.

1. Nu lærer fugle os en takkesang

til pris for Gud af hjertet dagen lang:

Før én bli’r tavs, en anden straks begynder

at synge det, den kan, hør, hvor den nynner

til pris for dig, som gav den lyst til sang!

2. Se, sangere nu leder efter mad

fra busk til busk, fra gren til gren, så glad,

i træers top de indimellem synger,

så lette er de, at de vipper, gynger

og vender os til kærlighed fra had.

3. En rovfugl svæver rundt på himlen blå

og leder efter dyr på må og få;

den finder kun, fordi den altid søger,

sådan som vi i Helligåndens bøger

får næring til at dø og leve på.

4. Et pindsvin vågner op fra vinterhi,

nu er det slut med søvn og inerti.

Vi takker dig, Gud Fader, for naturen,

for knopperne på vej, for duers kurren,

fordi du gi’r os solens energi.

5. En anemone springer op og ud

af gamle blade, i sit fulde skrud.

Ved Herrens magt står mange blomsters hære

i flor, og kan endnu engang os lære

med kærlighed at synge for vor Gud.

6. Dit skaberværk fortæller om din magt,

om det, du har med visdom i det lagt.

Tænk at, hvad intet menneske kan vide,

vor Herre, du engang ved forårstide

stod op af døde, som du havde sagt.

7. Se, størst af alt er solen i dens kraft,

der atter sætter gang i træers saft,

og ud af ægget springer der en unge,

der synger med sin lillebitte tunge

om din opstandelse af grav med kraft.

Johannes Glenthøj. 2006, 2013.

Prædiken 7. oktober (18. søndag efter trintatis) om vintræet og grenene

Prædiken om foreningen med Kristus - som vintræet med grenene. 18. søndag efter trinitatis, 2. række: Johannesevangeliet 15,1-9

Der er i dag en god og en dårlig nyhed!

Den dårlige nyhed er, at vi ikke kan frelse os selv, det har vi ikke guddommskraft til.

Den gode nyhed er, at vi kan modtage frelsen. DET handler evangeliet i dag om!

***

Vintræet er det mindste af alle træer, men er alligevel kongen blandt træer på grund af den ædle frugt, den bærer. Sådan blev Gud menneske, og Jesus syntes så lille som ingen anden, uden anseelse i verden, men dog menneskenes konge.

Ingen skal tænke på at blive et stort træ, men på at bære frugt på vintræet, som en gren på vintræet.

Det afgørende er forbindelsen mellem vintræet og grenene. Det kristne liv er utænkeligt uden forening med Kristus.

Og det er ikke en statisk forbindelse. For vintræet, Kristus, vil altid være og forblive årsagen til og kilden til et muligt liv.

Vinen er glædens drik. Vinen peger frem mod Guds fuldendte, synlige Rige.

Jesus siger, da han indstifter nadveren: Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.” (Markus 15,24-25).

Gennem vinen bliver vi som disciple delagtige i Krist offerdød, og samtidig er nadverens vin en foregribelse, en forsmag på kommende verdens liv.

Evangeliets ord i dag handler om foreningen med Kristus og kontakten med den anden verden. Der er en gensidig forening mellem Faderen, Sønnen og disciplen.

Når vi sådan er forenet med ham, så får vi at vide, at vi kan bede om hvad som helst, og vi skal få det.

Jesus udfordrer os til at bede med mod og udholdenhed. Det er vores dovenskab, der står i vejen for opfyldelserne!

En del af frugten ved at være gren på vintræet er, at vi får opfyldt vore bønner. Jamen – er det ikke sekterisk? Jo, men så er Jesus sekterisk, hvad det så er for noget.! Bøn og helbredelse, for nu at tage et bestemt emne, opfattes af nogen som sekterisk. Men som sagt, så er Jesus jo også sekterisk. Han siger, at ondskab som dæmoni kun drives ud ved bøn og faste.

Altså: opfyldte bønner er det, Jesus lover!

Kærlighed gennem forening med Kristus
Gennem denne forening fyldes vi med muligheden for kærlighed til hinanden.  

Men hvordan renser Jesus sine disciple? Han tager det væk, som er ufrugtbart. Det gør ondt, men sådan er det. Varig frugt kommer ikke af sig selv. Det døde skal tages væk.

Jesus viser et konkret eksempel, da han vasker sine disciples fødder. I sommer var vi på en lejr for handicappede og ikke-handicappede, og højdepunktet var, da vi skulle vaske hinandens fødder. Baljer med vand og håndklæder ved forskellige rundkredse med stole i haven. Det var stærkt at mærke en knæle ned og vaske ens fødder. Det var en omsorg og fødderne blev rent faktisk vasket og tørret bagefter.  

At vaske hinandens fødder, det må være en del af at elske hinanden i fællesskabet.

Og Jesus renser os, når vi beder ham gøre det. Som den korte bøn Jesus-bønnen siger: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, en synder.   

I den bøn erkender vi os selv som syndere, der har brug for at renses for synd.

Vi beder Jesus gøre det, forbarme sig over os og alle, vi beder for. I den bøn beder vi også for andre, som er i nød.

Jesus siger, at vi allerede er rene på grund af det ord, han har talt til os. Men han siger samtidig, at han vil rense hver gren, for at den kan bære mere frugt.  

Jesus er ikke tilfreds med, at vi får middelmådig frugt på den gren, som vi er.

Nej, han vil optimere os, han vil, at der skal blive en overdådig høst, at frugten skal være vedvarende. Vi taler om vedvarende energi. Jesus taler om vedvarende frugt.

Det er egentlig mærkeligt, for et sted siger Jesus sådan her:  

Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Med andre ord: det at bære megen frugt og det at blive hans disciple er et og det samme. Enten bærer vi megen frugt og bliver hans disciple, eller også bærer vi i virkeligheden ingen frugt og vi er til ingen nytte i Guds rige. Det er når vi bærer frugt, at vi er hans disciple.  

Ellers er vi afdøde kristne.

Det er tit hårdt, for at være kristen er at tage imod en form for død. Nemlig drukningen af det gamle menneske, som vil sig selv og intet andet, det som skal druknes igen og igen i dåbens vand. Men gennem denne død, opstår igen og igen det nye menneske, med Helligåndens kraft til at leve og være i verden som Jesu disciple. Når vi accepterer at være grene på vinstokken, så dødes også vores trang til selvstændighed, som ikke fører til andet end evig død. For skilt fra ham kan vi slet intet gøre, siger Jesus. Vi har derfor ikke noget valg. Vi må kæmpe for at komme ind i Guds rige, kæmpe for at være på Jesus som grenen på træet. Kæmpe mod det i os, som vil os selv og kun os selv.

Klokkerne bimler - graven er tom og Jesus lever! Peter gik rundt inde i graven uden at fatte, hvad der var sket. Selve det, at han gik rundt derinde i Jesu tomme grav får troen til at spire - det er næsten som selv at have været der påskemorgen for 2000 år siden

Prædiken 2. påskedag 2012
i Onsbjerg kirke

En amerikaner fortæller om hans glæde hver påskemorgen. Men hans kirke i hans lille by havde et mindreværdskompleks. De havde ikke noget klokketårn. Metodisterne i byen havde et klokketårn, og de bimlede hver søndag morgen. Han fortæller, hvor han elsker lyden af klokker, der bimler påskemorgen, eller en hvilken som helst søndag, og kalder til gudstjeneste.

Denne amerikaner og hans hustru var et års tid i Tyskland, og hvor de nød klokkernes lyd fra den gamle middelalderkirke, hvor de boede. Han siger: Verden rundt samles kristne påskemorgen i alle mulige forskellige bygninger, med eller uden klokketårn, for at fejre denne utrolige sejr. Jesu Kristi overnaturlige, legemlige opstandelse handler om sejren over synd i vore liv, over skyld og skam, som vi bærer rundt på, fordi vi er syndere, og sejren over den største fjende, vi skal møde: døden.

Klokkeringning passer til det vældige, vidunderlige, at Herren er opstået fra de døde og dør ikke mere.

Gud havde lovet, at Kristus (når han kom) skulle bringe den ultimative sejr over døden. Således hedder det hos profeten Esajas 25,7-8, at det slør, som ligger over alle folkene, skal tages bort; at Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt. Det var ord skrevet syv hundrede år før Herren Jesus kom til jorden. Gud havde lagt en plan for, hvordan han ville forvandle livet, så det ville give os håb i fremtiden.

I 1. Korintherbrev 15 (som vi har hørt lidt fra i dag) citerer Paulus Esajas 25,8:”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” Disse ord udtrykker det håb, vi har fået påskemorgen.

Og Paulus udfordrer alle tvivlere og skeptikere, som siger: ”Hvordan opstår de døde?” (v.20-22) og svarer dem: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.”

Denne amerikaner var så optaget af klokker, at opstandelsestroen også får historier om klokker til at ringe om Jesu sejr over døden.

Klokkerne ringer over hele verden de gode nyheder om Jesu sejr over døden ud, og hans opstandelse tror vi er en forsmag på vores opstandelse med ham.

Han fortæller en historie om klokker, som påskemorgen var et tegn på sejr. Det var under Napoleonskrigene i Europa i år 1800. Napoleon invaderede Østrig og kom til byen Feldkirk. Byen havde ikke noget forsvar, så det så ikke ud til, at den kunne yde modstand.

Lørdag aften før påskemorgen var Napoleons tropper kun 10 kilometer fra Feldkirk. De kristne i byen var samlet i deres kirker og bad hele natten om at blive reddet fra Napoleons hær. Napoleons hær marcherede frem den nat mod byen.

Påskemorgen, da solen stod op begyndte klokkerne i alle kirkerne i byen at ringe deres sang om sejr, om Jesu Kristi opstandelse.

Nu havde Napoleon påbegyndt en ny kalender med ti-dages uger i stedet for uger med syv dage, og han havde ikke en kristen kalender med sig. Så Napoleon og hans tropper anede ikke, at det var påskemorgen. De troede, klokkerne ringede, fordi den østrigske hær var kommet byen til undsætning, og at folk i byen udtrykte deres glæde over, at de nu kunne forsvare sig.

Ud fra den formodning trak Napoleon sin hær tilbage. Påskeklokkerne og det budskab, de ringede med, betød, at der ville forblive fred i deres landsdel. Der blev aldrig et fransk-østrigsk slag ved byen Feldkirk.

Den klokkeklang er der over påskeevangeliet, vi har hørt, over den personlige beretning om Peters og Johannes’ løb ud til graven, og hvordan de to reagerer så forskelligt, men tilsammen er Peter og Johannes som to klokker, der bimler i triumf. Johannes står udenfor og kigger ind, ser, hvad ser, og tror. Han har fattet, at kun Jesu begravelsestøj ligger derinde, men Jesus selv er væk. Og Peter ankommer halsende efter Johannes, går lige ind og kan notere for eftertiden præcis hvordan begravelsesklæderne lå. Om Peter står der ikke, at han omgående troede, for han var nok sen til at tro, men så meget vidunderlige lyder påskeberetningens bimlende klokker, at det er sandt, at det er sket, at Kristus er opstanden, at han lever, at han lever for altid, at han opstod, som han havde sagt til disciplene, ja, selv til sine modstandere, at han opstod helt efter skrifterne, efter profeternes og Gammel Testamentes profetier om Kristus.

For os genlyder påskebudskabet med det sejrrige, triumferende liv, vi kan have på grund af Kristi opstandelse og den grundfaste vished, at han kommer tilbage og være den, som dømmer levende og døde og erklære sin endegyldige sejr over synden, døden og Djævelen.

Det, der for os personligt er triumfen er udtrykt at Paulus et sted, hvor han taler om troen på Gud, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde og siger, at Jesus blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.

Han blev givet hen, han døde altså, for vore overtrædelser. Så meget har det kostet vores Herre at overvinde vore overtrædelser, at udslette dem, at bringe os tilgivelsen.

Og så: Han blev oprejst til retfærdighed for os. Jesu opstandelse gør, at vi nu kan leve i hans retfærdighed, den, som han er iklædt, han som aldrig har syndet, men tog vore synder på sig.

Vi kan og skal nu leve et helt nyt liv i hans opstandelses kraft.

Vi skal lade det gamle liv være begravet med Kristus, og vi skal daglig ligesom opstå med ham. Når vi står op om morgenen, så lad det være med lyden af klokker, der ringer i triumf over Jesu sejr over døden, hans opstandelse.

Så skal vi ikke lade synden regere i vore lemmer og sanser og hjerter. Så har vi mulighed for at vende vores energi til tjeneste for vores opstandne Herre.

Og som en sidste opmuntring til at leve resten af livet som den opstandens lærling og discipel, så husk, at hvis Kristi opstandelse er noget, som aldrig er sket, så er kristendom en falsk religion. Men hvis hans opstandelse er sket, så er Kristus Gud og så er den kristne tro absolut sandhed.

Graven er tom – Jesus lever!

Han kom ind i verden ad en dør, der ikke findes, en dør, hvorpå der står: ingen adgang.

Han gik ud af graven ad den dør, hvorpå der står: Ingen udgang.

Og det gjorde han, kom både ind i verden og gik ud af døden, fordi han er Gud.

Buddha påstod aldrig, at han var Gud. Moses heller ikke. Muhammed påstod ikke at han var Allah. Men Jesus Kristus sagde, at han er den sande og levende Guds Søn. Buddha sagde bare: Jeg er en, der søger sandheden. Jesus sagde: Jeg ER sandheden. Konfucius sagde: Jeg har aldrig sagt, jeg var hellig. Jesus sagde: Hvem kan overbevise mig om nogen synd?

Vi tror, at Jesus er opstået, fordi han viste sig for Maria Magdalene og 'den anden Maria' (som vi i dag ville sige 'Maria K' for at skelne hende fraen 'Maria M'. Den tomme grav alene får os ikke til at tro, men vi tror på de to kvinders vidnesbyrd! Anden del: Napoleon om Jesus!

Prædiken over Matthæusevangeliet
kapitel 28 vers 1-8


Den tomme grav vakte ikke i sig selv troen på Jesu opstandelse.

 

Selv ikke engles budskab om Jesu opstandelse overbeviste dem. Da kvinderne i følge Lukasevangeliet kommer til apostlene med englenes budskab, at Jesus ikke er i graven, men er opstået, havde de svært ved at tage kvinderne alvorligt. De troede i al fald ikke på dem. Det lød som løs snak for dem.

 

Nej, den tomme grav vakte og vækker ikke tro på Jesu opstandelse.

 

Alt, hvad den tomme grav viser, er, at noget var sket med Jesu legeme, men det siger ikke i sig selv, hvad der var sket med ham.

 

Så langt så godt.

 

Nu kommer det næste, og det er vigtigt. Iflg. evangelierne, og det er de helt enige om, var det kvinder, fandt graven tom; en engel eller engle forkyndte, at Jesus var opstået; og de så selv Jesus.

 

Men da kvinderne fortæller apostlene, hvad de har set og oplevet, tror de ikke på dem. I jødedommen på den tid var der ikke noget, der hed kvindebevægelsen. En kvinde kunne ikke optræde som vidne, Sara havde jo i sin tid løjet, da hun påstod at hun ikke havde leet, da Herren sagde til Abraham, at hun skulle undfange og føde en søn i sin høje alder.

 

Når det nu var sådan i kulturen dengang, er det meget bemærkelsesværdigt, at kvindernes vidnesbyrd om den tomme grav og Jesu opstandelse spiller så stor en rolle i evangelierne.

 

Man skulle have forventet, at det primært var apostlene, der fremstod som vidner, men sådan er det ikke, de kommer haltende og halsende lidt bagefter kvinderne.

 

Den eneste logiske forklaring på, at kvinder optræder som vidner om den tomme grav og om opstandelsen, er, at sådan var det. Det var sådan, det skete.

 

Vi kan opsummere, hvad vi ved. (Jeg forventer ikke, at I kan huske de syv punkter, men nu hører vi dem!).

1 Jesus var død og var blevet begravet.

2 Disciplen var ikke forberedt på, at han skulle dø; de var helt forvirrede.

3 Graven blev fundet tom påskemorgen.

4 Den tomme grav var ikke i sig selv bevis på opstandelsen.

5 Disciplene havde nogle oplevelser/erfaringer, som de opfattede som, at den opstandne Jesus kom til syne for dem.

6 Den samtidige jødedom kender intet til, at Messias skulle dø og så opstå.

7 Og endelig – og hvis I ikke kan huske de andre punkter, så husk bare dette ene: disciplene gik rundt i Jerusalem og forkyndte glad og gerne Jesu opstandelse, tæt på det sted, hvor han var blevet begravet.

 

***

 

Lad os nu vende os til Matthæus’ påskeevangelium, som vi hørte lige før. Midt i skildringen af jordskælv, som Matthæus fortæller om, og englen, der vælter stenen fra graven, og de romerske soldater, som falder om og bliver som døde, hører vi også hos Matthæus, at det var Maria Magdalene og ’den anden Maria’, som oplevede det hele. (i skolen i dag ville man kalde den ene Maria K, f.eks., den anden Maria for Maria M. f.eks.). Midt i alt det fantastiske med jordskælv o.s.v., dukker to helt konkrete navne op. Matthæus maler med grov pensel med stærke farver, de andre evangelier med en smallere pensel, og Johannes – ja han fortæller ud af egen oplevelse om væddeløbet mellem Peter og Johannes (ham selv?), som kom først, men pænt bliver stående uden for graven, mens han venter på, at den ældre Peter forpustet når frem.

 

Vi kan nok ikke underdrive det indtryk, Jesu opstandelse gjorde på dem, og siden på apostlene.

De blev bange, så blev de glade, ja, Matthæs fortæller, at de løb hen til disciplene med frygt og stor glæde.

Og for alle slægter, for mennesker af alle folkeslag, tiltrækkes af Jesus, trods det, at de fleste af os ikke oplever at se ham. Som vi hørte Peter sige det:

Ham elsker I uden at have set ham, ham tror I på nu uden at se ham.

 

Napoleon af alle funderede over, hvad det var der gjorde forskellen mellem Jesus og alle andre.

 

Da han sad på øen Skt. Helena, tænkte han over Jesu betydning. Han betragtede Jesu magt over menneskers hjerter som det stærkeste bevis på Jesu guddommelighed. Nu da Napoleon sad i sin ensomhed og havde rigeligt med tid til eftertanke, så han for sig alle verdens helte og store skikkelser og målte dem op mod sine egne gigantiske bedrifter. Men alle deres bedrifter og hans egne blegnede som tomme skygger over for Jesu Kristi person:

 

”Hvilken sejrherre! En sejrherre, som hersker over menneskeheden med sin vilje, og vinder hele nationer, ja, hele menneskeheden for sig.

 

Hvilket under! Han forbinder den menneskelige sjæl med alle dens kræfter med  sig selv. Og hvordan det? Ved et under, der overgår alle undere. Han gør fordring på menneskers kærlighed – det, som er vanskeligst at opnå  i verden; det, som de viseste mennesker ikke kan tvinge ud af deres bedste ven, det, som ingen far kan tvinge sine børn til, ingen hustru tvinge sin mand til, ingen bror sin bror, nemlig gøre fordring på hjertet. Kristus kræver det fuldt og helt, og han får det straks.

 

Aleksander, Cæsar, Hannibal, Ludvig den 14. tragtede efter at opnå dette. De besejrede verden, men de havde ikke en eneste ven, eller de har i al fald ikke længere nogen ven.

 

Men Kristus taler, og fra det øjeblik tilhører alle slægtled ham; og de er meget tættere knyttet til ham end noget blodsbånd og med et meget mere fortroligt, helligt og kraftfuldt fællesskab. Han tænder kærlighedens flamme, som får ens egenkærlighed til at dø, og han sejrer over enhver anden kærlighed.

 

Hvorfor skal vi ikke i dette kærlighedens mirakel erkende det evige Ord, som skabte verden? De andre religionsgrundlæggere havde ikke den mindste fornemmelse for denne mystiske kærlighed, som er essensen af kristendom.

 

Jeg har fyldt masserne med sådan en lidenskabelig hengivenhed, at de drog ud for at dø for mig. Men Gud forbyde, at jeg skulle sammenligne mine soldaters begejstring med kristen kærlighed. De er lige så forskellige som årsagerne til dem. I mit tilfælde var mit nærvær altid nødvendigt, den elektriske virkning af mit blik, min stemme, mine ord, som kunne tænde deres hjerter i brand. Og personligt besidder jeg i sandhed hemmeligheden ved den fortryllende magt, hvormed jeg har kunnet indtage menneskers følelser med storm. Men jeg kunne ikke give den magt videre til nogen anden. Der var ingen af mine generaler, som nogensinde lærte det af mig eller fandt hemmeligheden ved den magt.

 

Og jeg besidder ikke selv hemmeligheden, hvormed jeg kan forevige mit navn og en kærlighed for mig i hjerterne for altid, og at virke mirakler i mennesker uden materielle midler.

 

Nu henslæber jeg tiden her på Skt. Helena, hvem kæmper og besejrer nu riger for mig? Hvem tænker mere på mig? Hvem interesserer sig for mig i Europa? Hvem er forblevet mig tro? Sådan er alle store mænds skæbne. Det var Aleksanders og Cæsars skæbne, og det var min skæbne. Vi bliver glemt, og de mægtigste herskeres og de mest berømte kejseres navne bliver hurtigt et emne for skolebørn.

 

Hvilken afgrund der er mellem min dybe ulykke og Kristi evige rige, han som forkyndes, elskes og tilbedes, og som fortsætter med at leve ud over hele verden. Er det at dø? Er det ikke snarere at leve i evighed? Kristi død! Det er en Guds død.”

 

Så meget fint siger Napoleon, men til sidst viser det sig, at han endnu befinder sig på tærsklen til den kristne tro.

 

For den, vi elsker, uden at have set ham, er ham, som kom Maria Magdalene og den anden Maria i møde, som senere viste sig for apostle, nogle gange for en eller to, andre gange for dem alle på én gang.

 

Det er ham, den opstandne, ikke den evigt døde, vi forkynder, elsker og tilbeder.

 

Ganske vist forkynder vi vores Herres død, indtil han kommer igen, men det gør vi jo, fordi med stor fryd, fordi han lever og er iblandt os med sin Ånd, ud over hele jorden, som Napoleon siger, men ikke som den døde, men som ham, der lever for altid, som har overvundet ikke bare menneskers hjerter, men først selve døden, og Djævelen, menneskehedens største fjender.

 

Derfor priser vi ham, som dag for dag, mens vi ved, vi går forkrænkeligheden i møde, dog fornyes i vort indre med hans opstandelses kraft, som virker mægtigt i os, som tror.

 

Derfor gælder det om, at vi hører ordet om den Opstandne, så vi uge for uge, dag for dag, holdes fast i den tro, som overvinder verden og vores egenkærlighed, som Napoleon rigtigt pegede på det.

 

Og leve i det håb, som vi hørte apostlen Peter sige i sit brev, og som blev sagt ved vores dåb og skal siges ved vor begravelse: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”

 

Det nye testamente beseglet med Jesu blod befrier os fra døden, som blodet på dørstolperne i Egypten reddede israeliterne, da dødsenglen gik forbi

Skærtorsdag 2012

Prædikenen blev holdt i Tranebjerg og Nordby kirker, ikke helt som i manuskriptet!

 

Vi har fået en meget konkret opgave af vores Herre: at spise brødet, hans legeme, og vinen, hans blod. Sådan skal vi komme ham i hu, siger han. Vi skal komme ham i hu. Nadverfejringen skal fortsætte fra skærtorsdag aften og ihukommelsen skal fortsætte, indtil Jesus kommer igen; indtil da ihukommer man fortiden, ser hen til fremtiden og oplever den korsfæstede og opstandne Herres nærvær og råber med de første kristne: Marana ta! Herre, kom! Ja, de første kristne (Åbenbaringsbogen) bad direkte om, at Herren ville komme snart igen. Den bøn har vores Herre også lagt os i munden i fadervor: Komme dit rige! Faderens og Sønnens rige beder vi om må komme, må komme både i os og i verden synligt, når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.

 

Først siger Jesus om brødet, der deles rundt: Dette er mit legeme, det kan også siges: Dette (altså brødet) er mig selv.

 

Dernæst siger han om vinen, at den er den nye pagt ved mit blod. Pagtens blod er et udtryk, der bruges i forbindelse med pagten, der blev indgået på Sinaj bjerget (2. Mos. 24,8). Det er en ny pagt, og det er det, fordi det, som bl.a. profeten Jeremias havde forudsagt, er gået i opfyldelse i og med Jesus (Jer. 31,31-34). Gør dette hver gang I drikker det – det vil sige, at vi kommer Jesus i hu også gennem ordene om, at vi forkynder Herrens død, indtil han kommer, som Paulus siger.

Og når vi forkynder Herrens død, hver gang vi fejrer nadver, så vil det også sige, at nadveren er for alle, for Jesus døde for alle.

 

Som Jesus siger: Denne kalk er den nye pagt, ja, hvordan det? Ved mit blod. Jesu blod besegler den nye pagt. Ved sin død beseglede Jesus denne nye pagt.

 

Pagt siger jeg, ja, eller testamente. Det er Jesu sidste vilje, han har nedlagt i disse ord om at tage imod brødet og vinen, hans legeme og blod. Hans sidste vilje.

 

Ja, kan vi sige, jamen han er opstået, han lever, så det giver ikke mening at tale om hans sidste vilje.

 

Men prøv så at tænke på, hvor fantastisk det er, at her har vi forbindelsen mellem Jesu liv på jorden (et liv ligesom vores) og så os selv i vores tid. Det er, for at sige det, som det er, genialt.

 

Jesus svæver ikke blot sådan for os, men har forbundet frugterne af sit jordiske liv med os i nadveren.


Og testamentet – ja, det er ham selv. Men han selv – ja, det er ham som lever, usynligt, men virkeligt. Og han kommer til os, når vi mindes ham.

 

Mindet om ham gløder i os, ja, han tænder Helligåndens glød i os, tænder troens brand i os, så vi tager imod syndsforladelsen, lader vore synder ligge på ham, og går bort med hans fred.

 

Mindet er om Jesu død for verden. At han virkelig ofrede alt for at give os liv, der består, uforkrænkelighedens liv.

 

Derfor skal vi skærtorsdag netop mindes Jesu død.

 

Dette er den nye pagt, ved mit blod, siger vores Herre. Ved hans blod.

 

Det var hans vilje at lide og dø for de mange, som evangeliet siger.

 

Før israeliterne skulle flygte ud fra Egypten om natten, skulle de slagte påskelammet og smøre blodet derfra på dørstolperne og dørens overligger. Så ville dødsenglen gå forbi. Det er det, påske betyder: Forbigang.

 

Sådan redder Jesu blod os fra døden og befrier os åndeligt talt fra Egypten, altså fra slaveriet under synden, under døden og Djævelen. Vi behøver ikke længere gå i takt, som verden vil have os til. Vi har fået vores frihed, og ve os, hvis vi blot lader os falde tilbage i ufriheden. Så er Jesus, vores Herre, jo død forgæves for os!

 

Nej, vi sættes fri bogstaveligt. Så skal vi ikke ligge under for nogen, men være Guds frie børn, Jesu brødre og søstre.

 

Men som det var med befrielsen fra Egypten, sådan er det også med os. Der er noget, vi fra tid til anden skal flygte fra. Vi har fået frie hænder af vores Herre til at flygte fra dem, der vil gøre os til slaver. Jesu blod renser os fra vore synder, og gør, at vi nu frit kan tjene vores Herre og arbejde på at bygge fællesskabet op.

 

Og det gør vi ved at lytte til og tage imod alt det, vores Herre sagde til os i sit testamente. Han holdt lange afskedstaler, som står i Johannesevangeliet 14-17, som er hans testamente bredt ud. Her er bl.a. befalingen om at elske hinanden (disciplene indbyrdes) – sådan kan verden se, at vi er Jesu disciple – den indbyrdes kærlighed er lakmusprøven!

 

Men først vaskede han disciplenes fødder, og sagde, at det er et eksempel, som vi skal følge, vi skal også vaske hinandens fødder.

 

Denne fodvaskning – hvad betyder den? Den betyder, at gennem Jesu gerning har Gud renset et folk, som er hans; dog, ikke alle i folket er renset. Satan finder i Judas, en af de tolv, et redskab, som er parat. Synd, også det endegyldige frafald, er stadig en mulighed. Apostlene, disciple og tjenere for Jesus, deres lærer og herre, skal følge hans eksempel: de skal vise den samme ydmyghed, skal faktisk tage deres kors op og følge Jesus.

 

For så vidt de gør det, er de delagtige i hans myndighed.

 

At tage imod en, der er udsendt af Kristus, er at tage imod ham selv. At tage imod Kristus, er at tage imod Gud.

 

Altså har kirken ansvar som Kristi udsendte, den deler hans værdighed og skal kopiere hans ydmyghed og tjeneste. Men trods kirkens myndighed, har den ikke nogen absolut sikkerhed, eftersom selv en af de tolv viser sig at være en forrædder.

 

Så lad os slutte med at se det for os: Jesus tager sin kjortel af.Han gør sig til en tjener, der stilfærdigt vasker gæsternes fødder.

 

Vi må også stilfærdigt sige: Tak, Jesus, at du sådan vasker vore fødder, stadigvæk som en stilfærdig tjener.

 

Kun han kan vaske os helt rene. Men ikke uden at hjertet er med. Der findes ikke én, som er ren. Kun ved Jesu korsdød for os vaskes vi rene, og det støv, den skyld, den synd, vi gør dag for dag, renser han gennem sit ord. Hans ord er som lys og vand på een gang: Han sætter gennem sit ord fokus på vor synd, så vi lidt efter lidt bliver klar over, hvor alvorligt det er, det vi har forbrudt os med, at det alene ville være årsag nok til hans død i vores sted og for denne ene synd.

 

Og nu skylder vi hinanden at vaske hinandens fødder, siger Jesus. Følge hans eksempel. Han siger ikke, at vi skal ud og gøre godt i hele verden. Han tager udgangspunkt i discipelkredsen. Jesu offentlige gerning på Golgata og hans private handling over for disciplene (fodvaskningen) ligner hinanden deri, at det er begge dele ydmyge og tjenende gerninger, og de udgår hver for sig fra Jesu kærlighed til sine egne.  Det er disciplene, han har vist kærlighed dag for dag og til sidst dør for.

 

Hvis verden skal tage imod Jesus, sker det primært på een måde: ved at verden ser den kærlighed, vi kristne har indbyrdes. Det er udfordringen, som vi aldrig må glemme.

En kvinde salver Jesus, og historien om et par fra Afghanistan, som bliver døbt i Danmark, men ingen taler med dem i deres lokale folkekirke. Palmesøndag faldt på 1. april i år - var kommenens fødseldag i kirketiden og palmesøndag i det hele taget en aprilsnar?!

Prædiken palmesøndag 2012
holdt i Besser, Kolby og Tranebjerg kirker

Ved gudstjenesten i Tranebjerg kirke ledsagede to musikere på steel-guitar og kontrabas prædikenen, som derved blev helt anderledes, langsommere i rytmen, mere vægt hvor vægten skulle ligge, og fokus på ordene på en anden måde end til daglig.

Det kan godt være, at det ligner en aprils-nar, at kommunen holder 50 års fødselsdag, samtidig med at der fejres palmesøndag i to af kirkerne lidt senere på formiddagen.

 

Det kan også godt være, at det ligner en aprils-nar, at Jesus red ind til Jerusalem down-town på et æsel.

 

Ingen, absolut ingen, kunne omkring år 30 have fundet på en bedre aprils-nar end den, at Jesus red ind i Jerusalem på et æsel og vel at mærke blev hyldet som konge med tilråb, som om han var Gud selv.

 

Men hvor har evangeliet tiltalt mennesker fra slægt til slægt, netop fordi Jesus gjorde sådan den palmesøndag.

 

Jeg har et helt frisk eksempel på det. Samsø Pastorat er medlem af noget, der hedder Tværkulturelt Center – et netværk for tværkulturelt kristent arbejde i Danmark.

I sidste nummer af deres avis fra marts om et ægtepar fra Afghanistan. De drog til Iran, fordi de tilhørte et mindretal, som ikke havde samme rettigheder som flertallet. Det var efter World Trade Center-angrebet. Men de måtte flygte fra Iran også og kom til Danmark. ”Selvom vi var muslimer,var vi begyndt at læse om kristendommen i Iran.” De kunne ikke forstå, at det var islam, at piger blev behandlet, som de gjorde i Iran, som stening. Men svaret var, at Gud godt kunne lide de ting. Så begyndte de at tænke, at islam ikke var for dem. Så læste de på internettet om en mand, der ofrede sig for hele verden i kærlighed. Kristendommens Gud havde respekt for os, siger de. Derfor ville de gerne vide mere.

 

Kristendommens Gud havde respekt for os.

Den respekt lyser ud af Jesu langmodige, ydmyge indtog i Jerusalem ikke på en hest og med sværd i hånd, men på et æsel – uden andet våben end ordet, end Ånden.

 

De bad og bad til Gud, om de kunne få opholdstillladelse, og da de fik det, gik de ned til stranden og sagde: Tak, Gud, tak Gud.

 

Skulle de lade sig døbe? Det ville være meget farligt for dem. Men da de havde fået tilladelse til at opholde sig i DK, turde de godt og blev døbt af en dansk præst. Nu følte de dåbens beskyttelse, sikkerhed.

 

”Det var som om Gud tog alle de byrder, der lå på vores skuldre. Tidligere var jeg meget bange for Gud. Det var jeg ikke længere,” siger Mariam, hustruen.

 

Ja, Jesus tager byrderne fra os og giver os en let byrde, og han tager vores frygt væk, for han kom så almindeligt på æselryg.

 

Her er et vers, jeg har skrevet om dette:

Dit indtog i Jerusalem gav håb

om vor befrielse fra tunge byrder,

du kom til hver af os i vores dåb,

vogt os, du Hyrde over alle hyrder,

tak for den byrde, du har til enhver,

et åg, der er så let, at det kun gavner,

det gi’r du kærligt til os hver især:

gør alle andres åg til støv og avner!

 

Nu går de i kirke i en dansk kirke i den provinsby på Sjælland, hvor de bor. De har ikke råd til at tage i kirke i København, hvor de kunne høre alt på deres eget sprog. Nu går de somme tider, som de siger, i den danske kirke, der kommer 20-30 danskere, og det er svært at forstå. Så sidder vi og beder til Gud for os selv, siger de. Der er ingen, der snakker med os.

 

Der er ingen, der snakker med os. Ja, så har de alligevel fået andre byrder som døbte i Danmark.

 

En bebyrdet kvinde har vi hørt om i evangeliet, hun kom ind i huset, hvor Jesus var til middag. Hun havde været så tynget af byrder, men Jesus havde vist hende og alle slags mennesker venlighed, imødekommenhed, havde talt med, havde taget dem alvorligt. Ikke sådan, at Jesus var og er ligeglad med synd, nej, kvinden grebet i hor fordømte han ikke, men sagde tilslut: Gå bort, og synd fra nu af ikke mere!

 

Denne kvindes lettelse var enorm, så hun kom med en lille flaske med parfume og salvede Jesu hoved. Hun var fri, befriet fra navlepilleri, befriet fra sig selv, hendes taknemmelighed er så stor, at hun er ligeglad med, hvordan andre opfatter hende.

 

Det mod kan Jesus Kristus alene i hele verden befri os til på en måde, så vi stadig respekterer andre mennesker.

 

Af alle steder kommer hun ind og hælder parfumen eller olien ud over Jesu hoved i Simon den Spedalskes hus. Kvindens navn får lov til at være ukendt, men Simon den Spedalske var nok på den tid en særdeles velkendt discipel, som var blevet helbredt for spedalskhed.

 

Og nu breder der sig en velsignet velduft i hele huset. Jesu helbredende og tilgivende kraft er en sådan velduft, som giver mennesker lyst til at give det videre.

 

Men så er der nogle kristne ved bordet, som synes, at det er for galt. Parfumen havde åbenbart en værdi på 300 denarer, det svarer til en årsløn. En årsløn hældt ud over Jesu hoved – det er for galt, siger de.

 

For nylig mødte jeg en præst. Vi talte om at være mere optaget af penge end af almindelig hæderlighed. Nå, sagde han til mig, du mener mammonerne. Mammonerne, sagde jeg spørgende. Ja, ved du ikke, hvem det er? Og så gik en tiøre op for mig: han talte om dem, der går op i Mammon frem for alt andet.

 

Altså: da kvinden havde hældte den dyre parfume ud over Jesu hoved, forsøgte mammonerne at gribe ind.

 

Undskyldningen er oven i købet meget flot: flasken kunne have været solgt og pengene kunne så have været givet til de fattige.

 

Men Jesus beskytter denne kvinde og siger, at hun skal huskes i alle slægter for det, hun havde gjort.

 

Lad os lægge byrderne fra os og gå ind under Jesu milde og lette åg. Så vi får overskud til at gøre det, som er sandt og godt. Så må vi nogen gange komme galt af sted, hvad gør det, det er værre at ligge under for andre mennesker, være bange for dem og derfor klappe i.

 

 

***

 

Vi skal tænke over, at Jesus er en konge.

 

En konge, som kommer til hver af os.

 

Han vil have et personligt forhold til os hver især.

 

Grundtvig digter dette vers:

Hvor du til herberg drager ind,

har sandhed solens kraft og skin,

der visner verdens rosengård,

der skabes kærlighedens vår!

 

Han vil gerne komme og bo der, hvor du bor.

 

Usynligt, men levende. Du mærker ham, når det brænder i hjertet af glæde, af jubel, af fred.

 

Se dig om i din stue. Sid stille og kig dig roligt omkring.

 

Du kommer til at tænke på ulykker og sorger i dit liv. Du tænker også med taknemmelighed på alt det gode, der er i dit liv lige nu.

 

Fokuser så på Jesus: Han kommer til dig midt i dine trængsler.

 

En kvinde kom til Jesus med sine trængsler, med sine synder.

 

Måske havde hun tidligere fået hans tilgivelse, eller også viste hun bare, at han var alt andet værd.

 

Måske var hun prostitueret og havde tjent rigtig godt på det.

 

Måske var hun en rig kvinde.

 

Men hvilken kærlighed! Nærighed var ikke en last, hun havde, hun gav og gav.

 

Hun salvede Jesus, som en konge salves. Men en salvning til begravelsen.

 

For der blev aldrig tid til at salve Jesus, som man ville gøre, for at ære en død. Han blev lagt i graven på et øjeblik, fordi det var fredag eftermiddag, få timer før solnedgang, og så begyndte sabbatten.

 

Der bredte sig en fuldstændig utrolig duft i hele huset. En overvælende velduft.

 

Men sådan en velduft bliver ikke hængende i rummet. Der skal hele tiden ny velduft til.

 

Derfor skal vi forene os med vores Herre, som grenen med træet, så saften, så velduften flyder fra ham til os, kærlighedens, overbærenhedens, barmhjertighedens velduft.

 

Derfor bøjer vi os for vores Herre, som giver os denne velduft dag efter dag. Derfor skal vi tage imod ham hver dag derhjemme i kamret, hvor vi bor.

 

Finde et roligt sted, ude eller hjemme, hvor vi har besøgstid.

 

Han kommer, når vi kalder.

 

Og hans navn er over alle navne.

Jesus – Frelseren,

Kristus – den salvede, den velduftende konge, der spreder velduft, hvor der gives plads til ham.

Herre – ja, han er Herren, han var fra evighed eet med Gud Fader, han er Gud, han var med i hele verdens historie på skjult måde, i særlig grad i Israels, Guds ejendomsfolks, historie.

Fra Abel, der blev dræbt af sin bror Kain, til Isak, som hans far Abraham skulle slå ihjel på alteret, men Gud greb ind, så han kunne slagt en vædder i stedet. Isak er et forbillede på Jesus, som fuldt ud blev ofret på Golgata – ja, ofret af sin Fader.

 

Nu er han hos sin og vores Fader, og skal komme synligt til sidst i herlighed.

 

Hunger efter Guds Ord - Jesus er Det virkelige Brød

Prædiken til midfaste søndag
18. marts 2012 kl. 11.00 i Onsbjerg kirke

Prædikentekst: Johannesevangeliet kapitel 6 vers 24-37. Først kommer teksten på nutidsdansk, så prædikenen.

Hele Joh. 6 kan læses her: http://www.udfordringen.dk/bibel/kapitel.php?ID=43&nr=6

Teksten (Jesus har forinden givet 5.000 mennesker mad ud fra fem brød og to fisk)
Jesus som livets brød
22Næste morgen var der stadig mange mennesker samlet på den anden side af søen. De havde lagt mærke til, at der kun havde været én båd, og at Jesus ikke var med om bord, da disciplene sejlede bort. 23Derimod havde en del andre småbåde fra Tiberias lagt til i nærheden af det sted, hvor folk havde spist brødet, som Herren havde velsignet. 24Da de nu opdagede, at hverken Jesus eller hans disciple var der, gik de om bord og sejlede over til Kapernaum for at lede efter ham dér.
25Da de havde fundet ham på den anden side af søen, spurgte de: »Herre, hvordan er du kommet herover?«
26Jesus svarede: »Jeg siger jer: I søger mig, fordi I kunne spise jer mætte - ikke fordi I forstod det under, jeg gjorde. 27Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består og giver evigt liv, den, som Menneskesønnen vil give jer. For Faderen, Gud selv, har bemyndiget ham.«
28»Jamen, hvordan skal vi leve, så vi gør Guds vilje?« spurgte de. 29Jesus svarede: »Guds vilje er, at I skal tro på den, han har sendt.«
30Så spurgte de: »Hvilket bevis på din magt vil du give os, så vi kan tro dig? 31Vore fædre spiste jo manna i ørkenen og blev mætte hver dag, sådan som der står skrevet: 'Brød fra Himlen gav han dem at spise.'«
32Jesus svarede: »Jeg siger jer: Det var ikke Moses, der gav jer brød. Det var min Far. Og han tilbyder jer nu det sande brød fra Himlen. 33Guds brød er ham, som kommer ned fra Himlen, og som giver liv.«
34»Herre,« sagde de, »giv os det brød hver dag!«
35Jesus svarede: »Jeg er livets brød. Ingen, der kommer til mig, skal nogen sinde sulte; og den, der tror på mig, skal aldrig mere tørste. 36Men som jeg har sagt jer før: I tror ikke, selv om I har set mig. 37Dog vil nogle komme til mig - de, som Faderen har givet mig - og jeg vil aldrig vise dem bort.

Rigtig mange så Jesus gøre undere, og troede alligevel ikke på ham.

Men som Jesus siger: ”Dog er der nogle, som vil komme til mig, nemlig alle dem, som Faderen giver mig, og dem vil jeg aldrig vise bort.”

 

Er det ikke hårdt? Jo, men livet er hårdt, og hvis vi skal vækkes af søvnen, den åndelige søvn, så skal der skrappe midler til indimellem.

 

Det er ligesom en pige i huset i gammel tid. Hun elskede husets børn. De skulle som andre børn op om morgenen, fordi de skulle i skole, og hun skulle få dem op. Men kærligheden gjorde, at hun benyttede den mest stilfærdige måde at gøre det på, som tænkes kan. Da en spurgte hende, hvorfor hun gjorde således, blev der svaret: Hun er bange for at vække dem!

 

Jesus vil have os til at vågne, derfor vækker han os. Vi taler også om et wake-up-call – det kan være sygdom eller noget andet alvorligt i vores liv. Jesus vækker os. Han siger, at der er nogle, der faktisk kommer til ham og lytter til hans ord og tror på ham.

 

Det lyder som en hård dom, men det er det også. Så vi må bede om, at Gud vil skabe den tro, vi måske ikke har lige nu, at Gud vil give os hunger efter hans ord. Hunger, som er så stærk, så vi ikke kan leve en dag uden at meditere over et af hans ord, eller tænke over det, og slet ikke leve uden at bede og bede for andre.

 

I en bog, som hedder Alle tiders frelser, elleve vidnesbyrd om livet med Jesus, fortæller Beate Højlund. Hun mistede pludselig sin mand, der var 49 år gammel, og hun stod med syv børn, hvoraf de fleste endnu boede hjemme. Det var et jordskælv i hendes liv. Hun siger: ”Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at min knæ om morgenen ikke kunne bære mig, før jeg havde fået fat i Bibelen på natbordet og fået dagens næring. Anden kost kunne jeg heller ikke få i mig det første stykke tid, men Ordet gav bogstavelig talt fysisk næring, så jeg kunne passe hus og børn og senere flytning. Det gik – kun en dag, et øjeblik ad gangen, men det gik – langt ud over det, jeg kunne bede om eller forstå. Min Far huskede på alt og overså intet. Det var en ørkenvandring, ja, men jeg blev ført fra lejrplads til lejrplads.”

 

Arbejde og mad – tingene hænger sammen.

Arbejdet skaffer brød på bordet.

 

Jesus havde givet folk mad ude i ørkenen, ved et mægtigt under – 5.000 mennesker fik mad ud af fem bygbrød og to fisk.

 

Sådan en mand ville være rar at have som boss, så folk vil prøve at trække Jesus med sig og gøre ham til deres konge. Men Jesus trækker sig.

 

Jesus forsøger i virkeligheden at skabe hunger efter andet og mere end brød på bordet. Hunger efter Guds ord, hunger efter hans ord.

 

For hans ord er der liv i. Ja, det er der også i almindelig mad, men det ord, Jesus taler, det har noget ved sig, der mætter helt igennem i krop og i sjæl og i sind og i hjernen.

 

Forudsætningen for at ordet kan virke så fantastisk, er at vi kommer til ham, at vi tror på ham. Så virker hans ord.

Det kan godt være, du ikke altid kan mærke det, men tro hans ord, så virker det også, også uden at du mærker til det.

 

Nå, nu kom vi lidt væk fra at arbejde og brød på bordet hænger sammen.

 

Jesus siger: Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.

 

(Ham, Gud har udsendt, er Jesus).

 

Altså: Guds gerning er, at vi tror på Jesus.

 

Det kan også gengives sådan her:

At arbejde for Gud vil sige at tro på Jesus.

 

Det vil sige: troen åbner for den åndelige mad, som mætter.

 

Måske siger nogen: Jeg er i tvivl, jeg ved ikke, om jeg tror. Nej. Men kom alligevel til Jesus og lyt til hans ord.

 

Guds dyrebare løfter er knyttet til Skriftens ord, Jesus Kristus er hemmeligt tilstede i ordet som kraften, der skaber og skaber i os, skaber ny tro, hvor troen var falmet.

 

Der er to sider af troen, som er vigtige:

 

1 Troen næres, når vi alene grunder over ordet, beder og beder for andre.

 

2 Troen næres, når vi kommer sammen i fællesskab. Så kan vi læne os lidt op af andres tro, og så styrker det vores tro. Og desuden har Jesus jo klart sagt, at hvor to eller tre er samlet i hans navn, er jeg midt iblandt jer.

Vi skal stole på dette ord. Det er ikke bare ord. Han er midt iblandt os, usynligt, men virkeligt.

 

Og han selv er det brød, som giver liv. Moses gav folket manna i ørkenen. Det var lige nok som en dagsration.

Jesus er selv det brød, der mætter til evigt liv. Han er det virkelige brød.

 

Men der er brod i Jesu ord. Uden tro har Jesus ikke fuldmagt fra Faderen til at give evigt liv.

 

Jesus siger nemlig: Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som varer ved og giver evigt liv, det liv, som Faderen, Guds selv, har givet Menneskesønnen fuldmagt til at give jer.

 

Rigdom i følge Carsten Jensens roman "Vi, de druknede"

Prædiken til 1. søndag i fasten 2012 - med udgangspunkt i en fortælling fra Carsten Jensens roman "Vi, de druknede"

Kaptajn og ejer af skibet The Flying Scud Jack Lewis sejler skibet med ærøboeren Madsen rundt på Stillehavet og erhverver sig en pose perler på en ø. 
 

På vej væk fra øen i robåd dukker folk frem ved bredden og giver sig til at skyde efter dem. Jack Lewis skyder den ene efter den anden, så stranden oversåes med lig.

 

Til sidst løber han tør for ammunition og må til sin store fortrydelse bruge perler som kugler til sin forlader.

 

Med nød og næppe kommer de helskindet tilbage ombord på The Flying Scud.

 

En kano med folk fra øen nærmer sig dog skibet for at hente perlerne tilbage, men Jack Lewis skyder dem ned en for en. Han får ram på den sidste i kanoen, men selv rammes han samtidig af en kugle i brystet.

 

Han har erhvervet sig en ufattelig rigdom i perler, men ligger døende på dækket. Madsen giver ham whisky, som siver ned over underlæben blandet med blodet fra brystet.

 

Lewis må så gøre Madsen til arving til det hele, skiber og posen med perler.

 

Nu sejler Madsen videre med mandskabet.

Men så bliver det vindstille og de ligger midt på Stillehavet i solens hede uden at flytte sig. Fisk kan de ikke fange med snøren. Efter nogle dage har de ikke mere proviant og vand ombord. Andendagen uden vand bliver kritisk, da en hær af sommerfugle slår sig ned på skibet i alt og på menneskene, reb og sejl og alt. De måtte børste sommerfugle af sig, af ansigt og mund.

 

Så griber Madsen posen med perler og kaster den så langt bort fra skibet, som hans kræfter rakte.

 

Da sker der en vending, der kommer vind i sejlene, det blæser op til storm, og stormen er bedre end vindstille, og der kommer vand ned fra himlen til at stille deres tørst. Nu sker det, at en tunfisk dumper ind på dækket til føde for mandskabet, og de spiser det ferskt.

 

Hvorfor fortæller jeg nu denne historie fra Carsten Jensens roman Vi, de druknede?

 

Som et eksempel på, hvor let rigdom kan skifte ejermand. At vi er som græs. At vi ikke skal have tillid til gods eller guld.

 

Den rige skal være stolt af sin ringe stand, siger apostlen Jakob i sit brev, vi hørte læst fra før. Hvad mener han med det? Nogen mener, at det er ironisk ment, fordi den ringe stand er noget, der venter den rige, ligesom, kan vi sige, Jack Lewis, mistede alt sit og lå døende midt i sin rigdom. Andre mener, at den ringe stand skal forstås som ydmyghed, altså at den rige skal have den ydmyge indsigt, at rigdommen ikke er meget værd.

 

I al fald siger apostlen Jakob, at det eneste den rige ved med sikkerhed, er at han selv er forgængelig, lige så forgængelig som sommerblomster.

 

Ja, den rige visner - som kaptajn Jack Lewis i romanen - midt i sin foretagsomhed.

 

Vi visner alle midt i vores foretagsomhed,

så den fattige har fat i den lange ende, hvis han/hun er stolt af sin høje stand som Guds barn, som discipel af vor Herre Jesus.

 

Penge og status betyder intet i Guds øjne,

men det gør efterfølgelse i lydighed.

 

Disciplene var midt under måltidet, hvor Jesus indstiftede nadveren, stadig i gang med at skændes om det gammelkendte spørgsmål: Hvem er størst? Størst, siger Jesus til dem, er den, som tjener.

 

Det ord lyder også til os, at vi finder det frem, som vi kan tjene med i menigheden og omkring os.

 

Menigheden dør, hvis ingen til være med og gøre noget for den. Menigheden kan ikke bare leve af lønnet arbejde, det kommer der til sidst lukkede kirker ud af.

 

Ellers ligger vi til sidst som kaptajnen på sit skib døende, med al rigdom inden for rækkevidde, men uden at rigdommen er kommet andre til nogen nytte, ikke engang os selv.

 

Ja, nu kom et stikord: lukkede kirker. Det er en prøvelse for menigheden. Og når vi fristes til at give op, ja, så kommer det ikke fra Gud, men fra os selv.

 

Der er fristelser, vi lader vokse sig så store, at vi giver efter for dem. Da er det, vi svigter menigheden, samfundet, vores familie, fællesskabet.

 

Peter var tæt på at bukke under for fristelsen til at slippe troen, til at lade troen forsvinde ud af hans liv.

 

Men så ville han svigte ikke bare Jesus, men sine brødre og søstre, ja, hele verden, som han var sat til at tjene.

 

Så meget er på spil i fristelsens time.

 

Alt og alle bliver påvirket af det, når vi falder ud af troen, for så kan de andre ikke længere støtte sig til os.

 

Og når vi er kommet ud af en krise med at tro, ja, så lad hver af os hjælpe hinanden med at styrke hinanden i troen, for alene dør vores tro, men sammen kan vi styrke hinanden og være stolte af det eneste, der er værd at være stolt af: den høje stand, som Jesus skænker os som hans efterfølgere, disciple, ja, venner. Med den status kan vi lade alt andet fare og hvile i troen på vores Herre og Frelser, ja, vores Forsoner, som har gjort alting godt. Amen.

Prædiken om talenterne

Prædiken til septuagesima søndag

Prædikenen blev holdt således for 2 år siden. Her den 5. febraur 2012 holdt jeg en helt anden prædiken, som jeg ikke har på skrift! Derfor denne tidligere prædiken, som jeg godt kan stå ved. Der er dog små tilføjelser fra nu.

Som sædvanlig lukker evangeliet munden på alle vore undskyldninger og al vor fejhed.

 

Der fejes ud.

 

Vi kan, når vi står over for Gud, som Job siger, ikke gendrive én ud af tusind anklager.

 

Indledningen til fasten er begyndt i dag. Besindelsens tid. Dommens tid, hvor vi på forhånd ser vores hele liv passere forbi, også de kommende dage, som vi har tilbage, og beder: Gud, hjælp mig, før mig ud af min ligegyldighed, så jeg bruger det, du har betroet mig på bedste måde og til dit Riges vækst.

 

For når vi har hørt evangeliets i dag, står der tilbage en sandhed om os, som kan være grobund for ny handling, ny tro, nyt håb.

 

Sandheden om os er, at vi ligner den dovne tjener.

 

Vi har fået så uendelig meget,

men lader være med at bruge det.

 

Hvad mon den dovne tjener brugte tiden til,

når talenten lå godt begravet under jord?

 

Det hører vi ikke.

Men han var i al fald ikke i sving for at øge sin herres rigdom. Det er det, man kan kalde en død kapital. Hvis vi tænker på det sidste tiår, så har vi brugt og brugt vores kapital, vundet og tabt, men så spidser spørgsmålet til: For hvad med den åndelige kapital? Er der en modsætning til den måde, vi omgås vores penge på? Så den åndelige kapital lægger vi bare til side som død åndelig kapital.

 

***

 

En talent var den allerstørste værdiangivelse i oldtiden.

 

En talent kunne let være 20 års løn.

 

Alle de penge gemte tjeneren bare i jorden.

 

Jamen, siger du måske, det er lige nøjagtig sådan, jeg synes jeg har gjort. Jeg har ikke magtet det, jeg har fået givet, så jeg har ladet det ligge, måske ikke ligefrem gravet det ned, men noget i den retning.

 

Hvor ofte kan et menneske ikke forstå og føle sig som Job, der har mistet alt og derfor ikke mere orker at holde fast i noget her i livet.

 

Men igen, hvad har vi gravet ned?

Vi lever, som om vi ikke lever.

Vi lever måske uden mening,

vi lever måske uden tro,

vi lever måske uden at bidrage til kirkens liv og vækst.

 

I menighedsrådsløftet siger hvert nyt menighedsrådsmedlem, at de vi støtte menighedens liv og vækst.

 

Det er i grunden noget, der gælder alle kirkens medlemmer.

 

Og hvordan gør vi så det?

Det kan vi hver især tænke over.

 

En gammel udlægning af lignelsen om talenterne siger, at han, der fik de fem talenter, er Moses med hans fem mosebøger. Han fik fem talenter mere, det er profeternes bøger.

 

Han med de to talenter er Peter, som fik brødet og vinen at dele ud af, og han fik to til, det er sjæl og legeme, som han skulle ud at nære og give liv til gennem forkyndelsen af evangeliet.

 

Han med den ene talent er Judas, siger denne udlægning.

 

Men alligevel - til enhver tid står menigheden, kirken, med dette spørgsmål: Det er vel ikke mig, der forråder dig, herre?

 

Der er ikke plads til at gøre sig til gode over Judas, når vi faktisk gang på gang svigter vor Herre og når vi graver vor talent ned.

 

Lad os aldrig overmande af dovenskab, åndelig dovenskab, så vi er ligeglade med vor tro, ligeglade med, hvordan vi lever i forhold til Gud og vore medmennesker.

 

Lad os opmuntre af denne advarende tale om den dovne tjener til at tage fat.

 

Hvad? Tage fat? Jo, bygge op.

Bygge kirken op. Bygge fællesskabet op,

uanset hvilke forhindringer vi synes, der er for det.

 

Kirken har før haft trange tider, men er netop blomstret op i sådanne tider.

 

Lad os som eksempel blot se på, hvad Paulus gjorde: Paulus byggede kirken op fra ingenting. Han kom til Athen, stillede sig op på torvet og talte om Jesu Opstandelse fra de døde. Der blev heftig diskussion, men der SKETE frem for alt noget.

 

Paulus satte IKKE sit lys under en skæppe,

hvorfor skulle så vi?

 

Paulus gravede ikke sin talent, sine nådegaver, ned, men brugte dem så fuldt ud, som det var menneskeligt muligt.

 

For talent i åndelig betydning er det, som de første menigheder kaldte nådegaver.

 

Hvad er nådegaver så? Det er, hvad vi også kan kalde åndelige evner. Eller bare de opgaver, som ligger foran os og som faktisk også ligger til os, som vi siger.

 

Men talent i Jesu lignelse er nu ikke bare noget rent åndeligt. Det handler om alt i vores liv, fordi vi har fået alt givet. Vi er betroet alt her på kloden af vor almægtige Skaber, og skal forvalte det, så det får det bedre, bliver til mere.

 

Det er det, vi har i os, som vi lader bruge i Guds og menighedens og næstens tjeneste.

 

Der var en, der stillede mig dette spørgsmål:

Hvad vil du gøre ved de tomme kirker?

En anden har sagt: Lad os lukke dem alle sammen, og så starte forfra.

 

Sådan kan det godt føles søndag efter søndag – at vi starter forfra, og må spørge: Er vi der? Vil vi mødes i det kristne fællesskab?

 

I det øjeblik et menneske træder ind i kirken, er kirken i al fald ikke TOM, og der er i øvrigt også alle Guds engle usynligt til stede, ja, Gud selv går forbi, som Job siger, går forbi, og Kristus deler sig selv ud, sit legeme og blod, de to talenter apostlen Peter fik betroet, og som kirken fortsat forvalter videre i slægt efter slægt. Så kan kirken aldrig være tom.

 

Kirken er tom, når jeg er død, når jeg den enkelte grave min talent ned, graver min tro, mit håb, min kærlighed, ned. Når jeg graver alle Jesu gaver til os ned, bøn, fællesskab, lovsang. Da er kirken tom.

 

Og da er det i grunden uden betydning, om vi er tusind eller to, som Grundtvig siger i en salme.

 

Men lad os holde fast ved det, apostlene kaldte brødsbrydelsen, altså nadveren, ved ordets forkyndelse, ved lovsangen, ved fællesskabet omkring alt dette, når vi sammen tilbeder Gud Fader, Søn og Helligånd, som skabte os, og som også vil forny os dag for dag.

 

Når vi beder Gud om at hjælpe i hverdagen, så åbner vi for, at Guds rigdomme ikke graves ned i vores liv, men at der åbnes op for dem som for sække med dejligt korn, så det kan spredes ud på marker, ud i verden, og bringe frugt. Og vi må hver især hellere spilde noget end grave det ned, vi har fået.

 

Med en sådan stemning af tro og glæde og forventning lad os gå ud i hverdagen i Jesu navn!

 

Lad der så komme hvad der vil,

vi har en ved vor side, der er dødens overmand, og rører os med Guds riges kræfter dag for dag. Husk, i Guds øjne er en talent lidt, men bruger vi den, vil Han betro os meget mere. Det er et løfte. DET må vi aldrig glemme, det skal vi lade os opmuntre af.

SGR 1806-20 - en majestætisk magnetar!

SGR 1860-20

Tirsdag den 24. januar 2012 var jeg på Samsø Observatorium for at høre astronom Michael Quaade fortælle om stjernehimlen. Det inspirerede mig til at mindes en begivenhed, der fandst sted sidst i 2004, som det fremgår nedenfor. Denne begivenhed affødte trang til versemageri, som kan læses længere nede.

Stjernen er en såkaldt magnetar. Den er ca. 20 km i diameter - som fra f.eks. Nordby til Brundby på Samsø, eller fra Nordby til Samsø Observatorium! Det er 1.4 gange solens masse presset ned til et himmellegeme på 20 km. i diameter... Denne "magnetar" roterer om sin egen akse på imponerende 7.5 sekunder, svarende til en hastighed ved overfladen på 30.000 km i timen - hvis det giver nogen som helst mening for mennesker, som ville være mildest talt fladtrykte med det enormt kraftige magnetfelt, stjernen har (en 1.000 trillioner gange kraftigere end jordens magnetisme)! Man mener, at eksposionen (hvis jeg har forstået det rigtigt) fik stjernen til at ringe som en klokke, der svinges frem og tilbage. I en magnetar er der vist nok såkaldte "frie kvarker", byggestenene i protoner og neutroner.

Der findes millioner af stjerner af denne art i Mælkevejen (vores galakse).

Strålingen fra den eksploderede stjerne nåede jorden 27. december 2004. På en tiendedel af et sekund udløser denne stjerne (SGR 1806-20) mere energi end solen gør på 100.000 år...
Jordens ion-sfære blev midlertidig udvidet på grund af strålingen! Den døde stjerne, der udløste eksplosionen, har katalogbetegnelsen SGR 1806-20. Den ligger ca. 50.000 lysår fra Jorden i stjernebilledet Skytten. SGR 1806-20 er en såkaldt neutronstjerne, der er en meget kompakt rest af en tung stjerne, som tidligere har endt sit liv i en stor eksplosion - en såkaldt supernova.

SGR 1806-20 udmærker sig ved at have et ekstremt kraftigt magnetfelt. Dermed hører den til en særlig gruppe af objekter, der kaldes magnetar-stjerner. Når magnetfeltet på en magnetar snører sig sammen ophobes enorme mængder af energi.

Situationen minder lidt om en elastik, der snoes. Hvis elastikken springer, udløses den ophobede energi med et smæld. For magnetfeltets vedkommende svarer dette smæld til en meget stor eksplosion. Den enorme energi, der frigives, kommer bl.a. ud i form af gamma- og røntgenstråling, der er de mest energirige former for lys vi kender. Det er samme mekanisme, der skaber udbrud på Solen, men da en magnetar har et meget kraftigere magnetfelt, kan udbruddende blive tilsvarende meget større.

Hvis et sådant magnetar-udbrud fandt sted mindre end 10 lysår fra vores Solsystem, ville det få alvorlige konsekvenser for livet på Jorden. Den energirige stråling ville nemlig ødelægge Jordens ozonlag, der beskytter os mod Solens farlige ultraviolette lys. Den øgede UV-stråling ville have en meget skadelig virkning på livet med uddøen af dyr og planter til følge.

Heldigvis findes der ingen magnetar-stjerner tæt på Solsystemet, så på den konto er der ingen fare for Jorden. Til gengæld giver observationerne af udbrud som begivenheden i december forskerne gode muligheder for at studere magnetar-stjerner og deres påvirkning af omgivelserne i hidtil uset detalje.


Og på engelsk:
 

Blast Affected Earth From Halfway Across The Milky Way

Cambridge, MA--Forget "Independence Day" or "War of the Worlds." A monstrous cosmic explosion last December showed that the earth is in more danger from real-life space threats than from hypothetical alien invasions.

The gamma-ray flare, which briefly outshone the full moon, occurred within the Milky Way galaxy. Even at a distance of 50,000 light-years, the flare disrupted the earth's ionosphere. If such a blast happened within 10 light-years of the earth, it would destroy the much of the ozone layer, causing extinctions due to increased radiation.

"Astronomically speaking, this explosion happened in our backyard. If it were in our living room, we'd be in big trouble!" said Bryan Gaensler (Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics), lead author on a paper describing radio observations of the event.

Digt om sprængt stjerne

Velkommen til et digt om en stjerne,
der blev sprængt i 2005 - se tekst om selve stjernen og eksplosionen ovenfor!


Nedenstående digteri er nok mest et læsedigt,
 men det let komiske skær
  gennem den kendte, ophøjede melodi
 gør alligevel undertegnede glad!

Melodi: Den signede dag.
1. Så sprængtes en lille stjernesol,

som var det li’ bag ved huset,

den lyste på os fra pol til pol,

vi hørte slet ikke suset!

Den sol: SGR - og så et tal,

forsvandt, før vi kendte navnet!

  2. Hvad skete der med den magnetar,

den rest af en supernova?

Hvis ikke vor Herre sa’: ”Bevar!”

var ingen i deres sofa;

var denne neutronsol tættere

på os, var vi alle døde.

3. Fra Nordby til Brundby, kun så bred

var stjernen før eksplosionen.

Ved juletid fandt det hele sted,

én gang ud af millionen.

50.000 lysår væk fra os

med lys til jord-ionsfæren!

  4. Indskrumpet og lille den formår

et skin som den største stjerne,

så netop, da den til sidst forgår,

dens lys når os fra det fjerne

med kraftige strålers glød og glans,

der undrer de små grå celler.

  5. Og knap ser en eneste af os

de gamma- og røntgenstråler

og aner, hvad der mon nu er los,

før forskere det opmåler.

Så gi’r det os lige pludselig

et gys, som formindsker verden.

6. Nu blændes vi af helt andre ting:

af blinkende sne og fygning,

vi mærker naturens store sving

i Skaberens kæmpebygning.

Da priser vi den Almægtige,

som hersker i skjul og åbent.

  7. Men rammes naturens største værk:

et menneske, af en plage,

forvis du os om, at du er stærk,

din vælde er hos den svage.

I magtesløshed udfoldes helt

din kraft, som os overvælder.

                           Johannes Glenthøj, 2005, 2011.

Her ses Samsø Observatorium, hvor en del mennesker 23.-24. januar 2012 i tindrende frost lod sig belære om stjernehimlen, og så på den!

Om tro og om indre og ydre fjender

3. søndag efter hellig tre konger
22. januar 2012 kl. 11.00 i Kolby kirke

Prædikenen blev holdt frit med en del af den nedskrevne prædikens indhold, men blandet på en noget anden  måde og forkortet.

Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Sådan sluttede ordene om Abraham, der troede på Gud, selv om alt så håbløst ud.

Tro er nøglen til, der åbner døren til Guds rige. Hvordan det?

Jo, den tro bibelen taler om, er tro på Gud, ikke på en selv.

Vi hører meget om selvtillid i dag, men hvis ikke selvtilliden er funderet på tillid til Gud, tro på Gud, så er selvtillid det samme som selv-tilbedelse.

Når du kommer væk fra at fokusere på dine egne fortræffelige egenskaber, og i stedet vender dig som et barn til Gud, så åbner Guds riges dør sig som aldrig før for dig.

Prøv at høre igen, hvad der står i Hebræerbrevet i NT: Men uden tro er det umuligt at behage Gud. Troen er nøglen.

Og Hebræerbrevet fortsætter: For den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.

Troen er altså afgørende.

Jesu apostle havde troede på Jesus. Det var ikke problemet. Men nu vil de bede om mere tro. Vi ved ikke nøjagtig, hvad det drejer sig om. Jesus sendte dem ud med for at drive onde ånder ud af mennesker, der var besat, han sendte dem ud med kraft til helbrede mennesker for sygdomme.

Måske er det derfor, de beder om mere tro, fordi de alligevel føler sig utilstrækkelige.

Det ER store ting, Jesus sætter dem til at udrette. Der skal ikke tænkes småt om Gud, der skal tænkes stort om Gud. Vi  har en Gud, der er stor og med et vink kan udrette  vidunderlige ting.

Så siger Jesus, at selv den aller mindste lillebitte tro er i stand til at udrette store opgaver.

Og i øvrigt, siger Jesus, skal I, mine venner, blot arbejde støt og roligt, som tjenere, der bare gøre deres arbejde. De skal nok få mad og det, de har brug for. Det skal I faktisk ikke bekymre jer om. I skal bekymre jer om at gøre jeres arbejde godt. Både jeres arbejde for mennesker, og jeres arbejde som mine kristne venner, så mit rige må vokse og udbredes også ved jer i verden.

Den tjeneste, Jesus sætter os til, er at arbejde med det, der nu engang er vores arbejde til livets ophold, gøre det, vi skal, og være tilfredse med det. Og i vores arbejde kommer vi ud for alt muligt, der prøver os af som mennesker. I de prøver står du din  prøve som kristen, eller falder og må så angre og fortryde, og bede andre om tilgivelse.

Jesus har udfordret apostlene til at tilgive en bror, om han så kommer syv gange om dagen og angrer og beder om tilgivelse, så skal de være parat til at tilgive.

Når vi synes, at andre forsynder sig mod os, og bliver ved og ved med at gøre det, så kan vi blive modløse. Mennesker, der er  forelsket i magt, kan gøre livet forfærdeligt for andre. Nedgøre andre mennesker, så de føler sig helt fortabte, og ikke ved ud eller ind.

Sådanne mennesker angrer intet. Derfor gælder Jesu ord om at tilgive ikke sådanne mennesker, som kun tænker på sig selv og rykker op, hvor andre planter. Mennesker, der ikke kender til anger, kan  heller ikke tilbydes tilgivelse. Jo, du kan i dit hjerte tilgive, men ikke sådan, at forholdet i virkelighedens verden genroprettes. Så galt kan det gå, og så galt går det. Dog så længe vi er til, er der håb om, at mennesker går i sig selv, og så kan der også rækkes tilgivelse. Grænsen her på jorden går ved den tid, vi lever på jorden.

Og nu noget meget vigtigt: V i skal ikke lade andres opførsel påvirke os, så vi bliver som dem.

Troen skal sammen med dåben være som et skjold, der værner os mod alle angreb.

Frelsen er knyttet til tro og dåb. Troen er nemlig tillid til Guds magt til at værne og beskytte os, troen er tillid til, at Gud frelser os fra alt ondt ved sin Søn Jesus Kristus.

Vi skal ikke fortjene os til noget hos Gud, som vi hører, at en tjener ikke skal forvente tak for sit arbejde, men egentlig selv skal takke for, at han har fået dette arbejde med mad og alle fornødenhed sørget for af arbejsgiveren.

Troen skaber fred, ikke kaos, ikke vrede, ikke uro, men ro og fred. Troen er ikke misundelig , ikke grådig, ikke doven, men tjener gerne Gud og mennesker, som vi er sat til at gøre i vores arbejde hver for sig.

Og når vi holder os til dåben, så har vi det, der skal til for bevares i troen og til at beskyttes mod alt ondt, dybest set.

Derfor er det så vigtigt, at vi søger at opbygges i fællesskab, i hjemmet gennem at holde fast ved Herrens egen bøn fadervor, og lade os præge af Jesu sindelag.

I dåben indpodes vi i det træ, som er Jesus Kristus, og derfor har vi adgang til hans kraft, til hans Ånd, der er ligesom saften i træet. Saften løber, så vidt jeg har forstået, lige inde under barken på et træ, så derfor er træet uendelig sårbart. Det er Guds børn også. Det er Jesus Kristus i verden også. Han er livets træ, han siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Men livet kan slås ihjel, som det blev det på Golgatha, da Jesus døde for verden. Han er opstået, og dør ikke mere, men alligevel har mennesker magt til at såre hans træ, hans mennesker. Og vi kan nemlig såre os selv.

Troen, freden, kan forstyrres på mange måder.  

Men vi skal ikke lade os forstyrre – og vi har det, der skal til at forhindre forstyrrelser.

Et sted i Skrifterne beder vi: I fred kan jeg lægge mig ned og sove,  for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.

Vores tro handler om meget praktiske ting, tag ikke fejl her.

Tro handler ikke om abstrakte ting og sager, men om sådan noget som vores nattesøvn.

Du kan lægge dig til at sove i fred og ro, for Gud, din Herre, lader dig bo i tryghed. Herren din Gud giver dig en sikkerhed og tryghed, som intet forsikringsselskab kan komme i nærheden af at have med at gøre.

Det er en tryghed og fred midt i det, der ellers kunne ødelægge din nattesøvn.

Hvordan kan du sove i fred og i tryghed?

Ja, de, der ikke har freden fra Gud i deres hjerte, kan ikke sove trygt og godt. Deres lidenskaber er som en tyran, der holder dem vågne, det er: misundelse, sladder, umættelig grådighed, for sådanne mennesker bærer konstant rundt på krig, for de har sig indre fjender i sindet, som ligger på lur. Det er lige meget hvor de søger ly, så kan de ikke undgå konflikt. Om de så bliver hjemme og går i seng, er de under angreb af  skyer af pile, uroligheder der er værre end det oprørte hav, der foregår massakrer derinde i sindet, oprør og klage og andre ulykker, som er værre end dem, der foregår på i en virkelig krig som den i Afghanistan.

I modsætning hertil skal vi være som den tjener, Jesus taler om, som kan sove trygt og godt, for han har gjort sit arbejde godt, ikke at han skal have speciel ros for det, og slet ikke sådan, at han er afhængig af ros. Men han tjener både Gud og mennesker på en rigtig og retfærdig måde, og sætter ellers sin lid til Guds hjælp.

Det kan du, hvis du holder dig fra dem, der vil strid og ondskab. Vi kan blive nødt til at holde tidligere venner væk, når de i virkeligheden ikke er venner, men fjender, fordi de kommer og bringer ufred i vore sind, uro, ja, forvirring, og måske piller vore liv i stykker, fordi de selv er rodløse, eller i værste fald, fordi de har lyst til at ødelægge andres liv.

Og når Jesus siger, at vi skal være parat til at tilgive andre, når bare de angrer igen og igen, ja, så siger han også, at tilgivelse ingen mening giver, hvis den anden ingen anger har, og ikke ønsker forsoning.

Så er vi nemlig ovre i den situation, hvor du og jeg må beskytte os mod misbrug af vores person.

For personlige relationer må ikke for kristne betyde mere end frelsen. Og hvis et venskab betyder, at du ikke må udøve din kristne tro, så er det jo et fjendskab, og ikke et venskab.

Og tro ikke, at omgang med onde mennesker kun gør lidt skade. Nej, lad os frem for alle andre holde os fra sådanne onde mennesker. Og lad os i stedet holde os til mennesker, som ikke vil ødelægge os og vore familier, men vil støtte os og skabe noget godt.

Med korstegnelsen ved dåben og ved dåben beskyttes vi mod alt ondt, både det, der kommer ude fra og det, der kommer inde fra. Gør dit arbejde eller de pligter du har, over for mennesker, og stol for resten på Gud, så kan du sove trygt og roligt med Herrens fred.

Ja, du kan være glad, om også du er plaget af ulykker og sygdom, når du blot er sådan beskyttet af din himmelske Fader.

Kristendom handler om tilbedelse og om at modtage denne gave: det levende vand, som VÆLDER op og SPRUDLER OP med det evige livs vand.

2. søndag efter hellig tre konger
1
5. januar 2012 kl. 11.00 i Nordby kirke

Ikke tilskuere, men tilbedere.

Som det er blevet sagt, Gud har børn, men ikke børnebørn. Det sagde jeg for nylig til en mand, der spekulerede på kirkens fremtid her på Samsø. Og spekulerede på, at man skulle nedlægge alt og så starte forfra.

 

Nej, sagde jeg, kirken begynder, når vi to taler sammen og går ind i det at være kirke sammen. Ikke før.

 

Eller kirken begynder helt uden for os, med Jesus Kristus.

*** 

Vi er ved Jakobs-brønden eller kilden.

 

Kilden er i dag inde i Skt Fotina kirken i byen Nablus, som i dag ligger i palæstinensernes land på Vestbredden.

 

På Jesu tid boede samaritanerne i dette område. Det var historisk den ene af Josefs sønners landområde, Efraim.

 

Oven for byen hæver bjerget Garizim sig, det bjerg, hvor samaritanernes hellige tempel lå.

 

Jesus møder her op ved Jakobs brønd. Det er ikke noget tilfældigt sted.

 

Han ville have samaritanerne i tale. Han ville have hele verden i tale.

 

Han begyndte med samaritanerne.

 

Han fik een kvinde i tale. Det var ikke meget, hvis det handler om statistik, men det gør det overhovedet ikke.

 

Men hvordan kan Johannes i sit evangelium fortælle om samtalen mellem den samaritanske kvinde og Jesus? Der var jo ikke andre til stede. Jo, men kvinden løb hjem og fortalte og fortalte alle om Jesus.

 

Det handler om livets kilde. Det handler om det levende vand. Det handler om Jesus.

 

Kristendom er nemlig ikke tænkning, sådan som nogen har det med at mene.

 

Hvis kristendommen var tænkning, så var den fuldstændig harmløs. Ligegyldig.

 

Men kristendom er en person, er Jesus Kristus. Og den gave, han giver. Og den gave, han giver, er uløseligt knyttet sammen med ham.

 

Det er forargeligt, og det er selve velsignelsen.

 

Den samaritanske kvinde mødte Jesus Kristus.

 

Hun vidste det ikke, men han åbenbarede sig for hende.

 

Han vil også åbenbare sig for os, når vi beder til ham, lægger vores liv i Guds hånd i Jesu navn.

 

Det var bare denne ene kvinde. Men hvad udrettede ikke den tro, Jesus vakte i hende. Da hun først havde smagt livets vand fra ham, sprang hun hjem for at fortælle om Jesus til enhver, hvad enten de gad høre på hende eller ej.

 

I denne ene kvinde kan vi spejle os. Hvad evangeliet, hvad Jesus Kristus gør ved os, det afgør, hvordan verden tager imod ordet, imod ham.

 

Alt afhænger af, at vi drikker af det levende vand, Jesus Kristus øser op til os.

 

Det vand jeg giver, skal blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

 

En kilde som vælder. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede ham i ånd og sandhed, siger Jesus.

 

For Gud virker i vor ånd, så når vi tilbeder ham, så virker han mægtigt i os, som en kilde, der vælder med vand til evigt liv.

 

Så renser vi os selv, ja, han renser os med sit levende dejlige vand, der fjerner urenheder.

 

For vandet vælder, siger Jesus. Så det urene bliver virkelig skyllet bort.

 

Gud vor Fader vil have tilbedere, der tilbeder i ånd og sandhed, siger Jesus.

 

I ånd og sandhed. Ikke blot i ånd, men også i sandhed.

 

Der er altså altid, hver dag, et opgør i vor samvittighed.

 

Vi ser i evangeliet et eksempel på, hvordan Jesus virker i enhver af os, taler med os gennem vor bøn og tilbedelse, for at bringe os til at leve ud af hans evige liv, ikke bares sådan ud af det almindelige vand, dvs. ud af det, der bare tilfældigt sker i vores liv, som tilskuere til livet, til vores eget og de andres liv, som dem, der ikke rigtig har nogen mening om noget som helst, for vi ved ikke nok.

 

Jesus beder kvinden hente sin mand, og kvinden prøver at skjule, at hun har haft fem mænd, og nu er sammen med en, hun ikke er gift med.

 

Hvorfor beder Jesus hende hente sin mand? Netop for at bringe hende til at leve et sandt og godt liv.

 

Vi har alle en fornemmelse af, hvad der er godt og sandt. Jesus vil hjælpe hende til at komme til sig selv.

 

I dag er der meget en tankegang, at hvis livet bliver lidt besværligt, så går vi fra hinanden, og på vej derhen bliver mennesker forelskede, og er der noget mere sandt end forelskelse? Ja, der er et ja ved alteret. Der er troskabseden og løftet. Ikke at ægteskaber ikke bryder sammen. Men forelskelse i et andet menneske midt i et ægteskab er ingen årsag til at forlade sin ægtefælle.

 

For enhver, gift eller ikke, er der udfordringer at tage op. Der er en samvittighed at forholde sig til i alle forhold, i familien, på arbejdspladsen, i fritidslivet, på gaden.

 

Og det sande menneskeliv begynder med tilbedelse af Gud vor Fader i ånd og sandhed. Sådan at vi altid lader ordets lys skinne i vore sind, så vi går i os selv, og lever, som Gud vil det.

 

Mange tænker nok, at dem, der er alvorligt kristne, lever et kedeligt liv. Nej, og atter nej.

 

Det er ikke kedeligt at skulle gøre op med sig selv hver dag, det er ikke kedeligt, at vi gennem ordet, bønnen, fællesskabet, dåbe og nadveren, får Guds levende vand, et væld, der vælder op i os med Helligåndens sandhed, fred og glæde.

 

Kan glæde være uvirkeligt? Jeg vil gøre jeres glæde fuldkommen, siger Jesus. Intet mindre! Ikke sådan halvt, lunkent. For lunkenhed hader vor Herre Jesus. Gid du er kold eller varm, siger han. Vi må hellere være kolde end lunkne. For så er der mulighed for at han kan sende os sin Ånds kraft og varme. Men hvis vi lever som tilskuere til livet, dvs. i lunkenhed, så kan vi aldrig nogensinde blive ordentlig varme.

 

Hvad der efterfølgende skete for den samaritanske kvinde ved vi selvfølgelig ikke. Men vi kan let tænke os, at hun havde børn med flere af sine mænd, at der var rigtig meget at holde sammen på.

 

Nu havde hun fået del i det kildevæld, der bare vælder og vælder. Men det kræver, at vi står klar ved brønden, at vi går til kilden og tager imod det evige livs vand.

 

Lyder det luftigt med det evige livs vand? Det er det vand, som gør hverdagen til en glæde, en dyb glæde, som ingen kan tage fra os. Verdens glæder kan synes så virkelige, men det evige livs glæde midt i dette øjeblik – intet kan måle sig med det.

 

Altså: vi lærer i dag, at Gud vor Fader ikke søger tilskuere, men tilbedere.

Om barnetro og voksentro - prædiken juleaften 2011

Prædiken juleaften 2011
i Ørby, Onsbjerg og Nordby kirker

Om barnetro og voksentro

Tiden står vel så stille, som den kan stå, denne juleaften.

Nogle har hastet igennem året, og årstiderne er faret forbi, uden at de har lagt særlig meget mærke til dem.

Nogle har haft så god tid, at en dag indimellem har virket som meget lang tid.

Tid er noget mærkeligt noget. Tid til hvad? Har vi tid til det? kan vi spørge. Har vi  tid til juleaften? Nogen er på arbejde og passer på os andre gennem deres arbejde i aften. Det er smukt og godt og skal være sådan. Spørgsmålet er ikke, om vi har tid, men om vi giver os tid til det ene og det andet. I aften giver vi os tid til at tilbede Guds Søn, som blev et barn i krybben. I aften giver vi os tid til at tvivle på vores egen magtfuldkommenhed, vores egen overlegenhed i forhold til både Gud og mennesker. I aften er det tid til at lade troen få næring. Troen er ligesom et menneske. Det begynder spædt i vuggen, men med den rette næring og omsorg vokser barnet op til  at blive ung og siden voksen. Sådan har vi brug for at vise troen i os omsorg. Nære troen. Troen er et under, ligesom et barn i vuggen er et under. Men hvis barnet i vuggen ikke længere er et under, men blot en videnskabelig kendsgerning, ja, så kan hverken kærlighed eller tro trives. Hvad gør vi så? Vi kan da bede Gud om hjælp i vores fortvivlende hjertekulde. Vi kan bede Ham nære vor tillid til Ham. Vi kan lytte til englenes budskab til hyrderne. Tvivl blot på ordene, men lyt dog fortsat til dem! Lad dig sige af dem! Ordene om en glæde og fred til alle. Men ikke alle får del i glæden og freden. Vi får kun del i glæden og freden, når vi lukker hjerterne op for Ham, som er glæde og fred, Ham, som bringer glæde og fred, verdens Frelser, Vor Herre Jesus Kristus. Luk juleglæden ind, hedder det i en elsket sang. Det må vi bede om. Og det er det samme som at bede Jesus Kristus om at være hos os.

Og da vi ved tro og dåb er blevet en del af Hans legeme, som grene på Hans træ, så kan vi ikke adskille os selv nogensinde mere fra Ham. Så må Han ligesom et barn i vuggen vokse op lige så stille og roligt, dag for dag, næret af  Guds Ord, af  bøn, af nadveren, af fællesskabet i Jesu navn.

Og hvis nogen siger, at de har mistet barnetroen, så kunne det være på tide,  at der er sket en kortslutning, at barnetroen ikke har fået næring til at vokse op til en voksens tro. Giv det en chance! Det vil være et eventyr for dig! En vandring, en rejse, hvor du oplever, at du hele tiden lærer noget nyt.

Giv dig selv den chance. Lad ikke gammel vane gøre, at du holder på, at du har mistet barnetroen, og der er ikke noget at gøre ved det. Eller, hvis det er sådan du har det, at du har din barnetro, men vil ikke vokse op til at have en voksens tro.

Så slutter vi med at høre, at Jesus er både Gud og menneske, at det er det store under – med ord fra en kristen digter:

Hvis han ikke var menneske,
hvem var det så, der lå i krybben?

Og hvis han ikke var Gud,
hvem var det så, englene sang om?

Hvis han ikke var menneske,
hvem blev så svøbt i et klæde?

Og hvis han ikke var Gud,
hvem var det så, hyrderne tilbad?

Hvis han ikke var menneske,
hvem var det så, Maria gav bryst?

Og hvis han ikke var Gud,
hvem gav vismændene så gaver til?

Hvis han ikke var menneske,
h
vem var det så Josef omskar?

Og hvis han ikke var Gud,
til hvis ære stod stjernen så på himlen?

Johannes' juleevangelium - prædiken juledag 2011 i Tranebjerg og Nordby kirker

Vi har hørt Johannes’ udgave af juleevangeliet. Og lad os nu se ham for os, ham Johannes. Han var blevet en meget gammel mand, han sidder på en stol ved væggen. Øjnene er lukket og ansigtet blødt; man ville tro, at han sov, hvis det ikke var fordi hans hånd glider gennem hans skæg.

 

Nogle i rummet tror, han sover. Det gør han ofte under gudstjenesten. Mens folk synger, lukker han sine øjne, hans kind falder ned på brystet, og der sidder han helt ubevægelig. I tavshed.

 

De, der kender ham, ved bedre. De ved, at han ikke er faldet hen. Han er på rejse. Mens musikken lyder, rejser han tilbage, tilbage til sin ungdoms dage. Stærk igen. Nu er han der igen. Der på strandbredden sammen med Jakob og apostlene. Der på vandring med disciplene og kvinderne. Der i templet med Kaifas og anklagerne.

 

Det er tres år siden nu, men Johannes ser ham stadig. Årene har taget Johannes’ styrke, men de har ikke taget hans erindring. Årene har gjort hans syn tåget, men hans indre syn er ikke tåget. Årstiderne har måske nok gjort hans ansigt rynket, men hans kærlighed er endnu den samme.

 

Han havde været sammen med Gud. Gud havde været sammen med ham. Hvordan skulle han kunne glemme det?

 

Den vin, som øjeblikke forinden havde været vand – Johannes kunne stadig smage det.

 

Det dynd, lagt på en blind mands øjne i Jerusalem – Johannes kunne stadig huske det.

 

Den duft af Marias parfume der bredte sig i rummet – Johannes kunne stadig lugte den.

 

Og røsten. Åh, den stemme. Hans stemme. Johannes kunne stadig høre den.

 

Jeg er verdens lys...Jeg er døren...Jeg er vejen, sandheden og livet.

 

Jeg kommer igen og henter jer.

 

De, som tror på mig, skal leve, om de end dør.

 

Johannes kunne høre ham. Johannes kunne se ham. Oplevelser prentet ind i hans hjerte. Ord sunket ned i hans sjæl. Johannes kunne aldrig glemme. Hvordan skulle han kunne det? Han havde været der.

 

Han åbnede øjnene og blinkede. Sangen var hørt op. Undervisningen var begyndt. Johannes så på tilhørerne og lyttede til underviseren.

 

Hvis du blot havde været der , tænker han.

 

Men de fleste af dem var ikke engang født. Og de fleste af dem, der var sammen med Jesus, er døde. Peter er borte. Også Jakob. Nathanael, Martha, Bartholomæus. De er alle borte. Selv Paulus, som sent blev apostel, han er også død.

 

Der var kun Johannes tilbage.

 

Han ser igen på kirken. Lille men troværdig. De læner fremover for at høre læreren.Johannes lytter til ham. Hvilken opgave. At tale om en, han aldrig har set. Forklare ord, han aldrig har hørt talt. Johannes er der, hvis underviseren for brug for ham.

 

Men hvad vil der ske, når Johannes er borte? Hvad vil læreren så gøre? Når Johannes’ stemme er blevet tavs og hans tunge ikke bevæger sig mere? Hvem vil fortælle, hvordan Jesus stilnede bølgerne? Får de at høre, hvordan han gav brød til de tusinder? Vil de huske, hvordan han bad om enhed?

 

Hvordan vil de få det at vide? Hvis de bare havde været der.

 

Pludselig ved han i sit hjerte, hvad der kan gøres.

 

Senere, åbner den gamle fisker bogrullen og begynder at skrive sin livshistorie..

 

I begyndelsen var Ordet...

 

***

Ja, Johannesevangeliet er skrevet af en, der udtrykkelig sagde, at han var ”den discipel, Jesus elskede”, at han var øjenvidne. Han var efter al sandsynlighed en af Jesu tre nærmeste venner, de to andre var Peter og Jakob. Jakob døde meget tidligt, Peter ligeså, og så var der Johannes tilbage, som havde været en af lederskikkelserne i menigheden i Jerusalem.

 

Denne gamle apostel sætter sig altså for at berette om sin herre – på sin måde.

 

Det er ligesom når man hører en gammel fodboldspiller fortælle om en berømt kamp. Eller som nu, hvor jeg i en genbrugsbutik fik fat på et værk om kirkelivet i Danmark og kan læse levende beretninger med fotos fra omtrent hundrede år siden af kirkeliv rundt om.

 

***

 

Mens de andre evangelier begynder med Jesu offentlige fremtræden (Mark.), Jesu fødesel (Luk.) eller Jesu slægtstavle tilbage til Abraham (Matt.), tager Johannes os med lige til skabelsen, ja, til tiden før skabelsen. ”I begyndelsen” – da Gud skabte himlen og jorden, – da var også han, som her kaldes for Ordet, Jesus Kristus. Jorden blev til ved ham.

 

I 1.Mos. læser vi om, hvordan Gud skabte. Han udtalte et skabende ord, og så stod det der: ”Bliv lys”. Og der blev lys. I Johannesevangeliet hører vi, at dette skaberord er en person, som er adskilt fra Gud. Han har del i guddommelighed.

 

Når grækerne dengang hørte, at alt var skabt ved Ordet, så tænkte de deres. Ordet hedder på græsk LOGOS. Vi kender ordet fra logistik f.eks.

 

Logistik – det er noget med at have styr på tingene. Styr på økonomi, styr på aftaler i familien, styr på et firma.  

 

Vi siger også, at noget er logisk eller ulogisk. Det er et godt spørgsmål, hvad den enkelte mener med at noget er logisk. Men mon ikke det for de fleste betyder sådan som, at A fører til B. Når vi har sagt A, har vi også sagt B. Eller logisk betyder, at vi godt forstår, hvordan en sammenhæng mellem ting er. Vi taler om logik for perlehøns. Det må virkelig betyde noget, der er soleklart, som vi også kalder det.

 

Og, kære Jesu Kristi disciple og venner, sådan var det julenat, at Herrens herlighed strålede om hyrderne ude på marken. Logikken var, at de måtte gribes af frygt, og det gjorde de. Logikken i normal forstand var der ikke, for englen forkyndte en stor glæde for dem, at de ikke skulle være bange.

 

Det kom fuldstændig bag på dem. DET var en kæmpe overraskelse, en kæmpe julegave til hyrderne – og for altid til os mennesker.

 

At han, som skabte alt, blev et barn i krybben, verdens Frelser kom os så nær, så vi ikke behøver at frygte, men glæde os.

Nej, normal logik faldt fra hinanden den julenat for 2000 år siden. Frygt var normalreaktionen, men glæde var budskabet til hyrderne. En gammel dansk bibel fra reformationstiden skriver, at Herrens klarhed skinnede om dem.

 

Klarhed. En klarhed – Guds klarhed. Vi kan mene, vi ser klart, men det kan være vi ser uden Guds klarhed.

 

Nej, Guds logik er anderledes end vores.

 

Guds logik var det, at hans Søn blev et barn, et menneske, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

 

Ja, der er noget at frygte, nemlig at fortabes, men glæden tager vi imod, og så skal vi heller ikke frygte.

 

Hele livet igennem skal vi arbejde på at tage imod dette glædelige budskab, så frygten må fortage sig i os.

 

Altså: Guds logik var, at hans Søn blev et menneskebarn. Det er det, Johannes som en gammel mand prøver at sige på sin måde. Han er lidt ligeglad, om alle forstår ham lige med det samme. For det er jo sandhed han taler, og han var der selv. Han ved, hvad han taler om. Så må vi gøre arbejdet med at leve os ind i, hvad den gamle Johannes siger. Johannes’ evangelium er ligesom det sidste segl under dokumentet som hedder evangeliet. Ikke længe efter var Johannes død.

 

Men han havde nået at fortælle alverden, at Guds logik ikke nødvendigvis er logik for perlehøns, men at Gud ville nå fra A til B, og når man har sagt A, må man sige B.

 

A det var, at han havde skabt verden uendeligt smuk og dejlig. Men noget gik i stykker med menneskers ønske om at gå egne veje uden Gud i verden. Så måtte Gud sige B, det var at sende sin Søn til verden for at frelse verden ved sin Søns lidelse og død for verden, så Gud ved sin Søn  kunne overvinde syndens magt, Djævelen, og døden.gtk

 

***

 

Den glæde, englen forkyndte for hyrderne, er en gave til os. I den glæde er der noget, der kan overvinde alt, hvad der vil gøre ked af det, hensætte en i fortvivlelse og gru.

 

Uden den glæde er kristendommen meningsløs.  Det var glæde over, at Jesus virkelig ikke var i graven længere, men var opstået til udødelighed, som han havde den fra begyndelsen, men nu igen havde fået, det var den glæde, der overvandt verden. Uden glæden over Jesu opstandelse fra de døde er det uforståeligt, at disciplene skulle sætte livet på spil for en tro på noget, som ikke var sket.

 

Men glæden er så stor, fordi de er vidner til, at det er sket, at graven var tom, at de så den Opstandne og talte med ham i de fyrre dage inden hans himmelfart.

 

Uden glæden, som englene forkyndte for hyrderne, er julen uforståelig. Den glæde er Jesus Kristus selv. Guds Søn født som et menneskebarn, liggende i en krybbe.

 

Nu glædes gamle og unge, synger vi om julen. Vi glædes, fordi et glædeligt budskab meddeles os.

 

Glæden er jordens gæst i dag

med Himmel-kongen, den lille.  

 

***

 

I begyndelsen var Ordet, hører vi. Det er meningen, at vi skal tænke på skabelsen, hvor det hedder: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

 

Sådan sætter Johannes Jesus ind i hele universets sammenhæng og siger på en måde, at Jesus er den dybe sammenhæng i alt, han er før det skabte, Faderen skabte sammen med Sønnen alt, som er til.

 

Det er Jesus, der kaldes Ordet af Johannes-evangelisten.

 

Det fremgår umisforståeligt, når vores nuværende oversættelse siger om Ordet, der var Gud: Han – altså Jesus – han – var i begyndelsen hos Gud.

 

Det vil sige, at Frelseren var hos Gud fra evighed. I tiden blev han født i en krybbe i Betlehem, han blev ”kød”, som Johannes siger, dvs. han blev et menneske af kød og blod, som vi siger, og  det betyder det samme.

 

Men hvorfor vælger nu Johannes at kalde Jesus for Ordet, ikke bare Jesus i evighed hos Faderen, men også i tiden som menneske?

 

Jo, hvis vi ser på Paulus, så er evangeliet for ham simpelthen Kristus selv. Han er indholdet af den kristne tro.

 

Kernen i Jesu budskab er Jesus selv. Det er også det, vi fornemmer i Jesu ord og taler, eller når han fortæller en lignelse. Han er kernen i det, han fortæller.

 

Han skal lide, dø og opstå til syndernes forladelse og evigt liv for enhver, som tror på ham.

 

Så kristendom er ikke en ide, men er en person, er Jesus selv.

 

Derfor rammer vi i julen plet, fordi det ikke er til at komme uden om, at julen handler om barnet, liggende i en krybbe. At dette barn er nøglen til alt. At han er Frelseren, som er kommet i verden med evigt liv.

 

Derfor siger Johannes også i sit evangelium, at ”vi”, det er: apostlene, så hans herlighed, ligesom vor Herres herlighed strålede om hyrderne, da englen forkyndte dem den strålende nyhed om Frelserens fødsel.

 

Den gamle danske bibeloversættelse af Chr. Pedersen oversætter klarhed, hvor der ellers står herlighed. Herrens klarhed skinnede om dem, skriver Chr. Pedersen i sin reformationsbibel.

 

Herrens klarhed.

 

Ja, det er et godt ord. Vor Herre Jesus skænker os klarhed selv i det største mørke.

Så vi kan gå på hans veje alligevel.

 

Det er som i salmen Dejlig er den himmel blå, at hans guddomsord er klart og kan lyse for vor fod, lyse som en lygte, der giver lys og klarhed nok til det næste skridt.

 

Der er altid lys nok til næste skridt.

 

Mennesker kan sagtens se mørke, hvor Herren er lys, men vi, der har taget imod troen, erfarer, at der er hos vor Herre lys nok til dagen i dag. Og det kan se ud som om mørket opsluger lyset, men Johannesevangelisten jubler og siger, at det kommer aldrig til at ske: Mørket greb det ikke. Sådan er det: Lyset skinner i mørket, og bliver ved med at skinne i mørket, og mørket får ikke bugt nogensinde med det.

 

Vore tider kan se dystre ud, men juleglæden forkyndes os til tro og modtagelse. Vi har ikke glæden i os selv, jo, nogle mennesker er mere optimistiske af natur, men alligevel, den store glæde om julen er, at glæden skænkes os i og med vor Herre Jesus, som har givet sig selv hen som et sonoffer for vor skyld. Han er vor fred og vor glæde og kan bevare vore hjerter gennem alt, der måtte trykke hjertet ned. Amen.

Johannes-evangelistens symbol er en ørn. Nok fordi han ser Jesu person og gerning fra en stor, ja, svimlende højde. Deroppefra ser han både det store, store perspektiv, men også de små detaljer, som de andre evangelister ikke har fået med, fordi de ikke kunne se dem.

Spørgsmål til Jesu menneskelighed og guddommelighed

Spørgsmålene er formuleret oprindelig på græsk af en, der skrev i Efraim Syrerens navn.
Det er godt skrevet!

Glædelig jul!

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så, der lå i krybben?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem var det så, englene sang om?

Hvis han ikke var menneske,

hvem blev så svøbt i et klæde?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem var det så, hyrderne tilbad?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så, Maria gav bryst?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem gav vismændene så gaver til?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så Josef omskar?

Og hvis han ikke var Gud,

til hvis ære stod stjernen så på himlen?

Hvis han ikke var menneske,

hvem faldt så i søvn i båden?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem truede så af vinden og bølgerne?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så farisæeren Simon spiste sammen med?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem tilgav så kvinden hendes synder?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så, der blev spyttet i ansigtet?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem gav så disciplene helligånden?

Hvis han ikke var menneske,

hvem råbte så: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem sagde så: "Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør?"

Hvis han ikke var menneske,

hvis naglemærker og sår, var det så Thomas rørte ved?

Og hvis han ikke var Gud,

til hvem råbte Thomas så: "Min Herre og min Gud!"

Forklaring til de ni læsninger

Forklaring til de ni læsninger

Lad os sammen forberede os til julen, til at høre om den glæde, der skal være for alle: at der er født os en frelser, som er Herren selv. Men først skal vi høre om, hvordan – kort efter skabelsen - noget gik grueligt galt, så forholdet mellem mennesker overalt truer med at gå i stykker, i familierne, mellem folkeslagene, og mellem mennesker og naturen.  Vi kalder det ”syndefaldet”. Det værste var, at vi mennesker giver hinanden skylden, vi tager helst ikke vores egen del af skylden på os.

                      Nogen vil sige, at følgerne af synden for Adam og Eva er ubærlige, især for Eva, fordi det hedder, at manden skal herske over kvinden. Ordene er ikke sagt som en lov. Tværtimod er ordene sagt om en frygtelig virkelighed, som en grum virkelighed, der desværre findes verden over også den dag i dag, selvom det sikkert nogle gange i dag kan være den anden vej rundt, vil nok nogen sige!

                      Det dejlige er, at vi hører om, hvordan Gud sætter alt ind på at overvinde dette, også den forbandelse, det er, at uden Gud er alt bare slid for Adam, for manden, og ofte også for kvinden. Men trods syndefaldet er der fra begyndelsen sat et håb for både kvinder og mænd, nemlig at kvindens afkom en dag skal knuse slangens hoved, et ord, som kristne ofte har forstået som en profeti om Jesu overvindelse af Satan, synden og døden.

 

2. læsning. Så hører vi om, at alle jordens slægter skal velsignes i Abraham, for Abraham troede på Gud.

 

3. læsning. Dernæst hører vi profeten Esajas’ ord om det nye Davids-rige,

Messias/Kristus, vil oprette ved tidernes ende, med overvindelse af alt ondt. Han er ”Underfuld rådgiver”, ”Vældig Gud”, ”Evigheds Fader”, ”Freds Fyrste”. Jesus var jo Davids efterkommer, derfor blev han kaldt ”Davids søn”.

 

4. læsning. Esajas taler også om, at der skyder en kvist af ”Isajs stub”. Isaj var Davids far. Profetien peger hen på det ”skud”, som er Jesus Kristus.

 

5. læsning. Så hører vi om Maria, der får besøg af englen, om det store, at en kvinde sagde ja til, at der skulle ske med hende noget fuldstændig uhørt: at hun skulle undfange og føde Guds Søn ved Helligånden. Maria står fra da af – ligesom Abraham - som et eksempel på tro: Lad det ske mig efter dit ord!

 

6. -8. læsning. Derpå hører vi om fødslen og englene der viser sig for hyrderne på marken, og om vismændene, der har set stjernen og kommer for at tilbede barnet i krybben.

 

9. læsning. Til sidst løftes vi op til Johannesevangeliets ”juleevangelium”: Ordet blev kød. ”Ordet” er et navn for Jesus. Gud Fader skabte alt ved Ordet, nemlig ved Jesus Kristus, som er før alle tider hos Gud. Det er den svimlende tanke. ”Før Abraham ER jeg”, siger Jesus et sted. Så meget mere fantastisk, at Han kom ind i tiden og blev et menneske af kød og blod og nu giver os af sin overflod af liv. Han kalder også sig selv ”Livet”. ”Livet var menneskers lys” – i det liv, vi modtager fra Ham, er der også oplysning, så vi kan forstå at leve til glæde og gavn.

 

Nu får vi ved Ham del i den herlighed, som Paradis havde, som nu er åbnet, så vi åndeligt talt bor i Paradis i troen.  Han er ”fuld af nåde og sandhed”, så kan vi leve og ånde frit, for Han er ikke bare nåde for os, Han er også sandhed. Gennem Ham lærer vi, hvordan vi skal leve et sandt menneskeliv!

 

Forklaring til adventssalme

Forklaring til salmebogens nr. 76: ”Op! thi dagen nu frembryder”.

Vers 1 : ”Nådens gyldne år”. Profeten Esajas 61,2 taler om et ”nådeår for Herren”. Det er det, Jesus læser i synagogen, da han træder frem.

”Som de gamle før så såre ventede med længselståre” . ”Herren” var et navn for Kristus, og sådan kaldes Gud i Gammel Testamente. Den nære forening af Gud Faderen og Sønnen gør, at kristne ser også Jesus til stede i Gammel Testamente hemmelighedsfuldt som ”Herren”. Således Davids Salme 130,6: ”Min sjæl venter på Herren mere end vægterne på morgen, end vægterne på morgen”.

Vers 2 : ”Han som mange majestæter, fromme fædre og profeter har tilforne villet se, og det kunne dog ej ske”. Lukas 10,24 – Jesus siger: ”For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.” Her er nøglen til den kristne læsning af hele Gammel Testamente – i Jesu egne ord!

Vers 3 : ”Han, som Abraham var lovet...han drog ind hos os omsider...”. 1. Mosebog 12,3: ”I dig skal alle jordens slægter velsignes.” Men også 22,18: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.” (Abraham ofrede næsten sin søn Isak; Gud ”ofrede” sin egen Søn på korset som et offerlam for verdens synd, så nu er der ikke brug for dyreofre mere).

Vers 4 : ”Nu må skyggen bort sig vende og det billedværk få ende...Jesus gav os evig bod.” Hebræerbrevet 8,5-6 om ypperstepræsterne i templet: ”De tjener ved en helligdom, der kun er en efterligning og en skygge af den himmelske, fremstillet efter de anvisninger, Gud gav Moses, da han skulle rejse Åbenbaringsteltet. Han sagde: ”Sørg for at lave alt efter det forbillede, du fik at se på bjerget.” Hebr. 10,1.4: ”For da loven kun indeholder en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse, kan den aldrig ved hjælp af de gentagne, årlige ofre, som man vedvarende frembærer, før dem, der kommer med dem, til målet... Men i ofrene ligger en årlig påmindelse om synder... Derfor siger han, da han træder ind i verden: Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig; brændoffer og syndoffer ønsker du ikke.” Det legeme, Gud har ”beredt” Jesus, sin Søn, er det, hvorved vi frelses ved hans stedfortrædende død for os.

Vers 5 : ”Mose rige nu ophører...” Romerbrevet 8,15-16: ”I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så at I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader!”.

Vers 6 : ”Nu er forhæng sønderrevet, og en indgang åbnet blevet i Guds helligdom at gå.” Matthæusevangeliet 27, 51 (i det øjeblik Jesus døde på korset): ”Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst.” Men også Hebræerbrevet 10,19: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, levende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus.” Det er grundlaget for, at vi kan træde frem for Gud med et oprigtigt hjerte, i en fast tro, ligesom bestænket på hjertet, befriet for en ond samvittighed, og med legemet badet i rent vand (= dåben).

”Han som verdens lys er blevet nattens mørke har fordrevet.” Se Johannesevangeliet 8,12: ”Atter talte Jesus til dem og sagde: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”

Første søndag i advent med Columba

Første søndag i advent
Prædiken i Nordby kirke 27. november


I dag blæser det op til storm. Så har vi muligheden for at blive stille. Det kan være svært at være stille, når alt er stille.

 

Men når der er en sådan blæst, så falder sindet lidt til ro.

 

Guds Ånd er som et mægtigt vejr, siger Jesus. Vinden blæser, som den nu vil.

 

Sådan er Guds Ånd.

 

Sådan vil Gud blæse sit Rige fremad gennem os.

 

Vi kan sidde i vores celle, i vores hus eller lejlighed, og der være i tjeneste for Kongernes Konge.

 

Han har lært os ydmyghed, da han red ind i Jerusalem på et æsel.

 

Som en ydmyg konge. En konge, der ikke vil knuse med jernspir, men løfte op, trøste, støtte, forbinde dine sår, hele dem, så du kan gå igen, og så give dig små eller store opgaver i sit Rige.

 

Hvad er din og min opgave i dag, i morgen?

Lad os bede Gud om at vise os vejen.

 

Så kommer vi måske i tanker om nogen, vi skal støtte på en eller anden måde. Ikke fordi vi skal rende rundt og blande os i andres liv på må og få, men fordi vi kommer hinanden ved.

 

De gamle udtrykte det på den måde, at vi hver især er som en perle eller ædelsten i kongens krone. Vi skal slibes til livet igennem, og til sidst få plads i kongens krone.

 

Når vi tænker på kongens krone med alle ædelsten og perler, og at vi skal være en af dem til sidst, så giver det os mod og lyst til at kæmpe for alt, vi har kært, i sandhed og med kærlighed, ikke for at nedgøre andre, men for at være med til at bringe troen på livets konge videre til hinanden.

 

Vi skal gøre, som Paulus siger, tage lysets rustning på. Så bliver vi modige til at sige til og fra, som vi bør, stå ved vores tro, også når det koster. Lysets rustning er en rustning, der er ment til livets kamp. Der er ikke noget ondt i den, det er kærlighedens og sandhedens rustning. Det er en rustning. Dvs. det er noget, vi tager på. Det er ikke vores eget. For vi skal ikke kæmpe bare i egen kraft, men ved Guds Ånds kraft, som bor i os. Rustningen er fin, for den gør os usårlige for angreb på vores tro. Og usårlige for trængsler, der kan få os til at slippe tro på Gud. Tænk på din rustning fra Gud som noget, der beskytter dig mod ondskab og mod det, der kan få dig til at blive mismodig.

 

Columba var med i et slag - h an havde kæmpet og været med til at slå mennesker ihjel. Så fik han bagefter kaldet til at være med til at vinde så mange for Kristus, som han havde været med til at slå ihjel. Lad det være vores målsætning i vores tjeneste for Kongernes Konge, Jesus Kristus.

 

At vi gør godt så meget, så vi opvejer det, vi har gjort af ondt mod andre i vores liv.

 

Vi kan ikke ændre på fortiden. Men vi kan falde til ro fra ondskab og i fremtiden arbejde på at gøre godt.

 

Columba endte med af Gud at blive flyttet væk til en helt anden egn af de britiske øer, end hvor han kom fra. Han kom aldrig tilbage.

 

Sådan skal vi ikke begræde, at vi må vandre ud i noget nyt. Blot vi har os selv med i det.

 

Da Columba kom til Iona, som øen hed, begyndte et virke, som har bragt uhyre mange frugter.

 

Jesus selv var født i Betlehem, voksede op i Nazareth, men forlod byen som voksen og kom til Kapernaum ved Genesareth sø. Og ellers vandrede han rundt fra by til by i de tre år, han virkede.

 

Og endelig kommer han til Jerusalem, hvor alle løfterne om en himmelsk konge er knyttet. Han, himlens kongesøn, kom ridende på et æsel ind i byen og lod sig hylde som konge. Hosianna, råbte de. Det betyder: Herre, frels dog! Sådan kommer han nu til hver enkelt af os, hvor vi bor, med frelse, med helbredelse af alle sår.

 

Glædeligt komme, glædelig advent!

Prædiken om de ti brudepiger - de tåbelige og de kloge

Anden søndag i advent

4. december 2011 kl. 11.00 i Kolby kirke

Jesus fortæller i form af en lignelse,

at der kommer en time, hvor døren lukkes for altid.  

Enden kommer, HAN kommer igen for at dømme levende og døde.

Når Jesus fortæller lignelser, så gør han det, for at vi skal vågne op, for at ryste os, så vi ryster alt uvæsentlig af os, frygter Gud og ikke mennesker, frygter at gøre ham imod mere end alt andet.  

Der er ingen blødsødenhed over Jesu lignelse.

Jeg spurgte konfirmanderne, om de syntes, det var i orden, at døren blev lukket i. Ja, det syntes de! Der var ingen vaklen der.  

Så sagde jeg, at vi skal være glade for, at til sidst er Jesus vores dommer, han som både er Gud og menneske, og som ikke kender til at gøre forskel på folk. Alle er lige for ham, hvem vi end er.

For enhver kan sørge for at have olie nok til lampen.  

Jesus forklarer ikke sin lignelse, men lignelserne er ligesom de der frøstande, som så let som ingenting sætter sig fast i tøjet.

Konfirmanderne og jeg gik en tur ud mod Tranemosen. Der fandt konfirmanderne de der frøstande og smed dem efter hinanden.  

Sådan er lignelsernes pointer. De sidder fast i tøjet, i øret.

Det er det, Jesus vil. At de skal sidde der, i øret, hænge fast, så vi aldrig glemmer ordene, så vi bærer dem med os.  

Altså: døren blev lukket for de tåbelige brudepiger.

Der var ikke nok til både de forstandige og de tåbelige brudepiger. De kunne ikke dele.  

Der er noget, vi ikke kan dele, men kun leve hver enkelt af os. Vi kan hjælpe hinanden til tro, men derefter er troen noget, der lever hos den enkelte – af Guds Ånd og nåde.

Olie på lampen – det er årvågenhed, det er bøn, det er afhængighed af Gud, det er at gøre det, Jesus lærer os.  

Hvis I ikke bliver som disse små, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Kun som dem, der erkender vores totale afhængighed af Gud er der vej ind i Himlen.

Lad os derfor bede Gud åbne døren på vid gab. Vi er jo undervejs. Undervejs i livet er døren på vid gab.   

Vi skal ikke interessere os for, hvad der sker med dem, for hvem døren er lukket.

Og husk: Alle ti brudepiger, tåbelige som kloge, faldt i søvn undervejs, så advarslen gælder alle: Tænk om jeg ikke har nok olie?  

Vi skal snarere tænke på os selv, frygte Gud, omvende os, stige ned fra selvindbildsk hovmod og ærekærhed . Og bede Gud lukke døren op, så han kommer ind i vort hjerte, ind i vort liv.

For nogen er det forfærdeligt at høre denne tale. Det er patriarkalsk tale.  

Ja, men Jesus underordnede sig under sin Fader, og lærte os at kalde Gud for vor Far.

Denne underordnelse vil vi ikke gerne have med at gøre. Men ydmyghed er den eneste vej frem til himlen, til Guds riges konge.  

Og det er det, jeg gerne vil frem til: det er brudgommen, det er kongen af Guds rige, som taler i lignelsen. Vi skal tænke over det rigtig for alvor: Når vi beder i Jesu navn, så beder vi i kongesønnens navn, han som til sidst skal komme igen og dømme os alle, levende og døde.

En ydmyg, men også retfærdig konge.

Hvad mere vil vi forlange? Han, ikke vi, er på dommersædet til den tid.  

Hvornår kommer enden? Hvornår kommer Jesus igen? Vi ved det ikke. Timen er ikke gjort kendt for os.

Så ville vi nok netop falde i søvn og blive dovne. Som Jesus jo også nævner et sted, at da herren på en gård er væk i lang tid, begynder folkene at slå på de andre og drikke sig fra sans og samling.  

Apostlen opfordrer os til at være tålmodige og gøre vore hjerter stærke. Vi har noget, der virker stærkere end alt andet, nemlig Guds Ånd, som virker stille og mægtigt, alt efter hvordan Ånden blæser på os og i os. Det kan vi ikke styre. Men når vi beder Gud komme til os, så kommer han i Jesu navn,

ligesom børnene i Narnia oplevede, at Aslan faktisk dukkede op på et tidspunkt, når de havde kaldt på ham. De sagde simpelthen: Aslan, Aslan. Så enkelt er det også for os.

Vi kan sige: Jesus, Jesus. Vi kan sige: Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig. Så kommer han os til hjælp.

Altså: Lad os våge og bede. Mennesker kan våge på mange måder. Måske tænker vi ikke på det, men der våges meget på mange forskellige måder. Der våges for at tælle penge, man holder sig vågen i jalousi mod en, i vrede måske. Vi kan våge af mange grunde. Men lad os våge med dømmekraft. Så sover vi sødt, og når vi er vågne, våger vi med opmærksomhed.  

Hvordan kan vi have olie nok, så vi kan fylde på lampen, når den er ved at gå ud?

Det kan vi, når vi med al årvågenhed våger over os selv, er vågne, så vi ikke lader noget ondt sætte sig fast i os og tage magten, men åbner op for alt godt i vort sind i stedet. Den kamp for årvågenhed er livslang.

Evangeliet fra vor Herre Jesus Kristus tillader os ikke at være dovne, men skubber os af  sted for at omsætte vores tro i gerning.  

Der er noget, som er nødvendigt til frelsen, noget som er et menneskes rent personlige ejendom, noget som ikke kan overlades til andre. Har man ikke det, når Jesus kommer, så er det for sent at få fat på det. Jesus siger ikke udtrykkelig, hvad det er, men alt hvad han forud for lignelsen har sagt, viser hvad det drejer sig om. Det er den tro, som bekender, at han er Messias, den levende Guds Søn, og som tager konsekvenserne, så at intet andet skal bestemme over os.

 

Vi venter på vores Herre, at han skal åbenbares. Vi ved ikke hvornår. Det skal mane os til alvor, til ikke at falde i søvn. Kristendommen kan gøres til noget fuldstændig ligegyldigt pjat og ualvorlig glæde, hvor det i grunden er ligegyldigt, om jeg er en synder og beder om tilgivelse, eller om jeg overhovedet lytter. For Gud er kærlighed. I dagens lignelse som overalt taler Jesus ikke sådan. Tværtimod formanes vi til at våge og bede, for vi kender ikke timen, da han kommer.

Så meget mere skal vi i tro og gerning leve, som han har lært os, på alle måder. Suge til os af hans tro, hans kraft, i fællesskabet, ved nadverbordet, hvor han giver sig selv til os med syndernes forladelse og kraft til vores liv i ugen, der kommer. Amen.

Nej til det og det, og ja til det og det

3. Mosebog kapitel 19 vers 1-2.9-18

- en let bearbejdning af ordlyden:

Krav om at være hellig, fordi Herren, vores Gud, er hellig.

Nej til at høste selv det i kanten, nej til at plukke vingården ren.

Ja til at efterlade noget til den trængende og fremmede.

”Jeg er Herren jeres Gud!”

Nej til at stjæle, lyve, bedrage og sværge falsk ved Guds navn.

”Jeg er Herren!”

Nej til at undertrykke og udplyndre næsten

Nej til at holde lønnen tilbage. Nej til at forbande en døv.

Nej til at få en blind til at snuble.

”Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren!”

Nej til uret i retssager, nej til sladder,

nej til at stræbe andre efter livet.

”Jeg er Herren!”

Nej til had

Ja til åben samtale og kritik.

Nej til hævn og til at bære nag. ”Jeg er Herren!”


Paulus’ brev til menigheden i Galatien kap. 2 vers 16-21

Vi ved, at når Gud tager imod os, er det ikke fordi vi overholder Loven. Hos ham er det troen på Kristus der tæller.

Det er derfor vi er begyndt at tro på Kristus. På den måde bliver vi accepteret af Gud – fordi vi tror på Kristus, og ikke fordi vi gør som Loven siger. Gud tager ikke imod nogen bare fordi de overholder Loven.

Nu kunne man indvende: Hvis vi prøver at blive accepteret udelukkende ved Kristus’ hjælp og derfor sætter os ud over Loven, gør vi så ikke Kristus ansvarlig for at den bliver overtrådt? Selvfølgelig ikke.

Loven har jeg jo allerede afvist, og det er kun hvis man igen begynder at regne med den, at man overhovedet kan tale om lovovertrædelser.

Det var Loven selv der fik mig til at indse at det er nødvendigt at afvise den. Jeg måtte dø i forhold til Loven for at kunne leve i forhold til Gud.

Jeg er korsfæstet sammen med Kristus, og derfor er det ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig.

Mit liv her på jorden er i alle måder bestemt af troen på Guds Søn, der har elsket mig og givet sit liv for min skyld.

Det er ikke mig, men mine modstandere, der afviser Guds tilgivelse. Hvis man mener at man kan blive accepteret af Gud ved at overholde Loven, så betyder det at Kristus døde til ingen verdens nytte.

30/10: Helbredelse - og barnet i os!

Jesus helbreder den lamme i Kapernaum (Mark. 2)

19. søndag efter trinitatis 2011


Det rygtedes at Jesus var hjemme. Hjemme – hvor? Det kunne være, at det var hjemme hos Peter. Det er fortalt fra Peters synsvinkel.

 

Hjemme – nemlig hos mig, der fortæller jer om det, der skete.

Altså: Det rygtedes, at Jesus var hjemme hos mig!

Så levende males der og fortælles der, så vi næsten er der.

 

Og da de fire kammerater ligefrem har brudt hul i det lerklinede lofttag og har sænket deres syge ven ned på båren, da sker noget.

Jesus ser deres tro. Ikke kun de fire, der bar, men også den syges tro.

Den syge kunne jo have modsat sig at blive båret hen til Jesus. Jesus så altså deres tro.

 

Vi ved ikke, hvordan troen er opstået hos dem. De har hørt om Jesus. De har hørt om hans mægtige gerninger. De tror bare på ham. Så enkelt er det at tro også for os. Vi tror bare på ham. Hans myndighed. Hans venlighed.

 

Dine synder er dig tilgivet, siger Jesus til den lamme mand.

Jesus vil reparere dit og mit liv.

Jesus ser en sammenhæng mellem sygdom og synd, men ikke sådan, at vi bliver ramt af sygdom, der svarer til vores synd.

 

Den direkte sammenhæng afviser Jesus gentagne gange.  Men både sygdom og synd kæmper Jesus imod, og når han helbreder sygdom, er det et tegn og et pant på syndernes forladelse.

 

De helbredende undere Jesus gør, indeholder tilgivelse.

 

Men hvorfor siger Jesus så ikke bare:  Jeg forlader dig dine syndere?

Fordi Jesus er eet med Faderen, og ikke gør noget, uden at Faderen har bedt ham gøre det. Det kan vi læse udførligt om i Johannesevangeliet.

 

Derfor udtrykker han det sådan: Dine synder er dig forladt  -  af Gud, min Far, og derfor også af mig, hans Søn.

 

Og at Jesus siger noget, kun Gud kan sige, ved hans fjender instinktivt og spørger: Er det ikke kun Gud, der kan tilgive synder?

 

Og det er dagens dejlige evangelium til os: Gud har sendt sin Søn i menneskelig skikkelse, i kød og blod som en af os, dog uden synd, men netop derfor som den, der – eet med Faderen – har magt til at forlade synderne på jorden.

 

Derfor – når vi beder om forladelse i Jesu navn, så er den bøn hørt, når vi ærligt mener det, og ikke bare siger ordene.

 

Sygdom kan ramme så hårdt, at mennesker i chock ikke kan tænke klart, men trues af at blive nærmest sindsyge af smerte og frygt.

 

Vi skal tilbyde forbøn for enhver, der er syg af en sygdom i sindet eller en legemlig sygdom. Disse tegn skal følge med, siger Jesus, bl.a. andet helbredelser ved håndspålæggelse.

 

Det betyder ikke, at jeg eller nogen anden skal bilde nogen ind, at forbøn gør enhver rask. Nej, men vi lægger os i Guds vor Faders hånd, hvad enten det er til døden eller det er til udfrielse af sygdommen.

 

Derfor er det allervigtigste, at vi hører ordet og tager imod det i troende hjerter.

At vi bliver i dåbens nåde.  At vi fornyer vor dåbspagt.

Det gør vi, hver gang vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Derfor kan mørke kræfter heller intet have med Kristus at gøre.

 

For Kristus er Lyset, Verdens lys, og der er intet mørke i Gud, som apostlen Johannes siger.

 

I sygdom og i sund tilstand – lige meget om det er det ene eller det andet, må vi sige nej til Mørkets Fyrste.

 

Og sige ja til Gud vor Fader, som har skabt alt.

Sige ja til hans Søn Jesus Kristus, som har al magt til at udslette vor synd og magt til at bygge os op, også når vi har været som en ruin.

Sige ja til Gud Helligånd, som virker alt godt i os, virker, så vi ikke bare er sammen, men ved Guds Ånd styrkes vi og er Jesu Kristi legeme, er et levende tempel af levende sten, så det kan vidne for mennesker om Guds underfulde kraft i os, som tror.

 

Alt dette med trosbekendelsen siger apostlen Paulus i sit brev til menigheden i Efesos således, at vi skal aflægge det gamle menneske og så iføre os det nye menneske.

 

Det gamle menneske – hvor vi ikke fatter det, men det er en gådefuld virkelighed, at synden virker i verden, i hver eneste af os, som en kraft, der kan forstyrre, forføre og ødelægge menneskelivet for os.

 

Det gamle menneske har med stivnelse at gøre, stivnelse til et hårdt hjerte, griskhed på alle områder i livet, rådden tale og meget mere. Tænk på en pære i efteråret, som man får i hånden, så viser det sig, at den er rådden under skralden!

 

Synden er grundlæggende nemlig det, at vi ikke vil Gud, at vi har en trang til at gå bort fra Gud og leve for os selv uden hensyn til Gud eller andre mennesker.

 

Denne ødelæggende trang kom Kristus for at overvinde, vende om, så vi ifører os Jesus Kristus, det nye menneske, den nye Adam, som er stærkere end døden, end synden, end den Onde.

 

Og vi iførte os Ham én gang for alle i dåben, hvor vi blev Guds børn.


I Ham og ham alene har vi beskyttelse mod det, som kan ødelægge vores liv nu og i evighed.

 

Lad os på vej ud i hverdagen tænke på et nyfødt barn som udtryk for det nye menneske, vi skal iføre os. Altså Jesus som det nyfødte barn i os. Så tænk på den enorme grokraft, der er i et spædbarn, bare det får den rigtige næring og kærlighed.

 

Sådan skal vi også gå ud i vores daglige liv med tanken på Jesus Kristus som et barn, der skal vokse op i os, som skal næres med Ordet, med dåben, med nadveren, med kærlighedens fællesskab, så barnet kan vokse sig stærkt og levende, ja, livligt!

 

Zakæus i morbærfigentræet

Jesus henter Zakæus ned fra et træ!
Prædiken på 7. søndag efter trinitatis
Tekst: Lukasevangeliet 19,1-10.

Vores liv kan være så uendelig kedeligt. Der sker ikke rigtig noget. Det er bare den samme trummerum.

Og så på et tidspunkt kan det blive værre. Så kan føle, at vi er fanger her i tilværelsen, ligesom israelitterne i landflygtighed.

Tænk så for en fantastisk glæde, hvis det hele vendes om og vi føler os frie som fuglen og vi mærker livsglæden i os.

Men heller ikke det holder.

Så føler du igen, at det er som om du sidder i dit livs fængsel.

Herren, israelitternes Gud, Jesu Fader, vil gerne føre dig ud af dit fængsel.

Hvordan? Ved at du tager imod indbydelsen til at komme med ud af fængslet.

Eller befinder du dig så godt i fængsel, at du ikke orker at komme ud? Eller tænker du: Hvad mon for et liv venter mig der, hvis jeg træder ud af fængslet? Livet er et fængsel, hvis vi bøjer virkeligheden ind om os selv og os selv alene. Så enkelt er det. 

Det var sket for Zakæus. Han var blevet rigere og rigere. Men han var også blevet en ensom ulv. Til sidst bliver det bare for meget.

Han gør noget, som man bare ikke gør – fordi man er i fængsel og ikke gør uforudsete ting som det her – han kravler op i et morbærfigentræ.

Zakæus skal i dag kaldes en meget modig mand i verden. Måske havde han ikke noget at tabe.

Så længe vi synes, vi har noget at tabe, så har vi ikke lyst til at gøre som Zakæus. Prøve at komme i forbindelse med Jesus og med hans Far.

Men Jesus siger: Den, der mister sit liv for min skyld, skal få det igen.

Zakæus havde alt. Det var også alt, han havde. Det var tomt. Det var blevet et fængsel. Som Joakim von Ands pengetank, et forfærdeligt fængsel. Joakim ville jo ikke engang spendere så vidt muligt en øre på sig selv eller andre. Han var besat af penge, penge, penge.

Jeg ved ikke, om Zakæus var besat af penge, men han sørgede for at få rigtig mange i lommen.

Det fantastiske er, at Jesus ikke først vil have noget med ham at gøre, når han har forandret sig.

Nej, Jesus blev kendt som tolderes og synderes ven.

Og han standser derfor prompte – lige under morbærfigentræet.

Jeg har spekuleret over, hvordan det egentlig så ud. Om man virkelig kan skjule sig i det træ. Det skal jeg lige love for, at man kan. Hvis Jesus altså kom forbi træet, mens der var løv på. Ellers ville Zakæus være noget udsat.

Lige meget hvad, så kunne man åbenbart godt få øje på ham. Eller Jesus kunne.

Fordi han er både menneske og Gud. Han ser derfor det, øjet ikke lige ser. Han ser din og min længsel efter dyb glæde i livet.

Dyb glæde. Ikke sådan jubelglad hele tiden, men alligevel en dyb glæde midt i hverdagen og midt i trummerummen. Midt i sorger også. En dyb glæde.

Uden glæde er den kristne tro intet.

Zakæus sprang ned fra træet og var jublende glad, da Jesus inviterede sig selv ind til middag hos ham.

Man skulle ellers tro, at Zakæus var glad over alle sine penge og sit forfærdelig flotte hus. Men nej.

Det kunne slet, slet ikke komme i nærheden af den befrielse, at han nu fik forbindelse med Jesus. Jesus, som ikke ejede en klink.

Som opfordrer os til at give væk af det, vi ejer, og siger, at det er saligere at give end at modtage.

Det er at være i fællesskab med Jesus.

Men nu kan en og anden sige: Ja, men det var dengang. Mit svar er: Nej, det var ikke bare dengang. Jesus er opstået af graven, han dør ikke mere, han har overvundet dødens magt, han har overvundet din og min selvkredsen med sin død, så du og jeg kan blive nye frie mennesker i fællesskab med ham og hans Fader.

Det begynder i dåben. Det gamle, gnavne menneske i os dør og begraves i dåben, og så opstår vi med Jesus til et helt nyt liv.

I dåben får vi adgang til syndernes forladelse, uanset hvad vi har gjort. Men så handler det om at vi faktisk begiver os ud i livet og lever det nye frie liv i troen.

At vi tager det hele til os. Ikke opfatter det som sådan noget fra et frilandsmuseum.

Hvor vi beder, hører Jesu ord til os, der er Gud hos os i al sin vælde, om end vi ikke kan se det, og kun sjældent føler det meget.

Jesus sagde, at han ville gøre sine venners glæde fuldkommen. Glæde var målet med hans fællesskab med dem.

En glæde, der trodser alt, både synd, død og djævelen og al elendighed, vi kan tænke.

Nå, men Zakæus blev så glad så glad for Jesu besøg, at han ville give halvdelen af sin ejendom til de fattige, og give fire gange tilbage, hvad han måtte have presset ud af folk i sit arbejde som tolder.

Nu var han lykkelig. Salig og lykkelig er de fattige, for Himmeriget er deres. Selvfølgelig ikke fattige i al almindelighed, men fattige i sindet, fattige, for de, vi, ved med os selv, at i os selv er vi fattige, men i Gud er vi rige, uendeligt rige. Han har en skat til os i himlen, derfor kan vi ligesom arbejde på at overgive det hele til ham her i tiden.

Zakæus fik muligvis ikke udført sit løfte om at give alt det væk, han sagde han ville.

Sådan kan det også gå os.

Men lad os arbejde på at løsgøre os fra alt materielt, og have medmennesker i tanke, hvor vi kan hjælpe, og især hvor vi har været uretfærdige med vores mammon.

Så bliver vi glade. Jesus sagde, at frelsen var kommet til Zakæus og hans familie den dag.

Intet mindre. Frelsen! Redningen, redningen fra et dødsygt liv, redningen fra et selvkredsende liv, som ender langt borte fra Gud, til et liv i fællesskab med Gud og medmennesker, hvor der bygges noget godt op dag for dag.

Lad os om ikke kravle op i et træ, så på en måde tage imod Jesu besøg hver dag, når vi beder i Jesu navn til Gud vor Fader, når vi lader ham komme indenfor i vores liv, i vores hjerter og tanker, så Han kan begynde at skabe en glæde der, som overgår alt, hvad vi kan forestille os. Det kan også være en stille glæde, som ligger som en bund hver dag.

Morbærfigentræ - det træ, Zakæus kravlede op i for at kunne se Jesus, når han kom forbi på vej igennem Jeriko. Se prædiken ovenfor!

Sig det med rødspætter! Peters fiskefangst

Sig det med rødspætter!

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis
Lukasevangeliet kapitel 5,1-11

Folk trængtes om Jesus for at høre Guds ord.

Folk, ja, men ikke Peter, tilsyneladende.

 

Kunne han overhovedet HØRE Jesus tale, når var i gang med skylle garnene? Man kan godt tvivle på det, og jeg vil ikke prøve at tage en 50-50 afstemning i forsamlingen for at finde nærmere frem til, om det er rigtigt.

 

Der er en anden grund til at tro, at han ikke hørte ret meget, da han skyllede garn.

 

Jeg tror ikke, Grundtvig har ret, når han siger: Der sad en fisker så tankefuld

og hørte på Herrens tale.

 

Og derfor taler Jesus også på en anden måde til ham. Han går simpelthen op i Peters båd uden at spørge om lov. For Jesus går ikke af vejen for et ”Sig det med rødspætter”, som Kaj Munk siger i sin prædiken til denne søndag.

 

Sig det med rødspætter – Jesus lader Peter få den ovenud store fangst. Og virkningen er stærkere, end hvis han havde talt dunder til Peter.

 

Peter og de andre fiskere bliver nemlig rædde på grund af fangsten.

 

Det hele, evangeliet, Jesu menighed, begynder med fiskere, der frygter Gud så meget som Peter, der siger: Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand!

 

Peter var noget af en stymper, når det kom til stykket. En syndig mand, siger han selv. Netop Peters grove mangler gør, at Jesus siger ved sig selv: Ham kan vi bruge!

 

Og ham sender han ud i verden: Gå ud og prædik for hele verden! Jeg gør dig til menneskefisker!

 

Jesus kaldte fiskere, ikke alle mulige andre, som de første. Hvorfor?

 

Fordi Peter var en stymper, var han brugbar i Guds rige, for han var ikke den, der ville kredse om sig selv, men ville virke for den, han fulgte, når han først tog fat på at følge.

 

Og så har Peter en gudsfrygt, der får ham til at bede Jesus gå bort fra ham.

 

Alle mulige andre mennesker trænges om ham for at høre ham, Peter er der bar i nærheden i gang med sit daglige arbejde.

 

Også vi kan fanges af Jesus ved højlys dag i dagligdagen, midt i det, vi foretager os.

 

Men tilbage til fiskerne. Troende fiskere, siger Grundtvig, har åbenbart bedst kunnet prædike Fredens og Frelsens evangelium for alle slægter. Hvorfor? Fordi de var vant til farerne til havs, på dybet, så de derfor lettere har hengivet sig til Gud og sat alt håb til ham.

 

Vi har på prædikestolen her håbet som en figur, der står med et anker, et anker, som ikke er sænket ned i mørket og meningsløsheden, men ind bag forhænget, ind i himlen. For det er til Guds Rige Jesus kaldte Peter og kalder os.

 

Så hedder det: De forlod ALT og fulgte ham. Ja ja, bådene lå der stadig ved bredden, den dag da Peter og de andre fiskere kom tilbage, efter korsfæstelsen og opstandelsen, hvor de var ret forvirrede og ikke rigtig vidste, hvad det hele gik ud på.

Peter har ikke været så sikker på, hvad der nu skulle ske. Så han greb tilbage til det, han kunne. Han kunne jo altid tage ud at fiske, og som sagt så gjort.

 

Da er det, at Herren står ved bredden, måske der, hvor båden før lå, og selv har stegt fisk til Peter.

 

Først siger Jesus det med rødspætter, så SERVERER han rødspætter for Peter. Nå, det var ikke rødspætter, men den fisk, man i dag bare kalder Peters fisk. En fisk, der ikke rigtig findes hos os, jeg har set, at man har fundet en Peters fisk i danske farvande, nemlig i Læsø Dyb, og den var død.

 

Altså: Peter forlod alt, men fik også alt igen.

Sådan skal vi også prøve at tænke om vores liv: Vi følger vores Herre fuldt ud, forlader alt for at få en skat i Himlen, og så får alt et nyt skær over sig, velsignes på en ny måde.

 

Og når vi knæler ved alterbordet, så modtager vi ikke stegt rødspætte, som Peter, men brødet og vinen der. Profeten Esajas så serafen komme med et kulstykke holdt med en tang, så det berørte lige akkurat hans mund og gjorde ham ren. Vi får lov til meget mere: både at høre ved Jesu Kristi legeme og endda spise det – og sådan renser han også os for synd. Vi kan blive som Peter ved alterbordet, han faldt ned på knæ, og det gør vi også. Det kan godt være at vi ikke siger, gå bort fra mig, for jeg er en syndig mand, men vi kan godt tænke sådan. Men tænker vi sådan, så kan han netop bruge dig og mig.

Hans Tausens prædiken til sommerferien!

Hans Tausens prædiken til 4. søndag efter trinitatis.
Prædiketekst: Lukasevangeliet 6,36-42

Hans Tausen var en af de danske reformatorer. Skrev en "postil" i to bind, en prædiken til hver søndag hele året igennem. Denne her er let tillempet til modern skrive- og talemåde, men ellers Tausens ord mere eller mindre hele vejen igennem.

Kilde: Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Hans Tausens Postil Andet Bind (København 1934), s. CXXXIIII-CXL

Ligesom Kristus overalt underviser i troen og dens kraft, sådan underviser han os også i denne tekst i troens rette frugt i retskafne, sande og i dybet gode gerninger. Det er ikke andet end en forklaring og udlæggelse af den anden tavle, altså buddene om hvordan vi skal elske hinanden og med sand kærlighed omgåes hinanden, så vi viser hinanden tegn på kærlighed.

Så begynder han allerførst med roden og moderen, hvoraf alle barmhjertighedens gerninger fødes og flyder ud, det er: mildhed og medynk, barmhjertighed, og han beder os om at være sådan, eller som Hans Tausen siger: medynksomme, altså have medynk med hinanden, og lade vore hjerter røres ved vort medmenneskes sorg og sygdom, armod og fattigdom, fængsel, synd og vildfarelse og sjælekvide. Så vi lader det gå os til hjerte, som vor næste lider på nogen måde, som hvis vi selv led på den måde, som hvis vi fandt den samme lidelse i krop eller sjæl.

Som Peter formaner os i 1. Pet. 3, at vi ikke skal være hårdhjertede, så vi opfører os, som om det ikke vedkommer os, hvad andre lider, men at vi skal være så blødhjertede, ligesom at indvoldene vender sig i os, når vi ser noget at ynkes over hos vor næste, ligesom håret ville rejse sig på hovedet af os, øjnene vandes af tårer og alle årer røres i os ved at vi ser eller hører, at nogen lider eller farer ilde. Så langt være det fra, at vi gerne vil se og høre eller glæde os over det, eller er kede af, at det ikke var mere og værre.

Hvilket eksempel giver han os på dette? At Gud selv, som har allerstørst medynk  med os elendige, ligesom en hjertenskær far med sine børn. Sådan lovpriser både Moses og David og alle andre helgener Gud for denne guddommelighed barmhjertighed med mange mange ord, at han er nådig og barmhjertig, og lader sin godhed række ud til alle de skabninger, han har skabt (Sal. 145). Ja, som Kristus selv beviser, rækker den ud selv til sine uvenner og allerstørste fjender, at han giver dem regn fra skyerne, grøde fra jorden, lader solen skinne for dem, giver dem legemlig føde og sundhed, fred i landene, ære og rigdom, under dem nogle gange meget mere end sine egne kære og lydige børn.

På samme måde den rette troens ånd i et godt hjerte. Når Gud frembringer og føder den rette naturlige gode rod i hjertets grund, da kommer der også blomster og blade, og til sidst frembringer denne troens ånd frugt, som kommer til syne i det udvortes og kendes af folk.

Døm ikke
Det berøver ikke politi og domstole deres myndighed og magt, som Gud har givet dem, til at forhøre og randsage andre menneskers forbrydelser og dømme og fordømme efter god lov og ret (når det så virkelig også er god lov og ret, og ikke en ond lov, vi taler om).

Men her taler Kristus til sine kristne, netop som kristne, og fortæller dem, hvorledes de personligt – ikke som dommere eller verdslig øvrighed, men som kristne – skal omgåes andre mennesker, kristne såvel som ikke-kristne. Da, ja da har vi alle den befaling af Kristus: Døm ingen.

Meningen er, at vi ikke må gå og mistænke andre for noget, men lade kærligheden råde, og bruge kærligheden, som den af sin natur skal bruges, for kærlighedens natur er sådan, at den ikke tænker eller tror noget ondt og vredagtigt om nogen, men håber og tror alt, helst det bedste, om hvert menneske.

Er der noget, der synes at kunne udlægges så slemt som muligt, så skal vi dog udlægge det til det bedste, og undskylde vedkommende så godt, det kan lade sig gøre. Vi skal ikke udlægge en mands ord eller gerning så slemt som muligt...

Når vi nemlig er optaget af at mistænke andre for det ene og det andet, så glemmer vi vore egne brist og fejl, og lurer på andre, og er aldrig gladere end når vi kan finde grunde til at foragte og tale ondt om vor næste med hans eller hendes fejl, for hans eller hendes synd og skyld er ikke så stor som vore egne fejl, hvis vi ellers tænkte os godt om. Så formaner Paulus os i 1. Kor. 4 til, at vi ikke skal dømme før end tiden kommer, da gud selv afslører og åbenbarer alle hjerters skjulte hemmeligheder.

Fordøm ikke.
Ikke at fordømme – det vil sige: afsige dom over over andres gerning, at den er det eller det værd, at det menneske burdes få den eller den straf, at han er fordømt og aldrig kan blive salig. Det er et fordømt kætteri, det er en Djævels hovmod. Det skal være langt fra kristne mennesker, men når synden er grov og vitterlig, så den ikke kan undskyldes, skal man i stedet hjælpe andre op med råd og undervisning, så de kan komme på fode, som Paulus formaner Gal. 6 og Kristus selv lærer Matth. 18. Er det ikke muligt, da må man lade det andet menneske være og ikke fordømme alligevel.

Tilgiv.
Hermed vil Kristus fratage os alt ankeri, had og vrede mod hinanden og råde os til at være parat til at tilgive, når der gøres os skade eller fortræd. For vi kommer hinanden ved, vi må bære hinandens byrde og lide med hinanden, og på den måde opfylde Kristi lov om broderlig kærlighed. Han har jo selv givet os sit eksempel på kærlighed ved at han har båret vor byrde og tilvejebragt så stor Guds nåde til os, at vi altid har adgang til syndernes forladelse hos Gud, at vi tilgives til evig tid det, vi har forbrudt, og det er altid såre meget, sat op mod det, som andre mennesker har forset sig mod os med ord og gerninger.

Giv.
Hermed vil Kristus nu, at vi skal vise den rette barmhjertigheds frugt. Vi skal ikke alene ikke være andre mennesker til skade, men vi skal også gavne alle med det, der tilhører os selv og ud af vort give dem, som har brug for vor gave. Ja, dermed kan man vide, at vi sandelig er barmhjertige mod vor næste, når vi således handler derefter. For Johannes formaner os til, at vi skal elske hinanden, ikke med tunge eller tale, men i gerning og sandhed. Ja, siger han, har nogen gods og ser sin broder trænge til noget og lukker sit hjerte for ham og ikke giver ham intet godt, da mangler han uden tvivl den kærlighed, han skulle have til Gud. Gud har skabt sine skabninger til bedste for alle, og nogen har fået mere end andre i hænde, for at enhver skal udnytte Herrens gods til Herrens folk med troskab, til gode for enhver, som har behov, og enhver, som findes utro heri, føder og feder sig selv og forsømmer de andre, han skal gøre regnskab for Herren og hans lod skal lægges hos hyklerne (dem, der gør tingene på skrømt; dvs. de gør kun tilsyneladende tingene, ikke i virkeligheden), som har tjent rigtig godt og søgt sin egen nytte med sin Herres gods.

Se, således har Gud Fader vist os sin barmhjertighed og viser os den dagligt. Han regner ikke med det værste og fordømmer os ikke for en lille brøde, men dom og al fordømmelse har han fordømt, for at vi kan være udømte og ufordømte. For han forlader os også hver dag vore synder, så Djævelen ikke får ret over for os. Han giver os åndelige og legemlige gaver og gør os derigennem hjertelig glade ved hans nåde og faderlige godhed. Derfor skal vi også følge efter ham i hans faderlige fodspor og af hjertet med alle gode gerninger vise, at vi er sådan en god faders gode børn. Han lokker og bevæger os til det, og lover os løn for det, hvis vi gør det og truer os, hvis vi ikke gør det.

Et godt sammenpresset mål
Ligesom vi har bevise os godt, sådan skal også andre af Gud få det sind, at de ikke så let vil mene det værst, men udlægge alt i bedste mening om os, og gør ikke alle det, da vil der dog lade sig finde dem, som gerne vil gøre det og ikke dømme, end mindre fordømme det, vi siger eller gør. Forsømmer vi noget og forser vi os på nogen måde mod nogen, da vil Gud give dem sind ikke til hævn, men til at forlade os al brøde, og når Gud ser, at vi er så fromme, så vil han også være from og så meget desto mere forlade det, som vi skylder ham. Og lige så gavmilde, som han finder os, så gunstige og så gavmilde vil han opvække og sørge for, at andre vil være over for os også. Han vil også selv så meget hellere give os meget godt...

Som Kristus selv siger, at den, som er tro i en lille ting, ham skal der betroes mere godt (Matt. 25). Og dersom de kun har gjort lidt her, da skal de dog betales rundelig og overflødigt, så skæppen skal alligevel både presses, rystes og fyldes til toppen, og endda flyde ovenover.

Ja, gør vi ondt og gør vi noget godt, da skal vi visselig vente os det samme igen, rundelig med al overflod. Vel den, der gør vel, men den, som søger det onde, finder det (Ordsprogenes Bog 11). Så at vi tør ikke tænke på at have et mål til udmål og et anden til indmål, men tænke på, hvad der står skrevet: Som du har gjort, skal det overgå dig.

Så fortæller han lignelsen om en blind, der leder en anden. Det er forgæves gerning og har ingen nytte ved sig, men stor skade og slet intet gavnligt. Han er selv så blind og erkender ikke sin egen brist. Hvordan skulle han kunne gøre noget godt for en anden? For ingen kan lære andre mere end han selv har lært, og hvis disciplen/eleven er så vis som hans mester, da er han jo så vis, som han kan blive ved ham.  

Helligåndens og vores vidnesbyrd om Jesus

Helligåndens og vores vidnesbyrd om Jesus
(6. søndag efter påske)

Forkortelser:
Joh. = Johannes-Evangeliet
Luk. = Lukasevangeliet
Ap.G. = Apostlenes Gerninger

Helligånden skal vidne, og det skal vi også. Sådan siger Jesus i Joh. 15,26-27.

Luk. 12,12 om, hvad apostlene skal stille op situationer, hvor de chikaneres eller forfølges og bliver afkrævet et forsvar for deres tro. Når de kommer i de situationer, siger Jesus, ”så vær ikke bekymrede for, hvordan eller med hvad I skal forsvare jer, eller hvad I skal sige. For Helligånden vil i samme stund lære jer, hvad der skal siges.”

Vidunderlige ord til trøst. Vi behøver ikke bekymre os overhovedet. Ordene kommer af sig selv, ved Helligåndens hjælp!

Når vi vidner, er det Helligånden, som vidner gennem os:

Matth. 10,20: (Jesus til apostlene): ”For det er ikke jer, der taler, men det er jeres Faders Ånd, som taler gennem jer.”

Vi ser ordene fra Joh. 15,26-16,4 – søndagens evangelium – i praksis i Apostlenes Gerninger kapitel 5. Rådet i Jerusalem siger til Peter og apostlene: ”Vi har udtrykkeligt forbudt jer at undervise i dette navn (altså Jesu navn), og alligevel har I fyldt Jerusalem med jeres lære...”

Lader vi os undertrykke, så vi ikke underviser og taler i Jesu navn det, vi er kommet til tro på, det vi med alt, hvad vi er, ved er sandheden? Forbyder vi os selv at tale i Jesu navn?

Ap.G. 5,30: Peter og de andre apostle svarer Rådet: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker.”

Gør vi det? Eller adlyder vi mennesker mere end Gud? Har vi så lidt mod, at vi i praksis tier og samtykker med en lære om Gud og verden, som er fjernt fra vores kristelige børnelærdom?

Dernæst (Ap.G. 5,31-32) siger Peter og apostlene – de har lige omtalt, at Gud har oprejst Jesus fra de døde – ”Ham har Gud ophøjet til fyrste og frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.”

Her kommer undervisningen i Jesu navn. Apostlene er endnu ikke kommet til, at de skal ud med evangeliet til hele verden. Det kommer inden længe! Ikke mange kapitler senere i Apostlenes Gerninger åbenbarer Gud Peter det gennem en drøm.

Og endelig hedder det: ”Og vi er vidner om dette, vi og Helligånden, som Gud har givet dem, der adlyder ham.”

Det afgørende er, at vi adlyder Gud og hans Søn. Da kan vi med frimodighed sige som apostlene, at vi og Helligånden vidner. Da kan vi også sige det med ydmyghed, ikke i hovmod eller selvoptagethed.

Hvad siden for det meste indeholder

Prædikener, salmer, kirkefædre og ord til dagen

Link til min oversættelse af Jakob af Sarugs prædiken til Kristi Himmelfartsdag og en artikel om denne prædiken:
http://www.anis.dk/kritiskforum/pdf/kritiskforum-88.pdf

Jakob døde i 521 (blev født ca. 450). Han endte som biskop i et område i det sydøstlige Tyrkiet.

Oversættelsen begynder på side 60,
når man scroller i venstre side.

Tekster fra NT om tro/dom, prædiken, dæmonuddrivelser, tungetale og undere

Tekster fra Ny Testamente, der forklarer ordene ved Jesu afsked med apostlene i Markusevangeliet kapitel 16 vers 14-20

Tro og dom

Vers 16: ”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Oplysende kommentarer andre steder fra

Johannesevangeliet 20,23: Jesus til apostlene: ”Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.”

Johannesevangeliet 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne Søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, fordi deres gerninger var onde. ”

Uddrivelse af dæmoner

Vers 17-18: ”Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Oplysende kommentarer andre steder fra

Markus 3,14-15: ”Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner.”

Markus 6,7: ”Jesus ...begyndte at sende dem ud to og to og gav dem magt over de urene ånder.”

Markus 6,13: ”Og de uddrev mange dæmoner, og de salvede mange syge med olie og helbredte dem.”

Ap. G. 8,7: ”Mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt.”

Ap. G. 16,18 om en spådomsånd, som en kvinde har. Paulus siger til den: ”’I Jesu navn byder jeg dig at forlade hende’. Og ånden forlod hende øjeblikkelig.”

Ap. G. 19,12: ”Man bragte ligefrem tørklæde eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud.”

 

Nye tunger

Apostlenes Gerninger 2,4: ”De blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Helligånden indgav dem at sige”.

Oplysende kommentarer andre steder fra

Ap. G. 10,44-46: ”Mens Peter endnu talte, kom Helligånden over alle, der hørte ordet....(Og jøder, der var troende) undrede sig over, at Helligåndens gave også blev udgydt over hedninger; for de hørte dem tale i tunger og lovprise Gud.”

Ap. G. 19,6: ”Da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede.”

Første Korintherbrev 12,9-10: ”Én får tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den ene og samme ånd, og igen en anden får kraft til at gøre mægtige gerninger. Én får den gave at tale profetisk, en anden evne til at bedømme ånder; én får forskellige slags tungetale, en anden evnen til at tolke tungetale.”

Første Korintherbrev 12,28: ”Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til alle forskellige slags tungetale.”

Tegn og undere

Vers 20: ”Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Oplysende kommentarer andre steder fra

Hebræerbrevet 2,3-4: ”...en frelse så stor, at den fra først af blev forkyndt af Herren selv og senere stadfæstet for os af dem, som havde hørt ham, alt imens Gud føjede sit vidnesbyrd til ved tegn og undere og mange slags mægtige gerninger og ved tildeling af Helligånden efter sin vilje.”

Apostlenes Gerninger 14,3: ”De (Paulus og Barnabas) blev der i lang tid (i Ikonion) og forkyndte frimodigt i tillid til Herren, som bekræftede ordet om sin nåde ved de tegn og undere, der skete ved deres hænder...”

Romerbrevet 15,18-19: ”For jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, som Kristus har gjort for mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og gerning, ved kraften i tegn og undere, ved Guds Ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien.”

Kristi Himmelfarts dags prædiken

Jesus er opstået, han skal afsked med apostlene,
 g hvordan gør han det?

Jo, han sætter sig for sidste gang til bords med dem. De sidder sammen og spiser. Præcis som de gjorde skærtorsdag aften.

Det er i den situation, at Jesus kan tale også til deres hjerter. De har fået noget at spise. Så kan de også tåle at høre nogle sandheder. De skal tåle det, for ellers er alt slut.

Og hvad er så de første ord, han siger til dem i den situation?

Er det ord som fred, kærlighed, håb? Nej. Er det ord som fred, tålmodighed, sammenhold, samarbejde? Nej.

Jamen, er det ikke altid det vigtigste i den kristne forkyndelse, at der lyder opmuntrende ord? Ikke altid. For det hedder: Og han bebrejdede dem.

Jesus kom med en bebrejdelse. Han ødelagde den gode stemning.

Men, kan vi spørge: Hvorfor ikke i stedet feje bebrejdelserne ind under gulvtæppet? Nej, nu skal de frem i lyset. Han bebrejdede dem, hedder det, to ting: deres vantro og deres hårdhjertethed.

Hvis noget viser, hvad vantro er, så må det være, at Jesus faktisk viste sig for apostlene og sagde det.

Så voldsom er vores vantro, så frygtelig hård er vores hårdhjertethed.

Jesus træder frem med ordene: Omvend jer og tro på evangeliet! Jesus havde givet sine befalinger til apostlene, og blandt befalingerne var denne vigtige, at de skulle prædike omvendelse til syndernes forladelse.

Der er altså for et menneske ingen anden vej ind i Guds Rige end omvendelse. At gå i sig selv, stige ned fra sin egen højhed og hengive sig til Jesus som sin Herre og mester. Og så følge ham, uanset hvad.

Omvend, siger Jesus. Det er en viljessag. Skift sindelag! Vend jeres ansigt og opmærksomhed mod Guds Rige, og det betyder at vende opmærksomheden mod Herren Jesus.

Apostlene vidste ikke lige, hvad de skulle mene om Jesus – var han opstået, og hvad betød det.

Jesus bebrejder dem, at de ikke troede dem, der havde set ham efter hans opstandelse.

På denne måde gør Jesus apostlene klar til at gå ud og prædike, uddrive dæmoner, lægge hænderne på de syge, tale i tunger.

Peter af Damaskus siger: Lad den, der ønsker at handle ret bønfalde Gud, så skal kundskab og kraft øjeblikkelig blive givet ham.

Lad os derfor hengive os til Gud i bøn, og gøre det med alt, hvad vi er. Så skal kundskab og kraft øjeblikkelig blive givet os.

Sådan var det med apostlene. De gik ingen steder. De blev siddende ved bordet. De hørte på Jesu bebrejdelser og tog dem til sig. De har sikkert grædt, mange af dem, af sorg over, at de har været sådan, som Jesus siger.

Hvis ikke vor himmelske Fader får blødgjort den hårde hjertejord, hvis vi ikke er parate til at lade det ske, så vi kaster forbeholdene over for Gud væk, hvis ikke dette sker, kan alt det andet ikke ske. Ja, så sker der slet ingenting. Så er kirken død.

Men Jesus fik apostlene til at besinde sig, og de omvendte sig endnu engang til Guds rige, som vi også kan gøre det, ja, hver eneste dag – som Martin Luther, vores reformator siger: vi skal som kristne ”krybe gennem dåben” hver dag. Og dette skaber fasthed i troen, som det gjorde det for apostlene.

Og hvad er det at være fast i troen? Det er at stå ved sin tro, bekende den, handle ud fra den, leve troen, leve på vandring efter Jesus, i hans fodspor, efter hans befalinger.

Så er apostlen klar til at blive sendt ud på deres verdens mission. Og hvad går den ud på – missionen?

Punkt 1: At prædike evangeliet i hele verden. Og essensen af den prædiken giver Jesus samtidig – og her igen, vil nogen måske sige: kan vi ikke slippe for den prædiken? Sagen er, at hvis vi kan slippe for den prædiken, så slipper vi for evangeliet.

Og det Jesus siger prædikenen skal indeholde er denne fyndige sætning:

”Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.”

Den første del kan vi godt acceptere. Men er der dom, hvis vi ikke tror? Ja, siger Jesus.

Det er i første omgang, lad os aldrig glemme det, rettet mod menigheden selv, først apostlene, så os. Den, der ikke tror, skal dømmes. Der er en dom, Menneskesønnen Jesus er verdens dommer.

Nu gælder det om ikke straks at stille sig til dommer over dommeren Jesus. Det er tit det, vi gør. Vi ved bedre. Men Jesu prædiken er til verdens bedste – hvem uden Jesus er uden personsanseelse og ønsker, sammen med sin Far, at ingen skal fortabes, men have evigt liv? Og så skulle vi sætte os til doms over Jesus her?

Der er en skillevej her. Sætter vi os til doms over Jesu ord, så beslutter vi at vandre ud af en vej, som er så bred, at vi bringer os selv fortabelsen nær; ja, en vej, hvor vi kommer længere og længere væk fra frelsen.

Vi er nødt til at blive ydmyge. At sætte sig til doms over Jesus er det modsatte af at være ydmyg. Selvfølgelig kan vi være tvivlende om, hvad det skal betyde, men vi må tro, at Jesus vil enhver det bedste, også med disse ord. Han vil først og fremmest bringe sine nærmeste, apostlene og os i menigheden, til at ville ham fuldt ud, ikke halvhjertet, ikke sådan med en distance til ham og alt hans, når det kommer til stykket.

Da Jesus farer til himmels, skal apostlene, skal vi, tydeligvis endnu mere vandre på jorden, vandre med begge ben på denne jord. Og så vil Gud Fader og Søn komme og bo hos os netop her på jorden ved sin Ånd.

Det er nemlig en kamp om hjertet, hvem der skal bo der. Ved troen vil Gud vor himmelske Fader og Jesus bo i vore hjerter. Der står ALT på spil her.

Denne prædiken skal være med til at brække den hårde jord op, så troen kan komme til.

Og så følger, siger Jesus, visse tegn dem, der tror. De følger dem, siger han.

Tegnene er: uddrivelse af dæmoner - tale i nye tunger - håndspålæggelse af syge, så de bliver raske.

Og det skete. Det kan vi læse i Apostlenes Gerninger, om den kraft, apostlene får givet til alt dette.

Om dæmoner kan vi sige, vi kan trænge Helligånden sådan tilbage i vores liv, at dæmonerne får råderum. Derfor har menigheden et ansvar for at komme på banen og prædike befrielse fra onde ånder, der vil tage vort liv og vor hele kraft.

Om det at tale i nye tunger kan vi sige, at det skete dengang, og sker igen og igen, at Gud giver denne gave, så det, der ikke kan udtrykkes i ord, udtrykkes ved Åndens bistand, til trøst og styrke for den, der oplever det, og dermed også til opbyggelse indirekte for alle, når eet menneske sådan oplever Guds Ånds kraft virke i sig.

Om håndspålæggelse af syge kan vi sige, at det skal vi tilbyde. Mennesker kan afvise det, det kan vi ikke gøre noget ved. Men vi skal tilbyde det, for det er et af de tegn, hvorved Jesus, vor Herre, vil virke i verden til tro. Amen.

Prædiken om bønhørelse på Jesu myndighed

”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

For at få hjælp til at bede, er det godt at læse lidt fra bibelen. Måske noget fra et af evangelierne eller lidt fra Davids Salmer eller lidt fra et af apostlenes breve, eller måske læse den særlige bog, hvor vi hører om, hvad apostlene gjorde efter at Jesus var blevet usynlig for dem. Den bog hedder Apostlenes Gerninger. Ja, det kan være en god ide at tage bibelen frem og bare læse et lille bitte stykke sammen med familien, hvis man har en, eller med sig selv, hvis man er alene. Gud er der i stuen hos dig, hos jer.

Så får vi noget godt at tale sammen om. Og vi får ideer til, hvordan vi kan bede.

Det er ligesom at se ind i et spejl – Guds spejl, hvor vi ser, hvordan vi bør leve.

Inde i spejlet, altså Guds spejl, ser vi måske, at vi blev meget opfarende i går. Så kan vi tænke efter, hvad vi vil gøre ved det. Om vi bare vil blive ved på den måde hver dag og hele livet igennem.

I Guds spejl ser vi også, hvordan vi kan blive lykkelige efter Guds mening med vores liv. En dyb lykke, som ingen storm kan ødelægge, og heller ikke må ødelægge.

I Guds spejl ser vi, hvordan Jesus, Guds søn og samtidig menneske, hvordan han var. Han skældte ikke igen, når nogen skældte ham ud. Men han sagde sin mening rent ud og med enorm styrke. Det skal vi heller ikke være bange for, bare vi tænker, før vi taler.

Så beder vi måske om hjælp til ikke at blive så tossede over ingenting, eller i det hele taget blive arrige, for det fører jo ikke til noget.

Det fortælles om en munken Filip af Neri, at han gang på gang og så let kunne blive noget så sur og gal. Så kom han op at skændes med folk, og de reagerede selvfølgelig med samme mønt.

Til sidst kunne han ikke selv holde det ud, og styrtede ind i kapellet og bad Herren om at befri ham for hans vrede. Så rejste han sig og forlod kapellet, fuld af tillid og håb. Den første, han mødte, var en af hans medbrødre, som aldrig tidligere havde vakt den mindste vrede i ham, men for første gang i hans liv optrådte denne medbroder nu fornærmende og ubehageligt overfor ham. Og Filip fór op i vrede og gik rasende videre. Nu mødte han en anden af brødrene, som altid havde været en kilde til trøst og glæde. Men også denne mand svarede ham surt og vrissent. Filip løb tilbage til kirken, faldt på knæ ved statuen af Kristus og bad: ”Men Herre dog, bad jeg dig ikke om at befri mig fra min vrede?” Og Herren svarede: ”Jo, Filip, netop derfor giver jeg dig også så mange lejligheder til at lære at slippe den!”

Vi kan også bare tænke over bønnerne i Fadervor.

Bare det, at Jesus har lært os at kalde Gud vor Fader. Vi har alle en far her på jorden.

Men vi har en fælles Far i himlen. Jesu Far. Jesus bad til ham og sagde: Far. I forhold til Gud er vi som børn.

Derfor kan vi også være barnlige i vores bøn over for Gud. Vi kan bede: Far, hjælp mig! Far, pas på mig! Og vi kan bede for dem omkring os. Vi kan bede om alting. Der er ingen grænser for det. Men vi får ikke nøjagtig det, vi lige finder på at bede om.

Dog: nogle gange, måske faktisk mange gange, får vi det, vi beder om.

Mange af os tør nok ikke bede om noget konkret.

Men lad os gøre det!

F.eks. hvis du eller jeg er sure på en eller anden, så kan vi bede om, at vi må slippe af med vores surhed.

For vi ved jo godt, vi skal elske vores næste, som vi elsker os selv.

Måske kan du ikke finde en bestemt ting, og du er frygtelig påvirket af det.

Så kan du bede din Far i himlen hjælpe dig.

Men hver gang vi beder, skal vi ligesom i tankerne tilføje: Ske din vilje, ikke min. For vi aner ikke, hvad der er bedst for os.

Guds tanker er meget højere og bedre end det, vi kan finde på.

Det vigtigste er, at vi opmuntrer hinanden til at bede til Gud vor Far.

Djævelen vil gerne have, at vi ikke beder om noget som helst. Så sker der ligesom ikke noget. For han ved godt, at Gud vil hjælpe os, når vi beder. Han ved godt, at bøn har en mægtig virkning.

Og selvom vi ikke lige får det, vi bad om, så lover Gud os, at vi får en fred indvendig, som er meget mere værd end det, vi gerne ville have.

Vi kan godt forstå, at noget er tættere på  Guds vilje med os, end noget andet.

Vi kan f.eks. aldrig bede om, at noget ondt skal ramme et andet menneske. Så har vi overgivet os til den Onde.

Nej, vi skal elske selv vores fjende.

Når vi hengiver os til Gud, så vil Gud sandelig også sørge for, at hans fred ligesom vil omgive os og bevare os i hans gode tro.

Så lad os bede. Lad os hver dag bede for vore kære. At Gud må passe på dem.

Jesus kalder ikke for ingenting sig selv for den gode hyrde.

Det bedste ved bøn er, at Gud kommer til os, både vores himmelske Far og Jesus og er hos os, inde i os, ligesom om vi var et hus, et tempel.

Det skal vi tro, det skal vi tage til os, den tanke skal vi lade fylde i vore tanker.

Hvad kan vi så gøre – praktisk?

Vi kan bede en bøn, når vi står op, vi kan bede, når vi skal i seng, vi kan bede, når vi går,

når vi er i klassen eller i bussen eller på marken, lige når vi kommer i tanker om det.

Bønnen har en stærk virkning, når den er i Jesu navn. Hvad betyder det: I Jesu navn?

At vi beder på hans myndighed. Fordi han siger, at vi kan.

Vi beder ligesom på den vej, som er hans vej, ikke alle mulige andre veje.

Der er kun løfter knyttet til hans vej. Hvis vi finder på at gå en anden vej, så har vi ingen ord for, at vi bliver hørt og hjulpet. Så beder og går vi i blinde.

Så lad os holde os til at bede i Jesu navn. Den bøn hører vores himmelske Far.

Lad os øve os i at have tillid til Gud på denne måde.

Slaveri og frihed i romerriget - og i dag...

Slaveri i romerriget - og i dag... -
noget af prædikenen til 2. søndag efter påske.


I menigheden er vi alle lige, Guds børn, Jesu brødre og søstre.

Det var det, slaverne i Romerriget erfarede, og slaveejerne med, at i menigheden var der ikke forskel på den ene og den anden.

I samfundet var der enorm forskel. Men ikke i menigheden.

Kirken så det ikke som sit primære mål at få slaverne frigivet. Det var jo sådan, at slaveejeren skulle sørge for slaverne, og hvis slaverne blev frigivet, hvad skulle de så leve af? Det ville blive arbejdsløshed, og der ville ikke komme mad på bordet, alt ville med eet slag blive usikkerhed.

I stedet formaner Peter slaverne til at blive i deres kår. Han minder dem om, at hvis de selv har gjort noget, der medfører straf fra ejeren, så fortjener de ikke ros, hvis de så mener, der er gode kristne ved tålmodigt at lide straffen. Derimod er det en nådegave fra Gud, hvis de lider en straf, selvom de ikke har gjort noget forkert, og hvis de bærer lidelsen, som Jesus bar sin lidelse.

Det er der velsignelse ved.

I øjeblikket er der en revolutionær stemning i Syrien. Og forleden læste jeg, at en af de kristne ledere i Damaskus, i den gamle kristne by, hvor kristne stadig har deres kvarter, at denne kristne leder advarede vesten om ikke at ubetinget at tilskynde til revolution, men til evolution.

”Bed de arabiske lande om at arbejde for ægte udvikling, og kræv en klar, modig plan, siger han, men tilskynd ikke til revolutioner!” Her taler en, hvis kirke har været i Damaskus siden de aller-aller første kristnes tid.

Og Gregorios, foreslår, at vesten tilskynder de arabiske ledere til at udvikle demokratiske strukturer, frihed og menneskerettigheder, få systemer, der understøtter sundhed, sørger for boliger, og social velfærd.

Denne leder, patriark Gregorios III, leder af den såkaldte melkitiske-katolske kirke, frygter nemlig kaos i den nuværende situation. Allerede nu er der i følge ham organiseret kriminalitet, røverier, frygt og rædsel, der spreder sig, og også rygter om trusler mod kirkerne...

Han mener, at kristne vil blive de første ofre for revolutioner, hvor islamister kæmper om at få magten. Kristne er meget skrøbelige i forhold til kriser og blodige revolutioner, siger han. Og kristne begynder så omgående at forlade landet, hvis det går helt galt.

Sådan er kårene i et arabisk land, men hvad med herhjemme?

Lige meget om vi levede som kristne i et arabisk land, eller vi lever som kristne i et demokratisk land som Danmark, så skal vi altid huske, at det, der er gældende i samfundet, ikke er noget, der nærmest er guddommeligt og ægte.

Demokratiet er, i følge Churchill, det mindste onde. For et onde vil der være ved et hvilket som helst styre, diktatur som demokrati. Alt afhænger af dem, som styrer i den ene eller anden form. Altid har kongen i følge det gamle testamente kun været konge af Guds nåde, og når han ikke længere gjorde godt, ja, trådte mennesker ned, ja, så var han ikke længere velsignet af Gud.

Det gælder også vort demokrati. Hvis vort folkestyre nedgør mennesker, ja, så trues vi også af, at velsignelsen tages bort.

Den frihed, som de mangler i den arabiske verden, og som slaverne ikke havde i Romerriget, den frihed har vi.

Alligevel kan vi i vores samfund lande i situationer, hvor vi føler os meget ufrie, i spændetrøjer. Aldrig har så mange love fortalt, hvordan det ene og det andet skal gøres. Og der er mennesker, der forvalter alle disse love på vore vegne. Og mennesker kan være urimelige og lade andre føle deres magt. Hvad så?

Så gælder stadig Peters formaninger, om at tåle lidelsen, tålmodigt at bære lidelser, som påføres os ved snærende bånd i arbejdslivet eller i fritidsaktiviteten.

Men der en forskel: Vi har mulighed for at gøre indsigelse over for det, der er uret eller urimeligt. Vi kan sige eller skrive det.

Det var en umulighed for slaver på apostlen Peters tid.

Og med at gøre indsigelse mener jeg ikke almindeligt brok, skældud, men blot dette sagligt at sige og sætte ord på det, der sker af uret. Vi kan måske ikke gøre fra eller til, men vi kan sige fra eller til. Og den frihed skal vi også bruge som kristne. Så andre føler, at de også kan begynde at sætte ord på det, der snærer dem. Så vi kan være med til at gøre andre mennesker mere frie i deres arbejde eller fritid.

”Sådan gør vi her!” – kan det lyde. Hvem siger det? kan et åbent spørgsmål være, hvis der er tale om en dårligdom eller noget, som er under niveau. Sådanne udsagn kan være udtryk for en undertrykkelse af en hel masse mennesker. Her har vi en forpligtelse som kristne til at stå ved det, der betyder noget for os, når vi nu HAR friheden i vores demokrati.

Men når vi så ikke kan gøre fra eller til, men måske kun sige fra eller til, så må vi også følge i vores Herre spor og lide den overlast, som vi altså ikke kan gøre noget ved.

Han led for os syndere, og har frelst os fra djævelens magt, syndens magt, dødens magt.

Nu skal vi lide med ham i vores liv, og han vil være hos os i lidelsen. Og gør vi det, er der ikke noget fortjeneste i det, ikke noget rosværdigt, men det er en gave, en nådegave fra Gud. Og det betyder, at vort liv bliver velsignet med en uendelighed af velsignelser fra himlen, i Guds ødsle kærlighed, så vort liv trives trods det, der før truede med at forbande vores liv.

Altså: Lad os gøre, hvad vi kan for at sige til eller fra, og derudover tage lidelsen på os, som kommer i arbejde og fritid og følge efter vores hyrde, følge i hans spor, som jo indebar den ultimative lidelse.

Men sådan, at han med sin lidelse og død bærer os igennem, når vi lider. Så bærer han med, han vores hyrde.

Og at være et får er ikke det værste, der kan overgå en, nemlig at blive passet på, og have en hyrde, som kender en personligt, ja, kalder ved navn.

Det gælder fra det første øjeblik, hvor vi blev døbt, og til vor dødedag, at vi kan tilegne os ordene, som vi synger efter dåben:

Sov sødt, barnlille! Lig rolig og stille,
s
å sødelig sov som fuglen i skov,
som blomsterne blunde i enge!
Gud Fader har sagt: Stå, engle, på vagt,
hvor mine de små er i senge!

Sådan kan vi leve hver dag til Guds velbehag, om vi må græde eller vride hænderne i gru, for han vogter og værner os, han, vores GODE hyrde. Amen.

DAY ONE - prædiken påskedag 2011

I et skrift af munken Peter af Damaskus (11.-12. årh.) nævner han, at søndagen oprindelig ikke hedder ”den første dag i ugen”, men ”dag ét”. Denne dag er ikke bare opregnet som de andre, som kaldes den anden dag, den tredje dag osv. i skabelsesberetningen. Nej, i den græske bibel af skabelsen hedder det, at den første dag kaldes ”dag ét”.

DAY ONE!

Nu var vi en flok præster, som tog på studietur til Damaskus, hvor denne Peter kom fra. Og så blev jeg ærlig talt noget stum, da jeg opdagede, at søndagen på arabisk hedder lige præcis: ”dag ét”, hverken mere eller mindre. Mandagen hedder ”den anden dag” og så fremdeles, fredagen ”samlingens dag”, og lørdag: ”hvile” eller sabt, altså sabbat.

Altså søndagen hedder ”dag ét”. Day One. Men blandt jøder hed søndagen på Jesu tid: ”den første dag i ugen”.

Sådan hører vi det i evangeliet om Jesu opstandelse. Deraf kan vi være ganske overbeviste om, at det var en søndag morgen, at kvinderne kom til graven.

Det var ingen anden dag end den første dag i ugen. Den nye begyndelse, som apostlene næsten omgående kaldte ”Herrens dag”. For det var den dag, han for dem blev godtgjort virkelig at være Herren, Guds Søn, opstået fra de døde, Herre over liv og død, indsat af Gud til at være dommer over levende og døde.

Opstandelsens morgen var virkelig ”day one”, dag ét. Det var en total ny begyndelse.  Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til.

Nulpunktet var langfredag. Påskelørdag var hviledagen efter lidelsen. Opstandelsens morgen var dag ét.

Der skinner et lys ud af graven, som ikke får os til at gå ind i graven mere, men til at tage afsted i vores liv gjort til ét med vores Herre. Hans opstandelses kraft vandrer vi i.

Så derfor skal vi lade døden være død, være døde for synden, som Paulus siger et sted, men i stedet leve for og med Herren. Vandre et helt nyt liv.

Det gamle er forbi, se, noget nyt er kommet til.

Lad opstandelsen indgyde dig kraft og styrke hver morgen, du står op, og læg dig til hvile bevaret af den Herre, som er herre over liv og død.

Og lad os lukke op for denne opstandelsesmorgen med de ord, som Jesus sang sammen med sine disciple skærtorsdag aften, som netop peger frem til opstandelsens ufattelige glæde.

Luk retfærdighedens porte op, sang Jesus. Han har lukket porten til paradis op, de porte, som rummer retfærdighed. Jesus opfyldte al retfærdighed ved at dø for os, for os uretfærdige.

Måske vil nogen sige: Jeg forstår ikke, hvad du siger, jeg føler mig ikke uretfærdig, jeg synes, jeg opfører mig anstændigt i alle måder.

Godt, så vil jeg bede os om at se ind i det spejl, som er hele Jesu måde at leve på. Og jeg vil bede om at læse, hvad Peter af Damaskus har at sige om, hvordan et retfærdigt, et fuldstændig fuldkomment menneske skal være. At han så er munk og tilføjer ting som at være ligeglad med, at kroppen sygner hen, kan være et fint nok modstykke til vor tids kropsdyrkelse.

Han opstiller 224 dyder. Prøv at læse listen grundigt, roligt igennem, lige så langsomt, tænk over hver enkelt del.

(Listen findes også her på hjemmesiden!)

Sagen er, at hvis vi synes, vi er fuldkomne, eller bare næsten fuldkomne og anstændige mennesker, så kan det være fordi overliggeren ikke er sat særlig højt op.

Hvis enhver kan komme og springe over f.eks. en overligger på 80 cm. eller bare 40 cm., ja, så er vi alle verdensmestre i højdespring. Men sådan er det ikke.

I Guds øjne er den mindste synd forfærdelig, skræmmende, ødelæggende, rædselsfuld, ak og ve.

Hele Gammel Testamente igennem tordner og hvisker og hvæser og råber profeterne over folkets uretfærdige og hovne holdning.

Men hvis læsningen af listen over 228 dyder ikke overbeviser om, at vi ikke er fuldkomne og derfor har brug for en frelser, s å er der også en liste over laster.

Retfærdighedens porte, dem kunne kun eet menneske i virkeligheden få til at åbne sig.

Jesus Kristus, Gud og menneske, så røveren af alle som den første kunne komme ind i paradis. Og nøglen, det er korsdøden for os.

Nu kan vi gå ind ad retfærdighedens porte, fordi vi modtager Jesu retfærdighed og giver ham vores uretfærdighed. Vores synd bar han op på korset, og deler nu frit sin frelse, sin renhed, sin fuldkommenhed, med os. I ham er vi retfærdige, men også kun i ham og ved ham. Og Gud har gjort det troværdigt, alt dette, ved at lade Jesus opstå fra de døde.

Hans opstandelse er sket – nu skal vi leve, som han har lært os i et helt nyt liv, og vi kan begynde hver morgen på ny.

Jeg vil gå ind og takke Herren, sang Jesus, og vi med ham.

Vi kan gå ind i vort kammer, ind i os selv, Helligåndens tempel, og takke Herren.

Surmulende mennesker – det var ikke Guds mening med os. Tak og taknemmelighed gør os til sande mennesker.

Jesus kalder sig selv døren, porten, ind til Guds rige, døren, som fårene skal gå ind og ud ad, så de kan finde føde og være trygge ved deres hyrde og i deres fårefold.

Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne.

Jesus blev altså forkastet. De åndelige ledere i folket sagde, at han hånede Gud, at han var dæmonbesat, at han ikke var af Gud, men at han førte folket på vildspor.

Det er underfuldt, at de, der korsfæstede ham, senere tilbad ham og blev trofaste disciple.

Men Gud, Jesu Far, har gjort ham til hovedhjørnesten, den levende sten, som ikke dør, som vi kan bygge på hver dag til vore dages ende og også dø på.  Tænk at bygge på en levende sten.  

Og det var underfuldt påskemorgen. Ingen så Herren forlade grave eller hvad der nøjagtig skete, for det så intet menneske. Men de så underet, at graven var tom.

Og så viste Herren sig lidt efter lidt for kvinderne først, og så for de vantro apostle. Og til aller aller sidst viste han sig for den mest vantro, men også mest nidkære farisæer, Paulus.

Når først du og jeg bliver revet ud af vores selvretfærdighed, sådan for alvor, og bliver grebet af Kristus, så ved ingen, hvad der kan ske af underfulde ting, men så er vi også ude i en vandring og en færd, hvor vi ikke længere selv bestemmer, men har valgt at følge ham, slå følge med ham.

Og så går det, som en munk sagde, da han blev spurgt: Hvad laver I egentlig i et kloster? Han svarede: Vi falder, og vi rejser os op, vi falder, vi rejser os op, vi falder, og vi rejser os op.

Derfor er det så fantastisk, at vi beder en bestemt ganske kort bøn fra den salme, vi har hørt, og som Jesus jo sang skærtorsdag aften. Det er det hebraiske ord: Hosianna! Det betyder: Frels dog!

Og som lovsangens begyndelse var, er dens slutning: Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid.

Den nye dag, som begyndte Day One, dag eet, den er en dag, som Herren har gjort, og fra da af og til verdens ende fryder søndagen hans menighed mere end alle andre dage,

for på Herrens dag gyser døden for dødens overmand, og på Herrens dag mere end alle andre dage velsigner Herren os fra helligdommen, styrker os i tro, håb og kærlighed, så vi kan vandre videre dag for dag og holde fast.

Anden søndag i fasten

Anden søndag i fasten 2011

Læsning fra Davids Salme 42
og fra Matthæus-evangeliet 15,21-27

Davids Salme 42: ”Som hjorten skriger ved det udtørrede vandløb, sådan skriger min sjæl efter dig, Gud.”

På latin og græsk: ”Som hjorten længes efter vandkilderne, længes min sjæl efter dig, Gud.”

Vandløbet er måske udtørret om sommeren, som en wadi er, men der kommer mængder af vand, når regntiden sætter ind. Det er det, hjorten længes efter, at jordens kilder fyldes op. Den længes, og det betyder, at den ved, at der kommer vand. Måske ikke lige nu, men det kommer, og når det kommer, kommer det i stor mængde.

Sådan kan vi godt føle, at vi er langt fra Gud, at Gud ikke slukker vor tørst efter ham.

Vi skal ikke bare forstå salmens ord om hver enkelt. Nogle længes efter Gud, andre ikke, men i fællesskab har vi en længsel, Jesu menighed har som sådan en længsel efter Gud. ”Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud.”

Der er også en anden betydning, at sjælen længes efter møde Gud, ansigt til ansigt. Det er tørsten efter den fulde mening med alt, med Gud, med os, med hele verden. Det er som om, vi ikke rigtig mættes i det daglige på en måde, som er nok. Vi mærker til tider en enorm længsel efter fylde af liv, at Guds liv, efter den levende Gud selv, intet mindre.

I dag skal vi se en hjort for os, en hjort som skriger efter rindende vand, en hjort, som vejrer ved det udtørrede vandløb. Der ser ikke ud til at være vand, men hjorten står der og skriger. Den længes, den venter på det øjeblik, hvor vandet kommer. Den holder ud.

Det er det første, vi skal mærke os: vi skal være som hjorten, det vil sige: vi skal skynde os hen til kilden, længes efter kilden. Men ikke på en hvilken som helst måde, nej, vi skal løbe og skynde os som en hjort, det vil sige: vi skal ikke være apatiske eller dovne, men vi skal løbe af al kraft til kilden. Vi skal længes til kilden af al vores magt. For hjorten er symbol på hast.

Der er endnu en betydning af hjorten i følge Augustin, nemlig at hjorten bider gør det af med slanger, slår dem ihjel.  Jeg ved ikke, hvor Augustin har det fra. Men lad os blive ved det. For så siger Augustin, at hjorten, når den har gjort det af med slanger, løber den til vandløbene med endnu større iver end før. Slangerne – det er er dine og mine laster og synder. Ødelæg ondskabens slanger, så vil du endnu mere længes efter ”Sandhedens Kilde”, siger Augustin. Måske hvisker grådighed et dystert råd i øret, hvisler mod Guds Ord, hvisler mod Guds bud.

Nu kommer vi til evangeliet fra Matth. 15,21-27. Jesus kom til kystområdet i Tyrus og Sidon. Samtidig kom en kanaanæisk kvinde ud fra de samme kyster hen til Jesus.

I følge Markus gik Jesus ind i et hus, og ville ikke have, at nogen skulle vide det; men, hedder det, det kunne ikke holdes skjult, selvom han var gået ind i et hus. Jesus havde gemt sig af vejen, men kunne ikke skjules. Det er en dyb sandhed. Sådan kan det ofte virke. Som om Jesus har gemt sig af vejen. Men han forbliver ikke skjult. For, som han siger, en by bygget på et bjerg kan slet ikke skjules. Sådan er det med Guds rige, sådan er det med ham.

Men, spørger vi, hvorfor var Jesus overhovedet taget op til dette område uden for Israel? Jo, for han ville vise disciplene umisforståeligt, at han ville åbne døren for hedninger til Guds rige. De kunne ikke misforstå hans mening.

Nu kommer denne kvinde til Jesus for at få hjælp i sin yderste nød. Som ofte har det ingen hast for Jesus. Men han sender på den anden side heller ikke kvinden væk, sådan som disciplene ellers foreslog ham at gøre. Sådan er det med vor Herre Jesus. Det har ingen hast, men han sender heller ingen bort.

Jesus går altså uden for sine grænser, og kvinden går uden for sine grænser. Og derfor bliver mødet mellem dem muligt. Sådan også i dag: Jesus møder os, hvor vi ikke troede det muligt, vi må gå ud af os selv for at møde ham.

Kvinden bringer ikke sin datter med sig, hende som er plaget svært af en dæmon, men hun kommer med sig selv og beder Jesus: Forbarm dig over mig! Hun siger ikke: Forbarm dig over min datter. Nej, forbarm dig over mig. For datteren mærker på en måde ikke til sin sygdom, men det gør moderen. Moderen lider under uendelige lidelser på grund af datterens sygdom, så meget, så hun er ved at blive sindssyg af det.

Så meget så selv om Jesus siger: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus, så er kvinden ligeglad med den afvisning.

Ja, for os virker ordene hårde. Men ikke for kvinden. For Jesus sender hende jo ikke væk. Nej, han lader hende høre det her.

Han åbner døren meget langsomt for hende. Hans mål er at vi skal se denne kvindes tro udfolde sig – til efterfølgelse for os.

Hvad sker der? Kvinden bliver endnu mere insisterende.

Vi gør nok modsat. Får vi ikke, hvad vi beder om, så holder vi op med at bede. I stedet skulle det få os til at bede med end mere kraft.

Men alligevel: hvem ville ikke være blevet underlig til mode ved Jesu svar.

I første omgang var Jesus endda tavs: Han svarede hende ikke et ord. Noget som kunne være nok til at få kvinden til at miste modet.

Men Jesu ord er nærmest værre end tavshed, for nu hører hun, at det, hun beder om, umuligt kan ske. Og alligevel bliver kvinden som sagt ikke mismodig. Hun gør sig selv skamløs, en god skamløshed.

Og nu kommer hun helt hen til Jesus. Før råbte hun på afstand. Men nu kommer hun helt tæt på og kaster sig ned og beder, ja, beder i tilbedelse: Herre, hjælp mig! Måske tænker hun: Han vil respektere mig for mit mod til at komme. Og hun samler sig i de to ord: Hjælp mig. I de ord er velsignelsen indesluttet. Når vi beder i afmagt, så der ikke er hovmod tilbage, men blot dette: Hjælp mig, da begynder døren til hjælpen også at åbne sig.

Men Jesus er endnu ikke tilfreds med hende, han gør hende endnu mere forvirret ved at sige: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”. Nu kalder han ikke Israel ’får’, men ’børn’ og hende ’en hund’.

Af Jesu egne ord danner hun sit svar: Selv om jeg er en hund, er jeg ikke en fremmed. Hun har overskud til at tænke selvstændigt.

Eller som Johannes Krysostomos, Gyldenmund, siger om hende: Hun filosoferer – endda netop på et sådant tidspunkt!

Selvom hun faktisk bliver behandlet dårligt af Jesus, skældt ud.

Hun siger: Børnene har brug for maden. Det ved jeg godt. Men derfor er det ikke forbudt for mig at få noget af maden som hund.

Hun siger nemlig: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Faktisk har jeg, netop når jeg er hund, ret til at få noget af maden!

Derfor afviste Kristus hende først, for at han kunne vise hendes ”filosofi”, nemlig at hunde også får noget at spise ved børnenes bord, nemlig smulerne. Denne filosofi skal vi også holde fast i. Der er smuler til dig og mig!

Sådan som Jesus gør her, gør han også ellers. Han siger til officeren, at han vil komme og helbrede hans tjener, for at vi skal lære denne mands store tro at kende, da han svarer, at Jesus ikke behøver at komme, men blot kan sige et ord, så bliver tjeneren jo rask.

Jesus vil simpelthen ikke have, at denne kvindes stærke tro skulle forblive skjult. Derfor var hans svar egentlig ikke skældud, men for at kalde hende frem og vise den skat af tro, hun rummede.

Men sammen med hendes tro ser vi også hendes ydmyghed. For da Jesus har kaldt jøderne for ”børn”, går hun skridtet videre og kalder dem ”herrer”. Og siger: ”Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” I stedet for at blive vred på Jesus, fremviser hun med sit svar sin kraft, når hun siger: ”Jo, Herre.”

Jesus brugte ordet hund, men hun tilføjer hundens handling. Der ser vi hendes ydmyghed. Kvinden kalder sig selv for hund, derfor blev hun barn.

Da siger Jesus til hende: Åh kvinde, din tro er stor. Det græske ord er i familie med det, vi kalder mega: Din tro er mega-stor!

Så fortsætter Jesus: Det skal ske dig, som du vil. på en måde siger han: Din tro kan virke større ting end dette, men ikke desto mindre skal det ske dig, som du vil. Det svarer til ordene ved skabelsen: Der skal blive en hvælving i vandene. Og det skete. Og hendes datter blev rask i samme øjeblik.

Jesus kunne have sagt: Din lille datter er helbredt.

Men i stedet siger han: Din tro er stor. Han ville nemlig vise hendes store tro.

Sådan er det også godt, at vi beder for vore kære med omhu, næsten som om vi belejrer Gud.

Udlægning af Davids Salme 2 ud fra kirkefaderen Augustin

Fastelavns søndag 2011

Udlægning af Davids Salme 2 vers for vers


Hvorfor lægger folkeslagene planer, der ikke vil lykkes? spørger Salmisten. Eller med den latinske tekst:

Hvorfor mediterer folkeslagene over tomme ting?

 

Og det, de mediterer over, er følgende:

”Lad os sprænge deres lænker

og befri os fra deres reb.”

Deres lænker – det er Herren og hans salvede, Kristus.

 

Hvad vil det sige?

Måske med kirkefaderen Augustin kan det forstås således, at folkeslagene ikke vil bindes af den kristne tro, og at denne tro ikke skal blive deres.

 

For os i dag er spørgsmålet, om vi føler os bundet af den evangeliske og apostolske overlevering, så vi ikke sådan retter ind efter tidens meninger.

 

Han, som troner i himlen, ler, hører vi salmisten synge. Herren spotter dem.

 

Hvad vil det sige? At han ved, at hans Ord vil blive taget imod som et mildt åg af mennesker i alle lande.

 

Så taler han i sin vrede

og forfærder dem ved sin harme:

”Jeg har indsat min konge!”

 

Jeg har indsat min konge,

der prædiker Herrens bud,

sådan hedder det i den gamle græske og latinske oversættelse.

Herrens bud prædikes af Sønnen,

som vi hører i evangeliet, at det sker,

at ikke et af buddene opløses af ham,

nej, de skal derimod opfyldes i ham.

 

Jesus Kristus holder os fast ved de gode reb for vores liv, og vi kan være forsikret om, at der er velsignelse ved disse reb.

 

Og så passerer salmen videre til de ord, som har været æret altid i kirken, ordene, Herren siger til sin Salvede, Kristus:

”Du er min søn, jeg har født dig i dag.”

 

Disse ord har kirken altid forstået om Sønnens evige fødsel fra Faderen, at Sønnen ikke er skabt som vi, men født før alle tider.

 

Derfor, den Jesus, der lod sig døbe i Jordan-floden, er Guds Søn fra evighed, men nedlod sig til alt det, et menneskeliv er, gik ind under vore kår, antog dåben til omvendelse, han som ikke havde brug for omvendelse, og således viser han, at han kan have medynk med os i alle forhold.

 

Sådan træder han i vores sted også med sin dåb.

 

Han rensede vandet til at rense os med ved vor dåb.

 

Helligånden viste sig på ham,

som Helligånden virker i dåben på os.

 

Salmen fortsætter: På din bøn giver jeg dig folkene som ejendom.

 

Altså Jesus, Guds Søn, bad sin Fader om at få folkene som ejendom. Og til apostlene sagde han følgelig:

Gå hen og gør alle folkeslagen til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn,

og idet I lærer dem at holde alt det, jeg har befalet dem.

 

Ja, Jesus, vor Herre sendte apostlene ud for at gøre os til sine disciple, og for at lære os at holde Guds bud, det som kaldes reb i Davids Salme.

 

”Du skal knuse dem med et jernscepter,

sønderslå dem som pottemagerens kar”, hedder det videre.

 

Det vil sige, at vor Herre kom også for at sætte sit ord ind mod alt det, der lyster os mennesker, men som ikke er Gud til behag.

 

Lyst til alt muligt andet end at lytte til ordet.

Bekymringer, rigdommens blændværk.

 

Og nu komme vi til et reb, et bånd, som nogen også råder til jo før, jo bedre, at kaste af sig:

Tjen Herren i frygt! hedder det.

 

Denne frygt – denne gudsfrygt - befrier fra al anden frygt,

og da har vi intet at frygt på dommens dag.

Bundet til frygt for vores Herre har vi intet at frygte.

 

Kys hans fødder i rædsel! hedder det videre i salmen af David.

Nu er den hebraiske tekst i disse vers notorisk svære at oversætte.

Så kan vi godt ty til den græske og latinske tekst, som siger:

Tjen Herren i frygt,

og glæd jer over ham med rædsel.

Hvordan glæde sig over vor Herre Jesus med rædsel?

 

Ja, mon ikke vi lærer det, ved at læse evangeliet igennem, at folk netop gjorde det, glædede sig, men var også ude af sig selv af rædsel ind imellem i al fald? Som da Jesus for at befri eet menneske for en ond ånd, lod denne onde ånd passere over i 2.000 svin, da blev folk

virkelig rædde. Da tror jeg, den mands glæde har været forbundet med stor rædsel også.

 

Det vil være godt for os at ræddes med glæde, så vi ikke ræddes over det, det ikke er værd at ræddes over, som andre menneskers dom over os. Det vil være godt for os at glæde os over vor Herre, med den styrke der er i glæde, netop fordi vi også er ærbødige over for vores Herre. Netop da er glæden stor, at Gud og hans Søn og hans Ånd kommer til os.

 

Vi skal glæde os over, at vi for Jesu skyld frelses ved tro og lydighed i tjeneste for ham og verden.

 

Vi skal også skælve for at gøre Gud imod, at fornægte vores Herre.

Og mest af alt skal vi skælve for at blive kloge i egne tanker og blive stolte i os selv.

 

I vores hjerte er der mange lag, ja hjertet er dybt. Og hjertet er som et hus med rigtig mange værelser og kontorer. Der er ind- og udgange mange steder.

 

Der er både et kontor for retfærdighed og et for uretfærdighed.

Vi skal lade kontoret for retfærdighed arbejde i os, for Kristus led, som vi hørte fra Peters første brev, Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre os til Gud. Den retfærdighed, der skal arbejde i os, er Kristi retfærdighed, en retfærdighed, som er fuldkommen, og i den skal vi lade være indeholdt, at vi selv er uretfærdige i bund og grund.

 

Så samles hele Davids Salme i ordene:

Lykkelig hver den, der søger tilflugt hos ham.

Lykkelig er alle, der har tillid til ham. Salige er alle, der tror på ham.

Vores tillid kan gå i alle retninger, men salig prises hjertet, der lader sig binde til Herren og tror på ham.

 

OGSÅ hårdt arbejde at være kristen

Septuagesima søndag 2011


Jesu lignelse om vingården

Hårdt arbejde med at bjærge vinhøst,

hård fysisk træning for at vinde i de olympiske lege i løb eller brydning – det er noget af det, vi hører om i dag.

 

Og når alt kommer til alt, skal

ingen skal være stolt af at have arbejdet i Herrens vingård fra morgen helt til aften, ingen skal være stolt af at være god til at kæmpe åndelig talt eller være stolt af at være klog, stærk eller rig.

 

Hvis vi endelig skal være stolte, så skal vi være stolte af, at vi har indsigt og kender Herren, at Herren er den, der er både trofast og retfærdig over for enhver.

 

Der er nemlig kun een og samme løn eller pris i Guds rige – som der er i lignelsen om vingården: nemlig en denar til hver.

 

En denar – hvad er det?

Det er nok til at klare sig,

nok til at klare skærene,

nok til at kunne holde den gående,

nok til at holde hovedet oven vande.

 

Nok.

 

Lad det trøste og styrke dig ud over al grænse: der er nok til dig i Guds nærhed.

 

Guds gode Ånd vil varme dig nok, til at du ikke fryser, ja, vil gøre det behageligt for dig.

 

En denar er nok til at leve og dø på.

 

En denar er en dagsløn, altså nok til både morgen, middag og aften, ja, natten med.

 

Stol på Gud, stol på at han hører din bøn, bed til ham, bed fadervor, slå korsets tegn og indvi din dag, din nat, i Jesu navn, og giv på den måde plads til at smage på Guds nåde til dig.

 

Guds nåde er nemlig ny hver morgen. Klar som en denar, nok til at du kan få en god dag i Jesu navn.

 

Nok til at jage dæmoner bort, der vil få dig til at opgive og tænke, at dit liv er meningsløst eller forbi.

 

Nok er nok.

 

Når Herren Jesus siger det, så kan vi stole på, at det rækker.

 

Men til at modtage dagslønnen hører jo også, som jeg har været inde på,

at vi skal slide i det. Der er vinhøsten i vingården, der er træningen for at vinde i løb eller boksning ved olympiaden ved de olymipiske lege lige uden for Korint.

 

Paulus opholdt sig i Korint netop i år 51, da der var olympiske lege. Han var teltmager, og telte var der god brug for i år 51, for folk boede måske i telte omkring området, hvor legene afholdte, 14 km fra Korinth by. Men Paulus var ikke bare teltmager, for håndværket omfattede læderarbejde, så saddelmager hører med. Det kunne også være kapper eller forhæng.

 

Når Paulus altså formentlig også har arbejdet med læder, så kan man jo tænke på de strimler, som bokserne havde om hænderne (se billedet).

 

En der vil vinde i de olympiske lege er hård ved sig selv, træner igen og igen, afholder sig fra alkohol og søde sager, spiser rigtigt, sover fornuftigt osv.

 

Sådan også med en kristen.

 

Paulus siger, at han ikke løber hid og dig, kort sagt: han har et klart mål for øje: at vinde løbet.

 

Mange andre steder sammenligner Paulus denne kamp med det at være iført Guds fulde rustning: sandhed, retfærdighed, nidkærhed for evangeliet, tro, håb og stadig bøn.


Den skotske forfatter og præst George Macdonald, ”Jobs stemme” (1824-1955), siger sådan her:
  

”For at ingen ubarnlig sjæl i arrogance og uvidenhed skulle tænke på at stå på sine rettigheder over for Gud og kræve af ham det ene eller det andet efter kødets vilje, så vil jeg over for en sådan mulig person fremlægge noget af det, som han har ret til…

Han har et krav på at blive tvunget til at omvende sig;

til at blive skærmet på alle sider;

til fra Den store Hyrde at få sendt stærke hyrdehunde med skarpe tænder efter sig, den ene efter den anden,

til at standse ham i ethvert begær,

lade ham mislykkes i enhver plan,

berøve ham ethvert håb,

indtil han endelig kommer til at se,

at intet vil mindske hans smerte,

intet gøre hans liv værd at have

undtagen den levende Guds nærvær inde i ham.”

Den levende Guds nærvær inde i ham – siger MacDonald.

 

Og dertil må vi være glade for, at vi prøves,

at Gud arbejder på at gøre os til dem, han ville, vi skulle være. Derfor er der brug for kamp livet igennem. Og for en skotte er et par bidske hyrdehunde ikke af vejen for at gøre sagen forståelig. Hvad skal de? Hjælpe den store hyrde med at få os til at stoppes i det begær, den lyst, den plan, det håb, som ikke er Skaberens gode vilje med os.

 

For den gode hyrde vil hjælpe os til et sandt, lykkeligt menneskeliv, hvor vi mere og mere bliver dem, Gud ville, vi skulle være.

 

Jesus sender sådan et par hyrdehunde med skarpe tænder efter os i ordene om, at de første skal blive de sidste.

 

Det gør godt nok ondt. Især hvis vi hører til dem, der synes at vi har været med på Guds riges vej fra barnsben. De første skal blive de sidste.

 

De ord sætter en stopper for al vor stolthed.

 

Men samtidig med at Jesu ord er som hyrdehundes skape bid, så er de samtidig et vidunderlig lægemiddel, heler os som mennesker.

 

Så kan den, der har været troende fra barnsben glæde sig over den, der meget senere i livet finder ind til troen. Ja, tiltrække andre til troen, fordi Guds ord renser os fra selvophøjelse.

 

Jo mere vi glæder os over dagslønnen, over den dejlige denar, vi hver især får i Guds rige, jo mere vil vi kunne tiltrække andre til at være med i Jesu menighed. Jo mere vi beklager os over det, vi har fået og får, jo mere beder vi på en måde andre om at holde sig væk fra os.

 

Til sidst.

 

En denar – en dagsløn – sådan en mønt med den korsfæstede, men genopstandne Herre Jesus Kristus, får vi hver udleveret på Herrens dag eller hvornår der ellers holdes altergang.

 

Jeg ved fra mennesker i en høj alder, hvad altergang betyder. Mennesker, der ikke har et liv foran sig, men meget et liv bag sig. Her fornemmes det måske mere end noget sted, at Jesu brød og vin er nok til idag, nok til at leve og nok til at dø på.

 

For han er vintræet, vi er grenene. Han nærer os med sin vin, sin Ånd, og når vi blot bliver i ham, så bærer vi den frugt, så får vi den frugt, der gør, at livet bliver dejligt nu og altid og i al evighed. Amen.