Efraims Hymner om Troen nr. 2 og 3

Den anden hymne om Troen.

1 Lykkelig den, der stiller sandhedens lysfyldte spejl op foran sig
og deri ser din fødsel, som ord ikke kan rumme.

Omkvæd: Ære være dig, Faderens stemme!

2 Lykkelig den, der nærmer sig den kundskab, der udspringer af sandhed og derved lærer, at Gud ikke kan undersøges af et menneske.

3 Lykkelig den, der er sandhedens salt i denne slægt, Herre,
o
g hvis tro ikke er blevet smagløs blandt smagløse, som vil udgrunde dig.

4 Lykkelig er du, der også lægger en mur af tavshed omkring din hørelse så de kloges spørgsmål, som bekriger dig, ikke kan bryde igennem.

5 Lykkelig den, der i det skjulte lader Åndens vinger vokse frem,
så når der opstår strid på jorden, kan han tage afsked og fare op til himlen.

6 Lykkelig den, der kan styre sin tro,
så han kan flygte fra stridens oprørte bølger til tavshedens havn.

7 Lykkelig den, som også gør sig klart, hvad hans mund ikke kan tale om, og at han i sit indre ikke kan fatte den fødsel, som der ikke kan sættes ord på.

8 Lykkelig den, der ser bort fra at tale om det, som ikke er den tilladt; lykkelig den, der gør sig umage med det, som er befalet.

9 Lykkelig den, hvis harpe spiller til de salmer, David sang:
om det åbenbarede, som er uudgrundeligt, og om det skjulte, som ikke kan ransages.

10 Lykkelig den, der daglig holder sandhedens vægt ved lige,
så han vejer alle sine spørgsmål derpå for ikke at stille overflødige spørgsmål.

11 Lykkelig den, der skaffer sig det rette mål
ud fra profeterne og apostlene, det mål som Retfærdigheden har skabt.

12 Lykkelig den, der afvejer behovet for granskning efter den hjælp, det kan give hans tilhørere,
ikke for lidt, så der ikke er nok, men heller ikke for meget, så granskningen får overvægten.

13 Lykkelig den, der ikke i hastværk overskrider grænsen;
lykkelig er den, der gør sig møje med langsomhed og når frem til et herberg.

14 Lykkelig den, der gør sig møje for at søge efter det, han kan finde;
lykkelig er den, der ikke lader sig forvirre af granskning, han alligevel ikke kan begribe.

15 Lykkelig er den, Herre, hvis tunge er din harpe,
som spiller helbredende melodier for tilhørerne.

16 Lykkelig er den, der erhverver sandheden, der kan støtte de svage, Herre,
og hvis troværdighed er som en støttestav for den, hvis forstand er blevet syg.

17 Lykkelig er den, hvis lære er en god surdej
og fremkalder den rette smag hos den dåre, der er som en usyret dej.

18 Lykkelig er den, der polerer sin granskning som et spejl
for dem, som har en noget efterladende tro, så de kan vaske deres pletter af deri.

19 Lykkelig er den, hvis ord er som livets medicin,
der giver liv til døde, mennesker med forstand, som har ophøjet sig over Ham, der giver alle liv.

20 Lykkelig er den, der spiller døv, når man udforsker din fødsel;
lykkelig den, der spiller på trompet, når man taler om din fødsel.

21 Lykkelig er den, der ved, at granskningen af dig, Herre, er uudholdelig hård;
lykkelig er den, der ved, at der er en sød smag i at prise dig med ord.

22 Lykkelig er den, der ikke lader sin mund være en gennemgang
for tåbelige spørgsmål, der vælder frem fra vægtløse ordkløvere, Herre.

23 Lykkelig er den, hvis tunge er et lysfyldt redskab, Herre,
og som bruger den til at udtrykke den sandhed, der strømmer ud fra profeterne og apostlene.

24 Lykkelig er den, der ikke har smagt bitterheden i grækernes visdom;
lykkelig er den, der ikke er gledet væk fra apostlenes enkle visdom.

Den tredje hymne om Troen.

1 Lykkelig den, Herre, der er værdig til i stor kærlighed at kalde dig
’den elskede Søn’, sådan som Gud, din Fader, kaldte dig.

Omkvæd: Dig være ære, Guds Søn!

2 Lykkelig den, der har vænnet sin mund til at være tilbageholdende med alle mulige spørgsmål
og nøjes med at kalde dig Guds Søn, som Ånden kaldte dig.

3 Lykkelig den, Herre, der er værdig til at tro fuldkomment
og kalde dig Søn, som alle apostle og profeter kaldte dig.

4 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at din majestæt ikke kan undersøges
og omgående går i rette med munden, så den ærer din fødsel med tavshed.

5 Herre, lykkelig er den, der har erhvervet sig et lysfyldt øje, hvormed han kan se
englene, som står for dig i dyb ærefrygt, og se, hvor anmassende mennesket er.

6 Lykkelig den, Herre, der bruger forstandens kraft til at iagttage,
hvordan skabninger ikke mægter dig og takker, fordi han er værdig til at du tager bolig i ham.

7 Lykkelig den, Herre, der er sig bevidst, at du er Gud, Guds Søn,
og er sig bevidst, hvis søn han selv er, for en dødelig er søn af en dødelig.

8 Lykkelig den, der forstår, at din Fader er Adonaj,
og samtidig kommer sin egen fødsel i hu, at han er søn af den jordiske Adam.

9 Lykkelig den, der forstår, at englene priser dig i tavshed,
og som i al hast kæmper med sig selv, fordi han har det med at tale alt for overilet.

10 Lykkelig den, der erkender, at Himlen oventil er i ro,
mens jorden hernede er i oprør, så han bringer sig selv til ro, når bølgerne går højt.

11 Lykkelig den, Herre, der lærer, at serafen råber ”hellig” og derpå tier,
mens de skriftkloge uden ophør forsker. Forlad de skriftkloges vej og vælg serafernes!

12 Ja, hvem undrer sig ikke over, at du sidder ved Faderens højre hånd,
mens støvet, som sidder i støvet, udforsker dig fra toppen at støvbunken.

13 Lykkelig den, Herre, der erkender, at du er i Guddommens skød,
o
g kommer i hu, at han skal falde tilbage i jordens skød, som fødte ham.

14 Herre, hvem forbavses ikke over, at du er alle skabningers Skaber,
Mennesket søger at granske dig og forstår ikke engang, hvad sjælen er.

15 Herre, det er forunderligt, at du alene kender din Fader,
mens støvet er så tarveligt at ophøje sig for også at granske din Fader.

16 Lykkelig den, der er blevet guddommelig i sin livførelse,
så når han har helliget sig selv, råber til dig: Gud, Guds Søn!

Efraims julesalme nr. 1

Efraim Syreren: Julesalme nr. 1
oversat af Johannes Glenthøj, januar 2012

Opdateret oversættelse efter ret nøje gennemarbejdelse ud fra den syriske tekst og en tysk, to engelske og delvist Skat Rørdams danske oversættelser. Skat Rørdam oversatte i sin tid kun noget af salmen, som ikke kendte i hele sin længe.
Vi ville måske kalde det en prædiken på vers.

Bemærkning: I vers 8 citeres Ordsprogene 13,13 i Peshitta, den syriske bibeloversættelse: "Livets Træ bringer håb"; på dansk: "Et opfyldt ønske er
livets træ".

1 Herre, denne dag så konger, præster og profeter frem til med glæde,
for på den opfyldtes deres ord og blev alle til virkelighed.

Omkvæd : Priset være du, vor Skabers Søn!

2 For i dag fødte Jomfruen Immanuel i Betlehem;
det ord, Esajas talte, skete i dag.

3 Der fødtes Han, som har tal på folkene i bogen:
den salme, som David sang, fik sin opfyldelse i dag!

4 Det ord, Mika talte, er blevet virkelighed i dag,
for en hyrde er udgået fra Efrata, og hans stav vogter sjæle.

5 ”Se, Jakobs ene stjerne går op og en fyrste står frem i Israel”.
Den profeti, Bileam udtalte, fandt sin udlægning i dag.

6 Det skjulte Lys steg ned og dets skønhed strålede i dag ud fra et legeme;
den solopgang, som Zakarias talte om, lyser op i Betlehem i dag.

7 Kongerigets Lys brød frem i Efrata, kongernes by;
den velsignelse, Jakob gav, har i dag fundet sin opfyldelse.

8 ”Livets Træ bringer håb” til dødelige;
Salomons skjulte gåde har i dag fundet sin forklaring.

9 I dag er der født et barn, og det er blevet kaldt ”Under”,
for det er et under, at Gud viste sig som et spædbarn.

10 Ånden gav en lignelse gennem ormen, fordi Hans fødsel skete uden ægteskab;
det forbillede, som Hellighedens Ånd formede, fandt sin betydning i dag.

11 ”Han skød op som et rodskud foran Ham”, et rodskud ”af den tørre jord”;
det, som blev sagt i det skjulte, fandt i dag åbenlyst sted.

12 Kongen var skjult i Juda, så derfor stjal Tamar Ham fra hans lænder.
I dag skinnede i al sin glans skønheden ud fra Ham, som hun elskede i det skjulte.

13 Ruth lagde sig hos Boaz, fordi hun så, livets medicin var skjult i ham.
I dag opfyldtes fuldt ud hendes løfte, for fra hendes sæd fremgik Han, der giver alle liv.

14 Adam lagde skylden på kvinden, som udgik fra ham;
i dag har hun til gengæld født ham en Frelser.

15 Manden, som aldrig selv blev født, fødte Eva, moderen.
Hvor troværdig er ikke Evas datter, som fødte et barn uden en mand!

16 Den jomfruelige jord fødte jordens hoved, Adam;
i dag fødte en jomfru Himlens hoved, den (anden) Adam.

17 Arons stav blomstrede og det tørre træ blomstrede;
hvad det betyder, er i dag blevet forklaret: det er jomfruskødet, som fødte et barn.

18 Det folk, som regner profeterne for sande, er blevet til skamme,
for hvis vor Frelser ikke var kommet, ville profeternes ord være usande.

19 Velsignet være den Sande, som kom fra Sandheds Fader;
Han opfyldte de sande profeters ord, så de er fuldendte i deres sandhed.

20 Herre, lad os fra dine skrifters rige skatkammer fremdrage
navnene på de retfærdige, som længtes efter at se dit komme!

21 Set, som erstattede Abel, så frem til dig, den dræbte Søn,
at du ved at blive slået ihjel skulle sløve det sværd, Kain havde bragt ind i skaberværket.

22 Noa så de hellige Guds-sønner pludselig blive lystne,
og han ventede på den hellige Søn, som kan gøre de utro hellige.

23 De to brødre, som dækkede Noa til, så frem til at Guds Enbårne
skulle komme og dække den nøgne Adam, som var beruset af hovmod.

24 Sem og Jafet ventede som barmhjertige på, at den barmhjertige Søn
skulle komme og befri Kana’an fra syndens slaveri.

25 Melkisedek så hen til Ham; som stedfortræder så han frem til
at se præsteskabets Herre, som skulle rense skabningerne med isop.

26 Lot så beboerne i Sodoma forvende den gode natur;
han så naturernes Herre, som gav overnaturlig hellighed.

27 Aron ventede på Ham - han som så, at hvis hans stav slugte drager,
ville Hans kors opsluge den drage, som havde slugt Adam og Eva.

28 Moses så den opsatte slange, som helbredte basiliskernes bid,
og han så frem til at se Ham, som har helbredt det sår, den gamle slange forvoldte.

29 Moses så, at han alene modtog Guds herlighed,
og ventede på, at Han som med sin lære gjorde mange guddommelige, skulle komme.

30 Spejderen Kaleb bar en klase på en stang;
han ventede at se Druen, som ville trøste skabningerne med sin vin.

31 Josva, [1] Nuns søn var i forventning til Ham, for han skulle repræsentere styrken i Hans navn;
hvis han er så ophøjet ved Hans navn, hvor meget mere blev han ikke ophøjet ved Hans fødsel!

32 Denne ’Jesus’, som også plukkede og tog nogle af frugterne med sig,
ventede på Livets Træ for at smage den frugt, som giver liv til alle.

33 Rahab så hen til Ham, for hvis den skarlagensrøde snor
symbolsk frelste hende fra vreden, så smagte hun symbolsk den virkelighed, snoren henviste til.

34 Elias længtes inderligt efter Ham, og uden at se Sønnen på jorden
troede han og han blev end mere renset, så han kunne stige op og se Ham i himlen.

35 Ham så Moses og Elias; den sagtmodige Moses steg op fra det dybe,
og den nidkære Elias kom ned fra det høje, og de så Sønnen midt imellem.

36 De formede et symbol på Hans komme: Moses blev et billede på de døde,
og Elias på de levende, som flyver Ham i møde, når Han kommer.

37 På grund af døden, som de døde havde smagt, gjorde Han dem til de første,
og de sidste, som endnu ikke ligger i gravene, skal rykkes op for at møde Ham ved enden.

38 Vil nogen få mig til at høre op at opregne retfærdige, som har ventet på Sønnen?
For jeg er for svag til at optælle dem alle.

Efraim opregner helt forfra de gamle fædre og mødres længsel efter Sønnen
39 Mine elskede, bed for mig, så jeg styrkes endnu engang
til igen i endnu en opregning at fremhæve deres indsigt, som jeg bedst kan.

40 Hvem kan prise den Sande Søn, som går op over os som solen,
han, som de retfærdige længtes inderligt efter at se i deres slægter?

41 Adam ventede på Ham, som er kerubernes Herre
og som kunne føre ham ind i paradis og lade ham slå sig ned ved Livstræets grene.

42 Abel længtes efter, at Han skulle komme i hans dage,
så at han i stedet for det lam, han havde ofret, kunne se Guds Lam.

43 Eva så frem til Hans komme, fordi kvinders skam var stor,
og Han ville være i stand til i stedet for blade at iklæde dem den herlighed, de havde mistet.

44 Det tårn, mange byggede på, peger som symbol frem på den Ene,
som steg ned og byggede et tårn, som rager op i himlen.

45 Også arken med dyrene er et forbillede, der peger frem mod vor Herre,
som byggede den hellige kirke, hvori sjæle tager tilflugt.

46 I Pelegs dage blev jorden delt op i halvfjerds tungemål;
han så frem til Ham, som ville dele jorden mellem sine apostle efter tungemål.

47 Den jord som vandfloden druknede kaldte i stilhed på sin Herre;
Han kom ned og åbnede for dåben, hvorved man løftes op til himlen.

48 Set og Enosh og Kenan blev kaldt Guds sønner;
de så hen til Guds Søn, for at de skulle blive Hans brødre af barmhjertighed.

49 Kun lidt under tusind år levede Metusalem;
han pegede frem mod Sønnen, som giver liv i arv, der aldrig hører op.

50 For deres skyld bad Nåden i skjult form deres Herre
om at komme i deres slægtled og opfylde deres behov.

51 For det er Helligånden, som for deres skyld ved stille meditation i dem
bevæger dem til ved Hendes hjælp at se Frelseren, som de længtes efter.

52 De retfærdiges sjæl fornemmede Sønnen, som er Livets Medicin,
og sjælen længtes brændende efter, at Han skulle komme i dens dage og lade den smage Hans sødme.

53 Enok længtes efter Ham, og uden at have set Sønnen på jorden,
øgedes hans tro og han blev regnet for retfærdig, så han steg op og så Ham i himlen.

54 Hvem vil forkaste Nåden? For den gave, som de første
ikke fik på trods af stor anstrengelse, kom frit og kvit til de sidste.

55 Også Lemek ventede på, at den Barmhjertige skulle komme og trøste ham
efter hans møje og hans hænders arbejde og over den jord, som den Retfærdige havde forbandet.  

56 Men Lemek så sin søn Noa, hvori Sønnen på mange måder fornemmedes til stede;
i den fjerne Herres sted trøstede Hans nære, men skjulte tilstedeværelse[2] ham.

57 Også Noa længtes inderligt efter at se Ham, for han smagte en af Hans håndsrækninger:
hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse passede på dyrene, hvor meget mere frelser Han ikke sjælene?

58 Noa ventede på Ham, for han skønnede, at arken stod stille på grund af Ham;
for hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse reddede på denne måde, hvor meget mere frelser Han ikke i egen person?

59 I Ånden fornemmede Abraham, at Sønnens fødsel var langt borte;
for sin egen del tragtede han efter at se Hans dag.

60 Isak længtes inderligt efter at se Ham, for han havde fået smag for frelsen;
f
or hvis Han i sin skjulte tilstedeværelse frelste således, hvor meget mere frelste Han ikke, da Han virkelig kom til verden?

Om at våge julenat
61 Vægterne frydede sig i dag, da Han, der våger, kom for at vække os: Hvem vil sove i denne nat, hvor hele skaberværket er vågent?

62 Fordi Adam med sine synder bragte døds-søvnen ind i skaberværket, steg Han, der våger, ned for at vække os af syndens slummer.

63 Lad os ikke våge natten ud som pengegriske, der spekulerer over deres udlån og renterne deraf;

de våger længe om natten for at tælle formuen og renten.  

64 Årvågen og klog er tyven, som graver et skjulested i jorden for sin søvn;
hans årvågenhed handler alene om at forvolde de sovende megen bitter sorg.

65 Også grovæderen våger udelukkende for at kunne spise mere, og så får han ondt i maven.
Hans nattesæde er ham en pine, fordi han ikke holder måde med sin spisen.

66 Også købmanden våger om natten, mens han anstrenger sine fingre for at tælle og regne ud,
hvor meget rente hans mina har givet, om hans obol har givet dobbelt eller tredobbelt igen.

67 Også den rige våger, for mammon jager søvnen bort;
h
ans hunde sover, mens han vogter sine skatte mod tyve.

68 Også den travle mand er vågen, hans søvn opsluges af bekymringer; døden står ved hans pude og dyne, og han våger med iver år ud og år ind.  

69 Mine brødre, det er Satan, der lærer os en måde at våge på i stedet for en anden,
for at vi skal sove i forhold til det gode, men være vågne og årvågne i forhold til det onde.

70 Også jøden Iskariot vågede hele natten
o
g solgte blodet af den Retfærdige, som havde opkøbt hele skaberværket.

71 Mørkets søn, som havde aflagt og kastet Lyset fra sig, iklædte sig mørke,  og tyven solgte sølvets Skaber for sølvpenge.

72 Også farisæerne, mørkets sønner, var oppe hele natten; de formørkede vågede for at tilsløre det lys, som ikke kan lukkes inde.

73 Våg som lys i denne lyse nat, for selv om natten er sort, stråler den dog ved Hans skjulte kraft.

74 For den, som stråler ved at våge og bede i mørket, er klædt i skjult lys i det synlige mørke.

75 Den, der udøver noget slet om dagen, har en opførsel som mørkets søn, så selvom han er iklædt lys udvendig, er han dog iført mørke indvendig.

76 Mine venner, lad os når vi våger ikke glemme, at den, som ikke våger på rette måde, våger ikke, som han bør.

77 Den, som ikke våger værdigt, hans årvågenhed er søvn, og den, som ikke våger i renhed, gør vigilien til dens modsætning.

78 Også den misundeliges vigilie er fuldstændig fyldt af ødelæggelse; og den form for årvågenhed er en beskæftigelse, som er fyldt af hån og latterliggørelse.

79 Hvis en vrissen person våger, forstyrres hans vigilie af raseri, og hans årvågenhed er fyldt af vrede og forbandelser.

80 Hvis den snakkesalige våger, er hans mund en genvej, nyttig for ødelæggende ånder, men svært fremkommelig for bønner.

81 Hvis den, der har dømmekraft, våger, vælger han ét af to: enten sover han sødt eller også våger han på ret måde.

82 Lysklar er den nat, da den Lysklare, som kom for at give os lysklarhed, strålede frem; lad ikke noget, som kan forstyrre vor årvågenhed, komme til.

83 Lad ørets vej være klar, øjets syn kysk, hjertets tanke helligt, mundens tale ren.

84 Maria gemte i dag i menneskeheden Surdejen af Abrahams slægt; lad os altså vise de fattige kærlighed, som Abraham gjorde over for dem, der var i nød.

85 I dag flød osteløbe [3] ned til os fra den barmhjertige Davids hus; lad enhver vise sin forfølger kærlighed, som Isajs søn gjorde over for Saul. [4]

86 Profeternes friske salt er i dag spredt blandt folkene; lad os tage den nye smag til os fra det salt, hvormed det første folk har mistet sin smag.

87 Lad os på denne frelsens dag holde en tale med dømmekraft; lad os ikke tale om noget overflødigt, for at vi ikke skal være overflødige.

88 Dette er forsoningens nat; lad der ikke blandt os være nogen, som er vred og formørket!

Dette er natten, som stifter frem mellem alle; lad der ikke blandt os være nogen, der truer eller forstyrrer freden!

89 Dette er den Mildes nat; lad ingen blandt os være bitter og hård! Dette er den Ydmyges nat; lad ingen blandt os være hoven eller opblæst!

90 Lad på denne tilgivelsens dag ingen blandt os gengælde fornærmelser; lad på denne glædesdag ingen blandt os uddele sorger!

91 Lad os på denne dejlige dag ikke være hidsige, lad os på denne rolige dag ikke være i ondt lune.

92 Lad ikke den retfærdige i sit stille sind ophøje sig selv på denne dag, hvor Gud netop kom til syndere.

93 På denne dag, hvor alles Herre kom til sine tjenere, lad også herrerne bøje sig i kærlighed til deres tjenere.

94 På denne dag, hvor den Rige blev fattig for vor skyld, lad også den rige have bordfællesskab med den fattige.

95 På denne dag kom der til os en gave, skønt vi ikke havde bedt om den, så lad os give almisse til dem, der råber og beder os om hjælp.

96 Denne er dagen, hvor døren i det høje åbnede sig for vore bønner, lad os derfor også åbne dørene for søgende, som var faret vild, men nu igen er søgende.

97 Denne naturernes Herre blev i dag forandret til det, som ikke var Hans natur; så er det heller ikke svært for os at forandre vor onde vilje.

98 Legemet er bundet i sin natur, for det kan ikke blive større eller mindre; viljen har magt til at vokse til alle størrelser.

99 I dag sænkede Guddommen sig selv ned i menneskeligheden, så også menneskeligheden kan smykkes med et aftryk af Guddommen.



[1] Josva hedder på syrisk det samme som Jesus.

[2] Det syriske ord er raza, som har mange betydninger, f.eks. mysterium, hemmelighed, symbol.

[3] I betydningen: bindemiddel, eller: sammenhængskraft.

[4] I en anden hymne er troen den ’osteløbe’, der samler sindet.

Livets væld - Jakob af Sarug

Du livets væld
af Jakob af Sarug, biskop i Syrien, 451-521

Du livets væld,
som strømmer ned til os
fra den Ophøjede,
lad mig drikke
af dens ferskhed
med velbehag!

Barmhjertigheds Dyb,
som risler fra Faderen
ned over vor jord,
bliv min drik
og sluk min tørst
med din kilde!

Du livets vand,
uden hvem
der ikke er liv,
gør det af med døden,
som bor i mig,
med livet fra dig!

Du Søn, som ikke dør,
men gik døden imøde,
dræb døden i mig
og giv mig livet i dig,
som giver alle liv!

Du, som gør alle rige,
men kom i nød,
fordi du ville det,
fyld mig i min nød
med ting fra dit skatkammer,
som har nok til alle!

Min oversættelse af de første strofer af en syrisk prædiken af Jakob af Sarug om den samaritanske kvinde, Joh 4,1-42.
Oversættelse: Johannes Bartholdy Glenthøj

Jakobs brønd, som nu befinder sig i Skt. Fotina kirken, en ortodoks kirke i Nablus på Vestbredden (= det bibelske Sikem). Nablus ligger lige neden for Garizims bjerg, samaritanernes hellige bjerg.

Vekselsang mellem Josef og Maria

Jomfruer undfanger altså ikke

Af sognepræst Johannes Glenthøj, Nordby på Samsø

En gammel syrisk vekselsang skildrer en samtale mellem Josef og Maria, da Josef var blevet klar over, at Maria havde undfanget. Samtalen, der bliver til et skænderi, viser, hvor svært det har været for Josef at tro på det under, at Maria skulle føde Guds søn.

 

1. Brødre, vor Herre gjorde et under:

han steg ned og tog bolig i jomfruen,

der var trolovet, ærbar og god.

Hendes skød var forseglet og hendes undfangelse enestående.

2. Englen kom med fredshilsen,

gav den til fattiges datter og skænkede hende en fylde af rigdom.

Hun tog imod undfangelsen og alle undrede sig,

og selv undrede hun sig over at gå med et barn.

3. Fosteret i hendes liv danner alle

og mælken i hendes bryster forbavser alle.

Hendes jomfruelighed var forseglet, og dog var hendes skød fyldt.

Hun ventede barn, men hemmeligheden var skjult.

4. Josef undrede sig over Maria,

for han kunne se, hun var gravid, og det uden at han havde mærket noget til det.

Derfor begyndte han at anklage og skamme hende ud.

Han sagde til den unge pige: ‘Hør,

5. fortæl mig hemmeligheden - hvad er der hændt dig?

Det, du siger, gør mig rædselsslagen.

Hvem har forført dig, jomfru,

og plyndret din rigdom, du rene?’

6. ‘Jeg skal fortælle dig, hvad der er sket’,

sagde Maria, mens Josef lyttede til.

‘En mand af ild steg ned til mig,

bød mig fred, og så skete dette!’

7. Josef. ‘Jeg har svært ved at tro det helt.

Det er ikke behageligt, det du fortæller mig.

Hvis du vil, så sig mig,

hvad der er hændt. Hvem forførte dig?’

8. Maria. ‘Jeg ved ikke, hvad mere jeg skal sige til dig,

for jeg har fortalt dig, hvad det var, der skete.

En ærkeengel steg ned og forkyndte de gode ny heder for mig,

og jeg undfangede uden at mærke noget.’

9. Josef. ‘Ti stille, Maria,

sådanne ord er ikke passende for en jomfru!

For løgn varer ikke ved,

så tal sandhed, hvis du vil!’

10. Maria. ‘Lad mig en gang til gentage mine ord,

så siger jeg altså ikke mere:

jeg er forseglet, selve min mødom bære præg af,

at den er intakt.’

11. Josef. ‘Du skulle lade være med at nægte

og i stedet gå til bekendelse: du begik et fejltrin.

Du er faldet i to onder,

for efter undfangelsen lyver du endda.’

12. Maria. ‘Du burde fæste lid til mit ord,

for falskhed har ikke kastet sine øjne på mig.

Min kyskhed og sandfærdighed vidner om mig,

at jeg er jomfru; jeg har ikke ført falsk tale.’

13. Josef. ‘Jeg er dybt rystet over det, du siger.

Hvordan kan jeg høre på det, du taler om?

En jomfru undfanger aldrig,

med mindre hun har været nær ved og sammen med en mand.’

14. Maria. ‘Det er mig, der er dybt rystet! Du stoler ikke på,

det er let for altings Herre

at udvirke en jomfrus frugtsommelighed,

sådan som det skete med lammet, der kom ud af grenene.’

15. Josef. ‘Eva forenedes med Adam

og fra det ægteskab kom hendes mange børn;

men se, du alene praler med, at dit skød uden mands hjælp bliver fyldigt.’

16. Maria. ‘Jamen, Eva vidner om mine ord,

at det skete uden forening med en mand.

Gud frembragte hende nemlig fra Adam.

Hvorfor stoler du så ikke på mig?’

17. Josef. ‘Glemmer du som vand, du kyske?

Tag skrifterne frem og læs i dem!

Jomfruer undfanger altså ikke

uden ægteskab, sådan som du siger.’

18. Maria. ‘Du tager fejl, Josef, tag du og læs,

så skal du se, at i Esajas’ bog er der skrevet om mig:

‘Jomfruen skal blive frugtsommelig’,

og hvis det er sandt, skal du ikke anklage mig.’

19. Josef. ‘Det ville være dejligt, om du skammede dig

over denne handling, som er fuldstændig åbenlys.

For efter du undfangede, så lyver du

og siger, at du stadig er jomfru.’

20. Maria. ‘Det ville være dejligt, om du ville

stole på mine ord, for jeg lyver ikke!

Jeg er forseglet, derom vidner

stumme naturer, som ikke har talens brug.’

21. Josef. ‘Så er det nok, pige. Du bralrer op

med en løgn, det holder ikke.

Der kan altså ikke være jomfrudom og undfangelse

i én og samme krop.’

22. Maria. ‘Så er det nok, Josef, du plager mig,

trods det at jeg er ren og har vidner på det!

Tilkald vort lands kloge koner

og se min jomfrudom, der aldrig er blevet brudt op.’

23. Josef. ‘Hvem ligner du, hvis du ved det?

Hvem kan sammenlignes med dig ud fra det, du fortæller?

Dig alene skulle dette være sket for,

det kan ikke være rigtigt.’

24. Maria. ‘Jeg skal ikke ligne nogen,

min søn har nemlig ikke sin ligemand.

Han er den eneste af sin slags, så der kan umuligt være

nogen anden undfangelse som min.’

25. Josef. ‘Med dig begynder der så altså

noget nyt i verden, efter det du siger.

Men du henviser ikke til noget

og fortolker ikke det, du har sagt.’

26. Maria. ‘En simpel fortolkning er jeg ikke bange for,

du kan få øje på det, hvis du vil bruge øjne ne:

Klippen på Horeb - hvem lod den strømme med vand,

og hvem lod staven frembringe det?’

27. Josef. ‘Hold mund, for dit skød er ved at fyldes

og anklager dig, og du er ikke bange.

Den kendsgerning vidner mod dig,

og også det, at du ikke vil holde op med at snakke.’

28. Maria. ‘Hold mund og lad være med at se ned på mig,

for jeg er ikke ringe i en Andens øjne.

Dig blev jeg trolovet med, det ved du,

i din trang til sandhed skal du ikke komme med falske beskyldninger.’

29. Josef. ‘Jeg har meget svært ved at tro på dig,

at du ikke har skiftet mig ud med en anden, som du siger.

For jeg har ikke mærket noget til undfangelsen.

Det er tydeligt, at du lyver.’

30. Maria. ‘Det skulle være let for dig at tro på mig,

men om jeg lyver, så har min søn

en engel af ild og ånd,

som vil komme til syne og vidne om mig.’

31. Josef. ‘En tjener kan ikke besejres med ord.

Dine ord er kryptiske, men dit skød har fået fylde,

og den kendsgerning vidner mod dig,

så du behøver ikke også at lyve.’

32. Maria. ‘Sagen, som er så hård for dig og for mig,

den tvinger mig til at tale.

Eftersom min sandhed ikke skal agtes ringe,

sænker jeg ikke mit hoved i skam.’

33. Josef. ‘Der er vildfarelse i dine ord, jomfru,

så man må frygte for det, du siger.

Tag skilsmissebrevet og drag bort med fred,

så afslører jeg ikke gåden.’

34. Maria. ‘Det ville være let for det foster, der bor i mit skød,

i stedet for mig at sige, at jeg er uskyldig,

afsløre det gådefulde, der er sket med mig,

og vise dig, at jeg ikke har løjet.’

35. Josef. ‘Lyt til det, jeg siger dig, du kloge:

selvom jeg fæster lid til det, du har sagt,

tør jeg ikke komme dit rene skød nær,

for det fuldt af ild.’

36. Maria. ‘Josef, din tale er mig kær,

jeg begærer ikke at være sammen med dig.

Fosteret i mit skød skal overbevise dig om,

at det ikke er noget, jeg bilder dig ind, at jeg er jomfru.’

37. Josef. ‘To ting står tilbage og gør mig ræd:

hvis det er sandt, ryster det mig,

og hvis det er løgn, så gør det mig bedrøvet.

Jeg ville ønske, jeg kunne undgå begge dele.’

38. Maria. ‘Nu vil jeg rette mine ord mod mit skød

og tale til min søn i det skjulte,

så skal han afsløre for dig, at jeg er gold,

og at jeg ikke skal holdes tilbage fra omgang med dig.’

39. Josef. ‘Det er stærke sager, du har talt om,

det gør mig ræd, det du har sagt.

Så meget mere tænker jeg på at flygte fra dig.

Hvorfor bliver du ved med at pine mig?’

40. Maria. ‘Der blev stor splid på grund af mig.

Et tåbeligt folk gik løs på mig

og jeg regnes for en hore.

Hvis min søn havde vendt sit blik fra mig, havde folk revet mig i stykker’.

41. Marias Herre så, at hun talte sandt

og vidnede mod den falske anklage.

Han gav et vink, og en tjener steg ned

og bekræftede den unge piges ord.’

42. Josef lå og sov, da vægteren kom

og afslørede gåden, sådan som det var gået til;

og Josef stod tidligt op, knælede og bøjede sig ned

for den underfulde, som ikke havde løjet.

43. Den retfærdige mand var forbavset over den unge pige

og udviste jomfruen stor ære.

‘Tak til Sønnen, der kom til syne fra hende

og frelste verdenerne ved sin fødsel.

44. Lovprisning tilhører altings Herre’,

sagde Josef til jomfruen,

‘for han ønskede at bo i dit moderliv

for at give alting liv ved sin fødsel.’

45. Lovprisning tilhører ham, velsignet være Or dets navn -

det Ord, som tog bolig i jomfruen

og var ni måneder i hendes liv

for at frelse Adam, ære være ham!

I Mellemøstens kirker kom samtaler eller vekselsange mellem bibelske personer på mode i det femte-sjette århundrede.

Det var et af de mange tiltag, der blev gjort for at forny gudstjenesten i de syrisksprogede kirker. Der var behov for at give folk underholdning, så de ikke forsvandt ud af kirken, men det var underholdning med dybt indhold. Så der blev over kort tid skrevet vekselsange til jul og påske og mange andre begivenheder i kirkeåret.

Som det tit går, når der sker nybrud, blev noget hængende, og nogle af disse sange er stadig i brug, blandt andet denne julesang. Utroligt, for sangene er skrevet 300-400 år før Ansgar overhovedet satte sine ben på dansk jord. Der er overleveret omkring 50 vekselsange på syrisk. Nedenfor bringes min oversættelse af en af dem fra syrisk.

Maria på anklagebænken

I denne vekselsang er Maria på anklagebænken. Josef anklager hende for at have undfanget »uden at han har mærket noget til det«, som han siger. Det er muligvis en lavmælt og ironisk måde at sige på, at han ikke er skyld i graviditeten.

Maria forsvarer sig, og det er et voldsomt skænderi, der bølger frem og tilbage mellem de to. Hen imod slutningen får Josefs tillid til Maria overtaget (vers 35), og Maria kan sige til Josef, at hun ikke ønsker at være sammen med ham endnu (vers 36). Hun siger det først nu, hvor han viser hende tillid, for ellers kunne hendes ord let misforstås, som om hun ville være sammen med ham, så det kunne tage sig ud, som om han var barnets biologiske far.

Efter samtalen hører vi i afslutningen, at Josef om natten får besøg af englen og dermed får svar på gåden, hvordan Maria kan være blevet gravid, og han bøjer sig for det svar og bekender troen på Guds søn, som gennem Maria kom til syne i verden og frelste verdenerne. Hvad vil det sige? Det betyder, at den himmelske, usynlige verden bliver forligt med den synlige verden, så mennesker og engle bliver hinandens fæller; og engles og menneskers stemmer forenes i lovsangen til Ordet, Guds søn, der blev menneske.

Svært for begge

I vekselsangens samtale får vi lidt indsigt i, hvor svær situationen var for både Maria og Josef. Maria kunne blive stenet for utroskab og siger selv, at hvis ikke hendes søn havde beskyttet hende, havde folk gjort det af med hende - ja, der står: »revet mig i stykker«, nemlig ved steningen.

Josef står over for de to muligheder - løgn eller sandhed: Enten har Maria undfanget ved en anden mand, eller også er hendes undfangelse enestående, uden sammenligning i hele verden.

Lige meget taletid

Vi kommer midt i det hele, for samtalen er allerede i fuld gang i vers 5, da Josef henviser til noget, Maria har sagt, men som vi ikke har hørt. Det kan godt være lidt svært at få hold på forløbet i samtalen, men hvem kan det, når ægtefæller skændes.

Så kører argumenterne frem og tilbage, og ikke altid lige som terapeuten foreslår! Men i modsætning til mange ægteskabelige samtaler foregår Marias og Josefs samtale så regelret, at begge parter i samtalens løb får nøjagtig lige meget taletid! Her er Josef et smukt eksempel til efterfølgelse for mænd: Han giver plads til, at Maria kan svare ham, og han tager først ordet igen, når Maria har talt til ende. Måske var det et forslag til ægtepars samtaleform: Sørg for at give hinanden lige meget taletid!

Hemmeligheden

I vekselsangen bruges ordet hemmelighed. »Hemmeligheden« er, at Gud er blevet menneske, undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria. Men i syrisk kristendom bruges ordet »hemmelighed« eller »gåde« altid om Jesus, Guds søn.

Der er noget hemmelighedsfuldt ikke bare ved Guds menneskevordelse, men også gennem hele verdens historie fra skabelsen af. Syriske digtere taler om Kristus som hemmeligheden ved Gammel Testamente og i alt, hvad der dér berettes fra skabelsen af, hvor han følger med som en skygge, en hemmelighed, der bliver åbenbaret, da Jesus træder frem som menneske. Men selv her forbliver der noget gådefuldt, som Paulus siger: Her ser jeg i et spejl i en gåde, men da skal jeg se ansigt til ansigt.

Vædderen som lammet

Lad os se på nogle steder, hvor Kristus hemmeligt er til stede og samtidig peger frem mod, at han blev menneske. I løbet af samtalen diskuterer Maria og Josef bibelske eksempler, der profetisk peger frem mod Marias undfangelse som jomfru.

Lammet, der kommer ud af grenene (vers 14), er den oldkristne tolkning af 1 Mos 22,13, men vædderen er blevet til et lam. Vædderen, Abraham får øje på og ofrer i stedet for Isak, var i jødisk udlægningstradition en af de få ting, der var til, før verden blev skabt. Derfor lå det snublende nær for kristne at tolke skriftstedet i lyset af troen, at Kristus er fra evighed, født, ikke skabt.

Skriftstedet blev derfor forstået i lyset af Esajas 53 om Herrens tjener, Messias, der slagtes som et lam. Lammet (= vædderen) »hænger på træet«, hedder det for eksempel i en syrisk prædiken om 1 Mos 22, hvormed der tænkes på korsfæstelsen. Tanken er i vekselsangen, at lammet »fødtes« fra træet som et forbillede på, at Jesus fødtes af en jomfru.

Den åndelige klippe

Maria nævner derpå Eva, for hun blev til uden forening med en mand; Gud frembragte hende direkte fra Adam (vers 16). Dernæst nævner hun Esajas 7,14 som en profeti om hende selv, med hendes ord: »Jomfruen skal blive frugtsommelig«. Senere i samtalen tager Maria et sidste eksempel frem fra Bibelen.

I vers 26 taler hun om klippen på Horebs bjerg, hvorfra der strømmede vand. Det hentyder til 2 Mos 17,6, hvor Gud siger til Moses: »Dér, på klippen ved Horeb, vil jeg stille mig foran dig. Når du slår på klippen, strømmer der vand ud af den, så folket kan drikke.« Men i vekselsangen er ordene forstået ud fra 1 Kor 10,4 om den åndelige klippe, som folket drak af, nemlig Kristus, som fulgte med i ørkenen.

Men der indgår også en anden tekst i forståelsen: Daniel 2,45, om stenen, der bliver revet løs fra bjerget, »men ikke ved menneskehånd«. Dette skriftsted blev i oldkirken tolket om jomfrufødslen, og denne tolkning indgår i Marias ord.

Liv ved hans fødsel

Der er noget enestående over vekselsangens næstsidste vers, at Jesus, altings Herre, ønskede at bo i Marias skød »for at give alting liv ved sin fødsel«. Da han fødes, bringer han liv til alting (kan også oversættes »alle«), det vil sige: Ved hans fødsel fødes vi alle. På den måde er hans menneskevordelse ikke bare en historisk begivenhed, men direkte forbundet med den nye fødsel, Jesus som voksen taler om, og som han vil bringe alle, der tror ham.

http://infolink2003.elbo.dk/imt/bruger/vis.asp?which=3578&pub=IMT+2002+nr%2E+51%2F52Jul&Forfatter=Ingen