Skærtorsdags prædiken om nadveren 2015

Skærtorsdag 2015

Vi kan næsten ikke høre evangeliet længere, fordi vi har hørt det så mange mange gange. Måske er tiden derfor kommet til at vende os til læren, slet og ret, til vor kirkes lære om nadveren på denne skærtorsdag.

Hvad lærer vor kirke om nadveren?

At Kristi legeme og blod virkeligt er til stede (realt præsent) og uddeles til den, der nyder nadveren.

Kristus er personligt nærværende, men det er han også i hele gudstjenesten og derhjemme i lønkammeret.

Men det særlige ved nadveren er dette: Jesus er her til stede med det legeme og blod, han hengav på korset, under brødet og vinen i den hellige nadver.

I nadveren er Jesus Kristus personligt til stede som giveren af sit brød og vin, som virkelig er hans legeme og blod.

Det ord som betyder meget i vor kirke er ordet ’virkelig’. Jesu virkeligt tilstedeværende legeme og blod under brødets og vinens synlige skikkelse nydes virkeligt af altergæsterne. Det uddeles til dem, der deltager i måltidet.

Det er altså Gud, der handler i nadveren.

At Jesu legeme og blod uddeles, betyder at Gud ved Kristus selv uddeler det.

Nadveren forstås fra midtpunktet i evangelie: at Kristus ”ved sin død har gjort fyldest for vore synder”.

Han har virkelig lidt, er korsfæstet, død og begravet, for at han kunne forsone Faderen med os og være et offer ikke bare for arvesynden, men også for alle menneskenes syndige handlinger. DETTE udrettede Jesus ved at give sig selv hen i døden, ofre sit legeme og blod på korset som et fuldkomment sonoffer for alle menneskeres synd.

Dette forkyndes i evangeliet som gældende alle mennesker.

Men det berettiger ikke den enkelte synder til at tage sagen i egen hånd og slutte: Det, der gælder for alle mennesker, må selvfølgelig gælde mig!

Hvad Gud i Kristus har gjort for alle mennesker, har kun Gud selv ret og magt til at uddele til hvert enkelt mennesker. Det er det, han gør i den hellige nadver.

Til denne uddeling har han ved Kristus indstiftet nadvermåltidet.

På den måde giver han det liv, han i dåben fødte ved vand og Helligånden, næring, så det kan bestå i kampen mod dødsmagterne og bevares til evighed.

Dette er nerven i den lutherske forståelse af nadveren: at Jesu død på korset for alle mennesker kan intet menneske i eget navn gøre krav på som gældende ham eller hende.

Ingen anden end den korsfæstede selv kan på Guds vegne uddele til mennesker sit på korset ofrede legeme og udgydte blod som livets brød og velsignelsens kalk.

Og det han alene kan gøre, det gør han i den hellige nadver, fordi han  ved indstiftelsen har lovet at gøre det.

Så vi har Jesu død for alle mennesker som en ’kendsgerning’, men bliver dette ikke ’uddelt’, tilegnet, taget i brug, hvem ville det da gavne?

Dåben er fødslen, nadveren er næringen. 

Den gamle Adam i os skal, som Luther siger det, druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og i stedet for skal der daglig fremkomme og opstå et nyt mennesker, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

Dåbens, fødslens, engangshandling, og så den daglige drukning af den gamle Adam og et nyt menneskes daglige opståen til vækst i retfærdighed og renhed for Gud.


Her er nadveren næringen til dette nye liv.

Prædiken til Mariæ bebudelsesdag 2015

Døden kom ind i verden gennem Eva, da hun valgte at spise af træet, hun ikke måtte spise af.

Livet kom ind i verden gennem Maria, da hun valgte at tage imod undfangelsen af Livets Frugt, Jesus.

Helligånden kom over hende, Guds kraft, og hun undfangede Jesus.

Kan det virkelig være rigtigt, spørger nogen. Englen Gabriel giver svaret: For Gud er intet umuligt. Det er det, der er så vidunderligt ved denne festdag for Maria, at for Gud er intet umuligt.

Døren til livet står fra da af på vid gab. ”Jeg er døren”, siger Jesus. I kan gå ind og ud og finde føde.

Men for at vi kan tage det til os i vort hjerte, at for Gud er intet umuligt, så må Helligånden også komme over os, Guds kraft.

Hvis I ikke bliver født af vand og Helligånden, kan I ikke komme i Guds rige, siger Jesus.

Helligånden virker sådan, at vi kommer ind i en forvandlings-proces. Noget, vi ikke selv er herre over, for det er Helligånden, der virker det.

Åndeligt talt modtager vi som Maria undfangelsen af Jesus.

Og vi bliver som brødre og søstre med ham gennem vores liv, så vi hele tiden har ham ved vores side som vores bror og hjælper.

Og Helligånden – vejleder os i alt det, Jesus har sagt, gør det levende og skønt og sandt for os. Helligånden virker, som på Maria, også på os – som en forårsvind, der bringer ham, der er selve Livet til os. For Jesus siger: Jeg er sandhenden, vejen og LIVET! Selve LIVET er i ham, som er fra evighed hos sin Far.

Apostlene gik med Jesus på landevejene. De så ham, de hørte hans ord, de rørte ved ham.

Først da han var opstået fra de døde, først da dødens dør for alvor gik op, gik det også op for dem, at Jesus er Livet selv, som skaber liv omkring sig med Faderens og Hans Ånd, at Jesus er Livets ord, og når vi hører hans ord, så skaber det Livet i os.

Og hans liv handler om fællesskab – fællesskab her og med Gud vor Far og med hans søn Jesus Kristus.

***

Der skal ikke være ende på hans rige!

Hans rige er ikke af denne verden. Hvis mit rige havde været af denne verden, siger Jesus, så havde jeg sat militær ind for min sag. Men nu er mit rige ikke af denne verden.

Og så er hans rige sådan, at det giver alt det, vi ønsker os i drømme i vort land, vore land:

Evig fred, bestandig sejr, sand frihed, velstand og oplysning.

I hans rige er den Onde bundet, men vi sættes fri, i verden løses den Ondes lænker, så alle lidenskaber får frit løb, tøjlerne overlades til den Onde, samtidig med at det gode ofte søges bundet, så folkenes vel og lykke tilintetgøres.

Kun Guds Ånd, Helligånden, kan samle os til enighed, til en bestandig tro, til et fællesskab, som end ikke dødsrigets porte skal kunne overvinde.

Overvindelsen af døden begyndte med Maria, der tog imod englen Gabriels ord og tog imod undfangelsen af Jesus, dødens overvinder.

Han var i ni måneder i hendes skød, og derfor skal for altid Maria æres højt. Hun lod sig være palads for Guds riges konge,

hun blev det skib, som sejler bort fra døden hen mod livets kyst, og ombord er Jesus selv som styrmand, og Helligånden blæser skibet gennem farlige farvande.

Keruben udviste Adam og Eva af Paradis og spærrede dem vejen derind med sit flammesværd.

Nu har keruben sænket sit sværd, så vi kan gå ind i Paradis igen, Paradis er blevet opladt, åbnet på ny.

Derfor skal Maria æres som kongens moder,

der i øvrigt fulgte ham hele vejen til korset, ja, videre, og sad med, da Helligånden også kom over apostlene, så DA kom Helligånden over Maria for anden gang, nu sammen med alle Jesu andre venner.

Og den fred, Jesus giver for den, der kommer til hans rige, er ikke, som den fred, verden i almindelighed giver.

Den fred, han giver, er hans riges fred i hjertet, en fred, som overgår al forstand og kan bevare vore hjerter og tanker fra at gå til i angst, når der rasles med sabler her i verden, kan bevare os i Jesus Kristus.

Det navn Jesus er der nemlig fred og frelse i, og freden begyndte, da Marie sagde ja til at undfange ham.

 

 

Prædiken til 3. søndag i fasten - Luk. 11,14-28

Tredje søndag i fasten

Prædikenen blev skrevet i 2011, men jeg er selv opbygget af at læse den i dag, og derfor bringer jeg den her!

I fastetiden læser vi om tilfælde, hvor Jesus uddrev dæmoner.   Fastetiden er tiden for selv-opgør, for at fortryde, angre.   Jesu kald til verden begyndte med råbet: Omvend jer! Guds Rige er kommet nær!   Jeg kan ikke uhindret lade ondt og godt gro med fuld styrke i mig. Så tager mørket og ondskaben over i mig.   Jeg må træffe en afgørelse, for eller imod.

Et hus i splid med sig selv går under, siger Jesus. Mit hjerte går til, hvis jeg ikke tager parti og lader Gud kæmpe i mit hjerte mod det, der vil trække mig ind i mørket.   Og Gud ske lov er vores Herre stærkere end den stærke, stærkere end Djævelen.   Guds Rige kom til syne, siger Jesus selv, netop der, hvor han uddrev dæmoner.

Måske siger nogen, at alt det djævleuddrivelser vist er ude på overdrevet.   Ja, kan vi tænke eller sige sådan, så skal vi måske hellere være taknemmelige over, at noget sådant ikke har ramt os. For dæmonbesættelser er ingen spøg. Den dæmon, vi hører om, gjorde manden stum. Grundtvig siger i en prædiken til dagen i dag: ”Jeg finder hele vanskeligheden, hvor man sidst vil søge den, i den forskrækkelige magt djævelskabet har, hvor man lukker øjnene for det, og indbilder sig, der er fred og ingen fare, mens krigen raser ikke blot rundt om os, men inden i os, og føres om vor sjæl og salighed.”   Og skulle vi mene, at djævelskab ikke har noget med os selv at gøre, så hør igen Grundtvig i en anden prædiken til i dag. Han taler om, at hovmod (hoffærdighed) er det rædsomste vidnesbyrd om Djævelens magt på jorden og tillige den allerfarligste trældom, da den lukker døren for Guds nåde, som skrevet står: Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.   Så hedder det i prædikenen: ”At Hoffærdighed, denne tomme opblæsning og selv-ophøjelse er klart djævelskab, det kan vi vel stræbe at skjule for os, når talen er om os selv, så egenkærligheden forblinder os, men vi ser på timen, når vi møder hovmodet hos andre; og når vi møder den hos dem, der åbenbart ikke har noget at hovmode sig af, men nok, der burde ydmyge dem, og nok at skamme sig ved, da finder vi den tillige latterlig og unaturlig...”

Og nu sender Gud os plager, når vi bliver hovmodige, hensynsløse, misundelige, og det skal vi glæde os over, for sådan bringer han os til ydmyghed ned, som kvinden sidste søndag, hvis datter havde en ond ånd, hun råbte til sidst bare: Herre , hjælp mig.   Når vi kommer sådan i knæ, at vi ikke har luft eller ord i os tilbage, når vi er plaget af en last eller et ondt mørke, noget vi selv har lukket ind i sindet, så skal vi prise Gud, når vi oplever modgang eller hårde ord fra andre, for sådan bringes vi til besindelse, og Gud kan drive mange onder bort med den slags midler.

Sådan lærer vi med taknemmelighed at tage alle tildragelser som Guds gode vilje med os, sådan opdrages vi til salighed, og til sjælefred.   Så når vi føler os som ikke mere end støv og grus, ja, da er tiden inde for Herren til at bygge noget underfuldt:   ”Dog sig en bolig underfuld bygged han selv af støv og muld, rejste af gruset i nåde”.   Gennem en menigheds år og dage er der mange tider, hvor det kan føles, som om hele menigheden er sunket i grus.   Men: Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene, var vi på jord ej mer end to, bygge dog ville han og bo hos os i hele sin vælde.

Så lad os tage fat på værket: Nemlig vandre i kærlighed, som Paulus siger. Fordi Kristus elskede os og gav sit liv for verden, så vi også skylder at elske igen. Forsøg at handle som Gud gør, for I er hans børn.   Kærlighed er lysets kilde, og lysets frugt, siger Paulus, er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.

Det modsatte er mørkets frugt, som Paulus gengiver som utugt, alle former for urenhed, og griskhed.   Griskhed betyder egentlig det at ville have mere, og når vi vil have mere og mere.   Paulus nævner også frækhed, dårlig tale, og tvetydige bemærkninger, som fører til forvirring og utryghed.   Kristendom er altså meget praktisk. Det er ikke en filosofi højt i luften, men hverdagsliv med begge ben på jorden.

En praksis i dagligdagen.   Beslutninger om, hvordan vi vil være, dagen igennem.   Og dertil har vi brug for at høre Guds Ord og så bevare det, dvs. gemme det, så det ligesom såsæd i jorden kan bære frugt.   Og hvad vi vil bruge munden til, hvad vi vil lade komme forbi tændernes gærde og ud til andre.

Vi er som en borg omgivet af voldgrav med en vindebro over. Hvad der skal komme ind i borgen, skal vi lære af Guds Ord. Der er absolut ingen grund til at invitere fjenden indenfor og åbne portene på vid gab for det, Guds fjende vil ødelægge os med.   Lad os ikke invitere ødelæggeren ind i hjertet!   Men vi skal også arbejde på at have kontrol med, hvad der passerer ud af portene, inde fra borgen, hjertet.   I stedet for tomme ord skal vi lade tak komme ud af munden, siger Paulus.   Han har netop nævnt elegante tvetydigheder, og så kommer modsætningen: tak eller taknemmelighed.   Denne taknemmelighed var det også, vi begyndte med, da vi sang:   Giv mig, Gud, en salmetunge, så for dig jeg ret kan sjunge højt og lydelig, så jeg føle kan med glæde: sødt det er om dig at kvæde uden skrømt og svig!   Og: Lad hver morgen mig begynde dagen med din pris, og når aftenklokken ringer, lad min sang på lærkevinger stige ligervis.

Ja, hverken mennesket eller fuglen kan på nogen måde prise Gud nok for hans miskkundhed, hans godhed, hans kærlighed.   Det er fordi det, vi priser hos Gud, er, at hos ham er alting ægte. Så derfor synger vi, at hele naturen med os også på vore gamle dage skal synge: Ejegod er Gud! Ja, vi ånder friest, når vi drager ånde dybt i sang, som vi også sang før. I dette forår kan vi benytte os af fuglenes energiske kald og sang til at konkurrere med dem om at prise Gud, at du med dem i væddestrid vil prise Gud til evig tid for ånde, røst og vinger! Og vinger, det får vi i lovsang.

Så kan vi flyve hen over fortrædeligheder, fornærmelser, strid, og så alt det, der kommer indefra af laster, som vi har hørt om før. Denne taknemmelighed gennemsyrede fra starten den kristen gudstjeneste, så man simpelthen kaldte den: eukharistia, altså tak eller taksigelse. Og det blev også en betegnelse for nadveren, for der indleder vi også med at takke.

Og da bliver vi taknemmelige over lidt. For lidt er mere end meget.

Som kvinden fra sidste søndag: hun kalder sig en lille hund, der glad tager imod smulerne fra børnenes bord. Sådan tager vi glade og taknemmelige imod smulerne fra vores Herres bord. Smuler, det er nok, vi behøver absolut ikke mere, for ellers ved vi godt, at det let ender med hovmod igen. Men sker det, at vi atter besættes af en af de mange laster, så er der ingen der skal fortvivle. Så lad os angre, for Guds nåde er ny hver dag. Når vi falder, så lad os i tro rejse os op igen. Måske er det derfor, de østlige kristne på et tidspunkt i deres gudstjeneste hører opfordringen fra diakonen til at stå godt: Lad os stå godt! At stå godt, er at stå bevidste om, at jeg består ved Guds nåde og ikke ved egen fortræffelighed. Amen.

Prædiken 1. februar 2015 om vingårdsejeren og arbejderne, om generøsitet fra Guds side og om menneskers misundelse

Da Jesus fortalte historien om vingårdsmændene, var han godt på vej til Jerusalem for at lide og dø og opstå.

 

Denne lignelse noget nær den sidste undervisning, han giver fra sig.

 

Så lad os lytte til den af hele vort hjerte, ja, netop af hjertet, og bede ham lukke vores hjertes dør op, så vi slipper hans guddommelige lys og varme ind forstandens mørke og kulde, så vi opvarmes lidt efter lidt og forvandles fra døde til levende.

 

Hvad er pointen i historien, Jesus fortæller om vingårdsarbejderne?

 

Der er to pointer, vil jeg mene. Mindst, for hvis vi gik historien efter, ville den vrimle med budskaber.

 

Men lad os holde os til to pointer.

 

Den første pointe er, at Gud er generøs. Jesus kalder alle Jesus er vedholdende i sit kald til mennesker. Han vil have alle med ind i Guds rige.

 

Den anden pointe er, at der opstår misundelse hos dem, der havde arbejdet fra morgenstunden. De vil have mere end de sidste, der kun arbejdede nogle få eller helt ned til 1 time.

 

Det ender med at de misundelige får besked at gå deres vej, for misundelses onde gift hører ingen steder hjemme i Guds rige.

 

Misundelse er virkelig forfærdelig. Ikke at unde andre det samme, som man selv har eller får.

 

Men Gud ske lov rækker Gud sin godhed ud til misundelige, for Jesus slutter jo med at sige: Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.

 

De sidste, men alligevel med.

 

Det er den måde, Jesus til det yderste går til os hårdhjertede mennesker.

 

***

 

De første, som altså bliver de sidste, de lærer en anden følelse at kende: at blive provokeret. Jesus vil provokere hårdhjertede til igen at tage imod ham.

 

De sidste, som bliver de første, det var dengang hedningerne, inklusive os selv.

 

De tog på en stor skala imod Jesus som deres Herre og mester og ændrede deres hele indstilling.

 

De kom med på vejen, som livet i følgeskab med Jesus blev kaldt.

 

Desværre sagde mange jøder nej tak til at følge efter Jesus.

 

Der kom et form for brud, men i vor tid er jøder begyndt at komme til tro på Jesus som deres Messias, de er ved at vende hjem til deres jødiske landsmand, som også er Guds Søn.

 

Det sker i Israel og andre steder i verden.

 

I vores land har vi ’gamle’ kristne i høj grad mistet gløden, og så kommer en Charlotte Rørth og udgiver en bog, hvor hun fortæller om, hvordan Jesus har vist sig for hende. Hun som beskriver sig selv som en fuldkommen almindelig kvinde, overforfængelig og ufuldkommen, som hun siger. En kvinde, som aldrig har haft noget med meditation og retræter eller lignende at gøre. Altså en helt ’fornuftig’ kvinde efter moderne dansk standard.

 

Og så kommer hun i forbindelse med sit arbejde til et kapel i Spanien, hvor Jesus altså pludselig står foran hende, men allerede ved en tidligere lejlighed i det kapel bliver hun næsten naglet til stedet af noget, hun ikke forstår, og hun siger til guiden, at hun ikke kan bevæge sig. Så siger han: Der er en lysglans omkring dig.

 

Nu har hun skrevet sin historie, og hun siger, at hun VED, at Jesus lever, og hun lever ligesom i konstant stille bøn til ham, og lever ellers sit helt almindelige liv videre.

 

Hun frygtede, at folk ville sige, at hun var blevet skør, men det har ikke været reaktionen fra de fleste. Dog må en kendt dansk forfatter være undtagelsen, som på tv gennemheglede hende og mente, at hun skulle opsøge en psykolog, hvis ikke også psykologerne havde brug for at gå til psykolog, som han udtrykte det.

 

Denne forfatter virkede i sin fråden dybt misundelig på kvinden, jeg nævner.

 

Og måske er Gud ved at gentage stykket fra for 2000 år siden: at gøre danskere misundelige på andre danskere, som helt ufortjent, helt ud af det blå bliver dybt troende mennesker, så en som kvinden her kan sige: jeg tror ikke, jeg VED, at Jesus lever!

 

Eller de tusinder af nydanskere, som er kristne, eller bliver kristne, så der vist nok er flere kirkegængere om søndagen, som er nydanskere end gammeldanskere.

 

Og deres kirker sprudler af liv og fællesskab.

 

Kan det ikke være godt nok, hvis vi bliver bare lidt misundelige på dem? Eller slår i vores eget bord og siger: Lad også os få del i Guds store velsignelse, som hviler over os, når vi samles i Jesu navn og med hans Ånd til at fylde os med liv og glæde og fred?

 

Gud ske lov, at Gud giver enhver det samme: en denar, altså nok til dagen og vejen, nok til at leve og dø på, giver os sin nåde, som er nok, nåden, som Jesus har beredt enhver, som kommer til ham, nåden, som han virkede ved sin korsdød og opstandelse.

Prædiken II til fjerde søndag i advent: Hvordan bliver vores livs vej jævn og skøn at gå på?

Hvordan bliver vejen så jævn at gå på?

 

Der er andre røster, der vil trække os væk fra den vej til frygtelige veje langs høje tinder og med dybe slugter.

 

Kære venner! For os kristne er der også mange slugter, vi kan falde i. Derfor må Kristus hele tiden være vores vej igennem vildnis og også ødemarken, hvor der er store vandreklitter, der vil spærre og kan få os til at give op og bare blive ligeglade.

Men kære menighed! Det må ikke ske! Så har Guds fjende sejret.

 

Vi kan ikke gøre andet end pege hen på Kristus, som rydder sten på vores vej.

 

Det er jo en vej der er fuldt oplyst. Vi synes bare ofte, det er mere spændende at gå på dunkle steder og se, hvad der er der.

 

Den fuldt oplyste løjpe, dag og nat, det er Jesus Kristus.

 

Hvordan udtrykkes det? Jo, det hedder:

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som en enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

 

Nåde og sandhed er der på den vej.

Nåde, at vejen er banet med mulighed for rydning af sten på sten, nemlig vor synd og det onde, vi tænker, taler eller gør.

Sandhed, at vejen er sandheden fuldt ud.

 

Og af nåden udspringer en dyb glæde og taknemmelighed.

 

Lad det præge jer, siger Paulus, glæd jer i Herren! Jeg ved om en præst, der med forkærlighed vælger netop dette skriftsted til sine bryllupstaler. At det er en pligt for en kristen at glæde sig. Kan man påtage sig det som en pligt? Ja, for vi skal hver især bane vejen, gøre den let, for vores ægtefælle, børn, familie, venner, ja, hvem som helst, vi har med at gøre. Så vidt det står til os.

 

Paulus lader det ikke skorte på formaninger her: Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker!

 

Ordet, der bruges, oversættes også omsorgsfuld. Det har at gøre med at være parat til at tilgive, også ens fjender, også dem, som på ingen måder forstår en. Det har med fairness at gøre, at være barmhjertig i forhold til andres fejl og bedømmelsen af dem, fordi det handler om at tage hele det menneskes situation i betragtning.

 

Det handler om villighed til at give efter i prøvelser, og den villighed viser sig i, at du og jeg ikke vil hævne os, når vi bliver angrebet.

 

Sådan er det at glædes, at være glad.

 

Og af hele den holdning følger også, at vi ikke skal bekymre os for noget som helst.

 

Det lyder urealistisk, men det drejer sig om ikke at gøre vore små dagligdags overvejelser til vores gud. Så bliver dagligdagens tanker til ubevidst blasfemi mod Gud.

 

Paulus prøver at rydde op i vores optagethed af dagligdagens småting med for stor kraft, fordi vi over de ting glemmer det eneste vigtige: at lade Guds ord og bøn ledsage vores dagligliv. Derfor siger Paulus: Herren er nær! Hvis Herren er nær og snart kommer, så er der nogle proportioner, der bliver anderledes. Ikke at vi så skal holde op med dagliglivet, overhovedet ikke, men vi skal netop tage fat på det med rette proportioner, glade i håbet, velmenende over andre mennesker, og med bønnen som en holdning i sindet. Det giver Guds fred plads i os.

 

I bønnen kan vi lægge al uro væk, ja, vi kan ånde uroen ud med hver udånding, og vi kan ånde Guds mægtige fred ind for hver åndedrag.

 

Men bøn er ikke bare en ’væren i Guds nærvær’, nej, bøn er konkret, der er bedeemner, helt konkret.

 

Lad os bede for hinanden, helt konkret. Præcist endda!

 

Og sige tak for alle ting. Taknemmelighed er nemlig de bedste øjendråber, der findes. De holder os fra at falde i huller af utaknemmelighed, dvs. al for stor optagethed af vore problemer her og nu, hvor vi glemmer Guds nåde med os gennem livet, og vi kommer i utaknemmelighed til at skubbe andres behov væk, mennesker som er mere uheldige end vi er.

 

Ja, det handler om, at vejen kan blive ved med at være let at gå – i praksis.

 

Hvad er der så med Guds fred, som overgår al forstand?

 

At gennem bønnen, gennem det at vi lægger vort liv i Guds hånd, at vi lægger konkrete situationer og problemer og mennesker og bekymringer i Guds hånd, så viser det sig, at Guds visdom er større end vores forstand, så virker Gud mere end vore smarte tanker, overgår dem, overgår alle vore drømme. Ja, Guds måde at svare vore bønner på er helt uden for vor fatteevne.

 

Guds måde at svare bøn på er absolut unik, også unik for hver af os.

 

Når vi lever sådan, beder sådan, så står Guds fred på vagt om og i os, som en soldatervagt, der våger over generalens liv.

 

Filippi var en garnisonsby, så det talte til dem. De så de romerske soldater i gadebilledet, når de holdt vagt foran bygninger.

 

Det, Guds fred vil holde vagt om, er vore hjerter og tanker.

 

Men Guds fred kan ikke holde vagt, hvor Jesus jages ud som mester og herre.

 

Så vil Guds fred også forlade stedet,

hvis vi ikke vil holde Jesus for vor Herre, som vi skylder lydighed, hvis myndighed vi følger.

 

Prædiken I til fjerde søndag i advent 2014


Prædiken til 4. søndag i advent, 21. december: Hvad betyder det, Johannes Døberen er den røst i ørkenen, der råber: 'Ban Herrens vej!'

Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med den jævne vej, Johannes skal konstruere.Vi har i Danmark så jævne vej, at det nok ikke siger os ret meget, når profetens budskab om Johannes Døberen er: Jævn Herrens vej!

Hvis danskere skal kunne forstå kraften i det entrepenør-arbejde, Johannes Døberen er sat til at stå for og sætte i gang, så må vi nok se op til vores broderfolk i Norge og tænke på de sneklædte fjelde deroppe. Hvis I der er i kirke i dag, ikke har prøvet at stå på ski i Norge, siger billedet igen ikke så meget, men jeg prøver. Skibe fyldt til bristepunktet med danskere sejler frem og tilbage mellem vore lande for at vi kan komme op og stå på ski.

Jo, jeg tænker på det, som kaldes at præparere løjperne i skiterrænet.

Når det en nat har sneet voldsomt, så er der stort ikke muligt at færdes på løjperne, før løjperne er blevet præpareret. Blevet jævnet ud igen.

S å er det igen let at løbe derude.

Og når det gælder langrend, så er man ilde stedt uden et præpareret spor at gå i.

Den vej, Johannes Døberen skulle jævne ud, præparere, er Herrens vej. Jesu Kristi vej. Han trådte så at sige det spor til.

Og hvordan gjorde Johannes Døberen så det? Jo, ganske enkelt: han pegede væk fra sig selv og hen på Herren Jesus.

DET var hans måde at præparere vejen.

Mennesker skulle ikke blive ved med at slutte op om ham selv. Nej, de skulle slutte op om Jesus. Jesus betyder Frelse, så hans vej er Frelses-vejen. Hverken mere eller mindre.

D et er en vej, der gør glad.

Det begynder med den store glæde, som skulle være for alverden, at Frelseren var født til verden, og det fortsatte efter Jesu himmelfart, hvor apostlene skyndte sig tilbage til Jerusalem med stor glæde.

Glæde var det, der drev apostlene og en hel masse andre ud i retning mod verdenshjørnerne, for de havde mødt ham igen, som havde ligget i graven i tre dage, og han havde hilst dem hver gang med ordene: Vær hilset! Det kan også betyde: God morgen! Og det ord, der oversættes har med en glædelig dag og fremtid at gøre.

M åske er det derfor apostlen Paulus opfordrer os: Glæd jer altid i Herren!

Ja, det er sådan det er: Glæden er at være forenet med vores Herre i livsfællesskab, nu og i al evighed. En dårskab for verden, men en kraft for enhver, der tror.

Det lyder som en dom over dem, der ikke tror, sådan er det ikke ment, men det skal alligevel forkyndes, at kun i Jesus Kristus er der en glæde, kraft og fred, som overgår al forstand og som kan bevare vore hjerter i ham, bevare os fra at gå fra forstanden.

Nogen vil sikkert sige, at troende netop er gået fra forstanden. Det er omvendt: Troende bevares fra at gå fra forstanden.

Og vi sendes ud i verden, vores almindelige hverdag, med glæde over, at vores Herre har brudt gravens mørke, så et evigt lys skinner ud i verden fra ham.

Den 22. december kl. 00.03 var det vinter-solhverv. Ordet hverv er gammel nordisk og betyder ’vende’. Fra om kort tid begynder solen at få mere magt, langsomt, og efterhånden mere og mere mærkbart. Dagene bliver simpelthen længere. Der bliver mere lys.

Den gamle far til Johannes Døberen vidste i ånden, at hans søns skulle berede vejen for Herren, og taler om solopgangen fra det høje, som har besøgt os, som sidder i mørke og dødens skygge.

Johannes-Evangelistentaler om, at da Jesus blev født, var Lyset, som oplyser enhver, ved at komme til verden.

Jesus selv kalder sig utvetydigt for Verdens Lys.

Mørket kan være så tykt det være vil i og omkring os, så er han dog mørket dog ikke mørke for ham, som er Verdens Lys.

Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse.

Da jeg som en lille purk kunne være bange for at gå de 300 meter i bælgmørke over til forpagteren for at få spanden fyldt med mælk, da kunne jeg godt være ræd. Men jeg bed det i mig, for der var jo lys både hjemme og hos Johannes som forpagteren hed.

I bøgerne og filmene Ringenes Herre er der også et tykt mørke, det er i den onde fyrste Saurons land, for det lys, der er i det land er selv et stort mørke, hvor der smedes rædsel og ondskab.

På bunden af nogle bjerge, nede i det der kaldes Morias miner, er der også et stort mørke, så man næsten der kan glemme, at solen overhovedet skinner ude i det fri.

Selve solens vedvarende skin på vores jord er et dagligt kærtegn fra Vor Herre til os.

Solskinnet er skabt af ham, som selv er Soles Sol fra Betlehem.

Der blev af Esajas profeteret om, at lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

 

Alle Helgens prædiken om dem, Jesus velsigner og dem, Jesus lover velsignelse

I dag mindes vi vore døde, takker for deres liv, er taknemmelige over, at vi har fået noget af dem, deres smil, kærlighed, kamp for retfærdighed, deres glæde, for sorger, vi har delt med dem.

 

Når vi tænker over deres liv, så tænker vi også på os selv.

 

Vi mærker, at vi har mistet dem,

vi mærker, at tiden er gået,

vi mærker, at vores liv er anderledes uden dem.

 

Og så mærker vi måske også en tristhed, en tomhed, måske mærker vi, at vi er det, Jesus kalder ’fattige i ånden’, eller bare ’fattige’, som han siger et andet sted.

 

Og så er vi et godt sted. Det sted er velsignet. For i afmagten, i følelsen af, at vi er blevet uretfærdigt behandlet og ikke kan stille noget op, for andre er os for stærke, - der åbner Himlens Riges dør sig let for dig og mig. Sådan er det. Siger Jesus. Siger han, der har myndighed i himlen og på jorden og under jorden, og som til sidst skal dømme levende og døde.

Tænk på en dør, du har prøvet at banke på, som ikke blev åbnet, for ingen var hjemme.

Tænk på de gange, du føler du har løbet panden imod en mur.

Og så læg mærke til, hvordan Jesus med al sin kærlige og sande myndighed siger, at Himmeriget er der for de fattige i ånden.

 

Ikke andre. Himmeriget lukker sig for hovmodige, for os, når vi er sådan.

 

Da må Jesus taler dunder til os i stedet og tale ord, der får hjertet til at skælve, så vi igen ydmyger os over for Gud.

 

Når vi er fattige i ånden eller rigtig fattige eller fattige på evner eller muligheder, så er vi i en situation, hvor Himmeriget åbner sig.

 

Selvfølgelig kan vi i vores fattigdom forhærde os, men Jesus ikke her på den mulighed.

 

De fattige er dem, der kommer til Gud som tiggere, og de får at vide: Himmeriget tilhører jer her og nu!

 

Den fattige ved, at han eller hun har brug hjælp. Det er mennesker, der i forhold til Gud mangler noget og handler derefter.

 

Det kan være, at nogle fattige ikke har fornemmet fattigdommen af en eller anden grund. Vi kan alle være blinde og se på de andres tilstand. Til alle fattige, uanset om man endnu har indset fattigdommen, tilsiger Jesus lod og del i Guds rige.

 

Men når man bliver erklæret for salig eller lykkelig, betyder det ikke, at man så bliver befriet fra ydre vanskeligheder. Tværtimod kaldes de salige, som forfølges og hånes for Jesu skyld.

 

***

 

Så velsigner Jesus dem, der sørger. I dag tænker vi på vores sorg over tabet af dem, vi har holdt af. Den sorg er blandet med alle mulige andre sorger. Sorgen og smerten over ondskaben i verden, den ondskab, som stammer fra synden, også sorgen over ens egen synd. Om dem, der i deres lidelse og nød nu kommer til Gud og udøser deres hjerte for ham, lyder løftet: I det fuldendte Gudsrige skal de engang få trøst, dvs. få del i opstandelse og den endelige frelse.

 

***

 

Salige er de sagtmodige – gælder ikke milde og ydmyge mennesker generelt, men dem, de er ydmyge over for Gud. Ellers kan det være lige meget med den ydmyghed. Det er dem, der ikke spiller Gud, ikke har høje tanker om sig selv i forhold til Gud og andre mennesker, men forlader sig på Gud og ikke tager retten i egne hænder. Til dem lyder løftet: Når Himmeriget oprettes på den nye jord, skal de arve det nye forjættede land, sådan som Israel i sin tid ’arvede’ det forjættede land Kana’an.

 

***

 

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Det er dem, der længes efter selv at blive retfærdige eller efter, at retfærdigheden må sejre og Gud må vise, hvem han er, når han endegyldigt opretter Riget. Retfærdighed og Guds Rige er to uadskillelige størrelser. Til sidst skal de mættes, dvs. få del i frelsen.

 

***

 

Salige er de barmhjertige. Hvem er det? Det er dem, der allerede har mødt Guds barmhjertighed og ikke ved af, at de har gjort noget særligt. Guds barmhjertighed mod mennesker har som en naturlig konsekvens, at mennesker viser barmhjertighed mod hinanden, tilgiver, som man selv er tilgivet, øver velgerninger, som man selv er blevet genstand for Guds velgerninger. Til sådanne lyder løftet: De barmhjertige, som allerede har mødt Guds barmhjertighed på jorden, skal også møde Guds barmhjertighed på den yderste dag.

 

***

 

Salige er de rene af hjertet. Ikke dem, som måtte mene, at de selv er uden fejl i tanke og handling, men dem, der er oprigtige over for Gud, er helhjertede, hvilket sætter sit præg på deres omgang med andre mennesker. Da menneskets indre er ondt, er den renhjertethed, der er tale om, Guds gave.

 

Modsætningen til renhjertethed er hykleriet. Til de, der har taget imod renhjertethed som en gave, lyder: De skal engang se Gud ansigt til ansigt, ham som de nu ser med troens øje.

 

***

 

Salige er de, som stifter fred. Ikke fredsommelige mennesker generelt, men dem, der aktivt stifter fred, hvor ufreden og hadet og uforsonligheden råder mellem mennesker. Forudsætningen er, at Gud er fredens Gud. De mennesker skal kaldes Guds børn.

 

***

 

Salige er de, der på grund af Jesus hånes og forfølges. De er i sandhed fattige, når verden håner dem. De har intet at forsvare sig med, de accepterer forfølgelsen, fordi deres herre selv blev forfulgt til døden. Fordi de ved, at han er den Opstandne, og at i fællesskab med ham har de del i opstandelsens kræfter her og nu allerede. I den tro bærer de forfølgelsen nærmest med glæde. For i forfølgelsens fattigdom skabes et særligt rum for glæde, ja, fryd, for alt er tabt, men alt er i virkeligheden vundet ved at være i fællesskab med den korsfæstede og opstandne Herre.

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis - om Lazarus' opvækkelse fra de døde

Prædiken over Johannes-Evangeliet 11,19-45
Jesus siger: "Jeg er opstandelsen og livet. Tror du det?"

Der, hvor man skulle forvente, at Johannes begyndte at fortælle om Jesu lidelse og død og opstandelse, holder han tilsyneladende en pause, eller han sætter det hele i relief.

 

Og han gør det med et øjenvidne som kilde. De tre andre evangelier er grundlæggende baseret på Markus, som har Peter som øjenvidne bag sine beretninger. Måske har Peter ikke været i Jerusalem, da det med Lazarus skete. Det kan være forklaringen på, at Markus ikke fortæller om opvækkelsen af Lazarus.

 

Johannes har oplevet det. Han ser den dybe sammenhæng mellem Jesu gerning med Lazarus og Jesu gerning for os på korset og i opstandelsen.

 

Jesus har sejret over døden og giver mennesker del i sin sejr.

 

Jeg forstår til fulde de mange, som længes efter sejr. F.eks. i atletik, i fodbold, i håndbold. ”Hvad kæmper vi for?” ”Sejr!” Sådan lyder den lille ordveksling, som råbes af håndboldspillere før kampe og undervejs i pauser.

 

Sejr – der er en dyb længsel efter sejr i os mennesker.

 

Og, kære menighed, det er den længsel efter sejr, som Johannes beretter om. Den fantastiske sejr, Jesus har vundet over døden for os.

 

Ikke gratis, men på den mest kostbare måde.

 

Hvor sætter det ikke ædle følelser i gang, når vi hører om mennesker, som ofrer eller har ofret sig for andre mennesker eller for deres land? Fuldstændig uselvisk.

 

Jesus ofrede sig for os alle, for alle folkeslag, for at bringe evigt liv til enhver, som tror på ham.

 

Når vi tænker på, hvor glade mennesker kan blive, blot fordi deres fodboldhold har vundet en kamp, som om det gjaldt liv og død, hvor meget mere kan vi så ikke forstå, hvad de to søstre Marta og Maria og alle, der så Lazarus gå ud af graven, hvad de alle sammen har følt og troet ved at se det? At Jesus er sejren over dødens kræfter.

At Jesus, Guds søn, kom til at stå i et skær, som ikke kan forklares.

 

Men Jesus lægger op til, at underet med Lazarus’ opvækkelse ikke skal handle blot om Lazarus, men om, hvad der skal ske på den yderste dag.

 

Han siger jo Marta: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Og spørger Mara: ”Tror du det?”

 

Så Jesus bringer Marta hen til at begribe, at Jesus selv har opstandelsens kræfter i sig, selve livets kræfter. Fordi han er Guds Søn, fordi han var med ved skabelsen, og er med ved afslutningen.

 

Mange kom til tro på Jesus ved at opleve Lazarus gå ud af graven. Men mange andre var vantro. Så Jesu ord og gerning udfordrer til tro eller vantro, ja, Jesu ord og gerning sætter skel mellem mennesker.

 

Men de, der kom til tro, oplevede Guds rige nærværende i Jesu egen person.

 

De kom til en stærk tro på, at livet i egentlig forstand, troens liv og det evige liv, er uløseligt knyttet til Jesu person og gerning.

 

Og at det evige liv er et liv i fællesskab med Gud, at det er sådan, Gud vil, at den menneskelige eksistens skal være.

 

”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den, som du har udsendt, Jesus Kristus”. Joh. 17.3.

 

Og for den, der ikke tror i dag, er der håb. Som Jesus siger: ”Den tid kommer, ja, den er allerede kommet, da de døde (altså åndeligt døde) skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve.”

 

Når mennesker hører vidnesbyrdet og tror det, da går de over fra døden til livet.

 

Derfor har vi hårdt brug for at høre vidnesbyrdet, høre evangeliet, læse Guds ord, bede og takke Gud.

 

For troen kommer ikke af sig selv. Vi kommer ikke af os selv ud af mørket, når vi først er kommet derind.

 

Der må skinne et lys ind i vores mørke. Det lys er evangeliet om Jesus Kristus, ja, det er Jesus selv, der lyser i mørket.

 

Så når du beder, når du ham beder om hjælp, når du råber i din nød og smerte til ham, så tændes lyset med varme i dit hjerte. Det kan ikke være anderledes, kære menighed.

 

For Jesus er lyset og livet.

Han er både lys og varme, han er kærlighedens kilde.

 

For det er sandt, som en Davids Salme (139) siger, at mørket ikke er mørke for Gud (og dermed Jesus, Guds Søn), men tværtimod er natten lys som dagen, mørket er som lyset.

 

Men vejen til lyset går gennem mørket, går gennem omvendelsen, at vi går i os selv, når vi har ladet hjertet blive hårdt, når vi har valgt at leve for os selv og ikke for ham, som døde og opstod for os.

 

Derfor, lad os våge og bede, så vi ikke hengiver os til mørket i os selv og omkring os, men lader ham skinne som solen i vore hjerter.

 

Da kan alle mulige gode planter pludselig og på én gang få fat, vokse med kraft, sætte nye skud, ja, frugter.

 

Og beviset på Jesu kraft til at skabe liv af døde i dit hjerte, det er at han kaldte Lazarus ud af graven. Og til sidst på den yderste dag vil han kalde os, der er døde til den tid, til livet. Og hvis han kommer før, da skal vi iklædes hans herligheds dragt, opstandelsens forklarede legeme.

 

Kraftbeviset på det har du, når du ser, at Herren Jesus gør det under at bringe dig ud af kaos og mørke, når du beder ham om hjælp.

Prædiken 15. søndag efter trinitatis ud fra Lukasevangeliet kapitel 9-10, om at vælge 'den gode del': at lytte til Jesu ord, og ikke lade sin egen snak fylde det hele

 

Læsninger:
Davids Salme 73 vers 23-28
Apostlenes Gerninger 8 vers 26-39
Lukasevangeliet 10 vers 38-42

I sommers var vi i England, og her mødte jeg Steve, som giver sig til at fortælle mig historien om, hvordan han selv var blevet troende.
 

Han var musiker, ikke helt umulig, men heller ikke helt på toppen, som han udtrykte det. I sine unge dage havde Steve travlt som tekniker for forskellige bands i et pladestudie i London, og den dag skulle Stones indspille en plade.

 

I frokostpausen gik han over i Hyde Park i det centrale London. Der satte han sig på en bænk. En typisk bankmand i jakkesæt satte sig også på den samme bænk, og de faldt i snak.   

Steve var egentlig vokset op med troen, men var kommet væk fra den. Nu sad han og forklarede bankmanden, hvad troen gik ud på, selvom han selv var kommet væk fra den.

 

Nå, pausen var forbi, han havde jo travlt og skulle tilbage til studiet og gøre klar, og de to rejser sig og skilles. Da vender han sig om, og der står Jesus lige foran ham. Et øjeblik efter ser han ham ikke længere.  

I det splitsekund blev Steve troende, og det har aldrig forladt ham siden, sagde han med fuldstændig afklaret overbevisning. Han havde fået den gode del.

 

Steves historie kom jeg i tanker om, fordi vi i dag hører om forskellige menneskers møde med Gud og Jesus.  

Asaf, salmisten, taler om den lykke, han oplever, ved at holde sig til Gud, have tillid til Gud alene.

 

Men det var heller ikke for Asaf en letkøbt overbevisning og tillid. Han havde ofte følt sig nær ved at snuble og falde i sit liv. Men han havde fundet lykken i at holde fast ved Gud og hans ord. Den gode del.  

Steve minder også om hofmanden fra Etiopien i sin vogn på vej hjem efter rejse til Jerusalem. Steve fortalte om troen, ja, han talte sig måske TIL troen. Sådan sidder hofmanden, hvis navn er os ubekendt, sidder i vognen og læser i profeten Esajas. Så sker der noget. Gud lader Filip komme ad samme vej, så han ’tilfældigt’ møder hofmanden. Og de falder i samtale om, hvad Esajas taler om. Det er i virkeligheden evangeliet om Jesus, Esajas taler om, fortæller Filip. Troen flammer op i hofmanden, han bliver døbt, og så drager de to mænd i hver sin retning for aldrig at mødes igen. Men troen har hofmanden med sig. Den gode del.

 

Og så er der Maria. Men før vi kommer til Maria, vil jeg gerne understrege, at i hele sammenhængen i Lukasevangeliet kapitel 9 og 10 er Jesus i samtale igen og igen med mænd, så det er altså ikke sådan, at Jesus stifter en religion specielt for kvinder. Nej, i kapitel 9 hører vi om, hvordan han udvælger sig 12 apostle, og i starten af kapitel 10 hører vi om en større gruppe på hele 72 disciple, som sendes ud for at prædike evangeliet og helbrede syge.  

Og i den sammenhæng, altså over for disse mænd, lyder der ord, som svarer til en del mænds behov for det mere risikobetonede, for Jesus siger f.eks. til dem: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?”

 

Her lyder samme udfordring som til Martha: Lad være med at ville alt muligt, som om I vil vinde hele verden.  

Og Jesus kommer i de to nævnte kapitler (optakt til vores evangelium i Lukas 10,38-42) med to forudsigelser af omkostningerne for ham selv: at han skal lide meget, forkastes af folkets ledere og præster og andre kloge hoveder, og slås ihjel og opstå på den tredje dag.

 

Og han udfordrer alle med ordene: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.”  

Dagligt!

 

I øvrigt: Hvis Lukas havde skrevet sit evangelium i dag, havde han måske udvalgt en scene med to mænd, som Jesus besøgte. Den ene havde travlt med at mure eller tømre, og havde ikke tid til at høre på, hvad Jesus sagde – jo, sådan i baggrunden, mens han selv var i gang med at tømre/banke/skrue. Og en anden mand, som satte sig og bare lyttede til Jesus.   

Men lad os nu ankomme til Maria: Hun vælger den gode del. Hun lytter til Jesu ord. Hun sætter sig ned, lader al geskæftighed være, og lytter.

 

I sin enfold bruger hun ikke kræfter på at diskutere, hvad Jesus siger, hun suger bare ordene til sig, lader dem synke ned i hjertedybet.  

Det er også det, vi gør, når vi læser bøger i det hele taget. Men hvad kommer ned i hjertedybet? Er det noget fra Guds Ånd, eller hvilken ånd er der i ordene?

 

Melanchton, Luthers medkæmper i reformationen, gør sig sine tanker om, hvordan læsning påvirker. Hvad er ånden i bogen? Han kommer ind på filosoffer og nævner, Sokrates, at hans tanker udsprang af egenkærlighed og selvsyge. Hos Platon finder Melanchton megen stolthed og hovmod, og han tilføjer, at den der læser Platon, ikke let undgår at pådrage sig noget af den forfængelighed, Platon besidder. Aristoteles finder Melanchton generelt noget trættekær.  

Vi bliver påvirket af det, vi lukker ind i sjæl og sind, i hjertet.

 

Læg mærke til, hvad det var for læsning, den etiopiske skatteminister var i gang med: profeten Esajas, mere præcist kapitel 53, om en skikkelse, han profeterer om, skal komme: en som skal være som et lam, der stumt lader sig føre hen til slagtning. Filip fortæller, at det handler om Jesus, der lod sig ofre på korset for at bringe fred til hvert menneske, der tror ham. Det var altså ikke tilfældig læsning, som førte hofmanden til tro, men han var allerede i samtale med Bibelens ord.  

På samme måde som hofmanden valgte Maria den gode del, og den skal ikke tages fra hende, siger Jesus. Den gode del er at lytte til Jesu ord, i bøn og bibellæsning, ved at læse en salme i salmebogen.

 

Det betyder ikke, at Jesus var ligeglad med verden og det, der skal gøre her i livet. Han var glad for et godt måltid mad, ligesom vi i dag takker for høsten, for mad, for et godt glas saft, øl eller vin, for tøj og en god seng, gode sko ikke mindst. SÅ meget har vi hver især at takke for. God nattehvile. Midt i al travlhed.

I dybden med to svære emner fra 2. Timotheus 2,8-13 - udvælgelse og fornægtelse. 2. Tim. 2 er læsning 14. søndag efter trinitatis

Udvælgelse og fornægtelse
i  2. Tim. 2,8-13 –
læsning 14. søndag efter trinitatis.

Hvem er de udvalgte?

I epistlen hedder det: ”Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen ved Kristus Jesus med evig herlighed – troværdigt er det ord!” (2. Tim. 2,10).

Det første vi skal bemærke, er at Paulus et bestemt sted bruger det udtryk, og det er tydeligt, at han bruger det om alle døbte: ”Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed…” (Kol. 3,12). Jesus bruger ordet ’udvalgt’ om den universelle menighed, som ikke har noget med en sekt at gøre. Ordet ’udvalgt er knyttet sammen med det at være døbt til at tilhøre Jesus Kristus og derfor være forpligtet på at leve efter hans vilje og i efterfølgelse af ham og den måde, han er på.

Men - de udvalgte kan også falde fra: Lukas 18,7-8 (Jesus siger): ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalget deres ret, når de råber til ham dag og nat? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

Udvælgelsen er udtryk for det evige grundlag for frelsen. Udvælgelse betyder: Du er ikke slave under skæbnen. Udvælgelse i NT hænger altid sammen med ansvarlighed for egne beslutninger. F.eks. denne lamme mand: Jesus har udvalgt ham til at helbredes, hvis han ellers VIL. Mandens ansvarlige svar på Jesu spørgsmål viser, at der ikke er tale om skæbne, men Jesus appellerer til hele mandens væsen og vilje: VIL du være rask. Og bagefter er den ’udvalgte’ mand ikke en særlig hellig mand i sig selv, men får at høre: Synd ikke mere, at ikke noget værre skal ske dig.

Altså: Udvælgelse er noget universelt, som vi alle skal forholde os til med alt, hvad vi er, når vi møder budskabet – og DERFOR skal kirken bringe budskabet til ethvert menneske til afgørelse.

Så udvælgelse betyder ikke begunstigelse af mennesker, men at menigheden som helhed er udvalgt med henblik på intet mindre end hele menneskeheden, i tjeneste for Guds rige, for at gennemføre opgaver frem mod endetiden.

Mere detaljeret: Israel er kaldede, men foretrækker jordiske mål, med dom til følge. Så indbydes hedningerne i stedet. De ’udvalgte’ er Guds endelige høst ud fra kaldelsen af hedningerne.

Kaldelse og frugt/lydighed hører sammen. Kaldelsen realiseres gennem lydighed.

Udvælgelse tænkes ikke statisk, men har med den udvalgtes RETTE INDSTILLING at gøre: at ville have gaven uden lydighed er uholdbart. Der kaldes til ansvarlighed og beslutsomhed.

Den kaldede kan sig ja tak, har friheden også til at sige nej. Hos Luk. 18 tænker Jesus, at selv de udvalgte kan falde fra. Den tanke skal med i forståelsen af at være udvalgt. Der er noget der hedder at leve op til sin kaldelse. Meningen med at sige det til disciplene er at ryste dem – og os - i den skråsikre selvtillid og sikkerhed af at være udvalgt. De udvalgte kan nemlig også falde fra. Udvælgelse har ikke noget med logik at gøre: Du er udvalgt, altså er du frelst! Nej, der er ikke noget med at kunne hvile på det som på en sovepude.

 

Det interessante er, at ordet udvælgelse altid dukker op, når der formanes og opmuntres til noget!

I kort form er de udvalgte fra hele verden de Kristus-troende, de er den nye universelle endetids-menighed, som afløser Israel, og som retter alt sit håb til Kristus og hans genkomst. Alt handler om den nåde, der bevarer en, og det fører til både frygt og tillid. At leve i hellig frygt, men samtidig i en dermed forbundet vished om at stå i nåden og at være ansvarlig i den nåde i et liv i tillid.

Luther i sin katekismus om buddene: Det vil sige, vi skal frygte og elske Gud, så vi gør sådan og sådan.


 

Fornægter vi ham, vil han også fornægte os. Hvad betyder det?

Alle er glade, så længe der kommer positive ord i epistlen:

”Holder vi ud, skal vi også være konger med Kristus.” Ja, men hvad hvis vi ikke holder ud? Så er det klart, at vi ikke kan påregne at være konger med Kristus. Og det bliver sagt tydeligt i næste sætning: ”Fornægter vi ham, vil han også fornægte os”

I ordet: fornægte, ligger der til en vis grad, at nogen har været i Jesu menighed og følge, men bagefter svigter Jesus. Og hvordan skal vi så forstå denne fornægtelse? For vi bliver urolige, når vi hører det, og tænker: Det er vel ikke mig, og hvornår sker fornægtelse? Peter fornægtede Jesus, men han fik chancen for at vise sin troskab over Jesus efter opstandelsen, da Jesus spurgte ham: Elsker du mig? ”Ja, du ved, jeg har dig kær”, svarede Peter.

Men alvoren er der, at hvis Peter holdt fast i sin fornægtelse, så måtte Jesus også fornægte selve Peter på dommens dag. Peter var på vej til ikke at blive i Jesu efterfølgelse ved at bekende tilhørsforholdet i praksis. Han var på vej til at være mere optaget af at modtage ære af mennesker og ikke fra Herren, for han skammede sig lige pludselig over Jesus.

Dette her har noget at sige til os alle: Fornægter vi Jesus i dagligdagen ved at lægge afstand til ham og hans evangelium, når vi afkræves svar på vor tro? Det er det, martyrer har stået over for. Men husk, at kirken har forstået, at mennesker er skrøbelige, så mennesker, som har fornægtet Jesus i martyr-tider, har kirken tilgivet og genoptaget i kirken. Sådan er jo vores tro: at når vi angrer, hvad vi har gjort, så er der ALTID tilgivelse fra vores trofaste Herre.

 

Men der er en anden betydning af fornægtelsen. Det er at fornægte Jesus Kristus at adskille lære og liv. Altså sige: Jo, vi tror på Jesus Kristus, men det, Jesus siger om, hvordan vi skal leve, kan vi ikke have med at gøre. Vi lever som vi har lyst til.

Adskillelse af lære og liv er det, som hurtigt skete. Således læser vi i 2. Petersbrev 2: Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte Herren, som købte menigheden.

Disse falske lærere svarer ganske til det, vi i dag kalder præster, der ganske vist prædiker Kristus, men de indsmugler falsk lære, som fordærver troen. Det hedder, at de fornægter Herren, som købte dem, måske ved at de fornægter, at Jesus sonede vore synder. I dag er der præster, som nærmest fornægter, at vi er syndere, så derfor er der heller ikke noget, Jesus skulle sone. Der er klart en tendens til at overse falsk lære. De tidlige kristne kæmpede igen og igen med forvanskning af, hvad læren i det hele taget var.

En falsk tale og tænkning om Kristus er fornægtelse af Kristus – herom er apostlene slet ikke et øjeblik i tvivl. Så længe Kristus bliver forkyndt med den rette lære uforandret, så bærer det frugt.

 

Hør 1. Joh. 2,22-23: Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus?

Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen.  Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der (derimod) bekender Sønnen, har også Faderen.

Her var der falske lærere, som sagde: Jesus er ikke Guds Søn. Han var et menneske, men ikke mere. Men hvis Jesus ikke er Guds Søn, har han heller ikke myndighed til at tilgive os vore synder, sådan som Jesus tilgav på Faderens vegne den mand, han netop havde helbredt for lammelse gennem 38 år.

Og hvis Jesus blot var menneske, men ikke også fuldt ud Gud, så var vi stadig i vore synder. Hvis en forkynder siger, at vi ikke er syndere, så er det falsk lære. For så er der jo ikke brug for, at Gud skulle sende Jesus i menneskers skikkelse, at Gud skulle blive mennesker og sone vore synder og siden opstå. De, der hævder, at vi ikke er syndere, fornægter derfor i virkeligheden Kristi kraft til at tilgive synd. De er konger allerede, og har egentlig ikke behov for Kristus. At fornægte Kristus handler altså om

1 at lave om på, hvem Jesus er,
2 at adskille læren fra livet og sige: vi tager læren, men vi lever, som vi har lyst til,
3 ikke at bekende troen på Jesus, når vi blive stillet til regnskab af mennesker for vor tro

Prædiken 12. søndag efter trintitatis 7. september 2014

Prædiken i tilnytning til høstgudstjeneste og dåb

Prædiketekst: Matthæusevangeliet 12,31-42

Så mange gode ting er vi omgivet af, frugterne og grøntsagerne på marker og i lader, smukke ting at se på derhjemme, en god familie, måske en god jakke, en god stol at sidde i, måske en god bog, eller gode sko.
 

Alt det er vi samlet for at takke for i dag. Takke ikke os selv, men vor Gud og Skaber, Jesu og vores Fader i Himlen.

 

Alt det gode, Gud skænker os dag for dag, ja, dagen igennem, er uendelig meget. Gud er i sandhed ødsel!  

Men så er der jo os selv. Hvad med os? Bærer vi også frugt, og hvilken frugt bærer vi? Og hvor kommer frugten fra?

 

Ja, frugten kommer fra hjertets jord. Hvad vi lader gro i hjertet, det bærer også frugt.  

Det hører vi om i dag, når Jesus siger:

Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. Et træ kendes på frugten.

 

I landbruget dernede omkring Middelhavet var og er oliven en af de vigtigste afgrøder, så vi også her hos os spiser oliven i salater og på anden måde.  

Så Jesus tager udgangspunkt i den vigtigste afgrøde i hans egn Galilæa.

 

Men Jesus siger faktisk ikke bare: Tag et træ, nej, han siger (i følge den græske tekst): Dan et træ, helt bogstaveligt: Gør et træ.   

Og hvad mener han med det? Jo, at der skal graves omkring hvert træ og bringes nyt jord omkring træet, og der skal gødes.

 

Det vil sige, træet i sig selv kan udvikle sig godt eller dårligt, men hvis der ikke arbejdes med træet, så bærer det i al fald ikke ret meget frugt, og frugterne bliver ikke velsmagende.  

Sådan skal vi hver især arbejde med vores hjertes jord. Træet står der, det er Guds naturgaver til os af glæde, mildhed, kærlighed, trofasthed, barmhjertighed. Alt sammen ting som Gud har lagt som planter i os. Men hvis vi ikke arbejder med vores glæde, mildhed, kærlighed, trofasthed, barmhjertighed, så kommer der dårlige frugter i stedet i form af vrede, hårdhed, had, troløshed, hensynsløshed.

 

Nej, som landmanden i Galilæa måtte grave omkring sine oliventræer, skal vi også arbejde med jorden i vort hjerte, give gode vækstbetingelser for de gode træer i os.

At grave jord væk og lægge nyt jord – det vil sige at dømme sig selv, når vi ikke bærer frugt, men lader onde frugter tage over i os.  

Så skal der også gødes. Komøg lugter ikke godt – i al fald ikke for byboer, nok for landboer, som ved, at det gør godt for noget.

Møget, gødningen, er vores anger over vore onde gerninger og vort onde sind, og når vi angrer, så ser vi, så mærker vi, at vort onde sind er som ildelugtende komøg, men når vi altså angrer det onde, vi lader gro i hjertets jord, ja, så virker angeren alle mulige gode frugter i os.

 

At pløje i hjertets jord – det er den ydmyghed, vi føler, når vi angrer det onde, der gror i os.  

Samtidig med at vi fejrer og takker for høsten på marker og i haver, så bliver vi ført hen til at tænke på, hvordan næste gode høst skal komme: ved god jordbehandling, ved gødning og meget mere.

 

Den gode nyhed er midt i det hele, at Gud har tilgivelse for alt, hvad ondt vi gør, om det er utroskab, mord, mobning, tyveri og meget mere.

Nu taler Jesus om synden mod Helligånden. Og jeg siger: Hvis du er bekymret for, om du har syndet sådan, at der ingen tilgivelse er for det, så er det et sikkert tegn på, at du netop IKKE har gjort det - vær vis på det! Ordene er nemlig ikke rettet til sådan en som dig, men til den, der nægter, at tilgivelse kan ske.

Så der ER ALTID tilgivelse ved Guds Ånd og ved Jesus Kristus, når vi fortryder! Det var tilgivelse, Jesus kom og tilbød og skænkede mennesker. Han rejste faldne mennesker med sit ord: Dine synder dig tilgivet! Rejs dig, tag din båre og gå! Rejs dig og gå ud til livet i din hverdag igen, nu som et tilgivet menneske, som får lov at starte forfra som en nyfødt baby!

 

Tilgivelse, syndernes forladelse, det er det lille evige liv her og nu, skaber paradis for os i vores liv lige nu og her. Det evige liv fuldt ud kommer efter dommen, når vi alle er stillet for Jesu Kristi domstol før enden.  

Hele livet igennem har vi adgang til at fortryde ondt og olmt, vi har bedrevet, at bede Gud om forladelse, og vi bliver tilgivet for Jesu skyld.

 

Der er blot én ting, som aldrig vil blive tilgivet. Det er det onde hjerte, som lukker af over for Gud helt og fuldt og selv ind i døden forbliver uden anger over sin synd og lukker af over for syndernes forladelse. For hvordan kan synd forlades, hvis et menneske nægter at det kan ske?  

Mennesker kan være kommet på vildspor og fornægte det ene og andet i den kristne tro, ja, kan forlade troen fuldt og helt, men til sin dødedag har enhver en mulighed for at omvende sig og tage imod syndernes forladelse.

 

Et menneske kan være uvidende om troen, det kan tilgives, et menneske kan håne mange dele af troen, så længe det menneske ikke tilføjer ubodfærdighed, altså lukker helt af over for Guds gave og over for nådens genfødsel eller forsoning ved Helligånden – så længe er døren åben for tilgivelse.

S
yndernes forladelse, det er frugten af anger i hjertet, der bringer alle mulige andre gode frugter i handling og tale.

 

Men hvis vi tilstopper kilden til tilgivelse i vores hjerte, så kan det være, at der til sidst ikke er noget at gøre.

For viljen respekter Gud. Vi bliver ikke tvunget til noget. Vi bliver advaret, og kære menighed, når Jesus advarer, så gør han det af kærlighed. Ja, hele hans budskab er sammenfattet i ordene: Omvend jer! Guds rige er kommet nær! Altså: når vi vender vores sind om til at lytte til ham, til at arbejde med at give Guds godhed plads i vores hjertes jord, så er Guds rige virkelig inde i os og hos os!

Prædiken til 10. søndag efter trinitatis

Prædiken holdt i Onsbjerg kirke tirsdag den 26. august 2014.

Læsninger:
Hebræerbrevet 3,12-14
og Matthæusevangeliet 11,16-24

Engang talte Jesus om, at kornet af tidsler kvæles, ligesom bekymringer og lyst til alt muligt andet kvæler ordet og dermed troen i hjertet.

 

Når kornet kommer i jorden, afhænger høsten af jordbunden, om der er ryddet for ukrudt, om der er fyldt med sten osv.

 

Om der er gødet, om himlen har sendt regn.

Om der er sol i mængde.

 

Der er hele tiden noget, der vil kvæle ordet, så det ikke kommer forbi øret helt ind i hjertet på os, så det bærer frugt.

 

Det bruger Jesus et billede på. Nogle børn sidder og spiller på fløjte for at invitere andre børn til at danse, som når børn leger bryllup. Det er piger der spiller på fløjte, og drengene der som senere mænd skal danse bryllupsdans, sådan som mænd stadig danser i de egne, hånd i hånd.

 

Og ligeledes: Nogle børn synger klagesange, men de andre vil ikke sørge. Her er det pigerne, der skulle sørge, som kvinder gør det stadig i den del af verden med skrig i lange rækker, de skulle lege grædekoner.

 

Det, Jesus siger, med de to lignelser er, at flertallet i hans samtid har afvist først Johannes Døberen, som kaldte til omvendelse og anger, og nu også Jesus selv, Menneskesønnen, som han kalder sig, som godt kunne spise og drikke, men med de forkerte mennesker, toldere og syndere.

 

Tolderne og synderne, datidens udskud, dem som verden til enhver tid ser ned på, de tog imod både Johannes Døberen og senere Jesus.

 

Men vi kunne nu godt få det hele galt i halsen. Vi kunne få den tanke, at Johannes Døberen er et overstået kapitel, og at alt det med omvendelse og anger og ens egen synd er noget, som hører gamle dage til. Det går Jesus i rette med.

 

For Jesus har ikke bare fået mennesker til at gå rundt i glæde ved de mirakler, han havde gjort i stor mængde på sin hjemegn.

 

Nej, nu taler han faktisk som Johannes Døberen, til omvendelse, ja, til at klæde sig i sæk og aske over ens synder.

 

Begge dele må med.

 

Nej, Jesus kalder ikke Johannes Døberen et overstået kapitel i verdenshistorien. Han tager Johannes Døberens prædiken med ind i sin egen prædiken. Vi kan ikke adskille Johannes Døberen og Jesus.

 

Det er to dele af det samme budskab.

 

Jesus kom med helbredelser af alle slags sygdomme, blinde, døve, stumme, lamme, dæmonbesatte, ja, selv døde gjorde han levende.

 

Men tænk, det vakte kun for de flestes vedkommende kun forbigående interesse. Hvorfor? Fordi vi mennesker har så mange ting for, som altid er vigtigere end Jesus og Gud.

 

Vi vil gerne helbredes, men ikke tilbede.

Vi vil gerne høre en god bibelhistorie, men ikke leve efter ordene, kun efter det, vi i skønsomt udvalg trækker ud og som svarer ganske godt til det, vi i forvejen ville.

 

Mange vil gerne helbrede sig selv og hinanden ved egen kraft eller energi, ikke i Jesu navn og i hans kraft. Det fører ikke op mod himlen, men mod dødsriget og total udmattelse og udbrændthed.  

Mange vil ikke høre de ti bud som forpligtende ord, der viser hvad vi bør gøre, hvad vi ikke gør, men ikke desto mindre er, hvad vi burde gøre.

 

Derfor hører mange heller ikke Jesu glædelig budskab: at det, vi ikke kan, det kan og det gjorde han, da han bar vore synder op på korsets træ og forligte os med Gud. Han er det perfekte menneske og Gud. Derfor kan han også bære os og vor synd som et lam, som et offerlam på vegne af os alle.  

Og sådan udfrier han os af den evige død, og her af menneskelig udbrændthed, når vi vil selv, vil være åndelige i vores egen kraft.

 

Det er sandt, at Guds rige er kommet til os, og er hos og i os, når vi hører Jesu ord. Men kraften til væksten i Guds rige kommer kun fra hans ord i os, ikke fra os selv.  

Derfor forkynder Jesus også dom over al selvforherligelse, alt hovmod, selvophøjelse, al selvtilbedelse blandt mennesker, dom over troen på, at vi ikke behøver Jesus og Gud, men har guddommelige kræfter nok selv til stige helt op i himlen og oven i købet hjælpe andre derop i egen kraft.

 

Som profeterne forkyndte både Johannes Døberen og Jesus budskabet: Omvend jer! Guds rige er kommet nær!  

Profeterne i den gamle pagt understregede i én næsten ulidelig uendelighed folkets syndighed, folkets vantro, både dets kongers, dets præster, og folket i almindelighed, både mænd og kvinder. Nogle gange hedder det, at det var kvinderne der dyrkede andre guder, men (fortæller kvinderne profeten): Vore mænd ved det godt! (Er det også sådan i vor tid?).

 

Folket ville hellere tilbede andre guder end Herren. En guldkalv f.eks. De ville fremfor alt LAVE deres egne guder og gudebilleder, støbe dem, forme dem af ler eller skære dem ud af træ.  

De ville ikke høre på profeternes: ”Herren siger: …”

 

Igen og igen råber profeterne: Omvend jer! Hvis ikke, så kommer dommen over jer.  

Sådan talte også Johannes Døberen. Og folk dengang og i dag brød og bryder sig ikke om det. At høre om dom.

 

Farisæerne og de skriftkloge burde have accepteret budskabet. Om nogen kendte de deres bibel forfra og bagfra. Men nej, de vil ikke høre. Sådan er det vist stadig med mange skriftkloge. De foretager en overordnet frasortering af hvad de anser for uacceptable ord i bibelen.  

Og ordet dom hører med til det, mange dengang og i dag betragter som uacceptable ord. Så holder vi hellere daglig dom over hinanden end at lytte til Guds truende dom.

 

I dag hører vi, at Jesus tilslutter sig alle profeterne og Johannes Døberen, når de forkynder dom over enhver, som lader hånt om Herrens ord og går sine egne veje.  

Jesus siger virkelig i dag, at Sodoma på dommens dag skal behandles blidere end hans egen hjemby Kapernaum.

 

Kapernaum, en respektabel by i provinsen, eller landsby i udkants-Israel, havde oplevet så meget skønt, Guds indgriben til helbredelse, mange kraftige gerninger ved Jesus. Men de omvendte sig ikke og fulgte ikke Jesus.  

Skulle vi så skånes, må vi spørge?

Skulle vort land skånes?

 

Det handler ikke om at holde Jesus for sandheden, men om også at følge efter ham i liv og lære. Vandre efter ham og det, han taler.  

Lade ordet synke ned og ind i hjertet.

Lade Jesu domstale ramme os, så vi omvender os.

Lade hans skarpe ord tage sådan plads i os, at vi begynder at forstå omfanget af vores synd.

Så vi begynder at bemærke, når vi er hårde som sten, og begynder at græde over os selv.

 

Når vi nemlig bliver hårde som sten, kan hverken mennesker eller Gud nå os, og alt går i stykker.  

Lad os derfor følge apostlens ord og formane hinanden i dag, så vi ikke bliver så hårde som stål i egen selvgodhed og selvophøjelse.

 

Lad os barnligt holde fast ved tilliden til Jesus, vor Herre, og vor Fader i himlen.

Fra nu og til vores dødstime.  

Når vi lader Jesu domsord få plads hos os, så kan han også på den måde få os ned på jorden, hvor vi hører hjemme, så vi i ydmyghed tager imod alle hans gaver til os: opmuntring, glæde, fred, Helligåndens mange gaver fordelt til os hver især. Så lærer vi lidt efter lidt at bevares fra det, apostlen kalder alt det, synden vil forlede os til.

 

Og lad os som menighed gå ud og invitere andre med til fællesskabet, høj som lav, men da ikke mindre dem, som betragtes som dem, ingen vil lege med.

For mange af DEM vil netop gerne lege med, være i selskab med og blive efterfølgere af Herren Jesus.

Udkast til prædiken 6. søndag efter trinitatis 27. juli 2014

6. søndag efter trinitatis

27. juli 2014, Nordby og Tranebjerg kirker

(Det skrevne har nok en del af elementerne af prædikenen, men er mere udkast til det, jeg sagde)
 

Nordby kl. 9

406 Søndag morgen fra de døde. K. 204 (Herre, jeg har handlet ilde).

435 Aleneste Gud i Himmerig. K. 9.

305 Kom, Gud Helligånd, kom brat. K. 312 (Laub).

prædiken

616 Herrens røst, som aldrig brister. K. 209.

nadver afsluttet med 192 v. 7: ”Du, som har dig selv mig givet”

59 Jesus os til trøst og gavn. K. 460 (Rind nu op i Jesu navn).

 

Tranebjerg kl. 11 med dåb:

402 Den signede dag. K. 48.

448 Fyldt af glæde. K. 147 (Hovland).

dåb

750 Nu titte til hinanden. K. 400.

prædiken

49 Ingen er så tryg i fare. K. 253.

nadver

674 v.1-2.6-7 Sov sødt, barnlille. K. 485.

 

Hvad godt kan jeg gøre for at få evigt liv?

spørger en ekstremt velhavende ung mand.

 

Livet ligger foran ham, men han fornemmer, at det hele alligevel ikke er som det skal være.

 

Jamen, hold buddene, siger Jesus. Dem har jeg overholdt overholdt allerede, svarer den unge mand. Men så er det, at han fornemmer, at der mangler noget alligevel – og spørger Jesus:

 

Hvad mangler jeg så mere?

 

Denne unge mand er kommet længere end de fleste. Mange vil ikke mene, at de mangler noget. De er ankommet. De er rige, Gud giver evigt liv, og de er lykkelige, uanset det forkerte de gør og gør dag for dag, ikke mindst at være gerrig som en selvfølge.

 

Hvad du mangler? Jesus tænker sig om og svarer:

Hvis du vil være konsekvent, så sælg alt hvad du ejer, og giv det til de fattige; så har du en skat i himlen. Og kom så og slut dig til mig!

 

Manden bliver virkelig trist, for han ejer utroligt meget.

 

Det sjove er, at Jesus tilbyder den rige mand rigdom i himlen, hvis han gør, som Jesus siger.

 

Hvis du vil være konsekvent, siger Jesus. Eller i den officielle oversættelse: Hvis du vil være fuldkommen.

 

Hvad handler det her om?

At den unge mand har et delt hjerte. Hans gerrighed og grådighed deler ham, han er kun en halvhjertet troende, trods det, at han lever efter buddene.

 

Mandens rigdom har kilet sig ind imellem ham og Gud. Derfor ser Jesus, at lige nøjagtig denne mand må skille sig af med sin rigdom. Mammon er blevet en besættelse for ham.

 

Hvad kan vi andre så lære af det? Rige, mellem-rige, eller fattig-rige – for vi har det jo godt i vores del af verden. Hvad kan vi lære?

 

At vejen er trang for alle

Frelse er Guds gave, som tilbydes alle

Alle kan ved et Guds under blive frelst – også de rige.

 

”Ingen mennesker kan frelse sig selv, men Gud kan alt.” ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.”

 

Så vi henvises altså alle til Guds nåde, at alt er givet den, der tror Gud og hans Søn.

 

Den sande rigdom kommer fra Gud og kan kun modtages som en gave.

 

Når vi lever sådan i taknemmelighed over, at Gud øser sine gaver ud over os, sin kærlighed i store mængder, forsoner sig med os ved Jesus hans Søn, tilgiver os, hver evig eneste gang vi kommer og beder om det. Også selvom vi bliver ved med at kæmpe med halvhjertethed, så vi alligevel vælger grådighed og gerrighed ganske ofte.

 

For på en måde handler mange af buddene om grådighed, at ville have mere, end der tilkommer mig.

 

At ære mine forældre: Jeg er født af denne far og denne mor, og jeg skylder dem ære, alene fordi Gud har gjort dem til mine forældre. Så skylder jeg også at give dem tilbage, så godt jeg kan, når de bliver svage, som jeg var en baby, der havde brug for hjælp.

 

Når vi sådan ærer vore forældre, så bliver vi også noget begrænset i vores grådighed, for så er vi ikke bare os selv, men forhånd sat ind i slægtens gang og dermed ikke enerådende, som kan glemme vore aldrende forældre.

 

At ære sine børn, ligger også i buddet. At ære dem som dem, Gud har en særskilt kærlighed til, så han har skabt dem sådan og sådan. Så vi ikke kan sige, at vi ejer vore børn, men har dem til låns.

 

Du må ikke bryde ægteskabet – også det handler om grådighed, ikke at acceptere at have nok i den ene, man har fået eller har taget sig, men vil have mere. Grådigheden udhuler respekten, æren, man skylder den anden, som man jo love’fsdfdsr ved en vielse: Vil du ære?

 

Du må ikke slå ihjel – også det er grådighed, for jeg vil ikke lade den anden være til.

 

Du må ikke stjæle, ja, her er grådigheden sagt lige ud, at jeg vil have mere. Jeg stjæler også, når jeg siger noget usandt om et andet menneske, for det stjæler den andens anseelse og ære, ja, det er at sidestille med drab.

 

***

 

Buddene er alvorligt mente. Det er ikke for sjov.

 

Men ingen bliver frelst ved at forsøge at overholde Guds bud. Men samtidig har vi ikke lov til at se stort på buddene, på de gode gerninger.

 

Det er tydeligt, at det Jesus går efter, er at mennesker bliver hans disciple, brødre og søstre, hans efterfølgere.

 

Og undervejs så lærer mere og mere om, hvem Gud og hans selv er.

 

Jesu disciple bliver lovet guld og grønne skove, det er ikke engang løgn. Blot fordi de er disciple. De er disciple, som er syndere som alle andre, men de ønsker at følge i Jesu fodspor, at være hans disciple, det er det afgørende.

 

Og de lærer undervejs, at ingen bliver frelst ved egne gode gerninger, lige meget hvor borgerligt ansvarligt og hvor kristeligt man lever.

 

Her må vi hver især kaste os ud i det, lægge vores liv i Guds hånd. Fordi alt er muligt for ham.

 

Paulus stiller det klart op: Loven og dens krav over for en anden lov, nemlig troens lov.

 

Vi er forpligtet på at leve som Gud vil det, men vi kan ikke.

 

Og når dommen kommer, kan ingen af os bestå. Kun den, der tror på Jesus som soning for vore synder, kan bestå i dommen.

 

Vi har overhovedet ikke fortjent frikendelse i dommen, men det er en ren foræring for Jesu skyld.

 

***

 

Men så sidder den unge mands skæbne alligevel i os. Må vi ikke også gå bedrøvet bort?

 

Nej, når vi gør Jesus til Guds Søn, når vi i hjertet kæmper med at følge ham, så gælder frikendelsen dig og mig.

 

Hvis du alligevel siger: Jeg kan ikke blive frelst, for jeg hænger ved min mammon, ja, så fornægter du Jesu ord, at for Gud er alting muligt.

 

Det gælder nemlig også for dig.

 

Den unge mands situation er ikke din eller min.

 

Jesus så, at manden var uhjælpelig bundet til sin mammon.

 

Andre rige mennesker hører vi om i evangelierne så som Nikodemus, og her er ikke et ord om at sælge alt.

 

Så vi må bestemt tro, at denne mand havde et problem, som Jesus gennemskuede, og at Jesus derfor gav denne mand en særlig udfordring. I hans tilfælde skulle kærligheden til mammon knækkes på en radikal måde.

 

Der er tider i vores liv, hvor en bestemt synd adskiller os fra Gud. Jesus siger det sådan: Hvis nu dit øje får dig til at gøre noget forkert, så riv det ud og smid det væk.

Det er bedre for dig at leve uden en enkelt kropsdel end at hele kroppen ender i helvede.

Og hvis din hånd får dig til at gøre noget forkert, så hug den af og smid den væk. Det er bedre for dig at leve uden en kropsdel end at hele kroppen kommer i helvede.

 

Det siger han i sammenhæng med buddet Du må ikke bryde ægteskabet.

 

Her er vi ikke i tvivl: Jesus mener ikke, at man bogstaveligt skal hugge hånden af eller rive øjet ud. Men han mener, at viljen skal mobiliseres, så det forkerte ikke trænger ind og ødelægger.

 

Sådan også med den rige mand: rigdommen er for ham en snare, en last, som truer selve hans sjæl. Han er nemlig dybt belastet af mammon. Netop til ham lyder: Slip din mammon.

 

Vi skal hver især øve os i dette. En har sagt: tingene besidder os, vi besidder ikke tingene.

 

Være opmærksom på, hvad det gør ved en (mammon eller noget andet).

 

***

 

Jesus taler meget mellemøstligt, når han f.eks. siger: Hvis nogen vil følge ham og ikke hader sin egen far, mor, hustru, og børn og brødre og søstre, ja, sig selv, kan ikke være min discipel.

 

Det betyder: Ingen må foretrække nogen af alle disse nærtstående personer for Gud, gøre dem til guder. Man må ikke sættere dem højest.

 

Altså må vi heller ikke foretrække mammon for Gud, altså gøre pengene til gud.

 

Vi mennesker er så forskellige og gør mange forskellige ting til vores gud, foretrækker det frem for den levende Gud.

 

I vores tid kan computere være en last for os, som vi skal vogte os for.

 

Kunne vi forestille os, at Jesus ville sige til os, hvis vi spurgte: Hvad mangler jeg endnu at gøre? Sluk for pc’en! Nej, endnu bedre: Sælg din pc!
 

Vi ved, at facebook, twitter og nettet i det hele taget kan sluge ufattelig meget af vor tid. Og vi kan finde mange laster derinde.

 

***   

Forsøg på en sammenfatning af det vigtigste:

 

Umulige krav og opfordringer og befalinger!

Det er hvad Jesus kommer med.  

Sælg alt hvad du har!

Riv dit øje ud, hvis det forarger dig!

Og til Peter og hans bror, de to fiskere, siger Jesus ganske enkelt: Følg mig! Og det gør de så.

 

Det drejer sig om at gå helhjertet ind for Jesus, følge ham helt.  

Buddene: Handler om en begrænsning af, hvem jeg er. Jeg er ikke hele verden. Begrænsning af grådighed, gerrighed, havesyg. At jeg vil have mere og mere af ALTING.

 

Jesus sætter det på spidsen:

For mennesker er det umuligt – altså at gøre Guds vilje helt og fuldt.

Men det er netop muligt for Gud at åbne op for det, Gud har alle midler og alle veje, intet er umuligt for Gud.  

Mange ved ikke, om de tror eller ikke tror. Der er nemlig så mange stemmer. Og samtidig hører de ikke Guds ord, så de har ikke noget at støtte sig til.

 

Alligevel, og netop da, lader Gud miraklet ske: den der ikke er opdraget i den kristne tro, bliver overbevist kristen.  

Nu gælder det om: hvor har jeg min opmærksomhed rettet hen? Og hvis noget ødelægger mig, mine medmennesker og mit forhold til Gud, så at give slip på det, der ødelægger.

 

Og kan jeg ikke det, så kan jeg bede Gud ændre mit sindelag, så der alligevel sker et mirakel.  

Vi er alle ekstremt rige i vores del af verden. Men der er ingen forskel. Jesu disciple forstod godt, at det nærmest var umuligt at opfylde kravet.

 

Og det er det også. DA er det, vi søger Guds barmhjertighed, da kommer vi i nærheden af Guds kærlige faderhjerte, som elsker med en dyb, øm, kærlighed, dig og mig, i hvad situation vi er i i livet, eller selv har bragt os i.

Her er dåben vores hjælp. At vi tror på Gud, som har døbt os. Så hans gaver i dåben bliver virksomme i os.  

Død og opstandelse – dag for dag.

 

Det gamle skal dø, det nye menneske som er forenet med Kristus, lever op.

Kun i forening med Kristus lever dette nye menneske op. Vi har ikke kræfterne i os selv. Jo, måske for en tid. Men dybest set, nej.

 

Det er Paulus’ tale: Vi kan ikke opfylde loven, men lovens bud gælder alligevel fuldt og helt. Jesus har i vort sted opfyldt lovens krav, fordi han er fuldkommen kærlighed. Han har forsonet os med Gud.

 

Nu har vi tiden til i glæde over, at han har skænket os sin retfærdighed, så at øve de gerninger, så godt vi formår. Glæde, fred, venlighed, mildhed, overbærenhed, hjælpsomhed, skal herske i os, ikke gerrighed, ondskab, bagtalelse, humørsyge, selviskhed, misundelse, had, skænderi.

 

Prædiken om Peters fiskefangst ved ø-gudstjenesten i Ballen torsdag den 17. juli 2014 kl. 16.00

Prædiken ud fra Lukas 5 om Peter, der ingenting fanger om natten, men på Jesu ord tager ud igen og får en kæmpe fangst. Hvorpå Jesus gør ham til 'menneske-fisker'.

Det hele begynder med, at folk lyttede til Guds ord, som Jesus talte til dem.

 

Guds ord skaber tro, skaber Guds nærvær.

 

Og Peter havde også nok hørt talen.

 

Men selv om Simon Peter tvivlede, så gjorde han, som Herrens sagde.

 

Det er det, Guds ord gør: trods tvivl kaster vi os ud i det.

 

Læg ud på dybet, sagde Jesus til Peter.

 

Peter lader sig gribe af det, Jesus siger. Jesus fisker Peter op, han griber ud efter Peter midt i hans dagligdag.

 

Peter kunne jo bare være fortsat som fisker uden Jesus hele sit liv.

 

Men nej, her griber Jesus ind i hans liv.

 

Det er midt i dit og mit livs tummel, midt i kampens hede på liv og død, hvor vi ofte ligger svært sårede af livet, af os selv, af andre, det er der, Jesus rækker os sin hånd, for at trække os LEVENDE ud af kampen.

 

Peter skal være menneskefisker, siger Jesus, Peter, du skal fange mennesker.

 

Det ord der bruges på græsk betyder, at Peter skal fange mennesker i levende live, eller sådan at de kommer sig, bliver levende.

 

Det siger digteren også, at Jesus siger til Peter: Jeg vil dig lære herefter snildt

lyslevende folk at fange.

 

Det betyder også at Peter skal gribe ud efter mennesker i livets hårde tummel og kampe og trække dem ud, så de kan leve op på ny.

 

Jesus er livet selv, livets kilde, som vi sang.

 

Der er ikke noget med at skjule, hvad det drejer sig om. I salmen blev det sagt klart:

 

Fra verden føre vi dem til Gud,

hvor frit de evig gå ind og ud,

og glæden dem altid følger.

 

Vi vil føre mennesker fra verden til Gud.

Fra alt det, der ødelægger dit og mit liv, til Gud, som er livet selv.

 

Salmen siger, at godt nok kommer vi med lys, men vi går også med kors, og vi vil ikke bedrage nogen,

nej, siger digteren, alle, som vi kalder på, ved, at de må forsage verden.

 

Hvad vil det sige?

 

Det vil sige at mene, at vi kan bygge vores liv på vore egne kræfter, vores egen indre energi. Tænk på Babelstårnet: de byggede med en enorm glød og energi og kraft. De stolede fuldt og fast på deres egen energi, at de selv kunne nå himlen. Men på et tidspunkt måtte de med skam forlade en ruin af en byggeplads.

 

Peter falder ned for Jesu fødder og indser, at han ikke er af de gode, da han ser underet med de mange fisk. Det er det øjeblik, hvor han blive brugbar for Guds rige, for Jesus.

 

Sådan også med dig og mig: Så længe vi stoler på os selv og gør fuldstændig som vi har lyst til, uden hensyn til Guds bud, uden Gud, med os selv som en afgud, ja, så kan vi ikke reddes ud af det dybe mørke, som vi så ofte er i.

 

Som Grundtvig siger:

Hvo kun al verden, ej mer, attrår,

han ej et ord af vor mund forstår,

ham griber da ej vor tale.

 

Hvis vi kun begærer det, verden i jordisk forstand kan give, så kan vi ikke forstå noget af Jesu ord og tale, så griber det os ikke.

 

Når vi på så mange måder som muligt forsøger at gribe ud efter mennesker, for at føre dem til Herren Jesus, så de også bliver hans disciple, så er det dybest set, for at de som vi ikke skal gå til grunde.

 

I dåben er vi tegnet med korsets tegn, vi går således med kors, tegnet på, at vi tilhører den korsfærstede og genopstandne Herre og Frelser Jesus Kristus. Det er også et tegn på en fuld og klar skilsmisse fra den Onde.

Prædiken ved tirsdagsgudstjenesten i Onsbjerg kirke om at være levende sten!

Prædiken især ud fra læsningen fra 1. Peters brev kapitel 2 vers 4-10:

"Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer ham åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud..."

Én ting er at fornemme, at Jesus er mere end et almindeligt menneske. Det fattede disciplene temmelig hurtigt. Ja, mange har meget snart fornemmet, at Jesus var den ventede Messias. Men den ventede Messias var jo ikke Gud eller Guds Søn i deres tankegang.

 

Det er altså én ting at forstå Jesus som mere end et almindeligt menneske. Det gjorde andre også, andre som ikke kunne drømme om at følge efter Jesus.

 

En anden ting er, at disciplene kom til tro på, at Jesus var og er den levende Guds Søn, intet mindre.

 

Det er det, Peter og disciplene nu er nået til, denne tro.

 

Og Jesus velsigner Peter for den tro, og nu kalder han Peter for klippe, den klippe, han bygger sin kirke på, med sig selv som grundstenen.

 

Men der mangler stadig noget i deres tro.

 

At Jesus skulle og måtte dø for verden, på grund af vor synd, det kunne Peter stadig ikke tænke.

 

Og alligevel er Peters tro nok til, at Jesus gør Peter til fundament for kirken.

 

Sådan kan vi være nået frem til en stærkere eller svagere tro, men afgørende er, at vi vil følge Jesus som hans disciple og tage ved lære af ham undervejs.

 

Og det må Peter nu. Han må lære, at han i virkeligheden kun ved meget lidt om, hvad det i praksis betyder, at Jesus er den levende Guds Søn.

 

Jesus måtte lide og dø og siden opstå på den tredje dag. Det sidste, det helt afgørende, forstod Peter og de andre først, da de havde mødt den opstandne Jesus, da graven var tom og Jesus havde vist sig levende for dem.

 

Det er stadig det afgørende i den kristne tro: at Jesus måtte lide og dø for vor synd, blev begravet og opstod på den tredje dag.

 

Og det bygger Peter helt og holdent på derefter.

 

Bare hans første prædiken pinsedag viser alt: Peter taler om, at Guds Messias umuligt kunne fastholdes af døden! Nej, Jesus er opstået fra de døde, og han var selv et hovedvidne på, at det er sandt.

 

Se, mennesker kan vælge sig de vidner, de stoler på. Jeg vælger Peter. Peter er hovedvidnet om, hvem Jesus er: død og opstået for os.

 

Så derfor, lad os vende os til det, Peter siger i sit brev:

Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud.

 

Altså: Peter kalder Jesus for den levende sten.

 

Jesus er det nye tempel, ligesom Jesus om sig selv sagde, at jeg vil rive dette tempel ned og på tredje dag oprejse det igen. Her talte han hemmelighedsfuldt om sit legeme, der skulle slås ihjel af dem, der vragede ham, som man vrager en byggesten på byggepladsen, og så skulle hans legeme opstå på den tredje dag.

Jesus er den levende sten, han er opstanden og lever evigt og er alle sine troende lige nær over alt på kloden.

 

Og Peter fortsætter: Lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, et helligt præsteskab.

 

Vi er døde for verden, for synden, for Djævelen, i og med Jesu død, ja, det gamle menneske i os er korsfæstet med ham, mens det nye menneske opstår med Jesus, vi har ved troen og dåben del i hans opstandelse og det evige liv allerede nu, ikke kun engang i fremtiden.

 

Vi lever vores liv i opstandelsen, med Jesu opstandelseskraft i os.

 

Det gamle er forbi, noget nyt er blevet til.

 

Kirken skal altså bestå af personer, som ikke er kolde og døde, men skal berige sine omgivelser med livgivende kærlighed.

 

Og det nye er ligesom et nyt tempel i Ånden, hvor vi som præster skal bringe åndelige ofre.

 

Hvad er åndelige ofre? Ja, det er livgivende kærlighed. Det er at overlade hele sit liv og hvad der kommer ud af det til Gud, uden at lade andre end Gud bestemme over os. Åndelige ofre vil derfor også sige en hellig livsførelse i Guds tjeneste – Peter siger jo, vi er et helligt præsteskab.

 

Når vi lever, som vi lærer af Jesus og apostlenes lære, så bygges vi efterhånden op som levende sten.

 

Og vi kan ikke fornægte Peters ord, at den, der tror på Jesus, skal ikke blive til skamme, men at andre, som ikke tror, tager anstød og ikke vil lytte til ordet. Det svære er, at Peter ligefrem siger, at de var bestemt til at snuble. Det har vi det svært med, sådanne ord.

 

Paulus taler også om, at jøderne lod sig forhærde og ikke ville tage imod Kristus, så de som en gren blev skåret af stammen. Men samtidig taler apostlen om, at vi af hedensk afstamning på ingen måde skal hovere, for hvis vi ikke ydmygt bliver i nåden, så kan vi også blive skåret af træet, og jøderne kan igen komme ind i billedet.

 

Der er aldrig noget med, at VI er frelste, men kun at vi for Jesu skyld ved troen frelses, men gør vi os til af det, ja, så dømmer vi os selv. Vi har nemlig kun Guds tilgivelse og nåde ved at tage imod Jesus som en gave, ikke som noget, vi nogensinde kan prale af.

 

Lad os gå ud og tænke på os selv som levende sten. Lad os bede Gud vor himmelske Far altid bevare os som levende sten og ikke døde og kolde kristne. Det værste der kan være til er lunkne kristne, kolde er bedre end lunkne. Vi kan sagtens føle os døde, men altid må vi overgive dagen til vor Herre, følge i hans og apostlenes spor, og vide, at vi ved troen har del i Jesu opstandelses kraft, så Han i os kan vende død og kulde til liv og varme, så vi også vender os ud og rækker ud med ordet om Jesus til mennesker og verden, og gerne tjener andre i vores liv og færden.

 

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis søndag den 13. juli 2014 kl. 9 i Tranebjerg og kl. 11 i Kolby kirke

Læsninger:
Romerbrevet 14,7-13
Matthæusevangeliet 5,43-48
(fra Jesu såkaldte bjergprædiken) 


Vær da fuldkomne, som min himmelske Fader er fuldkommen, slutter Jesus.

 

Og han siger, at vores retfærdighed skal overgå farisæernes, som gik efter at overholde en masse mere eller mindre selvopfundne regler for spisning og sabbatens overholdelse. Vi skal have del i en bedre retfærdighed. Og den får man ikke i tilgift til sin egen retfærdighed.
 
Nej, den bedre retfærdighed modtager man kun, når man er gået i stykker på sin egen gerningsretfærdighed, og det vil sige, at man står helt fattig og tomhændet over for Gud.

 

Den bedre retfærdighed er den, som Jesus giver. Den står i modsætning til den retfærdighed, man skaffer sig selv.

 

Jesus mener nemlig ikke, at disciplen endnu mere ængsteligt og samvittighedsfuldt end farisæeren skal beflitte sig på at overholde lovens bogstav.

 

I bjergprædikenen har Jesus én gang for alle afsløret den retfærdighed, man selv vil vinde, i al dens tvivlsomhed og forløjethed.

 

Over for loven, Guds lov, kan der kun findes en fuldkommen retfærdighed, ikke sådan en delvis eller relativ retfærdighed, det ville være en selvmodsigelse.

Denne fuldkomne retfærdighed kan alene bestå for Guds ubestikkelige dom, og intet menneske kan opnå den ved egen indsats, medmindre det menneske som Jesus ikke kender til synd. Derfor må hvert menneske tage imod denne fuldkomne retfærdighed som en gave.

 

Men at tage imod denne gave er ikke noget, vi kan gøre som noget forståelsesmæssigt alene, nej der må samtidig være en lydighed til at slå ind på den nye vej.

 

Jesus er ikke blot selv fuldkommen retfærdig, men han GØR også retfærdig.

 

Og den nye vej er Jesus Kristus selv. Den nye vej er discipelvejen, dvs. livsfælleskab mellem Mesteren og disciplen. I dette livsfælllesskab modtager disciplen Guds tilgivelse, det nye forhold til Gud, den gave, som hedder evigt liv, en ny tilværelse, et nyt hjerte. Ved at være knyttet således til Kristus, har disciplen den bedre retfærdighed, den, som gælder for Gud.

 

At være discipel betyder at have en Herre. En discipel, der vil gøre sig selvstændig, ville dermed ophøre med at være en discipel, selv om hans moralske rettesnor også nok så meget lignede den, vi kender fra Bjergprædikenen. Afgørende er og bliver livsfællesskab med Mesteren, og det beror ikke på en usikker fornemmelse.

 

Nej, det viser sig for det meste i meget håndgribelige situationer i vor hverdag.

 

Vi står uafbrudt overfor at skulle træffe afgørelser.

 

Ved helt dagligdags afgørelser viser det sig, hvem der er vores Herre.

 

Hvert øjeblik må vi vove at gøre det samme som Peter gjorde, nemlig trygt at sætte foden på bølgerne, når Mesteren kalder.

 

 

 

Ingen af os er alene, skriver Paulus.

Ingen af os er alene.

Men så tilføjer han: Ingen af os er alene, hverken når vi lever eller når vi dør.

 

Det er vores forhold til Gud, der gør, at vi ikke kan sige, at vi er os selv alene.

 

Vores forhold til de andre er rodfæstet i vores forhold til Gud. Vi hører Gud til i livet og i døden. Og Gud har sendt sin Søn, som døde og opstod, så han er Herre over både levende og døde.

 

Nu står Kristus mellem os og ethvert medmenneske.

 

Og nu forstår vi bedre, at for Jesus var det ikke i orden at hade sin fjende. Nej, du skal elske din fjende, bede for ham/hende.

 

Du er i et forhold til ham/hende, uanset om han eller hun bliver ved med at være din fjende. Han bad for sine fjender på korset: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.

 

Det umulige bliver muligt, når Kristus forvandler hjertet og fylder det med sin kærlighed.

 

Det handler om at overvinde sine hævnfølelser og endelig om at elske sine fjender.

 

Jesus formåede det, men han var jo også Guds Søn, kan vi sige. Men vi ser jo i beretninger fra de første kristne eksempler på dem, der virkelig elsker deres fjender, f.eks. Stefanus, den første martyr.

 

Hvad er en fjende? Den, der ikke vil dig det godt. Det er også den, der ikke kan døje den enestående myndighed, Jesus gjorde krav på.


Personligt fjendskab rammer det menneske, der ikke følger flertallets brede vej, daglig bagvaskelse, forhånelse, ja, ligefrem trusler.

 

Men samlet kan vi sige, at i NT er fjenden den, som er fjendtligt stemt over for mig. Jesus tænker slet ikke muligheden, at hans disciple skulle være en eller anden fjendtlig stemt.

 

Disciplens handlemåde skal ikke være bestemt af andre menneskers handlemåde, men af Jesu handlemåde over for en selv.


Kilden til, hvordan vi skal være, er Jesu vilje med vores liv.

 

Fjenden er den, der vedbliver at være mig fjendtlig stemt, trods min kærlighed; fjenden er den, der ikke tilgiver mig, når jeg elsker ham/hende, men blot håner mig endnu mere, når jeg gør alvor af at tjene ham.

 

Kærligheden spørger ikke om gengældelse, men efter det menneske, som har brug for kærlighed. Det gør især fjenden, der selv lever i had blottet for kærlighed.

 

Vi bliver ikke bedt om at føle noget særligt, men vi bliver bedt om at gøre noget bestemt.

Nemlig, at vise fjenden kærlighed, som var han eller hun min nærmeste.

Jo mere fjendtlig min fjende er, jo mere nødvendig er min kærlighed.

 

Elsk din fjende. Elsk din uven. Det er kristendom. Men vi kan ikke. Derfor døde Jesus, Guds Søn, for os, for at gøre det muligt.

 

Vi var selv Guds fjender, uvenner med Gud.

Vi gad inderst inde ikke Gud, men Gud gad os.

 

I Jesus ser vi, hvad det vil sige at elske sin uven.

 

En kristen skal ikke tillægge sig selv for meget værdi og ikke i alle ting tro, at han eller hun selv har ret og næsten uret.

 

Meget splid og meget fjendskab har sin oprindelse af, at mange mener, at andre må tåle noget af dem, mens de selv intet ville tåle og finde sig i, eller at de ubehageligheder og krænkelse, de i ord eller gerning forvolder andre, ikke have noget på sig, mens de derimod lægger stor vægt på alt, hvad der møder dem selv.
 

Når vi kommer i uenighed, tror vi aldrig, at vi selv har nogen del i det, men skyder al skylden på andre mennesker; de er underlige, trættekære og bitre; de har gjort det ene og det andet.

 

Men en sand kristen bør hellere tale imod end for sig selv i sin egen sag og ikke søge årsagen til uenigheden så meget hos andre som hos sig selv.

 

 

Jesus talte med alle. Han sagde lige ud, hvad der var forkert, men elskede samtidig de mennesker. Han så altid mennesker i øjnene.

 

For Jesu skyld er vi ikke længere uvenner med Gud, men Guds venner, Jesu venner.

Prædiken om at gå ind i sit kammer - ved aftengudstjenesten i Langør kirke torsdag den 10. juli 2014 kl. 19.30

Det er lidt underligt, at Jesus understreger det med at lukke døren og så bede til Gud alene bag en lukket dør.

 

Men det er det, der skal til, for at den enkelte virkelig kan samle sig.

 

Gud vil føre dig ud på en personlig rejse med udfordringer og bønhørelser.

 

Jesus kalder os hver især til at være hans discipel, som alene sætter lid til sin mester.

 

Som har benene solidt plantet på jorden, men også er parat til at gå på de ben hen til andre, når vi kaldes til det.

 

Nu er du kommet ind i dit kammer. Prøv at skabe et rum der, hvor du får for vane at sætte dig, bedst med en bibel og et bibelstykke. Bed en bøn som denne:

 

Herre, jeg er så tykpandet, så jeg har brug for at ting ramler ind i mig, så jeg kan se dem; vær venlig at åbne mine øjne og min ånd og giv mig lige det, jeg har brug for ud fra det, jeg læser nu!

 

Sådan bad en engelsk kvinde, Mary Butterwick, når hun kom hjem fra theposefabrikken, og langsomt fik hun en vision om at skabe et hospice. Det var en lang proces, men den begyndt helt konkret, i virkelighede helt jordnært med, at hun efter endt arbejde sad derhjemme med sin bibel, bad denne lille bøn, og så lod Gud om resten.

 

Hun begyndte dag efter dag med denne lille bøn. Det første der skete var at hendes voksede. Hun havde som barn gået i kirke, men nu var det som om fortællingerne i bibelen blev tydeligere for hende. Før havde hun kendt fortællingerne med hovedet, men nu gjorde hun det også med hjertet.

 

Hun havde samtidig mange spørgsmål, men det virkede som om Gud ikke havde noget imod dem. Og det vigtige var, at hun havde indledt en samtale med Gud.

 

Mary Butterwick have som ung arbejdet for hæren i England under anden verdenskrig. Dengang troede hun altid, at nogen eller noget passede på hende. Hun plejede at kalde det hendes gode fe og hun havde oplevet at heldet ofte var med hende, som hun mente skyldte hendes gode fe. Nu forstod og følte hun dette nærvær som Helligånden, som hun inviterede til at guide hende, og at det var Helligånden der gjorde, at hendes sjæl kunne lytte, at hendes hjerte kunne åbne sig og at hun kunne vokse i ånden.

 

I det ydre havde intet forandret sig, men indvendig begyndte Mary at få en overvældende følelse af kærlighed, som både beroligede hende og styrkede hende. Det var som om hun så på verden med helt friske øjne og hun ville så frygtelig gerne gøre noget for Gud, men hvad det skulle være, vidste hun endnu ikke.

 

Hun følte sig ikke længere alene eller bange.

Hun savnede stadig sin mand John, men hun havde forsonet sig med, at han var død, for dø det skal vi jo alle.

 

Men hun var stadig oprørt over, at han var død alene, uden at hun havde haft mulighed for at sige et sidste farvel, men nu så hun på hans død ikke som et farvel, men et ’far vel’.

 

Hun var nødt til at lære at lægge sine bekymringer i Guds hånd og stole på, at Han ville tage sig af dem.

 

Mary skrev altid noget i sin dagbog i forbindelse med sin bøn. Og en dag under sin stille time med bibelen og bøn, så begyndte hun at skrive – ikke længere om sine bekymringer om, hvordan hun kunne hjælpe en bestemt patient, men om et hus. Nej, det var ikke bare et hus, det var et hjem. Det var et stort hjem – lyst og dejligt. Med rummelighed, der gav en følelse af frihed til at le sammen, være alene eller hvad der var behov for. Det var et stort hjem, men også hyggeligt. Der var ild i pejsen, tykke tæpper på gulvene, dejligt sengelinned, bløde håndklæder. Der blev gjort noget ud af detaljerne med malerier på væggene og blomster i vaser på bordene og i vindueskarme. Det var et sted, der bød mennesker velkommen, hvor mennesker følte sig trygge og straks følte sig godt tilpas.

 

For Mary blev det begyndelsen på noget meget konkret, først et dagcenter for døende og deres pårørende, efterhånden det store skridt: et hospice.

 

***

 

Mary var på vej ind i en stor vision om et hospice, det blev hendes niche så at sige.

 

Hun kan være en rollemodel i sin trofaste brug af stilhed og bøn. Og hendes bøn er vigtig for os fortravlede mennesker i dag.

 

Vi må bede om, at noget ramler ind i os, så vi forstår, hvad Gud vil have os til at gøre.

 

Vi skal prøve at dæmpe vores trang til bare at gøre, handle, men give Gud mulighed for ved sin Ånd at påvirke vores dagsprogram

 

Og så handle på DET!

 

Der venter os en spændende rejse. Men også en rejse, som er væk fra vores selvcentrerethed. Og det er jo skønt.

Den engelske forfatter Kate Atkinson henviser i et interview i en avis forleden til en hel skole af kvantefysikere, der siger, at tid ikke er, hvad vi ellers gør den til. De mener ikke, at vi altid er på grænsen til noget nyt i en lineær tidsforståelse. For dem eksisterer al tid altid på samme tid i en kompliceret hvirvel af paralleluniverser.

 

Det citat kan sammenstilles med den bøn, Jesus har lært os: Komme dit rige!

Eller i bibelen på hverdagsdansk:

Må dit rige bryde igennem!

Bryde igennem nemlig vores lukkethed for Guds Ånd, hvad Gud vil med os.

 

Må din vilje ske på jorden.

 

Giv os det, vi har brug for i dag – også fokus på, hvad andre har brug for, at vi gør i dag, at vi får, hvad vi har brug for, for at kunne være der for andre.

 

Tilgiv os, hvor vi har svigtet,

ligesom vi selv har tilgivet dem, som har svigtet os.

 

Og det at være under Helligåndens vejledning følges op af en bøn om at blive befriet fra den Ondes angreb på os og de fristelser, han sender mod os.

 

---

 

Lidt om bibellæsning. Det kan jo gøres på mange måder. Man kan bruge redskaber så som en bibellæseplan (vis!).

 

Det kræver disciplin, men i grunden kan sådan en som jeg bare tænke på, hvor god tid jeg i sommer har haft til at se VM i fodbold.

 

Det gode ved at gøre det til en vane at bed og læse i sin bibel er, at det bliver en god vane, som krop, sjæl og ånd efterhånden ligefrem længes efter.

 

Vi er i vor tid på vej til at blive en slags maskiner, hvis vi ikke passer på.

 

Bibellæsning kan være et middel til at blive mere person.

 

Ved at læse om alle mulige personer igennem hele bibelhistorien. Og fornemme linjer i bibelen.

 

Bortset fra, at det virker dannende for os, som bliver mere og mere rodløse i maskinernes tid.

Prædiken 3. søndag efter trinitatis især ud fra Efeserbrevet 2,17-22

Prædiken især ud fra brevet til menigheden i Efesos kapitel 2 - her i oversættelsen "Bibelen på hverdagsdansk" - man kan i øvrigt læse hele denne bibel online på
http://www.bibleserver.com/start/DK (hvor der er også er adgang til forskellige andre oversættelser):

17 Jesus Kristus kom med budskabet om fred både til os jøder, der kendte Gud i forvejen, og til jer, som var langt borte fra Gud.
18 I kraft af at høre Kristus til har begge parter nu adgang til Faderen gennem én og samme Helligånd.
19 Altså er I ikke længere fremmede og udenforstående, men hører med til Guds nye folk.
20 Guds menighed er ligesom en bygning, der bliver opført på et solidt fundament, som lægges af apostlene og profeterne med Jesus Kristus som den altafgørende hjørnesten.
21 I kraft af at Jesus er menighedens Herre, sammenføjes de forskellige dele af bygningen og opbygges til et helligt Guds tempel.
22 Og i kraft af ham er I også blevet en del af den bygning, der er en ny, åndelig bolig for Gud.


”Gud har sendt mig for bringe godt nyt til de afmægtige og genoprette dem, hvis hjerte er knust. Jeg skal forkynde frihed for de fangne og løse de bundnes bånd.” Es. 61,1.

 

Sådan er Gud, sådan er Jesus.

 

Du er bundet – Jesus vil, at du skal være fri!

Du sidder i et fængsel, føler dig spærret inde – Jesus vil sætte dig på fri fod!

 

Du er afmægtig – han vil udstyre dig med sin kraft!

Dit hjerte er knust – han vil samle stumperne af dit hjerte, så du heles, genoprettes.

 

Jesus Kristus lod sig knuse på korset for os.

 

Den bygning af levende sten, som er hans værk, og har ham som den samlende sten, den bygning er ikke som andre bygninger.

 

Når vi ser på en byggeplads, ser det temmelig rodet ud, i al fald for os, som ikke kender projektet, og roderiet er så meget større, jo større byggeri der er tale om. En kolossal byggeplads ser kolossalt rodet ud med materialer liggende i store bunker her og der i en håbløs forvirring.

 

Engang i fortiden planlagdes Babeltårnet af dets ambitiøse initiativ-tagere til at være et mødested for gudløs selv-promovering.

 

Byggeriet gik hurtigt i stå og bygherrerne blev spredt ud i hele verden.

 

Tårnet blev en ruin af noget halvbygget, som et udtryk for, at kollektiv gudløs selviskhed fører ind i en blindgyde, fører til sin egen opløsning.

 

Sådan var det ikke med Herrens eget byggeri med levende sten.

 

I modsætning til dødt materiale ejer denne monumentale struktur kapacitet til vækst og interaktion.

 

Det holdes ikke sammen af kunstige skruetvinger eller klamper, hvor pres og modpres er den afgørende mekanisme, pres og modstand. Sådan er det ofte i kirken i det ydre, men ikke i Herrens byggeri, som er hans kirke med ham som arkitekt og bygherre.

 

Hver enkelts plads i helheden er forberedt. Enhver troende har sin egen niche at udfylde. Hos Arkitekten bag dette mesterværk af en bygning finder ingen kedelig konform struktur nåde, men han værdsætter derimod forskellighed som ikke ødelægges af uenighed. Idealet er for Arkitekten ’enhed i forskellighed’.

 

Og forskelligheden er stor – der er plads til både jøder og hedninger.

 

Hvis nogen skulle mene, at jøderne ikke har noget med kirken at gøre eller kan have noget med den at gøre, ja, så er det et frafald fra Jesu Kristi kirke, som tæller Jesus-troende af alle stammer og tungemål, og ikke mindst også kristne af jødisk herkomst.

 

Kirken har sin grund i Jesu Kristi korsfæstede legeme. Kirken er i den korsfæstede blevet en ny menneskehed, hvor den forbandelse, som adskilte Gud og mennesker, det fjendskab der var og den rene lovopfyldelse er brudt og hvor der bor den fred, som er Kristus selv.

 

Men kirken er endnu mere, den er den himmelske by og det himmelske hus, som samtidig er et legeme, altså Kristi legeme, og så er kirken også en institution bestående af enkeltpersoner, som frit slutter sig dertil.

 

Kirken er føjet sammen i Kristus, og konkret funderet på apostlene og profeterne i en bestandig vækst til et helligt tempel i Herren, intet mindre!

 

Mærkeligt nok er kirken på en og samme gang et færdigt byggeri, som dog samtidig vokser!

 

Der føjes hele tiden nye lemmer på legemet, kirken, og kirken befinder sig på den måde i Kristus hele tiden på vej til virkeliggørelse af den væsen, nemlig at være Guds bolig i Ånden.

 

Facaden af bygningen som sådan er symmetrisk, for det er selve profeternes og apostlenes tro, som giver bygningen dens symmetriske struktur. Der er ikke monoton ensartethed som ideal. Alle de varierende detaljer bidrager til helheden.

 

Om det er konger og profeter, fra øst og vest, patriarker eller efternølere i vore tider, tiggere og fattige til alle tider, babyer i moders arme eller hundredårige, ja, på Samsø 102årig, fremtrædende i samfundet eller folk der hutler sig igennem, lærde og analfabeter, farisæere og toldere, dem med en skarp tunge og dem med et svagt sind, de respekterede og de kriminelle, - alle sammen føjes sammen i denne helt ufattelige bygning.

 

Det er ikke sådan, at stenene gensidigt yder hinanden modstand, men i stedet sammenføjesalle de forskellige dele af bygningen harmonisk i kraft af at Jesus er Herren, og vokser til et helligt tempel i Herren.

 

Det kan faktisk godt være, at der sigtes til de enkelte bygninger eller menigheder, så vi kan sige: Ved Jesus Kristus som hovedhjørnesten sammenføjes enhver bygning og vokser til et helligt tempel for Herren. Altså, at der med ordene sigtes til hver enkelt menighed, at hver menighed sammenføjes i og ved Kristus, så at de enkelte sten (kristne) i ham samles til at udgøre en bygning, fordi han er deres fælles livsgrund. Og sådan vokser bygningen, indadtil og udadtil, til i ham at blive et helligt tempel, hvor Gud bor.

 

Alle de enkelte ’bygninger’ udgør altså tilsammen det ene tempel, den hellige almindelige menighed, som vi bekender i troen.

 

Herren er min hyrde og hvad deraf følger - prædiken til 2. søndag efter påske 2014 ved tirsdagsgudstjenesten i Tranebjerg kirke

”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes” – sådan lyder det ofte ved begravelser. Og i dag har vi hørt ordene fra salmen i sin helhed.  

De tidlige kristne gav sig til at kalde Jesus for Herren. De åbenbarede sig for dem, så de kom til tro på, at han er Guds enbårne Søn. Og at Han er ét med Gud Fader.

 

Så når der i det gamle testamente står ’Herren’, så betød det fra starten for de kristne både Gud Fader og Gud Søn, ja, og Gud Helligånd.  

Herren er min hyrde – altså Jesus Kristus. Og han tager det jo op, som vi hører: Jeg er den gode hyrde.

 

Der er mange farer forbundet med at være får og lam. At have en hyrde er det samme som at være under beskyttelse, at høre til, at vide at hjælpen er nær, når jeg komme i nød og elendighed.  

Jeg er tegnet med det hellige korses tegn i dåben, som en tatovering. Det betyder, at jeg ved, hvor jeg hører til.

 

Mange vil kæmpe om vore sjæle og stjæle os. Det advarer Jesus om. Pyt med legemet, som kan slås ihjel, men lad ingen nogensinde stjæle din sjæl.  

Nu er vi jo ikke i bogstavelig forstand får og lam, og slet ikke, forhåbentlig vilde dyr.

 

Det, der adskiller os fra vilde dyr er venlighed og ydmyghed.   

Han havde talt om sig selv offentligt gennem flere år, men nu hører vi, at de ledende blandt hans landsmænd alligevel er frække nok til at spørge ham forfra: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det lige ud.”

 

De talte svigefuldt, for om muligt at gribe ham på det ene ben. De havde ikke gode intentioner med deres spørgsmål. De vidste, hvad han havde sagt.  

De spurgte ikke for at lære af ham, men for at finde en fodfejl i hans ord, en knast de kunne hænge beskyldninger op på, om så bare et halmstrå.

 

De, der var mere besindige i folket og blandt lederne havde undervejs, når Jesus havde gjort sine mægtige gerninger sagt sådan noget som: ”En synder kan ikke gøre sådanne undere”, ”en dæmon kan ikke åbne blindes øjne”, ”ingen kan gøre sådanne undere hvis ikke Gud er med ham”. Derfor sagde folk også til hinanden: ”Mon ikke han er Kristus?”  

Jesus peger i sit svar på sine gerninger. Hvis de ikke tror ham, for det han har gjort, mægtige gerninger, hvad skulle hans ord da kunne gøre.

 

Derfor drager han den slutning, som de må indrømme er sand, at de hører ikke til hos ham. De vil ikke ind under hans herredømme, de vil ikke have ham som deres hyrde.  

De holder vandene åbne. Men den går ikke. Og de har altså med deres list valgt ham fra.

 

Jesus taler ellers om, at der er andre får end dem, som er jøder, at han vil samle andre flokke – det er en hentydning til verdensmissionen, som endnu ikke er til ende (bibelen er oversat til over halvdelen af alle sprog i verden).  

Men alligevel: Jesus prøver at provokere dem til at vende sig om og blive hans får.  

 

 


Og hvordan bevares vi nu som får hos den gode hyrde?
 

Det gør vi, når vi lytter til hans røst og handler på det, han siger, hans befalinger.

 

Dåbs- og missionsbefalingen munder jo ud i, at vi skal lære alle folkeslag at holde alt det, Jesus har befalet. Så vil han være med os alle dage.  

Sådan beder apostlen for menigheden blandt hebræerne og siger: ”Måtte fredens Gud sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje…”

 


Lad os se nærmere på de ord!
 

Gud er fredens Gud. Freden, han har til os består i at gøre, som han befaler, så bevares freden i os og blandt os.  

Vi kan ikke gøre det gode af os selv, kun Gud kan sætte os i stand til at leve efter Guds vilje.

 

Og så er spørgsmålet: Hvad er Guds vilje?

Vi har i vores tid haft en stærk tendens til fra prædikestole at lade det stå hen i tågen, hvad Guds vilje er. Men Guds vilje er ikke noget ubestemt, men noget bestemt.  

Mennesker fra alle mulige kulturer, som ikke er kristne, har stor forståelse for, hvordan de bør leve for at ære og tækkes Gud.

 

Og apostlen lader os ikke i uvidenhed. Han opremser i det mindste fem helt konkrete ting, der hører med til at gøre Guds vilje.  

Jeg har hørt om en ny bog med kostråd, der netop er udkommet. Forfatteren blev interviewet, og det fremgik, at hun har 10 kostråd. Intervieweren syntes det var mange råd. I al fald har vi også de ti bud, men apostlen giver i slutkapitlet, lige før det, vi hørte læst, fem ting, der hører med til at gøre Guds vilje. Vi tager dem en for en.

 

1 Broderkærlighed. Altså indbyrdes kærlighed og venlighed. Det er ikke bare en følelse, men det koster mange gange meget. ”Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” (1. Joh. 3,16ff).  

Og nu hører vi om helt konkrete måder at vise indbyrdes kærlighed.

 

2 Kærlighed over for fremmede eller gæstfrihed. Det kan handle helt konkret om at byde fremmede velkommen hos os og blandt os. Det kan handle om kristne, som rejser fra sted til sted. Og dem har vi jo mange af i form af fritidssamsinger og turister. Men de/I er jo mange af jer næsten ikke fremmede!  

3 Huske på dem i fængsel for deres tro, og på dem, der mishandles eller bare behandles dårligt. Enhver, det sker for, som lider en eller anden form for nød.

 

4 Respekt for ægteskabet, være tro mod ens ægtefælle. Ægteskabet er guddommeligt givet, så derfor må det ikke forurenes af en 3. part mellem ægtefællerne. Det handler også om ikke at være utro, at begære andre.  

5 Tanken om begær leder umiddelbart over til en anden slags begær: nemlig begær efter gods og guld. ”Hvor meget er den mand værd?” Sådan kan man sige på engelsk, og mener egentlig: Hvor rig er den mand? Hvor meget ejer han?

 

En kristen leder må være fri af pengekærlighed, for som det heder: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Det giver alle slags gnavende bekymringer. Den grådige kan aldrig falde til ro, være lykkelig, men vi skal i stedet for VÆRE TILFREDSE, nøjes med det, vi har. ”Gudfrygtighed sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv, siger apostlen. Husk: vi kom tomhændet ind og skal gå tomhændet ud af livet. Så lad os nøjes med føde og klæder.  

Disse fem ’råd’/befalinger giver apostlen os altså.

 

Holder vi os til hyrden, så vil vi også arbejde på at holde os til ham på enhver måde, og det indbefatter ikke mindst disse fem ord, vi har hørt.  

Så kommer løftet: Ingen skal rive mine får ud af min hånd.

 

Når vi altid arbejder på at følge vores hyrde og hans befalinger, så sker der det under, i små og store ting, at han velsigner vores liv, udfrier os af problemer, og selv udvirker i os, hvad der er ham til glæde, og dermed til glæde for os.

Prædiken påskedag 20. april 2014 med historien om Alexander Selkirk

Den 2. februar 1709 blev sørøveren Alexander Selkirk, fundet på den ubeboede ø Más a Tierra.

 

Han og kaptajnen, som samlede ham op på øen, blev interviewet af en Woodes Rodgers, som nedskrev den fantastiske beretning. I over fire år levede han alene på øen. Han var raget uklar med sin kaptajn. Han havde fået klæder, køretøj, en flintebøsse, lidt krudt, kugler og noget tobak samt en huggert, en kniv, en bibel, nogle småting, navigationsinstrumenter og nogle bøger.

 

Han byggede sig et par hytter, og ud over at skaffe sig føde beskæftigede han sig med at læse, synge salmer og bede, så han hævdede at have været en bedre kristen i sin ensomhed, end han havde været nogensinde før eller siden. Efter den første fortvivlelse tog han ordentlig fat på at leve, der var masser af krebs og geder, og han kunne lave en udmærket kødsuppe af, for fårekødet lugtede ikke så ramt som vores (det er altså engelske får). Han havde holdt regnskab med fårene og vidste, at han havde dræbt 500 og fanget mange flere, som han havde mærket i øret og sluppet fri igen. Da han ikke havde mere krudt tilbage, fangede han dem ved at løbe dem op til fods. Hans levemåde og evindelige vandringer og løb havde fjernet ethvert overflødigt pund fedt på hans krop, så han løb forbløffende hurtigt gennem skoven og op ad klipper og bakker. De folk, der fandt ham, opholdt sig nogen tid på øen. De havde en bulldog, som de sendte ud sammen med adskillige af deres hurtigste løbere for at hjælpe ham med at fange fårene, men han løb både hund og mænd trætte, fangede gederne og bar dem tilbage til dem på ryggen. Han fortalte, at hans adræthed under gedejagterne engang nær havde kostet ham livet, for han havde forfulgt en ged med så stor iver, at han fangede den på kanten af en afgrund, som han ikke havde været opmærksom på, da den havde været skjult bag nogle buske. Han faldt ned i afgrunden sammen med geden, og der var langt ned. Han var så omtumlet og kvæstet ved faldet, at det var lige før, han var omkommet. Da han kom til sig selv, opdagede han, at den døde ged lå neden under ham. Han lå der et døgn og var derefter lige med nød og næppe i stand til at kravle tilbage til hytten, der lå halvanden kilometer derfra, og her måtte han så ligge og sunde sig i ti dage.

 

Da hans sko efterhånden var gået slidt op, klarede han sig uden og hans fødder blev så hårde, at han kunne løbe overalt uden vanskeligheder, og det varede et stykke tid, før han kunne gå med sko, efter at de havde fundet ham. For da hans fødder i så lang tid ikke havde været vant til sko, svulmede de op, da han atter begyndte at gå med dem.

 

Da han kom ombord på deres skib, var han så uvant med at tale sit eget sprog, at de knap nok kunne forstå ham, for han udtalte kun ordene halvt.

 

***

 

Beretningen er skrevet ned 3 år efter, at Selkirk blev samlet op af et skib. Eller 7 år efter, at han var landet på øen.

 

Der var ingen særlig grund til nedskrivningen andet end den utrolige historie, det var.

 

Og mange skrev derefter historier ud fra den virkelige historie. F.eks. romanen om Robinson Crusoe.

 

Evangelierne er nedskrevet lang tid efter begivenhederne. Mellem 30 og 60 år efter.

 

De første disciple og kristne var ikke optaget af skriveri, men af at forkynde Jesu opstandelse og alt, hvad han havde gjort og nu gjorde for menigheden.

 

Der var heller ikke mange, der KUNNE skrive i deres kreds. Mange var fiskere og lignende. De havde slet ikke tid til at tænke på papyrus og blæk. Eller havde de? Det ved vi strengt taget ikke. De har måske skrevet stikord ned, for at huske det, Jesus havde sagt og gjort. Men papyrus er i stor stil gået til, det er nærmest et mirakel, hvis noget har overlevet de mange århundreder. Så strengt taget ved vi ikke, om de skrev en hel masse ned ret hurtigt, ligesom med Selkirks historie.

 

De fire evangelier er jo ikke kommet ud af ingenting, men af tidligere mindre bøger og samlinger af mundtlige fortællinger. Og lad os huske: Selv 60 år er ingenting i menneskers hukommelse og erindring. Stormen på Dybbøl for 150 år siden kender vi masser af historier om. Jo længere tid der går, jo mere nøjagtigt ved vi, hvordan det hele foregik, ved at stykke alle beretningerne sammen.

 

Lad os tage en pige født år 20 e.Kr. Hun var 13 år, i konfirmationsalderen, da Jesus døde. 60 år senere var hun 73 år gammel. Alting står lyslevende for hende. Hun har hørt kvinderne fortæller og fortælle, og mændene fortælle og fortælle. Jo, hun var der ikke ved graven, men hun har hørt det fra mennesker, som hun elskede og stolede på.

 

***

 

Tænk, hvor let det hele var, hvis vi ligesom med Selkirk bare havde én beretning, eller fire beretninger, som var fuldstændige enige om alting. Men det havde jo været utroværdigt. Jo ældre vi bliver, jo dårligere kan mange huske præcis hvordan tingene foregik, rækkefølgen, antal af mennesker, vejret, og kan godt komme til at blande flere begivenheder sammen. Det hører man så tit, når folk taler om deres livs højdepunkter, at folk kan strides om detaljer. Men netop derfor er de troværdige vidner til deres eget liv.

 

---Hvis der er noget, de fire evangelier: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes er enige om, så er det, at graven var tom påskemorgen. Den var tom. Og at Jesus blev set efter sin død, ikke som et genfærd, men levende og talende.

 

Én gang for alle skal det her siges følgende: Hvis de fire evangelier ord til ord var enige om alle detaljer og i rækkefølgen af det, der skete påskemorgen, ville det kaste en stærk mistanke på øjenvidnerne, nedskriverne og måske også udgiverne af hele Ny Testamentes beretninger for aftalt spil.

 

I stedet finder vi, at de fire evangelier er utrolig forskellige netop i, hvad de fortæller om påskemorgen. Ikke desto mindre er der ingen slinger i valsen: De troede ikke blot, at graven var tom, men at Gud havde opvakt Jesus fra de døde. Og uden den tro har Ny Testamente slet ikke mening.

 

Nu er vi befriet fra angsten for døden. Vi har intet at frygte, vi der tror på den korsfæstede med genopstandne Herre og Frelser. Vi er fælles med ham om liv og fred, lys, kraft og herlighed, vi er i troen på ham sikre på, at vi skal møde ham en dag. At døden kun er en dør indtil herlighed i hans rige.

 

***

 

Mit eget vidnesbyrd er, at troen på den opstandne Herre bærer mit liv oppe. At Han gang på gang har fået mørke skyer, trængsler og lidelser og tab til at svinde ind i ved Hans kraft. Ikke som noget meget overnaturligt, men som noget meget virkeligt. Som jeg ved, at jeg ikke var kommet igennem uden Hans hjælp, uden Hans kraft, uden troen på, at Han er opstanden og har magten over alle magter, der vil fordærve mig. Han har magten over synden, så synden ikke skal få lov til at regere i mig, selvom synden gør sit graverende arbejde i mig, som i alle, så er Han dog den Herre, som kan tilgive og fjerne og rense mig for synden og gør den magtesløs ved hans blod på korset, ved hans blod, som nu på en herliggjort måder ruller i hans årer.

 

Han har overvundet selve dødens magt med sin egen død.

 

Han har besejret Satan og alle hans ånder. Det kom han for at gøre, drive dæmoner ud, og gjorde det, og gør det stadig.

 

Hans opstandelseskraft bevirker, at jeg ikke behøver at være bange for noget som helst andet end at gøre andre og Gud fortræd.

Prædiken langfredag den 18. april 2014

Langfredag 18. april 2014 kl. 11
i Tranebjerg kirke

Læsninger:
Davids Salme 22,2-22a
Profeten Esajas 52,13-53,12
Johannesevangeliet 19,17-37

Salmer der citeres i prædikenen:

Salmebogen nr. 210
1 Syng højt, min sjæl, om Jesu død!
Han faldt ej sejerløs,
thi hans »fuldbragt« så mægtigt lød,
at Helved skjalv og gøs.
2 Det kors, der rødmer af hans blod,
som vidste ej af svig,
en trappe er til tronens fod,
som står urokkelig.
3 Syng højt, Guds folk: Det er fuldbragt,
vor frelser sejer vandt,
al verden ham er underlagt,
hvis blod på korset randt!
4 For Jesu navn hans fjender fly
og styrte for hans sværd,
mens kronen vinker over sky
den mindste, ham har kær!
Isaac Watts 1707-09.
N.F.S. Grundtvig 1837.

Salmebogen nr. 211 (sunget stående til sidst)

Mel.: Frands Wormordsens håndbog 1539
1 Lad vaje højt vort kongeflag!
Lad flyve korsets banner!
Til heltedød på sejrens dag
det sine kæmper danner.
2 Påmind os kun, vort sejerstegn,
om Herrens død og pine!
Thi under hver en himmel-egn
derved han frelste sine.
3 Afbild os kun det korsets træ,
hvorpå vor frelser hængte!
Derunder kun det ly og læ
vi fandt, hvortil vi trængte.
4 På dødens Hovedpande-fjeld,1
alt med hans hænder rene
vor håndskrift for en bundløs gæld
blev naglet til dets grene.2
5 Og da med vand udrandt hans blod
af gennemboret side,3
det væld udsprang af træets rod,
hvori vi tvættes hvide.
6 Korsfæstelsen af synd og død
er heltedåd til livet;
til trøst og håb i al vor nød
er tro derpå os givet.
7 Så vaj da højt, vort kongeflag!
Spred vinge, korsets banner!
Til heltedød på sejrens dag
du dine kæmper danner.
 
Venantius Fortunatus omkr. 600.
N.F.S. Grundtvig 1837.
1 Golgata
2 Kol 2,14
3 Joh 19,34

 

Korset er sejrens tegn.

 

Påmind os kun, vort sejerstegn, om Herrens død og pine! Thi under hver en himmel-egn derved han frelste sine.

 

Og korset danner sin kæmper til heltedød på sejrens dag. Sejrens dag – det er Jesu død på korset. Det er langfredag.

 

Han har sejret over synden. Synden skal ikke længere regerer i os. Kristus giver os det, der gør, at vi i vores daglige liv kan lade det gamle, tvære menneske gå under og dø, og lade det nye, skønne, menneske opstå, udrustet med Kristi opstandelses kraft.

 

Det glemmer vi alt for ofte i vores daglige trummerum.

 

Så bliver vi fokuseret på kvaler, på hvad livet har gjort ved os i negativ betydning – som om vi ikke selv har alt at sige i den sag. Vi er ved dåben forenet med den korsfæstede, ja, korsfæstet med ham; vort gamle menneske er korsfæstet med Kristus på korset. Det billede skal vi se for os. Det befrier os fra bindingen til følgerne af det gamle menneske. Korset skal altså danne os til heltedød. Det gamle menneske skal dø, det nye menneske i os, lever i Jesu opstandelses lys og kraft.

 

At dannes til heltedød ved Jesu kors – hvad mon det betyder? At vi i al fald lader os danne af korset til helte, der er parat til at efterfølge vores Herre, lige meget hvad følgerne måtte blive.

 

De første kristne døde for deres tro, ligesom deres Herre, i en fast overbevisning om, at døden her intet har at betyde, for vi skal opstå, som han opstod.

 

Men for os hverdagskristne, der ikke bliver vidner om Kristus med vores blod, så gælder dog også, at vi skal kæmpe til blodet i vores liv.

 

At leve i efterfølgelse af Kristus vil sige at give afkald på så meget for at blive grebet endnu mere af Kristus, at han må fylde endnu mere i vores liv.

 

Der mangler så meget fylde for mange, så der skal skrappe midler til at holde tomheden og leden og ligegyldigheden på afstand, eller bare have det lidt sjovt.

 

Vi hører i den sidste salme, vi skal synge, at vi kan opfatte os selv som helte, eller potentielle helte, eller som kæmper, eller kæmpende på en slagmark.

 

Slagmarken er vores daglige liv med hinanden. Slagmarken er vore hjerter. Slagmarken er der, hvor det afgøres, om vi vælger det gode frem for det onde. Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, det onde, jeg ikke vil, det gør jeg, sådan lyder et nyformet ordsprog af apostlen Paulus. Kun korsets kraft i opstandelsens lys kan gør noget ved det.

 

Og give motivationen til at gøre noget ved det.

 

Men så kan nogen måske sige: Der er så mange lidelser hos mennesker, så hvad skal vi med tanker om at være hverdags-helte eller kæmper?

 

Måske siger nogen: Mit liv er fuldt af sygdom og trængsler, så jeg kan ikke nyde livet med glæde. Jeg kan heller ikke erkende Guds godhed i skabningerne, og jeg kan heller ikke være Gud taknemmelig for hans mange gode gaver. Mit liv er en stor elendighed.

 

Svaret er: Mange nyder utrolig mange velgerninger af Guds hånd, men sætter ikke pris på dem, men klager idelig over trængsler og kors, uden at modregne Guds godhed og forsørgelse dag for dag.

 

Lazarus var så elendig som nogen, kastet ud foran den rige mands hus, og hundene slikkede hans sår. Mange mennesker har tunge trængsler og kors, men dog hus og hjem, seng, mad, drikke, og måske ligefrem pleje og opvartning af sine nærmeste.

 

Andre mangler alt dette, men Gud opvækker mennesker, som alligevel tilbyder dem deres omsorg, og det jeg siger, er sandt.

 

Andre igen mangler virkelig alt, men det er mit vidnesbyrd, som enhver kan benægte, men det er mit vidnesbyrd, at Gud ikke lader dem, der frygter og elsker ham, være uden himmelsk trøst i trængsels-tider og åndelig hjælp. Gud har forordnet trøst selv for de elendigste og mest forladte mennesker. Han har skænket dem forjættelsen om det himmelske, evige liv. Han har kaldet dem til sin kær Søns, Jesu Kristi samfund og fællesskab, og overført dem i Hans rige. Han har beseglet dem med Helligånden som pant på det evige liv. Han har sørget for engle, der betjener det menneske. Og Gud har befalet sin kirke at sørge for at være dem til trøst.

 

Det kan godt være, at et menneske nu for tiden er så elendig, at han slet ikke har nogen jordisk trøst, men måske har han haft det tidligere, i sin ungdom måske eller senere, men har misbrugt den. Måske har han aldrig takket Gud af hjertet for hans gaver, for alle de goder og bekvemmeligheder, der er blevet ham til del.

 

***

 

Lige meget hvordan du og jeg har det lige i øjeblikket, så er det tid til at vende blikket mod den grundlæggende sejr, Kristus har vundet for os over synden, ja, også over døden, og over Satan og hele hans slæng af onde ånder.

 

Som vi sang: Jesu ord på korset: Det er fuldbragt, var så mægtigt, at Helvede gøs og skælvede.  

Og korset er blevet en dejlig trappe til Guds trone, og den trone står urokkelig, lige meget hvor meget der rokkes her, og hvor meget vi forsøger at rokke ved det hele med vor tvivl, angst, irritation, hån og spot.

 

Han, der var pint til døde, faldt ej sejerløs, synger digteren.   

--- Når jeg kom på, at sejr skulle være emnet til langfredags prædiken i år, så var det vel allerede kommet ind i valget af de salmer, jeg har nævnt, men det kommer igen af, at jeg en dag fik øje på, hvilket ord, der står skrevet på Frants Jacobsens gravsten lige uden for Besser kirke. Jacobsen begyndte som præst i Nordby sogn, men blev siden præst i Besser sogn, og provst. Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus. 1. Kor. 15,57.

 

Den sejr, vor Herre Jesus Kristus, giver os, var hans sejr over synden, fordi han døde bort fra synden, en død, vi er kaldet til at dele med ham, døden bort fra synden, altså ikke længere at lade synden regere i os og med os.

 

Derfor er dødens brod taget bort. For korsdøden var også sejr over døden, for Kristus er blevet oprejst, opvækket fra de døde som førstegrøden af de døde.

Prædiken skærtorsdag 17. april 2014

Skærtorsdag den 17. april 2014
kl. 11 i Besser kirke
og kl. 14 i Nordby kirke

 

Hvad viser os mere end noget andet vor Herres kærlighed til os?

 

At han tager fat i det allernærmeste, brødet, for at vi kan have fællesskab med ham. Spis det, det er mit legeme!

 

Når vi er skuffet over, at han ikke for længst har gjort noget ved verden og er kommet tilbage på himlens skyer og har fuldendt sit rige synligt, så løfter han os op, for vi har nemlig altid brødet ved hånden, og i kirken siger han til os: Dette er mit legeme.

Så jeg er hos dig, håndgribeligt, selvom om I må vente med at se mig.

 

Sådan forbinder han det dagligdags med sit nærvær. Er han os nær i hverdagen? Ja, og ved nadveren giver han os sit brød, sit legeme, som styrker til dagevis, uger.

 

Hvad mere viser mere end noget andet Jesu kærlighed til os?

 

At han også skænker vin op til os. Glædens drik, som opløfter. Løfter helt op og ud af mørke og frygt og angst og ind i hans paradis. Han løfter os ud af vor hverdags fortrædeligheder, og af dagens trummerum.

 

Han deler sig selv så fuldstændig med os, så vi får lov at drikke hans vin, hans blod. Han skaber ro i vore urolige liv og hjerter med sit blod. Det er det blod, som også randt på korsets træ.

 

Det kan godt være, at nogen synes, det er barbarisk. Men udgangspunktet for os skal altid være: hvad vil vor venlige Herre gøre for os? Hvad befaler han os at gøre? Så fortæller han det: Jeg vil frelse dig ved at udgyde mit blod for dig og for verden til syndernes forladelse.

 

Hvis en nu siger: Nej, den måde kan jeg ikke acceptere, hvad da? Så opsiger mennesket sit fællesskab med sin Herre. Det er det, vi lærer tydeligt i dag, hvor vi har hørt om fodvaskningen: ”Hvis jeg ikke vasker dine fødder, har du ikke lod og del i mig, Peter”.

 

Hverken Peter eller nogen anden kan stille betingelser for, hvordan de synes det er i orden for Jesus at hjælpe os.

 

Peter vil ikke have Jesus til at vaske sine fødder. Men det er et enten-eller.

 

Enten fuldt fællesskab med Herren på den måde, eller slet intet fællesskab med ham, end ikke et brudstykke.

 

Og kære menighed, prøv at mærke efter: der er hvile for trætte tanker, for ambitiøse tanker om at forstå alt med hovedet og så det passer til tidens ånd. Der hvile i at tage imod det, Herren giver, uden at opstille egne betingelser eller ved at lave forskellige forbehold.

 

Det er nemlig en kval, vi så let giver os hen til: at ville være herre over Herren. Fortælle ham, hvordan og hvorledes.

 

Eller vi vil rent ud bestemme, hvordan Gud skal være, ellers vil slet ikke have med ham at gøre. Eller der siges i vores tid, når noget i den gamle tro virker anstødeligt: Sådan en Gud kan jeg ikke have med at gøre!

 

Nogen siger også: en Gud, der kan være vred, kan jeg ikke have med at gøre.

 

Det med at Jesus skulle være død for vore synder, kan jeg ikke acceptere, han døde for os, men ikke for vore synder, siger nogen. Han døde ikke i vores sted.

 

Altså: både at Gud kan være vred, og han gør noget ved sin vrede og forsoner sig med os, ingen af delene kan nogen i dag frejdigt sige, at de ikke kan have med at gøre. Kun Jesus som forbillede.

 

Men så har uroen, vantroens uro taget magten og sat troen på porten uden for, hvor troen må græde over sin forvisning ud i den moderne verdens mørke.

 

Men da dør den sidste glød af tro i os, for da tror vi kun på os selv og vore tanker.

 

Ligesom folk til alle tider egentlig har gjort: savet et stykke træ ud, hugget en sten til, og gjort den til sin gud, som de har tilbedt.

 

Tidens tand gør det af med sådanne hjemmelavede guder. DE går i stykker, mister måske et øre eller næsen eller armene eller benene. Sådan er gudebilleder og Jesusbilleder lige så foranderlige – de er på mode for en tid, så finder folk på noget nyt.

 

Men Gud ske lov, at Jesus Kristus i går, i dag og i evighed er den samme, uanset hvordan folk snedkerer deres billeder af ham.

 

Og i slægt efter slægt er han den samme, til han kommer på himlens skyer for at dømme levende og døde, tilbyder han os igen og igen sig selv i brød og vin.

 

Hvad er den store, stærke trøst i alt mørke, i al tvivl om det hele, i fristelsen til at give verden ret, den verden som er ligeglad med Herrens nadver og som spotter os for at tro, at han kommer igen og synligt lader sig rige dukke frem af skyerne?

 

Det er, at Herren selv har indstiftet sit brødet og vinen til at være hans legeme og blod.

 

Så i nadveren smelter hans og vort liv sammen, så er han hos os, hvad verden end siger, hvad tvivlen end siger i dit bryst, da er Herren virkelig i os. Som dødens overvinder, overvinder af enhver art af død og mørke, først og fremmest den åndelige død og det åndelige mørke. Der, ved nadverbordet, forvisser Gud vor Fader os om, at han har friet os af mørkets magt og flyttet os over i sin elskede Søns rige. Guds Ånd er til stede med Åndens glød i vore hjerter.

 

Så har vi hver især fået givet lod og del med vor Herre, når vi følger hans befaling og modtager hans legeme og blod, men så er vi også skyldige at vaske næstens fødder, ofre os for næsten, ofre os til næsten, tilgive, opbygge, trøste, lindre, bede for hinanden.

Prædiken palmesøndag om Marias tro den 13. april 2014

Palmesøndag d. 13. april 2014 kl. 14.00
i Nordby Kirke

 

At tage ansvar for sin overbevisning. Det er hvad Maria gør. Hun lader det ikke blive ved smukke tanker i hjerte. Hun lader ikke bare tiden gå.  

Nej, hun handler på sin overbevisning.

 

Hun har fået troen på, at Jesus virkelig er konge af Guds rige, at han virkelig mener det, når han har sagt, at han skal lide, dø, begraves, men derefter opstå og indgå til sin herlighed.  

Alt det tror Maria på. Hun er kommet til en fast overbevisning.

 

Tro er netop en fast overbevisning. Den udvikler sig gennem årene.   Men det kræver, at der er noget at udvikle. Troen kommer jo ikke af sig selv. Den kommer af det, som høres, det som læses, det som der tænkes videre over.

 

Når det gælder det daglige arbejde i alle mulige stillinger, så høres, læses og tænkes der videre i det uendelige over svære, komplicerede ting og sager. Jeg er fuld af beundring for menneskers evner inden for snart sagt hvilket som helst område, erhverv, eller stillinger.  

Den samme holdning skulle vi indtage over for troen. Den udvikler sig ikke, hvis ikke vi hører evangeliet, igen og igen. Dovenskaben med hensyn til tro går ikke.

Så udvikler troen sig ikke. Så går den i hi på et bestemt udviklingstrin, måske konfirmationstidens.

 

Men det har jo aldrig været meningen.  

Nej, troen er en levende ting, som konstant er i bevægelse, med at lære, med at høre, med at anvende det hørte.

 

Vi har måske længe i kirken prædiket meget om at vi har vore syndernes forladelse for Jesu skyld, og så er der ikke mere at sige – i grunden. Men intet kan være mere forkert. Som Jesus siger: Vær fuldkomne, som jeres himmelske Far er fuldkommen! Gå ad den smalle vej, som fører til livet, ikke den brede vej, som fører til fortabelsen! Lær af mig!   

Og: Alle skal være oplært af Gud. Det er slet, slet ikke meningen, at troen skal være en særlig evne for uddannede teologer. Sådan er det desværre på mange måder kommet til at tage sig ud.

 

Men Maria kan i dag minde os om noget andet.   

Og hvis ikke hun havde handlet på sin tro, hvad så? Ja, så havde vi været meget fattigere. Hun ødsler med sine penge i form at den dyre velduftende olie. Hun ødsler med sin tro. Hun bruger, hvad hun har. Hver en evne.

 

Og hun er ligeglad med, hvad de andre tænker. Hun sætter sig ud over det tyranni, som er ’hvad de andre mon tænker?’  

Sådan bør hun være en rolle-model for os alle. Hvordan kan vi leve vores tro ud – ødsle med det, vi har fået givet?

 

Ofte vil vi føle de andres ’du er vel ikke blevet hellig?’ eller ’du skal ikke stikke ud, heller ikke med din tro’.

Men det gør Maria. Hun stikker ud. Så meget, så Judas på vegne af alle disciplene gennemhegler hende for det, hun gør.

 

Hun hengiver sig i sin tro. Judas bliver på overfladen, og det kostede ham livet til sidst.  

Hun hengiver sig i tro, og hendes tro forstærkes derfor. Hun svigter ikke. Hun er der for sin Herre, i tykt og i tyndt, ved hans korsfæstelse og ved graven påskemorgen, og får lov at være den, der derfor først ser den Opstandne.

 

***

 

EFTERTANKE

Der går en lige linje fra de dage, hvor Jesus blev fristet i ørkenen, til palmesøndag, hvor han red ind på æselryg.

 

Han sagde nej til at tage magten med vold her i verden.

 

Hvorfor dog ikke?

 

Fordi det var hans mening at give afkald og tage en tjenerskikkelse på.

 

Og vi skal også tjene hinanden, som han gjorde.

 

At tage tjenerskikkelse på betød, at han måtte lide døden i vort sted, oven i købet en forsmædelig død på et kors som en almindelig forbryder.

 

Intet ophøjet var der over det. T værtimod.

 

Gud vil frelse os ved korsets dårskab.

 

Undsiger vi korset som centrum, undsiger vi også den korsfæstede. Ja, korsfæster ham på en måde igen.

 

Gud vil frelse os ved korsets dårskab. Gøre de vises visdom til skamme.

Og de vise kan være hvem som helst, som betragter sig som klogere end Gud.

 

At følge efter Jesus kan betyde tab af ære, tab af anseelse, tab af alt muligt, fordi korset er en dårskab for verden. Navnlig hvis vi som menighed står fast og siger: Vi vil som Paulus ikke vide af noget andet end Kristus som korsfæstet for vore synder.  

 

Udsnit fra prædiken holdt 6. april 2014 i Besser kirke: Om Kim Phuc, den 9årige pige, hvis foto gik verden rundt, da hun løber bort fra napalmbomberne over hendes by i Vietnam. I dag er hun lidt over 50. Hun kom til Canada, læste i bibelen og blev kristen. Hun lærte sig trods sine daglige smerter og sit enorme had at tilgive. Nu er hun venner med ham, som koordinerede angrebene på hendes by dengang!

Her er nogle links til historien om Kim Phuc - først på dansk:
http://da.wikipedia.org/wiki/Phan_Th%E1%BB%8B_Kim_Ph%C3%BAc


Her er et link, hvor man kan høre Kim Phucs historie:
http://www.npr.org/templates/story/story.php?storyId=91964687

Her Kim Phucs historie på engelsk:
http://www.ericfolkerth.com/wheneftalks/files/thelongroadtoforgiveness.html

The Long Road To Forgiveness (The Kim Phuc Story)

Every so often, I find one of the "The I Believe" podcasts that is so compelling that I just have to pass it along to you. That happened yesterday, as I was driving along listening to an episode of the great NPR series.

What came up on the iPod was the incredible story of Kim Phuc.

You have seen a picture of Kim. It was when she was nine-years-old, and running down the road between Phnom Penh and Saigon. She is naked. Her clothes have been burned off by a napalm bomb. She is crying. She is, to a generation, simply "the girl in the photograph."

She's an adult now, living in Canada with children of her own, and her essay for "This I Believe" has the enticing title of "The Long Road to Forgiveness."

I remember when I first saw "the picture." It was in a book of photographs from Life Magazine that we had around the house. Kind of a "best of" photo-collection from their history.

I remember at the time finding it hard to imagine that the picture was real. Apparently, so did Richard Nixon.



My excuse was that I was a child at the time (in fact Kim and I must be within a year of the same age) and photos like that were my first introduction to the horrors of war. It didn't seem possible. It didn't seem conceivable that anyone would hurt innocent children like that. But not only did people hurt them, they hurt them with the assistance ofourpeople...our government. There is something about a single image like that can help shape your conscience, and stay vivid in your brain.

Here's how she describes that moment in her essay:



Kim had an incredibly rough life after the photo was taken. She was hospitalized for 14 months, and endured dozens of surgeries. When the photo became an international sensation, she went from obscurity to a living propaganda tool of the Vietnamese government. They used her and her terrible story for years for their political gain.

She describes this period in this way:


Years later, abroad on a study leave, she and her husband defected from Vietnam and ended up on Canada, where they live to this day.

Kim claims it was a conversation to Christianity in 1982 that allowed her to do that most difficult of all things. In her essay, Kim says it this way:





In 1996, Kim was invited to a ceremony at the the Vietnam Veteran's Memorial in Washington. There, as she learned how "The Wall" had become a pilgrimage site for Americans still dealing with the war's effect, she met one of the men most responsible for her plight: Captain John Plummer, an American who helped coordinate the air strikes on her village.

Yes, in a most powerful and moving moment, Kim was even able to forgive him. They remain friends to this day.




You can learn more about Kim by listening to her essayhere.

Or, if this link goes dead,
hereis the NPR link.

I suppose Kim's story strikes me as poignant and beautiful because of its power just on it sown. But I suppose it also strikes me because this need to overcome hatred with love, anger with forgiveness, simply continues to grow in our time.

We are in the midst of a new war. There are dozens of Kims out there right now who will, for the foreseeable future be struggling, with their own mounds of hatred, "as high as a mountain."

It's that kind of hatred that leads to the modern terrorist, of course. And the violence that begets more violence simply increases unabated in our day. When I think of all the violence and anger running lose in society today, it truly frightens me. In fact,
that is the only thingthat frightens me about our world.

The solution to all of it, of course, is always before us. The different path --where love overcomes hate, peace overcomes war-- is always choice we can make at any time.

But, that solution will always strike us as naive. Yet it is only naive if we fail to realize the hard work it takes, the "long road" that it is. Make no mistake: forgiveness, love, reconciliation is only a path for the truly strong.

So, it may sound naive, but it seems to me Kim Phuc speaks truth in the closing words of her essay. They are about her time, but they are also so terribly relevant to this time too:

 

Prædiken til Mariæ bebudelsesdag 6. april 2014

Denne prædiken blev holdt i Nordby kirke, hvor der også var barnedåb.

Farven lyseråd er valgt, fordi de var en lille pige, som blev døbt ved gudstjensten!

Jeg takker Gud af hele mit hjerte, sang Maria, da hun vidste, at hun ventede sit barn.

 

Sådan må vi alle øve os i at takke, både fædre og mødre, som venter deres barn, og alle, der har fået børnene må takke for dem.

 

Tænk hvor meget glæde forældre får gennem deres børn – tak!

 

Maria fik fra starten af at vide, at der skulle følge hårde tider med det barn, hun skulle føde. Der skulle følge sværd, og det sværd ville også trænge gennem hendes hjerte.

 

Børnenes nød rører forældrenes hjerter som var et sværd trængt derind.

 

Lad os være taknemmelige for børnene. Og bede for dem, at Gud må velsigne dem og bevare dem fra alt ondt.

 

Jeg takker Gud af hele mit hjerte, sang Maria. I den officielle oversættelse hedder det: Min sjæl ophøjer Herren.

 

Ja, for gennem hele Marias takkesang er der en rød tråd. At Gud står de hovmodige og stolte imod, men giver de ydmyge nåde. Når vi ser ned på andre, ser vi ikke op og takker Gud. Og da nedbøjer Gud os og lærer os at ophøje Gud og tage glad imod livet af Guds hånd.

 

I Bibelen bliver de stolte igen og igen præsenteret som Guds fjender.

 

Deres modsætning, de ydmyge, handler ikke om at nedgøre sig selv, men om dem, som er fattige på en eller anden måde.

 

Fattige på magt,
fattige på selvbestemmelse,
måske fattige i ånden,
måske fattige på den måde, at de ikke har ordet i deres magt, de kan ikke komme til orde,
andre undertrykker dem så let som ingenting,
og ingen lægger mærke til, at det sker.
 
Det kan være enkeltpersoner eller grupper,
der er stedt i den situation.

 

I Israel var der en lille gruppe, som håbede og ventede, at Guds Salvede skulle komme med Guds rige. Maria tilhørte den kreds. De var ofte rent faktisk fattige. Vi ved at i de tidlige menigheder var der ikke mange fornemme og kloge hoveder.

 

Og lad mig citerere apostlens ord:
"M
en det som er dårskab i verdens øjne, det udvalgte Gud, for at gøre det stærke til skam, og det som verden ser ned på, udvalgte Gud for at gøre det, som ER noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud."

 

Men det er trygt og godt sådan, for ellers bliver vi jo bare overfladiske. Det er godt sådan, for det skaber grobund for ægte taknemmelighed over, at Gud tager sig af os. Også midt i plagsomme ting. Der er noget helbredende i at være taknemmelig.

 

Glæden følger lige i hælene på taknemmelighed som to, der vandrer afsted sammen. Som Maria siger lige efter at hun har takket, så siger hun: Min ånd fryder sig over Gud, min frelser!

 

Guds hjælp er altid til stede for dem, som frygter ham, udbasunerer Maria.

 

Vi lever i en tid, hvor tro og vantro brydes. Mange udtaler offentligt, at de tror og hvordan de tror. Andre udtaler, at de ikke tror på Gud, og hvorfor. Der er ligesom et slør der trækkes væk, og det er tid til at vælge side, og gøre det med mandsmod og hjerte.

 

Ikke mindst når vi til tider kan føle, at troen er ved at dø ud, at der ikke er noget, der flammer, men kun aske og måske i bedste fald nogle gløder. Men kære menighed, hvis nogle gløder opbevares, så kan de bringe en ild frem på jorden igen. En konfirmand vidste, at man kan gemme ild i noget fyrsvamp.

 

I gammel tid havde man forskellige måder at gemme en glød længe. Sådan gemmer Guds gløder af ilden i vore hjerter og vor menighed, selvom det ser ud, som om der kun er aske tilbage.

 

Lad os bede Gud puste til gløderne under asken, at vores menighed må leve op, at vi selv må leve op som Guds børn og Herrens efterfølgere.

 

I dåben modtager vi Guds gode Ånd, så derfor, når vi kalder på Ham, lader Han også noget ske i os, vækker gløderne til flammer.

Gløden var vakt til live i Maria i hendes mægtige takkesang. Det gløder med ord, som kan synes både for store og for små i vores verden.

 

Så lad os dvæle lidt ved hendes ord:
Gud har øvet vældige gerninger med sin arm,
splittet dem som er hovmodige i deres hjertes tanker; nedstyrtet mægtige fra tronen,
ophøjet de ringe, mætte de sultende med gode gaver,
sendt rige tomhændede bort.

 

Hvad hører vi her? Alt bliver sagt som noget, der allerede er sket i fortiden. Det er set med de øjne, at Gud i Jesus Kristus opfyldte alle sine dyre løfter i sin pagt med Israel og resten af verden. Jesus er endnu foster, men Maria ser frem til Hans hele gerning for verden. Hans korsfæstelse og opstandelse er de gerninger, hvor Han opfylder sine løfter.

 

Nu er hjælpen altid parat. Hvor vidunderligt, hvor trygt. En er død for alle, og har sejret over døden med din død. For Han var skyldfri og døde for skyldige, og den skyldfri er ikke underlagt døden, så derfor har Han bragt udødelighed og uforkrænkelighed for dagen.

 

Derfor har dåben også både opstandelsen og korsfæstelsen som fortegn.

 

Korstegnet beskytter, vi bliver indlemmet som får i Herrens fåreflok. Så selvom vi forvilder os ud, hvor vi ikke synes der er vej tilbage, så når vi kalder på Hyrden, så bærer Han os sikkert på sin skuldre hjem til sin fårefold, til indhegning, i tryghed for ulve. Når vi sådan ligger på Hans skuldre, er vi trygge, og ulvene kan godt nok hyle ad os, men ikke nå os med deres tænder.

 

Sådan er dåben, indgangen til den trygge indhegning og fårefold.

 

Ja, nogle af de gamle kirker betragtede netop kirken som sådan en fårefold eller indhegning.

 

Om lidt skal vi synge salmen ”Alle mine kilder skal være hos dig.” Den salme skal ledsages af en lille oplysning.

 

Inspirationen kommer fra Davids Salme 87 vers 7, hvor det hedder: Alle mine kilder skal være i dig! Det er blevet forstået forskelligt, men salmedigteren vælger at forstå ordene sådan, at Gud taler til menigheden i Israel, og til os som Kristi menighed.

 

Alle mine kilder skal være hos dig!

 

Altså dåben har Gud givet i vores midte, og det er profeteret i Davids Salme, sådan mener salmedigteren.

 

Det er en skøn tanke. Sådan har kirken haft dåben som Guds kilder midt iblandt sig i to årtusinder. Kilder. Altså frisk vand, friskhed fra Gud til legeme, sjæl og ånd.

 

Guds kilder skal være hos jomfru Maria, og Guds kilder skal især være hos Jesus, ikke mindst fra det øjeblik, hvor han ved Johannesdåben blev indviet til sin gerning.  

Johannes sagde, at Jesus skulle døbe med Helligånd og ild, det er ’åndsbadet’, som i ’nådens dage’, i Jesu levetid genfødte apostlene og den første menighed, som det klarest viste sig på pinsedagen (v. 4). Siden da er livskilden i den kristne dåb (v. 5), som ikke blot genføder menigheden, men lægger grunden til hele skabningens genløsning (v. 6).

***
Undersøg selv nærmere salmen nr. 441 i salmebogen nedenfor:
1 Alle mine kilder skal være hos dig!1
Det var Guds-ordet i gamle dage
til det folkefærd uden mage,
som bar på vor Herres moder hos sig
2 Alle mine kilder skal være hos dig!
Det var Guds-ordet i tidens fylde,
da han fødtes, som engle hylde,
da Jomfru Marie ham bar hos sig
3 Alle mine kilder skal være hos dig!
genlød røsten fra Himmel åben,
Fader-røsten ved Jesus-dåben:
Min Søn! Jeg har velbehag i dig.
2
4 Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Guds-ordet i nådens dage
til det bad, som er uden mage,
Ånds-badet, vor Herre bar i sig
5 Alle mine kilder skal være hos dig!
Det er Gud Faders den høje tale
til den dåb, som i jordens dale
vor Herre han bærer skjult i sig.
6 Alle mine kilder skal være hos dig!
Af dig genfødes skal jord og himmel,
folks og tungers og stjerners vrimmel
med alt, hvad jeg evig bar i mig!
N.F.S. Grundtvig 1856-60.

1 Sl 87,7
2 Matt 3,17

Prædiken 3. søndag i fasten 22. marts 2014 om lysestagen, der kan flyttes, om den mistede første kærlighed og iver

Prædiken søndag d. 22. marts
til 3. søndag i fasten

Tekstens farve er lille, fordi det er fastetid!

Læsninger:

2. Mosebog om dansen om guldkalven

Johannes' Åbenbaring 2,1ff: brev til menigheden i Efesos om at have mistet den første kærlighed/iver

Johannesevangeliet 8 om at skulle vælge mellem at have Gud eller Djævelen til 'Fader'/Gud.

***

Kan lysestagen også flyttes fra os? Det må være det spørgsmål, som kommer først i dag.

 

Sandelig om ikke folket truedes af at miste Herrens velsignelse, da de lavede en guldkalv og tilbad den og kaldte den deres Herre og Gud.

 

Sandelig om ikke Herren Jesus truer folk i Jerusalem og omegn om, at de har valgt side, hvis de ikke tror på ham, at de har valgt Djævelen til deres Gud og Herre, hvis de ikke tager imod Jesus som Guds Søn, som har det evige liv i sig og er den, der alene kan give det til hvem der følger ham.

 

Sandelig om ikke det er sket, at lysestagen blev flyttes fra menigheden i Efesos, som vi hørte om. Det gjorde den. Det gør ondt langt ind i sjælen at høre om det. Dog Gud ske lov, så er lysestagen ikke slukket, men står i Guds paradis. Der har den stået i århundredernes løb, og nu ved dagenes ende er Herren så småt i færd med at sætte lysestagen frem i den gamle jødiske menighed, for nu fremstår der kristne menigheder rundt om i Israel, som synger, lovpriser, bekender og beder på det tungemål, som vor Herre selv talte.

 

Det lys, der kommer derfra, ved vi slet ikke, hvad vil betyde for hele kristenheden, men at det er et vidunder, der ikke kan udtrykkes i ord, er sikkert og vist.

 

Men hvad så med lysestagen hos os – kan den også flyttes bort? Ja, ordene er profetisk også talt til os i Danmark, i gamle Europa. Vi er selv ved at afvikle vores menighed. Måske siger vi, at vi samler os i større mere passende og såkaldt bæredygtige enheder. Men den slags sker jo, hvis menigheden for længst har valgt at blive borte. Så er det menigheden, og ikke lysestagen, som er blevet borte!

 

Og hvad truer så os som menighed, så at lysestagen flyttes væk? At vi har mistet den første kærlighed.

 

Den første kristne menighed opstod blandt Jesu folkefæller i Galilæa og Judæa. Uden deres kærlighed til deres Herre og til Hans ord, var der ikke sket det under, at evangeliet var blevet båret viden om rundt langs det meste af Middelhavet, den daværende bedst kendte verden.

 

Men da apostlenes tid randt ud i anden og tredje generation, skrev Johannes sit brev med Herrens bebrejdelse om, at den første kærlighed havde de svigtet.

 

Menigheden holdt grundigt fast i troen overleveret fra apostlene, men kærligheden – den var kølnet betydeligt. De havde fået nok i sig selv. Den kristne kirke i det jødiske folk forsvandt, så der knap var nogen tilbage, som på hebraisk priste Jesus som Messias, Guds Salve, Himmerigs Konge, som blandt os bor.

 

Lysestagen flyttedes da.

 

Men som sagt er det et mægtigt håb for os alle i, at jøder rundt om bliver kristne, selvom der blandt nogle kristne i Europa hviskes om, at det er noget miskmask. Dem om det, surmuleri er kommet for at blive, men Gud ske lov og pris, fordi Han har magten over døden, også en folkemenigheds død.

 

Også magt over vores folkemenigheds indskrumpning og død.

 

Styrken i menigheden i Efesos dengang var den rette tro, altså troens renhed og afværgelsen af al forvanskning af kristendommen. Faren var, at det førte til forhærdelse og stivnakkethed. Det var også der, Israeliterne var endt, i stivnakkethed.

 

Det kan være, at det er lykkedes os at holde selve forvanskningen af den kristne tro fra livet. Men måske er vi endt i en åndelig narkose, som menigheden stadig slumrer i. Den dåbsfriske kærlighed til Herren er stivnet til vanekristendom.

 

Den store åndelige afgørelse og kamp, som hele Åbenbaringsbogen udmaler i resten af bogen er nøje forbundet med den kæmpende og bekendende kirkes daglige liv.

 

Kampen i det daglige liv for at forblive Guds børn i tro og gerning. Derfor forsager vi også Djævelen, Fanden, Satan, den Onde eller hvad navn vi vil give Guds fjende og modstander, som går omkring som en brølende løve og kun har det ønske, at finde nogen at opsluge og fjerne permanent fra fællesskab med Gud og Jesus.

 

Satan prøvede vor Herre på de måder, der skulle kunne friste netop Jesus allermest. Sådan også med os. De fristelser, der kommer over dig og mig, vil være tilpasset netop os. I fristelsens time må vi altid sige: Gå din vej, Satan! Pak dig! Jeg vil ikke være dit barn! Jeg tilhører den korsfæstede og genopstandne Herre og Frelser, Jesus Kristus, og ham vil jeg tjene i liv og til min dødsstund, hvor han vil tage min ånd til sig i sit paradis, til den store dag, da han lader legemerne i gravene forvandles i den store opstandelse. Amen.æ

 

Så lad os bede om, at Gud vil tænde kærlighedens glød i vore hjerter, kærligheden til evangeliet, til vores Herre, til vor broder og søster i troen, så mennesker må se lyset i lysestagen og sige: Her er godt at være, der vil vi også samles og tilbede den eneste sande Gud og hans eneste sande Søn, Jesus Kristus, og modtage fylden af Guds Ånd, som gør os duelige og livskraftige til al god gerning i vores private daglige liv og færden og til det, der tjener opbyggelsen af Guds kirke blandt os.

Prædiken om jalousi/misundelse 11. marts 2014 kl. 16.30 i Tranebjerg kirke

Prædiken
over fortællingen om Kain og Abel
(1. Mosebog 4).
Inddragelse af Jakobsbrevet 1,9-16
og Lukasevangeliet 22,24-32.

Hvad er der med Kain?
 
Ja, han er ikke i harmoni med sig selv. Han er jaloux.
 
Hvad betyder det at være jaloux? (Nu bruger jeg ordet 'jaloux, som mest drejer sig om vrede over, at en person vender sig væk fra en til en anden, så ordet 'misundelig' er måske mere præcist - se fortsættelsen og tænk/mærk selv efter!)

Det er at ville have mere end det, man selv har. At ville være mere, end det man er. At ville være den anden, ikke sig selv.
Hvis Abel er stor i det, han gør, så vil Kain være stor i stedet for Abel. Men det kan ikke lade sig gøre. For Abel er Abel og Kain er Kain. Derfor må han rydde Abel af vejen.

Vi går ikke for det meste rundt og myrder hinanden, men mord er det, der foregår i hjertets had og misundelse over for andre.
 
"Søg ikke at blive stor; hvis du er tilfreds med at tjene, bliver du i sandhed stor.”  Sådan kan man oversætte det Jesus siger om at tjene.
 
Disciplene ville jo også være mere og større end hinanden. Læg mærke til, at de er ligeglade med folk langt væk, som de ikke kender. Nej, dem, de vil overgå, er – deres ligemænd. Deres nærmeste kammerater og kolleger. Misundelsen, jalousien, hører hjemme i vores nærmiljø. Hvis din kammerat kan noget, du ikke kan, så kan jalousien gribe om sig inde i dit indre, i mit indre. Jamen, det er din kammerat! Lige meget, jalousien er ligeglad.
 
Det kan gøre ondt at opleve en kammerats fremgang, evner, storhed – sådan kan stikket komme i hjertet på tidspunkter, hvor man må skamme sig dybt. For netop når kammeraten har gjort eller sagt noget utroligt fint og skønt, så slår jalousien til. Som et vilddyr.

 

Og så er vi tilbage hos Kain. Synden lurer ved døren, Kain, siger Gud til ham. Som en løve parat til at sønderrive dig. Jalousien slår dig ihjel, Kain. Du må vogte dit eget sind. Du vogter ikke din bror, men så vogt i det mindste dit eget sind! Sådan vogter du for resten din bror, når du vogter dig selv!

 

Hvordan vogte sig selv? Det kan vi bruge fastetiden til at arbejde og bakse med. At se ned på vore dårlige tanker om andre og om os selv. Én ting er sikker: hvis vi ikke vogter os selv, så lader vi vilddyret i os få frit løb, så lader vi os friste af begæret i os, af jalousien i os, og begæret tager til, fylder mere og mere, når det først har fået lov at undfange i os, og når begæret føder, er der kun død i det.

 

Harmonien er borte. Vi kan ikke længere trække vejret frit. Tager jalousien fat i sindet, er det ligesom hvis en glød får fat i noget brændbart, så der pludselig opstår en ustyrlig brand. Og vi er fortabt i vores følelse af jalousi.

 

Hvad skal vi så gøre? De gamle sagde, at så handlede det om at sige alle bogstaver i alfabetet, vi siger, at så tæl til hundrede, og kristne har i situationen rådet til at bede fadervor. De ortodokse kristne beder og beder Jesus-bønnen: ”Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, en synder!”

 

Både fadervor og Jesus-bønnen minder os om, at vi er syndere – alle. At vi har brug for Guds nåde og barmhjertighed. At vi ikke er langt fra at miste troen, når selv Peter kun beholdt troen, fordi Jesus bad for ham. Om noget viser Jesu forbøn for Peter, at vi kun holdes oppe af Guds nåde og godhed mod os. Vi holdes oppe af en anden end os selv. Ham, som vi tjener, Jesus Kristus og hans Fader.

 

Da Kain gik ud i verden, gav Gud morderen et mærke på panden, som beskyttelse, når nogen ellers ville dræbe ham. Vi er i Guds øjne alle mordere, fordi vi har i hjertet fra tid til anden dømt nogen til døden i vores hjerte, eller været jaloux eller begæret det eller den, vi ikke må begære.
 
Gud har tegnet os med sit mærke på panden, korsets tegn, som beskyttelse mod os selv og sådan, at vi er beskyttet mod, at andre vil fordømme os som dem, der ikke er noget værd.

Korsets tegn gør, at vi ikke skal gå og tortere os selv og gå og hade os selv, fordi måske andre gør det. Korsets tegn står mellem os alle som tegnet på, at Guds Søn måtte dø for VORE synder, dine og mine, ikke tænkte synder, men virkelige, afgrundsdybe synder.

 

Konfirmanderne skal male en konfirmations-ikon. En har valgt ordet: Gud, vær mig synder nådig! Og vi talte om farverne, han kunne bruge til sin ikon: lyseblå og rød. Blå som himlen: vær ikke bekymret! Guds elsker dig! Rød som blodet, der randt for os syndere på korset og giver os nyt håb, en ny dag, en ny begyndelse.

 

Lad os med de tanker gå igennem disse uger i fasten frem mod påske. Når vi ikke sådan fordømmer os selv eller andre, men beder Gud om at være os nådig og udslette vore synder, så kan vi finde balancen, sådan at vi hverken tro for meget eller for lidt om os selv, sådan at vi ikke hader os selv, men kun hader synden, ja, måske lærer at se på synden, f.eks. jalousien og sige til den som til et vildt dyr:

"Du jalousi! Er du nu der igen! Jeg kender dig desværre alt for godt! Jeg kan ikke kæmpe mod dig, du er for stærk, men jeg tænker efter, at jeg er elsket af Gud som jeg er, at Gud ikke vil, at jeg skal være en anden, som jeg så gerne vil ligne, eller som jeg ikke under at være den han eller hun er. Når jeg tænker sådan om den anden, så kan jeg lade ham eller hende være hende/ham, og dig, jalouisi, kender jeg siger: bliv i din lænke, for Jesus, min Herre, har faktisk bundet dig ved at tjene os og lære os bare at være tjenere og være store i og med vores tjeneste."

 

Og det er en god tjeneste for Herren at bruge fastetiden til at afstå fra dårlige tanker og synd. Måske lytte mere og tale mindre. Måske indrette tider, hvor vi slet ikke taler. Nej, hvor skønt med perioder uden snak! Jesus talte vist ikke med mange derude i ørkenen i de fyrre dage.

Vi kan bruge fastetiden til at få tid til at tænke efter. Give plads til noget andet end i dagligdagen. Måske halser vi, uden at vi tænker over det, efter nogle krav og meninger, som binder vore kræfter på usund måde. Hvis vi øver os i at se på os selv med kærlige øjne, med Guds kærlige øjne også, så kan vi måske unde os selv tid til stilhed og bøn.
 
At sidde hver dag ikke bare i fastetiden, men året rundt, med en bibel og/eller en god opbyggelig bog, måske med en salme, bede for venner og fjender, bede for os selv. Så kærligheden må vokse indbyrdes hos os. Og ud til verden.
 
Og så gå ud og styrke vore brødre og søstre!

Prædiken på fastelavns søndag 2. marts 2014 kl. 14.00 i Kolby kirke

Fastelavns søndag
2. marts 2014 kl. 14.00 i Kolby kirke

 

Se, vi går op til Jerusalem!

 

Vi. Vi er ikke alene i lidelse længere.

Han er med os i det, vi lider.

 

Han led for os og er med os i vor lidelse.

 

Hans død og opstandelse for verden var det, Skrifterne i tilsløret form pegede hen på.

 

Disciplene forstod ikke noget af det.

 

Jo, de forstod jo sikkert, at Jesus SAGDE, at han skulle lide, dø og opstå efter Skrifterne.

 

Men de forstod ikke med hjertet – endnu.

 

Det kom de senere til. Og alligevel er de med i hans trup på vej til Jerusalem.

 

Sådan også med os.

 

Vi er med i hans trup. Vi er udtaget i dåben.

Men måske fatter vi kun stumper af, hvad det hele betyder. Fordi det tager tid, nogle gange hele livet, at få hjertet med.

 

Begyndelsen på at fatte noget er det at hengive sig i tro på Gud og hans udsendte Søn.

 

”I dine hænder befaler jeg nu min ånd” hedder det i Davids Salme. Ord, Jesus sukkede på korset til sidst. Hans tillid og hengivelse til hans Fader var total, og han vil inddrage os i den hengivelse og tillid.

 

Fordi der er livets velsignelse i at gøre det.

 

Lydighed i hengivelsen til Faderen, det var det, Jesus stod for og giver videre til os.

 

Hvis vi er for stolte til det, kommer vi heller ikke nogen vegne, men må netop gå vore egne veje. Alene.

 

Det ’vi’ Jesus taler om, er i en simpel lydighed over for ham og Faderen. Hvad enten vi forstår meget eller næsten ingenting. Blot at vi følger ham, fordi vi fornemmer, at her er sandheden, her er kærligheden, her er trofastheden, her er et håb, som aldrig gør til skamme. Og er det ikke rigeligt til at følges med ham på livets vej?

 

Så kan vi forliges med, at vi her kun erkender stykkevis, som Paulus siger det.

 

At vi her ser som i et spejl, uden at skue Gud direkte.

 

Det gør heller ikke noget, for forstand og fornuft er fine evner, vi har fået, men er der ikke kærlighed i det, så er det hele ingenting, støv og aske og kaos.

 

Én gang har Gud vist sig for mennesker, så det var til at se, nemlig da han fremtrådte som menneske i Jesus. Hvis vi skifter ordet ’kærligheden’ ud i Paulus’ lovprisning af kærligheden, skifter det ord ud med ’Jesus’, så rammer vi det, Paulus mener. Kun Jesus var og er kærligheden helt og aldeles.

 

For hvis vi hører ordene om kærligheden som udelukkende noget, vi skal forsøge at leve op til, så bliver det en ny lov. Og loven bringer os ikke frelse eller syndernes forladelse, men kun til erkendelse af vor synd, magtesløshed i forhold til altid at vælge det gode.

 

Der er en stor afslapning i at tilskrive alle disse ord om kærlighed Jesus. Så kan vi vandre side om side med ham, som er kærligheden, og hele tiden få del i hans kærlighed, så vi lidt efter lidt, nogle gange mindre, andre gange mere, lader hans ord og liv ændre vore ord og vort liv.

 

Kærligheden er tålmodig – som han var tålmodig, selvom hans nærmeste venner ikke fattede en brik. De blev ikke afvist – ud af klappen med jer – men han sagde sit: Se, VI går til Jerusalem – trods alle svigt.

 

Kærligheden hidser sig ikke op, bærer ikke nag, glæder sig ved sandheden.

 

Vi ved, at Jesus lod sig udskælde og slå, uden at slå igen.

 

Vi ved, at han har lært os at elske vores fjende, bede for ham/hende.

 

Som han selv bad for sine fjender, da han til sidst hang på korset: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!

 

Sådan skal vi også bede.

 

Alt kommer an på, om vi tager alt dette til os i hjertet, lader troen slå dybe rødder i vores hjerte.

 

Blot at holde nogle ting for sandt i det ydre, hjælper os ikke, men at vi går med hele vejen gennem livet som hans følgesvende.

 

Det er et enormt trygt sted at være.

 

Men også meget krævende. For der er ikke plads til selvmedlidenhed eller doven tro.

 

Der er plads til en tro, der beder Jesus røre ved vores liv, forandre det, lade kilderne springe med hans liv, fordi han nu lever og kan give os del i opstandelsens kraft.

Tale ved fastelavnsgudstjenesten i Nordby kirke 2. marts 2014 kl. 11.00

Dialog mellem Snapper og præst -

Snapper er den, Sigurd Barett taler med i sine bibelhistorier

Nu skal I høre: I dag er det fastelavns søndag. Og jeg kan se nogen af jer er klædt ud. Nogen har også en maske på.

 

1. :/: Kan du gætte, hvem jeg er? :/:
kan du gætte, hvem jeg er?
For jeg har fået maske på
misk, mask, maske på
Kan du gætte, hvem jeg er?

2. :/: Kan du gætte, hvem jeg er? :/:
For jeg har fået næse på
Nis, nas, næse på
Kan du gætte, hvem jeg er?

3. :/: Kan du gætte, hvemjeg er? :/:
For jeg har fået jakke på
Jik, jak, jakke på
Kan du gætte, hvem jeg er?

 

Jeg tror godt, jeres venner og forældre og søskende kan gætte, hvem I er.

 

SNAPPER: Ja, det er meget godt, men hvem er jeg så? Ved du det?

 

PRÆST: Jamen, du hedder Snapper. Måske de andre tror du er klædt ud, er du det?

 

SNAPPER: Nej, sådan ser jeg bare ud! Men hvad med dig, er du klædt ud, eller ser du bare sådan ud?

 

PRÆST: Jo, på en måde er jeg klædt ud, det er jeg hver gang, jeg er præst ved en gudstjeneste, når et barn skal døbes f.eks. Men jeg ser bare ud, som jeg gør, jeg har ikke maske på.

 

SNAPPER: Godt, men skal vi ikke høre, hvad børnene med masker på hedder?

 

PRÆST: Det kan vi godt. Vi kan prøve spørge, men måske vil de ikke svare, for de vil helst være skjult i dag! Nu kan vi prøve. Vi spørger … Hvad hedder du? Vi kan nemlig ikke gætte det!

 

… EVT. SVAR

 

SNAPPER: Men hvad skal vi høre om nu?

 

PRÆST: Jo, nu skal du høre, vi skal høre om Jesus, der bliver døbt.

 

SNAPPER: Jeg kender også nogen, som blev dyppet, det var en søndag i en kirke.

 

PRÆST: Det hedder ikke dyppet, men døbt!

 

SNAPPER: Døbt, ja. Altså jeg kender en, som blev dyppet i kirken.

 

PRÆST: Nej, det hedder døbt, ikke dyppet.

Men nu skal vi høre om, hvordan Jesus blev døbt.

 

Evangeliet læses (Matth.)

 

SNAPPER: Helligånden kom ned over ham som en due. Er det derfor, der er duer ved nogle af bænkene?

 

PRÆST: Ja, Snapper, det er det. Kan du se, hvor fint de er pyntet. Det har Majken og flere af hendes venner gjort. Er de ikke flotte?

 

SNAPPER: Jo, de er så flotte. Må man tage sådan en med hjem?

 

PRÆST: Jo, Snapper, det må man godt, men de skal hænge på bænkene, til gudstjenesten er færdig. Så må man gerne tage sådan en due med. Vi håber, der er nok til alle. Ellers må børnene i al fald få en due med hjem.

 

Folk kom for at blive døbt af Jesus’ grandfætter Johannes. De skulle holde op med det forkerte de gjorde. Hvad vil du have, vi skal gøre, spurgte folk ham. Jo, hvis I har to skjorter, skal I give den ene til ham, som ikke har nogen, og hvis du har nok at spise, skal du dele med ham, der ikke har.

Så var der folk, som skulle kræve skat af folk. De spurgte også om det samme: I må ikke tage imod bestikkelse eller opkræve mere, end I er berettiget til, og stikke pengene til jer selv, sagde Johannes.

 

Hvad så med os, spurgte soldaterne: I må ikke være rå og brutale mod folk, og når I er i fjendeland, må I ikke plyndre. I må nøjes med jeres løn.

 

Så var det, at Jesus kom for at døbes.

 

Men Jesus havde jo ikke gjort noget forkert, der var intet ondt i ham, som der er i alle andre.

 

De skulle døbes nede i vandet for at de kunne forstå, at ligesom man vasker sig, når man er snavset, for at blive ren, sådan skal man vaske sig åndelig talt og så sørge for ikke at blive snavset mere.

 

Johannes Døber kaldte sin dåb ”omvendelsesdåb til syndernes forladelse”.

 

Når folk steg op af vandet igen, var de til mode, som om deres gamle tilværelse var skyllet af dem, og livet lå helt nyt, rent og klart foran dem.

 

Folk tænkte, om Johannes måske var den ventede Messias, men det sagde han nej til:

”Nej, jeg døber jer i vand, for at I skal vende om. Men efter mig kommer en, som er mægtigere end jeg – jer er ikke engang værdig til at løse hans sandalrem. Han skal døbe jer med Helligånd og ild.”

 

Det vidste Johannes, fordi en profet har sagt om Jesus: ”Herrens Ånd skal hvile over ham”.

 

Se, indtil Jesus trådte frem her ved dåben i floden, var der ikke nogen, der vidste noget om ham, kun de allernærmeste. Vi ved ikke det mindste om de år.

 

En dag dukker han op ligesom ud af den blå luft, hos Johannes ved Jordan mellem alle de andre mennesker, der ville døbes.

 

Johannes var ikke meget for at døbe Jesus, for han syntes, han selv trængte til at døbes, ikke Jesus. Jesus sagde bare: ”Lad mig dog komme til. Sådan opfyldet vi Guds hele vilje.” Så døbte Johannes ham.

 

Da vandet løb hen over hans hoved, skyllede hele hans fortid bort: hans hjem, hans arbejde, alle de år i hans liv, der er glemt. Og da han rejste hovedet igen, så han lige ind i et skærende hvidt lys, som om verdensdybet var flænget, og han så ind dér, hvor lyset bliver til. Han mærkede en susen ligesom af vingeslag, som når turtelduerne kommer flyvende til landet med forårsvinden i ryggen. Og ud af lyset og vingesuset hørte han en stemme sige: ”Du er min Søn, den elskede, du er min glæde.”

 

Siden da er duen blevet et billede på Helligånden, Guds Ånd, der skabte verden og bevæger den, som er åndedraget i vore lunger og i fiskenes gæller og bladenes grønne munde, lyset i vor forstand, magten i vor glæde, styrken i vor tillid og vort håb. Og derfor er der tit anbragt en udskåret due over prædikestolens lydhimmel i kirken. Den er menighedens bøn om, at præsten må tale med ånd og sandhed.

 

SAMMENFATNING

Duen er tegn på fred.

 

Nu kan du og jeg hvile os, når duen svæver over os. Duen er Helligånden, som kommer til os lige så pludselig, som duen viste sig på en skyfri himmel, da Jesus blev døbt.

 

I dåben har vi fået Helligånden som gave. Hvad betyder det? At Guds Ånd er hos os. Når vi beder og takker Gud og Jesus, så forstærkes Guds Ånds nærvær hos os.

 

Og er vi kede af det, kan Guds Ånd lige pludselig få dig og mig til at blive glade.

 

Og når far og mor skændes, så kan Guds Ånd også gøre noget ved det. Det kræver, at vi alle gerne beder Gud om hjælp.

 

Ellers kan hjælpen ikke komme.

 

Når vi sådan beder, så kan Gud skabe en ny fred, hvor der var ufred.

 

Den fred hedder også syndernes forladelse. At vi siger undskyld til hinanden, når vi har gjort noget ondt eller forkert. Gud har nemlig også i dåben givet os adgang til at få syndernes forladelse i hverdagen.

 

Endelig giver Gud os i dåben del i det evige liv. Vores liv her er allerede begyndelsen på det evige liv. Eller: det evige liv er i gang hos den, der tror på Gud og Jesus og lever i den tro.

 

Altså: I dåben har vi fået tre store, store gaver: Helligånden, syndernes forladelse og det evige liv.

 

Derfor er det også at vi tænder lys, for i dåben har Gud tændt lyset. Når vi holder os til Gud, når vi beder til ham og modtager livet af Guds hånd, så vil Guds lys også skinne gennem os til verden. Så vil flere og flere tro på Gud og Jesus.

 

Prædiken til Septuagesima søndag 2014

Prædiken
over Matthæus-Evangeliet 25,14-30:
Lignelsen om de betroede talenter


Dom og frelse går over verden. Jesus taler om både det ene og det andet.

 

Dom har vi ikke lyst til at høre om. Det kan nogle gange opleves, som om dommen af tidsånden er blevet afskaffet, for Gud er god, og så kan han ikke også holde dom.

 

Jeg siger det her, for vi kan ikke forstå dagens lignelse, hvis vi ikke tager imod hele Jesu ord og budskab til os.

 

Og det budskab indeholder både et kald ind i Guds rige, men også en dom over os, når vi afviser Guds rige.

 

Ja, dommen gennem hvert menneskes indre.

 

Jesu modstandere så let på det indre menneske. Det udvendige var det, der talte.

Og Jesus bruger et ganske forfærdeligt billede på det: I sier en flue fra, som er faldet ned i jeres drik, men sluger en kamel!

 

Den kamel, som de slugte, og som vi skal vogte os for at sluge, er det, vi har taget indenbords med magt og selviskhed. Det fylder – rigtig meget i hjertet. Det fylder det hele. Der er ikke plads til andet.

 

Det var nok derfor, manden, der fik én talent, gravede pengene ned i jorden som en død kapital.

 

Han havde ikke plads i hjertets jord til at Guds gaver som retfærdighed, barmhjertighed og ærlighed kunne få plads også derinde.

 

Så den store rigdom, Gud havde givet ham, forblev ubrugt.

 

De to andre tjenere derimod gav sig omgående, straks, øjeblikkeligt, i gang med at bruge de betroede midler, så der kunne komme mere ud af det.

 

Straks og uden at tøve.

 

Er det det, der præger os i vor tid, at vi tøver, at vi udsætter? At der ikke er plads i vore hjerter til Guds rige, som stensikkert bærer de frugter, som Gud vil, når først hjertet åbner op for Gud?

 

Straks gik de to i gang med deres talenter, mens han med den ene talent gravede den ned i jorden. Hvad foretog han sig så resten af tiden? Den brugte han – på sig selv. Som sagt, der var ikke plads til andet end ham selv.

 

Og Jesus fortæller denne historie hen imod den tid, hvor han skulle lide og dø i Jerusalem.  Forinden har han fortalt om endetiden forud for hans komme tilbage i herlighed. En tid fyldt med konflikter, krige, naturkatastrofer. Men der er stadig tid, opmuntrer Jesus os. Det er ikke i sig selv enden. Nej, siger han, når jeg kommer, så er det som et lyn, der ses fra den ene ende af jorden til den anden.

 

Men Jesus advarer om at være parat, at våge, at bede.

 

For som i hans andre lignelser er der gang på gang advarsler om, at tiden løber fra os. De fem ukloge jomfruer, som ikke havde nok olie, dvs. nok plads i hjertet til kærlighed til Gud og næsten, nok plads til tro og trofasthed; den ældre søn hjemme, som bliver misundelig og vred på sin yngre bror, som omvender sig og kommer hjem.

 

Eller sæden, som falder på klippegrund og bliver til ingenting.

 

Når vi beder, vil vores Herre også minde os om, hvad vi skal tage os for, især at være der for de mindste i hans rige. Dermed menes de mindste, som er svage i troen, de mindste, som ikke kan tale for sig selv, som andre så let som en fjer kan træde ned og end ikke ænse, at de har trådt dem ned. De små – dem skal vi måles på, om vi har været der for dem.

 

Det, I ikke har gjort mod en af minde mindste brødre, har I heller ikke gjort mod mig.

 

Sidder et menneske dette overhørigt, er det ikke bedre end de farisæere, Jesus talte om, som var som kalkede grave, men indvendigt fulde af ondskab.

 

Hvor let kan vi ikke smile, men bære had i den måde, vi er på, i praksis?

 

---

 

Men hvordan skal vi så få mod til at tage fat på at bruge det, vor Herre Jesus og hans Fader har betroet os? Det skal vi ved at huske, at Gud gav alt, brugte alt, hvad han havde, på at frelse os, ved at sende Jesus for at dø i vores sted. Det var sådan, at Jesus fik dobbelt tilbage, ja, det dobbelte, som slet ikke kan udtrykkes ordentlig: nemlig opstandelsen fra de døde, en så vidunderlig kraft, som sprænger alt, hvad vi kan forestille os.

 

I hans opstandelses kraft skal vi gå ud og bære frugt, som er Guds rige værdigt.

 

Og fordi vi er faldne skabninger, så må der dagligt kæmpes for at give plads til Guds rige i vores indre.

 

Det gamle menneske i os skal dø, det nye, nemlig Jesus Kristus, skal vokse med opstandelsens kraft i os.

 

Og når vi daglig lader Gud virke dette i os, så vil det, vi har fået betroet, også blive til uhyre meget mere.

 

Og frem for alt: det vil blive til glæde uden ende, når Jesus kommer igen, når vi har været ham tro til enden. Amen.

 

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 9. februar 2014

Forklaring på 1'eren og 2'eren: Johannesevangeliet består af to dele, første del kalder jeg her '1'eren', og den slutter med kapitel 12.

Prædiken over Johannes-Evangeliet kapitel 12,23-33.

1’eren er ved at slutte – med udblik til 2’eren. Det vi hørte fra Johannesevangeliet er tæt på slutningen af 1’eren i hans evangelium. 2’eren kulminerer med Jesu død og opstandelse og det, der så småt begynder at ske i lyset af det.

 

Og hvordan slutter så 1’eren, altså Johannesevangeliets 1’er? Med at Jesus siger: ”Timen er kommet.”

 

Hele første del igennem har han gang på gang sagt: Nej, timen er ikke kommet endnu. Nej, heller ikke nu.

 

Men her, på overgangen mellem 1. og 2. del siger han rent ud: ”Timen er kommet”.

 

Hvad er det for en time? Det er hans tilfangetagelse, lidelse, død, begravelse og opstandelse – alt det.

 

For han siger: ”Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres.”

 

Han bliver herliggjort gennem at give sit liv totalt for verden, for at enhver, som tror på ham, skal leve ved ham, og leve, selvom vi dør.

 

Og han er herliggjort, fordi hans grav står tom dernede i Jerusalem og stået tom lige siden den fantastiske, uoverskueligt vidunderlige dag, da han forlod graven.

 

Hvis vi havde haft telefoner med kamera som nu, havde vi haft billedet af den opstandne. Ja, det er for at sige, at han med sin krop faktisk forlod graven.

 

Han er herliggjort, fordi hans legeme nu har en evig dimension af herlighed, det går aldrig til, det er det, vi kalder uforkrænkeligt. Han kan nu komme os alle nær, usynligt men virkeligt.

 

”Når to eller tre er forsamlet i mit navn, er jeg midt iblandt jer”, siger han.

 

”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, har vi her ved Johannes dåb hørt, at han siger.

 

Men her i 1’eren er det stadig uklart for en del, at Jesus ville ende med at opstå fra de døde.

 

Men i forbindelse med hans død bliver denne verdens fyrste også jaget ud, siger han. Holder vi os til den korsfæstede og genopstandne Herre, holder han os fra mørkets magt.

 

For mørke kræfter er på spil i vores liv. Det kan vi ikke selv begribe. Som den norske forfatter Karl Over Knausgård siger i en ny bog: ”Det onde er ikke noget, man beslutter sig for, det er noget, der opstår i en. For at tøjle det må du kende det eller i det mindste vide, at det findes.” Og det ved kristne 100 procent, at det onde findes. Men vi kan blive værnet mod dem, gennem hengivelse til vores Herre. Derfor er det også, at korsets tegn tegnes over den, der døbes, til beskyttelse mod det onde, der kommer udefra, men også indefra, efterhånden, som livet går.

 

Han taler igen og igen i 1’eren om, at han skal ophøjes, og at han på den måde skal bliver herliggjort.

 

Ophøjes. Det ord var sådan en ret grovkornet måde at tale om, at han skulle død på korset. Men samtidig betyder ophøjelse også, at han skulle opstå fra de døde og leve evigt som vores konge.

 

For lige at forklare det bruger Jesus et billede: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.

 

Jesus døde og blev begravet. Siden opstod han og kan nu bringe den frugt, at vi alle opstår med ham til sidst. Og allerede nu opstår på den måde, at han giver os del i sin opstandelses kraft.

 

Den kraft har vi hårdt brug for til dagen og vejen. Den kraft gør, at vi kan overvinde os selv og se væk fra os selv og hvad vi mener, skal til for at vi kan være lykkelige.

 

Som efterfølgere af Jesus lærer vi, at vi skal ’hade’ vort eget liv. Hvad vil det sige? Det vil sige at hengive os til andre i kærlighed og trofasthed, ikke se på vores eget alene.

 

Vi kan også sige det på den måde, at hvis vi lever egoistisk og ser bort fra de andre, så ødelægger vi i virkeligheden selve livet, som vi gerne ville leve.

 

Jesus anviser vejen til det frugtbare, lykkelige liv. Det evige liv. Den vej går, som hans, gennem døden, altså gennem parathed til at se væk fra sig selv:

 

 ”Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.”

 

I dåben følger vi ham, vi bliver døbt ind i fællesskab med ham, så vort liv er et liv i tjeneste for ham med dåbens gave i ryggen: Helligånden i hjertet som hjælp når som helst, adgang til syndernes forladelse, så livet pibler frem, når vi lige har været ved at knuse det, og det evige liv, det lykkelige liv, som begynder her som Jesu discipel, bror og søster, og som ender med evigt liv, til bords med ham i Guds rige til sidst.

 

Sådan er vi ved dåben ”genfødt til et levende håb”. Vi har et håb gennem vor dåb, kunne vi slogan-agtigt sige.

 

Vi har et håb, som aldrig bliver til skamme.

Jesus giver os håb, optimisme. Uanset hvad der sker i vores liv, så har han en vej frem til glæde for os. Det lyder naivt, men er hårdt prøvet sandhed, også for mig.

 

Undervejs har vi brug for gang på gang at oplives, og det gør vi, når vi hører hans ord, de er nemlig ånd og liv, og det gør vi, når vi modtager hans legeme og blod i brødet og vinen, når ordene siges over brødet og vinen. Der får vi kraft til at vandre videre, ikke som ensomme ulve, men i fællesskab med medvandrere, for Jesus kalder sig vintræet og os for grenene. Saften løber fra stammen ud i grenene, det under sker i nadveren.

Prædiken til fjerde søndag efter helligtrekonger 2. februar 2014

Prædiken over Matthæus-Evangeliet
kapitel 14,22-33: Jesus vandrer ud til disciplene i fiskerbåden på den stormende sø.

STRAKS. Sådan er Gud, sådan er Jesus, Guds Søn. Straks vi beder om hjælp, rækker han os sin frelserhånd.

 

Straks Jesus kom til dem over havet, talte han til de rædselsslagne disciple, som troede han var et spøgelse, og sagde sit: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”

 

Vi kommer fra tid til anden ud i situationer, som er uoverskuelige. Da virker Gud og Jesus som så langt væk, så de virker som spøgelser. Men straks vi beder om hjælp, så vil vi også få hjælpen. Den hjælp, som indeholder håb.

 

Håbet, som ikke gør til skamme.

Håbet, som kommer af, at Jesus er opstået fra de døde og kommer os levende i møde, ikke som et spøgelse, usynligt, ja, for det meste, men levende.

 

Og straks Peter råbte om hjælp, rakte Jesus sin hånd ud efter ham i vandet.

 

Tro det! Sådan er vor Gud. Sådan er Jesus.

 

Jesu vandring på Gennesaret Sø gjorde, at disciplene troede på ham, at han er Guds Søn. Der var fortsat mange tvivl, de havde, men her kom et gennembrud.

 

Det kommer også for dig, når du oplever stormene i dit og dines liv, og du råber om hjælp, og du får den hjælp, førstehjælp, så du overhovedet kan leve og ikke gå fra forstanden af det, du oplever.

 

Sådan er Gud.

 

Han bevarer hjerter og tanker ved hjælp af Jesus, sådan at vi forbliver i troens gode stemning.

 

***

 

Gud, som har skabt alle ting, synlige og usynlige, alt det sandsynlige og det usandsynlige, han tænker på dig, han har omsorg for os.

 

”Han giver den udmattede kraft,

den kraftesløse giver han ny styrke.”

 

Lige netop kraftesløse giver han styrke.

 

Drenge og unge mænd nævnes som dem, der ender med at være udmattede og opgivende.

 

”Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne,

de løber uden at blive trætte,

de vandrer uden at udmattes.”

 

Er det ikke tydeligt, at når vi har mistet ethvert menneskeligt håb, så består Guds kraft og virker hos os i vor uendelige skrøbelighed?

 

Med håb mod håb troede Abraham hører vi i Romerbrevet, at han skulle virkelig bliver stamfader til alle folkeslag.

 

Med håb mod håb.

 

Mod håb: fordi der ikke var noget rent menneskeligt håb mere. Han var jo gammel.

 

Med håb: fordi grundlaget for troen er løftet.

 

***

 

Abraham blev ikke svag i troen, tværtimod blev han styrket i troen og gav Gud æren og var fuldt overbevist om, at det, som Gud har lovet, har han også magt til at gøre.

 

Abraham byggede nemlig ikke på egen muligheder – de var der ikke længere.

 

Abraham troede, at det, som er umuligt for mennesker, er alene muligt for Gud.

 

Sådan skabtes det folk, som i dag for manges vedkommende igen bor i Israel. Sådan skabes virkeligheden i den verden, som Gud har skabt. Sådan lever vi alene i tro på Gud og ikke på egne evner og muligheder.

 

***

 

Selv om en stor del er medlemmer af en kirke, så er der mange, som henter håbet fra en anden kant end lige den kristne tro.

 

Ikke mindst har, jeg ved ikke hvor mange, men en del, et håb om, at de genfødes igen og igen, så døden er ikke afslutningen.

 

Jeg vil gerne bruge lidt tid på, at vi som kristne forholder os til dette håb om reinkarnation. Og jeg vil gøre det ved at fortælle om en pensioneret professor i tibetansk og indisk filosofi ved Bristol Universitet i England.

 

Han har for nogen år siden skrevet en bog om sin omvendelse fra buddhisme til katolicisme.

 

Han sammenfatter:

Hvis reinkarnationslæren er sand, vil det betyde, at jeg ikke længere findes efter min død. Jeg bliver nemlig ikke genfødt. Der er ingen forbindelse med den næste reinkarnation. Der er altså intet håb.

 

Altså: det, der genfødes, er ikke det samme, som den, der døde. Det er generelt sådan, at i buddhismen er det en anden person/dyr, som genfødes.

 

Og så kommer han med et eksempel: Forestil jer, at jeg (siger han) dør og genfødes som en kakerlak i Sydamerika.

 

Jeg ved ikke, hvor meget håb eller trøst, der er i det. Men mon ikke de fleste ved nærmere eftertanke vil forfærdes ved tanken.

 

Williams siger: Måske er det ikke så forfærdeligt at blive til en kakerlak, for så har man masser og masser af nye venner og hele en kakerlak-familie som kan erstatte ens tidligere venner og familie. Man vil vænne sig til det.

 

Men det trøster jo ingen at tænke på at blive til en kakerlak. Nogen vil sige: Jamen, kakerlakker er rædselsfulde, grimme og fuld af utøj. Men er det fair? Måske er kakerlakker ikke rædselsfulde og grimme for dem selv. F.eks. elsker deres mødre dem givetvis.

 

Men – ingen kan forestille sig et liv som kakerlak. Der er ikke tale om, at du med din bevidsthed er inde i en kakerlaks krop. For du er slet ikke dig. Du er en kakerlak.

 

Genfødsels betyder, at jeg ikke findes mere. Når jeg dør (iflg. reinkarnations-tanken), så er det slut med mig. Hvis tanken om genfødsel er sand, er overlever hverken jeg eller nogen anden af mine kære døden.

 

Buddhister tror på reinkarnation. Med genfødsesl er min historie, den jeg er, helt forbi. Der kan være en årsagssammenhæng med et andet levende væsen med dets liv, men for mig er der ikke mere.

 

Den buddhistiske tanke er, at med vores død, dør vi. I daglig tankegang har buddhister og de, der accepterer genfødsel, en tilbøjelighed til at tildække denne kendsgerning i ordvalget, ved at tale om ’min genfødsel’, men faktisk en hvilken som helst genfødsel vil ikke være noget, der sker med en selv.

 

Tanken om genfødsel/reinkarnation er uforenelig med den uendelige værdi af personen.

g,lk

DET er vores tro: at vi for Gud er af så uendelig værdi lige netop som dem, vi er, at han ville skabe OS, at han ville sende sin Søn for at frelse os fra synden, døden og Djævelen.


Og redde os dag for dag, når vi er ved at gå under i vandene. Jesus, ræk din hånd ud, red mig og menigheden fra det, der vil ødelægge os, det, som er næsten ikke til at bære.

 

Og når du redder os, Jesus, så vil vi give dig alene æren, tilbede og prise dig for at du har reddet os. Givet os den kraft, som ikke er der, det håb, som synes umuligt. AMEN.

 

Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2014

Læsningerne kommer først

Fra Davis Salme 8 (Bibelen på Hverdagsdansk):

Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!

Ingen i verden kan måles med dig.

Universets vidundere viser din storhed.

Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på dine modstandere.

Når jeg ser op mod himlen, dine hænders værk, månen og stjernerne, som du har skabt, hvad er da et menneske, at du bekymrer dig om det, et menneskebarn, at du tager dig af det?

Du skabte det kun lidt ringere end det guddommelige, gav det kongelig ære og værdighed.

Du gav mennesket ansvar for dit skaberværk, det blev sat som hersker over alle ting, over får og kvæg og vilde dyr, fugle, fisk og alt havets liv.

Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!

Ingen i verden kan måles med dig.

 

Paulus' brev til menigheden i Kolossæ kapitel 1 vers 15-20:

Vi ser den usynlige Guds billede

når vi ser hans søn,

der blev født som den første,

før alt andet blev skabt.

For gennem sin søn har Gud skabt alt i himlen og på jorden,

det synlige og det usynlige,

universets konger og fyrster,

åndelige magter og myndigheder.

Alt blev til gennem ham

og skal rette sig mod ham.

Selv var han til før alt andet,

og alting består på grund af ham.

Han er hovedet,

og de kristne er hans krop.

Han er begyndelsen,

den første der stod op fra de døde,

for at han kunne være den første af alle.

Hele Guds fylde

skulle bo i ham,

og gennem ham

skulle verden forsones med Gud.

Da Jesus døde på korset,

stiftede Gud fred

på jorden og i himlen. Amen.


Markusevangeliet kapitel 10 vers 13-16 ifølge Den Nye Aftale

Folk bar nogle børn hen til Jesus for at han  skulle velsigne dem, men disciplene skældte dem ud. Da Jesus så det, blev han vred og sagde: ”I skal lad børnene komme hen til mig. Det må I ikke forhindre dem i, for Guds rige er til for sådan nogen som dem. Husk at hvis man ikke tager imod Guds rige på samme måde som et barn, så kommer man slet ikke ind i det.” Så trak han børnene ind til sig og lagde sinek hænder på dem og velsignede dem.

Prædiken


”Hvor er du fantastisk, vor Herre og Gud!” Sådan begyndte den læsning, som vi hørte tidligere.

 

”Universets vidundere viser din storhed.”

 

I går talte et par konfirmander og jeg om argumenter for og imod Guds eksistens. Vi begyndte med argumenter for.

 

”Jorden”, var en konfirmands enkle svar.

 

Ja, at jorden med os og det hele, det er argument for, at Gud er til.

 

Men var der så argumenter imod? ”Det er et spørgsmål om tro”, svarer konfirmanden. Og bedre kunne jeg ikke have svaret.

 

For den, der tror, ser ’beviser’ på Guds vidunderlige indretning af alting overalt.

 

Ingen har haft mere viden om universets utrolige indretning end vores generationer.

 

Tænk, hvis alle kontinenter var lige så flade som Danmark, ville vi være under flere kilometer vand. Der ville ingen kyster være, vi var bare oversvømmet. Det er sådan noget, moderne videnskabsfolk kan regne på. Og vi andre kan undres – med dem.

 

Og vi kan følge salmisten, der ser det hele som værk af Guds hænder. Eller som den officielle oversættelse siger: Når jeg ser dine fingres værk.

 

Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på dine modstandere.

 

Modstandere – det er bl.a. den, der forkaster Gud og mener, at alt er blevet til helt tilfældigt.

 

En mand siger til sin kone; ”Min forstand hindrer mig i at tro”. Så siger konen: Nå, men det er da en meget lille hindring””.

 

Nej, netop!

 

Men vi kan alle have øjeblikke, hvor tanken roterer: Mon Gud har skabt det hele? Er Gud overhovedet til? Den tanke er en anfægtelse, som også hører til det at være kristen.

 

Enhver kristen kan blive overfaldet af disse tanker. Da gælder det om at høre hvad David også synger:

 

”Du har udvalgt småbørn til at lovprise din herlighed for at lukke munden på dine modstandere.”

 

Anfægtelserne som at Gud måske ikke er til må få os til at blive endnu mere modtagelige over for Gud, som han er i virkeligheden.

Og som Jesus har lært os om ham.

 

Vi kommer ingen vegne ad tankens vej. Vi forvilder os blot mere og mere ud af en tangent, og ender i tankers mørke og vildnis.

 

Se, det kunne være noget, du og jeg kan skrive os bag øret: Hos Gud og Jesus er der tryghed, enkelhed, så selv småbørn hører med. Ja, de viser endda vejen, siger Jesus. Hvordan: med deres modtagelighed over for deres forældre og alt muligt. De rækker tillidsfuldt ud efter fars og mors favn. Den barnlige tillid, siger Jesus, gælder det for jer at have – til mig! For Guds rige – det er ham, det er ham og ved ham og med ham.

 

Men dengang og i dag er der mange, som gerne vil tage imod Jesus, men de vil gerne tage imod så meget andet. Det er Jesus – OG.

 

Byen Kolossæ var en knudepunkt mellem øst og vest. Byen lå på datidens ’motorvej’, hovedfærdselsåre fra Efesos i vest i ’Tyrkiet’ til Syrien og Israel. Men ikke langt derfra når vejen til et kryds, hvor man også kan vælge at fortsætte mod øst hele vejen over mod Iran.

 

Derfor havde folk i hele området omkring Kolossæ – det land hed Frygien – modtaget impulser fra mange religioner.

 

Derfor troede mange på mange magter mellem mennesker og Gud. De talte om guddomsfylden, som vil sige, at der både var forskellige magter og myndigheder i himmelrummet OG Gud, og alt det tilsammen var en fylde. Det troede også på en særlig måne-gud, som man skulle ofre til, endda nogle steder ofrede man mennesker til måne-guden. Man gjorde ild, luft, jord, vand, de fire elementer til guddommelige. Ja, alt i naturen var guddommeligt, Gud var i den.

 

Alle de forskellige magter skulle man helst stå på god fod med for gennem alle sfærer op til Gud.

 

Her lærer Paulus menigheden, at disse magter findes, men de er underlagt en eneste, Jesus Kristus. De har derfor ingen selvstændig magt.

 

I Kristus, siger Paulus, bor hele Guds fylde.

 

Så derfor skal et menneske ikke opsøge fylden hos alle mulige magter, for den er alene i Jesus Kristus.

 

Mange vil i dag gerne være kristne, men også så meget andet. Jesus og Buddha, f.eks. Jesus og en guru, Jesus og lydterapi. Nogle siger også, at det egentlig er lige meget, hvad vi tror på, alle veje fører til Gud. Eller de siger, at ingen kan sige, at man alene har sandheden.

 

Men det er det, Jesus jo siger, og som vore forfædre har ladet skrive ind på vore altertavler: Jeg er sandheden, vejen og livet.

 

Ikke en vej blandt andre.

 

Vi kan ikke være Jesus Kristus tro, hvis vi vil have mange andre veje og sandheder.

 

Enten er han sandheden, eller også er han en løgner. Lad os ikke fare vild her!

 

Paulus prøver at beskytte menigheden i Kolossæ mod dem, som vil udvande kristendommen ved at sige ja til Kristus, og samtidig ja til andre guder eller magter.

 

Kære menighed! I vores meget åndelige tidsperioder lyder alt åndeligt som noget spændende for mange. Men nej, der er åndelige magter, som er onde, og lad ikke nogen kristen åbne sig for sådanne magter.

 

Da jeg i en samtale sagde til en, at Jesus er sandheden, vejen og livet, og at jeg aldrig kommer længere end dertil, sagde vedkommende med overmod og et stort smil: Jeg er kommet meget længere!

 

Herom står kampen i hvert menneske: Vil du længere? Så kommer du også længere væk fra Jesus Kristus.

 

Det er jo derfor vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

 

Vi underlægger os den ene, Gud Fader, Søn og Helligånd, og det er en befrielse fra alle andre magters tag i os.

 

Jesus Kristus indbyder børn til sit rige, til fællesskab med ham. Hvorfor? Fordi vi kun i barnlig tillid til Guds gode vilje med os, bevares fra at leve efter vores egen vilje.

 

Følger vi Jesus som vores sandhed, vej og liv, så beholder i en dejlig barnlig enkelhed i vores liv, ja, vi bliver yngre og yngre for hver dag, vi lever i den tillid.

 

På den vej er vi i fællesskab med selv Guds Søn, som var med til at skabe hele vores univers og os. Intet mindre.

 

Vi er helt hjerteligt i fællesskab med Guds mening med det hele. Han er vores Far, som Jesus har lært os at bede til, som børn taler fortroligt med deres far, og forventer alt godt af deres far.

 

Og så én ting mere: Jesus er, siger Paulus, ikke bare langt borte, men han er ’hoved’ for legemet, som er kirken.

 

Med andre ord: det store sker, når vi er samlet i Jesu navn. Så er han midt iblandt os, usynlig, men virkelig, og hans Ånd virker i os.

 

Kirken er Jesu Kristi legeme i verden, siger Paulus. Det vil sige, at Jesus virker i og på verden gennem kirken – intet mindre. Så stort er det at være lemmer på legemet, kirken.

 

Til slut.  Mange vil sige: jamen, hvad er det alt sammen du har talt om. Handler kristendommen ikke om Guds kærlighed og omsorg – er det ikke det, der er det vigtigste? Svaret er: Nej, svaret er en proklamation, en forkyndelse af Kristus som Skaberens Søn og vores Frelser, begyndelsen og enden, som var til forud for alt hos Faderen, ved hvem alt er skabt, og ved hvem alt består, den Opstandne, som er gået ud af graven med livet i sig, det evige liv, for at skænke det til enhver, som følger ham. Uden Kristus bliver kristendom en almen lære om næstekærlighed. Men kristendom består i personen Kristus.

 

Er vi knyttet til Kristus og ham alene som vores Herre, så er vi lykkeligt befriet fra at være undergivet nogen som helst anden magt i himlen eller på jorden.

 

Prædiken nytårsaftensdag 31. december 2013 i Tranebjerg kirke

”Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, siger Herren, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb.” Jer. 29,11

 

Hvilke planer pusler vi hver især med? Planer for vores arbejde. Planer med familien. Eller måske har du ingen planer, for det hele virker som en lang trummerum, hvor intet forandrer sig, du føler, du sidder fast, eller er kørt fast, eller at livet er kørt fast med dig. Måske er du desperat, og vil bare, at et eller andet forandrer sig, lige meget hvad. Og kaster måske al fornuft, al kærlighed, bort, og tager skridt i tågen.

 

Så hør ordet igen fra profeten: Jeg ved, hvilke planer jeg har for jer, planer om fred og ikke om ulykke, planer om fremtid og håb.

 

Det er det første vi skal høre: Herren har planer for dig og mig personligt, for os som et folk. Gud vil ikke vores personlige eller folkelige ulykke.

 

Men planer er én ting, at udføre dem er en anden. Gud har givet os friheden til at vælge det gode eller det onde. Hans planer kommer ikke til udførelse af sig selv.

Menneskelige planer kuldkastes ganske ofte. Vi kan planlægge og planlægge, os så kan det gå fuldstændig anderledes, end vi planlagde. Mægtige mænd og kvinder i verden kan sammen lægge store planer, som ender i det næsten rene ingenting. Det er erfaringer, der er gjort til alle tider.

 

Til Herrens planer om fred for os, hører detaljerede anvisninger og udrustning. Det er jo ikke ord hen i vejret.

 

En anvisning for den kristne af apostlen, som formaner til hver morgen at iføre sig venlighed, ydmyghed, og sagtmodighed.

Og så planlægger den kristne, hvis det er en, der virkelig vil være sand kristen, daglig at omgås sin næste hjemme og ude og ved enhver lejlighed med beskedenhed, venlighed og sagtmodighed og aldrig med vidende og vilje at ville fornærme eller bedrøve et medmenneske eller giv anledning til vrede, trætte eller uvilje.

 

Det er en god plan for det nye år.

 

En klog mand (fra vist det gamle Athen) sagde, at han ikke gerne gik hjem om aftenen fra torvet fra sammenkomsterne der, uden at have forskaffet sig en ny ven.

 

En kristen kan tilsvarende sætte sig som mål om ikke at skaffe sig en ny ven, så i al fald ikke at skaffe sig nogen ny fjende, men tværtimod opføre sig sådan over for enhver, at ingen med rimelighed skal kunne besvære sig over ham eller hende.

 

Når et kristent menneske står op, ligger freden med Gud det først og fremmeste på hjerte, og derfor fornyer dette kristne menneske også i sand bodfærdighed og med troende andagt sig til en bestandig, barnlig og glad lydighed over for Gud. Dernæst tænker dette kristne menneske også på, hvordan det skal omgås med sin næste i kærlighed og over alt lade sit tros-lys skinne, og gør sin Gud det løfte, at det for Hans skyld vil yde sin næste alt godt og ikke tilføje hende eller ham noget ondt, gerne tjene og hjælpe enhver, te sig venlig og sagtmodig og allevegne søge fred, og sukke til Gud Helligånd om hjælp til denne fredsommelighed.

 

Sådan går hun eller han nu i Jesu navn og kærlighed til sit arbejde og sine sysler og viser sig ikke over for sin næste som en bidsk hund, der konstant knurrer og gøer ad alle der går forbi eller som et pigget pindsvin, men som et lam. Han eller hun viser sig ikke som en tidsel eller tornebusk blandt sine medkristne, men som en dejlig, vellugtende blomst, der glæder enhver.

 

En sand kristen hilser og genhilser gerne og venligt. ”Han forekommer sin næste i ærbødighed” (Rom. 12,10).

 

Når en kristen skal samtale eller forhandle med en anden, så overvejer han eller hun i forvejen, hvad der er sandt, ærbart, retfærdigt, rent, elskeligt og velbehageligt, som apostlen siger (Fil. 4,8) og tragter efter det, der tjener til fred og opbyggelse, kommer ikke med øglegift og galde på tungen, men med honning og mælk, for at tale i bibelsk sprog (Salm 140,1 og Højs. 4,11).

 

Hvis sagen, der skal tales om indbyrdes, er uproblematisk, så vil han eller hun ikke gøre den ubehagelig og modbydeligt ved at fremføre den på en fremfusende og uvenlig måde.

 

Hvis sagen derimod er ubehagelig og måske strider mod den andens naturlige tilbøjeligheder, så stræber han eller hun efter at gøre sagen behagelig at have med at gøre med venlighed og beskedenhed.

 

Og skulle han eller hun ikke altid blive behandlet af sin næste efter ønske og forhåbning, men blive mødt med lutter uvenlighed, skælden og smælden igen for venlige og milde ord, så er han allerede forud fattet og forberedt på det. Han er klædt i venlighed, ydmyghed, sagtmodighed og tålmodighed, ligesom en vandringsmand i en velforet kappe, som stærk regn kan rinde nedad uden at gennemtrænge den.

 

Apostlen siger tilsvarende om freden: ”Lad den fred, som kommer fra Kristus, kontrollere jeres tanker. I blev jo kaldet til at leve i fred som lemmer på samme legeme.” (Kol. 3,15).

 

I gammel tid oversattes den første sætning: Kristi fred skal sejre i jeres hjerter.

 

Hvad så, når freden ligesom bliver bortskræmt ved en andens uvenlighed eller ens egen uvenlighed, ligesom et dyr let lader sig bortskræmme på jagten? Da må vi gå på jagt efter freden, og søge med venlighed, sagtmodighed og tålmodighed at komme ind på livet af den borskræmte fred.

 

Til det formål må man give efter, lide, tie, ikke høre og se alt, ikke tage alting til hjerte, ikke forsvare alt og i øvrigt udlægge alt til det bedste.

 

Som apostlen siger (Rom. 12,18): Lev i fred med alle mennesker, så vidt I kan. Hvordan vi end har det, alt kan vi klare, siger Paulus, ved den styrke, Kristus giver os. (Fil. 4,13).

 

Så for en kristen er freden en højvigtig sag, og han eller hun kan ikke med rolig samvittighed og ikke til gavn være til gudstjeneste, bede med hjertet, vente bønhørelse eller gøre sig noget håb om himlen, når vi ikke vandrer i kærlighed og arbejder på kristen enighed. Derfor vil en kristen heller lide alt end sønderrive fredens bånd.

 

Hvis to tager fat i hver sin ende af en guldkæde eller perlesnor, og af alle kræfter vil rive det til sig, så kan det umuligt holde, det må briste og perlerne springe og danse viden om. Giver den ene derimod efter, så forbliver det helt, hvor svagt båndet ellers er. Således vil også en kristen hellere lide uret end være nogen fredsforstyrrer og handle imod den broderlige kærlighed.

 

Og forbliver et medmenneske en fjende alligevel, så betragter en sand kristen ikke sine fornærmere som fjender, men som vildfarende og snublende brødre og søstre. Ligesom man ikke ser på nøddens hårde og bitre skal, så man skulle smide nødden væk, for man ved jo, at bag skallen gemmer den velsmagende kerne sig, - således ser heller ikke den sjæl, der elsker Gud, på sin næstes fjendtlighed, som han er forfalden til i øjeblikket på grund af Satans list, men han ser på næstens sjæl, som Guds Søn har forløst med sit blod. For hvem har ikke medlidenhed med et menneske, der raser i en hidsig sygdom? Så en kristen beder ivrigere og flittigere for sine fjender og fornærmere end for sin gode og elskelige venner, fordi de første trænger mest til forbønnen.

 

Dertil kommer, at kristne lever så meget mere forsigtigt og gudfrygtigt, for ikke at give sine fjender årsag til yderligere bespottelse og bagvaskelse og for desto snarere at kunne vinde dem og ved sin venlige omgangsform overbevise dem om deres uret.

 

Og så vil de kristne ikke undlade at gøre noget, som kan tjene til at vinde deres fjender og tilintetgøre deres uvilje. De taler godt om dem ved enhver lejlighed, de skriver uenigheden og fjendskabet ikke så meget på ondskabens som på den menneskelige skrøbeligheds konto. De gør næstens fejl og mangler små, men derimod hans fortrin og evner store.

 

---

 

Alt det, jeg nu har talt om, hører til efterfølgelsen af Kristus. ”Følg mig!” sagde han dengang og og siger han til os i dag.

 

Jamen, hvad? Er det ikke alt af nåde? Skal vi ikke bare leve, som vi vil, hvorfor skal vi følge efter ham, hvorfor ikke bare tage imod nåden, og det er alt?

 

Vi siger fra tid til anden, at nåden er gratis.

Men i det, jeg har sagt, kan høres, at nåden koster. Nåden koster på den måde, at der hører efterfølgelse af Kristus med til at være kristen.

 

Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffe, som gik ind i den såkaledte Bekendelseskirke, da det i den tyske folkekirke blev et krav, at jøder ikke måtte være præster, skriver bogen Efterfølgelse.

 

Efterfølgelse betyder at vandre efter. Følge efter – ikke sine egne ønsker, men følge i fodsporene på en, som er gået foran. Jesus Kristus. Sådan kommer vi godt ind i det nye år.

 

Bonhoeffer frygtede det, at vi afskaffer efterfølgelsen ved at vi hylder en nåde, som er billig.

 

Han siger: ”Vor kamp i dag gælder den dyre nåde. Billig nåde betyder nåde som udsalgsvare, tilgivelse, trøst og sakramente til spotpris; nåde som kirkens uudtømmelige forrådskammer, hvor der øses ud med letfærdig hånd, tankeløst og grænseløst; nåde uden pris, uden omkostninger.

 

”Det skal jo netop være nådens væsen, at regningen på forhån er betalt for alle tider, at alting derfor er gratis… Hvad ville også nåden være, om den ikke var billig nåde?”

 

Men det, Bonhoeffer har at indvende mod den billige nåde er, at det er nåde som lære, som princip, som system. Det er syndernes forladelse som en almen sandhed, det er Guds kærlighed som den kristelige forestilling om Gud. Den der siger ja til dette, har allerede fået tilgivelse for sine synder. En kirke, der hylder denne nådelære, er allerede gennem sin lære delagtig i nåden.

 

”I denne kirke finder verden billig dækning for synder, som den ikke angrer og egentlig slet ikke ønsker at komme fri af. Billig nåde er fornægtelse af Guds levende ord, fornægtelse af Guds ords menneskevordelse.”

 

”Billig nåde betyder retfærdiggørelse af synden, ikke af synderen. Fordi alt er af nåde, kan alt blive ved det gamle.”

 

Derfor må kristne ikke formaste sig til det kætterske sværmeri at føre et andet liv under nåden end under synden!

 

Han eller hun må vogte sig for at forsøge at leve i lydighed under Jesu Kristi bud. Den kristne må give afkald på at øve sig i selvfornægtelse, det er, ikke at adskille sig fra verden ved sin livsførelse.

 

”Han må i den grad lade nåden være virkelig nåde, at han ikke spolerer verdens tro på denne billige nåde.”

 

Altså: ”den kristne følger ikke Jesus, men trøster sig ved nåden!”

 

”Det er billig nåde som retfærdiggørelse af synden, ikke som retfærdiggørelse af den bodfærdige synder, der omvender sig fra sin synd, ikke den tilgivelse for synd, som skiller fra synd. Billig er den nåde vi har – med os selv.”

 

”Billig nåde er at forkynde tilgivelse uden bod…Billig nåde er nåde uden efterfølgelse, nåde uden kors, nåde uden den levende, menneskevordne Jesus Kristus.”

 

---

 

Og hvorfor så kalde denne nåde dyr?

 

Dyr er den, ”fordi den kalder til efterfølgelse, nåde er den, fordi den kalde til Jesu Kristi efterfølgelse; dyr er den, fordi den koster mennesket livet, nåde er den, fordi den derved skænker ham livet; dyr er den, fordi den fordømmer synden, nåde er den, fordi den retfærdiggør synderen. Dyr er nåden frem for alt, fordi den har været dyr for Gud, fordi den har kostet Gud hans Søns liv – ’I blev købt dyrt’ -, og fordi det, som har været dyrt for Gud, ikke kan være billigt for os.

 

”Nåde er den fremfor alt, fordi Gud ikke anså sin Søn for at være for stor en pris for vort liv, men gav ham hen for os. Den dyre nåde er Guds menneskevordelse.”

 

Det ER ikke billigt for os at følge efter vores Herre Jesus Kristus. Det koster. Det koster afkald på selv-velbehagelighed, selv-kærlighed og alt, hvad der følger heraf. Det var det, jeg talte om i første del af prædikenen – om at leve fredsommeligt og forsonligt med vores næste, derhjemme og ude i samfundet.

 

Men kun når efterfølgelsen hører med, bliver nåden stor for os, bliver nåden ikke lære/princip, men erfaring. Gud velsigne os til at blive i vor vandring i efterfølgelse. Dér får vi midt i det svære, som kræver selvopgør, bod og kamp den dyrekøbte erfaring af nåden.

Når vi fortryder og angrer vore egne synder, vor lyst til selv-kærlighed uden hensyn til de andre, DA åbner himlen sluserne for nåden. DA strømmer Guds nåde til os, så vi erfarer nåden i vort inderste.

Juledags prædiken holdt i Nordby kirke 25. december 2013

”Jeg vil gerne have morgenmaden brungen.”

”Det hedder bragt.”

”Jeg er ligeglad, bare jeg får den brungen.”

 

Bare jeg får den brungen. Bare vi får bragt Guds kærlighed ud til os.

 

Guds kærlighed bliver der talt forskelligt om af forskellige apostle og evangelister. Nogen siger bragt, andre brungen. Bare den bliver brungen.

 

Og på juledag har vi fået juleevangeliet bragt til os af Lukas og af Johannes.

 

Og nogen kan tænke: er det den samme ret?

Men det ER det.

 

Morgenmaden bliver brungen eller bragt. De taler på forskellig måde, men menuen er én og den samme: Guds fantastiske kærlighed fra evighed af og helt hen til dig og mig og hele verden.

 

Så vi sammenligner nu Guds kærlighed med morgenmaden. Jeg ved, at uden morgenmaden duer jeg ikke, bliver irritabel og tåget i tanken. Der skal simpelthen tankes op igen hver morgen, ellers går det ikke.

 

Sådan har Gud skabt os mennesker så fantatisk flot, men også fantastisk underholdende: vi er nødt til at spise morgen, middag og aften, for at vi kan fungere.

 

Og derigennem viser Gud os konkret sin kærlighed time for time.

 

Prøv at spise næste måltid med den tanke: Gud, min himmelske Far, giver mig nu denne dejlige ret med de ingredienser, som han har skabt, både planter og dyr, til føde for os. TAK.

 

Vi skal tankes op – og derigennem viser Gud sin omsorg for dig og mig.

 

Så ja, Gud bringer os morgenmaden, det er bare forarbejdningen, som vi er sat til at sørge for – vi skal jo også lave noget.

 

---

 

Men hvad er det så for en ret, evangeliet er?

 

Der er mange falske profeter, siger apostlen Johannes i sit brev, som vi har læst fra i dag, de forvansker evangeliet, de ser ikke Jesus som Guds Søn.

 

Og Johannes understreger i sit brev, at enten har vi fællesskab med Gud eller også har vi ikke. Og har vi den rette tro, så kommer der også et ret fællesskab ud af det.

 

Apostlen Johannes taler om ’os’ og mener Jesu menighed, ikke alverden. Verden skal menigheden strække sig ud til med kærlighed og med budskabet og på den måde åbne fællesskabet for alle, men ’spillereglerne’ for fællesskabet kan ikke laves om efter forgodtbefindende.

 

---

 

”Kærligheden er et sindsygt godt koncept”, siger Anders Lund Madsen, radio- og tv-vært.

 

Det er vi nok næsten alle enige om, men hvad er det med den kærlighed?

 

Når vi hører Johannes’ brev, kan vi godt blive lidt forvirret. For hvad er det alt det med kærlighed?

 

Johannes var op imod den græske ikke-kristne verden, og her tænkte man kærlighed først og fremmest som erotisk kærlighed, og/eller som en længsel efter forening med det evige. Dvs. kærlighed er her MENNESKETS kærlighed. Ikke Guds kærlighed. Fordi Gud der opfattes som uforanderlig og ubevægelig, KAN Gud heller ikke være kærlighed.

 

 

Her kommer evangelierne og siger: Gud elskede verden så højt, at han sendte sin enbårne Søn, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

 

Gud er altså ikke bare en livskraft, eller ideen om kærlighed eller godhed, men den, der elsker, så Gud er PERSONLIG.

 

Og Guds kærlighed er ikke abstrakt, men viser sig i handling, præcis, konkret, genkendelig i historien: ”Gud sendte sin Søn”.

 

DET handler evangeliet om. Lukas fortæller det meget konkret – måske ud fra samtaler med Maria især, måske også hyrderne.

 

Måske er Lukas’ juleevangelium så konkret, fordi det kommer fra konkrete mennesker, også det, der ser ud som en fejl angående kejser Augustus’ folketælling – man kender ikke til den her – det kan nemlig være, bare en tanke, at Maria simpelthen ikke anede ret meget om romerne og deres folketællinger, og derfor kommer Lukas til at fortælle noget forkert. Jeg mener, konkrete mennesker fortæller sandt om det, de har oplevet, men de får ofte galt fat i noget af det, der skete. Sådan er vi mennesker.

 

Ja, Lukas er meget konkret: Gud blev menneske, født i en krybbe.

 

Johannes forsøger at overbevise ikke-kristne grækere om, at Gud blev menneske.

 

Så han gør noget andet. Han siger det jo også konkret, Ordet blev kød, men han gør det netop med det greb, at kalde Jesus for Ordet.

 

Lad os dvæle lidt ved det.

 

På græsk er det ordet LOGOS. Vi kender det fra ordet ’logik’, at noget er ’logisk’. Dvs. noget er til at forstå som årsag og noet andet som virkning.

 

Ordet LOGOS betyder på græsk fornuft, harmonisk sammenhæng mellem naturen, historiens gang og så at vi mennesker i hjertet ved, hvordan vi skal leve vores liv.

 

Så skal Johannes forsøge at forklare det fuldstændig nye i Jesus for sine ikke-kristne græske naboer:

 

Ved Jesus, siger Johannes i virkeligheden, er en meningsfyldt sammenhæng kommet klart til udtryk, da hans fødtes, gennem hans liv, gerning, lidelse, død og opstandelse.

 

Så når Johannes skriver: Ordet blev kød kan vi oversætte, så vi kan forstå det: Meningen med alting blev kød.

 

Vi kan også sige: Spørg om Gud, og find svaret i Jesus.

 

Og hvad er svaret: at vi skal LEVE ved ham, at vi finder Guds kærlighed helt og fuldt i ham, at han er et sonoffer for vore synder.

 

Peter og de andre disciple stod også med deres skyld ved korsets fod, ikke bare de romerske soldater på vegne af romerriget eller præsterne på vegne af det jødiske folk. Nej, i skikkelse af Peter og de andre disciple der ved korset aner vi, at Jesus på korset udsonede verdens synd med sin død, stedfortrædende død.

 

Han er nu blevet vores HERRE, som har befriet os fra synden, Djævelen, døden og al ulykke. Så midt i ulykker og sorger og bekymringer er vi forenet med ham, som er den meningsfyldte sammenhæng med os og verden. Og den sammenhæng er som sagt ikke abstrakt, men praktisk, konkret, den er hans kærlighed udøst i vore hjerter, så vi nu er skyldige at elske hinanden.

Juleaftens prædiken i Ørby, Besser og Nordby kirker

Prædiken til juleaften tirsdag den 24. december 2013
kl. 12.00 i Ørby kirke
kl. 14.00 i Besser kirke
og kl. 16.00 i Nordby kirke
 
 

***********************************************

FAKTABOKS:

Til den, der tænker, at bibelen er skrevet meget senere og lavet om og om, så det kan vi ikke rigtig stole på, vil jeg sige bare denne ting: Cæsars krige mod gallerne, som vi kender fra Asterix og Obelix, blev skrevet ca. 50 f.Kr. Vi har 10 håndskrifter, som er afskrevet år 900 e.Kr. Altså 950 år senere.

NT er skrevet mellem 40 og 100 e.Kr. Hele Ny Testamente findes i håndskrifter fra år ca. 350 e.Kr. Altså ca. 300 år senere.

 

Cæsars bøger er der 10 håndskrifter af overhovedet, NT 5000 græske håndskrifter og 10.000 på latin.

 

Det her har jeg nævnt for at ingen skal bare tro på den første den bedste (eller værste) skrøne om, hvordan det hele i NT er opdigtet eller lavet om.

 

Hvis nogen har lyst, vil jeg meget gerne lave en studiekreds, hvor vi går ned i alle detaljerne om NT’s tilblivelse – en fantastisk spændende historie i sig selv.

************************************************

Forleden talte jeg med en, hvis kammerat netop var død. Vi talte om deres fælles interesse: Le Mans løbet. Om hvordan hans kammerat kunne stå i timevis ved Dunlop broen og høre især Corvetten komme og få hårene til at rejse sig på hovedet.

 

Sådan er vi ude i det pulserende og nogle gange pulverisende liv, får store oplevelser og mindre. Og livet racer afsted med os.  

Og lige nu er vi i pitstop. Vi skal have tanket op til mange nye omgange med livet. Ja, det ved vi godt, vil være forskelligt, nogle færre, nogle flere omgange. Og hvornår har vi kørt nok omgange? Hvis vi har det godt, så er nok aldrig nok. Andre har fået nok. Andre igen tænker ikke over det.

 

Pitstop, det kan også være et sygeleje, hvor vi får lejlighed til at få en ny start, måske i lavere gear, måske i samme gear. 

Men der er også det sidste pitstop. Da gælder det om, at vi har fået tanket op til evigheden.

Med den kraft, der kan race forbi døden.

 

Når vi står over for vores egen afmagt, når vi står midt i vores mest magtfulde perioder af livet, så gælder det:

 

Men verdens ære, magt og guld
f
or dig er ikkun (er bare) støv og muld.
 
Interessant nok er det første ord i englesangen ordet ÆRE. 

Ære være Gud i det højeste, synger englene.

 

Thi dit er riget og magten og æren, lærer vi at slutte fadervorbønnen med. 

Hvor ofte handler det ikke om vores egen ære, magt og vores rige.

 

I næste vers dukker glæden så op, når vi har sagt til os selv og Gud, at vi godt ved om det farlige i begæret efter ære og magt. 

At være kristen er at kunne le af sig selv og se det komiske i ens begrænsninger, men også det fantastiske at være menneske midt i begrænsningerne.

 

Når vi sådan holder begge ben på jorden og hjertet varmt ved Gud Helligånds hjælp, så kan der bliver rum og plads i vores indre til at være glad midt i al sorgfuldhed. 

Der kan for resten også være en slags sorgfuldhed, som gælder det, vi ikke når eller fik nået i livet. Sorg over ikke at have fået den ære, den magt, som vi længtes efter.

 

Du, som ikke kender til det, kender så måske til andre sorger. Lige meget hvad sorgen gælder, så vær nu glad! sang vi. 

Der kan også være spørgsmål om hvorfor den ene så den anden lider på den og den måde. Vi kan ikke forstå hvorfor – ikke svare på de mange hvorfor’er. Gud forbliver ubegribelig, ligesom det er ubegribeligt, at Gud blev det lille barn, som ligger i krybben.

 

Midt i alt det, vi stiller spørgsmål til, står evangeliets budskab fast: Her fødtes os en Frelser, som er Herren. Eller med salmens ord, som vi synger om lidt, her fødtes han, som i sandhed er mand og Gud – af syndens nød og pine han nådig hjalp os ud.

Prædiken 3. søndag i advent 15. december 2013

Prædiken 15. december 2013
holdt i Nordby og Besser kirker


Gud har gennemført sine løfter – og Zakarias’ lovsang profeterer opfyldelsen af et løfte på tærsklen til Jesu fødsel.

 

Løftet om en, der skulle bane Herrens vej: Johannes Døberen. Noget faderen Zakarias ved Ånden vidste. Altså: Johannes Døberen er vokset op med den bevidsthed fra barns ben.

 

Tænk: Zakarias blev af englen givet budskabet om barnet Johannes’ fødsel og troede ikke englen. Så blev han stum, indtil barnet var født. Så skrev han navnet op, det som hans søn skulle hedde: Johannes, det betyder Herren er nådig.

 

Og nu med talens fulde brug priser han Gud, som har besøgt sit folk og som vil besøge os, tvivl ikke om det!

 

Gud besøgte Sara, Abrahams hustru, og hun fødte Isak. Gud besøgte Moses i ørkenen i tornebusken, der brændte, og Gud kaldte netop der i det mest øde sted Moses til at føre folket frelst ud af Egypten, og det skete.

 

For Gud har, som Zakarias forkynder, oprejst os et frelsens horn. Gud er som et kæmpende dyr, der vogter sine mod fjender, hans horn er løftet til kamp mod synden, døden og Satans rige, så vi kan leve i Guds fred og glæde, trods al modgang.

 

Zakarias taler om befrielse fra vore fjenders hånd.

Her snakkes ikke hen i vejret, men konkret om, hvordan det faktisk er.

 

Befrielse og frelse fra vore fjender, siger han. Et mægtigt løfte.

 

Frelsens horn blev virkelig løftet ved Jesus Kristus én gang for alle.

 

Zakarias profeterer, hvordan hans søn skal bane vejen for Kristus.

 

Du skal gå foran Herren og bane hans veje.

 

Mest tydeligt, da Jesus kom til Johannes for at blive døbt i Jordan, ligesom alle andre, dåben til omvendelse. Se, Guds Lam, som bærer verdens synd, udbrød Johannes Døberen om Jesus.

 

Og, profeterer Zakarias videre, hans barn skal ”lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse”.

 

Erkendelse af frelse – ikke noget abstrakt, teoretisk, nej, en hjertets tilegnelse og erfaring af frelsen i Jesus Kristus. Ikke som noget, vi kan erkende af os selv, nej, men som en guddommelig gave.

 

Altså: fra starten af hører vi, at det hele handler om noget helt personligt, for os hver især, om at erfare frelsen i os selv. Frelsen – hvordan?

 

Ja, frelsen har sit fortegn i syndernes forladelse.

 

Alt begynder og slutter her. Uden syndernes forladelse, truer evig død. Med syndernes forladelse følger liv og salighed.

 

Johannes Døberen skulle pege hen på, og hans far Zakarias forkynder det på forhånd, fordi han ikke kan vente på, at sønnen kommer i gang – der skal smedes medens jernet er varmt, Johannes Døberen skulle altså pege hen på Jesus som frelseren, i hvis navn der er syndsforladelse, så der døbes i hans navn, så Helligånden med syndernes forladelse og evigt liv skænkes.

 

Zakarias bruger billedet om Frelseren, der er på trapperne, billedet af Solopgangen fra det Høje, som vil besøge os og skinne for dem, der sidder i mørke og dødens skygge og lede vore fødder ind på fredens vej.

 

Johannes Døberen pegede hen på Frelseren, og Paulus peger væk fra sig selv og siger: Vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som tjenere for Jesu skyld.

 

Det skal vi også gøre, prædike ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren, altså som Gud Faders eneste Søn, født før alle tider, som var i evighed med sin Fader, men i tidens fylde blev menneske.

 

Vi mennesker vrider os under dette budskab, at give os ind under én herre og lade alle andre fare. Vi vil helst holde alle døre åbne. Men sådan mister vi velsignelsen. Der vil være og er meget modstand mod at tilbede Herren og ham alene, og hans Søn, Jesus Kristus. Det vækker modstand, spot. Vi må sige med Paulus: Denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds, ikke vores.

 

Hvor ville det ikke være dejligt, at hele folket samledes om dette budskab? Men vi har så meget for. Eller mange er som får, der ingen hyrde har. I vil ikke blive færdige med Israels byer, inden jeg kommer igen, siger Jesus til sine apostle. Dvs. arbejdet er endeløst, og der er få høstarbejdere, som Jesus også siger.

 

Vi er, siger Paulus, midt i denne situation som er skrøbeligt lerkar, da er vi tvivlrådige, men ikke fortvivlede.

 

For som vi sang med Brorsons vidunderlige ord:

Min Jesus jeg mig ofre vil og al den del, mig hører til; ej noget er så godt og rart (sjældent/fint), at det for ham skal blive spar’t, hvad ham til ære kastes hen, det findes tusindfold igen. Det, der kastes bort for hans skyld, findes tusind gange igen. Hvilket løfte, hvilken trøst i modgang.

 

Trøst, ja, trøst mit folk, siger profeten Esajas.

 

Sig til mit folk, at dets hoveri er til ende, hendes skyld er betalt.

 

Ja, når vi binder vort hjerte til Jesus som vores Herre, følger ham som hans disciple, så er vi fri fra alverdens slaveri under myndigheder, under mennesker og deres bestemte meninger om, hvad vi bør tro og ikke tro. Ja, så er vi frie som fuglen i luften.

 

Kun bundet af luftens Herre, Skaberen og hans Søn, som har skabt os sådan, at det var meningen, vi skulle kunne flyve frit.

Og om lidt skænker han os sig selv i nadverens gave, så vi får kræfter til at flyve frit, så vi ikke lader os binde til denne verden, dens gods og guld, dens guder så som egen klogskab, anseelse, venner, eller hvad det være vil, men lader os bære på vinger af Herren selv. Amen.

Prædiken 1. søndag i advent 2013

Prædiken 1. søndag i advent
tirsdag den 3. december 2013 kl. 16.30
i Besser kirke


Hosianna, råbte de, der fulgte Jesus på vej ind i Jerusalem. Det betyder: Frels dog! Men i dag kan vi også sige: Vær velkommen!
Som vi sang før: Vær velkommen, du min fred.

 

Og Jesus bød sin hjemby Nazaret nådens år velkommen. Han sagde med profetens ord, at han var kommet for at udråbe et nådeår fra Gud.  

Et nådeår – hvad var det?

 

Det var det år, når al ejendom blev givet tilbage til de oprindelige ejer. Det var det år, hvor slaver blev frigivet. DET var et nåde år.   Nu udråber Jesus i sin hjemby et nådeår. Det lyder skønt, og folk er lige ved at klappe af det, han siger.  

Men så siger han: I kender ordsproget: Læge, læg dig selv! Altså: Jeg skal komme her og helbrede alle i min hjemby, for ellers er jeg ikke virkelig læge, eller jeg er en ond læge. Og så siger jeg jer: Kære hjemby! Jeg kan ikke gøre noget her! En profet er bare ikke anerkendt i sin hjemby!

 

Folk bliver urolige. Hvad skal det sige?  

Og Jesus fortsætter med at give eksempler på, at en profet ikke sendes til sine egne.

 

Profeten Elias blev derimod sendt til en enke i Sarepta. Ja, men der var mange enker i Israel, hvor vanvittigt, at Gud sendt Elisas til denne ene enke i udlandet. Men det GJORDE GUD.   

For sådan har Gud vist sin vidunderlige magt og kraft til at virke undere, som alle slægter må bøje sig for i dyb beundring – med mindre det er, at mennesker skubber Gud og hans undere fra sig og ikke vil have med det at gøre.

 

Og sådan er det med Jesus og hans folk. De små, de fattige, de fattige i ånden, de skrøbelige, de, der er ved at bryde helt sammen, de som føler, at meningen med alting forsvinder, de som føler, at andre tromler hen over dem og næsten knuser dem, de, som føler sig fanget i et mørke, som ikke vil høre op, føler sig forfærdeligt ensomme midt bland mennesker,

kære menighed, til dem kom Jesus, til dem sendte hans Fader ham med trøst, en evig trøst, som trøster, så det til sidst en dag vil tørre alle tårer af deres kinder, også selvom de må stå meget igennem fortsat.  

Jesus vores Frelser kom nemlig ikke for at hygge sig med sin lille landsby derhjemme, men for at frelse verden, frelse enhver, som tager sin tilflugt til ham og hans Fader. Og det rækker ud fra Nazareth til hele Israel, og derfra, fra verdens navle, ud til de fire verdenshjørner frem til verdens ende, når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde.

 

Ja, der kommer det igen – Jesus er ikke en hyggelig og harmløs fyr, som vi kan trykke på brystet, så kommer der lyse og dejlige ord ud. Nej, han hverken kan eller vil tale andet end sandhed, han som er Sandheden, Vejen og Livet.  

Det er sandt, at Gud ikke sendte sin Søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.

 

Men enhver står evigt over for Guds Søn og kan tage imod ham eller forkaste ham.  

Hans egen hjemby valgte i raseri at forkaste Jesus helt og aldeles den dag i synagogen. De drev ham ud og forsøgte at kaste ham ud fra det bjerg, deres by ligger på.

 

Men Guds Søn vidste timen, som skulle blive mørkets, hvor han skulle lide og dø, og den måtte vente noget endnu.  

Sådan ser vi at dommen, skellet, mellem mennesker, træder frem, når Jesus træder frem.

 

Jesu mor Maria fik at vide, at Jesus var sat til fald og oprejsning.  

Gud ske lov! Så kan den, der nu forkaster Guds Søn, i morgen tage imod ham som sin Frelser.

 

Men hvis vi mener, vi ikke har brug for Guds frigivelse af os, for Guds undere på os, så gør vi alt for at afskære os fra Gud.  

Gud ske lov! Gud lader os ikke sejle vores egen sø. Han virker på os, når vi sådan glemmer ham, eller ligefrem forhærder os.

 

Når vi forsøger at leve uden Gud, mærker vi nemlig Guds dom i vort hjerte. Hvor bliver den enorme glæde og fred af, som Jesus vil give sine? Den er der ikke. Den forsvinder. Da bliver livet for alvor ulykkeligt.  

Men du, som nu føler dig fremmed for Gud, eller måske føler, at du ikke ønsker Gud, det betyder INTET, kære menighed, når du blot sukker i dit hjerte til Gud midt i det hele.

 

For du kan med rette føle, at det er som om Gud er død, han hjælper dig ikke i din nød, hvad din nød så netop nu er.  

Så siger jeg: Suk, råb, bed til Gud på nødens dag, og han vil udfri dig. Han sender dig hjælp.

 

Da skal du komme til at opleve øjeblikke, som det, da enken i Sarepta opdagede, at melet ikke slap op, selvom hun bagte og bagte til sig og sønnen igennem hungersnødens år.  

Talløse gudfrygtige troende gennem tiderne har erfaret Guds vidunderlige hjælp midt i trængslerne.

 

Måske ikke helbredelse, måske ikke at få synet igen, men frihed i hjertekammeret fra enhver binding af undertrykkere.  

For det er advent for dig og mig, kære menighed, at Jesus, Frelseren, kommer, han kommer til dig og mig, midt i vore almindelige liv, når vi søger ham. Og hans trøst er så vidunderlig, at vi kun kan begribe en brøkdel af den. Han trøster over alle tab, det gør han, for han er GOD, han er den vej, vi trygt kan vandre på, han kender din nød, min nød.

Og han har sendt sine disciple ud for at forkynde det, så nogen kan gå hjem i dag med et frit sind, med nyt håb til at leve, ny glæde, en fred som overgår al forstand, og kan bevare hjerter og tanker i Jesus Kristus.

Sidste søndag i kirkeåret - prædiken 24. november 2013

Sidste søndag i kirkeåret

24. november 2013 kl. 11.00 i Besser kirke og kl. 14.00 i Nordby kirke

 

Læsninger: Es. 65,17-19; 2. Thess.2,13-17; Matth. 25,31-46

 

For en del år siden var der en julekalender, som hed Canal Wildcard. Hver gang skulle en professor gætte, hvilken melodi, det var folk brummede eller nynnede i telefonen. Det var ofte meget svært med den brummen. Men hver gang gik det til sidst op for professoren, at det var ”Højt fra træets grønne top”. Det var det hver gang uden undtagelse. Også selvom en mand engang protesterede, så sagde professoren bare: Det ER den, og så var det afgjort. ”Højt fra træets grønne top.”

 

Noget lignende gælder med evangeliet. Det er en del, som vil mene, at lige meget hvad evangeliet netop nu fortæller, så handler det hver gang om det samme. Noget med at være god mod sine medmennesker.

 

Misforstå det ikke – næstekærlighed er sandelig en stor del af evangeliet. Men aldrig denne melodi alene. Tværtimod altid sammen med melodien: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.

 

Og der er ikke bare to melodier i evangeliet. Der er en tredje, som forkynder, at Jesus er Guds Søn og menneskers Søn. Der er en fjerde, der forkynder, at han er sendt af Gud Fader ud af hans kærlighed til verden, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

 

Der er en dyb, frygtelig, men sand melodi, der handler om Guds og Jesu vrede over synden i dit og mit hjerte, som frembringer frygtelige frugter: mord, hor, misundelse, foragt, selvindbildskhed, hovmod, afgrundsdyb egoisme, ukyskhed, pengebegær, og flere.  

Der er en trøstefulde melodi om, at Herren Jesus tager imod alle, der er trætte og tyngede af tunge byrder og giver dem et let og godt åg, et åg, som værner om og fremelsker det allerskønneste liv, som Skaberen og Hans Søn har haft i tankerne fra evighed af.

 

Og i dag er der en melodi, der lyder til ordene fra profeten Esajas, ord fra Herren: ”Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse, og den, der skælver for mit ord.” (66,2).

 

Sådan taler også Guds tjener Martin Luther, da han skrev den lille katekismus om buddene: Vi skal frygte og elske Gud, så vi gør sådan og sådan svarende til det enkelte bud.

 

Da Jesus sender sine disciple ud første gang i verden, siger han – over for de forfølgelser og grundløse beskyldninger, som venter dem: Frygt ikke den slags. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. (10,28).

 

Hvem frygter og elsker ikke Gud, som dømmer retfærdigt over os nu og altid?

 

Vi vil gerne skjule os for Gud i selvisk hykleri: Jeg er god nok, som jeg er – mens vi ser væk fra et menneske, så det bliver ensomt, glemmer at besøge en, der trænger til netop dit og mit besøg, lader være med at hjælpe, når det står i vores magt at gøre det.

 

Vi mennesker har en meget gammel melodi, som har været kendt lige siden Adam og Eva var ulydige over for Gud, melodien hedder: Mon Gud skulle have sagt det og det?

 

Skulle Guds Søn have sagt, at vi skal dømmes på vore gerninger eller mangel på samme over for hans mindste små?

 

Men sådan er det. Jesus taler i dag ikke om næstekærlighed i almindelighed, men den venlighed, som hans disciple er kaldet til at vise over for hinanden i den yderste nød.

 

Hvad er den yderste nød for en discipel? At være foragtet og udstødt af det gode selskab, at blive undertrykt, chikaneret og forfulgt.

 

Hele Matthæus-evangeliet har denne melodi kørende i baggrunden som en grundtone.

 

Lige fra bjergprædikenens ord: Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer (5,11-12).

 

Og dagens evangelium er allerede udtrykt i Jesu udsendelsestale: Den, der tager imod jer, tager imod mig, og den, der tager imod mig, tager imod ham, som har udsendt mig. (10,40).

 

Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi det er en discipel, sandelig jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn. (10,42).

 

Så er dagens evangelium ikke ord, der handler om vore gerninger i almindelighed, men om, at vi kendes ved vore meddisciple, især de mindste, som har svært ved at holde fast, men som holder fast med trofasthed ved Herren Jesus som deres Herre. ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!”

 

Og derpå følger de forfærdende ord om den evige straf for det, og evigt liv til dem, der har gjort dette.

 

Skal vi så tænke småt om det at hjælpe en medkristen, som næsten ikke kan holde fast, men alligevel gør det?

 

Hvad skal vi sige til såkaldte kristne, som håner en medkristens tro, fordi vedkommende vil leve den ud med bøn og fællesskab i gudstjenesten?

 

Hvad skal vi sige til kristne, som ikke støtter op om Jesu mindste små ved at komme i fællesskabet, men føler sig højt hævet over det, fordi de har vigtigere ting for, nemlig at gøre godt i verden?

 

Men altså ikke godt over for medkristne. Men det er netop det, Jesus fordrer i dagens evangelium i særlig grad.

Ja, det er sandt, at vi skylder ethvert medmenneske at vise venlighed, fredsommelighed og forsonlighed, så vidt det er muligt.

 

Men Jesus siger til sine disciple: den forpligtelse gælder i særlig grad jer indbyrdes. Som det hedder i Johannesevangeliet 13,34-35: ”Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.”

 

Kærligheden til kristne brødre og søstre.

Johannesevangeliet glemmer at nævne næstekærligheden helt generelt. Nej, det er kærligheden til brødre og søstre.

 

---

Og nu skal vi huske, at dagens evangelium er de sidste ord inden Jesu lidelse, død og opstandelse.

 

Hvordan hænger det sammen? Jo, Jesu kors er også hans herligheds trone, hvorfra han hersker, for der besejrede han alle den ondes magter, synden og døden. Lad os blot se et billede for os af Kristus, hængende på korset som en vikingekonge, sådan som vore tidlige kristne forfædre afbildede ham.

 

Og det betyder, at han hersker fra korset. Han uddeler rige gaver af evigt liv til dem, der binder sig til ham med troskab, og han viser den bort, som kun vil sig selv.

 

Korset dømmer på denne måde. Hele verden står foran korset.

 

Det kan godt være, at vi ikke er vant til at se det på den måde. Men korset er som et sværd, der går gennem marv og ben.

 

Lad os ydmygt falde ned for korsets fod og tilbede vores korsfæstede og opstandne Herre og konge, Jesus Kristus.

 

Og så dag for dag leve videre i det spor , som han har lært os i alle sine bud og befalinger og ord.

 

For at vi engang er kommet på rette spor, betyder ikke, at vi så automatisk føres videre til den ventende herlighed.

 

Uden at vi overgiver os til Jesus igen og igen og til hans Ånds indvirken på vort hjerte og sind og sjæl, så driver vi bare os selv af sted og kan indbilde os, at vi jo tror på næstekærligheden, men uden at vi dybt fortryder, når vi forbryder os mod andre.

 

Og det er så en melodi mere, som ofte ligger tildækket som en stue i et forladt hus, hvor alle møbler er dækket til med klæder. Melodien er: Uden Helligånden helliges ingen, uden Guds Ånd går vi blot vore egne veje og kalder dem Guds.

 

---

Lad os sammenfatte, hvordan grundtonen i Paulus’ overlevering af kristen tro er, som vi også har hørt det i hans brev til menigheden i Thessalonika:

 

Først fremstiller Paulus, hvad Gud har gjort i Kristus. Først dag kan han sige:

Tro evangeliet!

 

Og først da kan man sige:

Efterlign Herren, dø med ham,

opstå med ham, lev med ham.

 

Forkyndelsen af Kristi død og opstandelse er for Paulus forudsætningen for al trøst og formaning.

 

Paulus holder for, at Gud gør alt

og kræver dog meget af mennesker.

 

Anderledes sagt: Paulus hævder, at Gud skal komme til at dirigere hele mennesket, også viljen.

 

Men når alle formaninger er sagt, så er de ikke tilstrækkelige, de rækker ikke til.

 

Derfor følger til sidst efter formaningerne med nødvendighed: bøn.

 

Bøn for hinanden indbyrdes i menigheden, at Gud må bevare os i tro og i alt, hvad Jesus har overleveret os, ja, at Gud med kraft må fylde os med alle gode forsætter og alle troens gerninger.

 

Så lad os hverken blive trætte af at gøre det gode, men heller aldrig blive trætte af at bede, og også takke Gud for alle Hans velsignelser. Amen.

Prædiken 20. søndag efter trinitatis 13. oktober 2013 i Besser og Nordby kirke

Salmer til 20. søndag efter trinitatis 13. oktober 2013
kl. 11.00 i Besser kirke og kl. 14.00 i Nordby kirke

 

Læsninger:  Jeremias 18,1-6; Ef. 5,15-21; Matth. 22,1-14

 

Jesu lignelse er en advarsel til os alle om at man ikke kan forblive i Guds rige, hvis man ikke bærer frugt, og hvis man vender sig til Gud og modtager hans tilgivelse.

 

Evangeliet om Guds rige skaber altid modstand og tilslutning. Det lærer vi i den historie, Jesus fortæller.

 

Folk er indbudt til en kongesøns bryllup. Men det kan de ikke tage sig af. De takker ikke engang nej. De går bare videre med deres sædvanlige gøremål på marken og i forretningen. Nej, der er nogle, som mishandler og slår sendebudene ihjel.

 

Se, hvor meget der står på spil med indbydelsen til Guds rige!

 

Men kongen vil ikke finde sig i, at festen går i vasken. Han sender nye sendebud ud på vejene og samlede alle op, lige meget hvem de var, onde eller gode. Og se, salen blev fyldt af gæster!

 

De første, som ikke ville komme er Guds udvalgte folk, som stod Gud imod igen og igen. Ja, de slog ligefrem sendebudene fra Gud, nemlig profeterne, ihjel.

 

Og så kom Jesus og indbød alle, onde og gode, til Guds rige, og de sagde ja.

 

Men Gud ske lov er mange fra Guds ejendoms folk Israel ved at blive kristne. Og apostlen Paulus siger udtrykkeligt, at i Guds frelsesplan vil det ske, og vi ser det begynde at ske i vor tid, efter 2.000 år. I hjertet af Israel.

 

Men så er der en lille detalje tilbage i historien om kongesønnens bryllup. Nemlig ham, som ikke havde bryllupsklæder på. Kongen tiltaler ham som ven. ”Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder?” Manden tier. For han vil være der på egne præmisser. Han er ligeglad med kongen, ja, han fornærmer kongen. Han kommer i egen kraft, i egen retfærdighed.

 

Men ingen kommer ind i Guds rige af egen og i egen kraft. Han bliver derfor smidt ud uden for i mørket.

 

Guds rige er ikke et eventyr, det er alvor. Det handler om vores evige liv eller fortabelse.

 

Fortabelsen sker, når vi tror os frelste, fordi vi i os selv er gode nok.

Kun den, der kommer i kraft af Jesu Kristi gerninger for os, kommer ind og forbliver i Guds rige til evig tid.

Den, der tror på Jesus Kristus, at han er Guds Søn, at han kan frelse, han bliver frelst. Det kan du stole fuldt og fast på.

 

Jesus slutter med ordene:  Mange er kaldet, men få er udvalgt.

 

Advarslen om de få udvalgte, om bryllupsgæsten uden festtøj, gælder menigheden, når vi mener os frelste på forhånd. Vi kan te os, som vi vil, Gud skylder os evigt liv. Men det er løgn at vi kan leve, som vi vil og vinde evigt liv.

 

Hvornår har man set fodboldspillere, som vandt kampen, mens de intet foretog sig på banen, og kun yderst sjældent trænede?

 

Så lad os træne! Så lad os se til, hvordan vi lever, ikke som uvise, men som vise.

 

Lad os bruge det gunstige øjeblik, for dagene er onde. Hvad betyder det? At den Onde, Djævelen går omkring som en brølende løve og søger at opsluge os. Derfor skal vi være på vagt og ikke gå evigt berusede rundt, beruset af drik men også af alle mulige beskæftigelser, som gør, at vi aldrig tager vores liv alvorligt, aldrig tager Gud alvorligt, aldrig tager næsten alvorligt.

 

Men, kære menighed, vi har virkelig brug for at blive beruset, ellers er det ikke til at leve. Men hør, at apostlen siger:

 

Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden.

 

Lad jer fylde af Ånden.

 

Sådan har Gud skabt os, til at blive fyldt af hans Ånd. Han blæste fra begyndelsen sin livsånde ind i os, men han vil også fylde os igen og igen med sin Ånd.

 

Som vi sang i salmen: Kom, Guds Helligånd, kom brat.

 

Tom er alt på jorderig

avner kun at høste.

 

Der er ikke langt fra den sang, You’ll never walk alone, som Liverpools fans synger ved fodboldkampe, og så ’vores salme’, selvom den ikke synges på store stadions.

Her er teksten:

When you walk through a storm
Hold your head up high
And don't be afraid of the dark

At the end of the storm
Is a golden sky
And the sweet silver song of a lark

Walk on through the wind
Walk on through the rain
Though your dreams be tossed and blown

Walk on, walk on with hope in your heart
And you'll never walk alone
You'll never walk alone

Walk on, walk on with hope in your heart
And you'll never walk alone

You'll never walk alone

Men jeg har en drøm, kære menighed, at sådan en salme blev sunget af forsamlinger på stadions, som blev beruset af Helligånden ved at synge ordene i den salme:

 

Sjælesørger allerbedst,

Hjertekamrets ædle gæst,

Vær hos os tilstede

Med Guds fred i storm og strid,

Himmelsk trøst i trængsels tid,

Sluk vor sorg med glæde.

 

Det er det, vi længes efter, kære venner, at vor sorg slukkes med glæde. Det sker, hvor to eller tre samles i Jesu navn og på hans ord. Da slukkes sorgen med glæde. Sorgen kan være så forskellig for dig og mig. Det behøver vi ikke tale om, men det ved vi godt. Og dybest set, bag alle de konkrete grunde til at være kede af det og til sorg, er der det, at vi ikke er skabt til at leve dette dødelige liv og så lægges i jorden uden håb.

 

Vi er skabt af Gud, som vil vække vores tro på Jesus Kristus, dødens overvinder, som også har overvundet døden for os. Han har vundet. Vi skal blot tage imod hans sejr.

 

Kære venner! Vi kan vælge at være ligeglade med Jesus, vi kan vælge at tro på os selv, tro, at Gud skal frelse os, også uden at vi følger ham i tro og liv.

 

Men da er vi helt på vildspor. Det er også kirkens opgave at fortælle og advare, så Guds børn, så vi alle, kommer med ind i Guds rige til evig tid. Det er begyndt i dåben, men vi kan fornægte dåbens kraft og skalte og valte med dåben, leve i tillid til alt muligt andet. Og det, vi forventer alt godt fra, det er vores Gud.

 

I en prædiken fra 1941 betonede præsten i Vedersø, Kaj Munk, meget stærkt denne alvor i det kristne budskab:          "Men er der ofret saa meget fra Guds Side på vor Frelse, saa maa vi ogsaa forstaa, at det er Alvor. Jesu Værk det er en Guds Gave til os, men ikke en Gave, som vi kan modtage eller lade være med at modtage, vi er lige gode Venner for det. Gud forbander os ikke, hvis vi vender den Ryggen, men det fører Forbandelsen med sig at gøre det. Naa, skal vi nu til at have en Tordentale igen? Maaske tror De, mine Damer og Herrer, at vi holder Tordentaler for vor Fornøjelses Skyld? Ja, det tror De. Nuvel, saa lader vi være. Saa lader vi Mennesker tage de sidste 3 Skridt ud over Afgrundens Rand, uden at skrige til dem: "Ser I dog ikke! stands! stands!" Forbrydere vilde vi være, om vi vidste Besked og af Magelighed og Elskværdighed tav." (Kaj Munk: Med Ordets Sværd. S. 33-34. - Nyt Nordisk Forlag 1944)

Prædiken 18. søndag efter trinitatis: om kærlighed til Gud og næsten (og NÆSTEN!)

18. søndag efter trinitatis,
29. september 2013 kl. 9 i Kolby
og kl. 11 i Langør kirke med barnedåb.

 

Når en far og en mor ser deres nyfødte barn i øjnene for første gang, sker der noget, som er så unikt, at hele universets gåder er små i forhold til det. Der er nemlig noget her, som er større end alle gåder: kærligheden. Som også er en gåde: Kærlighedens gåde.

Så ved vi godt, hvad kærlighed er.

Eller når en mand forelsker sig i en kvinde, og kærligheden gengældes, eller omvendt. Ubegribelige under!

 

Så glem alt om, at vi er født ind i en kold verden, hvor der ikke er andet end matematik, der tilfældigt styrer universet.

 

Med kærligheden i hjertet se ud på universet en aften, se på stjernernes uendelige tal og se, at de ikke bare er store ildhav, men står og blinker til dig og mig, fordi Skaberen har villet det sådan. Tak!

 

Alligevel: Kærligheden til barnet, til ægtefællen, er ’naturlig’, den kommer af sig selv. Men det varer ikke længe, før den ikke altid af sig selv.

 

Så vræler ungen, og jeg bliver irriteret.

Så minder hun eller han mig om noget, jeg har lovet at gøre men ikke gjort, og jeg bliver stiktosset. Jeg prøver jo at holde det for mig selv, men det kommer ude mellem sidebenene, den irritation.

 

Så er der for resten den irriterende arbejdskollega eller ham eller hende i klubben, som jeg bare ikke kan magte.

 

Og nu er vi klar til at høre, hvordan vi skal være. Nu er vi klar til at høre, hvad Jesus har at sige om kærlighed.

 

Hvor ville det være rart med lidt smalltalk a la aftenshowet, hvor alt dybest set er lige godt, og jeg er et godt menneske, der bare ikke lige havde en god dag, da jeg gik amok over ingenting.

 

Kære venner, kære menighed! Her kommer ordene om, hvordan vi skal være.

Vores kærlighed skal være som to hængsler, der gør, at døren går let, kan åbnes og lukkes, så livet forbliver dejligt, eller BLIVER dejligt, der hvor livet var ved at gå i stykker.

  Lad os høre, hvad det er for hængsler, som skal få vores kærlighedsdør til at gå let og fint dag ud og dag ind livet igennem.

Sådan: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og: Du skal elske din næste som dig selv.

 

De to hængsler betyder lige meget, siger Jesus, buddene står lige med hinanden. Alligevel, hvis et af dem skal være større, så er det det første, som er størst.

 

Hvorfor?

Fordi Skaberen skabte os til fællesskab med ham engang i tidernes morgen, til en uendelig lykke i paradis, en vidunderlig lykke, som vi godt kan opleve i glimt eller i lange perioder, men som fuldt ud skal blive en ubegribelig fantastisk virkelighed, når Guds rige oprinder synligt til sidst, når historien er slut og Gud lukker historiens bog.

 

I dåben gør Gud os til sine børn på lige fod med Jesus, vi adopteres til hans sønner og døtre.

 

Lad os prøve at forestille os som det lille barn, som lige er blevet døbt.

 

Lad os forestille os, hvordan han begynder at se på sine forældre, på andre, på verden.

 

Lad os forestille os, at vi er ham og for første gang skal i gang med at se på Gud Fader. Hvordan gør vi det? Vi gør det, når vi taler til Gud, eller måske bare fremstammer et ord eller kommer med et langt suk, hvor vi lærer lige så langsomt at sige: Abba! Det er græsk og er det lille barns ord for FAR.

 

Mon Gud ikke svarer på den bøn, den spirende kærlighed? Jo, mere end det, han er selv kærlighed, og er den, som skaber råbet, sukket i os. Ønsker fællesskabet med os.

 

Kærligheden er det fineste og mest sårbare i verden.

 

Vi må ikke skade kærligheden, men gør det alligevel.

Derfor lyder også befalingen: Du SKAL elske Gud og din næste. Du VIL måske ikke, men du SKAL. Det er en hjælp. Det er ikke noget, jeg måske kan gøre, eller lade ligge.

 

Nej, hele meningen med dit og mig liv beror på, om vi går ind i det her og gør de to bud om at elske Gud og næsten til en del af hele vores liv.

 

Vi kan ikke sige ja til buddene om at elske Gud og næsten og så bare være ligeglade med næsten for eksempel. Så er vi hyklere ud over alle grænser.

 

Kære alle! Hver gang vi bliver sure over ingenting og ikke vil være venlige over for hinanden, så står evigheden på spil.

 

Paulus gør det klart, han kæmper for at gøre os grundfæstede i alt godt ”til det sidste, så I ikke kan anklages på vor Herre Jesu Kristi dag”, siger han.

 

Men nu kan det virke, som om vi bliver knust af pligten til kærlighed, knust, når vi giver efter for had eller vrede eller misundelse eller bitterhed.

 

Gud ske lov for selve befalingen – for så ved vi, at had, vrede, misundelse, bitterhed, utroskab med mere er noget, vi ikke skal give plads i hjertet, men lade passere forbi os som himlens skyer. Lad dem drive afsted, men lad dem ikke få plads i hjertet.

 

Jamen, jeg er bitter, hvad skal jeg så gøre? Spørger du måske. S VAR: Du har en Herre, Jesus Kristus, som døde på korset for at bære din bitterhed, dit had, din utroskab, din misundelse, din lyst til at hengive dig til alt det, din grådighed, og meget mere.

 

Du har en Herre, som er både Gud og menneske, og derfor er det alvor, at han kan hjælpe dig i din nød.

Kast derfor al din lid på ham, stol på hans hjælp. Se på korset og lad din bitterhed svinde ind. Så tøs noget i dig op.

 

Og når vi bliver selvoptaget og kun tænker på penge og velstand, så lad os høre om, hvor snart  vi skal bort herfra, og at vi alligevel har en helt anden fantastisk rigdom.

 

Paulus levede i uro med at rejse rundt og tale om Jesus Kristus og opbygge menigheder, han oplevede piskning, chikanerier, forfølgelser og fængsel, ja, han blev til sidst henrettet for sin tro.

 

Denne mand, denne apostel, lokker os til at mærke, hvor rige vi er blevet gennem Jesus Kristus, Gud og menneske.

I ham er I blevet rige på alt, siger Paulus. ALT! Lad den lige blive stående.

Åh, siger du måske: kan vi ikke blive fri for store ord! Jo, måske oplevede menigheden i Korint at blive rige på alt, men vi har ikke oplevet det. Og det er også svært, hvis vi ikke mødes regelmæssigt og opbygges sammen i vores fælles tro.

 

For rigdommen er ikke som penge og godt en privat rigdom, nej, det er en fælles rigdom: I er blevet rige på alt, siger Paulus, og uddyber, på al tale og på al kundskab, fordi ordene om Jesus Kristus er blevet grundfæstet hos jer.

 

Er vi måske ofte også åndeligt fattige? Ja, men vi HAR adgang til den enorme rigdom gennem Jesus Kristus, og åbner vi hver især og som fællesskab op for ham, så bliver vi også så rige, så lader Guds gode Ånd en kilde af gode ord og indsigt springe i os og i fællesskabet.

I dåben har vi fået hele denne rigdom for intet, vi har adgang til at bede, vi har fået fadervor som en dåbsgave.

Sammenfatning: Vi SKAL elske. Vi VIL ofte ikke. Men vi SKAL alligevel. Det er selve muren omkring vores liv, der giver retning til vores liv. Også når vi fejler og må bide i græsset.

 

Derfor: Gud ske tak og lov, fordi vi har en Gud, som har elsket os og hele verden så højt, at han sendte sin enbårne Søn Jesus Kristus, for at vi ikke skal fortabes, men trods vore svigt få evigt liv ved ham.

 

Gud ske tak og lov, at Gud elskede os først. Det skal vi huske, det skal give os kraft til at lade kærligheden får praktisk plads i os. Ikke bare i følelserne, men i praksis også.

 

Som Kaj Munk siger: Du, min tilhører, hvad tænker du på i dette øjeblik? Har du ikke en syg, du skal have set til efter kirke i dag, en gave, du skal have afleveret, et brev, du skal have skrevet, en undskyldning, du skal have klemt ud mellem dine sideben? Eller er der ikke et menneske, som du skal skældt ud for noget – du er gået udenom af fejghed så længe, nu må du have det overstået. - Vi kristne tør ikke mure os inde. Gud er så god ved os, at vi må ud til andre og have læsset noget af. Vi må begynde med at elske medmennesket; så kan det måske ende med, at vi også holder af dem.

Prædiken 18. søndag efter trinitatis: Kærligheden tåler ingen opsættelse!

17. søndag efter trinitatis 2013

22. september 2013 kl. 11.00 i Onsbjerg kirke - HØSTGUDSTJENESTE

 

Læsninger: Sl. 19,2-7

Ef. 4,1-6 - Lukas 14,1-11

 

 

Kærligheden tåler ingen opsættelse!

 

Sådan er kærlighedens inderste væsen, og det lærer Kærligheden selv, Jesus Kristus, Guds Søn, os, da han gang på gang helbreder på en sabbat, fordi menneskers lidelser er her og nu, så det kan ikke vente med lindringen og helbredelsen.

 

Kærligheden tåler ingen opsættelse!

 

Den sandhed dømmer os, hver gang vi netop opsætter og opsætter – måske i et uendelige?

 

Det er virkelig tid – i dag – ikke i morgen, til at vi går i os selv og lader kærlighedens væsen gennemtrænge os.

 

Kærlighedens væsen står selvros og selvophøjelse imod.

 

Den der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

 

Det er det, der gælder på den yderste dag, hvor alt hykleri bliver borte, hvor vi står utilsløret som dem, vi var.

 

Den ydmyghed, Jesus tænker på, er ydmygheden over for selve livet, over for Gud, hans Fader.

 

Hvad er det for en ydmyghed?

At hvis vi ikke modtager Guds forbarmelse over os, så ophøjer vi os selv.

 

Kain ville ikke modtage Guds tilgivelse, han mente, at hans synd var for stor til at blive tilgivet.

 

Sådan må vi ikke tænke. For så ophøjer vi os endnu mere – under dække af, hvor forfærdelige vi er.

 

Tro er at komme til Jesus, at være i fællesskab med ham og få del i alt, hvad han er, heriblandt fuldstændig tilgivelse og mulighed for at begynde forfra, når vi har ødelagt livet. Sådan er Gud, sådan er Jesus. Derfor skal vi holde os til ham.

 

Alene at bekende troen, troen på Gud Fader, Søn og Helligånd, i ord, og så mene, at et udvendigt kendskab til trosbekendelsen rækker på den yderste dag, er lige så vanvittigt, som hvis landmanden mener, at selve hans kendskab til, hvordan man skal dyrke markerne, er nok til at få høst af korn, løg, kål, asier, drueagurker, solbær, frugter af alle slags, og meget mere.

 

Nej, troen er mere end kendskab, kundskab. Troen er en levende ting, der lever og ånder i fællesskab med Gud og hans Søn Jesus Kristus, som lader Guds Ånd ånde og blæse på sig, så der spirer alle mulige gode frugter frem, først som blomster, siden under livets genvordigheder til sidst skønne frugter.

 

De frugter nævner Paulus i sit brev til menigheden i Lilleasiens hovedstad Efesos:

 

Ydmyghed, mildhed, tålmodighed, så I bærer over med hinanden, kærlighed, stræben efter at fastholde Åndens enhed med fredens bånd.

 

Hovedpunktet er at afstå fra enhver form for lyst til tom ære.

 

Udgangspunktet er, som Paulus understreger i sit brev det, som han selv oplever i fængslet: at han er Jesu Kristi fange. Hvad vil det sige: at han er fange på grund af, at han er kristen, men også at Herren lænker ham til sig i og under de lænker, mennesker har bundt ham med.

 

Jesu Kristi fange! Den titel, som Paulus giver sig selv, skal ikke bare formane, men opmuntre enhver kristen til at lade sig styre af Herren, ikke af lyst til egen ære eller selvglæde.

 

Åndens enhed skal være i fredens bånd, siger Paulus. Fredens bånd. Altså: freden er det, der binder os sammen i Kristi menigheds fællesskab. Så vi kan ikke hengive os til resignation og skjult afstand fra hinanden, men skal i kærlighed udholde hinanden og lade hinanden kunne gøre sig gældende i kærlighed, det vil i praksis sige: at tilgive hinanden.

Prædiken 15. september 2013 i Tranebjerg kirke: "Rejs dig op!"

"Rejs dig op!"
 Prædiken i Tranebjerg kirke
16. søndag efter trinitatis 2013


Læsninger:

Job 3,11-22b; Ef.3,13-21; Lukas 7,11-17

 

Enken i Nain bad ikke om noget som helst. Hun kendte slet ikke til Jesus. Det var ren gave, at Jesus kom forbi på det rette tidspunkt og sagde til den døde dreng: Rejs dig op!

 

Sådan er Gud, sådan er Jesus. Han virker, hvor vi ikke har forventning om det.

 

Guds kærlighed er langt større, end vi kan  nogensinde kan fatte.

 

Når jeg hører ordene: Rejs dig op, som Jesus siger til en død dreng, så tænker jeg på unge, der ikke må dø nu. Dø i deres pureste ungdom. Dø af mangel på Gud og Jesus og Helligånden.

 

Jeg spurgte i den første konfirmandtime konfirmanderne, hvad det her gik ud på for dem. Flere svarede, at de ville gerne tage ansvar for sig selv og deres tro – noget i den stil, erkende deres tro.

 

Med andre ord: de vil gerne vokse i troen, ikke bare tro som et barn længere.

 

Rejs dig op! Sagde Jesus til drengen, som var død og lå på sin båre på vej til graven.

 

Dagen i dag handler om Jesu magt over døden. Kristus har magt over døden – i dit og mit liv. Rejs dig op! Siger han til dig og mig.

 

Rejs dig op til et nyt liv som kristen, som discipel.

 

Job følte sig indespærret i sit liv, så han syntes, det var bedre at være død, eller bare aldrig at være blevet født til verden.

 

Paulus var i fængsel, da han skrev det brev, vi har hørt en stump fra.

 

Men noget, der var værre en at være i fængsel var, at være ved at opgive alt. Trængslerne ved at være apostel var på et tidspunkt så voldsomt for Paulus, at det oversteg hans kræfter, så han havde opgivet håbet om at redde livet, men Gud udfriede ham af den store dødsfare. 2. Kor. 1,8-10. Så voldsomme forfølgelser var han ude for.

 

Ja, Paulus tilføjer: ”Det fik os til at forstå at vi ikke kunne klare os selv, men måtte stole på Gud, der har magt til at vække de døde.” ”Det har været en stor hjælp at I har bedt for os. Det var en uventet gave fra mange mennesker, og mange vil takke Gud for vor redning.”

 

Og nu brevet til menigheden – her beder han på knæ. Hvorfor? Jo, situationen i menigheden bringer ham i knæ bogstaveligt talt. Der er kommet rygter til ham om, at kristne er blev lovtrælle eller har overgivet sig til datidens nyreligøsitet, hvor mennesker følte sig højt hævet over almindelige kristne, inklusive apostlen Paulus.

 

Med alt det går Paulus til Faderen, det kristne navn for Gud!

 

Og den bøn, han beder, genlyder i vores nadverbøn, om at menigheden må ”styrkes”, altså at Gud vil fortsætte sin i dåben begyndte gode gerning og fuldføre den til Jesu Kristi dag (Fil. 1,6).

 

Det er en bøn om, at den samme kraft, som virkede ved Jesu opstandelse, må virke hos os.

 

Vi har adgang til ham, der har skabt alle ting, til fortrolig samtale med ham.

 

Og samtidig er apostlens trængsler en ære for menigheden, siger Paulus.

 

 

Vi er i den store del af kirkeåret, som kommer efter pinse. Guds Ånd udgydes i os, når vi hører ordet, rejser os op fra søvn og dvale, udruster os med en uhørt kraft til at gå frem i Jesu kraft. Ikke blot vakle videre.

 

Der er brug for god tid til stilhed og bøn for hver enkelt af os i hverdagen, så vi stiller os til disposition for Gud, så han kan virke i os med sin mere end overvældende styrke.

 

Henrik Højlund nævnte i sit foredrag, at denne andagt/bøn kunne være bare 4 minutter. Helst om morgenen. Og en opskrift på disse fire minutter har vi i Luthers forslag til morgenbøn: Slå først korsets tegn, sig derpå trosbekendelsen, bed fadervor og evt. en bøn, Luther har formuleret, og gå så glad til din gerning.

 

Sådan bliver vi enkeltvis og som menighed lidt efter lidt rodfæstet og grundfæstet i kærlighed, som Paulus beder om for sine menigheder dengang.

 

Rodfæstet - i hvad? I den rette jordbund, som er Kristi kærlighed.

 

Grundfæstet på den rette grund, som er Kristi kærlighed.

 

Vi kan intet i egen kraft, men Gud kan virke de mest utrolige ting gennem os, når vi gør os til Kristi kærligheds jordbund.

 

Paulus’ bøn går ud på, at menigheden sammen med alle andre kristne, ikke alene, men sammen, må få styrke til at fatte, hvor fuldstændig ufattelig stor Kristi kærlighed er til alle mennesker.

 

At vi må erfare den umådelige stærke kærlighed, der strømmer til os fra Kristus, ikke nødvendigvis psykologisk, men eksistentielt.

 

Vi skal tænke stort om Gud, ikke småt.

 

”Gud kan gøre uendelig meget mere med os end det vi beder om eller forstår fordi hans kraft virker i os.” I denne tro: løft hovedet, lad os rejse os op fra søvne, tro på Guds kraft til at virke alt muligt, som vi aldrig af os selv troede muligt, ja, han virker langt ud over, hvad vi næsten kan drømme om.

 

Søg først Guds rige - prædiken 6. september 2013 til 15. søndag efter trinitatis

15. søndag efter trinitatis 2013
Prædiken holdt i Kolby og Nordby kirker
Læsninger:
1. Mosebog 8,20-22; 9,12-16
Galaterbrevet 5,25-6,8
Matthæusevangeliet 6,24-34.


Undervejs citerer jeg Martin Luther fra hans kommentar til Galaterbrevet - den læsning, som er 'epistel' på denne søndag, fra udlægningen af Galaterbrevet 5,25-6,8.
 
Nu har det lige været den berømte dato 7-9-13. Masser af par benyttede datoen til at gifte sig i kirker og på rådhuse.

 

Mange tænker nok, især brudene, at så kan manden da huske datoen! Og det er der nok mange, der har det sådan.

 

En ting er sådan en lidt sjov dato, men en anden er, om det bringer særlig lykke.

 

I kirken spørger vi mand og kvinde, om de vil elske og ære hinanden, leve med hinanden i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke dem, indtil døden skiller dem ad.

 

Vi kristne tror, at lykken er i Guds hånd.

 

Alt står i Guds faderhånd, har vi en salme, der hedder.

 

Og i dagens evangelium siger Jesus tydeligt og umisforståeligt: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

 

Hold da op for et løfte!

 

Koncentrer jer om at leve i Guds rige og efter hans vilje i jeres daglige liv, så skal alt det andet, alt det I har brug for til dagen og vejen, gives jer som en tilgift.

 

Det ER et løfte, kære menighed, det er ikke en ordleg.

 

Men lad os gå lidt nærmere ind på, hvad ordene betyder i det løfte, Jesus giver os.

 

”Søg først Guds rige”.  Det vil sige: I stedet for evig og altid at koncentrere os om, hvordan vi får mere af alting, så at koncentrere os om Guds ting, eller: prioritere Guds rige.

 

Jamen, vil du sige, hvordan skal jeg koncentrere mig om Guds rige. Hvordan skal jeg prioritere Guds rige?

 

Guds rige er alt, hvad Gud er, hvad Jesus er. Guds rige er det, som hans Ånd er. Faderen og Sønnen, Jesus, sendte Helligånden til os.

 

Helt lavpraktisk: vi prioriterer Guds rige, når vi sætter os, knæler, står og beder til Gud, f.eks. med ordene i fadervor. Så åbner vi os for Guds riges kræfter.

 

Der er en, som står Guds rige imod, nemlig Djævelen, derfor forsager vi ham og alle hans gerninger og alt hans væsen og åbner os i stedet for Gud og alle hans gerninger og alt hans væsen.

 

Luther siger, at Djævelen vil slukke evangeliets lys på tre måder:

1)     Ved kættere og tyranner

2)     Ved sult og nød

3)     Ved overmæthed, der gør, at  mennesker én for én lader sig drage væk fra Gud

 

Ang. Punkt 1 om kætterne: De foregøgler, at de langt overgår de fromme i begavelse, lærdom, fromhed og åndrighed. Det drejer sig ikke om lærdom, begavelse, rigdom, magt, men om enten frelse og liv eller fortabelse og evig død, siger Luther.

 

Punkt 2 gælder nok som regel ikke i vor del af verden, men snarere lande som lige nu Syrien, hvor 700.000 mindst er på flugt ud af landet på grund af forfølgelse og krig.

 

Det syriske folk, og ikke mindst de kristne der, og i Egypten, ja, i hele Mellemøsten oplever forfølgelse. Da er det godt, at det er sådan, som en har sagt (Christian Schriver): roserne vokser blandt torne, eller som en dansk salme siger (Brorson): Thi roserne vokse i dale.

 

Måske vil vi se de mest fantastiske roser blandt torn hos de mellemøstlige kristne.

 

Og vi i vor verden gælder det også der, hvor mennesker er forfærdelig anfægtede. Når et menneske kommer ind i anfægtelse og bliver bedrøvet i sjælen, så skal vi vide, at det menneske er i Guds helligdom. Her er Guds værksted. Om kort tid skal I se et herligt kar til Guds ære, siger Chr. Schriver om den anfægtede.

 

Punkt 3 gælder især os!

 

Når vi sådan for os selv eller sammen beder fadervor f.eks., så inviterer vi alt godt fra Gud ind i vores dagligdag.

 

”Komme dit rige” beder vi.

 

Og her er prioriteringen rigtig med det samme. Vi beder ikke ”komme MIT rige”, men ’DIT’.

 

Vi øver os i bønnen i at omprioritere i vores liv.

 

”Ske din vilje”, beder vi, ikke min.

 

”Thi dit er riget, magten og æren”, altså ikke min. Luther siger, at vi skal lade os nøje med vor flid i tjenesten og vores arbejde med at forkynde evangeliet rent, så kan vi være ligeglade med, om vor gerning behager eller mishager Djævelen, og om verden kan lide os eller hader os.

 

Men, spørger du måske, hvad er så den retfærdighed, som Jesus taler om:

Søg først Guds rige og hans retfærdighed, siger Jesus. Hvad er det med Guds retfærdighed? Det er alt, hvad Guds vilje er med os, som vi bør leve vores liv efter hans vilje. Vi kender buddene, som vi skal lade præge os ikke bare i det ydre, men i hjerte og sind.

 

Kampen for den prioritering er livslang, det bliver ved, til vi dør.

 

Vi kan så spørge, hvad det er Jesus gør op med. Jo, hvis vi koncentrerer os om denne verdens goder alene, og ikke har tillid til Gud, så bliver vores liv ulykkeligt.

 

Det er ikke meningen, at der ikke skal være plads til familien ved siden af arbejdet. Jeg så også lidt af et program om kendte kvinder, som kæmper med at prioritere både arbejde og børn – og måske mand også.

Et tilsvarende program med mænd ved jeg ikke, om findes. Hvordan den balance skal være, må hver enkelt og hver enkelt familie finde ud af sammen.

 

Men hvis hverken mand, kone eller børn prioriterer Gud i deres liv, ja, så bliver bekymringerne uden modspil.

 

Her vil jeg (igen!) citere Luther: Ingen holder deres børn til at lære noget godt og da  allermindst at lære Den hellige Skrift, men udelukkende at lære, hvad der kan gøre dem velstående. Alt dette arbejder Satan på med det formål at undertrykke evangeliet hos os.

 

I skal ikke bekymre jer, siger Jesus. En kristen har ordre til at kæmpe mod at henfalde til bekymringer. Vi skal ordne vore forhold, det er ikke det det handler om.

 

Vi skal arbejde og tjene penge til livet og familien.

 

Men glemmer vi Gud midt i det, så kommer det materielle til at fylde alt for meget. Sådan er det bare. Det skal vi mindes på en tid (søndag), hvor vi glæder os over og er taknemmelige over høsten.

 

I verden i almindelighed går det sådan til, at der opstår en besættelse af økonomiske spørgsmål, så livet kommer til at handle alt for meget om at lede efter og finde og få fat i bedre og bedre ting. Det ligger vi næsten alle under for. Her sætter Jesus bremsen i. Søg først Guds rige, sæt Guds rige før al den energi, som I lægger i alt det materielle.

 

Og for at få os til at forstå det, foreslår han, at vi skal fokusere på fuglene, se nøje efter, hvordan det foregår med dem. Det med at de ikke lægger lagre af mad i lader, det er ikke helt sandt. For det gør skovskader og visse andre fugle. Men OK, overdrivelsen fremmer som altid forståelsen!

 

Og når vi skal koncentrere os om Guds rige, så er det også, fordi vi så let falder i alle mulige vildfarelser som mennesker, en dag falder vi i utålmodighed, en anden dag – eller lidt senere – falder vi i misundelse, så i vrede, så i tvivl, så i vantro.

 

Vi har brug for maksimum beskyttelse mod al den slags. For en dag er det en, der falder, næste dag er det mig, næste dag en tredje. Vi er mennesker.

 

Hovmod – det har vi, hvis vi mener, at vi er hævet over forsyndelser, over dybe fald, alle sammen.

Og der er ikke noget, der er Gud så modbydeligt som hovmod. Mod alt hovmod hjælper Gud, når vi erkender, at vi alle fra tid til anden forsynder os, og så beder andre mennesker om forladelse, og Gud med.

 

Uden Gud er jeg overladt til at skabe al virkelighed selv, og det er hårdt arbejde.

 

Lad os være overbærende med hinanden, og så lad os lære at slappe af fra os selv og lære af fuglene og blomsterne, som Skaberen sørger så skønt for, uden at de skal bruge krudt på det.

Prædiken om dåben - 11. søndag efter trintiatis - 11. august 2013 kl. 11 i Onsbjerg kirke

Prædikenen er udtog af Martin Luthers ord i hans Store Katekismus.

Hvad er dåben?

 

Det er ikke bare simpelt vand,

Men vand og sammen med og indeholdt i vandet er Guds ord og bud og det helliger vandet.  

Det er et guddommeligt vand, ikke fordi vandet i sig selv er ædlere and andet vand, men fordi Guds ord og bud er kommet til.

 

Derfor er det en slyngelstreg, hvis nogen skulle sige, at dåben er ikke er mere end det vand, man lukker ud af hanen derhjemme. Og man så siger: Hvad gavn skulle sjælene have af det vand?  

Men kernen i vandet, vi døbes med, er Guds ord og bud og Guds navn, som er en større og ædlere skat end himmel og jord.

Siger Martin Luther, vores kirkes reformator.

 

Gud har selv sat sin ære ind og lagt sin magt og kraft deri. Derfor er det ikke blot naturligt vand, men guddommeligt, himmelsk, helligt og saligt vand, alene for ordets skyld, fordi ordet er et himmelsk, helligt ord, som ingen kan prise nok, fordi det ord indeholder og formår alt, hvad Guds er.  

Vi kan i sandhed sige med Jobs bog:

 

Gud gør store ting, der ikke kan udforskes,

Og undere der ikke kan tælles.

Og jeg tilføjer: Lige for næsen af os.  

De store ting sker, når Gud lægger sit ord, sit løfte, sin befaling til dåbens vand. Så er der pludselig ikke bare vand, men vandet plus noget uendelig vidunderligt stort: Guds Ord og løfte.

 

Det er ligesom med skallen af nøden, man skal ikke bare se efter skallen, men efter Guds Ord, som er indesluttet i vandet.  

Og Gud har bekræftet dåben med undere fra himlen. Det var ikke for sjov, dengang Kristus lod sig døbe, da himlen åbnedes, Helligånden fór synligt ned og alt var guddomeligt og majestætisk.

 

Hvad dåben gavner

Dåbens kraft, gerning, nytte, frugt og formål er, at den frelser.  

Man døber for at man skal blive frelst.

 

At blive frelst vil sige at blive befriet fra synd, død og Djævel, komme ind i Kristi rige og leve evigt sammen med ham.  

Det hedder også badet til genfødelse, Titus 3,5.

 

Hvem der modtager dåben

Kristus siger: ”Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst.” Så alene troen gør personen værdig til at modtage det frelsende vand i dåben på en gavnlig måde.  

Uden tro af hjertet er dåben ingen nytte til.

 

Når vi hører, at det er den, der tror, der bliver frelst, udelukker det, at vi skulle blive frelst ved gerninger.  

Ligesom farisæeren mente det.

 

Tolderen havde absolut intet at fremvise.

Han håbede alene på Guds nåde og barmhjertighed med ham, en synder.  

Den mand gik salig hjem, siger Jesus.

Retfærdig.

 

Retfærdige er vi ikke for Gud, men kan vi blive, når vi i tro holder os til Jesus, vor Herre.  

Enhver kristen har livet igennem nok at gøre med at lære dåben og øve sig i den.

 

Han/hun vil altid have travlt med at tro fast på, hvad dåben tilsiger og giver:  

Overvindelse af Djævelen, døden, syndernes forladelse, Guds nåde, den hele Kristus og Helligånden med Helligåndens gaver.

 

Her i dåben for enhver ganske gratis en skat og et lægemiddel bragt lige til døren, som opsluger døden og holder alle mennesker i live.  

Og nu døber vi både voksne og børn. Kan børn tro? Det ser vi, for vi har omkring os mange her, som engang blev døbt som børn, og som er vokset i deres dåbs nåde igennem deres liv.

 

Og så skal vi huske, at min tro ikke bevirker dåben, men den modtager den.  

Ligeledes med nadveren: Jeg går ikke til alters på min tro, men på Kristi ord.

 

Hvad dåben forkynder

Vi overøses med vand, som blev vi sænket ned i vand og trukket op igen.  

Den gamle Adam i os skal nemlig dræbes, og det nye menneske skal opstå.

 

Et kristent liv er intet andet end en daglig dåb, der, når den én gang er begyndt, altid må fortsætte.  

Ellers kan det gamle menneske i os ikke blive renset ud og det nye menneske heller ikke komme frem.

 

Hvad er det gamle menneskle?
Det er mennesket med alt, hvad det har i ar v fra Adam: at det er vredagtigt, hadefuldt, misundeligt, ukysk, grisk, dovent, hovmodigt, ja vantro, fyldt af alle laster og af naturen uden noget godt ved sig.
 

Når vi nu kommer ind i Guds rige, skal alt dette dagligt mindskes, så at vi efterhånden bliver mildere, tålmodigere og blidere, jo mere griskheden, hadet, misundelsen og hovmodet nedbrydes.

 

Hvis et mennesker for et år siden var stolt og gerrigt, er det i dag endnu gerrigere og stoltere. Lige fra ungdommen vokser lasten med ham og bliver værre. Et lille barn har ikke nogen særlig last, men under opvæksten bliver det umådeholdent og utugtigt, siger Luther. Hvis det når den modne alder, tager de rigtige laster fat, længere, jo mere.   

Derfor, hvis man ikke ved dåbens kraft træder det hindrende i vejen og undertrykker det, udfolder det gamle menneske sig efter sin natur.

 

På den anden side, er man blevet kristen, formindskes det dagligt, indtil det til sidst helt tilintetgøres. Det er meningen med dåbens overøsning med vand, som at blive sænket ned og taget op af dåbens vand.  

Er troen der, bliver dåben frugtbar, virkningen af dåben er til stede.

 

Men er troen der ikke, forbliver dåben blot et ufrugtbart tegn.  

Og når vi så fejler og falder og lader alle synderne stikke deres væmmelige fjæs frem, så må vi gøre bod.

 

Derfor, hvis du lever i bod, er det dåben, du vandrer i.

 

I dåben gives der nåde, Ånd og kraft til at undertrykke det gamle menneske, for at det nye må komme frem og blive stærkt.

Prædiken til 9. søndag efter trinitatis 28. juli 2013 - om at være klog og bruge alt hvad man har for at skaffe sig venner i de evige boliger!

Prædiken ud fra Lukasevangeliet 16,1-9. Til slut udlægges læsningen fra 1. Johannesbrev 1,5-2,2.

Hvilken slyngel, vi hører om. Det er som taget ud af vores daglige avis eller internetaviser.

 

Der kan vi også læse om den ene og anden bedrager.

 

Vi undrer os bare over, at det er Jesus, der fortæller historien. Hvad vil han dog sige med den historie? Vi får et fingerpeg i ordene, som er evangelistens kommentar: ”Og Herren (dvs. Jesus) roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør.”

 

Jesus sætter os altså på plads med denne fortælling.

 

Selv om vi er hans disciple, skal vi ikke få alt for høje tanker om os selv.

 

Tværtimod har vi meget at lære af dem, Jesus kalder ”denne verdens børn”, dvs. dem, der bare lige har denne verden i tanke og ellers intet andet. Se, hvor foretagesomme og idérige de er – og så gælder deres stræben dog kun værdier, som går til grunde.

 

Vi ved godt, hvad det er for ting, de stræber efter: ære og berømmelse, penge og magt. Men hvor længe varer berømmelsen – blot til den næste avis udkommer! Eller rigdommen – blot til man bliver syg eller kører galt i sin bil! Alligevel jager folk efter disse ting og glemmer alt andet.

 

Da er det, Jesus siger: I skulle skamme jer, I, som vil være mine disciple. Se, hvor meget de andre er parat til at sætte ind af energi og fantasi, mens I, som har helt andre værdier at kæmpe for, er lunkne og slappe i jeres iver.

 

Hvad er det, Jesus har lovet os, der tror på ham? Han har lovet os et evigt liv, dvs. fællesskab med Gud båden nu og til evig tid, fællesskab med Ham, som har skabt os og kender os, og som derfor ved, hvad vi hver især trænger til.

 

Så gælder der altså om at leve, så at han, den levende Gud, må kendes ved os.

 

Leve og handle klogt med det, vi har fået betroet til låns her i tiden, både det materielle og det åndelige liv.

 

Vi kaldes til at vandre i lyset af ham, som er verdens lys. I Jesus samles strålerne fra Guds ansigt, og vi ser, uden at blændes, hvad vi er skabt til: et liv i kærlighed og tjeneste for Gud og medmennesker.

 

Men I må godt tage hovedet til hjælp! siger vor Herre Jesus. Hvad jeg ønsker mig, er ikke nogle fromme nikkedukker, men disciple, der er opfindsomme og ivrige i tjenesten, kort sagt nogle, som ikke giver verdens børn noget efter i så henseende. Og det, som skal inspirere jer, er tanken om, at I dog arbejder for værdier, som aldrig forgår: kærlighed, glæde, fred.

 

Som lysets børn handler det om at have en vågen samvittighed. Det skal ikke kunne hedde sig, at en lider nød lige ved siden af, og vi rækker ikke en finger for at hjælpe ham eller hende! Husk, at Han, der dømmer retfærdigt, engang vil sige: ”Hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.” Eller omvendt: ”Hvad I ikke har gjort mod en af mine mindste brødre dér, har I heller ikke gjort imod mig.” (Matth. 25,40.45).

 

Hvor vil det være klogt, om vi indretter os efter Jesu befalinger, mens tid er, så at vi indskærper os hans vilje og søger at leve efter den! Da kan vi håbe på, at han engang på regnskabsdagen vil kunne sige til den enkelte af os: ”Vel, du gode og tro tjener, du har været tro over lidt, jeg vil sætte dig over meget. Gå ind til din herres glæde” (Matt. 25,21).

Prædiken nr. 2

Jesus viser en vej, der fører lige til venner i de evige boliger. Hvilket fantastisk budskab! Så lad os længes efter de evige boliger og venskabet med dem, som vi hjælper eller eftergiver deres gæld over for os, jeg mener, deres skyld.

 

De evige boliger, siger Jesus. Det er målet for vor vandring. Vejen varer livet igennem.

 

Men vort gods og vore penge, alt, hvad vi ejer, vil vi ikke kunne tage med os på den anden side. Nej, det kan vi ikke.

 

Så lad os inspirere til at leve med den viden dybt præget i os.

 

Lad det prikke til vor påholdenhed og gerrighed.

 

Og lad os deraf lære den ødselhed med gods og guld og tilgivelse, som faderen viser over for den søn, som allerede havde brugt hele sin arv.

 

Lad os ødsle med tilgivelse, med kærlighed til næsten og især til medtroende brødre og søstre.

 

Lad os ikke holde noget tilbage, vi har lige nu.

 

Om det er penge eller tid eller noget tredje.

 

Og for at vi kan blive ødsle, har vi brug for i stilhed for Guds ansigt at tale med ham om vores liv, lytte til hans råd og vejledning ved hans Ånd.

 

Og lade al vor bøn og samtale og lytten til Gud være i Jesu navn, han som ødslede med sin kærlighed over for dem, som også blev hans venner her og vil være det i de evige boliger, hvad enten det var prostituerede, svindlere i pengeverdenen eller andre med tvivlsomme erhverv.

 

Den kærlighed, den tilgivelse, får altid den gældsplagede til at længes efter eftergivelse.

 

Det er altid dem, der har mistet alt, som tager imod, åbner sig for Guds kærlighed, betingelsesløst, fuldt og helt.

 

Men salige er vi rige, når vi rundhåndet deler ud af tid og penge til dem, der har behov. Kan jeg sige, at vi skal give et bestemt beløb til trængende, til mission i verden, til fattige? Nej, men skaf jer venner i de evige boliger, siger Jesus, og det ord kan ikke tages tilbage.

 

Det handler i dag om at være ødsel med det, kan hjælpe med, både materielt, men også vor tid og alt, hvad der ligger lige for at hjælpe med.

 

Der er en historie om apostlen Thomas. Han grundlagde menigheden i Syd-Indien, hvor de den dag i dag kalder sig Thomas-kristne efter apostlen af samme navn.

 

Thomas kom til Indien. Han var som Jesus tømrer og bygmester, og kom i tjeneste hos kongen. Kongen bad ham bygge et palads for ham på et bestemt sted. Men Thomas sagde, at det måtte vente til om vinteren, ellers kunne det ikke lade sig gøre.

 

Kongen ser, hvordan Thomas tegner en plan for byggeriet og godt tilfreds med et og efterlader ham med masser af penge til projektet.

 

Thomas tog nu rundt i landsbyerne i omegnen og delte pengene ud til de fattige, og kongen sendte fra tid til anden flere midler og mad.

 

Kongen sender nu bud til Thomas for at høre, hvad der mangler endnu, og Thomas svarer: Selve byggeriet er færdigt, men taget mangler endnu. Så sender kongen sølv og guld til færddiggørelsen.

 

Thomas sagde til de fattige, at Herren giver jer dette, han giver alle mad, for han er den, der tager sig af faderløse og enker, og hjælper og giver hvile til alle, der i trængsel.

 

Nu spurgte kongen sine rådgivere ud om Thomas og arbejdet. De kan fortælle, at Thomas overhovedet ikke har bygget noget, men at han deler midlerne ud til de fattige, fortæller dem evangeliet, uddriver dæmoner, helbreder de syge, og de antager, at han er en troldmand.

 

Men alligevel: Thomas, siger de, er fuld af omsorg for folk, han lever enkelt, og er venlig og omgængelig, tager ikke imod noget fra nogen, så han er en retfærdig mand. Kongen faldt længe i staver, da han hørte alt dette.

 

Så sender han bud efter Thomas, og spørger: Har du bygget paladset? Ja, svarer Thomas. Så beder kongen ham vise ham paladset. Det kan du ikke få at se i dette liv, men først når du dør kan du få det at se.

 

Kongen blev ude af sig selv af vrede og kastede Thomas i fængsel og forlangte at få at vide, hvem pengene var blevet givet til.


Nu sker der det, at kongens bror dør. I himlen får han øje på et palads og vil meget gerne være der. Men nej, det tilhører hans bror kongen, får han at vide. På vej mod begravelsen kommer hans sjæl for en kort bemærkning tilbage i hans legeme, og han kan fortælle broderen (kongen), hvordan der venter et palads på ham i himlen. Det hele ender med, at kongen og hans bror (som slet ikke dør!) bliver salvet og døbt - og selv bliver fattiges venner!
 


Som Thomas var klog i forhold til de penge, han fik til at bygge med, sådan skal vi også være, hver på vores måde. Vi skal lære af denne ødselhed, som også lyser ud af en lignelse, som kommer lige før i Lukasevangeliet, lignelsen om de to sønner (eller lignelsen om den fortabte søn): 

 

En mand fik før tiden sin del af arven udbetalt af faderen. Han gik ud og brugte arven op ude i …, undskyld, i udlandet, på prostituerede og i vellevned.

 

Da der ikke var mere tilbage af formuen, gik han så småt i hundene. Til sidst bed han i det sure æble og tog den tunge vej hjem til sin far. Og faderen så ham på lang afstand og skyndte sig ud, omfavnede ham og tog ham med hjem og holdt en mægtig fest for sin hjemvendte søn.

 

… Den far opførte sig på en måde som en utro godsforvalter. Det mente broderen, der havde gået derhjemme og slidt og slæbt uden en stor fest.

 

Jo, faderen var som en utro godsforvalter. Hvorfor? Fordi han gav ud af broderens arv. Der var jo ikke andet at tage af.

 

Han skaffede sig sin yngste søn som ven ved at tage af broderens arv. Men husk, der var rigeligt til broderen under alle omstændigheder.

 

Faderen handlede klogt med sine midler, også selvom det gik ud over den ældre bror. Tænk, han vandt sin yngre søn for sig som sin søn igen.

 

Denne verdens børn handlere langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør, siger Jesus i dagens lignelse.

 

Vi skal lære at handle klogt med det, vi har fået betroet. Være smarte! Ligesom smarte forretningsfolk f.eks.! Eller alt det, som mennesker er så gode til at finde ud af at gøre effektivt, når bare det er noget, man sætter højt. Sådan skal vi også handle klogt i menigheden og i det hele taget i vores omgang med mennesker!


Til slut lidt om læsningen fra 1. Johannesbrev:
Lysets børn er vi, siger Jesus. At leve i lyset indebærer, at vi erkender, at vi er syndere, at vi synder helt konkret, og at vi kun kan komme videre, fordi Gud er trofast og retfærdig og tilgiver os, når vi bekender vore synder.

Nogle sagde dengang, som nogle siger i dag:
'Vi har fællesskab med Gud', men det har ikke noget med vores ydre livsførelse at gøre. Hertil er at sige: Det er at leve på en livsløgn, et bedrag. Det med fællesskabet med Gud har ikke kun noget med vores indre at gøre. Faktisk: hænger vort liv i det indre og ydre ikke sammen, så har vi slet ikke fællesskab med Kristus, siger Johannes.

Når vi så fejler og synder og vores indre ikke svarer til det ydre eller omvendt, og vi bekender vore synder for Gud, så er det lige præcis at vandre i lyset. Og så har vi fællesskab med hinanden. Det vil sige: Vores fællesskab som kristne nedbrydes, hvis vi mener, at vi ikke er syndere og derfor heller ikke bekender vore synder.

Men lever vi i Guds lys og bekender vi vore synder, så har vi fællesskab med hinanden, så er fællesskabet i menigheden til stede, så bygges dette fællesskab op - og kun sådan. Det styrker broderkærligheden og viljen til at tage sig af hinanden.

Nogle siger nej til, at de er syndere. De siger: Inderst inde er vi gode, ikke onde. Men, siger Johannes, det er et bedrag, det er at bedrage sig selv også, og at være på vildspor.

Så hvis nogen siger: 'Vi har ikke syndet', så er det en måde at bortforklare synd og skyld på. Så skyldes 'synd' (som ikke er synd!) andre forhold: forældrene, børnene, ægtefællen, arbejdsgiveren, samfundet o.s.v. 

Den kristne ved, at han/hun 'har syndet'. Derfor lever vi i bekendelsen af vore synder over for Gud i vores daglige liv.
Så tager Gud synden bort, vasker os rene, renser os ved Jesu blod. Og vi lever vores liv med stadig bekendelse og tilgivelse.

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis 21. juli 2013

 

Prædiken i fuld længde. Kun sidste del blev holdt, den som tager udgangspunkt i Regin Prenters prædiken til søndagens anden række, Matthæusevangeliet 7,22-29 (forlængelsen af første rækkes 7,15-21). Citaterne mod slutningen af prædikenen stammer fra Prenters prædiken.

Evangeliet der ikke er falsk profeti er dette: den barnlige tro på vor Herre Jesus Kristus, Gud og menneske, og grænseløs tillid til ham og til de hemmelighedsfulde nådemidler, han har indstiftet i sin kirke, den hellige dåb og den hellige nadver.

 

Ikke at tro på egne præstationer.

 

Ikke at sætte sin lid til undere eller andre kraftige gerninger, som sker.

 

Ikke at puste sig op og være stor i egne tanker.

 

Falske profeter er de, som forkynder fred, fred, selvom Gud vil selvopgøret.

 

Et eksempel i John Bunyans bog Pilgrimsvandringen.

 

Hovedpersonen havde en bog i hånden, det er bibelen. Og så havde han en tung byrde på ryggen. Han læste i bogen, og så begyndte han at græde og skælve.

 

Han jamrede højt: Hvad skal jeg gøre?

Som manden i evangeliet, der siger: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?

 

Da han kommer hjem, tav han over for sin kone og børn, men han blev mere og mere fortvivlet. Til sidst åbnede han sit hjerte for dem og sagde: Kære hustru og børn, jeg er så ulykkelig på grund af den byrde, som hviler så tungt på mig. Desuden har jeg fået at vide, at vores by skal brændes op af ild fra himlen. Og hvad skal vi så gøre for at slippe fra det?

 

Konen og børnene blev aldeles forfærdede, ikke fordi de troede på det, han sagde, men de mente, at han havde fået en sygdom på hjernen, og at det var grunden til hans griller.

 

De fik ham i seng om aftenen og håbede, at søvnen skulle gøre ham god igen.

 

Men næste morgen var det meget værre. Nu blev konen og børnene hårde over for ha og ville drive hans mismod væk ved at være strenge og uvenlige over for ham.

 

Andre gange lo de af ham, andre gange skældte de ham ud, og af og til overså de ham fuldstændig.

 

Derfor trak han sig mere og mere tilbage til sit eget rum.

 

Da bad han for sin familie, for han havde ondt af dem, eller han sad og grublede over sin egen elendighed.

 

Ofte tog han ture ud i marken og læste i bogen, og en dag var han så fortvivlet, at han brast i gråd og råbte: Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?

 

I denne fortvivlede situation kom en mand, som hed Evangelist hen til ham og spurgte ham, hvorfor han råbte sådan. Jo, svarer manden, han forstod, at han først skulle dø og siden frem for dommen, at dø var han ikke villig til og dommen følte han sig ikke klar til.

 

Hvorfor er du ikke villig til at dø, når dette liv er fuld af sorg og elendighed? Spørger Evangelist.

 

Fordi, siger han, at han er bange for, at den byrde, han slæber rundt på, vil trykke ham dybere ned end til graven, så at han falder i helvede.

 

Alligevel står han stille ude på marken. Hvorfor det, spørger Evangelist.

 

Fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal gå hen, svarer manden.

 

Da gav Evangelist ham en pergamentrulle, hvori der stod: Flygt fra den kommende vrede!

 

Hvor skal jeg flygte hen, spørger manden.

 

Da fortæller Evangelist om en lille port, som man ikke kan se på lang afstand, men derimod kan man se et skinnede lys derfra.

 

Det gælder da om hele tiden at have det lys for øje og gå lige frem mod det, så ser man også porten. Når manden banker på der, får han videre besked om, hvad han skal gøre.

 

Manden skynder sig nu håbefuldt afsted med ordene på tungen: ”Liv! Liv! Evigt liv!”.

 

Naboer kommer ud, gør nar ad ham, truer ham, og andre råber, at han skal komme tilbage. Deriblandt er to, som beslutter at hente ham tilbage med magt. De hedder genstridig og føjelig.

 

Genstridig opgiver efter en tid at få manden med hjem til fordærvelsens by, men Føjelig vil gerne med på vandringen.

 

Efter nogen tid, hvor de glade har talt med hinanden om det rige, de er på vej til, kommer de til en sump og synker begge i den.

 

Sumpen hedder forsagthedens sump.

 

Føjelig bliver ærgerlig og vrider sig op at sumpen og vender om og forlader manden alene i sumpen.

 

Manden, vi taler om, hedder forresten Kristen. Kristen kæmper sig nu alene frem i sumpen i den retning længst væk fra hans eget hjem og nærmer sig den lille port.

 

Selv kan han på grund af sin tunge byrde på ryggen ikke få sig selv op, men da kommer en, som hedder Hjælp og rækker ham hånden, så han kommer op.

 

Kristen spørger nu Hjælp, hvorfor sumpen ikke bliver ordnet, så man kan gå ordentligt der. Sumpen kan ikke repareres, siger Hjælp. Den er nemlig det dyb, som tager imod alt det affald og slam, som overbevisning om synd fremkalder. Så snart en synder er blevet vakt og bliver klar over sin fortabte stilling, stiger tvivl og frygt og mismod og forsagthed op i sjælen. Alt dette løber sammen og afsætter sig på dette sted. Derfor er grunden her så dårlig, og derfor hedder denne sump Forsagthedens Sump.

 

Videre skal vi ikke høre i dag.

 

Forsagthedens Sump truer os alle, når profeter i samtiden advarer os om at tage vores tro for alvorligt, at vi er nogle hængehoveder, hvorfor tager vi det ikke lettere med alting.

 

Men jeg kan forsikre om, at jeg har talt med et par unge mænd for ikke længe siden, som sad så fast i Forsagthedens Sump, at de efterhånden havde vænnet sig til en tilværelse der. Ja, den ene mente, at der sidder alle fast, for alle synder, ingen er bedre end andre, og præsten holder sig bare på dydens smalle vej for at bevare sit embede.

 

Kære venner! I det øjeblik gik det op for mig, hvilken jammer mine gode unge mænd, jeg talte med, lever med. Konger med et dankort i lommen, men jammer når pengene er brugt uden at et liv i tryghed, er bygget op.

 

Kære venner! En russisk kristen har sagt: Uden angerens gave er vi alle fortabt! Det gælder disse unge mænd, det gælder mig, jeres præst, det gælder hver og en af jer og hele verden.

 

Der bliver ikke gode gerninger at fremvise på dommens dag for os. Kun dette ene, kære venner, handler det om på den dag, hvorvidt Jesus kendte og kender os.

 

På dommens dag spørges der ikke, hvad du og jeg udrettede. Det aviserne skriver om, når en kendt er død, handler det ikke om. Heller ikke alle de gode egenskaber, som mennesker omtales med ved begravelser.

 

”Når Jesus Kristus i sit evangelium bøjer sig ned til et menneske og siger: ”Dig kender jeg. Du er min ejendom. Dig vil jeg dele alt med. Din synd har jeg taget på mig, og min plads i Guds hjerte overlader  jeg til dig!”, og når et menneske hører og tror det, da får han livet skænket på ny, da kan han frit løfte blikket mod det høje og takke sin skaber og hans Søn.”

 

”Om dette lykkelige hændte os her i livet, spørges der om på hin dag, altså om Jesus kender os sådan. Hvis vi ikke hører til dem, han kender, kan vi ikke bestå for Gud én dag, én time, ét minut, ikke engang om vi kan stå frem og pege på det, vi nåede at udrette: profeti, uddrivelse af onde ånder, mange kraftige gerninger eller hvad det nu måtte være, ikke engang om vi er sikre på, at alt dette er gjort i Jesu navn. Den, Jesus på hin dag ikke kender, er fortabt.”

 

Nej, på dommens dag vil Jesus ikke give os god løn for de bedrifter, vi selv er interesseret i at huske på. Nej, kun de gerninger, Jesus er interesseret i at huske, tæller på dommens dag.

 

Og nu har Jesus i dette evangelium uimodsigeligt vist os, at gerninger, mennesker selv går og husker på og mener at fortjene Guds påskønnelse for, ikke interesserer Jesus.

 

De mennesker, som mener at have noget at sige om deres egne gerninger på hin dag, kender Jesus ikke, så lidt som han regner deres gerninger for noget.

 

Enten går vi rundt og er optaget af, hvad vi – med eller uden påberåbelse af Jesu navn – fik udrettet. Og da er vi ikke optaget af hans ord, og han kender os ikke.

 

Eller også er vi optaget af hans ord.

 

Og da går vi ikke rundt og husker på, hvad vi fik udrettet. I stedet takker vi for livet og for Guds nåde, som blev givet os i Jesu ord. Og da kender han os som sine, også på hin dag. Sådan betaler Jesus enhver efter sin gerning.

 

Den gerning, han lønner med den evige salighed, er den gerning at holde sig tæt til hans ord, og ikke at ville vide af andet på dommens dag end Guds barmhjertighed og Guds ære i Jesu navn.

 

Og Jesu menighed er alle de mennesker, der livet igennem ikke kunne falde til ro i en eller anden form for tilfredshed med sig selv, men ikke fandt fred, før de havde fået svar på det spørgsmål: ”Kender Jesus mig, nu og på dommens dag?” Jesus svarer i dagens evangelium: ”Ja, jeg kender dig! Jeg tog imod dig i din dåb til mit navn. Og jeg har søgt efter dig siden på alle dine veje for at rejse dig op med ordet om syndernes forladelse og evigt liv, givet dig af nåde for min skyld!” Det svar er en klippe, hvorpå menneskelivet kan bygges, så ingen dom nogensinde kan ramme det, hverken i dette liv eller i den kommende verden.

 

Men vi kan også høre evangeliet uden at gøre efter det. Høre det så overfladisk og letfærdigt, at man vover at indrette sin tilværelse sådan, at man intet hensyn tager til det, regner det for ingen verdens ting.

 

I stedet bygger man så sin tilværelse på selvtilfredshedens, den verdslige selvtilfredshed eller den fromme selvtilfredshed, og det er svigefuld sandgrund. Og det ender i fortabelse.

 

For os gælder over for Jesu ord, som trænger gennem marv og ben, dette ene: at lytte, lytte, som skarerne dengang gjorde, slået af forundring over Jesu ord, fordi han alene taler med myndighed, Guds myndighed.

 

Som Regin Prenter, professor i dogmatik ved Aarhus Universitet, og til slut sognepræst i Sønderjylland, siger i sin prædiken til denne dag:

 

” Derfor gælder det om at komme og høre, kommer og høre, igen og igen, søndag efter søndag, år ud og år ind, og så lade hans myndige ord beholde ret, lade det udrette med os og i os, hvad det vil til Guds ære, så vi glemmer os selv og det, vi gjorde, over ham, der kender os bedre end vi selv, kender os til frelse. Hans myndige ord er klippen i vort liv. Salig er den, der bygger på denne klippe. Salig den, der udholdende, tillidsfuldt, taknemmeligt og lydigt, bliver ved at lytte til Jesu myndige ord, så han gør derefter. Ham kender Jesus!

 

I den tillid kan vi råbe, bede, takke og sige ”Abba, Fader” i fuld tillid til Gud som vor himmelske Fader, og være hans børn, hans sønner og døtre, i frihed fra alt, der vil ødelægge og binde, sætte os fri til netop at leve, som Gud vil det, frie til uden hensyn til andres meninger at holde os til Jesus og hans ord. Amen.

Reflektioner over søndagen 21. juli 2013 - det at lade sig drive af Ånden og om falske profeter

 

Alle, der lader sig føre af Helligånden, er Guds børn, siger Paulus i sit brev til menigheden i Rom.

 

Lader sig føre af Helligånden. Jesus sammenligner Helligånden med vinden, som man ikke ved hvor kommer fra og hvor den går hen. Ånden kan føre os alle mulige steder hen.

 

Men vi kan jo også stå stille og ikke komme ud af stedet. Så er vi i det, John Bunyan i sin bog Pilgrimsvandringen ville kalde Forsagthedens Sump. Hvor vi trækkes ned af fortvivlelse over vore synder.

 

Denne sump kan vi altid komme til at synke ned i.

 

En, som hedder Hjælp, kommer og hjælper hovedpersonen i bogen, som hedder Kristen. Han hjælper ham op af sumpen.

 

Men hvorfor kan sumpen ikke bare repareres, spørger Kristen manden, som hedder Hjælp.

Nej, for den tager imod alt det affald og slam, som overbevisning om synd fremkalder. Så snart en synder er blevet vakt og bliver klar over sin fortabte stilling, stiger tvivl og frygt og mismod og forsagthed op i sjælen.

 

I dag kommer den mand, som hedder Hjælp, og hjælper os op af forsagthedens sump. Manden hedder Paulus.

 

Han siger: Alle, der lader sig føre af Helligånden, er Guds børn.

 

Det er det, Kristen i bogen gør. Han lytter hele tiden, trods sin forsagthed, til en mand, som hedder Evangelist. Og Evangelist har vist ham den rette vej, nemlig en lille port, som han ganske vist ikke kan se på afstand, men som udsender et skønt lys, så man kan finde vejen til den lille port alligevel.

 

Verden vil ikke lade sig føre hen mod den lille port.

 

Og mange falske profeter forkynder den brede vej og vil ikke vide af, at vejen er smal og porten lille og smal. Men det er Jesu ord.

 

Derfor, hvis vi lytter til falske profeter, der taler om den brede vej i stedet for den smalle, så bedrager vi os selv.

 

Skylden er først og fremmest deres, som forkynder den brede vej. Mange vil blive ført vild af falske profeter, det er Jesu forudsigelse. Pas på dem, siger han.

 

De er ulve i fåreklæder. Hvad vil det sige? Ifølge Luther at de med rette har embede, det er: fåreklæder, men ikke forkynder ret, som Jesus lærer.

 

For det at de skal kendes på frugterne handler om, at de skal forkynde evangeliet ’rent og purt’, som det hedder i præsteløftet, alt, hvad Jesus har forkyndt, bøje sig for kravene og gennemføre dem, tro på Jesu myndighed, så man lytter til hans ord og lever derefter.

 

Et par præster interviewes om deres forelskelse, som gjorde, at de brød ud af hver deres ægteskab. Det er én ting at gøre det, en anden ting at belære andre om, at deres knagende ægteskaber skal brydes. At ens egen uformåen skal gøres til princip, som andre skal følge efter. I skal kende de falske profeter på deres frugter, siger Jesus.

Det skal siges, at de to præster også erkender, eller i al fald den ene af dem, at det ikke er let at blive skilt, men altså, de fører en ny lære, som Jesus ikke kendes ved.

At vi mennesker ikke kan leve op til Jesu ord om at ægteskabet er livslangt, er én ting. En anden er at smide barnet ud med badevandet.

 

For handler ægteskabet ikke om at kæmpe for kærligheden? Hvor blev den kamp af i de knagende ægteskaber? Eller knager ægteskaber ikke generelt? Skal vi så ikke alle skilles og leve uden vilje til troskab?

 

Falske profeter trådte også frem for et år siden, da fremtrædende politikere med kirkefolks tilslutning gjorde ægteskaber til ’kønsneutrale’ ting.

 

Den ene af de to hovedansvarlige ministre erklærede i folketingssalen, da den nye lov var så godt som i hus: Kærligheden sejret! Hun talte som en præst, som en falsk profet alene gør det.

 

I følge dette syn er alle, der holder os til Skriftens og kirkens vidnesbyrd om ægteskabet mellem mand og kvinde, imod kærligheden.  Dermed kan enhver se, at det er enten-eller. Begge har ikke ret. Der må vælges.
 

Vi undgår ikke kamp, selvom vi længe ønsker det kunne undgås. Og når evangeliet i dag handler om falsk profeti, om at sige: Fred, hvor der ikke skal være fred, men kamp, så kan jeg ikke længere tie.

 

Og jeg spørger: Hvad er frugterne af denne sidstnævnte falske profeti/forkyndelse?  At børn i lovens navn ikke kender deres fædre.

 

Men så kan vi vende det hele om og spørge til den megen falske profeti, som har talt om retten til at følge sit hjerte, uanset det betyder at bryde med sin hjertens kære.

 

Hvem kan sige sig fri fra at have hadet sin ægtefælle? Som en svensk dame sagde til et blad efter 60 års ægteskab. Hun blev spurgt, om hun aldrig havde tænkt på skilsmisse. Nej, men hun havde ofte tænkt på mord!

 

En meget feteret nu afdød profet i folket sagde: Man binder os på hånd og mund. Det var fint nok, når det handlede om tyskerne og det besatte danske folk, men det var ikke fint nok, når han dermed listede en opløsning af ægteskabet som den trygge ramme for samliv mellem mand og kvinde ind. For det var, hvad han gjorde.

 

En anden forfatter beskriver sin barndoms oplevelse af forældrenes skilsmisse som ganske forfærdelig, med virkninger for hele livet. Alligevel har han tilsyneladende ikke lært noget, men ønsker ikke selv at leve på anden måde og reproducerer sine forældres valg, endda med eftertryk. Jeg forstår godt, at den dårlige samvittighed kan plage, men at gøre en dyd ud af det er en endnu større plage.

 

Nogen vil måske sige, hvorfor det altid (jeg ved ikke om det er sandt) skal ende med at handle om personlige forhold som dem, jeg har nævnt.

 

Fordi det er der, vor personlighed formes så dybt. Fordi kærligheden er stærk som døden, som det hedder i Højsangen. Og fordi Jesus i bjergprædikenen nævner dette forhold udtrykkeligt.

 

Ja, sammen med had og vrede til næsten, men det kan også komme ud på et, når næsten er ens ægtefælle.

 

Den vrede, som profeten Jeremias taler om, som skal bryde frem som en hvirvelstorm over hovedet, som skal vare ved, til Herren har udført sine planer med vreden, den vrede tror jeg nok, vi kender i vores tid.


Uden angerens gave går vi alle fortabt, siger en russisk kristen. Hvad mener jeg? At uden angeren ender vore generationer med at kæmpe i en sump af uklarhed med, hvad livet går ud på: trosfasthed, inderlig barmhjertighed, mildhed, overbærenhed, tålmodighed. Og denne uklarhed og det kaos, som vi kommer til at være i, det er Guds vrede i, for han ønsker jo ikke, at et eneste menneskebarn skal gå til.

 

Lad os derfor, også i dag, begynde forfra, hvis vi ikke er på Jesu vej endnu, og de, der er, faktisk stadig ligesom begynde forfra. Så meget forfra, at vi lever os ind i, at vi er som børn af Gud. Små, der lever alene af Guds nåde for Jesu skyld.

 

Og så ud fra Jesu ord lade os føre af Guds Ånd, dag for dag. Ikke i frygt for Gud, men i fuld og uindskrænket tillid til, at han er vor Far, som vil hjælpe os i al nød.

 

Så sandt som vi også lider med Kristus, så skal vi også herliggøres med ham. Det vil sige, at vi skal tage vores livs besværligheder, alle plager, som rammer os i privatlivet og i arbejdet og i fritiden, være noget, vi tager på os som kors, ligesom Jesus bar al vor synd op på korset. Og når vi ser derhen, så falder vore byrder af os, vi kan øve os i at være Guds børn med Guds børns frihed. Så vi ikke er bundet til andet end Gud og hans Søn og hans ord, som gør fri til at virke det, Gud vil.

Skæbnen kan vendes, det kan blive dejligt! Prædiken til 7. søndag efter trinitatis 2013

Herren vil gerne vende vores skæbne.

 

Vi er ikke bundet af en eller anden ’skæbne’. Vi behøver ikke at være indfanget af gamle vaner og synder og levevis.

 

Vi taler den dag i dag om at være slave af et eller andet. Om ikke at kunne slippe en vane.

 

Paulus: to magter, vi kan være slaver under urenheden og lovløsheden, eller under retfærdigheden.

 

En tredje mulighed findes ikke.

 

Vi kan lige så stille og roligt henfalde til grovhed og vildskab, som før vi som folk blev kristne.

 

Det kan godt være, at kristne i historiens løb har opført sig forfærdeligt, men alligevel har de altid fortalt, hvordan det burde være.

 

Overliggeren har altid været sat forfærdelig højt, og derfor fremhæver vi som kristne vore synder.

 

Det er Jesus, der har lagt overliggeren højt. I skal elske jeres fjender, for at nævne et eksempel, og vi kunne let blive ved.

 

Den overligger er det, Paulus kalder hellighed. Og den hellighed har vi ikke i os selv, det er det smertelige. I nærheden af Guds hellighed, er angerens gave vidunderlig, for uden angerens gave ville vi alle gå fortabt.

 

Så når vi synger før nadveren: Hellig, hellig, hellig er Herren, så holdes vi fast på, at vi falder langt, langt ved siden af Guds mål med vores liv. Og angeren fører lige over i modtagelsen af Jesu Kristi legeme og blod som det eneste, som kan hjælpe os.

 

Som Jesus kom på besøg hos Zakæus, kommer han på besøg hos os, og det alene skal få os til at leve et helt nyt liv.

 

Og det kan vi begynde på, fordi vi har fået hans velsignelse. Vi fik det allerede i dåben, og vi får den, hver gang vi hører hans ord, modtager nadverens gave.

 

Nadveren er en blodtransfusion, hvor Jesu blod blandes med vores, så hans blod flyder i vore årer.

 

***

 

Da Herren vendte skæbnen, var det, som om vi drømte.

 

Skæbnen er én ting. Nogle stoler på horoskoper, som fortæller hvad der sker i den næste uges tid, hvis du er født i det eller det stjernetegn.  

Jeg ved ikke, hvorfor det er – eller har været så populært med horoskoper. Det er måske sådan, at vi alle bliver en slags stjerne, når stjernerne fortæller noget om, hvad der sker os lige netop i denne uge.

 

Nu er horoskoperne ikke optaget alene af skæbnen. Der bliver lagt op til, at vi kan arbejde på de ting, som har lagt sig til rette af stjernerne for os.

David priser Gud, fordi Han vendte Zions skæbne. Hele skæbnen, så at sige.  

Det vil sige: til at begynde med er der noget, der ser ud som skæbne for et folk, for et menneske.

 

Men det vidunderlige er, at Gud kan VENDE det, som synes uafvendeligt, skæbnen.  

Det vil sige: Skæbnen er i Guds hånd.

 

Ordet skæbne betyder i sammenhængen på hebraisk også vending eller fangenskab.

 

Skæbne er, når vi føler os i fangenskab. Vi kan ikke gøre noget fra eller til. Vi sidder i fængsel. Det hele er tørret ind til ingenting. Der er intet vand i wadien, det er sunket dybt ned i jorden, i fængsel. Men så sker et under, vandet vender tilbage og giver liv igen.  

Det er det, Gud gør med Israel, med sit folk. ”Herren har gjort store ting mod dem”, skal folk sige, når den slags sker. Også i dag. Folk mærker, at Gud er på færde i menigheden eller ej.

 

Det dejlige budskab i dag, at Gud kan vende din skæbne, min skæbne, vor skæbne som menighed og folk. At vi kan bede Gud vende skæbnen, det som synes uafvendeligt.  

Gud vil nemlig ikke, at vi skal være som livsfanger. Nej, vi er i dåben genfødt til at være Guds frie børn. Børn, ikke fanger.

 

Undervejs i livet kan der være mange tider eller situationer, hvor livet virker som en trummerum, eller som om, der ikke kan ske en dejlig forandring til det bedre.  

David profeterer: Det kan blive bedre!

”De, der sår under tårer, skal høste med jubel. Grædende går han ud, mens han bærer såsæden; med jubel vender han hjem, mens han bærer sine neg.”

Det kan være, at vi føler, at ting er ved at gå i stykker i vores eget personlige liv. Det kan være, at vi føler, at noget er ved at gå helt galt i vores folks liv. Det kan være, at vi føler, at vores fællesskab som kristne næsten er gået under.

 

Så hør Davids bøn:
”Vend vor skæbne, som strømme i Sydlandet!”

 

Grundlæggende er vores skæbne vendt, da vi blev døbt, når du bliver døbt. Fra et liv uden håb, til et levende håb,

Fra fangenskab under tilfældige magter i hverdagen og i himmelrummet,

Til barnekår hos Gud under Guds gode magt, der kun vil os alt godt, fordi han selv har skabt os og vil, at vi skal lykkes som hans skabninger.

 

Men fordi vi lever i en falden verden, står vi i et valg mellem at være bundet af forskellige magter. Vi kan være bundet til synden, så vi ikke kan gøre fra eller til, bundet af urenheden og lovløsheden, som Paulus siger.

 

Og så kan vi være bundet til Gud og hans retfærdighed.

 

Der findes ikke nogen tredje mulighed.

 

Hvis Gud ved tro på Jesus Kristus og hans korsdød for os har gjort os retfærdige, så er vi fra nu af frie til at gøre alt det, Gud sætter pris på. En fuldstændig fantastisk frihed. De stemmer, som siger, at kristendommen bare binder, taler usandt. Ja, vi har givet os ind under Jesus som vores Herre, og det mener vi alvorligt. Det kæmper vi for at mene alvorligt. Så det gælder i alle livets forhold, ikke bare ved særlige festlige lejligheder, hvor vi udstiller vores tro, men også i dagligdagen, ja, netop der.

 

Denne bundethed til Jesus Kristus er vores afslapning fra os selv, fra at være centrum selv. I dåben er vi indpodet i Kristus ligesom grenen i et træ. Er vi det, så bærer grenen frugt, ikke af sig selv, men ved at hænge på træet.

 

Så kan vi slappe af fra os selv som grene og bare være grene. Lad Kristus være stammen, som giver kraften, Helligånden, til hver enkelt gren. Det er Helligånden, som sørger for, at der kommer gode frugter ud af det, ikke os.

 

Kun som grene på vintræet Kristus kan vi til sidst tåle at se Gud. Kun ligedannet med Kristus først ved dåben til hans død og opstandelse, siden til en daglig dødelse af gamle vaner, gamle synder, alt, der ikke vil Gud, og til opstandelse med Jesus Kristus. Uden hellighed kan vi ikke se Gud, siger Hebræerbrevet 12,14, og derfor kan vi kun lade os se af Gud skjult i enheden med Jesus, så Gud ser Jesus, og ikke os.

 

Ingen X-factor fører nogen som helst vegne. Tværtimod, jo mindre vi bliver i egne øjne, jo mere ligner vi Kristus, som sagde: Den der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

 

Det, der hjælper os her, er angeren. Angeren over vore synder over for mennesker og Gud er Guds gode gave, som bringer os på det gode ydmyge trin.

 

En har sagt: Uden angerens gave er vi alle fortabt.

(Jeriko ligger langt under havets overflade. Derfra skulle enhver på pilgrimsvandring til Jerusalem vandre opad, til Jerusalem var nået. Netop derned i Jeriko fandt Jesus den lille Zakæus, som slet ikke var så lille, men var overtolder, måske også oversynder. Men Zakæus gik i sig selv, angrede det onde, han havde gjort. Derfor kunne Jesus se ham, også oppe i morbærtræet. Så længe vi er fortræffelige i egne øjne, kan Gud ikke nå ind til os, og der kommer ikke nogen helligelses-proces i gang. For der er ikke rigtig noget at forbedre. Men når et menneske kommer i knæ, da åbner angeren sig som Guds fantastiske gave, så glæden derefter også indfinder sig: Gud accepterer mig, tilgiver mig, frelser mig.)

 

Zakæus var bogstaveligt talt oppe i træet, måske ikke som en gren, men alligevel. Men Jesus plukkede ham ned som en moden frugt.

 

Hvordan var Zakæus moden? Ved at i den grad bare ønskede at se Jesus. Ikke mere.

Det blik mødte Jesu blik. Jesus vendte Zakæus’ skæbne. Zakæus bad på en måde selv om det.

 

Glæde er hele vejen igennem kodeordet.

 

Zakæus’ glæde over, at fangenskabet i egen grådighed og uretfærdig og ond magtanvendelse kunne vendes til at være accepteret af Jesus og til egen ødselhed over for dem, Zakæus havde taget penge fra med urette.

 

Når Gud vender vores skæbne, bliver vi glade.

 

Gud bringer os ind i en atmosfære, hvor alt kan ske. Vi er helt nye skabninger gennem dåben, det gamle er forbi.

 

Så skal vi heller ikke lade det gamle liv herske. Det gamle liv kan være stemningen i tiden, i ens omgangskreds.

 

Men det hele begynder med, at vi erkender, at vi er fortabte i os selv, uden Gud, for Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.  

Grundtvig og Luther om evangeliet til 4. søndag efter trinitatis

Læsninger: 2. Sam. 11,26-12,7a; Rom. 8,18-23 og Luk. 6,36-42

 

 

 

 

Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?  

Sådan taler Herren i en lignelse i dagens evangelium, et ord som især de, som vil undervise andre i salighedens vej, bør indprente sig dybt. Men ordet er i vor tid glemt af de fleste, og allermest af dem, som skulle opfriske og bevare Herrens ord i deres hjerter.

 

Som Grundtvig siger i en prædiken til idag:

”Ja, mine venner, det er en sørgelig sandhed, at trindt i kristenheden lod blinde sig lede af blinde, trindt i kristenheden prale endnu den dag i dag blinde vejledere af at kunne ligeså godt som Kristus, ja vel endog bedre, føre menneskene til deres mål, til deres rette bestemmelse. Det er en sørgelig sandhed, for, som Herren siger, når to blinde leder hinanden, da falder de begge i graven, og det fald er meget stort, det fald er dybt, den afgrund, på hvis rand vi alle, som syndere vandrer, det er et bundløst svælg, umætteligt, som helvede!”  

Det så han, for hvem natten må lyse som dagen, han så de vildfarne får, som var adsplittet på mange veje, der alle ledte til fordærvelse, og han sendte sin Enbårne Søn, den gode Hyrde, lod sig selv falde i graven, nedsteg i afgrunden, og banede fra dybet en vidunderlig vej til det høje, som vel ingen af os selv kan finde selv kan følge, men som dog står os alle åben, fører os alle til saligheds hjem, når vi vil tro på Ham, som er den levende Vej, på den Menneske-Søn, der ene formår at fare op til Himlen, fordi Han nedsteg derfra.

 

Og så bliver spørgsmålet: Vil vi til graven eller til Himlen? til mørket eller til lyset, vil vi til de dødes rige eller til de levendes land? Grundtvig siger, at dette store samvittigheds-spørgsmål ”må vi forelægge, og så godt som muligt, lægge dem på hjerte, før vi kan svare: hvor vil I hen?” ”Vil I ikke højere end til graven, vil I ikke længere end til de dødes rige, da har I let ved at finde ledsagere, da kan I, uden synderlig fare, følge den første den bedste, I møder, eller, om I synes, gå jeres egen vej; for til graven, til de dødes rige fører alle veje, den ene lidt før, den anden lidt senere, den ene kun lidet bekvemmere end den anden...Vil du da ikke længer,...slå sorgen hen, så godt du kan, grib efter glæden hvor du synes den vinker til dig, og lad komme, hvad der vil; for kun om øjeblikket gælder det, jo flere glade øjeblikke du kan tælle, des rigere er du, jo flere sorger du kan spare dig des klogere..."  

***

 

Når vi bliver holdt i et skruestik og hører, hvad Gud kræver af os, bliver vi, hvis vi ellers virkelig hører ordene, stille og kede af det, for vi er ikke sådan, som vi burde være. Vi ser splinten hos vor næste, og ikke bjælken hos os selv.  

Faktisk kan vi blive helt arrige af at høre om denne her bjælke. Jesus kan sige det på 2000 års afstand, men hvis en medkristen, som oven i købet er tæt på os, siger det samme, så føler vi os ramt, og det med rette. Det er hårdt, men sådan er det. Synden rejser sig for alvor ved hjælp af Guds lov, siger Luther. Synden bliver ligefrem stærk, siger Luther. Loven er god, ved at påpege vore brist, men det gamle menneske i os blive mere fjendtlig imod loven, når han ikke selv kan præstere, hvad loven kræver.

 

Det svarer, siger Luther, til en syg, som ikke kan lide, at man forlanger af ham, at han skal løbe og springe og i øvrigt handle som et sundt menneske.  

Når loven, Guds bud, bliver forstået på rette måde, dér gør den ikke andet end at minde os om vore synder, hvorved den dømmer os til døden og gør os skyldige i Guds evige vrede. Det lærer vi gennem samvittigheden, når den for alvor rammes af loven.

 

Altså, når vi hører, hvad Gud kræver i sin lov, så lever synden op, vi bliver endnu mere fjendtlige, fordi vi inderst inde fornemmer, at opgaven er uoverskuelig, som et frygteligt bjerg, vi aldrig, aldrig kan bestige.  

Gud tilskynder os ved sin Ånd til at handle som Jesus byder os i evangeliet. Så livet igennem er der kamp mellem vores gamle menneske og det nye menneske, som er født i dåben. Denne kamp varer, lige så længe vi lever, stærkere hos en, svagere hos en anden, eftersom ånden eller kødet får overhånd.

 

Men midt i denne kamp trøster Paulus dem, der kæmper denne kamp, for at kødet ikke skal bringe fordømmelse over dem. Så viser Paulus os, at Kristus har givet os Helligånden, som gør os åndelige, så kødet i os holdes i ave og forvisser os om, at vi er Guds børn, hvor stærkt end synden raser i os, så længe vi følger ånden og søger at komme synden til livs.

 

Og Paulus lærer os, at intet er så godt til at undertrykke kødet som kors og lidelse, og han trøster os i lidelsen med, at ånden, kærligheden og alle skabninger kommer os til hjælp, idet ånden i os sukker, og hele skabningen længes efter, at vi skal udfries fra kødet og synden. Og så realistisk er Paulus, at han i sit brev viser, at troens eneste gerning er at dræbe det gamle menneske og undertvinge kødet.  

Og midt i denne kamp mærker vi, ved Guds gode vilje, at Helligånden gør en til et andet menneske, så man i alle ting elsker Gud og holder, hvad Gud har foreskrevet. Ånden skriver sin lov ind i sindet, gør det levende og gør det i stand til at udholde og bære alt. Guds Ånd kommer med tunger af ild i hjerne og hjerte, så vi tændes i brand for troen, så vi af hjertet får lyst til det, som Gud vil, det, som Jesus lærer os.

 

Helligånden giver også et modigt sind, så vi prædiker frit om Kristus. Prædike både om at ingen kan frelses ved at holde loven, for det kan vi kun ufuldkomment. Og prædike om, at Gud har sendt sin Søn, som skulle bringe os frelsen. Men det er ikke en selvfølge, at jeg tror på det. Guds Ånd trykker dette budskab ind i hjertet, så det bliver hængende der. Kristus har udrettet alt, været, som han talte, har sejret over døden, for at du skal være herre over alle ting vd ham. Og Helligånden virker i et menneske, så dets hjerte bliver fuldt af glæde i Gud og siger: Åh, Far i himlen, du har været så overmåde barmhjertig, at du har givet din Søn i døden for mig, det er en usigelig stor kærlighed, du taler om til mig. Da siger dit hjerte ikke: Ak, han vil nedstøde mig til helvede, da frygter det ikke Guds forfærdelige vrede, at han slå os ned, men da erkender det ham som sin kærlige, trofaste Gud og Fader; da vil man gerne for Guds skyld lide alt og tjene sine medmennesker med alt, hvad man er i stand til.  

Det er Helligåndens egentlige gerning at vise mig, at mine gerninger intet er værd, men at Kristi blod har erhvervet mig livet. Da mister loven, selv Guds lov, sin betydning for dig; for det, som loven siger, har du nu i hjertet. Men Helligåndens gerning er i gang i hele mit liv og fuldendes først, når jeg bæres til graven, så jeg må bede: Før så mig arme synder hjem til din retfærdighed.

 

Det er Helligåndens gerning at fylde disciplenes hjerter med glæde, men denne gerning er endnu ikke bragt til afslutning. I vil således ikke finde nogen kristen, som bestandig glæder sig og aldrig er bedrøvet, som om han aldrig nogensinde behøvede at frygte døden. Nej, det må være så underligt blandet for en kristen; han må atter og atter føle døden, farerne, synden, angsten og meget andet. Men i andre, som adlyder synden, udretter Ånden ikke sin gerning, for de bliver sig det ikke bevidst, at de er gerrige og har mange andre synder.  

En oprigtig kristen er kød og blod som alle andre mennesker. Men han eller hun strider mod sine synder, medens andre ikke tager sig dem nær. Med den kristne er Ånden; det ser man derpå, at han gerne vil leve sit liv anderledes, og det er netop Helligåndens gerning. Disse klager og suk må ikke høre op, for den kristne vil gerne befries fra sine synder. Derfor taler Paulus om uudsigelige sukke.

 

Sådan modtog apostlene Helligånden, da de var stedt i største bedrøvelse.  

Men Helligånden gør os ikke fuldstændig rene og glade. Sådan forholder det sig ikke. Dog, når dette ord om Helligånden kommer ind i oprigtige menneskers hjerter, da gør det dem stadig mere oprigtige.

 

Jesu Kristi ord i dagens evangelium vil med rette gøre os bedrøvede, ængstede og nedbøjede, fordi vi ikke lever, som vi bør. Men når det bliver sådan fat med os, netop da kommer Helligånden til os.  

Vi må først erfare fortvivlelsen, ellers følger trøsten ikke. Så trøster Gud Helligånd de bange hjerter.

 

Havde apostlene ikke være i angst, da havde Kristus ikke trøstet dem, som han gjorde.

Er Gud ligeglad med dig og mig? Prædiken 16. juni 2013 i Onsbjerg kirke

Forestil jer, at Gud var ligeglad med dig og mig.

 

Men er det ikke den følelse, der kan overvælde os, at Gud er ligeglad?

 

Eller at når jeg føler mig knust, så er Gud der ikke, så det er også lige meget.

 

Dagens ord fortæller, at Gud kæmper for dig og mig!

 

Han kæmper for at komme til at bo hos mennesker.

 

De 99 retfærdige kan han for en stund lade ude af betragtning.

 

Nej, det er ham eller hende, som er nr. 100, men som er blevet væk for Gud og mennesker.

 

Er gået tabt, er fortabt.

 

Men hvis du nu er nr. 100 får, som Gud vil kæmpe for at redde og bringe frelsen, vil hjælpe til at omvende dig og tro på Jesus som din Frelser og Herre, hvis du nu er dette får, hvad hjælper så Guds kamp for dig, hvis du siger: Jo, jeg er ikke tilfreds med mit liv, det er ikke gået, som jeg havde håbet, men fortabt, det føler jeg mig ikke, og omvendelse vil jeg ikke høre om. Det er et forbandet ord, som burde ryddes ud af bibelen.

 

Ja, men så er du nok i virkeligheden et får af en helt anden type, et får, som lukker af for Gud.

 

Måtte Gud alligevel lykkes med at komme ind til dig, så du smeltes af hans kærlighed til dig.

 

Hvis du og jeg ikke skal frelses fra noget, er der i virkeligheden ikke noget at tale om i dag, der er ikke noget evangelium, ikke nogen Frelser.

 

Hvis livet bare er, og er godt nok, som det er, så er der ikke brug for Jesus og Gud og evangeliet og syndernes forladelse og frelse.

 

Hvis du og jeg fortabte får begynder med at benægte, at vi er fortabte, og hårdnakket holder fast i det, så er vi i sandhed på vej til den evige fortabelse.

 

Og så er det ligegyldigt, når jeg siger, at Gud kæmper for dig og mig.

 

Vi kan sige, at meget i tiden vil sige: Ja, jeg vil gerne frelses, men i virkeligheden tror jeg ikke på noget med Gud og frelse, men fortabelse vil jeg ikke høre tale om. Men hvis der ikke er fortabelse, så er der heller ikke frelse.

 

Eller også føler mane sig så fortabte, at de ikke kan holde ud at høre om fortabelse.

 

Men det er godt for os, at Jesus taler sandheden, at han taler op imod det uudholdelige: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” (Johannes-evangeliet kap. 3 vers 16 – kendt som ’den lille bibel’).

 

Så meget kostede kampen Gud og hans Søn Jesus for at redde os.

 

Hvis ikke vores synd og vantro var så forfærdelig i Guds øjne, så havde Jesus ikke behøvet lade sig korsfæste i vores sted.

 

Men nu gjorde han det, ofrede sig selv for dig og mig og verden for at frelse os fortabte får, redde os fra den evige død uden Gud.

Og nu kommer han ved sin Ånd til os, når vi beder i hans navn og redder os i dette øjeblik. Når vi hører de gode ord.

 

Kampen, han kæmpede, var også en kamp MOD Djævelen, som går omkring og prøver at få os ned med nakken, prøver at sluge os som ulven sluger et får.

 

Sådan kæmpede Jesus mod Satan, at mennesker blev sat fri af alt muligt, sat i frihed, så de kunne leve videre som Jesu efterfølgere. Frie i forhold til andre menneskers fordomme, frie til uafhængigt af dem at tage sig en god sag for.

 

Jesus vil nemlig bryde de bånd, som Djævelen så gerne binder, også ved at vi ikke tror, der findes sådanne bånd. Det bedste trick, Djævelen ved, er at vi tror han ikke findes.

 

Men er han til, så er der også en kamp for at kæmpe: Stå ham imod, faste i troen, siger Peter i sit brev.

 

Tag imod lidelserne som prøvelser, Gud tillader sker, og lad jer bære af Jesus som et får af hyrden gennem alle trængsler.

 

Så vil der ske det, det vil enhver erfare, at så vil Gud selv udruste, støtte, styrke, grundfæste os dag for dag, selvom vi må vakle mange, mange gange.

 

Men det er også godt nok, for så erindres vi om, at vi kun frelses ved Guds hjælp for Jesu skyld.

 

Så bliver vi ikke selvoptaget, men Jesus-centreret.

 

Men hvis du og jeg alligevel lige vil åbne sindet et øjeblik for ordet, så hør, hvad Gud vil kæmpe for:

 

at han, den hellige, vil bo hos den, hvis hjerte er knust.

 

Er dit hjerte knust, så kom til ham, Frelseren, som kan oplive dig, trøste dig, helbrede dig.

 

Det er klart, at Gud er vred på det, som ødelægger os, og på os, når vi glider væk fra ham og vælger at lukke af for ham,

følger lige den vej, vi hver især har trang til.

 

Har du i dit liv oplevet, at den vej, du gik, førte ikke til noget godt, men førte til destruktion og ødelæggelse? Så vend dit sind i dette øjeblik til ham, som kan og vil helbrede dig, forbinde dine sår, tilgive dig, når du blot kommer til ham.

 

Når du hører ordene i evangeliet, så hør dem som Guds måde at kaste en redningskrans ud til dig og mig.

 

Og så prøv at leve dig ind i det fortabte fårs situation.

 

Det er kørt fast, det kan hverken komme frem eller tilbage. Det befinder sig måske på en klippehylde, og hvis det flytter på sig, dratter det i dybet og omkommer. Derfor er det kørt fast. Sådan har du det måske nu.

 

Prøv at se det som Guds godhed, at han kommer til dig og mig fortabte får. Vi kan ikke komme til ham, men han kommer til os.

 

Og medens han kommer ud for at finde os, forbereder han vores sind på en ændring.

 

Til forskel fra fårene så kan vi omvende os. Vi kan gå fortabt, og vi kan frelses. Så frygteligt er menneskelivet.

 

Har du det sådan, at du er kørt fast i dit liv, så tag mod til dig og vend dit sind til Jesus: Sig i dit hjerte: Kom og hjælp mig!

 

Så hjælper han dig. Så kommer han.

 

”Jeg bor i det høje og hellige

og hos den, der er knust,

hvis ånd er nedbøjet”, siger Gud.

 

Og så opliver han dig - han er Hjertestarteren. Og samler dit hjerte af stumperne. Det kan ske ikke bare hver dag, men mange gange om dagen. Hver gang du igen overvældes af nedbøjethed, af tanker om det, som føles tomt.

 

Men den nedbøjethed, som vi oplever, er ikke bare noget, der kommer udefra. Nej, vi er en del af den nedbøjethed. Den forstærkes af, at vi vælger veje, som Gud ikke vil.

 

Derfor råber Jesus fra starten af:

Omvend jer og tro på evangeliet!

 

Måske skal du gøre op med noget bestemt i dit liv, som ikke er Guds vilje, noget som gør dig nedbøjet.

 

Hvordan gør du og jeg det?

 

Ja, her hjælper det at tænke på fåret, som hyrden finder. Han lægger det om sine skuldre og går hjem med det glad og glæder sig så med sine venner og naboer. For det som var tabt, er blevet fundet. Som en mønt, der bliver fundet.

 

Se det for dig: lad dig bære af Jesus. Du skal ikke anstrenge dig, men netop lade dig bære gennem livet, modtage hans kærlighed og tilgivelse.

 

Og så gå glad ud til en ny dag med nye udfordringer og nye nederlag. For vi er mennesker.

 

Men hvis nu du og jeg siger: når jeg nu tror på Jesus, så behøver jeg ikke lave noget om i mit liv, jeg bliver jo båret af ham, som fåret af hyrden, så lyt til hele evangeliet, hvordan Jesus gang på gang befaler folk at gøre op med deres fortids dårligdomme.

 

Kvinden grebet i hor får Jesu uendelige mildhed og tilgivelse, men også ordet med på vejen: Gå bort, synd fra nu af ikke mere!

 

Det ord gælder os alle sammen.

 

Og fordi vi synder igen og igen, hver på vores måder, så har vi brug for daglig at vende vores sind mod Gud og Jesus, omvender os, bede om tilgivelse, bede ham sende os ud med frimodighed.

Martin Luther om det tabte får i Lukasevangeliet 15,1-10 (3. søndag efter trinitatis)

Martin Luther lader i sin prædiken til i dag Jesus sige: Fordi I hører mit ord og tror på mig, vil jeg tage jer på mine skuldre og bære jer ind i kirken, ja ind i himmeriges rige. 

Jeg har gjort fyldest for jer, derfor skal I have en nådig Gud og Fader i Himmelen.

 


Alle arme syndere, som gerne hører Guds ord og regner Kristus som sin hyrde, Frelser og Konge, skal forstå dette godt. Da kan de deraf hente trøst og glæde mod samvittig-hedens frygt og fortvivlelse over synden.

 

For vor Herre Jesus Kristus kalder sig selv en god og trofast hyrde, og det er han også.

 

Han har givet sit liv for sådanne synderes skyld, for at han kan bære og føre dem med glæde ind i himmerigets rige og det evige liv.

 

Deraf skal vi lære, at vi ikke må betragte vor Herre Kristus som en tyran eller vred dommer, som står bag os med hævnens sværd.

 

Vi skal i stedet se på ham med samme øjne som et får, der ser på sin hyrde.

 

Så snart fåret ser sin hyrde, bliver det glad, som om det allerede er blevet hjulpet, det løber hyrden i møde.

 

Skal vi begynde at få tillid, og skal vi blive trøstet og styrket, da må vi også lære vor hyrdes stemme at kende. Vi må lade alle andre stemmer, som kan forvirre os, fare. Og bare høre og fatte det, vi hører idag.

 

At Kristus så mildt og trøstefuldt holder fåret og hyrden frem som billede på vores forhold til ham.

 

Så kan vi med fuld tillid sige: Min Herre Jesus Kristus er den eneste hyrde, og jeg er desværre det tabte får, som er faret vild.

Jeg er ængstelig og vil gerne være en god troende og have en nådig Gud og fred i samvittigheden.

 

Nu hører jeg, at han er lige så bekymret for mig, som jeg er for ham. Jeg frygter for, at jeg ikke kan komme til ham og bliver hjulpet. Men han er også bekymret og ønsker bare at føre mig tilbage til ham.

 

”Hvis vi bare kunne trykke hans hjerte ind i vore hjerter, og tro at han har så stor lyst, sorg og længsel efter os, så frygter vi ikke for ham, men løber til ham med glæde, og hos ham vil vi