Påskesalme ud fra Tolkiens Ringenes Herre

Melodi: Hil dig, frelser og forsoner.

1. Hvorfor gik du ind i døden,

du, hvis navn er Morgenrøden?

Hvorfor blev du ikke gammel,

når vor jord for dig er skammel,

du vor Herre og vor Gud!

2. Herskerringen har bedraget,

magtbegær har sjælen taget,

gråden fylder hele hjertet:

hvorfor har jeg ofte smertet

mennesker, jeg holder af?

3. Hvorfor har jeg smadret andre?

Mig, kun mig er der at klandre.

Magtbegær og kulde fylder

hele hjertet, og jeg skylder

tårnhøjt meget her og der.

4. Hvorfor vil jeg i det høje,

fængslet af det Onde Øje,

i mit tårn forblive ene,

når min magt er bare stene,

kold og rå og ånds-forladt?

5. Saruman holdt stand i tårnet,

tit jeg ligner ham på kornet,

jeg mig over andre hæver

tror, jeg over alle svæver,

tror mig ren og uden skyld.

6. Altid hadfyldt, ubesluttet,

også selvisk indesluttet.

Ak, mig selv jeg også hader

derfor beder jeg dig, Fader,

få mig ned med kærlighed!

7. Théoden var ganske skindød,

der var intet liv i hans kød,

dyr på alle fire blev han

ganske snart, hvis ikke tre mand

kom og løste trolddoms magt.

8. Slangetunge langsomt ledte

kongen bort fra det, som skete,

så det endte med, han tænkte,

bedst det var, han landet skænkte

til en ond og fremmed magt.

9. Sønnen lå i sin dødshvile,

såret af en orkmands pile,

trofast tjener blev fordrevet,

skønt han altid havde levet

for sin konges ve og vel.

10. Sådan fristelserne stjæler

hjerter, derfor mismod dvæler,

hvad skal der da til at hindre

inderst i en skabnings indre

sammenbrud og dødsstivhed?

11. Ih, hvor har vi brug for modet,

fjern det onde, som i blodet,

har forgiftet hele sindet,

gjort, at liv kun er i skindet,

alting ses med fejgheds ånd.

12. Hæv som Gandalf tryllestaven,

kæmp med mig, som er så gnaven,

for alt sandt og skønt og kærligt

af mig regnes for uværdigt,

bryd den Ondes hærværks-værk.

13. Gondors marsk var helt forskruet,

af en rædsel underkuet,

ingen kunne ham helbrede,

han til døden kun var rede,

døden uden håb og tro.

14. Uden kald han vil nu brændes,

vil, at ilden skal antændes,

så hans søn og han omkommer,

bringer håbløshedens sommer

til et folk i krigens greb.

15. Gondor, menneskenes rige,

blev først frit, da elvers lige,

Aragorn, den gamle-unge,

kom tilbage som en konge,

som med hænder læged’ sår.

16. Sådan kom du og helbredte

sårene på os nødstedte,

Søn af Gud og af en kvinde,

bare det lå dig på sinde:

læge legem, sjæl og ånd.

17. Giv mig menneske din styrke,

bring mig ud af gravens mørke,

hen til hulen, hvor du døde

lå til det blev morgenrøde,

væk mig dér til liv igen.

18. Husene, hvor du helbreder,

duft af englefred udspreder,

læg mig dér med ro og hvile,

så du får mig til at smile,

drømme sødt om fremtidshåb.

19. Jesus Kristus, du er manden,

som, da du stod helt på randen,

gerne kasted’ dig og ringen,

ned i ild for at utingen

kunne blive gjort ugjort.

20. Mester, salvet til at være

den, som alting skulle bære,

du har gjort, hvad ingen anden

kunne: gjort det af med Fanden,

al hans magt tilintetgjort.

21. Stærkere er du end Stærke,

men dog kan jeg ofte mærke,

mig som bytte Fjenden jager,

derfor ham jeg kort forsager:
   Jeg er Jesu Kristi får.

22. Tak fordi du tegner mærket

på min pande, så forstærket

jeg kan mærke, at jeg hører

til hos dig, som venligt rører

mig med hænders lægedom.

23. Tak, at du har slukket vreden,

soned det, som gav ufreden,

vores skyld mod Gud og verden,

som os præger i al færden,

du betalte al vor gæld.

24. Tak, vor broder, at du lukker

op vort hjerte, så det sukker,

giv os altid sindets anger,

så vi ikke ALT forlanger,

men bli’r født ved dig på ny!

                      Johannes Glenthøj, 2 004.   

Dybt i vort ler er det, underet sker. Trinitatis søndag

Salme til trinitatis søndag.

Melodi: Du, som går ud fra den levende Gud.

1. Dybt i vort ler er det, underet sker:

Gud fjerner hjertet af stene.

Kærlighed blød, giv os hjerter af kød,

gør dig til Herre alene.

Samtidig giv os et mod af stål

til at forkynde på moders mål!

2. Dig være pris, som bortsmelter vor is,

så der blir sommer herinde!

Giv os den tro, at om vi kun er to,

er du hos os mer end minde.

Lad os som fugle i busk og krat

synge i tro på dig, hjertets skat!

3. Du som i krat lod din lue få fat,

tænd mig med ilden fra Ånden!

Tak, at jeg stand ikke længere kan

holde mod dig efterhånden!

Giv mig igen og igen dit ord,

vær mig som søster og bror og mor!

4. Himmel og jord, hver i dig lige stor,

er hos dig netop fortættet!

Prøvet fuldtud er som menneske Gud,

det, som om dig er forjættet!

Fuldtud tilfreds var din Far med dig,

da du som spæd på din moder skreg,

5. fuldtud tilfreds, da til nydøbtes kreds

du steg af vandet i floden.

Da du steg ned til dødsrigets udsted,

nedtrådte Død du med foden.

Derfor har Faderen ophøjet højt

dig, som en solsort på tag med fløjt.

6. Penge på hånd er din hellige Ånd,

givet som pant på Guds rige!

Det er som om, Gud til mennesker kom

som den, der vil dem berige!

Hvilket vidunderlig omvendt greb

at gi’ til os, som har efterslæb!

7. Det er som om, der bestikkelse kom

fra Gud til dem, som Han døbte;

Han har dermed lukket kæbernes led,

det er, som om Han os ”købte”!

Kæreste Far, dig vi takker nu,

at du har været og er så snu!

8. Karmindompappen med rød farve skrap,

blæses til øst-vendte kyster,

blæs, Helligånd, også os, dog i bånd

lige hvorhen, hvor du lyster,

li’ meget hvor, bare dit behag

hviler på mig både nat og dag!