Prædiken juleaften 2022

Holdt i Onsbjerg og Nordby kirker


Prøv, I børn (om I er små eller teenagere eller voksne børn!), at spørge jeres fædre eller mødre, om jeres fødsel. Hvor og hvordan? Skete jeres fødsel i en bil på vej til sygehuset, hjemme, på sygehus, hos venner, derhjemme på gulvet? Og hvem var ellers til stede? Og hvordan gik fødslen?

 

Men så kan vi vende det hele om og spørge jer børn, om hvornår og hvordan jeres forældres fødsel fandt sted? Har de nogensinde fortalt jer det? Nej, sikkert langt fra alle har fortalt om deres egen fødsel, for det vil jo kræve, at ens forældre igen, altså jer børns bedsteforældre, har fortalt det til jeres forældre. Hvis I stadig er med!

 

Vi kan for resten spørge, om vi er særlig interesseret i, hvordan og hvornår nogle berømte mennesker er født. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg aldrig nogensinde hørt, hvordan og hvor Ingemann blev født. Ingemann, der har skrevet flere julesalmer, som vi synger juleaften. Eller Grundtvig, hvis julesalme Det kimer nu vi sang ved begyndelsen. Vi sang et vers af H.C. Andersen. Hvad med ham? Ja, hans far hed Hans Andersen og hans mor hed Anne Marie Andersdatter. Som så ofte dengang med stor børnedødelighed blev han døbt umiddelbart efter fødslen. Kl. 2 om natten.

 

En dåbsattest kom først til mange år senere, hvoraf det fremgår, at han blev født i Hjørnehuset, Hans Jensens Stræde 43 i Odense. Det stod i en randbemærkning i kirkebogen. Men H.C. Andersen benægtede det og sagde, at han ikke var født i sådan en rønne. Senere kom de hen i en lejlighed med 1 værelse og 1 køkken, hvor 12 personer boede, inden de fik bedre plads. I øvrigt havde hans mor allerede en datter fra tidligere, og parret blev gift to måneder, inden drengen blev født. Hjørnehuset er der, hvor museet for H.C. Andersen er i dag.

 

Hvornår bliver det egentlig interessant, hvor et menneske er født? Ja, det giver sig selv for H.C. Andersen. Da han var blevet den berømte eventyrforfatter, så blev hans fødested eller i al fald hans fødeby noget, alle ved. Odense. Men hvad med alle os andre?

 

Jeg for min del vil sige, at jeg har levet hele mit liv med historien om min bror. Dengang vidste ingen jo på forhånd, om det blev en dreng eller pige. Da han så var født, stod der en stråle op i luften, fortalte vores far. Det var en dreng, der var født. Det er alt, hvad jeg ved om min brors fødsel. Men det er nok. Den er god nok. Han blev født. Om ikke andet ved jeg og mine søskende det, for vi har været hans bror og søstre lige frem til hans død sidste år.

 

Og netop de sidste uger op til hans død af en uafvendelig sygdom mindedes vi sammen med ham en anden ting fra hans barndom, nemlig det vers, mor sang for ham gennem de små barneår. Jeg husker det meget klart, for jeg lå jo i sengen ved siden af og ventede på, at mor efter Erik kom hen til mig for at synge MIT vers med mig. Hans vers var: O, Jesus, du min glæde, du dine vinger brede og sænke om mig ned! Vil slangen mig omslynge, så lad din engel synge: Det barn er gemt i Herrens fred! Og der er han nu gemt. Og der er vi gemt.

 

Ja, nu springer jeg så til Jesus. Det var først da han var blevet berømt, at nogen tænkte på at spørge, hvor han var født og hvordan det hele var gået til. For det Jesus er berømt for, er at han faktisk lever evigt efter at han har været død, virkelig stendød, og så ved Gud Faders kraft er opstået fra de døde. At Jesus havde gjort undere, havde ikke fået nogen til at spekulere særlig grundigt over, hvor han var født og hvordan det var gået til. Der var dog tegn på, at man ville til at få noget besked om hans fødsel.

 

I skal forestille jer, at apostlene gik rundt i Israel og senere hele Romerriget og sagde: Jesus er opstået fra de døde. Han er Guds Søn, Han er frelseren. Tro på ham. Så en dag ville man egentlig gerne høre om hans fødsel. Jo, jo, enhver vidste, at Maria var hans mor, for hun fulgte med ham til det sidste og blev en af hans mest trofaste disciple.

 

Så tager Lukas og Matthæus fat og undersøger sagen nærmere. For det første vidste de godt, hvad Jesu mor og far hed. Maria og Josef. Deres navne var helt almindelige navne i det århundrede. Næsten hver 5. kvinde hed Maria og hver 5 mand Josef!

 

Lukas interviewer ligefrem dem, der kunne vide besked om Jesu fødsel, først og fremmest kredsen omkring Jesu mor Maria. Jeg er overbevist om, at det er Maria, der den der har fortalt det meste af det, vi i dag ved om Jesu fødsel. Der står jo også, at hun gemte det, hyrderne havde fortalt, i sit hjerte og tænkte ofte senere på det, der var sket den nat.

 

Hendes særlig salme er ligefrem med i evangeliet, den hun synger og profetisk ser for sig, hvad hendes barn kommer til at betyde. Den, hvor hun bl.a. synger: Herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting imod mig. Alle slægter. Også os, der nu lever i dag. Det forudså denne fantastiske kvinde, Maria.

 

Faktisk har kirken indrettet årets løb i kirken sådan, at vi både har en fest for hans undfangelse og en for hans fødsel. Ved I for resten sådan cirka datoen for Jesu undfangelse?

 

Ja, det er sådan noget man kan regne ud, cirka, med mindre barnet er blevet født for tidligt, men det ved vi ikke noget om, at Jesus skulle være. Så i hvilken måned fejrer vi mon så Jesu undfangelse? Ja, det rigtigt. I marts.

 

Tænk, vi fejrer hans undfangelse. For Jesus er et virkeligt menneske i kød og blod, men gennem hans død og opstandelse er han gået over i en anden værensform, hvor vi for det meste ikke ser ham direkte, men mest mærker ham gennem den varme, han giver os, når vi beder og den trøst, vi får, når vi hører, at han er vores ven og forstår, at han er virkelig til, selvom han er usynlig for os.

 

Han er ingen julenisse, der tages frem til jul og det er så det. Han er heller ikke en himmelnisse, som nogle mennesker har for vane at håne os kristne for at tro, han er. Nej, han er et menneske, han fødtes, han er det barn, der er født os, som profeten Esajas fortalte. Det barn, som profeten gav fem vidunderlige navne – hvor fik han det dog fra: Underfuld – Rådgiver – Vældig Gud – Evigheds Fader – Freds Fyrste.

 

Underfuld, fordi han løser vore mærkelige, og besværlige problemer på den måde, som overgår vor forstand.

 

Rådgiver, for vi har behov for de bedste råd til at komme igennem svære og umulige situationer i vores liv.

 

Vældig Gud – vi har behov for en Gud, der har magt til at gennem sin underfulde hjælp og rådgivning.

 

Evigheds Fader – vi har behov for en far, som er fælles for os alle, en evig Far, uanset om vi er vokset op uden en far på et børnehjem, eller om vi er vokset op med den far, vi nu engang hver for sig har haft. Og her er det den kommende konge, Jesus, der kaldes en evig far. Jeg har lagt mærke til, at arabiske kristne godt kan kalde Jesus for far. Nu ved jeg hvorfor – det er jo navnet hos Esajas! Eller som Casper Christensen for sin del ville sige: storebror.

 

Og vi har behov for en fredsfyrste. Som hjælper os syge, sårede, ja, os som ind imellem er næsten ved at gå i forrådnelse i vores liv. Han kommer med sundhed, helbredelse og heling af vore relationer.

egen tekst.

At være et æsel - første søndag i advent

27. november 2022 kl. 10.00 i Tranebjerg kirke og kl. 19 i Nordby bibliotek

74 Vær velkommen, Herrens år.

78 Blomstre som en rosengård.

84 Gør døren høj, gør porten vid. 

Prædiken

86 Hvorledes skal jeg møde.

altergang afsluttet med

192 vers 7 Du, som har dig selv mig givet

80 Tak og ære være Gud.

Løft jer, I ældgamle døre. Sådan lød opfordringen i Davids Salme, vi hørte læst. 

Eller: Luk de ældgamle døre vidt op, gør plads i byens indgangsport.

Ja, det hedder ligefrem: Løft jeres hoveder, I porte. Hvad vil det sige: På engelsk: Lad jeres porte være løftet op.

Portene skal løfte sig højere op, ud over det sædvanlige. Der skal virkelig være god plads i højden for at ærens konge kan komme ind. Det betyder for alvor: Gør plads! Som vi synger: Gør døren høj, gør porten vid”.

Vi skal lukke op for det nye, Jesus kommer med, så vores trummerum bliver til en vandring med ham som vores konge.

Det er muligt, at netop disse ord blev læst op på helligdagen ved templet i Jerusalem. Således også den helligdag, da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, red helt op til templet og revsede de religiøse myndigheder for at gøre tempelområdet til et handelsområde i stedet for et bedehus.

Løft jeres hoveder, I porte. Også vi har porte i vores indre, som vi må løfte, som en port ind til vores indre borg. Gennem Gammel Testamente bliver det mere og mere klart, at templet, det er os. Vi er Guds tempel. Vel at mærke som et fællesskab af os alle. Med hver af os som en slags åndelige sten i templet, levende sten kan vi sige.

Vi skal løfte vore indre porte, så ærens konge kan komme ind. Vi skal selv åbne den dør. ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.”

Det er ærens konge, der drager ind. Ærens konge, hvad skal det betyde? På hvad måde er han ærens konge? Det forstår Matthæusevangelisten, når han citerer fra profeten Zakarias, der siger:

”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.”

Selvfølgelig var moderæslet med, selvom det var føllet Jesus ville sætte sig op på. Det er det meste naturlige, som man kan forestille sig. Disciplene lagde klæder ud over begge dyr, men Jesus satte sig op på føllet.

Ærens konge er en sagtmodig konge, der faktisk opfylder profeternes løfter. Og Jesus, ærens konge, talte med trøst til dem, der er sagtmodige og fattige i ånden. Dem, som ikke kunne forvente noget ud fra sig selv, men alene ventede hjælp fra Gud.

De hører nu, at Jesus selv er fattig og sagtmodig.

Og derfor red han ind på et æsel. Det egentlige kongelige dyr for Jesus.

Alt hvad disciplene skulle gøre var at komme med det æsel og dets føl, som Jesus oven i købet nøjagtigt forklarede, hvor de skulle finde 

De fik også at vide, hvad de skulle sige, hvis nogen spurgt om noget, hvad det skulle til for. At Herren havde brug for det og vil straks sende det tilbage.

Jesus låner et æsel på den store dag, hvor han skal ride ind i Jerusalem.

Han låner af en fremmed, som ingen aner hvem var.

Han har også brug for at låne os. Vi skal lade os låne af ham.

Tænk, hvis nogen havde stoppet disciplene og holdt fast i æslet. Intet indtog og slet ikke på et æsel.

Tænk hvis vi siger nej til at lade os udlåne til Herren. Så er der meget, der ikke bliver til noget. Meget i Guds rige. Meget. Ufattelig meget.

Måske har vi spildt lange tider af vores liv, hvor vi har nægtet at lade os udlåne til Jesus til det, han havde brug for os til.

Nu er det atter en mulighed at bryde op og lade os udlåne af ham. At lade ham gøre brug af os.’

Vores liv går med så ofte have brug for noget fra andre. Først og fremmest har vi brug for deres kærlighed til os for at holde livet ud.

Sådan har Jesus brug for vores kærlighed. Og når vi lader os udlåne til ham, så skaber han mirakuløst kærlighed i os til ham. Det følger med udlånet. En utrolig proces tager fat, tager over med os.

Herren Jesus har brug for dig og mig. Han har brug for at vi står op af søvne, at vi lever sømmeligt, som det hører sig dagen til, ikke i svir og druk, ikke løsagtigt og udsvævende, ikke i kiv og misundelse, men han har brug for noget mærkeligt.

Vi skal som æslet have en kappe smidt over os. Og den kappe skal Jesus sidde på.

Men selvom disciplene smed kapper over både moderæsel og føl, så var det føllet, Jesus satte sig op på. Han satte sig ikke op på et trækdyr for at fortsætte rutinen dag ud og dag ind, hvor alt var skemalagt og blev ved med at være, som det altid havde været.

Nej, han satte sig på et føl, der nu for første gang havde en person siddende på sig.

For nu begynder noget nyt, ny vin på nye lædersække.

Kapperne er gamle, men føllet er nyt. Kapperne – det er vores gamle jeg, der har en tendens til bare at blive ved med at være i en samme trummerum og holde fast på alt, som det er, uanset om det burde skiftes ud med noget helt nyt. Og føllet er nyt og ungt og ubrugt – det markerer den nye begyndelse. At vi skal lade os sige som et umodent føl af Jesus. Lade os bruge af ham. Som føllet faktisk gjorde. Og huske, at æsler er selvstændige og meget intelligente og kan sige til og fra.

Ikke stædigt, men selvstændigt. I virkeligheden er det os, der kan være stædige på en dum måde. Hovmodige. Ja, skryde, som om vi var æsler. Når æslerne bare skryder, fordi Gud har givet dem lyd. Men os har Gud jo ikke givet den lyd at skryde, men at tale venligt, kærligt, også bestemt, som æslet er bestemt, med frihed til at sige til og fra.

Derfor også friheden til at lade Jesu nye rige af nåde og kærlighed drive os og lade gamle indgroede måder at opføre os på falde af os som gammelt udslidt tøj.

For vi skal iføre os noget nyt tøj. Vi skal, siger Paulus, iklæde os Jesus Kristus som sådan en kappe.

Han er vores kappe i frost og kulde, i storm og regn, i snefog og tåge, i al slags vejr i vores liv.

Kappe er han. Vi skjuler os i ham, i hans retfærdighed. Når vi lader os bruge af ham, så får vi mere end vi kan forstå: Guds retfærdighed gennem Jesu død for os og hans opstandelse til liv for os.

Kan sådan en dag i Jerusalem for 2000 år siden betyde alt det?

Vi kan tænke efter, hvad øjeblikke gennem vores liv og øjeblikke i vores folks historie og i verdens historie har betydet for os den dag i dag.

Behøver jeg at nævne Montgomery, der sejrede over tyskerne, så anden verdenskrig i nordvesteuropa var til ende med sejr og fred til følge?

På godt og ondt ved vi, at den efterfølgende Marshall-hjælp betød et kæmpe spring fremad for landbruget og landet.

Så dagen, da sejren skete, satte alt det andet i gang.

Sådan et øjeblik var Jesu indtog i Jerusalem på æselryg. Det satte alt andet i hans rige i gang.

Som Paulus siger det: Nu er frelsen os nærmere, end da vi blev troende. Vi er sat ind ved tro og dåb i en tidsalder, som ender med Guds synlige rige med en fest uden ende.

Og når det er sådan, så kan det ikke nytte, at vi vil holde fast i at leve som overløbere, der kæmper for fjenden. Nej, vi skal aflægge mørkets gerninger og tage lysets rustning på.

For kampen er ikke til ende. Kampen foregår i os selv og iblandt os. Lysets rustning. Hvad er det? De våben, som svarer til lyset. Sandhed, venlighed, besindighed, tro, håb, kærlighed. Det er lysets våben.

Så vi skal være i gang med opgaverne, være æsler, der lader sig låne af Herren selv.

Det er kirkens nytårsdag, første søndag i advent. En højtidsdag, hvor vi stadig har en fornemmelse af forventning om noget nyt. Noget af de gamles håb og forventning smitter alligevel af på os her midt i den mørke tid 

Der er én, der kommer til os, en barmhjertighedens konge med løftet om et nådens år. Et nådens år? Men kører alting ikke bare videre som før. Intet bliver anderledes – bortset fra at jeg har levet endnu et år og har et år mindre at leve i, når næste nytår kommer.

Og alligevel er det alvorligt ment, dette med nådens år. I hvert fald af Jesus, og måske også inderst inde i os selv. I virkeligheden bliver jeg aldrig den samme: når et år er gået, er der sket noget med mig. Jeg er kommet nærmere eller længere bort. Min tro er vokset eller aftaget.

Lad ikke kun ønske dette nye nådens år over vores liv, men bede om det. Jeg skal åbne mig for det. Jeg skal prøve at følge ham for ikke at gå glip af noget af det, han har at give.

Hvem og hvad er der med de 'små'?

Prædiken til 13. november 2022

Intro til prædikenen

 

Hvem er barnet, Jesus siger vi skal blive som? Hvem er dem, han kalder "disse små"? Måske dem, andre ikke vil eller i virkeligheden ikke gider at lege med. Dem, der ikke er i stand til at ligne flertallet. Dem, som er fremmede. Dem, som har forbrudt sig mod landets love. Dem, som... - digt selv videre. 

 

Vi får at vide, at det er ikke bare dødsensfarligt at ringeagte et menneske. Det var bedre, at vi fik en møllesten om halsen og blev sænket i havets dyb, end at vi bragte en af "disse små" til fald.

 

For det var for dem, Jesus blev menneske, for at frelse det fortabte.

 

Vi higer alle efter at blive set. Det er en farlig sag, hvis vi mennesker vælger ikke at ville se hinanden. At undgå den og den. Det er det af to grunde:

 

1) De små har engle, siger Jesus, som altid "ser min himmelske Faders ansigt". Englene ser dem og minder vor himmelske Far om dem. De ser de små.

 

2) Jesus er som hyrden, der kender hvert eneste får ved navn og udseende. Ikke bare ser han, at der er en der er fortabt, nej, han kender hver enkelt. Det er ikke som når dronningen skal have en større gruppe af mennesker i audiens. Så nedskriver hendes hoffolk navne og deres påklædning, så de kan gå direkte hen og ved navn hente vedkommende ind til dronningen. Sådan er det ikke med vor Herre Jesus. Han kender os virkelig på forhånd fuldt og helt. Han går efter dem, der er ved at gå fortabt.

 

Så denne søndagen  handler om, hvordan vi som fællesskab skal se hinanden. Hvor forkert det er, hvis vi vender ansigtet væk fra hinanden. Vi skal se hinanden, inkludere hinanden, lade hinanden vide, at vi inkluderer alle. Den inklusion betyder også, at vi må hjælpe hinanden indbyrdes, når en anden har det skidt. 

 

Der er nok at tænke over og gøre op med i vores indbyrdes adfærd. Vi kan jo begynde med at glædes over, at vi selv inkluderes, at vi ikke selv bliver lukket ude, og så lade de andre mærke, at vi ser hinanden.

 

Måske skal vi kalde denne søndag for "synets søndag".

 

*************

Guds rige vender vore værdier på hovedet

Virkelig storhed består ikke i at blive lovprist af andre, men i at være til tjeneste, især overfor dem, der ikke har nogen rettigheder.

Det, der skal kendetegne kristne, er det, der var kendetegnende for Jesus, nemlig ydmyghed. Hvis han kendetegnes ved ydmyghed, hvor mere så ikke os?

Barnet, som Jesus kalder til sig, kaldes stor af Jesus. Dette barn er kendetegnet ved ydmyghed. Så hvori består den sande ydmyghed? I at komme, når Jesus kalder på os og blive hos ham.

Ydmyghed og at være til anstød

Hvem er den største i Himmeriget?

Vi kan oversætte det: Hvem er den mest åndelige, mest fromme, mest rigtige i Guds øjne?

Disciplene er helt klart ærekære. Hvem er ikke det.

Så stiller Jesus et barn i midten. Hvad er det med det barn?

Det er noget med barnets måde at være til på og forholde sig. Barnet er ikke et forbillede ved sin uskyld eller sådan noget Barnet er heller ikke fremhævet ved at være ubevidst i forhold til mangt og meget.

Det eneste, der fremhæver barnet, er, at det ved, at det er lille.

Så hvad betyder det at vende om og blive som dette barn?

Det betyder ikke at gøre sig mindre, end man er. Barnet gør sig ikke mindre, end det er. Men det ved, hvor lille det faktisk er.

Så ydmyghed er intet andet end at vide, hvor små vi faktisk er i forhold til ’Gud.

Og samtidig bliver vi gennem ordet ’barn’ også mindet om, at vi har en Fader i himlen.

Så denne ydmyghed og dette at vi ved, hvor små vi er, fører til glæde og ligefrem salighed. En følelse af salighed.

Vi skal omvende os, hører vi. Det er ikke sagt til nogle, der står i det fjerne, men til disciplene selv, til os.

Andre steder taler Jesus om, at vi vinder livet ved at miste det. Det er det samme som at vide, hvor små vi er. Og Han siger også, at salige er det fattige i ånden. Det er det samme igen.

Nu kommer vi til det med at være årsag til andres fald, anstød. De små, som ikke må bringes til fald kaldes i ental ”en af disse små”. Der bruges på græsk ordet mikron, som vi kender fra ordet mikroskopisk og andre ord. Noget meget lille. Som børn. Det vil også sige: ubetydelige folk. Andre betragter dem som ubetydelige, men det gør Gud ikke. Han har helt andre briller på! Børn betyder noget. De betyder noget for Jesus. Andre ubetydelige folk kan være besøgende, fremmede, fattige, gamle, de mærkelige eller skæve. Er vi mere optaget af de rige end af de fattige og uvidende?

Og Jesus tilføjer noget til disse små – ”en af disse små SOM TROR PÅ MIG”. Troen har altid Jesus Kristus som genstand. Det forfærdelige er, når en af disse troende midt i menigheden bringes til fald. Jesus forudser, at der vil være mennesker, som ligesom bliver stødt ud i et mørke langt fra Gud. Fordi den Onde også sår sin sæd midt i Guds riges korn. Men Jesus råber ve over den, der er årsag til, at det sker.

Så derfor handler det om ikke at foragte disse små troende, som Jesus kalder dem.

Jesus definerer ikke, hvad han mener med disse små troende. Men vi kan godt tænke, at det handler om troende, som er forsvarsløse over for dem, der vil tage troen fra dem med forskellige metoder.

Så Jesus siger jo sådan, at der er en kamp, hvor vi må passe på, at vi ikke arbejder imod Jesus ved at underminerer troen hos menigheden.

Jesus understreger de små troendes betydning og værdi hos Gud. Han siger, at deres engle altid ser ”min himmelske Faders ansigt”.

Normalt var der dengang stor ærefrygt overfor engle, næsten tilbedelse af dem. Men Jesus vender det på hovedet: englene står på nåle for de små troende. Det er deres opgave.

Men til allersidst lærer Jesus noget om, hvem han selv er.

Han taler om en hyrde, der hellere forlader de 99 får for at gå ud og lede efter det får, der er blevet væk.

Måske tænker vi, at han ikke ved, hvem præcis han egentlig leder efter. Han kender hvert af sine får. De er ikke bare en gruppe, de er hver enkelt personligheder.

Han kender også os hver for sig personligt. Han kender os ved navn. Hvis vi gik ind i hans hus, ville vi finder skuffer fyldt med billeder af hver enkelt af os fra alle tider i vores liv.

Så sætter han også vores personlige engel til at passe på os:

Som i verset:

Sov sødt, barnlille,

Lig rolig og stille,

Så sødelig sov

Som fuglen i skov,

Som blomsterne blunde i senge.

Gud fader har sagt:

Stå, engle, på vagt,

Hvor mine de små er i senge!

Titanic, "Nærmere, Gud, til dig", Jakobs drøm med mere

23.40 – 20 minutter i 12 midnat 14. April 1912 ramte luksuslineren Titanic et isbjerg.

Skibet var på vej fra Southampton i England til New York City.

Man har fundet ud af, at det vist var nogle nitter i skrogets sammenføjning i midten, som var det svage punkt, da ulykken skete.

Der er historier fra overlevere. Som den om en mand, der var blevet separeret. Hustruen havde vundet forældremyndigheden over de to drenge – den yngste var tre år gammel, men havde tilladt drengene at besøge deres far i påskeferien. Faderen mente, at hans kones utroskab gjorde hende uegnet til at tage sig af deres fælles børn, så derfor tog han børnene med ombord Titanic for at begynde et nyt liv i Amerika.

Ombord på skibet kaldte han sig for enkemand og brugte andre navne om sig selv og børnene.

Da ulykken skete, fik han de to drenge ned i redningsbåden, men døde selv. Det var jo kvinder og børn først i redningsbådene. Faderens sidste ord til den yngste dreng på tre var – og vel til den lidt større dreng:

Mit barn, når din mor finder dig, som hun helt sikkert gør, så fortæl hende, at jeg elskede hende højt og stadig gør det. Fortæl hende, at jeg håbede, at hun ville følge efter os, så vi alle kunne leve lykkeligt sammen i fred og frihed i den nye verden.”

Drengene blev reddet i land.

En måned senere så moderen hjemme i Frankrig et billede af sine to drenge i en avis og blev forenet med dem.

Der er forskellige meninger, om salmen Nærmere, Gud, til dig, blev spillet og/eller sunget, mens skibet sank. Men vi ved, at orkesterets dirigent, som sammen med hele orkesteret omkom, havde ønsket denne salme til sin begravelse.

Vi hører om korsets vej for den enkelte, og lidt senere synger vi om stigen til Gud.

Og vi har hørt fortællingen om Jakob. Jakob er på flugt fra sin bror. Det er en rejse på omkring 750 km. fra det sydlige Israel til Karan. Sådan kan flugt være, flugten er reel nok, men samtidig er det også tid for Jakob til at finde sig en kone fra slægten, og der er jo netop slægtninge i Karan.

Sådan er livet – fuldt af hændelser, der hænger sammen og udgør vores liv. Lige pludselig sker der en ændring i vores liv, knyttet måske til noget helt andet.

Undervejs til Karan ser Jakob i drømme en stige fra jorden til himlen. Og med ét står Herren foran ham.

Og Jakob bliver alvorlig og indvier sit liv til at følge Gud.

Han stoler på, at Gud så nok også vil sørge for ham gennem livet.

Alt det er jo mere end nok til at leve og dø på.

For mig har fortællingen en personlig vinkel. Da jeg var i tovene i mit liv og da jeg var helt deprimeret og desperat og ikke så nogen fremtid for mit liv og min families liv, midt i det hele drømte jeg en nat, at jeg blev standset af et syn. I min drøm spærrede en skikkelse foran mig spærrede vejen frem ad den vej. Jeg kunne ikke se træk af et menneske, men ligesom en person, der ikke veg til side.

Jeg vågnede og fornemmede, at det var Gud, der var vred over, at mit liv var ved at gå helt i stykker.

Sammen med en anden drøm, der gentog sig et par gange i samme tidsrum, følte jeg, at Gud viste mig omsorg.

På den måde, han kunne vise mig den. Ikke gennem ord – dem kendte jeg alt for godt, jeg mener Bibelens ord.

Nej, han brugte drømme til at nå ind til mig i min nedtrykthed. Han brugte lyde, som den drøm, hvor det to gange med få dages mellemrum bankede så hårdt på, at jeg stod op og troede, min datter gik omkring og bankede på en dør. Men hun sov trygt.

De drømme blev for mig skelsættende. Jeg vendte tilbage til famlende at bede igen og komme i kirken.

Det var og har været en lang rejse. Den er ikke færdig. Men rejsen er kommet et sted hen, hvor jeg har lagt mit liv i Guds hånd, og så må det gå, som det ellers må.

Sådan har vi hver især vore oplevelser, som har formet vores liv. Og nok flere end som så har oplevet Guds indgreb på den ene eller anden måde. Eller bare fornemmelsen af, at Gud var der alligevel i være situationer. Netop der.

Det må have været fuldstændig fantastisk at være fisker omkring Galilæas Sø og så en dag møde Guds Søn. Og måske først efter Jesu død og opstandelse for alvor opfatte, hvem det var, man havde vandret sammen med.

Selve den, der forbinder jorden med himlen. Himlen står åben, der hvor Jesus er.

Himlen er derfor samtidig på jorden. I hvert øjeblik kan vi opleve glimt af himlen.

Vi tænker ikke så meget over det, at Jesus begynder med at møde og kalde fiskere. Men fiskere var for jøderne urene. For de skulle jo sortere urene fisk fra rene fisk. Og så blev man i jødernes øjne urene ved selve det arbejde.

Og så var der det erhverv, Jesus selv var vokset op med. Tømrerfaget. Tømrere var også regnet for urene. For godt nok byggede de alt muligt træ, men det var jo så også kister til begravelser. Dermed var deres erhverv også ligesom lidt tilsmudset. Endnu værre selvfølgelig, hvis en tømrer fabrikerede planker til romernes kors (tak til den, der gjorde mig opmærksom på det!).

Så vi kan tage det til os: Uanset hvad vi laver og hvad vi har gjort, om vi i vore egne øjne eller i andres øjne er urene, så modtager vi tilgivelse og en ny begyndelse af Jesus.

Det forstod Johannes Døberen, som kaldte Jesus for Guds Lam. Guds Lam, der renser enhver for uretfærdighed og tilgiver.

***

Og nu er vi samlet, som vi nu hver især er kommet gennem livet til denne dag. Og Jesus har ligesom samlet os til et fællesskab. Ikke et fællesskab af ens meninger om politik eller om klima eller om alt muligt andet.

Men et fællesskab, som Paulus kalder et legeme med os hver især som forskellige lemmer.

Og nu lykkes vi, når vi lykkes sammen. Hver enkelt af os betyder noget. Vores historie, vores person, det vi kan, det vi ikke kan. Begge dele er godt, for vi skal ikke være alt, men bidrage med det, vi kan, og så overlade det til andre at bidrage med deres.

Vi er på vej, og det fællesskab vi har netop i dag noget at huske, den dag, vi ikke er sammen mere.

Og Herren har jo lovet, at han ikke bare står på toppen af en stige, når vi er sammen i hans navn, men at han vil være – midt iblandt os. Det er en opmuntrende tanke. Amen.

Fællesskabet i bevægelse - prædiken søndag den 9. oktober 2022 til 17. søndag efter trinitatis, 2. række. Holdt dels i Tranebjerg kirke og dels i Nordby posthus og bibliotek

Generelt ud fra læsningerne.

Meningen med det vi hører, at vi lidt efter lidt, livet igennem, opbygges i troen. Og lader os bevæge af det, Jesus taler. For der er altid noget overraskende nyt på spil.

Også i dag.

Og Markus har arrangeret sit evangelium sådan, at menigheden fra meget tidligt læste stykker op af det, ligesom vi gør den dag i dag. Det er en skøn kontinuitet fra begyndelsen til os, der lever nu. Vi hænger sammen med apostlene, vi er i fællesskab med dem og vor Herre.

Det hele er ikke skruet sammen, som om det er en filosofisk lærebog. Men det er skruet sammen af noget, der skete og noget Jesus sagde i konkrete situationer, i synagogen, i templet, på torvet, hjemme hos sig selv eller hjemme hos Peter, på fisketur, på rejser rundt i landet og i udlandet, ved kæmpe friluftsmøder eller ved samtaler med enkeltpersoner eller helbredelse af enkelte i mængden.

Så vi tages med ind i den tummel, der var omkring Jesus. Der er ting, vi har sværere ved at følge, fordi vi ikke er jøder. F.eks. det med fasten. Men det viser sig alligevel gang på gang, at der er noget til os gemt også i det, der kan se svært forståeligt ud.

Altså: i dag har vi hørt om en, der kommer til tro, altså en der vælger at følge Jesus.

Så har vi hørt om, hvordan Jesus danner et fællesskab, der er åbent for alle. Absolut alle.

Og så kommer emnet faste, fordi det var almindeligt med det dengang. Men Jesu disciple faster ikke. Nej, ikke nu, men det kommer de til, når jeg ikke er synligt iblandt jer, siger Jesus.

Faste – det kan have med savn at gøre, længsel. Faste fra overfladisk underholdning uden pause. Faste fra at tænke på egne behov og lade andres behov og udfordringer betyde noget for en selv.

Og det fører over til, at alt, hvad Jesus er, er nyt. Så tingene er i forandring, i bevægelse.

Og så vender vi os til det, vi hørte fra apostlen Judas, ja, det var der en der hed, som ikke er den Judas, der forrådte Jesus.

Meget af det han siger, svarer utrolig godt til det, vi lige har talt om.

Han taler om:

Tro – Bøn – Kærlighed - Venten

Det er de fire ord, der får det hele til at hænge sammen.

Jesus kalder på tolderen Levi, og han følger Jesus. Det er tro, at følge efter Jesus. Med alle de spørgsmål, vi hver især kan have. Som en proces, hvor vi lærer nyt som Jesu disciple. Det er troen. Også troen forstået som det vi bekender i trosbekendelsen. Altså landkortet med vejen.

Så er der den personlige tilegnelse af det hele, af troen. Her er stikordet bøn i Helligånden (Judas). Bøn i Helligånden. Vi har gennem dåben modtaget frimodighed til at bede i Jesu navn og ligesom modtage hans hjælp og ro i hverdagen.

Kærlighed. Vi er i dåben blevet Guds elskede børn og kan derfor som sagt bede ved Helligånden og modtage vor himmelske Faders hjælp og trøst. Være inderligt forbundet med Gud vor Fader.

Nu handler det om at BLIVE i den kærlighed, vi har modtaget. At lade denne kærlighed være aktiv i os.

Og endelig: Vi venter. Vi har noget vi venter på: at vor Herre Jesus Kristus skal give os evigt liv i sit synlige rige, når alt andet er slut.

Den ventetid, det håb, bærer os igennem alle trængsler, ydre og indre. Også vores angst og bekymring for, hvad der sker rundt om os med sabotage mod tog i Nordtyskland, droner over havene omkring Danmark og sprængning af en gasledning.

Denne venten skal vi bruge til at gøre os rejseklar. Det gør vi ved at blive ved med at tage imod Guds nåde i Jesus Kristus.

Men så er der selve fællesskabet. Der er som regel problemer med fællesskaber. Og i det kristne fællesskab opstår der nogle særlige problemer.

Der er nogle, der bærer på tvivl. Det er helt i orden. Enhver af os kan komme i tvivl. Men så skal være nænsomme over for hinanden, vise hinanden barmhjertighed og vise forståelse.

Nogle er tæt på helt at opgive troen. Der må vi være aktive. Rive dem ud af ilden, så at sige. Hvis vi er et fællesskab, så må den andens problemer betyde noget for os indbyrdes. Hvis nogen er ved at vende troen ryggen, så må vi have mod og mandshjerte til at sige noget til hinanden. Lægge vores generthed fra os.

Men der er også nogle, som åbenlyst arbejder på at ødelægge troen. Det kan være ved at sige, at nu har vi nåden, så er det lige meget, hvordan vi lever. Hvis mennesker begynder uden blusel at sige sådan, så må vi sige klart fra. Så må den holdning i få lov at vinde indpas i menigheden. Her er vi nødt til at sige tingene lige op mod mennesker, der siger sådan.

Men i alle andre tilfælde er der god plads i Guds menighed, plads til dem, man dengang kaldte toldere og syndere.

Det er nemlig i fællesskabet, at vi dannes til at være kristne.

Jesus stiftede ikke en privatreligion, som kun handlede om den enkeltes åndelige udvikling. Nej, for ham er der en enkelte, der beder privat, i sit kammer, og der er deltagelsen i fællesskabet. Hvor vi bliver blandet godt sammen, lærer af hinanden, udholder hinanden, får slebet vore kanter lidt af.

***

I Nordby posthus og bibliotek – vi sad i det, der engang var skolestue i forskolen:

Nu sidder vi her i posthuset og biblioteket. Hvad gør det ved gudstjenesten?

For Martin Luther var det ikke rummet, der var det vigtige, men forsamlingen af troende, der samledes om dåb og nadver og forkyndelse. Derfor kan kirken grundlæggende være overalt, fordi Gud er til stede blandt mennesker. Derfor kan kirke og finde udtryk uden for kirkens rum.

I begyndelsen mødtes de kristne i templet i Jerusalem eller i synagogen for at samtale. I hjemmene mødtes de for at have fællesskab og undervisning. På torvet talte de med folk om tro og eksistens. Forskellige steder tjente forskellige formål.

Jeg henter her inspiration fra Dorte Kappelgaards lille bog Kirken i bevægelse udgivet af Kirkefondet tidligere i år. Hun fortsætter:

”Kirkens rum kan også være et hjørne på biblioteket en gang om ugen eller en uformel kop kaffe i fitnesscenteret.”

Hun nævner også internettet som et sted, hvor kirke kan finde udtryk. Sådan oplever jeg og mange her det også efterhånden. Virtuel udveksling, undervisning, spørgsmål, det virtuelle torv kan vi sige. Jeg oplever i al fald, at udvekslinger – lidt eller meget – på internettet giver en virkelig fornemmelse af et løbende fællesskab mellem fysisk nærvær.

Dorte stiller nu nogle spørgsmål: ”Hvad kalder dette rum på? Hvad kunne opstå her? Og hvor kan det, vi ønsker at skabe, bedst finde sted, og hvordan må det tilpasses til det rum eller det sted? Eller er vi nødt til at opsøge eller skabe et nyt rum?”

Det med rummet bliver jo særlig relevant, når vi nu i mange år har færre søndagsgudstjenester på øen.

Kappelgaard siger: ”At skulle køre til en anden kirke for at komme til gudstjeneste to eller tre gange om måneden er for nogle en uoverstigelig barriere, fordi tro og identitet er knyttet til det velkendte kirkerum og måske kirkegården, hvor slægtninge ligger begravet. For andre er forkyndelsen og fællesskabet med andre det væsentlige og giver villighed til at køre over sognegrænser for at deltage i en gudstjeneste. Det er vidt forskelligt, hvilken betydning rum spiller. Derfor er samtalen vigtig, særligt når man overvejer at bryde med traditioner, som er umistelige for nogle.”

Som I ved, har menighedsrådet besluttet i de næste tre måneder frem til jul at holde en fast gudstjeneste kl. 10 søndag formiddag i Tranebjerg kirke, fordi det er den kirke, der er nemmest at varme op og ligger, hvor den ligger. Og så holde en aktivitet rundt på øen. Derfor sidder vi altså her i dag. Udgifterne til opvarmning af vore mægtige, gamle kirker er blevet meget store. Her kommer varmen ikke til at koste kirken meget.

Hvorfor siger jeg nu alt dette? Hvad har det med denne søndag at gøre? Jo, faktisk lægger dagens evangelium op til det her.

Jeg skal lige sige, at Markusevangeliet meget tænkeligt er skrevet med henblik at blive læst op stykke for stykke til gudstjenester. Det stykke vi i dag har hørt har tre emner, som har at gøre med fællesskab og gudstjeneste:

1 Kaldelsen af en tolder ved navn Levi Alfæus’ søn til at følge Jesus. Her bliver fællesskabet udvidet til at omfatte enhver, der lader sig kalde. Det var generelt utænkeligt dengang, at man bare sådan spiste med hvem som helst. Måske er det på mange måder sådan også i Danmark. Men Jesus bryder med det. Han spiser med toldere og syndere. Toldere – de havde jo stukket ekstra gevinst ved toldopkrævningen i egne lommer. De var udstødte. Ligesom dem, der blev kaldt syndere. Det var mere eller mindre dem, som ikke var som man selv var! Alt det glider Jesus af på. Han danner et åbent fællesskab. Et fællesskab i bevægelse. Selv folk, der har lidt for mange våben liggende derhjemme og overvejer en revolution, de er også med.

2 Faste. Der var en årlig fast, når hver især årligt skulle gøre regnskabet op og bede Gud om tilgivelse på Jom Kippur dagen, Forsoningsdagen. En del jøder fastede på Jesu tid to gange om ugen, mandag og torsdag. De tidlige kristne fastede også et par gange om ugen. Det hørte sig ligesom til. Det har Jesus ikke noget problem med, at de gør. Jesus fastede 40 dage inden han påbegyndte sit offentlige virke, men ellers hører vi faktisk ikke om, at han faster. Faste kan være mange ting. Faste fra alle mulige flimrende indtryk. Faste fra at overspise. Faste fra overfladiskhed. Faste fra at lade sig fylde med tomme vitaminer åndelig talt. Vi har det ikke med at faste fra mad i vores tradition. Vi er bange for, at vi skulle tro, vi var mere fromme end andre. Så kan vi faste på den måde, som vi ved Jesus i al fald praktiserede og fortalte disciplene de skulle gøre: nemlig gå ind i sin stue eller sit kammer og bede der. Måske tænde et lys. Åbne bibelen, salmebogen eller en opbyggelig bog. Tænde for morgenandagten efter 8-radioavisen. Eller bare sidde der. Tænke efter. Strikke. Overveje livet.

3 Så samler Jesus det, det nye fællesskab gør ved gudstjeneste og de former for fællesskab, der var før. Ny vin på nye lædersække, siger han. Nyt indhold gør, at formen også bliver ny. Den kan sådan set blive ny gang på gang.


Nu sidder vi så her i posthuset og biblioteket. Det nye indhold er det aldrig blegnende evangelium, det glade budskab om Guds rige, der er midt iblandt os i Jesu ord. I dag er gudstjenesten i grunden, som i kirken. Jeg kan nemlig godt blive lidt træt ved tanken om hele tiden at lave noget om. Hvis det ikke er nødvendigt, så behøver vi ikke lave noget om.

Jeg talte med en her fra byen om den gudstjeneste, som skal være her i dag. Vedkommende kom til at tænke på det meget stive bænke i Nordby kirke. Og det fik mig til at tænke på de dejlige stole her i biblioteket. Det er i al fald noget nyt! At vi kan sidde behageligt under gudstjenesten! Det er også nyt, at både borgerforeningen og museet har været med på, at vi låner og lejer biblioteket. Og nu står jeg her, hvor medarbejderen stempler bøger ind og ud og hvor post afleveres. Og så tænker jeg: Evangeliet er en stor postpakke, der skal ud og pakkes ud helt lokalt. Det gør vi i dag. Vi modtager nadveren stående her, det er anderledes. Der er ikke noget knæfald. Men det er måske også godt at modtage nadveren stående. For Jesus er opstået fra de døde og dør ikke mere. De østlige kirker har nogle steder holdt fast ved, at man står op under hele gudstjenesten. Faktisk også fordi Jesus STOD på korset. Altså at vi står lidelsen igennem i fællesskab med vores Herre, som led for os og med os. Og så modtager vi rejsekost til vores næste tid.

Alt nyt kan føles farligt. Det kan også føles befriende. Livgivende. Det nye, som skaber fællesskabet helt forfra. Forfriskende.

Men jeg må også slutte med at sige noget om vores kirke, Nordby kirke. Ved en bisættelse for nylig skulle vi høre Kim Larsens Masser af succes. Med omkvædet: ”Men om natten når lyset brænder ud og alt blir stille, er du ene, åh så ene.” Ene – det føler vi og fra tid til anden, også på trods af selskab. Der er byrder, vi må bære alene, og så er der byrder vi kan kaste fra os i det nye fællesskab Jesus danner. Og så tage hans lette byrde på os.

Når jeg nævner den sang, der blev spillet i Nordby kirke, er det fordi vi har fået et splinternyt (der var det igen det med det nye) højttaleranlæg. Som gør, at vi kunne høre Kim Larsen synge med den volumen, som man gerne skal høre ham synge. Det var helt fantastisk! Rummet er blevet anderledes med den gode lyd både til tale og til musik. Så det jeg nu siger, er, at kirkerummet oppe på bakken nu også har fået en ny dimension. Så jeg håber, vi kan vende tilbage og også opleve den slags igen.

F.eks. Kim Larsens sang This is my life:

This is my life
This is my time
Just show me the light
And I'd go there

Give me the wine
Bitter and sweet
And a little bit of bread
That's all I need

Vis mig lyset. “Jeg er verden lys.” Vi har set det, vi ved det, vi lever med det lys til at lede os skridt for skridt.

Giv mig vin, og et lille stykke brød. Jeg behøver ikke at sige, hvad det minder om. Det, som vi får om et øjeblik som en forsmag på Guds synlige rige. Amen.

Prædiken om Maria og Martha og Jesus - 15. søndag efter trinitatis, 25. septem ber 2022

Besser kirke kl. 9

Tranebjerg kirke kl. 11

Salmer

411 Hyggelig, rolig. K. 230 (Gethers melodi).

303 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod. K. 311 (efter førreformatorisk hymne).

165 Ét fornødent er: det ene. K. 122.

Prædiken

”Når troen skabes i vor indre rum”. Melodi: Et jævnt og muntert virksomt liv på jord.

Nadver med 438 og 439

Bagefter 192 vers 7

11 Nu takker alle Gud. K. 399.

Hvad er den vigtigste sans: synet eller hørelsen? Jeg tror, mange vil sige synet. Men sådan lærer vi ikke i dag. Nej, det er hørelsen der er vigtigst for os. Vores tro eller ikke-tro afhænger af hørelsen. Og hvordan vi hører.

Paulus siger, at troen kommer af det som høres. Det er jo det, der er på spil på denne søndag. Kommer vore mange praktiske gøremål altid først? Hvad med det at høre Guds ord?

Maria sad og lyttede til det, Jesus sagde. Hun lyttede. Han hørte han ord med fuld koncentration.

De sad altså sammen. Jesus talte, Maria og disciplene lyttede. Et dejligt situationsbillede. Som her, hvor vi sammen lytter til Jesu ord.

Det er en god situation, for gennem at høre Jesu tale skabes troen i os. Ind i os. Vore hjerter bliver som en sal, et rum, et bederum. Et tempel. Jesu ord alene skaber troen, og med troen glæde, kærlighed, taknemmelighed.

Maria sidder bare og er taknemmelig. Martha skal ikke klandres for at være sur. Kun at hun ikke vil have, at Maria lytter til Jesus.

Det er en farlig sag, når vi trækker mennesker væk fra Jesu ord. Det er jo i Hans ord, der er liv. Vi har virkelig ikke liv i os selv.

Det siges, at i løbet af livet har hver 3. af os danskere en psykisk lidelse. Medicin skal der til, men Guds ord er den medicin, der lægger et bundniveau, så vi klarer meget mere depression og psykiske lidelser.

Og der skal ikke en stor dosis af Guds Ord til at hjælpe os. Vi bliver ved med at kæmpe med depression, nedtrykthed, psykiske lidelser. Men nogle gange kan bare ét ord bringe ro i sindet trods storm derinde.

Det kendte Luther til: Ét ord kan fælde den Onde, siger han i den berømte salme Vor Gud han er så fast en borg.

Ét eneste ord. Når det bare er Guds Ord, Jesu Ord.

Det er det der er fornødent. Det alene. Uden det dør vi. Vi lever videre, men vi er som døde. Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund. Hvert eneste lille ord, bare det kommer direkte fra Gud selv. Det er sandt, og det er stort.

Så er det en kæmpe præstation, der skal til fra vores side. Vi skal jo egentlig bare labbe de ord i os. Som mad. Lade ordene få plads i os.

De gamle vidste det og praktiserede det. Mon ikke mange mennesker gennem tiden har kunnet de skriftsteder udenad, som er opført på vore kirkers altertavler?

Der står ikke noget om, hvad Jesus sagde, da Maria og disciplene sad sammen. Bare at Maria lyttede til Jesu ord.

Jesus kunne for så vidt tale og tale for døve ører. Nej, det forunderlige sker, at Maria lytter til hans ord. Her sker virkelig noget.

Jeg oplevede det med konfirmanderne forleden. Vi havde lyttet til dagens evangelium. Så havde vi lidt pause med stilhed, hvor vi hver især tænkte efter. Om der var noget der gjorde særlig indtryk eller der var spørgsmål til noget.

Så fik hver enkelt lejlighed til at sige noget, man kunne bare springe over, hvis der ikke var noget, og man kunne også vende tilbage, hvis noget dukkede op, mens de andre havde ordet.

Da vi var færdige, foreslog en, at vi skulle gøre det samme med et andet stykke, altså læse det og så have stilhed, og så tale om det.

Det var en spontan stærk oplevelse af, at evangeliet, Jesu ord, er fyldt med livskraft. En fornemmelse af Helligåndens arbejde i os sammen. Jeg var stum af betagelse.

Sådan er Guds ord, Jesu ord. De skaber noget i os, som ikke var der før. De er Ånd og liv, siger Jesus jo også selv. Ånd og liv.

De ord, jeg taler, er Ånd og liv. Dem alle sammen. Det hele er i hvert eneste ord. Det er som sollyset – det indeholder alle farver. Så rammer lyset genstandene, som hver har sin farve. F.eks. et rødt æble. Så absorberes alle farver ind i æblet, men æblets egen farve reflekteres, så vi ser det dejlige røde æble. Guds Ord er rødt.

Rød for kærlighed. Alle Gud Faders farver af fred, glæde, håb, tro, tålmodighed, ydmyghed absorberes ind i kærlighedens ord, og derved reflekteres kærlighedens røde farve, som vi kan se. Den røde farve er blodets farve. Jesu ord er beseglet med hans eget røde blod, at han gav sit liv for os, bar vore depressioner og lidelser og sygdomme, døde på korsets træ, lod sig nagle med vore synder til det træ, for at give os del i det evige liv. Og det evige liv får vi del i allerede nu, når vi lytter til Hans ord og tale. 

Og ved nadveren modtager vi den røde vin, hans blod, ofret for os til syndernes forladelse og evigt liv. Det er sandt og det er stort. Gud ske evig tak og lov for vor Herre og Frelser. Amen.

Jesus helbreder en mand, der var lam i 38 år. Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 18. september 2022 - holdt i Kolby og Nordby kirker

I konfirmandtimen læste vi evangeliet til i dag. Jeg spurgte, hvad de hver især lagde mærke til under læsningen.

En havde et spørgsmål: hvad er en båre. Mit svar var, at det er var en form for måtte, lidt ligesom dem, vi bruger til gymnastikøvelser.

Rejs dig, tag din båre og gå! Fik manden at vide. Gå – der står egentlig: gå omkring.

For det var jo en sabbat, og der var specifikke regler om, hvad man måtte og ikke måtte på en sabbat.

Strikte måtte man ikke bære noget som helst. Selv lommerne skulle være tomme, når man gik omkring på sabbaten.

Hvordan kan det være, at det er værre at bære på noget på en sabbat end at helbrede og blive helbredt på en sabbat?

Det giver ingen mening. Det så folket, og derfor hang de ved Jesus.

Det var jo ikke sådan, at Jesus fornægtede sin jødedom. Slet ikke. Men Menneskesønnen, Jesus, er herre over sabbaten.

Han erklærer det for tilladt at helbrede på en sabbat, og at bære på sin måtte, når man som lam er blevet rask.

Men ellers overholder han sabbaten, går efter sin sædvane i synagogen hver sabbat.

Men i tidernes løb var der opfundet så mange regler for sabbaten, så man skal være meget skarp for ikke at komme til at overtræde reglerne. For eksempel er det i orden at bære noget 6-7 skridt, men så skal man også lægge det ned. Så kan man samle det op og gå videre og så lægge det ned i gen. Og så videre.

En anden regel er, at når man samler noget værdifuldt op, og det var en måtte helt sikkert, og bærer den, så må man ikke lægge den, før man er kommet hjem. Man skal gå uden ophør, ja, man skal helst småløbe for ikke at glemme, at man ikke må lægge tingen fra sig undervejs. Og når man kommer hjem, skal man smide tingen fra sig på ”en usædvanlig måde”. Det lyder for os skørt.

Da Jesus senere mødte manden, siger han til ham: Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.”

Hvad betyder det – synd ikke mere? Betyder det, at han skal se at blive ved med at gå, til han kommer helt hjem med måtten? Det kan ikke fuldstændig udelukkes. Og hvad betyder det: ”…for at ikke noget værre skal ramme dig”?

Det kan henvise til en synd, som manden givet næring dag efter dag under sine 38 år som lam. Kan det tænkes, at Jesus så, hvordan manden var blevet fordømmende over for andre? Og at andre måske derfor holdt sig fjernt fra ham og i al fald ikke ville hjælpe ham ned i vandet, så han kunne blive rask?

Det er spekulation, men alligevel. Det kunne forklare Jesu advarsel. Manden er blevet rask, men der er vist ikke sket en mærkbar ændring med ham. Han er parat til at stikke Jesus til Jesu modstandere.

Det værre, der kunne ramme ham, det kan være fortabelsen. En syg kan godt være så indkroget i sig selv og så skulende over for andre, at al kærlighed er forsvundet, al tro. Han er kun optaget af sig selv. Han er midt i sin sygdom blevet sig selv nok.

Det er en rædsom fælde vi kan gå i, når sygdom ramme os.

Jesus ved alt og har måske set denne dunkle side hos manden. Og har derfor advaret ham. Ligesom vi kan vælge at tage imod advarslen.

”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen…” siger den lamme mand.

Ikke et menneske.

Men nu, netop i dette nu, står der et menneske foran ham. Og Jesu kærlighed gør alligevel noget ved manden. Han følger Jesu befaling om at rejse sig, at gøre det umulige, og det sker.

Manden har virkeligt følt sig som salmisten, der bare venter på at dø. Han ser ikke frem til noget. Som vi kan føle det: Vores liv svinder hen som ingenting. Det er tomt. Vi ligger og ligger. Venter og venter. Og der sker absolut ingen forandring.

Hvad har jeg så at vente på, Herre, siger salmisten, og det kunne den lamme mand skrive under på. Men det er usikkert, om han også kunne sige med salmisten, at han alligevel håber på Guds hjælp.

Salmisten håber bare, at Gud vil vende sit blik væk fra ham, så bliver han glad igen, siger han.

Men for den lamme mand sker det modsatte: Gud kommer og ser ham. Og han ser Gud. Han ved det bare ikke selv.

Han ved, at han ikke har et menneske, der hjælper ham. Det siger han til Gud, som står hos ham som et menneske, Jesus.

Så har han et menneske. Så har vi et menneske, som samtidig er vor Gud.

Vi ved ikke, hvad der hændte manden derefter. Om han blev en discipel.

Vi ved, at han stak Jesus til Jesu modstandere: Det var Jesus, der har gjort mig rask.

Det virker ikke særlig sympatisk. Måske var det vigtigere for ham at stå sig godt med dem end at være taknemmelig over at være blevet rask.

Måske ser vi her, at noget værre er ved at ramme denne mand: forhærdelsen.

Så selv hans helbredelse ikke fører til tro, men han forbliver uændret.

Johannes, som beretter alt dette, vil nok advare os mod at ende med at forhærde os. Selv om vi har set Guds mange velgerninger mod os. Dag efter dag. Helbredelser, også det.

Advare os mod at forhærde os over for Jesus, og lade os sige af denne beretning. Så vi holder hjertet varmt over for Jesus i vores liv. Og holder hjertet varmt over for vore medmennesker.

Vor Herre Jesus hjælpe os dertil. Amen.

I er mere værd end mange spurve! Prædiken til 7. søndag efter trinitatis

Vort liv skal være mellem to poler.

Den ene pol: Gud har gjort alting godt og rigtigt til rette tid. Det er der hvile i for os trætte sjæle. Men er det ikke let at sige for en konge, der har prøvet alt og kan prøve alt og gøre nøjagtig, som han vil? Han har taget for sig af livets retter til overmål. Han er blevet overmæt. Han kan til sidst ikke mere. Så bliver han til sidst stille. Og siger: Gud har gjort alting godt. Og han har gjort det i rette tid.

Den anden pol: Gud har også lagt menneskene verdens gang på sinde, dog uden at de kan finde ud af noget som helst af, hvad Gud gør. Noget som helst af, hvad Gud gør. 

Så hvad Gud gør, er alligevel skjult. Men jeg tror, at han gør alting godt – i det skjulte. Jeg lever med, at det er skjult for mig. Det gør ikke noget, så længe Gud gør alting godt.

Det gode, Gud gør, er skjult for os. Det er derfor godt for os, at vi har frygt for Gud, ærefrygt, men også frygt for at stå Hans vilje med os og alting imod.

Den frygt får samtidig menneskefrygt drevet ud og sat på plads. Jesus er ikke bange for at sige tingene, som de er: Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.

Også her må vi standse vores behov for at dominere Gud og tro, vi kan fortælle Gud, hvordan Han bør være. Der er noget skjult her. Men også noget farligt for os selv. Gudsfrygten holder os på rette plads.

Gudsfrygten er med til, at vi ikke frygter mennesker. Vi tør stå ved vor tro på Jesus. Vi tør sige det højt. Vi tør råbe det ud fra tagene.

Og det er nemlig det, vi skal, siger Jesus. Råbe det ud. Det skal nemlig ud til hvert menneske. Her er meget på spil. Er vi dybest set ligeglade med vore medmennesker? Så behøver vi heller ikke sige eller råbe ud, at Jesus er verdens frelser.

Men hvis vi mærker, at vores salighed afhænger af Jesus selv, af at vi følger ham, kaster vores lid på ham, så må tagene også tages i brug for at råbe evangeliet ud.

***

Der bliver modstand, når evangeliet råbes ud. Det kan ikke være anderledes. Faktisk behøver man ikke at være profet for at forudse det. For med al sin kærlighed taler Jesus også stærke sager til os. Intet skjules, alt siges åbenlyst, så ingen kan tage fejl om Guds kærlighed og Guds retfærdighed 

At vi kun kommer ind i Guds rige, når vi blive som et lille barn. Tager imod Jesus som vores Frelser. Tager den beslutning. Og bliver ved den.

En discipel står ikke over sin mester. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans herre.

Han blev jo forfulgt og til sidst sat ud af ligningen. Men så opstod han!

Vi forfølges ikke sådan i vores del af verden, men kan bare blive betragtet som nogen, det hører fortiden til. Men hvis vi siger noget, der ikke stemmer overens med tidsånden, kan raseriet blive voldsomt. Under smil.

Det her er for nogen hård tale. Jesus blev beskyldt for at være besat af Djævelen. Det var for meget for folk.

Men Jesus vil, at vi ikke skal lade os trykke ned af beskyldninger af den slags. At vi lever i middelalderen, at vi tror på en himmelnisse, at vi er naive, der har brug for noget at støtte os til.

Og til sidst rækker Jesus med et smil fra øre til øre disse ord: Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve!

De ord kan jage mismodet væk. En spurv? Vi er mere værd end mange spurve. Hvor mange? Det siger Jesus ikke. Bare at det er mange.

Så har han også samtidig skåret os ned til den størrelse, der passer, nemlig ydmyg tjeneste for ham, som er vores Herre, som ikke blot blev ugleset, men blev hånet, pint, pisket, korsfæstet.

Om det går os som vor korsfæstede og genopstandne Herre og Frelser, at vi hånes for vort discipelskab og tror på ham, så er det ”nok for os”, siger Jesus.

Det er nok. Det betyder: Vi kan falde til hvile i det. Når det går os som vor Herre, så er vi på rette vej. Så længe vi bliver i vor ydmyge tjeneste og ikke ophøjer os over andre, men forbliver i kærlighed og tro.

Jesus går ned i detaljen: Ingen spurv falder til jorden, uden jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt.

Det er jo til at få hårene på hovedet til at rejse sig, at høre det her. 

Men det mest beroligende er det med spurvene. Vi bliver sammenlignet med en flok spurve. Det handler om at lade bekymringerne for modstanden ligge. Og huske, at vi er i Gud Faders hånd i alt, hvad der sker.

Sådan skaber Jesus med sine ord troens lethed midt i al modstand indefra og fra vort eget sind.

Det minder meget om det, Paulus taler om. Befrielse. Det hørte vi Paulus tale om. At ”livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.”

Livets ånds lov – det er den nye faktor, der er kommet i vores liv med Jesus Kristus som vores Herre. Den utrolige x-faktor i vores menneskelige situation, nemlig Helligåndens nærvær og den autoritet, Ånden udøver over os og former vores liv på. Det er altså Helligånden, som er den nye faktor i vores liv. Det er godt at tænke på det. Vi har en ny faktor i vores liv, og ingen kan tage den fra os! Vi fik denne faktor i vor dåb, vi bevarer den hos os, når vi følger Jesus i tro og liv. Og når vi går væk fra ham, så virker Helligånden også på forskellige måder, at vi kommer tilbage, når vores sult og tørst efter livets mening bliver uudholdelig.

Livets ånds lov. Det er den lov, som Kristus kom med. Hvad går den lov, denne livets ånds lov, ud på? Simpelthen at Gud sendte Jesus til verden, blev menneske, led og døde for og med os. Derfor er vi befriet fra at være slaver af syndens gamle vaner, befriet til at være lydige mod Ånden.

Det er ikke noget luftigt noget. Det er meget praktisk. God arbejdslyst. Du er mere værd end mange spurve. Du har i dåben modtaget Helligånden ind i alle dits livs situationer. Så god virkelyst i ugen og tiden, der kommer! 

Den løbende Far - prædiken til 3. søndag efter trinitatis 3. juli 2022

Historien handler om dig og mig. Den handler om, at vi mennesker uhjælpeligt er fjernt fra Gud. Fjernt fra Gud enten ved at glemme alt om ham og leve vores liv, som om Gud ikke var til. Fjernt fra Gud som dem, der tror på Gud, men i praksis ikke lever i og efter troen og derfor lever uden troens glæde.

Den ene bror var langt borte, den anden bror var hjemme, tæt på faderen, men i virkeligheden langt, langt borte. Han var som en træl. Han levede ikke som sin fars frie og elskede søn.

Vi er altså alle på en måde fjernt fra Gud. Bibelen lærer os, at vi slet ikke ønsker kontakt med Gud. At vi gerne vil gå vore egne veje uforstyrret.

I øjeblikket er der i kirken stemmer, der ønsker, at vi i vores kirke skal holde op med at tale om, at vi er født som syndere.

Dagens historie af Jesus viser, at vi er uhjælpeligt syndere. Alle sammen.

Og det er også Bibelens lære fra kong David og til apostlen Paulus: Vi viger af den rette vej alle sammen, vi har ikke tillid og frygt for Gud, men vil leve, som vi selv vil, fuldt ud.

Det er godt, at vi har Bibelen og Jesu ord, for så er vi ikke alene med vore egne ord og tanker. Uden Guds Ord og uden bønnen ender vi med at ville os selv og vort fuldt ud.

Med Guds Ord og bønnen kan Gud arbejde på at føre os på andre og gode tanker. Vi bliver som menighed givet mulighed for at gå i os selv igen og igen.

Men den yngste søn, han var vel helt alene. Hvordan kan Gud nå os, når vi er helt alene og heller ikke ønsker, at nogen skal hjælpe os eller pege på hjælpen fra Gud?

Jo, vi hører, hvordan Gud bag scenen af vores liv alligevel arbejder på vores frelse. Den yngste søn formøbler alt, hvad han har fået i arv. Til sidst lider han sult. Han har ikke engang noget at spise.

Så galt er det ikke gået nogen af os i vort land. Men vi ved ikke, hvad der kan ske, sådan som krig udvikler sig og fortsætter.

Da kan det ske, at vi går i os selv. At vi som folk kommer til os selv. Så gudsfrygt og tillid til Gud pludselig overvælder os. Så vi indser, at vi uden troen begærer alt muligt, som ikke får den mening, som Gud vil med vores liv, men bliver tomt. For uden Gud er alt på jorden tomt.

Lad os nu lytte endnu engang til Jesu lignelse. Hvad er det, vi hører? At Gud er som en far, der giver afkald på alt for at hjælpe og redde og frelse os.

Det gjorde han ved at sende Jesus Kristus til at være vor Frelser. Derfor: som faderen er i lignelsen, sådan er vor himmelske Fader, og sådan er Jesus selv.

Ja, Faderen i historien om de to sønner er dybest set Jesus Kristus. Hvordan ved vi det? Fordi Faderen i historien LØBER ud for at komme sin fortabte søn i møde. Han omfavner og kysser ham. Han tager ham med hjem og spiser og fester sammen med ham. Hvis vi nu tænker lidt over det, så var det nøjagtig sådan Jesus var i sin samtid. Han spiste med hvem som helst, der inviterede. Ja, den bedste historie om Jesus, der spiser, er, at han inviterer sig selv ind for at spise, nemlig hos Zakkæus i Jeriko.

Vi kan sige: Den almægtige Gud Fader sendte sin Søn til verden for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Faderen og Sønnen er så fuldstændig ét, og det kommer til udtryk på denne måde i historien.

Vi var fjernt fra Gud. Men Gud kom os nær i Jesus. Gud LØB os i møde, da Guds Søn blev Jesus, blev menneske, blev vores forsoner og frelser.

Gud kom til os, der ikke spurgte efter ham, han var at finde for os, der ikke søgte ham.

Men søgte den yngste søn i historien ikke sin far? Står der ikke: Han gik i sig selv? Det er spørgsmålet, hvad der egentlig menes. Måske kan vi sige, at han begyndte at komme til sig selv, at han begyndte at få sjælen igen. Han havde fået nok af penge, af at ødsle med pengene. Han var blevet sulten, simpelthen. Han er teknisk set fattig og på sultegrænsen.

Men det i sig selv gør ikke, at han fortryder, at han fik arven fra sin far på forskud. Han håber bare, at han får noget at leve af så nogenlunde.

Hvis jeg forstår det rigtigt, så virker det til, at der alligevel sker noget med ham fra han tager afsted fra udlandet og til han møder faderen uden for byen.

For der begynder han ikke at tale om at blive lønarbejder hos faderen. Han lader det ligge. Hvorfor mon? Jeg tror, han bliver overvældet over Faderen. Faderen løber ud og kaster sig om halsen på ham og kysser ham. Faderens kærlighed er uforbeholden.

Jesus lærer, hvordan vor himmelske Fader i virkeligheden er: Han venter tålmodigt, og når der begynder at ske en vending inde i os, som nu med sønnen på grund af, at han simpelthen sulter, ja, så sætter faderen i løb, så kommer han styrtende.

Sådan har jeg selv oplevet det. Jeg blev vækket af vor himmelske Fader, da jeg ikke selv kunne rokke mig ud af stedet i en fastlåst fortvivlelse.

”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om”, siger Herren ifølge profeten Esajas, som blev læst op sidste søndag.

Der sker noget i os, der får os til at nærme os Gud. Men så trækker Gud også til: Så lader han os vende om. For det kan vi ikke selv.

I dåben er vi døbt eller bliver vi døbt til at tilhøre Jesus Kristus, for at vi kan genfødes. Som den fortabte søn virkelig blev som genfødt til et helt nyt liv.

Lad os se for os, at det betyder, at Gud sender Jesus helt hen til dig og mig og omfavner os og kysser os, så vore synder er som blæst bort. Og så kan vi med glæde begynde et nyt liv i troen og med Guds Ord og bønnen som vore daglige støtter. 

Jeg startede med at sige, at historien handler om dig og mig fjernt fra Gud. Men Gud er kommet os løbende i møde i Jesus. Amen.

Familien må simpelthen ikke tage hele billedet. Det er det, Jesus lærer os i dag.

Vi skal hade vores familie for at følge efter Jesus.

Hvad vil det sige?

Det vil sige, at vi ikke i én uendelighed skal sætte familien over Jesus og Gud.

Så vi altid vælger familieaktiviteter frem for fællesskabet med vores åndelige familie.

For det er ikke for sjov, at Jesus kalder sine disciple for sine brødre og søstre.

Så hvis vores biologiske familie tager hele billedet, så er der noget galt.

Hvis vi lader vores biologiske familie tage vor sjæl, så er der noget galt.

Og når vi ikke kan forestille os, at vi ikke jævnligt mødes med vore biologiske brødre og søstre og forældre og børnebørn og onkler og tanter og bedsteforældre, når vi ikke kan forestille os det, så skulle vi overføre det på vores åndelige familie.

Alt for længe har der været stemmer, der har bildt os ind, at kirken blot er et høre-selskab. Det er det. Men det er netop et høre-SELSKAB. Vi lytter til Guds ord, OG vi har fællesskab med hinanden.

Så fortsætter Jesus: Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Sit kors – hvad er dit og mit kors?

Det er trængsler, det er stress, det er uenigheder med andre, som tapper for energi, det er at blive set ned på, fordi du tager din tro lidt for alvorligt. Det er at satse på Jesus som Herre og mester. Det vil verden opfatte som fanatisme. Men skal nemlig ikke tage noget som helst for alvorligt.

Jo, det skal man. For det viser sig, at der er ting i verden, som verden forlanger skal tages dødsens alvorligt. Mere alvorlig end Gud og djævel. Men det handler dybest set ikke om alvor eller ikke-alvor. Det handler om at være varm. At være kold eller varm, der er bedre end at være lunken. Alvor og lunkenhed er en forfærdelig cocktail. Det var bedre, om vi var ligefrem kolde.

For den kolde er der et håb. ”Hvis du vil vende om, lader jeg dig vende om”, siger Herren gennem profeten Esajas. Vi kan nemlig ikke selv, men vi kan vende os mod Gud. Igen og igen. Vende os med vor kulde, for kun Han kan vende os om, Han lader os vende om. Og når Han gør det, skaber Han ved Helligånden den varme, vi ikke selv har kilden til. For Gud er kærlighed, og vi elsker, for Han elskede os først.

Men så hør igen Herrens ord til profeten Esajas: ”Over for dette folk vil jeg gøre dig til en stejl bronzemur; de skal angribe den, men ikke besejre dig, for jeg er med dig. Jeg frelser og redder dig og udfrier dig af voldsmænds hånd.”

At gå i Jesu spor. Hvad og hvordan er Jesu spor? Det er selvfornægtelse. Det er at gå i hans smalle spor, der er det evige livs spor. Det er at fravælge alle andre spor. For de fører til fortabelse og sjælens ødelæggelse. Som i romanen Pilgrimsvandringen af John Bunyan fra 1600-tallet.

At den kristnes kamp i Jesu spor er blodig alvor, viser sig, da hovedpersonen Kristen og hans rejsefælle på vejen mod Himlen skal igennem forfængelighedens by. Her kan man på markedet købe alt: "huse, jorder, forretninger, æresposter, embeder, stillinger, titler, lande, riger, glæder og fornøjelser". Man kan få tilfredsstillet alle lyster, og man kan ganske gratis se "tyveri, mord, hor og mened udført i al sin gru". Intet under at byens indbyggere straks ser sig gale på de to ydmyge pilgrimme Kristen og Trofast. Sidstnævnte må lide martyrdøden, efter at man har dømt ham med følgende fremragende borgere på nævningebænken: Blind, Duer-Ikke, Ondskab, Levemand, Letfærdig, Ustyrlig, Pralhals, Løgner, Grusom, Lyssky og Uforsonlig.

Uden vores binding til at være Jesu efterfølger, flyder alting. Der er ingen sammenhæng. Men Han er den dybe sammenhæng. Og for Hans skyld ofrer vi glade verdens gunst og klapsalver. Tager gerne på os at blive hængt ud som bagstræberiske.

Som dette at blive hængt ud for at tro på en himmelnisse. Når vi taler om vor himmelske Fader, som Jesus har åbenbaret for os, så vi ser på hele skaberværket som vor Faders kærlige og smukke arbejde, ja, ser på de drivende skyer og formationer med en uendelighed af farvenuancer som daglige opmuntringer fra vor himmelske Far til at holde ud og holde fast på Jesus, vor broder og Frelser. Og give afkald på alt vores eget, ja, om så skal være, vores eget liv.

Så går vi dag efter dag i Jesu fodspor, hvor vi er optaget af at være netop i det fodspor. Så tager vores selvoptagethed af lidt efter lidt.

Det forunderlige er, at når vi hver for sig vandrer i det fodspor, så har det helt ubeskrivelige virkninger. Så mærker vi også i fællesskabet Gud kærlighed virke i os. Så får stadig flere lyst til at være med her. Så får saltet på ny den kraft, som det engang havde. Så opvarmer Gud Helligånd os til alt godt i Jesu fodspor.

Prædiken Kristi Himmelfartsdag - med konfirmation

I eventyret Sølvstolen af C.S. Lewis hører vi om to børn, Jill (Pole) og Eustace (Scrubb). Jill bliver forfulgt i skolen og står og græder ved et buskads tæt på en mur uden om skolen.

Scrubb ser det og kommer hen til hende for at opmuntre hende. Men han har selv været slem året før, så Jill synes, han bare kan gå. Men så spørger hun, hvorfor han egentlig er blevet forandret siden sidste skoleår.

Scrubb har været i Narnia. Der begyndte en forandring i ham fra at være ufølsom til at være en god dreng.

Nu står de så der ved skolemuren. Scrubb foreslår, at de siger Aslans navn sammen nogle gange med hænderne løftet med håndfladen nedad. Jill ved ingenting om Aslan, men hun stoler på, at Scrubb ved noget.

I det samme kommer nogle børn for at hive Jill med. Efter hende, siger de. Da prøver de to børn, om døren i skolemuren måske skulle være åben for en gangs skyld, den åbner sig, og de ser ind i et helt andet landskab. Narnia.

De befinder sig meget højt oppe og står lige ved en dyb, dyb kløft. Man skal forestille sig, at man ser dybt ned og dernede får man øje på SKYER. Og dybt dybt nede under igen kan man se noget, om det er vand eller land er svært at se.

Jill er ikke højdeskræk, så hun går helt hen til kanten. Scrubb kan ikke lide det og prøver at få hende til at gå lidt tilbage, og da de kommer i uligevægt, falder Scrubb lige pludselig ned i kløften. Hun ser, at han ligesom bliver pustet afsted.

Da Jill vender sig om, står løven Aslan ved et vandløb. Hun er med ét frygtelig tørstig. Til sidst kommer hun hen for at drikke, og løven siger også: Kom hen og drik! Straks hun drikker er hun ikke længere tørstig.

Nu kalder løven Jill hen til sig. Han spørger. Hvorfor stod du så tæt på kløften? For at vise mig, siger hun. Det var et godt svar, siger Aslan. Og så forklarer Aslan, at han har pustet Scrubb afsted.


Nu har han en opgave til Jill. Instrukserne vil lede hende på rette vej og er følgende:

Nede i Narnia møder Scrubb en god gammel ven. Han må straks få hilst på ham. Det vil være en stor hjælp. 2) De skal drage fra Narnia mod nord, til de kommer til de gamle kæmpers ruinby. 3) Der vil de finde en indskrift, og så skal de gøre, hvad denne indskrift befaler dem at gøre. 4) De vil kunne kende den forsvundne prinse på, at han er den første person, de møder på deres rejse, som vil bede jer gøre noget i hans, i Aslans navn.

Hun får en opgave og får at vide, at hun skal lære instruksen udenad. Hun skal gentage instrukserne for sig selv, når hun vågner om morgenen, og når hun lægger sig til at sove om aftenen, og når hun vågner midt om natten. Og uanset hvad hun kommer ud for af sære ting, må hun ikke lade noget som helst få hende til at glemme at følge instrukserne.

Og Aslan giver en advarsel: På bjerget hvor de er, har han talt ganske tydeligt til Jill. Men det vil han ikke gøre ret tit nede i Narnia. Lige der er hendes tanker klare, men nede i Narnia er luften tættere. Det kan forvirre tankerne. Og det, hun skal holde øje med, vil slet ikke se ud, som hun regner med, når hun møder dem. Derfor er det vigtigt, at hun lærer hans instrukser udenad og ikke lader sig forvirre af tingenes ydre skin. Husk instrukserne, og tro på dem. Det er det eneste, der betyder noget.

Jill bliver derpå pustet afsted på samme måde, og så begynder eventyret for alvor.

***

I dag er det Kristi Himmelfartsdag. Jesus har nogle instrukser til sine apostle, inden han bliver usynlig for dem. Men før han giver instrukserne, må der noget andet til. Jesus åbner disciplenes sind. Han åbner sindet hos dem.

Men han åbner sindet med et ganske bestemt formål. Så at de kunne forstå Skrifterne. Står der.

Vi kan læse i Bibelen uden at få det mindste ud af det. Uden at vi finder ud af, hvad der er det vigtigste. Uden at forstå.

Så derfor må Gud ved sin Ånd puste på vores sind, så det brænder i os og vi fornemmer, hvad Skrifterne dybest set handler om.

Det er ligesom Jill, Scrubb og så deres ven. De går hen over kæmpernes ruinby uden at opdage, at det er der de er. De tror, det blot er det bjerg eller måske ruinen af enorme fabrikker eller sådan noget. Sådan kan Bibelen også tage sig ud. Som store områder, hvor der fortælles alt muligt i øst og vest.

Jesus forbereder sine disciple – og dermed alle slægter siden – på, at han ikke fysisk vil være til stede længere. Han vil være der med sin Ånd. Jesus sagde til disciplene, at Helligånden ville komme over dem og give dem kraft, så de – vi – kan leve efter Jesu befalinger og følge dem.

Og nu, da han har åbnet deres sind, så de kan forstå Skrifterne, forklarer han endnu engang, hvad Skrifterne siger om ham selv:

”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.”

I en konfirmandtime så vi på et billede af nogle streger, der så meget forvirret ud. Indtil vi så på striberne på en bestemt måde. Så pludselig kunne vi ligefrem læse en besked. Det kunne være svært at få øje på beskeden, men til sidst fik de fleste læst beskeden. Der stod: Gud elsker dig meget højt!

Altså: Jesu lidelse og opstandelse på den tredje dag er ligesom det hemmelige budskab i Bibelen, når alt skal samles i én eneste sætning. Og så en ting mere: Der skal prædikes i hans navn. Ikke i alle mulige navne, men i hans navn, i Jesu Kristi navn. Intet andet navn kan nemlig frelse. Alle andre navne leder væk fra livet. Så prædikenen skal ske i Jesu navn og så skal det føre til omvendelse.

Omvendelse: At vi drejer rundt 180 grader og ser vore synder. Ser, hvordan vi ofte har været arrogante, egoistiske, overlegne. Og måske mange andre ting. Og når vi bliver hjulpet til at gå øje på det, så begræder vi også vore synder. Så går vi i os selv. Så angrer og fortryder vi. Og da sker miraklet, og det sker igen og igen, når vi fortryder noget, at så modtager vi en befriende gave: Guds tilgivelse. Gud lader os mærke sin kærlighed. Når vi angrer, så kan Han komme til med sin tilgivelse. Og tilgivelsen den udspringer lige præcis af, at Jesus led og døde for os syndere, og opstod, så han lever evigt og giver enhver, der følger ham i anger over ens synder, sit nye fantastiske liv med Guds kærlighed.

Det er simpelthen det, kristendom handler om. Det er Jesu instruks til disciplene dengang og i dag.

Vi har i konfirmandtimerne samlet det i at lære en særlig instruks om bøn. Nemlig bønnen fadervor.

Jesus vil hjælpe os til at blive salige og lykkelige. På den måde, som han ved er bedst. Helliget vorde dit navn! Beder vi. Det handler om, at vi følger Guds instrukser og handler efter dem. Vi har også udtrykket: at hellige sig en eller anden ting.

Komme dit rige! Så sker der noget, det er et løfte. Vi ser tingene klarere, hver gang vi beder den bøn. Vi styrkes i, at Jesu Kristi og hans Faders rige er virkeligt. Ikke en drøm, ikke en illusion. Heksen i eventyret har forhekset prins Rilian, så han 23 timer i døgnet tror, at solen, græsset og vores verden ikke er til. At Aslan heller ikke er til. Men i én time i døgnet bliver han sig selv, og derfor bliver han bundet til en sølvstol. For så kan han ikke løbe bort og forblive sig selv. Så sidder han som en fange og råber sin fortvivlelse ud, for han ved, at han er blevet forhekset. Efter en time går anfaldet af virkelighed over, og så kan han gå frit om.

Sådan kan vi også blive forhekset, gå Gud og Jesus og Guds rige bliver uvirkelige for os.

Og i dag har Jesus en særlig instruks til disciplene her og nu, hvor de er. De får besked på, at de skal begynde med prædikenen i Jerusalem og være vidner om Jesu befalinger. Og de skal vente på, at Faderen sender det, han har lovet: nemlig Helligånden. Guds kraft fra det høje. Så de skal vente. Indtil de modtager Helligåndens kraft. Det skete pinsedag.

Så nu har de ti dage at vente i. Vi har også en ventetid. Ti dage til pinse. Og mange andre ventetider på, at Gud lader sin Ånd strømme ind i os.

Kære konfirmand (navnet her udeladt)! Du har valgt dit konfirmationsord. Det er en af de vigtigste instrukser. Ord af Jesus: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Det er noget af det sværeste, men også det mest befriende. Det er hårdt arbejde. Det letteste er at give efter for had og lade hadet fylde os. Men sådan bliver vi bundet til hadet. Nej, i stedet bliver vi os selv, når vi slipper hadet. Når vi beslutter os for at elske. Det betyder ikke, at vi skal være tætte med vore fjender, men det betyder, at vi bliver frie. For så er vi ikke bundet af had. Det kommer til at ændre på mange ting i en god retning.

Og fjender kan nogle gange sige noget sandt om os, som vi helst vil være fri for at høre. Vennerne – de vil som regel være søde ved os og ikke sige sandheder om os. Så måske skal vi sige tak for fjenderne. Og så også huske, at de har mere brug for vores forbøn end vennerne. 

Pinsedag i Onsbjerg kirke med læsning af evangeliet på tigrinya, spansk, portugisisk, grønlandsk, polsk og dansk

Vi har hørt evangeliet på polsk, tigrinya, portugisisk, grønlandsk, spansk og dansk.

Blot seks ud af tusinder af sprog.

Pinsedag var jøder fra alle folkeslag samlet i Jerusalem. Pludselig indgav Helligånden disciplene at tale alle mulige forskellige sprog, så folk kunne høre om Jesus. Og de kom til tro, Helligånden virkede med stor kraft, så 3.000 mennesker blev døbt pinsedag. Derfor er pinsedag kirkens fødselsdag.

Og trods vore sprogs store forskellighed, så smelter de alligevel sammen gennem Jesus Kristus.

Der er sket noget med alle vore sprog. Jesu navn har skabt en forandring af vore sprog. Gud vor Fader har ved Ånden smeltet vore hjerter, så vi er kommet til samme tro på Jesus Kristus. Derfor er vi ét, selvom vi er forskellige. Det er et under, som vi takker for i dag.

Lad os bede om, at evangeliet når ud til stadig nye folkeslag, så der ikke skal findes den plet, hvor man ikke har hørt det.

Nu har vi hørt Jesu ord på pinsedag.

Elsker I mig, så hold mine bud. Sådan taler Jesus til disciplene og til os. Vores kærlighed til ham er ikke noget rent følelsesmæssigt, men kærligheden viser sig i vores liv og gerninger.

Og når vi elsker vores Herre og lever efter hans befalinger i dagligdagen, så beder han gerne om, at vi får Helligånden.

Helligånden kalder Jesus for Talsmanden. En talsmand er en person, som tager os i forsvar. En forsvarer. Hvad skal Helligånden forsvare os imod? To ting: Han skal forsvare os mod ydre farer og fristelser og angreb og forfølgelser. Man Han vil også forsvare os mod indre farer. Farer og fristelser, som Djævelen hvisker til os, når vi mindst venter det. For vi står i en kamp mellem Gud og hans modstander Djævelen. Men Gud ske lov er Djævelen i grunden nedkæmpet af Jesus. Alligevel kommer der angreb derfra.

Det er en stor trøst, at når Jesus beder om og giver os Helligånden, så er det ikke for et øjeblik, men for altid, til evig tid. Det er en trøst, når vi måske bliver kede af det og mismodige. Så kan vi løfte hovedet, rette os op og som Jesu disciple holde fast på hans befalinger. For Helligånden er sandhedens Ånd, der lærer os, hvad der er det rigtige og sande. Så vi aldrig dybt i hjertet er i tvivl om, hvad der er det rette at gøre. Fordi Helligånden arbejder i vort hjerte og samvittighed.

Uden efterfølgelse af Jesus er det umuligt at kende Helligånden. Men vi kender Helligånden, som er i os. Vi er ikke alene. Vi er ikke faderløse. Jesus kommer til os sammen med Helligånden. Vi er som grene på vintræet Jesus. Vi hænger sammen. Vi får kraften, Helligånden fra Jesus, altid. Der er altid ny kraft at modtage fra Jesus.

Og Gud har udrustet sine disciple over hele kloden til på hver deres sprog at forkynde, at Jesus er Guds Søn, er Herren, som død for vore synder og opstået, så vi får hans retfærdighed og han tager vore synder bort. Amen.

Meningernes tid er forbi - om det, Jesus beder om

Prædikenen kommer ind på, hvad der skete, da general Maximus kæmpede direkte med kejser Commodus og sejrede - og døde. Og hvad det har med Jesus at gøre - måske kan de fleste godt se nogle paralleller.

Det handler om ære og den glans, hans død kaster over hele samfundet. Jesus vil dele sin ære og herlighed med enhver, der tror på ham. Og målet er, at de troende faktisk har et dybt fællesskab om Jesus, så 'verden' (Jesus bruger det udtryk) må tro på ham. Der er brug for en meget stor portion ydmyghed for kirken og kristne!

***

Grundvolden er, at Jesus Kristus og hans Fader er ét. Det er det, Jesus lærer os.

Det er det, der skaber troen, skaber kirken, skaber enheden mellem kristne, og det er det, der vil gøre, at verden vil komme til tro på Jesus Kristus.

Alt står og falder med, at vi tror, Jesus er sendt til verden af Faderen.

Hvis ikke, så er der ingen kristendom.

Så er der bare meninger tilbage. Så falder kirken fra hinanden i ruiner. Ligesom sproget også falder fra hinanden som en ruin af ord, hvor alle dyrebare ord er omfortolkes, alt efter de meninger, hver gruppe har.

Så har vi meningskirker, ikke menighedskirker.

Det er meget mærkeligt, hvordan ord kan forandre mening hen over tid. Fra en kultur og religion til en anden. Det ser vi i dag i Johannesevangeliet. Her har vi et ord, der er stærkt ladet. Ordet herlighed. På græsk er det ordet doxa.

Doxa – blandt førkristne grækere betød ordet først og fremmest: mening. At have en mening.

Men blandt jøder var ordet forbundet med selve den dybeste glædeligste mening, nemlig Guds åbenbaring af sin herlighed, af hans væsen.

Som da Herren åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk.

Herrens herlighed strålede ud der fra den ydmyge dagligdags busk langt ude i ingenmandsland. Strålede med Herrens ord: Jeg er den, jeg er. Gud sagde til Moses: Sig til folket: ”Jeg er” har sendt mig. Ud af Guds nærvær sendes han.

For Guds herlighed er Hans underfulde nærvær, så vi mærker det ind i hjertet. Vi mærker handlingslammelse blive afløst af sendelse til verden med evangeliet.

Jøderne udskiftede meninger med Herrens herlighed, hans dybe mening gennem sig selv.

Sådan er det fra begyndelsen i den nye kristne tro. Man finder man ikke et eneste eksempel på, at det græske ord doxa betyder ’mening’.

Meningerne om de tusinder af guder, som romere og grækere og andre tilbad i alle mulige forskellige situationer.

Da det katastrofale vulkanudbrud i Vesuv, måtte folk flygte, men det regnede selv ud i havet med ild. Plinius den Yngre oplevede udbruddet fra havsiden og skrev i et brev: ”Mange bad til guderne om hjælp, men mange flere tænkte, at guderne var forsvundet og at universet var kastet ud i evigt mørke for altid.”

I nødens stund var guderne for mange ingenting.

Hos Jesus er det klart: meningernes tid er forbi!

I Jesu og Faderens ord er sandhed og dernæst kærlighed. Kærlighed som rimer på herlighed.

Om man vil findes, den dybe sammenhæng og mening i Guds herlighed. Vi kan også oversætte ordet: ære. Thi dit er riget og magten og æren, herligheden.

I fadervor afskriver vi æren fuldstændig og giver Gud alene æren. Sådan som Johann Sebastian Bach gjorde, når han skrev musik. Han skrev øverst på nodebladet: JJ – Jesu juve, eller JH: Jesus, hilfe, altså Jesus, hjælp mig. Og nederst på nodebladet. SDG Soli Deo Gloria, Æren er Guds alene!

For den musik, Bach komponerede, anså han for inspireret og indgivet af Gud selv.

Det er en enorm befrielse af fralægge sig al ære. Fordi den ære, vi selv vil tiltage os, er og bliver tom.

Men til gengæld siger Jesus, at den herlighed, Faderen har givet ham, at den herlighed har han givet os. Vi får del i hans herlighed.

Men hvad er det for en herlighed? Det er en herlighed, hvor kors og lidelse hører med. Før opstandelse, eller med opstandelsen. For Den, der tror på Jesus, er overgået fra døden til livet.

Det er som i filmen Gladiator. Generalen Maximus bliver gjort til slave og gladiator. Til sidst skal han kæmpe alene mod kejser Commodus i Colosseum i Rom.

Han er på forhånd blevet såret af kejseren med en kniv, så hans kampdygtighed er stærkt nedsat. Da han mod al forventning alligevel dræber Commodus, synker han selv død sammen.

I det øjeblik træder æren og herligheden ind i fuldstyrke: Commodus’ søster, som holder af Maximus, taler til folket: Han var Roms soldat. Ær ham! Og så bæres hans lig ud, mens folket er blændet af den ære, der tilkommer Maximus, ved at han gennem sin død befrier Rom fra tyanniet.

Som Jesus lod sig såre af vore synder, og gik mod Satan og døden ind i sin død på korset.

Der, fra korset skinner hans herligheds glans ud til jordens ender for altid.

Han var i går, i dag og til evig tid den samme. Hans herlighed strålede skjult ud fra den brændende tornebusk. Men i tidernes fylde, på det ganske bestemte tidspunkt i verden, brød hans herlighed frem for alle at se til tidernes ende.

Men Jesu herlighed hænger sammen med den magt og myndighed, Faderen har givet ham. Myndighed og magt til at give evigt liv til alle, der tror på ham og på, at Faderen har sendt Jesus til verden.

Og hvordan er det nu med troen? Den kommer af at holde Jesu ord. Den vokser ud af livet med hans ord. Jesu ord er nemlig, om man vil, den brændende tornebusk, som altid står i glans for øret, når vi hører det, og for øjet, når vi ser det hele for os.

Og Jesu herlighed flammer op gennem hans ord. Vi er kommet til tro gennem apostlenes ord om Jesus Kristus. Og Jesus beder, at verden må tro på ham. Det er målet. Det er ikke ligegyldigt. Det kan der ikke være to meninger om. Det er målet. For så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Dette er at have den rette mening, den rette troens lære. Ikke meninger, men den rette lære og mening. Som kirken ikke kan afvige så meget som et hårsbred fra.

Guds herlighed er for altid knyttet til Jesu ord. Det understreger Jesus selv gentagne gange. Han taler om at holde eller bevare hans ord.

Ikke blot Jesu ord, men de ord, han har fået af Faderen. Han siger: Dit ord er sandhed. Dette ord er et bestemt ord, bestemte ord.

Vi må tilføje, hvad apostlen Johannes siger et andet sted: Enhver, som går ud over og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud. Men den, der gør det, har både Faderen og Sønnen.

Den enhed, som ligger Jesus på sinde at bede om hos os kristne, er forbundet med at holde hans ord.

Og hvordan skal vi så forstå, at Faderen er i Jesus og Jesus er i ham, og at vi skal være i Jesus?

Et godt ord for det er nærvær, hans nærvær blandt og i os. Som når han kalder sig selv hyrden, der passer på fårene. Det foregår igen via ordet. Fårene hører den gode hyrdes røst og følger ham og får evigt liv. Og livet for stråleglans fra ham.

Det sammenfatter Jesus selv i billedet af vintræet og grenene. Jeg er det sande vintræ, I er grenene.

Vi bærer kun frugt, så længe vi er grene på ham, vintræet. Og Jesus foretrækker at bruge billedet af det ædle vintræ med dens frugt og vin.

Der er noget stærkt beroligende ved blot at være en gren på vintræet. Det er det mest fuldkomne billede på fuldkomment nærvær.

Når vi bliver på vintræet, bliver i Jesus, så bærer vi frugt, siger han. Men skilt fra ham, falder alt fra hinanden, herligheden er borte, det bliver til meninger i den ene og den anden retning.

Og den herlighed, han har fra Faderen, har han givet til sine apostle, siger han. De skinner for evigt for verden med evangelierne, med deres breve, med deres vidnesbyrd og med deres død som vidner om Jesus Kristus.

Det var alene Jesus Kristus, som kunne holde sammen på apostlene i al deres forskellighed.

Og holde sammen på os. Det under skete dengang, og det skinner ud i verden med de fire dejlige evangeliebøger, som vidner om det ene evangelium om Jesus verdens Frelser.

Så slutter Jesus med at tale om kærlighed. Først nu kommer kærligheden på tale. Først sandhed, så kærlighed.

For kærlighed er ikke kærlighed hen i vejret, men er den kærlighed, der holder sig til Jesus som sandheden, vejen og livet.

Som ikke digter egne meninger til, men ydmygt bliver ved Jesu ord, som er den rette mening, den sande mening. Sådan som Jesus er Ordet, logos, dvs. den dybe sammenhæng, den dybe guddommelige logik, der overgår enhver forstand. Amen.

Nærvær. Omsorg. Gud ER! Prædiken til 3. søndag efter påske 2022

Omsorg. Vejledning. Sandhed. Det er Jesus Kristus.

Først omsorgen. Det er som en moders trøst til sine børn, der er i vildrede, bange eller ikke ved ud eller ind.

For sådan er Herren, han vil samle os som hønen samler kyllingerne.

Den moderlige omsorg viste Moses’ mor, da hun mod alle odds gjorde det eneste, der stod i hendes magt, nemlig at sætte den helt lille Moses ud i en sivkur. Resten er historie frem til Moses som voksen mand møder Gud selv i den brændende tornebusk.

Der skulle han også langt ud for at møde Gud. Langt ude i ørkenen. Men så mødte han ham også.

Og hvad med apostlenes mødre? Peters mor hører vi ikke om, men derimod om hans svigermor. Hun ligger syg, da Jesus og Peter med flere ankommer til huset. Det er en katastrofe, for hvad med maden? Jesus helbreder hende. Han viser moderlig omsorg for moderen, for svigermoderen.

Og så er der Johannes’ mor. Ja, hende kender vi. Hun gik ikke af vejen for at have store ambitioner på sine to sønners vegne, Jakob og Johannes. Hun ville bare gerne bede om, at de to skulle sidde på hver sin side af Jesus i Guds synlige rige, når al tid har ende og vi skal spise og drikke med vor Herre og Frelser.

Selv en moders bøn kan Jesus ikke sådan opfylde, det er op til Faderen.

Og så er der frem for alt Jesu egen mor. Hun gemte de ord, hun hørte af hyrderne julenat, gemte dem dybt i sit hjerte. Hun vidste, at han skulle gå gennem sværd mod døden. Hun vidste, at hendes søn skulle lide for at føre os til herlighed. Hun ved det, og synger sin glæde over at skulle være mor til selve Guds søn: Herefter skal alle slægter prise mig salig. For han har gjort store ting imod mig.

Gid alle mødre måtte kunne spejle sig blot lidt i Marias lovsang. Den mægtige har gjort store ting imod dig, kvinde.

---

Jesu nærvær, hans Faders nærvær, over for os. Gennem Helligånden, der virker konstant for at hjælpe os. Det er temaet i dag. Guds nærvær.

Et blik fra ægtefællen, når mobilen eller tv’et eller noget andet tager opmærksomheden. Så den anden ikke kan mærke et nærvær.

At mærke Guds nærvær. Det handler denne søndag om. Og vil styrke os i at tro.

Længsel efter mening, længsel efter fyld af liv, af lykke, af salighed. De længsler har vi, eller også har vi dem nogle gange ikke, fordi vi opgiver at tro på, at der kan være lykke og salighed.

Det første vi lærer i dag, er at Gud ER der for sit folk. ”Jeg er” kalder Gud sig selv. Han er simpelthen nærværende, fuldt nærvær.

Det kan vi godt prøve at tage ind stille og roligt. Han er helt og fuldt nærvær. Ikke halvt, men helt. Lige nu.

Sådan er det også, vi er kommet til kirke. For at styrkes i troen på, at han virkelig er nærværende.

Jeg ved ikke, om nogen af jer synes, I har oplevet noget, der svarer til, at Gud viste sig for Moses i den brændende tornebusk.

Men Moses bliver jo overhovedet ikke ved sin oplevelse. For han bliver direkte sendt af sted til sin opgave, sin mission.

Moses får at vide, at han skal sige til folket, at det er Gud, det er ”Jeg er”, der har sendt ham. En underlig besked. Men en besked om, at Gud vil have sine øjne rettet mod sit lidende folk og vil frelse folket gennem nød, elendighed og ulykker.

Det er derfor, vi skulle synge salmen: Gud er her til stede. Det har vi brug for at blive mindet om. For det siver ofte ikke rigtig ind. Derfor har vi brug for at komme igen og igen og høre ordet.

Det kan godt være, at du og jeg ikke sådan får store oplevelser af Guds nærvær. Men hvem har sagt, at vi skulle have det? Ordet er Guds nærvær – altid. Ingen må tænke lidt om Guds nærvær gennem ordet. Tværtimod. Det ER Guds nærvær, når vi hører ordet – og tager det til os. Ord skaber, hvad de nævner. Så meget mere skaber Guds og Jesu ord, hvad de nævner. Vi må vente med at se Gud ansigt til ansigt. Nu i tiden ser vi ham i hans Søn Jesus Kristus, i hans liv, lære, gerninger, død og opstandelse og alt, hvad han er, har, gør og formår.

Vi ser ham også i apostlene Peter og Johannes, der frimodigt træder frem i templet og taler om Jesus, om hans død og opstandelse. Og hvordan de helbredte en lam mand. Folk vil vide, hvad det var for en magt de havde til det, og i hvilket navn det var sket.

Deres svar er værd at gentage: ”I skal alle vide, at det er i Jesu Kristi, nazaræerens navn, han som I korsfæstede, men som Gud oprejste fra de døde, at denne mand står raske foran jer.”

Vejen til helbredelsen går gennem Jesu død og opstandelse. Det kommer vi tilbage til.

Guds nærvær viser sig i, at denne mand blev helbredt. Jeg kender også til at opleve Guds nærvær gennem helbredelse af en lidelse, jeg havde. Gennem forbøn, som blev bønhørt øjeblikkeligt. Sådan er det jo ikke altid, men Gud viser virkelig sit nærvær til os fra tid til anden gennem helbredelser, små og store.

Derfor vil der også være mulighed for at komme op til alteret efter gudstjenesten og modtage forbøn.

Og nu til Jesu tale til sine disciple den sidste aften, han var sammen med dem.

Hvad taler han om: Sit nærvær. At hans bortgang vil føre til, at de mærker hans nærvær endnu stærkere. Hvordan? Gennem Helligånden, som kommer til dem og vejleder, lærer og minder dem om alt det, Jesus har sagt og gjort. På den måde er Jesu ord virkelig langtidsholdbare.

Jeg begyndte med at tale om vores længsel efter mening. I Jesu tale hører vi, at meningen med hans liv og gerning var at være til gavn for os. Det hele samvirker til, at disciplene og vi med dem mærker det guddommelige nærvær, men på en anden måde end ved fysisk at være sammen.

Disciplene oplevede, at Jesus virkelig kom igen efter sin død, kom som den opstandne og spiste og drak med dem. Deres frygt for, at han skulle dø, skulle føre til, at deres tro blev fordybet. Som vi også oplever det. Når vi har noget, vi er bange for eller frygter, så oplever vi, at Jesus kommer til os gennem Helligåndens nærvær i os og mellem os.

Jesu kærlighed til disciplene, til os, er så stor, at han vil lade os vide, at der er mange boliger i hans Faders hus. Boliger. Ikke opholdssteder. Nej, permanente boliger. Væresteder. Evige væresteder i en tilstand af fylde af liv og glæde og lykke.

Og vejen dertil, det er Jesus selv: Jeg er vejen, siger han. Filip forstår ikke det her. Han fatter ikke, at Jesus er nøglen til at opnå lykken, saligheden, Guds nærvær. Og den vej, Jesus selv er på vej til at tage, er også den vej, hans efterfølgere må tage. Han selv går til Faderen gennem korsfæstelsen og opstandelsen. I fremtiden skal hans disciple dø og opstå gennem ham. Derfor siger Paulus, at i dåben er vi korsfæstet og begravet med Kristus for at opstå og leve med ham i et helt nyt liv.

Jesus Kristus er den altid nærværende vej til Gud, til at være Gud nær. Og derfor er han også sandheden og livet. Sandheden og livet udspringer af, at han er vejen. Kun på den vej, som er ham, er sandheden og livet.

Martin Luther siger: Kristus er din egen med liv, lære, gerning, død og opstandelse og alt, hvad han er, gør og formår. – Det er det, der er evangeliet. Ikke blot at høre ordet, men at tager til os, at vi er ét med Jesus Kristus. Vi er vokset sammen med ham i dåben og ved troen.

Er det hård tale? Nej, det er en varm tale til trøst for alle bedrøvede: Lige her er Gud nær, i Jesus Kristus har vi et virkeligt fællesskab med Gud, selvom det er usynligt. Men han er til stede, som han var til stede i den brændende tornebusk. Den brændende tornebusk er overalt, hvor Jesu navn påkaldes i tro og med håb.

Når Jesu ord lyder, når Guds ord lyder, ja, så ER det den brændende tornebusk lige her hos os.

"Den anden Maria" - påskeprædiken 2022

Den anden Maria - noget smukkere og mere dagligdags kan jeg ikke forestille mig: den anden Maria.

Vi kender ikke hende. Det lyder lidt kryptisk: den anden Maria. Men selvfølgelig var der den første Maria, hende der kom fra byen Magdala, Maria Magdalene.

Den anden Maria - Matthæus kendte hende. Og nu kender vi hende næsten også. Den anden Maria.

Faktisk fremgår det, at hun var tilstede hele vejen fra korsfæstelsen og til gravlæggelsen og holdt øje med det hele. Sådan dukker 'den anden Maria' op og forsvinder.

Men det er så jordnært, som hvis vi selv lige nu er i Jerusalem i den store kreds af Jesu venner. Alle kendte hende, generationer efter, hendes navn som 'den anden Maria'.

Det lyder, som om det var her til morgen, vi hørte om hende. De to Maria’er løber afsted, det gør de med stor frygt og glæde, står der.

De er ved at sprænges af det, de prøver at fatte, mens de løber. Ja, når man løber, kan man ikke tænke alt for mange tanker, men må bare spæne afsted.

Englen siger ikke: Gå ind til disciplene. Nej, løb! Og i deres løb bliver de standset af Jesus. Han møder dem. Og han gentager det, englen allerede har sagt: Sig det til disciplene, at jeg går i forvejen for dem til Galilæa.

De løbende Maria’er har lige brug for intet mindre end at møde Jesus, den Opstandne, OG blive mindet om, hvorfor de løber og hvad for et budskab de skal aflevere.

Hvor er det hjemligt: Jeg går i forvejen for dem til Galilæa. Jamen, lige der på vejen er han måske også gået i forvejen for dem. Det er forvirrende, for den Opstandne har egenskaber, som hører Guds virkelige virkelighed til. Han kan nu være her og der og alle vegne.

Derfor elsker vi ham, derfor tror vi på ham. Han er hos os med hele sin vælde af Helligåndens kraft, glæde, fred, tålmodighed, udholdenhed, venlighed, kærlighed.

Ham elsker I uden at have set ham,

Ham tror I på nu uden at se ham,

Men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde,

Når I kommer frem til troens mål,

Jeres sjæles frelse.

 

Peter er meget nøgtern.

Det har han også grund til at være.

For han fandt ud af, at han ikke var så stærk i troen, som han havde bildt sig selv ind.

Han sov, da Jesus blev prøvet til det yderste i Getsemane have.

Han var blevet klar over, at troen på den opstandne Jesus ikke lige kom til ham.

Han tvivler, da han hører om, at nogle af kvinderne har set Jesus opstået. Han ved ikke, hvad han skal tro, da han kommer ud og finder graven tom, bortset fra det sirligt sammenfoldede ligklæde og det stofstykke, som havde været over Jesu lig

Han tvivlede, da han ellers var kommet ud på vandet til Jesus, og sank omgående. Og måtte reddes op af Jesus.

Han mente efter år med Jesus, at Jesus ikke skulle gennem lidelse og død. Det var en forkert vej. Han hørte overhovedet ikke efter, alle de gange Jesus på så én måde, så en anden måde, sagde, at han skulle opstå på den tredje dag. For en af gangene, hvor Jesus nævner den kommende lidelse, død og opstandelse, siger Peter: Sådan skal det ikke gå dig.

For det med opstandelsen kan han ikke forholde sig til.

For enhver jøde var opstandelsen nemlig noget, der hørte endetiden til.

Og så en ting til: Uden Helligånden kan vore øjne ikke åbnes for, at Jesus virkelig er opstået fra de døde og lever udødeligt og tilgængelig for os alle jorden over.

Det var vel også derfor, Jesus befalede disciplene at vente med at fortælle noget til andre end deres egen kreds, indtil Helligånden kom over dem. Så deres tro blev fast, deres mod blev helt uigennemtrængeligt for modstandere, så de var klar til at tale til ypperstepræster, konger og hvem som helst. Uden frygt.

Men før Helligånden kom over dem, havde Jesus altså vist sig for disciplene, både i Jerusalem og i Galilæa. Det er ingen anden end den Opstandne, der får samlet disciplene til at være en menighed. De var jo blevet spredt for alle vinde ved Jesu henrettelse. Frygten havde helt bemægtiget dem.

Kun Jesus selv kunne samle dem alle sammen op ved at vise sig for dem. Der er ingen anden forklaring på, at menigheden pinsedag blev en overmægtig realitet, den dag, da de endegyldigt blev udrustet med Helligåndens kraft.

Og så smelter alt det, Jesus har lært disciplene gennem sin vandring med dem i tre år, sammen med det, han siger til dem efter opstandelsen. Og centrum er det, som Jesus på så mange måder havde sagt til dem: hans korsfæstelse og opstandelse.

Og troen på Jesu opstandelse kommer, som disciplene selv siger, af, at de selv har set ham med egne øjne. Før hans døde og efter hans død. Mens de vandrede med ham og spise og drak sammen med ham, og efter hans opstandelse, hvor de også spiste med ham.

Deres overbevisning var af en overmægtig karakter. Peter havde påstået, at han ville dø sammen med Jesus, men da det kom til stykket var en kryster og oven i købet fornægtede Jesus tre gange helt vildt. Men da Jesus viste sig for ham og tilgav ham alle hans synder og forseelser, så skete der en forvandling med ham. Peters frygt blev afløst af en uimodståelig kraft. Han gik pinsedag direkte ind på tempelpladsen og forkyndte, at Jesus, som var blevet korsfæstet kort forinden, var opstået fra de døde, og han var ikke længere i graven, sådan som kong Davids stadig lå i sin grav, og gør det til den dag i dag i Jerusalem.

Ret mange detaljer fortæller evangelierne ikke om Jesu opstandelse. Selvom der er nok af afgørende beretninger.

Vender vi os dermod til Jesu lidelseshistorie – den fortælles meget detaljeret, meget sammenhængende og meget konsekvent om Kristus. Der er ingen vilde ting at berette. Nøgternt berettes om piskning, forhånelse, korsfæstelse. Ingen udpenslinger overhovedet. Kun af og til nogle navne, der dukker op, som ingen anden funktion har, end at det var nogen, der var vidner til disse begivenheder, og som derfor kunne fortælle det til de fraværende disciple og til os.

Men Jesu opstandelse – her er det noget helt andet. Nu er det nemlig disciplene selv, som er vidner til opstandelsen, som møder den Opstandne. I tiden frem til pinse styrkes de sammen af, at Jesus viser sig for dem, og de styrkes til deres ufattelige missionsvirksomhed, som begynder med dag 1. pinsedag. Derfra er der ingen af disciplene, der ser sig tilbage.

***

Og nu er det os. Og apostlen Peter opmuntrer os, for han ved godt, at vi ikke har oplevet at spise og drikke sammen med Jesus. De fleste af os har heller ikke set Jesus efter hans opstandelse.

Derfor siger Peter.

Ham elsker I uden at have set ham,

Ham tror I på nu uden at se ham,

Men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde,

Når I kommer frem til troens mål,

Jeres sjæles frelse.

Det er den opstandne Jesus selv, som virker i os, så vi uden at have set ham allivel tror på ham.

Vi tror, fordi apostlene så ham efter opstandelsen. Vi tror, som de tror, fordi Jesus med sin opstandelse bekræftede alt, hvad han havde sagt.

Ved at leve i troen på Jesus, ved at være med i det fællesskab, han har stiftet, nemlig hans kirke, ved at høre hans ord oplæst og prædiket over, ved at modtage hans legeme og blod i nadveren, da styrkes vi, så vi holder ud igennem vores liv, under trængsler, lidelser, nedtrykthed, tab af enhver art, sorg.

For da er Jesus den Opstandne fortegnet for hver ny morgen, for dag efter dag, hvor almindeligt det ellers kan tage sig ud.

Og nu kan vi på en særlig måde bruge dagene frem til pinse, de 50 dage, til at bede om, at Helligånden må virke i os dag efter dag, så vi ikke taber modet, selvom alt måske kan se sort ud, som i disse tider med krig.

For som Peter siger: vi har fået del i et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Peter havde om nogen været ramt af håbløs sorg. Skam over at have fornægtet sin herre.

Og nu siger Peter til os midt i krig, midt i sorger, midt i fristelsen til at give op, at vi har en fremtid, en utrolig fremtid at se frem til:

Men I skal juble med en uudsigelig, forklaret glæde,

Når I kommer frem til troens mål,

Jeres sjæles frelse. Amen.

Prædiken på Mariæ bebudelsesdag 2022

Maria Hodogetria,'Vejlederen Maria'. Ikonen er malet/skrevet af Jette Holm, tidligere præst i Løkken. Man ser Maria pege hen på Jesus, og Jesus for sin del har med den venstre hånd godt fat i Marias tøj. Med den højre peger han også, men mon ikke denne pegende hånd skal vise, at han har al magt i himlen og på jorden.

Maria Hodogetria,'Vejlederen Maria'. Ikonen er malet/skrevet af Jette Holm, tidligere præst i Løkken. Man ser Maria pege hen på Jesus, og Jesus for sin del har med den venstre hånd godt fat i Marias tøj. Med den højre peger han også, men mon ikke denne pegende hånd skal vise, at han har al magt i himlen og på jorden.

Det er Mariæ bebudelsesdag i dag, så der er omtrent ni måneder til jul

Jomfrufødslen er ikke særlig stærkt bevidnet i Ny Testamente. Til gengæld har vi netop beretningen om jomfrufødslen (ud over hos Matthæus) hos Lukas. Og det er af alle evangelisterne Lukas, der fra starten af sit evangelium lægger stor vægt på, at tingene skal være sikre og bevidnede.

Der er en del, der tyder på, at Marias lovsang stammer fra en lille kreds omkring hende og også ting i lovsangen, som kun kan tilskrive Maria selv. Hun har fortalt om underet til denne inderkreds.

Det ville ikke være mærkeligt, at dette ikke var det første, der kom ud om Jesus. Det var jo Jesu opstandelse fra de døde, der skrives om på næsten hvert blad i apostlenes breve, og det er også det, alle fire evangelier ender med at fortælle om, hver på deres måde med de kilder de har haft adgang til.

Når vi hører Marias lovsang, så skal vi tænke over, at da hun hørte hyrderne fortælle om englenes lovsang og budskab på marken julenat, da ”gemte” hun ”disse ord i sit hjerte og grundede over dem.” Vi fornemmer tydeligt, at Maria har tænk og tænkt. Hun har tænkt langt og stort.

Og Marias lovsang er som kvintessensen af alle profeterne og Davids Salmer, ja, af hele Gammel Testamente.

Jødiske drenge skulle på den tid kunne læse den hellige skrift og læse op derfra på sabbaten, når de var blevet konfirmeret – det hedder at være bar mitzvah, ’buddets søn’. Om piger som Maria også kunne læse, kan vi ikke vide noget om, men hun har hver sabbat lyttet til oplæsningerne fra Mosebøgerne, fra profeterne og fra Davids Salmer. Hun har kunnet meget af dette udenad.

Hendes lovsang er virkelig fantastisk!

Maria var efter al sandsynlighed en ubetydelig tjenestepige i Nazaret fra trange kår.

Der var ikke noget særligt ved hende, som hvis hun havde været en af præsternes rige og smukke døtre i Jerusalem.

Og netop denne fattige, uanselige, ubetydelige pige viser Gud al sin kærlighed imod.

I sin lovsang taler Maria lige ud af sit hjerte, ud af sin egen erfaring, og det er gennem denne erfaring, at Helligånden har oplyst og undervist hende.

For ingen kan forstå Gud og Guds ord ret, uden at få det umiddelbart fra Helligånden.

Men ingen kan få det fra Helligånden, uden ved at han eller hun erfarer det, prøver det og fornemmer det.

Maria erfarer, at Gud ikke gør andet end at ophøje det dybe, det fornedrede, og at fornedre det der ophøjer sig.

I almindelighed er der i vores tid en stræben efter komme højere, komme så at sige over sig selv, op til ære, magt, rigdom, lærdom, gode dage og alt, hvad der er stor og højt.

Og når folk så er kommet derop, så hænger mennesker efter, strømmer til og vil gerne være i nærheden af dem i håb om selv at blive lige så store og mægtige.

Ingen har lyst til at se ned i dybet, derned hvor der er fattigdom, uanselighed, nød, jammer, angst. Det vender øjnene sig helst fra.

Derfor ses det, at mennesker ser væk, når der er uanselige mennesker i nærheden, tænker ikke på at hjælpe dem.

Men apostlen formaner os til ikke at se til de høje ting, men at holde os til de ringe. Som Maria.

Der er der godt at være. Og apostlen Peter siger det også: Gud står de store imod, men de ringe skænker han nåde.

Derfor lægger Gud på sine børn mange lidelser og trængsler, for da åbner vi os for Ham og modtager Hans kærlighed, priser Ham for Hans gode gerninger mod os.

Det må vi sige er sket for kristen fra hele Mellemøsten, så mange af dem ikke kan bo i deres hjemstavn igen.

Kristus selv led meget ondt og til sidst korsdøden, han erfarede da midt i rædslen kærlighed til sin Fader.

Maria har haft fattige og ringeagtede forældre, og nu synger hun glad og nærmest dansende i ånden og priser sig lykkelig og lovsynger Gud, fordi han har set til hende, så ringe som hun var, ja, skønt hun slet ingenting var.

Derfor bryder hun ud i en sang med stor glød og overvældende glæde med hele sit væsen: 

Min sjæl ophøjer Herren. Min sjæl – mit hele liv, alt hvad jeg er. Som vil hun sige:

Mit liv og al min tanker er båret oppe af Guds kærlighed, af lovprisning og af stor glæde. Jeg bliver ligesom løftet op til at lovprise Gud. Jeg opløfter ikke mig selv, jeg bliver løftet af Gud.

Dette sker for alle, der bliver gennemstrømmet af guddommelig sødme og ånd: de føler mere end de kan udtrykke. For det er ikke menneskeværk at prise Gud. Det lader sig ikke lære ud fra en forklaring, det kendes kun ved erfaring. Som David siger:

Smag og se, at Herren er god. Først smage, så se.

Sådan smager vi Herren, når vi tager imod brødet som Jesu Kristi legeme, og når vi gør det, så begynder vi lidt efter lidt at se Ham, at leve i Ham og med Ham.

Men fremholder vi på nogen måde gode gerninger og fokuserer på dem i stedet for på Gud, så forsvinder troen som sand mellem hænderne på os, og så bliver vi som døde i forhold til Gud.

Min sjæl ophøjer Herren, synger Maria.

Det betyder: gør stor og nærer stor tiltro til en person, nemlig Gud, som formår, som har vilje til at gøre store og mange og gode ting.

Hvad synger Maria videre om? Hun synger om Guds gerninger. Seks gerninger nævner hun:

Guds første gerning er barmhjertigheden.

Guds anden gerning: at tilintetgøre åndeligt hovmod

Guds tredje gerning: at fornedre de stærke

Guds fjerde gerning: at ophøje de ringe

Guds femte og sjette gerning: at mætte de sultne og lade de rige være tomhændede

Til slut. Hvad lærer vi af Marias lovsang?

Marias lovsang handler om tre formål: 

1 Den skal styrke vor tro

2 Den skal trøste alle svage

3 Den skal forfærde alle stærke mennesker

Maria har sikkert haft Jobs bog i tankerne. Et sted taler Job til sine venner og siger om Gud:

”Han kan sætte samfundets ledere fra magten og fratage dommere deres ret til at dømme, han kan fjerne konger fra troner og gøre dem til slaver i stedet. Han kan fratage præster deres tjeneste og sætte mægtige mænd fra magten. Han kan gøre de bedste rådgivere målløse og fratage de kloge deres tænkeevne. Han kan bringe lys ind i de mørkeste afkroge. Han kan gøre nationer stærke, men også opløse dem igen. Han kan udvide et lands grænser, men også sprede befolkningen for alle vinde. Han kan berøve regenter deres sunde fornuft.”

Denne tro på Guds ledelse af verden gør fri og glad, for han har styr på det hele.

Ukraine - lidelsens problem og det onde - prædiken til 2. søndag i fasten

Den russiske forfatter Dostojevski har i sin roman Brdr. Karamasov ladet en person sige:

Det er sagt om menneskene: ”Aldrig, aldrig sålænge jorden står, vil de forstå at dele imellem sig!”

”Dersom man for evig fik udryddet troen på udødeligheden af menneskets sjæl, ville i samme øjeblik ikke blot kærligheden, men overhovedet al levende kraft til at fortsætte livet her på jorden visne bort. Ikke nok dermed: i så fald ville begreberne moral og umoral øjeblikkelig forsvinde – alt ville da være tilladt, endog menneskeæderiet.” (side 97 bd. I).

En sådan prisgivelse til egoisme og bestialitet truer os alle midt i vores enorme rigdom og muligheder.

Men Dostovjevski siger også noget andet, der er vigtigt her. En russisk præst siger til hovedpersonen i romanen.

”Lyv fremfor alt ikke for Dem selv. Den, der lyver for sig selv og lytter til sin egen løgn, kommer til sidst så vidt, at han intetsteds får øje på nogen sandhed, hverken i sig selv eller omkring sig, og uden tro på nogen sandhed vil han ende med at foragte både sig selv og andre.

Og tilføjer: ”Den, som lyver for sig selv, krænkes og forbitres også lettere end andre, fordi han i sin forløjethed netop søger krænkelsen; for krænkelsen kan jo undertiden berede et menneske velbehag, ikke sandt.”

Og hvad skal vi gøre? Når vi lyver groft for os selv? Når noget uforklarligt ondt ligesom overvælder os og gør os bange?

Så hører vi, hvad vi skal gøre:

Den slags kan kun drives ud ved bøn.

Vi kan nemlig ikke selv kæmpe mod det onde, der kommer ind over os og så at sige ’rette på os selv’. Ikke uden bøn og Helligåndens bistand gennem råb om hjælp.

Vi har kun bøn til Gud som skjold.

Vi har Jesu navn som det navn, som alle onde ånder må vige bort for.

Vi er så velsignet, at vi indleder fremsigelsen af trosbekendelsen med at forsage Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Den, der har prøvet at mærke noget gådefuldt, men ondt, stige op i sindet, ved af erfaring, at Djævelens kraft er en virkelighed, som vi må bede om beskyttelse mod, ved at tegne os med korsets tegn i fristelser og nød, ved at sige klart nej til ham og ja til Gud, om det så også er midt i spørgsmål og tvivl.

Hele Jesu vej på jorden var en lang kamp mod Djævelens magt og forsøg på at gøre ham til redskab for ondt. Han blev jo fristet af Satan til at gøre et skørt under: forvandle en sten til brød; at tilbede Satan for til gengæld at få al magt i verden; at styrte sig ned fra en høj tinde, så Guds engle kunne komme og tjene ham.

Efter de fristelser forlod Djævelen ham for en tid, står der. Så det var en vedvarende kamp. I vores del af verden har mange vænnet sig til at tænke, at når noget går i stykker mellem mennesker, så er det bare noget, der sker.

Men vi må som kristne være klar over, at der er en kamp, vi står i. En kamp i os og omkring os, og den indvendigt er den hårdeste.

Sådan siger Paulus:

Hent styrke fra Herren og hans vældige kraft. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan forsvare jer mod Satans lumske angreb. Den kamp, vi står i, er jo ikke mod mennesker, men imod åndelige magter, mod en hær af onde ånder.

Derfor skal I tage Guds rustning på, så I kan forsvare jer imod den Ondes angreb og stå fast, indtil alle angrebene er overstået…

Vær altid i bøn til Gud under Åndens inspiration, hvad enten det er forbøn eller bøn om hjælp. Ef. 6,10ff.

---

Måske sker direkte dæmonbesættelser ikke så tit hos os, men afhængighed af ting og sager, der helt tager vores liv og energi – det kender vi til. Det bliver en forbandelse.

Og nu er der en besættelse i gang af et land af et andet land ikke langt fra os.

Så mange flygter, så vi ikke kan fatte det, time for time.

De flygter fra død, ødelæggelse.

Djævelen har taget fat på sit gamle håndværk også tæt på os, det gamle håndværk: at dræbe mennesker.

Og så spørger vi igen: Hvorfor? Hvorfor al den lidelse i verden?

I disse dage, hvor et helt land midt i Europa bliver sønderbombet, kan mennesker spørge: Hvis der er en skaber, der både er almægtig og kærlig, hvorledes kan han så tillade, at hans skabning både lider ondt og gør ondt?

Man har forsøgt med forskellige svar.

Men den kristne forsynstro kommer ikke med et forsvar for Gud.

For den kristne tro er lidelsens problem uløst og uløseligt i denne verden. Hvorfor? Fordi den kristne tro går ud fra, at lidelsen kommer fra det onde. Og det onde er på en ubegribelig måde i verden har sat sig op mod Guds gode skabervilje. Vi hørte det: at Gud har skabt mand og kvinde i sit billede. Dvs. til at have fællesskab med Ham. Til at have et varmt fællesskab med hinanden. Til at skabe harmoni mellem mennesker verden rundt. Men det onde kom i verden på en gådefuld måde.

Det er dette onde, der er på spil i den krig nu, der er dette onde, der er på spil, når hadet stiger op i os, så vi ødelægger livet for hinanden. Det er uforståeligt, men vi gør det, igen og igen.

Lidelsens gåde kan først løses, når de sidste rester af det onde i vores verden endeligt er tilintetgjort, det vil sige når Jesus kommer igen.

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord; for den forrige himmel og den forrige jord var veget bort, og havet var ikke mere… Og jeg hørte en høj røst fra himmelen, som sagde: ”Se, Guds bolig er hos menneskene… Og han skal aftørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.” (Johannes’ Åbenbaring 21).

Den kristne forsynstro løser ikke lidelsens problem, men rækker en hjælp til at bære lidelsen.

Jesus, hører vi i dag, er vores ypperpræst på Melkisedeks vis, dvs. til alle tider. Det betyder, at han går i forbøn for hele verden hos Faderen. Det betyder, at Han lider med os her og nu, selvom vi ikke kan se det med vore øjne. Han går i forbøn for verden.

Og så er Han ypperstepræst ved, at han bar vor skyld op på korset, lod al vor skyld, al verdens skyld, én gang for alle, nagle til korset. Så vejen til paradis er åben igen. Så det mindste suk, den mindste længsel, den mindste bøn åbner for paradis. Også nu, så vi midt i lidelser kan være trygge hos Ham og i fællesskab med Ham.

Den kristne tro holder fast ved, at netop i lidelsen er Gud at finde som den eneste virkelige hjælp til at bære det, som skal bæres.

Sådan som Jesus bar sin lidelse og død.

Sejren over lidelsen bliver i troen på ham vor, også når vor egen tros udholdenhed bryder sammen under lidelsens tryk.

Derfor siger Paulus i et brev til menigheden i Rom: ”Men vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud… Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Hvem skal kunne skille os fra Guds kærlighed?”

Når kampen med lidelsens problem føres i troen på den lidende Jesus Kristus, da kan lidelsen selv blive et bånd, der binder den lidende til ham og dermed til Gud. Som Paulus skriver: ”…for at jeg må kende ham og hans opstandelses kraft og fællesskabet med ham i lidelserne, idet jeg bliver ligedannet med hans død, om jeg dog kan nå frem til opstandelsen fra de døde” (brev til menigheden i Filippi 3,10-11).

Den kristne forsynstro fastholder Guds skaberværks godhed og skønhed på trods af al ondskab og lidelse. Så guddommelig ubetvingelig er den kærlighed, hvori Gud skaber og opholder sin skabning, at han også skaber og fører sin skabning mod sin kærligheds mål, hvor vore øjne ikke kan se andet end lidelse og død.

Og alt sammen bæres af bøn. Vi gør vel i at blive en bedende menighed. Det vil ikke sige blot udvendigt at fremsige bønner, men at hjertet sukker og beder til Gud. At vi erkender, at vi ikke kan uddrive det onde af os selv.

I Ukraine berettes der i øjeblikket om undere af mange slags midt i krigens gru.

Midt i det er der også fortællinger fra for få dage siden -  om overnaturlig vejledning og beskyttelse. Der er fortællingen om en præst i Volnovakha. Han havde egentlig bestemt, at han ikke ville flygte. Men så hørte han en stemme, der sagde, at de skulle flygte straks. Medlemmerne skyndte sig væk i to busser,

Et par timer senere kom fjenden og ødelagde byen fuldstændigt.

Mange, mange mennesker er blevet traumatiseret, især fra Kharkiv. En kirke, jeg har læst om, har – uden at ane om kommende krig – valgt at oplære medlemmer i, hvordan man behandler traumer og chock. Forbøn betyder meget og kan lette meget.

Det  ukrainerne nu oplever, oplevdede vore syriske naboer for år tilbage. De ved om nogen på egen krop om traumer og chock. Som når de hørte et missil på vej ned, mens de kørte rundt i deres byer i Syrien og ikke anede, hvor det ville ramme. Om de 2-3 sekunder, når det slog ned, hvor hjertet ikke slog og øjnene stod helt åbne i rædsel.

Om at se biler flyve gennem luften ved bombenedslag.

Om udbombede huse, byer.

Lad os nu være stille i nogle minutter i bøn for verden i krig, især for dem, som ikke kan komme ud af kældrene efter bombardementerne, og dem, som er traumatiserede og i chock.

Om at ville udgrunde Gud i stedet for at hengive sig til Gud, der er kærlighed

Biskop i Lyon i 2. århundrede, Irenæus, skrev om det at ville gruble sig frem til at forstå Gud og Guds væsen. Om dette at gøre sig til af ens forstand og gå glip ad kærlighedsforståelsen med Gud. Og derved tiltro sig selv fuldkommenhed og samtidig bringe en ufuldkommen Gud på bane.

Han citerer fra 1. Korintherbrev 8,1: Kundskaben opblæder, men kærligheden opbygger!

"Bedre intet at ville vide af andet end Jesus Kristus, Guds Søn, korsfæstet for os, end ved spidsfindigheder og smålige grublerier at henfalde til ugudelighed."

Han gør nu grin med folk, der vil være spidsfindige i forhold til Gud.

Han nævner Jesu ord: "Også alle hovedhår på jeres hoved er talte." (Matthæusevangeliet 10,30).

Så siger han: Hvad nu om en er nysgerrig efter at ville undresøge, hvor mange hår hver menneske har på sit hoved, samt af hvad årsag een har så mange, en anden så mange hår - for her er ingen ligelig fordeling, her er forskel i det uendelige, hos nogle strøes det tæt, hos andre falder det tyndt - hvad om en sådan hårkløver ...nu skulle til at berige sin skole af sine undersøgelser? Eller om nogen fordi det hedder i evangeliet: "Sælges et par spurve ikke for et par mønter? Alligevel er der ikke en eneste spurv, som falder til jorden, uden jeres Fader er med den?" (Matthæusevangeliet 10,29) - om nogen så ville føre  bog over alle spurve, der fanges daglig og allevegne og efterspore årsagen til, at der igår fangedes så mange, i forgårs så mange, samt at torveprisen på dem er i dag den og den; og nu deraf ville gå fra forstanden og gøre sine tilhængere galne? 

 

 

Om at ville forstå Gud. Retfærdighed og frelse. Skrifternes inspiration. Landmanden og kornet. Prædiken til Seksagesima søndag 2022

Hvad er det, vi håber at høre i dag?

Vi håber at høre, at Gud er som en klippe, at hvad han vil, det gør Han også.

Sådan at vi finder hvile i hans klippefaste vilje og væsen.

Hvis Gud ikke er til, står intet fast.

Men er Gud ikke bare til, men virker alt, så kan vi finde hvile.

Hvile i, at Gud er som landmanden, der lægger sæden i jorden. Et dejligt billede på Guds kraft, virksom i os, dag ud og dag ind.

---

Men nu kommer vi jo ikke kun ud for glæder, men også sorger. At livet ikke bare er en dans på roser, som vi siger.

Nej, for der findes torne, der stikker, samtidig med at roserne er velduftende og skønne at se på.

Vi nærmer os det gådefulde ved Guds virke og handlen med verden.

Som profeten forkynder med ord fra Herren:

”Jeg danner lys og skaber mørke,

Jeg frembringer fred og skaber ulykke,

Jeg, Herren, frembringer alt dette.”

Når vi ser på hele budskabet, kan vi se, at Gud ønsker at nå sit mål: nemlig at frelse os, at lade retfærdighed ske fyldest.

For således siger Han, netop som han har talt om, at han både virker fred og ulykke, da siger han straks og i næsten samme åndedrag:

”Lad det dryppe fra oven, himmel,

Lad retfærd strømme ned fra skyerne!

Jorden skal åbne sig,

Frelsen gro frem,

Og retfærd skal spire.

Jeg, Herren, skaber dette.

Guds vilje kan vi ikke se ind i,

Men vi kan høre, hvad han taler.

Og vi hører, at hans mål er, at retfærdighed skal være over os som strømme fra skyerne, og at frelsen skal gro frem. Gro frem, retfærd spire.

Vi kommer ikke til at forstå Guds handlen med os i vores liv.

Vi gør da rettere i at tilbede Guddommens mysterier end at udforske dem.

Når vi tilbeder Guddommen, så placerer vi os lidt ligesom et barn, der ønsker at modtage alt fra sine forældres hånd.

Og målet er der ikke tvivl om, at tjene barnets sande vel, som det hedder i en salme.

Ulykke, det kan være, når livet går i stykker for os. Da kan vi bringes fra hovmod til ydmyghed. Til det sted, hvor vi er som tørstig jord, der suger vand til sig. Så tager vi imod Guds nåde i Jesus Kristus som aldrig før. Da ved vi, at kun Guds nåde kan bringe os på fode igen, kan bringe os frelsen.

Selve det, at Gud har iført sin Søn vort kød og vort legeme, er med til at skulle drage os bort fra beskæftige os med Guds majestæt og hen til at betragte vor egen skrøbelige menneskelige natur og at vente saligheden af Kristi forklarede og opstande legeme. 

Gud vil kendes på en helt anden måde, end vi måske kan tro: nemlig ved prædikenens dårskab, fordi Gud ikke kendes gennem menneskelig visdom. Guds visdom er som dårskab for verden.

Gennem Skriften og Kristi egne ord i evangeliet lærer Kristus os, at ulykken kommer over os, så længe vi er grebet af misundelse, hovmod, vrede, had, og al anden ondskab. Dette gælder hver enkelt, og det gælder for hele vort folk. 

Kristus viser os dette, så vi ydmyger os og søger det, Brorson kalder ”de ydmyge steder,” for det er der Kristus selv er. Han gik korsets vej for at gøre op med al ondskab, bringe tilgivelse i stand.

At kende Kristus er at kende hans velgerninger, intet andet. Og hans velgerninger er at give trætte hvile, et let ansvar som hans discipel, give tilgivelse gennem sin død på korset for verden, give os del i opstandelsens kræfter, fordi vi gennem dåben både dør, men også skal opstå til et helt nyt liv.

Vi erkender vores ulykkelige situation gennem at høre, hvad Guds lov kræver. Derved indser vi vor synd, vores bortvendthed fra Gud. Vi erkender endda, at vi ikke kan gøre noget ved det selv 

Og når vi erkender det, da kommer vi med hjertets tillid til Kristus. Da opgår der et lys i os, for vi får styrket samvittigheden, vi tager til os, at vi er tilgivet for Jesu skyld og kan begynde på en frisk igen og igen. Oprejst af støvet i nåde.

Og Kristus fortæller os lignelsen om landmanden, et billede på den måde, Gud virker i os mennesker.

For at vi skulle slappe af fra at jage efter at forstå alt, være alt, kunne alt.

Der er fuldkommen hvile i, at landmanden, Gud, har styr på arbejdet med jorden. Det hele tager sin tid. Der kan komme frostperioder, men kornet derned i jorden overstår vel ”vinterkulden”, ja, det bliver endog mere parat til vækst.

Den vækst er det, Paulus taler om i sit brev til sin trofaste medarbejder Timotheus. ”Du har fulgt mig i lære, i livsførelse, i beslutsomhed, i troskab, i langmodighed, i kærlighed, i udholdenhed, i forfølgelser, i lidelser.”

Sådan har kirken været fra begyndelsen: som en overlevering af læren fra Kristus til apostlene, fra apostlene til andre, fra dem igen til de næste, helt frem til os.

Og læren – den er bundet til Skriften. Skriften holder os fast på det ægte, på det, der gør os vise til salighed, siger Paulus.

Mange vil dreje os væk fra Skriftens ord og trosbekendelsens klarhed. Føre andre vil og selv fare vild.

Trosbekendelsen er den sandheds regel, vi har at holde os til, lige meget hvor meget verden vil drive os bort derfra.

Trosbekendelsen er det vilkår, Herren selv og hans apostle fastsatte  for optagelse i menigheden ved dåben og er samtidig regel for al skriftfortolkning. Sådan lærer den gamle kirkefader, biskop i Lyon, Irenæus.

På det grundlag er ethvert af skrifterne i Skriften ”indblæst af Gud” med Helligånden, det er nyttigt til undervisning som nu her i prædikenen, nyttigt til bevis, når andre vil rive trosordets klarhed i stykker med spidsfindigheder, nyttigt til vejledning i vores personlige liv og i menighedens fælles liv, nyttigt til at opdrage os i retfærdighed.

Alt dette sigter på, at vi derved kan blive fuldvoksne og udrustet til al god gerning.

For kornet skal ikke blive liggende i jorden, det skal op af jorden og det skal til sidst blive til høst.

Sådan virker Gud gennem at føre os ned i dødsriget og føre os op igen. Og således bliver vi ligedannet med Kristus i lidelsen, så vi også skal være eet med ham i herligheden. Sådan takker vi Ham af hjertens grund, når Han har ført os fra det dybe til ny ro og fred. Amen.

Prædiken til 3. søndag efter Helligtrekonger 2022

3. søndag efter Helligtrekonger

Søndag den 23. januar 2022

Kolby kirke kl. 9.00 og Besser kirke kl. 11.00

406 Søndag morgen fra de døde. Melodi: Bøj, o Helligånd, os alle (Jeppesens melodi).

0 ”Min sjæl, pris Herren” – 147 i Tillæg til Den danske Salmebog.

299 Ånd over ånder, kom ned fra det høje. Melodi: Jesus, din søde forening at smage.

prædiken

577 Vor tro er den forvisning på. Thomas Laubs melodi.

Nadver med med 438 og 439

192 vers 7: Du, som har dig selv mig givet.

373 Herre, jeg vil gerne tjene. Melodi: Du, som vejen er og livet, Berggreens melodi).

Det er blevet sagt om Bibelen, at den er som et stort kort, der består af mange dele. Der er landeområder, som er ret uafhængig af det øvrige kort, som forener sig til større enheder. Og selvom der er bøger med ordsprog og salmer, så er Bibelen, både GT og NT, i hovedsagen historiske bøger. Det er én stor historie fra skabelsen til frelsen, fra Adam og Eva over Abraham og Moses og David til midtpunktet, Jesus, Guds Søn, der fødes ind i vores verdenshistorie, til apostlene, der begynder færden ud til at alle folkeslag med evangeliet.

Det er kun gennem denne historie, at vi kan læse skrifterne og bøgerne og de to dele af Bibelen i dens sande sammenhæng.

Når vi bliver ved bibelhistorien, så bliver vi på det sted, hvor evangeliet kommer til at lyse og skinne for os i vore hjerter.

Og nu mere præcist: Hvorfor hører vi læsninger fra Gammel Testamente som om Abraham i dag? Fordi Jesus åbenbarer sig i verden som søn af israeliterne og deres historie. Det er HANS historie, og derfor også VORES historie. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi nærmere skal forstå og læse disse læsninger.

Vi læser dem af to grunde.

For det første siger Jesus selv, at vi skal undersøge Skrifterne, GT, for hans hele gerning og person er forudsagt der i rigt mål. For det første hører vi om loven som i de ti bud. I Mosebøgerne indkredses folket så nøje, at der ikke levnes menneskers fornuft det mindste område til selv at vælge sig gerninger, der skulle være gode. I stedet undervises vi i, hvad vi skal gøre og at vi skal handle efter Guds lov. For hvis vi begynder at gøre noget, der ikke i forvejen er givet et Guds Ord for, så gælder det intet for Gud, det er fuldstændig spildt ulejlighed.

Det, det kommer an på er lydighed mod Guds Ord. Det er det, der gøre alle gerninger ædle og gode.

Den vigtige lære med Guds lov i Gammel Testamente er, at loven viser os, hvad synd er. Guds lov viser, at al menneskelig fornuft er blind og kan ikke kende synden. For fornuften aner ikke, at vantro og fortvivlelse og det at miste håbet til Gud, er synd. Guds lov lærer os, at vi skal frygte Gud, stole på ham, tro og elske ham, og at vi ikke skal nære had eller ond vilje mod noget menneske. Gammet Testamentes første hovedsag er at lære lov, vise hvad synd er og kræve hvad godt er. Det var det første – det Guds lov lærer os.

For det andet lærer Gammel Testamente os om Guds Ord og løfter. At længes efter Kristus, at sukke efter ham, at håbe på, at han skal komme. Og at vi ved tro bliver til behag for Gud.

***

Dette med troen er det vi hører så meget om i dag. Først om Abraham. Så om Abel og Enok. Til sidst om troen hos Jesu disciple og hos enhver fremtidig discipel.

Vi må ikke sådan sætte os selv på en piedestal i verdens historie. Som om vi er os danskere, helt uden sammenhæng med den øvrige verden. Eller med Jesu slægts historie. Den går ikke.

Så bliver vi historieløse, så bliver vi individualister uden kontakt til Guds vej gennem hele historien med mennesker.

Så vi begynder med Abraham. Han troede på Herren, at han ville give ham en arving, og Gud regnede ham det til retfærdighed.

Her peger Abraham frem mod troen på Kristus som vores retfærdighed. Abraham forsøgte ganske vist i første omgang at skaffe sig afkom på anden måde. Men han er blevet et forbillede for alle tider gennem sin tro på Gud. Sin tillid til Gud. Det er Gud til behag. Det er læren fra Abrahams liv.

Så fortæller Hebræerbrevet om, hvad tro er.

Vores danske bibel oversætter: Tro er fast tillid til det, der håbes på.

Det skal forstås sådan: Tro er at leve, så det svarer til den virkelighed, der er og vil blive i de ting, vi håber på.Tro er at leve efter den egentlige virkelighed. Den, der først bliver synlig ved verdens ende.

For Guds virkelighed er den egentlige virkelighed, som det gør godt at holde sig tæt til.

Håbet svarer til Guds virkelighed, så glædeligt, nemlig hvordan det skal blive til sidst for den, der tror.

Guds eksistens, hans forsyn, hans trofasthed og magt er den usynlige virkelighed, som troen holder sig til.

Gennem tro og tillid til Gud erfarer vi Guds kraft og magt i vore liv og er Gud til velbehag, sådan som Jesus er Gud til fuldstændigt velbehag.

Abel og Enok er et par eksempler på det. De lever i tro på Gud og handler ud fra det. Abel tænker meget over, hvad han skal ofre til Gud, det bedste han overhovedet har. Det behagede Gud. Han accepterede det offer, ikke for det, det var i sig selv, men på grund af hjertets sindelag hos Abel. At Abel havde tro og tillid til Gud.

***

I sidste konfirmandtime talte vi om, hvad det vil sige at tro. Vi spurgte hinanden: Hvordan kan vi være sikre på, at vi tror? Jeg foreslog, at konfirmanderne (og jeg selv med) i den næste uge hver dag beder en lille bøn: Jesus, giv mig tro som et sennepsfrø!

Den, der længes efter Gud og Jesus, har jo denne lille tro, Jesus taler om. Men vi kan godt bede om at blive styrket i denne lillebitte tro.

Men Jesus holder ikke tro adskilt fra vores dagligdags virkelighed. Han sætter det hele sammen: Troen skal vise sig i tjeneste. Vi er sat til at være tjenere for Jesus og hans evangelium. Sat til at leve det ud i kærlighed, tålmodighed, tilgivelse, mildhed, sandfærdighed og meget, meget mere. 

Og for at troen og livet ud fra troen kan hænge sammen, kommer bønnen ind. Tro uden bøn bliver teori. Tro og bøn er som et sæt vinger – vi kommer ikke ud af stedet, hvis ikke begge er i brug. Og i bønnen sker der det, at Guds Ånd arbejder i os, blødgør vores hjertes jord, overbeviser os stadig dybere om, at vi skal være som unyttige tjenere, der bare gør det, der er det rette uden at skulle kigges på med beundring og uden at forvente, at vi frelses ved vore gerninger.

Jesus, giv os tro som et sennepsfrø. Amen.

Prædiken til 1. søndag efter Helligtrekonger 2022

Adgang til Guds rige går gennem Jesus Kristus selv, personligt. Det er det, vi lærer i dag.

Ingen anden magt i universet fører os til Guds rige, hverken engle eller kræfter.

For Jesus er forud for al skabningen, han alene, han er begyndelsen, han er enden, han er forsoner for alt, der vil lade sig forsone.

Men hvad vil det sige at modtage Guds rige ligesom et lille barn?

Lad os se på, hvad Paulus siger om det i praksis i sit brev til menigheden i Kolossæ.

Hvor er vi i praksis kristne? Sådan kan vi nemlig godt oversætte Jesu ord. Og vi har ledetanken: det handler om at modtage Guds rige, det handler om at blive som et barn.

At blive som et barn. Det har med kærlighedens væsen at gøre. Et barn modtager forældrene ubetingede kærlighed fra første øjeblik, og barnet higer og skriger også efter deres kærlighed og moderens mælk og efter trøst.

Barnet vil trøstes, vil styrkes. Det beder om det.

Så kan vi deraf forstå, at en kristen er en der beder. Nogle gange skriger den kristne også efter Guds hjælp, nogle gange sukker det kristne Gudsbarn efter styrke og trøst fra sin himmelske Fader. Og bliver ved med at sukke, til hjælpen er kommet.

Det kristne Gudsbarn stole på, at Gud vil komme til hjælp. Det er troens natur at blive ved med at længes efter hjælp, sukke og bede om hjælp.

Så lad os se på, hvordan Paulus siger alt dette:

Han siger: ”Vi (ham selv og hans medarbejdere) har hørt om jeres tro på Jesus som Messias og om jeres kærlighed til alle, der tror på ham. Vi ved også, at I lever i forventning om den herlighed, der venter jer i Himlen, sådan som I har hørt gennem det sande budskab om evigt liv ved tro på Kristus.”

De kristne er kendetegnet, siger Paulus, af 2 ting: af kærlighed indbyrdes og af forventning til herligheden i himlen.

Det første kendetegn er indbyrdes kærlighed. Nogen vil straks indvende: hvad? Det er en egoistisk gruppekærlighed. Nej, det er ikke. For kærligheden til alle vokser ud fra den kærlighed, kristne har indbyrdes. De styrker hinanden, vi styrker hinanden i fællesskabet, så vi kan have kærlighed til enhver, vi møder.

Men vi kan spørge: hvordan opstår den kærlighed hos os? Vi har den desværre i os selv. Det forklarer Paulus også. Han nævner en medarbejder, Epafras, som har besøgt menigheden i Kolossæ, og han har ved selvsyn set, at menigheden har kærlighed til hinanden. Og den kærlighed er en frugt af Guds Ånd, siger Paulus.

En frugt af Guds Ånd.

Her kan vi tænke på, at Jesus lægger hænderne på børnene og velsigner dem. De modtager af Hans Ånd, ligesom når børn og også unge eller voksen døbes, så modtager den enkelte der i dåben Guds Ånd. Så kærligheden ved Ånden kan forblive i os og styrkes, når kærligheden bliver kold.

Det andet kendetegn, Paulus nævner, er: Forventning til herligheden, der venter i Himlen.

Enhver, som har mistet den eller dem, de holder af, forstår, hvorfor dette er så vigtigt. Vore kære, som nu er hos Gud, skal vi engang gense i Guds rige. Det er det, Paulus kalder den herlighed, der venter. Jeg har set gamle og yngre være glade hen mod deres død uden at deres tro forsvandt. Fordi de var fyldt af længsel og forventning om, at Jesus virkelig står og venter i sit Rige på dem.

***

Jesus selv blev barn som vi. Det barn lovpriser Paulus i sit brev til menigheden i Kolossæ. Vi har hørt et stykke fra dette brev. Her bringer Paulus en hymne, en salme, som menighederne har sunget fra næsten den første begyndelse, da Jesus var opstået fra de døde.

Jeg tænker, at denne salme er svaret på Jesu opstandelse.

Menigheden jubler i ekstase: Jesus Guds Søn.

Han er Herre over alt det skabte, for Han har magten også over døden. Den, der skaber liv af døde, den der selv går ud af graven efter at være død, den, der derefter er udødelig og altså ikke døre mere, han er Herre over alting. Det kan ikke være anderledes.

Så alt i himlen og på jorden eksisterer ved hans medvirken og for hans skyld.

Han var til før alt, han var hos Gud.

Han er kirkens hoved.

Nå ja, så bliver der i salmen sagt, hvad jeg allerede har sagt:

Jesus var den første til at opstå fra de døde, og han har derfor førstepladsen på alle områder.

Og så ser menighederne i de allerførste og verdensomvæltende år tilbage til Jesu fødsel, til barnet Jesus:

Gud åbenbarede hele sit guddommelige væsen og sin fylde gennem sin Søn Jesus. Guds Søn blev menneske.

Og Gud skabte gennem hans død på korset mulighed for fred og forsoning mellem sig selv og alt på jorden og i Himlen.

Mulighed. Og derfor siger Jesus: Hvis I ikke modtager Guds rige som et lille barn, kommer I slet ikke ind i det.

Vi må modtage Guds rige, vi kan ikke fortjene os til det.

***

Guds Søn blev født ind i verden, som alle andre børn bliver det. Så har vi forbindelsen til julen.

Jesus værdsætter de små ud over alle grænser. Det er det, vi lærer i dag. Han tager dem i favn, han velsigner dem, han velsigner med ved at lægger hænderne på dem.

Sådan velsigner Jesus alle børn til at komme til sig, han som blev et menneskebarn som os.

Så kunne det ikke være anderledes.

Men det var nyt. Disciplene forstod ikke det mindste. Børnene? Komme til Jesus? Nej, det var for galt, at forældre kom og forstyrrede mesteren.

Det, der bevæger dybt, er, at denne episode finder sted på vejen til Jerusalem. Kort efter er Jesus inde i Jerusalem og nedtællingen til hans død er i gang. Nej, den er i gang hele tiden, for han ved, det er det, der skal ske og må ske. For vor frelse, og også for børnenes frelse.

Lige før mødet med børnene er Jesus blevet spurgt til familielivet og siger jævnt, at hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille. Han siger, at skilsmisser sker, fordi vi mennesker har hårde hjerter og derfor er det bedre at blive skilt, hvis det kommer for vidt med fjendskab mellem de to ægtefæller. Gennem sin holdning ville Jesus også beskytte kvinder, som så let som ingenting kunne få et skilsmissebrev. Sådan var det ikke for mændene. Så Jesus har – efter min mening – kvinderne – i sigte. Kvinderne bliver givet en så høj status som muligt. Mændene bliver sat på plads.

Og nu børnene! De bliver givet en status, de aldrig havde haft i verdens historie.

Så det er de dengang svageste Jesus har i tanker på vej til sin lidelse og død. Men også de stærke mænd, hvis synd også skulle sones gennem hans korsdød.

Tænk engang, det er familien, Jesus er optaget af på vej til sin død. Det må vi ikke glemme.

Mændene, Jesu disciple, de tænker på de store ting, de er i gang med at udrette. De tænker på, hvad de skal have for det. Det er også noget, Jesus må forholde sig til på vej til sin død. De har forladt alt, også børn – men hustruer nævnes ikke – i al fald for en tid – for at være sammen med Jesus og virke med evangeliet i verden.

De skal blive hundreddobbelt velsignet for det, får de at vide, sammen med forfølgelser, både nu og i den kommende verden, siger Jesus.

Men – mange af de første skal blive de sidste, og de sidste de første. Siger Jesus. Så er munden lukket på hver og en af os.

Og så er vi tilbage ved børnene. Mon ikke de for disciplene var de sidste? Nu sættes de op som forbilleder ved deres afhængighed, lave status, hjælpeløshed. Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Vi kender Jesu kærlige stemme, som taler med uendelig medynk om og til alle hjælpeløse, alle undertrykte, alle modløse.

Og selv gjorde Jesus sig hjælpeløs, som et barn. Og han forblev sådan. Og han forbliver sådan. Han er og forbliver Gud, men også menneske. Derfor kan han hjælpe enhver af os, i hvad situation vi så er i. Hvilke fristelser der kommer imod os, hvilket mørke, der vil dække os.

Himlens lys kom i dig til jord

Skinner til ny oplysning stor,

Hedder det i en julesalme. Sådan er det. Han er Lyset, der oplyser os i vort mørke, og da vandrer vi glade videre med hans lys omkring os og i os. Det er et varmt lys, der opvarmer os. Ved hans Ånd.

De hjælpeløse er det, Gud bruger til at bringe sit rige ud i verden.

Som i læsningen fra Davids Salme:

”Af børns og spædes mund har du grundlagt et værn mod dine modstandere for at standse fjender.” 

Så når salmen siger sådan, kunne Jesus umuligt andet end velsigne børnene, og børnene vil derfor også prise Jesus.

Som det skete kort tid efter, da Jesus red ind i Jerusalem. Da Jesus ankom til tempelpladsen, råbte børnene: Hosianna, Davids Søn! Det gjaldede af børneglæde der. Som det gør juleaften hos os, når vi synger: ”Et barn er født i Betlehem, thi glæder sig Jerusalem, halleluja, halleluja!”

De skriftkloge udfordrer Jesus til at stoppe børnesangen der: Hører du ikke, hvad de siger? Men Jesus svarer: »Jo, har I aldrig læst: ›Af børns og spædes mund har du beredt dig lovsang‹?«

Der har vi vores Davids Salme! Deres lovsang til Jesus er en lovsang til vor Herre, til Gud selv. Jesus er Gud, Guds Søn.

Og sådan forstod kristne fra begyndelsen tingene. For Hebræerbrevet citerer også denne salme for at vise, at det menneske, der kun var lidt ringere end engle, er ingen anden end Jesus selv. Som blev menneske, derfor altså lidt ringere end englene. Men kronet med herlighed og ære. Ja, det skete, tænkte de første kristne, da Jesus døde på korset. Det var hans kroning til konge for alle at se.

Og alt skulle også lægges under hans fødder, som det til sidst skal ske.

Så Jesus underviser selv i hvad denne Davids-salme betyder: Børnene der i templet opfylder salmens ord med deres lovprisning, og han selv, Jesus, er den, der er menneske, der krones gennem sin korsdød, og som forbliver menneske, også som opstanden og himmelfaren, men samtidig Gud.

Hosianna, råbte børnene. Det betyder: Frels dog! Det er netop, hvad Jesu navn betyder.

Og hvis vi ikke bliver som de små børn, kommer vi slet ikke ind i Himmeriget.

Hvis vi ikke erkender, at vi er hjælpeløse, så kan Jesus ikke give os sit Rige. Det er samtidig alvoren i dagens evangelium.

Så det er alvor med børnene, med at Jesus blev et barn, at vi skal blive som Ham, og det gør vi ved at tage imod ham som vores Frelser og Herre i vort hjerte. Overgiver os helt og fuldt til Ham. Følger ham i tykt og tyndt.

I den ånd kan vi vende os til den salme, Paulus citerer i sit brev til menigheden i Kolossæ.

En kristen salme, der kan være blevet til få år efter Jesu opstandelse.

”Han er forud for alt, og alt består ved ham. Han er hoved for legemet, kirken. Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig.”

Vi finder ikke dele af Guds fylde her og der, i naturen for eksempel. Nej, HELE Guddomsfylden tog bolig i Jesus, i hans person, hans legeme og sjæl og ånd.

Det er Jesu opstandelse, der gør hele forskellen for os og for disciplene. Da graven var tom og Jesus var opstået og havde vist sig for dem i glimt, så brød jubelen løs, glæden ville ikke tage en ende.

Så var der ingen tvivl længere: den sidste skulle vise sig at være den første. Når Jesus er opstået, så er han også eet med Gud Fader, andet giver bare ikke mening. Det er helt fysisk for disciplene, at sådan er det. Og derfor var Jesus ikke blot den første, nemlig eet med Gud fra begyndelsen, forud for alt, men han er også den, der skal være den første, den første der gik ud af graven. Og her ved julens udgang forstår vi, at alt dette tog sin begyndelse, da Maria bar Jesus under sit hjerte og hele guddomsfylden lå i hendes skød. Sand Gud og sandt menneske. For det siger vi: Lov, tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Kort prædiken ved Helligtrekonger andagt 2022

Evangeliet:

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«  Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham.  Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.  De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,

du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker,

som skal vogte mit folk, Israel. 

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig.  Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«  Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.  Da de så stjernen, var deres glæde meget stor.  Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.  Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Evangeliet når ud til verdens fire hjørner. Nogle gange kommer folk til evangeliet, andre gange kommer evangeliet til folk. De vise mænd kom langvejsfra og hørte evangeliet og drog hjem. Så blev en menighed plantet i Persien og omegn. Hans Egede tog til Grønland og forkyndte evangeliet. Og der opstod en menighed. Ja, dér opstod en menighed, som også har beholdt sit eget sprog og som udtrykker sig i salmer på deres eget sprog. Et sprog, som de fleste af os er ude af stand til at tale eller forstå. Og bibelen er oversat til grønlandsk, jeg har den med her, og salmebogen på grønlandsk. Og grønlændere har deres meditative og rolige måde at synge salmerne på. Hvorfor er det, vi andre nogle gange nærmest jager afsted? Nå, men vi har ikke levet med den store natur, de store vidder, det store have fyldt af isbjerge og hvaler. Derfor lærer Grønlands kirke os noget vigtigt: At vi ikke sådan skal have travlt med at komme ud af kirken, at vi har brug for at trække vejret helt roligt og tilbede Jesus og hans Fader og Helligånden uden at jappe igennem det. Sådan sang vi også engang i vore egne. Langsomt. Meget langsomt. Fordi sangen var en måde at få ordene ind i hjertet på og styrke os i fællesskabet i sangen. Der er også en tradition for grønlændere at klæde sig utrolig smukt på til gudstjeneste. Ligesom især sorte baptister i Amerika gør. De ærer Gud med deres smukke tøj. For vi træder frem for Skaberen og glæder os sammen over skønhed.

De vise mænd komme med skønne gaver til Jesus i krybben. Guld som til en konge, røgelse, fordi han er Guds søn, myrra som en profeti om, at Jesus en dag skulle salves af kvinder til at begraves. Han skulle nemlig dø for verden for at frelse os.

De vise mænd havde nemlig set en stjerne i opgang, som måske var Jupiter og Saturn, der fra jorden så ud som et stort lyslegeme på himlen tre gange i løbet af det år. Og de to planeter stod for en hersker i Romerriget og en jødisk konge ifølge de vise mænd. De sagde jo: Hvor er jøderne nyfødte konge?

De kommer derfor til Jerusalem. Men bliver dirigeret videre til Betlehem af de skriftkloge. For de finder stedet hos profeten Mika, hvor det hedder: ”Du Betlehem … . Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.”

De bliver altså dirigeret videre af et Guds ord. Det er ordet, der fører dem til Betlehem.

Og Guds ord er den stjerne, vi skal følge. Som vi sang om stjernen der ledte vise mænd til vor Herre Kristus hen, så har vi også en ledestjerne, og når vi gerne følger den, kommer vi til Jesus Kristus.

Så kommer det i sidste vers:

Denne stjerne lys og mild,

Som kan aldrig lede vild,

Er hans Guddoms-ord det klare,

Som han også lod åbenbare

Til at lyse for vor fod.

Og som Martin Luther siger: Den højeste og største kuns er at holde sig fast til ordet, og ikke tænke anderledes om guddommelige sager end ordet siger os. Det er den rette stjerne, som viser os Kristus.

Det nytter derfor ikke, at vi følger vor egen fornuft, siger Luther, men bare holde os til ordet og ikke vende os fra det. For følger vi vore egne tanker i stedet, så mister vi Kristus helt til sidst.

Ordet er jo skrevet til trøst for os, for at styrke os. Lad os derfor tilbede vor Herre som vor vores konge, og tage mod hans trøst og styrke. Amen.

Nytårsdags prædiken 2022

Vi siger godt nytår til hinanden, men ved ikke, om vi får hele året. Som om vi kan planlægge langt frem i tiden. Men det kan vi jo ikke.

Måske ville Jesu bror Jakob have været forarget. Han skrev det brev, vi hørte et stykke fra. Han siger: ”I aner ikke, hvordan jeres liv er i morgen.” Og vi må give Jakob ret. For har vi ikke set så mærkelige forandringer i alting de sidste par år med corona? Og har vi ikke oplevet pludselige dødsfald, som vi må sukke over. Og sygdom, der er uafvendelig. Jo, vi gør klogt i at lytte til Jakob, når han siger: I bruger store ord, ja, han siger, at mennesker praler om det, de skal gøre i det kommende år.

Vi kan godt planlægge, men hvis vi tager tiden for givet som VORES tid, så praler vi. I stedet, siger Jakob, så skal vi sige: ”Hvis Herren vil, så skal vi leve og kan gøre det og det.”

Der er ikke noget galt med at planlægge året, der kommer, men der er noget galt med at lade Gud ude af billedet.

Hvis Herren vil.

Det er jo det, mennesker fra Mellemøsten, kristne som muslimer, lærer os. In sha allah, om Gud vil.

De har måske ad omveje taget Jakobs ord til sig. Ja, jeg tror ligefrem, at ordene kommer fra ham og er havnet som noget, der i Mellemøsten siges i dagligdagen.

Måske også fordi mennesker i Mellemøsten har oplevet og bliver ved med at opleve så mange omskiftelser, at de virkelig ikke stoler på sig selv.

Ja, vi bør sige: Om Gud vil, vil vi prøve at gennemføre det og det i år.

***

Vi må sige: Om Gud vil. For vi er, som vi hørte i Davids Salme: støv. Vi er skrøbelige, vi er forgængelige. Vi hænger ved livet, men kan på et øjeblik være borte. Vi ved det, men Gud ske lov kan vi også glemme det, så vi kan tage imod den glæde, hver dag giver.

Davids Salme peger på det, der er stabilt, når alt omskiftes. Gud er uomskiftelig, han er fra evighed, hørte vi.

Og der er en stemme af fortrøstning i ordene: Du har været vor bolig i slægt efter slægt, fra evighed til evighed er du Gud.

Det er jo den vending vi holder fast i, når vi beder i kirken.

Alle tider og evigheden er i Guds hånd.

Det er der hvile i. Gud er vor bolig. Vi har ham som vor bolig. Store, dejlige ord, som vi ikke rigtig kan fatte. Men de skønne ord peger frem mod det Jesus, Guds Søn, lærer os, nemlig at Gud er vor Far. Så trygge kan vi være, at Han har omsorg for os.

Det kan godt være, at jordiske fædre ikke altid har været, som de burde, men de vidste og vi ved, hvordan det burde være, og derfor kan vi tage til os, at Gud er vor perfekte og kærlige Far. Konfirmander forstår godt forskellen på deres egen far og Gud, så derfor ville de helst, at vi holdt fast i at sige Fader vor, i stedet for vor Far.

I Davids Salme er der dernæst en dyb afmagt over folkets fald, en historisk katastrofe, det har oplevet. Denne katastrofe er forbundet med folkets synder.

Og her kommer vi til noget, vi har svært ved at tale om. Vi taler gerne og længe om andres forsyndelser, også med harme. For det ligger i os, at tingene skal gå retfærdigt til, og at vi skal gøre op med mobning og undertrykkkelse. Vi taler om en retfærdig harme.

Og så hører vi fra Bibelen i dag: ”Vi går til i din vrede, vi forfærdes ved din harme.”

Vi forstår dybest set ikke Gud i det hele taget, heller ikke dette med vreden.

Gud er vred over, at livet går i stykker for dig og mig. Han vil, at vores liv skal lykkes. Han vil vores evige frelse.

Men Gud er også vred, når vi synder mod ham og mod vore medmennesker. Det er godt, at vi da i os mærker Guds vrede som modstand mod det forkerte, ødelæggende, vi gør, så skal vi mærke ekstra efter. For da drives vi hen til Jesus Kristus, vor gudommelige Frelser og Forløser fra synd og død og Satans rige. Da bliver alt godt.

Det var jo derfor Jesus påtog sig et menneskeliv som vores, dog uden synd, for at dø én gang for alle i vort sted, så når vi er forenet ved tro og dåb med Jesus, da er Gud ikke vred, men nådig. Han er vor fred. Han skaber glæden i os.

Og derfor beder salmisten frimodigt om, at Gud vil vise medlidenhed med os. Vil mætte os med sin godhed, når vi skal ud af vore senge om morgenen.

Og derfor kan vi også som folket i Davids Salme have den tiltro til Gud, at vi kan få så meget glæde, at vi kommer i ekstase. For folket håber på at komme til at juble og glæde sig resten af livet. Jubel – er det ikke tæt på ekstase? Som da det danske herrelandshold gjorde så mange lykkelige i sommer, så der blev fest og farver i gaderne?

Ja, måske endnu mere, da en upåagtet ung cykelrytter fra Midtjylland stille og rolig landedede på en andenplads i verdens hårdeste cykelløb i Frankrig?

***

På årets første dag er der døre, der synes at åbne sig, men der er også døre, der kan synes tillukkede.

For nogle er ørerne tillukkede, så hørelsen er forsvundet.

For nogle er synes forsvundet, så de ikke kan se.

For nogle er kroppens bevægelser lukket ned, så man må holde sig til en kørestol eller sengen.

Der er meget der kan lukke sig.

Sindet kan også lukkes ned i mørke tanker og tristhed. Hvad er der for mig i det kommende år, når jeg i dette øjeblik er i et uigennemtrængeligt mørke?

Vi hører i evangelierne, at Jesus er den, der åbnede blindes øjne, døves ører og meget mere.

Ved Ham åbnedes så mange døre, der før var lukket.

Han åbnede døren til Paradis, har vi sunget i julen, for hans kors er som en stige eller trappe tilbage til Paradis.

Han er Nøglen til at åbne døre for os, dag ud og dag ind. Alt, vi skal gøre, er at holde os nær til ham. Bede Ham komme ind i vort hjerte. Jeg hjertets dør vil åbne dig, o Jesus, drag dog ind til mig! Ja, ved din nåde lad det ske, at jeg din kærlighed må se! Sådan begyndte vi adventstiden med at bede. Men egentlig kan vi ikke åbne hjertets dør selv. Alt vi kan gøre er at bede om hjælp til, at hjertets dør kan åbne sig for ham.

Derfor er det, at Nøglen, Jesus Kristus, lærer os at bede. Hans bøn og han selv er nøglen.

Hvor vidunderligt, at Han efterlod os sin egen bøn som mønster for al bøn. Så vi ikke er i tvivl om, hvad der er godt at bede om.

Hans bøn er godt for al sygdom, al lidelse, al glæde, al fred, al tryghed og hvile i troen på ham.

Han begynder med at give os Guds navn: Far. Vi må kalde Gud vor Far

Og Jesus er døren til den sande glæde og trøst ved Hans fred.

Juledags prædiken

Der har været vist en julekalender med titlen Tidsrejsen. Her indgår en såkaldt gyro, som kan bringe en frem eller tilbage i tiden. Pigen Sofie vil gerne styre sine forældre tilbage til forelskelse i hinanden. Med denne gyro prøver hun at påvirke forældrene. Der ligger noget næsten almægtigt i det.

Noget med at har vi blot videnskab nok kan vi beherske verden. Problemet er, at i julekalenderen er det ét menneske, som vil beherske andre i familien. Flytte rundt på deres virkelighed. Hvis Gud ikke findes og hvor der ikke er tro på Ham, der gør mennesket sig et stykke af vejen til gud selv, og videnskaben bliver sammen med materialismen til et par af de store afguder. For hvis troen på Gud går ud, så kommer andre guder automatisk til, det sker, fordi vi er skabt til at tilbede Gud Skaberen, fordi vi er Hans, skabt i Hans billede.

Men i denne julekalender er der intet om Gud. Julekalenderen er blevet kritiseret for at forkynde ateisme – sammen med tro på videnskaben, at være en hyldest til videnskab – og ateisme.

Ateisten mener, at der ikke findes nogen Gud. Ingen som helst. Alle religioner er falske.

Sammen med meget forkert. Kristne behøver ikke at mene, at alle andre religioner er falske fra ende til anden.

Den kristne tror, at Gud har skabt alt. Og fordi kristne tror på Gud, kan de også se anelser om noget sandt i alle religioner, hvor mennesker søger Gud.

Men det må man mene som ateist.

Ateisten kæmper lige så meget som andre for retfærdighed. Han eller hun har tanken om, at noget er retfærdigt, noget andet uretfærdigt.

Men spørgsmålet er, hvor den tanke komme fra? For hvis Gud ikke eksisterer, så er der ingen rettesnor for livet, og så kan der i grunden ikke være noget, der er retfærdigt, noget andet der er uretfærdigt.

Anderledes for kristne, jøder og muslimer. Her er en tro på, at der er noget, der er retfærdigt.

Og noget er retfærdigt, fordi syndefaldet kom til, da Adam og Eva tog det, de ikke måtte tage. Vi er alle vævet ind i uretfærdighed.

Hele bibelhistorien er én lang kamp for at nå frem til ægte retfærdighed. Om hvordan det kan opnås. Gennem enkelte personer, der lever retfærdigt. Gennem konger, der er retfærdige over for folket.

Og efterhånden spidser det til: en konge, der har herlige navne: Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.

Han skal komme og skabe fuldkommen retfærdighed. Det hørte vi om i læsningen fra Esajas: at han skal herske uden ophør, evigt, og grundfæste og understøtte sit rige med ret og retfærdighed.

Det, som ateisten alligevel tror på, at der er noget der er retfærdigt og noget der er uretfærdigt, det er det, Bibelen handler om.

Men i alle slægtled, som Bibelen beretter om fra folket Israels historie, er der stor uretfærdighed. Den største uretfærdighed er ikke enkelte synder som vi kunne opregne som at stjæle, være utro, slå ihjel. Nej, den største uretfærdighed er at folket gang på gang og så igen, sammen med deres præster, vender sig væk fra den ene sande Gud til alle mulige andre guder og tilbeder dem.

Løsningen, Guds løsning, var at sende sin Søn til verden. Lægge herredømmet på hans skuldre. Lade ham bære verdens synder som et lam, der stedfortrædende ofres, så tilgivelsen kan træde i kraft. Det var det, der skete med, at Jesus blev menneske og med hele hans gerning fra fødsel til død til opstandelse.

Og her er der gang i den store tidsmaskine. Vi hørte, at ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos ’Gud, og Ordet var Gud.” At alt er blevet til ved Ham.

For Ordet er ingen anden end Ham, som fik navnet Jesus. Et ord eksisterer ikke alene. Nogen taler det ord. Sådan er det også med Jesus, han er Ordet og taler det. Enhver der taler, er blevet til ved at blive født af sine forældre. Sådan er Jesus den, der taler, og er født af Gud Fader før alle tider.

Det er det store mysterium vi fejrer: at Guds Søn er til fra evighed, har virket hemmelighedsfuldt gennem alle slægter til alle tider, og er ved dagenes ende blevet menneske, kød og blod som os, og har på jorden talt til sit slægtled og til alle kommende slægter til verdens ende, til Han kommer igen for at dømme levende og døde.

Han er i sandhed, hvad profeten anede: Underfuld, for alt hvad han gjorde var underfuldt og han helbrede som tegn syge af enhver slags som tegn på, at Guds rige er kommet i verden, han tilgav forud for alt menneskers skyld og synd.

Der klinger en tone af sejr og ekstase igennem evangelierne og apostlenes breve, at Jesus er den fuldkomne retfærdige, som bytter med os, for han tager al vores uretfærdighed og lader den blive naglet til korset sammen med sit legeme. Og så giver han enhver, som tror på ham, sin fuldkomne retfærdighed. Ikke at vi kan se det, men sådan er det på en hemmelighedsfuld måde, sådan at på dommens dag kan vi stå retfærdige for ham og møde ham med frimodighed og glæde.

Men alt dette betyder ikke, at kærlighed intet betyder, at vi kan være ligeglade med, hvordan vi lever. Tværtimod, vi har nu fået del i kilden til kærlighed. Det er det, apostlen Johannes lærer os at forstå og følge.

Sådan som apostlen Johannes siger: at vi elsker, fordi Gud først har elsket.

I gode tider mærker vi det ikke. Men i onde tider opdager vi det smerteligt: at kærligheden kan svinde ind, at vi kan blive så kolde. Og når vi bliver kolde, og frosten når ind i os, så sidder vi fast og kan ikke rokke os.

Sådan er Guds kærlighed: Gud har elsket verden sådan, at han tøede os op ved at sende sin Søn til verden for at bringe ham som sonoffer for vor skyld.

Vor skyld er netop det der bringer frost og kulde ind i os.

Guds kærlighed er ikke noget teoretisk. Guds kærlighed er handling: helt grundlæggende, at han én gang for alle sendte Jesus ind i vores verden. Derigennem erfarer vi, hvordan Gud altid har været og er. Vi bliver klar over Guds skjulte kærlighed gennem historien.

Gud er kærlighed. Det betyder, at alt, hvad Gud gør, er gjort i kærlighed. Han handler personligt i kærlighed. Det er Guds væsen.

Det kan vi ikke sige om os selv. Der er et svælg mellem Gud og os her. Vi kan altid varme os ved, at Guds væsen er at elske os.

Gud er både helt igennem kærlig og helt igennem lys, altså hellig. Det er derfor skabelsen begynder med lyset. Der er et vink om, at Gud selv er verdens lys, at Jesus er det. Som han selv siger. Guds lys og kærlighed kan ikke adskilles.

Gennem sit lys forstår vi, hvordan vi skal leve. Når vi forstår, at Gud er kærlighed, så fører det til, at vi elsker hinanden.

Vi kan ikke komme ind i nært forhold til den kærlige Gud uden selv at blive forvandlet til en kærlig person. Hvordan det? Ja, ved at Guds kærlighed forvandler os, tager kontrol over vores natur og ændrer på os. 

Det er en proces, som aldrig hører op i vores liv. Vi er altid på vej. Vi falder, vi bliver hjulpet på benene, af Gud, af et medmenneske. Sådan er livet.

Og derfor er det vidunderligt opmuntrende på en særlig måde, at Johannesevangeliets juleevangelium lyder således: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Ja, det er godt nok, men egentlig står der bogstaveligt: slog sit telt op iblandt os.

Et telt. Et telt kan flyttes. Fra sted til sted. Som livet er, en vandring. Javel, nogle gange en vandring på stedet, men en vandring.

Jeg foreslår ikke, at vi skal til at bo i telte. Men det godt at minde om, at Gud vandrede med sit folk efter udgangen fra Egypten, var med dem i ørkenen i de fyrre år. Og hans bolig? Det var et telt. Som alle boede i telte, sådan også Gud.

David syntes mange århundreder senere, at det egentlig var for dårligt, men Gud havde været tilfreds. Det blev dog til et tempel i Jerusalem, som efter flere genopbygninger bestod på Jesu tid.

Men Jesus lod forstå, at templernes tid var ved at være omme. Nej, det handler om at tilbede Gud i ånd og sandhed, om at elske Gud af hjerte, sjæl og sind, og næsten som os selv. At Gud bor i os, usynligt, men dog virkeligt, og til tider til at tage og føle på. Nemlig når Gud bringer freden ind i os igen og lader tilgivelsens ånd fylde alt.

Når alt det er sagt, så er det smerteligt, at evangeliet her juledag fortæller os, at Kristus, Jesus, Verdens Lys, kom ind i verden, men den verden, Han selv havde skabt, ville ikke vide af Ham.

Vi vil helst – og ikke mindst ved juletid – have tingene malet i varme gode farver. Men altså: Verden tog i stort omfang ikke imod Jesus. Det er et drama, vi oftest ikke tænker over eller lægger mærke til:

At Gud selv blev et menneske, bogstaveligt svandt ind fra hele universet til Marias skød og lå og svømmede i hende. Og kom ud ved fødslen og blev voksen en dag. Og verden tog ikke imod ham. Gud ske lov var det også sådan, at mørket ikke kunne få bugt med ham. Det greb og begreb ikke Jesus.

Sådan kan vi også have det. Vi begriber ham ikke. Det virker så utroligt og næsten som et eventyr uden virkelighed. Men kære menighed, huske nu, at eventyrene er skabt af det stof, som vi nu er samlet om. Eventyret skete jo, da Gud blev et menneskebarn, led og døde i verden.

Når vi tænker lidt efter og gennemgår trosbekendelsen i tankerne, så ser vi, at vi ikke siger noget som helst om hele Jesus liv, kun om hans undfangelse og fødsel og så det omkring hans død.

Alligevel er der et ord, der udtrykker hele hans liv fra fødsel til død, og som er det, der gør, at der blev opstandelse: det er ordet: pint. Han blev pint, ikke bare med pisk, som nærmest ødelagde huden på ryggen, så det var et stort sår, ikke bare med den forfærdelige korsfæstelse. Nej, han blev pint, han led, livet igennem. Det gjorde han i solidaritet med os. Det gjorde han for os, for vor skyld. For at åbne døren til paradis igen. For at frelse os fra os selv, fra mørket, fra fortabelsen. Alt det kostede ham lidelsen og pinslen.

Og sådan forstår vi lidt efter lidt bedre, at han virkelig blev et menneske. Ikke en figur i en bog, men et menneske, der bad i angstens sved i Getsemane, et menneske, der sukkede over vantro, der var træt af, at hans disciple ikke forstod ham og havde så lille en tro. Et menneske, som blev prøvet i alle ting og aldrig syndede, som levede alt, alt, hvad han sagde.

Det store under, mysteriet, som vi aldrig bliver færdige med, er, at Han, der bærer alle ting, lod sig bære af Maria. Glædelig jul!

Juleaftens prædiken

Enten er det hele bare glasur på julen, eller også er det det vigtigste i verden, som alt afhænger af.

Enten er Jesus Frelser for alt, hvad der frelses kan, eller også er Han ingenting.

Og hvis frelse ikke betyder andet end et ord fra gamle dage, som vi ikke kan bruge til noget, så er der intet at fejre i julen.

Der er stemmer, der vil få os lokket i en dyb søvn, så Frelseren bliver en fjern eventyrfigur.

Og sandt at sige: Hvis Jesus blot er en person, der var lidt humanistisk indstillet, så betyder han intet. Så har vi intet at betyde, kære menighed.

Det er som med Tornerose, der sover og sover. Vi er døset i søvn af vores magelige liv. Der er problemer, men vi er aldrig selv problemet. Der er politikere, som vi kan kaste mudder på i månedsvis, der er TV-kendisser, som vi ligeledes kan beskæftige os med. Og alt afhængig af vore personlige holdninger, kan vi deltage i mudderkastningen.

Men pilen peger aldrig på os selv.

Det gør den i Bibelen. Det gør den, når Jesus taler. Ingen er retfærdig, ikke én, hedder det i Bibelen. Eller Jesus: den, der er syndfri, kan jo kaste den første sten.

Hvad skal vi bruge det til? Til at sørge over os selv. For kun sådan kan vi modtage Frelseren i vort hjerte.

Ja, i vort hjerte.

Vi kan lyserødt tale om den mørke og kolde stald, som for resten og sikkert ikke var kold, men dejlig at være i, fordi stalden blot var den ene del af huset, hvor der lige var plads til at lægge barnet i fodertruget.

Som voksen talte Jesus:  Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!  I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?  Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. 

Det er Jesu eget julebudskab: Lad ikke angst og forfærdelse fylde jer! Vejen ude af angst og forfærdelse er så enkel: Tro på Gud og tro på mig!

Kære menighed! Det er sandt. Det er så enkelt. Det er ikke indviklet.

Men det er et skridt, vi hver især må tage. Helt individuelt. Det ser vi i evangelierne. Hver enkelt discipel måtte tage stilling, om han eller hun ville blive hos Jesus, eller gå sin vej og leve livet som sædvanligt.

Ved hver begravelse håber vi på det evige liv. Og her får vi Jesu ord: Tror vi på Gud og ham, så er der mange boliger i Guds rige, en til hver af os.

Og nu går han fra det med at tro til det med at elske.

Siger vi ikke, at kristendom er næstekærlighed? Det er sandt, men der er mere: det er kærlighed til Gud og Jesus, og derigennem også kærlighed til næsten, helt uanset hvem han eller hun er.

Hvad siger Jesus: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Og nu kommer indvendingen: Hvad? Er det kun dem på det der hold, som følger Jesus, som frelses?

Kære menighed! Det er en forkert måde at tale om det på. Der er nogen hold. Men jo, der er en fåreflok, og det kan ikke laves om Men enhver, kan øjeblik for øjeblik afgøre sig for at være med. Og der er i evangeliet ikke noget, der hedder teoretisk at tale om frelse, og hvem der bliver det. Der gælder kun én ting.

At vi hver især, helt individuelt, sørger over vore synder og indser, at vi har brug for Frelseren. Nu og i evighed. Så realistisk og så simpelt er det.

Andet kan vi som kristne ikke sige. For vi er ikke Gud selv. Vi kan kun holde os til Jesu ord, til det, han har åbenbaret og sagt og henvist os til.

Hvis vi vil være klogere end ham, så er vejen også åben, men vi kommer ind i en blindgyde.

Nej, vejen til Gud er knyttet til Jesus.

En anden indvending: Nogle vil adskille tingene og sige, at det ikke betyder noget, hvordan vi lever, for Gud er kærlig og god og vil os det bedste. Han tilgiver nok i sidste ende alt.

Sådan taler Jesus ikke: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord.

Hold fast ved hans ord. Det er den måde, vi elsker ham. For ellers elsker vi ham ikke. Og på den måde holder Jesus vores liv sammen med et mål: at leve, som han har lært os.

Og vores kærlighed til Jesus gennem at holde hans ord, gør, at Faderen også elsker os, siger Jesus selv.

Når vi sådan overgiver os til Jesus og dedikerer vores liv til at holde hans ord, så kommer der et dejligt, det stærkt, virkeligt løfte: Og vi (altså Faderen og Jesus) vil komme til ham og tage bolig hos ham.

Det er julen i og hos os. Det er det, han lover. Det er vidunderligt! Ikke noget fjernt, men helt nært i os.

Tanken kan ikke nå Gud, men tro og bøn kan. Og da kommer Faderen og Jesus til os med Helligånden. Og Helligånden er i vort hjerte og sind og formaner os, trøster os, opmuntrer os, indgiver os sorg over det forkerte, vi gør, så vi altid, igen og igen, kan bede om tilgivelse og få fred med Gud dag for dag.

Om du er alene eller sammen med andre i julen, betyder intet, for som Jesu discipel har du Faderen og Jesus hos dig. Det lover Jesus. Det er sandt. Det er stort. Det er urokkelig sandt.

Og når vi dedikerer os til ham, så kommer han også til os, når vi er nede og tager os op på sine skuldre, når vi er fortvivlede, tænder han et lille bitte lys i vort mørke, så vi kan være i det, når du føler, at alt er meningsløst, så husk altid de enkle ord: Tro på Gud og tro på mig! Så er alt vel, nu og i al evighed. Glædelig jul i sorg og glæde! Glædelig jul til dig, der sørger, glædelig jul til dig, som er glad, glædelig jul til dig, som ikke ved, hvad du er. Amen.

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden