Hymner om Paradis 1-6

Efraim Syrerens Hymner om Paradis

Efterhånden indsættes alle femten hymner her.

Hymne nr. 1 på melodien: Folkenes dom

1 Moses, som underviser alle i sine himmelske bøger,

hebræernes lærer har undervist os i sin lære,

i loven, som er en skat af åbenbaringer,

hvori åbenbares fortællingen om haven,

beskrevet i de synlige ting, lovprist i de skjulte ting,

fortalt i korthed, forundrer med dets lunde.

2. Midt mellem frygt og kærlighed stod jeg:

Kærlighed til Paradis indbød mig til at udforske det,

frygt for dets storslåethed forbød mig at undersøge.

Med visdom deltet jeg halv skade mellem de to,

ærede dets skjulte ting, grundede over dets synlige ting,

undersøgte for at få gavn af det og tav for at finde hjælp.

3 Med fryd mødte jeg historien om Paradis,

som er hurtigt læst, men rig på noget at undersøge.

Min tunge læste de enkelte dele af historien, de udvendige ting i dets fortælling.

Mit sind fløj afsted og kredsede om det med frygt

og udforskede dets herlighed, men ikke som det er,

men sådan som det givet mennesket at begribe det.

4 Med intellektets øje så jeg Paradis

og alle bjerges tinder lå under dets tinde.

Vandflodens niveau nåede kun til bunden af det,

kyssede det nederste af det, bøjede sig for det og begyndte

at træde toppen af bjerger og højdedrag under fode.

Den kyssede den og havde overhånden over hver tinde.

5 Men man har ikke gjort sig møje ved opstigningen til det, så ophøjet Paradiset er.

For der er ingen møje deri for dens arvinger.

Den lokker med dets skønhed til at bestige det,

det skinner med sine skønne stråler,

og dets dufte er søde. De vidunderlige skyer

er dannet som løvhytter for dem, som er værdige dertil.

6 Fra deres løvhytter daler lysets børn med glæde

ned på jorden, hvor de blev forfulgt.

De danser hen over havet uden at synke der,

som Simon, der ikke druknede, skønt han var en sten!

Salig er den, som så sine kære sammen med dem,

hvis skarer er hernede og hvis boliger er oventil.

7 Skyerne er deres vogne, som flyver afsted i luften,

da en af dem blev hovedet for dem, den som han har undervist,

er hans vogn hans møje, og hans ære i forhold til hans skare.

Salig er den, som har set profeterne

komme flyvende med deres flokke,

og apostlene med deres skarer,

for ”den, som holder buddene og underviser i dem, er stor i Riget.

8 men fordi man ser Paradis på så stor afstand,

og øjet ikke kan spænde så vidt og se dertil,

er det, jeg i letsind har vovet at forme et billede af det

Med en cirkel af stråleglans, der danner sig om månen,

for at vi kan fornemme Paradis i et syn, for sådan har det også noget, der indhegner det:

havet og det tørre land er indesluttet deri.

9 Med ufattelig glæde har min mund

suget til sig af Paradisets sødme.

Lad den derfor forme alle slags billeder af det!

Moses omgav det dejlige alter med en krans.

Det var en krans af guld om alteret,

kronet med skønhed. Således er også Paradisets krans

smukt flettet og omgiver skabningerne.

10 Da Adam havde syndet, bragte Han ham ud derfra,

men Han tildelte ham i sin godhed der dens yderste del.

I lavlandet ved foden af Paradis lod Han ham bo.

Og da de dèr atter syndede, blev de udslettet.

Da de ikke var værdige til at være naboer til Paradis,

befalede Han arken at slynge dem af på Kardu.

11 Dèr ved foden af Paradis havde brødrenes to stammer delt sig:

Kain var trukket længst væk og boede i Nods land,

et sted, som var længere nede end Sets og Enos’ sted.

De, som kaldtes gudesønner, var i landet oventil,

men forlod deres sted og steg ned

og giftede sig med menneskedøtre, døtre af dem, der boede længere nede.

12 Lysets børn boede i Paradiset på dets ophøjede sted

og så udenfor afgrunden med den rige mand.

Han løftede sine øjne og så Lazarus,

bad Abraham have barmhjertighed med sig.

Men Abraham, der normalt var fuld af den nåde, han viste for Sodoma,

var nu uden barmhjertighed over for den ubarmhjertige.

13 En afgrund adskiller kærligheden, som ligger derimellem,

for at kærligheden ikke skal binde de retfærdige til dem, der gør uret,

så de gode ikke skal pines , fordi de i Gehenna

ser deres børn, brødre og slægtninge.

En vantro mor, og hendes tjenestepige og hendes datter

bønfalder sin søn, som blev tortureret på grund af deres discipelskab af Kristus.

14 Dèr ler de forfulgte ad forfølgerne,

de pinte dem, der pinte dem, de myrdede deres mordere,

profeterne dem, der stenede dem, apostlene korsfæsterne.

Lysets børn bor på deres ophøjede sted

og ser ud over dem, der øvede uret. De tæller deres gerninger

og er forbløffet over, hvor ofte de endte uden håb og øvede ondt.

15 Ve den, der skjuler sin skam i mørket,

den, der syndede og lagde slør ud for at narre dem, der ser det,

da han voldtog og løj, for at narre dem, der hører om det.

Jeg beder dig om at skjule mig under din godheds vinge!

For dèr peger man på synderen med fingeren

og forkynder hver dag hans skam og skjulte gerninger.

16 Det er nok, at jeg i overmod har fortalt dette.

Men der er nogen, som vover sig videre og siger:

”De rå og udannede, som i uvidenhed farer vild,

vil den Gode lade bo på et ukendt sted i Paradis,

når de er blevet belært og har betalt tilbage,

og de vil næres på den velsignede eng med ’brødkrummer’…

17 De, som brænder i Gehenna, hungrer og længes

efter det sted, som beboerne i Paradis foragter og ser ned på.

Deres kval fordobles, fordi de ser dens kilder.

De blafrer voldsomt, som de står dèr på den modsatte side.

Også den rige mand bønfalder om lindring, men ingen dubber hans tunge med væde,

for midt imellem dem er der ild og på den anden side: vand.

Hymne nr. 2

1 Salig er den, som længes efter Paradis,

Som selv sukker efter og lader den, der er til behag, komme inden for sin dør,

Det omfavner ham i vindfanget og der lyder sang fra dets indre,

Det splitter luften som en fugl og tager ham ind i sit inderste gemakker.

Men hvis den væmmes ved nogen forkaster det og smider ham ud,

For det er prøvelsens dør ind til Ham, der elsker menneskene.

2 Smed her nøglen til Paradis og tag den med dig

Til døren, som sukker efter dig og smiler frydefuldt til dig,

Døren, som skelner skarpt og indretter dørstørrelsen efter dem, der træder ind.

Det gør sig mindre eller større i sin visdom

Efter højde og trin, som den enkelt er nået til.

Og er nogen fuldkommen eller har en mangel, så belærer den om det med sin dimensioner.

3 Mennesker ser der, at de har mistet alt:

Rigdom, der ikke består, begær, der ikke længere eksisterer,

Skønhed og magt, der bliver slettet og tilintetgjort

Da kommer de til sig selv og de angrer,

Hvorledes de var nedsænket i dette og lyttede med foragt på ordene:

”Jeres gods er som en drøm, og jeres arv som mørke.”

4 Det, som var, har de mistet, og det, som ikke var, har de fundet.

De elskede goderne, men nu er de fløjet bort, den ulykke de hadede de, er ankommet.

Det, de satte deres håb til, er ikke mere til,

Og det, de ikke søgte, har de fundet.

De sørger, fordi de føler sig ydmyget og bedraget,

Men deres eget liv narrede dem: deres pine er virkelig,

Deres behagelige liv er omme, deres straf får ingen ende.

5 Modsat oplever de retfærdige, at deres kvaler ikke er mere,

Deres lidelse eksisterer ikke, deres tunge byrde bliver ikke ved,

Det er som om de aldrig havde mødt modgang.

Som var deres faste virkelig blot en drøm,

For der er ligesom vågnet af søvne og har fundet Paradiset,

Rigets bord, er dækket for dem.

6 Paradisets størrelse kan ikke ses under et af dem, der er udenfor,

Men det bøjer sig fuldstændig for dem, der er ved at stige derop.

Alt det ser de retfærdige på med fryd,

Det selv omgærder verden,

det omgiver store hav og er nabo til de himmelske væsener,

Elsker dem, der er derinde, hader dem, der er udenfor.

7 Nu så jeg inden for dets grænse de figner vokse i ro;

kranse derfra var dejlige ’klæder’ for de første skyldige mennesker.

Men det er som om deres blade rødmer over den, der var blevet nøgen.

De, der havde mistet deres klæder, havde brug for dem.

Men selv om de tildækkede Adam,

fik bladene ham til at rødme og skamme sig.

8 Hvem kan iagttage dets pragt?

For dets indretning er så smukt og mesterligt er dets opdeling.

Og det er rummeligt for dets beboere,

Duftene, der stiger op fra kilderne, giver velvære,

Men når de spreder sig ud til os, svækkes de i vores land,

Fordi de får et anstrøg af vort land, når vi drikker deraf.

9 For den Vilje, for hvem alt er let,

Holder Paradisets flydende kilder tilbage

og lukker dem inde i jorden som i kanaler.

Ligesom Han bandt vandet i skyernes indre,

Til at sendes ud i luften efter et vink fra Hans vilje.

10 Da Han strukturerede det, lod Han der være forskel på dets skønhed,

Så nogle afsatser er herligere end de andre.

For så vidt et niveau er højere end et andet,

er dets pragt større.

Altså fordelte Han den nederste del til dem længst nede,

bjergets sider til dem midt imellem og dets top til de ophøjede.

11 Når de retfærdige stiger op til deres afsatser for at arve deres del,

Løfter Han dem hver især i retfærdighed op i forhold til deres møje.

Enhver holdes bringes til standsning på det trin, han er værdig til.

Der er nok af afsatser for alle,

Det laveste land for de bodfærdige, det midterste niveau for de retfærdige

det ophøjede område for de sejrrige med Guds nærvær på tinden.

12 Noa indlogerede husdyrene nederst,

Fuglene på det midterste dæk,

Mens Noa, Guds billede, boede øverst.

Folket opholdt sig neden for Sinaj bjerg,

Præsterne rundt om det og Aron midterst på bjerget.

Men Moses var højest oppe, og Han, hvem vi skylder lovprisning, på toppen.

13 Hemmeligheden formede afsnittene af livets have

I arken og også i Sinaj bjerg.

Symboler på Paradiset formede Han for os med dets indretninger,

Skønt og dejligt ordnet i alle ting.

I højhed, dejlighed, dufte og arter

Her er havnen for alle rigdomme, og kirken er formet ud fra dette.

Hymne nr. 3

1 Selv ikke i tanken kan der formes et billede

af min ven haven, som har en herlig placering

på toppen i det høje, der hvor Guds herlighed bor.

For hvordan kan sindet

med sine sanser fornemme det og udforske det med sine evner?

Hvordan kan det strække sig ud for at nå dertil, når dets rigdom er ubegribelig?

Melodi: Ære være din retfærdighed, som kroner de retfærdige!

2 Jeg vover det: måske er det velsignede træ, livets træ

Paradisets sol med dets stråler.

Dets blade er elegante og i dem er afbildet

Havens åndelige skønheder.

Ved et vindpust bøjer træerne sig som i tilbedelse

For træernes hærfører og konge.

3 I midten plantede Han kundskabens træ

Blandede og fyldte det med frygt og afgrænsede det med rædsel,

For samtidig at sætte en grænse til Paradisets indre.

To ting hørte Adam i det ene bud,

At de ikke måtte spise af det, for når de lod være med det,

Skulle de fornemme, at det var forbudt at gå derind.

4 Slangen kunne ikke komme ind i Paradiset,

For hverken dyr eller fugle

Var det tilladt at nærme sig det ydre område.

Adam gik ud til dem,

Så gennem at spørge Eva ud, erfarede slangen med list

Hvad der var at fortælle om Paradiset: ”Hvad og hvordan er det?”

5 Men den forbandede slange høre, hvordan herligheden ved Guds bolig inderst inde

Var skjult for dem

Som var det en helligdom,

Og at kundskabens træ var beklædt med et bud

og var således blevet helligdommens forhæng,

da vidste den, at frugten var retfærdighedens nøgle

til at åbne de overmodiges øjne, så de ville komme til at fortryde.

6 Deres øjne åbnedes og var samtidig lukkede,

Så de ikke skulle se Guds herlighed

Eller deres eget fald,

Ikke se den herlighed, der var i den inderste bolig

Og ikke se deres kroppes nøgenhed.

Disse to slags kundskab gemte Gud i træet

og gjorde det til dommer mellem de to parter.

7 Da Adam i overmod løb hen og spiste af det,

Fløj de to slags kundskab på én gang ind i ham i det øjeblik,

Og tog begge forhæng bort fra hans øjne.

Han rystede, da han så herligheden i det allerhelligste.

Han så sin skam, rødmede,

Sukkede og var fuld af sorg,

For de to slags kundskab, han havde erhvervet, var lidelsesfyldt.

8 Enhver, som har spist af den frugt,

Ser og fyldes af velbehag eller ser og stønner af lidelse.

Slangen ansporede dem ved synd til at spise og bagefter sukke.

De så den salige tilstand, som de dog ikke kom til at smage,

Som ham helten, hvis lidelse fordobledes,

Fordi han i sin sult ikke kunne smagte de dejlige sager, han så.

9 Gud lod ham ikke se sin nøgenhed,

Men hvis han foragtede buddet, ville Han vise ham hans vanærende tilstand.

Heller ikke det allerhelligste viste Han ham,

Men hvis han holdt buddet, ville han kunne se det med glæde.

Gud skjulte disse to ting som to straffe,

For at Adam skulle gennem sine kampe få en krans svarende til hans møje.

10 Gud satte træet til dommer, så hvis Adam åd af det,

Skulle han komme til at se det trin, han mistede i sit hovmod,

Og også se faldet, som han fandt til sin egen lidelse.

Men hvis han sejrede og vandt, ville Han hylde ham

I herlighed og åbenbare for ham, hvad skammen var,

Så han sammen med sundhed kunne erhverve viden om sygdom.

11 For når man i sig selv besidder sundhed

Og i sit sind ved, hvad sygdom er,

Så hjælper det ham, for han ved, hvad der er gavnligt.

Men når man er lagt på sygesengen

Og i sit sind ved, hvad sundhed er,

Plages han af sin sygdom og lider under den viden, han nu har.

12 Hvis Adam sejrede, havde han kommet i besiddelse

Af herligheden i sine lemmer og lidelse i sin dømmekraft.

Da var han kommet til at stråle af herlighed i sine lemmer og vokse i dømmekraft.

Slangen vendte dette på hovedet og fik ham til virkeligt

at smage faldet som nedtrykthed, og herlighed som et fjernt minde.

Sådan kom han til at rødme over det, han fandt, og klage over det, han havde mistet.

13 Det træ blev som en dør for ham,

dens frugt var som et forhæng til den skjulte bolig.

Adam plukkede frugten og trake så at sige buddet til side.

Så da han så guddommelige herlighed, der var indenfor,

Som skinnede med sine stråler, flygtede han ud udenfor.

Han løb ud og søgte tilflugt hos de venlige figentræer.

14 Det var i midten, Han havde plantet kundskabens træ

For at skille det oppe og det nede,

Det hellige og det allerhelligste.

Adam tog i sit overmod af frugten og blev ramt som Uzzia:

Kongen blev spedalsk og Adam blev klædt af.

Og da han blev ramt ligesom Uzzia, skyndte han sig at gå ud af haven.

Både den ene og den anden konge flygtede og gemte sig i skam over deres legemer.

15 Selvom alle træerne i Paradis

Hver for sig er klædt i herlighed, tildækkede de sig over for Herligheden,

Seraferne skjulte sig med deres vinger

og træerne med deres grene for ikke at se deres Herre;

alle skammede sig over, at Adam lige pludselig var nøgen.

Slangen stjal hans tøj og den blev omdannet, så den derefter ingen ben havde.

16 Gud tillod ikke Adam at komme ind

I det inderste af boligen; den blev bevogtet

For at han skulle være til behag gennem sin tjeneste ved det ydre af boligen.

Som en præst med velduftende røgelse

Skulle overholdelsen af buddet være Adams røgelseskar.

Så kunne han komme ind til den Skjulte i den skjulte bolig.

17 Et symbol på Paradis blev formet af Moes,

Som lavede begge helligdomme, det hellige og det allerhelligste.

Gud tillod indgang til den ydre bolig,

Men til den inderst inde kun én gang om året.

Sådan forbød Gud adgang til det inderste af Paradis,

Med lukkede den ydre del op for Adam til landbrug.

Hymne nr. 4

1 Den Retfærdige så, at Adam blev overmodig, da Han gav ham mulighed for det.

Han vidste, at han igen gå over grænsen, hvis Han gav ham plads til det.

Den bløde grænse trådte han under fode, så den Gode

Satte derfor en hård grænse.

Ordet og buddet havde været grænsen til træet,

Men nu blev keruben og sværdet hegnet ind til Paradis.

2 Adam ville med sin urenhed ind

i det allerhelligste, som kun elsker dem, som ligner det.

Og fordi han i sit overmod ville træde ind i den indre bolig,

Lod Han ham ikke engang komme ind i den ydre.

Livets hav så et lig i sit dyb,

Det lod det ikke blive der, men kastede det ud udenfor.

3 Han var som et billede/type på det hebræiske folk:

Den som blev spedalsk inde i lejren,

Blev smidt ud og fra det indre kastet ud udenfor.

Men når han holdt op med at være spedalsk og fandt nåde,

Rensede præsten ham med ysop, blod og vand

Og han kom tilbage til sin bolig og genindtrådte i sin arv.

4 Adam var fuldkommen ren i den skønne have,

men blev spedalsk og var beskidt, fordi slangen havde åndet på ham.

Da udstødte Han ham ud fra sin midte, den uplettede kastede ham ud.

Men den himmelske Ypperstepræst så ham,

Som Han selv havde kastet udenfor, og da bøjede Han sig og steg ned til ham,

Rensede ham med ysop og førte ham tilbage til Paradiset.

5 Adam havde været nøgen og smuk, men hans hustru var behændig:

Hun lavede med flid en dragt med pletter.

Da haven så ham, forkastede den (verbum?) ham, fordi han vakte dens afsky.

Fra Maria fik han en dragt,

Den, som også klædte røveren. Og fordi han så strålende ud på grund af løftet,

Så haven ham og omfavnede ham i stedet for Adam.

6 Moses, der tvivlede, så kun og kom ikke ind

I det lovede land. Jordan var grænsen.

Og Adam glemte buddet og måtte ud af livets have.

Keruben tog opstilling ligesom var han et hegn.

Begge kom ind ved vor Herres hjælp i opstandelsen,

Moses i landet og Adam i Paradis.

7 Munden lever ikke op til fortællingerne om det indre af Paradis,

Og selv for dens ydre skønheder rækker den ikke.

Ja, end ikke indhegningens enkle udsmykning

Kan den berette ordentlig om den.

For dens farver vækker glæde og dens dufte er underfulde,

Dens skønheder begejstrer og dens sanseindtryk herlige.

8 Selvom det er en lille skat, der ligger ved indhegningen,

Overgår den alle jordens skatte.

Og for så vidt Paradisets slette er ydmyg

I sammenligning med dens skat på toppen oventil,

Så er også den salige tilstand ved indhegningen herligere og mere ophøjet

End alt, hvad der er saligt, i lavlandet, hvor vi bor.

9 Bliv nu ikke vred på mig, fordi jeg vover at sætte ord på

Noget, som er for ophøjet for mig, så jeg med min manglende evne gør det mindre.

Når der ikke findes et spejl, som kan gengive dets skønhed,

og heller ikke findes pigmenter til at male det,

Så forkast ikke mit forsøg, for jeg har arbejdet hårdt for til vor hjælp at samle

En indføring i alt, hvad der har med Paradiset at gøre.

10 Den sørgende finder trøst deri, og barnet bliver oplært derved,

Den kyske stråler derved, den der er i nød, næres derved.

Lad dem hver og en kaste nogle småmønter til mig,

Lad dem alle bede for mig i Eden,

At jeg må komme ind til det sted, som jeg har talt om, som jeg nu kunne.

Og lad den modfaldne begære den lovede rigdom.

11 Måtte mit formål med dette ikke fordømmes at dig, du Alvidende!4

Måtte jeg slippe for anklage fra dig for min undersøgelse, du der er skjult for alting.

For jeg har ikke vovet at tale om Din fødsels, som er skjult for alle.

Jeg har omgærdet dit Ord med tavshed.

Fordi jeg har æret din fødsel, så lad mit bog i dit Paradis!

Lad alle, der elsker dig, prise dig i din skjulhed!

V

1 Jeg fæstnede blikket på Skaberens ord og sammenlignede det

Med den klippe, som fulgte og drog med folket i ørkenen.

Det var ikke fra en kilde af vand, der sprang derindefra,

At den udgød velsignede strømme.

Der var ikke vand derinde, men der udsprang have derfra,

Ligesom Ordet dannede skabte ting ud af intet.

På melodien: Salig er den, som er værdig til at tale om dit Paradis!

2 Det var skabelsen af naturen, som Moses beskrev i sin bog,

For at naturen og bogen skulle vidne om Skaberen:

Naturen gennem brugen af den, skriften gennem læsningen af den.

Disse vidner når ud til ethvert sted,

De findes til alle tider og står fast til hvert øjeblik

Og overbeviser fornægteren, som før forkastede Skaberen.

3 Jeg læste i det første stykke af bogen og blev grebet af glæde,

For dets vers og linjer omfavnede mig som med arme.

Det første vers kyssede mig med længsel og trak mig hen til dens kammerat.

Og da jeg nåede til den linje, hvor beskrivelsen af Paradis står,

Løftede den mig op og propellerede mig

Fra det indre af bogen til det indre af Paradis.

4 På linjerne var der ligesom en bro: øjet og sindet

Passerede over og tog sammen fat på historien om Paradis.

Øjet fik sindet med over under læsningen,

Og omvendt beroligede også sindet

Øjet ved læsningen, for da bogen var læst,

Gav det øjet hvile, men sindet kom på arbejde.

5 Både broen og døren til Paradis

Fandt jeg i bogen. Jeg passerede over den og kom ind.

Øjet forblev udenfor, men mit sind kom indenfor.

Jeg lod det vende sig her og der i det uskrevne.

Det høje er lysende klart, dejligt og skønt.

Skriften kalder det Eden, for det er alle goders himmel.

6 Der så jeg også de retfærdiges løvsalshytter,

Som drypper med salve, der dufter af velduft.,

Flettet med blomster, kronet med frugter.

Som ens arbejde er, sådan er ens løvhytte!

Nogle er ydmyg i sin udsmykning, andre stråler i sin skønhed,

Nogles farve er mat, andre skinner i glans.

7 Jeg spurgte også til dette, om Paradiset

Er tilstrækkeligt til at rumme alle de retfærdige, som bor deri.

Jeg spurgte til det, som ikke står beskrevet,

Men Han lærte mig gennem det, som er skrevet i bogen:

”Se på den mand, i hvem der boede

En legion onde ånder: de var inde i ham, uden at man erfarede det.

For deres hær overgår sjælen i gennemsigtighed og er æterisk.

8 Hele denne hær boede i ét legeme.

Hundrede gange mere gennemsigtige og æteriske

Er de retfærdiges legemer, når de er opstået og opvækket.

De har lighed med sindet, som hvis det vil, kan

Strække sig ud og udvides. Og hvis den vil, kan det trække sig sammen og formindskes.

Selv om det trækker sig sammen på ét sted eller strækker sig ud, er det overalt.

9 Lyt til andre eksempler og lær af lysene,

At der kan være tusinder af stråler i et eneste hus,

Og titusinder af dufte kan være inde i en blomst.

Så selv om de er på et lille sted, har de rigelig med plads

Til at have det vældig dejligt; sådan også med Paradiset:

Selvom det er fyldt af åndelige væsener er der plads nok til at forlyste sig dejligt.

10 Og tankerne uden ende og tal bor i hjertet,

der er lille i forhold til så meget, men dog er der utrolig meget plads til dem.

Der begrænser de ikke og bliver ikke begrænset.

Hvor meget mere vil ikke det herlige Paradis

Have nok plads til de fine åndelige væsener, så ikke engang

tankerne har mulighed for at røre disses legemer.

11 Jeg lovpriste dette, så godt jeg kunne og skulle til at gå ud,

Da en tordenstemme pludselig lød inde fra Paradis

Som trompeters klang i en hærlejr.

En røst råbte tre gange ’hellig’,

Nemlig til Guddommen, blev lovprist inderst i Paradiset.

Jeg troede, at der ikke var noget derinde, men blev klar over noget andet gennem røsten.

12 Paradis hensatte mig i ekstase med den fred og skønhed.

Der ligger over det en fuldkommen skønhed,

Der bor en fred, der ikke kender til frygt.

Salig er den, der er værdig til tage imod det,

Om ikke efter retfærdighed, så i nåde.,

Om ikke på grund af gerninger, så på grund af barmhjertighed.

13 Jeg undrede mig, for da jeg gik over grænsen ud fra Paradis,

Blev det velbefindende, som havde ledsaget mig, derinde og svandt for mig.

Og da jeg nåede til jordens kyst, tornenes moder,

Mødte der mig smerter og lidelser af enhver art.

Jeg blev klar over, da var vort land i mine øjne som et fængsel,

Fangerne der græder, når de forlader fængslet!

14 Jeg undrede mig, for selv de små børn græder, når de kommer ud,

De græder, fordi de kommer ud af mørke i lyset,

De kommer ud fra et sammenpresset sted til denne verden!

Således er også døden for verden

Et billede på en fødsel: de græder, de som fødes

fra jorden, lidelsernes moder, til Edens dejlige gaver.

15 Paradisets Herre, hav barmhjertighed med mig!

Og hvis det ikke er muligt for mig at komme ind i dit Paradis,

Så lad mig dog få lov til at være udenfor være på græsset uden for indhegningen.

Lad Paradisets indre være et bord dækket til dem, der har brugt talenterne ret,

Men lad frugterne fra indhegningen falde ned uden for

Som brødkrummer til syndere, så de kan leve af din nåde!

VI

1 Lærens nøgler, som åbner alle skrifterne,

Åbnede mine øjne for skabelsens bog,

Arkens skatkiste, kronen på Loven,

Det skrift, der mere end dets ledsagende bøger gennem sin tale

Har fornemmet Skaberen og talt om Hans værker,

Set al Hans skønhed og fremvist Hans kunstværker.

Omkvæd: Velsignet være han, som på sit kors åbnede Paradiset!

2 Bogen havde bragt mig til Paradisets port;

Og da min åndelige forstand gik ind, blev den forundret og overrasket;

Sindet for vild og blev kraftesløs, for sanserne mægtede ikke

At begribe dets utrolige skatte

Eller skelne sanseindtrykkene, sammenligne farver,

Fastholde skønhederne og sætte ord på dem.

3 Paradis omgiver lemmerne med mange dejlige ting,

Øjnene med smukke indtryk, hørelsen med stemmer,

Munden og næseborene med smagsindtryk og dufte.

Velsignet være Paradiset, som samler forsamlingen:

De, der våger og faster, som for deres faste

Nyder måltider på de dejlige enge.

4 Det løftede mig op, da jeg fornemmede det, det berigede mig, da jeg grundede over det.

Jeg glemte min fattigdom, for nu blev jeg beruset af dets dufte.

Det var som om jeg ikke var til, for det fornyede mig med dets spændende variationer.

Jeg svømmede i dets dejlige bølger,

Og det sted, der brændte som en ovn og gjorde Adam til skamme,

Hvor blev jeg ikke beruset der, for jeg glemte der mine synder!

5 Og skønt jeg allerede var overvældet af dets dejlige bølger,

Tog det og kastede mig i et endnu større hav.

Jeg så i dets skønhed nogle, som var endnu smukkere,

Og jeg overvejede, at hvis det var så herligt,

Hvor meget herligere skulle ikke Adam være, han som var et billede af Ham, der plantede det.

Og hvor dejligere er ikke korset, dets Herres Søns vogn!

6 For Paradiset er ikke grunden til menneskets skabelse,

For Adam alene er grunden til, at det blev tilplantet.

Hjertet betyder mere end dets skud og dets ord mere end frugterne.

For Ordet er mere velsmagende end enhver frugt,

Sandhed hos et menneske overgår jordens frugter,

Og kærlighed er dejligere end alle veldufte.

7 Han plantede den skønne have, byggede den rene kirke.

Han opsatte buddet på kundskabens træ,

Han var glad, men menneskene havde en dyb længsel, Han advarede, men de frygtede ikke noget.

I kirken opstillede Han Ordet,

Der fryder gennem løfterne, indgyder frugt gennem trusler.

Den, som foragter det, går fortabt; den, som lader sig advare, lever.

8 De helliges skare er ligesom Paradis.

De plukker daglig frugt fra Ham, der giver alt liv.

Mine brødre, i den trampes hver dag klasen, så den bliver livsmedicin.

Slangen er lammet og taget til fange af forbandelsen.

Evas mund er lukket med en tavshed, der er gavnlig.

Samtidig er hendes mund en harpe for hendes Skaber.

9 Der er ingen der, som er nøgen, for de har iført sig herlighed,

Der er heller ingen, som er klædt i blade og står vanære,

For de har hos vor Herre fundet Adam og Evas klædning,

Når kirken renser dens ører

For slangens prædiken, som de lyttede til, så de blev dækket af rust,

bliver de klæder, de have mistet, nye og hvide.

10 Den kraft, som er uden møje, den arm, der ikke bliver træt,

Plantede Paradis, gjorde det smukt uden at anstrenge sig.

Frihedens møje har smykket kirken med alskens frugt,

Og Skaberen så den og hvilede sig der (frydede sig derved).

Han boede i Paradis, som Han havde plantet i frihed til Hans ære,

Som Han også havde plantet haven til kirkens at blive nydt i frihed.

11 De ivrige bærer deres frugter og løber

Hen mod Paradis, som henrykkes af alle frugterne.

Med heltegerninger træder de ind i den skønne have.

Den ser, at de retfærdige har en overflod af frugter

Som overgår dets egne træer,

Og de sejrriges skønhed overgår havens egen.

12 Salig er den, som er værdig til at se Paradiset,

Som overgår træernes herlige frugter,

Men på den anden side selv besejres, når de ser de sejrriges herlige frugter.

Dets blomster tog prisen, men blev så besejret,

Fordi de så jomfruernes og de helliges blomster,

Hvis kranse glædede skaberværket og dets Skaber.

13 De retfærdiges frugter var til mere behag for Ham, der kender alt,

End træernes frugter og sorter.

Den skønhed, der er i naturen, ærede menneskets forstand,

Paradis lovpriste kundskaben,

Blomsterne den gode livsførelse, haven den frie vilje,

Og jorden eftertanken. Velsignet være Han, der gjorde Adam stor!

14 Det har mere for sig at fortælle om dem, der sejrer,

End om velsignede fortællinger om Paradis,

Som har smykket sig med alt, der ligner Paradis.

Havens skønhed står at læse i dem.

Lad os forlade træerne og tale om heltene,

Og lad os lovprise arvingerne frem for det, der skal arves.

15 For hvis Paradisets skønhed hensætter os i forundring,

Hvor meget mere må vi da forundres over den sindets skønhed.

Den ene skyldes naturen, den anden viljen.

Den frie vilje dyster med haven,

Og de frugter, der vandt prisen, blomstrede og blev til af sig selv,

Deres kroner vandt i betydning over Paradisets pragt.

16 Der ses åbenlyst og dejligt for sindets øje

De retfærdiges eftertragtede fester, som kalder os

Til at være deres brødre, kammerater og medlemmer.

Mine brødre lad os ikke gå glip af at være sammen med dem,

Lad os komme i familie med dem eller i det mindste deres naboer,

Og hvis vi ikke kan være i deres boliger, så rundt om deres løvhytter.

17 Den, der er værdig til deres rigdom på skatte, er misundelsesværdig,

Velsignet er den, som er værdig til blot rester af deres rigdomme.

Gør mig værdig til bare ganske lidt af det, der er der.

Lad fjenden se mig og blive trist derved,

For han troede at skulle se mig på det sted, han havde gjort klar til mig.

Lad ham se mig på det sted, som din overstrømmende barmhjertighed har beredt til mig!

18 Salig er den, som er værdig til at se de saliges klæder,

Salig er den, som er værdig og har hørt på deres visdom,

Salig er det øre, som er blevet fuld af at høre deres stemmer,

Salig er den, som er nået til den samme salige tilstand,

Salig er den, som har gjort sig møje for at være blandt de første,

Ve den, som ikke engang har gjort umage for at blive den sidste!

19 Salig er den, som de har talt til fordel for hos den Gode,

Men ve den, hvem de har været imod foran den Retfærdige,

De, som Han elsker, kommer i Eden, de, som Han hader i dødsriget.

Det vil gå Sodoma bedre end den borg,

hvis sand de har rystet af fødderne; men det hus hvori de har holdt bøn,

bringer den døde til live derinde, og freden bor helt og aldeles i ham.

20 De drog ned til Egypten, mættede det land, der var ramt af hungersnød.

De nåede til det uforstandige hav, gjorde det kløgtigt med staven.

De drog ud i den modbydelige ørken, udstyrede den med en skystøtte.

De kom ind i ovnen, der var gloende hed,

Stænkede deres dug på den. I gruben, de faldt ned i,

Kom en engel ned og lærte de vilde dyr at faste!

21 Det salt, der salter sig selv for ikke at blive smagløst,

Strøede Skaberen jorden rundt med sin hånd.

Sådan som den tog og skabte Adam med elementer af alting,

Således blev er han blevet strøet ud overalt,

Den hånd samler alt det udstrøede og strør det, der var blevet samlet.

For det går fra universet til Adam og fra ham til universet.

22 Østen lyste op ved helgenerne, vesten strålede ved dem,

Norden løftede sig op ved dem, syden har modtaget belæring ved dem.

De steg op og åbnede himmelhvælvingen, havet kom de ned i og rørte.

Den hemmelighed, som apostlen åbenbarede i en gåde,

Udstrakte de i alle retninger, så det nåede til alle verdenshjørner.

Alle skabninger greb fat i det for at hente styrke derfra.

23 En af dem kløvede luften med sin vogn,

Englene kom ham ivrigt i møde, som havde de savnet ham, for de så for første gang

Et legeme i deres bolig. Og ligesom den jordiske

Steg op klædt i glans, steg Herren i sin godhed ned og iklædte sig et legeme,

Steg op i en sky og indtog sit herredømme i det høje og det lave.

24 Englene af ild og Ånd var forundret over Elias,

For de så, at der skjult i ham var en dejlig skat.

Forbavset over den jordiske priste de Ham, der havde dannet ham.

De så hans jomfruelighed og frydede sig,

For den havde ophøjet dem i det lave og forundret dem i det høje.

De havde kæmpet på jorden, men kronen fik de i Paradis.

25 Forstanden kan vokse gennem kærlighed og læren,

Iblandet sandheden, og sådan berige med nye indsigter,

Idet den grunder med dømmekraft over skatten af skjulte ting.

Jeg har elsket, modtaget belæring og fået vished om,

At Paradis har en havn for de sejrrige.

Gør mig, som blev værdig til at fornemme Paradis, værdig til at gå derind!

Efraims Hymner: Livets vej. Hymner mod Hæretikerne nr. 25-26

 Livets Vej - et billede på den kristne eksistens 

1 Vi vil irettesætte dem, der farer vild

Og rejser ud på falske veje,

Skønt Livets Vej vidner for os,

At fredens udsendinge har tiltrampet den.

Åndens vismænd har udpeget den.

De ryddede og anlagde den på et farbart terræn.

Profeterne og apostlene har overleveret den.

Derpå er der milesten, som sandheden har opstillet,

Og herberger, som kærligheden har bygget op.

Brødre, lad os fuldføre vejen,

For Faderen har sendt sin Søn ud på den.

Lad os alle rejse på Kongens vej

For at alle må nå frem til Kongesønnen.

2 Det er en vej for Kongens hær,

Som er draget ud for at bane vej for Kongesønnen,

Så den kan ledsage Rigets Søn på den

Og komme helt frem til Kongens By.

For der er Davids trone bygget

Og gjort klar til Davids søn.

Det var sådan, Han var klædt, da Han blev hånet: som konge.

Han vævede kronen gennem den spot, der overgik Ham.

Han steg op og herskede på Golgata.

Han fuldendte sine profeters veje

Og fortsatte og tiltrampede den til sine apostle.

Lad os alle gennemløbe Sønnens vej

For at komme til at se Faderens herlighed!

3 Med torahen har Moses tiltrampet

Vejen med symboler for folket;

Dem har han spredt ud på hele vejen.

Men vor Herre har i sine testamenter

Fuldendt og anlagt sandhedens sti

For folkene, som går mod livets vej.

Alle symbolerne rejser på den vej, Moses banede

Og de når fuldendelsen på Sønnens vej.

Må vort sind være

Et banet terræn for den vej.

Mine brødre, lad os bane

Livets Vej i stedet for alle mulige terræner for vore sjæle!

4 Fornægternes munde

Fordømmer dem selv uden at de opfatter det.

De bekender med Johannes, at Han er kommet.

Men lad os se, om det ikke er i sin orden,

At udsendingene forud for Kongen

Kommer til enden og hører op.

For det var Johannes, som var

Den sidste og enden på profeterne.

Han så Simon, disciplenes overhoved,

Og vor Herre stod mellem

De første og de sidste.

Profetismens trompeter holdt inde,

Apostolatets horn gjaldede.

5. Forud for Kristus var han kommet,

Johannes var kommet til jøderne

For at bane en vej svarende til deres ord.

Mine kære, idet han banede

Kongerigets mægtige vej,

Fornemmede enhver, at Kongen er ved at være her.

Se, i tre hundrede år har Johannes

Banet vej for kongeriget

I fornægtere, hvor er Kongen?

Det er åbenlyst uden al tvivl,

At den forberedelse, Johannes gjorde

Forud for Kongen, som skulle følge i hans spor:

Fordi Han er ankommet, bringes forkynderne til tavshed.

6 Det er den vej, Abel rejste på,

Og Enok, Noa og også Abraham,

Moses og Josva og også Samuel,

Davids hus og Josefs Søn,

Sammen med de mange derimellem.

Se kæden af lysets børn!

Se, fornægterne bekender virkelig,

At vor Herre er kommet til Sion

Som en herre kommer efter sine tjenere.

Vejen overbeviser om, at Kongen

Sætter sig i bevægelse og drager ud efter sin hær,

Da de lagde råd op for at fjerne Ham,

Færdiggjorde de vejen ved hjælp af vejens Herre.

7 Alle, der kalder sig selv udsendinge,

Flygter væk fra Kongens vej

Og er derfor tyve i vejkanten.

Der er også røvere,

Som kommer til et mødested på vejen

For der at overfalde de handelsrejsende.

Den, der kan finde vejen,

Skal drage ud i hælene på dem

Og tilfangetage dem ved overfald.

Vi skal også drage ud efter dem

På vejen, der er forurenet af fornægterne.

Undersøg deres milesten og skjulesteder.

Få fat på fårene, som de har sønderhugget og skjult!

8 Vildfarelsen er faktisk en møgbunke,

Som tiltramper stier, hvor man bliver kidnappet

På venstre side af livets vej.

De er den oprindelige / første slanges slægtninge,

Den perverterede lærer, som førte de ortodokse på afveje.

For i hans spor vandrer og rejser de ud,

De lærere, som gør vejen ’dyb’

Og foreslår enhver enfoldigt troende

Deres ’mysteriers’ hæslige hemmelighed

Og underviser enhver ortodoks i deres perverterede mening,

For at de skal komme til at vænne sig til deres veje.

9 De banede veje er kommet i uorden,

For de falske veje er blevet knyttet til dem.

Synden har på Livets Vej

Sået et spor af død

For at forvirre lysets børn.

Bedraget får det til at se ud, som om det ligner sandheden,

For så mistanke om sandheden

Eller få bedraget til at vinde tiltro.

Gå opmærksomt ud på den vej.

Registrer dens tiltrækning i dit sind

For at den forbandede slange ikke skal møde dig,

Og få dig til at glide og sætte dig af på den hæslige vej.

10 Den Førstefødte, som har vandret på vandet

og tiltrampet vejen for sin discipel,

har formet og vist symboler med bølgerne,

Der var omrids af billeder i storme.

På vandstrømme har Han anlagt en sti

Og markeret punkter, der peger mod land på havet.

Således banede Han for sine apostle

Veje for forkyndelsen

I verden, symbolsk i havet.

Stemmen, som irettesatte bølgerne

Og jævnede stien på vandene,

Dannede en rolig sti på vandet.

Han irettesatte anstødssten i form af bølger

Og jævnede sandhedens vej for din tjener!

XXVI

1 Der er et stort spørgsmål at undersøge

Om alle fornægternes veje,

Nemlig om de har været der fra begyndelsen.

Den sti, Mani har fulgt,

Har han betrådt for kort tid siden, det var i går,

At ukrudts-læren blomstrede og visnede.

De røvere, hvis stier

Drejer væk til det sted, de ligger i baghold,

De fjerner sig fra Testamentet,

Som er blevet til ved Sønnens tjener.

Lad os se på profeternes vej, 

Om den fuldendes på apostlenes vej

 

Melodi: De sandt troende give dig ære!

 

2 Det er en mægtig kilde med livsmedicin,

En kilde af profetiske stemmer,

Et væld af Åndens ord.

Slanger har stjålet nogle dråber deraf.

De har suget lidt til sig og kastet meget op.

De er blevet opsamlet vand af dødsgalde.

Selvom drikken som sådan var livsmedicin,

Kom der dragesmag i den.

Den er blevet til død for dem, der drikker deraf.

Og den, som er uden forstand, mener,

At den flyder med noget velsmagende og fremmed –

En vildfarelse, som har stjålet et dryp

Fra den klare sandhedens kilde 

 

3 Lær vejen at kende og drag så afsted,

For at en anden vej ikke skal føre dig bort som fange.

For bedraget efterligner virkelig sandheden!

Der hvor Kongerigets milesten

Og herberger og handelsrejsende er,

Der er Kongens og udsendingenes vej.

Men der hvor der er varsler og stjernetegn, 

Blasfemi og ond besværgelse,

Er stien et sporløst øde for røvere.

og opdager du noget, der er en skændsel der,

Så flygt straks væk derfra.

Men der, hvor du har fundet en jævn vej,

Udjævn der din sjæl og rejs på den vej!

4 På grund af frugten anlagde Han vejen

Fra træ til kors:

Vejen strækker sig fra træ til træ,

Fra Eden og frem til Sion,

Og fra kirken helt til Kongeriget.

Lad os tage lidt ud på den vej,

Og læg mærke til, at den irettesætter fornægterne,

Hvorledes og hvor de har forladt vejen.

Ved Satans indgreb afveg de fra vejen og forlod den,

De har virkelig iklædt sig hans navn.

Vor Herre sammenligner sig selv med en vej:

Kom, lad os tage af sted på den frem til Hans Fader!

5 Den lange vej er buddenes vej,

Som skønt den er bred, dog er meget smal,

Både gammel og samtidig ny.

I dens første stykke gik de omskårne på den,

Idet de var bærere af vor Herres symboler.

For ingen kan leve uden symboler.

På vejens midterste stykker vandrede de omskårne,

Klædt i billeder på Sønnen.

Og Han, som gav liv til de første og de midterste,

Giver liv til de sidste med brød.

Han har opdelt vejen i tre dele:

Begyndelsen og slutningen er én og den samme,

Og alt når sin fuldendelse hos alles Herre.

6 Det, der fremkaldte vejen var Adam.

Hans Herres tjenere drog ud bag efter ham,

De blev udkørte af at lede efter det vildfarne får,

Så hyrderne kunne ikke

Finde det vildfarne (får)

Og bringe det tilbage til Hans fold.

Hans Herres Søn drog ud for at eftersøge Adam.

Han rejste ud på den vej, som hyrderne

Havde tiltrampet til flokkens Herre.

Han iklædte sig Adam og åbnede derved

Døren til Paradis ved sin indgang.

Tag rejsekost med og lad os tage af sted,

For vejen til Eden er banet!

7 Da Adam havde syndet, smed Han ham

Ud på tornenes og forbandelsernes land

For at han ved at revse sig selv kunne vende hjem til Eden.

Eva født os i et fængsel,

Og vi det indelukkede liv behagede os mere

End vores gang mod Paradis.

Kærlighed til det vante er stor,

Og fordi vi var vænnet til dunkelhed,

Opfattede vi lyset som noget modbydeligt.

Den bundne beder om at blive løst af lænkerne;

Fangen bønfalder om at få sin frihed.

Men hvis vor bøn skulle blive hørt,

Er den: at forblive i tornenes land!

 

8 Vi er lukket inde som på et skib

Og sørger over den, der går bort

Fra storm til fredens havn.

Sjælens lænke, det er bekymring,

Så derfor blotter alle nakken

For fuldstændig uden forbehold at tage imod lænken!

Alle er tilfredse, når de ser

Deres kære sammen med dem selv være henlagt

I skjulte lænker og kæder.

Ved børnenes fødsel er vi glade,

Men græder, når de dør.

Vi er glade, når de går bort til lidelsernes land,

Men græder, når de er på vej til lysets land.

 

9 Vi klager til vor Herre over to ting:

Vi græder, når Han kalder os til sig,

Og for det andet handler vi slet, når Han lader os være her.

Den Gode vidste, at om det var muligt,

Ville vi bestikke så meget som muligt for ikke at skulle gå bort

Fra fængslet til Kongehuset.

Han sørger for, at døden ikke tager imod

Bestikkelse eller bønfaldelser,

Så vi ikke kan overtale dem til at lade os forblive her.

Og skulle den Barmhjertige løse

Et menneske før den i forvejen korte tid,

Er der ligklage, for døden kom for at løse

Titusinder af led i legemets lemmer!

10 To ting kommer fra vor Herre:

 Det tidspunkt, da jeg kom ind i skaberværket 

Og det tidspunkt, der passer til, at jeg skal gå bort herfra.

Jeg blev født på sandhedens vej,

Selvom jeg i min spæde barndom ikke fornemmede det;

Da jeg begyndte at fornemme vejen, erhvervede jeg den i smelteovnen.

De forvirrede stier, der mødte mig undervejs,

Foragtede min tro,

For de ender på venstre side.

Eftersom jeg vedkender mig dig, Herre, så vedkend dig mig!

Vis mig synder, som tror på dig,

At selvom jeg har syndet, banker jeg dog på din dør,

Og selvom jeg tager min tid, vandrer jeg dog på din vej!

Efraims Hymner om Troen nr. 31.

Efraim Syrerens Hymne om Troen nr. 31

1 Lad os prise Ham, som iklædte sig navne på lemmerne.

Ører benævnte Han sig for at lære, at han lytter til os.

Øjne kaldte Han sig for at vise, at Han ser os.

Det er kun tingenes navne, Han har iklædt sig,

Og selvom Han ikke sin Væren har vrede og anger,

Iklædte Han sig deres navne for vor svagheds skyld.

 

Melodi: Velsignet være Han, som kom til syne for os mennesker i alle slags billeder.

 

2 Lad os forstå: Hvis Han ikke havde iklædt sig navne

På en ting, havde Han ikke kunnet tale

Med os mennesker. Med det, der kommer fra os,

Kom Han os nær.

Han iklædte sig vore navne for at klæde os

I Hans livsførelse. Han lånte vor skikkelse og iklædte sig den.

Som en far i forhold til sit barn talte Han med os i vor barnlighed.

 

3 Ja, Han iklædte sig vort billede og gjorde det dog ikke.

Han tog det af og tog det ikke af,

Mens han var iklædt det, tog Han det af igen.

Han tog det på som en hjælp og tog det af og skiftede,

Og sådan tog han alle slags billeder af og på.

Derved lærte Han at de hver for sig ikke var billeder på Hans Væren,

Fordi Hans Væren er skjult, formede Han åbenlyse billeder.

 

4 Engang var Han optrådte Hans som en gammel mand, ’den gamle af dage’,

Dernæst var Han som en helt, en tungt bevæbnet soldat.

Som dommer var Han en gammel mand,

I strid var Han den tungt bevæbnede.

Engang løb Han som en, der langsom,

En anden gang var Han træt, engang søvnig.

Engang trængte Han til hjælp; med alle midler udmattede Han sig for at vinde os.

 

5 Ja, Han er den Gode, som skønt Han kunne virke med tvang

Og uden besvære kunne gøre os smukke, dog arbejdede med alle midler

På at forskønne os med vor vilje, så vi kunne forme vor skønhed

Med farver, som vor vilje samler.

For hvis Han smykkede os, ville vi ligne et billede,

Som en anden havde formet og smykket med sine farver.

 

6 Tænk også på den, som lærer en fugl at tale.

Gemt i skjul bag et spejl underviser han den.

Og hver gang den vender sig mod den talende,

Finde den sit eget billede for sine øjne.

Så tror den, det er dens kammerat, der taler med den.

Han formede sit billede for dine øjne

For at du derved skal lære at tale som Ham.

 

7 Fuglen slægter her mennesket på,

For skønt der er ligheder, lokker han

og lærer den gennem den selv. Ved den selv taler den med ham.

Den Væren, som er i alt, ophøjet over alle ting,

Bøjede sig i sin kærlighed fra det høje og tog vor levevis på sig,

Arbejdede på alle måder for at vende alle til sig.

 

8 For billedet af en gammel mand eller helt,

Af en, der lagde sig, som der står skrevet, eller en, som ikke sov,

Af en, som blev træt, som der står skrevet, eller en, som ikke blev træt –

Ved at Han forbandt det og så opløste det, hjalp Han os til forståelse.

Han trak sig ligesom sammen og stod på en ’plate’ af safir.

Han strakte sig ud og fyldte himlen, som er i Hans hule hånd.

 

9 Han viste sig selv engang, Hans viste sig en anden gang.

Vi tænker – se! Han er på dette sted, men Han fylder jo alt!

Han blev det lille for at passe til os,

Han blev stor for at berige os.

Han blev lille, så stor, for at gøre os store.

Hvis Han var lille og aldrig stor, så ville Han i vore øjne være lille og ringeagtet.

Fordi Han kunne opfattes som svag, blev Han lille og stor.

 

10 Lad os undres over, at da Han blev lille, gjorde Han vor ringhed stor.

Og hvis Han omvendt ikke havde vist sig som stor,

Ville han have gjort vor tankegang ringe.

For så ville vi have ment, at Han er svag, og vi ville blive ringe ved det, vi tænker.

Han er den Værende og vi passer ikke sammen med Hans storhed.

Vi passer heller ikke sammen med hans ringhed. Han er stor, og vi farer vild;

Han blev lille, og vi krymper os; i alle forhold gjorde Han sig møje med os.

 

11 Han ville lære os to ting: hvad Han er og hvad Han ikke er.

I sin kærlighed skabte Han ansigterne, for at Hans tjenere skulle kunne se Ham.

Men for at vi ikke skulle komme til slå os på Ham og mene: ”Han er sådan”,

Forandrede Han sig fra skikkelse til skikkelse for at lære os,

At Han ikke har noget skikkelse (som os). Og skønt Han ikke forlod

Den menneskelige skikkelse, forlod Han den dog gennem at forandre sig.

Artikel om vejen i Efraims Syrerens hymner og prædikener

https://journals.lub.lu.se/pna/article/view/18872/17080

Hymner skrevet i Nisibis nr. 35,1-21

Nisibenske Hymner nr. 35: Om vor Herre, om døden og Satan.

På melodien: ”Hornet og trompeten”.

1 Stemmen udbrød: Den Ondes kræfter og hans tjenere stimlede sammen,

hele rajgræs-hæren samledes,

for de indså, at Jesus havde sejret (var gået af med sejren).

Det smertede hele den venstre side,

de martredes alle som en.

De gav sig en efter en til at berette alt,

hvad de havde udholdt. Synden og Sjeol var rædselsslagne;

døden sitrede, fordi de døde havde gjort oprør,

og Satan havde det på samme måde, for synderne gjorde oprør mod ham.

Omkvæd: Ære være dig - den onde så dig og blev forstyrret!

2 Synden råbte op med råd til sine børn:

dæmonerne og djævlene, og sagde til dem:

”Legion, jeres slagrækkers fyrste er ikke mere;

for havet har opslugt ham og hans venner, og også jer, mine børn,

hvis I viser foragt.

Denne Jesus vil ødelægge jer: I fik Salomon på krogen,

så det er skammeligt, at I bliver besejret af Jesu disciple,

fiskere og ulærde,

for de fik en fangst af mennesker, som vi tidligere havde fanget!

3 ”Det her er værre end alle onder”,

sagde den onde om vor Frelser,

”for han er ikke tilfreds med blot at udplyndre os,

men han er også begyndt at tage hævn over os for Jonas, Amittajs søn.

Han gjorde jo gengæld, da han tog og kastede Legion i havet.

Jonas kom op og landede efter tre dage,

mens selv efter så lang tid skjuler

havdybet Legion på hans bud.”

4 Jeg lokkede ham med dejligt brød efter hans faste,

men han lod sig ikke lokke.

Til min sorg måtte jeg arbejde for at lære en salme,

for at jeg med hans egen salme kunne fange ham;

jeg holdt op og øvede for anden gang på den,

men han gjorde min repetition overflødig.

Jeg førte ham op på bjerget og viste ham

alle besiddelser; jeg gav dem til ham, men han lod sig ikke forlede.

Salig var jeg i Adams dage,

for han gjorde mig ikke alt for udmattet af at undervise ham.”

5 Den onde holdt op med at gøre sig umage og sagde:

”Denne Jesus betyder, at jeg går ledig.

For toldere og skøger søger tilflugt hos ham.

Hvilket arbejde skal jeg søge? Jeg, som var alles læremester,

hvem skal jeg være discipel hos?” Synden sagde:

”Herefter må jeg holde inde og lade mig forandre fra det, jeg var,

for denne Marias søn, som kom,

har skabt menneskeheden som en ny skabning.

6 Grådig var døden, og den hylede op og sagde:

”Jeg lærte at faste, noget jeg før ikke kendte til.

Se, Jesus har skabt en forsamling, mens han forkyndte

faste for mig ved hjælp af sin medicin. Ét menneske lukkede munden på mig,

som havde lukket munden på mange.” Sjeol sagde:

”Jeg vil byde over min grådighed.

Derfor er jeg sulten. Se, han sejrede ved bryllupsfesten,

hvor han forandrede vand til vin,

forandrede dødt til noget levende.

7 Gud bragte også en vandflod,

vaskede jorden og skyllede dens gældsbeviser bort.

Ild og svovl anvendte han på den

for at gøre dens pletter hvide. Med ild gav han mig sodomitterne,

og med en vandflod kæmperne.

Han lukkede munden på Sankeribs folk

og åbnede Sjeol. Disse ting og lignende elskede jeg.

I stedet for retfærdige plager har han i sin godhed

bevirket liv for de døde ved sin søn.”

8 ”Jeg har set profeter og retfærdige,” sagde den Onde til sine slagrækker,

”og skønt de var utroligt stærke,

var der i dem ånde, som ikke var min, for menneskeklumpen

er forenet med vor surdej. Denne søn iklædte sig Adams legeme,

forstyrrede os, for vor surdej havde ikke herredømmet over ham.

Han var menneske og i sandhed Gud,

for hans menneskelighed var blandet med hans guddommelighed.

9 Den kilde, hvorfra alle slægter kommer,

nemlig Adam, ham så jeg,

hans børn undersøgte jeg og granskede en efter en,

men aldrig så jeg et menneske, som var både Gud og menneske.

Moses kom til at skinne med Hans stråleglans,

også ham undersøgte jeg, og jeg forstyrrede hans tale,

men end ikke denne her mands sind forstyrrede jeg,

for hans tankers kilde var helt igennem ren.

10 Det legemlige begær findes i alle legemer,

så selv når de sover, er lysten i dem vågen.

Den, som i vågen tilstand holder sig ren,

forstyrrer jeg i drømme. Legemets smuds rystes i ham

ved en rystelse skjult i hans indre.

både de vågne og de sovende bringer jeg kaos over.

Denne mand alene prøvede jeg at forstyrre,

men kan ikke forstyrre i drømme,

og selv i søvne er han lysende klar og hellig.

11 Allerede hans barndom var anderledes end andre børns, som vi så,

for jeg erkendte, at jeg ingen lod havde i ham.

Jeg var bange for ham i hans barndom, derfor hidsede jeg Herodes op

for at han skulle dræbes sammen med de andre børn.

Da han undslap også ham, blev jeg meget bange,

for hvordan fandt han ud af vor sammensværgelse mod ham.

Han tog imod de persiske præsters gaver,

hånede os, drog afsted og undslap vort sværd.

12 Jeg så de retfærdiges små børn,

og også de fromme mødres mindste;

dem undersøgte jeg fra moders liv en for en,

og jeg så i hver af dem vor surdej, for de var vrede og forbandede,

de var også opfarende og misundelige[1].

De blev ved hjælp af min lære til mine søde frugter;

men denne mand fra Faderens plante var en god frugt,

som besad sødhed, hvorved syndere er blevet forsødet.

13 Selv da han var barn, var han lærer

for mennesker ved den stråleglans, der lå over ham.

Og også præsten, som bar ham, var forundret over ham,

Han var klædt i den visdom, gamle har. Josef viste ham ærbødighed,

og hans mor fik stråleglans i hans nærhed.

Han var i sin barndom en hjælp for alle, der så ham,

han var til gavn for dem, der kendte ham;

fra den dag, da han kom til skaberværket,

var han en hjælp for menneskeheden ved sine sejre.

14 Hvorfra stammer Marias frugt, som kom til syne,

den unaturlige vinklase?

Nu er jeg hårdt presset af tvivl;

Jeg er bange, for hvis jeg ikke holder øje med ham, men lader ham være,

så vil de, som ellers besad min bitterhed, blive forsødet af hans lære;

på den anden side, hvis jeg presser og tramper ham ned,

er det min skræk, at han vil blive

til ny vin for syndere.

15 Jeg frygter for begge dele,

hvad enten han er død eller levende.”

Da svarede hans tjenere den Onde og rådgav ham:

”Selvom begge dele er hårde, er det dog lidt mere udholdeligt

at vælge hans død frem for hans liv. Lad Døden fortælle os,

om der før har været en blandt de retfærdige, som er blevet opvækket.

For der er ingen kæmper eller martyrer,

som sprang op fra Sjeol, som opsluger dem.

16 Man kan mærke vinden blæse,

men hvem kan udgranske Marias søn?

For da han græd, stjal han fra mig med sine tårer,

og da jeg sagde til ham: ’Kast dig ud fra det hellige tempel’,

troede jeg, at det var af frygt, han ikke kastede sig ud.

Da de kastede ham ud fra bjerget, fløj han i luften.

Ved brønden var han træt og satte sig.

Jeg forstår ikke hans forandringer -

fra at gå over det tørre land til at gøre det over vand.

17 Jeg så, at han sultede som menneske,

men det fik en ende, da han gjorde ét brød til mange.

Fra begyndelsen undersøgte jeg ham, så jeg kom hen til ham.

Han stillede spørgsmål, som om han ikke kendte mig,

men også dette fik en ende, for han viste,

at han kendte vore hemmeligheder. Ligesom han valgte Iskariot,

som om han ikke kendte ham; straks efter viste han, at han kendte ham,

idet han bandt ham og også lod ham gå.

Det forvirrede mig, at han blev døbt, kom op af vandet og overvældede mig.

18 Men ét tegn så jeg hos ham, som styrkede mig mere end alt andet.

For da han bad, så jeg ham og blev glad,

for hans ansigtsfarve skiftede og han blev bange,

hans sved var sivende blod, for han mærkede, at hans dag var kommet.

Dette tegn behagede mig mere end alt andet,

hvis ikke det var for, at han i sandhed narrede mig.

Men hvis han virkelig har narret mig,

ak, så gælder det i samme grad mig og jer, mine tjenere!”

19 Nu kom dæmonernes hær i oprør og sagde:

”Det tegn, vi ser i dig, er afskyeligt.

For aldrig før er sådan noget hændt dig.

Til mindre anvisninger var du strålende,

Marias søn indtog vore befæstede byer,

mens du holder lange prædikener. Stå op og drag ud,

lad os kæmpe mod ham.

Det ville virkelig være forsmædeligt, at vi mange skulle besejres af én,

og hvis det er en lidelse for dig, eller du er bange,

så giv os lov til at gå i krig, og bliv du hjemme!”

20 (Satan svarer) ”Denne Jesus kan jeg undervise

ud fra hans egne ord, og jeg vil kæmpe mod ham.

For han sagde: ’Satan er i splid med sig selv,’

og han kan ikke stå fast. Skønt han vil kæmpe mod os,

giver han os våben, som er rettet mod ham selv.

Afsted! Adsplit hans disciple,

for hvis I splitter dem fra hinanden, sejrer I derved over dem;

ved hjælp af Eva og slangen som fristere

sejrede jeg over den første Adam.”

21 Døden gav den Onde svar og sagde til ham:

”Hvorfor rører du ikke på dig? Det ligner dig ikke!

For du har ellers energisk fanget foragtede og små,

men hvorfor vil du ikke fange Jesus, som er større end dem alle?

Frygter du at smage de pile, Han kastede efter dig,

da Han blev fristet af dig?

Du og jeg og dine medarbejdere -

vor forsamling er for lille til at føre krig mod Marias søn.

[1] Eller ’lystne’.

Jul i følge Efraim Syreren - artikel i Præsteforeningens Blad 51-52 (2018), s. 1040-1044

https://praesteforening.dk/wp-content/uploads/2018_Nr_51-52_side_1233-1260.pdf?fbclid=IwAR2j6fs3KTCOVJVYOnVgwzHSnSqoBKMUep040W15bjua8Lno3Qhw7SByZPI

 

Artiklen bringes her i min tekstudgave

 

Jul i følge Efraim Syreren

Af Johannes Glenthøj, Samsø

Efraim (306-373 e.Kr.) virkede som diakon og rådgiver for biskopperne i Nisibis i Romerrigets udkant indtil 363.[i] De sidste ti år af sit liv virkede han ved den teologiske skole i Edessa (i dag Sanliurfa i det sydøstlige Tyrkiet ikke langt fra grænsen til Syrien). Som diakon digtede han mere end 400 salmer. Efraim skrev sine digte til fremførelse af kvinder i menigheden. Han talte og skrev syrisk, en aramæisk dialekt, som udfoldede sig bredt i Mellemøsten. Det Gamle Testamente blev hovedsagelig oversat til syrisk af jødiske lærde. Siden blev Det Nye Testamente oversat fra græsk til syrisk. Det syriske sprog var de kristnes modersmål i store dele af Mellemøsten, og moderne syriske dialekter bruges af kristne den dag i dag, mens det klassiske syriske sprog fortsat anvendes liturgisk i nogle kirker.

                      Julefesten fejredes i østkirkerne på Efraims tid 6. januar, mens man i vestkirken fejrede festen 25. december. Mit udgangspunkt i denne artikel er Efraims Fødselshymne nr. 5. Hvor citaterne stammer fra Fødselshymnerne, citeres blot hymnens nummer og vers.[ii]

                      Det er overraskende, at en afgørende grund til juleglæde var den årlige frigivelse af slaver. Kirken har med selve julen som prisme givet tidligere slaver en ligeværdighed. Johannes Krysostomos, som lever en generation efter Efraim, anbefaler frigivelse af langt de fleste slaver. For ethvert menneske bør klare sig selv og endda have overskud til naboen.

Tæpper

Efraim glæder sig over, at slaverne kan sidde og slappe af i julen. De frie borgere og de kongelige sidder på fine tæpper, mens slaverne må nøjes med måtter. Efraim tænker på julebordet efter julegudstjenesten! Nogle af de syriske og iranske flygtninge foretrækker også i Danmark at sidde og spise på tæpper. Tæppet har været spisebord i Mellemøsten, og interessant nok hedder ’møbel’ på arabisk mafrusj og har sin baggrund i ’tæppe’ eller ’måtte’, på arabisk farsj. Verbet farasja betyder blot: at sprede (noget ud) eller tildække et gulv.

Julens farve

Farven, der ifølge Efraim markerer julen, er purpur, som ikke er helt identisk med violet, men er en blanding af blåt og rødt. Julemåneden ”iklæder” sig i kærlighed purpur-klæder som en konge til ære for den nyfødte kongesøn.

Dørkranse

Årstiden har åbenbart til forskellige tider indgivet mennesker trangen til at hænge kranse på dørene, både i vores tid og i det fjerde århundrede. Efraim bevæger sig fra dørkransen til kransen for hjertets dør. Hjertets dør udtrykker, at den enkelte byder Helligånden velkommen:

Lad enhver ved denne fest

bekranse sit hjertes dør, så Helligånden

begærer at komme ind og bo

og helliggøre hjertet. For Ånden drager omkring

til alle døre for at se, hvor der er plads.

Naturligvis falder tanken let på blodet på dørstolperne, som beskyttede israeliterne fra dødsenglen i Egypten. Hos Efraim er kransen vel et tegn på den nye Konge. Efraim siger: Kejseren (på syrisk: kongen) udskrev en folketælling med henblik på at beskatte mennesker, så de kom i gæld til ham. Anderledes med Jesus: Han kom som en konge, ”der slettede gældsbeviser og skrev et nyt gældsbevis for at komme i gæld til os.” Her hentydes til alt det, der deles ud af skatkammeret. Disse skatte er noget, Kongen ’skylder’ mennesker!

Klædt i herlighed

’Herlighed’ er forbundet med julen i Joh. 1,14: ’Og Ordet blev kød og boede iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen’ (på syrisk: sjubha). Denne herlighed havde han hos Faderen, før verden blev til (Joh. 17,5). Uundgåeligt klinger ordet med i julebudskabet (5,4-5):

Du Betlehem! Kong David

klædte sig i fint hvidt linned, mens Davids Herre

og Davids Søn skjulte sin herlighed

i svøb. Hans svøb

blev en herlighedsklædning for mennesker!

På denne dag har vor Herre

i ydmyghed udskiftet skam med herlighed.

Mennesker skal klædes i hans – guddommelige - svøb. Luther ville sige: vi får Kristi retfærdighed, Efraim: vi får Kristi herlighed. Kristus er på den ene side klædt i barnets svøb som menneske og samtidig klædt i lys som Gud, som Maria siger (5, 24): Hvordan kan jeg komme med svøbet til Ham, som er klædt i lysets stråler?

Kedsomhed

Er gudstjenesten kedelig? Det spørgsmål er åbenbart blevet diskuteret også i den tidlige kirke. Her ved julefesten, kan Efraim sætte trumf på:

Lad alle jage kedsomhed væk,

for Kongen kedede sig ikke

ved at være i skødet i ni måneder

for vor skyld, og ved at være tredive

år i Sodoma blandt vilde.

Så er det sagt, at alle folkeslag uden Kristus er vilde! Men altså: Kongen af Guds rige kedede sig ikke i ni måneder indespærret i moderskødet!

Men Gud gav også et middel til at muntre mennesker op, for han valgte at skabe fester

som skatkamre, og Han åbnede dem

for de dovne for at festen skulle overtale

dem til at rejse sig op og berige sig.

Se, Hans fest er som et skatkammer,

som den Førstefødte har åbnet for os.

Kun én hel dag om året åbner Han.

Se skatkammeret! Kom, lad os med udbytte

berige os dermed, indtil man lukker det!

Velsignet er de årvågne, som plyndrer

livets bytte derfra. Det er en stor skam,

når nogen ser sin nabo bære skatte med ud,

mens han selv siddet i skatkammeret

og sover, så han kommer tomhændet ud derfra.

Et skatkammer, kun åbent ’en hel dag’ – på vore breddegrader og i protestantismen højest ’en hel time’, men meget kan også ’plyndres’ på en time!

Julen, børnenes fest

Man fornemmer, at julefesten har en særlig klang af børnenes glæde:

Ved denne fest glædes alle døre

og forhæng; alteret glæder sig også

i det hellige tempel, og det gjalder

af glæde fra børnenes munde, så Kristus glæder sig

over sin fest, som hærskarers Herre.

Det ligefrem tordner eller gjalder af glædesråb fra børnene i kirken. Det er en opfordring til virkelig også at gøre noget særligt for børnene juleaften!

Lyset vender tilbage

Lyset begynder så småt at vende hos os til vores julefest 24. december. Efraim skriver (Fødselshymne 5,13):

Sollyset sejrede og formede et symbol

ved de grader, lyset steg. Det er tolv dage siden,

lyset er begyndt at stige, og det er i dag

den trettende, et fuldkomment tegn

på Sønnen og de tolv.”

De tretten dage er tiden fra den 25. december frem til 6. januar, da fødselsfesten, julen, blev fejret 6. januar i østkirken på den tid. Det er en pudsighed, at den korteste dag dengang tilsyneladende faldt på vores juledag. I al fald fik Efraim forbundet de to julefejringer i henholdsvis øst og vest. Om han gerne vil hilse den vestlige kirke, som fejrede julen 25. december, kan kun være et gæt. Efraim fortsætter (5,14):

Moses lukkede et får inde på den tiende dag

i Nisan måned, et tegn på Sønnen,

som kom ind i skødet og lukkede sig selv ind

på den tiende dag. Han kom ud af skødet

i denne måned, hvor lyset får overmagten.

Lam og barn

Der er ni måneder fra Nisan (marts/april) til december. Fåret, Moses skulle slagte ved påskefesten, lukkede han inde få dage før festen (14. Nisan). Jesus sammenlignes her med dette får, men Jesus, Sønnen, lukker sig selv inde i Marias skød. Mens Moses’ får blev slagtet, kom Jesus ud af sin ’indhegning’ i julemåneden. Han, der er ’alles Hyrde’ ”blev et lam inde i hende; da han kom ud, brægede han!” (11,7). Det samme syriske ord for ’bræge’ (paʿa) kan også anvendes om barnets pludren. Ordet med den dobbelte betydning angiver den nye Adams uskyld, for om den første Adam hedder det, at han var ”et uskyldigt lam, som græssede og brægede i paradis” (7,8). Inkarnationen handler om, at ungdommeligheden bibringes Adam og Eva igen, den de havde i paradis (7,11):

De gamle råbte: ’Velsignet være det spædbarn,

som gjorde Adam ung igen; for han var sørgmodig, da han så,

at han blev gammel og affældig, mens slangen, som havde dræbt ham,

skiftede sin ham og blev ung igen. Velsignet være det spædbarn,

som gjorde Eva og Adam unge igen!’

Dermed er det sagt, at påske udsprang af jul, og julen stilles lige med påsken som kosmiske vendepunkter, eller rettere, de er tilsammen et hele, der ikke kan adskilles. I julen kom et lam det sande Lam i møde, ’Påskelammet’ – Efraim tænker sig, at hyrderne kommer med et lam som julegave til barnet (7,3-4):

Hyrderne kom hen til Påskelammet med et diende lam,

en førstefødt til den Førstefødte,

et offer til Offeret, et lam i tiden

til det Sande Lam. Det var et dejligt syn,

at et lam blev ofret til Lammet.

Lammet brægede, da det blev ofret

til den Førstefødte. Det takkede Lammet,

som kom for at befri fårene og okserne

fra at blive ofret, og (befri) det påskelam,

som kom år for år gennem tiderne

som et symbol på Sønnen.

Tavshed og pludren – og tale

Maria siger til sit barn (5,22):

Hans øje er helt rettet mod himlen, samtidig med

at Han ustandselig pludrer. Hvor Han ligner mig,

selvom det tyste ved Ham minder mig om Gud.

Barnets underfulde pludren ’taler’ uendelig højt gennem paradokset: at Sønnen er Gud og menneske på én gang.

Maria og barnet

Mor-barn-scenen er før citeret, men sidst i Fødselshymnen 5 (vers 22-23) ser vi for os en ikon af Maria og barnet i Marias forundrede tale til sin søn:

Hvor er jeg dog forundret over, at der her foran mig

ligger et ’gammelt’ spædbarn!

Hans øje er er helt rettet mod himlen, samtidig med

at Han konstant pludrer. Hvor Han ligner mig,

selvom det tyste ved Ham minder mig om Gud.

Hvem har dog set et spædbarn,

som ser koncentreret på alting? Det ligner blikket

fra Ham, der har styr på alle skabninger oventil

og hernede. Hans blik ser ud som hos Gud,

der har magten over universet.

Her har vi vel også en forklaring på, hvorfor barnet ser så gammelt ud på ikonerne: det skal se gammelt ud, fordi det er fra evighed. Det er derfor, barnet ikke er malet realistisk eller naturalistisk som et ’almindeligt’ spædbarn, for så ville det ikke længere være Sønnen, der er Gud og menneske på én gang.

Paradokset fastholder Efraim igen og igen, og Fødselshymne 5 slutter med Marias særlige vuggesang (vers 24):

Hvordan kan jeg åbne mælkekilden

for dig, som er Kilden? Hvordan kan jeg give

mad til dig, som opholder alle ting

med mad fra sit bord? Hvordan kan jeg komme

med svøbet til Ham, som er klædt i lysets stråler?

[i] Se min oversættelse af Sebastian Brocks introduktion til Efraim: Det lysfyldte øje. (Boedal, 2010).

[ii] Fødselshymnerne er udgivet af E. Beck, Des heiligen Ephraem des Syrers Hymnen de Nativitate (Epiphania), Corpus Scriptorum Christianorum Orientalium 186-87, Scriptores Syri 82-83 (Louvain, 1959) med syrisk tekst og tysk oversættelse. Der findes en engelsk oversættelse ved Kathleen E. McVey, Ephrem the Syrian. Hymns (New York/Mahwah, 1989).

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden