Prædiken 7. oktober (18. søndag efter trintatis) om vintræet og grenene

Prædiken om foreningen med Kristus - som vintræet med grenene. 18. søndag efter trinitatis, 2. række: Johannesevangeliet 15,1-9

Der er i dag en god og en dårlig nyhed!

Den dårlige nyhed er, at vi ikke kan frelse os selv, det har vi ikke guddommskraft til.

Den gode nyhed er, at vi kan modtage frelsen. DET handler evangeliet i dag om!

***

Vintræet er det mindste af alle træer, men er alligevel kongen blandt træer på grund af den ædle frugt, den bærer. Sådan blev Gud menneske, og Jesus syntes så lille som ingen anden, uden anseelse i verden, men dog menneskenes konge.

Ingen skal tænke på at blive et stort træ, men på at bære frugt på vintræet, som en gren på vintræet.

Det afgørende er forbindelsen mellem vintræet og grenene. Det kristne liv er utænkeligt uden forening med Kristus.

Og det er ikke en statisk forbindelse. For vintræet, Kristus, vil altid være og forblive årsagen til og kilden til et muligt liv.

Vinen er glædens drik. Vinen peger frem mod Guds fuldendte, synlige Rige.

Jesus siger, da han indstifter nadveren: Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange. Sandelig siger jeg jer: Jeg skal aldrig mere drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin i Guds rige.” (Markus 15,24-25).

Gennem vinen bliver vi som disciple delagtige i Krist offerdød, og samtidig er nadverens vin en foregribelse, en forsmag på kommende verdens liv.

Evangeliets ord i dag handler om foreningen med Kristus og kontakten med den anden verden. Der er en gensidig forening mellem Faderen, Sønnen og disciplen.

Når vi sådan er forenet med ham, så får vi at vide, at vi kan bede om hvad som helst, og vi skal få det.

Jesus udfordrer os til at bede med mod og udholdenhed. Det er vores dovenskab, der står i vejen for opfyldelserne!

En del af frugten ved at være gren på vintræet er, at vi får opfyldt vore bønner. Jamen – er det ikke sekterisk? Jo, men så er Jesus sekterisk, hvad det så er for noget.! Bøn og helbredelse, for nu at tage et bestemt emne, opfattes af nogen som sekterisk. Men som sagt, så er Jesus jo også sekterisk. Han siger, at ondskab som dæmoni kun drives ud ved bøn og faste.

Altså: opfyldte bønner er det, Jesus lover!

Kærlighed gennem forening med Kristus
Gennem denne forening fyldes vi med muligheden for kærlighed til hinanden.

Men hvordan renser Jesus sine disciple? Han tager det væk, som er ufrugtbart. Det gør ondt, men sådan er det. Varig frugt kommer ikke af sig selv. Det døde skal tages væk.

Jesus viser et konkret eksempel, da han vasker sine disciples fødder. I sommer var vi på en lejr for handicappede og ikke-handicappede, og højdepunktet var, da vi skulle vaske hinandens fødder. Baljer med vand og håndklæder ved forskellige rundkredse med stole i haven. Det var stærkt at mærke en knæle ned og vaske ens fødder. Det var en omsorg og fødderne blev rent faktisk vasket og tørret bagefter.  

At vaske hinandens fødder, det må være en del af at elske hinanden i fællesskabet.

Og Jesus renser os, når vi beder ham gøre det. Som den korte bøn Jesus-bønnen siger: Herre Jesus Kristus, Guds Søn, forbarm dig over mig, en synder.   

I den bøn erkender vi os selv som syndere, der har brug for at renses for synd.

Vi beder Jesus gøre det, forbarme sig over os og alle, vi beder for. I den bøn beder vi også for andre, som er i nød.

Jesus siger, at vi allerede er rene på grund af det ord, han har talt til os. Men han siger samtidig, at han vil rense hver gren, for at den kan bære mere frugt.  

Jesus er ikke tilfreds med, at vi får middelmådig frugt på den gren, som vi er.

Nej, han vil optimere os, han vil, at der skal blive en overdådig høst, at frugten skal være vedvarende. Vi taler om vedvarende energi. Jesus taler om vedvarende frugt.

Det er egentlig mærkeligt, for et sted siger Jesus sådan her:  

Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple.

Med andre ord: det at bære megen frugt og det at blive hans disciple er et og det samme. Enten bærer vi megen frugt og bliver hans disciple, eller også bærer vi i virkeligheden ingen frugt og vi er til ingen nytte i Guds rige. Det er når vi bærer frugt, at vi er hans disciple.  

Ellers er vi afdøde kristne.

Det er tit hårdt, for at være kristen er at tage imod en form for død. Nemlig drukningen af det gamle menneske, som vil sig selv og intet andet, det som skal druknes igen og igen i dåbens vand. Men gennem denne død, opstår igen og igen det nye menneske, med Helligåndens kraft til at leve og være i verden som Jesu disciple. Når vi accepterer at være grene på vinstokken, så dødes også vores trang til selvstændighed, som ikke fører til andet end evig død. For skilt fra ham kan vi slet intet gøre, siger Jesus. Vi har derfor ikke noget valg. Vi må kæmpe for at komme ind i Guds rige, kæmpe for at være på Jesus som grenen på træet. Kæmpe mod det i os, som vil os selv og kun os selv.

Klokkerne bimler - graven er tom og Jesus lever! Peter gik rundt inde i graven uden at fatte, hvad der var sket. Selve det, at han gik rundt derinde i Jesu tomme grav får troen til at spire - det er næsten som selv at have været der påskemorgen for 2000 år siden

Prædiken 2. påskedag 2012
i Onsbjerg kirke

En amerikaner fortæller om hans glæde hver påskemorgen. Men hans kirke i hans lille by havde et mindreværdskompleks. De havde ikke noget klokketårn. Metodisterne i byen havde et klokketårn, og de bimlede hver søndag morgen. Han fortæller, hvor han elsker lyden af klokker, der bimler påskemorgen, eller en hvilken som helst søndag, og kalder til gudstjeneste.

Denne amerikaner og hans hustru var et års tid i Tyskland, og hvor de nød klokkernes lyd fra den gamle middelalderkirke, hvor de boede. Han siger: Verden rundt samles kristne påskemorgen i alle mulige forskellige bygninger, med eller uden klokketårn, for at fejre denne utrolige sejr. Jesu Kristi overnaturlige, legemlige opstandelse handler om sejren over synd i vore liv, over skyld og skam, som vi bærer rundt på, fordi vi er syndere, og sejren over den største fjende, vi skal møde: døden.

Klokkeringning passer til det vældige, vidunderlige, at Herren er opstået fra de døde og dør ikke mere.

Gud havde lovet, at Kristus (når han kom) skulle bringe den ultimative sejr over døden. Således hedder det hos profeten Esajas 25,7-8, at det slør, som ligger over alle folkene, skal tages bort; at Gud Herren tørrer tårerne af hvert ansigt. Det var ord skrevet syv hundrede år før Herren Jesus kom til jorden. Gud havde lagt en plan for, hvordan han ville forvandle livet, så det ville give os håb i fremtiden.

I 1. Korintherbrev 15 (som vi har hørt lidt fra i dag) citerer Paulus Esajas 25,8:”Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?” Disse ord udtrykker det håb, vi har fået påskemorgen.

Og Paulus udfordrer alle tvivlere og skeptikere, som siger: ”Hvordan opstår de døde?” (v.20-22) og svarer dem: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også dødes opstandelse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus.”

Denne amerikaner var så optaget af klokker, at opstandelsestroen også får historier om klokker til at ringe om Jesu sejr over døden.

Klokkerne ringer over hele verden de gode nyheder om Jesu sejr over døden ud, og hans opstandelse tror vi er en forsmag på vores opstandelse med ham.

Han fortæller en historie om klokker, som påskemorgen var et tegn på sejr. Det var under Napoleonskrigene i Europa i år 1800. Napoleon invaderede Østrig og kom til byen Feldkirk. Byen havde ikke noget forsvar, så det så ikke ud til, at den kunne yde modstand.

Lørdag aften før påskemorgen var Napoleons tropper kun 10 kilometer fra Feldkirk. De kristne i byen var samlet i deres kirker og bad hele natten om at blive reddet fra Napoleons hær. Napoleons hær marcherede frem den nat mod byen.

Påskemorgen, da solen stod op begyndte klokkerne i alle kirkerne i byen at ringe deres sang om sejr, om Jesu Kristi opstandelse.

Nu havde Napoleon påbegyndt en ny kalender med ti-dages uger i stedet for uger med syv dage, og han havde ikke en kristen kalender med sig. Så Napoleon og hans tropper anede ikke, at det var påskemorgen. De troede, klokkerne ringede, fordi den østrigske hær var kommet byen til undsætning, og at folk i byen udtrykte deres glæde over, at de nu kunne forsvare sig.

Ud fra den formodning trak Napoleon sin hær tilbage. Påskeklokkerne og det budskab, de ringede med, betød, at der ville forblive fred i deres landsdel. Der blev aldrig et fransk-østrigsk slag ved byen Feldkirk.

Den klokkeklang er der over påskeevangeliet, vi har hørt, over den personlige beretning om Peters og Johannes’ løb ud til graven, og hvordan de to reagerer så forskelligt, men tilsammen er Peter og Johannes som to klokker, der bimler i triumf. Johannes står udenfor og kigger ind, ser, hvad ser, og tror. Han har fattet, at kun Jesu begravelsestøj ligger derinde, men Jesus selv er væk. Og Peter ankommer halsende efter Johannes, går lige ind og kan notere for eftertiden præcis hvordan begravelsesklæderne lå. Om Peter står der ikke, at han omgående troede, for han var nok sen til at tro, men så meget vidunderlige lyder påskeberetningens bimlende klokker, at det er sandt, at det er sket, at Kristus er opstanden, at han lever, at han lever for altid, at han opstod, som han havde sagt til disciplene, ja, selv til sine modstandere, at han opstod helt efter skrifterne, efter profeternes og Gammel Testamentes profetier om Kristus.

For os genlyder påskebudskabet med det sejrrige, triumferende liv, vi kan have på grund af Kristi opstandelse og den grundfaste vished, at han kommer tilbage og være den, som dømmer levende og døde og erklære sin endegyldige sejr over synden, døden og Djævelen.

Det, der for os personligt er triumfen er udtrykt at Paulus et sted, hvor han taler om troen på Gud, der oprejste Jesus, vor Herre, fra de døde og siger, at Jesus blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os.

Han blev givet hen, han døde altså, for vore overtrædelser. Så meget har det kostet vores Herre at overvinde vore overtrædelser, at udslette dem, at bringe os tilgivelsen.

Og så: Han blev oprejst til retfærdighed for os. Jesu opstandelse gør, at vi nu kan leve i hans retfærdighed, den, som han er iklædt, han som aldrig har syndet, men tog vore synder på sig.

Vi kan og skal nu leve et helt nyt liv i hans opstandelses kraft.

Vi skal lade det gamle liv være begravet med Kristus, og vi skal daglig ligesom opstå med ham. Når vi står op om morgenen, så lad det være med lyden af klokker, der ringer i triumf over Jesu sejr over døden, hans opstandelse.

Så skal vi ikke lade synden regere i vore lemmer og sanser og hjerter. Så har vi mulighed for at vende vores energi til tjeneste for vores opstandne Herre.

Og som en sidste opmuntring til at leve resten af livet som den opstandens lærling og discipel, så husk, at hvis Kristi opstandelse er noget, som aldrig er sket, så er kristendom en falsk religion. Men hvis hans opstandelse er sket, så er Kristus Gud og så er den kristne tro absolut sandhed.

Graven er tom – Jesus lever!

Han kom ind i verden ad en dør, der ikke findes, en dør, hvorpå der står: ingen adgang.

Han gik ud af graven ad den dør, hvorpå der står: Ingen udgang.

Og det gjorde han, kom både ind i verden og gik ud af døden, fordi han er Gud.

Buddha påstod aldrig, at han var Gud. Moses heller ikke. Muhammed påstod ikke at han var Allah. Men Jesus Kristus sagde, at han er den sande og levende Guds Søn. Buddha sagde bare: Jeg er en, der søger sandheden. Jesus sagde: Jeg ER sandheden. Konfucius sagde: Jeg har aldrig sagt, jeg var hellig. Jesus sagde: Hvem kan overbevise mig om nogen synd?

Prædiken om talenterne

Prædiken til septuagesima søndag

Prædikenen blev holdt således for 2 år siden. Her den 5. febraur 2012 holdt jeg en helt anden prædiken, som jeg ikke har på skrift! Derfor denne tidligere prædiken, som jeg godt kan stå ved. Der er dog små tilføjelser fra nu.

Som sædvanlig lukker evangeliet munden på alle vore undskyldninger og al vor fejhed.

Der fejes ud.

Vi kan, når vi står over for Gud, som Job siger, ikke gendrive én ud af tusind anklager.

Indledningen til fasten er begyndt i dag. Besindelsens tid. Dommens tid, hvor vi på forhånd ser vores hele liv passere forbi, også de kommende dage, som vi har tilbage, og beder: Gud, hjælp mig, før mig ud af min ligegyldighed, så jeg bruger det, du har betroet mig på bedste måde og til dit Riges vækst.

For når vi har hørt evangeliets i dag, står der tilbage en sandhed om os, som kan være grobund for ny handling, ny tro, nyt håb.

Sandheden om os er, at vi ligner den dovne tjener.

Vi har fået så uendelig meget,

men lader være med at bruge det.

Hvad mon den dovne tjener brugte tiden til,

når talenten lå godt begravet under jord?

Det hører vi ikke.

Men han var i al fald ikke i sving for at øge sin herres rigdom. Det er det, man kan kalde en død kapital. Hvis vi tænker på det sidste tiår, så har vi brugt og brugt vores kapital, vundet og tabt, men så spidser spørgsmålet til: For hvad med den åndelige kapital? Er der en modsætning til den måde, vi omgås vores penge på? Så den åndelige kapital lægger vi bare til side som død åndelig kapital.

***

En talent var den allerstørste værdiangivelse i oldtiden.

En talent kunne let være 20 års løn.

Alle de penge gemte tjeneren bare i jorden.

Jamen, siger du måske, det er lige nøjagtig sådan, jeg synes jeg har gjort. Jeg har ikke magtet det, jeg har fået givet, så jeg har ladet det ligge, måske ikke ligefrem gravet det ned, men noget i den retning.

Hvor ofte kan et menneske ikke forstå og føle sig som Job, der har mistet alt og derfor ikke mere orker at holde fast i noget her i livet.

Men igen, hvad har vi gravet ned?

Vi lever, som om vi ikke lever.

Vi lever måske uden mening,

vi lever måske uden tro,

vi lever måske uden at bidrage til kirkens liv og vækst.

I menighedsrådsløftet siger hvert nyt menighedsrådsmedlem, at de vi støtte menighedens liv og vækst.

Det er i grunden noget, der gælder alle kirkens medlemmer.

Og hvordan gør vi så det?

Det kan vi hver især tænke over.

En gammel udlægning af lignelsen om talenterne siger, at han, der fik de fem talenter, er Moses med hans fem mosebøger. Han fik fem talenter mere, det er profeternes bøger.

Han med de to talenter er Peter, som fik brødet og vinen at dele ud af, og han fik to til, det er sjæl og legeme, som han skulle ud at nære og give liv til gennem forkyndelsen af evangeliet.

Han med den ene talent er Judas, siger denne udlægning.

Men alligevel - til enhver tid står menigheden, kirken, med dette spørgsmål: Det er vel ikke mig, der forråder dig, herre?

Der er ikke plads til at gøre sig til gode over Judas, når vi faktisk gang på gang svigter vor Herre og når vi graver vor talent ned.

Lad os aldrig overmande af dovenskab, åndelig dovenskab, så vi er ligeglade med vor tro, ligeglade med, hvordan vi lever i forhold til Gud og vore medmennesker.

Lad os opmuntre af denne advarende tale om den dovne tjener til at tage fat.

Hvad? Tage fat? Jo, bygge op.

Bygge kirken op. Bygge fællesskabet op,

uanset hvilke forhindringer vi synes, der er for det.

Kirken har før haft trange tider, men er netop blomstret op i sådanne tider.

Lad os som eksempel blot se på, hvad Paulus gjorde: Paulus byggede kirken op fra ingenting. Han kom til Athen, stillede sig op på torvet og talte om Jesu Opstandelse fra de døde. Der blev heftig diskussion, men der SKETE frem for alt noget.

Paulus satte IKKE sit lys under en skæppe,

hvorfor skulle så vi?

Paulus gravede ikke sin talent, sine nådegaver, ned, men brugte dem så fuldt ud, som det var menneskeligt muligt.

For talent i åndelig betydning er det, som de første menigheder kaldte nådegaver.

Hvad er nådegaver så? Det er, hvad vi også kan kalde åndelige evner. Eller bare de opgaver, som ligger foran os og som faktisk også ligger til os, som vi siger.

Men talent i Jesu lignelse er nu ikke bare noget rent åndeligt. Det handler om alt i vores liv, fordi vi har fået alt givet. Vi er betroet alt her på kloden af vor almægtige Skaber, og skal forvalte det, så det får det bedre, bliver til mere.

Det er det, vi har i os, som vi lader bruge i Guds og menighedens og næstens tjeneste.

Der var en, der stillede mig dette spørgsmål:

Hvad vil du gøre ved de tomme kirker?

En anden har sagt: Lad os lukke dem alle sammen, og så starte forfra.

Sådan kan det godt føles søndag efter søndag – at vi starter forfra, og må spørge: Er vi der? Vil vi mødes i det kristne fællesskab?

I det øjeblik et menneske træder ind i kirken, er kirken i al fald ikke TOM, og der er i øvrigt også alle Guds engle usynligt til stede, ja, Gud selv går forbi, som Job siger, går forbi, og Kristus deler sig selv ud, sit legeme og blod, de to talenter apostlen Peter fik betroet, og som kirken fortsat forvalter videre i slægt efter slægt. Så kan kirken aldrig være tom.

Kirken er tom, når jeg er død, når jeg den enkelte grave min talent ned, graver min tro, mit håb, min kærlighed, ned. Når jeg graver alle Jesu gaver til os ned, bøn, fællesskab, lovsang. Da er kirken tom.

Og da er det i grunden uden betydning, om vi er tusind eller to, som Grundtvig siger i en salme.

Men lad os holde fast ved det, apostlene kaldte brødsbrydelsen, altså nadveren, ved ordets forkyndelse, ved lovsangen, ved fællesskabet omkring alt dette, når vi sammen tilbeder Gud Fader, Søn og Helligånd, som skabte os, og som også vil forny os dag for dag.

Når vi beder Gud om at hjælpe i hverdagen, så åbner vi for, at Guds rigdomme ikke graves ned i vores liv, men at der åbnes op for dem som for sække med dejligt korn, så det kan spredes ud på marker, ud i verden, og bringe frugt. Og vi må hver især hellere spilde noget end grave det ned, vi har fået.

Med en sådan stemning af tro og glæde og forventning lad os gå ud i hverdagen i Jesu navn!

Lad der så komme hvad der vil,

vi har en ved vor side, der er dødens overmand, og rører os med Guds riges kræfter dag for dag. Husk, i Guds øjne er en talent lidt, men bruger vi den, vil Han betro os meget mere. Det er et løfte. DET må vi aldrig glemme, det skal vi lade os opmuntre af.

SGR 1806-20 - en majestætisk magnetar!

SGR 1860-20

Tirsdag den 24. januar 2012 var jeg på Samsø Observatorium for at høre astronom Michael Quaade fortælle om stjernehimlen. Det inspirerede mig til at mindes en begivenhed, der fandst sted sidst i 2004, som det fremgår nedenfor. Denne begivenhed affødte trang til versemageri, som kan læses længere nede.

Stjernen er en såkaldt magnetar. Den er ca. 20 km i diameter - som fra f.eks. Nordby til Brundby på Samsø, eller fra Nordby til Samsø Observatorium! Det er 1.4 gange solens masse presset ned til et himmellegeme på 20 km. i diameter... Denne "magnetar" roterer om sin egen akse på imponerende 7.5 sekunder, svarende til en hastighed ved overfladen på 30.000 km i timen - hvis det giver nogen som helst mening for mennesker, som ville være mildest talt fladtrykte med det enormt kraftige magnetfelt, stjernen har (en 1.000 trillioner gange kraftigere end jordens magnetisme)! Man mener, at eksposionen (hvis jeg har forstået det rigtigt) fik stjernen til at ringe som en klokke, der svinges frem og tilbage. I en magnetar er der vist nok såkaldte "frie kvarker", byggestenene i protoner og neutroner.

Der findes millioner af stjerner af denne art i Mælkevejen (vores galakse).

Strålingen fra den eksploderede stjerne nåede jorden 27. december 2004. På en tiendedel af et sekund udløser denne stjerne (SGR 1806-20) mere energi end solen gør på 100.000 år...
Jordens ion-sfære blev midlertidig udvidet på grund af strålingen! Den døde stjerne, der udløste eksplosionen, har katalogbetegnelsen SGR 1806-20. Den ligger ca. 50.000 lysår fra Jorden i stjernebilledet Skytten. SGR 1806-20 er en såkaldt neutronstjerne, der er en meget kompakt rest af en tung stjerne, som tidligere har endt sit liv i en stor eksplosion - en såkaldt supernova.

SGR 1806-20 udmærker sig ved at have et ekstremt kraftigt magnetfelt. Dermed hører den til en særlig gruppe af objekter, der kaldes magnetar-stjerner. Når magnetfeltet på en magnetar snører sig sammen ophobes enorme mængder af energi.

Situationen minder lidt om en elastik, der snoes. Hvis elastikken springer, udløses den ophobede energi med et smæld. For magnetfeltets vedkommende svarer dette smæld til en meget stor eksplosion. Den enorme energi, der frigives, kommer bl.a. ud i form af gamma- og røntgenstråling, der er de mest energirige former for lys vi kender. Det er samme mekanisme, der skaber udbrud på Solen, men da en magnetar har et meget kraftigere magnetfelt, kan udbruddende blive tilsvarende meget større.

Hvis et sådant magnetar-udbrud fandt sted mindre end 10 lysår fra vores Solsystem, ville det få alvorlige konsekvenser for livet på Jorden. Den energirige stråling ville nemlig ødelægge Jordens ozonlag, der beskytter os mod Solens farlige ultraviolette lys. Den øgede UV-stråling ville have en meget skadelig virkning på livet med uddøen af dyr og planter til følge.

Heldigvis findes der ingen magnetar-stjerner tæt på Solsystemet, så på den konto er der ingen fare for Jorden. Til gengæld giver observationerne af udbrud som begivenheden i december forskerne gode muligheder for at studere magnetar-stjerner og deres påvirkning af omgivelserne i hidtil uset detalje.


Og på engelsk:
 

Blast Affected Earth From Halfway Across The Milky Way

Cambridge, MA--Forget "Independence Day" or "War of the Worlds." A monstrous cosmic explosion last December showed that the earth is in more danger from real-life space threats than from hypothetical alien invasions.

The gamma-ray flare, which briefly outshone the full moon, occurred within the Milky Way galaxy. Even at a distance of 50,000 light-years, the flare disrupted the earth's ionosphere. If such a blast happened within 10 light-years of the earth, it would destroy the much of the ozone layer, causing extinctions due to increased radiation.

"Astronomically speaking, this explosion happened in our backyard. If it were in our living room, we'd be in big trouble!" said Bryan Gaensler (Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics), lead author on a paper describing radio observations of the event.

Digt om sprængt stjerne

Velkommen til et digt om en stjerne,
der blev sprængt i 2005 - se tekst om selve stjernen og eksplosionen ovenfor!

Nedenstående digteri er nok mest et læsedigt,
 men det let komiske skær
  gennem den kendte, ophøjede melodi
 gør alligevel undertegnede glad!

Melodi: Den signede dag.
1. Så sprængtes en lille stjernesol,

som var det li’ bag ved huset,

den lyste på os fra pol til pol,

vi hørte slet ikke suset!

Den sol: SGR - og så et tal,

forsvandt, før vi kendte navnet!

  2. Hvad skete der med den magnetar,

den rest af en supernova?

Hvis ikke vor Herre sa’: ”Bevar!”

var ingen i deres sofa;

var denne neutronsol tættere

på os, var vi alle døde.

 

3. Fra Nordby til Brundby, kun så bred

var stjernen før eksplosionen.

Ved juletid fandt det hele sted,

én gang ud af millionen.

50.000 lysår væk fra os

med lys til jord-ionsfæren!

  4. Indskrumpet og lille den formår

et skin som den største stjerne,

så netop, da den til sidst forgår,

dens lys når os fra det fjerne

med kraftige strålers glød og glans,

der undrer de små grå celler.

  5. Og knap ser en eneste af os

de gamma- og røntgenstråler

og aner, hvad der mon nu er los,

før forskere det opmåler.

Så gi’r det os lige pludselig

et gys, som formindsker verden.

 

6. Nu blændes vi af helt andre ting:

af blinkende sne og fygning,

vi mærker naturens store sving

i Skaberens kæmpebygning.

Da priser vi den Almægtige,

som hersker i skjul og åbent.

  7. Men rammes naturens største værk:

et menneske, af en plage,

forvis du os om, at du er stærk,

din vælde er hos den svage.

I magtesløshed udfoldes helt

din kraft, som os overvælder.

                           Johannes Glenthøj, 2005, 2011.

 

Her ses Samsø Observatorium, hvor en del mennesker 23.-24. januar 2012  i tindrende frost lod sig belære om stjernehimlen, og så på den!

Her ses Samsø Observatorium, hvor en del mennesker 23.-24. januar 2012 i tindrende frost lod sig belære om stjernehimlen, og så på den!

Om tro og om indre og ydre fjender

3. søndag efter hellig tre konger
22. januar 2012 kl. 11.00 i Kolby kirke

Prædikenen blev holdt frit med en del af den nedskrevne prædikens indhold, men blandet på en noget anden  måde og forkortet.

Abraham troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.

Sådan sluttede ordene om Abraham, der troede på Gud, selv om alt så håbløst ud.

Tro er nøglen til, der åbner døren til Guds rige. Hvordan det?

Jo, den tro bibelen taler om, er tro på Gud, ikke på en selv.

Vi hører meget om selvtillid i dag, men hvis ikke selvtilliden er funderet på tillid til Gud, tro på Gud, så er selvtillid det samme som selv-tilbedelse.

Når du kommer væk fra at fokusere på dine egne fortræffelige egenskaber, og i stedet vender dig som et barn til Gud, så åbner Guds riges dør sig som aldrig før for dig.

Prøv at høre igen, hvad der står i Hebræerbrevet i NT: Men uden tro er det umuligt at behage Gud. Troen er nøglen.

Og Hebræerbrevet fortsætter: For den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.

Troen er altså afgørende.

Jesu apostle havde troede på Jesus. Det var ikke problemet. Men nu vil de bede om mere tro. Vi ved ikke nøjagtig, hvad det drejer sig om. Jesus sendte dem ud med for at drive onde ånder ud af mennesker, der var besat, han sendte dem ud med kraft til helbrede mennesker for sygdomme.

Måske er det derfor, de beder om mere tro, fordi de alligevel føler sig utilstrækkelige.

Det ER store ting, Jesus sætter dem til at udrette. Der skal ikke tænkes småt om Gud, der skal tænkes stort om Gud. Vi  har en Gud, der er stor og med et vink kan udrette  vidunderlige ting.

Så siger Jesus, at selv den aller mindste lillebitte tro er i stand til at udrette store opgaver.

Og i øvrigt, siger Jesus, skal I, mine venner, blot arbejde støt og roligt, som tjenere, der bare gøre deres arbejde. De skal nok få mad og det, de har brug for. Det skal I faktisk ikke bekymre jer om. I skal bekymre jer om at gøre jeres arbejde godt. Både jeres arbejde for mennesker, og jeres arbejde som mine kristne venner, så mit rige må vokse og udbredes også ved jer i verden.

Den tjeneste, Jesus sætter os til, er at arbejde med det, der nu engang er vores arbejde til livets ophold, gøre det, vi skal, og være tilfredse med det. Og i vores arbejde kommer vi ud for alt muligt, der prøver os af som mennesker. I de prøver står du din  prøve som kristen, eller falder og må så angre og fortryde, og bede andre om tilgivelse.

Jesus har udfordret apostlene til at tilgive en bror, om han så kommer syv gange om dagen og angrer og beder om tilgivelse, så skal de være parat til at tilgive.

Når vi synes, at andre forsynder sig mod os, og bliver ved og ved med at gøre det, så kan vi blive modløse. Mennesker, der er  forelsket i magt, kan gøre livet forfærdeligt for andre. Nedgøre andre mennesker, så de føler sig helt fortabte, og ikke ved ud eller ind.

Sådanne mennesker angrer intet. Derfor gælder Jesu ord om at tilgive ikke sådanne mennesker, som kun tænker på sig selv og rykker op, hvor andre planter. Mennesker, der ikke kender til anger, kan  heller ikke tilbydes tilgivelse. Jo, du kan i dit hjerte tilgive, men ikke sådan, at forholdet i virkelighedens verden genroprettes. Så galt kan det gå, og så galt går det. Dog så længe vi er til, er der håb om, at mennesker går i sig selv, og så kan der også rækkes tilgivelse. Grænsen her på jorden går ved den tid, vi lever på jorden.

Og nu noget meget vigtigt: V i skal ikke lade andres opførsel påvirke os, så vi bliver som dem.

Troen skal sammen med dåben være som et skjold, der værner os mod alle angreb.

Frelsen er knyttet til tro og dåb. Troen er nemlig tillid til Guds magt til at værne og beskytte os, troen er tillid til, at Gud frelser os fra alt ondt ved sin Søn Jesus Kristus.

Vi skal ikke fortjene os til noget hos Gud, som vi hører, at en tjener ikke skal forvente tak for sit arbejde, men egentlig selv skal takke for, at han har fået dette arbejde med mad og alle fornødenhed sørget for af arbejsgiveren.

Troen skaber fred, ikke kaos, ikke vrede, ikke uro, men ro og fred. Troen er ikke misundelig , ikke grådig, ikke doven, men tjener gerne Gud og mennesker, som vi er sat til at gøre i vores arbejde hver for sig.

Og når vi holder os til dåben, så har vi det, der skal til for bevares i troen og til at beskyttes mod alt ondt, dybest set.

Derfor er det så vigtigt, at vi søger at opbygges i fællesskab, i hjemmet gennem at holde fast ved Herrens egen bøn fadervor, og lade os præge af Jesu sindelag.

I dåben indpodes vi i det træ, som er Jesus Kristus, og derfor har vi adgang til hans kraft, til hans Ånd, der er ligesom saften i træet. Saften løber, så vidt jeg har forstået, lige inde under barken på et træ, så derfor er træet uendelig sårbart. Det er Guds børn også. Det er Jesus Kristus i verden også. Han er livets træ, han siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Men livet kan slås ihjel, som det blev det på Golgatha, da Jesus døde for verden. Han er opstået, og dør ikke mere, men alligevel har mennesker magt til at såre hans træ, hans mennesker. Og vi kan nemlig såre os selv.

Troen, freden, kan forstyrres på mange måder.  

Men vi skal ikke lade os forstyrre – og vi har det, der skal til at forhindre forstyrrelser.

Et sted i Skrifterne beder vi: I fred kan jeg lægge mig ned og sove,  for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.

Vores tro handler om meget praktiske ting, tag ikke fejl her.

Tro handler ikke om abstrakte ting og sager, men om sådan noget som vores nattesøvn.

Du kan lægge dig til at sove i fred og ro, for Gud, din Herre, lader dig bo i tryghed. Herren din Gud giver dig en sikkerhed og tryghed, som intet forsikringsselskab kan komme i nærheden af at have med at gøre.

Det er en tryghed og fred midt i det, der ellers kunne ødelægge din nattesøvn.

Hvordan kan du sove i fred og i tryghed?

Ja, de, der ikke har freden fra Gud i deres hjerte, kan ikke sove trygt og godt. Deres lidenskaber er som en tyran, der holder dem vågne, det er: misundelse, sladder, umættelig grådighed, for sådanne mennesker bærer konstant rundt på krig, for de har sig indre fjender i sindet, som ligger på lur. Det er lige meget hvor de søger ly, så kan de ikke undgå konflikt. Om de så bliver hjemme og går i seng, er de under angreb af  skyer af pile, uroligheder der er værre end det oprørte hav, der foregår massakrer derinde i sindet, oprør og klage og andre ulykker, som er værre end dem, der foregår på i en virkelig krig som den i Afghanistan.

I modsætning hertil skal vi være som den tjener, Jesus taler om, som kan sove trygt og godt, for han har gjort sit arbejde godt, ikke at han skal have speciel ros for det, og slet ikke sådan, at han er afhængig af ros. Men han tjener både Gud og mennesker på en rigtig og retfærdig måde, og sætter ellers sin lid til Guds hjælp.

Det kan du, hvis du holder dig fra dem, der vil strid og ondskab. Vi kan blive nødt til at holde tidligere venner væk, når de i virkeligheden ikke er venner, men fjender, fordi de kommer og bringer ufred i vore sind, uro, ja, forvirring, og måske piller vore liv i stykker, fordi de selv er rodløse, eller i værste fald, fordi de har lyst til at ødelægge andres liv.

Og når Jesus siger, at vi skal være parat til at tilgive andre, når bare de angrer igen og igen, ja, så siger han også, at tilgivelse ingen mening giver, hvis den anden ingen anger har, og ikke ønsker forsoning.

Så er vi nemlig ovre i den situation, hvor du og jeg må beskytte os mod misbrug af vores person.

For personlige relationer må ikke for kristne betyde mere end frelsen. Og hvis et venskab betyder, at du ikke må udøve din kristne tro, så er det jo et fjendskab, og ikke et venskab.

Og tro ikke, at omgang med onde mennesker kun gør lidt skade. Nej, lad os frem for alle andre holde os fra sådanne onde mennesker. Og lad os i stedet holde os til mennesker, som ikke vil ødelægge os og vore familier, men vil støtte os og skabe noget godt.

Med korstegnelsen ved dåben og ved dåben beskyttes vi mod alt ondt, både det, der kommer ude fra og det, der kommer inde fra. Gør dit arbejde eller de pligter du har, over for mennesker, og stol for resten på Gud, så kan du sove trygt og roligt med Herrens fred.

Ja, du kan være glad, om også du er plaget af ulykker og sygdom, når du blot er sådan beskyttet af din himmelske Fader.

Kristendom handler om tilbedelse og om at modtage denne gave: det levende vand, som VÆLDER op og SPRUDLER OP med det evige livs vand.

2. søndag efter hellig tre konger
1
5. januar 2012 kl. 11.00 i Nordby kirke

Ikke tilskuere, men tilbedere.

Som det er blevet sagt, Gud har børn, men ikke børnebørn. Det sagde jeg for nylig til en mand, der spekulerede på kirkens fremtid her på Samsø. Og spekulerede på, at man skulle nedlægge alt og så starte forfra.

Nej, sagde jeg, kirken begynder, når vi to taler sammen og går ind i det at være kirke sammen. Ikke før.

Eller kirken begynder helt uden for os, med Jesus Kristus.

*** 

Vi er ved Jakobs-brønden eller kilden.

Kilden er i dag inde i Skt Fotina kirken i byen Nablus, som i dag ligger i palæstinensernes land på Vestbredden.

På Jesu tid boede samaritanerne i dette område. Det var historisk den ene af Josefs sønners landområde, Efraim.

Oven for byen hæver bjerget Garizim sig, det bjerg, hvor samaritanernes hellige tempel lå.

Jesus møder her op ved Jakobs brønd. Det er ikke noget tilfældigt sted.

Han ville have samaritanerne i tale. Han ville have hele verden i tale.

Han begyndte med samaritanerne.

Han fik een kvinde i tale. Det var ikke meget, hvis det handler om statistik, men det gør det overhovedet ikke.

Men hvordan kan Johannes i sit evangelium fortælle om samtalen mellem den samaritanske kvinde og Jesus? Der var jo ikke andre til stede. Jo, men kvinden løb hjem og fortalte og fortalte alle om Jesus.

Det handler om livets kilde. Det handler om det levende vand. Det handler om Jesus.

Kristendom er nemlig ikke tænkning, sådan som nogen har det med at mene.

Hvis kristendommen var tænkning, så var den fuldstændig harmløs. Ligegyldig.

Men kristendom er en person, er Jesus Kristus. Og den gave, han giver. Og den gave, han giver, er uløseligt knyttet sammen med ham.

Det er forargeligt, og det er selve velsignelsen.

Den samaritanske kvinde mødte Jesus Kristus.

Hun vidste det ikke, men han åbenbarede sig for hende.

Han vil også åbenbare sig for os, når vi beder til ham, lægger vores liv i Guds hånd i Jesu navn.

Det var bare denne ene kvinde. Men hvad udrettede ikke den tro, Jesus vakte i hende. Da hun først havde smagt livets vand fra ham, sprang hun hjem for at fortælle om Jesus til enhver, hvad enten de gad høre på hende eller ej.

I denne ene kvinde kan vi spejle os. Hvad evangeliet, hvad Jesus Kristus gør ved os, det afgør, hvordan verden tager imod ordet, imod ham.

Alt afhænger af, at vi drikker af det levende vand, Jesus Kristus øser op til os.

Det vand jeg giver, skal blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv.

En kilde som vælder. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede ham i ånd og sandhed, siger Jesus.

For Gud virker i vor ånd, så når vi tilbeder ham, så virker han mægtigt i os, som en kilde, der vælder med vand til evigt liv.

Så renser vi os selv, ja, han renser os med sit levende dejlige vand, der fjerner urenheder.

For vandet vælder, siger Jesus. Så det urene bliver virkelig skyllet bort.

Gud vor Fader vil have tilbedere, der tilbeder i ånd og sandhed, siger Jesus.

I ånd og sandhed. Ikke blot i ånd, men også i sandhed.

Der er altså altid, hver dag, et opgør i vor samvittighed.

Vi ser i evangeliet et eksempel på, hvordan Jesus virker i enhver af os, taler med os gennem vor bøn og tilbedelse, for at bringe os til at leve ud af hans evige liv, ikke bares sådan ud af det almindelige vand, dvs. ud af det, der bare tilfældigt sker i vores liv, som tilskuere til livet, til vores eget og de andres liv, som dem, der ikke rigtig har nogen mening om noget som helst, for vi ved ikke nok.

Jesus beder kvinden hente sin mand, og kvinden prøver at skjule, at hun har haft fem mænd, og nu er sammen med en, hun ikke er gift med.

Hvorfor beder Jesus hende hente sin mand? Netop for at bringe hende til at leve et sandt og godt liv.

Vi har alle en fornemmelse af, hvad der er godt og sandt. Jesus vil hjælpe hende til at komme til sig selv.

I dag er der meget en tankegang, at hvis livet bliver lidt besværligt, så går vi fra hinanden, og på vej derhen bliver mennesker forelskede, og er der noget mere sandt end forelskelse? Ja, der er et ja ved alteret. Der er troskabseden og løftet. Ikke at ægteskaber ikke bryder sammen. Men forelskelse i et andet menneske midt i et ægteskab er ingen årsag til at forlade sin ægtefælle.

For enhver, gift eller ikke, er der udfordringer at tage op. Der er en samvittighed at forholde sig til i alle forhold, i familien, på arbejdspladsen, i fritidslivet, på gaden.

Og det sande menneskeliv begynder med tilbedelse af Gud vor Fader i ånd og sandhed. Sådan at vi altid lader ordets lys skinne i vore sind, så vi går i os selv, og lever, som Gud vil det.

Mange tænker nok, at dem, der er alvorligt kristne, lever et kedeligt liv. Nej, og atter nej.

Det er ikke kedeligt at skulle gøre op med sig selv hver dag, det er ikke kedeligt, at vi gennem ordet, bønnen, fællesskabet, dåbe og nadveren, får Guds levende vand, et væld, der vælder op i os med Helligåndens sandhed, fred og glæde.

Kan glæde være uvirkeligt? Jeg vil gøre jeres glæde fuldkommen, siger Jesus. Intet mindre! Ikke sådan halvt, lunkent. For lunkenhed hader vor Herre Jesus. Gid du er kold eller varm, siger han. Vi må hellere være kolde end lunkne. For så er der mulighed for at han kan sende os sin Ånds kraft og varme. Men hvis vi lever som tilskuere til livet, dvs. i lunkenhed, så kan vi aldrig nogensinde blive ordentlig varme.

Hvad der efterfølgende skete for den samaritanske kvinde ved vi selvfølgelig ikke. Men vi kan let tænke os, at hun havde børn med flere af sine mænd, at der var rigtig meget at holde sammen på.

Nu havde hun fået del i det kildevæld, der bare vælder og vælder. Men det kræver, at vi står klar ved brønden, at vi går til kilden og tager imod det evige livs vand.

Lyder det luftigt med det evige livs vand? Det er det vand, som gør hverdagen til en glæde, en dyb glæde, som ingen kan tage fra os. Verdens glæder kan synes så virkelige, men det evige livs glæde midt i dette øjeblik – intet kan måle sig med det.

Altså: vi lærer i dag, at Gud vor Fader ikke søger tilskuere, men tilbedere.

Om barnetro og voksentro - prædiken juleaften 2011

Prædiken juleaften 2011
i Ørby, Onsbjerg og Nordby kirker

Om barnetro og voksentro

Tiden står vel så stille, som den kan stå, denne juleaften.

Nogle har hastet igennem året, og årstiderne er faret forbi, uden at de har lagt særlig meget mærke til dem.

Nogle har haft så god tid, at en dag indimellem har virket som meget lang tid.

Tid er noget mærkeligt noget. Tid til hvad? Har vi tid til det? kan vi spørge. Har vi  tid til juleaften? Nogen er på arbejde og passer på os andre gennem deres arbejde i aften. Det er smukt og godt og skal være sådan. Spørgsmålet er ikke, om vi har tid, men om vi giver os tid til det ene og det andet. I aften giver vi os tid til at tilbede Guds Søn, som blev et barn i krybben. I aften giver vi os tid til at tvivle på vores egen magtfuldkommenhed, vores egen overlegenhed i forhold til både Gud og mennesker. I aften er det tid til at lade troen få næring. Troen er ligesom et menneske. Det begynder spædt i vuggen, men med den rette næring og omsorg vokser barnet op til  at blive ung og siden voksen. Sådan har vi brug for at vise troen i os omsorg. Nære troen. Troen er et under, ligesom et barn i vuggen er et under. Men hvis barnet i vuggen ikke længere er et under, men blot en videnskabelig kendsgerning, ja, så kan hverken kærlighed eller tro trives. Hvad gør vi så? Vi kan da bede Gud om hjælp i vores fortvivlende hjertekulde. Vi kan bede Ham nære vor tillid til Ham. Vi kan lytte til englenes budskab til hyrderne. Tvivl blot på ordene, men lyt dog fortsat til dem! Lad dig sige af dem! Ordene om en glæde og fred til alle. Men ikke alle får del i glæden og freden. Vi får kun del i glæden og freden, når vi lukker hjerterne op for Ham, som er glæde og fred, Ham, som bringer glæde og fred, verdens Frelser, Vor Herre Jesus Kristus. Luk juleglæden ind, hedder det i en elsket sang. Det må vi bede om. Og det er det samme som at bede Jesus Kristus om at være hos os.

Og da vi ved tro og dåb er blevet en del af Hans legeme, som grene på Hans træ, så kan vi ikke adskille os selv nogensinde mere fra Ham. Så må Han ligesom et barn i vuggen vokse op lige så stille og roligt, dag for dag, næret af  Guds Ord, af  bøn, af nadveren, af fællesskabet i Jesu navn.

Og hvis nogen siger, at de har mistet barnetroen, så kunne det være på tide,  at der er sket en kortslutning, at barnetroen ikke har fået næring til at vokse op til en voksens tro. Giv det en chance! Det vil være et eventyr for dig! En vandring, en rejse, hvor du oplever, at du hele tiden lærer noget nyt.

Giv dig selv den chance. Lad ikke gammel vane gøre, at du holder på, at du har mistet barnetroen, og der er ikke noget at gøre ved det. Eller, hvis det er sådan du har det, at du har din barnetro, men vil ikke vokse op til at have en voksens tro.

Så slutter vi med at høre, at Jesus er både Gud og menneske, at det er det store under – med ord fra en kristen digter:

Hvis han ikke var menneske,
hvem var det så, der lå i krybben?

Og hvis han ikke var Gud,
hvem var det så, englene sang om?

Hvis han ikke var menneske,
hvem blev så svøbt i et klæde?

Og hvis han ikke var Gud,
hvem var det så, hyrderne tilbad?

Hvis han ikke var menneske,
hvem var det så, Maria gav bryst?

Og hvis han ikke var Gud,
hvem gav vismændene så gaver til?

Hvis han ikke var menneske,
h
vem var det så Josef omskar?

Og hvis han ikke var Gud,
til hvis ære stod stjernen så på himlen?

Johannes' juleevangelium - prædiken juledag 2011 i Tranebjerg og Nordby kirker

Vi har hørt Johannes’ udgave af juleevangeliet. Og lad os nu se ham for os, ham Johannes. Han var blevet en meget gammel mand, han sidder på en stol ved væggen. Øjnene er lukket og ansigtet blødt; man ville tro, at han sov, hvis det ikke var fordi hans hånd glider gennem hans skæg.

Nogle i rummet tror, han sover. Det gør han ofte under gudstjenesten. Mens folk synger, lukker han sine øjne, hans kind falder ned på brystet, og der sidder han helt ubevægelig. I tavshed.

De, der kender ham, ved bedre. De ved, at han ikke er faldet hen. Han er på rejse. Mens musikken lyder, rejser han tilbage, tilbage til sin ungdoms dage. Stærk igen. Nu er han der igen. Der på strandbredden sammen med Jakob og apostlene. Der på vandring med disciplene og kvinderne. Der i templet med Kaifas og anklagerne.

Det er tres år siden nu, men Johannes ser ham stadig. Årene har taget Johannes’ styrke, men de har ikke taget hans erindring. Årene har gjort hans syn tåget, men hans indre syn er ikke tåget. Årstiderne har måske nok gjort hans ansigt rynket, men hans kærlighed er endnu den samme.

Han havde været sammen med Gud. Gud havde været sammen med ham. Hvordan skulle han kunne glemme det?

Den vin, som øjeblikke forinden havde været vand – Johannes kunne stadig smage det.

Det dynd, lagt på en blind mands øjne i Jerusalem – Johannes kunne stadig huske det.

Den duft af Marias parfume der bredte sig i rummet – Johannes kunne stadig lugte den.

Og røsten. Åh, den stemme. Hans stemme. Johannes kunne stadig høre den.

Jeg er verdens lys...Jeg er døren...Jeg er vejen, sandheden og livet.

Jeg kommer igen og henter jer.

De, som tror på mig, skal leve, om de end dør.

Johannes kunne høre ham. Johannes kunne se ham. Oplevelser prentet ind i hans hjerte. Ord sunket ned i hans sjæl. Johannes kunne aldrig glemme. Hvordan skulle han kunne det? Han havde været der.

Han åbnede øjnene og blinkede. Sangen var hørt op. Undervisningen var begyndt. Johannes så på tilhørerne og lyttede til underviseren.

Hvis du blot havde været der , tænker han.

Men de fleste af dem var ikke engang født. Og de fleste af dem, der var sammen med Jesus, er døde. Peter er borte. Også Jakob. Nathanael, Martha, Bartholomæus. De er alle borte. Selv Paulus, som sent blev apostel, han er også død.

Der var kun Johannes tilbage.

Han ser igen på kirken. Lille men troværdig. De læner fremover for at høre læreren.Johannes lytter til ham. Hvilken opgave. At tale om en, han aldrig har set. Forklare ord, han aldrig har hørt talt. Johannes er der, hvis underviseren for brug for ham.

Men hvad vil der ske, når Johannes er borte? Hvad vil læreren så gøre? Når Johannes’ stemme er blevet tavs og hans tunge ikke bevæger sig mere? Hvem vil fortælle, hvordan Jesus stilnede bølgerne? Får de at høre, hvordan han gav brød til de tusinder? Vil de huske, hvordan han bad om enhed?

Hvordan vil de få det at vide? Hvis de bare havde været der.

Pludselig ved han i sit hjerte, hvad der kan gøres.

Senere, åbner den gamle fisker bogrullen og begynder at skrive sin livshistorie..

I begyndelsen var Ordet...

***

Ja, Johannesevangeliet er skrevet af en, der udtrykkelig sagde, at han var ”den discipel, Jesus elskede”, at han var øjenvidne. Han var efter al sandsynlighed en af Jesu tre nærmeste venner, de to andre var Peter og Jakob. Jakob døde meget tidligt, Peter ligeså, og så var der Johannes tilbage, som havde været en af lederskikkelserne i menigheden i Jerusalem.

Denne gamle apostel sætter sig altså for at berette om sin herre – på sin måde.

Det er ligesom når man hører en gammel fodboldspiller fortælle om en berømt kamp. Eller som nu, hvor jeg i en genbrugsbutik fik fat på et værk om kirkelivet i Danmark og kan læse levende beretninger med fotos fra omtrent hundrede år siden af kirkeliv rundt om.

***

Mens de andre evangelier begynder med Jesu offentlige fremtræden (Mark.), Jesu fødesel (Luk.) eller Jesu slægtstavle tilbage til Abraham (Matt.), tager Johannes os med lige til skabelsen, ja, til tiden før skabelsen. ”I begyndelsen” – da Gud skabte himlen og jorden, – da var også han, som her kaldes for Ordet, Jesus Kristus. Jorden blev til ved ham.

I 1.Mos. læser vi om, hvordan Gud skabte. Han udtalte et skabende ord, og så stod det der: ”Bliv lys”. Og der blev lys. I Johannesevangeliet hører vi, at dette skaberord er en person, som er adskilt fra Gud. Han har del i guddommelighed.

Når grækerne dengang hørte, at alt var skabt ved Ordet, så tænkte de deres. Ordet hedder på græsk LOGOS. Vi kender ordet fra logistik f.eks.

Logistik – det er noget med at have styr på tingene. Styr på økonomi, styr på aftaler i familien, styr på et firma.  

Vi siger også, at noget er logisk eller ulogisk. Det er et godt spørgsmål, hvad den enkelte mener med at noget er logisk. Men mon ikke det for de fleste betyder sådan som, at A fører til B. Når vi har sagt A, har vi også sagt B. Eller logisk betyder, at vi godt forstår, hvordan en sammenhæng mellem ting er. Vi taler om logik for perlehøns. Det må virkelig betyde noget, der er soleklart, som vi også kalder det.

Og, kære Jesu Kristi disciple og venner, sådan var det julenat, at Herrens herlighed strålede om hyrderne ude på marken. Logikken var, at de måtte gribes af frygt, og det gjorde de. Logikken i normal forstand var der ikke, for englen forkyndte en stor glæde for dem, at de ikke skulle være bange.

Det kom fuldstændig bag på dem. DET var en kæmpe overraskelse, en kæmpe julegave til hyrderne – og for altid til os mennesker.

At han, som skabte alt, blev et barn i krybben, verdens Frelser kom os så nær, så vi ikke behøver at frygte, men glæde os.

Nej, normal logik faldt fra hinanden den julenat for 2000 år siden. Frygt var normalreaktionen, men glæde var budskabet til hyrderne. En gammel dansk bibel fra reformationstiden skriver, at Herrens klarhed skinnede om dem.

Klarhed. En klarhed – Guds klarhed. Vi kan mene, vi ser klart, men det kan være vi ser uden Guds klarhed.

Nej, Guds logik er anderledes end vores.

Guds logik var det, at hans Søn blev et barn, et menneske, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Ja, der er noget at frygte, nemlig at fortabes, men glæden tager vi imod, og så skal vi heller ikke frygte.

Hele livet igennem skal vi arbejde på at tage imod dette glædelige budskab, så frygten må fortage sig i os.

Altså: Guds logik var, at hans Søn blev et menneskebarn. Det er det, Johannes som en gammel mand prøver at sige på sin måde. Han er lidt ligeglad, om alle forstår ham lige med det samme. For det er jo sandhed han taler, og han var der selv. Han ved, hvad han taler om. Så må vi gøre arbejdet med at leve os ind i, hvad den gamle Johannes siger. Johannes’ evangelium er ligesom det sidste segl under dokumentet som hedder evangeliet. Ikke længe efter var Johannes død.

Men han havde nået at fortælle alverden, at Guds logik ikke nødvendigvis er logik for perlehøns, men at Gud ville nå fra A til B, og når man har sagt A, må man sige B.

A det var, at han havde skabt verden uendeligt smuk og dejlig. Men noget gik i stykker med menneskers ønske om at gå egne veje uden Gud i verden. Så måtte Gud sige B, det var at sende sin Søn til verden for at frelse verden ved sin Søns lidelse og død for verden, så Gud ved sin Søn  kunne overvinde syndens magt, Djævelen, og døden.gtk

***

Den glæde, englen forkyndte for hyrderne, er en gave til os. I den glæde er der noget, der kan overvinde alt, hvad der vil gøre ked af det, hensætte en i fortvivlelse og gru.

Uden den glæde er kristendommen meningsløs.  Det var glæde over, at Jesus virkelig ikke var i graven længere, men var opstået til udødelighed, som han havde den fra begyndelsen, men nu igen havde fået, det var den glæde, der overvandt verden. Uden glæden over Jesu opstandelse fra de døde er det uforståeligt, at disciplene skulle sætte livet på spil for en tro på noget, som ikke var sket.

Men glæden er så stor, fordi de er vidner til, at det er sket, at graven var tom, at de så den Opstandne og talte med ham i de fyrre dage inden hans himmelfart.

Uden glæden, som englene forkyndte for hyrderne, er julen uforståelig. Den glæde er Jesus Kristus selv. Guds Søn født som et menneskebarn, liggende i en krybbe.

Nu glædes gamle og unge, synger vi om julen. Vi glædes, fordi et glædeligt budskab meddeles os.

Glæden er jordens gæst i dag

med Himmel-kongen, den lille.  

***

I begyndelsen var Ordet, hører vi. Det er meningen, at vi skal tænke på skabelsen, hvor det hedder: I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.

Sådan sætter Johannes Jesus ind i hele universets sammenhæng og siger på en måde, at Jesus er den dybe sammenhæng i alt, han er før det skabte, Faderen skabte sammen med Sønnen alt, som er til.

Det er Jesus, der kaldes Ordet af Johannes-evangelisten.

Det fremgår umisforståeligt, når vores nuværende oversættelse siger om Ordet, der var Gud: Han – altså Jesus – han – var i begyndelsen hos Gud.

Det vil sige, at Frelseren var hos Gud fra evighed. I tiden blev han født i en krybbe i Betlehem, han blev ”kød”, som Johannes siger, dvs. han blev et menneske af kød og blod, som vi siger, og  det betyder det samme.

Men hvorfor vælger nu Johannes at kalde Jesus for Ordet, ikke bare Jesus i evighed hos Faderen, men også i tiden som menneske?

Jo, hvis vi ser på Paulus, så er evangeliet for ham simpelthen Kristus selv. Han er indholdet af den kristne tro.

Kernen i Jesu budskab er Jesus selv. Det er også det, vi fornemmer i Jesu ord og taler, eller når han fortæller en lignelse. Han er kernen i det, han fortæller.

Han skal lide, dø og opstå til syndernes forladelse og evigt liv for enhver, som tror på ham.

Så kristendom er ikke en ide, men er en person, er Jesus selv.

Derfor rammer vi i julen plet, fordi det ikke er til at komme uden om, at julen handler om barnet, liggende i en krybbe. At dette barn er nøglen til alt. At han er Frelseren, som er kommet i verden med evigt liv.

Derfor siger Johannes også i sit evangelium, at ”vi”, det er: apostlene, så hans herlighed, ligesom vor Herres herlighed strålede om hyrderne, da englen forkyndte dem den strålende nyhed om Frelserens fødsel.

Den gamle danske bibeloversættelse af Chr. Pedersen oversætter klarhed, hvor der ellers står herlighed. Herrens klarhed skinnede om dem, skriver Chr. Pedersen i sin reformationsbibel.

Herrens klarhed.

Ja, det er et godt ord. Vor Herre Jesus skænker os klarhed selv i det største mørke.

Så vi kan gå på hans veje alligevel.

Det er som i salmen Dejlig er den himmel blå, at hans guddomsord er klart og kan lyse for vor fod, lyse som en lygte, der giver lys og klarhed nok til det næste skridt.

Der er altid lys nok til næste skridt.

Mennesker kan sagtens se mørke, hvor Herren er lys, men vi, der har taget imod troen, erfarer, at der er hos vor Herre lys nok til dagen i dag. Og det kan se ud som om mørket opsluger lyset, men Johannesevangelisten jubler og siger, at det kommer aldrig til at ske: Mørket greb det ikke. Sådan er det: Lyset skinner i mørket, og bliver ved med at skinne i mørket, og mørket får ikke bugt nogensinde med det.

Vore tider kan se dystre ud, men juleglæden forkyndes os til tro og modtagelse. Vi har ikke glæden i os selv, jo, nogle mennesker er mere optimistiske af natur, men alligevel, den store glæde om julen er, at glæden skænkes os i og med vor Herre Jesus, som har givet sig selv hen som et sonoffer for vor skyld. Han er vor fred og vor glæde og kan bevare vore hjerter gennem alt, der måtte trykke hjertet ned. Amen.

Johannes-evangelistens symbol er en ørn. Nok fordi han ser Jesu person og gerning fra en stor, ja, svimlende højde. Deroppefra ser han både det store, store perspektiv, men også de små detaljer, som de andre evangelister ikke har fået med, fordi de ikke kunne se dem.

Johannes-evangelistens symbol er en ørn. Nok fordi han ser Jesu person og gerning fra en stor, ja, svimlende højde. Deroppefra ser han både det store, store perspektiv, men også de små detaljer, som de andre evangelister ikke har fået med, fordi de ikke kunne se dem.

Spørgsmål til Jesu menneskelighed og guddommelighed

Spørgsmålene er formuleret oprindelig på græsk af en, der skrev i Efraim Syrerens navn.
Det er godt skrevet!

Glædelig jul!

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så, der lå i krybben?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem var det så, englene sang om?

Hvis han ikke var menneske,

hvem blev så svøbt i et klæde?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem var det så, hyrderne tilbad?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så, Maria gav bryst?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem gav vismændene så gaver til?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så Josef omskar?

Og hvis han ikke var Gud,

til hvis ære stod stjernen så på himlen?

Hvis han ikke var menneske,

hvem faldt så i søvn i båden?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem truede så af vinden og bølgerne?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så farisæeren Simon spiste sammen med?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem tilgav så kvinden hendes synder?

Hvis han ikke var menneske,

hvem var det så, der blev spyttet i ansigtet?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem gav så disciplene helligånden?

Hvis han ikke var menneske,

hvem råbte så: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"?

Og hvis han ikke var Gud,

hvem sagde så: "Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør?"

Hvis han ikke var menneske,

hvis naglemærker og sår, var det så Thomas rørte ved?

Og hvis han ikke var Gud,

til hvem råbte Thomas så: "Min Herre og min Gud!"

Kommentarer

Holger Skovenborg

01.01.2012 20:48

Flot hjemmeside. Og tak for julebrevet. Det lyder spændende med artiklen om Peter Dass' salme. Hvor er artiklen offentliggjort?
Holger Skovenborg

Johannes Glenthøj

04.01.2012 13:23

Tak! Det er i 'Hymnologi - Nordisk Tidsskrift 40. årgang, okt. 2011 s. 166-179. Der er en svipser i note 15, hvor der skulle stå Mads Nielsen, ikke Kaj Munk!

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden