Skærtorsdags prædiken om nadveren 2015

Skærtorsdag 2015

Vi kan næsten ikke høre evangeliet længere, fordi vi har hørt det så mange mange gange. Måske er tiden derfor kommet til at vende os til læren, slet og ret, til vor kirkes lære om nadveren på denne skærtorsdag.

Hvad lærer vor kirke om nadveren?

At Kristi legeme og blod virkeligt er til stede (realt præsent) og uddeles til den, der nyder nadveren.

Kristus er personligt nærværende, men det er han også i hele gudstjenesten og derhjemme i lønkammeret.

Men det særlige ved nadveren er dette: Jesus er her til stede med det legeme og blod, han hengav på korset, under brødet og vinen i den hellige nadver.

I nadveren er Jesus Kristus personligt til stede som giveren af sit brød og vin, som virkelig er hans legeme og blod.

Det ord som betyder meget i vor kirke er ordet ’virkelig’. Jesu virkeligt tilstedeværende legeme og blod under brødets og vinens synlige skikkelse nydes virkeligt af altergæsterne. Det uddeles til dem, der deltager i måltidet.

Det er altså Gud, der handler i nadveren.

At Jesu legeme og blod uddeles, betyder at Gud ved Kristus selv uddeler det.

Nadveren forstås fra midtpunktet i evangelie: at Kristus ”ved sin død har gjort fyldest for vore synder”.

Han har virkelig lidt, er korsfæstet, død og begravet, for at han kunne forsone Faderen med os og være et offer ikke bare for arvesynden, men også for alle menneskenes syndige handlinger. DETTE udrettede Jesus ved at give sig selv hen i døden, ofre sit legeme og blod på korset som et fuldkomment sonoffer for alle menneskeres synd.

Dette forkyndes i evangeliet som gældende alle mennesker.

Men det berettiger ikke den enkelte synder til at tage sagen i egen hånd og slutte: Det, der gælder for alle mennesker, må selvfølgelig gælde mig!

Hvad Gud i Kristus har gjort for alle mennesker, har kun Gud selv ret og magt til at uddele til hvert enkelt mennesker. Det er det, han gør i den hellige nadver.

Til denne uddeling har han ved Kristus indstiftet nadvermåltidet.

På den måde giver han det liv, han i dåben fødte ved vand og Helligånden, næring, så det kan bestå i kampen mod dødsmagterne og bevares til evighed.

Dette er nerven i den lutherske forståelse af nadveren: at Jesu død på korset for alle mennesker kan intet menneske i eget navn gøre krav på som gældende ham eller hende.

Ingen anden end den korsfæstede selv kan på Guds vegne uddele til mennesker sit på korset ofrede legeme og udgydte blod som livets brød og velsignelsens kalk.

Og det han alene kan gøre, det gør han i den hellige nadver, fordi han  ved indstiftelsen har lovet at gøre det.

Så vi har Jesu død for alle mennesker som en ’kendsgerning’, men bliver dette ikke ’uddelt’, tilegnet, taget i brug, hvem ville det da gavne?

Dåben er fødslen, nadveren er næringen. 

Den gamle Adam i os skal, som Luther siger det, druknes ved daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og i stedet for skal der daglig fremkomme og opstå et nyt mennesker, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.

Dåbens, fødslens, engangshandling, og så den daglige drukning af den gamle Adam og et nyt menneskes daglige opståen til vækst i retfærdighed og renhed for Gud.


Her er nadveren næringen til dette nye liv.

Prædiken til Mariæ bebudelsesdag 2015

Døden kom ind i verden gennem Eva, da hun valgte at spise af træet, hun ikke måtte spise af.

Livet kom ind i verden gennem Maria, da hun valgte at tage imod undfangelsen af Livets Frugt, Jesus.

Helligånden kom over hende, Guds kraft, og hun undfangede Jesus.

Kan det virkelig være rigtigt, spørger nogen. Englen Gabriel giver svaret: For Gud er intet umuligt. Det er det, der er så vidunderligt ved denne festdag for Maria, at for Gud er intet umuligt.

Døren til livet står fra da af på vid gab. ”Jeg er døren”, siger Jesus. I kan gå ind og ud og finde føde.

Men for at vi kan tage det til os i vort hjerte, at for Gud er intet umuligt, så må Helligånden også komme over os, Guds kraft.

Hvis I ikke bliver født af vand og Helligånden, kan I ikke komme i Guds rige, siger Jesus.

Helligånden virker sådan, at vi kommer ind i en forvandlings-proces. Noget, vi ikke selv er herre over, for det er Helligånden, der virker det.

Åndeligt talt modtager vi som Maria undfangelsen af Jesus.

Og vi bliver som brødre og søstre med ham gennem vores liv, så vi hele tiden har ham ved vores side som vores bror og hjælper.

Og Helligånden – vejleder os i alt det, Jesus har sagt, gør det levende og skønt og sandt for os. Helligånden virker, som på Maria, også på os – som en forårsvind, der bringer ham, der er selve Livet til os. For Jesus siger: Jeg er sandhenden, vejen og LIVET! Selve LIVET er i ham, som er fra evighed hos sin Far.

Apostlene gik med Jesus på landevejene. De så ham, de hørte hans ord, de rørte ved ham.

Først da han var opstået fra de døde, først da dødens dør for alvor gik op, gik det også op for dem, at Jesus er Livet selv, som skaber liv omkring sig med Faderens og Hans Ånd, at Jesus er Livets ord, og når vi hører hans ord, så skaber det Livet i os.

Og hans liv handler om fællesskab – fællesskab her og med Gud vor Far og med hans søn Jesus Kristus.

***

Der skal ikke være ende på hans rige!

Hans rige er ikke af denne verden. Hvis mit rige havde været af denne verden, siger Jesus, så havde jeg sat militær ind for min sag. Men nu er mit rige ikke af denne verden.

Og så er hans rige sådan, at det giver alt det, vi ønsker os i drømme i vort land, vore land:

Evig fred, bestandig sejr, sand frihed, velstand og oplysning.

I hans rige er den Onde bundet, men vi sættes fri, i verden løses den Ondes lænker, så alle lidenskaber får frit løb, tøjlerne overlades til den Onde, samtidig med at det gode ofte søges bundet, så folkenes vel og lykke tilintetgøres.

Kun Guds Ånd, Helligånden, kan samle os til enighed, til en bestandig tro, til et fællesskab, som end ikke dødsrigets porte skal kunne overvinde.

Overvindelsen af døden begyndte med Maria, der tog imod englen Gabriels ord og tog imod undfangelsen af Jesus, dødens overvinder.

Han var i ni måneder i hendes skød, og derfor skal for altid Maria æres højt. Hun lod sig være palads for Guds riges konge,

hun blev det skib, som sejler bort fra døden hen mod livets kyst, og ombord er Jesus selv som styrmand, og Helligånden blæser skibet gennem farlige farvande.

Keruben udviste Adam og Eva af Paradis og spærrede dem vejen derind med sit flammesværd.

Nu har keruben sænket sit sværd, så vi kan gå ind i Paradis igen, Paradis er blevet opladt, åbnet på ny.

Derfor skal Maria æres som kongens moder,

der i øvrigt fulgte ham hele vejen til korset, ja, videre, og sad med, da Helligånden også kom over apostlene, så DA kom Helligånden over Maria for anden gang, nu sammen med alle Jesu andre venner.

Og den fred, Jesus giver for den, der kommer til hans rige, er ikke, som den fred, verden i almindelighed giver.

Den fred, han giver, er hans riges fred i hjertet, en fred, som overgår al forstand og kan bevare vore hjerter og tanker fra at gå til i angst, når der rasles med sabler her i verden, kan bevare os i Jesus Kristus.

Det navn Jesus er der nemlig fred og frelse i, og freden begyndte, da Marie sagde ja til at undfange ham.

Prædiken til 3. søndag i fasten - Luk. 11,14-28

Tredje søndag i fasten

Prædikenen blev skrevet i 2011, men jeg er selv opbygget af at læse den i dag, og derfor bringer jeg den her!

I fastetiden læser vi om tilfælde, hvor Jesus uddrev dæmoner.   Fastetiden er tiden for selv-opgør, for at fortryde, angre.   Jesu kald til verden begyndte med råbet: Omvend jer! Guds Rige er kommet nær!   Jeg kan ikke uhindret lade ondt og godt gro med fuld styrke i mig. Så tager mørket og ondskaben over i mig.   Jeg må træffe en afgørelse, for eller imod.

Et hus i splid med sig selv går under, siger Jesus. Mit hjerte går til, hvis jeg ikke tager parti og lader Gud kæmpe i mit hjerte mod det, der vil trække mig ind i mørket.   Og Gud ske lov er vores Herre stærkere end den stærke, stærkere end Djævelen.   Guds Rige kom til syne, siger Jesus selv, netop der, hvor han uddrev dæmoner.

Måske siger nogen, at alt det djævleuddrivelser vist er ude på overdrevet.   Ja, kan vi tænke eller sige sådan, så skal vi måske hellere være taknemmelige over, at noget sådant ikke har ramt os. For dæmonbesættelser er ingen spøg. Den dæmon, vi hører om, gjorde manden stum. Grundtvig siger i en prædiken til dagen i dag: ”Jeg finder hele vanskeligheden, hvor man sidst vil søge den, i den forskrækkelige magt djævelskabet har, hvor man lukker øjnene for det, og indbilder sig, der er fred og ingen fare, mens krigen raser ikke blot rundt om os, men inden i os, og føres om vor sjæl og salighed.”   Og skulle vi mene, at djævelskab ikke har noget med os selv at gøre, så hør igen Grundtvig i en anden prædiken til i dag. Han taler om, at hovmod (hoffærdighed) er det rædsomste vidnesbyrd om Djævelens magt på jorden og tillige den allerfarligste trældom, da den lukker døren for Guds nåde, som skrevet står: Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.   Så hedder det i prædikenen: ”At Hoffærdighed, denne tomme opblæsning og selv-ophøjelse er klart djævelskab, det kan vi vel stræbe at skjule for os, når talen er om os selv, så egenkærligheden forblinder os, men vi ser på timen, når vi møder hovmodet hos andre; og når vi møder den hos dem, der åbenbart ikke har noget at hovmode sig af, men nok, der burde ydmyge dem, og nok at skamme sig ved, da finder vi den tillige latterlig og unaturlig...”

Og nu sender Gud os plager, når vi bliver hovmodige, hensynsløse, misundelige, og det skal vi glæde os over, for sådan bringer han os til ydmyghed ned, som kvinden sidste søndag, hvis datter havde en ond ånd, hun råbte til sidst bare: Herre , hjælp mig.   Når vi kommer sådan i knæ, at vi ikke har luft eller ord i os tilbage, når vi er plaget af en last eller et ondt mørke, noget vi selv har lukket ind i sindet, så skal vi prise Gud, når vi oplever modgang eller hårde ord fra andre, for sådan bringes vi til besindelse, og Gud kan drive mange onder bort med den slags midler.

Sådan lærer vi med taknemmelighed at tage alle tildragelser som Guds gode vilje med os, sådan opdrages vi til salighed, og til sjælefred.   Så når vi føler os som ikke mere end støv og grus, ja, da er tiden inde for Herren til at bygge noget underfuldt:   ”Dog sig en bolig underfuld bygged han selv af støv og muld, rejste af gruset i nåde”.   Gennem en menigheds år og dage er der mange tider, hvor det kan føles, som om hele menigheden er sunket i grus.   Men: Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene, var vi på jord ej mer end to, bygge dog ville han og bo hos os i hele sin vælde.

Så lad os tage fat på værket: Nemlig vandre i kærlighed, som Paulus siger. Fordi Kristus elskede os og gav sit liv for verden, så vi også skylder at elske igen. Forsøg at handle som Gud gør, for I er hans børn.   Kærlighed er lysets kilde, og lysets frugt, siger Paulus, er lutter godhed, retfærdighed og sandhed.

Det modsatte er mørkets frugt, som Paulus gengiver som utugt, alle former for urenhed, og griskhed.   Griskhed betyder egentlig det at ville have mere, og når vi vil have mere og mere.   Paulus nævner også frækhed, dårlig tale, og tvetydige bemærkninger, som fører til forvirring og utryghed.   Kristendom er altså meget praktisk. Det er ikke en filosofi højt i luften, men hverdagsliv med begge ben på jorden.

En praksis i dagligdagen.   Beslutninger om, hvordan vi vil være, dagen igennem.   Og dertil har vi brug for at høre Guds Ord og så bevare det, dvs. gemme det, så det ligesom såsæd i jorden kan bære frugt.   Og hvad vi vil bruge munden til, hvad vi vil lade komme forbi tændernes gærde og ud til andre.

Vi er som en borg omgivet af voldgrav med en vindebro over. Hvad der skal komme ind i borgen, skal vi lære af Guds Ord. Der er absolut ingen grund til at invitere fjenden indenfor og åbne portene på vid gab for det, Guds fjende vil ødelægge os med.   Lad os ikke invitere ødelæggeren ind i hjertet!   Men vi skal også arbejde på at have kontrol med, hvad der passerer ud af portene, inde fra borgen, hjertet.   I stedet for tomme ord skal vi lade tak komme ud af munden, siger Paulus.   Han har netop nævnt elegante tvetydigheder, og så kommer modsætningen: tak eller taknemmelighed.   Denne taknemmelighed var det også, vi begyndte med, da vi sang:   Giv mig, Gud, en salmetunge, så for dig jeg ret kan sjunge højt og lydelig, så jeg føle kan med glæde: sødt det er om dig at kvæde uden skrømt og svig!   Og: Lad hver morgen mig begynde dagen med din pris, og når aftenklokken ringer, lad min sang på lærkevinger stige ligervis.

Ja, hverken mennesket eller fuglen kan på nogen måde prise Gud nok for hans miskkundhed, hans godhed, hans kærlighed.   Det er fordi det, vi priser hos Gud, er, at hos ham er alting ægte. Så derfor synger vi, at hele naturen med os også på vore gamle dage skal synge: Ejegod er Gud! Ja, vi ånder friest, når vi drager ånde dybt i sang, som vi også sang før. I dette forår kan vi benytte os af fuglenes energiske kald og sang til at konkurrere med dem om at prise Gud, at du med dem i væddestrid vil prise Gud til evig tid for ånde, røst og vinger! Og vinger, det får vi i lovsang.

Så kan vi flyve hen over fortrædeligheder, fornærmelser, strid, og så alt det, der kommer indefra af laster, som vi har hørt om før. Denne taknemmelighed gennemsyrede fra starten den kristen gudstjeneste, så man simpelthen kaldte den: eukharistia, altså tak eller taksigelse. Og det blev også en betegnelse for nadveren, for der indleder vi også med at takke.

Og da bliver vi taknemmelige over lidt. For lidt er mere end meget.

Som kvinden fra sidste søndag: hun kalder sig en lille hund, der glad tager imod smulerne fra børnenes bord. Sådan tager vi glade og taknemmelige imod smulerne fra vores Herres bord. Smuler, det er nok, vi behøver absolut ikke mere, for ellers ved vi godt, at det let ender med hovmod igen. Men sker det, at vi atter besættes af en af de mange laster, så er der ingen der skal fortvivle. Så lad os angre, for Guds nåde er ny hver dag. Når vi falder, så lad os i tro rejse os op igen. Måske er det derfor, de østlige kristne på et tidspunkt i deres gudstjeneste hører opfordringen fra diakonen til at stå godt: Lad os stå godt! At stå godt, er at stå bevidste om, at jeg består ved Guds nåde og ikke ved egen fortræffelighed. Amen.

Prædiken 1. februar 2015 om vingårdsejeren og arbejderne, om generøsitet fra Guds side og om menneskers misundelse

Da Jesus fortalte historien om vingårdsmændene, var han godt på vej til Jerusalem for at lide og dø og opstå.

Denne lignelse noget nær den sidste undervisning, han giver fra sig.

Så lad os lytte til den af hele vort hjerte, ja, netop af hjertet, og bede ham lukke vores hjertes dør op, så vi slipper hans guddommelige lys og varme ind forstandens mørke og kulde, så vi opvarmes lidt efter lidt og forvandles fra døde til levende.

Hvad er pointen i historien, Jesus fortæller om vingårdsarbejderne?

Der er to pointer, vil jeg mene. Mindst, for hvis vi gik historien efter, ville den vrimle med budskaber.

Men lad os holde os til to pointer.

Den første pointe er, at Gud er generøs. Jesus kalder alle Jesus er vedholdende i sit kald til mennesker. Han vil have alle med ind i Guds rige.

Den anden pointe er, at der opstår misundelse hos dem, der havde arbejdet fra morgenstunden. De vil have mere end de sidste, der kun arbejdede nogle få eller helt ned til 1 time.

Det ender med at de misundelige får besked at gå deres vej, for misundelses onde gift hører ingen steder hjemme i Guds rige.

Misundelse er virkelig forfærdelig. Ikke at unde andre det samme, som man selv har eller får.

Men Gud ske lov rækker Gud sin godhed ud til misundelige, for Jesus slutter jo med at sige: Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.

De sidste, men alligevel med.

Det er den måde, Jesus til det yderste går til os hårdhjertede mennesker.

***

De første, som altså bliver de sidste, de lærer en anden følelse at kende: at blive provokeret. Jesus vil provokere hårdhjertede til igen at tage imod ham.

De sidste, som bliver de første, det var dengang hedningerne, inklusive os selv.

De tog på en stor skala imod Jesus som deres Herre og mester og ændrede deres hele indstilling.

De kom med på vejen, som livet i følgeskab med Jesus blev kaldt.

Desværre sagde mange jøder nej tak til at følge efter Jesus.

Der kom et form for brud, men i vor tid er jøder begyndt at komme til tro på Jesus som deres Messias, de er ved at vende hjem til deres jødiske landsmand, som også er Guds Søn.

Det sker i Israel og andre steder i verden.

I vores land har vi ’gamle’ kristne i høj grad mistet gløden, og så kommer en Charlotte Rørth og udgiver en bog, hvor hun fortæller om, hvordan Jesus har vist sig for hende. Hun som beskriver sig selv som en fuldkommen almindelig kvinde, overforfængelig og ufuldkommen, som hun siger. En kvinde, som aldrig har haft noget med meditation og retræter eller lignende at gøre. Altså en helt ’fornuftig’ kvinde efter moderne dansk standard.

Og så kommer hun i forbindelse med sit arbejde til et kapel i Spanien, hvor Jesus altså pludselig står foran hende, men allerede ved en tidligere lejlighed i det kapel bliver hun næsten naglet til stedet af noget, hun ikke forstår, og hun siger til guiden, at hun ikke kan bevæge sig. Så siger han: Der er en lysglans omkring dig.

Nu har hun skrevet sin historie, og hun siger, at hun VED, at Jesus lever, og hun lever ligesom i konstant stille bøn til ham, og lever ellers sit helt almindelige liv videre.

Hun frygtede, at folk ville sige, at hun var blevet skør, men det har ikke været reaktionen fra de fleste. Dog må en kendt dansk forfatter være undtagelsen, som på tv gennemheglede hende og mente, at hun skulle opsøge en psykolog, hvis ikke også psykologerne havde brug for at gå til psykolog, som han udtrykte det.

Denne forfatter virkede i sin fråden dybt misundelig på kvinden, jeg nævner.

Og måske er Gud ved at gentage stykket fra for 2000 år siden: at gøre danskere misundelige på andre danskere, som helt ufortjent, helt ud af det blå bliver dybt troende mennesker, så en som kvinden her kan sige: jeg tror ikke, jeg VED, at Jesus lever!

Eller de tusinder af nydanskere, som er kristne, eller bliver kristne, så der vist nok er flere kirkegængere om søndagen, som er nydanskere end gammeldanskere.

Og deres kirker sprudler af liv og fællesskab.

Kan det ikke være godt nok, hvis vi bliver bare lidt misundelige på dem? Eller slår i vores eget bord og siger: Lad også os få del i Guds store velsignelse, som hviler over os, når vi samles i Jesu navn og med hans Ånd til at fylde os med liv og glæde og fred?

Gud ske lov, at Gud giver enhver det samme: en denar, altså nok til dagen og vejen, nok til at leve og dø på, giver os sin nåde, som er nok, nåden, som Jesus har beredt enhver, som kommer til ham, nåden, som han virkede ved sin korsdød og opstandelse.

Prædiken II til fjerde søndag i advent: Hvordan bliver vores livs vej jævn og skøn at gå på?

Hvordan bliver vejen så jævn at gå på?

Der er andre røster, der vil trække os væk fra den vej til frygtelige veje langs høje tinder og med dybe slugter.

Kære venner! For os kristne er der også mange slugter, vi kan falde i. Derfor må Kristus hele tiden være vores vej igennem vildnis og også ødemarken, hvor der er store vandreklitter, der vil spærre og kan få os til at give op og bare blive ligeglade.

Men kære menighed! Det må ikke ske! Så har Guds fjende sejret.

Vi kan ikke gøre andet end pege hen på Kristus, som rydder sten på vores vej.

Det er jo en vej der er fuldt oplyst. Vi synes bare ofte, det er mere spændende at gå på dunkle steder og se, hvad der er der.

Den fuldt oplyste løjpe, dag og nat, det er Jesus Kristus.

Hvordan udtrykkes det? Jo, det hedder:

Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som en enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.

Nåde og sandhed er der på den vej.

Nåde, at vejen er banet med mulighed for rydning af sten på sten, nemlig vor synd og det onde, vi tænker, taler eller gør.

Sandhed, at vejen er sandheden fuldt ud.

Og af nåden udspringer en dyb glæde og taknemmelighed.

Lad det præge jer, siger Paulus, glæd jer i Herren! Jeg ved om en præst, der med forkærlighed vælger netop dette skriftsted til sine bryllupstaler. At det er en pligt for en kristen at glæde sig. Kan man påtage sig det som en pligt? Ja, for vi skal hver især bane vejen, gøre den let, for vores ægtefælle, børn, familie, venner, ja, hvem som helst, vi har med at gøre. Så vidt det står til os.

Paulus lader det ikke skorte på formaninger her: Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker!

Ordet, der bruges, oversættes også omsorgsfuld. Det har at gøre med at være parat til at tilgive, også ens fjender, også dem, som på ingen måder forstår en. Det har med fairness at gøre, at være barmhjertig i forhold til andres fejl og bedømmelsen af dem, fordi det handler om at tage hele det menneskes situation i betragtning.

Det handler om villighed til at give efter i prøvelser, og den villighed viser sig i, at du og jeg ikke vil hævne os, når vi bliver angrebet.

Sådan er det at glædes, at være glad.

Og af hele den holdning følger også, at vi ikke skal bekymre os for noget som helst.

Det lyder urealistisk, men det drejer sig om ikke at gøre vore små dagligdags overvejelser til vores gud. Så bliver dagligdagens tanker til ubevidst blasfemi mod Gud.

Paulus prøver at rydde op i vores optagethed af dagligdagens småting med for stor kraft, fordi vi over de ting glemmer det eneste vigtige: at lade Guds ord og bøn ledsage vores dagligliv. Derfor siger Paulus: Herren er nær! Hvis Herren er nær og snart kommer, så er der nogle proportioner, der bliver anderledes. Ikke at vi så skal holde op med dagliglivet, overhovedet ikke, men vi skal netop tage fat på det med rette proportioner, glade i håbet, velmenende over andre mennesker, og med bønnen som en holdning i sindet. Det giver Guds fred plads i os.

I bønnen kan vi lægge al uro væk, ja, vi kan ånde uroen ud med hver udånding, og vi kan ånde Guds mægtige fred ind for hver åndedrag.

Men bøn er ikke bare en ’væren i Guds nærvær’, nej, bøn er konkret, der er bedeemner, helt konkret.

Lad os bede for hinanden, helt konkret. Præcist endda!

Og sige tak for alle ting. Taknemmelighed er nemlig de bedste øjendråber, der findes. De holder os fra at falde i huller af utaknemmelighed, dvs. al for stor optagethed af vore problemer her og nu, hvor vi glemmer Guds nåde med os gennem livet, og vi kommer i utaknemmelighed til at skubbe andres behov væk, mennesker som er mere uheldige end vi er.

Ja, det handler om, at vejen kan blive ved med at være let at gå – i praksis.

Hvad er der så med Guds fred, som overgår al forstand?

At gennem bønnen, gennem det at vi lægger vort liv i Guds hånd, at vi lægger konkrete situationer og problemer og mennesker og bekymringer i Guds hånd, så viser det sig, at Guds visdom er større end vores forstand, så virker Gud mere end vore smarte tanker, overgår dem, overgår alle vore drømme. Ja, Guds måde at svare vore bønner på er helt uden for vor fatteevne.

Guds måde at svare bøn på er absolut unik, også unik for hver af os.

Når vi lever sådan, beder sådan, så står Guds fred på vagt om og i os, som en soldatervagt, der våger over generalens liv.

Filippi var en garnisonsby, så det talte til dem. De så de romerske soldater i gadebilledet, når de holdt vagt foran bygninger.

Det, Guds fred vil holde vagt om, er vore hjerter og tanker.

Men Guds fred kan ikke holde vagt, hvor Jesus jages ud som mester og herre.

Så vil Guds fred også forlade stedet,

hvis vi ikke vil holde Jesus for vor Herre, som vi skylder lydighed, hvis myndighed vi følger.

Prædiken I til fjerde søndag i advent 2014


Prædiken til 4. søndag i advent, 21. december: Hvad betyder det, Johannes Døberen er den røst i ørkenen, der råber: 'Ban Herrens vej!'

Jeg ved ikke, hvad vi skal stille op med den jævne vej, Johannes skal konstruere.Vi har i Danmark så jævne vej, at det nok ikke siger os ret meget, når profetens budskab om Johannes Døberen er: Jævn Herrens vej!

Hvis danskere skal kunne forstå kraften i det entrepenør-arbejde, Johannes Døberen er sat til at stå for og sætte i gang, så må vi nok se op til vores broderfolk i Norge og tænke på de sneklædte fjelde deroppe. Hvis I der er i kirke i dag, ikke har prøvet at stå på ski i Norge, siger billedet igen ikke så meget, men jeg prøver. Skibe fyldt til bristepunktet med danskere sejler frem og tilbage mellem vore lande for at vi kan komme op og stå på ski.

Jo, jeg tænker på det, som kaldes at præparere løjperne i skiterrænet.

Når det en nat har sneet voldsomt, så er der stort ikke muligt at færdes på løjperne, før løjperne er blevet præpareret. Blevet jævnet ud igen.

S å er det igen let at løbe derude.

Og når det gælder langrend, så er man ilde stedt uden et præpareret spor at gå i.

Den vej, Johannes Døberen skulle jævne ud, præparere, er Herrens vej. Jesu Kristi vej. Han trådte så at sige det spor til.

Og hvordan gjorde Johannes Døberen så det? Jo, ganske enkelt: han pegede væk fra sig selv og hen på Herren Jesus.

DET var hans måde at præparere vejen.

Mennesker skulle ikke blive ved med at slutte op om ham selv. Nej, de skulle slutte op om Jesus. Jesus betyder Frelse, så hans vej er Frelses-vejen. Hverken mere eller mindre.

D et er en vej, der gør glad.

Det begynder med den store glæde, som skulle være for alverden, at Frelseren var født til verden, og det fortsatte efter Jesu himmelfart, hvor apostlene skyndte sig tilbage til Jerusalem med stor glæde.

Glæde var det, der drev apostlene og en hel masse andre ud i retning mod verdenshjørnerne, for de havde mødt ham igen, som havde ligget i graven i tre dage, og han havde hilst dem hver gang med ordene: Vær hilset! Det kan også betyde: God morgen! Og det ord, der oversættes har med en glædelig dag og fremtid at gøre.

M åske er det derfor apostlen Paulus opfordrer os: Glæd jer altid i Herren!

Ja, det er sådan det er: Glæden er at være forenet med vores Herre i livsfællesskab, nu og i al evighed. En dårskab for verden, men en kraft for enhver, der tror.

Det lyder som en dom over dem, der ikke tror, sådan er det ikke ment, men det skal alligevel forkyndes, at kun i Jesus Kristus er der en glæde, kraft og fred, som overgår al forstand og som kan bevare vore hjerter i ham, bevare os fra at gå fra forstanden.

Nogen vil sikkert sige, at troende netop er gået fra forstanden. Det er omvendt: Troende bevares fra at gå fra forstanden.

Og vi sendes ud i verden, vores almindelige hverdag, med glæde over, at vores Herre har brudt gravens mørke, så et evigt lys skinner ud i verden fra ham.

Den 22. december kl. 00.03 var det vinter-solhverv. Ordet hverv er gammel nordisk og betyder ’vende’. Fra om kort tid begynder solen at få mere magt, langsomt, og efterhånden mere og mere mærkbart. Dagene bliver simpelthen længere. Der bliver mere lys.

Den gamle far til Johannes Døberen vidste i ånden, at hans søns skulle berede vejen for Herren, og taler om solopgangen fra det høje, som har besøgt os, som sidder i mørke og dødens skygge.

Johannes-Evangelistentaler om, at da Jesus blev født, var Lyset, som oplyser enhver, ved at komme til verden.

Jesus selv kalder sig utvetydigt for Verdens Lys.

Mørket kan være så tykt det være vil i og omkring os, så er han dog mørket dog ikke mørke for ham, som er Verdens Lys.

Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse.

Da jeg som en lille purk kunne være bange for at gå de 300 meter i bælgmørke over til forpagteren for at få spanden fyldt med mælk, da kunne jeg godt være ræd. Men jeg bed det i mig, for der var jo lys både hjemme og hos Johannes som forpagteren hed.

I bøgerne og filmene Ringenes Herre er der også et tykt mørke, det er i den onde fyrste Saurons land, for det lys, der er i det land er selv et stort mørke, hvor der smedes rædsel og ondskab.

På bunden af nogle bjerge, nede i det der kaldes Morias miner, er der også et stort mørke, så man næsten der kan glemme, at solen overhovedet skinner ude i det fri.

Selve solens vedvarende skin på vores jord er et dagligt kærtegn fra Vor Herre til os.

Solskinnet er skabt af ham, som selv er Soles Sol fra Betlehem.

Der blev af Esajas profeteret om, at lyset skinner for dem, der bor i mørkets land.

Alle Helgens prædiken om dem, Jesus velsigner og dem, Jesus lover velsignelse

I dag mindes vi vore døde, takker for deres liv, er taknemmelige over, at vi har fået noget af dem, deres smil, kærlighed, kamp for retfærdighed, deres glæde, for sorger, vi har delt med dem.

Når vi tænker over deres liv, så tænker vi også på os selv.

Vi mærker, at vi har mistet dem,

vi mærker, at tiden er gået,

vi mærker, at vores liv er anderledes uden dem.

Og så mærker vi måske også en tristhed, en tomhed, måske mærker vi, at vi er det, Jesus kalder ’fattige i ånden’, eller bare ’fattige’, som han siger et andet sted.

Og så er vi et godt sted. Det sted er velsignet. For i afmagten, i følelsen af, at vi er blevet uretfærdigt behandlet og ikke kan stille noget op, for andre er os for stærke, - der åbner Himlens Riges dør sig let for dig og mig. Sådan er det. Siger Jesus. Siger han, der har myndighed i himlen og på jorden og under jorden, og som til sidst skal dømme levende og døde.

Tænk på en dør, du har prøvet at banke på, som ikke blev åbnet, for ingen var hjemme.

Tænk på de gange, du føler du har løbet panden imod en mur.

Og så læg mærke til, hvordan Jesus med al sin kærlige og sande myndighed siger, at Himmeriget er der for de fattige i ånden.

Ikke andre. Himmeriget lukker sig for hovmodige, for os, når vi er sådan.

Da må Jesus taler dunder til os i stedet og tale ord, der får hjertet til at skælve, så vi igen ydmyger os over for Gud.

Når vi er fattige i ånden eller rigtig fattige eller fattige på evner eller muligheder, så er vi i en situation, hvor Himmeriget åbner sig.

Selvfølgelig kan vi i vores fattigdom forhærde os, men Jesus ikke her på den mulighed.

De fattige er dem, der kommer til Gud som tiggere, og de får at vide: Himmeriget tilhører jer her og nu!

Den fattige ved, at han eller hun har brug hjælp. Det er mennesker, der i forhold til Gud mangler noget og handler derefter.

Det kan være, at nogle fattige ikke har fornemmet fattigdommen af en eller anden grund. Vi kan alle være blinde og se på de andres tilstand. Til alle fattige, uanset om man endnu har indset fattigdommen, tilsiger Jesus lod og del i Guds rige.

Men når man bliver erklæret for salig eller lykkelig, betyder det ikke, at man så bliver befriet fra ydre vanskeligheder. Tværtimod kaldes de salige, som forfølges og hånes for Jesu skyld.

***

Så velsigner Jesus dem, der sørger. I dag tænker vi på vores sorg over tabet af dem, vi har holdt af. Den sorg er blandet med alle mulige andre sorger. Sorgen og smerten over ondskaben i verden, den ondskab, som stammer fra synden, også sorgen over ens egen synd. Om dem, der i deres lidelse og nød nu kommer til Gud og udøser deres hjerte for ham, lyder løftet: I det fuldendte Gudsrige skal de engang få trøst, dvs. få del i opstandelse og den endelige frelse.

***

Salige er de sagtmodige – gælder ikke milde og ydmyge mennesker generelt, men dem, de er ydmyge over for Gud. Ellers kan det være lige meget med den ydmyghed. Det er dem, der ikke spiller Gud, ikke har høje tanker om sig selv i forhold til Gud og andre mennesker, men forlader sig på Gud og ikke tager retten i egne hænder. Til dem lyder løftet: Når Himmeriget oprettes på den nye jord, skal de arve det nye forjættede land, sådan som Israel i sin tid ’arvede’ det forjættede land Kana’an.

***

Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdighed. Det er dem, der længes efter selv at blive retfærdige eller efter, at retfærdigheden må sejre og Gud må vise, hvem han er, når han endegyldigt opretter Riget. Retfærdighed og Guds Rige er to uadskillelige størrelser. Til sidst skal de mættes, dvs. få del i frelsen.

***

Salige er de barmhjertige. Hvem er det? Det er dem, der allerede har mødt Guds barmhjertighed og ikke ved af, at de har gjort noget særligt. Guds barmhjertighed mod mennesker har som en naturlig konsekvens, at mennesker viser barmhjertighed mod hinanden, tilgiver, som man selv er tilgivet, øver velgerninger, som man selv er blevet genstand for Guds velgerninger. Til sådanne lyder løftet: De barmhjertige, som allerede har mødt Guds barmhjertighed på jorden, skal også møde Guds barmhjertighed på den yderste dag.

***

Salige er de rene af hjertet. Ikke dem, som måtte mene, at de selv er uden fejl i tanke og handling, men dem, der er oprigtige over for Gud, er helhjertede, hvilket sætter sit præg på deres omgang med andre mennesker. Da menneskets indre er ondt, er den renhjertethed, der er tale om, Guds gave.

Modsætningen til renhjertethed er hykleriet. Til de, der har taget imod renhjertethed som en gave, lyder: De skal engang se Gud ansigt til ansigt, ham som de nu ser med troens øje.

***

Salige er de, som stifter fred. Ikke fredsommelige mennesker generelt, men dem, der aktivt stifter fred, hvor ufreden og hadet og uforsonligheden råder mellem mennesker. Forudsætningen er, at Gud er fredens Gud. De mennesker skal kaldes Guds børn.

***

Salige er de, der på grund af Jesus hånes og forfølges. De er i sandhed fattige, når verden håner dem. De har intet at forsvare sig med, de accepterer forfølgelsen, fordi deres herre selv blev forfulgt til døden. Fordi de ved, at han er den Opstandne, og at i fællesskab med ham har de del i opstandelsens kræfter her og nu allerede. I den tro bærer de forfølgelsen nærmest med glæde. For i forfølgelsens fattigdom skabes et særligt rum for glæde, ja, fryd, for alt er tabt, men alt er i virkeligheden vundet ved at være i fællesskab med den korsfæstede og opstandne Herre.

Prædiken til 16. søndag efter trinitatis - om Lazarus' opvækkelse fra de døde

Prædiken over Johannes-Evangeliet 11,19-45
Jesus siger: "Jeg er opstandelsen og livet. Tror du det?"

Der, hvor man skulle forvente, at Johannes begyndte at fortælle om Jesu lidelse og død og opstandelse, holder han tilsyneladende en pause, eller han sætter det hele i relief.

Og han gør det med et øjenvidne som kilde. De tre andre evangelier er grundlæggende baseret på Markus, som har Peter som øjenvidne bag sine beretninger. Måske har Peter ikke været i Jerusalem, da det med Lazarus skete. Det kan være forklaringen på, at Markus ikke fortæller om opvækkelsen af Lazarus.

Johannes har oplevet det. Han ser den dybe sammenhæng mellem Jesu gerning med Lazarus og Jesu gerning for os på korset og i opstandelsen.

Jesus har sejret over døden og giver mennesker del i sin sejr.

Jeg forstår til fulde de mange, som længes efter sejr. F.eks. i atletik, i fodbold, i håndbold. ”Hvad kæmper vi for?” ”Sejr!” Sådan lyder den lille ordveksling, som råbes af håndboldspillere før kampe og undervejs i pauser.

Sejr – der er en dyb længsel efter sejr i os mennesker.

Og, kære menighed, det er den længsel efter sejr, som Johannes beretter om. Den fantastiske sejr, Jesus har vundet over døden for os.

Ikke gratis, men på den mest kostbare måde.

Hvor sætter det ikke ædle følelser i gang, når vi hører om mennesker, som ofrer eller har ofret sig for andre mennesker eller for deres land? Fuldstændig uselvisk.

Jesus ofrede sig for os alle, for alle folkeslag, for at bringe evigt liv til enhver, som tror på ham.

Når vi tænker på, hvor glade mennesker kan blive, blot fordi deres fodboldhold har vundet en kamp, som om det gjaldt liv og død, hvor meget mere kan vi så ikke forstå, hvad de to søstre Marta og Maria og alle, der så Lazarus gå ud af graven, hvad de alle sammen har følt og troet ved at se det? At Jesus er sejren over dødens kræfter.

At Jesus, Guds søn, kom til at stå i et skær, som ikke kan forklares.

Men Jesus lægger op til, at underet med Lazarus’ opvækkelse ikke skal handle blot om Lazarus, men om, hvad der skal ske på den yderste dag.

Han siger jo Marta: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Og spørger Mara: ”Tror du det?”

Så Jesus bringer Marta hen til at begribe, at Jesus selv har opstandelsens kræfter i sig, selve livets kræfter. Fordi han er Guds Søn, fordi han var med ved skabelsen, og er med ved afslutningen.

Mange kom til tro på Jesus ved at opleve Lazarus gå ud af graven. Men mange andre var vantro. Så Jesu ord og gerning udfordrer til tro eller vantro, ja, Jesu ord og gerning sætter skel mellem mennesker.

Men de, der kom til tro, oplevede Guds rige nærværende i Jesu egen person.

De kom til en stærk tro på, at livet i egentlig forstand, troens liv og det evige liv, er uløseligt knyttet til Jesu person og gerning.

Og at det evige liv er et liv i fællesskab med Gud, at det er sådan, Gud vil, at den menneskelige eksistens skal være.

”Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og den, som du har udsendt, Jesus Kristus”. Joh. 17.3.

Og for den, der ikke tror i dag, er der håb. Som Jesus siger: ”Den tid kommer, ja, den er allerede kommet, da de døde (altså åndeligt døde) skal høre Guds Søns røst, og de, som hører den, skal leve.”

Når mennesker hører vidnesbyrdet og tror det, da går de over fra døden til livet.

Derfor har vi hårdt brug for at høre vidnesbyrdet, høre evangeliet, læse Guds ord, bede og takke Gud.

For troen kommer ikke af sig selv. Vi kommer ikke af os selv ud af mørket, når vi først er kommet derind.

Der må skinne et lys ind i vores mørke. Det lys er evangeliet om Jesus Kristus, ja, det er Jesus selv, der lyser i mørket.

Så når du beder, når du ham beder om hjælp, når du råber i din nød og smerte til ham, så tændes lyset med varme i dit hjerte. Det kan ikke være anderledes, kære menighed.

For Jesus er lyset og livet.

Han er både lys og varme, han er kærlighedens kilde.

For det er sandt, som en Davids Salme (139) siger, at mørket ikke er mørke for Gud (og dermed Jesus, Guds Søn), men tværtimod er natten lys som dagen, mørket er som lyset.

Men vejen til lyset går gennem mørket, går gennem omvendelsen, at vi går i os selv, når vi har ladet hjertet blive hårdt, når vi har valgt at leve for os selv og ikke for ham, som døde og opstod for os.

Derfor, lad os våge og bede, så vi ikke hengiver os til mørket i os selv og omkring os, men lader ham skinne som solen i vore hjerter.

Da kan alle mulige gode planter pludselig og på én gang få fat, vokse med kraft, sætte nye skud, ja, frugter.

Og beviset på Jesu kraft til at skabe liv af døde i dit hjerte, det er at han kaldte Lazarus ud af graven. Og til sidst på den yderste dag vil han kalde os, der er døde til den tid, til livet. Og hvis han kommer før, da skal vi iklædes hans herligheds dragt, opstandelsens forklarede legeme.

Kraftbeviset på det har du, når du ser, at Herren Jesus gør det under at bringe dig ud af kaos og mørke, når du beder ham om hjælp.

Prædiken 15. søndag efter trinitatis ud fra Lukasevangeliet kapitel 9-10, om at vælge 'den gode del': at lytte til Jesu ord, og ikke lade sin egen snak fylde det hele

Læsninger:
Davids Salme 73 vers 23-28
Apostlenes Gerninger 8 vers 26-39
Lukasevangeliet 10 vers 38-42

I sommers var vi i England, og her mødte jeg Steve, som giver sig til at fortælle mig historien om, hvordan han selv var blevet troende.
 

Han var musiker, ikke helt umulig, men heller ikke helt på toppen, som han udtrykte det. I sine unge dage havde Steve travlt som tekniker for forskellige bands i et pladestudie i London, og den dag skulle Stones indspille en plade.

I frokostpausen gik han over i Hyde Park i det centrale London. Der satte han sig på en bænk. En typisk bankmand i jakkesæt satte sig også på den samme bænk, og de faldt i snak.   

Steve var egentlig vokset op med troen, men var kommet væk fra den. Nu sad han og forklarede bankmanden, hvad troen gik ud på, selvom han selv var kommet væk fra den.

Nå, pausen var forbi, han havde jo travlt og skulle tilbage til studiet og gøre klar, og de to rejser sig og skilles. Da vender han sig om, og der står Jesus lige foran ham. Et øjeblik efter ser han ham ikke længere.  

I det splitsekund blev Steve troende, og det har aldrig forladt ham siden, sagde han med fuldstændig afklaret overbevisning. Han havde fået den gode del.

Steves historie kom jeg i tanker om, fordi vi i dag hører om forskellige menneskers møde med Gud og Jesus.  

Asaf, salmisten, taler om den lykke, han oplever, ved at holde sig til Gud, have tillid til Gud alene.

Men det var heller ikke for Asaf en letkøbt overbevisning og tillid. Han havde ofte følt sig nær ved at snuble og falde i sit liv. Men han havde fundet lykken i at holde fast ved Gud og hans ord. Den gode del.  

Steve minder også om hofmanden fra Etiopien i sin vogn på vej hjem efter rejse til Jerusalem. Steve fortalte om troen, ja, han talte sig måske TIL troen. Sådan sidder hofmanden, hvis navn er os ubekendt, sidder i vognen og læser i profeten Esajas. Så sker der noget. Gud lader Filip komme ad samme vej, så han ’tilfældigt’ møder hofmanden. Og de falder i samtale om, hvad Esajas taler om. Det er i virkeligheden evangeliet om Jesus, Esajas taler om, fortæller Filip. Troen flammer op i hofmanden, han bliver døbt, og så drager de to mænd i hver sin retning for aldrig at mødes igen. Men troen har hofmanden med sig. Den gode del.

Og så er der Maria. Men før vi kommer til Maria, vil jeg gerne understrege, at i hele sammenhængen i Lukasevangeliet kapitel 9 og 10 er Jesus i samtale igen og igen med mænd, så det er altså ikke sådan, at Jesus stifter en religion specielt for kvinder. Nej, i kapitel 9 hører vi om, hvordan han udvælger sig 12 apostle, og i starten af kapitel 10 hører vi om en større gruppe på hele 72 disciple, som sendes ud for at prædike evangeliet og helbrede syge.  

Og i den sammenhæng, altså over for disse mænd, lyder der ord, som svarer til en del mænds behov for det mere risikobetonede, for Jesus siger f.eks. til dem: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig. For den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal frelse det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv eller bøde med sig selv?”

Her lyder samme udfordring som til Martha: Lad være med at ville alt muligt, som om I vil vinde hele verden.  

Og Jesus kommer i de to nævnte kapitler (optakt til vores evangelium i Lukas 10,38-42) med to forudsigelser af omkostningerne for ham selv: at han skal lide meget, forkastes af folkets ledere og præster og andre kloge hoveder, og slås ihjel og opstå på den tredje dag.

Og han udfordrer alle med ordene: ”Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.”  

Dagligt!

I øvrigt: Hvis Lukas havde skrevet sit evangelium i dag, havde han måske udvalgt en scene med to mænd, som Jesus besøgte. Den ene havde travlt med at mure eller tømre, og havde ikke tid til at høre på, hvad Jesus sagde – jo, sådan i baggrunden, mens han selv var i gang med at tømre/banke/skrue. Og en anden mand, som satte sig og bare lyttede til Jesus.   

Men lad os nu ankomme til Maria: Hun vælger den gode del. Hun lytter til Jesu ord. Hun sætter sig ned, lader al geskæftighed være, og lytter.

I sin enfold bruger hun ikke kræfter på at diskutere, hvad Jesus siger, hun suger bare ordene til sig, lader dem synke ned i hjertedybet.  

Det er også det, vi gør, når vi læser bøger i det hele taget. Men hvad kommer ned i hjertedybet? Er det noget fra Guds Ånd, eller hvilken ånd er der i ordene?

Melanchton, Luthers medkæmper i reformationen, gør sig sine tanker om, hvordan læsning påvirker. Hvad er ånden i bogen? Han kommer ind på filosoffer og nævner, Sokrates, at hans tanker udsprang af egenkærlighed og selvsyge. Hos Platon finder Melanchton megen stolthed og hovmod, og han tilføjer, at den der læser Platon, ikke let undgår at pådrage sig noget af den forfængelighed, Platon besidder. Aristoteles finder Melanchton generelt noget trættekær.  

Vi bliver påvirket af det, vi lukker ind i sjæl og sind, i hjertet.

Læg mærke til, hvad det var for læsning, den etiopiske skatteminister var i gang med: profeten Esajas, mere præcist kapitel 53, om en skikkelse, han profeterer om, skal komme: en som skal være som et lam, der stumt lader sig føre hen til slagtning. Filip fortæller, at det handler om Jesus, der lod sig ofre på korset for at bringe fred til hvert menneske, der tror ham. Det var altså ikke tilfældig læsning, som førte hofmanden til tro, men han var allerede i samtale med Bibelens ord.  

På samme måde som hofmanden valgte Maria den gode del, og den skal ikke tages fra hende, siger Jesus. Den gode del er at lytte til Jesu ord, i bøn og bibellæsning, ved at læse en salme i salmebogen.

Det betyder ikke, at Jesus var ligeglad med verden og det, der skal gøre her i livet. Han var glad for et godt måltid mad, ligesom vi i dag takker for høsten, for mad, for et godt glas saft, øl eller vin, for tøj og en god seng, gode sko ikke mindst. SÅ meget har vi hver især at takke for. God nattehvile. Midt i al travlhed.

I dybden med to svære emner fra 2. Timotheus 2,8-13 - udvælgelse og fornægtelse. 2. Tim. 2 er læsning 14. søndag efter trinitatis

Udvælgelse og fornægtelse
i  2. Tim. 2,8-13 –
læsning 14. søndag efter trinitatis.

Hvem er de udvalgte?

I epistlen hedder det: ”Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen ved Kristus Jesus med evig herlighed – troværdigt er det ord!” (2. Tim. 2,10).

Det første vi skal bemærke, er at Paulus et bestemt sted bruger det udtryk, og det er tydeligt, at han bruger det om alle døbte: ”Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed…” (Kol. 3,12). Jesus bruger ordet ’udvalgt’ om den universelle menighed, som ikke har noget med en sekt at gøre. Ordet ’udvalgt er knyttet sammen med det at være døbt til at tilhøre Jesus Kristus og derfor være forpligtet på at leve efter hans vilje og i efterfølgelse af ham og den måde, han er på.

Men - de udvalgte kan også falde fra: Lukas 18,7-8 (Jesus siger): ”Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalget deres ret, når de råber til ham dag og nat? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?”

Udvælgelsen er udtryk for det evige grundlag for frelsen. Udvælgelse betyder: Du er ikke slave under skæbnen. Udvælgelse i NT hænger altid sammen med ansvarlighed for egne beslutninger. F.eks. denne lamme mand: Jesus har udvalgt ham til at helbredes, hvis han ellers VIL. Mandens ansvarlige svar på Jesu spørgsmål viser, at der ikke er tale om skæbne, men Jesus appellerer til hele mandens væsen og vilje: VIL du være rask. Og bagefter er den ’udvalgte’ mand ikke en særlig hellig mand i sig selv, men får at høre: Synd ikke mere, at ikke noget værre skal ske dig.

Altså: Udvælgelse er noget universelt, som vi alle skal forholde os til med alt, hvad vi er, når vi møder budskabet – og DERFOR skal kirken bringe budskabet til ethvert menneske til afgørelse.

Så udvælgelse betyder ikke begunstigelse af mennesker, men at menigheden som helhed er udvalgt med henblik på intet mindre end hele menneskeheden, i tjeneste for Guds rige, for at gennemføre opgaver frem mod endetiden.

Mere detaljeret: Israel er kaldede, men foretrækker jordiske mål, med dom til følge. Så indbydes hedningerne i stedet. De ’udvalgte’ er Guds endelige høst ud fra kaldelsen af hedningerne.

Kaldelse og frugt/lydighed hører sammen. Kaldelsen realiseres gennem lydighed.

Udvælgelse tænkes ikke statisk, men har med den udvalgtes RETTE INDSTILLING at gøre: at ville have gaven uden lydighed er uholdbart. Der kaldes til ansvarlighed og beslutsomhed.

Den kaldede kan sig ja tak, har friheden også til at sige nej. Hos Luk. 18 tænker Jesus, at selv de udvalgte kan falde fra. Den tanke skal med i forståelsen af at være udvalgt. Der er noget der hedder at leve op til sin kaldelse. Meningen med at sige det til disciplene er at ryste dem – og os - i den skråsikre selvtillid og sikkerhed af at være udvalgt. De udvalgte kan nemlig også falde fra. Udvælgelse har ikke noget med logik at gøre: Du er udvalgt, altså er du frelst! Nej, der er ikke noget med at kunne hvile på det som på en sovepude.

Det interessante er, at ordet udvælgelse altid dukker op, når der formanes og opmuntres til noget!

I kort form er de udvalgte fra hele verden de Kristus-troende, de er den nye universelle endetids-menighed, som afløser Israel, og som retter alt sit håb til Kristus og hans genkomst. Alt handler om den nåde, der bevarer en, og det fører til både frygt og tillid. At leve i hellig frygt, men samtidig i en dermed forbundet vished om at stå i nåden og at være ansvarlig i den nåde i et liv i tillid.

Luther i sin katekismus om buddene: Det vil sige, vi skal frygte og elske Gud, så vi gør sådan og sådan.


Fornægter vi ham, vil han også fornægte os. Hvad betyder det?

Alle er glade, så længe der kommer positive ord i epistlen:

”Holder vi ud, skal vi også være konger med Kristus.” Ja, men hvad hvis vi ikke holder ud? Så er det klart, at vi ikke kan påregne at være konger med Kristus. Og det bliver sagt tydeligt i næste sætning: ”Fornægter vi ham, vil han også fornægte os”

I ordet: fornægte, ligger der til en vis grad, at nogen har været i Jesu menighed og følge, men bagefter svigter Jesus. Og hvordan skal vi så forstå denne fornægtelse? For vi bliver urolige, når vi hører det, og tænker: Det er vel ikke mig, og hvornår sker fornægtelse? Peter fornægtede Jesus, men han fik chancen for at vise sin troskab over Jesus efter opstandelsen, da Jesus spurgte ham: Elsker du mig? ”Ja, du ved, jeg har dig kær”, svarede Peter.

Men alvoren er der, at hvis Peter holdt fast i sin fornægtelse, så måtte Jesus også fornægte selve Peter på dommens dag. Peter var på vej til ikke at blive i Jesu efterfølgelse ved at bekende tilhørsforholdet i praksis. Han var på vej til at være mere optaget af at modtage ære af mennesker og ikke fra Herren, for han skammede sig lige pludselig over Jesus.

Dette her har noget at sige til os alle: Fornægter vi Jesus i dagligdagen ved at lægge afstand til ham og hans evangelium, når vi afkræves svar på vor tro? Det er det, martyrer har stået over for. Men husk, at kirken har forstået, at mennesker er skrøbelige, så mennesker, som har fornægtet Jesus i martyr-tider, har kirken tilgivet og genoptaget i kirken. Sådan er jo vores tro: at når vi angrer, hvad vi har gjort, så er der ALTID tilgivelse fra vores trofaste Herre.

Men der er en anden betydning af fornægtelsen. Det er at fornægte Jesus Kristus at adskille lære og liv. Altså sige: Jo, vi tror på Jesus Kristus, men det, Jesus siger om, hvordan vi skal leve, kan vi ikke have med at gøre. Vi lever som vi har lyst til.

Adskillelse af lære og liv er det, som hurtigt skete. Således læser vi i 2. Petersbrev 2: Der var dog også falske profeter i folket, ligesom der også blandt jer vil komme falske lærere, som vil indsmugle ødelæggende vranglærdomme og tilmed fornægte Herren, som købte menigheden.

Disse falske lærere svarer ganske til det, vi i dag kalder præster, der ganske vist prædiker Kristus, men de indsmugler falsk lære, som fordærver troen. Det hedder, at de fornægter Herren, som købte dem, måske ved at de fornægter, at Jesus sonede vore synder. I dag er der præster, som nærmest fornægter, at vi er syndere, så derfor er der heller ikke noget, Jesus skulle sone. Der er klart en tendens til at overse falsk lære. De tidlige kristne kæmpede igen og igen med forvanskning af, hvad læren i det hele taget var.

En falsk tale og tænkning om Kristus er fornægtelse af Kristus – herom er apostlene slet ikke et øjeblik i tvivl. Så længe Kristus bliver forkyndt med den rette lære uforandret, så bærer det frugt.

Hør 1. Joh. 2,22-23: Hvem er en løgner, om ikke den, der benægter, at Jesus er Kristus?

Antikrist er den, der fornægter Faderen og Sønnen.  Enhver, som fornægter Sønnen, har heller ikke Faderen. Den, der (derimod) bekender Sønnen, har også Faderen.

Her var der falske lærere, som sagde: Jesus er ikke Guds Søn. Han var et menneske, men ikke mere. Men hvis Jesus ikke er Guds Søn, har han heller ikke myndighed til at tilgive os vore synder, sådan som Jesus tilgav på Faderens vegne den mand, han netop havde helbredt for lammelse gennem 38 år.

Og hvis Jesus blot var menneske, men ikke også fuldt ud Gud, så var vi stadig i vore synder. Hvis en forkynder siger, at vi ikke er syndere, så er det falsk lære. For så er der jo ikke brug for, at Gud skulle sende Jesus i menneskers skikkelse, at Gud skulle blive mennesker og sone vore synder og siden opstå. De, der hævder, at vi ikke er syndere, fornægter derfor i virkeligheden Kristi kraft til at tilgive synd. De er konger allerede, og har egentlig ikke behov for Kristus. At fornægte Kristus handler altså om

1 at lave om på, hvem Jesus er,
2 at adskille læren fra livet og sige: vi tager læren, men vi lever, som vi har lyst til,
3 ikke at bekende troen på Jesus, når vi blive stillet til regnskab af mennesker for vor tro

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden