Klummer i Samsø Posten 2022

Nyeste artikler

Farver

Farverne på himlen har her i overgangen mellem sommer og efterår været uvirkeligt smukke. Nuancer af enhver art. Indimellem dominerer de grå nuancer midt mellem sorte og hvide. Jeg har set en video om, hvordan farverne bliver synlige for os. Lyset sejler jo afsted med ca. 300.000 km i sekundet.

Lyset i sig selv kan vi ikke se. Ikke før det lander, når det rammer genstande. Lyset kan kun ses, når der er genstande. Og nu kommer det virkeligt mærkelige. Lad os sige, at lyset rammer et rødt æble. Så har videoen lært mig, at alle farver absorberes af æblet – bortset fra den røde farve. Lysets røde farve reflekteres, og så ser vi den røde farve. Altså hvis jeg forstår det ret: Æblet ER rødt. Men vi kan først se det, når lyset rammer det røde æble. Det er utroligt, men sandt.

Vi mennesker kan kun se nogle farver, dejligt nok både rød, blå og grøn og gul og med flere. Man har regnet ud, at der findes, så vidt jeg har forstået, basalt 10 millioner farver, men med alle mulige kombinationer af disse 10 millioner farver regner man med 18 kvintillarder farver. Skaberen har ikke sparet på sine muligheder.

Men godt, at himlen på en skyfri himmel er blå og ved solopgang og nedgang får mange nuancer af rød. Tænk, hvis himlen så rødlig og orangeagtig ud om dagen og blågrå om aftenen som på Mars. Blå er bekymringsløshedens farve, siger den tidligere svenske biskop Martin Lönnebo. Men rød som ved solopgang og solnedgang er kærlighedens farve. Guds kærlighed, der ofrede sig for os i Jesu død, og vores kærlighed, som vi skylder at vise hinanden i praksis. Evangeliet sætter farver på vores liv.

 

Mænd og kvinder – og magt

Efter syndefaldet lyder det i Bibelen til kvinden: ”Manden skal herske over dig”. For det er desværre bare sådan det er i en falden verden. Det betyder ikke, at Bibelen lærer, at det skal være sådan. Men det er sådan, det foregår, hvis der ikke gøres op med det af mennesker. Når livet er uden ånd og tro og kærlighed. Simon Spies er i øjeblikket et voldsomt eksempel på det. Purunge piger lod ham herske over sig. Det mærkelige er, at i Danmark har man fordømt den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein for hans udnyttelse af purunge piger. Men vores egen Spies? Ham har der været forståelse for. Han er jo en af vore egne. Men hvis Spies’ piger var frivillige, så var Epsteins piger også frivillige. Det er det rene hykleri. Altså, at det i den amerikanske Epsteins tilfælde er forkasteligt; i Spies’ tilfælde er det jo bare ham Spies og harmløst, og pigerne stillede sig frivilligt til rådighed. Men han herskede over dem, det var en del af handelen. Når de først var blevet en del af Spies’ legetøj, måtte de ikke beholde deres venner, mens de var hos ham. Det fortæller en af dem, der dengang var i indercirklen. Så deres netværk blev stærkt begrænset, og når nogle af dem så blev smidt ud og skulle klare sig selv, var der ikke noget sted for dem at bo. Hvor forfærdeligt, at vi alle har ladet dette ske upåtalt. Med Jesus er det i den kristne tro slut med, at manden må herske over kvinden. Han får at vide, at han skal ofre sig for sin hustru, som Kristus ofrede sig for verden. Og nu skal både mand og kvinde lade ægteskabet være et sted, hvor de konkurrerer med hinanden i at vise respekt og ærbødighed. Konkurrerer!

 

Himmel og Helvede

Det er i den brede offentlighed ikke nogen nytte til at sige, hvad man i Indre Mission lærer om emnet. Men Grundtvig er vel det nærmeste, vi kommer til i Danmark at have en ’kirkefader’. Tydeligt synger vi om himmel og helvede i en af hans salmer: ”Vælge kan igen og vrage jordens slægter alle dage, vælge mellem liv og død, dagens lys og nattens mørke, Paradis og vilde ørke, Helved hedt og Himmel sød.” For nylig har sognepræst Jørgen Sejergaard skrevet om Grundtvigs syn på frelse og fortabelse. Han sammenfatter, hvad han har fundet i hans salmer og prædikener: 1) Der er noget i mennesket, som ikke kan dø. 2) Kristus ved, hvad der sker efter døden, men de fleste tror ham ikke. 3) Efter døden er der to muligheder: pinestedet eller hvilestedet. 4) Rigdom eller fattigdom er ikke afgørende, men vores forhold dertil. 5) Vi frelses ved at lytte til Moses og profeterne og tro på Kristus. I Grundtvigs prædikener over den rige mand og Lazarus udtrykkes det, at ikke alle bliver frelst. Han mener, at beretningen har haft som formål ”at dæmpe spotternes vilde latter;” samtidig skal kristne betragte denne tordentale netop som vi betragter et frygteligt tordenvejr: Vi beundrer langt mere Guds majestæt end vi skælver for de ødelæggende kræfter, Han har i sin hånd. Ja, Guds hånd er en Faderhånd ”fuld af gode og fuldkomne gaver, udrakt til at mætte alt levende med velsignelse, så denne hånds almagt er os i grunden kun til trøst og glæde.” Troen skal vise sig i efterfølgelse, det vil sige i gerninger og lydighed mod Kristus. Selv sammenfatter han i skriftet Den kristelige Børnelærdom: Hvis man har sat sig i hovedet, at der ingen djævel og intet helvede må være til, da kan man lige så lidt tro ”vor hellige Skrift som vor dåbspagt”.

 

Hvad er lykke?

Digteren Holger Drachmann og købmanden Lars Rasmussen i Ballen fik engang en natlig samtale. Drachmann boede på købmandsgården. Rasmussen fortæller, at han selv endte med en ”fuldt åben barnlig bekendelse af min tro”, hvorefter Drachmann rejste sig og med et suk i hjertet udbrød: ”Rasmussen! De er en lykkelig mand!”. Dertil siger Rasmussen: ”Stakkels Drachmann, han var ikke lykkelig, men havde tilfælles med andre tænkere og grublere, at jo mere de spekulerer på at finde nye veje, ad hvilke de selv og andre kan finde lykke og tilfredshed, jo længere kommer de bort fra det, som det urolige menneskehjerte søger. De fordyber sig længere og længere ind i tågens vildsomme labyrint, indtil de ender i et mørke, hvorfra kun Vorherres forbarmende kærlighed kan fri dem, om de vil lade sig udfri. Stakkels Drachmann! Han begyndte at bøje sig mod jorden af sine tanker. Gud give ham nåde til en gang i en belejlig stund at afkaste sin ødelæggende vægt i Guds kærligheds dyb!” Det var Lars Rasmussens tro, som for Drachmann at se var hans lykke. Det kom også til udtryk i det, Rasmussen selv fortæller om de ’forsamlinger’, han holdt rundt omkring på Sydsamsø fra Selsinggaarde, til Brundby, Besser, Tranebjerg, Langemark og Ørby. Efterhånden talte han ganske frit det ord, som Helligånden lagde på hans hjerte og tunge. Det var møder om vinteren søndag kl. 6 om aftenen, og om sommeren kl. 3 om eftermiddagen. Han fortæller selv: ”Det var mig en glæde, når der gaves mig nåde til at vidne med frimodighed om, at der intet andet sted er at søge frelse og salighed end det velsignede Jesu navn, og ingen anden vej er givet til Himmeriget end den vej, som den Velsignede selv har gået forud og banet.” Jeg tror, vi trænger til ’forsamlinger’ som Rasmussens igen!

 

At passe på det skabte

”Hvad skal jeg sige, når jeg går blandt blomsterne i enge?” Sådan vækker digteren os til eftertanke og når frem til konklusionen: ”O Gud, hvor er din visdom stor, din godhed, kraft og rige!” Naturen ses ikke som noget ligegyldigt og meningsløst, ikke længere som metal, men nu intet mindre end guld. Naturen er ikke til for at tilfredsstille vore tilfældige indfald og behov. Vi ser med salmens ord naturen i et strålende nyt lys – som noget Gud værdsætter. Vores blik forvandles, så vi ser på verden på en ny måde. Som noget, Gud ’rører ved og ejer’ (sagt af den engelske digter George Herbert), og som derfor må vurderes og værdsættes af os som netop berørt af Gud. For når vi ser på naturen som Guds skaberværk, så ændrer det ikke blot på dens betydning, men også dens værdi. Man kan sammenligne Guds skaberværk med et kunstværk. Ved auktioner over kunst er det sket, at et kunstværks værdi er blevet fuldstændig ændret, efter at man opdagede den berømte kunstners signatur på værket. Et ændret syn på verden tvinger os til at opgive tanken om jorden som vores tjener, der kan udnyttes af os, som vi vil. Vi tvinges til at se på verden som noget vidunderligt og smukt, skabt og elsket af Gud. Noget vi er kaldet til at passe på, som Adam passede Edens have. Menneskeheden adskiller sig fra det øvrige skaberværk ved at være skabt i ’Guds billede’. Vores opgave er at være ansvarlige snarere end at udnytte og ødelægge, som om miljøet er noget, vi ejer. Vi er sat som vogtere af naturen og verden, ikke for at vi skal udnytte den. I den kristne tradition fremhæves gennem tiderne respekten for jorden som givet af Gud til menneskets varetægt. Det er snarest den moderne fjernelse af enhver religiøs dimension ved naturen, der har ført til, at der øves vold på den. Men at elske Gud medfører at elske alt det, Gud elsker. Det bør påvirke vores måde at behandle naturen på.

  

Skabelse eller skæbne

Gør det overhovedet nogen forskel, om man tror på Gud som skaberen eller ikke? Det gør en kæmpe forskel. For når først det kristne syn på verden antages som sandt, så fører det til en særlig form for fantasifuld nydelse. Hvor vi ser vi alt i lyset af vort billede af Gud. At tro på Gud er som at tage nogle briller på, som gør, at vi kan se verden på en særlig måde. Læren om skabelse er som sådan en linse, der fokuserer skarpt på et enormt landskab. ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden…” Disse ord genlyder i de kristne trosbekendelser. Hvad er den vigtigste pointe i læren om skabelsen? At alt skylder Gud dets oprindelse. Hverken verden eller vi selv er tilfældige og meningsløse. Og vi bebor heller ikke Guds skaberværk på en måde, hvor vi kan være ligeglade med og neutrale i forhold til skaberværkets skønhed. Vi er skabt til at prise Gud for hans skaberværk – det er den kristne tro. Hvis Gud skabte verden, så er noget af hans visdom og skønhed genspejlet i den skabte orden. Vi ser Skaberens herlighed i skaberværkets skønhed. Når vi siger, at Gud skabte verden, siger vi også med Bibelen, at naturen ikke er guddommelig. Vi læser, at Gud skabte solen, månen og stjernerne. Vi kan let gå glip af betydningen af den pointe. Mange kulturer i den gamle verden anså disse himmellegemer for guddommelige, og derfor tilbad de dem eller frygtede dem. Gammel Testamente insisterer på, at eftersom vi er skabt af Gud, er vi også underordnet Gud. Så skabelsestroen befrier fra at tro på skæbnes. Vi er befriet fra at forholde os til mystiske stjernekræfter, som man ikke har nogen kontrol over. Skabelsestroen betyder, at vi ikke behøver at frygte noget som helst aspekt af skaberværket, når vi kender og er kendt af Skaberen.

 

Ældre artikler

 

Hvad skal vi mene om pandemien?

Det forlyder, at den smitsomme sygdom er ved at være omme, men man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Hvordan det end kommer til at gå, så er der så meget, der kan virke grusomt og meningsløst. Som nu corona’en. Det virker som blinde naturkræfter.

Nogle tror på naturen som deres holdepunkt. Det er et langt stykke ad vejen fint, men hvad så med de situationer, når naturen slår hårdt? Selvfølgelig kan man sige, at det er en del af den naturlige udvikling i naturen. Men en sådan udvikling med sygdomme som ’styringsredskab’ giver vel ikke en god tiltro til naturen? Det kan nemlig virke som om vi er overgivet til en blind skæbne.

Den bibelske betragtning kan synes rasende naiv, men er i grunden meget realistisk: Skaberværket var fra begyndelse ’såre godt’. Og mennesket blev givet herredømmet over naturen. Det betød naturligvis, at de skulle passe på naturen, regulere den på en skønsom måde, så mennesker dyr og natur kunne leve godt sammen. Men så kom syndefaldet. Og så blev det hele slået i stykker. Hver dag kan vi vælge at bruge fornuften til at udnytte naturkræfterne. Vi kan desværre også vælge at misbruge dem, så det ødelægger dag for dag. Men når mennesket tror på Kristus og igen er barn hos Gud ved syndernes forladelse, da holder Frelseren sin hånd over det, og alle ondskabens magter kan ikke gøre nogen virkelig skade. Med et salmevers:

Du siger så:
Kald du mig på,
hjælp skal du få,
og intet skal dig skade.

Der er fortsat mørke, storm, smitte og sygdom, ja, død, men det kan alt sammen ikke fastholde det menneske, som Jesus holder sin hånd over.

 

Lidelsens problem

I disse dage, hvor et helt land midt i Europa bliver sønderbombet, kan mennesker spørge: Hvis der er en skaber, der både er almægtig og kærlig, hvorledes kan han så tillade, at hans skabning både lider ondt og gør ondt?

Man har forsøgt med forskellige svar. Men den kristne forsynstro kommer ikke med et forsvar for Gud. For den kristne tro er lidelsens problem uløst og uløseligt i denne verden. Hvorfor? Fordi den kristne tro går ud fra, at lidelsen kommer fra det onde. Og det onde er på en ubegribelig måde i verden har sat sig op mod Guds gode skabervilje.

Lidelsens gåde kan først løses, når de sidste rester af det onde i vores verden endeligt er tilintetgjort, det vil sige når Jesus kommer igen: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord; for den forrige himmel og den forrige jord var veget bort, og havet var ikke mere… Og jeg hørte en høj røst fra himmelen, som sagde: ”Se, Guds bolig er hos menneskene… Og han skal aftørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.” (Johannes’ Åbenbaring 21).

Den kristne forsynstro løser ikke lidelsens problem, men rækker en hjælp til at bære lidelsen. Den holder fast ved, at netop i lidelsen er Gud at finde som den eneste virkelige hjælp til at bære det, som skal bæres. Sådan som Jesus bar sin lidelse og død. Sejren over lidelsen bliver i troen på ham vor, også når vor egen tros udholdenhed bryder sammen under lidelsens tryk. Derfor siger Paulus i et brev til menigheden i Rom: ”Men vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud… Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Hvem skal kunne skille os fra Guds kærlighed?”

 

Jomfrufødslen

Det er Mariæ Bebudelsesdag på søndag, og der er altså ni måneder til jul. Jomfrufødslen er ikke særlig stærkt bevidnet i Ny Testamente. I sammenligning fylder Jesu opstandelse fra de døde utrolig meget på næsten hvert blad i nogle af apostlenes breve.

Men det er tydeligt, at de to evangelier, der fortæller om jomfrufødslen, opfatter det sådan, at det er noget der er virkeligt og sandt. Der fortælles udførligt om bebudelsen ved englen Gabriel og jomfrufødslen. Det er bemærkelsesværdigt, at den Lukas, som lægger stor vægt på, at tingene skal være sikre og bevidnet, skriver bredt om dette.

Det er overvældende at tænke over, om ikke Maria er den, der i en inderkreds, og mest der, har fortalt om underet. Marias spørgsmål til englen står der stadig som et utroligt spørgsmål: ”Hvorledes skal det gå til?” Altså hvordan skulle hun kunne få dette barn, når hun nu ikke havde været sammen med sin kommende mand Josef? Da Jesus er født i Betlehem, kommer hyrderne ind til barnet og fortæller om englenes sang på marken midt blandt fårene. Her hører vi igen, at Maria mediterer over ordene: ”Hun gemte disse ord i sit hjerte og grundede over dem.”

Vi kan følge Maria og grunde over det store under, at Gud blev menneske, født af jomfru Maria. Det under kan vi grunde over, hver gang vi fremsiger trosbekendelsen: ”født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus…” Og læg mærke til, Jesu pinsel følger lige efter Jesu fødsel – det handler om et menneske med kød og blod.

Da Maria har taget disse ord ind, bryder hun snart ud i sin uovertrufne lovsang, hvor hun siger dette om sig selv: ”Thi se, fra nu af skal alle slægter prise mig salig, for den Mægtige har gjort store ting imod mig.”

Underet er, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske på én gang. Hvis vi vil forstå et under med tanken alene, kommer vi til kort. Men troen styrkes derimod af det, Maria fik at vide af englen: ”Thi intet er umuligt for Gud.” Menighedens svar er som Marias: at synge lovsang!

 

Jesu død – en tilfældig død?

Gud er skjult. ”Ingen har nogensinde set Gud”, hedder det i 1. Johannesbrev 4,12. Og så alligevel. For Gud har åbenbaret sig. Det, vi skal beskæftige os med, er ikke, hvordan Gud virker i det skjulte, men vi skal beskæftige os med den åbenbarede Gud. Sådan siger Martin Luther. Det vil sige, vi skal beskæftige os med Gud, som han træder frem for os i sin Søn Jesus. Det er ikke til at se, at det er Gud. Da slet ikke, når vi ser, at han bliver korsfæstet. Gud? Der er ikke noget guddommeligt at se ved en blodig korsdød. Det kræver tro at holde fast i, at det er Gud, vi har med at gøre. Men til gengæld er der en klarhed og entydighed: Gud møder os som den, der tager sig af os, viser os nåde, tilgiver os og dør i vores sted.

Jesu korsdød er ikke en tilfældig handling, men forudsagt i Skrifterne. Det gentager Jesus Kristus for sine disciple undervejs på vandringen: Han skal blive korsfæstet, Han siger det på forhånd og fortæller, at det er forudsagt gennem århundrederne. Skærtorsdag aften tolker han sin korsdød. Han deler brødet ud: ”Dette er mit legeme, som gives for jer til syndernes forladelse”. Gives gennem at blive ofret på korset. Han deler vinen ud: ”Dette er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.” Blodet, der flyder fra hans legeme på korset. Afskaffelsen af alle ofre ved det endegyldige offer på korset.

Han uddeler syndernes forladelse gennem hele sit liv og endegyldigt gennem sin død. Og siden gennem sin opstandelse. Det er blot at tage imod syndernes forladelse. Som røveren ved Jesu side, der bad til Jesus og fik at vide: ”I dag skal du være med mig i Paradis.”

 

De kvindelige vidner til Jesu tomme grav og hans opstandelse

Det er ganske enkelt forbløffende, at det er kvinder, der er de første vidner til den tomme grav. Kvinder talte meget lidt i det jødiske og græsk-romerske samfund på den tid. Kvinder var ingenting – det var gods eller løsøre. Kvinder kunne ikke vidne i en retssag.

Og så finder Gud på den højeste ironi: nogle kvinder bevidner hans Søns opstandelse! Hvis nogen skulle have opfundet beretningen om opstandelsen, ville de så have gjort kvinder til de første vidner? Naturligvis ikke. Kun Gud kunne have fundet på noget så bemærkelsesværdigt. Men det er den utrolige ironi, den utrolige humor og utrolige overraskelse, den almægtige Gud kommer med: Da han udfører den største gerning siden verdens skabelse ved at oprejse sin Søn fra de døde, lader han det som det første bevidne af kvinder snarere end af mænd. Strålende!

Apostlen Paulus fandt nok det en prøvelse. For kvinderne glimrer ved deres fravær fra hans liste af opstandelsesvidner. Ikke fordi Paulus er kvindehader, langtfra. Men deres vidnesbyrd ville bare ikke holde ved en retssag på den tid. Den ene af kvinderne kaldes bare ”den anden Maria”. Hun var en af de kvinder, der havde sørget for maden gennem Jesu vandring med disciplene fra landsby til landsby. Hun var selvfølgelig også til stedet ved korsfæstelsen og gravlæggelsen. Der omtales hun som ”Maria, Jakobs og Josefs mor”.

Vi aner intet om de to brødre, men de må jo have været meget kendte i kredsen af disciple, ligesom deres mor. Hun var ”den anden Maria”, fordi den første var Maria Magdalene, som også så den Opstandne Jesus. Netop denne meget dagligdags, men præcise omtale af ”den anden Maria” vidner om, at beretningen kommer fra de allernærmeste i kredsen omkring Jesus. Lige ud af virkeligheden.

 

De sidste tider?

Der er en stor interesse for film om enorme naturkatastrofer, verdensomspændende kaos på kloden, eller ligefrem jordens undergang. Med den krig, der nu finder sted i Ukraine, kan der være grund til frygt. Frygt for, at krigen breder sig lidt efter lidt. Ingen kan vide, hvordan krigen udvikler sig. Men rædslerne er allerede nu helt ubegribelige. For 11 år siden begyndte en tilsvarende ødelæggende krig i Syrien.

Der er ca. 7 millioner syriske flygtninge og det samme antal, som har været nødt til at flytte et helt andet sted hen i landet. Derfor har vi den dag i dag syriske flygtninge iblandt os. Og nu er tallet på ukrainske flygtninge på vej mod 6 millioner, samtidig med at en halv million ukrainere er blevet deporteret.

Hvad har Jesus at sige til det, der sker? Ja, Jesus taler indgående til sine disciple om endetiden og det, der skulle gå forud. Ifølge Markusevangeliet 13,7-8 sagde Jesus: ”Når I hører krigslarm og rygter om krig, så lad jer ikke skræmme. Det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig mod folk, og land imod land, sted efter sted skal der komme jordskælv, og der skal være hungersnød. Dette er begyndelsen på veerne.” Der er ingen tidsangivelser.

Og Jesus forsikrer sine disciple, at han ikke engang selv kender dagen eller timen, hvor enden skal komme. Men han ved noget andet: at hans ord skal aldrig forgå, om så himmel og jord forgår. Det er der noget meget trøsterigt i: Gud har kontrollen i sidste ende! Og ikke det alene. Jesus formaner sine disciple til ikke at gå rundt og hænge med hovedet, tværtimod: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

 

Pinse

Ordet kommer af det græske ord pentekoste, som betyder: den halvtredsindstyvende. For pinsedag falder netop 50 dage efter påskedag. Fyrre dage efter påske, Kristi Himmelfartsdag, befalede Jesus disciplene at vente i Jerusalem på ”det, Faderen havde lovet” at give dem, nemlig Helligånden. De venter i 10 dage, så falder Helligånden over dem, og de taler pludselig om Jesus på alle mulige sprog. Jesus havde forberedt det godt: Jøder fra hele verden var netop da kommet til Jerusalem for at fejre den jødiske pinsefest.

Den fest var en tidlig høstfest, men kulminerede i en fest for Herrens pagt med folket, da han gav de ti bud på Sinaj bjerg. ’Herren’ var jødernes oversættelse af de fire bogstaver JHVH, som ikke må udtales. (Nogle har ment, at de fire bogstaver kan fyldes ud, så det bliver ’Jehova’, men det er et gæt. I dag gætter forskere på, at ordet skal udtales ’Jahve’). Og nu kommer noget utroligt: de første kristne identificerede Jesus med ’Herren’, JHVH.

Så da Helligånden falder på disciplene, så er det den nye pagt, der træder i kraft. Indtil pinsedag var disciplene bange og holdt sig inden døre. Men da Helligånden fylder dem med kraft og mod, går de direkte op til templet til den store menneskemængde der og forkynder, at Jesus er Herren, at han der var blevet korsfæstet ikke længe før, nu var opstået fra de døde. De fortæller dette på alle mulige sprog, som Helligånden har indgivet dem.

Pinsen kaldes kirkens fødselsdag, og med rette. For fra da af er der kun én vej frem for apostlene: ud med budskabet, at Jesus er Herren, Frelseren, der er opstået fra de døde. Deres ekstatiske glæde over hans opstandelse er den eneste forklaring på, at apostlenes tro smittede så vanvittig hurtigt. For allerede pinsedag kom 3.000 til tro og blev døbt.

Ved troen og dåben modtager nye døbte den dag i dag Guds Ånd i deres hjerter. Det evige liv er begyndt, og tilgivelsen aktiveres, når som helst den enkelte beder om den. På den måde kan livet fornyes hver eneste dag for den troende ved Helligåndens hjælp. Kirken er ikke et rent menneskeligt fællesskab, men er den dag i dag Helligåndens fællesskab af mennesker, der angrer deres synder og modtager tilgivelsen fra Gud.

 

Treenigheden

I søndags indledtes den del af kirkeåret, som kaldes trinitatis-tiden. Trinitatis betyder på latin ’treenighedens’ underforstået ’treenighedens søndag’, med det latinske ord: ’trinitatis søndag’. Derefter følger resten af sommeren og hele efteråret igennem den ene søndag efter den anden ’efter trinitatis’, altså efter ’treenighedens søndag’. Men hvad betyder treenigheden? Jesus Kristus har åbenbaret, at Gud er Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er let at se i evangeliet. Han taler om Gud som sin og disciplenes Fader.

Han lærer sine disciple til alle tider at begynde bønnen fadervor: ”Vor Fader, du som er i himlene!” (eller ”Fader vor…”). Samtidig kalder Jesus sig selv for Sønnen. Han underordner sig under sin Fader og taler kun, hvad Faderen har givet ham at sige. Og så siger han, at han og Faderen er ét. Og at han er ’i Faderen’ og Faderen er ’i ham’. Det er altså Faderen og Sønnen.

Hvad så med Helligånden? Jo, Jesus siger, at når han selv går bort og ikke længere færdes synligt iblandt disciplene, da vil Faderen sende Helligånden til dem. Et sted siger Jesus: ” Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig.” (Johannesevangeliet 15,26). Han kalder Helligånden for Talsmanden. For Helligånden forsvarer disciplen mod angreb indefra og udefra. Jesus sender Helligånden, som udgår fra Faderen.

Vi kan her se, hvor inderligt forbundet Faderen, Sønnen og Helligånden er. Tidligt brugte kristne billedet med solen: Solen er Faderen. Øjnene blændes af at se direkte på solen, ligesom det sker, hvis vi så Gud direkte, hvad intet menneske kan. Derfor ser vi Gud gennem Jesus, som selv også er Gud. Han er strålen fra solen, der når os på jorden. Og Helligånden er den varme, som solen skaber på jorden. Helligåndens varme hjælper kristne til at holde fast ved troen, som hele tiden på ny aktiveres gennem bøn i Jesu navn og ved at handle efter Jesu ord. Derigennem sker der det, siger Jesus, at disciplene er ’i ham’, fordi Helligåndens varme virker i ham og hende.

 

Det mindste græs – og tidsler

Det mindste græs… Sådan begynder et vers i en kendt salme. Det er godt at tage sig tid til at undres over det mindste græs. Der er græs! Det er til. Bare det. Og så det, græsset kan bruges til: til foder. Og plænen, der står smukt efter klipning af græsset: en fryd for øjet, et sted at lege og spille spil. Et åbent rum, der bare er til. Et sted at lægge sig ned og se på de drivende skyer i højsommeren. Eller solbade eller tage sig en lur.

Digteren, der skriver om det mindste græs, spekulerer: Hvor skulle jeg den visdom få om det kun ret at tale? Den visdom, han gerne vil have, er, at han taler om græsset i lovsang til Skaberen. Som fandt på græs. Og det, der ellers gror i græsset som tidsler og kløver og mos!

Græs er måske til at forholde sig til, men hvad skal vi med tidsler? Måske er det her, nogle begynder at undre sig. Tidsler er med til at bringe os ned på jorden, begynde at indse noget om os selv.

En julesalme, der tidligere var meget elsket, er ligesom svundet ind i den fælles erindring. Den er kendt for denne linje: ”Forhærdede tidsel-gemytter, så stive som torne og støtter, hvi holder i eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke!” Støtter er glatte, opadstræbende piller. Tidsler minder os om at søge de ydmyge steder, som digteren kalder dem: ”Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for Frelseren græder, så får I vor Jesus i tale, thi roserne vokse i dale.”

Det er en åndelig virkelighed: så længe vi tror på vores egen kraft, så må vi også pukle løs. Men den inderste kerne i den kristne tro er at have tillid til Jesus Kristus og ham alene og derfor modtage kærlighed og styrke fra ham. ”Thi roserne vokse i dale.”

Tale om skabelsen på basis af Alistair McGuires Creation med William Blakes billede "The Ancient of Days" / Den gamle af dage

Udeladelsen af en religiøs dimension ved naturen kommer man til at øve vold på den.

”Oplysningen” sagde, at det var fuldstændig irrationelt og ude af trit med tiden at se verden på anden måde end i rent naturlige forestillinger.

C.S. Lewis: ”Jeg tror på kristendommen, som jeg tror, at Solen er stået op – ikke bare fordi jeg ser den, men fordi jeg ser alt andet gennem den.” Det er forskellen på at anse naturen for et spejl og så et vindue. Et spejl gør, at man ser sig selv i det, og påfører naturen sig selv. Et vindue – så ser vi gennem naturen Guds skaberkraft og væsen og meget mere.

Hvad forskel gør det, om man tror på Gud som skaberen eller ikke? Jo, det er en stor forskel på en idé, man tror på, og så en ide, man ikke tror på. For når første det kristne syn på verden antages som sandt, så fører det til en særlig form for fantasifuld nydelse.

For trosanskuelser, som er tilegnet og regnes for virkelige og sande, har en æstetisk kvalitet i sig, som gør, at vi kan værdsætte, skatte højt og beundre den guddommelige virkelighed gennem vor indbildningskraft/forestillingsevne.

 

Så se vi alt i lyset af vort billede af Gud. At tro på Gud er som at tage nogle briller på, som gør, at vi kan se verden på en særlig måde.

Læren om skabelse er som sådan en linse, der fokuserer skarpt på et enormt landskab. Eller det er som et kort, der hjælper os med at begribe træk ved terrænet rundt om os.

Hvad er det egentlig for en verden, vi lever i? Og hvad er vor plads i verden? Det er spørgsmål, der melder sig, når vi tænker på meningen med livet, og hvad vi skal gøre, hvis vi skal være tro disciple i verden.

En afgørende del af det kristne svar er læren om skabelsen.

”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden…” Disse ord genlyder i kristne trosbekendelser og i vor kirkes reformatoriske bekendelser og i Luthers lille katekismus.

Hvad er den vigtigste pointe i læren om skabelsen? At alt skylder Gud dets oprindelse. Hverken verden eller vi selv er tilfældige og meningsløs.

Og vi bebor heller ikke Guds skaberværk på en måde, hvor vi kan være ligeglade med og neutrale i forhold til skaberværkets skønhed.

 

Utallige kristne forfattere af enhver observans understreger, at Gud skabte os for at vi skulle nyde skaberværket.

Så troen på, at Gud skabte verden fremkalder nogle tankelinjer:

1 Hvis Gud skabte verden, så er noget af hans visdom og skønhed genspejlet i den skabte orden. Vi ser Skaberens herlighed i skaberværkets skønhed.

2 Den skabte orden er Guds, ikke vores. Vi må lære at respektere det skabte som noget, vi lever i, og som det er os betroet at drage omsorg for.

 

Når vi siger, at Gud skabte verden, siger vi også med Bibelen, at naturen ikke er guddommelig. Vi læser, at Gud skabte solen, månen og stjernerne. Vi kan let gå glip af betydningen af den pointe. Mange kulturer i den gamle verden anså disse himmellegemer for guddommelige, og derfor tilbad de dem eller frygtede dem.

Nogle mente, at himmellegemerne udøvede en dyb, måske uhyggelig påvirkning af menneskers skæbne.

Gammel Testamente insisterer på, at eftersom vi er skabt af Gud, er vi også underordnet Gud. Så skabelsestroen befrier dem, som tror, at deres skæbne afgøres af mystiske stjernekræfter, som de ikke har nogen kontrol over. Skabelsestroen betyder, at vi ikke behøver at frygte noget som helst aspekt af skaberværket, når vi kender og er kendt af Skaberen.

Bibelen understreger Guds omsorg for alle aspekter af den skabte orden, især menneskene. Gud har i kærlighed dannet verden, og han lader den ikke i stikken, men har hele tiden omsorg for den. Den Gud, som skabte verden, kan kendes, kan vi have tillid til, og stole på. Det siger profeten Esajas 40,27-28 på denne måde:

Og Jesus siger det i Matth. 6,25-34: Gud tager sig af liljerne og fuglene, hvor meget mere folks behov? De må ikke være urolige og bekymrede.

Så i praksis – hvad betyder det at tro på Gud som Skaber? Martin Luther i katekismen om troen på Skaberen:….

Men hvordan kan vi forestille os Gud som Skaber? Gennem tiden: som arkitekt eller som kunstner. Sammenligning med St Paul’s Cathedral i London. Sir Christopher Wren byggede den i 1710. Der er ingen indskrift til minde om Wren i kathedralen. Der er i stedet en indskrift over den nordlige dør: ”Hvis du søger efter en indskrift til minde om Wren, se dig omkring.” For arkitektens genialitet og hans visdom kan ses i det, han har bygget.

Sådan også med Skaberen. Kelterne kaldte den skabte verden for ”den store kathedral” i forhold til de mindre kathedraler bygget af menneskehænder.

En kunstner, som har arbejdet med skabelsen er William Blake. Således i værket ”The Ancient of Days”/”Den Gamle af Dage” (1794).

Blake portrætterer Gud som en, der skaber verden med orden – læg mærke til måleinstrumentet, Gud holder i sin venstre hånd. Gud skaber orden i formløst stof.

Gud siger ifølge Blake med dette maleri: ”Jeg er den Gud, der har skabt alt dette, jeg er her og har omsorg for dig. Selvom du ikke kan begribe alt, hvad jeg har gjort, kan du stole på mig i alle ting”.

Men billedet har også et andet budskab. Blake mente, at livet kan gøres fattigt gennem for stor en tiltro til fornuften. Blakes billede er derfor delvis en kritik af en overdrevet fornuftsmæssig tilgang til Gud som Skaber. Gennem Isaac Newtons mekaniske tilgang til Gud og skabelse var virkeligheden reduceret til det, der kan måles. Nu ses naturen og Guds skaberværk i rent mekaniske forestillinger. Men hvad med en åndelig tilgang og hvad med skønhed?

Dorothy L. Sayers er mest kendt som krimiforfatter. Men hun foreslog, at Gud kunne tænkes som en forfatter til en bog. Sådan en forfatter frembragte både karakterer og scenarier på en sådan måde, at de kunne påvirke andres liv. De tidlige kristne så også på naturen som en bog. Der var to bøger, Skriftens bog og naturens bog. Begge åbenbarede Gud på forskellig måde, der kompleterede hinanden.

Derfor foretrak Blake at tænke på Gud som en kunstner, som ville sætte fantasien i bevægelse, snarere end kun forstanden og forståelsen.

Det, Gud søgte at kommunikere, var lige så meget skønhed som sandhed. Han fandt det bedst og rigtigst, at se den naturlige verden som Guds kunstværk, der frembringer den troendes undren og fryd snarere end den blotte tilslutning til troen på Guds eksistens og visdom.

Hvad ved vi? Hvad skete der påskemorgen og deromkring?

En historiker har sagt: Troende mennesker kan være til at fortvivle over for historikeren, ikke fordi de kommer med usandheder, men måske snarere fordi de ikke har evnen til at have mistillid til det, andre fortæller; de går ikke langt nok i deres analyse og de sætter ikke spørgsmålstegn ved selv deres egne indtryk af det, der er sket.

Hele Vesten er formet af det, der skete i Det hellige Land i årene, endda ugerne, faktisk på nogle få dage lige efter korsfæstelsen.

Den begivenhed har tilsyneladende hensat disciplene i stor forvirring. Tag Peter: i sin frygt lyver han helt vildt og nægter at have nogen som helst forbindelse til Jesus! Når vi får beskrivelser som den om Peters utilstrækkelighed, så må de være kommet fra disciplene selv. For hverken forfatterne til evangelierne eller nogen som helst anden kan have haft noget motiv til at finde på sådanne historier, medmindre de var sande. Det skete: Peter fornægtede Jesus, de andre flygtede fra det hele i det øjeblik, deres mester havde mest brug for dem. På godt dansk stak de halen mellem benene.

Troen på, at Jesus var opstået fra de døde, bliver til netop da. Og fortællingerne om opstandelsen får deres kendte form med en hast, som kun kan forbavse historikere.

Man kan spørge: Ville påstanden om Jesu opstandelse efter tre dage ikke have mistet meget af sin kraft, hvis det budskab først blev forkyndt med en vis forsinkelse. Med andre ord: Alt det med opstandelsen er bundet op på, at det blev forkyndt lynhurtigt!

Og så tog disciplene fat på den største missionsvirksomhed nogensinde. Godt nok havde de lærepunkter at forkynde, men alt afhang af de begivenheder, de havde været vidner til. Alt afhang af selve de kendsgerninger, de kunne fortælle om, og af at deres ord kunne overbevise.

Og lige siden, efterhånden som kirken udviklede sig, afhang stadig alt af de kendsgerninger, som disciplene som øjenvidner havde fortalt.

Men vi har jo ikke de oprindelige beretninger i rå form, men blandet en generation senere med læren, som den udviklede sig.

Alligevel kan vi vide det, som disciplene bevidnede, på lige fod med dem, der levede dengang!

Mange troede på forkyndelsen på grund af nogle ydre garantier, bekræftelser. Disciplene var overbevist om, at de havde det den Opstandne Kristus. Og det i sig selv var nok garanti.

Men opstandelsen kunne kun virke således for dem, som allerede troede på den, muligvis kun for dem, som havde set det selv.

For historikeren er der stadig visse ydre ting, som giver vægt til de kendsgerninger, der er beskrevet.

Først er der den utrolige forvandling, som synes at have fundet sted så hurtigt i de disciple, som tilsyneladende havde været så fuldstændig opløst og demoraliseret, da Jesus blev korsfæstet.

For det andet var der den usædvanlige åndelige styrke, den utrolige indre dybde, som en håndfuld ydmyge mænd havde fået, sammen med en ramme af utrolig lære, som kom frem så hurtigt.

For det tredje var der den forbavsende missionsbevægelse, som modigt modstod regeringsmagter, som nogle gange fik overhånd over dybt forankrede religioner, og fortsatte på trods af den konstante frygt for truende martyrium.

Det synes i hvert fald fuldstændig umuligt at få øje på personlige ambitioner eller egeninteresser, som kunne have fået disciplene og prædikanterne til at udføre en form for bedrag; de må have vidst, at de ville gå den næsten visse død i møde.

Hvis vi nu spørger, hvad der fik så mange til at tage imod evangeliet, så har de nok ikke hæftet sig ved bare et enkelt punkt som opstandelsen. Nej, de har taget imod prædikenen om evangeliet som helhed, som en samlet pakke. Dels fordi den måske har givet dem et højere begreb om Gud, dels fordi det måske har passet så godt med deres opfattelse af hele den menneskelige situation, og dels fordi de under alle omstændigheder kunne se så meget mening med kaldet til omvendelse.

Mange har sikkert taget imod evangeliet med en følelse af, at det tilbød en form for befrielse fra en nært forestående undergang, fordi verdens ende var lige om hjørnet. Og da de først havde overgivet sig til den nye religion, blev de overbeviste om, at den bekræftedes i deres eget indre liv; de blev sikre på, at de faktisk også havde fået kontakt med den Opstandne Kristus. Det er en temmelig vigtig pointe.

Alle vil være enige i, at noget i evangelierne – f.eks. korsfæstelsen og opstandelsen – må have været prædiket fra første begyndelse. Det var årsagen til alt det andet, der skete, og vidnesbyrdet må have kommet fra disciplene. Der er ingen tvivl om, at disciplenes tro på disse begivenheder var af en overmægtig karakter. Og så ser det ud til, at traditionen, der udvikler sig, har særlig fokus på Jesu lidelse, på stadierne på vej til korsfæstelsen. Her kan man se ud fra evangelierne, at der – åbenbart på et tidligt tidspunkt – udvikledes en meget detaljeret, meget sammenhængende og meget konsekvent fortællingsdel om Kristus, som derefter kom ind i en overleveringsproces og blev givet ordentligt videre til os.

Man har lagt mærke til, at en eller to af de hændelser, som er med i denne del af fortællingen, er med uden noget øjensynligt formål, ud over måske at gøre opmærksom på bestemte udenforstående mennesker, som var øjenvidner.

Det er også temmelig imponerende at se, hvor fuldstændig og præcis (i forhold til de fleste ting på den tid) beretningen om korsfæstelsen er. Det var jo et emne, der kunne have fået fantasien til at gå amok.

Det, Jesus havde sagt, var tydeligvis en vigtig sag fra første begyndelse, og samlinger af det, han havde sagt, kan være kommet i omløb temmelig tidligt. Men samtidig er det nok sådan, at nogle af historierne og de ord, Jesus sagde, efter al sandsynlighed kommer fra disciplene selv og er blevet sagt i prædikener eller menighedssamlinger.

De ord og fortællinger var dem, der havde størst sandsynlighed for at overleve i det lange løb.

Men kirken har screenet alt, hvad der blev fortalt, og når man ser på de mange opfundne historier og Jesusord, der findes, viste kirken i flere perioder en bemærkelsesværdig evne til at udvælge af det, der blev godtaget eller ej.

Nogle historikere vil mene, at den anerkendte tradition må meget tidligt være nået til den form, vi kender. Muligvis indenfor tyve år efter korsfæstelsen, mens mange vidner stadig var i live og der var alle muligheder for at udfordre usande vidnesbyrd.

***

En let bearbejdet udgave af historikeren Herbert Butterfield: ’The Modern Historian and New Testament History’, side100-106, i: Writings on Christianity and History, New York/Oxford, 1979

Jomfrufødslen - marts 2022

Det er Mariæ Bebudelsesdag på søndag, og der er altså ni måneder til jul. Jomfrufødslen er ikke særlig stærkt bevidnet i Ny Testamente. I sammenligning fylder Jesu opstandelse fra de døde utrolig meget på næsten hvert blad i nogle af apostlenes breve.

Men det er tydeligt, at de to evangelier, der fortæller om jomfrufødslen, opfatter det sådan, at det er noget der er virkeligt og sandt. Der fortælles udførligt om bebudelsen ved englen Gabriel og jomfrufødslen. Det er bemærkelsesværdigt, at den Lukas, som lægger stor vægt på, at tingene skal være sikre og bevidnet, skriver bredt om dette.

Det er overvældende at tænke over, om ikke Maria er den, der i en inderkreds, og mest der, har fortalt om underet. Marias spørgsmål til englen står der stadig som et utroligt spørgsmål: ”Hvorledes skal det gå til?” Altså hvordan skulle hun kunne få dette barn, når hun nu ikke havde været sammen med sin kommende mand Josef? Da Jesus er født i Betlehem, kommer hyrderne ind til barnet og fortæller om englenes sang på marken midt blandt fårene. Her hører vi igen, at Maria mediterer over ordene: ”Hun gemte disse ord i sit hjerte og grundede over dem.”

Vi kan følge Maria og grunde over det store under, at Gud blev menneske, født af jomfru Maria. Det under kan vi grunde over, hver gang vi fremsiger trosbekendelsen: ”født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus…” Og læg mærke til, Jesu pinsel følger lige efter Jesu fødsel – det handler om et menneske med kød og blod.

Da Maria har taget disse ord ind, bryder hun snart ud i sin uovertrufne lovsang, hvor hun siger dette om sig selv: ”Thi se, fra nu af skal alle slægter prise mig salig, for den Mægtige har gjort store ting imod mig.”

Underet er, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske på én gang. Hvis vi vil forstå et under med tanken alene, kommer vi til kort. Men troen styrkes derimod af det, Maria fik at vide af englen: ”Thi intet er umuligt for Gud.” Menighedens svar er som Marias: at synge lovsang!

Lidelsens problem - marts 2022

I disse dage, hvor et helt land midt i Europa bliver sønderbombet, kan mennesker spørge: Hvis der er en skaber, der både er almægtig og kærlig, hvorledes kan han så tillade, at hans skabning både lider ondt og gør ondt?

Man har forsøgt med forskellige svar. Men den kristne forsynstro kommer ikke med et forsvar for Gud. For den kristne tro er lidelsens problem uløst og uløseligt i denne verden. Hvorfor? Fordi den kristne tro går ud fra, at lidelsen kommer fra det onde. Og det onde er på en ubegribelig måde i verden har sat sig op mod Guds gode skabervilje.

Lidelsens gåde kan først løses, når de sidste rester af det onde i vores verden endeligt er tilintetgjort, det vil sige når Jesus kommer igen: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord; for den forrige himmel og den forrige jord var veget bort, og havet var ikke mere… Og jeg hørte en høj røst fra himmelen, som sagde: ”Se, Guds bolig er hos menneskene… Og han skal aftørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.” (Johannes’ Åbenbaring 21).

Den kristne forsynstro løser ikke lidelsens problem, men rækker en hjælp til at bære lidelsen. Den holder fast ved, at netop i lidelsen er Gud at finde som den eneste virkelige hjælp til at bære det, som skal bæres. Sådan som Jesus bar sin lidelse og død. Sejren over lidelsen bliver i troen på ham vor, også når vor egen tros udholdenhed bryder sammen under lidelsens tryk. Derfor siger Paulus i et brev til menigheden i Rom: ”Men vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud… Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Hvem skal kunne skille os fra Guds kærlighed?”