Hvad ved vi? Hvad skete der påskemorgen og deromkring?

En historiker har sagt: Troende mennesker kan være til at fortvivle over for historikeren, ikke fordi de kommer med usandheder, men måske snarere fordi de ikke har evnen til at have mistillid til det, andre fortæller; de går ikke langt nok i deres analyse og de sætter ikke spørgsmålstegn ved selv deres egne indtryk af det, der er sket.

Hele Vesten er formet af det, der skete i Det hellige Land i årene, endda ugerne, faktisk på nogle få dage lige efter korsfæstelsen.

Den begivenhed har tilsyneladende hensat disciplene i stor forvirring. Tag Peter: i sin frygt lyver han helt vildt og nægter at have nogen som helst forbindelse til Jesus! Når vi får beskrivelser som den om Peters utilstrækkelighed, så må de være kommet fra disciplene selv. For hverken forfatterne til evangelierne eller nogen som helst anden kan have haft noget motiv til at finde på sådanne historier, medmindre de var sande. Det skete: Peter fornægtede Jesus, de andre flygtede fra det hele i det øjeblik, deres mester havde mest brug for dem. På godt dansk stak de halen mellem benene.

Troen på, at Jesus var opstået fra de døde, bliver til netop da. Og fortællingerne om opstandelsen får deres kendte form med en hast, som kun kan forbavse historikere.

Man kan spørge: Ville påstanden om Jesu opstandelse efter tre dage ikke have mistet meget af sin kraft, hvis det budskab først blev forkyndt med en vis forsinkelse. Med andre ord: Alt det med opstandelsen er bundet op på, at det blev forkyndt lynhurtigt!

Og så tog disciplene fat på den største missionsvirksomhed nogensinde. Godt nok havde de lærepunkter at forkynde, men alt afhang af de begivenheder, de havde været vidner til. Alt afhang af selve de kendsgerninger, de kunne fortælle om, og af at deres ord kunne overbevise.

Og lige siden, efterhånden som kirken udviklede sig, afhang stadig alt af de kendsgerninger, som disciplene som øjenvidner havde fortalt.

Men vi har jo ikke de oprindelige beretninger i rå form, men blandet en generation senere med læren, som den udviklede sig.

Alligevel kan vi vide det, som disciplene bevidnede, på lige fod med dem, der levede dengang!

Mange troede på forkyndelsen på grund af nogle ydre garantier, bekræftelser. Disciplene var overbevist om, at de havde det den Opstandne Kristus. Og det i sig selv var nok garanti.

Men opstandelsen kunne kun virke således for dem, som allerede troede på den, muligvis kun for dem, som havde set det selv.

For historikeren er der stadig visse ydre ting, som giver vægt til de kendsgerninger, der er beskrevet.

Først er der den utrolige forvandling, som synes at have fundet sted så hurtigt i de disciple, som tilsyneladende havde været så fuldstændig opløst og demoraliseret, da Jesus blev korsfæstet.

For det andet var der den usædvanlige åndelige styrke, den utrolige indre dybde, som en håndfuld ydmyge mænd havde fået, sammen med en ramme af utrolig lære, som kom frem så hurtigt.

For det tredje var der den forbavsende missionsbevægelse, som modigt modstod regeringsmagter, som nogle gange fik overhånd over dybt forankrede religioner, og fortsatte på trods af den konstante frygt for truende martyrium.

Det synes i hvert fald fuldstændig umuligt at få øje på personlige ambitioner eller egeninteresser, som kunne have fået disciplene og prædikanterne til at udføre en form for bedrag; de må have vidst, at de ville gå den næsten visse død i møde.

Hvis vi nu spørger, hvad der fik så mange til at tage imod evangeliet, så har de nok ikke hæftet sig ved bare et enkelt punkt som opstandelsen. Nej, de har taget imod prædikenen om evangeliet som helhed, som en samlet pakke. Dels fordi den måske har givet dem et højere begreb om Gud, dels fordi det måske har passet så godt med deres opfattelse af hele den menneskelige situation, og dels fordi de under alle omstændigheder kunne se så meget mening med kaldet til omvendelse.

Mange har sikkert taget imod evangeliet med en følelse af, at det tilbød en form for befrielse fra en nært forestående undergang, fordi verdens ende var lige om hjørnet. Og da de først havde overgivet sig til den nye religion, blev de overbeviste om, at den bekræftedes i deres eget indre liv; de blev sikre på, at de faktisk også havde fået kontakt med den Opstandne Kristus. Det er en temmelig vigtig pointe.

Alle vil være enige i, at noget i evangelierne – f.eks. korsfæstelsen og opstandelsen – må have været prædiket fra første begyndelse. Det var årsagen til alt det andet, der skete, og vidnesbyrdet må have kommet fra disciplene. Der er ingen tvivl om, at disciplenes tro på disse begivenheder var af en overmægtig karakter. Og så ser det ud til, at traditionen, der udvikler sig, har særlig fokus på Jesu lidelse, på stadierne på vej til korsfæstelsen. Her kan man se ud fra evangelierne, at der – åbenbart på et tidligt tidspunkt – udvikledes en meget detaljeret, meget sammenhængende og meget konsekvent fortællingsdel om Kristus, som derefter kom ind i en overleveringsproces og blev givet ordentligt videre til os.

Man har lagt mærke til, at en eller to af de hændelser, som er med i denne del af fortællingen, er med uden noget øjensynligt formål, ud over måske at gøre opmærksom på bestemte udenforstående mennesker, som var øjenvidner.

Det er også temmelig imponerende at se, hvor fuldstændig og præcis (i forhold til de fleste ting på den tid) beretningen om korsfæstelsen er. Det var jo et emne, der kunne have fået fantasien til at gå amok.

Det, Jesus havde sagt, var tydeligvis en vigtig sag fra første begyndelse, og samlinger af det, han havde sagt, kan være kommet i omløb temmelig tidligt. Men samtidig er det nok sådan, at nogle af historierne og de ord, Jesus sagde, efter al sandsynlighed kommer fra disciplene selv og er blevet sagt i prædikener eller menighedssamlinger.

De ord og fortællinger var dem, der havde størst sandsynlighed for at overleve i det lange løb.

Men kirken har screenet alt, hvad der blev fortalt, og når man ser på de mange opfundne historier og Jesusord, der findes, viste kirken i flere perioder en bemærkelsesværdig evne til at udvælge af det, der blev godtaget eller ej.

Nogle historikere vil mene, at den anerkendte tradition må meget tidligt være nået til den form, vi kender. Muligvis indenfor tyve år efter korsfæstelsen, mens mange vidner stadig var i live og der var alle muligheder for at udfordre usande vidnesbyrd.

***

En let bearbejdet udgave af historikeren Herbert Butterfield: ’The Modern Historian and New Testament History’, side100-106, i: Writings on Christianity and History, New York/Oxford, 1979

Jomfrufødslen - marts 2022

Det er Mariæ Bebudelsesdag på søndag, og der er altså ni måneder til jul. Jomfrufødslen er ikke særlig stærkt bevidnet i Ny Testamente. I sammenligning fylder Jesu opstandelse fra de døde utrolig meget på næsten hvert blad i nogle af apostlenes breve.

Men det er tydeligt, at de to evangelier, der fortæller om jomfrufødslen, opfatter det sådan, at det er noget der er virkeligt og sandt. Der fortælles udførligt om bebudelsen ved englen Gabriel og jomfrufødslen. Det er bemærkelsesværdigt, at den Lukas, som lægger stor vægt på, at tingene skal være sikre og bevidnet, skriver bredt om dette.

Det er overvældende at tænke over, om ikke Maria er den, der i en inderkreds, og mest der, har fortalt om underet. Marias spørgsmål til englen står der stadig som et utroligt spørgsmål: ”Hvorledes skal det gå til?” Altså hvordan skulle hun kunne få dette barn, når hun nu ikke havde været sammen med sin kommende mand Josef? Da Jesus er født i Betlehem, kommer hyrderne ind til barnet og fortæller om englenes sang på marken midt blandt fårene. Her hører vi igen, at Maria mediterer over ordene: ”Hun gemte disse ord i sit hjerte og grundede over dem.”

Vi kan følge Maria og grunde over det store under, at Gud blev menneske, født af jomfru Maria. Det under kan vi grunde over, hver gang vi fremsiger trosbekendelsen: ”født af jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus…” Og læg mærke til, Jesu pinsel følger lige efter Jesu fødsel – det handler om et menneske med kød og blod.

Da Maria har taget disse ord ind, bryder hun snart ud i sin uovertrufne lovsang, hvor hun siger dette om sig selv: ”Thi se, fra nu af skal alle slægter prise mig salig, for den Mægtige har gjort store ting imod mig.”

Underet er, at Jesus Kristus er sand Gud og sandt menneske på én gang. Hvis vi vil forstå et under med tanken alene, kommer vi til kort. Men troen styrkes derimod af det, Maria fik at vide af englen: ”Thi intet er umuligt for Gud.” Menighedens svar er som Marias: at synge lovsang!

Lidelsens problem - marts 2022

I disse dage, hvor et helt land midt i Europa bliver sønderbombet, kan mennesker spørge: Hvis der er en skaber, der både er almægtig og kærlig, hvorledes kan han så tillade, at hans skabning både lider ondt og gør ondt?

Man har forsøgt med forskellige svar. Men den kristne forsynstro kommer ikke med et forsvar for Gud. For den kristne tro er lidelsens problem uløst og uløseligt i denne verden. Hvorfor? Fordi den kristne tro går ud fra, at lidelsen kommer fra det onde. Og det onde er på en ubegribelig måde i verden har sat sig op mod Guds gode skabervilje.

Lidelsens gåde kan først løses, når de sidste rester af det onde i vores verden endeligt er tilintetgjort, det vil sige når Jesus kommer igen: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord; for den forrige himmel og den forrige jord var veget bort, og havet var ikke mere… Og jeg hørte en høj røst fra himmelen, som sagde: ”Se, Guds bolig er hos menneskene… Og han skal aftørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere.” (Johannes’ Åbenbaring 21).

Den kristne forsynstro løser ikke lidelsens problem, men rækker en hjælp til at bære lidelsen. Den holder fast ved, at netop i lidelsen er Gud at finde som den eneste virkelige hjælp til at bære det, som skal bæres. Sådan som Jesus bar sin lidelse og død. Sejren over lidelsen bliver i troen på ham vor, også når vor egen tros udholdenhed bryder sammen under lidelsens tryk. Derfor siger Paulus i et brev til menigheden i Rom: ”Men vi ved, at alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud… Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Hvem skal kunne skille os fra Guds kærlighed?”

Hvad skal vi mene om pandemien? Februar 2022

Hvad skal vi mene om pandemien?

Det forlyder, at den smitsomme sygdom er ved at være omme, men man skal som bekendt aldrig sige aldrig. Hvordan det end kommer til at gå, så er der så meget, der kan virke grusomt og meningsløst. Som nu corona’en. Det virker som blinde naturkræfter.

Nogle tror på naturen som deres holdepunkt. Det er et langt stykke ad vejen fint, men hvad så med de situationer, når naturen slår hårdt? Selvfølgelig kan man sige, at det er en del af den naturlige udvikling i naturen. Men en sådan udvikling med sygdomme som ’styringsredskab’ giver vel ikke en god tiltro til naturen? Det kan nemlig virke som om vi er overgivet til en blind skæbne.

Den bibelske betragtning kan synes rasende naiv, men er i grunden meget realistisk: Skaberværket var fra begyndelse ’såre godt’. Og mennesket blev givet herredømmet over naturen. Det betød naturligvis, at de skulle passe på naturen, regulere den på en skønsom måde, så mennesker dyr og natur kunne leve godt sammen. Men så kom syndefaldet. Og så blev det hele slået i stykker. Hver dag kan vi vælge at bruge fornuften til at udnytte naturkræfterne. Vi kan desværre også vælge at misbruge dem, så det ødelægger dag for dag. Men når mennesket tror på Kristus og igen er barn hos Gud ved syndernes forladelse, da holder Frelseren sin hånd over det, og alle ondskabens magter kan ikke gøre nogen virkelig skade. Med et salmevers:

Du siger så:
Kald du mig på,
hjælp skal du få,
og intet skal dig skade.

Der er fortsat mørke, storm, smitte og sygdom, ja, død, men det kan alt sammen ikke fastholde det menneske, som Jesus holder sin hånd over.