En irisk i sit grønne klæde

Melodi: I al sin glans.

1. En irisk i sit grønne klæde,

tar til at kvidre fra sit sæde,

som symaskinens lyd: ”igen”

er sangen vårens sikre ven,

når højt til vejrs blandt pindene

ses vingespidser skinnende.

2. Hvor havesangers flid medriver,

kontrast til det, som jeg bedriver!

Nu frem, tilbage, op og ned

afsøger den sit yndlings-sted,

så uanselig ser den ud,

dens tyste sang er pris til Gud.

3. På jorden spirer alle planter,

jeg bli’r fornyet, når jeg skranter,

derude i et jordbærbed

genfinder jeg min kærlighed

til Gud og næsten som min bror

ved solens skin på havejord.

4. En bi har meget længe summet

omkring småblomster har den brummet,

den suger til sig af nektar

hen over mer’ end en hektar;

tålmodighed gav Gud den bi,

skønt vinger slår som til en krig.

5. Lær os udholdenhedens glæder,

selv når vi indimellem græder,

så vi i Ordet finder lys

med varme som et kærligt kys:

et ord i rette tid til tro,

der redder os i al uro.

 Johannes Glenthøj, 2005 og 2011.

I denne måned er der mange får

 

1. I denne måned er der mange får

på græs med lam, der springer om i vår.

Der er en brægen rundt på grønne agre,

hvor tvillinglammene er særlig fagre,

et dejligt syn, når de sig ta’r en tår.

2. Nødvendigt er for lam et moderfår,

som giver næring, som de går og står.

Således er Gud Helligånd for alle.

Når vi i Jesu navn vil Ham påkalde,

så næres vi af Ham, som alt formår.

3. ”Vogt mine lam!” sa’ Herren tydeligt,

”for Peter, du har handlet nydeligt:

’Jeg kender ikke ham’, sa’ du tre gange,

og derfor spørger jeg dig li’så mange:

Sig: ’Jeg har dig så kær’ nu tydeligt.”

4. Bedrøvet svarede ham fiskeren:

”Jo, Mester, jeg har dig så kær som ven;

jeg ved, at jeg i natten før har svigtet

og allerede er som kornet sigtet,

hvis ikke du mig kalder atter ven.”

5. Du Herre Krist, vor gode Hyrde, som

i Betlehem en vinterdag fremkom:

Der er i verden mange fromme stemmer,

som ønsker, at de over os bestemmer.

Bevar os i din hånd trods deres dom.

6. Bevar os får og lam hos dig hver dag,

så vi i liv og død har dit behag.

Tak, Far og Søn, at I os aldrig lader

bortrive, ud af jeres hænders flader.

Derfor vi synger til Guds pris i dag!

               Johannes Glenthøj, 2006.

Nu lærer fugle os en takkesang

1. Nu lærer fugle os en takkesang

til pris for Gud af hjertet dagen lang:

Før én bli’r tavs, en anden straks begynder

at synge det, den kan, hør, hvor den nynner

til pris for dig, som gav den lyst til sang!

2. Se, sangere nu leder efter mad

fra busk til busk, fra gren til gren, så glad,

i graners top de indimellem synger,

så lette at de vipper og de gynger

og vender os til kærlighed fra had.

3. Et pindsvin vågner op fra vinterhi,

nu er det slut med søvn og inerti.

Vi takker dig, Gud Fader, for naturen,

for bladene på spring, for duers kurren,

fordi du gi’r os solens energi.

4. En anemone springer op og ud

af blades mængde, i sit fulde skrud.

Ved Herrens magt står atter blomsters hære

med ét som dem, der skal og kan os lære

med kærlighed at synge for vor Gud.

5. Dit skaberværk fortæller om din magt,

om det, du har med visdom i det lagt.

Tænk at, hvad intet menneske kan vide,

vor Herre, du engang ved forårstide

stod op af døde, som du havde sagt.

6. Se, størst af alt er solen i dens kraft,

der atter sætter gang i træers saft,

og ud af ægget springer der en unge,

der synger med sin lillebitte tunge

om din opstandelse af grav med kraft.
                     Johannes Glenthøj, 2006.

Rundt om derude står fiskende hejrer

Melodi: ”Det var på Capri.”
Versene er A-stykket, det indrykkede er B-stykket.

1. Rundt om derude står fiskende hejrer,

på denne måde er det, at de fejrer

forårs komme på hav og i land.

2. Derude finder en vibe sin føde

og flakser rundt i en endeløs dans,

hvorved den prøver en hun at pånøde

sin person med opvisningens glans.

Himlen lyses op af solen,

skaberværket skinner nu,

jeg bli’r glad på kirkestolen,

alt er stort og hvem er som du?

3. Henrykt kan hjerterne blive af glæde,

når lyset vinder, for sang gi’r vi los,

og bli’r vi små, er Gud netop til stede,

og der smelter en istap i os.

4. Så finder foråret vej til vort indre,

Guds riges vår fyldt af Ånd og af kraft,

der bringer tø, hverken mer eller mindre,

gør, at isen i stedet bli’r saft.

Tø os op ved Helligånden,

kærlighedens Ånd og Ild,

så vi rækker andre hånden,

 varm vor sjæl, så den bliver mild.

5. I vandet svømmer en hel masser ænder,

de glider, gynger og flytter omkring,

balancen holder de uden gelænder

glæder koster dem slet ingenting.

6. Af ænder lærer vi troens balance:

vi dukker altid af vandene op!

Gud skaber med os en ny alliance:

med vor ånd og vor sjæl og vor krop.

Tak for hjælp fra morgenstunden,

og når det går op og ned,

til vi lægger os i blunden,

vær du vores Gud, ja, vær med!

7. I dåben fødes Guds døtre og sønner,

som brødre, søstre af kød og af blod,

Han gi’r os svarene på vore bønner

af sin kærligheds mægtige flod.

8. Og påskeliljen er færdig at sprænges,

det undrer hjerner, der tænker med tro!

Guds godhed er det, at vi overdænges

med en kraft, der får os til at glo!

Himlen spejler sig i vandet,

dåben renser, gør os godt,

hjælper os, når vi er strandet,

åbner døren ind til dit slot.

9. Virk med opstandelsens mægtige kræfter

i dåbens vand, træk os op af alt dynd!

Tak, at i nåde alene du hæfter

ved din gerning for al vores synd!

10. Vend altid sorgen hos os til livs-glæde,

våg over os, så vi kan holde ved,

og selvom vi ganske ofte må græde,

ved vi, du er hos os på vort sted.

Vær hos os, når vi er nede,

værn os mod vort eget sind,

væk os, når vi får livs-lede

ved din Ånd, den varmende Vind!

11. Der er i verden slet ingen forhindring

for dig, Opstandne, vor Herre, Guds Søn,

kun du kan virkelig give os lindring,

du som hører hvert suk og hver bøn.

Dig vi takker for det gode,

som du kærligt gav og gi’r,

og især for hver en pode,

det er nog’t vi tænker og si’r.

12. Lad os tålmodigt som hejrerne vente

på fangst fra dig med din tro og dit håb,

lær os i ro og i andagt at hente

alle gaver, du gav i vor dåb!
         Johannes Glenthøj, 2005,  2011.