Tale ved konfirmationen søndag den 5. maj 2013 i Onsbjerg kirke

Tale ved konfirmationen søndag den 5. maj 2013 kl. 11.00  i Onsbjerg kirke

Jeg skylder sognepræst Heinrich Wichamnn Pedersen tak for afsnittet om 4. maj.

Det var 4. maj i går, den aften, hvor befrielsesbudskabet kom fra London. Desværre kom befrielsen ikke til Bornholm 5. april 1946.

Sådan kommer befrielsen ved det kristne budskab ikke lige på een gang. Der er nemlig en besættelsesmagt, som hele tiden skal kæmpes mod. Derfor forsager, siger vi nej, til Djævelen, Satan, Fanden (det betyder Fjenden) og alt hvad der hører ham til. Han vil gøre alt for, at vi aldrig beder til Gud i Jesu navn. Bøn er det værste, han ved. Så mister han magten og grebet om os. Hans mål er, at vi forbliver overfladiske, eller også at vi vender os til andre guder, men at vi lige meget hvad ikke kommer rigtig i kontakt med Gud og Jesus. For Jesus er den, derer stærkere end ham. Og når Jesus får magt i os, og når vi hver dag overgiver os til ham som vores hjertes dørmand og beskytter, så bliver der plads til alt det vidunderlige, Jesus vil give os: fred i hjertet, glæde, endda en dyb, varig, overstrømmende, om end ofte stille, glæde.

Så hvis vi kan opfattes som besat land, så længe vi lader Djævelen herske i os, så er vi befriet land, når Jesus får plads hos os. Jamen, er det ikke meget groft, det jeg siger? Nej, for hvis vi ikke giver Gud plads, så giver vi automatisk Djævelen råderum. Og så er bogstaveligt talt Fanden løs. Så begynder tilværelsen at ramle helt. Som er hans mål.

Lad os derfor altid holde os tæt til Gud vor Far i Himlen og Jesus. Så er vi med i en befrielseskamp. Ikke alle områder af os er befriet nødvendigvis på een gang, netop derfor lad os leve med bønnen og kontakten til Gud i hverdagen.

Modstandsmanden Christian Ulrik Hansen blev dømt til døden og henrettet den 23. juni 1944 i Ryvangen sammen med 7 andre modstandskæmpere. Han blev kun 23 år gammel. Han skrev en række breve hjem fra fængslet. I det sidste brev, der er skrevet kort før dødsdommen blev eksekveret, skrev han til sin far og mor og hans søskende. I afslutningen af brevet skriver han:  Så bliver da disse tre, tro, håb og kærlighed, men størst af disse er kærligheden: Lad kærligheden gro i jer, lad den vokse med ham, som kom herned alene for at bære og sone vor skyld. Også min skyld har han taget på sig. I troen på, at han har taget min synd på sig, i håb om, at han vil tage mig ved hånden og i kærligheden til ham er det, jeg dør. Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør. Tværtimod, der er en dyb og stor mening dermed.

Det, der gav ham håb midt i mødet med døden, var opstandelseshåbet, og at det håb det holder. Det gav ham modet – ikke først og fremmeste til at dø – men modet til at leve. Til at leve livet ud i en tid der syntes mørk og trist. Der ind midt i mørket opretholdt troen, håbet og kærligheden ham.

Det er i grunden også det, der kan bære os gennem alt, der sker i vores liv, både dumme ting vi gør, og dumme ting, der bliver gjort mod os. Opstandelseshåbet holder.

***

Og så ganske kort om en anden ting, vi lige skal markere i dag, nemlig Søren Kierkegaards fødselsdag – 200 år. Og det gør vi ved at mindes, at for ham var Bibelen som et brev fra den elskede. Det mindste ønske i det brev vil den elskende stå på pinde for at gøre for den elskede. Sådan skal vi nu tænke, når vi kommer ind på konfirmandernes ord.

I konfirmander har valgt et konfirmationsord hver især. Ordene kommer fra Bibelen, den hellige skrift. I har lyttet til konfirmations-undervisningen siden efteråret sidste år.

Nu hører I, hvad I andre også gør, at hvis I kun lytter til undervisningen, men ikke handler på det, I hører, er det, om når I betragter jeres ansigt i et spejl. Så snart I kigger væk, har I glemt, hvordan I ser ud.

Sådan er det at fordybe sig i Guds Ord. Det er som et spejl, som vi åndeligt talt ser ind i. Vi hører. og vi handler.

Og det er ikke en tilfældig sammenhæng mellem at høre og at gøre.

For konklusionen i Jakobs brev er: ”Det er jo dem, der handler på Guds ord, der oplever Guds velsignelse.”

Og lad os så i dag høre, hvad Jesus siger, som vi skal handle på:

”Det vil jeg sige jer: Faderen (Gud Fader) vil give jer, hvad som helst I beder om i mit navn.”

”Bed i mit navn, og I skal få, så I kan blive fyldt af glæde.”

Her hører vi, at vi har adgang til at bede til Gud Fader i Jesu navn, så får vi det, vi beder om. I Jesu navn, med ham som garant, kan vi sige.

På grund af at han som Guds Søn og menneske har lidt, er død på et træ for vor skyld og er opstået og nu lever og regerer med Faderen og kan opfylde vore bønner.

Han blev ligefrem gennemboret med nagler for over overtrædelser, knust for vore synder. Den straf, som vi stod til, har han taget på sig, så vi kan få fred og blive helbredt ved hans sår. (Es. 53,5).

Derfor skal vi bede i Jesu navn, i den korsfæstede og genopstandne Jesu navn.

Navnet Jesus betyder FRELSE, han er vores redningskrans. Som I lavede en bedekrans, kaldet Kristuskransen, som også er en slags redningskrans.

Flere af jer har valgt som konfirmationsord en lille bøn, som mennesker, der kom til Jesus, har bedt. Som disciplenes bøn, da de er i stormvejret ude på søen og Jesus bare sover. Så vækker de ham og siger: ”Herre, frels os, vi går under!” Og straks lagde stormen sig på Jesu befaling.

Eller en skatteopkræver, der er flosset i sin omgang med andrespenge, han beder til Gud: ”Gud, vær mig synder nådig!” Og hvad skete? Han blev omgående accepteret af Gud. Konsekvensen for ham var nok, at han skulle ud og ændre på sin måde at omgåes andres penge.

Eller en far til en dreng, som er besat af en ond ånd. Faderen beder først Jesus hjælpe, hvis han kan, som han siger. Jesus siger: Hvis jeg kan? for den, som tror, er alting muligt.” Så råber faderen: ”Jeg tror! Hjælp min vantro!” Eller i en ande oversættelse: "Hjælp mig til ikke at være vantro”.

Vi ser, hvordan bønnen sætter noget i bevægelse. Der sker noget nyt, for alting er muligt for Gud og for den, der tror på ham, og som beder i Jesu navn.

Og hvis vi skal skære ind til benet, hvordan vi skal handle på ordet, så kan vi hjælpes af dette ord: ”Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op.” Se, dybest set er det ord, talt om Gud og hans Søn, som er selve kærlighedens kilde. Det hedder jo et sted: Gud er kærlighed. Ikke omvendt: Kærlighed er Gud, nej: Gud er kærlighed.

Bliver vi i Guds kærlighed, så skal vi stræbe efter at tåle alt, tro al, håbe alt, udholde alt.

For en kristen er der ikke noget, der hedder at give op. Nej. Vi, I, er døbt til at tilhøre den korsfæstede Herre, som selv tålte alt, og har vundet sejren over døden og derfor nu skaber grobund for at tro alt, håbe alt, udholde alt, indtil vores livs ende eller til han kommer igen i Guds time.

Håbe alt, sagde jeg. Som det hedder i en bøn til Gud: ”Ingen, der håber på dig, bliver til skamme.” Skam er noget vi frygter, men når vi håber på Gud, så kan skammen pakke sig, kan den. Så er vi beskyttet af Gud, ligesom den boble, der omgiver menneskers og hobitters hær i kampen mod Sauron i urtiden i Ringenes Herre. Sådan sænker Gud omgående sin beskyttende ring om os, som vi dog kan se alting igennem og samtidig føle os trygge.

Men måske er du fristet til trods alle de her fine ord alligevel at opgive håbet, at fortvivle:
”Frygt ikke, for jeg er med dig fortvivl ikke, for jeg er din Gud.”

Så kan vi høre alt, hvad der er blevet sagt i den korte opfordring: ”Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen.” Vedholdende i bønnen, ligesom med at se sig i spejlet og huske, hvordan man ser ud. Altså: se sig i Ordets spejl, hvor Jesus siger: Bed, og så blive ved med det. Det er at høre og handle.

Og hele den proces fører til, siger Jesus, at I kan blive fyldt med GLÆDE.

***

Og så til sidst:

Kære konfirmander!
Tak for året, der er gået. I kom om eftermiddagen, og jeg synes, I klarede det – nogen bedre end andre, men alligevel, synes jeg, at I virkede mere og mere vågne, som månederne gik. Jeg ved ikke, hvad I vil sige I har lært. Jeg tror ikke, I er i tvivl om, at det vigtigste i den kristne tro er indeholdt i de ti bud med trosbekendelsen og fadervor, og så dåben og nadveren.

Det er godt sådan. Så er der lagt en grund. Men jeg vil ønske for jer, at I kan opleve et kristent fællesskab med andre unge, hvor troen virkelig er central, og hvor I sammen med andre unge kan tale om tro og alt sådan noget. I en fredelig atmosfære, hvor alle spørgsmål kan tales om. Sådan at jeres tro lidt efter lidt må blive mere fast, hvis den ikke allerede er det.

Hvis I vil, kan vi ses igen og tale sammen fra tid til anden, måske så saft og kiks skal skiftes ud med en kop the. Hvor I kunne slæbe jeres konfirmationsbibler med, så vi kunne åbne dem lidt og blive klogere på et og andet sammen.

Nu ønsker jeg jer en glad dag og velsignet dag og fremtid!

Tale ved konfirmationen 26. april 2013 i Nordby kirke

I dag bekræfter I unge jeres dåb.

Dåben består af vand og ordet ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Vand – lad os tænke over, hvad vand betyder.

Tænk på en sommerdag. Temperaturen i vandet i havet er pænt oppe mod de 20 grader, og vi kaster os glade i bølgerne og pjasker sikkert at ren glæde. Dåbsvandet handler om livsglæde.

Så vasker vi os i vand for snavs. Dåbsvandet er rensende.

Hvor er vand vidunderligt rensende. Dåben gør os rene.

Men mangler vi vand og tørsten bliver uudholdelig, så viser vandet sig fra en anden side: det er livgivende. Dåbens vand er livgivende.

Man kan så også drukne i vand. Tænk på, hvis I har prøvet at dykke dybt ned og trykket stiger ganske dramatisk, hvordan I vil op i en fart igen. En oplevelse af at komme næsten fra døden til livet. Fra dybet kommer man op igen i lyset og lufen.

Vand kan man drukne i eller reddes op fra.

Dåben ar en undergang og en opstandelse.

Altså: dåben handler om livsglæde, at blive ren, om at få liv og om at gå under og komme op igen.

Vand er det stof  i verden ud over luft, som vi er mest afhængige af.

Sådan er det med dåben, hvor Gud bruger vandet, og luften, det er Helligånden, som er os skænket i dåben, og med alt, hvad luften, hvad Helligånden virker i os.

Og nu konfirmeres I, bekræfter I jeres dåb.

Konfirmation betyder bekræftelse. Vi har alle brug for at bekræftes i, at jeg duer, at andre regner mig for noget. Det gælder både derhjemme, i klassen og blandt kammeraterne. Det er helvede, hvis ingen regner mig for noget.

Den kristne tro siger, at Gud regner os mennesker. Vi er noget værd i Guds øjne. Vi er elsket af ham. Det ved vi fra Jesus. Han blev nemlig født og levede og døde og opstod af graven som én stor kærlighedserklæring til os mennesker.

Den kærlighed fik vi givet, dengang vi blev døbt.

De fleste, også jer fire, blev døbt som små – er det ikke rigtigt?

Derfor kan vi ikke huske, hvad der skete med os, da vi blev døbt. Men så kommer konfirmationen. Den vil minde os om vor dåb, minde os om, at vi står højt hos Gud, er elsket af ham.

Konfirmationen er en fest for dåben. Konfirmationen bekræfter, hvad der blev sagt til os i dåben: at vi er elsket af Gud.

***

(I denne del er indvævet citater fra konfirmandernes konfirmationsord, så spids ører!)

Konfirmanderne tændte et lys hver især – lige ved døbefonten.

Selve lyset er os, men flammen – den tænder Gud ved Jesus, derfor hentede vi ilden fra alteret som symbol på det.

Sådan handler konfirmationen om, at vi siger ja tak, og Gud velsigner os.

”Når vi kun vil besegler Gud sin pagt om Himmerig”, som vi skal synge, når konfirmanderne går til alteret.

Når vi kun vil.

Vil vi? Hertil er kun to svar: ja eller nej.

Det har vi snakket om. Man kan ikke svare tja, nja. Vi er nødt til at blive samlede og sige ja.

Når vi kun vil, når vi bare vil modtage Guds velsignelse, ja, så giver han den også.

Vi kan spørge, om vi vil døbes eller konfirmeres. Men vi kan stille os et andet spørgsmål, det er mindst lige så godt: Vil vi ikke gerne holde fast i Gud, ligesom en, man kæmper med i en kamp, men ikke for at vinde over den anden, men for at den anden skal hjælpe en. Som patriarken Jakob, der råbte til Gud: Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!

Når vi sådan holder fast ved Gud og hans ord.

Vi har svage kræfter, men vi vil ikke fornægte Jesu navn. Jamen, så siger han også, at så holder han døren til paradis lukket op, så ingen kan lukke den i igen.

Gud døber os med sin Helligånd, det gør han, hver gang, vi hører hans ord, beder, takker og taler sammen om ham.

Så kan mørke blive til noget dunkelt, og det dunkle til tåge og tågen til fejende solskin, som fejer tvivlen ned i et musehul.

Er det enkelt? Ja. Moses fik af Gud givet de ti bud. De er stadig gældende. Men Jesus sammenfattede alle bud i dette: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.

Ud af troen på Gud vokser viljen til at være udholdende i kærligheden til næsten, i uro og strid, i tåge og dunkelhed, i mørke. Gud giver udholdenheden, så vi kan holde det alt sammen ud, så der igen bliver fejende dejligt solskin og alting blomstrer på ny.

Uanset hvilket mørke, der indhyller os, om det skyldes andre eller os eller begge, så er Gud en hjælp i trængsler, vores tilflugt og styrke.

Når urolige tanker tager til i os, så gør Guds trøst os glade.

Morgenstund har Gud i mund,

og guld betyder glæde,

og glædelig er hver en dag,

som leves til Guds velbehag,

om end vi måtte græde.

Kærligheden og glæden, håbet og troen, styrken og lovsang, selvtillid (ikke egoisme), alt dette virker Gud ved sin Søn Jesus Kristus, som hengav sig i døden for os, som et lam, der føres til slagtning, og han blev gennemboret for vore overtrædelser, knust for vore synder. Så stor en kærlighed har han, og så stor en kærlighed var nødvendig for at redde os fra os selv, så vi altid kan komme tilbage til livsglæden!

***

Altså, når vi kun vil, så rækker Jesus os sin hånd.

Jesus er hyrden, vi er fårene. Som fårene kender deres hyrdes stemme, sådan kender vi Jesu røst blandt alle stemmer.

Der både en ulv og lejesvende, eller ansatte. Ulven (der er kun denne ene ulv) klæder sig ud som får, men er lige glubsk for dt. Derfor forsager vi, der for siger vi nej, til Djævelen med alt, der kommer fra ham.

Og så er der lejesvende/ansatte. De er tyve og røvere. De stjæler sjæle. De er ligeglade med fårene. Lad os aldrig have tiltro til lejesvendene/de ansatte, som om de var hyrden.

Der er kun én god hyrde. Den rigtige hyrde. Mange vil gerne vogt os, som om vi var deres får. Kun den ene gode hyrde blev selv et får, ikke en hyrde i fåreklæder, men hyrde og lam i ét, Gud og mennesker, som vi fejrer juleaften.

Et får kan være svagt, men det har som sådan en kolossal styrke. Styrken er udholdenhed, at klare sig med lidt i perioder, der har tro/tillid til hyrden, har masser af tid (håb), og den elsker musik - tænk på fårenes brægen. For deres hyrde kan for at de skal have liv, ja, overflod af liv.

Prædiken ved konfirmationen i Nordby kirke 20. maj 2011

Prædiken ved konfirmationen i Nordby kirke
Bededag, fredag den 20. maj 2011

Prøv at kigge på korset i sangarket: et flettet kors. (Desværre har jeg ikke forstand på at hente billedet ind her!). Sådan er det at være en efterfølger af Jesus. Vi blev tegnet med korsets tegn for pande og bryst ved dåben, rigtig mange som spædbørn, andre, også nogle af jer konfirmander er blevet døbt for ganske nylig.

Korset er fortegnet for at være døbt, det betegner, at vi skal tilhøre Jesus Kristus. At vi nu følger efter ham, i hans fodspor. Vores liv som kristne skal vi se som snore, der sammenflettes om korset.

Og vi er samlet om at vi som kristne sammen fletter vores liv sammen med den kristne tro som en slags tov.

Men se på korset i sangarket igen: Læg mærke til, at korset er tomt.

Der hænger ikke nogen på korset. For han, der hang der, er opstået, han er gået forud for os ind i sin og sin Faders rige. Og her vil jeg gerne fortælle om en utrolig opdagelse, som en arkæolog gjorde i 1922, da han fandt den egyptiske Farao Tutankamons grav:

Omtrent 100 år før Moses blev født, han, som førte israelitterne ud af Egypten, døde Tutankamon. Det var ca. 1350 år før Kristus. Hans grav forblev skjult og ukendt i mere end 3000 år. Tutankamons grav indeholdt bl.a. sarkofagen af guld. Hans grav er enestående. Alligevel findes den én eneste grav i verden, hvis herlighed overgår den: Jesu grav i Jerusalem.

Hans grav indeholder ganske vist hverken guld eller andre kostbarheder. Herligheden ved Jesu grav består i, at den er tom; ikke på grund af gravrøvere, men fordi han, der blev lagt i den, ikke mere er død.

Tutankamons grav lå i uigennemtrængeligt mørke i 3270 år, men allerede påskedag kastede solen sit morgenlys ind i Jesu grav og meldte, at en ny tid var begyndt, en tid, hvor hans Rige har opstandelsens fortegn.

Fra starten var det dette Rige, han indbød til at være med i. Jesus blev også døbt af Johannes Døberen i Jordan-floden. Han var og er helt ren, så han havde ikke brug for dåben, men lod sig alligevel døbe for at give sin renhed til os og for at identificere sig helt med os.

Som Johannes Døberen sagde også Jesus: Omvend jer, for Guds rige er kommet nær! Det vil sige: Forny jeres sind, få et nyt sind, ikke det gamle. Søg at have det sind, hvor I til stadighed fornyes. Der er både dom og tilgivelse i de ord.

Derfor lærte Jesus os i fadervor at bede: Komme dit rige. Det vil sige: Må Guds rige må komme til os. En utrolig dejlig bøn om, at Gud må komme og være nærværende lige, hvor vi er, med hele hans kraft og hans rige. Og det sker, også selvom vi ikke altid kan mærke det.

Og han lærte os bønnen: Helliget vorde dit navn! Det vil sige: Lad dit navn blive helligt iblandt os og i os, så vi prøver at leve, som du vil det.

Johannes døbte folk, men nogle var hyklere og var ligeglade med, om de bar frugter, der svarede til det nye liv, de gerne ville begynde at leve. De sagde én ting og gjorde noget andet. Den kamp står vi alle i, for det at leve er en kamp.

En kamp for at være hel som menneske, at elske Gud og næsten, ikke i ord alene, men i handling.  En kamp for at lade Gud virke i os. Derfor har vi brug for at bede i dagligdagen, så vi modtager hjælp til at leve ret i dag. For livet handler ikke bare om at leve. Det handler om at leve ret. At leve, så ord og handlinger vil det samme. Det er troskab over for Gud.

Derfor synger vi om lidt, før jeres konfirmation: Han, som på jorden bejler, til troskab uden svig. Troskab uden svig – det var det Johannes Døberen prædikede, og det er også det, der bringer os salighed.

Men vi kan ikke klare den alene, for vi er ofte ikke tro mod Gud, ja, ofte heller ikke tro over for vores næste. Så er det opløftende, lindrende, trøstende, glædeligt, at salmen fortsætter:

Når vi kun vil, besegler (Gud) sin pagt om Himmerig. Siger vi ja til Gud, vil vi ham, ja, så sætter Gud sit segl på os, ligesom korsets tegn, på pagten om Himmerig. Så rækker han os sin hånd i nødens stund.

Derfor har vi også på sangarket billedet af fårene. De ser meget troskyldige ud, faktisk fårede. Vi har det som dem med at løbe i alle mulige retninger og forvilde os væk fra målet med vores liv.

Og vi kommer ud for afgrunde i vores liv. Fordi vi synder og svigter. Men når vi lægger vort liv i Guds Faderhånd, da trækker han os også op af afgrundene igen, lige lukt ind i paradis, i lunden.

Den hånd fører os også til Herrens bord, at smage nådens ord. Nådens ord – at vi tilgives vore svigt og synder for Jesu skyld, for hans død på korset, og i tillid til ham kan vandre glad afsted.

Det er kristen tro til at leve og dø på.

Der er også en bibelstav, der trøster os i al nød . En bibelstav – hvad er det? Det er en stav, der hjælper og støtter, og den stav er Bibelordet.

I får om lidt hver især et ord med på vejen. Men I får også hele bibelen, så I lidt efter lidt kan åbne bogen og få et ord med jer.

I sit ord, og når vi samles i Jesu navn, når vi beder, synger og bekender troen, når vi døber og samles ved nadverbordet, og derhjemme er han os ved sin Ånd, hans Fader er også her usynligt, men i kraft til stede. Det er et løfte. Han er også hos dig og mig i mit og dit liv, også i morgen, også i overmorgen. Amen.