2. juli: En smagsprøve på en oversættelse

af Athanasios' skrift "om Ordet, der blev menneske" - se 

"Vise ord og tekster" og derefter "Græske kirkefædre".

En foreløbig oversættelse af Efraim Syrerens digt

i Hymner om Kirken nr. 9

(om at begribe Gud med fornuften og/eller med kærlighed)

Se under "E. og Johs. Glenthøj" under "Efraim Syreren".

Debatside oprettet 12. juni 2026 med kommentarer,

bemærkninger og analyser

af aktuelle spørgsmål i kirke og samfund - se siden "Debat".

10. juni: Efraim Syrerens Hymner om Troen 16 - 

se under "Efraim Syreren" under "E. og Johs. Glenthøj".

13. maj: Glædelig festdag med dette digt til Kristi Himmelfartsdag, det længste jeg har skrevet, men der er nu engang 50 dage fra påske til pinse alt iberegnet!

Digtet kan læses under "Salmer fra Samsø" og "Højtidssalmer".

22. april: Efraim Syreren - "Hvad vil Efraim egentlig sige - også os i dag? (underside under "Efraim Syreren" under "E. og Johs. Glenthøj"

5 Langsomhed – tålmodighed i følge Efraim Syreren (d. 373)

Det er ikke kun i vor tid, at mennesker længes efter det langsomme eller forstår, at de har brug for det langsomme. Efraim bruger et ord, som indebærer tålmodighed, som vel indfinder sig gennem langsomhed. Han siger:

”Lykkelig den, som ikke med sit høje tempo overskrider grænsen; lykkelig den, som med sin langsomhed gør sig møje og når frem til et herberg” (2,13).

Hvad er det for en grænse, vi ikke bør overskride? Det er at tale noget, der ikke er medvind til i Bibelen: ”Han skabte vandet og gav det til gavn for fiskene. Bøgerne nedfældede han og gav mennesker til hjælp. Det ene vidner om det andet, for hvis fiskene overskrider grænsen for deres færden, bliver deres bevægelser en lidelse, og hvis mennesker overskrider grænsen, som er i Skrifterne, er deres undersøgelser døden.” (64,12). Med andre ord er Skrifterne det vand, vi lever i og ved, som fiskene lever i det fysiske vand og kun der. Med andre bøger og meninger kommer vi uden for det, der giver os liv og holder os i live: Bibelen.

Jeg kommer til at tænke på Lone Frank, der har arbejdet med neurobiologi og skriver i Weekendavisen om religion som en ”kognitiv parasit”. Det vil sige, at religion ligesom ”passer til” vores hjerne som en mental proces, hjernen suger til sig som en parasit. Lone Frank har fra ungdommen været ateist, så hun siger ikke dette (hun har ikke selv fundet på udtrykket) for at være religiøse til behag, tværtimod. Men samtidig må hun undres over, at der åbenbart er plads til religion i den menneskelige hjerne, som trives med denne ’parasit’. For parasit er religion ifølge Frank, fordi der for hende ingen mening er med noget.

Her foretrækker jeg med Efraim blot at stige ned i Skrifternes vand og leve i det vand, som fisken lever i det fysiske vand! Jeg konstaterer (næsten som Lone Frank), at der sker en masse godt, når jeg gør det – hvor Frank ville omfortolke det, der sker i mig til, at trostanker kommer ind som en parasit i mit liv, trostanker, som er for hende absolut uden sammenhæng med det meningsløse liv, som livet for hende er. Men mærkeligt er det dog, at hun forbavses over denne ’parasit’, som hun nu igen har talt om, som hun har talt om den i mange, mange år, senest i en podcast på DR1.

Faktisk føler jeg mig rigtig godt tilpas ved tanken om, at jeg er indrettet til at blive i live gennem Skrifterne – at de er mit ’vand’, at jeg ikke kan leve dem foruden! I 2,19 taler Efraim om, at Herrens Ord bliver til ’livs-medicin’, livgivende medicin.

Jeg må slutte med det, Efraim siger om at nå frem til et ’herberg’ (2,13). I vore dage ville vi sige: kro. Det er i al fald et hvile-sted på vejen. Herom siger Efraim i 65,1:

”Hvem har nogensinde vandret afsted uden at lede efter vej uden lys,
udforske uden at kunne se og gribe ud uden lysglimt.
For de uforstandige skriftlærde er gået bort fra Skrifterne
Og derfor faret vil i den vejløse ørken og har forladt testamenterne:
Vejen til Riget. Profeterne er milestenene,
Apostlene er vejens herberger.”

Vi finder altså hvilen og roen i apostlenes skrifter, som jo er evangelierne og brevene i Ny Testamente.

4 Der er noget, der hedder ”sandhedsvægten”

Sandheden finder Efraim hos apostlene og profeterne. Og det er en daglig opgave, siger han, at gøre sig en ”sandhedsvægt” (2,10). På den vægt skal man hver dag afveje alle spørgsmål, man harfor ikke at stille overflødige spørgsmål. Overflødige spørgsmål er spørgsmål om Guds væsen, som det ikke er givet mennesker, skabninger, at trænge ind i. Så bliver tilbage de spørgsmål, som det er gavnligt at stille og det, som man bør bruge tid og kræfter på: at grunde over Bibelens ord. For Efraim taler lige efter om ”det rette mål,” en standard man anvender, nemlig apostlene og profeterne. Dette mål skaber ”retfærdighed.”

Retfærdighed er altså afgørende vigtig. Men hvad er det for en retfærdighed? Her handler de spørgsmål, vi stiller, får et rigtigt, et ret, svar. Ingen andre skrifter skal åbnes. Der er nok af dem. Bøger skrevet af forskellige, der leder folk på afveje til deres egne særstandpunkter. Lukker op for en blanding af rigtigt og helt forkert. For eksempel blander nogle astrologi og dyrekredsen ind i forståelsen af os mennesker og hvordan vores liv former sig og kommer til at forme sig. De bøger, som inddrager astrologi, er at forkaste helt og aldeles. Andre digter sange, som skal lokke folk over til det, de selv synes lyder godt, men uden hold i Gammel og Ny Testamente, noget som er selvopfundet og derfor fyldt af hovmod og også af misundelse over for det enkle evangelium i Bibelen. Det er et ønske om det, Efraim kalder overflødigt. I vores tid er der også mange, der digter salmer, som uden at tøve digter deres egen lære ind i salmerne. Indimellem lyder disse salmer yderst tillokkende, men den bibelske sandheds vægt anvendes kun i et vist omfang. Således er mange ikke glade for det, der hører til retfærdighed, men vil kun medtage det, der er mildt. Efraim siger, at både Gammel Testamente og Ny Testamente indeholder ”retfærdighed” og ”godhed”. Altså, man kan ikke dele det således op, at Gammel Testamente kun indeholder noget hårdt, retfærdigheden, men ikke godheden, sådan er det ikke. Og Jesus taler ikke kun milde ord, men også hårde ord. Når mange skjuler noget af det, Skriften indeholder, så kan man alligevel ikke skjule hele Skriften, så den forsvinder helt. Efraim kan sige, at de ord, der fjernes, søger efter de andre, som man har udraderet – det er altså svært at holde noget af sandheden skjult. Men nogle ny salmer lyder som det, vi i vor tid ord til andet alligevel tænker, så mennesker formenes adgang til den fulde sandhed hos profeterne og apostlene. Den onde, djævelen, findes ofte ikke længere i nye salmer, selvom Jesus netop kom for at drive dæmoner ud og være den stærkere, der kan drive den stærke (djævelen) ud og i stedet fylde os med Guds Ånd. Efraim er i andre sammenhænge inde på, at der skrives (på hans tid) sange, som er mere behagelige, hvor ingen kommer i helvede. Og Efraim siger rent ud, at det ville han selv være tilfreds med, fordi det ville være en mere bekvem ende på det hele; men det er en fristelse, som han ikke falder for, fordi han holder sig til hele ”sandhedens vægt.” 

Tilføjet 18. april:

Hvad vil Efraim Syreren egentlig sige med alle hans tekster, billeder og digte?

Det vil jeg skrive om lidt efter lidt ud fra hans Hymner om Troen, hvoraf en del ligger her på hjemmesiden. Her kommer de første afsnit, og andre følger efter.

1 Hvad er det centrale i Efraim Syrerens kristendom?

Opgør med overtro på egne intellektuelle evner. Opgør med tro på, at et menneske kan forstå Gud, trænge ind i Guds væsen. Opgør med alt åndeligt hovmod, som stiller spørgsmål, mennesket ikke bør stille.

Dette åndelige overmod, hovmod, begynder med, at mennesker finder på ”en ny tro”. Hvorfor de gør det, overlader E. til Gud. Han opstiller tre mulige grunde til at lave en ny tro: Det kan være af stolthed – så beder han om, at Gud må gå i rette med dem. Det kan være af et ønske om at skille sig ud, så beder han om, at Herren må styrke enheden i kirken. Men det kan også være af kærlighed; da beder han om, at Gud må åbenbare det, der hører ham til, for sine egne. Det sidste må betyde, at kun inden for rammen af discipelskab, i Jesu følge, åbenbarer Gud det, der hører ham til.

Derpå siger han, at mennesket ikke engang forstår sig selv, forstår sin sjæl, hvad dets sjæl er for noget. Så hvordan skulle mennesket kunne forstå Guds væsen, hvordan skulle det kunne forstå ”Sønnen”, altså Jesus, Guds Søn? Da vil mennesket udforske Ham, som har skabt det, gå bag om sig selv, og det kan ikke lade sig gøre. Når mennesket ikke kender sig selv, kan det ikke udforske dets Skaber. Som Brorson synger:

Hvad skal jeg sige? mine ord
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!

Hvad bliver der så tilbage? Lovsangen, tilbedelsen, takken!

Når altså mennesket ikke kan hamle op med Gud i Hans storhed, må mennesket i stedet for at stille alle mulige spørgsmål være sandhedens salt i sin tid, i sin generation. Jamen, er det ikke meget luftigt at sige, at vi skal være sandhedens salt i vor tid? Nej, ikke hvis vi tager Jesus, vor Herres, ord alvorligt: ”I er jordens salt,” men samtidig ordene om, at hvis saltet ikke har sin kraft længere, så duer det ikke til noget. Dette billede med saltet er meget stærkt. Det er ikke et billede, som bare er et billede. Nej, vi forstår dybt, hvad vi skal være: salt. Efraim lader os forstå, at det er saltet, der giver smag til alt. Uden salt er alt smagløst, lige nøjagtig smagløst, som vi jo også taler om i overført betydning. Vi mister smag for verden, når vi udforsker Gud.

Her kommer min egen kommentar fra min generation: Nu taler mange om, at Gud frelser alle, at fortabelse ikke findes, og Djævelen findes heller ikke. Met ét har mange hævet sig til at vide, hvad mennesker ikke kan vide. Holder vi os til Ordet, til Jesu Kristi Ord og evangelium, kan vi ikke sige sådan noget. Men vi opfordres til at kæmpe for at komme ind i Guds rige. Jesus Kristus lader os vide, at det er en personlig kamp at være hans discipel. Når vi vil gennemtænke og hæve os op over, hvad Jesus siger, ja, så sker der det, at vi bliver smagløse, siger Efraim.

2 Noget er det pålagt at grunde over, noget andet er ikke tilladt

Efraim (2,8): ”Salig er den, der ser bort fra det, som ikke er den tilladt,

Salig er den, der udmatter sig med det, som er pålagt ham at tage sig af.”

”…pålagt ham at tage sig af” – roden til udsagnsordet er: befale. Der er altså noget, vi virkelig skal grunde over, ja, ligefrem gøre os umage med, i god afstand af det, som vi ikke skal beskæftige os med. På Efraims tid handlede det om, at nogle ville spekulere over Gud, som om mennesker kan udgrunde Guds væsen. Mange ville gerne gøre sig kloge filosofisk og fri af Skriften for, hvem Jesus Kristus er, at han er en skabning, ikke Gud fra evighed af. I dag er der en ’teologi fra neden’, en svagehedens teologi, som tangerer denne tankegang, hvor Jesus i praksis bliver en skabning, ikke Guds Søn fra evighed. I vores tid gør nogle herhjemme, mange i det engelsksprogede, sig tanker om, at Gud til sidste frelser alle. Men det er et spørgsmål, det ikke er tilladt mennesker at have absolutte svar på.

Nej, mennesker må kun beskæftige, skal beskæftige sig med det, der er ”befalet”. Hvad andet er befalet end Guds bud? Altså kan der aldrig blive tale om tro uden liv, lære uden udlevelse af Guds vilje. En etik-løs dogmatik er en vildfarelse, og man kan meget vel spørge, om ikke meget ’teologi’ sætter en parentes om etikken. Johs. Sløk harcelerede over N.H. Søes etik, det hørte ikke nogen steder hjemme med sådan en præcis tilgang til, hvordan vi skal leve vores liv. Karl Barth skrev en enorm dogmatik, men uden etik og vel også bevidst med en parentes om etik.

Den vej, Efraim anbefaler, er tæt knyttet til Skriften. Grundmelodien er Davids Salmer:

”Salig er den, hvis harpe spiller til de sange, David har sunget:

Om det, der er åbenbaret uden at ransage det, om det skjulte, som ikke skal udforskes.” (2,9).

Hvad er så det, der er åbenbaret, men som vi ikke skal ransage og forsøge at gå bag om? Det forklarer Efraim klart. David havde tre ting, han sang om, siger Efraim i tale til Jesus: ”om din guddommelighed…om din menneskelighed…og om din død.”

Så har vi en ’trehed’, vi som Jesu efterfølgere kan holde os til: at han er Gud, at han er menneske, at han døde. Allerede her afviger islam fra det første og det sidste, for ifølge Koranen er Jesus ikke Gud, og han døde ikke.

Det åbenbarede finder vi i Gammel og Ny Testamente, siger Efraim. De er som de to trompeter, der skal blæses i, når Israels menighed skulle forsamles (4. Mosebog 10). Det betyder klart, at begge trompeter skal lyde, at der skal læses fra både Gammel og fra Ny Testamente i menigheden.

Også dette med at læse både Gammel og Ny Testamente, er noget, der ikke får lov at være helt i ro i vores kirke, og jeg tænker her på folkekirken, som jeg er medlem af.

En professor emeritus, Mogens Müller, vil således af Gammel Testamente ud af kirken og gudstjenesten. Det har han skrevet om i bogen Kirken, teologien og Det gamle Testamente. En personlig rejse i receptionshistorien. København, Eksistensen, 2023. Müller vil have den enkelte menighed fritstillet til at bruge eller ikke bruge Gammel Testamente i gudstjenesten. Jeg følger Efraim, hvor hvem Gammel Testamente er den ene ’trompet’, Ny Testamente den anden, og ingen af de to kan undværes. Müller har i flere omgange skrevet om, at kætteren Markion i det 2. århundrede havde en pointe i, at Gammel Testamente taler om en straffende gud, som Müller ikke vil vide af, som modsætning til Markions såkaldte ’fremmede gud’, Jesus Kristus og hans milde, kærlige Fader. Den vrede og den kærlige gud kan ikke være sammen ifølge Markion, og Müller. Det vil blive en helt anden sag at gå i detaljer med dette. Men det vil på et tidspunkt være nødvendigt. For det er let at vise, at Gammel Testamente både taler om Guds retfærdighed og hans kærlighed, på samme måde som Jesu Kristi evangelium gennem de fire evangelier også taler om retfærdighed og kærlighed. Der er grader til forskel, men sagen er den samme. Dette emne må jeg lige nu lade ligge, da jeg jo vil skrive om Efraims kristendomsforståelse. Men Efraim taler lige præcis om Guds retfærdighed og barmhjertighed som kerneord om det, Gud har åbenbaret om sit væsen for os. Vi ser, at uden Gammel Testamente vil Müller se bort fra Guds retfærdighed.

3 Hvor farligt er det at lade ikke-tilladte spørgsmål fylde i bevidstheden?

Det første er, at vi bliver smagløse, altså mister al smag. Det kendes fra corona-tiden, hvor nogle mennesker mistede smagssansen helt.

Udforskningen af det, som mennesker ikke må og kan udforske, er så farlig, at man bør omgive sig med en ”mur af tavshed” omkring sit øre. Der er kamp om øret, om hørelsen. Det er saligt med denne komplette tavshed omkring ens hørelse. Sådan undgår et menneske, at de ”kloges spørgsmål fører krig med dig.” (2,4). Værnet mod de overflødige spørgsmål er at passe på, hvad der når ind ad øret, og at lade Åndens vinger uset vokse frem, så et menneske kan forlade jorden og stige op til himlen, når der opstår diskussion på jorden. (2,5). Diskussion og krig ligger ikke langt fra hinanden i Efraims tankegang. En sådan holdning vil nogle vel opfatte som obskurantisme, en holdning, der holder et menneske hen i uvidenhed. Men som vi har hørt, er der en mægtig opgave i at dykke ned i det, det er tilladt at dykke ned i, og som vi bør dykke grundigt ned i. Så der er ikke tale om at bringe intellektet som et offer og at tro i ren uvidenhed. Nej, det handler om at tilegne sig viden ud fra troen.

Derfor gælder det om ligesom at styre sin tro, som en sømand styrer sit skib bort fra ”stridens storme” og flygte til ”havnens vindstille” (2,6). Striden handler om, hvem Jesus er: Guds Søn eller en skabning som os. Denne strid splittede på Efraims tid, hvor skiftende kejsere tilsluttede sig det ene eller det andet. Den dag i dag er det netop Jehovas Vidners tro, at Jesus nok er guddommelig, men som en skabning. Senere må jeg nærmere komme ind på, hvilken forskel det gør, om Jesus regnes for Guds Søn eller blot en skabning, men her en antydning: Hvis Jesus kun er en skabning, så har han ikke kraft og styrke til at tilgive synd ved sin død for os, men hvordan skulle han da kunne opstå fra de døde, når han blot er et menneske? Det giver ikke mening. Men de kristne, der mente, at Jesus udelukkende er en skabning, og dog guddommelig i en eller anden grad, de var til stede i Nordafrika og blandt goterne i ’Balkan’ og omegn i århundreder.

Nu kommer vi til et eksempel på noget finurligt. Efraim spiller nogle gange på flere betydninger af et ord. Ordet for sømand kan også betyde salt. Jeg gætter nu: Betyder det, at hvis vi er sandhedens salt, så styrer vi også troens skib ind i freden i havnen, det vil sige: ind i freden i at holde os til profeterne og apostlene, Gammel og Ny Testamente? Det kan være, det kan også være en overfortolkning! Under alle omstændigheder vidste man, hvor farligt det var at sejle på Middelhavet, også selvom man boede på lang afstand af havet. Om ikke andet havde Efraim læst Apostlenes Gerninger 27 om apostlen Paulus’ sørejse som fange til Rom, hvor skibet blev knust mod en brænding under en storm og hvor den enkelte måtte redde sig i land med armene om en planke. Alt dette er blevet aktualiseret med menneskers flugt over Middelhavet til Europa med fare for deres liv. Med den aktualiserede viden om havets farlighed understreges baglæns vigtigheden af, at troen styrer os Troen er både troen i betydning tilliden til Jesus Kristus, men også troen som læren om, hvem Gud Fader, Søn og Helligånd er, om hvad Jesus betyder for os, altså det, der er sammenfattet i trosbekendelsen. Men der er også et moment af trofasthed i ordet tro. I vore dage kunne vi tale om troens integritet, hvor vi lader troen og Jesus Kristus gennemsyre vores liv og tankegang og hvad vi lader os påvirke af (Skriften: profeterne og apostlene) og ikke lade os påvirke af (selvopfundne tanker uden forbindelse til Skriften).

3. marts: Hymner om Troen 5 (foreløbig oversættelse)

28. februar: Hymner om Troen 4 (alle vers, foreløbig oversættelse). Se under "E. og Johs. Glenthøj under "Efraim Syreren" og "Hymner om Troen 1ff".

25. februar: Jakob af Sarug om faste. Se siden "Jakob af Sarug"med undersiden "Faste".

17. februar: Argumenter for, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger er fra tiden op til år 62 e.Kr. - se under "Små artikler" under "E. og Johs. Glenthøj"!

31. januar: Hymner om Troen nr. 40 og senest 63-

se 'Hymner om Troen 40, 44, 61, 63 og 81-85 ' under 'E. og Johs. Glenthøj' under 'Efraim Syreren ' i venstre side.

Efraim Syreren - se undersiden til venstre. Indeholder p.t.

- Paradishymnerne 1-15 i min foreløbige oversættelse

- Digte om Satan og døden

- Hymner 1-5 om perlen

- Nisibenske Hymner 4 og 35-36

- Julesalmer 1 (på 99 vers!), 5 og 13

Her et uddrag af fra en juleprædiken af Efraim Syreren (d. 373) oversat fra engelsk, da jeg ikke har adgang til det manuskript, hvorfra Sebastian Brock oversatte:

Det er en kilde til stor forundring, min ven,

at nogen vil formaste sig til at udgrunde det under,

at Gud kom ned

og gjorde sig en bolig i et skød,

og hvordan Han, som ER,

iklædte sig et menneskes legeme,

og hvordan et legemligt skød var i stand til

at bære på en brændende ild,

og hvordan en flamme opholdt sig

i et fugtigt skød, uden at det blev brændt op…

En jomfru blev gravid med Gud!

… Han, som udmåler himlene med sin håndsbredde,

Han, som holder havet i sin hule hånd,

blev født i en hule;

Hans herlighed fylder himlene,

og krybben er fyldt med Hans stråleglans…

Gud blev menneske,

”Den gamle af dage” er blevet et barn,

Herren er blevet som sine tjenere,

Kongens Søn er blevet en, der foragtes.

Den ophøjede Natur er blevet ydmyg

og blander sig med vor natur,

påtager sig, for vor skyld,

noget, der er fremmed for Hans natur.

Hvem vil ikke forbavses ved at se,

at englenes Herre er blevet født til verden?

Himlen er Hans herligheds trone

og dog sidder Han på Marias skød;

Jorden er Hans fodskammel

og dog kravler han som baby omkring hende.

I sin hånd måler Han støvet

og dog går Han som barn på det samme støv.

Lykkelig er Adam ved Hans fødsel,

for Han genvandt den herlighed, Adam mistede.

Hvem har nogen sinde set

Pottemageren lukket inde i en krukke af ler?

Hvem har nogensinde set ild

omspænde sig selv med babytøj?

Gud dalede så dybt ned, for Adams skyld,

ydmygede sig selv så meget

for sin tjeners skyld,

den tjener, som havde ophøjet sig selv og havde overtrådt buddet

på den ondes, morderens, råd.

Han, der har givet buddet, har nu

ydmyget sig selv for at løfte os op!

Lovet være den Barmhjertige fra det høje,

som lod sig bringe ned til mennesker på jorden,

så den syge verden kan blive helbredt

af Lægen, som er strålet frem i skaberværket.

Kommentarer:

- ”Han, som ER” – se 2. Mosebog 3,14: ”Jeg er den, jeg er.”

- ”Den gamle af dage” – sådan kaldes Gud i Daniels bog 7,9.

- ”Pottemageren lukket inde i en krukke af ler” – Gud er Pottemageren (Jeremias’ bog 18), som lader sig beklæde af ler (i stil med, at Han som ild var lukket inde i Marias skød!

Oversættelse af Hymner om Troen nr. 53

Hvem er Jesus - bare en skabning som os eller Guds Søn?

1 Hvem forundres ikke over den retskafne Moses, som ikke holdt sig fra

At skrive om det ophøjede og optegne det, som er jordiske ting,

at skrive om det skabte og at indeholde alt,

til og med staven og fortællingen om alrunebær,

som ulærde kvinder talte om og som han lod skrive ved Helligånden,

og staven – den blev lagt i arken.

Omkvæd: Lovet være din lære!

2 Hvem frygter ikke for snublesten på jorden,

Forbitret strid på jorderig, for hårde diskussioner i gaderne,

i forsamlingerne splittelser og i selve kirkerne

sværd og kniv. Kvinder overfalder kvinder,

mænd deres venner og præster konger.

Hele verden er i oprør.

3 Hvem vil ikke græde over, hvor mange gange der er jordskælv,

der dog falder til ro igen. Opgør og stridigheder

Hører ikke op i kirken. Bølger og storme

Falder til ro på havet, men uforstandige og debattører

Skaber forvirring på landjorden. Salige er sømændene,

Men ve over de skriftkloge!

4 Er det godt med vor krig i forhold til den Barmhjertige?

Gud forbyde det! Og hvis Satan

Spotter og gør nar ad os, hvorfor har den Gode

Ikke lagt en vej og ligetil skrevet

og det lige ud: ”skabning og havde gentaget det to-tre gange,

Som der også var flere vidner.

5 Han er Sandheds-Gud, som ikke fejler

Eller fører mennesker vild. For Han er den Gode og Retfærdige,

Som så ofte har gjort os ædruelige gennem sin lære

Og har banet den uforfalskede vej for de sanddru.

Men forbandelse nærmer sig den, der fører

Den blinde på afveje.

6 Han har ladet opskrive særlige ord,

Som lægemidler, der er forenelige skønt uforenelige,

For til håb og helbredelse

kommer de samlet, men den, der ikke kender

kraften i dem, slår ihjel, mens den, der kender

kraften i dem, overvinder sygdommen.

7 Kom ud fra dette eksempel med lægemidler

Til skrifterne: Nogle er meget uvidende

Om helbredende urter, men andre er fremmede

Over for læsningerne, så ordene indbyrdes ligger i strid

I munden på uforstandige skriftkloge. Skrifter er fredfyldte,

Men de skriftkloge skaber uro.

8 Hvad er der tilbage at gøre end dette alene,

At vi kommer med vidner; den Retfærdige har ikke befalet,

At vi accepterer ét vidne, for bevidnelse af tre

Har Dommeren bestemt. Lad os tilkalde den mægtige Dommer:

Retfærdigheden, og lad os tilkalde begge parter

Som vidner i deres sag!

9 Vend jer således oplyst fra de ord,

Som forkynder vor Herres ringhed eller majestæt.

For en hører Hans menneskelighed i de ord, en anden

Hører Hans guddommelighed. Lad os lægge fortolkninger til side

Og lad os enkelt og ligetil søge navnene

”Søn” og ”skabning”.

10 De kan også sige til os som de dygtigste skriftkloge,

Dybt inde i loven og profeterne:

”Se, det er Salomon, der fremkalder striden!

For han fornemmer og kalder Ham skabning og noget tilvirket.”

Derfor er Salomon den afgørende tilflugt

For alle deres hovedbrud.

11 Fra mig uerfarne skal de i korthed høre,

At al tale om ringhed i Skrifterne

Får sin opfyldelse i vor Frelsers menneskelighed.

Og hvis du formår, da gå forbi Hans menneskelighed

Og kom til Hans guddommelighed og du skal finde,

At Han er ophøjet over alt dette.

12 Tag og flyv til Ham på sindets fjer

Og tankens vinger, og rens så og få

klare øjne med indsigt, stig op og betragt Sønnen.

Betragt Ham og Hans Fader, ja læg mærke til,

At Han er fuldstændig som sin Fader; for Faderen er skjult for alle

Og Sønnen er usynlig for alle.

13 Tæl derpå, hvor mange gange Han kaldes Søn og Barn,

Opregn så, hvor ofte Han også kaldes skabning.

Og når versene optælles, overbeviser

de mange navne de forstandige om, at det nøjagtige navn

gentages hele tiden. Men det navn, der er en foreløbig benævnelse,

højest to-tre gange.

14 Vi talte op og fandt frem til, at Salomon gav

navnet skabning i en eneste lignelse. Vi beregnede og kom ikke til ende,

for Faderen er i alle undere, profeterne på alles læber,

apostlene i alle ord og dæmonerne i alle plager;

de forkynder Ham alle sammen som Søn. Hvem tror da ikke

og bebrejder de stridslystne!

Johannes' blog ligger til venstre næsten øverst.

***

Ny bog. Johannes har medvirket med undersøgelser af misvisende brug af oldkirkelige teologer og betydningen af den augsburgske bekendelse for spørgsmålet.

Et folkekirkeligt genmæle - mod Lars Sandbecks kristendomsforståelse - Kirker og kirkehistorie - ProRex Forlag. Nu 2. oplag.

Pris: 200 kr.

Frelse for alle?

Et folkekirkeligt genmæle er syv teologers kommentarer til og kritik af alles frelse-tanken, som den er fremført af lektor Lars Sandbeck i hans bogNår kærligheden dømmer.

Spørgsmålet, om alle bliver frelst, er ikke helt så enkelt at svare på, som Sandbeck lægger op til. Fortabelsens mulighed ligner en revne i kirkens bekendelse, vedgår denne bogs forfattere, men som billedet på forsiden illustrerer, har bekendelsen fundet sit leje som brudt.

Fra hvert sit udgangspunkt behandler forfatterne bl.a. Lars Sandbecks brug af kirkefædrene, hans manglende sans for folkekirkens lutherske bekendelse, hans fravalg af klare bibel­tekster, der modsiger hans teori, og en fraværende erkendelse af, hvor alles frelse-læren fører hen.

Bogens forfattere anfægtes over de mange vanskeligheder, spørgsmålet om fortabelse rejser, men samtidig ønsker de at holde fast ved bekendelsen og dens betydning. Deres håb er, atEt folkekirkeligt genmælevil vække til eftertanke og inspirere enhver, der bekymrer sig om de angreb på bekendelsen og grundlæggende teologiske spørgsmål, som Sandbeck fremfører.

Et folkekirkeligt genmæle er skrevet af
Helga Døssing Bendfeldt
Jesper Dupont Birkler
Lars Hougaard Clausen
Johannes Bartholdy Glenthøj
Erik Holmgaard
Flemming Baatz Kristensen
Steen Skovsgaard (red.)

NYT! 29/5 Salme til Kristi Himmelfart

Siden er under nyredigering efter omflytning fra en anden platform!

Elisabeth er cand.theol. fra Aarhus Universitet. Tidligere akademisk medarbejder ved Grundtvig Centeret i Aarhus. Har i samarbejde med Chr. Thodberg og tidl. sognepræst Jette Holm udgivet Grundtvigs prædikener fra 1839 til 1845 samt Thodberg bind med kommentarer. Har arbejdet med den ortodokse tradition: Jesusbønnen. Uddannet familieterapeut fra Kempler Instituttet.

Johannes er cand.theol. fra Aarhus Universitet, og fra Oxford Universitet MPhil og DPhil (afhandling om Kain og Abel i græske og syriske prædikener og bibelkommentarer i perioden 4.-6. århundede). Har oversat digte og prædikener fra syrisk, et aramæisk sprog, som var dominerende i Mellemøsten i oldkirken. Tidligere sognepræst på Samsø 1997-2024. Johannes oversætter tekster fra græsk og syrisk. En del ligger allerede her på hjemmesiden, mere kommer til. Nyeste er en hel oversættelse fra syrisk til dansk af Efraim Syrerens 15 Hymner om Paradis - se sidemenuen øverst. 

Elisabeth og Johannes er 'præste-præsentationspar' ved weekender i ÆgteskabsDialog, hvor ægtepar får mulighed for selv at arbejde med dialog. Vi har selv et før og et efter den DialogWeekend, vi tog på for at forbedre vores indbyrdes forhold og samtale.

Siden indeholder blandt andet:

- Johannes' oversættelser af kristne tekster fra græsk og syrisk

og hans oversættelser af kristne lovsange fra persisk og arabisk, et tiltag der kom i stand i forbindelse med etableringen af et asylcenter på Samsø.

- Elisabeths og Johannes prædikener

- Grundtvigs korssignelse - en vigtig del af Grundtvigs faste morgenandagt

- Salmer forfattet af Johannes, ofte inspireret af den samske natur  

- Klummer, Johannes udgav i den lokale avis Samsø Posten i 2023-24

- og meget mere

'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik

En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.

Men har de mon taget stilling til to ting:

1

Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.

Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.

2

Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.

Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.

Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.

Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.

Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.

Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.

Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.

Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.

Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?

Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:

"Den småmobsede tros dage er til ende.

De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,

provst Mejer er død."

Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.

Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.

Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".

Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!