Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Det, der her kan læses, virker overvældende! (Og nogle få ting virker meget fremmedartet, fordi det her er skrevet af en munk, som er enormt hård i sin livsførelse, men i almindelighed er det en overraskende vigtig liste over værktøjer (kan også kaldes "dyder") til at leve livet med.
Det er overvældende, hvis vi kigger alt værktøjet "udefra", altså som om det ikke vedkommer os. Ligesom det ikke vedkommer mig, at en tømrer har en flot væg i sit værksted fyldt med alskens værktøj. Det ser flot ud, men det rører ikke ved noget i mig. Anderledes med denne liste eller "væg med værktøj": Det rører helt igennem ved noget i mig, for det er den kristnes "væg med værktøj", og meget af det skal bruges dagligt, holdes ved lige o.s.v. Andre værktøjer bruges mere sjældent, men de skal være på deres plads, ellers er vi dårligt stillet.
God arbejdslyst i værkstedet med alle værktøjerne. Her kommer listen:
Moralsk dømmekraft, selv-beherskelse, mod, retfærdighed, tro, håb, ærefrygt, fromhed, åndelig kundskab, beslutsomhed, styrke, forståelse, visdom, bod, sorg over sig selv, mildhed, arbejde med at søge efter skatte i Skrifterne, kærlighedens gerninger, hjertets renhed, fred, tålmodig udholdenhed, selv-kontrol, ihærdighed, intention om at være retlinet, målrettethed, følsomhed, lydhørhed, en gudlignende stabilitet, varme, årvågenhed, Åndens ildhu, meditation, omhu, opmærksomhed, at være samlet, omtanke, ærbødighed, skam, respekt, bodfærdighed, afståen fra det onde, anger, at vende om til Gud, loyalitet over for Kristus, forkastelse af djævelen, at holde budene, vogte over sjælen, renhed i samvittighed, at ihukomme døden, sjælens trængsel, at gøre gode gerninger, anstrengelse, møje, en streng livsførelse, faste, vågen, sult, tørst, nøjsomhed, at klare sig med det, man har, ordentlighed, elskværdig optræden, beskedenhed, tilbageholdenhed, foragt for penge, ubjærgsomhed, forsagelse af verdslige ting, underordnelse, lydighed, føjelighed, fattigdom, ikke at besidde noget, at trække sig tilbage fra verden, oprykkelse af egenviljen, at sove på en hård seng, afholdenhed fra at vaske sig, tjeneste, kamp, at være nærværende, at spise ubearbejdet mad, at erkende sine svage sider, at lade sin krop sygne hen, ensomhed, fredelighed, rolighed, godt humør, sjælsstyrke, frimodighed, gudlignende iver, lidenskabelighed, fremskridt, at være tåbelig for Kristi skyld, at holde vågent øje med forstanden, moralsk integritet, hellighed, jomfruelighed, helliggørelse, legemets renhed, sjælens kyskhed, at læse for Kristi skyld, at interessere sig for Gud, fatteevne, venlighed, sandfærdighed, ikke at være nysgerrig, ikke at være dømmesyg, at tilgive skyld, god styring, at bruge sine evner, skarpsindighed, at være fair, tingenes rette brug, forstående indsigt, godmodighed, erfaring, bruge Davids Salmer, bøn, taksigelse, anerkendelse, bønfaldelse, at knæle, ydmyg bøn, forbøn, bøn om noget bestemt, bøn om hjælp, synge salmer, lovprisning, bekendelse, omsorg, sorg, trængsel, smerte, kval, klage, suk af sorg, gråd, hjerteskærende tårer, stik i hjertet af anger, stilhed, at søge Gud, råb i pine, mangel på bekymring om alle ting, overbærenhed, ikke at anse sig selv for noget, ikke at være optaget af ære, sjælens enfoldighed, sympati, tilbagetrukkethed, godt gemyt, aktiviteter der stemmer overens med naturen, aktiviteter, som overstiger ens naturlige formåen, broderkærlighed, enighed, fællesskab med Gud, sødme, et åndeligt temperament, mildhed, retskaffenhed, uskyld, venlighed, uden svig, enkelhed, godt omdømme, at tale vel om andre, gode handlinger, at give ens nabo fortrinsret, gudlignende nænsomhed, en dydfyldt karakter, pålidelighed, at være ædel, taknemmelighed, ydmyghed, at være løsgjort fra tingene, værdighed, overbærenhed, langmodighed, imødekommenhed, godhed, dømmekraft, tilgængelighed, høflighed, ro, kontemplation, ledelse, ordholdenhed, klarsynethed, at være rolig, åndelig glæde, bestemthed, forståelsens tårer, sjælens tårer, en kærlig længsel efter Gud, medlidenhed, barmhjertighed, medfølelse, sjælens renhed, forstandens renhed, forudviden, ren bøn, lidenskabesløse tanker, standhaftighed, sjælens og legemets sundhed, at få lys ind, genvindelse af ens sjæls sundhed, had til livet, ordentlig lære, en sund længsel efter døden, at være som et barn i Kristus, rodfæstethed, irettesættelse og opmuntring, at være både behersket og virkningsfuld, en prisværdig evne til at forandre sig, ekstase i forhold til Gud, fuldkommenhed i Kristus, sand oplysning, en intens længsel efter Gud, forstandens henførelse, Guds iboen, Guds kærlighed, kærlighed til indre visdom, teologi, en sand bekendelse af troen, foragt for døden, at være som en helgen, en vellykket bedrift, sjælens fuldkomne sundhed, dyd, lovprisning af Gud, nåde, kongelighed, adoption til sønnekår – alt i alt 228 dyder. At opnå dem alle er kun muligt ved Hans nåde, som giver os sejren over lidenskaberne.
Listen over værktøjer til at finde balance som kristen i livet er skrevet af Peter af Damaskus (11. eller 12. århundrede).
Teksten er oversat fra den engelske udgave:
The Philokalia. The Complete Text. Volume 3, side 203-204.
Peter af Damaskus (levede 11.-12. århundrede) om ydmyghed – og lidt om, hvad udholdenhed bevirker. Fordansket af Johannes Glenthøj fra den engelske oversættelse af den oprindelige græske tekst i: The Philokalia. The Complete Text. Volume 3.
Grunden til at vi skal ydmyge os selv i forhold til Gud og hinanden, er, at vi har modtaget vores tilværelse fra Gud, og alle andre ting også; og fra hinanden har vi modtaget det, vi ved.
Den, der ydmyger sig selv, oplyses så meget desto mere. Men den, der nægter at ydmyge sig selv, forbliver i mørke, ligesom ham, som var Morgenstjernen og nu er Djævelen.
For Lucifer hørte oprindelig til den laveste engle-orden, men på grund af sin opblæsthed blev han og hans lige placeret under mennesker, og han blev kastet ned i Helvede på grund af hans ubegribelige arrogance.
Derfor hedder det ofte, at opblæsthed i sig selv, uden nogen anden synd ved siden af, er nok til at ødelægge sjælen. Det betyder, at den der opfatter sine synder som ubetydelige, falder i dem, der er større.
Og den, der har modtaget en gave fra Gud, men ikke er taknemmelig for gaven, er allerede på vej til at miste gaven, for, som Basilius den Store siger: han har gjort sig selv uværdig til Guds gave.
Når vi tænker på den måde, Jesus red ind i Jerusalem, sagtmodigt og ydmygt, så kan vi deraf lære, hvordan vi selv skal være, når vi beder.
Sjælen må være fri for alt ondt, især hævntørst, når den beder, som Herren selv har fortalt os: ”Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser. Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” (Markus 11,25-26).
Ydmyghed hænger meget sammen med bod og anger. Anger er ret beset oprykning af ondt, siger Johannes Krysostomus.
Men hvis et menneske tænker, at han/hun angrer, og alligevel forsøger at gå i rette med en, som –med rette eller urette – dømmer en, så er det menneske ikke værdig til tilgivelsens nåde.
Min kommentar: Et menneske skal efter min mening ikke lade sig trampe på, men derfor er det en øvelse for enhver af os at give afkald på rethaveri og dømmesyge, og det er blandt andet det, Peter af Damaskus er ude efter – så vidt jeg kan bedømme det.
Så er nåden ikke længere vores ledende princip. For nåden virker sådan, at Gud retfærdiggør den gudløse uden retfærdighedens gerninger (Rom. 4,5).
I stedet skal vi være taknemmelige over bebrejdelser og stå dem igennem med udholdenhed. Ja, vi skal takke for dem, som bebrejder os noget og vi skal forblive tålmodige uden at bære nag mod dem, der anklager os for noget.
Da vil vor bøn være ren og vor anger virkningsfuld. For jo mere vi beder for dem, som skælder os hæder og ære fra og anklager os, desto mere gør Gud dem, som er fjendtlige over for os, fredelige, og Han giver også os fred gennem vor rene og vedholdende bøn.
Og da vi nu før var inde på udholdenhed: Tålmodig udholdenhed slår mismod ihjel, som slår sjælen ihjel; udholdenhed lærer sjælen at finde trøst hos Gud og ikke blive ude af sig selv, når der er mange kampe og trængsler.
Min kommentar: Netop denne tanke er guld værd for enhver, som er ved at være grebet af mismod, livslede og håbløshed og meningsløshed. Sådan er der midler for alt det, der vil nedbryde vores sind.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!