Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
PÅSKEPRÆDIKEN 2021 I BESSER OG TRANEBJERG KIRKER
Markusevangeliet kap. 16, vers 1-7: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: “Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: “Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det”. Amen.
Jeg har tre overskrifter med i dag.
Den første: Fra minus til plus. Ingen røde tal på bundlinjen. Gælden er betalt.
Den anden: Det gule bæger.
Den tredje: Den levende kalender med ligeså mange låger, som vi har levedage.
Hele Jesu liv og lære gav for alvor mening for disciplene, da Han kom til dem efter opstandelsen. Men i første omgang blev de helt rundt på gulvet. Det ses i beretningerne. I dagens evangelium bliver kvinderne forfærdede, da de så englen inde i graven. Det er ÆGTE øjenvidneberetninger, hvor begivenhederne skildres med forskellige nuancer. Men evangelierne er enige om, at en eller flere kvinder fandt graven tom påskemorgen. Kvinder kunne dengang ikke være vidner, så når evangelierne fortæller, at kvinder var de første til at se den tomme grav, så er det et tro-værdigt vidnesbyrd. Og ikke en konstrueret historie. Det er vigtigt at understrege, at vi har at gøre med virkelige mennesker og deres beretninger om det, de så og hørte. Men vi skal dybere, vi skal ind til MENINGEN med påskens begivenheder.
Den første overskrift: Fra minus til plus - ingen røde tal på bundlinjen! Gælden er betalt. Det er præcis så godt, som det lyder! Jesus bar vores synder op på korset. Vores gæld er betalt. Efter at vi mennesker var smidt ud af paradiset, havde vi ingen ret til at komme der igen. Forholdet til Gud var slået i stykker. Dette forhold genoprettede Jesus, da Han døde på korset. Det er fuldbragt, sagde han. Nu ændredes minus til plus! Nu vil der altid være et positivt fortegn for vores liv! Lige meget hvor ulykkelige, vi kan blive, og hvor skævt, det hele kan gå, så kan INGEN eller INTET gøre det ugjort, som skete på korset. Der er et vers i salmebogen, jeg elsker, fordi det kort og præcist beskriver virkeligheden efter Jesu sejr. Der står: Hver en søndag døden gyser, mørket skælver under jord, for med glans da Kristus lyser, kæmperøst har livets ord, sejersalig de bekrige dødens drot og mørkets rige! Sejersalig - det kan vi også være, når vi er i ledtog med sejrherren, som lagde arm med synden, døden og djævelen og vandt en evig sejr. Vores gæld er betalt, ingen røde tal på bundlinjen i det regnskab, som for alvor har betydning for os.
Den anden overskrift: Det gule bæger. Vi kan drikke af det gule bæger for at nyde Jesu sejr i vores liv!
Det gule bæger - det er jo påskeblomsten. Opstandelsens bæger. Helt konkret drikker vi af opstandelsens bæger, når vi samles om nadverbordet. Her samles vi med alle, som tilhører Kristus, også dem, som ikke er hos os længere, men har flyttet adressen til himlen. Jeg kan ikke lade være at nævne og mindes min svigerinde, som vi måtte tage afsked med for nylig. Efter lang tids sygdom fik hun endelig fred. Hun glædede sig til at gå ind i himlen! Og hun sagde, at hun så frem til at møde Miriam. Vores lille datter, som vi kun havde hos os i 2 1/2 år. Tænk at kunne tale om himlen på samme ligefremme måde, som når man siger, man tager afsted på indkøb. Ligefremt og naturligt. Så er himlen sænket ned til jorden. Det er skønt. - Grundtvig siger om opstandelsens bæger: hjertet som mod død skal stå, kun med dit blod kan roligt slå! Kristus forener sig med os i nadveren. Det er på samme tid et mysterium og en guddommelig virkelighed. Her rækkes vi drikken, som kan styrke den forening med Ham, som blev grundlagt i dåben.
Nu til den tredje og sidste overskrift: den levende kalender. Forestil jer en julekalender med en låge, som skal åbnes hver dag frem til d. 24. Den sidste låge er der gjort noget særligt ud af, for den markerer målet for hele øvelsen! D. 24. - juleaften med sang, fest og gaver. Jeg kom til at tænke på vores liv ud fra dette billede. Vi kan forestille os, at vi hver især har en levende kalender. En låge til hver dag i vores liv. Hver gang, vi åbner en låge, mødes to virkeligheder: den synlige virkelighed og den usynlige virkelighed. Vi får i bibelen at vide, at vi skal holde blikket rettet mod den usynlige virkelighed, ikke den synlige. Begrundelsen er, at den synlige virkelighed kun varer en tid, men den usynlige varer evigt. Til hver låge i den levende kalender knytter sig et løfte. Det lyder: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende! Gaven er at møde Jesus Kristus hver morgen, for så får min dag et positivt fortegn. Det kan være, jeg følte mig helt til rotterne, inden jeg åbnede lågen. Men nu stiller sagen sig anderledes: Jeg er ikke alene! Jeg får hjælp til at rette op på mit perspektiv. Hvis jeg for eksempel var ved at synke ned i selvmedlidenhedens sump, kan jeg række min hånd frem, så Jesus kan sætte mig tilbage, hvor jeg har fast grund under fødderne. Jeg kan få øje på det, jeg har grund til at være glad for. Taknemmelighed er de bedste øjendråber. Og tillid til Jesus Kristus er den bedste modgift mod at fare vild i tilliden til mig selv og mine egne uforgribelige meninger. Frelseren opfordrer os til at slippe det hårde slid for at bevare kontrollen. Det er jo alligevel bare en illusion. I grunden har vi ikke kontrol over noget som helst. For eksempel kan sygdom ramme som lyn fra en klar himmel. Ligesom den opstandne Kristus kom og stod blandt sine disciple og sagde: Fred være med jeg! sådan ønsker Han at komme til os hver evig eneste dag. Den låge, som svarer til d. 24. i en julekalender, er den, vi åbner på vores sidste dag på denne jord. Når vi har åbnet den sidste låge, lyder ordene nogle dage efter over vores kiste: Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. De samme ord som lød ved dåben. Og så kommer jordpåkastelsen: Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Af jorden skal du igen opstå. Må vi alle have det som min svigerinde, der glædede sig til at træde ind i den virkelighed, som nu ville blive synlig for hende!
Vi står ikke uden hjælp. Den treenige Gud vil hjælpe os: Gud Fader er solen, Kristus er strålen, Helligånden er varmen. Gud Helligånd vil opvarme vores kolde forstand, smelte isen i vores hjerte, hjælpe os med at bede når bønnen vil dø på vores læber, vil nedbryde barrierer mellem os og andre mennesker, så et fællesskab i kærlighed opstår.
Jesus siger: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø” (Johannes-evangeliet 11,25f).
Amen.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!