Du kender min smerte og fadervor-rap

INDLEDNING

Du kender, Herre, min smerte

og vender mit hjerte,

du tænder en kerte,

som ikke kan sværte,

som ikke fortær’te

det krat, der hvor Moses lærte,

at du er dig og ikke mig,

du er sej og leder mig på vej,

om dagen med en sky,

det er det, der gør, at der på ny

bli’r glæde hos mig i min by;

og om natten med en søjle af ild,

som brænder, men faktisk aldrig helt vild,

den er fyldt af kærlighed mild.

Natten var mørk,

næsten som en ørk,

jeg var bange

for de mange

ting, som ikke var, som de sku’ være,

men tit blev bare værre og værre.

Så bad jeg til dig, som er altings Herre,

at du ville køre mig bort i en kærre

ligesom Gandalfs, som intet kunne spærre.

Så blev dagen god,

for du efterlod

fred midt i rod,

som jeg slet intet forstod,

da du råded’ på alting bod

- på Golgatha –

med dit eget liv og blod,

som omskabtes til livets flod,

da du søndag morgen opstod.

Den søndag fødte graven

dig, som gi’r liv som gaven,

søndag var din opstandelsesdag

på den tredje dag efter dødens dag,

og nu er der liv fra dig i lag på lag.

Nu lever du i mig

som min frelser sej,

og jeg lever i dig, mens jeg er på vej -

med din ild, din kærligheds, sandheds Ånd,

led mig og tag fat i mig med din almagts hånd.

FADERVOR

Fader vor, du som er i himlen

og kender mig midt i vrimlen,

helliget vorde dit navn,

som er til evigt gavn

trøster midt i alle savn,

fører til vor sande destination, til vores hjemstavn,

red mig i liv og død som en ravn!

Giv os i dag vort daglige brød,

som er fyldt af din livskraft, som er sød,

dit liv og legeme i nadveren, som er dit kød,

er dit offer, der er som kærlighed rød.

Forlad os vor skyld

al vor synd er en byld,

prik til den, og alt svigt ved din Helligånd bortskyl,

tag hjertet og med fred os udfyld -

som også vi forlader dem, der er i gæld til os,

hjælp os til med dig at byde synden og døden trods,

befri dem som os for gæld,

send i os dit kildevæld,

slet vor kæmpe-gæld,

før os ud af vor livstids spjæld.

Led os ikke ind i det, der frister,

pas på os, så vor tro vi aldrig mister,

så vi ikke slår i næsten vor klo

for at spotte hans og hendes tro.

Men fri os fra det onde,

hvor ingen af os kan bunde,

Selvom Satan ofte nok griller og rister,

hjælp os, når han ondskabsfuldt rundt om os lister.

Thi dit er riget, Guds rige,

som gør fattige og udstødte rige,

som til sidst vil standse alle krige,

hvor du vil dig med alle forlige,

som i tro og håb og kærlighed vil ind i dit rige stige,

som aldrig skal se magen eller lige.

Og din er magten,

som du har agten,

du er stærk,

når du går bersærk,

det er et underværk.

Dig være ære,

som kan alting i verden, hele universet, bære

og få din glædesmost til til vin at gære,

så vi med mod og kraft kan lære

dine disciple at være.

Så siger vi: amen,

det gør vi alle sammen,

for du bringer virk’lig fryd og gammen

til alle os vingrene på dig, træstammen,

og dertil råber alle: amen.

Muskler får man ikke uden at træne

Muskler får man ikke uden at træne/

tværtimod kan mangel på træning unægt’lig dræne/

kraften, så jeg vil prøve ikke at læne/

mig tilbage og ligge i køjen med mine bene/

det ødelægger muskler og hver en sene/

til sidst bli’r det for meget for en vene/

og mit hjerte bli’r hårdere end stene/

det kan jeg virk’lig virk’lig ikke mene/

det gør mig, ved jeg, mer’ og mere ene/

jeg bli’r et træ gå’t ud og uden grene.

Så løfter jeg mig fra stolen i min stue/

og åbner langsomt arkens ene luge/

jeg kigger ud med frygt på himlens bue/

og spø’r mig selv, om jeg ska’ la’ mig kue/

af alt det som kan trykke ned og true/

det er som om jeg kun ka’ grue/

for alting og så for mig selv i min stue/

det ødelægger også livet, pige, dreng og mand og frue/

så derfor vil jeg virk’lig til at ta’ mig sammen til at muge/

i mig selv og se om Gud kan ikke luge/

så uden højt ukrudt jeg ser med klarhed på mig selv fra min tue/

og fra nu af vil jeg først og fremmest tænke på at bruge/

dine gaver til gavn for andre og ellers af din nektar suge.

I sin tid fik Noa for meget af sin egen drue/

men hvorfor ska’ det få mig til at ruge/

jeg mærker i mig tørsten efter mer’ end mammons kæmpeflue/

jeg ønsker virk’lig ikke at det tomme skal opsluge/

mig og mit talent sådan, at jeg helt glemmer at bruge/

det som den Højeste har givet ved sin Due.

Jeg råber, beder, synger og gør et forsøg, jeg rapper/

for at takke dig, som tog min zapper/

for at hindre ham, som gerne kapper/

min forbindelse til dig og gerne napper/

mig og lægge mig som fil i sine mapper/

jeg bli’r aldrig klædt på med mer’ end lapper/

men jeg ønsker virk’lig at bli’ fri og være tapper/

altså gi’ dig hele armen, ikke leve som en slapper/

gi’ mig varme, gi’ mig glæde, så jeg klapper/

og ved din Ånd opvarmes og bli’r fri for kulde og istapper.

Ja, hjertets is begynde at smelte ved navnet Betlehem,

Det en by, du egentlig let kan glem’,

Hvis ikk’ det var fordi, du havde hørt om et barn i en krybbe – hvem?

Der var ikke plads i kroen,

Det os’ li’ meg’t, bar’ der er plads til æslet og koen

Og fremfor alt plads til troen.

Jeg går og kigger ned i gulvet

Jeg går og kigger ned i gulvet/

det er bare brædder, gennemhullet/

håber på du ser mig og ler/

for hvis du ikke ser/

mister jeg modet/

taber jeg ho’det/

får uro i blodet/

alt bli’r sammenrodet.

Så ser jeg ned i afgrunden/

der er død dernede på bunden/

gid det var paradislunden/

men det’ bar’ nå’t jeg si’r med munden/

men så sker der end’li nå’t i aftenstunden/

Med mælkevejsstjerner som bunden/

svømmer Svanen afsted som et kors i grunden/

og jeg får lyst til at takke Ham før blunden.

Jeg gi’r op, for jeg du’r ikke til at stave/

til meningen, eller springe tværs over grave/

luge ukrudt og plante løg i min have/

vende jord og gøde og gennemgrave/

tage fat i brædder og energisk save/

jeg aner slet ikke, hvad jeg ska’ lave/

spiser jævnligt og fylder dagligt min mave/

men er det bare mad eller er det en gave?

End’li er græsset sammenrimet/

uden at det bli’r som limet/

som om der nu bli’r vinterkimet.

Jeg fornemmer ganske klart/

at ved vintertidens start/

bli’r jeg klar i ho’det, det er rart/

je’ ikke længer’ sur og sart.

Det grå er ikke længer’ gråt/

der’ både sort og hvidt og indimellem blåt/

det er ikke længer’ bare regn og vådt/

eller kedeligt og livløst eller råt/

nej, stjernefunkleriet er som altid smukt og flot/

og jeg indser, at du stadig skaber alting godt.

Og om jeg fatter selv den mindste brik/

når jeg surfer, mister jeg mit overblik/

for hver gang jeg foretager mig et klik/

min hjerne koger over for hvert spark og kick.

Jeg’ splittet mellem bits og stjerner/

og fornemmer, jeg har brug for flere hjerner/

for jeg mangler altid flere ram/

flere kilo, ikke bare nogle gram/

for ellers bli’r jeg træt og tam/

og kroppen ender med at blive lam.

Jeg vil dåd, ikke død/

gør mig stærk, ikke blød/

gør mig varm, ikke kold/

jeg vil fred, ikke vold/

eller vil jeg, spø’r jeg mig selv/

giv mig mening, giv mig væld/

flyt mig ud i natten og sig: ”Tæl alle/

stjerner, og tæm så din galde!”/

Du gør mig klog og gal/

jeg føler mig på 104. sal/

men var hellere en hval/

som ved nøjagtig hvad den skal.

Eller hvad med at være i dens mave/

som i selve paradisets have/

på den anden side af alle grave/

uden mulighed for at gennemsave/

hvalens krop og komme ud i verdens have?

Hvad er meningen hvis ikke trofast kærlighed/

opfyldt af en trang til fred og ærlighed/

ellers bliver livet virk’lig til ubærlighed/

hvis det blot og ene er begærlighed.

Det vil jeg gøre/

ikke mere køre/

derud af i pløre/

sprænge alle døre/

give alt og alle øre/

alskensk ondskab høre.

Nej, jeg vil lytte/

til dig og rytte/

tid op i min hytte/

be’ dig beskytte/

mig mod, at alt skal nytte/

tak at du har villet bytte/

med mig og vil bo i mig/

så jeg ikke længer’ behøver at flygte og flytte.

Troen på opstandelsen

Melodi: Påskeblomst, hvad vil du her?

1. Troen på opstandelsen

virker som en by i Rusland.

Fjerner den forbandelsen,

som har tag i mig og hver mand?

Er jeg dømt til evigt slid

uden Gud, i nid og strid?

Er der egentlig en mening

med at leve for en skabning?

2. Dagen er for kedelig

uden dig, den kreative;

jeg er ærlig, redelig:

hvorfor ellers her forblive?

Du, kun du, min Herre god,

råder på grundskaden bod.

Du kan fjerne dødsstivheden

fra mig sammen med livsleden.  

3. Argumenterne mod dig,

som vil holde dig i graven,

de fordufter som dit lig,

og kan ikke modstå Haven,

Haven, som du skabte først,

drev mig hen til med min tørst,

Haven som du åbnede atter

for enhver Guds søn og datter.

4. Forårsvejret uden dig:

en fornøjelse før døden,

Kun med dig, min frelser sej,

kan jeg altid have gløden.

Hvad skal jeg med blomsters duft

hvis du ikke gav mig luft,

Himmelluften, Hellig Ånde,

som mig daglig går til hånde.  

5. Tak! du har os plantet godt

i den jord, som alting gror i,

her vi ser på himmelblåt,

på det lys, som virker, at vi

liver op som blomsten ny,

vokser op til himmelby,

føler, du er nærmere jorden,

end vi ofte tror i norden.

6. Opfyldt af din energi

tror jeg på, at jeg kan magte

nejet til selvpineri,

som mig tæt på døden bragte.

Kære Gud, gør mig så glad,

så du dæmper alt mit had,

så jeg vover smilet til fjenden

og si barske ord til vennen!
               Johannes Glenthøj, 2006.

Efter konfirmationen

7. Nu har I bekræftet, at

I vil være blandt Guds venner.

Lyder det lidt slidt, lidt fladt?

Eller skal vi være fjender?!

Tænk, at Gud i himmelen,

kender dig i vrimmelen,

ser som ørnen i det høje,

netop dig med moderøje.  

8. Hvil nu blot i troen på,

Herrens overmåde nåde,

sådan kan I ondt bestå,

overleve hver en gåde.

Kast i lyst og nød jer ind

i Guds favn, så kan på kind

I en gang imellem mærke

at Hans kærtegn gør jer stærke!

9. Gå herfra med Herrens fred,

freden, som har kostet livet

for Guds Søn, som for os led;

påskemorgen han oplivet

gav os håb om evigt liv,

mens vi vandrer uden kiv,

og får hver dag skænket nåden,

så vi er ombord i Båden.
            Johannes Glenthøj, 2006

Om lidt udtaler I et ja

Før konfirmationen

Melodi: Jeg ved et evigt himmerig.

1. Om lidt udtaler I et ja

til Faderen og Sønnen

og Helligånden - dermed ja

til troen og til bønnen.

2. Engang vor Herre spurgte ud

sin lille flok af venner:

”Hvem tror I, at jeg er? Mon Gud?”

Det spørgsmål vi nu vender.

3. Er han mon bare filosof?

Er han en smart fup-mager?

Er han som os + af Guds stof?

Tænk nu, så hjernen knager!

4. ”Du er den levende Guds Søn”,

sa’ Simon med det samme.

Derfor kan vi ham si’ i bøn,

alt, vi med ord kan stamme.

5. Nu Peter havde sagt sit ja

til Mesteren, hans Herre,

men andre ting, han dengang sa’,

var ikke godt, desværre!

6. Vi kæmper os som Peter frem,

forstår kun sjældent sagen,

men har vi hjertets dør på klem

for Gud, så ingen klagen!

7. Hold derfor dig til dåbens pagt,

til Jesus Krist, din Mester,

som da du blev til vandet bragt,

gav Ånden som din trøster.

               Johannes Glenthøj, 2006.
 

Efter konfirmationen

Og hvad vil det så sige?

Melodi: Jeg ved et evigt himmerig.
1. I er nu konfirmeret her.

At I bekræfter hver især:

I modtar Jesu rige.

2. Vi tar imod det som et barn,

et lille barn hos moder,

for ellers ville vi som skarn

gå glip af Rigets goder.

3. I dag har Gud bekræftet selv,

at I er søn og datter,

Opvælde skal i os en elv,

så vi med hjertet fatter.

4. Gud, send os nu afsted med fred

og tillid til din nåde,

som kalder frem taknemlighed,

så løses livets gåde!

            Johannes Glenthøj, 2006.

Seneste kommentarer

12.08 | 09:41

- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.

11.06 | 12:37

"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞

22.09 | 17:58

Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.

01.12 | 17:13

"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.

Del siden