Det, som forbinder korset med en stald

Melodi: Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

1. Det som forbinder korset med en stald

er Jesu Kristi fodspor rundt i landet.

At fødes for at dø var Herrens kald,

tæt på og næsten blev han overmandet

af stress og jag og jammer og ufred,

ukendelig og meget pint og plaget,

dog fyldt af himmelsk fred og kærlighed,

han var og er til vores hjælp uddraget.

2. I Jesu navn er håbløs sorg forvendt,

og selve døden er en svoren fjende,

hvis brod for evigt blev dengang opbrændt,

nu skal i tro vi død som søvnen kende.

Den Stærkeste har sejret over død,

og efterlod sin grav helt tom og åben,

for han med kors som lanse gennembrød

Livs-Døren vogtet af kerubens våben.

3. Når sneen falder atter ren og hvid

erindrer vi de store tab og gruer,

kun du kan evigt lindre sørge-slid

og give os dit lys i vore stuer.

Opstandne Herre Jesus Kristus, kom

og vær hos os i navnet selv til stede,

omvend os fra al stræben, som er tom,

og vift med freden bort al vor livs-lede.

4. Dit indtog i Jerusalem gav håb

om din befrielse fra tunge byrder,

du kom til hver af os i vores dåb,

vogt os, du Hyrde over alle hyrder,

tak for den byrde, du har til enhver,

et åg, der er så let, at det kun gavner, [1]

det gi’r du kærligt til os hver især:

gør alle andres åg til støv og avner!

5. Disciplene forstod dig ikke godt:

at i vort sted du ville lide døden,

at netop sådan blev du verdens drot,

og kaldtes også derfor Morgenrøden. [2]

Men blinde mænd på vejen tro’de dig,

Du Davids Søn, som var før ham, og kommer,

og derfor blev de helbredt på din vej,

du, som er både frelser og vor dommer.

6. På æselryg kom du til magtens sted,

kom ikke for at lade dig betjene,

du kom, vor Konge og vor Gud, i fred

som Træet, der vil alle grene tjene, [3]

så de til fælles gavn kan bære frugt,

og ikke ville være mer’ end næsten,

af Selviskhed så helt og holdent slugt,

hvor vi i eget fængsel holder festen.

7. Kald os af alle fængsler ud til fest, [4]

til efterfølgelse af dig, vor Herre,

som kom på æsel, ikke på en hest,

men dette æsel ville ikke spærre [5]

for dig, som ville bringe salighed,

hvor du os kun med kærligheden binder,

så vi bli’r fængslet af din ydmyghed,

hvorved du netop sejer i os vinder.

8. Og når du kommer anden gang herned,

skal med ”Velsignet være han, som kommer

i Herrens navn” du hyldes, hvor du led, [6]

og da skal der bli’ forår, evig sommer.

Hosianna i det høje, frels dog nu,

giv os, at tjene, sådan som du lærte,

lad os hver søndag komme dig ihu,

hvor vi os lader af dig selv beværte!

9. Tak, at du kommer i det, som er småt,

lidt brød og vin, men nok til evigheder,

der er du hos os som i himlens slot,

og vi er æslerne, du fremad leder.

Du blev et menneske i kvindens skød,

nedsteg i Jordans vand for vore synder,

steg ned i dybet til din egen død,

med din opstandelse vort liv begynder!

[1] Matthæusevangeliet 11,28-30 – evangeliet på den sidste søndag i kirkeåret (anden tekstrække).

[2] Lukasevangeliet 1,78: Solopgangen som Gud, der steg ned i dødelige menneskers liv ved at fødes som menneske og dø sådan.

[3] Johannesevangeliet 10: Jesus er vintræet, disciplene grenene.

[4] De to sidste søndage i adventstiden (den gamle, første tekstrække) handler om Johannes Døberen, der ender med at sende et spørgsmål til Jesus fra sit fængsel: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? (Matthæusevangeliet 11,1-6).

[5] 4. Mosebog 22,26.

[6] Hosianna-råbet er hentet fra Davids Salme 118,26 og bruges som hyldestråb palmesøndag.

[7] Matthæusevangeliet 11,28-30 – evangeliet på den sidste søndag i kirkeåret (anden tekstrække).

[8] Lukasevangeliet 1,78: Solopgangen som Gud, der steg ned i dødelige menneskers liv ved at fødes som menneske og dø sådan.

[9] Johannesevangeliet 10: Jesus er vintræet, disciplene grenene.

[10] De to sidste søndage i adventstiden (den gamle, første tekstrække) handler om Johannes Døberen, der ender med at sende et spørgsmål til Jesus fra sit fængsel: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? (Matthæusevangeliet 11,1-6).

[11] 4. Mosebog 22,26.

Nu er det vinter

Melodi: Det vil vi gøre.

1. Nu er det vinter!

 Og efter vinter der komer en splinter-

ny tid med forår, vi ved ikke hvornår,

men først skal julen passere jord-kuglen,

og vær kun rolig, Gud selv ta’r sin bolig

i sine små, så med fakler

de kan se lys, når de vakler.

2. Advent er kommet,

julen for døren med laden og gøren

står her med glæde for voksne og spæde,

hvad vi har båret med os hele året

kan vi godt glemme, for vi kan fornemme,

at der er toner fra himlen,

som kræver klokkernes bimlen.

3. Underfuld fødsel

inde i hulen li’ ved oksemulen,

dyrenes ejer blandt dem intet vejer,

mens jorden drejer de for ham sig nejer,

oksen og fåret har barnet nu kåret

til deres Herre og mester,

sammen de for ham dér fester.

4. Barnet i krybben

inde i stalden blandt dyrenes kalden

lå så fornøjet blandt køer fortøjet,

stifter af freden til fugle i reden,

tiden som baby var mer’ end et maybe.

Barnet en dag var bortfløjet,

borte var blebuksetøjet.

5. Hvem er i krybben?

En som vor broder med menneskemoder,

kommet fra oven, men er ikke hoven,

Havet indskrumped’, til der var kun sumpet,

men gi’r at drikke en vin, som gi’r hikke,

skænker en ret, som folk mætter,

så de som fuglen snart letter!

6. Hvem kan udtale

med ord på læber, som ikke sig slæber

uden at give nyt liv til os stive,

glæder med jublen og kvæler vor grublen,

så vi kan løftes, imens der småsnøftes?

Det kan kun mennesker gives

af engleord at oplives!

7. Stjernen den ledte

vismænd til landet bag alt ørkensandet,

til hovedstaden og kongeslotsgaden,

kongen bespiste dem og han lovpriste

barnet, de søgte med lys og med lygte.

Guld, myrra, røgelse gemte

de til den konge-bestemte.

8. Ude på marken

engle forkynder: ”Nu freden begynder!”

til  nogle hyrder, som løbende styrter

hjemad, til stedet, som altid har heddet

Betlehem: huset med brød, og beruset

tilbad de barnet i krybben,

selvom de ikke var typen.

9. Tidernes fylde!

Verden fornyet, de hyrder fik vu’et,

fattige fyldtes med glæde, som syltes

ofte af rige, som glemmer, at lige

er høje/lave, og nu en Guds gave

er det, at freden forkyndes,

sådan, at rundtom der nynnes.

10. Så lad os leve!

Sprængfyldt af glæde, som intet kan æde,

bortset fra sortsyn: oplys os med dit lyn,

så vi kan glemme de dage så slemme,

og kan fornemme din levende stemme!

Så kan vi klare så meget,

som er langt mere end speget!

Den nat, hvor Gud blev lagt på hø og strå

Melodi: Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.

  1. Den  nat, hvor Gud blev lagt på hø og strå,

blev vendepunkt for hele jord-planeten,

hver jul går verden her hos os i stå,

for Frelseren i krybben er magneten;

en glæde større end vi kan forstå

gør, at vi årligt kommer i salveten

og glemmer dagene, der var så grå,

for evig fred og glæde ta’r nu têten.

2. Kom, Herre Jesus, vær vor hyttegæst,

du Davids sene søn og efterkommer,

gør julen til en dejlig glædesfest,

et øjeblik af evighedens sommer!

Om der i os er kun en lille rest

 af det, som giver mening her i tiden,

giv os som hyrderne det, som er bedst,

et håb, der vejer mere end vor viden.

  3. I denne nat forglemmer vi os selv,

fordi Gud vender sorgen om til glæde,

nu tindrer stjerner klart på himlens hvælv,

det samme lys, som hyrder så dernede.

Den nat blev der for alvor flyttet om

på samfundsbunden og på dem på toppen,

da marken blev himmelsk helligdom

var det som gik af flasken dengang proppen.

  4. Nu bli’r vi ladet op i vort pitstop

og næsten er vi her som sild i tønden,

der sender tak til Gud i himlen op

i sang og brummen og så nynnen.

Tak, Gud, for hver en juleaftens fred,

hvor du os overvælder med din nåde,

til hyrder kom du i din kærlighed,

hjælp til, vi aldrig fra dig må geråde.

  5. Lad os ta’ fælles glæde med os hjem,

så festen aldrig mere rigtig stopper,

at ikke vi gi’r sorgen kattelem,

men mer’ end gerne modløsheden dropper!

Lad freden være det, der kommer frem,

at ikke vore liv så ganske flopper!

Gør meget ud af lidt, som du af fem

brød mætted, og det foruden kaffekopper.

  6. Hvad skal vi kalde barnet i den stald?

En baby og så ikke mere noget andet?

Nej, der er mange navne uden tal

til ham, som var på jorden netop landet:

Vor Herre, Frelser, Davids Søn, med mer’,

de syges læge, knægtedes befrier,

den, som den mobbede i flokken ser

og hjælper hende/ham, så ondskab viger.

  7. Hvad vi har fået med os som vor arv

fra fædre og fra mødre som vor ære,

det fjerner Gud, som fisk bli’r væk i skarv,

for vi skal som genfødte børn nu lære,

at vores stolthed har vi kun i Gud,

at altid tilgi’ andre deres synder,

og ellers holde os til Herrens bud,

vi bliver aldrig mer’ end en begynder.

8. Den, som har ingen status, valgte Gud,

en enke, hyrder, blinde, døve, stumme,

kun sådan kunne han nå til os ud,

kun når vi bøjer os, kan vi Ham rumme,

og også rumme dem, som vi har kær

og elske dem af hele vores hjerte,

lad Riget være i os som dit gær,

som fjerner trods og mildner vor livssmerte.

Gæster fra himlen

Melodi: Det vil vi gøre af Erling Lindgren.

1. Gæster fra himlen

Kom ned til hyrder - hvor det dem bestyrter,

Engle med vinger, der nyheder bringer,

Mens lyset stråler, de næppe det tåler,

Tiden står stille, det er ingen grille!

Frelseren ligger i truget

Og er hos os her i nuet!

2. Hvem sku’ ha’ troet,

At Gud vil gæste den fattige næste:

Hyrder på bunden af frygt overvunden,

Midt i vildrede de får en stor glæde:

Menneskefødsel af Gud, der er ødsel!

Hvilken vidunderlig ændring,

Da vi lå lige til kæntring!

  3. Engle forkynder

Med lovsangs-salmen om barnet i halmen,

Hyrderne haster så hurtigt som taster,

Ind til et kammer, hvor ikke er jammer,

Gæsten er kommet midt i krybberummet.

Kom, Herre Jesus, og bliv her,

Vær du i mørket hos os nær.

4. Li’som Zakkæus,

Ønsker vi alle, du også vil kalde

os ned fra steder, hvor vi som i reder

os ofte gemmer, så andre os glemmer.

Gæst os så længe, hvortil vi kan trænge,

Så du os rigeligt mætter,

Som du i Ordet forjætter.

Fyld mig med kærlighed

Melodi: You are the Mighty King.

1. Fyld mig med kærlighed,

du livets Ord,

som kom med himlens fred

blandt os du bor.

Og jeg takker dig,

som opliver mig.

2. Det undrer virkelig,

at du blev kød!

Du’ mer’ end ”kirkelig”,

selve Livets Brød!

Og jeg takker dig,

som opliver mig.
3. Jeg fatter ikke, hvad
der drev dig til

at elske i den grad,

men det’ det, du vil.

Og jeg takker dig,

som opliver mig.

4. Du fødtes i en stald,

bliv vores gæst,

genrejs os fra vort fald,

gør vort liv til fest!

Og jeg takker dig,

som opliver mig.

Det var på Capri, at kejser Augustus

Melodi: Det var på Capri.
1. Det var på Capri, at kejser Augustus
på fer’je slappede af fra sit job
samtidig fødtes i Betlehem Jesus,
stjernen over en stald lyste op.
2. Det var så langt fra højnorden og Thule,
det var i syden, i landet bag hav,
måske var stalden rent faktisk en hule,
li’som stedet, man gav til hans grav.
3. Det var i julen, at engle fra himlen
kom ned til jorden til hyrder på vagt,
der var en englehær samt fårevrimlen,
da godt budskab i hjertet blev lagt.
4. Derude Gabriel talte, forkyndte:
”Et barn I finder i Betlehems by!”
Og derfor hastede hyrder og skyndte
sig til krybben generte og sky.
5. Et lille barn var at finde i stalden,
i klude svøbt midt i dynen af hø,
og også mor’en, som hørte dets kalden,
hun var Frelserens moder, og mø.
6. Så kom tre vismænd til stedet med gaver,
de kom med røgelse, myrra og guld,
  i stalden faldt de fuldstændig i staver

for den himmelske konge i muld.

[1] Kejser Augustus kom på ferie på Capri.

Fugle på taget - nytårsvise

Melodi: ”Det vil vi gøre” af Erling Lindgren.

  1. Fugle på taget
tager nyt stade, fordi nytårsglade

de har genfundet, det, som var forsvundet:

det at fremtræde med sangen i glæde

ved nytårstide med lyde så blide!

Vi kan for alvor fornemme

årsskiftet på deres stemme.

  2. Nu her er døden

kommet til mange, opskræmte og bange;

kræfter i jorden, ukendte i norden,

men vi erkender, at selv vi udsender

plager i mængde, som næsten os sænk’te.

Gid at ulykker os ændrer,

så vi med tro ikke kæntrer.

3. Herre, forbarm dig!

Hjælp os i nøden og ligegladsgrøden,

Herre Gud Fader, at intet os skader,

selvom vi drukner, når blot ikke mugner

det, du har plantet i os som livspantet:

Ånden os skænket i kilden:

dåben med helligheds-ilden.

  4. Kristus, omvend os,

når vi har mistet vor tro, overlistet

af rigdoms snare, hvor alting som vare

købes og sælges, og troen bortvælges

uden en tanke på, at der en planke

skal til for redning at finde -

helst meget mer’ end et minde.