Elisabeth og Johannes Glenthøj
Bønner, prædikener, arabiske, persiske, græske og syriske tekster
Opdateret 2. juli 2026
Melodi: Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
1. Det som forbinder korset med en stald
er Jesu Kristi fodspor rundt i landet.
At fødes for at dø var Herrens kald,
tæt på og næsten blev han overmandet
af stress og jag og jammer og ufred,
ukendelig og meget pint og plaget,
dog fyldt af himmelsk fred og kærlighed,
han var og er til vores hjælp uddraget.
2. I Jesu navn er håbløs sorg forvendt,
og selve døden er en svoren fjende,
hvis brod for evigt blev dengang opbrændt,
nu skal i tro vi død som søvnen kende.
Den Stærkeste har sejret over død,
og efterlod sin grav helt tom og åben,
for han med kors som lanse gennembrød
Livs-Døren vogtet af kerubens våben.
3. Når sneen falder atter ren og hvid
erindrer vi de store tab og gruer,
kun du kan evigt lindre sørge-slid
og give os dit lys i vore stuer.
Opstandne Herre Jesus Kristus, kom
og vær hos os i navnet selv til stede,
omvend os fra al stræben, som er tom,
og vift med freden bort al vor livs-lede.
4. Dit indtog i Jerusalem gav håb
om din befrielse fra tunge byrder,
du kom til hver af os i vores dåb,
vogt os, du Hyrde over alle hyrder,
tak for den byrde, du har til enhver,
et åg, der er så let, at det kun gavner, [1]
det gi’r du kærligt til os hver især:
gør alle andres åg til støv og avner!
5. Disciplene forstod dig ikke godt:
at i vort sted du ville lide døden,
at netop sådan blev du verdens drot,
og kaldtes også derfor Morgenrøden. [2]
Men blinde mænd på vejen tro’de dig,
Du Davids Søn, som var før ham, og kommer,
og derfor blev de helbredt på din vej,
du, som er både frelser og vor dommer.
6. På æselryg kom du til magtens sted,
kom ikke for at lade dig betjene,
du kom, vor Konge og vor Gud, i fred
som Træet, der vil alle grene tjene, [3]
så de til fælles gavn kan bære frugt,
og ikke ville være mer’ end næsten,
af Selviskhed så helt og holdent slugt,
hvor vi i eget fængsel holder festen.
7. Kald os af alle fængsler ud til fest, [4]
til efterfølgelse af dig, vor Herre,
som kom på æsel, ikke på en hest,
men dette æsel ville ikke spærre [5]
for dig, som ville bringe salighed,
hvor du os kun med kærligheden binder,
så vi bli’r fængslet af din ydmyghed,
hvorved du netop sejer i os vinder.
8. Og når du kommer anden gang herned,
skal med ”Velsignet være han, som kommer
i Herrens navn” du hyldes, hvor du led, [6]
og da skal der bli’ forår, evig sommer.
Hosianna i det høje, frels dog nu,
giv os, at tjene, sådan som du lærte,
lad os hver søndag komme dig ihu,
hvor vi os lader af dig selv beværte!
9. Tak, at du kommer i det, som er småt,
lidt brød og vin, men nok til evigheder,
der er du hos os som i himlens slot,
og vi er æslerne, du fremad leder.
Du blev et menneske i kvindens skød,
nedsteg i Jordans vand for vore synder,
steg ned i dybet til din egen død,
med din opstandelse vort liv begynder!
[1] Matthæusevangeliet 11,28-30 – evangeliet på den sidste søndag i kirkeåret (anden tekstrække).
[2] Lukasevangeliet 1,78: Solopgangen som Gud, der steg ned i dødelige menneskers liv ved at fødes som menneske og dø sådan.
[3] Johannesevangeliet 10: Jesus er vintræet, disciplene grenene.
[4] De to sidste søndage i adventstiden (den gamle, første tekstrække) handler om Johannes Døberen, der ender med at sende et spørgsmål til Jesus fra sit fængsel: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? (Matthæusevangeliet 11,1-6).
[5] 4. Mosebog 22,26.
[6] Hosianna-råbet er hentet fra Davids Salme 118,26 og bruges som hyldestråb palmesøndag.
[7] Matthæusevangeliet 11,28-30 – evangeliet på den sidste søndag i kirkeåret (anden tekstrække).
[8] Lukasevangeliet 1,78: Solopgangen som Gud, der steg ned i dødelige menneskers liv ved at fødes som menneske og dø sådan.
[9] Johannesevangeliet 10: Jesus er vintræet, disciplene grenene.
[10] De to sidste søndage i adventstiden (den gamle, første tekstrække) handler om Johannes Døberen, der ender med at sende et spørgsmål til Jesus fra sit fængsel: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? (Matthæusevangeliet 11,1-6).
[11] 4. Mosebog 22,26.
Melodi: Det vil vi gøre.
1. Nu er det vinter!
Og efter vinter der komer en splinter-
ny tid med forår, vi ved ikke hvornår,
men først skal julen passere jord-kuglen,
og vær kun rolig, Gud selv ta’r sin bolig
i sine små, så med fakler
de kan se lys, når de vakler.
2. Advent er kommet,
julen for døren med laden og gøren
står her med glæde for voksne og spæde,
hvad vi har båret med os hele året
kan vi godt glemme, for vi kan fornemme,
at der er toner fra himlen,
som kræver klokkernes bimlen.
3. Underfuld fødsel
inde i hulen li’ ved oksemulen,
dyrenes ejer blandt dem intet vejer,
mens jorden drejer de for ham sig nejer,
oksen og fåret har barnet nu kåret
til deres Herre og mester,
sammen de for ham dér fester.
4. Barnet i krybben
inde i stalden blandt dyrenes kalden
lå så fornøjet blandt køer fortøjet,
stifter af freden til fugle i reden,
tiden som baby var mer’ end et maybe.
Barnet en dag var bortfløjet,
borte var blebuksetøjet.
5. Hvem er i krybben?
En som vor broder med menneskemoder,
kommet fra oven, men er ikke hoven,
Havet indskrumped’, til der var kun sumpet,
men gi’r at drikke en vin, som gi’r hikke,
skænker en ret, som folk mætter,
så de som fuglen snart letter!
6. Hvem kan udtale
med ord på læber, som ikke sig slæber
uden at give nyt liv til os stive,
glæder med jublen og kvæler vor grublen,
så vi kan løftes, imens der småsnøftes?
Det kan kun mennesker gives
af engleord at oplives!
7. Stjernen den ledte
vismænd til landet bag alt ørkensandet,
til hovedstaden og kongeslotsgaden,
kongen bespiste dem og han lovpriste
barnet, de søgte med lys og med lygte.
Guld, myrra, røgelse gemte
de til den konge-bestemte.
8. Ude på marken
engle forkynder: ”Nu freden begynder!”
til nogle hyrder, som løbende styrter
hjemad, til stedet, som altid har heddet
Betlehem: huset med brød, og beruset
tilbad de barnet i krybben,
selvom de ikke var typen.
9. Tidernes fylde!
Verden fornyet, de hyrder fik vu’et,
fattige fyldtes med glæde, som syltes
ofte af rige, som glemmer, at lige
er høje/lave, og nu en Guds gave
er det, at freden forkyndes,
sådan, at rundtom der nynnes.
10. Så lad os leve!
Sprængfyldt af glæde, som intet kan æde,
bortset fra sortsyn: oplys os med dit lyn,
så vi kan glemme de dage så slemme,
og kan fornemme din levende stemme!
Så kan vi klare så meget,
som er langt mere end speget!
Melodi: Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord.
1. Den nat, hvor Gud blev lagt på hø og strå,
blev vendepunkt for hele jord-planeten,
hver jul går verden her hos os i stå,
for Frelseren i krybben er magneten;
en glæde større end vi kan forstå
gør, at vi årligt kommer i salveten
og glemmer dagene, der var så grå,
for evig fred og glæde ta’r nu têten.
2. Kom, Herre Jesus, vær vor hyttegæst,
du Davids sene søn og efterkommer,
gør julen til en dejlig glædesfest,
et øjeblik af evighedens sommer!
Om der i os er kun en lille rest
af det, som giver mening her i tiden,
giv os som hyrderne det, som er bedst,
et håb, der vejer mere end vor viden.
3. I denne nat forglemmer vi os selv,
fordi Gud vender sorgen om til glæde,
nu tindrer stjerner klart på himlens hvælv,
det samme lys, som hyrder så dernede.
Den nat blev der for alvor flyttet om
på samfundsbunden og på dem på toppen,
da marken blev himmelsk helligdom
var det som gik af flasken dengang proppen.
4. Nu bli’r vi ladet op i vort pitstop
og næsten er vi her som sild i tønden,
der sender tak til Gud i himlen op
i sang og brummen og så nynnen.
Tak, Gud, for hver en juleaftens fred,
hvor du os overvælder med din nåde,
til hyrder kom du i din kærlighed,
hjælp til, vi aldrig fra dig må geråde.
5. Lad os ta’ fælles glæde med os hjem,
så festen aldrig mere rigtig stopper,
at ikke vi gi’r sorgen kattelem,
men mer’ end gerne modløsheden dropper!
Lad freden være det, der kommer frem,
at ikke vore liv så ganske flopper!
Gør meget ud af lidt, som du af fem
brød mætted, og det foruden kaffekopper.
6. Hvad skal vi kalde barnet i den stald?
En baby og så ikke mere noget andet?
Nej, der er mange navne uden tal
til ham, som var på jorden netop landet:
Vor Herre, Frelser, Davids Søn, med mer’,
de syges læge, knægtedes befrier,
den, som den mobbede i flokken ser
og hjælper hende/ham, så ondskab viger.
7. Hvad vi har fået med os som vor arv
fra fædre og fra mødre som vor ære,
det fjerner Gud, som fisk bli’r væk i skarv,
for vi skal som genfødte børn nu lære,
at vores stolthed har vi kun i Gud,
at altid tilgi’ andre deres synder,
og ellers holde os til Herrens bud,
vi bliver aldrig mer’ end en begynder.
8. Den, som har ingen status, valgte Gud,
en enke, hyrder, blinde, døve, stumme,
kun sådan kunne han nå til os ud,
kun når vi bøjer os, kan vi Ham rumme,
og også rumme dem, som vi har kær
og elske dem af hele vores hjerte,
lad Riget være i os som dit gær,
som fjerner trods og mildner vor livssmerte.
Melodi: Det vil vi gøre af Erling Lindgren.
1. Gæster fra himlen
Kom ned til hyrder - hvor det dem bestyrter,
Engle med vinger, der nyheder bringer,
Mens lyset stråler, de næppe det tåler,
Tiden står stille, det er ingen grille!
Frelseren ligger i truget
Og er hos os her i nuet!
2. Hvem sku’ ha’ troet,
At Gud vil gæste den fattige næste:
Hyrder på bunden af frygt overvunden,
Midt i vildrede de får en stor glæde:
Menneskefødsel af Gud, der er ødsel!
Hvilken vidunderlig ændring,
Da vi lå lige til kæntring!
3. Engle forkynder
Med lovsangs-salmen om barnet i halmen,
Hyrderne haster så hurtigt som taster,
Ind til et kammer, hvor ikke er jammer,
Gæsten er kommet midt i krybberummet.
Kom, Herre Jesus, og bliv her,
Vær du i mørket hos os nær.
4. Li’som Zakkæus,
Ønsker vi alle, du også vil kalde
os ned fra steder, hvor vi som i reder
os ofte gemmer, så andre os glemmer.
Gæst os så længe, hvortil vi kan trænge,
Så du os rigeligt mætter,
Som du i Ordet forjætter.
Melodi: You are the Mighty King.
1. Fyld mig med kærlighed,
du livets Ord,
som kom med himlens fred
blandt os du bor.
Og jeg takker dig,
som opliver mig.
2. Det undrer virkelig,
at du blev kød!
Du’ mer’ end ”kirkelig”,
selve Livets Brød!
Og jeg takker dig,
som opliver mig.
3. Jeg fatter ikke, hvad
der drev dig til
at elske i den grad,
men det’ det, du vil.
Og jeg takker dig,
som opliver mig.
4. Du fødtes i en stald,
bliv vores gæst,
genrejs os fra vort fald,
gør vort liv til fest!
Og jeg takker dig,
som opliver mig.
Melodi: Det var på Capri.
1. Det var på Capri, at kejser Augustus
på fer’je slappede af fra sit job
samtidig fødtes i Betlehem Jesus,
stjernen over en stald lyste op.
2. Det var så langt fra højnorden og Thule,
det var i syden, i landet bag hav,
måske var stalden rent faktisk en hule,
li’som stedet, man gav til hans grav.
3. Det var i julen, at engle fra himlen
kom ned til jorden til hyrder på vagt,
der var en englehær samt fårevrimlen,
da godt budskab i hjertet blev lagt.
4. Derude Gabriel talte, forkyndte:
”Et barn I finder i Betlehems by!”
Og derfor hastede hyrder og skyndte
sig til krybben generte og sky.
5. Et lille barn var at finde i stalden,
i klude svøbt midt i dynen af hø,
og også mor’en, som hørte dets kalden,
hun var Frelserens moder, og mø.
6. Så kom tre vismænd til stedet med gaver,
de kom med røgelse, myrra og guld,
i stalden faldt de fuldstændig i staver
for den himmelske konge i muld.
[1] Kejser Augustus kom på ferie på Capri.
Melodi: ”Det vil vi gøre” af Erling Lindgren.
1. Fugle på taget
tager nyt stade, fordi nytårsglade
de har genfundet, det, som var forsvundet:
det at fremtræde med sangen i glæde
ved nytårstide med lyde så blide!
Vi kan for alvor fornemme
årsskiftet på deres stemme.
2. Nu her er døden
kommet til mange, opskræmte og bange;
kræfter i jorden, ukendte i norden,
men vi erkender, at selv vi udsender
plager i mængde, som næsten os sænk’te.
Gid at ulykker os ændrer,
så vi med tro ikke kæntrer.
3. Herre, forbarm dig!
Hjælp os i nøden og ligegladsgrøden,
Herre Gud Fader, at intet os skader,
selvom vi drukner, når blot ikke mugner
det, du har plantet i os som livspantet:
Ånden os skænket i kilden:
dåben med helligheds-ilden.
4. Kristus, omvend os,
når vi har mistet vor tro, overlistet
af rigdoms snare, hvor alting som vare
købes og sælges, og troen bortvælges
uden en tanke på, at der en planke
skal til for redning at finde -
helst meget mer’ end et minde.
Seneste kommentarer
12.08 | 09:41
- sikke dog en gang sort teologisk volapyk. Det rene visse-vasse. Religion har gjort ubodelig skade gennem historien.
11.06 | 12:37
"there's nothing worth more" music video is so full of the energy of Jesus/God. and yet a small part of the Love🌞/energy🌞 of Christ💚🙏🏽🌞
22.09 | 17:58
Kære Johannes Endnu engang tak for disse sange. Der er ikke så mange vi kender på dansk. Jeg fandt en engelsk Above all names. Men hvor er det nogle rige tekster de har i deres lovsange.
01.12 | 17:13
"Når din Ånds regn falder ........." so Lovely !! Brings tears to my eyes.
'Han' og 'hun' om Gud - en nyere dogmatik
En nyere dogmatik anvender både 'han' og 'hun' om Gud. Præcis hvad forfatterne lægger i dette, er en sag for sig.
Men har de mon taget stilling til to ting:
1
Forskellen mand-kvinde er "noget, der er fremmed fra vore opfattelser af Gud." (Gregor af Nyssa (græsk skribent, 4. årh., i skriftet "Om menneskets skabelse" XVI.8.
Hvis teologer kunne begribe, at naturligvis er 'han' og 'hun' noget, der er fremmed for Gudsforståelsen, så er der ingen mulig grund til alligevel at lege med at bruge han og hun om Gud i en lærebog i dogmatik eller andetsteds.
2
Nu kunne forfatterne til den nye dogmatik sige, at Gud jo kaldes Faderen og Sønnen, og det er i sig selv et problem. Jeg ved ikke, om det som sådan er et problem for dem, men sådan må det se ud, når 'han' og 'hun' tages i brug af dem.
Her bliver det mere teknisk. Gregor af Nyssa skrev mod kætteren Eunomios, som gjorde fuldstændig op med "Sønnen", altså Ordet som ét med Faderen. Faderen og Sønnen var metaforer, og derfor kunne Eunomios kun i metaforisk forstand bruge ordet "Søn" om Jesus. "Den enbårne Søn" smagte af noget meget fysisk. Han døbte konsekvent nok ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. For kun Faderen (i betydningen: Skaberen af alt) er Gud for Eunomios, mens Sønnen og Helligånden ikke er Gud. Derfor er der heller ikke nogen Treenighed.
Gregor af Nyssa siger hertil, at navnet Fader og navnet Søn er 'præcise' navne. De er ikke metaforer. Men da han som sagt først siger, at mand og kvinde er fremmed for Gudsforståelsen, så betyder ordet 'han' brugt om Faderen og om Sønnen ikke noget i forhold til menneskers tilstand af mand og kvinde.
Også dengang i det 4. århundrede ville nogen opfatte Helligånden som 'hun', hvilket kirken blankt afviste, fordi folk opfattede det i stil med hedenske kvindelige guder.
Men når det gælder Faderen og Sønnen, så er det som sagt 'præcise' navne, og hvis sproget skal hænge sammen, kan der ikke blive tale om at kalde Gud han og hun på skift. Uanset hvor velmenende det måtte være.
Ved bispevielsen i Aarhus Domkirke var der nogle sætninger, jeg studsede over.
Vi skal ikke være "klakører", sagde Københavns biskop. Der var, så vidt jeg kunne fatte, ingen forklaring, blot dette farlige udfald mod noget, vi ikke skulle være eller blive.
Derfor må jeg spørge til betydningen: Betyder det, at hvis jeg f.eks. holder fast ved dåbsritualet, som det er, så er jeg klakør? Eller hvis jeg mener, der skal prædikes loyalt over for bibelteksten, er jeg så klakør? Jeg spørger, for jeg ved vitterligt ikke, hvad biskoppen mener. Kun at det ikke lyder rart. Og at de, der hører dette, må blive i tvivl om, om de er klakører eller ej.
Provst Mejer er død, proklameredes det også, til den nye biskops nik. Hvad betyder det? Hvor mange er døde sammen med ham, og præcis hvad ligger der i at proklamere hans død?
Talen blev i øvrigt krydret med proklamerende sætninger:
"Den småmobsede tros dage er til ende.
De sure øjne må pakke sig, indbegrebet af småborgerlighed,
provst Mejer er død."
Jeg har læst et svar, Lise Nørgaard engang gav til en læser. Her fortalte hun, at hun havde mødt sønnen til provsten bag provst Mejer, nemlig Skovgaard Petersen. Denne søn fortalte, at faderen slog både ham og broderen, og deres mor, altså hans kone. Det er Nørgaards historie. Men der er vel ikke det, biskoppen henviser til, vel snarere Skovgaard Petersens kristendom. Men så burde han gå i detaljer med, hvad der er med hans kristendom, som almenheden ikke anerkende noget om.
Tilbage til talen. Hvem er småmobset? Er det mig? Eller er det biskoppen selv? Og hvem af os har sure øjne - uhadada.
Og hvad med opgøret med det, der kaldes "småborgerlighed"? Dette begreb er jo tvetydigt, så menigheden må klø sig i håret og se med sine sure øjne på sig selv og de andre og biskoppen og spørge: Er jeg lige blevet dømt til lossepladsen der? Og når vi nu i følge biskoppen står (i al fald står den nye biskop i følge talen der) ved "verdens port", så bliver spørgsmålet, om der ikke med ordene som tilgivelse og forsoning skulle være plads til dem, der måtte være "småborgerlige".
Biskoppen gør op med, hvad han kalder et "panser af sprog og traditioner". Den er nok til os, der ikke mener, der behøver at røres meget ved dåbsritualet for eksempel!